Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Ruten

Historisk har den vigtigste etape i Tour de Romandie næsten altid været enkeltstarten, og også i år vil den spille en nøglerolle. Tidligere kom den som regel midt i løbet, inden den for et par år siden fik sin plads på sidstedagen, hvor den siden med få undtagelser har været placeret. Sådan var det ikke i 2018, men i år vil det igen være tidskørslen, der afslutter det bjergrige schweiziske løb. Modsat sidste år, hvor der var tale om en sjælden bjergenkeltstart, er der denne gang tale om en meget traditionel enkeltstart, der måske nok i klassisk Romandiet-stil byder på et par bakker undervejs, men terrænet er langt fladere, end man før har set det i et løb, der har for vane at designe ret svære og varierede tidskørsler.

Med en distance på 16,95 km er der tale om en relativt kort enkeltstart, der har både start og mål i storbyen Geneve. Fra start går det mod nordøst langs Leman-søen, inden man hurtigt drejer mod nordøst og syd for at køre op ad en 600 m lang bakke, der stiger med 7,7% i snit og har top efter lidt mere end en kilometer. Herefter fortsætter det med at stige let mod nordøst, inden man snor sig lidt mod øst igennem fladt terræn. Herefter drejer man mod nordvest for at køre op ad en 700 m lang bakke, der stiger med 5,7% i snit, inden det falder let ned mod mellemtiden, der tages efter 8,22 km. Det falder nu let, mens man kører mod nordøst og siden sydvest ned til bredden af Leman-søen, der nås efter ca. 12 km. Herefter er de sidste knap 5 km meget enkle, idet man følger den flade og helt lige vej langs vandet ned mod målet i centrum af Geneve.

Etapen byder på i alt 161 højdemeter.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Geneve var senest målby for sidste etape i 2018, hvor Pascal Ackermann tog karrierens første sejr i en massespurt, samt i 2016, hvor Michael Albasini sejrede i en spurt i en udbrydergruppe, der blev hentet af feltet akkurat på stregen. I 2013 vandt Tony Martin den afsluttende enkeltstart i byen, mens Ben Swift var hurtigst på sidste etape i 2011. I 2009 vandt Oscar Freire en massespurt på løbets sidste dag, mens Mark Cavendish i 2008 vandt en ultrakort prolog på bare 1,9 km . I 2004 var Bradley McGee hurtigst på prologen, og i 2003 tilfaldt den ære Fabian Cancellara og i 2002 Rik Verbrugghe. I 2001, 2000 og 1999 vandt Mario Cipollini afsluttende massespurter tre år i træk. Endelig var Dauphiné forbi i 2002, hvor Jose Enrique Gutierrez tog en udbrudssejr på sidste etape.

Vejret

Efter det forfærdelige vejr i dag kan rytterne se frem til en tør, men iskold afslutning på løbet. Det vl hovedsageligt være skyet med enkelte kig til solen, men risikoen for en byge vil kun være ca. 10%. Til gengæld vil det være koldt med en temperatur på bare 7 grader, og det vil tillige være voldsomt blæsende med en ret konstant, men hård vind fra nordøst. Det giver direkte modvind stort set hele vejen ud til vendepunktet, hvorefter der vil være direkte medvind på de sidste knap 7 km.

Analyse af 4. etape

Stol aldrig på ham sloveneren! Det må være læren efter en lille uges kørsel i Romandiet, hvor Primoz Roglic gentagne gange har bedyret, at han skam ikke var taget til Schweiz for at forsvare sidste års sejr i det schweiziske bjergløb. Næh nej, det handlede alene om, at han skulle forberede sig til Giroen og genfinde løbsrytmen inden sæsons altoverskyggende mål.

Det er da også sandt, at Roglic særligt på 1. etape viste en vis loyalitet i rollen som hjælper for Steven Kruijswijk, men det er alligevel svært ikke at få tankerne ledt hen på sidste sommers Tour de France. Her nærmede det sig nærmest det komiske, da Jumbo-mandskabet dag efter dag gentog, at deres slovenske stjerne skam ikke havde planer om at køre klassement. End ikke da de på 6. etape førte sig halvt ihjel for at bringe Roglic tilbage efter en lille kikser i sidevinden, lagde de kortene på bordet, og det var først dybt inde i Alperne, da videre benægtelse havde fået dem til at ligne komiske Ali, at de endelig indrømmede, at Roglic nok alligevel havde lidt blik på den samlede stilling.

Til deres forsvar skal det dog også siges, at løbet har haft en udvikling, der havde gjort det meningsløst at satse på Kruijswijk. Skal vi være ærlige, blev dagens etape lidt af en fuser. Det skyldtes naturligvis vejret, der som frygtet førte til forkortelse af etapen, der dermed nu bestod af et næsten fladt indløb til målstigningen, der endda som varslet i gårsdagens optakt var meget lettere, end den officielle løbsbog angav. Kombineret med modvinden på bjerget, gav det næsten sig selv, at en 107 km lang etape uden forudgående stigninger og afsluttet med en blød mellemvare af en alpetop ikke ville kunne adskille de bedste klatrere. Og sådan gik det da også, da 11 mand nåede toppen sammen, selvom det ikke havde skortet på forsøg i finalen.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I den situation var det naturligvis Roglic, der skulle satses på. Kruijswijks enorme dieselmotor havde ikke skyggen af chance for at blive varm over 107 km, og han havde ikke en reel mulighed for at vinde en bjergetape af denne type. Samtidig kunne Roglic uden videre anstrengelser bruge sin spurt til at sikre sig både en etapesejr samt et solidt forspring inden morgendagens enkeltstart, og derfor gav det da også god mening, at rollerne åbenlyst var byttet rundt. Kruijswijk forsøgte sig med et enkelt fremstød selv, men derefter var det ham, der loyalt lukkede alle huller for sin holdkammerat, der sluttelig atter dokumenterede, hvor fremragende en afslutter han er blevet - nøjagtigt som han gjorde det i onsdags og i går, hvor han formentlig havde vundet, hvis ikke han var blevet lukket inde i spurten.

Selvom han i teorien kunne have ventet til spurten, kunne han alligevel ikke dy sig. Roglic måtte ligge teste benene med det, der skulle vise sig at være dagens farligste angreb, og havde det ikke været for Geraint Thomas, der måtte grave dybt i den enorme kraftreserve, kun en Tour-vinder besidder, for at lukke hullet, var han sikkert kørt alene hjem til sejr. Waliseren fik imidlertid med sin stærke kørsel til slut dokumenteret, at han altså endelig er kommet i form igen, og vi kan kun ærgre os over, at omstændighederne på den lette etape aldrig gav mulighed for at se ham i et mere reelt opgør mod sloveneren.

Etapens karakter gør det også umuligt at drage mange begavede konklusioner på baggrund af det, vi var vidner til. Det mest opløftende var vel i virkeligheden at se, at Rui Costas fine kørsel de foregående dage også kunne omsættes til en stærk præstation på et mere regulært bjerg. Det er klar, at den lette målstigning faldt i hans smag, men det er altså stærkt bemærkelsesværdigt, hvordan den ellers i almindelig fallerede eksverdensmester nærmest pr. automatik finder benene, når han ankommer til Alpelandet. Han har nærmest intet vist gennem hele sæsonen, heller ikke en meget tam klassikerkampagne, men her har han stabilt været en af de stærkeste, præcis som det var tilfældet sidste år. Han bør sende en tak til UCI for, at næste års VM afvikles netop i Aigle, der ligger i bunden af dagens målstigning, for her må Costa næsten med sikkerhed være med i front.

Det var også lovende at se Felix Grossschartner klare sig så fint. Også for ham gjaldt, at målstigningens lette karakter gav ham bedre chancer, med det var alligevel opløftende at se ham for første gang slutte med de bedste i bjergene i et stort europæisk etapeløb. Sammen med præstationen i Tyrkiet vidner det om en betydelig fremgang, der lover godt for fremtiden og den videre færd i dette løb, hvor han i morgen kan gøre brug af sin fine enkeltstart. Til gengæld var hans holdkammerat Emanuel Buchmann sammen med Kruijswijk den store taber på en dag, hvor ruteændringen betød, at heller ikke hans motor nogensinde nåede at blive varm.

Det samme gjaldt for Ilnur Zakarin, der ganske vist sad med i front, men ellers var ganske usynlig. Det var en skam, for et af årets mest åbne spørgsmål er stadig, om russeren er tilbage på sit 2017-niveau eller ej. Der har været lovende takter undervejs, men nogen endelig bekræftelse er der ikke kommet. Den får vi nu formentlig ikke i dette løb, og dermed er det først under Giroen, at vi endegyldigt for at se, om 2018 bare var et enkelt dårligt år, eller om vi atter kan opleve den russer, der for to år siden endte på Vueltaens podium. Katusha kan til gengæld glæde sig over, at Simon Spilak, der tidligere var en af de bedste i ugelange etapeløb, men intet har vist siden sejren i Tour de Suisse i 2017, vel kørte sit bedste cykelløb i nu næsten to år.

Dagens lille skuffelse var vel David Gaudu, der efter den overbevisende kørsel hidtil var anset som en af etapens favoritter. Den lille franskmand var imidlertid tydeligvis presset, og det angreb, FDJ lagde an til med deres føringsarbejde fra bunden, kom aldrig. Dermed blev etapen måske endnu et vidnesbyrd om det, der stadig er hans store svaghed, nemlig manglen på stabilitet. Det samme gælder i øvrigt for Jan Hirt, der efter to nærmest katastrofale etaper ud af det blå genfandt de fine ben, han havde haft i Tour of the Alps, og tydeligvis var blandt de stærkeste på stigningen.

Det var Hugh Carthy også, men ligesom Kruijswijk og Buchmann var omstændighederne ikke de rette for den langlemmede brite, der ellers har kørt som en motorcykel igennem hele løbet og mere og mere ligner en meget interessant joker til Giroen. I det hele taget kørte EF et fornemt løb med den ellers formsvage Daniel Martinez i udbrud, Carthy og den velkørende Michael Woods med helt i front og med Tanel Kangert og ikke mindst Joe Dombrowski, der endelig gav lidt håb om en genrejsning, i anden gruppe.

Her sad også Movistar-folkene, der ellers havde været så talrigt repræsenteret på 1. etape. Desværre må Carlos Betancur sande, at han nok er på sit højeste niveau siden 2014, men at han stadig ikke klatrer, som han gjorde i jubelåret 2013. Til gengæld var det opløftende at se det stagnerede talent Eduardo Sepulveda endelig vise lidt livstegn efter nogle år, hvor man har kunnet spørge, om han overhovedet stadig hørte til på WorldTouren.

Den slags overvejelser behøver man ikke at gøre sig, når det gælder Roglic. Tværtimod kan man kun ærgre sig over, at han ikke var lidt hurtigere til at lægge skiene på hylden og kaste sig over jernhesten, for det havde været en fornøjelse, hvis vi havde kunnet opleve ham folde sig ud allerede fra starten af sin sportslige karriere. Omvendt er det måske meget godt for rivalerne, at de fik et lille forspring, inden han satte jagten ind. Det kan i hvert fald næsten give kuldegysninger at tænke på, hvor god han havde været, hvis han fra barnsben havde haft cyklen som sit foretrukne legetøj. Tour de Romandie er nemlig et af sportens allerhårdeste cykelløb, som man altså ikke bare vinder som led i en træningstur. Med mindre man altså hedder Primoz Roglic!

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Favoritterne

Der er en grund til, at rene klatrere ofte har svært ved at vinde ugelange etapeløb på WorldTouren. Ser man bort fra Volta a Catalunya, byder alle de historiske løb i Europa nemlig på en enkeltstart, og i løb, der aldrig strækker sig over meget mere end en uge, er det klart, at de forskelle, der kan gøres i kampen mod uret, meget ofte viser sig vigtige end den tid, der kan vindes i bjergene. Det er således ikke uden grund, at det i de senere år er folk som Bradley Wiggins, Chris Froome, Alberto Contador, Richie Porte og Primoz Roglic, der i de senere år har haft sæsoner, hvor de har været temmelig dominerende i disse løb, da de alle er alsidige typer med gode tempoevner.

Det gælder også i Tour de Romandie, hvor der ganske vist er mange bjerge, men hvor bjergetaperne sjældent er de sværeste. Det har altid gjort enkeltstarten til den vigtigste etape, hvilket klart fremgår af en vinderliste, hvor man i dette årti kun har set Nairo Quintana i 2016 vinde løbet uden også at være med i front på enkeltstarten. Formentlig vil det også gælde i år, hvor dagens vejrændring gjorde kongeetapen betydeligt lettere end ventet, og hvor det således i høj grad er søndag, at man for alvor har en chance for at gøre en forskel.

Ruterne i Romandiet er imidlertid meget forskellige. Sidste år havde løbet ganske usædvanligt en decideret bjergenkeltstart, og da Wiggins sejrede i 2012, var tidskørslen også hovedsageligt stigende. Som regel har ruterne været ganske kuperede med ret vanskelige stigninger og mange tekniske udfordringer, som vi så det da Froome sejrede i 2014, da Tony Martin vandt i 2015 (hvor Zakarin formentlig havde sejret, hvis ikke han havde tabt kæden), da Primoz Roglic triumferede i 2017, og ikke mindst da Thibaut Pinot nærmest sensationelt vandt over Tom Dumoulin i 2016. Man har dog også haft helt flade tonserruter, som da Martin vandt i morgendagens målby Geneve i 2013.

Årets rute er lidt en mellemting. Den er betydeligt lettere end i eksempelvis 2014, 2015 og 2016, men ikke så flad som i 2013, hvor man holdt sig nede ved søen hele dagen. Denne gang begiver man sig trods alt kortvarigt ind i bakkerne, men der er ikke tale om en ”rigtig” stigning, som man har haft det i de foregående udgaver. I stedet synes der alene at være tale om let stigende terræn afbrudt af to lidt mere hidsige bakker, ikke mindst den første lige efter start. Fra mellemtiden og frem bliver det imidlertid meget enkelt, og de sidste 5 km langs søen er virkelig perfekt tonserterræn for de store maskiner. Samtidig synes ruten ikke at være så teknisk som i tidligere udgaver, og det ligner derfor den mest udprægede specialistenkeltstart siden 2013.

Flad er den dog ikke, og det vil spille en rolle, at det hovedsageligt er stigende over den første halvdel, hvor der altså i hvert fald tidligt er en så stejl bakke, at det vil tilgodese klatrerne. Bakkerne er dog ikke stejlere, end at de store maskiner i de fleste tilfælde kan mose op over dem uden at skulle ud af bøjlen, og det er nok kun de tungeste, der for alvor vil være hæmmet. Omvendt vil højdemeterne tale til fordel for mere alsidige typer som Primoz Roglic og Geraint Thomas, der imidlertid også er gode på flad vej. Det gør det til et meget åbent opgør, hvor første del tiltaler klassementsrytterne og sidste del maskiner som Stefan Küng, Victor Campenaerts, Tony Martin og Jos Van Emden, men hvor de fleste favoritter kan køre stærkt på alle rutens dele.

Som altid spiller vejret en væsentlig rolle i forbindelse med en enkeltstart. Desværre kan man ikke helt afvise risikoen for en byge, og det vil naturligvis helt ændre på resultatet, hvis nogle skulle rammes af regn og andre have tørvejr. Formentlig vil det dog være lige vilkår for alle, og det vil især være den enormt kraftige vind, der vil være et tema. Rytterne vil have ret hård modvind på den kuperede del, mens de vil blive blæst hele vejen hjem langs søen. Det er umiddelbart en ulempe for de tunge specialister, da det formentlig vil gå så stærkt på den sidste del, at vi nærmer os grænsen for, hvor hurtigt der kan køres på flad vej. Det vil gøre den flade del mindre vigtig, at man her har mindre glæde af power og aerodynamik, og derfor bør det være den kuperede del, der vil spille den væsentligste rolle. Det kan tippe balancen til fordel for de mere klatrestærke folk.

Rutens varierede beskaffenhed gør det til et yderst åbent opgør, hvor det umiddelbart er Primoz Roglic, Geraint Thomas, Victor Campenaerts og Stefan Küng, der skiller sig ud som de fire favoritter, men de har alle en helt reel og ganske stor chance for at vinde. Det er derfor også med en betydelig usikkerhed, at vi peger på Primoz Roglic som vores favorit. Det skyldes en kombination af hans alsidighed, rutens sammensætning samt ikke mindst formen. Hvor de øvrige favoritter alle har haft en lidt speciel opbygning til løbet - Thomas har jagtet formen hele foråret, Campenaerts har haft fokus på timerekorden og siden holdt en lille pause, og Küng har haft pause efter klassikerne - har Roglic målrettet bygget formen op mod Giroen. De første dage tyder da også på, at han er yderst velkørende, og med tanke på, at Giroen i år byder på tre enkeltstarter, har han næppe heller ladet enkeltstartscyklen stå i garagen under sin formopbygning.

Roglic er en sand mester på kuperede enkeltstarter. Således vandt han på endnu vanskeligere ruter i Romandiet og Baskerlandet i 2017, hvor han også blev nr. 2 på den meget varierede og vanskelige VM-rute, og i 2018 vandt han en flad tonserenkeltstart i Baskerlandet og blev nr. 2 på bjergenkeltstarten i Romandiet. Med andre ord er Roglic næsten altid med i front uanset rutens beskaffenhed, og denne er med sin alsidighed slet ikke dum for ham. Vi frygter lidt, at stigningerne er så lette, at balancen måske kan tippe lidt til fordel for de mere kraftfulde folk, men uanset hvad bør Roglic køre stærkere end de mere klassiske specialister frem til mellemtiden. Da medvinden som sagt kan neutralisere en del af forskellene på det lynhurtige sidste stykke, tror vi, at det er nok til, at Roglic med sin gode form kan sætte sig igennem og sikre sig vigtig selvtillid inden Giroens indledende enkeltstart om en uges tid.

Egentlig ville vi nok have peget på Geraint Thomas, hvis alle havde været i topform. Ruten synes nemlig at være næsten perfekt for waliseren, der som bekendt er en sublim klatrer, men også så kraftfuld på flad vej, at han vandt den indledende Tour-enkeltstart i Düsseldorf i 2017, i øvrigt med Küng på 2. pladsen. Med andre ord er Thomas sublim på alle rutens dele, og mens han og Roglic nok er nogenlunde lige stærke i den indledende fase, tiltaler sidste del umiddelbart waliseren en anelse mere.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Når vi alligevel peger på Roglic, skyldes det formen. Ganske vist har Thomas vist, at han efter en hård kamp endelig har fået smidt de overflødige kilo, og han har været svært imponerende gennem det meste af løbet. Det kan imidlertid ikke ændre på, at han og Roglic har to helt forskellige sæsonplaner, og hvor alt er gået på skinner for sloveneren, har waliseren været bagefter gennem hele året. Vi frygter derfor, at han stadig mangler de sidste procent til at kunne få skovlen under en fantastisk temporytter som Roglic.

Victor Campenaerts var næsten skyld i en søvnløs nat i Feltet.dk-lejren. Det har nemlig været enormt svært at vurdere belgierens chancer i kamp mod de mere alsidige Roglic og Thomas på denne rute. På den ene side har han i det sidste halve år kørt sig helt ind i den absolutte elite, ikke mindst med 3. pladsen ved VM på en stærkt kuperet rute, hvor han endda var mindre end et sekund fra at slå Tom Dumoulin, men i særdeleshed også med den fornemme sejr i Tirreno, hvor han gav næsten alle verdens specialister prygl på den helt flade tonserrute. Det viser, at Campenaerts nu kan vinde enkeltstart over både korte og lange distancer, på flade og kuperede ruter og nu som noget nyt også sidst i et etapeløb, hvor vi ellers i tidligere grand tours har set, at han har haft det svært, når trætheden har sat ind.

Campenaerts er dog først og fremmest god over længere distancer, hvor hans store motor kommer til sin ret, og selvom han ikke er en dårlig klatrer, er det alt andet lige til Roglics og Thomas’ fordel, at ruten her ikke er flad. Med andre ord er det ikke den helt ideelle distance eller det perfekte terræn, og uanset hvad er det også en ulempe, at etapen kommer sidst i løbet. Til VM havde han et langt, fladt stykke til at kompensere for den svære stigning, men her kan vinden neutralisere den del, der er bedst for Campenaerts. Det bringer ham ned på en 3. plads i vores favorithierarki, men på baggrund af de seneste præstationer vil vi heller ikke blive det mindste overraskede, hvis han ender med at vinde.

Det vil vi bestemt heller ikke, hvis Stefan Küng tager endnu en sejr for det succesrige FDJ-mandskab. Schweizeren er i dette løb kommet tilbage efter en lille pause, men hans imponerende sejr på 2. etape, hvor han ene mand holdt et felt bag sig til sidst, vidner om, at formen bestemt ikke er dårlig. Samtidig er han en af verdens førende specialister, der i de senere år er blevet nr. 2 på en enkeltstart i Touren (bag Thomas), to gange er blevet nr. 2 bag Rohan Dennis i Tour de Suisse og har vundet enkeltstarten i samme løb ganske suverænt. Mest imponerende var det dog, da han i BinckBank Tour på en kort rute knuste alt og alle med en næsten skræmmende stor margin, og hvor Campenaerts på 2. pladsen slet ikke var i nærheden af at kunne måle sig med ham.

Problemet med Küng er bare, at han er ustabil. Således faldt han i år helt igennem i Tirreno, ligesom han også gjorde det ved EM sidste år. Ruten ved VM passede ham ikke, men heller ikke på den flade del var han i nærheden af de bedste, og da han i år vandt i Algarve, var han slet ikke så suveræn, som han reelt burde have været. Küng er en fin klatrer, men alt andet lige vil det være en ulempe for ham, at ruten ikke er flad, og at han skal klatre i hovedparten af den første halvdel, samtidig med at vinden gør sidste del mindre betydningsfuld. Det største problem er dog ikke ruten, men Küngs uforudsigelighed, og da der desværre er flere skuffelser end sejre, falder han lidt ned i vores favoritvurdering.

Den helt store oplevelse på prologen var at se Tony Martin rejse sig. Det har ellers været nogle svære år for den tidligere verdensmester, der faktisk kun har præsteret over lange distancer i de seneste sæsoner. Sidste år viste hans 2. plads bag Dennis og foran Dumoulin på Giroens lange enkeltstart, at han stadig er en af de bedste over lange distancer, men på korte enkeltstarter er han floppet fælt. Det gjorde han senest med en næsten skræmmende dårlig indsats i Tirreno, og man kan blot skimme listen over hans resultater igennem for at indse, at det virkelig har knebet i de sidste sæsoner.

Prologen var dog lovende, for den korte tekniske rute burde have været helt umuligt for Martins enorme motor. Særligt imponerende var det, at han kørte så enormt stærkt på den afsluttende flade del, og det viser, at han har genfundet lidt af sin gamle power. Morgendagens enkeltstart er stadig for kort efter hans smag, og selvom han klatrer fint, har han altid været bedst på flade enkeltstarter. Vinden taler heller ikke til hans fordel, og samlet set er der nok lidt for meget, der taler imod end Martin-sejr til, at man kan tro på det, også selvom prologen var så lovende.

På prologen pegede vi på Patrick Bevin som vores favorit, men newzealænderen skuffede med en 11. plads. Det kunne have indikeret, at formen var dårlig, men i stedet skyldtes det tekniske fejl. På 1. etape, hvor han var tæt på at følge alle klatrerne, og på 3. etape, hvor han desværre blev stoppet af et sent styrt inden spurten, viste han nemlig fremragende form, og det må gøre ham optimistisk inden en etape, der sammen med prologen har været hans helt store forårsmål. Sygdommen i Baskerlandet synes ikke længere at mærke ham, og han er klar til at bygge videre på den store fremgang, han har gjort i det sidste års tid. I 2018 var han således med to andenpladser i Baskerlandet og Californien meget tæt på sejre på WorldTour-niveau, ligesom han var i top 10 ved VM. Ruten her burde endda passe en alsidig fyr som ham. Han klatrer bedre end specialisterne, og stigningerne er ikke så svære, at han er voldsomt hæmmet i forhold til Roglic og Thomas. Hans eksplosivitet gør den korte distance god for ham, og han har god power på det flade. Alligevel frygter vi, at han kommer til kort i forhold til de bedste i et løb, hvor han vil tabe tid til Roglic og Thomas det meste af vejen og til de mere udprægede specialister i finalen.

Det var ikke uventet, at Jan Tratnik ville køre en god prolog, men de færreste havde spået, at han faktisk ville vinde. Morgendagens udfordring er imidlertid en helt anden, og hvor han i tirsdags især lukrerede på sine tekniske evner og sin eksplosivitet, er det denne gang i højere grad poweren, der skal gøre forskellen. Den har han heldigvis også en del af, hvilket han ikke mindst har vist med sejren på enkeltstarten i Coppi e Bartali samt top 10-placeringen ved VM i 2017. Han er dog kun for alvor konkurrencedygtig, når ruterne er ganske kuperede, og hvor der ikke er for meget fladt tonserterræn. Det er der nok desværre denne gang, og selvom den velkørende Tratnik sikkert vil køre stærkt på den første del, vil han tabe for meget i finalen til, at han har en reel chance for at vinde igen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den største skuffelse på prologen var måske Jos Van Emden. Ganske vist var det ikke hollænderens rute, men alligevel burde han kunne gøre det bedre end 38. plads, når man ser, hvordan det gik folk som Martin og Küng, der umiddelbart begge er teknisk dårligere end hollænderen. Desværre er det en tendens, at han kun for alvor præsterer på flade ruter, og det var formentlig bakkerne, der kostede ham i tirsdags, ligesom det var det, da han sidste år faldt igennem på 1. etape i Giroen. Heldigvis er stigningerne her ikke af den sværeste karakter, og de er i hvert fald ikke så stejle, at man pr. automatik må afskrive hollænderen. Omvendt er det nok alligevel for svært for ham at indhente det tabte på den flade del, hvor han ellers utvivlsomt vil elske den lange, lige vej, og vi har derfor en lille frygt for, at det ender med endnu en suffelse for den ellers så solide Van Emden.

Daniel Martinez er en af de få colombianere, der faktisk både kan klatre og køre enkeltstart. Sidstnævnte viste han første gang i Californien sidste år, men i år har han taget det til nye højder. Det skete først md 5. pladsen i Paris-Nice og senest med 2. pladsen i Baskerlandet, og de to ruter var endda helt forskellige. I Frankrig var terrænet fladt, mens han i Spanien udnyttede den ekstremt stejle mur til sin fordel. Det viser, at Martinez kan begå sig på de fleste ruter, men denne er dog nok trods alt for flad til, at han faktisk kan vinde. Ganske vist kørte han fint i Frankrig på flad vej, men det var trods alt Simon Yates og ikke Roglic, Thomas, Campenaerts eller Küng, der vandt etapen. Niveauet her er ganske enkelt meget højere og formentlig for højt for Martinez. Han har samtidig vist skuffende form. Det forhindrede ham dog ikke i at køre stærkt i Baskerlandet, og derfor burde han trods alt kunne gøre det hæderligt også her.

Egentlig ville vi gerne placere Dylan Van Baarle meget højt på vores favoritliste. Da han sidste år overraskende vandt det hollandske mesterskab, så det nemlig ud til, at han var klar til at indfri sit potentiale fra U23-tiden. Desværre har han siden dengang skuffet gang på gang, og faktisk har han ikke kørt én eneste god enkeltstart i den hollandske mestertrøje. Alligevel er han værd at nævne, for hans klatreevner har i år været dybt imponerende, først i Australien, hvor han vandt det knaldhårde Herald Sun Tour, siden i Amstel Gold Race og senest på den hårde 1. etape, hvor han var mindre end et minut fra klassementsrytterne. Formen er med andre ord god, og denne rute med sin blanding af klatring og fladt terræn burde passe godt til en fyr, der mestrer det meste. Nu skal han bare vise, at det altså ikke var et tilfælde, at han sidste år tog den store sejr på sin hjemmebane.

I mange år viste Joey Rosskopf ikke det store på sin tempocykel, men det ændrede sig på sidste etape af Giroen i 2017. Siden da er han to gange blevet amerikansk mester, og sidste år blev han en nærmest sensationel nr. 2 på den lange enkeltstart i Vueltaen. Desværre har der også været mange skuffelser undervejs, og Rosskopf er bestemt ikke en rytter, der leverer hver eneste gang. Samtidig er han bedst over lange distancer, og denne rute er nok trods alt for kort til at gøre ham meget farlig. Det varierede terræn burde til gengæld passe en alsidig fyr som ham, og han har set ganske velkørende ud de seneste dage.

Sidste år overraskede Felix Grossschartner mange ved at blive nr. 2 bag Wout Poels på den stærkt kuperede enkeltstart i Paris-Nice. Siden da har han ikke været i nærheden af at levere noget lignende, og det er da også tydeligt, at han slet ikke har samme power på mere klassiske, fladere enkeltstarter. Denne rute er derfor nok også en anelse for flad til, at man kan tro på en gentagelse, men omvendt er det vel den af de seneste mange af hans enkeltstarter, der mest har mindet om Paris-Nice-enkeltstarten. Med den form og fremgang, han viste i forbindelse med den samlede sejr i Tyrkiet, kan man derfor håbe på, at det er nu, han viser evnerne igen.

Forud for løbet var vi meget spændte på at se Remco Evenepoel i sin første alvorlige enkeltstartstest på højeste niveau. Han overraskede nemlig mange ved allerede at blive nr. 3 i sin første tidskørsel i San Juan, og hvis han ikke havde disponeret så hovedløst, kunne han måske endda have vundet. Nu er vores begejstring dog aftaget en anelse, efter at han i denne uge har fået gevaldige klø og på den hårde måde lært, at der er forskel på junior- og WorldTour-niveau. Omvendt er denne prøve også en helt anden, og over så kort en udfordring har han slet ikke brug for samme robusthed som på de foregående etaper. Den kuperede rute burde passe ham, og derfor kan man håbe, at han i morgen alligevel får mulighed for at sikre sig et resultat i et løb, der ellers ikke har været en god oplevelse for ham.

Den tidligere verdensmester Vasil Kiryienka gør comeback efter en pause forårsaget af hjerteproblemer, og derfor var forventningerne ikke store. Bjergetaperne har da også vist, at han ikke er i topform, men han har dog været betydeligt bedre end frygtet og kørte en hæderlig prolog på en rute, der slet ikke passede ham. Desværre så man i 2018, at alderen måske er ved at indhente hviderusseren, der ikke havde fordums styrke i tempodisciplinen, men han blev dog trods alt nr. 9 til VM. Desværre er han bedst over længere distancer, og selvom terrænet her passer ham, betyder den manglende form og den korte distance nok desværre, at han snarere skal stræbe efter en top 10-placering end efter sejr.

Det hører til sjældenhederne, at Thomas De Gendt viser sine gamle tempoevner, der har indbragt ham en podieplads i Touren, men han kører stadig hæderlige enkeltstarter. Senest kørte han en fin prolog på en rute, der slet ikke passede ham, og selvom han ikke har haft mulighed for at komme i udbrud, har han faktisk vist fremragende form de seneste dage. Den varierede rute her burde også passe ham fint, og selvom den nok er lidt for kort, kan han gøre det hæderligt.

En spændende kandidat er banerytteren Benjamin Thomas. Han har skuffet en del på sine enkeltstarter på landevejen, men han viste tegn på fremgang på 1. etape af Vueltaen sidste år. En 13. plads på prologen var også ganske fin, og han har også klatret god de seneste dage. Allerede forinden havde han vist fin form i de franske løb, og han kan nu se frem til en enkeltstart, der burde passe ham. Distancen er heldigvis ikke for lang for ham, og som en klassikertype burde han kunne lide terrænet. Det er for meget at håbe på et absolut topresultat, men det kunne være en god chance for at tage næste skridt ind i eliten.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I 2016 var Maciej Bodnar en af verdens absolut bedste temporyttere, men siden da er det gået voldsomt nedad bakke. Faktisk er det vel kun choksejren i Touren i 2017, der siden dengang har vist hans klasse, men derudover er han bare gået fra skuffelse til skuffelse. Senest blev han blot nr. 24 i Tirreno, og i 2018 kørte han vel kun en god enkeltstart i Tour de Suisse, hvor han blev nr. 4. Han viste heldigvis lovende tegn med en hæderlig 9. plads på prologen, men kombinerer man en rute, der nok er for kuperet, med hans generelle niveautab er det næppe søndag, at han genfinder fordums styrke.

En af de positive overraskelser på prologen var Tom Bohli. Hans to første enkeltstarter efter skiftet væk fra BMCs guldcykel var nemlig gået skidt, og derfor var det en anelse uventet at se ham være mindre end et sekund fra sejren. Det er imidlertid på prologer, at han har sit virkelige speciale, for hans hidtil bedste resultat er en 2. plads fra sidste år. På mere klassiske enkeltstarter har det knebet, selvom han lejlighedsvist har vist sin klasse på lidt længere, flade ruter, der har givet en podieplads i De Panne og en sejr i Vestflandern. Denne etape er dog formentlig både for lang og for kuperet til den ikke specielt klatrestærke schweizer, og kombinerer man det med de nylige trængsler, er vi ikke voldsomt optimistiske på hans vegne.

Det er vi heller ikke på vegne af Filippo Ganna . Banestjernen har generelt været skuffende på landevejen i sin første tid som professionel, men da han vandt prologen i Provence i år, så det ud til, at skiftet til Ineos havde bragt ham det sidste stykke. Desværre har han ikke siden indfriet potentialet, og han skuffede fælt både i Tirreno og på prologen. Samtidig er han ikke just en letvægter, der flyver op ad stigningerne, men han klatrede faktisk hæderligt på 1. etape. Sidste år chokerede han endda i bjergene i San Juan, og det viser, at han altså slet ikke er så tung, som man skulle tro. Vi tror stadig, at denne rute er for svær for ham, ikke mindst med de temporesultater, han generelt har opnået, men han er også en af de ryttere, der har potentialet til at overraske.

Generelt betyder rutens beskaffenhed, at mange af klassementsrytterne formentlig vil slå mange af de tungeste specialister nævnt ovenfor. Det gælder især for relativt tempostærke folk som Steven Kruijswijk, Ilnur Zakarin, Tanel Kangert og måske den meget formstærke tidligere U23-verdensmester Damien Howson, Simon Spilak, Sebastien Reichenbach, Emanuel Buchmann og Rui Costa¸ men det er næsten udelukket, at de kører med om sejren på en trods alt ret flad rute som denne. Andre, der kan gøre det gøre det godt er Cameron Meyer, Alexis Gougeard og Silvan Dillier , mens ruten er for hård for Ryan Mullen. Man kan også håbe, at den yderst velkørende Hugh Carthy kan overraske som i Baskerlandet, men det vil være uventet på denne rute.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Victor Campenaerts

Outsidere: Stefan Küng, Tony Martin, Patrick Bevin, Jan Tratnik, Jos Van Emden

Jokers: Daniel Martinez, Dylan Van Baarle, Joey Rosskopf, Felix Grossschartner, Remco Evenepoel, Vasil Kiryienka, Thomas De Gendt, Benjamin Thomas, Maciej Bodnar Tom Bohli, Filippo Ganna