Optakt: 5. etape af BinckBank Tour

Ruten

Efter nogle år, hvor sprinterne ”kun” havde tre etaper at gøre godt med, har man for andet år i træk designet en rute, der er endnu mere venlig over for de hurtige folk. Således vil de blot være ude af rampelyset en enkelt dag, inden de atter kan se frem til at skulle slås om sejren. Det sker på løbets fjerde og sidste flade etape, der er henlagt til den hollandske by Venray, hvor de hurtige folk håber at få et sidste ord, inden klassementskampen definitivt tager over i weekenden.

Med sine 191,4 km er etapen løbets længste og fører feltet fra den belgiske by Riemst til målet i Venray på den hollandske side af grænsen. Som så mange andre af løbets etaper indledes også denne med en omgang på en rundstrækning omkring startbyen. Denne befinder sig i området syd for Riemst, er 18,5 km lang, hvoraf de 5,2 km er neutraliserede, og indeholder udover fladt terræn Muizenberg (650 m, 6%), der passeres efter 10,5 km, inden man når tilbage til startområdet, hvor dagens første Checkpoint-spurt er placeret efter 13,3 km.

Herfra er etapen meget enkel. Man kører nemlig nu mod nord og nordøst gennem det meste af etapen hele vejen op langs grænsen til Holland, men man sørger for akkurat at holde sig fri af den kuperede del af Limburg-provinsen, som ellers ligger blot et stenkast øst for ruten. I stedet er terrænet fladere end en pandekage, og det ændrer sig bestemt ikke af, at man efter ca. 70 km kører ind i Holland. Her fortsætter man blot videre mod nord og nordøst væk fra bakkerne i Limburg, indtil man efter 134,2 km når frem til rundstrækningen, hvorefter man 11,9 km senere krydser stregen for første gang.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 15,1 km lange runde, der ligeledes er helt flad og henlagt til området sydøst for Venray. Sving er der heller ikke mange af, og de eneste højdepunkter er således den anden Checkpoint-spurt, der kommer på første omgang med 35,4 km igen, samt Den Gyldne Kilometer, som indledes med præcis 10,0 km igen på den sidste af de tre omgange. Til slut venter en helt flad og teknisk ukompliceret finale, hvor det eneste sving på de sidst 5 km kommer med 1800 km igen.

Den lange etape byder på i alt 193 højdemeter.

Venray blev første gang besøgt i 2017, hvor Peter Sagan vandt 1. etapes massespurt foran Phil Bauhaus og Magnus Cort. Sidste år var byen vært for enkeltstarten, hvor Stefan Küng leverede en sand magtdemonstration og suverænt sejrede foran Victor Campenaerts og Søren Kragh.

Vejret

Efter en stribe våde dage kan rytterne se frem til et lille afbræk fra regnen, inden den ventes at vende tilbage i weekenden. Fredag burde være knastør, men temmelig skyet uden mange kig til solen. Der kommer også et lille pust af varme med en temperatur på 24 grader, og der vil være en jævn vind fra sydvest. Det giver sidemedvind hele dagen, indtil man når frem til rundstrækningen. Her vil der først være sidemod- og sidevind, indtil man får sidemedvind frem til sidste sving. Til slut får man sidemodvind på den 1800 m lange opløbsstrækning.

Analyse af 4. etape

Det er nu sjovt med Tim Wellens. Man skal ikke have fulgt belgieren længe for at vide, at han kan være ualmindeligt svingende. På sine bedste dage kan han være så suveræn, at Tom Boonen eksempelvis sammenlignede ham med Eddy Merckx, da han for to år siden knuste al modstand i GP de Wallonie. Til gengæld kan han også på sine dårlige dage være så ringe, at man har meget svært ved at fatte, at der vitterligt er tale om den samme rytter. Det så vi senest i årets Tour, hvor han måske nok fik masser af opmærksomhed for at køre i bjergtrøjen, men det skyldtes nu snarere et ikke specielt gennemtænkt pointsystem end Wellens selv. Faktisk leverede belgieren den ene skuffende præstation efter den anden, og selvom han ikke endte med at udgå, som han tidligere har gjort det, blev det ikke i 2019, at han og Touren kom deres dårlige forhold til livs.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Men nu er det august, og nu er det tid til BinckBank Tour. Når vi kommer til denne tid af året, kan man være stensikker på, at Wellens er knivskarp. Det meste af sæsonen har man ikke skyggen af chance for at vide, om det er den gode eller dårlige version af Wellens, der kommer til start. Men to gange om året er belgieren så træfsikker, at man kan stille uret efter, at hans formkurve topper. Det gælder første gang i sæsonåbningen på Mallorca, hvorefter han som regel kører som en motorcykel gennem hele februar, og det gælder til denne uges belgisk-hollandske WorldTour-løb.

Alligevel var vi sikkert mange, der efter en svær Tour alligevel var lidt i tvivl. Ikke blot i Frankrig, men også i San Sebastian havde belgieren været så skidt kørende, at det ikke blev til mange buler i de bløde hatte, selvom han trådte så hårdt, han kunne. Derfor kunne man ikke lade være med alligevel at betvivle, om han nu igen ville være det monster, han som regel er i hjemmebaneløbet, som han allerede har vundet to gange.

Efter i dag kan vi konstatere, at man stadig kan stille sit urværk efter Lotto-kaptajnen. For fjerde gang på seks år sejrede han på løbets ardenneretape, og den statisk bliver kun endnu mere imponerende af, at der slet ikke var en ardenneretape sidste år. Med andre ord er det siden 2014 kun i 2016, at Wellens ikke har krydset stregen først på løbets traditionelt hårdeste etape, og det er endda sket, til trods for at ruterne flere gange har været så nemme, at man på forhånd har kunnet betvivle, om det vitterligt kunne lade sig gøre for ikke just lynhurtige belgier at slå til. Det var således også tilfældet i år, hvor dagens meget specielle 96,2 km lange etape omkring Houffalize bestemt ikke hørte til den sværeste i løbets nu efterhånden halvlange historie, og hvor man nok kunne betvivle, om terrænet var svært nok og distancen lang nok til, at de bedste klatrere kunne sætte sig igennem.

Alligevel gjorde Wellens det igen. Nok blev det ikke til en knusende magtdemonstration, som da han kørte hele feltet midt over i 2014, 2015 og i 2017 - i sidstnævnte år kunne Tom Dumoulin nok følge ham, men han var så kvæstet, at han end ikke turde prøve at tage kampen op i spurten - men alligevel var han en af løbets tre stærkeste og god nok til at spurte sig til sejr i Houffalize, hvor han nu har taget tre af sine fire sejre. Man kan diskutere, hvem af de tre forreste der var stærkest, men Wellens lignede aldrig en mand, der for alvor var i problemer, og selv da han til slut skulle spurte mod den på papiret hurtigere Marc Hirschi, lykkedes det ham akkurat på de sidste meter at tage sejren på målfoto.

Dermed tog Wellens også et stort skridt mod en tredje samlet sejr i et løb, som han egentlig slet ikke burde kunne vinde. Trods sine mange kvaliteter er han nemlig ingen gudbenådet temporytter - i hvert fald ikke før i år - og gang på gang har han fået læsterlige klø i den som regel meget afgørende enkeltstart. Alligevel har han med sin overlegne kørsel i Ardennerne vundet løbet to gange, hvortil man kan lægge sidste års 3. plads og 2. pladsen bag Dumoulin i 2017.

Efter i dag er han nu favorit til at gøre det igen - en status, han nu i mine øjne også havde allerede inden starten. Løbet afgøres som regel på marginaler, og derfor er de 20-40 sekunder, han sikrede sig på de fleste rivaler i dag, så stor en margin, at det formentlig er dagens top 3, som også vil slutte på podiet på søndag. Nok har Wellens aldrig været helt komfortabel på brostenene, men han har aldrig for alvor været presset på søndagens klassiske Flandern-etape, og med tanke på den chokerende gode enkeltstart, han kørte i BinckBank Tour, hvor han slog blandt andre en meget formstærk Remco Evenepoel samt Victor Campenaerts, ser det også ud til, at han vil kunne vinde tid på sine to vigtigste konkurrenter på lørdagens enkeltstart. Lægger man dertil, at han med sit punch vil kunne tage bonussekunder på søndagens Gyldne Kilometer, ligesom han formentlig vil være den bedste af de tre på den etape, har han taget et stort skridt mod samlet sejr.

Hans værste rival er umiddelbart Laurens De Plus. Modsat Marc Hirschi, der bestemt ikke er nogen tempospecialist, har De Plus nemlig kørt flotte enkeltstarter, blandt andet i sidste års Vuelta, hvor han blev nr. 8 på den flade rute i Torrelavega. Problemet er bare, at den 8 km lange rute i Den Haag er så kort, at dieselmotoren De Plus næppe når at komme op i fart, og da han blandt de tre forreste, er den mindst eksplosive og uden stor erfaring på brostenene, vil det kræve, at han vinder al den nødvendige tid på lørdag. Det bliver ikke let, men med de fremragende ben, han viste i dag, ikke umuligt.

I det hele taget må man komplimentere både ham og Jumbo-holdet for deres initiativ på dagens etape. På forhånd var De Plus ikke andet end outsider, for selvom han som bekendt kørte en fabelagtig Tour, er dette altså ikke et løb for ham. Reelt er det kun dagens etape, der passer en ikke specielt eksplosiv fyr som ham, og derfor var hans eneste vej til et samlet topresultat at udnytte dagens stigninger til at skabe et sandt blodbad.

Og det var præcis, hvad han gjorde. Mens alle ventede, at det var Lotto og Deceuninck, der skulle tage initiativet til at gøre det hårdt, var det i stedet de gulklædte fra Jumbo, som allerede på første af de tre omgange svingede taktstokken og skabte en indledende udskilning. Særlig en dybt imponerende Timo Roosen satte et dræbende tempo, der gjorde det muligt for De Plus trods sit manglende antrit at være manden, som hele to gange gjorde de forskelle, der skilte fårene fra bukkene. Nok kan det se svært ud for De Plus at få skovlen under Wellens, men alene en podieplads til det belgiske stortalent, der efter nogle svære år på Deceuninck hos Jumbo virkelig er blomstret op, er langt mere, end man kunne have ventet på forhånd.

Læs også

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

Til gengæld kan det også være, at taktikken gav bagslag. Mike Teunissen overraskede nemlig positivt ved med relativ stor lethed at komme med forfølgerne hjem, og han var endda fuldstændig overlegen i deres spurt. Nu er det svært at vide, hvad der var sket, hvis ikke Jumbo havde taget initiativet, for så var der sikkert andre, der havde gjort det, men man kan ikke helt slippe tanken, at det kunne have været anderledes, hvis holdet havde kørt et mere defensivt løb, som dermed nok også var blevet mindre selektivt. I givet fald kunne Teunissen med støtte fra De Plus måske have vundet etapen og en kombination af bonussekunder og en stærk tidskørsel måske endda have vundet hele molevitten på søndag.

Et lignende dilemma var Sunweb i. Efter 3. pladsen i San Sebastian viste U23-verdensmesteren Marc Hirschi nemlig atter, at han er en af sportens sande gulddrenge, da han nærmest som en selvfølgelighed efter en tidlig blunder, kørte med Wellens og De Plus. Desværre tabte nerverne en anelse mod slutningen, hvor han trods sin status som gruppens på papiret hurtigste med en lidt for lang spurt smed en stor sejrschance væk, men det skal ikke overskygge, at han fremstår som en af de mest lovende nyprofessionelle i de senere år. Det er bestemt ikke mange, der i deres første sæson kan køre på podiet i en af de hårdeste klassikere og nu formentlig også i et vanskeligt WorldTour-etapeløb. Og da han samtidig har været i top 10 i brostensklassikeren E3 og været tæt på at spurte sig etapesejr i Baskerlandet, har han gennem sæsonen virkelig givet prøver på sit mangefacetterede talent. Desværre tæller det ikke enkeltstarter, og da han umiddelbart er den svageste temporytter af de tre topnavne, kan han få svært ved at få skovlen under Wellens, også selvom 10. pladsen i E3 viste, at han godt kan håndtere søndagens brosten.

Problemet for Sunweb var bare, at de også havde Søren Kragh. Efter en generelt svær sæson har danskeren de seneste dage endelig lignet den rytter, han var inden den helt igennem katastrofale sygdom, der i Algarve slog ham og en stor del af feltet ud. Det bekræftede han i dag, hvor han kørte et flot og offensivt løb, men hvor han modsat Hirschi fik spillet på den forkerte hest ved at være med i første udskilning, som desværre viste sig nyttesløs, og ikke den sidste. De spildte kræfter kunne han have brugt, da De Plus for anden gang splittede feltet, og nu havnede han i stedet i anden gruppe. Her kunne man have argumenteret for, at Sunweb skulle have ladet Hirschi sidde på hjul, for med den - i hvert fald indtil Stefan Küng fik kæmpet sig tilbage - bedste temporytter blandt forfølgerne, havde holdets samlede sejrschancer formentlig været større, hvis der var skabt samling. Og hvis ikke, havde Hirschi som minimum været så frisk, at han havde gjort det færdig i en spurt.

Om det var det rigtige valg, ved vi først søndag, når vi har set, hvor god en enkeltstart Hirschi og Kragh kører, og hvordan de klarer brostenene. Med denne strategi sikrede de sig formentlig en podieplads, og det er trods alt et ganske glimrende udkomme, ikke mindst fordi det opnås med et stort talent. Og Kragh kunne meget vel være i spil til en fin 4. plads og dermed få tanket vigtig selvtillid efter et år, der bestemt ikke er gået som håbet.

I det hele taget var det dagen, hvor de danske klassikerryttere rejste sig. Kragh, Michael Valgren og Mads Pedersen har alle haft en ganske forfærdelig sæson, men i dag kørte de alle det, der vel må betegnes som årets bedste løb - i hvert fald på WorldTouren, og hvis man ser bort fra tidskørsler. Særligt Valgren må opleve det som en stor lettelse, at han for første gang i år kunne blande sig med de bedste, og måske var det i virkeligheden en grand tour, han havde brug for at komme igennem. Eller også er der bare sket et eller andet for Dimension Data, for i disse dage har Stephen Cummings og Giacomo Nizzolo også imponeret i hhv. Norge og Burgos. Det kan man da i hvert for det hårdt prøvede sydafrikanske mandskab håbe.

For Pedersen var der også oprejsning. Nok løb kræfterne tør til sidst, men ingen kunne have forventet mirakler fra en mand, der ikke er nogen letvægter på så stejle stigninger, og som faldt fra tidligt på stigningerne i Polen. I dag var han ganske offensiv først på etapen, og senere, da løbet var ved at glide Trek af hænde, førte han flot for Fabio Felline, der med en 11. plads også fortsatte sin genrejsning. Nok blev det ikke til et personligt resultat, men med tanke på de lead-outs, han kørte først i løbet, må årets BinckBank Tour siges at være stedet, hvor Pedersen kom tilbage på sporet.

Det blev også dagen, hvor en stribe hurtige herrer overraskede. Mens det ikke helt uventet blev for hårdt for Sam Bennett, var Ivan Garcia dagens helt store overraskelse. Nok har han i Vueltaen vist, at han på sine gode dage klatrer fremragende, men efter en skuffende Tour lå det ikke i kortene, at han skulle være i stand til at køre fra flere af verdens førende specialister på en etape, der udviklede sig ganske hårdt. Ikke desto mindre viste spanieren, at hans vanvidsføring i tirsdags vitterligt var udtryk for eminente ben, og selvom projektet i sidste ende mislykkedes, blev den 15. august dagen, hvor Garcia for alvor viste, at hans potentiale er større end som så. På samme vis var der næppe mange, der havde luret, at Reinardt van Rensburg ville sidde med favoritterne - og ja, så er vi tilbage ved de opløftende akter fra Dimension Data.

Lignende opløftende takter kom også fra en stribe andre ryttere. Efter et forår, der blev ødelagt af sygdom og skader, viste Dion Smith atter det potentiale, han hvert år synes at vise i dette løb, og som også kom til fuld skue på den svære sidste etape i Volta a Catalunya i år. Stefan Küng kom efter en skidt sæson hæderligt igennem den for ham vanskeligste etape, Ruben Guerreiro kørte sit vel nok bedste europæiske WorldTour-løb, Kevin Geniets og Martijn Tusveld understregede, at de er meget lovende talenter, og Zhandos Bizhigitov fik vist, at det altså ikke kun er Alexey Lutsenko, der som Astana-kasak har sin berettigelse på højeste niveau.

Til gengæld var der også tabere. Størst var naturligvis Deceuninck, der på forhånd lignede løbets stærkeste hold, men som ganske enkelt blev kørt midt over. At formsvage Bob Jungels ikke kunne spille en rolle, var til at forudse, men holdet havde utvivlsomt regnet med, at som minimum en fra duoen bestående af Zdenek Stybar og Philippe Gilbert kunne spille en rolle. Den belgiske veteran var desværre en skygge af sig selv og skal være flad for overhovedet at holde sig inde i kampen om top 10, og Stybar manglede det sidste for at følge favoritterne. Dermed ser det for en gangs skyld ud til, at Deceuninck vil opleve et større WorldTour-løb uden nogen stor succes, da også massespurterne er gået dem ilde.

Læs også

Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye

Også EF kom lidt til kort, selvom Simon Clarke og Sep Vanmarcke, der altid har været lidt for tung til Ardennerne, kørte hæderligt, men de kan som minimum se frem til, at Vanmarcke bør være blandt favoritterne, når vi rammer hans terræn på søndag, hvor han med den tilsyneladende gode form vil kunne komme langt. Mere skuffende må det trods alt have været for Greg Van Avermaet, der kom til løbet efter at have kørt fremragende i San Sebastian, men som åbenbart må sande, at der trods alt er grænser for, hvor meget man kan slide på den ellers uopslidelige belgier. Og Oliver Naesen må sande, at han nok stadig er lidt for stor til de stejle ardennermure, og at hans forbedrede klatring først for alvor kommer til udtryk, når det hele bliver en anelse mindre eksplosivt og knap så stejlt.

Alle sammen har de dog noget at se frem til. Hvor denne etape var en lækkerbisken for ardennerspecialisterne Wellens, Hirschi og De Plus, vil ryttere som Naesen, Van Avermaet, Vanmarcke, Gilbert og Stybar alle være mere komfortable på søndagens brostensstigninger. Nok ser det ud til, at den samlede sejr gled dem af hænde i dag, men som minimum er der i hvert fald en etapesejr at gå efter. Og hvem drømmer ikke om at vinde på Flanderns vel nok mest ikoniske stigning?

Det bliver nok svært for Wellens. Selv i de år, hvor han har været som på en anden planet i Ardennerne, har han haft det sværere på de belgiske brosten. Det har dog ikke forhindret ham i at holde sig til de bedste, og det vil han sikkert også gøre på søndag. Forinden skal han forsvare førertrøjen i kamp først og fremmest med De Plus på lørdagens enkeltstart, og lykkes det, har han taget et stort skridt mod en tredje sejr i et løb, der er så tæt, at det ellers burde være svært at vinde mere end én gang.

Men nu har vi vel efterhånden lært lektien. Man kan altid stille uret efter Wellens’ form, når kalenderen siger BinckBank Tour.

Favoritterne

Efter nogle år, hvor man gradvist reducerede sprinternes muligheder i det ellers generelt meget sprintervenlige løb, er man i de seneste to år gået den modsatte vej. Således er der for anden gang i træk hele fire helt flade etaper i årets løb, og dermed kan de hurtige folk se frem til at komme til fadet en sidste gang, inden flere af dem sikkert vælger at skippe weekendens to etaper.

Sidste år kom den ekstra sprinteretape på bekostning af Liege-etape, men i år er det Amstel-etapen, der er gået fløjten. Det kan man i den grad ærgre sig, for feltet er faktisk i regionen. Man kan undre sig over, at arrangørerne nærmest synes at gøre alt for at undgå at skære ind i Limburg-provinsens Amstel Gold Race-bakker, selvom det var yderst nærliggende, når nu de ligger blot få kilometer øst for ruten. Det kunne fint have været kombineret med en finale i Venray, der ikke ligger alt for langt væk, men nu får vi i stedet en etape, som er så flad, at selv Zeeland-provinsen i den vestlige del af Holland, hvor løbet startede, næsten må være misundelige over terrænet.

Derfor er det igen vinden, der er truslen mod en massespurt. Faktisk bliver det ganske blæsende, specielt sidst på dagen, med nogenlunde samme styrke, som vi har set det de foregående dage. Desværre vil der være med- og sidemedvind stort set hele dagen, og derfor vil det formentlig ikke gøre andet end at sørge for, at det bliver en lynhurtig etape. BinckBank-etaper er altid nervøse og stressende, og det vil denne utvivlsomt også være - det er som regel kun modvind, der kan slå løbet helt ihjel - men det ser ikke ud til, at det er her, vi vil få det store sidevindsdrama. Heller ikke på rundstrækningen synes vinden at være gunstig, da stykket med direkte sidevind nok er for kort.

Det ligner således en relativt tilforladelig etape. Nu er tidsforskellene så store, at vi sagtens kan se lidt mere kamp om at komme i udbrud, for chancer for succes er altid større på dette tidspunkt af løbet. Når gruppen er kørt, vil Lotto formentlig sætte sig frem, men for dem vil det være fint, hvis gruppen kørte hjem. Til gengæld forventer vi, at Jumbo og Bora, der i dag gled helt ud af klassementet, vil lægge løbet i et jerngreb og - belært af erfaringerne fra sidste år - køre med en meget lille risikomargin, så forspringet næppe runder tre minutter. Deceuninck, Trek og UAE kan begge tænkes at bidrage, som de har gjort de foregående dage, og vi formoder derfor, at det bliver endnu en massespurt efter endnu en nervøs, men heldigvis tør og derfor forhåbentlig knap så farlig etape. Vi har set, at udbruddet har været tæt på at overraske de seneste dage, men med så mange dedikerede sprinterhold, bør det ende i en spurt. Denne gang kan man også håbe, at udbruddet hentes inden den sent placerede Gyldne Kilometer, hvormed de hurtige klassementsryttere kan gå efter lidt bonus, selvom det nok ikke bliver et tema for de tre øverst placerede.

I sidste ende forventer vi altså endnu en spurt, denne gang i en meget ukompliceret. Her kommer det sidste sving 1800 m fra stregen, og dermed bliver der for en gangs skyld bedre chance for at lade farten tale. Vejene i Holland er altid så smalle, at risikoen for at blive lukket ned er stor, men denne gang burde folk uden alt for stærke hold have en bedre chance. Med modvind på opløbsstrækningen skal timingen dog under alle omstændigheder være i orden.

Læs også

Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb

Naturligvis er det umuligt ikke at pege på Sam Bennett som storfavorit. Dylan Groenewegen har vist sig at være temmelig træt, og dermed står det klart, at Bennett er løbets lige nu i særklasse hurtigste. I onsdags var han sågar i stand til at vinde på en defekt cykel, og det siger alt om, hvor stort et overskud ireren har. I tirsdags satte han da også Groenewegen ganske suverænt til vægs på en intakt cykel, og dermed synes det kun at være dårlig timing eller position, der kan forhindre ham i at vinde. Naturligvis er hans strategi med at udse sig det bedste hjul altid farlig, for man risikerer at blive lukket inde, men Bennett har ikke blot vist sig eminent til at vinde kampen om det rigtige hjul, han har også været enormt snarrådig og lynhurtigt skiftet hest, hvis det har været nødvendigt. Den kombination af årvågenhed, fremragende positionering samt ikke mindst den højeste topfart bør gøre, at Bennett fredag kan tage sin fjerde og sidste etapesejr i løbet.

Hans værste rival er naturligvis Dylan Groenewegen. Nok har vi set, at hollænderen er træt, men alligevel var han tæt på at vinde i går. Faktisk viste han også, at han var markant hurtigere end Jasper Philipsen, og dermed stod det klart, at han er den eneste, der er i nærheden af at kunne true Bennett på topfart. Samtidig har Mike Teunissen været sublim som lead-out man de seneste dage, hvor han hver gang har siddet i position, og det var kun i mandags, hvor han troede, at han havde tabt sin kaptajn, at han ikke fik gjort arbejdet færdigt. Det arbejde betyder mindre i denne knap så tekniske finale, men der er grund til at tro, at Groenewegen atter kan blive afleveret perfekt. Sker det, er han stadig manden, der kan true Bennett, træthed eller ej.

I dette løb har Jasper Philipsen virkelig vist, at han vitterligt er et enormt talent. Han har nemlig bekræftet fornemmelsen af, at han er eminent i positionskampen, som ellers kan være meget svær at få styr på i dette hektiske og stressende løb. Selv når han har været lidt for langt tilbage, har han lynhurtigt reageret og åbnet en lang spurt, og det har indbragt ham hele tre top 4-placeringer. Samtidig har hans tog med Roberto Ferrari i går og Juan Sebastian Molano i mandags vist, at det hører til blandt de bedste, men desværre har det knebet lidt med timingen, så de enten er gledet tilbage, eller Philipsen har skullet åbne for tidligt. Molano har dog vist, at han har poweren til at give Philipsen det perfekte lead-out, og skulle det lykkes, må belgieren være manden, der har farten til måske at true de to store favoritter.

Løbet har bestemt ikke været ideelt for Alvaro Hodeg. I mandags sad han for langt tilbage og kørte en ringe spurt, i tirsdags blev han lukket inden, og i onsdags blev han bremset af styrtet. Nu får han en sidste chance, og det er måske også hans bedste. Deceuninck har nemlig vist, at deres tog langt fra er det bedste, og derfor må det være til Hodegs fordel, at finalen her er mindre teknisk. Samtidig kan man forestille sig, at han nu får mere støtte af Zdenek Stybar og Philippe Gilbert, der ikke længere har de store chancer for at vinde samlet, og sker det, er toget pludselig slet ikke så ringe. Florian Senechal leverede i hvert fald et godt lead-out for Fabio Jakobsen sidste år, og kan han denne gang spare sig med hjælp fra Gilbert og Stybar, må det være her, at Hodeg kan blande sig fremme, også selvom han ikke helt har Bennetts eller Groenewegens topfart.

Løbets hidtil bedste tog har været Treks. I alle tre spurter har de været dominerende, uanset om de har kørt for Edward Theuns (på 1. og 3. etape) eller Mads Pedersen (på 2. etape). Efter de første dage står det klart, at det kun er Theuns, som har farten til at vinde, og derfor bør de naturligvis satse på ham igen denne gang. I mandags var han efter et fremragende lead-out fra Pedersen meget tæt på at vinde, og det viser, at det kan lade sig gøre, hvis han har heldet med sig. I går skuffede han, man da havde han også brugt et hav af kræfter på at køre sig tilbage efter en punktering. I frisk tilstand er han langt hurtigere, som vi så på 1. etape.

Etapen her må også være den store chance for Phil Bauhaus. Trods en stærk start på 1. etape har det stået klart, at Bahrain-toget ikke har kunnet matche de bedste, og Bauhaus har hver gang skullet starte sin spurt ude af position. Til gengæld synes han at have fremragende fart, som han også viste ved at slå Hodeg i Italien i juli. I denne knap så komplicerede finale kan man håbe, at Ivan Garcia, Marcel Sieberg og Heinrich Haussler endelig kan få ført ham langt nok frem til, at han også kan få fuldt udbytte af den fart, han også viste, da han med en meget flot spurt var ved at vinde netop i Venray for 2 år siden.

Vi har flere gange rost Kristoffer Halvorsen , der igennem hele året med sin fine positionering har været meget stabil. I går blev han fanget i styrtet, men ellers har han de fleste gange siddet, hvor han skulle. Vi har set, at han mangler lidt på farten, men det kan også skyldes, at han desværre ikke får meget hjælp af Ineos i finalerne og derfor bruger mange kræfter. I Norge vandt han trods alt en etape, og som U23-rytter var han altså lynhurtig. Skulle han denne gang finde det rette hjul uden at slide sig halvt ihjel forinden, kunne det være interessant at se, hvor langt farten virkelig rækker.

Etapen må også være den store chance for Arnaud Demare. Uden den skadede Jacopo Guarnieri har franskmanden igen været offer for sine velkendte positioneringsproblemer, men det er dog alligevel blevet til to 9. pladser. Nu får han endelig chancen i en finale, hvor det i højere grad bliver farten, der taler, og skulle han med hjælp fra Ramon Sinkeldam få sikret sig en hæderlig position, bør han trods alt være en af de hurtigste. Nok er etapen nok for nem til, at han kan true Bennett og Groenewegen, men vi har før set Demare overraske også på ret lette etaper.

I går var Timothy Dupont rasende. Belgieren følte nemlig, at han havde et topresultat i benene, men det blev spoleret af styrtet i det sene sving. Det er da også sandt, at han kom med ganske god fart på de sidste meter og det endda, selvom han havde brugt dumme kræfter efter en tidligere punktering. Allerede inden løbet havde han vist både form og fart, og her får han sin vel nok bedste chance. Nok mangler han Pieter Vanspeybrouck, men i denne finale burde Boris Vallee kunne holde ham så langt fremme, at vi endelig får et relativt klart billede af, hvor hurtig han egentlig er.

Læs også

Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

Det er også endelig blevet tid til at nævne Jakub Mareczko. Det har vi hidtil afholdt os fra, for naturligvis har den positioneringssvage italiener ikke haft mange chancer i de tekniske finaler. Til gengæld viste han fin fart, da han som følge af styrtet faktisk vandt på at sidde dårligt i onsdags og klemte sig ind i top 10, og han har generelt været i fremragende form siden sommerpausen. Selv i denne finale vil Mareczko altid være i fare for aldrig at komme til at spurte, men åbner vejen sig op, burde han have farten til et godt resultat, også selvom farten ikke er, hvad den engang var.

Vi har flere gange rost Amaury Capiot, som har været løbets positive overraskelse. Belgieren har aldrig haft farten til at blande sig med de bedste, men alligevel er han i dette stærkt besatte løb nu tre gange kommet i top 10. Allerede inden løbet viste han noget af det bedste i flere år, og han synes ganske enkelt at være i fremragende form. Farten rækker ikke til sejr, men med sin fine positioneringsevne er han alligevel gang på gang kommet frem til et godt resultat.

Vi må også nævne Jurgen Roelandts. Egentlig troede vi, at han havde droppet at spurte efter skiftet til Movistar, men i går blev han pludselig nr. 4. Naturligvis skyldtes det, at han var en af kun fem sprintere, der ikke blev bremset af styrtet, men det viste lidt om, at han stadig kan positionere sig, selvom det ellers har knebet også i det sidste år hos BMC. I gamle dage var det netop hans store styrke, og selvom han ikke er verdens hurtigste, kan man håbe, at det kan føre ham til et resultat.

Vi må også nævne EF med Sacha Modolo og Moreno Hofland . De første to dage spurtede de slet ikke, men i går forsøgte de sig i det mindste med Hofland. Nu har Sep Vanmarcke og Simon Clarke fået sig en begmand i klassementet, og derfor bør det være tid til at kaste lidt kræfter ind i en massespurt. Normalt er Modolo den hurtigste, og med den fornuftige form, han viste i Polen, burde han være manden, der satses på, men det kan også blive Hofland, der i år faktisk har kørt nogle udmærkede spurter i Norge og Route d’Occitanie igen. Får de støtte fra hinanden, Vanmarcke og Clarke, burde de klare sig hæderligt, ikke minds fordi Modolo plejer at være god i positionskampen.

Blandt de øvrige sprintere er der Thomas Boudat, der måske her endelig kan finde sig en god position, Aksel Nommela, Lionel Taminiaux, Milan Menten, Edward Planckaert, Boy Van Poppel, Davide Ballerini, Oliver Naesen, Jens Debusschere, Dion Smith, Nikolas Maes, Stan Dewulf, Reinardt van Rensburg, og Ryan Gibbons, men vi har svært ved at se dem være med helt i front. Det samme gælder for Joris Nieuwenhuis og Casper Pedersen, hvis Sunweb denne gang skulle vælge at deltage i spurten

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Jasper Philipsen

Outsidere: Alvaro Hodeg, Edward Theuns, Phil Bauhaus, Kristoffer Halvorsen, Arnaud Demare,

Jokers: Timothy Dupont, Jakub Mareczko, Amaury Capiot, Jurgen Roelandts, Sacha Modolo, Moreno Hofland

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Peter Sagans sejr fra 2017.