Optakt: 5. etape af Giro d’Italia

Ruten

Et tema for Giroens indledende del er de mange enormt lange etaper, men rytterne får en chance for at komme sig en anelse på 5. etape, der er en af løbets allerletteste. Således fortsætter den lange rejse mod syd ned gennem den italienske støvle med en bare 140 km lang etape, der efter en faldende start, slutter med et helt fladt stykke nær den tyrrhenske kyst, hvor sprinterne ser frem til at komme til fadet i en første uge, hvor man skal slå til, når muligheden byder sig.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 140,0 km, der fører feltet fra Frascati til Terracina helt ude ved den italienske vestkyst. Som det sås på 4. etape, ligger startbyen placeret midt i bakkerne øst for Rom, og derfor indledes etapen hårdt med, at man kører mod sydøst op over en ikke-kategoriseret stigning (7,6 km, 4,6%), der har top efter 8,0 km. En kort nedkørsel fører mod nordvest, inden man drejer mod syd for at bestige endnu en stigning (5,4 km, 6,3%), hvis top passeres efter 25,4 km. Efter den hårde start bliver det imidlertid betydeligt lettere, når man via en nedkørsel kører mod sydøst ned til dagens første spurt, der er placeret efter 51,5 km, inden man fortsætter igennem fladlandet hen til den anden spurt, der kommer efter 67,8 km.

Efter yderligere et fladt stykke skal der igen klatres lidt, når rytterne kører mod nordøst op til kategori 4-stigningen Sezze (3,9 km, 5,2%, max. 9%), der har top efter 87,2 km. En kort nedkørsel efterfølges af endnu en bakke (2,4 km, 4,2%) med top efter ca. 95 km, hvorefter en nedkørsel leder mod syd tilbage mod vandet. Efter 100 km bliver det igen helt fladt på det sidste stykke, der fører mod syd ud til målet ved kysten, hvor rytterne ramme rundstrækningen efter 129,3 km. Efter yderligere 1500 m krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på den 9,2 km lange runde, der er helt flad. Der er tre sving med 7-8 km igen, inden man rammer havnefronten, der følges mod vest, indtil man med 5 km igen drejer skarpt to gange. Med 4 km til stregen følger en U-vending, og derfra bugter den flade vej sig kun let, inden man rammer den 1500 m lange, 7,5 m brede og helt flade opløbsstrækning

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Etapen byder på i alt 1376 højdemeter.

Terracina har været målby tre gange tidligere med sejre til Eddy Merckx i 1969, Guido Bontempi i 1983 og senest Ivan Quaranta i 2000, hvor det endte i en massespurt.

Vejret

Efter en fin dag kan rytterne se frem til en forfærdelig onsdag. Her ventes der nemlig 50-60% risiko for egn under hele etapen, der vil blive afviklet i en temperatur på 16 grader. Der vil bare være en let vind fra sydøst. Det giver sidemod- og modvind, indtil der venter et kort sidevindsstykke i forbindelse med dagens stigning. Derefter er der sidemodvind på turen ud til kysten. På rundstrækningen er der først sidemedvind, sidevind efter 4 km-mærket og til sidst modvind på den 1500 m lange opløbsstrækning.

Analyse af 4. etape

Kender I følelsen af i månedsvis at have glædet sig til en fest med to gode kammerater, som man kun ser alt for sjældent, for blot at se det hele ende som en fuser, først fordi den ene med få timers varsel melder afbud og senere fordi den anden efter blot en times tid tager hjem med et maveonde? Tilbage er man efterladt omgivet af folk, man ikke kender, og som man slet ikke kom for at være sammen med. Al den forventning, man havde bygget i månederne forinden, gør blot skuffelsen og ærgrelsen endnu større, og det hele ender med, at man selv går tidligt hjem uden at have fået indfriet noget af det, man kom efter.

Det er sådan, jeg og sikkert mange har det efter dagens dramatiske 4. etape af Giro d’Italia.  Lige siden den 22. december, hvor Primoz Roglic som den sidste fra triumviratet meldte sin deltagelse i årets Giro, har det nemlig været med en enorm forventning, at jeg har set frem til årets første grand tour, hvor der var lagt op til et stort opgør mellem Egan Bernal, Tom Dumoulin og den slovenske skihopper. Naturligvis var det positivt, at også Vincenzo Nibali, Mikel Landa og Miguel Angel Lopez meldte deres ankomst, men for mig har det hele tiden været opgøret mellem sportens vidunderbarn nr. 1 og den nyere generations to mest komplette grand tour-ryttere, der for alvor har gjort årets Giro til noget helt særligt.

På bare halvanden uge er den italienske cykelfest imidlertid om ikke spoleret, så i hvert fald punkteret, så den nu kun ruller afsted for halv kraft. Først var det Bernal, der med bare en uge til starten skred ud i en rundkørsel i Andorra og med et brækket kraveben måtte rette blikket mod Frankrig og Tour de France og ikke Italien og Giroen, og i dag røg så desværre også den anden af de tre superstjerner, da Dumoulin blev det mest markante offer i det dramatisk styrt, der totalt overskyggede den ellers forrygende finale, der afgjorde dagens med spænding imødesete etape.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ganske vist er hollænderen sluppet for brud og i skrivende stund stadig med i løbet, mens med et tidstab på fire minutter og et knæ, der knap kan bøjes, er hans klassement stendødt. Og enhver logik siger, at det ikke giver mening at slide sig halvt ihjel i et løb, hvor han formentlig er for skadet til at kunne levere det store, og hvor han med fortsat deltagelse kun kan kompromittere sine egne chancer i sommerens Tour de France. Hvis han mod forventning føler sig i stand til at opnå et resultat på søndagens enkeltstart, kan det være, at han fortsætter frem til hviledagen, men mit bedste bud vil være, at der i løbet af i morgen formiddag bliver udsendt en pressemeddelelse, der bekendtgør Dumoulins exit.

Helt galt kunne det endda være gået, hvis den lille frontgruppe, der var blevet etableret efter styrtet, havde vundet mere tid, end de faktisk gjorde. Primoz Roglic var nemlig den eneste klassementsrytter, der havde klaret cuttet - naturligvis delvist som følge af held, men også som en konsekvens af sin årvågne og agile kørsel forrest i feltet - og havde han sikret sig et større forspring end de 16, det i sidste ende blev til, kunne han have begravet en stor del af spændingen. I forvejen var det ikke livgivende for løbet, at det netop var ham, der skulle ende som dagens største vinder, for med udsigt til en sejr på søndagens enkeltstart, kan sloveneren meget vel gå indtil den første hviledag med et kolossalt forspring, som bliver svært at hente. Til gengæld har han nu mistet en allieret i Sunweb, og derfor bliver det formentlig alene op til det ikke alt for stærke Jumbo-hold at kontrollere de mange kolossale bjergetaper, hvor Astana, Bahrain og Mitchelton med deres superhold vil have al mulig grund til at lægge pres på.

Heldigvis var dagens omkostninger ikke alt for store. Ser man bort fra Dumoulin, lykkedes det nemlig langt de fleste af klassementsrytterne at sidde med i den gruppe, der kun tabte 16 sekunder til Roglic. Selv Ilnur Zakarin, hvis Katusha-hold ellers var det hårdest ramte, da Daniel Navarro, som er ude af løbet, Viacheslav Kuznetsov, Marco Haller og Reto Hollestein alle ramte asfalten, lykkedes på imponerende vis med at holde sig til rivalerne på en dag, hvor han ellers lignede et oplagt offer. Pavel Sivakov, Hugh Carthy og Victor De La Parte mistede alle et par sekunder, og derudover var det kun den evigt uheldige Mikel Landa, der ikke var med i gruppen. Heldigvis undgik baskeren med et tab på 42 sekunder til Roglic den totale katastrofe, men med tanke på den skuffende enkeltstart begynder det efterhånden at se svært ud for Landa, der synes at have en mørk sky hængende over sig. Også outsidere som Tanel Kangert og Ben O’Connor tabte lidt tid, men med tanke på de forskelle, der vil være længere nede i klassementet efter bjergetaperne, er det næppe dagens tidstab, der afgør, om de ender i top 10 eller ej.

Til gengæld blev etapen dyr for løjtnanterne. Domenico Pozzovivo og Ion Izagirre røg begge i asfalten og tabte så meget tid, at de nu slet ikke kan bruges i det taktiske spil i bjergene. Heldigvis lykkedes det for Astana at holde Pello Bilbao inde i kampen, ligesom Bahrain stadig har Damiano Caruso, men begge gold mistede et vigtigt våben. Det gjorde Mitchelton til gengæld ikke, da australierne ud over Yates stadig har en tilsyneladende ganske velkørende Esteban Chaves fremme i klassementet som en joker, der kan vise sig at være et bedre kort, end mange havde antaget.

Midt i al dramaet glemmer man helt kampen om etapesejren, og det må man bestemt ikke. Det var nemlig fantastisk at se Richard Carapaz nærmest levere en tro kopi af det nummer, han også lavede for et år siden på Montevergine di Mercogliano. Dengang havde alle også sat næsen op efter en puncheurspurt, men netop som der blev gearet op til en finale for de hurtige afsluttere, stak den lille ecuadorianer af, og siden så de ham aldrig igen, til stor fortrydelse for Davide Formolo og Thibaut Pinot, der skulle vise sig at være de hurtigste i feltet.

Det var svært ikke at få en følelse af deja-vu i dag. Bare 24 timer efter at en dum punktering havde betydet, at han blev fanget bag gårsdagens store styrt og dermed mistet al den tid, han havde vundet med sin flotte enkeltstart på 1. etape, svarede han fornemt igen ved på samme måde som i 2018 at udnytte den stilstand, der opstod, da det begyndte at knibe med hjælperkræfterne. Efter styrtet var der nemlig ikke mange hold med mere end én mand i frontgruppen, og da først de tunge folk, Rudiger Selig og Jacopo Guarnieri, havde kørt sig selv i sænk på det flade for hhv. Pascal Ackermann og Arnaud Demare, var det kun UAE, der havde ressourcerne til at holde farten oppe på bakken.

Det gjorde de til gengæld også fornemt. Diego Ulissi vidste, at det skulle gøres knaldhårdt, hvis han skulle have en chance for at overspurte den hurtigere Caleb Ewan på den ganske bløde målbakke, og det fik ham til at sende Simone Consonni og Valerio Conti, så snart vejen begyndte at pege mod himlen. De to italienere gjorde deres yderst for at slide sprinterne ned, og det lykkedes da også i stort omfang. Først var det Elia Viviani, der med overraskende optimisme endda havde sendt Pieter Serry frem for at føre undervejs på en etape, hvor al logik sagde, at han ikke kunne vinde, som måtte slippe, og siden faldt også Arnaud Demare, hvis FDJ-hold ellers havde sat sig frem fra start af etapen, fra. Med det hårde tempo blev også Pascal Ackermann, der ellers som i Polen Rundt sidste år atter viste, at han slet ikke er så ringe i disse afslutninger, så træt, at han ikke kunne mønstre sin vanlige spurtstyrke, og det kunne heller ikke Florian Senechal, der pludselig fik en mulighed, da Viviani sagde farvel og tak.

Problemet var bare, at Conti ikke kunne holde farten, da Consonni var slået ud. Den lille italiener begyndte hurtigt at tabe fart, og det skulle Carapaz ikke mærke to gange. Med samme eminente timing som på Montevergine di Mercogliano sidste år fløj han væk fra rivalerne, og da hverken Ewan eller Ulissi turde åbne for tidligt, skulle den lille ecuadorianer vise sig umulig at hente, som han også var det for 12 måneder siden, da han indledte sit gennembrud med at tage karrierens indtil i dag største sejr.

Mest ærgerlig over forløbet har Ewan grund til at være. Dagens etape blev nemlig endnu en understregning af, hvor fantastisk en puncheur han er blevet. Det kan godt være, at han ikke har vundet en rigtig massespurt på WorldTouren siden den 1. august 2017, og at han i flade spurter slet ikke har samme topfart som tidligere, men i disse afslutninger har han etableret sig som en af verdens bedste. Det startede med sejren i Stirling i sidste års Tour Down Under, og efter nu at have taget tre sejre i lignende afslutninger i UAE Tour og Tour of Turkey i år havde han alle chancer for at tage nr. 4 på dagens etape, der vel var hans allerbedste chance for at vinde en etape i hele løbet. Det fik lille Carapaz effektivt spoleret, og selvom Ewan kørte en fabelagtig spurt til sidst, hvor han var helt uden modstand, var det altså ikke nok til tage den sejr, der vil kunne lette lidt af det pres, som hans manglende spurtsejre har skabt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Ulissi måtte tage til takke med en 3. plads, og det kan han måske takke sig selv for. Det var nemlig bemærkelsesværdigt, hvordan det samlede felt nærmest kollektivt havde besluttet, at de ville køre Ewans løb gennem hele etapen. Undervejs fik vi tydeligt set, at Jumbo og Roglic i hvert fald ikke har tænkt sig at gøre noget for at forsvare trøjen, og derfor lå det i kortene, at et stærkt udbrud ville have gode chancer for at løbe med både etapesejr og førertrøje på en dag, hvor sprinterholdene havde gang i en lille nervekrig om, hvem der skulle stå for føringsarbejdet. Alligevel var det kun tre ufarlige mand, der angreb fra km 0, og da hverken Ulissis UAE-hold eller andre mandskaber udnyttede de sene bakker til at sætte Ewan og de andre sprintere under pres, blev etapen alt for let til, at Ulissi kunne overspurte de mere eksplosive og hurtigere folk.

Hvad Roglic tænkte, er til gengæld ikke helt let at sige. Sloveneren lignede nemlig en ubesværet mand, der blot rullede med rivalerne i mål uden nogensinde at deltage i spurten. Noget kunne tyde på, at han udviste en form for fairplay ved ikke at udnytte situationen unødigt, som han ellers sagtens kunne have gjort, enten ved at køre fuld knald fra bunden af målbakken for at maksimere sin tidsgevinst eller ved at deltage i kampen om bonussekunder. Begge dele undlod han, og dermed så det i hvert ud til, at han udviste et sportsmanship, man ellers ikke nødvendigvis kunne have forlangt af ham i en situation, hvor styrtet opstod i fuld finale.

Det betød da også, at han ikke vandt så megen tid, som han havde kunnet, men alligevel er der efter fire dage ingen, der er indenfor et halvt minut af hans førertrøje, og blot syv rivaler er mindre end et minut bag den slovenske favorit. Samtidig er vi blevet berøvet muligheden for at se ham i direkte konfrontation med Bernal og Dumoulin i det møde, der har været imødeset siden december. Den italienske cykelfest har ikke just fået en start, der åbner op for den mest intense spænding.

Heldigvis sker det, at en dårlig fest alligevel kan blive reddet, når man falder i snak med nye bekendtskaber. Måske sker det samme også denne gang, selvom Bernal meldte afbud, og Dumoulin allerede er på vej hjem. Lopez, Yates, Landa og Nibali er forhåbentlig nogle flinke fyre, der kan hjælpe med at sikre, at det alligevel bliver det brag, som vi har glædet os til i de sidste mange måneder.

Favoritterne

Efter en af løbets mest uforudsigelige etaper, hvor et hav af forskellige ryttertyper havde en reel chance for at løbe med sejren, venter en af de dage, hvis forløb burde være allerlettest at forudsige. Sprinternes muligheder er hovedsageligt samlet i Giroens første del, og dette er en af de mest oplagte. Ganske vist er starten hård og vanskelig, men med så mange sprinterhold, hvoraf kun to har vundet en etape, er det næsten utænkeligt, at vi så tidligt i løbet ikke får en massespurt på en etape som denne. Når rytterne er i mål onsdag eftermiddag, er det nemlig kun den ret hårde 8. etape på lørdag, der kan fremstå som en mulighed for de hurtige folk inden første hviledag, og derfor er der naturligvis ingen grund til at løbe den mindste risiko for, at det ikke skulle blive til en massespurt i Terracina i morgen.

Som sagt har starten på etapen ellers et vist potentiale. De første 25 km er knaldhårde, og hvis man ville, kunne man egentlig skabe et ret potent udbrud. Vi så imidlertid i dag, at et nærmest apatisk felt tilsyneladende er meget fokuserede på at spare på kræfterne til de voldsomme udfordringer, der venter i denne Giro, og da både 6. og 7. etape er helt oplagte muligheder for et udbrud, må man formode, at de fleste foretrækker at gemme reserverne til torsdag og fredag. Alle ved nemlig, at der er fem sprinterhold, der vil lægge etapen her i et jerngreb, og derfor forventer vi en relativt rolig start, hvor et udbrud hurtigt kører væk på de indledende bakker, og hvor gruppen hverken bliver stor eller stærkt.

Når udbruddet er etableret, vil Jumbo sikkert kortvarigt tage kontrol, men hurtigt kan vi forvente os en stor alliance mellem Lotto, UAE, Deceuninck og Bora, der alle næsten med sikkerhed vil gå efter en spurt. FDJ har spillet lidt poker på de første sprinteretaper og vil måske gøre det igen, men skulle der være fare på færde, vil også de kaste en mand frem. På så kort en etape vil forspringet næppe bliver særligt stort, og da der endda vil være modvind næsten hele dagen, synes det helt givet, at vi får en masespurt.

Det mest interessante punkt er naturligvis de to bakker, der indledes med knap 60 km igen. De kommer dog formentlig så langt fra mål, at de ikke vil spille den store rolle. Alle sprinterholdene vil formentlig foretrække at gemme reserverne til finalen, og vi forventer derfor, at feltet tager den så meget med ro, at selv en tung fyr som Jakub Mareczko skulle have en fornuftig chance for at komme med over.

I sidste ende burde det hele altså ende i en klassisk massespurt, der vil finde sted efter en kort og formentlig ikke specielt svær dag. Samtidig vil det ske i en afslutning, der denne gang er ganske enkel. Opløbsstrækningen er 1500 m lang og hele 7,5 m bred, og der vil derfor være god plads til at boltre sig og komme op i fart. Det er med andre ord en spurt, der ligner en udmåling på topfart, og hvor lead-outs spiller en mindre rolle. Til gengæld er det også vigtigt, at man timer det rigtigt i en spurt, der atter vil finde sted i modvind. Og så skal man naturligvis være villig til at tage visse risici i det, der meget vel kan være en våd finale.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Sprinterhierarkiet er meget tæt i toppen, men vi vælger at pege på Pascal Ackermann igen. Den store tysker var nemlig dybt imponerende på 2. etape, hvor han trods en voldsomt lang spurt alligevel kunne holde alle bag sig og tage en ganske klar sejr. I forvejen har han blandt andet i London sidste år vist, at han formentlig har en højere topfart end Viviani, og med sine seneste to sejre i Italien og Frankfurt samt dagens meget flotte 4. plads har han dokumenteret, at han er i storform. Ganske vist blev han slået i mandags, men det skyldtes først og fremmest, at han fik åbnet sin spurt alt, alt for tidligt i den knaldhårde modvind, og i det lys var det faktisk slet ikke ringe, at han alligevel endte på etapens 3. etape.

Ackermann har altså både fart og form på sin side, men han har også et andet våben. I mandags viste Rudiger Selig nemlig atter, hvorfor han aspirerer kraftigt til titlen som verdens bedste lead-out man, og selvom et godt tog ikke er altafgørende i denne spurt, kan et godt lead-out fra supermanden Selig være det, der giver Ackermann den sidste fordel. Han er i hvert fald hurtig nok til at slå dem alle. Nu skal han bare undgå at åbne for tidligt, som han desværre har gjort flere gange i år, senest i mandags og tidligere i Nokere Koerse.

Mandagens positive oplevelse var, at Fernando Gaviria rejste sig så flot. Efter 2. etape, hvor han kørte en håbløs spurt, var han nemlig hurtigste mand på 3. etape, og selvom det var Viviani, der krydsede stregen først, var det colombianeren, der havde den højeste topfart - og det endda selvom han ikke modtog megen læ i modvinden. I forvejen er det vel Gaviria, der på papiret er feltets hurtigste mand, og han har da også i år sat Viviani til vægs i både UAE Tour og De Panne. Ligesom i 2017, hvor han også kom skidt fra start, men endte med at vinde fire etaper, kunne noget tyde på, at han lige skal finde løbsrytmen, inden han er i gang, og det synes han at være nu. Han kommer i den grad til at savne Juan Sebastian Molano, men et tog med Marco Marcato og Simone Consonni burde nok kunne holde den positioneringsstærke Gaviria fremme i en ukompliceret finale. Herefter burde det være en udmåling på ren topfart på den lange opløbsstrækning, og her burde Gaviria umiddelbart sammen med Ackermann skille sig ud.

I det seneste års tid er Elia Viviani som sagt blevet slået af både Gaviria og Viviani oftere, end han har slået dem, og han må umiddelbart vurderes at være en anelse langsommere. Forskellen er dog minimal, og vi så blandt andet i Emiraterne, at han med den rette timing fik skovlen under Gaviria en enkelt gang. På 2. etape kom han også stærkt på de sidste meter efter med snilde at have udnyttet Ackermanns slipstrøm, men han fik åbnet lidt for sent i medvinden, og i mandags krydsede han som bekendt stregen først, da han atter havde den helt rette kombination af timing i modvinden og evner i positionskampen. Hans motivation må være helt enorm efter gårsdagens store skuffelse, og hans tog med Florian Senechal og Fabio Sabatini, der gjorde det fremragende i går, er stadig et af de absolut stærkeste. Måske er denne finale, hvor det i høj grad er topfarten, der bestemmer udfaldet, ikke helt ideel, men med sin vanlige evne til klog kørsel i spurterne og gode timing i en modvindsspurt, hvor netop det er vigtigt, er det bestemt meget sandsynligt, at Viviani får den sejr, han blev frataget i går.

Som sagt missede Caleb Ewan sin måske allerstørste chance for at vinde en etape, da han i dag akkurat ikke fik fanget Carapaz. I morgen bliver det betydeligt sværere, for lige siden begyndelsen af året har det været tydeligt, at han stadig ikke har samme fart som i 2017. Det var særligt klart i Emiraterne og Tyrkiet, hvor vi havde nogle helt rene spurter baseret på topfart, og også på 2. etape blev han sat til vægs af Ackermann og Viviani. Umiddelbart er han kun nr. 4 i sprinterhierarkiet, og det kan gøre det svært at vinde en let sprinteretape som denne. Omvendt var vi vel alle meget imponerede af det lead-out, Roger Kluge, Tosh van der Sande og Jasper De Buyst leverede på 2. etape, og efter at et styrt satte dem ud af spillet i går, kan man håbe, at de atter kan vise sig som de stærkeste i morgen. Kan de det, er det ikke helt umuligt, at Ewan, der burde have fordel af modvinden, alligevel kan slå de på papiret hurtigere folk.

Arnaud Demare befinder sig i en tilsvarende situation. Også han er et niveau eller to langsommere end feltets skarpeste afsluttere, og det er kun blevet understreget i løbets første spurter. Han stærkeste våben er hans eminent tog med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, der senest viste klassen med deres flotte kørsel i går. På papiret er der vel intet hold, der samlet set har så meget power som franskmændene, men spørgsmålet er bare, om Demare får nok ud af det i en finale som denne. Her betyder fart mere end et godt tog, og da han er oppe mod fire hurtigere ryttere, skal det hele gå hans vej, hvis han skal tage den sejr, han efter tre 2. pladser stadig drømmer om.

Den rytter, vi mest glæder os til at se, er Matteo Moschetti. I går viste han os alle, hvorfor han er blevet betragtet som den næste italienske supersprinter, men desværre betød Vivianis ulovlige svaj, at vi aldrig fik lov at se, hvor hurtig han virkelig er. Det gør vi forhåbentlig i morgen, hvor han burde have alle muligheder for at vise den topfart, der gav ham mange sejre som U23-rytter. Hans tog er svagt og nærmest ikke-eksisterende, man alligevel så vi både i går og i Emiraterne, at han besidder en fantastisk positioneringsevne, selvom støtten er begrænset. På en bred og lang opløbsstrækning er det manglende hold ikke det værste handicap, og derfor kan man ikke helt udelukke, at Moschetti tager os alle på sengen og med sin topfart sætter alle de etablerede sprinternavne til vægs.

Efter punkteringen på 2. etape rejste Giacomo Nizzolo sig fornemt i går. Desværre kom han ikke med, da Ryan Gibbons og Mark Renshaw tog kontrol inden de sidste sving, og derfor kom han aldrig frem i selve spurten. Til gengæld kan han glæde sig, at hans tog altså imponerede ganske meget, som de også gjorde i søndags, hvor han ellers selv var sat ud af spillet. Desværre har Nizzolo altid været bedst i tekniske finaler, og da han stadig ikke har helt samme topfart som før knæskaderne, er det nok lidt for vanskeligt at vinde en helt ren spurt som denne. Til gengæld kan han håbe, at endnu et godt lead-out fra Gibbons og Renshaw sammen med den gode positioneringsevne kan bringe ham langt.

Etapens joker er Jakub Mareczko. Det var overraskende, at den skrøbelige italiener klarede bakkerne i mandags, for normalt falder han fra på den mindste motorvejsbro. Der er derfor heller ingen garanti for, at han klarer de ret svære stigninger med 50 km igen, men chancerne burde ikke være helt dårlige på en dag, hvor terrænet næppe vil blive brugt offensivt. Kommer han først med hjem, er det præcis en etape som denne, han kan vinde. For en gangs skyld er opløbsstrækningen lang og bred, og det betyder, at han ikke vil betale så dyrt for sin håbløse positionering. I mandags viste han igen sin fine topfart, selvom han var for langt tilbage i svingene, og denne gang kan han håbe, at han kan stadig sin spurt betydeligt længere fremme, ikke mindst da han i Francisco Ventoso har en erfaren mand til at køre for sig. Med hele tre 2. pladser har han vist, at han farten til at vinde en Giro-etape, og derfor kan man ikke udelukke, at det kan ske netop på en etape som denne.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Etapen er til gengæld slet ikke optimal for Davide Cimolai. Italieneren er ellers i forrygende form, men han har brug for større udfordringer og helst en stigende finale for at have en reel chance for at vinde. Denne afslutning handler lidt for meget om fart, og han får heller ikke optimalt udbytte af de fine positioneringsevner. De skal nok sikre ham en plads i top 10, men de rækker næppe til en podieplads.

Meget af det samme kan siges om Manuel Belletti. Ligesom Cimolai er han bedst efter en hård etape, og denne dag er ganske enkelt for let. I forvejen er han ikke feltets hurtigste, og selvom han har gang i en af sine bedste sæsoner, er niveauet her for højt til, at han kan vinde. Heller ikke han får det rette udbytte af sin positioneringsevne eller det fine tog med Andrea Vendrame og Francesco Gavazzi. Også han burde være en sikker top 10-rytter, men det bliver næppe til meget mere end det.

Efter en helt igennem elendig sæsonstart var der lidt opmuntring at hente for Sacha Modolo i går, men alligevel er der meget langt til sejr. Italieneren har nemlig aldrig været specielt hurtig i boulevardspurter som denne, og nu har han endda mistet sin eneste lead-out man, Matti Breschel. Det betyder, at han er helt på egen hånd, og selvom han er god til at positionere sig, rækker det ikke i denne finale. Det burde nok kunne blive til en top 10, men han får svært ved i en boulevardspurt at nærme sig top 5.

Endelig vil vi pege på Giovanni Lonardi. Den unge italiener har fået en fornem debut som professionel med flere sejre i Asien, men dette er et helt andet niveau end det, han kender. I går blev han da heller ikke mere end blot nr. 13, men det var trods alt opløftende, at han sad med feltet hjem på en så lang etape. Hans tog med Juan Jose Lobato, Marco Canola og Damiano Cima er faktisk ganske stærkt, og i denne finale betaler han ikke helt så meget for sin manglende robusthed og erfaring. Det skal blive interessant at se, hvor langt hans fart kan bringe ham på dette niveau.

Øvrige kandidater til spurten er Paolo Simion, der desværre styrtede i går, men som normalt burde have top 10-potentiale i en spurt som denne. Katushas hurtige mand, Marco Haller, styrtede i dag, og det samme gjorde hans lead-out man, Viacheslav Kuznetsov, og da de i forvejen ikke er hurtige nok til at vinde, er deres chancer bestemt ikke optimale.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Fernando Gaviria, Elia Viviani

Outsidere: Caleb Ewan, Arnaud Demare, Matteo Moschetti, Giacomo Nizzolo

Jokers: Jakub Mareczko, Davide Cimolai, Manuel Belletti, Sacha Modolo, Giovanni Lonardi