Optakt: 4 Jours de Dunkerque

STREAM 4 JOURS DE DUNKERQUE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

I cykelsporten er maj måned synonym med Giro d’Italia, og derfor er det svært for andre løb at få megen opmærksomhed. Et af de løb, der forsøger at stjæle lidt af rampelyset fra den italienske grand tour, er 4 Dage ved Dunkerque, hvis navn er ganske misvisende, da det igen i år strækker sig over seks dage.

Mens de to løb måske slås om opmærksomheden, er de ikke rivaler, når det handler om at tiltrække ryttere. Faktisk kunne de ikke have været mere forskellige, da Giroen er kendt som et af de mest bjergrige på kalenderen, mens det franske løb finder sted i en relativt flad del af landet. Der er absolut ingen grund til, at klatrerne skulle rejse til Dunkerque, hvor de ingen mulighed har for at vise deres talenter.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

I stedet er løbet, der er et af de største etapeløb i Frankrig, lidt som en tilbagevenden til marts og den første del af april. Løbet udgøres af seks etaper, der kan betragtes som seks på hinanden følgende klassikere, og hovedudfordringerne er brosten, vind og korte stigninger, ligesom løbet altid har været kendt som lidt af et sprinterparadis.

Det har gjort det til et perfekt løb for stærke sprintere og klassikerryttere, og mange af disse folk har ser det som et stort mål, idet det udgør en sjælden chance for at vinde et etapeløb. Nogle af ardennerrytterne har før forsøgt at presse det sidste ud af klassikerformen og er gået efter et sidste topresultat, mens flere af rytterne fra brostensklassikerne har brugt løbet som deres comeback efter en lille pause. I år afvikles løbet også to uger senere end vanligt, hvilket dog ikke ændrer på, at det for mange af de tungere folk er første løb i anden del af sæsonen.

Løbet blev skabt i 1955 af en gruppe entusiaster anført af René Quillot, som afviklede det over fire dage fa 1955 til 1962. Året efter blev det udvidet til fem dage, og det have endda en sjette dag fra 1969 til 1973, fra 1982 til 2011 og igen fra 2007 til 2009, inden det igen blev reduceret til fem etaper. Da der har været flere halvetaper undervejs, har antallet af etaper været helt oppe på 8, men de vanskelige økonomiske tider har taget hårdt på det. Man har således været i overlevelseskamp og mistede sin sjette dag i 2019.

I et forsøg på at redde løbet slog arrangørerne sig sammen med Picardie-regionen op til 2017-udgaven. Tour de Picardie er forsvundet fra kalenderen, og det har givet anledning til, at de to områder har forenet kræfterne. Det betød, at man i 2017 igen kunne udvide løbet til seks dage, men det betød samtidig, at man geografisk har udvidet terrænet og derfor besøger nye områder. Da Picardie imidlertid også er fladt, har det intet ændret på løbets natur, men det har til gengæld sikret den langsigtede fremtid.

Tidligere har løbet som sagt ofte haft en enkeltstart, hvilket gjorde det til en begivenhed, der mindede meget om det gamle 3 Dage ved Panne, men det har altså ikke været tilfældet i mange år. Den sidste enkeltstart blev afviklet i 2009, da en ung Rui Costa tog den samlede sejr, men siden da har enkeltstartsevner ingen rolle spillet. Derfor har løbets natur været ændret, og i stedet har hurtighed nu betydet meget, da bonussekunder ofte har spillet en afgørende rolle. Tit er det blevet vundetaf en stærk sprinter, som da Arnaud Demare tog sejren i 2013 og 2014, da Bryan Coquard vandt i 2016, eller Clement Venturini sejrede i 2017. Det er også blevet vundert af en stærk klassikerrytter, der har kunnet holde sig til i vinden og på brostenene og kunnet gøre en forskel på kongeetapens stigninger. Det var sådan, Thomas Voeckler vandt i 2011, og Ignatas Konovalovas tog sejren i 2015.

Faktisk er de seneste syv udgaver en glimrede afspejling af, hvad vi normalt har kunnet forvente i dette løb. I 2014 vandt Sylvain Chavanel således kongeetapen, men tog ikke nok tid til at få ram på Arnaud Demare, der havde scoret mange bonussekunder. I 2015 fik Konovalovas til gengæld sikret sig tilstrækkeligt til at slå Coquard, der tog revanche med en suveræn præstation i 2016, hvor han vandt de tre første sprintetaper og med en andenplads på kongeetapen tog en uhørt klar sejr, og i 2017 var det Venturini, der med bonussekunder fra de flade etaper og god kørsel på kongeetapen kunne vinde. I 2018 var det igen kongeetapen, der blev afgørende, da udbruddet højst overraskende holdt hjem og gav en samlet sejr til Dimitri Claeys, men vi i 2019 blev vidner til et Jumbo-show, hvor holdet vandt fem af seks etaper med hhv. Dylan Groenewegen og Mike Teunissen, der med en sejr på kongeetapen lagde grunden til den samlede triumf. I år bliver alt dog anderledes, når enkeltstarten for første gang siden 2009 vender tilbage.

Den var dog fortsat fraværende, da løbet i 2022 vendte tilbage efter to coronaflysninger, og det blev den vanlige kamp om bonussekunder og ikke mindst en meget følelsesladet affære. Ganske overraskende vandt brød veteranen Philippe Gilbert nemlig en lang, lang sejrstørke ved at vinde en stigende spurt midtvejs i løbet, efter at hans kaptajn, Arnaud De Lie, var styrtet ud af løbet, og det gav ham en føring, som han med en 4. plads på kongeetapen kunne forsvare. Dermed kunne belgieren tage det, der skulle blive karrierens sidste sejr, da han efter den afsluttende sprinteretape endte med 4 sekunder ned til Oliver Naesen og 5 sekunder ned til Jake Stewart. Af gode grunde vender Gilbert ikke tilbage for at forsvare titlen, og da Stewart i år kører Giro, bliver Naesen eneste genganger fra det seneste podium.

STREAM 4 JOURS DE DUNKERQUE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

I de senere år har løbet fulgt et ret ensartet format. Som regel har der været tre relativt flade etaper, hvor kun vinden har kunnet snyde sprinterne, en etape med brosten, der imidlertid ofte er kommet så tidligt og har været fraværende siden 2017, at de ingen rolle har spillet, samt en kuperet kongeetape. Den model har man gentaget i 2017, 2018 og 2019, idet udvidelsen med en ekstra dag dog har tilladt, at man kunne lægge endnu en halvhård etape ind om fredagen, hvormed løbet har bestået af to klassementsetaper, herunder den klassiske kongeetape til Mont Cassel, samt fire flade etaper. Sidste år skippede man imidlertid den halvhårde fredagsetape, hvormed man fik et sprinterparadis med fem sprinteretape, hvoraf den ene dog sluttede på en lille bakke.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

I år går man imidlertid den anden vej, da man gør et normalt ret monotont løb langt mere varieret. Den helt store nyskabelse er, at den engang så vigtige enkeltstart vender tilbage for første gang siden 2009, og det gør den endda i et relativt langt format over 15,9 km. Den halvhårde fredagsetape vender også tilbage, dog allerede om onsdagen, hvor der bydes på en finale med en kort, stejl mur efterfulgt af en puncheurfinale på en 1900 m lang, men relativt bød bakke. Brostenene vender endda også tilbage, men dog igen i år så tidligt på fredagens etape, at de ikke vil spille en rolle. Dermed vil den etape formentlig tiltale sprinterne, der således i år må leve med ”kun” at få tre chancer.

Den første får de som altid på førstedagen, hvor det kun synes at være vinden, der kan snyde løbets mange hurtige folk. Allerede onsdag venter imidlertid den første variation med den nye puncheuretape, inden torsdagen er dagen for enkeltstartens comeback, hvor der skal køres på en relativt flad rute med visse tekniske udfordringer. Sprinterne ventes at komme i aktion igen fredag, hvor brostenene som sagt næppe vil spille en rolle, inden det for alvor går løs på lørdagens kongeetape med rundstrækningen i Cassel, der også har været brugt i de foregående seks udgaver, og hvor der altid er et hav af mulige vinderkandidater i en svært kontrollerbar finale, der har givet plads til puncheurs, men også de allermest holdbare sprintere. Meget ofte er det herefter så tæt, at bonussekunder kan komme i spil på en sidste etape, der som altid slutter på en teknisk rundstrækning i Dunkerque, hvor udbrydere i de senere år har haft en bemærkelsesværdig succesrate i deres forsøg på at snyde sprinterne.

1. etape

Den første del af løbet er altid dedikeret til sprinterne, og det vil også være tilfældet i år, hvor der ikke venter nævneværdige udfordringer på førstedagen. I 2017 havde man krydret åbningsetapen med lidt brosten, men i år kommer det ujævne underlag først senere. Derfor synes det kun at være vinden, der måske kan true de hurtige folk på tirsdagens åbningsetape.

Som vanligt starter løbet i Dunkerque, og på førstedagen skal man tilbagelægge i alt 196,6 km, inden man krydser stregen i Abbeville. Startbyen ligger som bekendt helt ude ved kysten i det franske fladland, og derfor er det næsten helt fladt, når man lægger ud med at køre ind i landet mod sydvest frem til den første spurt, der kommer efter 22,6 km. Umiddelbart herefter venter Montagne de Watten (900 m, 6,9%), der har top efter 28,1 km, inden det igen bliver helt fladt, når man kører mod sydøst ned til byen Saint-Ome, hvor dagens anden spurt kommer efter 39,3 km.

Herfra bliver det betydeligt mere kuperet, når man snor sig mod sydvest op og ned ad flere mindre bakker, hvoraf to er kategoriserede. Det gælder Coquecques (2,0 km, 4,7%) og Lebiez (3,9 km, 1,0%), der har top efter hhv. 66,2 km og 95,8 km, men efter sidstnævnte bliver det igen stort set helt fladt, mens man fortsætter yderligere ets stykke mod sydvest. Kort efter drejer man mod sydøst for at køre op ad Dominois (1,2 km, 4,4%), der har top efter 127,9 km, hvorefter en lige og ganske let kuperet vej leder mod syd ned til målbyen. Her rammer man efter 150,5 km den afsluttende rundstrækning, hvor man kører det meste af en omgang, idet man i udkanten af målbyen kører dagens sidste spurt efter 168,5 km, inden man krydser stregen for første gang efter 170,3 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 26,3 km lange runde, der er placeret øst for målbyen. Et kort, fladt stykke leder mod nordøst, inden man kører mod nordøst op ad Drucat (2,0 km, 2,3%), der starter med 500 m med 4,7%), men derefter blot stiger med 1-2% frem mod toppen, som rundes efter 174,3 km. De sidste 22,3 km indledes med en nedkørsel, der fører mod nordøst og sydøst, inden det går ad lige og let stigende veje mod sydøst. En nedkørsel leder nu mod sydvest, inden en lige og flad vej leder mod nordvest tilbage til målbyen, hvor de sidste 5 km er flade. Med 2800 m igen skal man igennem en rundkørsel og derefter med det samme dreje til højre, hvorefter sidste udfordring er et meget blødt sving med 800 m igen.

Etapen byder på i alt 1697 højdemeter.

Vinden er altid en trussel i Dunkerque og har af og til splittet feltet til atomer. Det skaber altid nervøs og aggressiv kørsel, men hovedreglen er, at 1. etape ender i en massespurt. Det er også det ventede udkomme i år, og da finalen er helt ukompliceret uden tekniske udfordringer, bør der være masser af plads til, at de rene sprintere kan lade farten tale.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Abbeville var flere gange i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb, alle gange i Tour de la Somme, da det fortsat var et etapeløb. Det har givet sejre til Rick Flens (2006), Lars Boom (2005), Tom Stamsnijder (også 2005), Wouter Van Mechelen (2004), Jimmy Engoulvent (2003), Jeremy Hunt (2001) og Michel Van Haecke (2000).

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

2. etape

Løbet kan af og til godt være en smule monotont med en endeløs serie af sprinteretaper, men det forsøger man i år at ændre på. Det kommer til udtryk på andendagen, hvor der bydes på puncheurfest på en rute, der i finalen først byder på en kort, stejl mur og derefter en lang og blødere bakke op til mål. Dermed får de eksplosive afsluttere, der også ventes at være i spil på lørdagens kongeetape, allerede her en chance for at jagte vigtige bonussekunder - hvis altså ikke den altid farlige vind kommer på tværs.

I alt skal der tilbagelægges 169,9 km, der fører feltet fra Compiegne til Laon. Fra start går det igennem helt fladt terræn mod først øst og siden syd, inden man skal over den lille Mont Berny (2,4 km, 3,3%), der har top efter 16,7 km. Herfra går det mod sydvest og sydøst op og ned ad en bakke, inden man kører dagens første spurt efter 22,5 km. Nu går det mod øst og nordøst frem til Mortefontaine (1,5 km, 3,5%), der har top efter 28,4 km

Nu liver det til gengæld ganske fladt, når man zigzagger sig mod først øst, siden sydøst, så nordøst, nu igen sydøst og slutteligt atter nordøst frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 80,0 km. Det markerer starten på et mere kuperet stykke, hvor man næsten med det samme kører mod nord op ad La Hameau du Mont Hussard (2,3 km, 4,0%), der har top efter 84,3 km. Derfra går det mos nordøst og sydøst frem Longueval Barbonval (1,7 km, 5,4%), der har top efter 96,5 km, hvorfra man snor sig mod nordøst fem til Beaurieux (2,4 km, 3,6%), der har top efter 110,3 km.

Den markerer afslutningen på den kuperede zone. Herfra går det nemlig mod først nordøst og siden vest, nord og vest igennem stort set fladt terræn med kun én lille bakke frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 137,7 km. Herfra fortsætter man igennem fladlandet mod vest, inden det kortvarigt mod først nord og siden vest, inden lange, lige og flade veje leder mod nord og nordøst ind til målbyen.

Her indledes den eksplosive finale, når man i byens udkant kører mod sydøst op ad Laon (600 m, 9,8%), der har top efter 164,2 km. Derfra resterer bare 5,7 km, der indledes med en kort nedkørsel, som fører mod øst, inden et kort, fladt stykke fører frem til målbakken, der over 1,9 km stiger med 4,1% i snit, herunder med 3,6% over den sidste kilometer. En lige vej leder frem til et skarpt sving med 2,4 km, hvorefter stigningen byder på ikke færre end fem hårnålesving, det sidste med 400 m igen, hvorefter der er en relativt skarp kurve med 200 m igen.

Etapen byder på i alt 1734 højdemeter.

Vinden er altid en trussel i dette løb, men det er den eksplosive finale, der med størst sandsynlighed bliver afgørende. Den sidste mur er stejl og kan bruges til angreb, men er nok for kort til, at en spurt kan undgås. Den sidste bakke er relativt lang, men den er også ganske blød, og det er derfor en finale, stærke sprintere sagtens kan klare. Denne gang kan de dog vente at få kamp fra løbets puncheurs, der også må formodes at blande sig.

Laon har tre gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i Tour de l’Avenir i 2021, hvor Holland vandt et holdløb i byen foran Spanien og Norge. Forud for det skal vi tilbage til Tour de Picardie i 2007, hvor Janek Tombak tog en udbrudssejr foran Alessandro Proni og Martin Elmiger, men Jeremy Hunt i 2003 vandt en massespurt i samme løb foran Stefan van Dijk og Julian Dean.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

3. etape

I gamle dage var det ganske normalt, at løbets vigtigste etape var en kort enkeltstart. Den har imidlertid været fraværende siden 2009, men i år vender den tilbage, formentlig igen som løbets vigtigste etape. Det sker endda over et relativt langt format, når der skal tilbagelægges 15,5 relativt flade kilometer omkring byen Saint-Quentin. Her vil specialisterne glæde sig over muligheden for at træde mange watt, men en relativt teknisk rute stiller også krav til andet og mere end bare den rene power.

Som sagt skal der tilbagelægges 15,9 km omkring byen Saint-Quentin. Allerede med det samme er der et sving på næsten 180 grader, men derefter er der kun ét hurtigt sving, inden lange, lige og hovedsageligt flade veje leder mod nordøst ud til etapens nordligste punkt. Her drejer man skarpt til højre for nu at køre mod sydøst og syd, hvorefter der venter en ret kringlet vej med ét skarpt sving, en rundkørsel to skarpe kurver, der leder frem til mellemtiden, som tages efter 7,95 km.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Umiddelbart efter mellemtiden er der endnu et sving, men derefter bliver det mere enkelt, når man rammer en lang og relativt lige vej, som snor sig mod syd og kun afbrydes af to rundkørsler. I det sydligste punkt rammer man en teknisk fase, hvor man drejer mod vest for kort efter at dreje mod nord. Umiddelbart herefter følger to sving i rap, inden man kører mod nordvest frem til endnu et skarpt sving. Herefter er der et blødt sving, inden en lige vej leder frem til et sidste sving mindre end 100 m fra stregen. Den sidste kilometer stiger let med 1,2% i snit.

Etapen byder på i alt 129 højdemeter.

Undervejs finder man 129 højdemeter over 15,9 km, hvorfor det ikke er helt fladt, men det er ganske bløde procenter og ingen rigtige bakker. Det ligner mest af alt specialistterræn, hvor særligt etapens første del lægger op til, at specialisterne kan træde mange watt, men senere bliver det også en smule mere teknisk kompliceret. Det ændrer dog ikke på, at det bør være en etape, som de store specialiser vil elske.

Saint-Quentin var senest målby i 2019, hvor Dylan Groenewegen vandt en massespurt foran Timothy Dupont og Roy Jans, i 2017, hvor Arnaud Demare sejrede i en spurt foran Jens Debusschere og Rudy Barbier, og i 2008 var Kenny Dehaes hurtigere end Thor Hushovd og Gerald Ciolek. Tour de France var forbi i 2012, hvor André Greipel vandt en spurt foran Matthew Goss og Juan Jose Haedo, og i 2006, hvor Robbie McEwen spurtsejrede foran Isaac Galvez og Oscar Freire. I 2002 vandt Michael Sandstød såmænd en Tour de Picardie-etape i byen, da han slog Jacky Durand og holdkammeraten Olivier Asmaker i en tremandsspurt.

4. etape

Løbet er kendt som en sprinterfest, og derfor kan sprinterne med nogen rette føle sig snydt i år. Vi skal nemlig helt frem til fjerdedagen, inden løbets anden sprinteretape venter. Her burde det imidlertid heller ikke kunne gå galt, når der bydes på en ganske flad rute, som undervejs har et par af de pavéer, som næsten altid findes i løbet, men som kommer så tidligt, at det formentlig kun er vinden, der eventuelt kan komme på tværs for sprinterne.

I alt skal der tilbagelægges 173,8 km, der fører feltet fra Maubeuge til Achicourt. Startbyen ligger stort set på grænsen til Belgien, og herfra er det ganske let faldende, når man ad lige veje kører mod vest, sydvest og vest frem til dagens første spurt, som kommer efter 32,6 km. Umiddelbart herefter rammer man efter 37,5 km pavéen Querenaing a Verchain-Maugré (1700 m), hvorefter det igennem fladt terræn går mod sydvest og sydvest. Kort efter drejer man mod vest for at køre op ad den lille Saint-Python (1,0 km, 3,5%), der har top efter 59,2 km, inden det igennem fladt terræn går mod vest og nordvest frem til dagens anden sput, som er placeret efter 74,4 km.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Nu venter dagens mest intense fase, når man kører mod vest og derefter nord frem til dagens anden pavé, Eswars a Paillencourt (1600 m), der rammes efter 81,8 km. Derfra går det mod nord frem til pavéen Emerchicourt a Auberchicourt (1300 m), der rammes efter 94,0 km, hvorefter man køer mod sydvest og vest frem til dagens sidste pavé, Hamel a Tortequesne (1900 m), der indledes efter 109,6 km.

Nu bliver det igen let, når man kører ad lige og flade veje mod nordvest og sydvest frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 132,8 km. Derfra går det mod vest op ad en lille bakke og derefter videre ad en lige og flad vej frem til etapens vestligste punkt, hvor man kortvarigt kører mod nord og siden sydøst frem til Mont-Saint-Eloi (800 m, 5,8%), hvor Philippe Gilbert vandt sin etape sidste år.

Toppen rundes efter 152,2 km, hvorefter de sidste 22,1 km går ad en let kuperet vej mod først nordøst og siden sydvest, inden man zigzagger sig mod skiftevis sydøst og sydøst uden om storbyen Arras, indtil man kører mod nord ind til målbyen, der er en forstad til netop Arras. Over de sidste 3 km er udfordringerne først en rundkørsel med 2,1 km igen og slutteligt et sving i en rundkørsel med 1500 m igen, hvorefter en lige vej leder frem til stregen, idet den sidste kilometer falder let med 0,6% i snit.

Etapen byder på i alt 1027 højdemeter.

Det er lidt en skam, at pavéerne ligger så langt fra mål. Nu kommer de ikke til at spille nogen rolle, og det ligner derfor en helt klassisk sprinteretape. Vinden udgør som altid en trussel i området, men meget taler for et brag af en massespurt i et relativt enkelt opløb, hvor man virkelig kan lade farten tale.

Achicourt har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm

5. etape

Det er blevet en tradition, at løbets kongeetape køres i Cassel om lørdagen, og det ændres der ikke på i år. Således venter der på næstsidste dag en etape, der igen i alt væsentligt afvikles på den samme 14,6 km lange rundstrækning, som har været benyttet i alle udgaverne siden 2015, og med hele syv ture rundt i det kuperede terræn er der tale om en udmarvende rute, der er meget sammenlignelig med det, som er kendt fra de seneste seks udgaver, og som formentlig vil krone den samlede vinder i en spændende dyst mellem puncheurs, ardennerspecialister og klatrestærke sprintere samt i år også tempospecialister.

I alt skal der tilbagelægges 187,7 km mellem Roubaix og Cassel. Den indledende fase er meget enkel, idet man fra den berømte startby kører mod sydvest og derved nord om Lille igennem helt fladt terræn, inden man drejer mod vest for derefter at zigzagge sig skiftevis mod vest og nordvest igennem fladlandet frem til rundstrækningen, som rammes efter 71,9 km. Her skal man op over begge rundstrækningens stigninger en første gang, inden man efter 86,5 km krydser stregen for første gang.

Derefter gælder det hele syv omgange om den 14,6 km lange runde, der byder på to stigninger med mål på toppen af den sidste, Mont Cassel. Den første af disse, Avenue Achille Samyn, stiger med 5,3% over 1,9 km, men skal deles i tre. Således stiger de første 500 med 3,4%, inden der venter 1000 m med 6,6%, hvorefter de sidste 400 m stiger med 4,0%. Toppen kommer med 8,8 km igen, hvorefter en helt lige nedkørsel og et let faldende stykke leder frem til målbakken Rue du Tambour.

Den stiger med 4,4% over 1,5 km, er helt jævn og er tillige brostensbelagt. Toppen kommer præcis ved den røde flamme, hvorefter det falder med 0,2% frem til mål med brosten over de sidste 800 m. Finalen byder på et skarpt sving under den røde flamme på toppen af bakken, hvorefter man gradvist kører rundt i et 180-graders sving, indtil man rammer opløbsstrækningen. Der er bjergpoint på toppen af den første stigning på 2., 4., 5. og 6. omgang og på målstigningen med 1 km til stregen på 1., 3., 4., 5. og 6. omgang. Der er indlagte spurter efter 88,1km, 116,3 km og 161,1 km, dvs. på 1., 3. og 6. omgang, i det flade område, der leder frem til den første af de to stigninger.

Etapen byder på i alt 2307 højdemeter.

Dette er løbets kongeetape og dagen, hvor klassikerrytterne for alvor skal gøre en forskel. Da finalen har været benyttet seks gange tidligere, ved alle, hvad der kan forventes. Historien viser, at det er en god rute for ryttere, der begår sig i både de flamske klassikere og ardennerløbene, men stærke sprintere som Bryan Coquard, Clement Venturini og Arnaud Demare har også været med langt fremme, og vi har også set endnu tungere folk som Marc Sarreau, Timothy Dupont og Eduard Grosu endda blandt de bedste i feltet. Rundstrækningen er svær at kontrollere og typisk præget af mange angreb, men oftest er det et gradvist udskilningsløb, der efterlader en gruppe på 15-20 ryttere, som eksploderer på den sidste stigning, hvorefter den stærkeste håndfuld typisk skal afgøres i en spurt på toppen. I 2018 så vi imidlertid også, at et udbrud kan gøre arbejdet færdigt, og det gør det til en meget åben etape.

Læs også

Van der Poel belyser ”vanskelig” situation

I 2022 var det seks mand, der kørte væk på stigningen, og på toppen vandt Gianni Vermeersch spurten foran Oliver Naesen, Jake Stewart, Philippe Gilbert, der forsvarede trøjen, Benjamin Thomas og Baptiste Planckaert. I 2019 dominerede Jumbo suverænt, da Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen kørte væk sammen med Clement Venturini, og efter at have fulgtes ad op ad bakken spurtsejrede Teunissen foran Venturini og sin norske holdkammerat, mens Jens Keukeleire var ”best of the rest” 8 sekundere senere. I 2018 blev det som sagt til en overraskende udbrudssejr, da André Greipel nærmest sensationelt viste sig som den bedste af angriberne og til slut kørte fra Dimitri Claeys og Oscar Riesebeek på sidste stigning. I 2017 angreb Ignatas Konovalovas tidligt på sidste stigning og vandt med tre sekunder ned til Sander Armee, Oliver Naesen og Clement Venturini. I 2016 nåede syv mand toppen sammen, og her slog Xandro Meurisse til i en spurt foran Bryan Coquard og Marco Frapporti. Året forinden lignede det en sejr til Maurits Lammertink, men han blev til allersidst passeret af Omar Fraile, mens Alo Jakin vandt en firemandsspurt om tredjepladsen. I 2012 tog Zdenek Stybar en solosejr foran Carlos Betancur, mens Thomas Voeckler kom alene til mål med et forspring på hele 1.43 i 2011. Martin Elmiger slog Rui Costa i en spurt i 2010, mens Matthieu Ladagnous var den hurtigste af syv mand i 2007.

6. etape

Løbet slutter altid på den klassiske rundstrækning i den flade kystby Dunkerque, hvor sprinterne som regel slås om sejren. Det vil også være tilfældet i år, hvor den helt velkendte afslutning venter. Sprinterne skal dog tage sig i agt for ikke blot vinden, men også udbrydere, der har haft overraskende megen held med at snyde dem i de senere år.

I alt skal man tilbagelægge 182,6 km med start i Avion og mål i centrum af Dunkerque, der lægger navn til løbet. Fra start går det igennem helt fladt terræn mod nordvest, nordøst og igen nordvest frem til dages første spurt, som kommer efter 31,3 km. Herfra går det videre mod nordvest igennem fladlandet frem til den anden spurt, som er placeret efter 43,1 km, inden det går mod nord frem til et kuperet område. Her kringler man sig rundt for at køre op ad de to bakker Mont des Cats (1,0 km, 5,2%) og Mont de Berthen (1,0 km, 6,3%), hvis toppe rundes efter hhv. 52,7 km og 56,5 km, men herefter er det slut med klatreudfordringerne.

Nu går det nemlig kortvarigt mod vest og nordvest, inden lange, lige og flade veje leder mod nordvest, nord og igen nordvest ud til Dunkerque, hvor man rammer rundstrækningen efter 108,2 km, inden an umiddelbart herefter, nemlig efter 109,3 km, kører dagens sidste spurt for så at køre frem til stregen, som krydses for første gang efter 111,4 km.

Læs også

Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt

Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 8,9 km lange runde, der er en let modificeret udgave af den nye, der blev introduceret sidste år, og som er helt flad, men igen i år også urimeligt teknisk med en endeløs serie af sving, særligt over den første del Den sidste del af rundstrækningen er ikke helt så kringlet, men alligevel er finalen meget kompliceret. Man drejer således skarpt med 2900 m, 2300 m og 2100 m gen, inden der venter tre sving lige i rap med 1600 m igen. Herefter er der dog kun et sidste sving med 1100 m igen, inden man rammer opløbsstrækningen, hvor den sidste kilometer stiger let med 0,2% i snit.

Etapen byder på i alt 642 højdemeter.

I teorien burde vinden kunne komme i spil på en etape som denne, men det viser sig, at det sjældent er tilfældet. Som regel afsluttes det hele med et brag af en massespurt, men det er faktisk lykkedes for udbrydere at komme hjem ganske mange gange. Det er specielt sket, hvis vejret har været dårligt, hvor det er svært at organisere en jagt på den tekniske rundstrækning, som igen i år er endnu mere teknisk end tidligere. Sprinterne skal derfor være på dupperne på en dag, hvor man også ofte har set, at bonussekunder kan komme i spil i kampen om den samlede sejr.

I 2022 fik vi en spurt, der blev vundet af Gerben Thijssen foran Hugo Hofstetter og Lorrenzo Manzin, og det gjorde vi også i 2019, men med en overraskende vinder, da Mike Teunissen fik et hul grundet en punktering til sin sprinter, Dylan Groenewegen, som dog stadig endte som nr. 2 foran Timothy Dupont. Et udbrud snød sprinterne så sent som i 2018, hvor Olivier le Gac med et sent angreb snød Casper Pedersen for en stor sejr, og i 2017, hvor Adrien Petit tog en solosejr som en af tre overlevende udbrydere. I 2016 vandt Kenny Dehaes en massespurt, mens Edward Theuns var hurtigst i 2015. I 2014 tog Jimmy Engoulvent en overraskende udbrudssejr, ét år efter Yannick Martinez’ spurtsejr. Forud for det var der spurtsejre til Matteo Pelucchi (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009), Thor Hushovd (2008), Mark Cavendish (2007), Isaac Galvez (2006), Piotr Wadecki (2005) og Max van Heeswijk (2004). Benoit Vaugrenard tog en udbrudssejr i 2010. Byen har kun været mål for én andet stort cykelløb i dette årtusinde, nemlig Tour-prologen i 2001, hvor Christophe Moreau vandt foran Igor Gonzalez de Galdeano og Lance Armstrong.

Læs også

Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr

STREAM 4 JOURS DE DUNKERQUE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

I de senere år har 4 Dage ved Dunkerque været afgjort i en kamp mellem en af løbets dominerende sprintere, der har scoret masser af bonussekunder på de flade etaper, samt de bedste på kongeetapen, hvor de eksplosive klassikerryttere har kunnet gøre en forskel. Arnaud Demare har to gange vist, at det har kunnet lade sig gøre for en god sprinter at begrænse tidstabet så meget, at man har kunnet sikre sig bonussekunder nok til at sikre sig den samlede sejr, også selvom han ikke kunne køre med helt i front på den sværeste etape. Det skete imidlertid i udgaver, hvor kongeetapen var en anden. Bryan Coquard, der blandt sprinterne er en af de allerbedste klatrere, viste i 2016, at han endda kunne køre med om sejren på kongeetapen i Cassel, og det samme kunne den meget holdbare sprinter, Clement Venturini, i 2017 og 2019. Omvendt viste etapen sig i 2015 at være for hård for Coquard, der tabte løbet på kongeetapen, mens vi i 2018, hvor et udbrud vandt, så, at selv ret tunge folk som Timothy Dupont, Eduard Grosu og Marc Sarreau endte langt fremme på løbets sværeste etape.

Det viser også, at terrænet omkring Cassel er voldsomt uforudsigeligt, og at meget afhænger af, hvordan løbet gribes an. I langt de fleste tilfælde har man skullet være en meget klatrestærk sprinter for at kunne være med, men det kan altså gå anderledes. Samtidig så vi i 2018, at det svært kontrollerbare terræn også kan åbne døren for udbrud, og kombinationen af et terræn, der ikke er skræmmende svært, samt muligheden for begrænset kontrol, har givet en temmelig lang liste af potentielle vindere. Historien har dog også vist, at det som regel er en af favoritterne, der har vundet.

I år bliver den liste over kandidater forkortet ganske dramatisk. Det skyldes naturligvis, at enkeltstarten for første gang siden 2009 vender tilbage, og det gør den endda i et voldsomt langt format. I et løb, der plejer at blive afgjort på bonussekunder og de få sekunder, der kan vindes på kongeetapen, er en 15,9 km lang tidskørsel lidt af gamechanger, for med så lang en distance går den med det samme ind som den i særklasse vigtigste etape. Samtidig er det med en rute, der virkelig appellerer til specialisterne, der på de lange, lige veje vil kunne gøre betydelig skade, selvom den trods alt ikke er uden tekniske udfordringer.

Heldigvis kan puncheurs og stærke sprintere, der altså i år må sande, at det mere er tempospecialisterne, der er favoritter, glæde sig over, at der efter sidste års lette udgave atter er to ”svære” etaper på programmet. Man skal dog ikke overvurdere 2. etape. Nok er der en stejl mur i finalen, men den er for kort, og derfor vil det formentlig ende i en spurt på toppen af finalebakken. Den er ikke specielt stejl, men den er til gengæld ret lang. Stærke sprintere kan sagtens vinde her, men det kan puncheurs også, særligt hvis der køres stærkt fra bunden. De ryttere, der kan være med på kongeetapen, smider ikke tid her, men det er en chance for puncheurtyperne til at tage yderligere bonussekunder, hvormed de altså nu har to muligheder. De stærkeste sprintere, der kan være med på både 2. og 5. etape har imidlertid hele fem chancer for via bonus at genvinde noget af den tid, de taber på 3. etape, ligesom de har det i de indlagte spurter undervejs. Og så kan man jo altså på kongeetapen også vinde ”rigtige” sekunder, selvom det som regel er få af slagsen.

Som altid er det vinden, der er den største trussel mod det oplagte manuskript. Den har før spillet en rolle, men det er dog sjældent alt for blæsende i denne del af Frankrig i maj, hvorfor det ikke er ofte, vi har set sidevindskørsel. Måske er der en chance i år. De regnvåde Giro-ryttere kan misundelse se mod Frankrig, for rytterne kan se frem til en flot og solrig uge helt uden nedbør og med temperaturer på 14 til 17 grader, men der vil også være en pæn vind fra nordlige og nordøstlige retninger.

Den første dag er den mest stille og med medvind hele dagen, bliver det næppe her, vinden komme i spil. Chancen er større onsdag, hvor der vil være en del sidevind, men her er styrken på grænsen til at være kraftig nok. Alle får ensartede betingelser til torsdagens enkeltstart, hvorefter der venter en dag med potentielt farlig sidemedvind på fredag. Weekenden bliver den mest blæsende, hvor styrken burde være tilstrækkelig, men på lørdagens rundstrækning mindes jeg ikke, at vi har set sidevindskørsel. Trods den hårde vind kommer vinden ikke i spil søndag, hvor der vil være modvind frem til rundstrækningen, der ligger i byzone. Jeg tror således, at fredagen samt måske lørdagen kan være de farligste dage, men jeg synes ikke, at styrken og vinden på noget tidspunkt står så rigtigt, at jeg for alvor tror på sidevindskørsel.

Vi står altså tilbage med et løb, som man ikke vinder, hvis ikke man kører en god enkeltstart, der er den klart vigtigste etape. Holdbare sprintere, der kan være med i finalen på 2. og 5. etape, skal begrænse tabet på torsdag og forsøge at vinde så mange bonussekunder på alle de øvrige linjeløbsetaper, mens puncheurtyperne har to chancer for at vinde bonussekunder, nemlig på 2. og 5. etape, samt én chance på lørdag for at vinde ”rigtig” tid. Sidevinden er en joker, som dog formentlig ikke vil spille en rolle.

Ideen om at flytte løbet to uger har været genial. Det er det i særklasse bedste felt, vi har haft i mange år. Jumbo vender tilbage til løbet, og for første gang har man tillige deltagelse af Soudal. Det giver imidlertid også nok et mere kontrolleret løb, for med tre supersprintere i form af Arnaud De Lie, Olav Kooij og Tim Merlier bliver der næppe plads til overraskelser.

Læs også

Danskerduo klar til endnu en stor klassiker

Til gengæld er tempofeltet meget, meget svagt, og det kan godt gøre det lidt ensidigt, når den vigtigste etape er en enkeltstart, der vil gøre den store skade. Håbet for de ryttere, der taber meget tid her, er, at de kan få lørdagens etape til at eksplodere, som det før er sket. Problemet er, at det formentlig er et af de store hold - formentlig Soudal - der har trøjen, og så er rundstrækningen sandsynligvis for let at kontrollere. Det havde Lotto i hvert fald ikke problemer med at gøre for Philippe Gilbert sidste år.

Med enkeltstartens betydning tårner Kasper Asgreen sig op som storfavorit. Danskeren er den i særklasse bedste temporytter i feltet, nu hvor Benjamin Thomas har mistet sine tempoevner hos sit nye hold, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke han vinder torsdagens etape. Det er klart, at hans form er usikker og næppe på toppen efter en pause, ligesom han kommer fra et forår, der bestemt ikke gik som håbet. Han nåede dog at finde melodien i Flandern Rundt, og den dårlige vinter bør stille og roligt blive et fjernt minde.

På toppen er han helt sikkert ikke, men kongeetapen passer ham glimrende, og den er så ”let”, at han ikke bør kunne miste den tid, han vinder torsdag, Han har også et stærkt hold til at kontrollere, selvom jeg kan være en smule bekymret for, at det er for tungt. Heldigvis bør hans buffer være ret stor, for formen bør række langt. Da han i 2021 gjorde comeback efter sin pause, var han tæt på at vinde Volta ao Algarve, hvor han vandt en enkeltstarten, og rammer han samme niveau her, bør han vinde dette løb. Derfor tror jeg, at Asgreen endelig får brudt sin tørke med mindst to sejre i den kommende uge.

Soudal vil også køre klassement med Stan Van Tricht, men han vil få for store klø på enkeltstarten. Derfor ligner Jannik Steimle et langt bedre alternativ, for han vil være en af de få, der kan slå Asgreen på torsdag. Han har dog ikke klatret alt for godt i år og kan få det svært lørdag. Tim Merlier bør score mange bonussekunder og vil ikke være uden chancer på kongeetapen, men den er nok en anelse for hård, og han vil i hvert fald få klø på enkeltstarten. Det vil Ethan Vernon ikke, og med de klatreevner, han har vist, kunne han være et godt alternativ, der måske kan holde sig til på de to hårde etaper. Han kører også en god enkeltstart, men han har til gode at bevise sig som puncheur, og han får ikke lov at jagte bonus på de tre sprinteretaper, der handler om Merlier.

Den største trussel er vel Benjamin Thomas, men hans chancer er faldet dramatisk efter skiftet til Cofidis. Det betød nemlig, at hans tempoevner helt forsvandt, som vi senest så i Luxembourg og Besseges. Han kørte dog stadig i 2022 enkeltstarter, der gør, at han bør ende langt fremme, og holdet har i år også fået nyt materiel. Kongeetapen passer ham, for her blev han nr. 4 sidste år, og her vil han også med sin fart måske kunne få bonus. Desværre har han skuffet fælt i år, hvor han har kørt meget på bane, og formen efter en måneds pause er ukendt. Er han på toppen, kan han dog drømme om at sætte Asgreen på lørdag og dermed måske vinde løbet. Han ledsages af Max Walscheid, der er en af de allerbedste temporyttere, men desværre er for tung til kongeetapen. Den passer hæderligt til Victor Lafay, som dog vil finde bakkerne for lette, men desværre vil han smide det hele på torsdag. Kongeetape kunne måske passe til Alexis Renard, der måske kan forsvare sig lidt på torsdag, samt Piet Allegaert, der dog får klø på enkeltstarten.

En stor trussel er vel stadig Arnaud De Lie, men han er naturligvis den store taber efter inklusionen af enkeltstarten. Han vil have en fremragende chance for at vinde de fem linjeløb, for som han spurtede, da han vandt i Morbihan, ligner han favoritten til de to hårde etaper. Problemet er hans ringe positionering og et ikke alt for stærkt tog, for når han skal spurte mod Merlier og Kooij, får han næppe fuld plade på bonus. Vi så også i Besseges, at han bestemt ikke er nogen stor temporytter, for her smed han intet mindre end 1.10 til Mads Pedersen over 10 km. Her vil han formentlig tabe endnu mere til Asgreen, og så hjælper de 50 sekunder, han får for at vinde alle fem etaper, ikke nok. Lottos alternativ er Brent Van Moer, der nok stadig er den meste tempostærke på holdet, men han har slet ikke kørt gode enkeltstarter som professionel. Alle andre må formodes at være rene hjælpere for De Lie, selvom Sebastien Grignard kan køre en hæderlig enkeltstart, og Arjen Livyns kunne køre en god kongeetape.

Løbets vel nok største joker er Aaron Gate. Han viste sidste år, at han vil være en af de bedre på enkeltstarten, selvom han i Luxembourg også viste, at man ikke kan regne med ham, og han burde i formstærk udgave også kunne være med langt fremme på kongeetapen. Han har dog slet ikke fundet formen i år, men der er livstegn efter en prologsejr i Grækenland. Det var dog i et langt svagere felt end dette, og han har desværre været langt væk i løb på dette niveau i år. Et lige så stærkt kort er næsten Logan Currie, der blev nr. 3 på omtalte prolog og var tæt på at få medalje til VM i enkeltstart for U23-ryttere sidste år. Hans flotte kørsel i Jura-løbene tilsiger, at han ikke taber meget på kongeetapen, og vi ved derfor, at han er i rimelig form. Tom Sexton er en hæderlig temporytter, men for tung, og det samme gælder i dag for den ellers engang så stærke James Oram, mens vi i Coppi e Bartali så, at Mark Stewart, der ellers passer til de to hårde etaper, slet ikke kan køre enkeltstart.

I gamle dage havde det været et fint løb for Peter Sagan, der godt kunne forsvare sig på en kort enkeltstart. Efter en pause er den i dag langsomt starten Sagan dog formentlig slet ikke fremme på de tro hårde etaper, og hans enkeltstart synes også helt væk. Totals tempostærke mand er Maciej Bodnar , men han er for tung til kongeetapen. Holdets bedste bud bør være Anthony Turgis, der faktisk har kørt ret gode enkeltstarter i for nogle år siden. Kan han gøre det igen, passer han glimrende til de to hårde etaper, hvor han i hvert fald kan vinde kongeetapen, men han virkede ikke flyvende i Tro-Bo Leon. Paul Ourselin kan forsvare sig på enkeltstarten, men er helt uden punch, selvom han klatrer fint. Lorrenzo Manzin vil få klø på enkelstarten.

Jumbo kommer med en tempostærk kandidat i Mick van Dijke, der faktisk burde passe ganske perfekt til løbet. Desværre har han misset hele sæsonen med helbredsproblemer, og dette er reelt hans første løb. Derfor er hans form ganske ukendt, men en formstærk Van Dijke kan være med langt fremme på de tre nøgleetaper. Det er dog tvivlsomt om formen rækker. Et alternativ er stortalentet Per Strand Hagenes, der også kan være med på alle tre nøgleetaper, men han har ikke spurten til at få bonus og er næppe tempostærke nok til at vinde. Hans form er efter en lang pause også ukendt, men sejren i Drenthe viste, at han kan vinde på dette niveau. Et andet bud er Timo Roosen, der i sin storhedstid havde været indlysende til puncheurfinalerne og har en brugbar enkeltstart, men han synes slet ikke ved fordums styrke. Jos van Emden må stadig regnes som en af favoritterne til enkeltstarten, men i dag er han for tung til kongeetapen. Den passer storartet til Tosh van der Sande , der til gengæld får klø på enkeltstarten. Det store spørgsmål er Olav Kooij. Jeg tror, at 3. og især 5. etape kan være lidt for svære, men han vil kunne få mange bonussekunder. Han får dog klø på enkeltstarten. Loe van Belle har kørt gode prologer, men denne bør være for lang, og han ligner en hjælper

Læs også

Skovbrand hærger kendt stigning

Ag2r kommer med Benoit Cosnefroy, der - hvis han efter sin pause er i form - fremstår som en af de helt store favoritter til de to svære etaper. Han er også den rytter, der måske kan gøre lidt større forskelle på kongeetapen, hvis han er på toppen, og det bringer ham i spil. Problemet er den sikre lussing på enkeltstarten. Holdet har også Greg Van Avermaet, der i sidste weekend genopstod fra de døde og ligner en kandidat både på 2. og 5. etape. Desværre er hans enkeltstart i dag alt for svag. Det er den også for Oliver Naesen, der ellers blev nr. 2 på kongeetape sidste år, men som i år også let ender som hjælper. Det gør stærke Bastien Tronchon formentlig også, selvom han kørte en acceptabel enkeltstart i Luxembourg sidste år.

FDJ kommer med deres unge kometer, og det er nok trods alt Romain Gregoire, der har den største chance. Han har imidlertid ikke kørt én eneste enkeltstart siden juniortiden, og selvom han gjorde det godt dengang, er han ikke prototypen på en temporytter, hvorfor det ligner et nederlag - sikkert også meget stort - på torsdag. Til gengæld passer de to hårde etaper ham. Et andet bud er Lewis Askey, der burde kunne være på kongeetapen, hvis han er i form, men han har ikke virket flyvende. Han viste i Provence sidste år, at han kan forsvare sig på torsdag. Måske er Paul Penhoët et bedre bud, for han er efter den fornemme puncheursejr i lørdags i hvert fald i form, og han burde have en chance for at være med i kampen på alle fem linjeløbsetaper, hvis ikke kongeetapen bliver en anelse for hård. Hans enkeltstart i Poitou-Charentes var hæderlig. Også Samuel Watson er i form og passer til kongeetapen, og hans enkeltstart i Besseges var ikke helt katastrofal. Her kan Olivier Le Gac forsvare sig, og han klatrer i dag så godt, at han sagtens kan være langt fremme på kongeetapen, men hans spurt betyder, at han slet ikke får bonus.

Astana kommer med Cees Bol, der er en joker. Han er genfødt i år, men det vil stadig undre mig, hvis ikke han kommer til kort på de to hårde etaper, særligt efter en lang pause. Han har dog potentiale til at overraske, for hænger han på, har han flere gange, blandt andet i Danmark Rundt, vist, at han godt kan begå sig på en enkeltstart af denne type. Det kan Dmitriy Gruzdev måske også fortsat i et felt som dette, men han er alt for tung til kongeetapen.

Arkea kommer med Anthony Delaplace, der slet ikke er en ringe temporytter. Hans bedste resultater er af ældre dato, men i dette felt kommer han langt. En formstærk Delaplace vil også kunne være med langt fremme på kongeetapen, men bonussekunder får den spurtsvage franskmand slet ikke. Holdet har også den spændende puncheur Louis Barré, der viste form i lørdags og passer til de to hårde etaper, men han kan slet ikke køre enkeltstart. Det kunne Laurent Pichon i gamle dage, og han passer godt til kongeetapen, ligesom han er i form, hvorfor det bør gå ham hæderligt, hvis han ikke er ren hjælper. Hugo Hofstetter synes stadig uden form og får klø på enkeltstarten, mens Mathis Le Berre heller ikke har nogen tempohistorik.

Intermarché er her primært for spurterne, men de har i Loic Vliegen en mand til de to hårde etaper. De passer ham glimrende, men det er svært at se, at han kan vinde i dette selskab, også fordi hans form er helt ukendt. Han vil tillige tabe for meget på enkeltstarten, hvor han dog ikke er den allerringeste. Julius Johansen bør i dette felt kunne køre en af de bedre enkeltstarter, og kongeetapen er nok ikke helt uden for rækkevidde. Med det, han har vist som professionel, vil den dog nok være for hård.

Uno-X kommer med Lasse Norman og Niklas Larsen, der i deres bedste tid passede storartet til dette løb, da de er tempostærke, ligesom de i Danmark Rundt har vist, at kongeetapen passer dem. Desværre har ingen af dem i lang tid vist en holdbarhed, der gør det sandsynligt, at de kan være med på kongeetapen, men Norman viste i hvert fald sidste år, at han stadig kan køre en god enkeltstart. Jeg vil dog tro, at bedste mand er Anthon Charmig . Kongeetapen er for let for ham, men han bør, hvis han efter en pause, er i form holde sig til, og han viste senest i Algarve, at han godt kan forsvare sig på torsdag.

Kern Pharma møder med Urko Berrade, der endelig er begyndt at vise noget form. Han bør kunne være med langt fremme på kongeetapen og har også et vist punch. Han kørte en uventet god enkeltstart i Galicien sidste år, men på en flad rute bør han få ganske betydelige klø. Ibon Ruiz kørte også en brugbar enkeltstart i Poitou-Charentes sidste år, men er nok lidt tung til kongeetapen. Her kan Pau Miquel forsvare sig, men han taber på enkeltstarten.

Human Powered Health har den tidligere tempospecialist Chad Haga, men han er slet ikke, hvad han var engang. Vi så i Galicien, at han sikkert nok skal gøre det hæderligt, men i dag er han også blevet for tung til kongeetapen. Også Gage Hecht kan køre en hæderlig enkeltstart, men han kommer som Haga til kort på kongeetapen.

Det er svært at tro på de øvrige hold, der alene i kræft af materiellet vil tabe for meget på enkeltstarten. Flanders har slet ingen tempostærke folk, og kun Aaron Van Poucke og Lindsay De Vylder synes måske at kunne være lidt med på kongeetapen. Hos Bingoal er Guillaume Van Keirsbulck for tung til kongeetapen, mens formstærke Julian Mertens ikke kan køre enkeltstart. Kontinentalholdene får gedigne klø på enkeltstarten, men Romain Cardis, Joris Delbove, Nolann Mahoudo, Jean-Louis Le Ny og Samuel Leroux kan godt lave et resultat på de hårdere etaper.

***** Kasper Asgreen

**** Benjamin Thomas, Arnaud De Lie

*** Jannik Steimle, Aaron Gate, Logan Currie, Anthony Turgis, Mick van Dijke

** Benoit Cosnefroy, Per Stand Hagenes, Romain Gregoire, Timo Roosen, Lewis Askey, Paul Penhoët, Samuel Watson, Greg Van Avermaet, Ethan Vernon, Cees Bol, Tim Merlier, Olav Kooij, Anthony Delaplace, Loic Vliegen, Jos van Emden, Anthon Charmig, Laurent Pichon, Victor Lafay, Oliver Naesen

* Tosh van der Sande, Lasse Norman, Olivier Le Gac, Paul Ourselin, Brent Van Moer, Max Walscheid, Stan Van Tricht, Bastien Tronchon, Julius Johansen, Louis Barré, Alexis Renard, Peter Sagan, Chad Haga, Niklas Larsen, Julian Mertens, Maciej Bodnar, Sebastien Grignard, Piet Allegaert, Hugo Hofstetter, Mark Stewart, Tom Sexton, Gage Hecht, Guillaume Van Keirsbulck, Aaron Van Poucke, Lindsay De Vylder, Romain Cardis, Joris Delbove, Nolann Mahoudo, Jean-Louis Le Ny, Samuel Leroux

Danskerne

Kasper Asgreen er på Soudal en af de helt store favoritter og er omtalt ovenfor. På Intermarché skal Julius Johansen køre lead-out for Gerben Thijssen, men han kan måske også forsøge at teste sig i klassementet. På Uno-X burde Lasse Norman, Niklas Larsen, Anthon Charmig og William Blume alle få relativt megen frihed til at prøve sig af i klassementet, idet de to førstnævnte også skal køre lead-out for Erlend Blikra. Endelig skal Rasmus Søjberg Pedersen på Nantes primært støtte Pierre Barbier i spurterne.

STREAM 4 JOURS DE DUNKERQUE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE