Optakt: 4. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Vueltaen er ofte en sprinterfattig affære, men i år har arrangørerne været relativt nådige i løbets indledning. Også på løbets 4. etape er der nemlig lagt op til massespurt, og for anden dag i træk har arrangørerne endda sammensat en etape, der er usædvanligt let efter vanlig Vuelta-standard. En næsten helt flad dag med bare en enkelt stigning lægger i den grad op til en chance for de hurtige folk, hvis altså ikke vinden kommer i spil, som man ganske ofte ser det i det spanske løb.

I alt skal der tilbagelægges 175,5 km, der fører feltet fra Cullera til El Puig. Begge byer er forstæder til Valencia. Startbyen ligger syd for og målbyen nord for, og det betyder, at etapen består af en bue hele vejen rundt om storbyen, uden at man nogensinde komme ind til Valencia selv. Fra start kører man mod vest igennem fladt terræn, inden man drejer mod nord for at fortsætte igennem fladlandet. Senere går det kortvarigt mod vest, inden et længere, let stigende stykke fører mod nordvest frem til forplejningen, der nås efter 83,7 km.

Efter en sen frokost drejer man mod nordøst for igennem let faldende terræn at køre ud mod kysten. Herefter venter en relativt flad fase, inden det begynder at stige let op mod dagens spurt, som er placeret efter 122,3 km. Bare 1400 m senere rammer man kategori 3-stigningen Purto del Oronet (5,8 km, 4,5%), der er en lang, jævn stigning, der gradvist bliver stejlere, indtil den når 6% over den sidste kilometer. Toppen rundes efter 129,5 km, hvorefter en ukompliceret nedkørsel leder mod nordøst og øst ud mod vandet. Her flader det ud, og de sidste knap 25 km er helt flade. Her kører man først mod sydøst, inden man følger kysten mod sydvest ned mod mål. Her venter et par sving lige inden 5 km-mørket, hvorefter man følger en lang lige vej, der byder på tre rundkørsler. Med 1800 m igen skal man til venstre i en rundkørsel og kort efter lige igennem yderligere en. Dernæst følger en sidste rundkørsel med 500 m igen, inden man rammer opløbsstrækningen.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Etapen byen på i alt 1222 højdemeter.

El Puig har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

I dag slap rytterne for de varslede byer, men det er ikke sikkert, at de er så heldige tirsdag. Her ventes nemlig ca. 80% risiko for tordenbyger gennem hele dagen, og det er først mod etapens slutning, at risikoen vil aftage lidt. Temperaturen vil denne gang blot nå 25 grader, og det vil være lidt mindre blæsende med en jævn vind fra nordøst. Det giver sidemodvind på hovedparten af første del frem til forplejningen og derefter direkte modvind frem til toppen af stigningen. Man får sidemodvind på turen ned mod kysten og slutteligt medvind ind mod målbyen. Det varer ved, indtil man får sidemedvind på de sidste ca. 1500 m.

Analyse af 3. etape

I går rundede jeg analysen af Sensationernes Søndag af med et håb om, at kraftig sidevind kunne gøre dagens 3. etape til Miraklernes Mandag. Vueltaen er nemlig kendt for at overraske i ét væk, og efter to dage med helt uventede udfald står det klart for alle, at man altid skal vente sig det uventede i den mest uforudsigelige af de tre grand tours. Det skulle man bare ikke i dag, for i stedet for endnu en mirakuløs omvæltning af klassementet i det kraftige østspanske vind blev vi vidner til noget, der vel snarere skal døbes Monotoniens Mandag.

Massespurter kan ellers være temmelig kaotiske og uforudsigelige. Intet sted hersker der så meget anarki og kaos som i den brutale positionskamp mellem et mylder af klassementsryttere og sprintertog på de sidste kilometer af en grand tour, men i dag skete der stort set intet, som ikke på forhånd stod i drejebogen. Sjældent har vi oplevet en spurtafgørelse, der så entydigt bekræftede alle tendenser, og det var i hvert fald ikke en spurt, der afslørede meget nyt i det sprinterbillede, som allerede tegnede sig forud for den spanske grand tour.

I etapens drejebog stod nemlig, at det sikkert ville ende med en etapesejr til Sam Bennett, efter at ireren med vanlig træfsikkerhed havde sat sig på hjulet af den rival, der fik det bedste lead-out. Det stod også, at det formentlig ville være Trek, der ville aflevere enten John Degenkolb eller Edward Theuns perfekt, og at Deceuninck formentlig også ville vise sig som et af de stærkeste hold. Desværre for dem stod der også, at de nok ville tabe Fabio Jakobsen, som sikkert ville lukket inde, og at heller ikke Max Walscheid ville kunne holde sig til sit ellers stærke tog. Længere omme i manuskriptet stod, at også Luka Mezgec, Marc Sarreau og Phil Bauhaus sikkert ville sidde for langt tilbage, men at sidstnævnte nok med høj fart ville komme bragende på de sidste meter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter at røgen har lagt sig i Alicante efter en hurtig dag i Valencia-området, kan vi sætte flueben ud for det hele. Alt sammen gik det, som man kunne have spået og det endda selvom Tibis-stigningen faktisk gav lidt mere drama, end sprinterne havde håbet. Tosh van der Sande havde nemlig en plan om at trætte sprinterne og satte følgelig Thomas De Gendt til at slide de tunge folk ned, og missionen lykkedes egentlig i første omgang, da Fernando Gaviria, Fabio Jakobsen, Phil Bauhaus, Max Walscheid og Marc Sarreau alle kom i vanskeligheder. Bennett følte sig imidlertid åbenbart så selvsikker, at han ikke så nogen grund til at udnytte situationen, og da heller ikke Lotto havde i sinde at følge op på et initiativ, der således endte med at virke en anelse formålsløst, blev situationen misbrugt, og det hele endte med en regruppering og den forventede spurt i Alicantes gader.

Og ud af røgen kom Bennett helt som forventet som etapens vinder. Selvom han som i årets Paris-Nice og Dauphiné, hvor han også meldte om dårlige ben de første dage, ifølge eget udsagn også er kommet temmelig skidt i gang med årets Vuelta - hvad hans kørsel på 2. etape da også bekræftede - var han alligevel så suveræn, at han kunne sætte en fed streg under sin status som alvorlig aspirant til prædikatet ”Verdens hurtigste på to hjul”, efter at han i dag tog med sin 12. sæsonsejr, herunder den 10. på WorldTouren, tog endnu et stort skridt mod at blive årets mest vindende rytter - en titel, man næsten ikke kan se, hvordan han skal undgå at vinde. Og det skete med samme autoritet og overlegenhed som i de fleste af de foregående triumfer og med præcis samme opskrift, som han har benyttet til hudløshed igennem hele 2018 og 2019, hvor han nu i alt har vundet 19 gange, herunder 16 gange på WorldTouren.

”Never change a winning formula” synes mantraet at være for Bennett, der benyttede samme stensikre opskrift, som i forrige uge indbragte ham tre gevinster i BinckBank Tour. Selvom han i dette løb i form af Shane Archbold faktisk har en decideret lead-out man, valgte han at bruge den taktik, der nu kan beskrives som både Bennett og Sagan Classic ved at gribe ud efter det helt rette hjul i finalen. Da det ikke helt uventet var Trek, som også i BinckBank Tour kørte fabelagtige lead-outs, der med John Degenkolb satte Edward Theuns lige så flot op, som Mads Pedersen gjorde det i Holland-Belgien forleden, var det nemlig selvfølgelig Bennett, der sad limet til belgierens baghjul, som han også gjorde det igen og igen i det nordeuropæisk etapeløb og tidligere i Tour of Turkey, Paris-Nice og UAE Tour. Og da først han trådte an, viste Bennett igen, at han har en skræmmende topfart, også på de dage, hvor han - og det sker tit - melder om dårlige ben.

Dermed blev det også lidt for meget legestue for Bennett. Ikke blot dokumenterede han sin efterhånden meget imponerende holdbarhed ved uden problemer at overleve stigningen, det trættede også de eneste - Jakobsen, Gaviria, Walscheid og Bauhaus - som har en topfart, der måske kan true ham. Og da Gaviria aldrig kom tilbage efter stigningen, og Jakobsen, Bauhaus og Walscheid for 117. gang alle kom til kort i positionskampen, stod det mejslet i granit, at etapen ikke kunne ende med andet end endnu en Bennett-sejr.

Særligt for Jakobsen var det en bitter pille at sluge. Stigningen viste nemlig, at hans fine kørsel i går var lidt af et røgslør for, at han altså ikke er nogen stor klatrer, og dermed falder han nok i den kategori af sprintere, der måske kun har 4. og 21. etape som tilbageværende muligheder. Og dagens spurt bekræftede desværre også det, vi igen og igen så i Polen, hvor den lynhurtige hollænder viste sig som feltets klart hurtigste - endda hurtigere end Pascal Ackermann - men hvor hans ringe positionering betød, at han aldrig fik noget ud af anstrengelserne. Og det mønster gentog sig i dag, da han tabte toget, længe inden Philippe Gilbert og Zdenek Stybar skød frem mod den røde flamme, og selvom imponerende Maximiliano Richeze faktisk lykkedes med at finde ham igen, var kampen allerede tabt for hollænderen, der blev lukket inde mod barrieren og aldrig kunne åbne sin spurt.

Desværre afslører det nu endnu tydeligere det, der fremstår som en gigantisk svaghed hos rytteren, som ellers overspurtede en vis Bennett i Tyrkiet i april. Heldigvis kan samme Bennett måske tjene som inspiration, for i de første år havde ireren nemlig også ry for at være håbløs i positionskampen. Den svaghed har han nu i stedet vendt til en styrke, og det har unge Jakobsen heldigvis masser af tid til at gøre. Og som minimum kan han glæde sig over, at Gilbert og Stybar viste stor styrke, så han kan have et vist håb om, at det brølstærke tog undervejs vil give ham en chance for at vise sin fart.

En lignende fart har Walscheid flere gange vist, at han har, senest i Polen, hvor han kørte nogle glimrende spurter. Desværre kan det tælles på én gang, hvor mange gange den tonstunge tysker ikke er blevet væk fra sit tog i de hektiske finaler. Det er sket talrige gange og har betydet, at han har overraskende få top 10-placeringer, og desværre fik han ikke endnu en til samlingen i dag. Det stærke tog med Casper Pedersen og Nikias Arndt gjorde det imidlertid eminent ved at tage kontrol frem mod den sidste kilometer, men selvom han længe sad limet til Arndts baghjul, lykkedes det alligevel for Walscheid at forsvinde tilbage i feltets kaos, da holdkammeraten trådte spurten hjem for ham. Dermed endte han nok engang med aldrig at kunne åbne spurten og missede dermed en af sine nok kun tre chancer i et løb, der ikke passer ham. Og det var ekstra synd, fordi han faktisk havde vist sig overraskende holdbar på stigningen, hvor han var en af de sidste sprintere til at give slip.

Bauhaus havde givet slip langt tidligere, men også han fik en returbillet tilbage til feltet, efter at Bora valgte ikke at følge op på Lottos initiativ. Desværre skete der det samme, som også skete tre gange i BinckBank Tour, nemlig at Bauhaus i finalen blev fanget i kaos. Og ligesom i Holland-Belgien, hvor han alligevel reddede sig en 5. og en 7. plads, kom han til slut fra den håbløse position bragende med den høje topfart, som tidligere har givet ham en gigantisk sprinterskalp i det stærkt besatte UAE Tour. Desværre har han ligesom Walscheid i år måttet sande, at positioneringen i år har betydet, at hverken han eller Sunweb-rytteren har fået det udbytte af den fine fart, de begge åbenlyst besidder.

Samme svaghed lider Marc Sarreau af, og derfor blev det heller ikke i dag, at han endelig fik det WorldTour-gennembrud, han ellers banker på til. Det er velkendt, at han har det temmelig svært på de sidste kilometer, og det havde han desværre også i dag, hvor han ligesom Jakobsen måtte se sig lukket inde. Desværre er hans kamp bestemt ikke blevet lettere af, at hans sygdomsramte lead-out man Mickael Delage er rejst hjem, og dermed kan man desværre frygte, at det nu bliver meget svært for Sarreau endelig på en lidt større scene at bevise, hvorfor han i Frankrig vinder den ene massespurt efter den anden.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Sejr til Theuns bliver det nok heller ikke til. Ligesom i BinckBank Tour fik han det hele foræret af sit sublime hold, men ligesom i forrige uge står det klart, at han bare ikke er hurtig nok til at matche de bedste. Nu vil Trek sikkert i morgen forsøge sig med Degenkolb i stedet, men på baggrund af tyskerens ringe spurter i Polen er det svært at tro på et andet udkomme. Til gengæld kan holdet glæde sig over togets åbenlyse styrke, og den kan måske alligevel kaste en sejr af sig, hvis Bennett en sjælden gang skulle sidde forkert, som han gjorde det på 5. etape i BinckBank Tour, hvor Alvaro Hodeg fik skovlen under ham.

Det var dog ikke alt, der gik efter drejebogen. Først og fremmest lå det bestemt ikke i kortene, at den normalt så holdbare Gaviria, der i blandt andet Tour de Suisse har spurtet om sejren på etaper, der var langt sværere end denne, som den eneste sprinter skulle fra. Det kan ikke tolkes på anden måde, end at den stakkels colombianer, der i forvejen har haft et skadesplaget rædselsår, alligevel var for mærket af styrtet på 1. etape. Det var i hvert fald højst usædvanligt at se den gispende Gaviria slippe hjulet på holdkammeraterne Marco Marcato og Sergio Henao, og dermed kan man frygte, at 2019 simpelthen bliver et år lige til skraldespanden. Morgendagens etape er nemlig den sidste sprinteretape inden hviledagen, og lige nu ligner Gaviria ikke en mand, der kan være med på de hårdere sprinteretaper, der kommer mellem de flade finaler på 4. og 21. etape. Og da holdets plan B, Juan Sebastian Molano, klarede sig endnu ringere, skal UAE måske snarere allerede nu rette fokus mere entydigt på Fabio Aru og Tadej Pogacar, der heldigvis begge ser ud til at være i sandt hopla.

Det er Luka Mezgecs bestemt også. Sloveneren tegnede sig nemlig for spurtens anden overraskelse. Nok havde han i Polen og ved EM vist, at han var i sit livs form, men det polske løb viste også, at han dels har det svært i positionskampen, dels er klart overmatchet i flade spurter. På den baggrund var det ikke uventet, at også han sad alt for langt tilbage på den sidste kilometer, men til gengæld var det overraskende, at han kom bragende med så høj fart, at han alligevel var bare centimeter fra at blive nr. 2. Formentlig drog sloveneren fordel af, at de rene sprintere enten blev lukket inde eller var mærket af stigningen, som Mezgec med lethed klarede, men det må alligevel være stærkt opløftende, at han klarede sig så fint på denne etape, når ”hans” etaper først kommer i 2. og 3. uge, hvor finalerne på de lette dage er betydeligt vanskeligere.

En anden lille overraskelse var Jon Aberasturis 4. plads. I Burgos havde han ganske vist vist fornem form, men til gengæld har vi tidligere set, at han ikke altid har haft det helt let i positionskampen i de store løb. I dag gjorde han det imidlertid fornemt, og selvom han atter måtte sande, at han i en flad spurt mangler lidt på farten, er det yderst lovende frem mod de stigende spurter, der kommer senere i løbet, og som for alvor er noget, der falder i hans smag.

Derudover var det opløftende at se unge Szymon Sajnok bekræfte potentialet med en top 10 i karrierens første grand tour-spurt, endda selvom det havde været hårdt undervejs, og at Cyril Barthe, der ellers er puncheur mere end sprinter, sneg sig ind på en 8. plads. Spurten viste også, at typer som Clement Venturini, Damien Touze og Tosh van der Sande bare ikke er hurtige nok på flad vej i dette selskab. Og desværre knuste etapen håbet om, at Edvald Boasson Hagen, der ellers sendte Ben King frem for at føre undervejs, kunne bygge videre på de fine Dimension Data-takter, Giacomo Nizzolo, Michael Valgren, Reinardt van Rensburg, Enrico Gasparotto, Tom Jelte Slagter og Stephen Cummings ellers har vist for nylig.

Sidevinden blev aldrig det ønskede tema, og derfor blev det for klassementsholdene en dag, der skulle overstås. Alligevel lykkedes det for 117. gang siden skiftet til Sunweb for Wilco Kelderman at kysse asfalten, men i første omgang meldes han denne gang at være sluppet uden mén. Derudover viste Jumbo med deres dominerende kørsel i alle løbets nøglefaser, at de bliver dette løbs udgave af Ineos, og at de vitterligt har tænkt sig at køre som løbets store favorithold. Og samtidig viste Primoz Roglic for anden dag i træk ærgerrighed ved at snuppe et sekund i den indlagte spurte, så der nu blot er 2 sekunder tilbage af de 40 sekunder, som et ødelagt badebassin kostede ham i Torrevieja lørdag aften. Sergio Higuita kunne han dog ikke slå, og alene det forhold, at EF satte deres hurtige colombianer op til spurten, gav ny næring til spekulationen om, at vidunderbarnet, der ikke skulle køre klassement, måske alligevel giver den et skud efter den meget overbevisende start i går.

Lige så overbevisende var Bennett i dag, da han sammen med Nicolas Roche gjorde det til en stor dag for Irland, der endelig kan lugte lidt af den storhedstid, de sagde farvel til med, da Sean Kelly og Stephen Roche kørte cyklerne i garagen. Og udsigten til, at den irske fest fortsætter er store, for hvis alt går efter bogen, vil de begge atter skulle på podiet, når løbets anden sprinteretape er bragt til ende i udkanten af Valencia tirsdag eftermiddag. Denne gang ser det nemlig ikke ud til, at noget kan stå i vejen for endnu en massespurt. Og hvis den bliver lige så forudsigelig som dagens, bliver Monotoniens Mandag nok efterfulgt af Trivialiteternes Tirsdag.

Favoritterne

Som vi har skrevet flere gang, er årets Vuelta bestemt ikke mere sprintervenlig, end den plejer - måske snarere tværtimod. Faktisk er det så grelt, at tirsdagens 4. etape er den sidste inden Madrid, hvor både finalen og etapen som helhed er tilstrækkelig let til, at alle sprinterne kan regne med at være med. Efter i morgen er etaperne enten enkeltstarter eller bjergetaper eller byder enten på et stigende opløb eller en meget svær stigning tæt på mål. Med andre ord står den formentlig på tre ugers lidelse for folk som Max Walscheid, Phil Bauhaus og Fabio Jakobsen, hvis ikke de får det maksimale ud af morgendagens tur rundt om Valencia!

Til gengæld kan de så også glæde sig over, at de burde få chancen. Efter at løbet sagde farvel til motorvejsetaperne langs den spanske pampas, er etaper med bare 1200 højdemeter lidt af en sjældenhed. Bare en enkelt stigning kan det blive til denne gang, og den er betydeligt lettere end den udfordring, der var lige ved at blive for dyr for mange af de hurtige folk på 3. etape. Lægger man dertil, at der vil være direkte modvind hele vejen op, er det næppe noget blodbad, vi vil få at se på Puerto del Oronet, som vi i øvrigt kender fra den sidste sprinteretape i Volta a la Comunitat Valenciana.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Netop vinden er selvfølgelig et tema. Vi ved fra netop løbet i Valencia, at det kan blæse kraftigt i regionen, men i forhold til dagens heftige østenvind aftager styrken en del. Samtidig går den i nordøst, og det betyder, at der vil være sidemod- og modvind næsten hele dagen, indtil man får vinden direkte i ryggen på de sidste kilometer ind mod El Puig langs kysten. Med andre ord har vinden slet ikke retningen og næppe heller styrken til at skabe drama, og den vil snarere bidrage til at gøre det hele til en langsom langgaber.

Til gengæld er der regnen. Der varsles kraftig regn, og selvom den skulle falde i form af byger, skulle de med skybrudsagtig karakter kunne kaste en del vand af sig, hvis rytterne er uheldige. Heldigvis skulle risikoen for nedbør aftage mod slutningen, og man kan håbe, at vejene når at tørre op forinden. Ellers kan det rundkørselshelvede, som findes i et Valencia, der på baggrund af Volta a la Comunitat Valenciana må betegnes som rundkørslernes mekka, udvikle sig til en højrisikabel og formentlig også styrtpræget affære, ikke mindst fordi det ikke har regnet i byen i mange dage, hvorfor vejene kan blive spejlglatte.

Det er imidlertid også kun de våde veje, der kan skabe drama. Heller ikke i dag er der en bjergtrøje på spil, og vi forventer derfor igen, at udbruddet kører fra km 0. Derefter venter en stille, rolig og sikkert meget langsom etape, hvor Deceuninck og Bora, måske med hjælp fra Sunweb, vil holde udbruddet i snor. UAE skal sikkert ingen steder denne gang, men mon ikke de to andre sprinterhold let kan kontrollere et udbrud bestående af ryttere fra de små hold. Heller ikke spurten, der kommer tidligt, kommer i spil denne gang, og selvom Lotto i dag lagde pres på på stigningen, har vi svært ved at se, hvem der skulle tage initiativ til at gøre det hårdt på en let modvindsstigning, der kommer næsten 50 km fra mål.

Til gengæld vil intensiteten nok stige efter stigningen. Her venter først en nedkørsel og til slut et lynhurtigt medvindsstykke langs kysten. Her vil nervøsiteten være tydelig, og vi vil sikkert igen se Jumbo, Movistar og Astana sætte sig frem, mens sprinterholdene sparer på krudtet. Naturligvis skal man altid passe på et udbrud, når der er medvind på de sidste kilometer, men efter en hel dag i modvind peger alt på en massespurt.

I forhold til i dag er spurten mere kringlet. Ganske vist skal man på de sidste kun dreje en enkelt gang i en rundkørsel med knap 2 km igen, men til gengæld skal man i samme periode lige igennem hele seks rundkørsler, de sidste fire endda på mindre end 2 km. Det betyder, at positionering kan blive ganske afgørende, ikke mindst på den korte opløbsstrækning, hvor timing i modvinden også vil spille en rolle. Endelig kan det blive et rent kaos, hvis vejene er våde, og man skal derfor bestemt ikke undervurdere betydningen af risikovillighed på i muligvis isglatte gader.

Uanset hvad er det dog umuligt ikke at pege på Sam Bennett som den store favorit. Med dagens sejr cementerede han ikke blot sin status som verdens måske hurtigste sprinter, han viste også atter, at han har en træfsikkerhed i positionskampen, som kun Peter Sagan kan matche. Selvfølgelig var det Bennett, som sad på Edward Theuns’ hjul, da belgieren blev afleveret perfekt, og går det, som det plejer, vil det også være Bennett, der i morgen sidder bag Fabio Jakobsen eller John Degenkolb, som ligner de bedste bud på at være den sprinter, som sættes bedst op. Fra positionen som nr. 2 har Bennett i år været næsten umulig at slå, og det vil han formentlig også være igen, hvis han atter vinder kampen om det hjul, alle helst vil have.

Alligevel kan rivalerne nære lidt håb grundet de våde veje og de mange rundkørsler. Vi så på sidste etape i Tyrkiet og på 5. etape i Dauphiné, at Bennett er blevet lidt af en forsigtigper i svingene, og det kostede ham to sikre sejre i de to løb. Det kan det meget vel være igen, hvis han atter trækker lidt i bremsen på de muligvis glatte veje. Samtidig kan positioneringen af og til gå galt, som det gjorde på 5. etape i BinckBank Tour. Det kan altså godt gå galt for Bennett, selvom det hører til sjældenhederne for manden, der har vundet 12 gange i år og sikkert også 13 gange, når solen går ned tirsdag aften.

Hans værste rival er Fabio Jakobsen. Efter at have set, hvor suverænt hollænderen slog Pascal Ackermann på 3. etape i Polen, er det stadig åbent, om hollænderen vitterligt er hurtigere end Bennett. I Tyrkiet havde ireren stadig et lille overtag, men alligevel lykkedes det Jakobsen at vinde den ene af de to sprinteretaper. Det viser, at han har farten til at vinde, men det betød hans ringe positionering desværre, at han ikke kunne vise i dag, hvor han blev lukket inde - præcis som det skete tre ud af tre gange i Polen også.

Der er dog to ting, der taler for Jakobsen denne gang. Dels imponerede toget med Philippe Gilbert, Zdenek Stybar og Maximilano Richeze, og havde Jakobsen blot holdt sig til dem, var han sikkert blevet afleveret eminent af løbets bedste lead-out man, Richeze. Samtidig vil etapen denne gang være meget lettere, og Jakobsen vil sidde med mere overskud til sidst, nu hvor han næppe bliver sat af undervejs. Den kringlede finale passer ikke den positioneringssvage Jakobsen, men med Richeze som det stærkeste våben, kan han forhåbentlig komme i position til endelig at vise sin fart.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

En rundkørsel så tæt på mål betyder, at vi skal se i retning af sprintere med et godt tog for at finde mulige vindere. Det gør det naturligt at pege på John Degenkolb. I dag kørte holdet for Edward Theuns, der blev afleveret eminent af Alex Kirsch og Degenkolb, og da det er meldt ud, at de to skal dele mulighederne mellem sig, siger logikken, at det nu må være Degenkolbs tur. Desværre spurtede den store tysker forfærdeligt i Polen, hvor han ellers gang på gang blev sat godt op af Mads Pedersen, og der er ikke noget, der tyder på, at han har den store topfart efter en let dag som denne.

Til gengæld har han noget andet, nemlig et fremragende tog. Kan Trek gentage kunststykket - og kan Degenkolb, der selv har det svært i positionskampen og er lidt forsigtig, holde sig til Kirsch og Theuns - burde han have en god chance for at komme godt igennem den sidste rundkørsel. Gør han det, er der ikke meget tid for de hurtigere folk til at gå forbi, og det kan Degenkolb måske udnytte til trods sin begrænsede fart at tage endnu en sejr i et løb, hvor han to gange har været den altdominerende sprinter.

Det kan dog heller ikke udelukkes, at holdet kører for Theuns. Degenkolb er bedst efter hårde dage, og faktisk ligner Theuns et bedre bud på en let etape som denne, ikke mindst når den kringlede finale ikke falder i Degenkolbs smag. Tyskerens etaper kommer først i den 2. og 3. uge, og derfor kunne man godt forestille sig, at de lader Theuns få de lette dage. I givet fald kan belgieren gøre det færdigt i en afslutning, hvor han denne gang kan drage mere fordel af sit tog, end han gjorde i dag.

Betydningen af et godt tog betyder også, at øjnene naturligt falder på Max Walscheid. I dag var Sunweb med Casper Pedersen og Nikias Arndt nemlig fremragende, men desværre skete det for 117. gang i år, at den gigantiske tysker tabte deres hjul til sidst. Det kan man i den grad frygte gentager sig i en mere kringlet finale med regnvåde veje, og risikoen for, at Walscheid heller ikke denne gang kommer i top 10, er stor. Til gengæld har han også en stor chance for at vinde, hvis bare han kan holde sig til Pedersen og Arndt. Vi ved nemlig fra tidligere spurter, senest i Polen, at Walscheid er lynhurtig på flad vej, når endelig han sidder hæderligt, og med den fine klatring i dag viste han i hvert fald, at formen sidder i skabet.

Det gør den til gengæld ikke for Fernando Gaviria, der lidende og forslået sled sig til mål i dag. Heldigvis er etapen i morgen så let, at selv en såret Gaviria kan komme med hjem, og dermed burde han også kunne deltage i spurten. Til gengæld kan man frygte, at han er for mærket til at vinde, især fordi hans fart og positionering i Polen var overraskende ringe. Omvendt er hans tog med Marco Marcato og Juan Sebastian Molano slet ikke ringe, og kan de guide Gaviria frem i en teknisk finale, som i gamle dage ville have passet ham, burde han faktisk nok kunne vinde, selvom formen ikke er helt i top. I Giroen viste han, at hans niveau kan svinge kraftigt fra dag til dag, og det kan give håb for løbets tredje sprinterstjerne. Er han ikke på toppen, kunne den lovende Molano selv få chancen, som han gjorde, da han i stedet for en syg Gaviria vandt en etape i Colombia 2.1, men da han i dag nåede mål endnu senere end kaptajnen, virker det stærkt usandsynligt.

Igen i dag så vi, at det kniber med positioneringen for Phil Bauhaus. Det var næsten som at se en genopførelse af 1. og 2. etape af BinckBank Tour, hvor en dårligt placeret Bauhaus kom bragende frem fra en ringe position, og den slags er der meget lidt plads til i morgendagens finale. Han havde i hvert fald nok ønsket, at Valencia havde sparet en rundkørsel eller to væk, og det ligner ikke en afslutning for tyskeren. Omvendt burde toget med Luka Pibernik og Heinrich Haussler altså være ganske hæderligt, og skulle de ramme rigtigt, er Bauhaus en af de få, der har farten til at være med helt fremme.

Som skrevet i analysen var dagens overraskelse, at Luka Mezgec kørte det, der må være hans bedste flade spurt i mange år. Dermed fik han bekræftet, at superformen fra Polen er intakt, selvom han er styrtet to dage i træk, men desværre passer morgendagens etape ham meget dårligt. Dels er den betydeligt lettere, hvorfor de hurtigere folk ikke vil være mærkede, dels så vi igen i dag, at hans positionering lader meget tilbage at ønske. Det er der ikke råd til i morgen, når han skal igennem Valencias rundkørselshelvede, og da han er stort set på egen hånd, skal han være temmelig heldig for at sidde rigtigt til at gøre brug af den overraskende fine fart, han havde i dag.

I dag var det en fornøjelse af se formstærke Jon Aberasturi gøre det så fint i positionskampen. Til gengæld blev det også tydeligt, at topfarten på flad vej måske mangler de sidste procent, men det betyder ikke helt så meget i denne kringlede finale. Kan Aberasturi med hjælp fra Alex Aranburu finde den rette position igen, burde han nok engang kunne opnå et godt resultat, ikke mindst fordi han plejer at være ganske risikovillig. Farten rækker nok ikke til sejr, men mindre kan også gøre det for Caja Rural.

Marc Sarreau måtte igen i dag sande, at det med positionering bare ikke er ham. Heller ikke denne gang kunne han åbne sin spurt, og hans chancer er bestemt ikke blevet lettere af, at sygdomsramte Mickael Delage, hans sidste mand, er rejst hjem til Frankrig. Heldigvis har han stadig Romain Seigle og Benjamin Thomas, men et så uerfarent tog har det svært i en kringlet finale, hvor kaptajnen heller ikke selv er komfortabel. Sidder han rigtigt, bør han være en af feltets hurtigste, men positioneringen gør det svært at tro på sejr.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det var overraskende at se uerfarne Szymon Sajnok gøre det så hæderligt i positionskampen i dag. På den anden side er der altså god fart i et tog, der tæller Francisco Ventoso, Jonas Koch og Patrick Bevin, og det burde kunne komme ham til gode i denne tekniske finale. Det er klart, at holdet ikke er det stærkeste af dem alle, og at Sajnok mangler masser af erfaring på dette niveau, men på papiret kunne han godt være en fyr, der med så fint et tog kan komme i position til at gøre det godt.

Dagen etape understregede nok engang, at Clement Venturini ikke er nogen stor afslutter på flad vej. Desværre gik det denne gang heller ikke godt i positionskampen, som ellers plejer at være hans store styrke. Det kan man håbe, at den vil være igen i en teknisk afslutning, der burde passe den franske crosskonge. Farten rækker helt sikkert ikke til sejr, men kan Dorian Godon føre ham godt frem inden rundkørslerne, er et godt resultat en mulighed.

Skal man pege på et longshot, kunne det være Maximiliano Richeze. Det står efterhånden soleklart, at Jakobsen har svært ved at holde sig til sit tog, og det kan blive lidt af en udfordring i en kringlet afslutning som denne. På den baggrund kan man ikke udelukke, at Gilbert, Stybar og Richeze tager kontrol mod slutningen, men uden at have Jakobsen i slipstrømmen. Sker det, kan Richeze ende med selv at blive sat godt op igennem den sidste rundkørsel, og selvom han ikke selv er verdens hurtigste, kan argentineren godt gøre det færdigt i en afslutning, hvor topfart ikke er afgørende. Det har han tidligere gjort i en lignende situation som lead-out man i Tour de Suisse og ikke mindst på 1. etape af Tour of Turkey i 2017, hvor han tabte Alvaro Hodeg til sidst. Og hvem var det nu, han slog den dag? Nå jo, det var vist Sam Bennett…

De andre sprintere, Cyril Barthe, Damien Touze, Jesus Ezquerra, Enrico Battaglin, Viacheslav Kuznetsov, Edvald Boasson Hagen og Tosh van der Sande, er alle for langsomme og for isolerede til at kunne drømme om det helt store.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, John Degenkolb

Outsidere: Edward Theuns, Max Walscheid, Fernando Gaviria, Phil Bauhaus, Luka Mezgec

Jokers: Jon Aberasturi, Marc Sarreau, Szymon Sajnok, Clement Venturini, Maximilano Richeze

Tour du Poitou-Charentes

I disse travle Vuelta-tider har tiden desværre ikke rakt til at skrive en optakt til Tour du Poitou-Charentes, der indledes tirsdag og varer til fredag. Senere mandag aften vil der herunder komme en stjernevurdering af favoritterne - på opfordring fra brugere, der skal bruge det til Zweeler-spil - samt bud på vindere af 1. etape.

Samlet stilling

Som altid er det et løb, der primært afgøres af den 23 km lange tonserenkeltstart. Derudover kan vi vente os fire massespurter, da det bliver sommer med temperaturer på mellem 28 og 32 grader og næsten ingen vind, heller ikke til torsdagens enkeltstart. De to sidste spurter - den i Poitiers kender vi til hudløshed - er dog stigende og ganske hårde. Dertil kommer, at det kun er finalen på torsdagens morgenetape, der ikke er teknisk. Det ligner altså et opgør mellem temporytterne og de sprintere, der kan score bonussekunder og køre en hæderlig enkeltstart, hvilket i praksis vil sige Christophe Laporte, der med sin sejr i Belgium Tour sidste år har vist, at han kan køre enkeltstart, og som vil elske kringlede afslutninger og stigende finaler.

Det giver anledning til følgende rangering:

***** Christophe Laporte

**** Miles Scotson, Brandon McNulty

*** Yoann Paillot, Tony Gallopin, Matthias Brändle, Alexis Gougeard, Niki Terpstra

** Anthony Roux, Alexandre Geniez, Thibault Guernalec, Ignatas Konovalovas, Damien Gaudin, Samuel Caldeira, Rudy Molard, Julien Antomarchi

* Marco Mathis, Tom Wirtgen, Benoit Jarrier, Thomas Boudat, Edgar Pinto, Gutavo Cesar Veloso, Alexander Cataford, Davide Cimolai, Emils Leipins, Andrea Pasqualon

1. etape

Godt vejr betyder en stensikker massespurt i en teknisk finale. Baseret på en vurdering af togene og sprinternes styrke giver det følgende konklusion:

Feltet.dks vinderbud: Christophe Laporte

Øvrige vinderkandidater: Davide Cimolai, Lorrenzo Manzin

Outsidere: Matteo Malucelli, Andrea Pasqualon, Boris Vallee, Emils Liepins, Bram Welten, 

Jokers: Pierre Barbier, Thomas Boudat, Alfdan De Decker, Rudy Barbier, Andrea Guardini, Matteo Pelucchi, Ziga Jerman, Brenton Jones, John Murphy