Optakt: 5. etape af Criterium du Dauphiné

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Ruten

Inden ASO overtog ansvaret, var det helt fast, at Dauphiné altid sluttede med fire store bjergetaper, hvor der oftest var mål på toppen om torsdagen og lørdagen og flade finaler fredag og søndag. Den faste tradition har ændret sig i de senere år, hvor der også i løbets anden halvdel har været enkelte muligheder for sprinterne, selvom bjergerne altid har domineret i de sidste dage. I 2018 vendte man tilbage til den gamle model med fire store dage i bjergene, men den nye tradition med en flad torsdagsetape er blevet den nye norm. Som på 3. etape har arrangørerne dog været hårde ved sprinterne, da de med bare 12 km har indlagt en sand mur, der nok er kort, men som utvivlsomt vil kunne rydde kraftigt ud i feltet inden løbets eneste flade spurtafgørelse - en afgørelse, der slet ikke er for klassiske sprintere. Selv klassementsrytterne skal være vågne for at undgå en gentagelse af scenariet fra 2012, hvor Tour-vinderen Cadel Evans vandt tid ved at angribe på en endda endnu lettere stigning i finalen, og da en udbrudssejr også er en option, sættes en streg under, at årets udgave bare ikke er noget for de hurtigste folk.

I alt skal der tilbagelægges 175,4 km, der fører feltet fra Saint-Chamond til Saint-Vallier, der begge lige på kanten af Alperne. Det giver basis for kuperet terræn, når rytterne med det samme kører mod sydøst og siden nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote du Planil (3,7 km, 6,4%), der er en relativt jævn stigning med top efter 9,8 km. En småkringlet nedkørsel leder nu mod nordøst, inden man kører mod øst og sydøst ad en vej, der er først let stigende og siden let faldende. Senere drejer man mod sydvest ad en let stigende vej, som leder forbi dagens spurt efter 52,4 km, inden man snor sig mod øst og syd ad en let faldende vej. Derfra er det hovedsageligt let faldende - dog afbrudt af en mindre bakke - når man kører mod nordøst ned til Rhone-floden, der krydses lige i udkanten af dagens målby.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Herfra bliver terrænet meget fladere, men afbrudt af flere korte bakker. Først kører man mod syd ned langs floden, inden det går op ad kategori 3-stigningen Coye de la Sizeranne (2,5 km, 6,5%), der er en jævn og ganske stejl stigning med top efter 96,1 km. Her rammer man samme vej som i finalen, hvorfor det kortvarigt går mod sydøst igennem fladlandet, men i stedet for at køre ind til målbyen kører man igennem næsten helt fladt terræn mod først sydøst og siden nordøst. Det flade terræn ændrer sig først, når man rammer kategori 4-stigningen Cote de Hauterives (2,1 km, 5,2%), der er en helt jævn sag med top efter 126,4 km. En lidt kringlet nedkørsel fører mod nord, inden man snor sig mod vest og siden sydvest gennem fladlandet.

Finalen indledes, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 3-stingingen Col de Barbe Bleue (2,1 km, 6,2%), der ligeledes er en helt jævn stigning med top efter 149,2 km. En kringlet nedkørsel fører mod sydøst, inden en lige og let faldende vej leder mod sydvest og vest frem til Rhone-floden, hvor man rammer den tidligere passerede del af ruten. Her drejer man mod syd ned langs floden, men denne gang fortsætter man op ad den stejle kategori 2-stigningen Cote du Montrebut (1,3 km, 12,0%) i stedet for den lettere Sizeranne, der blev benyttet tidligere. Der er tale om en sand mur med hhv. 11,0% og 15,0% over de første to gange 500 m, inden den flader lidt ud med 6,2% frem mod toppen, der rundes efter 163,5 km.

Herfra resterer 11,9 km, der indledes med et let stigende stykke, som fører mod sydøst, inden man kører mod sydøst ad samme kringlede nedkørsel som tidligere. Denne gang fortsætter man dog mod sydvest ad en let faldende og snoet vej, der leder ind til målbyen og målstregen, der ligger helt ud til Rhone-floden. Finalen er lidt kringlet, da man drejer næsten 180 grader med 1100 m igen, inden man med 600 m igen drejer i en rundkørsel. Derfra venter en blød, men relativt kraftig kurve med 200 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning. Det falder let ned mod den sidste kilometer, der er stort set helt flad.

Etapen byder på i alt 2209 højdemeter.

Saint-Vallier er i dette årtusinde blevet besøgt af løbet én gang tidligere. Det var på 1. etape i 2012, hvor man kørte Sizeranne og ikke muren i finalen (og målstregen var placeret lidt anderledes). Her angreb den regerende Tour-vinder Cadel Evans, Jerome Coppel og Andrey Kashechkin, og de lykkedes med at holde feltet bag sig med 4 sekunder, inden australieren spurtsejrede foran franskmanden og kasakken. I Paris-Nice i 2013 kørte man samme finale (som afslutning på en meget hårdere etape med 3200 højdemeter) med en lille bakke lige inden Sizeranne, og dengang spurtsejrede Michael Albasini foran Maxim Iglinskiy og Peter Velits i en gruppe på bare 37 mand.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Vejret

Det ser ud til, at de sidste tre dage i bjergene kan blive ustabile, men forinden venter der en flot og ikke mindst varm torsdag. Om eftermiddagen vil det ganske vist blive temmelig skyet, men temperaturen vil nå hele 27 grader, og risikoen for en byge er bare 10%. Det vil overhovedet ikke være blæsende med bare en svag vind (6-8 km/t) fra sydøst og senere syd. Det giver mod- og sidemodvind frem til den sidste sløjfe, der efter modvind på Sizeranne primært har sidemedvind frem til toppen af Hauterives. Herefter vil de være sidevind afbrudt af modvind på Barbe Bleu, inden man får modvind på Montrebut og derefter sidemodvind næsten helle vejen til mål. Ved den røde flamme får man sidemedvind afbrudt af et kort modvindsstykke efter sidste sving og igen sidemedvind på de sidste 200 m.

Analyse af 4. etape

Det er velkendt, at udstyret spiller en uhyre stor rolle på enkeltstarter. Det krævede eksempelvis bare to cykelskifter at forvandle Rohan Dennis fra et uhyre til et lam og derefter til et uhyre igen. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at store tempospecialister ofte har udstyrselementet som et helt afgørende element i deres holdvalg, og det var eksempelvis ret styrende for Tony Martins holdskifter, da han stadig befandt sig i sin storhedstid.

Formentlig er det også udstyret, der forklarer de tydelige kollektive tendenser, man ofte ser på enkeltstarter. I nogle sæsoner er der hele hold, hvor nærmest alle ryttere fra én sæson til den anden gør gigantisk fremskridt. For nogle få år siden så iv eksempelvis EF-mandskabet, der ellers i en længere periode var forsvundet helt fra temposcenen, imponere med et hav af forskellige ryttere i et hav af forskellige løb. De fleste har ligeledes ofte forbedret sig, når de er blevet iført Jumbo-mandskabets gule trikot. Omvendt havde vi for et par år siden en sæson, hvor det meste af Ineos-holdet syntes at underpræstere i en disciplin, de ellers ofte har ejet - en tendens, der dog kun varede en enkelt sæson.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Derfor gør man også klogt i at lede efter mønstre i løbet af en sæson, og i 2021 har der været ét påfaldende kendetegn, nemlig Astana-mandskabets kasakhiske mirakel. Det startede allerede i UAE Tour, hvor Luis Leon Sanchez, der ellers ikke har kørt en god enkeltstart i en lille menneskealder - han er så erfaren, at han næsten synes at have overlevet flere generationer - pludselig blev nr. 5 i UAE Tour, hvor Stefan de Bod også kørte sit livs enkeltstart, og siden er det bare gået slag i slag. Aleksandr Vlasov blev pludselig en klassementsvinder i en disciplin, der burde være hans akilleshæl, Alex Aranburu, der aldrig tidligere har vist noget som helst, er pludselig blevet lovende, Omar Fraile og Rodrigo Contreras har alle leveret for dem helt uventede præstationer, og senest blev Matteo Sobrero en højst overraskende nr. 4 på den afsluttende Giro-enkeltstart i Milano.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om miraklet er kasakhisk eller italiensk. I hvert fald er det Wilier, der står for cyklerne og har gjort det siden 2020, hvor man afsluttede samarbejdet med det canadiske Argon-18. I 2020 var det bare svært at se, at det skifte gjorde den store forskel i en sæson, hvor der var ganske langt mellem snapsene for det kasakhiske hold, når det gjaldt enkeltstarter.

Sådan har det imidlertid ikke været i 2021, hvor man ofte har kunnet lægge 10% til forventningerne til det kasakhiske mandskabs ryttere på årets enkeltstarter. Derfor kunne man forud for dagens enkeltstart i Dauphiné måske også regne med, at formstærke Aranburu kunne fortsætte de lovende takter fra Baskerlandet. Selvom han ikke er gledet med på holdets positive trend, kunne man sikkert også håbe, at Ion Izagirre ville vise lidt af de takter, der i gamle dage gjorde ham til en af feltets bedste temporyttere. Og måske kunne Alexey Lutsenko, der ellers heller ikke har bidraget til trenden, bare vise lidt af de takter, der gjorde ham til vinder af Danmark Rundt-enkeltstart i en ganske ung alder.

Selv hvis man var i det optimistiske hjørne og lade 50% og ikke 10% til forventningerne, var der dog næppe nogen, der havde ventet den kasakhiske fest, der udspillede sig på de kuperede veje i det sydøstlige Frankrig. Normalt er enkeltstarter ellers den form for cykelløb, der byder på færrest chokvindere, fordi de reelle vinderkandidater ofte kan reduceres til en relativt lille skare af specialister, men at det i dag blev Lutsenko, der skulle hyldes på podiet, må betegnes som en af de større enkeltstartsoverraskelser, vi har set i de seneste år.

En enkeltstart i Dauphiné er nemlig ikke billigt til salg. Tværtimod fås de næppe meget dyrere, da det franske løb er kendt som et af de allervanskeligste, alene af den grund, at næsten hele feltet er meget tæt på deres topform. Selvom mange forundredes over, at Wout van Aert var så god i 2019, var hans sejr for to år siden jo slet ikke noget stort chok, når man betænker de lovende takter, han tidligere har vist, og hans dengang nyfundne fokus på disciplinen. Går man længere tilbage, ser man da stort set også kun favoritsejre på enkeltstarterne i Dauphiné.

Altså lige indtil i dag. Som sagt blev Lutsenko en lidt overraskende vinder af Danmark Rundt-enkeltstarten i 2013, hvor han også blev nr. 8 på den afsluttende Vuelta-enkeltstart, der var så regnvåd, at resultatet lige så godt kunne være bestemt ved lodtrækning, men derudover er der bare blevet længere og længere med snapsene. Ser man bort fra de kasakhiske mesterskaber, er hans bedste enkeltstartsresultat en 11. plads i Paris-Nice i 2017, en 7. plads i De Panne i 2016, en 13. plads ved VM i 2018 og en 14. plads i Romandiet i 2016. På intet andet tidspunkt hat Lutsenko været i top 15 på en enkeltstart, og afstanden mellem de kasakhiske snaps er kun vokset med årene.

Mest paradoksalt er det næsten, at sejren kom i et år, hvor intet har fungeret for kasakken. Normalt er han kendt som kongen af februar, hvor han har været en sand vindermaskine i de seneste sæsoner, men i år kom han gennem hele foråret uden at levere andet end skuffelser. Heldigvis ved vi også, at det netop er højdetræningen på Teide, der altid har bragt ham i superform, og det gjorde den også, da han i 2019 landede i Frankrig som en fabelagtig hjælper for Jakob Fuglsang, da danskeren vandt Dauphiné.

Samme form synes han at have fundet denne gang. Lutsenko vandt nemlig ikke bare enkeltstarten, han slog ganske mange store specialister. Som fortsættelse af sæsonens Astana-mirakel var han endda slet ikke alene, da også Izagirre, holdets erklærede klassementsrytter, pludselig brød en ellers konstant nedadgående trend ved at køre en enkeltstart, der måske endda overgår dem, han kørte i perioden, hvor hans fremragende enkeltstarter gjorde ham til en af verdens mest succesrige ryttere i ugelange etapeløb.

Det stoppede endda ikke her. Lille Oscar Rodriguez, der er indbegrebet af en temposvag rytter, blev en lige så chokerende nr. 22, og Aranburu havde kurs mod endnu en stor enkeltstart, indtil et styrt kostede det hele. På dagen, hvor Ineos skulle have lagt løbet i et jerngreb, var det Astana, der var det klart bedste mandskab, og selv med Aranburus styrt, der betød, at det blev Rodriguez, der indgik i holdkonkurrencen, var kasakkerne i det kollektive klassement hele 8 sekunder bedre end det britiske storhold.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Lige så store vindere, Astana var, lige så store taber var Ineos nemlig. Nu vil de fleste hold nok være yderst tilfredse med en 6., 10. og 11. plads, men for holdet, der har domineret Dauphiné i det meste af dette årti, var dagens resultat en gigantisk fiasko. Særligt kom det som et chok, at Geraint Thomas endte helt nede som nr. 10 på dagen, hvor han skulle lægge grunden til en anden samlet sejr i løbet.

Det så ellers ud til at gå efter drejebogen, da waliseren satte suverænt bedste mellemtid, men noget tyder på, at formen måske ikke er helt så god, som han regnede med. I hvert fald indrømmer han ganske åbent, at hans pacing var helt skæv i forhold til de ben, han havde fået med sig til Frankrig fra træningen på Teide, og det blev derfor en dyr affære. Ganske vist vandt han stadig tid på de fleste rivaler, men det ventede nyrestød udeblev totalt. Der var således næppe mange, der havde regnet med, at Thomas onsdag eftermiddag skulle være 10 sekunder foran Ben O’Connor, 11 sekunder foran Jack Haig og 14 sekunder foran Aurelien Paret-Peintre.

Nu skal man passe på med at lægge alt for meget i én dårlig dag, men det er naturligvis en anelse bekymrende så tæt på Tour-starten. Det er i hvert fald meget uvant for Ineos ikke at komme ned fra Teide med en form, der er 20% bedre, end den har været først på sæsonen, men det var ingenlunde tilfældet for Thomas denne gang. Med tanke på, at han skal vinde Touren på enkeltstarterne og ikke i bjergene, er dagens resultat urovækkende. Hverken O’Connor, Haig eller Paret-Peintre kan nemlig bestegnes som et slovensk monster.

Lidt bedre gik det for Richie Porte, men heller ikke han kørte sin bedste enkeltstart. Nok havde ingen regnet med en præstation, som da han i sin storhedstid i 2017 knuste al modstand på enkeltstarten i dette løb, men præstationen på en kuperet rute som denne stod ikke helt målt med det, man kunne forvente på baggrund af de seneste enkeltstarter. Det er dog stadig opløftende, at han er kommet så stærkt tilbage fra det ringe 2019, og da han med alderen er blevet lidt af dieselmotor med brug for mange løbsdage for at finde form, kan han håbe, at det kun går fremad hen mod Touren, som det gjorde i 2020, hvor hans Daupiné var en katastrofe og Touren en gigantisk succes.

Helt galt gik det dog for den tredje kaptajn, Tao Geoghegan Hart. Allerede i mandags kunne man fornemme, at han var rusten på stigningerne, og dagens lille katastrofe er blot en fortsættelse af det elendige år, han har haft fra start. Det lille lyspunkt, vi så i Liege, var i hvert fald meget kortvarigt, og hvis ikke billedet ændrer sig i bjergene, er det svært at forsvare hans beskyttede rolle i Touren, hvor holdets mange kaptajner giver en udpræget mangel på hjælpere. For Ineos er det i hvert fald svært at glæde sig meget over den flotte enkeltstart af stortalentet Carlos Rodriguez eller over den lille - og kun lille - genrejsning, Michal Kwiatkowski leverede efter mandagens nedtur.

I det hele taget var det storholdenes nedtur. Det gik nemlig ikke spor bedre for Jumbo, hvis to kaptajner begge floppede. Særligt bekymrende er det for Steven Kruijswijk, der gennem nu to år har lignet en stadig mere pensionsmoden rytter, og som i dag fik endnu en lussing efter et elendigt forår. Det er ellers alene enkeltstarterne, der har været opmuntrende i år, men også den trend blev brudt i dag. Endnu værre gik det for Sepp Kuss, men hans nedtur kan jo ikke undre. Det kan blot med ærgrelse konstateres, at han overhovedet ikke har gjort fremskridt i en disciplin, der lige nu ligner en gigantisk udfordring for hans videre ambitioner.

Lyspunktet er naturligvis Jonas Vingegaard. Modsat Kuss har danskeren kunnet drage fordel af det generelt gode Jumbo-arbejde i disciplinen, og efter mandagens skuffelse, hvor vi nok engang så, at Vingegaard desværre ofte falder igennem på den første bjergdag efter en pause, kørte han sin tredje sublime enkeltstart i år - endda i en ikke alt for formstærk tilstand. Vingegaard er ret pludselig blevet den komplette rytter, man altid drømmer om, men samtidig har løbet her også sat en streg under, at stabilitet fortsat er den store udfordring, hvis han skal blive en rigtig etapeløbsstjerne.

Stjerne er Miguel Angel Lopez allerede, og også han må betegnes som en vinder. Colombianerens enkeltstarter er mildt sagt svingende, men dagens udfald var et af de bedre, selvom det ikke var på niveau med de vanvidsridt, han tidligere har leveret i Algarve (i øvrigt på en Wilier-cykel og i en Astana-trøje) og i Tour de Suisse, men med tanke på hans lige nu ikke alt for overbevisende form. Det var til gengæld også det eneste lyspunkt hos Movistar, der nok engang må sande, at Alejandro Valverdes gode enkeltstart har været død og begravet i flere år, og at Enric Mas’ drøm om at gå fra superlangsom til bare langsom starter i denne omgang ikke er blevet til virkelighed.

Så var billedet straks mere entydigt hos Bora, der havde en fremragende dag. Wilco Kelderman, der ellers i de senere år har været temmelig langt fra fordums styrke i sin gamle paradedisciplin, kørte sin bedste enkeltstart vel siden Vueltaen i 2017, hvor han blev nr. 2 bag Chris Froome. Holdets anden kaptajn, Patrick Konrad, kørte endda det, der vel må kaldes karrierens allerbedste efter en generelt nedslående sæsonstart, og Lukas Pöstlberger gjorde det umulige ved med sin superform at forsvare trøjen på en rute, der rimede langt mere på klassementsryttere end halvtung østriger. Det er vist ret åbenbart, at han er i sit livs form i disse dage!

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det er Kasper Asgreen nok ikke - det var nok i april, at det var tilfældet - men danskeren kørte alligevel en fornem enkeltstart. Egentlig gjorde han det, han skulle, da han slog sine tre store rivaler, Thomas, Porte og Brandon McNulty, men desværre kom der et Astana-mirakel i vejen for en dansk etapesejr og dermed det definitive gennembrud som temporytter på WorldTouren. Heldigvis vidner dagens præstation på så kuperet en rute om, at den store sejr nok skal komme om ikke alt for længe.

McNulty gjorde det nu heller ikke sværere for ham. Amerikaneren, der ellers har været uhyre konsistent i sine enkeltstarter i år, fortsatte sin temmelig svingende kørsel i dette løb. Nu er en 8. plads slet ikke et ringe resultat, men for amerikaneren må det regnes som årets dårligste. Desværre måtte Mikkel Bjerg også sande, at han lige nu er en af de mange U23-verdensmestre, der har det sværere som professionel, men den vanskelige rute talte i dette selskab nu heller ikke til danskerens fordel.

Det gjorde den til gengæld for Ilan van Wilder, der efter det vilde ridt i Romandiet, bekræftede, at han er et af de mest spændende etapeløbsnavne, ganske enkelt fordi han er et af de mest komplette. Som U23 imponerende han mest i bjergene, men som professionel er det på enkeltstarten, at han lige nu er mest lovende. Det bliver spændende i de kommende dages bjerge at se, hvor tæt han er på at være den komplette etapeløbsrytter, han har udsigt til at blive, og om han derfor kan bryde ud af Remco Evenepoels skygge, der fik hans juniorkarriere til at gå alt for meget under radaren.

Han er i hvert fald mere alsidig end mange andre klatrere, men blandt disse var der nu flere, der gjorde det uventet godt. Særligt er det værd at fremhæve den i år så fabelagtigt kørende Ben O’Connor, der kørte den sidste kuperede del af etapen uhyre overbevisende. Når man betænker, hvor temposvag han plejer at være, og hvor fremragende han var i Romandiet og Giroen, bliver han meget interessant de kommende dage, hvor han definitivt kan bryde ud af sin enorme og alt for lange krise. Da også Paret-Peintre kørte sit livs enkeltstart, var det på alle måder en stor dag for Ag2r.

Det var det også for Bahrain. Allerede i mandags fornemmede man, at Jack Haig syntes flyvende, og det er han i sandhed. Også han kørte nemlig sit livs enkeltstart og kan måske nu endelig at have kurs mod det tårnhøje topniveau, han senest havde i efteråret 2019 og vinteren 2020, men som forsvandt totalt under nedlukningen. Måske er det i dette løb, at vi endelig ser, hvorfor han for kort tid siden lignede et af de meste spændende etapeløbstalenter. At Dylan Teuns så havde mere vilje end ben og eksploderede efter et vildt udlæg, er et ærgerligt malurt i bægeret, fordi det bekræfter den nylige tendens i en nedslående tid for belgieren.

Nedslåede har det ikke være for David Gaudu, der har haft et stort år, men enkeltstart kan han ikke køre. Som ventet havde den lille franskmand en svær dag, men han forsvarede sig nu ganske hæderligt. Han gjorde det i hvert fald bedre end de tre endnu mere oplagte tabere, Nairo Quintana, Louis Meintjes, Pierre Rolland og Guillaume Martin, men ingen af de fire klatrere kunne have forventet noget mirakel.

Lige nu fås mirakler nemlig kun i Kasakhstan, men der fås de til gengæld også til overflod. Sanchez og De Bod startede trenden i UAE Tour, og derfra er det kun gået én vej. Det foreløbige højdepunkt blev nået i Giroen med Vlasov og Sobrero, men dagens choksejr til Lutsenko er i en helt anden liga. Hvis den opadgående tendens fortsætter, tør man slet ikke tænke på senere på året. Jakob Fuglsang kan inden Tour de Suisse i hvert fald håbe på, at Astana-miraklet ikke stopper lige foreløbig…

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Favoritterne

Var de ikke i det grundige hjørne, da de lagde deres løbskalender, vil der være en sprinter eller to, der vil være blevet skuffet. Et overfladisk blik på profilerne til Tour de Suisse og Criterium du Dauphiné vil nemlig efterlade én med det indtryk, at det franske løb i år er det klart mest sprintervenlige. Som altid byder Dauphiné nemlig på to etaper med relativt flade afslutninger, og det er også tilfældet i år, hvor de atter falder på 3. og 5. etape.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Nu skal man også klatre ganske godt, hvis man vil være i spil til de to potentielle spurtafgørelser i Schweiz, og det er derfor helt urimeligt at betegne det schweiziske løb som en gavebod - hvilket nok forklarer, at de fleste sprintere denne gang søger til de fladere løb i Belgien og Slovenien - men selvom Dauphiné-profilerne ser mindre dramatiske ud, skal man ikke lade sig snyde. Vi så allerede i går, hvordan bakken op til mål helt forventeligt var mere for puncheurs end sprintere, og de hurtige folk risikerer at få sig endnu en skuffelse, når det torsdag gør løs med den sidste etape, inden bjergene tårner sig op over de sidste tre dage,

Ved første blik ligner de små bakker i finalen ikke noget særligt, men man skal bestemt ikke tage fejl. Allerede Barbe Bleue er en pæn, men ikke uoverkommelig stigning. Det er dog den sidste mur, der kan forandre løbet ganske radikalt og give en helt anden finale, end mange af afslutterne har drømt om.

Som nævnt ovenfor har vi faktisk haft en tilsvarende finale i Dauphiné i 2012 og Paris-Nice i 2013. Dengang var sidste udfordring dog Sizeranne-stigningen, der denne gang kommer tidligere på ruten, men alligevel lykkedes det den forsvarende Tour-vinder, Cadel Evans, at give Sky et overraskende nederlag, da han i 2012 kørte væk i finalen. Det skulle blive hans eneste lyspunkt i et løb, hvor briterne var altdominerende, men det viser, at afslutningen ikke skal undervurderes - slet ikke fordi Sizeranne er meget lettere end årets mur. I Paris-Nice lykkedes lignende angreb ikke, men her var der færre end 40 mand tilbage til sidst. Dengang var den samlede etape dog betydeligt hårdere.

Det er ret svært at sige, hvor stor forskel muren kan gøre. Jeg vil bestemt ikke blive overrasket, hvis visse klassementsryttere tester benene - her tænker jeg specielt på altid aggressive Guillaume Martin samt måske Ben O’Connor og en revanchelysten Alejandro Valverde - for stigningen er stejl nok til, at man kan køre væk. Til gengæld er den også så kort, at man kan vinde meget ved at ramme stigningen forrest i feltet, og det er derfor ikke en uoverstigelig udfordring for de holdbare sprintere.

Der kan da næppe heller være den store tvivl om, at Sonny Colbrelli drømmer stort om endnu en sejr. Jeg vil også tro, at Trek er villige til at gå efter en sejr med Jasper Stuyven, da den relativt tunge trup i bjergene mest er outsidere. Spørgsmålet er bare, om det er nok i et løb, hvor udbrud har været meget svære at hente.

En udbrudssejr kan i hvert fald ikke udelukkes. Starten er knaldhård, og når han nu svigtede mig i går, vil jeg tro, at Tim Wellens er frisk på at udnytte den fine form, han viste i dag. Han har mistet lidt tid og er ikke en alt for stor trussel mod hverken Boras trøje eller Ineos’ langsigtede ambitioner, og med så vanskelig en start er der basis for, at vi kan få etableret et meget stærkt udbrud. Jeg tror i hvert fald ikke, at vi vare får et lille og ufarligt udbrud som i går. Denne gang bør der blive kamp om det.

Spørgsmålet er, om starten er for hård. Risikoen for, at et udbrud vil true trøjen, er i hvert fald betydelig, og selvom de vil have det fint med at lade et udbrud køre hjem, kan Bora nu være tvunget til at holde dem i ret kort snor. Pöstlberger afgiver i hvert fald ikke trøjen frivilligt, og tyskerne vil forsvare den med næb og kløer. Jeg regner også med, at de har to sikre allierede i Trek og Bahrain, og måske vil UAE også arbejde for Alexander Kristoff. Det virker svært for ham, men det gjorde det også på 1. etape, hvor araberne alligevel jagtede hele dagen. Ag2r kunne også være en allieret, men det vil være højst uvant for dem at føre for Clement Venturini.

Det store jokerhold er Astana. Hvor aggressivt vil de gå efter at få Alexey Lutsenko i trøjen? Det kan de sagtens komme ved at sætte Pöstlberger på muren, og derfor behøver de ikke at hente et ufarligt udbrud. Et farligt udbrud kan til gengæld true Lutsenkos gule drømme, og da det samtidig er en god etape for Alex Aranburu, der heldigvis ikke slog sig i dag, er det bestemt ikke utænkeligt, at vi vil se Astana tage ansvar også. Går der lang tid, inden udbruddet kører, kan de måske endda gå efter dagens spurt, der i ét hug kan sende Lutsenko i gult.

Derfor burde der være relativt mange hold til at jagte, og derfor tror jeg, at udbruddet får det svært. Ganske vist er der fire ret svære stigninger undervejs, men generelt er den sidste halvdel af etapen flad. Det er ikke umiddelbart terræn, der giver udbrud de bedste chancer. Gruppen er formentlig så stærk, at de bestemt skal regnes som en mulighed - særligt i lyset af løbets generelle trend - men mest tror jeg på samling.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Spørgsmålet er, hvad der vil ske i finalen. Nu har jeg skældt ud på Astana for at være så passive de foregående dage, men udsigten til en førertrøje og det generelle momentum, de opbyggede i dag, bør få dem til at tage mere initiativ. Det vil være helt oplagt, at de lægger pres på, når vi rammer de to sidste stigninger, hvor der bør være en chance for at komme af med Pöstlberger og samtidig sætte Aranburu i scene til en etapesejr.

Angreb skal nok vente til muren, og her har jeg allerede nævnt de kandidater, der kan tænkes at forsøge sig. Derudover kan Astana lægge pres på, men det mest sandsynlige er måske, at det igen er Ineos, der tager kontrol. Positionering betyder alt på så kort og stejl en stigning, og briterne vinder derfor meget ved at lægge løbet i et jerngreb og sætte et tempo, der dels bevarer positionen, dels afsporer folk fra at angribe.

Kan man så lave en Evans og køre væk? Det tror jeg ikke. Dertil er Ineos nok for stærke, og derudover er vinden ugunstig det meste af vejen hjem. Det gør det også svært med et angreb på det flade, selvom jeg er ret sikker på, at Kasper Asgreen kunne have planer om et forsøg. Han skal overveje, om hans bedste vej til gult går via et forsøg på at vinde en spurt og tage 10 bonussekunder eller via angreb. Hvis han ser sig om og opdager for mange sprintere, vil han formentlig prøve et fremstød. Det bliver dog ganske svært at gennemføre det under disse betingelser, også selvom den generelt snoede vej ikke er helt ringe for en mand eller gruppe, der vil snyde et felt.

Jeg vælger dog at tro på en reduceret massespurt, men jeg er virkelig i tvivl om, hvor stor gruppen vil være. Hvis ikke Astana tager initiativ, er stigningen så kort, at mange kan overleve alene på en god position i bunden. Hvis til gengæld Astana lægger tryk på, når de rammer de sidste to, kan vi få en ganske selektiv etape.

Man kan dog umuligt undlade at pege på Sonny Colbrelli som favorit. Italieneren har ikke blot været den suverænt bedst klatrende af sprinterne, han har også været i særklasse i de to første flade spurter. Colbrelli synes lige nu i sit livs form, og medmindre der slet og ret kører en lille gruppe af klassemenstryttere, ligner han ikke en mand, der bliver sat af. Den største udfordring kan måske være for Bahrain at få en spurt, men lykkes det, er Colbrelli i hvert fald soleklar favorit, også selvom han er bedre i en puncheur- end i en flad spurt.

Er der trusler? Ja. Colbrellis positionering er gået godt i dette løb, men det er normalt en svaghed. Finalen er meget kringlet og handler mere om position end ren fart. I det spil har Colbrelli altid været sårbar, og det kan han også være igen, særligt hvis han kun har Jack Haig og Dylan Teuns som hjælpere til sidst. I en flad spurt er han normalt heller ikke i særklasse i dette felt, og det er bestemt ikke utænkeligt, at han kan blive slået på ren fart. Lige nu ligner han bare med sin form en mand, der bliver svær at bide skeer med.

Dette er en vurdering af vinderpotentiale, og derfor har jeg Jasper Stuyven som nr. 2. Jeg er langt fra sikker på, at han overlever, men en kort, eksplosiv mur kan trods alt ikke være helt ringe for en mand fra de flamske klassikere, selvom denne er for lang til at være god for en specialist i den slags løb. Stuyven er heldigvis god i positionskampen, og han vil formentlig sørge for at ramme stigningen helt fremme, og så burde han være stærk nok til at klare den. Han synes i hvert fald i glimrende form med sin klatring på 1. etape og sin flotte spurt i gårsdagens lidt for stejle finale. I en flad spurt synes han kun at blive langsommere, men Colbrelli er ikke nogen Sam Bennett, og det er ikke en mand, der på en god dag er umulig for Stuyven. I hvert fald har han glæde af den tekniske finale, da han normalt er italieneren ganske overlegen i positionskampen.

Dernæst vil jeg pege på Clement Venturini. Franskmanden burde være ganske flad for en kort, stejl mur, der passer fint til hans karakteristika, og han har en ganske fair chance for at overleve. Efter det pludselige formdyk i Catalonien, hvor han rød ned i et hul resten af foråret, er han kommet stærkt tilbage med ret overbevisende kørsel de seneste dage. Med de ben bør han have en god chance for at overleve, og den tekniske finale er guf for crossrytteren, der dog synes at have tabt sin fine evne for positionering. En flad spurt er heller ikke spidskompetencen, og vi så da også i mandags, at Colbrelli var ham overlegen. Alligevel blev han nr. 2 i spurten, og også for ham gælder, at der ikke er sprintere i dette felt, som han ikke på den rette dag kan få skovlen under, særligt i en teknisk finale.

Som sagt håber jeg, at Astana er villige til at lægge et pres, der kan give en underholdende finale. Det kan både sende Lutsenko i gult og give Alex Aranburu en chance for at gå efter etapen. Baskeren har virket formstærk hidtil, både med hans overbevisende og meget lange spurt i går og med dagens enkeltstart. Styrtet i finalen kan sætte ham tilbage, men meldingen er, at han er sluppet uskadt. Aranburu elsker korte, stejle mur, og han burde - hvis han er frisk - være stensikker på at overleve. Skal han vinde, skal det dog nok være selektivt, for han er i en flad spurt overmatchet mod de bedste. Samtidig er hans positioneringsproblemer blevet endnu mere tydelige i dette løb, og det er problematisk i denne kringlede finale. Hvis endelig han kan få hjælp af Lutsenko, kan han dog også drage fordel af et stærkt hold til faktisk at slå hurtigere ryttere. Bedst chance har han dog, hvis Astana kan få bugt med dem undervejs.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Dernæst vil jeg faktisk pege på Kasper Asgreen. Som sagt skal danskeren finde ud af, om den bedste vej til trøjen er et sent angreb på det flade - muren er for stejl til, at han kan køre offensivt mod alle klatrerne - eller om gruppen er så lille, at det er realistisk at tage de sekunder i en spurt. Begge strategier kan fungere. Som sagt betyder vinden, at et sent angreb bliver svært, men den generelt snoede og kringlede finale gør det ikke umuligt. Hvis nogen kan køre alene hjem, er det Asgreen. I en spurt er han bestemt heller ikke uden chance. Han så ganske overbevisende ud, selvom han blev bremset i mandagens spurt. Colbrelli er hurtigere, men i en teknisk finale kan meget ske, hvis man sidder rigtigt. Skal han have en reel vinderchance, skal vi dog have et selektivt løb, hvilket bestemt heller ikke er umuligt.

Et andet godt bud er Nils Politt. Tyskeren viste igen i dag, at han er i storform, da han på en svær rute kørte en flot enkeltstart, og allerede i søndags klatrede han bedre, end man kunne have troet. Vigtigst af alt var det dog, at han også kørte en ganske imponerende spurt fra en ellers ret ringe position, og det vidner om, at han ikke er uden chance. Den tekniske finale er nok en ulempe for en dieseltype som Politt, og vi skal af med mange sprintere, hvis han skal i spil. Det synes dog ret givet, at han skal køre spurten for at forhindre Asgreen i at snuppe trøjen fra Pöstlberger.

Får Michal Kwiatkowski lov at spurte? Det gjorde han i hvert fald i søndags, men det afhænger nok af situationen. Er gruppen for stor, skal han bare have styr på Geraint Thomas og Richie Porte i den tekniske finale, men er gruppen mindre, er det vel rimeligt at antage, at han prøver igen. Han viste sin hurtighed med et godt resultat i søndags, og vi ved, at han er en ørn i tekniske finaler. Den ringe form fra i mandags forsvandt også i dag, men der er alligevel ingen fuld garanti for, at han overhovedet kommer med hjem. Hvis Ineos bruger strategien med at lægge hårdt pres på muren, kan det meget vel være, at Kwiatkowski ofrer egne chancer, som han så ofte gør.

Jeg er lidt spændt på at se Kaden Groves . Fra U23-tiden vidste vi godt, at han kan klatre, men som professionel har det været usynligt. Derfor var det for mig overraskende, at han klarede sig på 1. etape i et af sportens sværeste løb. Det bør bringe ham i spil som en outsider igen, men spørgsmålet er, om han kan overleve denne meget stejle stigning. Det vil i hvert fald kræve, at han rammer den i fronten, og her er BikeExchange ikke det stærkeste hold til at slås med de bedste mandskaber. I forvejen kom han kun over søndagens stigning som det tynde øl, og mit bedste bud er, at han ikke klarer den denne gang. Umuligt er det dog ikke, og på papiret er han i hvert fald i stand til at vinde i dette felt, selvom han forleden fik startet sin spurt alt for tidligt. En udfordring kan dog være den tekniske finale, hvor han ikke har den helt store støtte fra et hold af klatrere, og han har altid haft sine begrænsninger i positionskampen.

Hvad så med vores store nordmand? 12% rimer ikke rigtigt på Alexander Kristoff, og det er da også alt for stejlt for ham. Helt anderledes er det med 1,3 km, som passer langt bedre til den tunge UAE-sprinter. Ligesom alle andre kan han vinde meget ved at ramme stigningen i front, og han kan som bekendt æde sig selv mere end de fleste. Hans form synes absolut fremragende, for han har klatret storartet både her og i Mallorca. Hans spidskompetence er som bekendt en spurt efter en hård dag, og han er god i positionskampen, hvor et tog med Mikkel Bjerg, Brandon McNulty og Sven Erik Brystrøm (Ivo Oliveira kan få svært ved at overleve) ligner det bedste. Det er afgørende i en teknisk finale, men jeg vil desværre blive overrasket, hvis Kristoff sidder der til sidst.

Heldigvis kan UAE så satse på Sven Erik Bystrøm. Det er stadig sært, at han var så svag i søndags, men siden da har han genfundet formen fra Andalusien. Med klatrebenene fra i mandags klarer han også denne mur, og han viste på samme etape, at han har farten til at begå sig. Det er nok lidt svært at se ham vinde i selskab med flere hurtigere folk, men i en teknisk finale kommer han langt med en god position. Endelig er han med sin gode form slet ikke et ringe bud på en mand, der kan snige sig væk til sidst. Formen rækker i hvert fald langt.

Det har været en fornøjelse at se, hvordan Carlos Barbero er kommet så stærkt tilbage i dette løb. Han klarede stigningen på 1. etape, og i går kørte han en overbevisende spurt fra en ringe position. Det vidner om, at benene er så gode, at han burde have en chance for at komme med hjem. Til gengæld er han meget hurtigere i en stigende end i en flad spurt, og det er derfor ikke tilfældigt, at det gik ham så ilde i søndags. Positioneringsstærk er han heller ikke, men har i Sean Bennett dog en udmærket lead-out man. Der er bestemt ingen garantier for, at han overlever, men lykkes det burde han stadig være en af de hurtigste.

Hvad så med vores veteran? Det har været herligt at se, at Alejandro Valverde igen har mod på at kaste sig lidt ud i spurterne, men hans store problem er også blevet udstillet. Post-Düsseldorf-udgaven af Valverde er en forsigtigper i positionskampen, og derfor blev han nr. 10 i søndags og nr. 11 i går. I det lys er en teknisk finale ikke just en gave. Til gengæld viste han lidt af den ellers forsvundne fart med en god spurt i mandags. For at vinde skal han have et knaldhårdt og meget selektivt løb, hvor de hurtigste er væk og positionskampen mindre intens. Lykkes det, er det ikke umuligt, hvis han til slut skulle sidde bedre end særligt Colbrelli - en opgave, der er svær, men ikke urealistisk.

Det kunne også være en chance for Mads Würtz Schmidt. Danskeren er mere positioneringsstærk, end han er hurtig, men i kraft af den evne slog han Kristoff på Mallorca. Derfor er den kringlede finale faktisk en lille gave til danskeren. Det kræver dog, at han overlever muren, og det kan ikke vide sig sikker på. Det kræver i hvert fald bedre klatreben end i søndags, men går det som i mandags, er det ikke umuligt, hvis han rammer den langt fremme. Alt skal gå hans vej for at vinde, men finalen er tilstrækkeligt kringlet til, at det kan lade sig gøre. Det kan vel heller ikke helt udelukkes, at formstærke Omer Goldstein i stedet kan spurte.

Læs også

Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape

Kan Clement Russo overleve? Det vil undre mig ganske gevaldigt, for han var ikke just tæt på i søndags. Omvendt var han altså brølstærk i de flamske klassikere, hvor han blandt andet blev nr. 29 i Flandern Rundt, og denne kortere stigning burde passe meget bedre til en puncheurtype som ham. Også han kan komme langt med en god position, og hans flotte spurt i gårsdagens knaldhårde finale viser, at han bestemt har fin form. En flad spurt passer ham dårligere, men i dette felt bør han kunne lave et resultat, hvis han sidder rigtigt.

Falder Venturini fra, skal Greg van Avermaet give den endnu et skud, men de første dage har bekræftet, at hans fart altså er kraftigt aftagende. Det er meget længe siden, at han har kørt en god flad spurt, og derfor er det lidt svært at se ham vinde i dette felt. Den tekniske finale hjælper dog alle, der ikke er de hurtigste, og Van Avermaet plejer at være god i positionskampen. Formen er i hvert fald udmærket, som vi så på 2. etape, og han bør derfor utvivlsomt sidde med, også i det hårde løb, hvor han kan vinde. Bedst chance har han dog nok med et sent angreb på det flade, hvor han ligner en af de bedre kandidater.

Hvis Politt falder fra, er det Patrick Konrad, der skal forsøge at stjæle bonussekunder fra Asgreen og Lutsenko. Det er han bestemt heller ikke dårlig til, da han i mandags bekræftede den hurtighed, han desværre viser lidt for sjældent. Også for ham gælder dog, at det skal flaske sig meget, hvis han skal vinde, men får vi den meget hårde udgave, hvor feltet koges ned til noget i stil med det, vi så i mandags, kan det med god position i en teknisk finale lade sig gøre. Bora har også deres sprinter, Michael Schwarzmann, som de faktisk kørte for i går. Han kan faktisk godt klatre, men holdet har så mange ryttere at beskytte, at han formentlig må brændes af, særligt i positionskampen frem mod muren. Og overlever han, har det været så lidt selektivt, at der vil være hurtigere folk end ham.

Vi skal nok ikke have de store forventninger til Floran Senechal. Franskmanden har åbent både i interviews og på sociale medier erkendt, at han er i en opbygningsfase uden de store personlige ambitioner. Derfor taler al logik for, at han bliver sat på den sidste mur. Alligevel må han nævnes. Udvikler løbet sig passivt, kan selv en formsvag Senechal komme langt med god form, og sidder han der til sidst, er han en af de få, der kan slå Colbrelli på stregen. Den tekniske finale passer ham endda storartet, og han har i Kasper Asgreen en storartet lead-out man. Det kræver dog i første omgang, at han klarer muren, og det er der ikke meget, der tyder på. Måske er der større chance for, at den i år så godt klatrende Shane Archbold klarer den. Han har i hvert fald forbedret sin holdbarhed mærkbart og var senest stærk på sidste etape i Andalusien. Om farten så rækker til at vinde mod Colbrelli, er måske mere tvivlsomt, men han vil formentlig få chancen, hvis han sidder der uden Senechals tilstedeværelse.

Når jeg ser finalen, kan jeg ikke lade være med at tænke på muretuapen i Giroen sidste år. Det var den dag, Peter Sagan vandt fra udbrud, men hvor Brandon McNulty angreb fra favoritgruppen i den flade finale og herefter kørte alene hjem til en 2. plads. Amerikaneren har fundet benene de sidste par dage, og da han nu er ude af klassementet, har han lidt mere frihed. Det vil kræve et selektivt løb, hvis den slags manøvrer skal lykkes, men McNulty må være en af de ryttere, der har den bedste chance for at gøre det. Han bekræftede i går som bekendt også, at han slet ikke er så langsom, men i en flad spurt er det svært at se, at han ikke skal køre for enten Kristoff eller Bystrøm afhængig af graden af selektion.

Jeg har allerede nævnt Tim Wellens som mit bedste bud på en udbryder, men han kan også komme i spil til finalen. Belgieren er ikke specielt hurtig på flad vej, og det er derfor ikke som sprinter, han skal vinde. Til gengæld har han ligesom McNulty lidt frihed til at angribe enten på muren eller i den flade finale. Han har i hvert fald det rette aggressive mindset, og vi så med dagens enkeltstart, at formen slet ikke er så ringe. Man skal ellers altid være varsom med Wellens om sommeren, men lige nu synes han at være udmærket kørende.

Man kunne måske også nævne Alexey Lutsenko, men jeg har lidt svært ved at se ham vinde. Ganske vist er han hurtig, men næppe hurtig nok til at vinde, og han vil skulle køre for Aranburu, medmindre baskeren er for mærket efter sit styrt. Et sent Lutsenko-angreb vil normalt også være en glimrende option, men efter den gode enkeltstart i dag er han næppe en mand, man lader køre alt for langt væk. Dorian Godon eri form, men vil aldrig kunne ende i en situation, hvor han selv kan spurte. Hos B6B vil Quentin Pacher¸ Franck Bonnamour eller Eliot Lietaer formentlig spurte, men de mangler farten til at vinde på flad vej. Dylan Teuns er låst af Colbrelli, og selvom han ser bedre ud nu, har jeg svært ved at se Nathan Haas spurte sig til sejr, mens Anthony Perez tilsyneladende helt har opgivet at spurte. Michael Valgren kan også deltage i en spurt, men næppe vinde, og han har nok ikke formen til at gøre en forskel med et sent angreb. Hos FDJ vil Valentin Madouas næppe spurte, og hos Intermarché er hverken Jan Bakelants eller Loic Vliegen hurtige nok til det helt store resultat. DSM vil sikkert spurte med enten Kevin Vermaerke, hvis han overlever, eller Ilan van Wilder samt igen køre offensivt med Marco Brenner og Felix Gall, men der ligger næppe et stort resultat og venter. Hos Jumbo synes Timo Roosen ikke at have formen til at overleve og hævde sig i spurten.

Som sagt skal man igen være opmærksom på udbrud, men det vil kun være en option for folk, der har tabt lidt tid. Jeg har allerede peget på Tim Wellens som bedste bud, men også Brent van Moer, Dorian Godon, Oliver Naesen, Eliot Lietaer, Cyril Gautier, Anthony Perez, Julien El Fares, Jan Bakelants, Loic Vliegen, Mads Würtz Schmidt, Omer Goldstein, Martijn Tusveld, Marco Brenner, Sean Bennett, Mikkel Bjerg og Sven Erik Bystrøm kunne være kandidater.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at der er tale om vinderpotentiale. En stor del af de nævnte kandidater kan ikke ventes at overleve muren.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE - SPILLET STARTER SØNDAG

Feltet.dks vinderbud: Sonny Colbrelli

Øvrige vinderkandidater: Jasper Stuyven, Clement Venturini

Outsidere: Alex Aranburu, Kasper Asgreen, Nils Politt, Michal Kwiatkowski, Kaden Groves

Jokers: Alexander Kristoff, Sven Erik Bystrøm, Carlos Barbero, Alejandro Valverde, Mads Würtz Schmidt, Clement Russo, Greg van Avermaet, Patrick Konrad, Florian Senechal, Shane Archbold, Brandon McNulty, Tim Wellens

Kandidater til et udbrud: Tim Wellens, Brent van Moer, Dorian Godon, Oliver Naesen, Eliot Lietaer, Cyril Gautier, Anthony Perez, Julien El Fares, Jan Bakelants, Loic Vliegen, Mads Würtz Schmidt, Martijn Tusveld, Marco Brenner, Sean Bennett, Mikkel Bjerg, Sven Erik Bystrøm

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.