Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 5. etape af Giro d’Italia

Optakt: 5. etape af Giro d’Italia

12. maj 2021 13:20Foto: Sirotti

Joe Dombrowski og Alessandro de Marchi udnyttede de usikre favoritters passivitet til hver især at opnå karrierens højdepunkt på løbets første bjergetape, hvor Egan Bernal med overbevisende kørsel ikke lignede en mand med synderlige rygproblemer. De mest slagne af colombianerens rivaler får heldigvis en dag til at slikke sårene, når Po-sletten igen får sin prominente rolle på den pandekageflade 5. etape, der lægger op revancheopgør mellem sprinterne efter det første slag i søndags.

Annonce

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Ruten                                                         

Giroen er måske mest af alt kendt for sine bjerge, men faktisk burde løbet også være kendt for sine næsten uhyggeligt flade etaper. Ingen af de andre grand tours har for vane at mønstre så lette etaper, som man i Italien gør, når man enten bevæger sig på Po-sletten eller op langs den flade adriaterhavskyst, hvor man typisk har mindst én etape. Faktisk havde vi allerede en Po-etape på andendagen, og minsandten om ikke arrangørerne allerede tre dage senere har en endnu lettere sag på programmet, når man kombinerer Po-sletten med et lille stykke ad den flade adriaterhavskyst. Da vind aldrig spiller en rolle, er der derfor lagt op til løbets anden fulde massespurt.

 

I alt skal der tilbagelægges 177,0 km, der fører feltet fra Modena til Cattolica, og de kunne ikke være meget enklere. Faktisk kunne både rutekort og profil næsten tegnes med en lineal, for der er nærmest ingen retningsændringer eller højdemeter på programmet. Således går det fra start ad en helt lige vej mod sydøst hen langs den sydlige del af Po-sletten, og selvom man har stigningerne liggende umiddelbart syd for ruten, undlader man at besøge dem, heller ikke når man efter 35,2 km når frem til Bologna, der jo ellers er kendt for klatreklassikeren Giro dell’Emilia med sin nærliggende San Luca-stigning. Heller ikke i Imola, hvor der efter 70,0 km er dagens første spurt, besøger man de stigninger, der sidste år gjorde Julian Alaphilippe til verdensmester i byen.

 

I stedet fortsætter man ad den flade slette videre mod sydøst, stadig ad en helt lige vej, der er nærmest helt uden sving, indtil man efter 136,4 km i byen Santarcangelo di Rubicone kører dagens anden spurt. Her drejer man mod øst for at køre det sidste stykke ud til kysten, der efter 153,1 km nås i feriebyen Rimini, hvor man rammer den helt flade og lige kystvej, der følges mod sydøst. I udkanten af målbyen drejer man dog to gange for at køre videre mod sydøst ad en vej, der går parallelt med kystvejen en anelse længere inde i landet, via hvilken man kører igennem fladt terræn til målbyen. Her venter en helt flad, men meget teknisk finale, når man inde i centrum vender rundt for at slutte på kystvejen, men i den modsatte retning end tidligere. Det betyder, at man drejer hele fem gange, nemlig med 2800, 2300, 1800, 1300 og slutteligt 1000 m igen, hvorefter man rammer den lige opløbsstrækning, der stiger let med 0,3%.

 

Etapen byder på i alt 327 højdemeter.

 

Cattolica har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

Vejret

Norditalien viser sig ikke fra sin pæneste side i disse dage, men efter to dage med forventninger om regulært regnvejr bliver det heldigvis bedre onsdag - dog uden at være prangende. Der venter nemlig en rigtig bygedag, hvor det vil veksle mellem sol, skyer og byger. Fra starten i Modena vil temperaturen være 20 grader med en bygerisiko på ca. 30%, men den vil tiltage, når man nærmer sig kysten. Således vil det have mere karakter af regulær regn mod slutningen, hvor nedbørsrisikoen vil være ca. 75% og temperaturen være 19 grader. Vinden vil igen være mere normal for området, nemlig bare let (ca. 14 km/t), først fra en vestlig retning, men slutteligt fra en nordvestlig retning. Det giver sidemedvind hele dagen på den linealagtige rute, men når vinden går mere i nordvest, bliver det stort set direkte medvind. Det varer ved indtil det første sving med 2,8 km igen, hvorefter der vil være en kombination af mod- og sidemodvind over de sidste 2,3 km, når man er vendt rundt inde i byen.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Analyse af 4. etape

Man forstår, hvis Egan Bernal af og til har haft lyst til at storme skrigende ned i den lokale colombianske tømmerhandel for at købe en sav. Det må nemlig have været en kilde til en næsten ufattelig frustration for det colombianske vidunderbarn at se, hvordan hele verden gik i slovensk selvsving over feltets nye grand tour-komet, Tadej Pogacar. Bare et år efter at alle spurgte sig selv, hvor mange Tour-sejre suveræne Bernal mon ville vinde, talte alle pludselig om en slovener i stedet. Hvis endelig Bernals navn kom op, var det vel mest af alt for at spørge, om han måske nogensinde ville vinde Touren igen - og det vel at mærke selvom 24-årige Bernal end ikke er vokset fra ungdomskonkurrencen endnu!

 

Det er den frustration, der må have givet ham den ubændige trang til at få fat i den sav. Forklaringen på Bernals fald er nemlig ikke manglen på evner. Nej, de har været temmelig åbenlyse, siden de første rygter gik på, at Gianni Savio havde fundet en eller anden purung colombianske mountainbiker, der skulle være lidt af en guldklump. I stedet skyldes nedturen det simple faktum, at de ellers på afstand så perfekt ben faktisk er temmelig uperfekte. Det ene er nemlig længere end det andet, og den skævhed har ført til så svære rygproblemer, at han har måttet erkende, at rygsmerter nok bliver et vilkår resten af karrieren.

 

Den ubalance vil en sav effektivt kunne rette op, men desværre er hjemlig savkirurgi ikke svært tilrådelig. Heldigvis er der efter dagens første bjergetape i Giroen heller ikke umiddelbart nogen grund til at iværksætte så drastiske og blodige tiltag, for noget tyder på, at ryggen har det ganske fint.

 

Allerede i lørdags kunne man fornemme det. Bernal var åbenbart så jovial - den slags kan jo være lidt svær at fornemme på afstand - at han for de tilstedeværende journalister efterlod et meget afslappet indtryk efter den indledende enkeltstart. Den slags er sjældent et udtryk for, at man er usikker på forberedelsen eller formen, og derfor kunne man allerede for tre dage siden lugte, at der måske var en colombiansk genfødsel i gære.

 

Nu er det selvfølgelig lidt tidligt at tale om genfødsel efter bare fire dage, men det er svært at komme uden om, at Bernal - i hvert fald blandt feltets klassementsfavoritter - kom ud af det første slag i Appenninerne som den store vinder. Nok var tidsforskellene så begrænsede, som de uundgåeligt ville være på en etape, hvor kun en godt 4 km lang mur skulle gøre forskellene, at de næppe kommer til at spille nogen væsentlig rolle, når løbsdirektør Mauro Vegni gør sit Giro-regnebræt op på Piazza del Duomo om knap tre uger, men Bernal kan i hvert fald begive sig tilbage til den Po-slette, der er Giroens omdrejningspunkt, med bevidstheden om, at han meget vel kan være løbets bedste klatrer.

 

Det varede ellers længe, inden der blev meldt kulør på den lange og drivvåde tur gennem de nordlige Appenniner, men det var forventeligt. Første bjergetape handler altid langt mere om at føle hinanden an end at levere dræbende knockoutstød - i hvert fald hvis man ikke hedder Chris Froome, Alberto Conrador eller Lance Armstrong - og derfor var det også givet, at alt dramaet ville blive reserveret til den herlige mur, arrangørerne havde fundet frem til finalen - en mur, der akkurat var stejl nok til at skabe drama, men også så kort, at den på ingen måde ville kvæle spændingen. Det lå også i kortene, at chancen for en udbrudssejr med medfølgende førertrøje ville være gode på en dag, hvor det var meget svært at finde et hold, der for alvor ville jagte for en etapesejr. Dertil var finalen for uegnet med de afsluttende flade kilometer, og dertil var usikkerheden om egen form for stor.

 

Blandt favoritholdene kunne man kun vente en jagt fra Deceuninck, der havde al mulig grund til at tro, at de kunne erobre førertrøjen, og måske Israel Start-Up Nation, der drømmer om at sikre Dan Martin den for ham eneste manglende grand tour-etapesejr, men da den aggressive start førte til dannelsen af en for dette tidspunkt i løbet usædvanligt stor udbrydergruppe, var de to hold ude af ligningen. Israelerne ville helt åbenlyst lade Alessandro de Marchi jagte drømmen om etapesejr og lyserød trøje, og Deceuninck havde været snu nok til at sende Pieter Serry afsted og dermed tvinge Ineos til at stå for det kontrolarbejde, der var nødvendigt, selvom briterne i denne finale ikke rigtigt kunne have ambitioner om at vinde etapen. Det udelukkede nu ikke, at Deceuninck alligevel kunne finde på at gå efter trøjen, men den mulighed fravalgte de - måske ikke helt unaturligt, når man betænker den usikkerhed, der er om Remco Evenepoels niveau og Joao Almeidas klatreevner.

 

I stedet blev det Bahrain, der tog ansvaret i finalen, præcis som man kunne have forudset. Mikel Landa er nemlig en gave til ethvert cykelløb, og med tanke på baskerens forventede katastrofe i Milano den sidste søndag, skal han i gang med at vinde tid med det samme. I en eksplosiv finale, der ikke rigtigt passede ham, var der derfor brug for at skabe et hårdt løb, og det var præcis, hvad vi fik, da stærkt tempo fra Matej Mohoric, Rafael Valls og slutteligt også Pello Bilbao, der højst uventet var nr. 3 bag Damiano Caruso i det arabiske hierarki, gjorde fælles front med regnen i at skabe udskilning, så det endte med at blive et ganske reduceret felt, der ramte muren i finalen.

 

Her blev det lige så passivt som ventet på en dag, hvor alle havde mere travlt med at føle både ben og rivaler an end med at lægge store angrebsplaner. Altså bortset naturligvis fra Landa, der jo allerede længe forinden havde annonceret, at han ville gå i gang med at sætte sekunder i banken inden Milano. Derfor var hans angreb også løbets dårligst bevarede hemmelighed, og baskeren viste da også lynhurtigt, at han er lige så stærk, som vi kunne have ventet. Sjovt nok er Landa, der i karrierens start var en af feltets absolut mest svingende lottokuponer, nemlig i dag blevet kongen af stabilitet og måske den rytter, der kan føle sig mest sikker på en top 5-placering i årets løb.

 

Den placering har han også kurs mod efter i dag, men han fik ikke helt gjort den forskel, han havde ønsket sig. Bernals ryg gjorde nemlig ikke synderligt ondt alligevel, og da først colombianeren åbnede op, blev vi alle mindet om, hvorfor det var, vi for mindre end to år siden talte om starten på en Bernal- og ikke en Pogacar-æra. Colombianeren blæste op til Landa med en forcering, der efterlod samme indtryk, som et tilsvarende angreb gjorde på Izoard på den højdramatiske Tour-etape, der endte i kaos og jordskred for nu næsten to år siden. Og det må i den grad være lidt af et selvtillidsboost for en mand, hvis virkelige styrke er den tredje og tinder i mere end 2000 m - slet ikke en stejl og eksplosiv mur på dag 4!

 

Helt alene væk kunne han dog ikke køre. Hugh Carthy levede nemlig på til de allerede tårnhøje forventninger, han havde skabt til sig selv med sin overbevisende kørsel i Vueltaen sidste år, og briten viste sig - ganske vist i lidende tilstand - uopslidelig på den stejle mur. Og det må trods alt være lidt urovækkende også for Bernal, at feltets mest udprægede dieselklatrer er så overbevisende i så eksplosiv en finale. Ligesom for Ineos-kaptajnen er det nemlig også for Carthy den brutale tredje uge, der gør Giroen til den bedste grand tour for netop hans ryttertype.

 

Det kneb lidt mere for Aleksandr Vlasov, men heller ikke han kan være svært utilfreds. Indtrykket var måske ikke så stærkt som på enkeltstarten, men på en regnvejrsdag, han ikke brød sig om, og i en eksplosiv finale, der ikke passede ham, var udkommet ganske pænt. I hvert fald er han kommet helt anderledes fra start end i de to første grand tours, der startede temmelig katastrofalt, men allerede tidligt på etapen viste han selvtillid ved at iværksætte et føringsarbejde, der dog mystisk nok pludselig blev afbrudt. På det tidspunkt kunne man ellers frygte, at benene pludselig var dårlige, men det var de heldigvis ikke. Tværtimod fik Vlasov bekræftet, at formen synes lige så veltimet, som man kunne fornemme i foråret.

 

Den overraskende tilstedeværelse i Bernal-gruppen var naturligvis Giulio Ciccone, men italieneren var sikkert inspireret af en tilbagevenden til Sestola, hvor han tog sin gennembrudssejr som nyprofessionel i 2016. Med den evige aggression, han også udviste i går, blev han belønnet med en lidt uventet tidsgevinst, der gør ham til et ganske spændende bekendtskab som erstatning for Vincenzo Nibali i klassementet. Desværre ved vi også, at Ciccons yoyokørsel formentlig bliver en hæmsko senere i løbet, men starten er i hvert fald lovende. Og da Nibali jo trods sin alt andet end ideelle forberedelse kom ganske glimrende igennem, var det bestemt ikke nogen dårlig dag for Trek.

 

Det var det til gengæld for Deceuninck, der var den største taber. Supermandskabet falmede lynhurtigt, da Joao Almeida eksploderede som den første af favoritterne. Det kan nu ikke regnes som nogen stor overraskelse, for som jeg skrev i analysen inden løbet, har den lille portugiser altid været klart begrænset i bjergene. Derfor lå det i kortene, at bjergene ville blive én lang forsvarskamp, men det var alligevel uventet, at det gik ham ilde. Almeidas spidskompetence har nemlig altid været hans forrygende evne til at begrænse sine tab, men den strategi gik for første gang helt i vasken. Man kan nu håbe, at forklaringen alene var det regnvejr, der før har voldt ham problemer, senest i Tirreno.

 

Langt større var interessen naturligvis om Remco Evenepoel, men belgiernes drøm om, at Evenepoel anno 2021 med det samme ville være den samme som Evenepoel anno 2020, brast prompte. Belgieren gjorde det pænt og kan stadig kalde sig den næstbedste klassementsrytter i den samlede stilling, men der er ingen tvivl om, at dagens udkomme næppe kan have levet op til egne utvivlsomt tårnhøje forventninger.

 

Betyder det, at vi skal dømme Evenepoel ude? Det er utvivlsomt en postgang for tidligt. Dertil har hans forberedelse været for ringe, og man må trods alt formode, at han løbende vil forbedre sig undervejs. Hans kendetegn er også den gigantiske motor, der burde kunne gøre ham til den perfekte tredjeugesrytter, og samtidig var denne eksplosive finale bestemt ikke en gave for ham - en undskyldning, han dog ikke er alene om at kunne bruge. Men hans efter eget udsagn ret konservative kørsel, hvor han bevidst undlod at gå i rød zone på stigningen, efterfulgt af en ensom med overbevisende jagt efter toppen antyder, at belgieren ikke er så ringe, som man umiddelbart kunne tro - heller ikke selvom der skal tørres op efter en lille spand koldt vand i hovedet. Til gengæld kan der nu heller ikke være tvivl om Deceuninck-hierarkiet, efter at den i Romandiet eller så overbevisende Fausto Masnada også forsvandt og efterlod Evenepoel som den kaptajn, han trods udsagn om det modsatte utvivlsomt hele tiden har været.

 

Samme tydelige hierarki tegner sig hos Ineos, der jo ellers havde ladet Bernals rygproblemer komme Pavel Sivakov så meget til gode, at han var den officielle medkaptajn. Det er han utvivlsomt ikke længere, for lige så overbevisende colombianeren var, lige så skuffende var den ikke altid specielt tilregnelige Sivakov. Da også Daniel Martinez fortsatte det kedelige indtryk fra Tour of the Alps, er tremandshæren pludselig blevet til en ensom kriger, der til gengæld kan se frem til støtten fra brøkstærke Gianni Moscon, der nok engang bekræftede sin genfødsel og de ufattelige klatreevner, vi også så ved VM i Østrig. I dag var han dog ikke alene om at være en elefant blandt musene, da også Alberto Bettiol med en vanvittig præstation viste, at han er fuldt tilbage efter den ærgerlige sygdom, der lagde hans klassikersæson helt i ruiner. Nu må man blot håbe, at Bernals og Carthys overbevisende ridt ikke lægger de to formstærke italienere helt i lænker.

 

En anden taber var naturligvis Simon Yates, men her er jeg knap så forundret. Som mange vil vide, har jeg hele tiden anset det som svært usandsynligt, at han kunne holde Tour of the Alps-formen hele vejen til Milano, og hans skuffende enkeltstart var allerede en indikation af, at silken måske allerede var slidt af. Heldigvis gik det slet ikke så ilde som på Etna for et år siden, men Yates har på ingen måde en historik, der tilsiger, at han skulle blive bedre undervejs. En sådan nedtur i uge 1 på en mur, der passede ham bedre end de fleste andre favoritter, er i hvert så ildevarslende, at hans sejrschancer allerede nu ser ganske små ud.

 

En tredje stor taber var Emanuel Buchmann, men også her er det desværre svært at være forundret. Som bekendt har den ellers normalt så stabile tysker underpræsteret så eklatant gennem hele foråret, at det var svært helt at tro på, at det bare var udtryk for en anderledes formopbygning. Hans ringe enkeltstart satte kun en fed streg under det billede, og det samme gjorde dagens pauvre udkomme. Til Buchmanns forsvar siges, at stejl mur i uge 1 rimer lige så meget på hinanden, som corona gør på festival, men med tanke på Buchmanns 2021 ligner løbet allerede nu en skuffelse.

 

Endnu værre gik det dog for George Bennett, og her er jeg mere forundret. Newzealænderen plejer at være en ørn til at træne sig i form, og derfor var forventningen, at han skulle starte løbet lige så stærkt, som han plejer. Men måske har hans næsten desperate insisteren på, at han denne gang ikke ville toppe for tidligt, alligevel betydet, at han denne gang i stedet bare ikke har nået et højt nok niveau. Det kan måske give et lille håb om bedring undervejs, men omvendt er Bennett også så ustabil en type, at det ikke vil være et chok, hvis han slet og ret bare ender som en af løbets nitter.

 

Det blev heller ikke Jai Hindleys dag. Drømmen for den lille australier om at genfinde superformen fra 2020 led i hvert fald i første omgang et knæk - præcis som den gjorde for Domenico Pozzovivo, der desværre ikke kunne skabe endnu et mirakel og blæse fra start som løbets genopstandne åbenbaring for anden Giro i træk. Til gengæld kan Hindley måske knytte lidt håb til, at han i 2020 bare blev bedre og bedre undervejs, og derfor er der masser af tid til at rejse sig igen. Og i stedet kan DSM jo så glæde sig over, at Romain Bardet kom ganske flot fra start og som i Touren fik bevist, at han altså ikke er helt død endnu.

 

Det er Dan Martin heller ikke, men den irske veteran er nok alligevel lidt skuffet over præstationen i en finale, der burde have været hans. På den anden side var der ikke noget, der tilsagde, at hans niveau skulle række til at gå med de allerbedste. Det var der heller ikke for Davide Formolo, men til gengæld var der forventninger om, at han ville lægge stærkt ud i en finale, der ikke var helt skæv for en ardennerspecialist. Og det gjorde Formolo bestemt, selvom hans store test kommer i de høje bjerge og ikke mindst, når man skal teste den holdbarhed og stabilitet, der altid har været hans svaghed.

 

Formolo og Martin har også det til fælles, at de skal feste i aften. Deres to holdkammerater endte nemlig som etapens allerstørste vindere, og det er svært ikke at glæde sig over den succes, som Joe Dombrowski og Alessandro de Marchi oplevede.

 

For Dombrowski var det nemlig i en vis forstand indfrielsen af lidt af de løfter, den uhyre lovende amerikaner gav, da han vandt Baby-Giroen foran Fabio Aru for efterhånden næsten et årti siden. Mens Aru fortsatte med at vinde grand tours og meget andet, hensygnede Dombrowski imidlertid i en anonym tilværelse, hvor man kunne banke hovedet mod en mur af frustration over den manglende stabilitet.

 

På sine store dage er han nemlig stadig fremragende, som han viste, da han helt ud af det blå efter en elendig periode blev nr. 2 bag Simon Spilak på den brutale Rettenbachferner i Tour de Suisse, eller da han i Giroen for to år siden af og til klatrede med de bedste. Da udbruddet var kørt, stod det også klart, at Dombrowski på en god dag ville være gruppens klart bedste på så stejle procenter, der gav mindelser om Rettenbachferner, men hans historik tilsagde også, at det lige så vel kunne ende i fiasko. Denne gang var der heldigvis gevinst, og dermed fik gruppens bedste klatrer endelig den sejr, klatreevnerne længe har fortjent.

 

Lige så fortjent var det imidlertid at se De Marchi i lyserødt. Den ukuelige italiener er en af feltets mest aktive ryttere, og selvom han vel sammen med Remi Cavagna og Thomas de Gendt regnes som den største udbryderkonge, er det for sjældent blevet belønnet. Tre sejre er det ganske vist blevet til i Vueltaen, men De Marchi har fortjent mere. Som italiener er det heldigvis svært at forestille sig en smukkere belønning end netop maglia rosa - og det er i den grad fortjent, at han i morgen er løbets centrum!

 

Det lyserøde eventyr varer dog ikke nødvendigvis alt for længe. Vlasov er som første klassementsrytter bare 1.24 efter, og det forspring kan trods alt blive svært at forsvare på Ascoli Piceno på torsdag, selvom der her ikke er tale om verdens sværeste stigning.

 

Spørgsmålet er nemlig, om ikke der er nogle klassementsryttere, der lugter lidt blod. Først af disse er Bernal, der i dag mindede os alle om, at Pogacar måske nok er den næstyngste Tour-vinder i historien, men den tredjeyngste af slagsen er her skam endnu og altså stadig kun 24 år. Tømmerhandlen får i hvert fald lov til at beholde deres sav lidt endnu, for der synes ikke umiddelbart at være brug for blodige kirurgiske indgreb, hvis den stadig højtflyvende colombianske guldfugl skal tage den Giro-sejr, et brækket kraveben måske snød ham for i 2019.

 

Favoritterne

Sprinterne kan kun have jublet, da de hørte, at årets Giro skulle starte i Torino og ikke i det kuperede Syditalien. En start midt på Po-slettens billardbord kunne kun invitere arrangørerne til at gøre den første uge relativt sprintervenlig, og løbsdirektør Mauro Vegni har efterkommet ønsket. Som bekendt har han gjort Po-sletten til noget, der kunne minde om løbets omdrejningspunkt, og et hav af etaper afvikles enten helt eller delvist i et af Europas fladeste områder.

 

Det var tilfældet på 1., 2., 3. og 4. etape, og efter to dage, hvor man er sluttet af med en tur ind i de nærliggende bjerge, holder vi os onsdag gennem hele dagen på vores billardbord. Etapen er stort set en kopi af 2. etape, og den eneste væsentlige forskel er vel, at retningen denne gang er endnu mere ensidig end i onsdags. Denne gang er det nemlig ikke kun profil, men også rutekort, der kan tegnes med en lineal, og arrangørerne har endda undgået den helt nærliggende fristelse at sende feltet ind i de stigninger, der ligger lige syd for ruten i velkendt cykelbyer som Bologna og Imola.

 

Med så ensidig en retning skal vi glæde os over, at der ikke er sydøstenvind. Det kunne nemlig have skabt en gigantisk langgaber, hvor feltet var sneglet sig afsted gennem en hel eftermiddag. Heldigvis får vi nu vesten- og senere nordvestenvind og derfor enten sidemed- eller medvind, og det bør heldigvis sikre, at løbet ikke går helt i stå.

 

Til gengæld vil det ikke skabe mere drama af den grund. Det blæser aldrig på Po-sletten, og dagens meget usædvanlige og blæsende betingelser forsvinder også igen som dug for solen. Det samme gør heldigvis det massive regnvejr, og selvom der stadig venter en rigtig bygedag med ganske stor risiko for våde veje i finalen, er betingelserne slet ikke så grimme som i dag.

 

Uden vind er langgaberen en realitet. Fra km 0 kan vi ventes os et udbrud bestående af ryttere fra de tre wildcardhold, der denne gang ikke engang har bjergpoint at gå efter. De vil efter al sandsynlighed køre væk helt uden sværdslag, og derefter kan Israel SUN finde deres plads forrest i feltet. De vil sikkert føre hele dagen for at gøre deres trøje ære, men de kan også regne med stensikker hjælp fra sprinterholdene. Lotto og Alpecin vil utvivlsomt føre - Alpecin har ikke længere et alibi for at lade være - og det samme vil formentlig et Jumbo, for hvem spurterne nu er endnu vigtigere end tidligere. Cofidis må også have tanket noget selvtillid, og derfor burde der være masser af føringsvillighed - dog nok med undtagelse af et Bora-hold, der efter i går har berettiget grund til at surmule!

 

Det svage udbrud bør næsten komme tilbage af sig selv, selvom medvind altid kan være en lidt halvfarlig ting, og højdepunkterne bør derfor være de indlagte spurter. I den første burde der være noget at slås om for Peter Sagan, Giacomo Nizzolo, Elia Viviani og Fernando Gaviria (samt Andrea Pasqualon, hvis han igen kører en lidt uforståelig spurt), mens den anden desværre kommer så tidligt, at der næppe bliver bonussekunder at spurte om for feltet.

 

Alt peger derfor på massespurt efter en kedsommelig etape, men finalen er alt andet end kedsommelig. Den er til gengæld temmelig teknisk med de hele fem sving, hvoraf særligt dobbeltsvinget ved den røde flamme er vigtigt. Selve opløbsstrækningen er dog 1000 m lang, og derfor er alt ikke tabt, hvis man sidder lidt for langt tilbage. Til gengæld er der tale om en modvindsspurt, og det betyder, at der er grænser for, hvor meget der kan vindes ved at komme blæsende bagfra i en lang spurt.

 

Position bliver derfor formentlig vigtig, ligesom timing gør det, når der er tale om en modvindsspurt. Som vi så i søndags betød de svage tog dog også et ret markant anarki, hvor ingen rigtigt kunne tage kontrol. Det er derfor slet ikke utænkeligt, at det hele går lidt i så på opløbsstrækningen, hvor ingen vil åbne for tidligt i modvinden, og så er der faktisk plads til, at det næsten kan være en fordel at komme med momentum. Med det rette held kan spurten godt vindes uden det helt store tog. Og så skal man ikke undervurdere betydningen af risikovillighed i de sene sving, hvis de 75% risiko for regn vitterligt giver både veje.

 

Den første spurt afslørede så meget kaos og anarki, at det faktisk er en uhyre åben spurt. Det er næsten umuligt at pege på en entydig favorit, fordi det er ret umuligt at sige, hvem der vil få det bedste lead-out. På papiret er UAE og Cofidis stærkest, men deres sprintere er næppe de hurtigste. På papiret burde Lotto, der har en supersprinter, være stærke, men de viste igen i søndags, at de altid underpræsterer. Og den positioneringssvage Tim Merlier sad pludselig ganske fornuftigt.

 

For mig at se tegner Tim Merlier og Caleb Ewan sig som de store favoritter, og denne gang vælger jeg at gå med belgieren. Jeg har længe regnet Merlier som en af feltets allerhurtigste, men dels har hans positionering kostet dyrt, dels er det meget sjældent, at vi har kunnet se ham i kamp med de bedste, hvorfor hans fart har været svær at vurdere.

 

Det er dog ikke så meget Merlier, der gør mig optimistisk denne gang. Det er i stedet Alexander Krieger. Endelig burde det være en svækkelse af Merlier, at han er uden sin vanlige lead-out man Jonas Rickaert, men den hurtigere Krieger kan vise sig som en langt bedre erstatning. Jeg var svært imponeret over ham i Tyrkiet, hvor han var næstsidste mand for Jasper Philipsen og gjorde det fremragende, og de fine takter fortsatte han i søndags, hvor han fik afleveret Merlier ganske fortræffeligt.

 

Lykkes det igen, står belgieren stærkt. Han har gjort lange spurter til sit speciale, og han virkede nærmest skræmmende med sin 250 m lange modvindsspurt i søndags, hvor rivalerne havde rigeligt at gøre med at holde hjul. Om den fart også rækker mod Ewan, fik vi ikke at se, men den rakte i hvert fald til en ret fornem Tirreno-etapesejr i skrapt selskab sidste år, ligesom den rakte til at køre hurtige Mads Pedersen nærmest ud af hjulet i Bredene-Koksijde sidste år. Jeg er stadig bekymret for hans positionering i denne tekniske finale, men med et langt opløb og ikke mindst Krieger ved sin side, tror jeg på ny sejr til belgieren.

 

Jeg glæder mig dog meget til at se ham måle sig med Caleb Ewan. Den lille australier måtte forleden igen sande, at hans Lotto-tog næsten altid skuffer, og denne gang havde han ikke samme held som i Touren, hvor han kunne zigzagge sig vej til fronten. Lotto har dog utvivlsomt lært af fadæsen og vil være bevidste om at skyde frem noget tidligere, og på papiret ser Stefano Oldani, Roger Kluge og Jasper de Buyst altså relativt kraftfulde ud. Det er da også sket, at de faktisk har domineret i finalerne, og i dette felt burde det altså kunne lade sig gøre at føre Ewan fornuftigt frem.

 

Til gengæld er det lidt usikkert, hvor meget fart Ewan har i år. Han har vel kun kørt én god spurt i år, men her slog han til gengæld og en vis Sam Bennett for rent bord på sidste etape i Emiraterne. En modvindsspurt er pr. definition altid god for feltets vel mest aerodynamiske sprinter, og meget taler for, at han burde spurte bedre end tidligere på året, hvor han arbejdede på sin Sanremo-klatring og ikke sine grand tour-spurter, selvom det bekymrer mig, at han er klatrer så dårligt, som det var tilfældet både i dag og i går. Nu skal hans hold bare anbringe ham så godt, at han også kan vise sin fart.

 

Jeg vil også stadig tilskrive Dylan Groenewegen en god chance. Ganske vist stod det i søndags klart, at han ikke har samme fart som tidligere, men man må formode, at han stille og roligt kommer sig, efterhånden som løbsrytmen indfinder sig. Det var i hvert fald opløftende, at positioneringssvage Groenewegen klarede positionskampen så fint, og på papiret ser toget med Edoardo Affini, der åbenbart erstatter Jos van Emden, og David Dekker da også ganske fornuftigt ud. Særligt Dekker burde med sin positionering og fart have potentialet til at sætte Groenewegen perfekt op, og hvis det lykkes, må han trods alt stadig have farten til at gøre det færdigt. Det så i hvert fald heldigvis ud til, at han psykologisk ikke var hæmmet i hverken positionskamp eller spurt, og det er det første skridt mod, at Groenewegen kan vende tilbage til hans engang så ubestridte status som verdens hurtigste sprinter.

 

Et opløftende moment både søndag og mandag har været Cofidis og Elia Viviani. Simone Consonni har domineret begge spurter og vist, at han måske lige nu er feltets bedste lead-out man, og det kan blive helt afgørende i disse lidt kaotiske finaler. Desværre tøvede Viviani lidt for længe i søndags, inden han i går blev lukket inde af Davide Cimolai, og derfor er det ikke helt blevet til det store resultat endnu. Da han først kom op i fart igen i søndags, så det dog ganske pænt ud, og hans kørsel på bakkerne i går vidner om absolut storform. I dag betalte han til gengæld en pris på en meget svær dag, hvor han skulle slæbes i mål, men det hæmmer ham næppe væsentligt i en spurt på en etape, der formentlig ender som meget let. Han har generelt spurtet ganske pænt i år, og selvom han utvivlsomt ikke er den hurtigste, kan Consonni og et godt lead-out være det, der giver ham den første grand tour-etapesejr siden Touren i 2019.

 

Et andet opløftende element har været Fernando Gaviria. Med tanke på hans klatring i de senere år var han gårsdagens store sensation, og også hans enkeltstart vidner om storform. Til gengæld har jeg været mere bekymret over hans spurter. I søndags kom han jo efter kollisionen med holdkammerat Sebastian Molano jo aldrig til at spurte, men hverken i den indlagte spurt eller i gårsdagens spurt imponerede han. I går gravede han dog meget dybt for at overleve, og det er velkendt, at der er stor forskel på spurten hos en frisk og en træt Gaviria. I morgen vil han være helt frisk, og faktisk tror jeg, at han har det bedste tog. Molano og Maximiliano Richeze havde nemlig kurs mod søndagens bedste lead-out, hvis altså ikke Gaviria nok engang var røget af. Det sker desværre alt for ofte, og derfor er jeg bekymret for ham i en finale med så mange sving. Til gengæld har han toget til faktisk at blive sat helt perfekt op, og hvis det lykkes for Richeze at aflevere ham på Giroens 1. etape, er muligheden for sejr til stedet. Det kræver dog, at han viser en fart, som vi nu ikke har set i efterhånden ret lang tid.

 

Gårsdagens store skuffelse var Giacomo Nizzolo, og det kunne desværre tyde på, at han efter en løbspause ikke er i topform. Alligevel sikrede hans stærke positioneringsevne ham en fin 2. plads i søndags, og den positioneringsevne vil komme ham til gode igen i denne finale. Desværre kommer det sidste sving lidt for langt fra mål til at tro, at han kan vinde alene på sin positionering, og det vil kræve en vis fart at gøre det færdigt. Normalt er Nizzolo ikke alt for hurtig på disse helt lette dage, men hans spurt i søndags var nu ganske pæn, selvom den mest af alt bestod i at holde Merliers hjul. Nizzolo vinder ikke, fordi han er hurtigt, men med sin gode position kombineret med anarki og mistiming i modvinden er det næppe helt umuligt.

 

Meget af det samme kan siges om Peter Sagan. Han er i denne type spurter endnu langsommere end Nizzolo, men til gengæld har han sin positionering som våben. Ligesom for Nizzolo gælder dog, at det lange opløb gør det til en svær spurt at vinde på ren fart, men modvinden hjælper i det mindste Sagan. Den øger sandsynligheden for mistiming, og sandsynligheden for, at Sagan sidder perfekt, er stadig god, selvom han faktisk har været overraskende rusten i positionskampen, både søndag og mandag. Med god position og modvind er det muligt for Sagan at vinde, men det kræver lidt af det held, han ikke har haft alt for meget af på det sidste.

 

Jeg var lidt skuffet over Matteo Moschetti i søndags. Jeg havde i hvert fald håbet, at de optimistiske meldinger om tilbagevenden efter det grimme styrt ville bringe ham tilbage til fordums styrke, og derfor var det lidt ærgerligt, at en ren sprinter end ikke kunne prøve at gå forbi Sagan, der trods alt ikke er samme sprintertype. Han klarede dog positionskampen ganske fint, og han har faktisk klaret klatringen både i går og i dag bedre, end man kunne have frygtet. Formen synes derfor fin, og på en let etape som denne bør han stadig være en af de hurtigste, selvom et svagt tog med kun Koen de Kort som virkelig støtte gør det lidt svært for ham at vinde.

 

Davide Cimolai er kommet til løbet i storform. I søndags tabte han kæden med 2 km igen og endte alligevel som nr. 9, og i går vandt han feltets spurt om 2. pladsen. Desværre er en boulevardspurt efter en let etape ikke hans spidskompetence, og modsat i går er opløbet heller ikke stigende, som han ellers foretrækker det. Til gengæld genfandt han lidt af sin positionering de første dage, og toget med Matthias Brändle, Alex Dowsett og Patrick Bevin ligner et af de bedre. Det er stadig svært at se ham vinde en spurt af denne type, men et godt tog og god form bringer ham langt.

 

Første spurt gik desværre som forventet for Max Kanter, der nok engang var helt ude af position. Det vil han sikkert være igen i morgen, hvor de to sene sving ligner en gigantisk udfordring for tyskeren, men heldigvis er opløbet her af en længde, hvor der er tid til at rette op på fejlen. Han har trods alt i Nikias Arndt en hæderlig lead-out man, og vi så i Vueltaen, at hans fart rækker ganske fornuftigt i et felt, der nok har en stærk top, men ikke er specielt dybt. Kan Arndt denne gang få ham anbragt lidt bedre, bør det gå fornuftigt, men mest sandsynligt er det, at han igen sidder alt for langt tilbage.

 

Dagens chok var, at Filippo Fiorelli blev nr. 3 på en bjergetape. Nok er han en lidt mere robust sprinter, der har arbejdet på sin klatring, men alligevel var det en mindre sensation. Til gengæld er han ikke verdens hurtigste, men jeg har faktisk været ret imponeret over hans positionering, både i sidste års udgave af løbet og i søndags. Det er ikke tilfældigt, at han i år har en ret stabil serie af topresultater i mindre løb, og det gør ham til ganske sandsynlig top 10-rytter. Til gengæld rækker farten næppe til top 5.

 

Det gav en lille klump i maven at se Manuel Belletti styrte i går, hvor det kortvarigt kunne se ud til, at hans Giro-karriere fik en brat ende. Heldigvis er han med endnu, og han kom hæderligt igennem dagens etape. Det er dog svært at tro, at styrtet ikke har påvirket ham, og i forvejen har han ikke fordums fart. Vi så dog i Tyrkiet, at han stadig positionerer sig godt, og modsat i søndags kan han denne gang regne med hjælp fra hurtige Vincenzo Albanese, der ikke skal i udbrud på en etape uden bjergpoint. Det ændrer dog ikke på, at han ikke har farten til at vinde, og mandagens styrt skaber desværre også nogen usikkerhed.

 

I søndags gik det helt efter bogen, nemlig at Riccardo Minali var ude af position. Det vil han efter al sandsynlighed være igen i morgen, for sådan går det altid. Det forklarer hans meget pauvre samling af top 10-resultater, og farten er slet heller ikke som i gamle dage. Jeg vil dog tro, at han stadig er relativt hurtig, men grundet hans ringe positionering er han bare svær at vurdere mere præcist. Denne gang er opløbet længere, og hans tog med Quinten Hermans og Andrea Pasqualon burde trods alt være så stærkt, at det kan gå bedre, end det gjorde i søndags.

 

Endelig er der Lawrence Naesen . Med Andrea Vendrames beslutning om at droppe massespurterne er det helt forventeligt, at den halvhurtige belgier får chancen, for han har ofte blandet sig i spurter. Det har givet en pæn samling af top 10-placeringer, men heller ikke mere end det. Naesen er nemlig ikke nogen rigtig sprinter og mere som sin bror bare en halvhurtig herre. Hans spidskompetence er positioneringen, men den er heldigvis også så vigtig i denne finale, at det nok skal gå ganske fornuftigt, særligt hvis Vendrame er frisk på at give ham en hånd.

 

Androni deltog ikke rigtigt i spurten forleden, selvom det er svært at sige, om unge Nicola Venchiarutti faktisk forsøgte. Jeg vil dog tro, at de prøver at få efter en top 10, der ser svær ud, med enten Venchiarutti eller Filippo Tagliani, der dog også er i spil til spurtkonkurrencen og derfor kan foretrække sit tredje udbrud. Plan C er Natnael Tesfatsion. Jeg regner ikke med, at Ineos, Astana, Bahrain, Deceuninck, EF, FDJ, Movistar eller BikeExchange deltager i spurten. Endelig er David Dekker, Simone Consonni, Juan Sebastian Molano og Max Walscheid samt i mindre grad Stefano Oldani, Vincenzo Albanese, Enrico Battaglin, Alexander Krieger og Andrea Pasqualon hurtige nok til at lave et resultat, hvis der hænder et eller andet med deres sprinter - særligt Dekker og måske Molano måske endda med en reel chance for at vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Tim Merlier

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Dylan Groenewegen

Outsidere: Elia Viviani, Fernando Gaviria, Giacomo Nizzolo, Peter Sagan, Matteo Moschetti

Jokers: Davide Cimolai, Max Kanter, Filippo Fiorelli, Manuel Belletti, Riccardo Minali, Lawrence Naesen

 

Tour de Hongrie

Grundet tidspres har jeg ikke tid til at skrive en optakt til Tour de Hongrie - eller Ungarn Rundt - selvom det stærke felt fortjener det. Der findes en separat artikel med en kort oversigt over mine favoritter til klassementet og 1. etape.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Tim Merlier
Caleb Ewan, Dylan Groenewegen
Elia Viviani, Fernando Gaviria, Giacomo Nizzolo, Peter Sagan, Matteo Moschetti
Davide Cimolai, Max Kanter, Filippo Fiorelli, Manuel Belletti, Riccardo Minali, Lawrence Naesen
David Dekker, Juan Sebastian Molano, Simone Consonni, Max Walscheid, Andrea Pasqualon, Stefano Oldani, Enrico Battaglin, Alexander Krieger, Andrea Vendrame, Filippo Tagliano, Nicola Venchiarutti, Natnael Tesfatsion

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Adriatica Ionica Race(2.1) 14/06-18/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Giro dell'Appennino(1.1) 24/06

Giro di Basilicata(2.1) 24/06-27/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR