Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Remco Evenepoel leverede nok engang et gigantisk soloridt og viste sig som feltets i særklasse rytter, så han nu har kurs mod sin fjerde etapeløbssejr ud af fire mulige. Forinden skal han dog overleve løbets sidste etape, der trods en kuperet start lægger op til en afsluttende massespurt i Krakows gade.
Annonce
Ruten
For år tilbage var det fast kutyme, at løbet sluttede med en sprinteretape i Krakow, inden man fra 2013 til 2017 sluttede løbet med en enkeltstart i byen. I de seneste to år er løbet i stedet startet i den sydlige storby, men i år vender man tilbage til traditionen fra de første år på WorldTouren, når festen formentlig slutter med et brag af en massespurt i løbets historiske centrum. Nok er årets løb forkortet til bare fem etaper, men det er lige så sprintervenligt, som det plejer, og det vil komme til udtryk, når de hurtige folk runder festen af med det, der formentlig bliver løbets tredje massespurt.
Igen er der tale om en for løbets nyere historie lang etape, der fører feltet over 188,0 km fra Zakopane til Krakow. Startbyen er det klassiske mål for en af de afgørende etaper i Tatr-bjergene, og derfor er indledningen ganske kuperet. Således lægger man ud med at køre mod vest hen til den ikke-kategoriserede Gubalowka (3,2 km, 7,2%), som faktisk stiger med hele 8,8% over de sidste 1200 m og bestiges fra syd, inden det går mod nord via en nedkørsel og op ad kategori 2-stigningen Zab (2,5 km, 6,3%), der stiger med ca. 9% over den første kilometer, inden den flader ud med ca. 3% over den sidste kilometer frem til toppen, der nås efter 10,0 km.
Herfra bliver det meget nemmere. En let nedkørsel leder videre mod nord, inden man kører mod vest og nordvest igennem fladt terræn forbi dagens første spurt, der kommer efter 27,5 km. Lidt senere når man frem til kategori 1-stigningen Krowiarki (3,7 km, 5,8%), der stiger meget stabilt frem til toppen, som kommer efter 57,9 km. Et længere faldende stykke fører nu mod nordvest og nordøst - afbrudt af en lille bakke undervejs - inden det gælder kategori 2-stigningen Gora Makowska (2,4 km, 9,4%), der er en stejl sag med stigningsprocenter mellem 9 og 11 på de sidste 1900 m frem til toppen, der passeres efter 87,3 km.
Det er dagens sidste udfordring. Efter nedkørslen snor man sig nemlig mod nord igennem småkuperet terræn med nogle ganske små bakker, inden det hurtigt bliver næsten helt fladt. Kortvarigt slår man en lille sløjfe mod vest igennem fladlandet, inden man kører tilbage mod øst og siden nordøst med retning mod Krakow. Efter 155 km skal man over en ganske lille bakke (500 m, 4,6%), men derefter er det en flad vej, som snor sig mod nordøst og øst ind til storbyen.
Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 174,2 km, inden man 1800 m senere krydser stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med 3 omgange på den 4,0 km lange runde, der er kendt fra tidligere år, senest 2019, og som er næsten helt flad med bare tre skarpe sving. Det sidste kommer med 1800 m til mål, og derefter buer vejen kun let, inden man rammer den sidste kilometer, der er helt lige og helt flad.
Etapen byder på i alt 2196 højdemeter.
Krakow har som sagt som regel lagt asfalt til sidste etape, men i 2017, 2018 og 2019 åbnede man løbet med en kort flad etape. I 2019 sejrede Pascal Ackermann foran Fernando Gaviria og Fabio Jakobsen, og han var også hurtigst i 2018, hvor han nærmest slog Alvaro Hodeg og Matteo Trentin. I 2017 overraskede Peter Sagan ved at spurte sig til sejr foran Caleb Ewan og Danny van Poppel. I årene forinden sluttede løbet ellers med en enkeltstart, der er blevet vundet af henholdsvis Alex Dowsett (2016), Marcin Bialoblocki (2015), Kristof Vandewalle (2014) og Bradley Wiggins (2013). Forud for det var det de tyske sprintere, der dominerede i byen, idet sidste etape blev vundet af John Degenkolb (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009 og 2010) og Robert Förster (2008).
Vejret
Også den sidste dag bliver varm. Der venter kun få skyer og en temperatur på 31 grader, selvom det med den sene slutning er lidt køligere med ”bare” 29 grader. Vinden vil være svag til let og komme fra øst. Det giver først sidemedvind, så sidevind og slutteligt sidemodvind ind mod rundstrækningen. Her er der først medvind, inden man får sidemodvind efter sidste sving og på den lange opløbsstrækning.
Favoritterne
Hvis nogen ligger inde med en ordbog med flere superlativer end dem, man finder i de gængse, er jeg interesseret. Dem, jeg kender, er nemlig allerede taget i anvendelse, når det kommer til at beskrive fænomenet Remco Evenepoel. Allerede tidligere har han leveret magtdemonstrationer med lange soloridt i San Sebastian, Belgien og Adriatica Ionica Race, men dagens præstation overgår nok dem alle. Her var han ganske enkelt i sin egen liga med et mere end 50 km langt ridt, hvor han øgede sit forspring nærmest uafbrudt, endda til en Jakob Fuglsang, der igen i dag bekræftede, at han er akkurat lige så flyvende, som han har været det i det meste af 2019 og 2020.
Dermed har Evenepoel kurs mod sejr nr. 4 ud af 4 mulige i det mærkelige år 2020. Arrangørernes beslutning om at gøre den forkortede udgave af deres løb til en uhyre sprintervenlig affære betyder, at kun uheld kan forhindre ham i netop det. Der er dog en forskel på denne etape og de meget lette sprinteretaper, vi typisk ser i det polske løb, er ganske forskellige. Her starter man nemlig i Tatr-bjergene, og der venter således en knaldhård start med ganske stejle stigninger og 2200 højdemeter fordelt over en relativt kort distance i indledningen.
I dag virkede Jakob Fuglsang til at være en temmelig indebrændt mand over den brøler, han og hele feltet begik, da de lod løbets farligste solorytter køre alene væk i et uopmærksomt øjeblik. Man kan slet ikke udelukke, at han har noget raseri, der skal køres ud af benene, og jeg vil slet ikke udelukke, at han faktisk kunne finde på at angribe på de tidlige stigninger, der er ret svære. At knække Remco Evenepoel ligner en umulig opgave, men i det generelt vanskelige terræn er der lagt op til en svær start, uanset om Fuglsang leger lidt eller ej. I hvert fald er det også ret sikkert, at Thomas de Gendt skal ud at teste benene efter mislykkedes forsøg hidtil, og endelig har han en start, hvor han faktisk kan blive svær at køre ind igen. Dermed har jeg også med det samme åbnet muligheden for, at belgieren laver et af sine gigantiske udbrudsridt, selvom den lange, flade afslutning formentlig gør det meget svært.
Fuglsang kommer næppe afsted, og derfor vil en gruppe før eller siden blive dannet. Den vil formentlig være stærk, og man kan bestemt ikke udelukke, at nogle sprintere kommer i problemer tidligt. Når gruppen er kørt, vil det dog falde til ro, så der kan ske en regruppering, og herefter vil der formentlig være sprinterhold nok til at skabe samling. En udbrudssejr kan med denne start ikke helt udelukkes, men det virker usandsynligt. Særligt Bora og Trek må være villige til at tage ansvar, men jeg regner også med, at Israel SUN, UAE og Mitchelton alle giver en hånd med.
Dermed tror jeg på den ventede massespurt. Vi kender den fra tidligere, og der er tale om en rigtig boulevardspurt med et langt opløb og masser af plads. Tekniske udfordringer er der ikke, og her er plads til at lade benene tale. Modvinden vil betyde, at man ikke skal lade sig friste af det lange opløb til at åbne for tidligt, men det er ikke en afslutning, hvor et godt tog er altafgørende. Og så er det meget vigtigt at huske, at hele etapen formentlig har været ret hård, og at vi måske skal se i retning af mere robuste folk.
Netop derfor vover jeg pelsen ved at pege på Mads Pedersen. Nej, verdensmesteren er egentlig ikke sprinter, men på 2. etape slog han selveste Ackermann for rent bord. Dermed er det også givet, at han må være Treks sprinter igen, og han kan igen se frem til støtte fra det i særklasse bedste tog, der fuldstændig dominerede finalen forleden. Quinn Simmons, Alex Kirsch, Edward Theuns og Jasper Stuyven knuste rivalerne, og meget taler for, at de igen vil kunne sætte Pedersen i scene på bedst mulig vis. Det er klart, at der ingen garanti er for, at verdensmesteren igen kan fyre sit livs spurt af, men chancerne burde være større på en længere og hårdere dag, der passer den danske dieselmotor. Derfor tror jeg på, at Pedersen nok engang hiver en af sine mirakelsejr op af hatten.
Tør jeg nævne Pascal Ackermann igen? Tyskeren er løbets eneste tilbageværende supersprinter, men han har mildt sagt virket tam i faktisk næsten alle de spurter, han har kørt i år, når vi ikke har talt om mindre løb i Rumænien. I dette løb satte han sig hurtigt ned med dårlige ben på 1. etape, mens han på 2. etape ganske enkelt manglede farten til at gå forbi den normalt langsommere Pedersen. Spurten bekræftede, at hans positionering med god støtte fra Rudiger Selig stadig er glimrende, men hurtigheden mangler lige nu. Til gengæld gjorde han det ganske fint som hjælper for Schachmann på 3. etape, og holdbarheden synes ikke nødvendigvis at fejle noget. Spurte efter en hård dag kan han også, så ved normal styrke er han storfavorit til at vinde denne etape. Selv i sin nuværende tilstand blev han forleden nr. 2, og derfor må han være manden, der skal slås, hvis Pedersen vitterligt bare havde én superspurt i benene.
Jasper Philipsen kørte ikke sit livs spurt på 2. etape, men det var også dagen efter et grimt styrt. Nu har han haft et par dage til at komme sig, og man kan derfor håbe, at han er skarpere nu. Takterne var i hvert fald ikke helt ringe på 1. etape, og på papiret er han vel i forvejen løbets næsthurtigste. I hvert fald viste han i blandt andet Tour Down Under og BinckBank Tour, at han ikke mangler meget i forhold til de allerbedste, og han burde også have gavn af den relativt hårde rute. I Juan Sebastian Molano har han en af de bedste lead-out men, og kombineres det med hans eminente positioneringsevne, har han gode chancer i et felt, hvor Ackermann ikke synes på toppen.
Man må også nævne Rudy Barbier. Franskmanden bekræftede i torsdags, at han virkelig har forbedret sig i år, for han kom faktisk med høj fart til sidst. Desværre skete det fra en dårlig position, som også var hans problem på 1. etape, og det synes at være et større problem end tidligere. Nogen holdbar herre er han heller ikke, og den hårde rute tiltaler ham ikke. Til gengæld ligner han en af de bedste på ren fart, og sidder han rigtigt burde han være blandt de bedste vinderbud i dette felt, især fordi hans tog på papiret ikke ser helt skidt ud.
Davide Ballerini har tidligere manglet fart i rene spurter, og derfor var hans spurt forleden ganske imponerende. Han har ligesom Pedersen meget glæde af den hårde rute, og han har i Florian Senechal en af feltets bedste lead-out men. Spurten forleden har givet selvtillid, og selvom også han har behov for at bekræfte, at han vitterligt kan være med i flade massespurter, var han ubetinget en af de hurtigste i Zrabrze forleden.
Luka Mezgec har normalt heller ikke farten til lette massespurter, men til gengæld er han sammen med Ballerini den bedste klatrer blandt de hurtige folk. Formen er i hvert fald fremragende efter den fornemme indsats, han leverede i dag, hvor han var med til at køre feltet i stumper og stykker. Jeg har stadig min tvivl, om han vitterligt kan vinde en flad boulevardspurt, men efter en hård dag er det ikke umuligt, hvis Daryl Impey sætter ham godt i scene.
Min joker er Phil Bauhaus . Bahrain insisterede ganske vist inden løbet på, at Mark Cavendish er deres sprinter, men efter at briten fik sig endnu en lussing forleden, kan man krydse fingre for, at de skifter hest. Bauhaus var i hvert fald bedre end nogensinde i Saudi Tour, og han burde elske denne boulevardspurt. Holdbarheden er øget, og han burde kunne spurte også efter en lidt hårdere dag. Toget med Heinrich Haussler, Marcel Sieberg og - i fald Bauhaus får chancen - Cavendish ser stærkt ud, og i dette felt bør Bauhaus have farten til at være med i kampen om sejren.
Jeg vil også nævne Szymon Sajnok. Polakken har både i Vueltaen og her vist, at han har meget fart, og han har også fået bedre styr på positionskampen, som hidtil har haltet. Samtidig var det i Burgos ret imponerende, hvor holdbar han var, og derfor behøve etapens vanskelighed ikke længere at være til hans ulempe. Støtten er ikke skræmmende, hvilket kan være et problem, men i denne ukomplicerede finale kan han lade benene tale.
En af løbets skuffelser har været Alberto Dainese. Han indrømmede, at han på 1. etape ikke havde benene, og heller ikke på 2. etape syntes han at have den ventede hurtighed. Dainese er en ren sprinter, der ikke er glad for mange motorvejsbroer, og derfor er det svært at se ham gøre det bedre sidst i et etapeløb efter en hårdere dag. Til gengæld har Casper Pedersen kørt nogle fremragende lead-outs, og Dainese viste trods alt i sæsonstarten, at han i form har masser af fart. Nu skal han bare finde den igen her.
Det gjorde nærmest ondt at se, hvor skidt John Degenkolb spurtede i 2019, både her og i Vueltaen. Derfor er det svært at have store forventninger til ham, men skal han rejse sig, skal det være på en etape som denne. Dels har han glæde af den vanskeligere rute, og dels er han i denne afslutning ikke så hæmmet af sit positioneringsproblem. I Roger Kluge har han en god lead-out man, så måske Degenkolb alligevel kan lave et resultat i en boulevardspurt, han vil elske.
Endelig vil jeg pege på Piet Allegaert og Fabien Lienhard. Ingen af dem er rene sprintere, men de er holdbare folk, der har glæde af den hårde rute. Allegaert viste med choksejren i Eurometropole sidste år, at han kan afslutte efter en hård dag, og Lienhard gjorde det samme i Tour de Suisse. Dette løb er stadig for let til at passe dem ideelt, men de burde kunne gøre det hæderligt. Og så ville jeg gerne pege på en uhyre velkørende Ryan Gibbons, men den sydafrikanske mester slog sig så voldsomt i dagens styrt, at hans gennemførelse var en overraskelse. Det vil være mærkeligt, om han kan være konkurrencedygtig søndag. Til gengæld tror jeg ikke på Albert Torres på en hårdere etape trods den fine spurt forleden.
Feltet.dks vinderbud: Mads Pedersen
Øvrige vinderkandidater: Pascal Ackermann, Jasper Philipsen
Outsidere: Rudy Barbier, Davide Ballerini, Luka Mezgec, Phil Bauhaus, Szymon Sajnok
Jokers: Alberto Dainese, John Degenkolb, Piet Allegaert, Piet Allegaert, Fabian Lienhard, Thomas de Gendt
Tidligere udgaver af etapen
Du kan gense Pascal Ackermanns sejr fra 2019 i videoen til højre samt hans sejr fra 2018 og Peter Sagans sejr fra 2017.
Stjernernes betydning:
Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
Mads Pedersen | |
Pascal Ackermann, Jasper Philipsen | |
Rudy Barbier, Davide Ballerini, Luka Mezgec, Phil Bauhaus, Szymon Sajnok | |
Alberto Dainese, John Degenkolb, Piet Allegaert, Piet Allegaert, Fabian Lienhard, Thomas de Gendt | |
Albert Torres, Moreno Hofland, Ryan Gibbons, Juan Sebastian Molano, Yevgeniy Gidich, Mark Cavendish, Patryk Stosz, Alan Banaszek, Andrea Peron |
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 18/03-24/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 19/03-23/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
E3 Saxo Classic(1.UWT) 22/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 24/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 24/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 27/03
Paris - Camembert(1.1) 27/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce
LIVE nu: Kan Mads P. gøre det igen i Polen?
Optakt: 3. etape af Tour de l’Ain
Evenepoel atter ustyrlig – Fuglsang toer
Se videooptakt til Milano-Sanremo
Jumbo-Visma suspenderer Groenewegen indtil UCI-afgørelse