Optakt: 5. etape af Paris-Nice

Ruten

Paris-Nice er kendt for, at terrænet gradvist bliver mere kuperet, efterhånden som man nærmer sig Nice, og det gælder naturligvis også i 2020. Efter tre relativt flade dage blev det en anelse mere kuperet på enkeltstarten, og torsdag venter den hidtil mest kuperede etape. Der er imidlertid stadig ingen større stigninger undervejs, og sprinterne vil derfor se frem til at jagte en sidste chance på en etape, der med relativt kuperet terræn og en distance på næsten 230 km var tænkt som perfekt træning til det nu udsatte Milano-Sanremo.

I alt skal der tilbagelægges hele 227,0 km, der fører feltet fra Gannat til La Cote-Saint-André. Som alle andre tidlige Paris-Nice-etaper er der tale om endnu en transportetape på vejen mellem Paris og Nice, og derfor kører man stort set hele dagen mod sydøst, denne gang dog i mere kuperet terræn. Fra starten falder det let, mens man kører mod øst frem til kategori 3-stigningen Cote de Busset (3,4 km, 5,9%), der byder på to kilometer med 6,8% undervejs. Toppen rundes efter 23,5 km, hvorefter man drejer mod sydøst for kort efter at ramme kategori 3-stigningen Cote de Cheval Rigon (5,7 km, 3,9%), hvis top passeres efter 39,0 km. Det fortsætter dog med at stige hele vejen op til dagens første spurt, som kommer efter 51,0 km, så der i alt er tale om en lang, jævn opkørsel, som over 17,6 km stiger med 2,6%, men aldrig er stejl.

Efter spurten fortsætter man mod sydvest igennem terræn, der over 35 km er ganske let faldende, inden det flader ud efter ca. 85 km. Man fortsætter stadig mod sydøst, og efter 120,5 km begynder det atter at stige let over næsten 30 km, inden en skarp nedkørsel fører ned til dagens to sidste bakker. Først gælder det kategori 3-stigningen Cote de Treves (3,0 km, 5,2%) med top efter 167,0 km og kort efter kategori 3-stigningen Cote de Saint-Prim (1,4 km, 8,3%) med top efter 183,0 km. Herefter går det mod øst igennem let stigende terræn helt frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 210,0 km. Nu venter en kort nedkørsel, inden de sidste 15 km er stort set helt flade. I finalen følger man en lige vej, der dog afbrydes af et blødt sving med 3,1 km igen og et skarpt sving med 800 m til stregen, hvorefter man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen byder på i alt bare 2681 højdemeter.

La Cote-Saint-André har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Vejret

Det er egentlig på denne tid, at Løbet mod Solen plejer at blive mere solrigt, men torsdag bliver nu ikke alt for pæn. Der vil ganske vist være enkelte kig til solen fra start, men hurtigt vil det sky til med en bygerisiko, der er på ca. 20% først på eftermiddagen og 40% mod slutningen. Med en temperatur på 19 grader vil det til gengæld være varmt, og der vil stort set ikke være nogen vind, blot en let brise fra vest. Det giver med- og sidemedvind hele dagen. Mod slutningen er der medvind, indtil man med 3,1 km igen får sidemedvind og slutteligt sidevind på opløbsstrækningen.

Analyse af 4. etape

Nu troede man ikke, at de danske træer kunne vokse længere op i himlen! Med Mads Pedersens VM-sejr for et lille halvt år siden kulminerede den uafbrudte successtime, som den næsten endeløse serie af danske talenter - kombineret med veteranen Jakob Fuglsangs tårnhøje klasse - har været garant for i efterhånden mange sæsoner. Nu er træerne naturligvis heller ikke blevet spor højere - det er vel kun en grand tour-sejr eller måske en Roubaix-sejr, der kan overgå en VM-triumf - men det er alligevel svært ikke at knibe sig lidt i armen over den start, den danske brigade har fået på 2020.

Alt kører bestemt ikke i olie. Michael Valgren kæmper stadig med at finde 2018-formen, og Mads Pedersen har trods fin kørsel i sidevinden de seneste dage mest virket lidt halvrusten. Heldigvis er fordelen ved en uendelig talentmasse, at der altid er folk til at tage over, præcis som der var det i 2019, hvor Fuglsang, Kasper Asgreen og i Yorkshire også Pedersen var flyvende, selvom både Valgren, Kragh og til dels også Magnus Cort havde skodsæsoner. Og sådan har det også været i år, hvor de danske succeser er væltet ind i lind strøm.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det startede allerede i Besseges, da Cort med det samme viste, at skiftet til EF kun havde gjort sig godt, og derefter fortsatte Fuglsang stimen fra 2019 ved at vinde sæsonens første løb i Andalusien og krydre det med to etapesejre. Dernæst fulgte en mindeværdig åbningsweekend, hvor Kragh med en 3. plads i Omloop signalerede sit comeback, og Asgreen med et vanvidsridt i Kuurne viste, at han er om muligt endnu stærkere, end han var i jubelåret 2020. I de seneste dage har det danske kontingent med Kragh, Asgreen, Pedersen og Mads Würtz været toneangivende i sidevinden de første dage i Paris-Nice.

Alligevel er det svært ikke at beskrive denne onsdag som sæsonens foreløbige højdepunkt. Nok er en sejr i Kuurne prestigiøs, men der er trods alt tale om en af de mindste belgiske klassikere. Til gengæld er enkeltstarter på WorldTour-niveau noget, der sjældent vindes af andre end sportens ypperste specialister, og indtil i dag var det da heller aldrig nogensinde lykkedes for en dansker, siden ProTouren blev indført i 2005.

Vi har dog været tæt på. Kragh er således flere gange kørt på podiet i Schweiz og BinckBank Tour, og så sent som i juni var Asgreen og Kragh meget tæt på, da de i Tour de Suisse blev nr. 2 og 3 bag Asgreens sejrende holdkammerat Yves Lampaert - i øvrigt efter at de var blevet hhv. nr. 5 og 4 på den korte indledende enkeltstart. I dag var den dynamiske danske tempoduo, der så igen, da de for anden gang på mindre end et år begge gik på podiet i en WorldTour-enkeltstart. Og denne gang var der ingen belgiere eller andre, der spolerede festen.

Naturligvis er det lidt af et gennembrud for Kragh, at han i dag ikke blot sejrede, men leverede en mindre magtdemonstration på enkeltstartens sidste powerstykke, hvor han var i særklasse i forhold til alle andre. Alligevel kommer det langt fra som noget chok. Hvis man betænker, hvor svært den talentfulde dansker havde det for et år siden, er det udtryk for potentiale og klasse, at han alligevel to gange kører i top 5 uhyre skrapt selskab i Schweiz. Og da han i Omloop havde bevidst, at en sygdomsfri vinter endelig havde bragt den uheldige danske tilbage på sporet, var der jo egentlig ingen grund til at tro, at han i dag ikke ville køre endnu stærkere.

Det gjorde han til gengæld også i den grad. Måske blev han overmatchet af det formstærke fænomen Maximilian Schachmann på etapens stigninger, men til gengæld var han helt ustoppelig, da der først skulle åbnes for poweren. Her var ingen i nærheden af at matche Sunweb-danskeren, der dermed kan kalde sig vinder af to WorldTour-løb og en klassiker - ikke ringe for en mand, der blot har fem sejre i alt.

Kragh er så godt kørende, at han nu endda kan lugte en top 10 i klassementet. Naturligvis kan det blive til endnu mere, hvis den evige coronoskygge tvinger løbet til afbrydelse inden bjergene, men selv hvis weekenden gennemføres, kan danskeren komme langt. Naturligvis får han en gang klø af de bedste på lørdag, men Colmiane er ikke en stejl stigning. Her kan en fyr som Kragh sagtens begrænse tabet, og sidste år så vi, hvordan Oliver Naesen blev en sensationel nr. 13 i løbet i kraft af vunden tid i sidevinden og solid klatring. Kragh står endnu bedre end belgieren med den tid, han tog i dag, og selvom man kan ærgre sig over, at han kaldtes tilbage til Tiesj Benoot på 2. etape, skal det blive interessant at se, hvad det kan føre til - også selvom Benoot stadig er holdets kaptajn. Nej, Kragh vinder naturligvis ikke et Paris-Nice, der køres til ende, men en top 10 kan ikke helt udelukkes.

Det kan det for Asgreen, der ligesom Kragh måtte ofre sig for holdet, da Julian Alaphilippes lokum stod i flammer i sidevinden, men danskeren viste i dag, at han skal regnes som en af sportens tempogianter. På de bare 15 km kom hans store motor nemlig ikke til sin ret, og i dag viste han, at der er al mulig grund til at tro, at også han kan sikre en dansk WorldTour-sejr i disciplinen, hvor vi bare bliver bedre og bedre. Og så viste han nok engang, at han skal regnes som en topkandidat til sejr i brostensmonumenterne, hvis de får lov at overleve den massakre, en lille virus i øjeblikket er ved at gennemføre på den internationale sportskalender. Og så lever vi nok med, at den ellers så formstærke Würtz skuffede i dag, for som sagt er fordelen ved stor talentrigdom, at der altid er folk til at tage over, hvis en eller flere fejler.

Det vil dog være urimeligt at holde ren danskerfest. Der skal som minimum også et tysk flag på bordet, efter at Maximilian Schachmann tog et stort skridt mod samlet sejr. Det lå i kortene, at den formstærke tyske specialist som minimum ville komme meget tæt på sejren på en rute, der syntes skabt til ham, men han havde næppe drømt om, at han skulle befinde sig i så god en position efter dagens slag. Stort set alle hans værste rivaler fejlede nemlig grusomt, så han nu har så stort et forspring, at han reelt kan køre lørdagens Colmiane-stigning som en enkeltstart og ikke bekymre sig om at forsøge at følge af klatrerne. Det handler om at begrænse tabet, og det er en gigantisk fordel for en stor tempofyr som Schachmann, hvis (eneste) svaghed hidtil har været, at han ikke har kunnet køre i høje bjerge.

Det er der ellers mange, der kan, men dem fik han alle sat markant til vægs i dag. Vigtigt var det i hvert fald, at han vandt masser af tid på den ellers sjældent formstærke Vincenzo Nibali, der stille og roligt havde kørt sig ind i en gunstig position med stor hjælp fra klassikerdrengene i sidevinden. Ligesom i Algarve fejlede Hajen imidlertid gevaldigt på enkeltstarten, og foreløbig er der intet, der tyder på, at skiftet fra Bahrain til Trek har forbedret hans tempoevner, selvom det havde været rimeligt at forvente, at netop det ville ske.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Lige så nyttigt var det at vinde tid på Thibaut Pinot. Franskmanden havde holdt sig til i sidevinden, og selvom han har været sjældent formsvag fra start, skal man altid frygte en rytter, der for mindre end et år siden gjorde Egan Bernal til statist i Pyrenæerne. Desværre kan man frygte, at det i weekenden i stedet bliver Pinot selv, der ender som statist, da dagens enkeltstart kun giver ny næring til den antagelse, at det kan ende som en forsømt forår for den ellers normalt så stabile franskmand, uanset om virussen afbryder sæsonen eller ej.

I det hele taget var det en trist dag for værtslandet. Nok betød punkteringen i mandags, at Julian Alaphilippe reelt allerede var ude af kampen om den samlede sejr, men drømmen om at vinde foran hjemmepublikummet i Saint-Amand-Montrond knustes lynhurtigt. Den fine kørsel i søndags havde ellers givet lidt håb om, at franskmanden havde lagt den svære sæsonstart bag sig, men den står åbenbart stadig lysende klart foran ham. I hvert fald er der ikke noget, der tyder på, at den ellers normalt fra start så flyvende Alaphilippe er sig selv igen. Og da Romain Bardet samtidig bekræftede, at han aldrig lærer at køre enkeltstart, og Pierre Latour bekræftede sin dårlige form, var det vel kun Rudy Molards overraskende pæne enkeltstart, der kan give bare lidt optimisme på en trist, trist dag for værtslandet.

Til gengæld kan man godt sætte et colombiansk på bordet ved siden af det danske og det tyske. Alle var formentlig lidt i tvivl om, hvad vi skulle forvente af formstærke Sergio Higuita, der stort set aldrig har kørt enkeltstart, men som kører for et hold, der i de senere år har kunnet forvandle selv det mest udpinte æsel til en galophest, når det gælder enkeltstarter. Nogen galophest på tidskørsler er Higuita langt fra, men hvis nogen på forhånd havde antydet, at han skulle slå både Pinot og Nibali, havde han formentlig skrevet under med det samme. Dermed er det også ham, der lige nu ligner den klart største trussel mod Schachmann-sejr, og reelt er det vel nu en duel mellem de to, selvom Nibali og Pinot alene i kraft af deres klasse naturligvis aldrig skal afskrives helt.

Til gengæld er det også Higuita, der skal sikre den colombianske sejr, som der på forhånd var lagt op til. Forhåndsfavoritten Nairo Quintana forsvarede sig egentlig hæderligt i en disciplin som bestemt ikke har fungeret for ham på det seneste, men afstanden efter styrtet forleden er så stor, at selv en Ventoux-agtig magtdemonstration næppe er nok. Et Schachmann-kollaps er ikke umuligt, men at hente 1.32 på Higuita på den lette Colmiane-stigning er en opgave, som selv Quintana med sin superform får meget svært ved at klare.

Belgierne må sidde tilbage med en blandet smag. På den ene side tog Tiesj Benoot et stort skridt mod et samlet topresultat med det, der vel må betegnes som hans livs enkeltstart - i det hele taget viste Kragh, Benoot, Nils Eekhoff og Michael Matthews, der kørte sin bedste enkeltstart i nogen tid, at Sunweb har fået et eller andet til at fungere hen over vinteren - og samtidig bekræftede Thomas de Gendt, at de fremragende enkeltstarter, han kørte i 2019, ikke var et engangstilfælde. Til gengæld var det en gigantisk nedtur for Victor Campenaerts, at han end ikke var tæt på sejren, og samtidig led han den tort at blive slået af De Gendt, der sammen med Wout van Aert er hans direkte rival til den anden belgiske OL-plads ved siden af den allerede udtagne Remco Evenepoel. Dermed fik han ikke den ønskede debut for et NTT-hold, der heldigvis kan trøste sig ved, at enmandshæren Giacomo Nizzolo alligevel gør sæsonen til en pæn succes.

Campenaerts er dog ikke den eneste skuffede belgier. Efter sejren i Ruta del Sol havde Dylan Teuns helt sikkert håbet på mere, men ser man på hans generelle temporesultater, var præstationen nu ikke helt skidt. I det hele taget tyder noget på, at Merida har taget Rohan Dennis’ kritik til sig, efter at særligt Pello Bilbao med en fremragende enkeltstart og til dels også Jan Tratnik, der havde et svært 2019, fulgte flot op på Teuns’ andalusiske sejr. Nu kan holdet bare ærgre sig over, at en formstærk Bilbao blæste væk i sidevinden forleden.

Andre har også grund til at glæde sig. Felix Grossschartner kørte sin bedste enkeltstart siden den overraskende 4. plads i dette løb for to år siden og har direkte kurs mod et samlet topresultat, ligesom Tobias Ludvigsson kørte en af sine bedste enkeltstarter i nogen tid. Hans holdkammerat Stefan Küng kan heller ikke være helt utilfreds med en 8. plads på en rute, der ikke uventet viste sig at være en anelse for kuperet. Også Bob Jungels, der reelt ikke har været i form siden sidste års E3, fik en tiltrængt oprejsning med en sjældent god præstation over kort distance. Og EF vil i kraft af Higuita utvivlsomt være tilfredse, da også Tanel Kangert og Lawson Craddock bekræftede den fremgang, de gjorde i 2019, selvom Tejay van Garderens sløje ridt og Alberto Bettiols mærkeligt langsomme start (der kan have skyldtes et uheld) kaster lidt malurt i bægeret.

I det danske bæger er der derimod ikke plads til megen malurt. Her står den på champagne, når Kragh og Asgreen efter åbningsballet i Belgien nok engang inviterer til danskerfest. Det kan godt være, at vi skal give et glas til belgierne og colombianerne også, når nu de har udsigt til at skulle slås om den samlede sejr, men det skal ikke spolere fornøjelsen. Nu kan vi så bare håbe, at den virus, der lige nu aflyser den ene større forsamling efter den anden, ikke sætter en brat stopper for den klassikerfest, Kragh og Asgreen i dag sendte invitationer ud til.

Favoritterne

Efter dagens vigtige slag i kampen om den samlede sejr falder der igen ro på. Helt i overensstemmelse med løbets natur bliver terrænet ganske vist gradvist mere kuperet, nu hvor vi har forladt det flade Nordfrankrig, men bjerge er der endnu ikke på programmet. Tværtimod er det mere distancen, der gør 5. etape frygtindgydende, end det er bakkerne, selvom der på det lange maraton trods alt skal klatres mere end 2500 højdemeter.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

På den baggrund er der heller ikke lagt op til noget stort drama. Klassementsrytterne havde en hård dag i dag og vil gerne let igennem, inden klassementskampen kulminerer de sidste tre dage. Samtidig er der en hel serie sprintere, der er blevet snydt hidtil. Kun én af de første tre etaper endte i den ønskede massespurt, og skal en mand som Caleb Ewan havde noget med hjem fra et indtil nu fejlslagent løb, skal det være torsdag. Og hvis der bliver virusnedlukning af hele cykelsæsonen, kan det vise sig som hans sidste mulighed i ganske lang tid.

Motivationen burde derfor ikke mangle, og man kan derfor regne med, at Lotto Soudal vil sætte alt ind på en massespurt. Også Bora må være interesserede, selvom de naturligvis skal gemme lidt i tanken til de sidste tre etaper, nu hvor Schachmann er i en yderst gunstig position i kampen om den samlede sejr. Derudover må NTT kunne lugte blod, nu hvor Giacomo Nizzolo er flyvende, og Sunweb må efter 1. etape også sidde med en fornemmelse af, at Cees Bol kan vinde i dette selskab. Lægger man dertil, at også Israel SUN, Cofidis, Arkea og B&B er kommet hertil med store spurtambitioner, burde der være masser af folk til at arbejde. Og hvorfor ikke også Bahrain, nu hvor Ivan Garcia har tanket selvtillid?

Jokeren er Deceuninck. Det belgiske superhold er efter Sam Bennetts exit uden deres sprinter, og efter i dag er Julian Alaphilippe også definitivt ude af podiekampen. Mandskabet kører sjældent et cykelløb uden at gå efter sejren undervejs, og derfor skal de nok finde på noget. Power og klasse har de masser af, og det skulle ikke undre, om de angriber i ét væk allerede fra start. Det kan derfor give en mere animeret start end tidligere, og terrænet har en karakter, der nok burde kunne føre til et halvstærkt udbrud. Og skulle de ikke lykkes med første hug, vil de være klar til at prøve et eller andet på de to kategori 3-stigninger i etapens anden halvdel. Den svage vind kan de til gengæld ikke bruge til noget som helst, og det er således terrænet, der skal gøre forskellen.

Alligevel vil jeg tro, at der kan skabes samling. Der er så mange hold, der vil have en spurt, at de bliver svære at snyde, selv for Deceuninck. Den lange distance gør det også svært at gennemføre et langt udbrud, også selvom medvinden hjælper dem. Lotto Soudal vil formentlig køre med meget lille sikkerhedsmargin, så et udbrud med en af Deceunincks stjerne ikke får megen luft, og med hjælp fra de øvrige sprinterhold bør de skabe samling. Den hårde indledning, Deceunincks angribsiver og placeringen sent i løbet gør, at en sejr til et sent eller tidligt udbrud ikke helt kan afskrives, men det bør blive en spurt. Hvis Deceuninck som ventet lægger pres på, kan det dog godt blive en ret udmarvende affære, hvis man over 2600 højdemeter og 227 km skal jagte et stærkt udbrud hårdt hele dagen. Derfor skal vi måske snarere se i retning af mere hårdføre folk end klassiske afsluttere. Spurten til gengæld er ikke alt for kompliceret, for selvom man skal sidde fornuftigt i svinget, er der trods alt 800 m på en bred vej med god plads til at lade farten og benene tale.

Etapens vanskelighedsgrad gør, at jeg vil pege på Caleb Ewan som favorit. Ganske vist har vi så sent som i UAE Tour set, at Pascal Ackermann er hurtigere, men det var også tilfældet i sidste års Giro. Alligevel vandt Ewan to massespurter, og det gjorde han netop på dage, hvor feltet havde kørt mere end 230 km. Også hans sejr i feltets spurt i Sanremo i 2018 viser, at den lille australier er svær at have med at gøre, når de andre er blevet ristede.

Indtil nu har Ewan ikke fået noget ud af løbet, men vi så i Emiraterne, at formen er fin. Sidevind er ikke hans spidskompetence, og på 2. etape var han uheldig med defekt, inden Hugo Hofstetter tog sig en ridetur på hans baghjul i går. Her sad han ellers fortrinligt efter at være blevet afleveret af Jasper de Buyst og John Degenkolb, som kom tilbage for at give en hånd med efter at være forsvundet i første omgang. Det tog kan bestemt matche de bedste, men formentlig vil de igen anbringe Ewan på et godt hjul inden svinget, hvor han kan bruge sin eminente positioneringsevne. Viser han sig igen hurtigst efter 230 km, bliver han svær at slå.

Manden, der kan gøre det, er naturligvis Pascal Ackermann. Lidt overraskende beslutter han og Peter Sagan først undervejs, hvem der køres for, men i en flad spurt burde den diskussion være hurtigt overstået. Desværre fik vi ham ikke at se i går, hvor en defekt satte ham ud af spillet, men jeg er stadig ikke overbevist om hans form. I Emiraterne klatrede han håbløst mod Hatta Dam, og selvom han så godt ud i sidevinden, slog hans ben helt fra, da han rejste sig i spurten på 2. etape. I forvejen skuffede han i sine første spurter fra start, og han har ikke haft sin mest overbevisende sæson.

Det ændrer dog ikke på, at han i de to spurter i Emiraterne var hurtigere end Ewan, som han også var det i sidste års Giro. Samtidig har han i Peter Sagan formentlig feltets bedste lead-out man, og det er vigtigt i en finale med et sent sving. Spørgsmålet er nu, om formen rækker til at bevare den vanlige topfart også efter 230 km, hvor man måske har skullet jagte et stærkt udbrud hele dagen.

Distancen og terrænet tiltaler også Giacomo Nizzolo. Normalt er han langsommere end de to ovennævnte, men efter en hård dag kan det være anderledes. Det fik Ackermann at føle i mandags, og selvom denne etape næppe bliver lige så opslidende som sidevindsdramaet forleden, er det på dage som disse, at Nizzolo kan vinde, som han også gjorde det Down Under, hvor han sejrede efter en sen stigning. Også i Kuurne viste han sin hurtighed på hårde dage ved at slå Alexander Kristoff, der om nogen er manden, der mestrer netop kunsten at spurte, når alle andre for længst er druknet i syre. Nizzolos problem er, at han er alt for alene, og det er ikke blevet bedre med tabet af Max Walscheid. Han har heller ikke fundet sin gamle positioneringsevne endnu, som vi så det på 3. etape, hvor han nok engang sad for langt tilbage. Sidder han rigtigt, er det dog på en dag som denne, at det kan blive til nok en Nizzolo-sejr.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Cees Bol måtte i går sande, at bakken op mod mål kostede lidt for meget. Til gengæld kan han glæde sig over, at Michael Matthews fik afleveret sin positioneringssvage kaptajn ganske fornemt, og dermed er den værste sten ryddet af vejen for en mand, der sidste år alt for ofte sad for langt tilbage. I det hele taget har Sunweb-mandskabet været skræmmende stærkt i dette løb, og de kunne sagtens ende med at kontrollere finalen. Bols ben brændte sammen i Kuurne, og han har derfor ikke nødvendigvis fordel af distancen, men som udgangspunkt er han en holdbar fyr, der med sejren over Jakobsen i Algarve i en ganske vist stigende spurt har vist, at hans fart kan føre ham langt, også mod de allerhurtigste.

Man kan også håbe, at det er dagen, hvor vi endelig får at se, hvor hurtig Nacer Bouhanni er blevet efter sin genfødsel. I går gjorde han det ganske fint i en finale, der viste sig at være langt hårdere end antaget, og han burde stå bedre i en flad finale som denne. Når han er i form, kan han også afslutte efter en hård dag, og han klatrede som en drøm i Drome Classic. Desværre er hans tog med Dan McLay og Connor Swift ikke skræmmende, men Bouhanni er stadig hæderlig i positionskampen, selvom han ikke har fordums styrke. Han er helt sikkert ikke så hurtig som i de gode gamle dage, men det skal blive interessant at få en bedre fornemmelse af, hvor han står nu.

Når Bora ikke kan tage stilling, betyder det, at Peter Sagan også kan køre spurten. Særligt hvis Ackermann er stegt efter en hård dag, er det en sandsynlig mulighed, men som jeg har fremhævet flere gange, er jeg ikke imponeret over slovakken, der stadig synes at være langt fra fordums styrke. Det så vi senest i går, hvor han end ikke kunne prøve at gå forbi Garcia, der ellers kørte en alenlang modvindsspurt. Alligevel ved man aldrig med Sagan, der også vandt en klassisk massespurt i Californien sidste år på et tidspunkt, hvor hans form så uhyre ringe ud. Hans gode positionering og timing gør ham til en kandidat, hvis han får chancen, ikke mindst efter en lang og svær dag.

Danskerfesten skal måske fortsættes af Michael Mørkøv. Med Bennett ude må danskeren nu få chancen, og selvom han ikke er verdens hurtigste, så vi senest ved EM, at han sagtens kan blande sig i dette felt. Ofte er hans lead-outs også så gode, at han selv går i top 10 eller endda på podiet som i RideLondon Classic, og det vidner om en vis fart. Toget er naturligvis svækket uden Bennett, men han har stadig Kasper Asgreen, Julian Alaphilippe, Zdenek Stybar og Yves Lampaert til at sætte sig op, ligesom han er god i positionskampen. Han vinder formentlig ikke, men et topresultat er bestemt realistisk.

Vi er efterhånden nået dertil, at Elia Viviani er langt nede på listen. Ganske vist var det styrtet, der satte ham tilbage i går, men en befriende ærlig Viviani indrømmede også, at benene slet ikke ville, som han ville det. Det kommer efter en endeløs af skuffelser, og det står helt klart, at han ikke er på 2019-niveau. Heldigvis kan han glæde sig over, at han sidste år kørte sin bedste spurter efter hårde løb, og at Piet Allegaert i går viste et flot potentiale som lead-out man. Med sin næse for positionering bør Viviani stadig kunne ende hæderligt, selvom sejr virker temmelig usandsynlig.

”Alle mand på dæk!” Det var i går mantraet på Israel SUN, hvor Rudy Barbier, Hugo Hofstetter, Mads Würtz og Nils Politt tilsyneladende alle kørte spurten for sig selv. Den slags kaos så vi også i Argentina, og man må formode, at det gentager sig i morgen, nu hvor Politt og Würtz er meget opsatte på at holde sig til i klassementet i tilfælde af en tidlig afbrydelse af løbet. Skal holde vinde, skal det dog være via Barbier, der i år har haft en imponerende fart i både Argentina og Emiraterne. Desværre styrtede han både søndag og mandag, og han havde angiveligt ondt, da han i går spurtede sig til en 6. plads. Det var dog et fornemt resultat i en for ham for hård finale, og derfor burde han kunne gøre det endnu bedre denne gang, hvis han med sin fine positionering finder et godt hjul. Hofstetter kan sagtens køre i top 10 i kraft af sin positionering, men han kan ikke vinde en flad spurt i dette selskab.

Edward Theuns er slet ikke i form, og det blev ikke bedre af, at han i går blev bremset af styrtet. Alligevel er man nødt til at nævne ham, for han har et våben, der kan være dødbringende. Med Deceunincks svækkelse kan toget med Alex Kirsch, Mads Pedersen og Jasper Stuyven, der var så skræmmende i BinckBank Tour sidste år, vise sig som det stærkeste. Det kan give Theuns endnu et perfekt lead-out, men desværre har han indtil nu manglet farten til at gøre det færdigt. Det vil han sikkert gøre igen, men toget kan give ham et godt resultat.

I går sejrede Ivan Garcia overraskende, men det skyldtes utvivlsomt bakken. I flade spurter har han aldrig været helt med fremme, og det var han da heller ikke, da han sidste spurtede i Andalusien. Samtidig er han ikke god i positionskampen og skal altid køre lange spurter bagfra, og det gør det svært at vinde i et løb, hvor han kun har Heinrich Haussler og til dels Jan Tratnik som støtte. Efter en lang og hård dag har han imidlertid en naturlig fordel, og derfor skal det blive interessant at se, hvor hurtig han vitterligt er på flad vej, nu hvor han er blevet lidt stærkere i forhold til sidste år.

Marc Sarreau skal også nævnes. Hans primære opgave er at hjælpe Thibaut Pinot, men alligevel forsøgte han sig i spurten forleden. I morgen ventes der ikke sidevind, og dermed burde han komme mere frisk igennem etapen uden at skulle lave det store arbejde. Han er blevet ganske hurtig efter hårde dage, hvor han er ganske holdbar. Udfordringen er, at han er positioneringssvag og skal manøvrere helt på egen hånd i finalen.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I går blev Niccolo Bonifazio lukket inde, og derfor har han endnu ikke spurtet i dette løb. Heldigvis er han normalt fremragende i positionskampen, og vi så i sidste års Tour, at hans fart rækker langt, også i dette selskab. Han har desværre været syg i optakten, og han er derfor næppe i samme form nu, men med sin gode positionering og sin fine fart bør han kunne gøre det hæderligt.

Sæsonen har været helt trist for Bryan Coquard, der efter et træningsstyrt og defekt i Le Samyn fik begge dele på én gang i går. Heldigvis var han ikke slået sig slemt, men nogen fordel kan det ikke være. Heldigvis viste han fornuftig form i Le Samyn, og normalt burde han have fordel af en lang dag med nogle bakker undervejs. Hans positionering er dog skidt, og derfor kan sagtens ende med at misse helt ud på et topresultat.

Selvom han kørte flot forleden, bliver det svært for Andrea Pasqualon at være med i en flad spurt. Jeg er imponeret over Dusan Rajovic, der har kørt flot i sidevinden, men niveauet her er nok for skrapt. Endelig vil Oliver Naesen sikkert køre en fin spurt efter en hård dag, men nedre del af top 10 er det maksimalt opnåelige.

Skal man tro på, at sprinterne skal snydes, skal det nok kræve initiativ fra Deceuninck. Derfor skal man måske holde øje med Kasper Asgreen, Zdenek Stybar, Yves Lampaert og Bob Jungels, der alle kan anrgibe både tidligt og sent, samt Julian Alaphilippe, der kan finde på noget i finalen.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Pascal Ackermann, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Cees Bol, Nacer Bouhanni, Peter Sagan, Michael Mørkøv, Elia Viviani

Jokers: Rudy Barbier, Edward Theuns, Ivan Garcia, Marc Sarreau, Niccolo Bonifazio, Bryan Coquard