Optakt: 5. etape af Etoile de Besseges

Ruten

Siden 2012 er løbet hvert år sluttet med den samme enkeltstart i Alés, og afslutningsetapen har udviklet sig til en klassiker tidligt på sæsonen. Ruten er nemlig ganske speciel, da den er stort set helt flad, men afsluttes med en ganske stejl bakke i udkanten af byen. Det har betyder, at de rene specialister som regel er kommet til kort og har givet muligheder for mere alsidige ryttere. I samtlige tilfælde har det samtidig været den klart vigtigste etape, og også i år vil den spille en nøglerolle, selvom Tim Wellens reelt allerede har vundet løbet.

Etapen er 10,74 km lang, starter og slutter i Alés og kan inddeles i to dele. De første knap 8 km er helt flade og består af en kort tur mod nord og vest gennem et par sving og dernæst frem og tilbage mod nord og syd langs floden Gardon d’Ales, der gennemløber byen. Efter at være vendt tilbage til området nær starten krydser man imidlertid floden, inden man fortsætter mod syd ned langs vandet. Her drejer man mod vest ind på den 2,5 km lange Montee de l’Hermitage-stigning, som er en ganske stejl affære, der endda byder på et par hårnålesving. Den gennemsnitlige stigningsprocent er måske nok blot 5,9, men efter 1000 bløde meter med stigningsprocenter på 2-4,5 stiger det over 500 m med hele 9,4%, inden 500 m med 4,4% efterfølges af de afsluttende 500 m, der stiger med 9,8%. Målet er placeret på toppen efter en kringlet afslutning med tre skarpe sving i bunden, fem hårnålesving og et meget skarpt hårnålesving lige inden stregen.

I 2016 gjorde man det flade stykke en anelse længere, men den ændring har man siden sidste år droppet, hvormed den samlede distance er reduceret med 1200 m. Etapen har siden dengang været helt uforandret.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Etapen byder på i alt 181 højdemeter.

Sidste år endte det i en sand EF-fest, da Alberto Bettiol tog en overlegen sejr med 9 sekunder ned til overraskelsen, holdkammeraten Magnus Cort, og 15 sekunder ned til Pierre Latour. Meget tættere var det i 2019, hvor Christophe Laporte tog en uhyre kneben sejr med mindre end et sekund ned til Tobias Ludvigsson og 13 sekunder ned til både Jimmy Janssens og Bauke Mollema. I 2018 sejrede Tony Gallopin for anden gang i træk, og efter hele tre andenpladser var det denne gang nok til også at sejre sammenlagt. I 2017 var Gallopin for første gang bedst efter i mange år at have været tæt på, men det rakte kun til den samlede andenplads bag Lilian Calmejane, der på andenpladsen tabte 13 sekunder. Etapen er herudover blevet vundet af de alsidige specialister Jerome Coppel (både i 2012 og 2016), Bob Jungels, Tobias Ludvigsson og Anthony Roux. Sejrmarginerne har to gange været under fem sekunder, men i tre tilfælde har den ligget på mellem 15 og 20 sekunder, og i 2012 sejrede Coppel endda med hele 26 sekunder i en sand magtdemonstration.

Vejret

Efter en blæsende lørdag venter der en flot, men ligeledes blæsende søndag. Solen vil skinne fra en skyfri himmel, men det vil være koldere end hidtil med en temperatur på 12 grader. Samtidig vil det igen være ganske blæsende med en nordvestlig vind, der tiltager i løbet af eftermiddagen fra 20 km/t for de først startende og 25 km/t for de sidst startende. Det giver sidemodvind på første del af det flade stykke og sidemedvind på anden del. På stigningen vil der være sidemodvind det meste af vejen, indtil man får medvind på den sidste lille kilometer.

Favoritterne

Tim Wellens kan sende vejrguderne - eller måske snarere den franske naturstyrelse - en venlig tanke, når han i aften går til køjs. Dagens 4. etape, der med sin kraftige vind truede med at bringe hans samlede sejr i fare, blev nemlig nærmest ubetydelig i kampen om den samlede stilling, da sjældent mange træer i den ellers åbne region omkring Nimes betød, at der aldrig var skyggen af fare for den førende belgier. Bedre blev det bestemt kun, da det lykkedes Filippo Ganna, Christophe Laporte og Pascal Ackermann at tage bonussekunderne, for selvom de to førstnævnte hørte til blandt løbets forhåndsfavoritter, fik han sat dem begge så langt tilbage i Besseges fredag, at de ikke længere er nogen trussel.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Faktisk synes de eneste trusler nu at være styrt og defekter. Vi er nemlig i den helt usædvanlige situation, at den normalt altafgørende enkeltstart i Alès i år næsten umuligt kan føre til en ændring i førertrøjen. Selv på en meget dårlig dag bør Wellens ikke kunne smide al den tid, han satte i banken med sit ridt i Besseges, og dermed synes han reelt allerede at have sikret sig endnu en etapeløbssejr i den efterhånden ganske lange og imponerende række, der også tæller løb som BinckBank Tour (to gange), Tour de Pologne, Tour of Guangxi, Tour de Wallonie og Ruta del Sol.

Heldigvis er der stadig masser af spænding inden løbets mest klassiske etape. Kampen om de øvrige topplaceringer er nemlig pivåben, og selvom det vil være en overraskelse, hvis ikke Michal Kwiatkowski ender som nr. 2, er der i hvert fald megen spænding om den sidste podieplads. Mads Würtz er umiddelbart i pole position, men etapen i Alès er altid så uforudsigelig og fyldt med overraskelser, at meget kan ske endnu.

Vi kender enkeltstarten til hudløshed, men den er altid uhyre svær at læse. Den blandede rute gør, at etapen har passet godt til både enkeltstartsspecialister, der drager fordel af det flade stykke, og eksplosive puncheurs, der kan gøre en forskel på den sidste stigning. Derfor er de helt tunge drenge som regel udelukket fra kampen om sejren, ligesom man har set eksplosive klassikertyper, der ikke nødvendigvis er gode i kampen mod uret, forsvare sig godt.

Eksempelvis var der ikke mange, der havde luret Magnus Corts 2. plads sidste år, og Tony Gallopin, der jo ikke just er klassisk specialist, har med god power på det flade og fremragende puncheuregenskaber vundet flere gange. Lilian Calmejane er alt andet end temporytter, men har altid forsvaret sig flot, og Sep Vanmarcke er med sin power også blevet nr. 4. Den lidt kortere distance, end vi så for et par år siden, er til fordel for sidstnævnte, men etapen vil formentlig atter blive vundet af en god temporytter, der samtidig kan klatre, som vi har set det de tidligere gange jf. oplistningen af tidligere vindere ovenfor. Et kendetegn ved årets felt er dog, at det er det klart stærkeste i nyere tid, og hvor man tidligere har kunnet tælle specialisterne på én hånd, er der denne gang mere kamp om topplaceringerne og dermed i mindre grad plads til overraskelser.

Vejret kan desværre altid ødelægge en enkeltstart, og det kan også komme i spil denne søndag. På den generelt blæsende søndag blæser det i hvert fald en anelse op i løbet af etapen, og da der er mere mod- end medvind kan det være en fordel for tidligt startende. Heldigvis holder det tørt, og heldigvis afvikles etapen over relativt kort tid, og man kan derfor håbe, at betingelserne alligevel bliver relativt ensartede. Samtidig starter næsten alle favoritterne sent, men der kan være en fordel at hente for de få større navne, der har sørget for at smide noget tid de første dage.

Efter dagens præstation kan der dog ikke være den store tvivl om, at Filippo Ganna er favorit. Det var han naturligvis også inden løbet, men med dagens overlegne ridt fik han fjernet den tvivl, der kunne være om hans form. Samtidig talte han selv om ”nice legs”, og den slags tale må naturligvis vække bekymring hos enhver rival, når man husker på, hvor suveræn italieneren var på alle sine enkeltstarter i anden halvdel af 2020.

Heldigvis gør bakken det mere åbent. Selvom han gang på gang - senest i dag - har vist, at han klatrer ganske glimrende, vil der være folk, der kører en bedre finale end ham. Problemet er bare, at de forinden vil have tabt megen tid til den kraftfulde italiener, der på den 10 km lange enkeltstart i Tirreno sidste år slog topspecialisterne Victor Campenaerts, Rohan Dennis og Geraint Thomas med hhv. 18, 26 og 28 sekunder. På denne etape er det flade stykke marginalt kortere, men til gengæld er modstanden også svagere, og med de klatreben, Ganna viste i sidste års Giro, er det svært at tro, at han på stigningen kan tabe hele sin gevinst fra den flade del. Det kan godt være, at italieneren ikke vinder samlet alligevel, men i morgen sørger han nok alligevel for at komme fra løbet med de to ventede sejre. Favorit er han i hvert fald.

Hvem kan så true ham? Efter moden overvejelse vælger jeg at gå med sidste års vinder Alberto Bettiol. Det havde ganske vist været utænkeligt i gamle dage, men siden den vanvittigt chokerende 2. plads bag Rohan Dennis på den pandekageflade Tirreno-enkeltstart i 2019, har italieneren lært at køre enkeltstart. Det viste han særligt med sin ganske suveræne sejr på denne etape for et år siden, og denne rute passer med den stejle stigning ham endda langt bedre end en klassisk enkeltstart. Til gengæld er der stadig nogen usikkerhed om formen, men Bettiol virker igen i år uhyre velkørende. Han var med i alle nøgleudbruddene på stigningerne i går, og selvom han siden sov i timen, da den rette gruppe kørte, bekræftede han i dag de gode ben. Som en ikke helt klassisk specialist kan han stadig tabe for meget tid på det flade, men jeg tror, at han er med helt i front denne gang.

Egentlig burde Michal Kwiatkowski være nummer 2 på listen. Der er nemlig ingen tvivl om, at polakken sammen med Ganna og Geraint Thomas er feltets ubetinget stærkeste temporytter, og denne rute kunne endda ikke passe meget bedre til en eksplosiv fyr som ham. Når jeg alligevel ”kun” placerer ham som nr. 3, skyldes det, at jeg stadig ikke føler mig helt overbevist om hans form. Vi ved af erfaring, at han nu om dage ofte starter svagt for ikke at toppe for tidligt, og i går var han heller ikke alt for aktiv i den svære, indledende fase, selvom han endte med at ramme det rette udbrud. Det ændrer dog ikke på, at han naturligvis stadig er glimrende kørende, og med sin kombination af klatre- og tempoegenskaber vil det være en overraskelse, hvis ikke han kører med om etapesejren og sikrer sig den samlede 2. plads.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Tim Wellens har som sagt ikke så meget på spil, men der er ingen tvivl om, at han gerne vil slutte af med en god præstation. Desværre er han som temporytter uhyre uforudsigelig. Specialist er han bestemt ikke, og i BinckBank Tour, som han to gange har vundet, har han som regel skullet indhente den tid, han har tabt på enkeltstarterne. På kuperede ruter er han dog ganske glimrende, som han viste i 2019 med sin sejr i Ruta del Sol, og faktisk tog han også en choksejr på en flad enkeltstart i samme års Belgium Tour, endda foran Campenaerts og Remco Evenepoel!!! Det siger alt om, at Wellens er uhyre svær at regne med, men med den superform, han altid har fra start, vil han gøre det godt på denne rute. Jeg tror stadig, at han vil tabe lidt for meget på den flade del, men som Belgium Tour viser, ved man aldrig Wellens, der meget vel kan være den rytter, der kører allerstærkest på stigningen.

Jeg glæder mig meget til at se Benjamin Thomas. Franskmanden er stille og roligt ved at udvikle sig til en af de førende specialister, og han var blandt andet meget tæt på at slå Remi Cavagna ved de franske mesterskaber sidste år - en bedrift, han faktisk gennemførte i 2019. Hans power på en kort, flad enkeltstart så vi med hans top i Tirreno sidste år, og det er derfor primært bakken, der er udfordringen. Thomas virkede imidlertid uhyre overbevisende i Marseille, hvor han var blandt de bedste på stigningerne, og i går var han også med i det brølstærke udbrud på etapens sværeste stigning. Med den form bør han klatre fornuftigt, og med sine tempoevner står han derfor uhyre stærkt til denne etape.

Naturligvis skal vi også nævne Geraint Thomas, men det er med en usikkerhed, der får selv tvivlen om coronakrisens fortsatte forløb til at blegne. Waliseren er nemlig kommet til løbet som ren hjælperytter, og det indikerer i hvert fald, at han er et stykke fra topformen. Hvor han præcis står, ved vi dog overhovedet ikke, og det kan derfor blive både fugl og fisk. Hvis han har samme februarform som i Algarve sidste år, ender han et stykke tilbage, men er han i bedre form end antaget, kan den rytter, der blev nr. 4 ved VM sidste år, og som tillige er en af de allerbedste klatrere, naturligvis være med helt fremme i kampen om sejren. Mest tror jeg på det første, men da dette er en vurdering af vinderpotentiale, betyder usikkerhed om formen, at Thomas får en prominent plads.

Udover Bettiol er der en anden tidligere vinder af denne enkeltstart i feltet. For to år siden grundlagde Christophe Laporte sin samlede sejr ved blandt andet akkurat at vinde denne etape, men det bliver svært at gentage i dette uhyre skarpe felt. Man kan dog ikke komme udenom, at Laporte er i flyvende form - en form, han stillede til skue igen i dag - og han ser ud til at have lagt det svære 2020 bag sig. Han har også vundet en ganske vist svagt besat enkeltstart i Belgium Tour, ligesom han har gjort det i Poitou-Charentes, og derfor har han poweren til den første del. Selvom han klatrer godt på mindre stigninger, vil han dog blive slået af de bedre klatrere til sidst, og derfor ligner det mere et topresultat end en kamp med Ganna om 1. pladsen.

En af dagens positive oplevelser var at se Pierre Latour bide fra sig. Efter Marseille og de første etaper var det nemlig svært ikke at få fornemmelsen af, at franskmanden er formsvag, men i dag viste han i hvert fald, at der er liv i benene. Resultatet i Marseille kan meget vel skyldes, at han blev ledt forkert, og er han i god form, er dette en nærmest perfekt etape for den tidligere dobbelte franske mester i disciplinen, da han har både power og punch på korte stigninger. Det er således slet ikke noget tilfælde, at han i meget formsvag udgave blev nr. 3 på etapen for et år siden, og hvis han er bedre nu - det kan vi stadig ikke være sikre på - bør han være med langt fremme igen.

En anden meget uforudsigelig størrelse er Mads Pedersen. Danskeren har i Tirreno vist, at han på en kort, flad enkeltstart tilhører den absolutte verdenselite, men ligesom for Latour gælder, at hans form stadig er lidt usikker. Normalt er han en langsom starter, og selvom han denne gang er bedre end vanligt, så vi på 1. etape, hvor han blev kørt ud af hjulet, at han helt forventeligt endnu ikke er på toppen. Problemet er, at det først og fremmest er klatreevnerne, det har haltet med i sæsonstarten, og da bakken til slut i forvejen er til den svære side for den lidt tunge dansker, tror jeg, at han taber for meget til slut. Igen er dette dog en vurdering af vinderpotentiale, og hans forrygende tempoevner på det flade gør, at han naturligvis skal regnes som et af de bedste vinderbud, hvis han er i bedre form, end jeg antager.

De danske øjne vil også være rettet mod Mads Würtz Schmidt¸ der burde have gode chancer for at sikre sig den samlede 3. plads. Desværre er den tidligere topspecialist blevet uhyre svær at spå om i denne disciplin. I 2019 og 2020 var der tegn på en tilbagevenden til fordums styrke i den tidligere paradedisciplin, men desværre har han også skuffet i blandt andet sidste års Paris-Nice og BinckBank Tour. Heldigvis synes han at være i fremragende form, og han bør stadig være en af de bedste på det flade stykke. Klassikerstjernerne vil køre stærkere på bakken, men den Würtz, der for fire år siden blev nr. 4 på netop denne etape bare 3 sekunder bag Latour og foran en specialist som Sylvain Chavanel (og Nils Politt, der ligner hans måske værste rival i kampen om den sidste podieplads) bør køre stærkt over hele ruten.

En anden joker er Ethan Hayter. Den unge brite er relativt ubeskrevet som temporytter, men tempoevner har han. Han har vundet prologen i Baby-Giroen og kommer med erfaring fra banen, hvor han drømmer om OL-guld med det britiske forfølgelseshold til sommer. Forud for løbet gjorde hans tempoevner ham da også til en af Ineos’ tre klassementsryttere, og med sine klatreevner og eksplosivitet burde han elske denne rute. Problemet er, at han styrtede i torsdags og havde en meget svær fredag. I dag så han heldigvis ud til at genfinde sine gode ben, men der hersker altså stor usikkerhed dels om det præcise tempopotentiale og hans fysiske tilstand. Derfor kan det blive både fugl og fisk.

Det kan det også med Greg van Avermaet. Den belgiske stjerne har bestemt aldrig været nogen tempoørn, men for et par år siden fandt han pludselig nogle uventede evner med blandt andet en top 10 på specialistruten i Tirreno. De evner er siden forsvundet, men hvis Van Avermaet igen skal køre en god enkeltstart, må dette være ruten. Det er nemlig netop klassikertyper som ham, der ofte overpræsterer på denne rute, hvor han vil være blandt de allerbedste på stigningen. Hvis han stadig har lidt af de gamle tempoevner intakte, kan han forhåbentlig også begrænse tabet på det flade.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I samme boldgade finder vi Sep Vanmarcke. Heller ikke han er specialist, men han har masser af power på flad vej, og han mestrer kunsten at køre stærkt op ad en kort stigning. Det er således ikke uden grund, at han for to år siden blev nr. 4 på netop denne etape. Til gengæld er hans form svær at vurdere. Han så bestemt ikke godt ud i spurten på 1. etape, hvor han også erkendte, at benene manglede, men i går fik han stor ros af Würtz for arbejdet på den svære første del af etapen, der ikke var tv-dækket. Min fornemmelse er fortsat, at formen ikke rækker til et absolut topresultat i en disciplin, der ikke er hans speciale, men som vi så for to år siden, kan han bestemt ikke afskrives.

En af de ryttere, han kæmper om podiet med, er Nils Politt. Den store tysker er bestemt ikke specialist, men hans power har givet ham nogle hæderlige enkeltstarter. For fire år siden blev han nr. 7 på denne rute, men dog mere end 40 sekunder efter vinderen Gallopin. Han har de seneste dage vist god form, og han bør således køre fornuftigt på den flade del. Når han alligevel ender langt nede på listen, skyldes det primært den korte distance, der slet ikke passer til den tyske dieselmotor, og naturligvis bakken, der med sin stejlhed må være lidt for skrap kost for den ikke alt for klatrestærke Bora-kaptajn.

En af de ryttere, der virkelig har draget fordel af EFs generelle tempoforbedring de senere år, er Sebastian Langeveld. Hollænderen er pludselig blevet til en sand topspecialist, der i 2019 blev nr. 3 i Tirreno og nr. 2 i Tour of Britain. Hans form synes ikke at være helt ringe efter et stærkt føringsarbejde både i dag og i går, og hvis han vitterligt er velkørende, bør han være en af de allerstærkeste på det flade. Til gengæld er han med alderen bestemt ikke blevet en bedre klatrer, og han vil utvivlsomt tabe så meget på bakken, at han ikke ender på de allersjoveste pladser.

Egentlig er jeg holdt op med at nævne Edvald Boasson Hagen på enkeltstarter. Nordmanden er nemlig faldet helt sammen som temporytter, men jeg vælger alligevel at holde en dør på klem. For to år siden choksejrede han nemlig på en næsten identisk enkeltstart i Valencia, og det vidner om, at der i hvert fald dengang stadig var noget at hente. Desværre styrtede han i torsdags, hvor han blev syet i albuen, men han viste i går med sit føringsarbejde, at han har noget at skyde med endnu. I dag endte han langt efter og deltog aldrig i Totals føringsarbejde, og det kan være både et dårligt tegn eller en beslutning om at spare sig. Jeg tror ikke meget på et resultat, men da jeg heller ikke gjorde det for to år siden, holder jeg døren lidt på klem.

Jeg vælger at samle de fire grand tour-stjerner Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Rigoberto Uran og Egan Bernal under ét. Ingen af de fire er specialister, og alle er de her som hjælperyttere, men alle vil de utvivlsomt også bruge etapen som god træning. En kort, flad enkeltstart passer dem overhovedet ikke, men til gengæld vil de køre brølstærkt op ad stigningen. Særligt Nibali og Bernal viste glimrende form i går, og det er således italieneren, jeg har størst forventninger, mens colombianeren nok vil tabe lidt for meget på det flade. Mollema virker ikke helt så skarp som for to år siden, hvor han blev nr. 4 på denne etape, men han har i hvert fald vist, at han kan begå sig på denne rute. Endelig har Uran genfundet sine tabte tempoevner, og han burde vel være den bedste af de fire, hvis han var i form. Hidtil har han dog kun ageret hjælper, og da han modsat de tre øvrige slet ikke var aktiv i går, er han formentlig et stykke fra formen.

Endelig vil jeg pege på Alexys Brunel. Franskmanden er ganske vist ikke specialist, men da han sidste år havde en podieplads at køre for, blev han faktisk en fornem nr. 4. Siden har der været stille omkring ham, men i dag var han uhyre overbevisende og en af motorerne i udbruddet. Selv melder han da også om gode ben, og da alt taler for, at han med et år i det professionelle felt er stærkere et for et år siden, bør han kunne gøre det fornuftigt.

En joker kunne også være Owain Doull , der på det seneste har kørt hæderlige enkeltstarter og virker velkørende. Det samme gør den altid uforudsigelige Alexis Gougeard, hvis tempoevner dog har været i kraftig tilbagegang, men som i Poitou-Charentes i 2020 gav et lille tegn på genfødsel. Felix Grossschartner bør gøre det godt, men min fornemmelse er, at formen igen i år halter fra start, ligesom hans enkeltstarter har været skuffende på det seneste. Ryan Mullen bør køre stærkt på det flade, men vil tabe for meget på bakken, ligesom hans tempoevner kun er gået den forkerte vej de senere år. Oliver Naesen er stærk, men har altid kørt overraskende dårlige enkeltstarter, som også Ben Hermans har gjort det de seneste år. Specialisten Brent van Moer synes formstærk, men har ikke kørt gode enkeltstarter som professionel, og hans holdkammerat Philippe Gilbert er ganske vist bedre end ventet, men næppe god nok i en disciplin, der i de senere år har voldt ham store problemer. Odd Christian Eiking, Andreas Kron, Anthony Turgis, Arjen Livyns, Quentin Pacher, Michael Gogl og måske også Cyril Barthe vil køre stærkt på bakken, men tabe for meget på det flade. Silvan Dillier og Rein Taaramae synes begge velkørende, men har tabt så meget af deres tidligere tempoevner, at jeg ikke ser dem være med helt i front. Også de tre tunge specialister, Tom Bohli, Yoann Paillot og Johan Le Bon, synes at have tabt det høje niveau, de tidligere havde, og bakken til slut er et stort problem for dem alle. Det samme gælder for Niki Terpstra , der tillige synes i dårlig form. Endelig skal det blive meget interessant at se, om Mattias Skjelmose kan tage de gode tempoevner fra juniorklassen med sig over i den professionelle verden.

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Øvrige vinderkandidater: Alberto Bettiol, Michal Kwiatkowski

Outsidere: Tim Wellens, Benjamin Thomas, Geraint Thomas, Christophe Laporte, Pierre Latour

Jokers: Mads Pedersen, Mads Würtz Schmidt, Ethan Hayter, Greg van Avermaet, Sep Vanmarcke, Nils Politt, Sebastian Langeveld, Edvald Boasson Hagen, Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Rigoberto Uran, Egan Bernal, Alexys Brunel

Starttider

Du finder starttiderne sidst i dette dokument og under live-opdateringen..

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alberto Bettiols sejr fra 2020.