Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 4 Jours de Dunkerque
07. maj 2018 17:24 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O. / Alex Broadway

De fleste fans har deres øjne rettet mod Giro d’Italia, men maj måned handler ikke kun om høje bjerge og lange enkeltstarter. Mens mange af de store grand tour-stjerner er samlet i Italien, rejser sprinterne og klassikerrytterne til Frankrig til et af landets største etapeløb, hvor de gør klar til et slag på brosten, på korte stigninger og i vindblæste forhold under 4 Dage ved Dunkerque, der - trods navnet - kan betragtes som seks på hinanden følgende klassikere.

Løbets rolle og historie

I cykelsporten er maj måned synonym med Giro d’Italia, og derfor er det svært for andre løb at få megen opmærksomhed. Et af de løb, der forsøger at stjæle lidt af rampelyset fra den italienske grand tour, er 4 Dage ved Dunkerque, hvis navn er ganske misvisende, da det i år strækker sig over seks dage i løbet af Giroens første uge.

 

Mens de to løb måske slås om opmærksomheden, er de ikke rivaler, når det handler om at tiltrække ryttere. Faktisk kunne de to løb ikke have været mere forskellige, da Giroen er kendt som et af de mest bjergrige på kalenderen, mens det franske løb finder sted i en relativt flad del af landet. Der er absolut ingen grund til, at klatrerne skulle rejse til Dunkerque, hvor de ingen mulighed for at vise deres talenter.

 

I stedet er løbet, der er et af de største etapeløb i Frankrig, lidt som en tilbagevenden til marts og den første del af april. Løbet udgøres af seks etaper, der kan betragtes som seks på hinanden følgende klassikere, og hovedudfordringerne er brosten, vind og kort, stejle stigninger. I år er der ganske vist ingen Paris-Roubaix-etape med brosten, men til gengæld er der tre etaper med puncheur-finaler samt tre flade etaper med gode muligheder for sprinterne.

 

Det gør det til et perfekt løb for stærke sprintere og klassikerryttere, og mange af disse folk ser det som et stort mål, idet det udgør en sjælden chance for at vinde et etapeløb. Nogle af ardennerrytterne har før forsøgt at presse det sidste ud af klassikerformen og gå efter et sidste topresultat, mens flere af rytterne fra brostensklassikerne bruger løbet som deres comeback efter en lille pause.

 

Løbet blev skabt i 1955 af en gruppe entusiaster anført af René Quillot, som afviklede det over fire dage fa 1955 til 1962. Året efter blev de udvidet til fem dage, og det have endda en sjette dag fra 1969 til 1973, fra 1982 til 2011 og igen fra 2007 til 2009. Da der har været flere halvetaper undervejs, har antallet af etaper været helt oppe på 8, men de vanskelige økonomiske tider har taget hårdt på det. Man har således været i overlevelseskamp og mistede sin sjette dag for 8 år siden.

 

I et forsøg på at redde løbet slog arrangørerne sig sammen med Picardie-regionen op til sidste års løb. Tour de Picardie er forsvundet fra kalenderen, og det har givet anledning til, at de to områder har forenet kræfterne. Det betyder, at man i 2017 igen kunne udvide løbet til seks dage, men det betød samtidig, at man geografisk har udvidet terrænet og derfor besøgte nye områder. Da Picardie imidlertid også er fladt, ændrer det intet på løbets natur, men det har til gengæld sikret den langsigtede fremtid.

 

Tidligere har løbet ofte haft en enkeltstart, hvilket gjorde det til en begivenhed, der mindede meget om det gamle 3 Dage ved Panne, men det er ikke længere tilfældet. Den sidste enkeltstart blev afviklet i 2009, da en ung Rui Costa tog den samlede sejr, men nu om dage spiller enkeltstartsevner ingen rolle. Derfor er løbets natur blevet ændret, og i stedet betyder hurtighed nu meget, da bonussekunder ofte stiller en afgørende rolle. Ofte vindes det af en stærk sprinter, som da Arnaud Demare tog sejren i 2014 og 2013, da Bryan Coquard vandt i 2016, eller Clement Venturini sejrede sidste år. Det kan også vindes af en stærk klassikerrytter, der kan holde sig til i vinden og på brostenene og gøre en forskel på kongeetapens stigninger. Det var sådan, Thomas Voeckler vandt i 2011, og Ignatas Konovalovas tog sejren i 2015.

 

Faktisk er de seneste fire udgaver en glimrede afspejling af, hvad vi kan forvente i dette løb. I 2014 vandt Sylvain Chavanel således kongeetapen, men tog ikke nok tid til at få ram på Arnaud Demare, der havde scoret mange bonussekunder. I 2015 fik Konovalovas til gengæld sikret sig tilstrækkeligt til at slå Coquard, der tog revanche med en suveræn præstation i 2016, hvor han vandt de tre første sprintetaper og med en andenplads på kongeetapen tog en uhørt klar sejr.

 

Sidste år var det atter en stærk sprinter, der slog til. Med to tredjepladser på to af de fladere etaper sikrede Clement Venturini sig en buffer, som sammen med en fjerdeplads på kongeetapen var nok til at tage den samlede sejr med to sekunder ned til Sander Armee og 8 sekunder ned til Oliver Naesen. Venturini og Armee kører i år Giro d’Italia og vender derfor ikke tilbage for at forsvare deres topresultater, og da heller ikke Naesen er med denne gang, skal der i 2018 findes et helt nyt podium i forhold til sidste år.

 

 

Ruten

I de senere år har løbet fulgt et ret ensartet format. Som regel har der været tre relativt flade etaper, hvor kun vinden kan snyde sprinterne, en etape med brosten, der imidlertid ofte er kommet så tidligt, at de ingen rolle har spillet, samt en kuperet kongeetape. Sidste år gentog man den model, idet udvidelsen med en ekstra dag dog tillod, at man kunne lægge endnu en halvhård etape ind om fredagen, hvormed løbet bestod af to klassementsetaper, herunder den klassiske kongeetape til Mont Cassel, samt fire flade etaper.

 

Modellen gentages stort set i år, hvor man dog helt har droppet brostensetapen. De to første etaper burde derfor være for sprinterne, selvom der venter en lille bakke på rundstrækningen på onsdagens etapen, men vinden kan altid være farlig i dette terræn. Torsdagen byder på en uforudsigelig etape med en lille bakke på den sidste kilometer, hvor de eksplosive puncheurs måske kan vise sig for første gang. De skal herefter afgøre løbet på de to afgørende etaper fredag og lørdag, hvor der første gang er mål på en bakke begge dage. Først gælder det en ny afslutning på den korte, men ganske stejle Mont Saint-Eloi, inden det hele kulminerer med den klassiske kongeetape på rundstrækningen i Cassel, der også har været brugt i de foregående tre år. Det hele slutter som altid med en muligvis vindblæst flad etape, der afsluttes med omgange på en teknisk og flad rundstrækning i Dunkerque.

 

1. etape

Den første uge del af løbet er altid dedikeret til sprinterne, og det vil også være tilfældet i år, hvor der ikke venter nævneværdige udfordringer på de første tre etaper. Sidste år havde man krydret åbningsetapen med lidt brosten, men det er ikke tilfældet i år, hvor det kun synes at være vinden, der måske kan true de hurtige folk på tirsdagens etape.

 

Som vanligt starter løbet i Dunkerque, og på førstedagen skal man tilbagelægge i alt 166,3 km, inden man krydser stregen i La Bassée. Fra starten snor man sig gennem fladt terræn mod syd og sydøst ned mod de bakker, er er kendt fra Gent-Wevelgem. Her bliver det mere kuperet, mens man kører mod øst forbi dem første spirt, der kommer efter 48 km, inden man når frem til stigningerne. Her krøller man lidt rundt i terrænet for at køre op over de kendte Monts-des-Cats (1,5 km, 6,0%) og Mont Noir ( km, 8,0%) efter hhv. 56,9 og 68,1 km. Herefter venter endnu en lille bakke, mens man kører tilbage mod vest for her atter at ramme fladlandet.

 

Den følgende del af etapen er helt flad, mens man fortsætter mod sydøst forbi den anden spurt efter 114,8 km. Efter 126,6 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 2,4 km senere krydser man stregen for første gang. Dernæst afsluttes løbet med tre omgange på den 12,1 km lange runde i området øst for byen. Den er flad og uden tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer med 2,5 km igen, og derefter fører en let stigende, lige vej frem til mål. Den sidste spurt kommer efter 133,3 km på første omgang.

 

Etapen byder på i alt 804 højdemeter.

 

Vinden er altid en trussel i Dunkerque og har af og til splittet feltet til atomer. Det skaber altid nervøs og aggressiv kørsel, men hovedreglen er, at 1. etape ender i en massespurt. Det er også det ventede udkomme i år, hvor de hurtige folk kan se frem til at slås om sejren i en helt ukompliceret finale.

 

Le Bassée var senest målby i 2001, hvor Jaan Kirsipuu slog Sturt OGrady i en massespurt

 

 

2. etape

Som sagt er den første del af løbet altid meget sprintervenlig, og det afspejles også af anden etape, der ikke byder på mange udfordringer. Igen er der tale om en hovedsageligt flad etape om onsdagen, hvor der dog venter en mindre bakke med ca. 10 km igen på den afsluttende rundstrækning, hvor man måske med et angreb kan snyde de hurtige folk.

 

I alt skal der tilbagelægges 173,3 km mellem Le Quesnoy og Soissons. Fra start bevæger man sig mod først sydøst og siden sydvest gennem fladt terræn frem til den første spurt, der kommer efter 49,9 km. Herefter leder et let faldende stykke samt fladt terræn videre mod syd forbi den anden spurt, der kommer efter 80,8 km og frem til dagens første stigning (1,3 km, 5,9%), der har top efter 100,9 km. Herefter går det ned til den sidste spurt, der er placeret efter 114,2 km, inden det igen flader ud, mens man drejer mod sydvest for at køre frem mod målbyen via den anden stigning (2,9 km, 3,1%) , der har top efter 121,3 km. Derefter leder et fladt stykke samt en nedkørsel frem til den sidste rundstrækning, der rammes efter 138,3 km.

 

Efter yderligere 5,8 krydser man målstregen første gang, og etapen afsluttes herefter med to omgange på den 14,6 km lange runde, der er placeret i området nord for byen. Den er i alt væsentligt flad, men byder på den lille Pasly-stigning (2,5 km, 3,4%) med top med 9,4 km igen. Den skal altså passeres i alt to gange. Til slut går det igennem fladt terræn frem til det sidste sving, der kommer med 3 km igen. Derefter venter en helt lige vej, der stiger let på den sidste kilometer.

 

Etapen byder på i alt 1297 højdemeter.

 

Igen er det vinden, der er den største fare for sprinterne, og som altid er der en risiko for, at det hele ender i et sidevindsdrama. Mest sandsynligt er det dog, at et samlet felt vil afgøre det på rundstrækningen. Her vil den sidste lille bakke kunne bruges til angreb og rydde lidt ud i sprinterne, men med en stigningsprocent på bare 3,4 bør den ikke kunne forhindre, at det hele skal afgøres i en spurt.

 

Soissons var tit målby i det hedengangne Tour de Picardie. I 2013 vandt Marcel Kittel en massespurt, i 2007 var Sebastien Chavanel hurtigst, i 2004 var det Stefan Van Dijk, og i 2001 fik Jans Koerts akkurat ram på Lars Michaelsen, da de to snød sprinterne.

 

 

3. etape

Løbet har tradition for gradvist at blive mere kuperet, og den mode fastholdes i 2017. Således byder tredje etape på stigninger end de foregående etaper, men igen slutter det hele relativt fladt. Derfor er der lagt op til, at sprinterne kan få en sidste chance, inden det fredag og lørdag gælder de to afgørende etaper, men de kan meget vel blive overraskede over en bakke på sidste kilometer, der formentlig vil gøre det til en ganske god mulighed for puncheurs også.

 

Der skal tilbagelægges i alt 171,2 km mellem Fort-Mahon-Plage og Ecques. Starten går helt ude ved den franske kyst, hvorfra man gennem helt fladt terræn kører mod øst ind i landet frem til Dominois-stigningen (0,9 km, 5,9%), der har top efter 24,4 km. Derfra går det mod gennem let kuperet terræn fra til Embry-stigningen (2,3 km, 4,1%), der har top efter 64,9 km. Flere mindre bakker leder frem til den første spurt efter 85,4 km, hvorfra man drejer mod øst for via flere minde bakker at køre forbi den anden spurt, der kommer efter 106,1 km, og op over Coyecques-stigningen (0,9 km, 7,3%) , hvis top rundes efter 112,0 km. Herefter venter endnu en bakke, mens man sætter kursen mod nordøst og målbyen, inden en længere nedkørsel leder frem til den relativt flade sidste del.

 

Efter 151,4 km passerer man dagens sidste spurt, inden man 1,1 km senere rammer den afsluttende rundstrækning. Målstregen krydses 4,6 km senere, og etapen afsluttes derefter med en omgang på den 15,1 km lange runde i området nordøst for målbyen. Den byder på flere mindre bakker, herunder en 500 m lang sag med en stigningsprocent på 6,8% og med top ca. 10 km fra mål, men er hovedsageligt flad. Til slut drejer man i en rundkørsel med 2,8 km igen, hvorefter en lige vej leder frem til mål. Kort før den røde flamme rammer man dog en 700 m lang bakke, der på profilen synes at stige med ca. 5% i snit. De sidste 500 m er herefter let faldende.

 

Etapen byder på i alt 1609 højdemeter.

 

Den afsluttende rundstrækning er ikke flad, men er desværre meget dårligt beskrevet i løbsbogen. Det er derfor særligt svært at vurdere, hvor vanskelig afslutningen er, men af profilen synes den at være bedre for puncheurs. Derfor kan vi vente os en kamp mellem netop denne ryttertype og de stærkeste sprinter i en finale, der vil give de første fingerpeg om, hvem der kan vinde samlet - hvis altså ikke vinden forinden har skabt drama.

 

Ecques har ikke tidligere være målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

4. etape

Som altid kommer løbets klassiske kongeetape til Cassel om lørdagen, men ligesom sidste år har udvidelsen med en ekstra dag gjort det muligt at give løbet to hårde etaper. I år venter der således igen en første klassementsetape allerede om fredagen, og hvor sidste års etape havde en flad finale, er der denne gang tale om en betydeligt vanskeligere sag. Denne gang skal der nemlig sluttes på Mont Saint-Eloi-stigningen, og dermed er der lagt op til det første af to store slag i kampen om den samlede sejr.

 

I alt skal der tilbagelægges 172,7 km mellem Dainville og Mont Saint-Eloi, der ligger få kilometer fra hinanden i udkanten af Arras. Etapen består derfor hovedsageligt af en stor tur ud i det småkuperede terræn nordvest for start- og målområdet. Fra start snor man sig mod vest igennem hovedsageligt fladt terræn med den lille Wanquetin.stigning (0,6 km, 5,3%) efter 8,5 km, indtil det bliver en anelse mere kuperet med Humbercourt- (0,6 km, 5,3%) og Estree-Wamin-stigningerne (0,7 km, 4,3%) efter hhv. 42,4 og 52,0 km. Herefter flader det ud, mens man fortsætter mod nordøst forbi de to første spurter, der kommer efter hhv. 53,6 og 59,8 km, inden en mindre bakke leder op til den sidste spurt, der kommer efter 80,6 km. En nedkørsel fører nu frem til Olhain-stigningen (1,2 km, 6,9%), hvis top efter 85,6 km markerer det nordligste punkt. Herfra fører et længere let faldende stykke mod sydøst frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 99,9 km.

 

Bare 11,2 km senere rammer man målstregen for første gang, efter at man 4,3 km tidligere har været oppe over Maroeuil-stigningen (0,5 km, 2,6%)for første gang. Herefter afsluttes løbet med i alt fire omgange på den 15,4 km lange runde, der efter en stigende første del byder på Maroeuil-stigningen, inden det falder let frem til de sidste 5 km. De stiger ganske let, indtil man rammer den afsluttende bakke, der med sine 500 m med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,1 fører op til mål. På de sidste 3 km er der sving med hhv. 1,5, 1,0 og 0,3 km til mål.

 

Etapen byder på i alt 1546 højdemeter.

 

Hovedparten af etapen er ganske nem, men der er lagt op til en eksplosiv finale, der er skabt til de eksplosive puncheurs. Det er klart, at forskellene på en 500 m lang bakke ikke vil være kolossale, men en stigningsprocent på 7,1 er nok til at give den første klare indikation om styrkeforholdet mellem favoritterne, der vil skulle slås om de første værdifulde sekunder samt ikke mindst bonussekunder i en skarp afslutning for de eksplosive ryttere.

 

Mont Saint-Eloi blev senest brugt som mål i Boucle de l’Artois i 2013, hvor Leonardo Pinnizotto sejrede med 3 sekunder ned til en gruppe, der blev ført an af Florian Senechal.

 

 

5. etape

Det er blevet en tradition, at løbets kongeetape køres i Cassel om lørdagen, og det ændres der ikke på i år. Således venter der på næstsidste dag en etape, der igen i alt væsentligt afvikles på den samme 14,6 km lange rundstrækning, som har været benyttet i 2015, 2016 og 2017, og da man i år atter skruer antallet af omgange op fra 8 til 9, er der tale om en udmarvende rute, der er meget sammenlignelig med det, der er kendt fra de seneste tre udgaver, og som formentlig vil krone den samlede vinder i en spændende dyst mellem puncheurs, ardennerspecialister og meget klatrestærke sprintere.

 

I alt skal der tilbagelægges 178,7 km mellem Wormhout og Cassel, der ligger ganske tæt på hinanden. Fra starten kører man en omgang på en 30,6 km flad rundstrækning i området nord for startbyen, inden man atter passerer gennem centrum for derfra at køre gennem fladt terræn mod sydvest og sydøst frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 40,8 km.

 

6,5 km senere krydses målstregen for første gang, og derefter gælder det hele ni omgange om den 14,6 km lange runde, der byder på hele to slemme stigninger med mål på toppen af den sidste, Mont Cassel. Den første af disse stiger med 4,2% over 2,8 km og har top med 9,8 km til mål, mens den sidste stiger med 3,8% over 2,4 km og fortsætter helt op til de sidste 500 m, hvorefter det falder svagt, inden en lille rampe leder op til stregen. Finalen er teknisk med et skarpt sving under den røde flamme, hvorefter man gradvist kører rundt i et 180-graders sving, indtil man rammer opløbsstrækningen. Det meste af den sidste stigning er tillige brostensbelagt, herunder selve opløbet. Der er bjergpoint på toppen af begge stigninger på tredje omgang, på den første på fjerde, sjette og ottende omgang og på den sidste på anden, femte og syvende omgang. Der er indlagte spurter med 114,2, 70,4 og 41,2 km igen i det flade område mellem de to stigninger.

 

Etapen byder på i alt 2594 højdemeter.

 

Dette er løbets kongeetape og dagen, hvor klassikerrytterne for alvor skal gøre en forskel. Da finalen har været benyttet tre gange tidligere, ved alle, hvad der kan forventes. Historien viser, at det er en god rute for ryttere, der begår sig i både de flamske klassikere og ardennerløbene, men stærke sprintere som Bryan Coquard, Clement Venturini og Arnaud Demare har også været med langt fremme. Rundstrækningen er svær at kontrollere og typisk præget af mange angreb, men typisk er det et gradvist udskilningsløb, der efterlader en gruppe på 15-20 ryttere, som eksploderer på den sidste stigning, hvorefter den stærkeste håndfuld typisk skal afgøres i en spurt på toppen.

 

Sidste år angreb Ignatas Konovalovas fra tidligt på sidste stigning og vandt med tre sekunder ned til Sander Armee, Oliver Naesen og Clement Venturini. I 2016 nåede syv mand toppen sammen, og her slog Xandro Meurisse Bryan Coquard og Marco Frapporti i spurten. Året forinden lignede det en sejr til Maurits Lammertink, men han blev til allersidst passeret af Omar Fraile, mens Alo Jain vandt en firemandsspurt om tredjepladsen. I 2012 tog Zdenek Stybar en solosejr foran Carlos Betancur, mens Thomas Voeckler kom alene til mål med et forspring på hele 1.43 i 2011. Martin Elmiger slog Rui Costa i en spurt i 2010, mens Matthieu Ladagnous var den hurtigste af syv mand i 2007.

 

 

6. etape

Løbet slutter altid på den klassiske rundstrækning i den flade kystby Dunkerque, hvor sprinterne som regel slås om sejren. Det vil også være tilfældet i år, hvor den helt velkendte afslutning venter. Sprinterne skal dog tage sig i agt for ikke blot vinden, men også udbrydere, der har haft overraskende megen held med at snyde dem i de senere år.

 

I alt skal man tilbagelægge 174,9 km med start i Couleogne og mål i centrum af Dunkerque, der har lagt navn til løbet. Den første del af etapen består efter starten ved kysten syd for målbyen af en tur ind i landet, idet man kører mod syd og siden øst gennem fladt terræn forbi den første spurt, der kommer efter 18,8 km. Herefter kører man mod syd og siden nordøst op over Watten- (0,8 km, 7,1%) og Merckeghem-stigningerne (0,6 km, 4,5%), der har top efter hhv. 41,1 og 46,6 km, og frem til den anden spurt, der kommer efter 50,7 km. Herefter gør det gennem ganske let kuperet terræn mod nord, øst og til sidst igen nord op til Dunkerque, idet man undervejs passerer den sidste spurt efter 79,5 km.

 

Efter 88,6 km hvor man rammer den 7,6 km lange rundstrækning. Stregen krydses 2,7 km senere, og herefter afsluttes løbet med 11 omgange. Runden er helt flad og byder på tekniske passager på den første del, der fører mod nordøst op langs kysten, hvorefter det bliver mere enkelt. Der er to skarpe sving lige inden den røde flamme, hvorefter vejen er stort set lige. Der er indlagte spurter på rundstrækningen med hhv. 72,5, 49,7 og 26,9 km til mål, men de tæller til en særlig konkurrence og er ikke en del af det klassiske pointsystem.

 

Etapen byder på i alt 467 højdemeter.

 

I teorien burde vinden kunne komme i spil på en etape som denne, men det viser sig, at det sjældent er tilfældet. Som regel afsluttes det hele med et brag af en massespurt, men det er faktisk lykkedes for udbrydere at komme hjem. Det er specielt sket, hvis vejret har været dårligt, hvor det er svært at organisere en jagt på den tekniske rundstrækning.

 

Det skete sidste år, hvor Adrien Petit tog en solosejr som en af tre overlevende udbrydere. I 2016 vandt Kenny Dehaes en massespurt, mens Edward Theuns var hurtigst i 2015. I 2014 tog Jimmy Engoulvent en overraskende udbrudssejr et år efter Yannick Martinez’ spurtsejr. Forud for det var der spurtsejre til Matteo Pelucchi (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009), Thor Hushovd (2008), Mark Cavendish (2007), Isaac Galvez (2006), Piotr Wadecki (2005) og Max van Heeswijk (2004). Benoit Vaugrenard tog en udbrudssejr i 2010.

 

 

Favoritterne

I de senere år har 4 Dage ved Dunkerque været afgjort i en kamp mellem en af løbets dominerende sprintere, der har scoret masser af bonussekunder på de flade etaper, samt de bedste på kongeetapen, hvor de eksplosive klassikerryttere har kunnet gøre en forskel. Arnaud Demare har to gange vist, at det kan lade sig gøre for en god sprinter at begrænse tidstabet så meget, at man kan sikre sig bonussekunder er nok til at sikre sig den samlede sejr, også selvom han ikke kunne køre med helt i front på den sværeste etape. Det skete imidlertid i udgaver, hvor kongeetapen var en anden. Bryan Coquard, der blandt sprinterne er en af de allerbedste klatrere, viste i 2016, at han endda kunne køre med om sejren på kongeetapen i Cassel, og det samme kunne den meget holdbare sprinter, Clement Venturini, i 2017. Omvendt viste etapen sig i 2015 at være for hård for Coquard.

 

I år kan vi forvente et lignende scenarium, men med to afslutninger på stigninger vil 2018-udgaven være hårdere end tidligere. Det tipper balancen væk fra de hurtige folk og i retning af puncheurs, der nu har to etaper til for alvor at gøre en forskel, mens de hårdføre sprintere i forhold til sidste år mister en mulighed for at score bonussekunder. Dertil kommer, at feltet af holdbare sprintere er svagere end tidligere. Kongeetapen vil være for hård for André Greipel, Marc Sarreau og formentlig også for en formsvag Nacer Bouhanni. Det efterlader Bryan Coquard som den eneste holdbare sprintertype, men han har i de seneste to år været en skygge af sig selv. Dertil kommer, at det stærkere sprinterfelt vil gøre det langt svære at score bonussekunder, og han vil helt sikkert ikke kunne rydde bordet, som han gjorde det i 2016.

 

Sprinterne vil have muligheder for at score bonussekunder på 1., 2. og 6. etape, der alle burde blive afgjort i massespurter. Der er større usikkerhed om afslutningen på 3. etape, der er meget dårligt beskrevet i det officielle materiale. Det ligner en dag, hvor klassementsrytterne kan blande sig med de hårdføre sprintere, og derfor har de eksplosive puncheurs måske endda tre muligheder for at blande sig fremme.

 

Afgørende bliver dog naturligvis 4. og 5. etape. Vi kender allerede 5. etape til hudløshed og ved, at finalen er for svær for de tunge sprintere, men ikke hårdere end at Coquard har været tæt på at vinde, og at en ret stor fyr som Ignatas Konovalovas kunne sejre sidste år. Den nye finale på 4. etape er stejlere, men det er samlet set en langt lettere etape. Den bliver derfor mindre udmarvende og lettere at kontrollere, men skal man stole på de officielle data for målbakken er den formentlig for svær for alle sprinterne i løbet.

 

Vejret er altid den store joker i Dunkerque. I år starter løbet med samme sommervejr, som vi har i dag Danmark, og der vil stort set ikke være en vind, der rører sig tirsdag og onsdag, hvis etaper derfor burde ende i massespurter. Den farlige dag er ubetinget torsdag, hvor det giver ganske blæsende med store stykker med sidevind, og her er der en mulighed for, at feltet kan splittes. Fra fredag bedres vejret igen, og selvom det blæser en anelse op igen søndag, er det formentlig kun torsdag, at vejret vil spille en rolle.

 

Samlet set ligner det derfor et løb for eksplosive ardennerspecialister og meget hårdføre sprintere, der kan gøre sig gældende på 3. og særligt 4. og 5. etape, måske score bonussekunder undervejs og holde sig til i sidevinden på 3. etape. I år er feltet af denne ryttertype imidlertid ikke så stærkt som tidligere, og det gør det til en relativt åben affære.

 

Vi vil pege på Valentin Madouas som vores favorit. Den unge franskmand har haft en fabelagtig debut som professionel og har netop imponeret i denne type terræn. I Tour du Haut-Var, der afvikles på lignende bakker blev han nr. 4 samlet, han blev nr. 20 i et knaldhårdt Strade Bianche, og for nylig imponerede han i Paris-Camemebert, hvor han sammen med Andrea Vendrame kørte væk på den sidste bakke og siden spurtede sig til en andenplads bag suveræne Lilian Calmejane. Med sin styrke i kuperet terræn og relativt gode spurt er han prototypen på en rytter til den hårdere udgave af årets løb, og han vil formentlig have fuld opbakning fra et stærkt FDJ-mandskab. Med udsigt til, at han kan vinde måske begge de to hårde etaper er han vores favorit.

 

Xandro Meurisse har allerede én gang vundet kongeetapen og har dermed vist sine evner i disse finaler. Efter en lidt tøvende start har han nu langsomt fundet formen. Først blev han nr. 2 bag holdkammeraten Guillaume Martin i Sarthe, og siden var han med i det afgørende fremstød i Brabantse Pijl. Senest spurtede han sig til to top 10-placeringer i Romandiet, hvor han særligt var god på den meget hårde 1. etape. Formen burde derfor nærme sig toppen for belgieren, der utvivlsomt har løbet som et stort mål. Han er en af feltets bedste puncheurs og burde være med til at slås om den samlede sejr.

 

Det er egentlig lidt af et mysterium, at Samuel Dumoulin aldrig har vundet dette løb. Den franske veteran har nu i adskillige år været en af de dominerende i de kuperede franske løb, men alligevel er hans bedste resultat i Dunkerque en 4. plads i 2014. Løbet passer ham imidlertid som fod i hose, da han er spurtstærk og kan gå efter bonussekunder i indlagte spurter (på de flade etaper skal han formentlig køre for Rudy Barbier), ligesom 3., 4. og 5. etape burde passe ham glimrende. Han har i år sendt blandede signaler med særligt gode præstationer i lignende terræn i Haut-Var og Drome Classic, men har også skuffet undervejs, senest i flere løb i april. Han er helt sikkert ikke ved fordums styrke, men en 3. plads på den hårde 2. etape i Romandiet vidner om rimelig form. Terrænet kan vise sig at være for hårdt for den efterhånden aldrende franskmand, men har han benene fra sidst i februar burde han være med helt fremme.

 

Havde dette været 2017, havde vi formentlig gjort Julien Simon til den store favorit. Franskmanden har været meget svingende, men havde et af sine gode sæsoner sidste år. Det kan man til gengæld ikke sige, at han har haft i år, hvor han kom sent i gang og har skuffet i et hav af løb, der ellers passede ham. Det gør dette løb også, idet han er ekspert i puncheurfinaler og formentlig hurtigere end både Meurisse og Madouas. En 13. plads i Frankfurt giver håb om, at han langsomt er ved at finde formen, og gør han det, kan dette måske være løbet, hvor han endelig viser sine store evner.

 

Mauro Finetto er en anden puncheur, der burde være i sit es på denne rute. Problemet er, at han siden skiftet til Delko ikke har været ved samme styrke som i tiden i Italien, hvor han altid var med fremme i de hårdeste endagsløb. I år har han også sendt blandede signaler. Han var god i Coppi e Bartali (hvor han punkterede på kongeetapen) og i Sarthe samt Tro-Bro Leon, men måtte senest udgå med sygdom i Castilla y Leon. Hvor han står nu, er derfor en anelse usikkert, men i teorien er dette et løb, der burde passe ham næsten helt perfekt.

 

Det samme er tilfældet for Huub Duijn, der altid har været stærk i terræn som dette. Han havde en meget svær 2018-sæson, men synes nu langsomt at have fundet benene. I hvert fald blev han nr. 8 i Brabantse Pijl, der jo netop har en finale, der kan minde om dem, der venter her. Han har ikke kørt meget i den seneste måned, så hvor han står nu, er lidt uklart. Derudover er han ikke helt så eksplosiv som de ovennævnte ryttere, men han har dog en rimelig afslutning.

 

Løbets måske største joker er Juan Jose Lobato. Den meget ustabile spanier er specialist i at spurte op ad bakke, og når han er på 100%, burde han også have en chance i dette terræn, der dog er til den svære side. Stille og roligt har han bygget formen på, siden Nippo reddede hans karriere, og senest så han stærk ud med en 10. plads på den hårde rute i Frankfurt. På de flade etaper skal han køre for Eduard Grosu, men rammer han topformen til de hårde etaper, er han formentlig den sprinter med de største chancer.

 

Maxime Bouet burde ligeledes være blandt de bedste i terræn som dette, men formen rækker måske ikke til at være helt fremme. Han har nemlig haft et forfærdeligt år med et slemt styrt i vinter og siden masser af sygdom og styrt gennem hele foråret. Han var da heller ikke just flyvende i Tour du Jura og Tour du Bretagne, men dårlig var han heller ikke. Nu har han haft yderligere tid til at bygge formen op og i teorien burde han være god i eksplosive finaler som disse.

 

Bryan Coquard er som sagt tidligere vinder af dette løb, men det var i jubelåret 2016, hvor han klatrede så godt, at han endda blev nr. 4 i Amstel Gold Race. I de seneste to år har han været en skygge af sig selv, og da kongeetapen i 2015 var for hård for ham, vil det formentlig også være tilfældet denne gang. Lettere bliver det bestemt ikke af, at også 4. etape formentlig vil være for svær, og vi tror derfor ikke på, at franskmanden kan gøre sig gældende denne gang. Helt afskrives kan han dog ikke, hvis han kan score et hav af bonussekunder på de fladere etaper.

 

En joker er Alexis Gougeard. Den råstærke franskmand er slet ikke eksplosiv nok til at gøre sig gældende i finalerne på 4. og 5. etape, men han kan til gengæld angribe fra distancen, særligt på 5. etape, der altid har været svær at kontrollere. Han er som bekendt lidt af en udbrudsspecialist, og med den gode form, han viste i Romandiet, synes han at være klar til måske at overraske med et klassisk Gougeard-angreb.

 

Julien Antomarchi har de rette egenskaber til at begå sig i dette løb, men han har haft en meget svær sæson. Etapesejr og samlet tredjeplads i Bretagne indikerer dog, at han nu er på sporet igen, og det gør ham farlig i terræn som dette. Han er god på bakker, men mangler nok den sidste eksplosivitet til at gøre sig gældende helt fremme.

 

Den har til gengæld Maxime Vantomme, der som bekendt er ekspert i at spurte på en bakke. Han har imidlertid haft et meget svær år, og faktisk er han udgået af hele fem af sine seneste syv løb. Derfor er der ikke meget, der tyder på, at han kan begå sig i Dunkerque heller. På den anden side passer ruten ham, og med en løbspause på mere end to uger, kan han have haft tid til at finde noget form.

 

En meget spændende rytter er Damien Touze, der er en af feltets mest holdbare sprintere. Det har han vist ved flere lejligheder, senest i Paris-Camembert, hvor han blev nr. 5. Formentlig er afslutningerne på 4. og 5. etape for svære til, at han kan være med helt fremme, men med lidt helt kan han undervejs sikre sig bonussekunder nok til alligevel at levere et resultat.

 

Endelig vil vi pege på Oscar Riesebeek. Hollænden har vist god form i denne type terræn på det seneste, hvor et styrt forhindrede ham i at køre i top 2 i Volta Limburg Classic, inden han blev nr. 7 i Sarthe, nr. 17 i Brabantse Pijl og nr. 21 i Amstel Gold Race. Han mangler den sidste eksplosivitet til at vinde, men burde kunne være med langt fremme.

 

***** Valentin Madouas

**** Xandro Meurisse, Samuel Dumoulin

*** Julien Simon, Mauro Finetto, Huub Duijn, Juan Jose Lobato, Maxime Bouet

** Bryan Coquard, Alexis Gougeard, Julien Antomarchi, Maxime Vantomme, Damien Touze, Oscar Riesebeek

* Frederik Backaert, Jonas Rickaert, Dimitri Claeys, Mikel Iturria, Romain Combaud, Jimmy Turgis, Franck Bonnamour, Brice Feillu, Tom Devriendt, Amaury Capiot, Enrique Sanz, Jasper De Buyst, Remy Mertz, Nacer Bouhanni, Marc Sarreau, Kevin Le Cunff, Filippo Zaccanti,  Casper Pedersen, Anthony Turgis, Nans Peters

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

VM-holdtidskørsel(CM) 23/09

Tour de l'Eurométropole(1.HC ) 22/09

Duo Normand(1.1) 23/09

Gooikse Pijl(1.1) 23/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 23/09

Memorial Marco Pantani(1.1) 22/09

Trofeo Matteotti(1.1) 23/09

Hammer Zagreb(2.1) 20/09-22/09

VM-holdtidskørsel(CM) 23/09

Duo Normand(1.1) 23/09

Gooikse Pijl(1.1) 23/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 23/09

Trofeo Matteotti(1.1) 23/09

Famenne Ardenne Classic(1.1) 27/09

Tour of Almaty(2.1) 29/09-30/09

Tour de Vendée(1.1) 30/09

Ungdoms OL(JO) 01/10

Binche - Chimay - Binche(1.1) 02/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »