Optakt: 5. etape af Tour of California

Ruten

Mange sprintere havde set frem til 4. etape og drømmer helt sikkert om at få endnu en chance på den følgende etape, der er endnu et mere end 200 km langt maraton. Denne gang bliver det imidlertid nok for svært for selv mange af de holdbare sprintere at komme til fadet, for i Ventura venter der en kort, stejl mur bare 5 km for stregen, og derfor er der i stedet lagt op til en eksplosiv og aggressiv finale, hvor vi måske endda kan vente os at se klassementsrytterne teste benene, inden det hele formentlig ender i en reduceret spurt ved den californiske stillehavskyst.

For fjerde dag i træk bydes der på mere end 200 km, når der skal tilbagelægges ikke færre end 219,5 mellem Pismo Beach og Ventura. Som på den foregående rute er ruten en lang rejse ned langs vestkysten, men denne gang skærer man ind i landet for at få flere længere stigninger på menuen. Allerede fra start kører man således mod syd væk fra vandet og igennem fladt terræn frem til dagens første spurt, der er placeret efter 40,5 km. Derefter drejer man mod sydøst med retning mod stigningerne, og det begynder derfor at stige let, inden det kortvarigt falder en anelse. Derefter venter et længere stigende stykke, der kulminerer på toppen af kategori 3-stigningen Foxen Canyon Road 1 (900 m, 7,6%), der har top efter 80,5 km. En kort nedkørsel følger, inden man skal op over kategori 3-stigningen Foxen Canyon Road 2 (800 m, 8%), der har top efter 88,5 km.

Efter de to bakker bliver terrænet lettere, idet man kører igennem let faldende og fladt terræn mod sydvest. Roen varer imidlertid ikke længe, da man kort efter skal op over dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen San Marcos Pass (5,9 km, 6,8%). Fra toppen resterer dog stadig hele 91 km, som indledes med en lettere teknisk nedkørsel, der fører mod sydøst ned til vandet og kystbyen Santa Barbara.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Herfra går det langs havet mod øst igennem fladt terræn, inden man fortsætter mod øst væk fra kysten for at køre op over to stigninger, kategori 2-stigningen Casitas Pass Road 1 (4 km, 5,5%) og kategori 3-stigningen Casitas Pass Road 2 (2 km, 5,8%), der har top med hhv. 39 og 35 km igen. Herfra falder det imidlertid let hele vejen ned mod kystbyen Ventura, mens man runder en sø og derefter kører mod syd. I udkanten af målbyen venter imidlertid en grim overraskelse, når man drejer mod nordøst for at køre op ad en 900 m lang mur, der stiger med 9% og leder op til dagens sidste spurt. Den kommer med 5 km igen og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og øst tilbage til vandet. Det nås, når man med 2 km igen drejer skarpt til højre ind på kystvejen, der er helt flad. Vejen bugter sig herefter let, inden der venter et skarpt sving med 700 m igen og derefter en blød kurve 400 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2699 højdemeter.

Ventura har aldrig tidligere været målby for løbet og heller ikke for andre store cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Efter nogle stille dage bliver vinden for alvor en faktor på 4. etape. Ganske vist vil det være solrigt med en temperatur på 18 grader og helt tørt, men der vil være en meget kraftig vind på helt op til 45 km/t, når der er værst sidst på eftermiddagen lokal tid. Det giver først sidevind og derefter kraftig sidemedvind hele dagen, indtil man har passeret de to sidste stigninger. Herefter er der direkte sidevind på turen end til Ventura. Man får med fra bunden af muren, indtil man med 3 km igen får sidevind. På de sidste 2 km vil der være modvind.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Analyse af 4. etape

Så var de der igen! I går var temaet i disse spalter Deceuninck-Quick Steps mageløse evne til at vinde her, der og alle vegne og endda ikke kun med deres kaptajner, der ellers alle er sande vindermaskiner. Det er blevet udstillet i de seneste dage, hvor arbejdshestene Kasper Asgreen og Remi Cavagna, der ellers primært var kommet til USA for at arbejde for holdkammeraterne, har kunnet sole sig i succes og tage nogle af deres sjældne sejre. Med det momentum lå det i kortene, at et hattrick kunne være i udsigt, for på nattens lange 4. etape havde belgierne nemlig for en gangs skyld en af etapens klare forhåndsfavoritter og det endda i form af den mand, der egentlig skulle have været hovedfokus i denne uge, men som nu har måttet dele rampelyset med sine holdkammerater.

Som allerede påpeget i går er Deceuninck-Quick Step nemlig draget til Californien med et relativt profilfattigt hold, der primært er opbygget af ryttere, som normalt trækker i arbejdstøjet for andre, og holdets sprinter, Fabio Jakobsen, er således den eneste af holdets typiske vindere, der er draget med over Atlanten. Derfor er presset også vokset på det hollandske fænomens unge skuldre, for mens han fejlede fælt på sin mest oplagte chance for at vinde en etape i søndags, har hans ”undersåtter” i stedet taget iver og sørget for, at vi ikke skulle udsættes for den sjældenhed, at Deceuninck-Quick Step skulle komme tomhændet fra et etapeløb.

Det gør de nu bestemt ikke. Det, der tidligt kunne ligne et svært løb for belgierne, er nu endt som den rene jubelfest. Jakobsen viste nemlig, at han kunne stå for presset på nattens etape, der med en vis sandsynlighed kan være den sidste chance for sprinterne i dette løb, og ved at fortsætte sin kometagtige færd mod sprintertoppen med endnu en sejr fik han vist, at det altså var helt berettiget, at han fik et af sportens største hold bygget op om sig til det vel nok største cykelløb på ikke-europæisk grund. Med den forrygende fart, der tidligere i år har givet ham sejre i Algarve, Scheldeprijs og Tyrkiet, hvor han har slået navne som Pascal Ackermann, Sam Bennett og Arnaud Demare, var det denne gang Peter Sagan, hvis skalp nu kan føjes til Jakobsens cv, der bare bliver længere og længere.

Sejren var nu ikke kun et udtryk for Jakobsens egen styrke. Ligesom på 1. etape blev det nemlig helt tydeligt, at Deceunincks beslutning om at sende deres vel nok stærkeste tog til USA har gjort dem helt overlegne i de flade finaler, for ligesom på 1. etape var belgierne i en helt anden liga. Michael Mørkøv, der - måske på grund af den stigende afslutning - var flyttet frem i en lidt tidligere position end vanligt sørgede for at tage kontrol i den kringlede finale inde i Ventura, inden Zdenek Stybar skød den af på den afsluttende bakke. Til slut var det suveræne Maximiliano Richeze - der i sin nye argentinske mestertrøje trods sin alder på 36 nu vil fremstå som en kronisk indehaver af diverse ungdomstrøjer - der igen gjorde det, kun få i denne verden gør som ham, nemlig aflevere sin sprinter i den perfekte position.

Forskellen fra i søndags var, at Jakobsen denne gang var med på vognen og ikke var sat af, som det skete i søndags, hvor hans holdkammerater leverede en decideret fadæse ved aldrig at registrere, at han var faldet fra. Ganske vist tabte han et par positioner i det sidste sving, hvor han naturligvis ikke kunne modstå presset fra det tekniske unikum, Peter Sagan, men fra en position nr. 3, da Richeze endelig færdiggjorde sit arbejde, kunne han trods den stigende finale atter vise den hurtighed, der gør ham til en af feltets absolut mest lovende sprintere. Denne gang skulle han slås hårdt for at komme forbi Jasper Philipsen, der havde fordel af den stigende afslutning, men selv på de procenter kunne Jakobsens høje topfart sætte dig igennem - som den også gjorde det, da han på Nokereberg spurtede sig til karrierens første sejr i Nokere Koerse - og hollænderen kunne med sin 11. sejr - ganske imponerende efter mindre end 17 måneder som professionel - fortsætte det momentum, Asgreen igangsatte med sin choksejr i mandags. Og med en sejr efter så lang og relativt svær en etape, fik han også vist den forøgede holdbarhed, han stillede til skue med flere flotte præstationer i Tyrkiet forleden.

Desværre lykkedes det ikke for Philipsen at tage sin anden WorldTour-sejr, men det er blot et spørgsmål om tid, inden der kommer flere sejre ind på kontoen. Det har ellers været lidt småt med mulighederne på et UAE-hold, der ikke er i akut mangel på sprintere, og derfor har der ikke været mange chancer for at vurdere, om hans imponerende kørsel i debuten i Tour Down Under, hvor han med eminent topfart og positionering vandt en etape i sit første WorldTour-løb for det arabiske hold, var udtryk for tidlig form eller et reelt billede af klassen. I dag fik vi dokumentation for, at det ikke er uden grund, at han kalden ”den nye Boonen”, for hans kørsel i finalen var præcis lige så sublim, som den var det i Australien i januar. Med en fornem næse for sin positionering lykkedes det ham at holde sig helt fremme i den tekniske finale, og på den afsluttende bakke, der var som skabt til en klassikerfyr som ham, lykkedes det ham trods en meget lang spurt at køre så stærkt, at Jakobsen kun med det yderste af neglene kunne forbi. Måske var det Jakobsen, der stjal opmærksomheden, men Philipsen sørgede for, at det blev en dag, hvor nogle af sportens mest lovende talenter kunne vise deres potentiale.

Det gjorde Peter Sagan til gengæld ikke. Allerede da han vandt 1. etape i søndags, skrev jeg, at det lignede en sejr, der mere var opnået via positionering end gode ben, og at det var alt for tidligt at vurdere hans form. Det skulle vise sig at være et ganske klogt forbehold at tage. De seneste tre dage har nemlig vist, at slovakken ikke er spor bedre, end han var det i sin skuffende klassikerkampagne. Hans spurt i søndags gav måske nok en sejr, men var ikke svært imponerende i en afslutning, hvor hans rivaler alle var sat af i den kaotiske afslutning, og i de seneste dage er han blevet kørt så langt agterud, at selv bror Juraj har overstrålet ham.

I nat blev hans dårlige form så synlig for enhver. Med sin vanlige sans for at holde sig til lykkedes det ham selvfølgelig at udnytte det sene sving til sin fordel, så han sad helt perfekt placeret, da Richeze skød den af for kaptajn Jakobsen. Da Philipsen trådte an, ville en Sagan ved fuld styrke normalt med stor autoritet være gledet forbi i en stigende spurt som denne, men det skete slet ikke. Tværtimod var det en bemærkelsesværdigt uelegant Sagan, der nærmest lidende måtte gøre sit bedst for blot at holdet trit med sine to unge rivaler, og havde det ikke været for positionen i bunden, var han aldrig endt på podiet i en finale, hvor han ellers var ganske suveræn for to år siden. Heldigvis må man formode, at han efter en klassikerkampagne, der slet ikke gik som håbet, har trukket stikket fuldstændigt, og mon ikke han har holdt sig en god, lang pause inden dette løb? Man kan i hvert fald håbe, at det er forklaringen efter en spurt, der bestemt ikke gav håb om, at Sagan er på vej tilbage.

Til gengæld var der opløftende takter fra Nacer Bouhanni. Efter endnu et kriseramt forår, hvor franskmanden faldt for tidsgrænsen i Tirreno-Adriatico og trods en kortvarig opblomstring i marts oplevede et mindre kollaps i april, fandt man angiveligt en medicinsk forklaring på hans trængsler. Den svage start i søndags tydede ellers ikke på, at det havde bragt ham nogen vegne, men i nat var der igen små glimt af den klasse, han stadig besidder. Særligt var det opløftende, at den fantastiske næse for positionering, som han ellers i nogen grad har mistet, atter kom til udtryk i denne tekniske finale, hvor hans klatrestærke Cofidis-hold ikke kunne yde ham megen støtte, og selvom det kun rakte til en 4. plads, må resultatet føles som en halv sejr for en rytter, der for et par uger siden lignede en mand på vej mod en endegyldig deroute. Og med tanke på, at Christophe Laporte har gang i et næsten endnu mere katastrofalt forår, er der måske alligevel en chance for, at vi får Bouhanni at se i Frankrig til sommer.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Finalens stigende karakter afspejles i resultatet. Således kom den tunge Max Walscheid helt som forventet til kort, mens Reinardt van Rensburg og Davide Ballerini, der ellers normalt ikke har mange chancer i mere klassiske massespurt, var med helt fremme. Særligt bemærkelsesværdigt var det, at det igen var Van Rensburg, der løftede ansvaret for Dimension Data, der fortsat må sande, at Mark Cavendish er milevidt fra sit gamle niveau, og at den fine 3. plads i Tyrkiet var en helt enlig svale, der vist mere var en undtagelse end et udtryk for, at han kan genfinde fordums styrke.

Dagens største taber var måske Danny Van Poppel. Hollænderen burde have elsket denne stigende spurt, og en 9. plads kan bestemt ikke tilfredsstille hans ambitioner. Med kun Timo Roosen som støtte på et hold, der primært er bygget op om George Bennett, var det imidlertid ikke helt uventet, at det kunne blive svært for Van Poppel, der ellers har udviklet sig til lidt af en specialist i disse afslutninger. Dermed har det fortsat været et lidt magert år for hollænderen, der ellers viste en klar niveaufremgang i klassikerne, der har været hans hovedfokus, men som fortsat har sin første sejr til gode. Det samme har Phil Bauhaus, der egentlig synes at have gode ben, men hvis ellers på papiret stærke Bahrain-tog svigter gang på gang, og Kristoffer Halvorsen, der generelt har vist lovende takter i år, kunne denne gang drage fordel af det suveræne lead-out, Ineos leverede i søndags.

Det var dog ikke Jakobsens sejr, der trak overskrifter i timerne efter etapen. Det var naturligvis kommissærernes mildt sagt diskutable beslutning om at tildele både Tejay van Garderen og Gianni Moscon samme tid som feltet og dermed berøve Kasper Asgreen den førertrøje, han ellers havde udsigt til. Hvor i regelbogen juryen finder belæg for deres beslutning, er en gåde, der er så svær at løse, at vi formentlig finder et endegyldigt svar på den mulige eksistens af liv andetsteds i universet, inden vi til fulde forstår, hvad der lå til grund for afgørelsen.

Van Garderen var naturligt slemt uheldig med sit styrt, der tvang ham til at jagte på Lachlan Mortons cykel, og det er da også sandt, at han kortvarigt skulle bremse på grund af det styrt, der kort inden 3 km-mærket satte Moscon tilbage. Det er imidlertid ikke en hemmelighed, at van Garderen ikke just er den mest agile cykelrytter, og det er ingenlunde en tilfældighed, at han igennem karrieren har været involveret i betydeligt flere styrt end gennemsnittet. Tekniske evner og ikke mindst evner i positionskampen er nu engang en del af cykelsporten, og beslutningen om at neutralisere tidsforskellene som følge af Moscons styrt, der med statsgaranti ikke var årsagen til tidstabet, og som endda skete før 3 km-mærket, kræver i hvert fald en ualmindeligt kreativ fortolkning af regelbogen for at forsvare.

Man kan da heller ikke lade være med at overveje, om det havde været anderledes, hvis van Garderen havde haft et andet pas end et amerikansk. Det har ellers altid været sydeuropæerne, der har haft ry for at favorisere egne ryttere i forbindelse med håndhævelse af reglerne, men i denne uge har det været lige omvendt. Her er det amerikanerne, der ellers har ry for at være betydeligt mere regelrette, der har foræret den lokale helt en lille gave, mens italienerne viste mod ved at deklassere Elia Viviani på 3. etape i Giroen, hvor han ellers iført den italienske mestertrøje havde sikret sig en meget populær hjemmebanesejr.

På den baggrund har det bestemt ikke været Deceunincks uge, og de har nu to gange haft kommissærafgørelser, der gik dem imod. Heldigvis har de med nu tre etapesejre kunnet lade benene tale og gjort løbet til et slags Tour de Quick Step, og i sidste ende er katastrofen nok heller ikke alt for stor. Selvom det havde været en herlig oplevelse for Asgreen at få et par dage i gult, er han alligevel for tung til at gøre arbejdet på færdigt på Mount Baldy på fredag, og det er således ikke muligheden for samlet sejr, der er blevet dem frarøvet.

Og hvordan er det nu, man svare bedst på lidt modgang? Det er som bekendt ved at vinde, og det bedste svar vil være en fjerde etapesejr, når det i nat går løs på etapen til Ventura. Heldigvis er vejrguderne dem venligere stemt end kommissærerne, for de har sendt en regulær forårsstorm til USA, og der er derfor langt op til en god gang sidevindstons på en 5. etape, der kan blive mere dramatisk end først antaget.

Og hvem er det nu, der er allerbedst i blæsende betingelser? Det er vist klassikerkongerne fra Belgien, så det skulle ikke undre, om der er en formstærk dansker, der måske alligevel kan ende i trøjen i nat.

Favoritterne

Efter en relativt fredsommelig etape, hvor det var kommissærerne og ikke terrænet, der skabte drama, er der lagt op til noget helt, helt andet, når det i nat går løs med den sidste af løbets fire maratonetaper. Forud for løbet var det ellers ikke 5. etape, der tiltrak sig den største opmærksomhed, for selvom den lille mur i finalen næsten med garanti vil skabe godt cykelløb, er det trods alt ikke en etape, som på papiret bør kunne skabe forskelle mellem de bedste.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det kan imidlertid nu blive helt anderledes. Vejrudsigten ser nemlig mildt sagt interessant ud, og en vindstyrke lige i underkanten af 50 km/t burde kunne skabe kaos på det, der skulle have været en relativt fredsommelig etape. Faktisk er den så voldsom, at man kan frygte for, om etapen kan gennemføres, for er vejene helt åbne og eksponerede for blæsten, kan ”The Extreme Weather Protocol” blive taget i anvendelse.

Man må håbe, at det kan lade sig gøre at afvikle etapen, for i givet fald burde det blive et knaldgodt cykelløb. Måske er der lidt for meget medvind til, at det ville have været helt ideelt, men en så kraftig sidemedvind burde have potentiale til at skabe drama. Allerede fra start følger endda et relativt langt stykke med nærmest direkte sidevind, og derfor burde der være basis for, at der bliver gået til stålet med det samme.

På papiret kunne det ellers have lignet en dag for et udbrud. Finalen er af en type, der kan være svær at læse, og det er kun Peter Sagan, der på papiret ville kunne gøre en etape som denne som til et klart mål. I lyset af hans svage form virker det imidlertid ikke sandsynligt, at han vil kunne klare den lille bakke inde i Ventura, hvor procenterne er så svære, at vi formentlig vil se klassementsrytterne teste benene, og derfor er det usandsynligt, at Bora vil kontrollere etapen. I det lys burde et udbrud have fine chancer for at løbet med det hele, inden favoritterne så kan angribe hinanden lidt på bakken til sidst, nu hvor EF har vist, at de er tilfredse med situationen og ikke har tænkt sig at køre offensivt allerede på stigningerne lidt tidligere i finalen.

Vinden bør imidlertid forandre det hele. Nu vil det formentlig være så nervøst og lynhurtigt hele dagen, at det bliver meget svært for en gruppe at komme fri. Allerede i sidevindsstykket fra start kan der opstå splittelse, og selvom det er muligt, at der falder ro på undervejs, og at vi faktisk får etableret et udbrud alligevel, burde farten hele dagen være så opskruet, at det bliver svært at holde hjem. Samtidig må Deceuninck kunne lure førertrøjen med formstærke Kasper Asgreen, og efter nattens skuffelse kan man sagtens forestille sig, at det vil kontrollere etapen for med 10 bonussekunder at bringe den i øjeblikket meget spurtstærke dansker i gult.

Samlet set tror vi derfor, at det vil blive en lynhurtig og meget hård etape, hvor sidevinden kan splitte feltet næsten når som helst. Samtidig er de to kategoriserede stigninger ikke lette, og med pivende medvind vil de endda være ret selektive. Umiddelbart herefter er der igen direkte sidevind på vej ind mod Ventura, og er terrænet åbent her, kan det splittes til atomer i den absolutte finale.

Derfor kan feltet også være revet i stumper og stykker allerede inden den sidste mur, og efter en hård dag vil vi formentlig se den gøre endnu større skade end første antaget. Vi forventer derfor, at det vil være en ganske lille gruppe, der vil være i spil til sidst, og det betyder også, at det kan blive vanskeligt at kontrollere det flade stykke mod slutningen. På de sidste 2 km vil der imidlertid være knaldhård modvind, hvilket kan gøre indianerkørsel en anelse vanskeligere, og det vil øge chancen for en eller anden form for regruppering og en spurt i en lille gruppe.

Det er derfor også det forventede udkomme, men i front forventer vi kun at se de allerstærkeste, der både kan klare mere end 200 km i sidevind, nogle hårde stigninger i finalen og ikke mindst en afsluttende mur, hvor de bedste klatrere formentlig vil angribe. Det får os til at pege på Kasper Asgreen som vores favorit. Danskeren er i hopla i øjeblikket, og denne etape burde være skabt til ham. Den lange distance passer perfekt til hans store motor, og kraftig sidevind er en gave til feltets bedste sidevindshold. Han har samtidig vist, at han klatrer eminent i øjeblikket, og selvom den sidste mur måske er lige stejl nok for en stor fyr som ham, har han vist os, at han på korte bakker kan køre lige op med de lettere folk. Samtidig har han i de seneste dage nærmest udviklet sig til en helt lille sprinter, og han overspurtede endda Jasper Philipsen på 3. etape. Det betyder, at han meget vel kan være hurtigste mand i en lille gruppe til sidst, ikke mindst efter et knaldhårdt løb, hvor alle er trætte.

Problemet kan være, at holdet er tungt, og at han måske kun har Zdenek Stybar og eventuelt Remi Cavagna hos sig, og det kan gøre det hele vanskeligt at kontrollere. Her vil modvinden imidlertid være en hjælpende hånd, der øger chancen for en spurtafgørelse i en lille gruppe. Alt i alt er det så perfekt en etape for Asgreen, at vi tror, at han spurter sig til både etapesejr og førertrøje.

Et andet godt bud er Maximilian Schachmann. Vi så ganske vist på 2. etape, at det tyske vidunderbarn efter sin pause ikke har helt samme gode form, som han havde i klassikerne, men han var trods alt konkurrencedygtig. Denne etape synes nærmest skræddersyet til tyskeren, der både er en robust fyr til sidevinden, hvor Bora har et af de allerbedste hold til at støtte ham, og som samtidig er en af løbets bedste på korte, eksplosive stigninger. I mandags kom han lidt til kort, men det kan meget vel have skyldtes den iltfattige luft i højderne. Han er formentlig mere komfortabel her, og når det kommer til punch på korte bakker, er det vel kun Gianni Moscon og Peter Sagan, der i dette felt kan matche ham. Samtidig ved vi, at han er hurtig på stregen, også selvom han er bedst i stigende spurter. På 3. etape var Asgreen hurtigere, men det kan meget vel være anderledes på en etape, hvor der er en sejr og ikke en 4. plads på spil.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

En anden oplagt kandidat er Gianni Moscon. Italieneren har i dette løb rejst sig flot ovenpå det svære forår og det skuffende afbud til Giroen, og hans 3. plads bag Asgreen og van Garderen i søndags var ganske lovende, ikke mindst fordi også han kan have haft det svært i den iltfattige luft. Som brostensspecialist elsker han en god gang sidevind, hvor han i Luke Rowe har støtte fra en af verdens bedste sidevindsryttere, og bakkerne i finalen passer ham næsten perfekt. Det gælder især den sidste lille mur, og vi ved også, at han er ganske hurtig på stregen. Ganske vist er også han bedst i stigende spurter, men i Vueltaen har han været i top 3 i massespurter, der kun har været let stigende. Efter et hårdt løb som dette vil han i hvert fald have en god chance for på flad vej at slå både Schachmann og Asgreen.

En anden god kandidat er Rohan Dennis. Australieren er måske mest kendt som temporytter, men han er også en lynhurtig herre. Det viste han, da han vandt en stigende massespurt i Tour of the Alps for et par år siden, ligesom han sidste år var hurtigst på flad vej i en spurt i kongeetapen i Romandiet. Efter en stille sæsonstart har han fundet formen frem mod dette løb, der er hans første mål i år, og selvom det kneb en anelse på 2. etape, ser han velkørende ud. Han er ikke klatrer, men stigningerne her burde passe en relativt eksplosiv fyr som ham, og han har et stærkt hold til at hjælpe sig i sidevinden. Den sidste mur er nok for stejl til at passe ham ideelt, men sidder han med hjem i en lille gruppe, er han hurtig nok til at gøre arbejdet færdigt.

Bora har den luksus, at de har to gode kort til etapen. Mens Schachmann er den hurtigste, er Felix Grossschartner den bedste klatrer af de to og holdets officielle kaptajn. Østrigeren er i storform i øjeblikket efter samlet sejr i Tyrkiet og en 4. plads i Romandiet, og med opbakning fra det stærke Bora-hold i sidevinden burde han have gode chancer for at køre finale på denne etape. En eksplosiv stigning passer ham, og han er samtidig ganske hurtig på stregen, som han senest viste med en 2. plads i en stigende spurt i Tyrkiet. Samtidig kan Bora meget vel sidde med flere kort at spille i finalen, og det kan Grossschartner måske udnytte til at snige sig væk.

Løbets store joker er Davide Ballerini. Allerede i Frankfurt lignede italieneren en mand i storform, og det har han bekræftet med sin offensive kørsel i dette løb. Sandsynligheden taler for, at den sidste mur er for stejl for ham, ligesom hans hold i sidevinden heller ikke er det bedste, men det er en etape, der kan være inden for mulighedernes grænser med den form, han har vist. I dag bekræftede han de gode ben med en 6. plads i massespurten, og han vil derfor formentlig være hurtigste mand, hvis han sidder med hjem. Det bliver ikke en let opgave, men særligt hvis der sker en regruppering i modvinden til sidst, burde Ballerini have en reel mulighed for at spurte sig til sin første sejr for det kasakhiske hold.

Kan Nathan Haas rejse sig? Australieren har haft et slemt, slemt forår, og netop som han viste stigende form i Ardennerne, faldt han sammen i Yorkshire og på 2. etape her. Han sad dog med feltet hjem til spurten i går, og det kunne tyde på, at formen ikke er helt ringe. Måske hjælper det ham, at etapen ikke foregår i højderne, og i givet fald kan han blive ganske farlig. Han er sårbar i sidevinden, men klarer han den, har han en giftig spurt i finalen. Det kan blive svært at gå med de bedste på muren, der er lidt for stejl for ham, men sker der en regruppering i modvinden, vil han have en ganske fin chance for at vinde en spurt i en lille gruppe.

EF har det suverænt stærkeste klatrehold, men sidevind er bestemt ikke deres kop te. Etapen her er derfor alt andet end ideel, men mon ikke de alligevel er så gode, at de med folk som Taylor Phinney og Alex Howes kan klare strabadserne. Sidder de stadig med på muren til sidst, har de i hvert fald så mange folk, at de bør sidde i overtal efter bakken. Her kan de vælge at angribe på skift, men de foretrækker nok at kontrollere angrebene. Derefter skal Sergio Higuita formentlig forsøge sig i spurten, og han er bestemt ikke langsom, som han viste i blandet andet Andalusien og Alentejo tidligere i år. Spørgsmålet er dog, om han ikke trodsa alt er overmatchet mod de på papiret hurtigere folk.

En anden option for EF er Rigoberto Uran . Heller ikke han er langsom på stregen, men det er desværre efterhånden sjældent, at han forsøger sig i en spurt. Til gengæld kan man bestemt ikke udelukke, at EF vil udnytte et overtal i den flade finale. Mens alle vil kigge på van Garderen, kan Uran måske med sin snilde snige sig væk, som han gjorde det, da han chokerende vandt GP de Quebec for nogle år siden.

UAE går efter den samlede sejr med Tadej Pogacar, der ligger til i klassementet, men også på 2. etape viste, at trætheden er ved at melde sig. Etapen her er da heller ikke ideel for ham, og han vil formentlig være fint tilfreds med at spare sig til kongeetapen. Vi så imidlertid på 4. etape i Baskerlandet, at han er ganske eksplosiv på korte bakker, og at han også har en ganske hæderlig spurt, som vi også så det med 10. pladsen på 3. etape. Det er nok svært for ham at vinde, men han har en chance for at få del i bonussekunderne.

Trek skal primært holde Richie Porte ude af problemer på en sidevindsetape, der er livsfarlig for den skrøbelige australier, men måske kan Toms Skujins komme i spil. Etapen burde i hvert fald passe ham hæderligt. Bakken til slut er en anelse for stejl, men med modvind til sidste kan der ske en regruppering. Herefter vil han have en ganske hæderlig spurt til at færdiggøre arbejdet, men alt sammen kræver det, at han får den nødvendige frihed.

Læs også

Tidligere Trek-rytter forsvarer Quintana og López: UCI er en mafia

Det er lidt svært at blive klog på formen hos Magnus Cort. Han gjorde det egentlig meget pænt på 2. etape, men sad i gruppettoen på 3. etape. Det kan dog også skyldes, at det første udbrudsforsøg mislykkedes, og at han sparede kræfter til senere. Desværre er den positioneringssvage dansker meget sårbar i sidevinden, og det er nok kun i superform, at han kan klare så svær en mur til sidst. Den tvivler vi på, at han har, men det er dog en profil, der burde give ham muligheder, hvis han ligesom i Paris-Nice finder formen ud af det blå.

Endelig vil vi pege på Travis McCabe og Edwin Avila. Hidtil har de sammen med Ballerini vist sig som løbets mest holdbare sprintere, og derfor kan man ikke helt udelukke, at de kan klare udfordringerne her. De er dog meget sårbare i sidevinden, og samtidig er bakken formentlig for stejl. Vi formoder derfor, at de falder fra undervejs, men man kan ikke helt udelukke muligheden for, at med modvind til sidst måske kan overraske. Til gengæld har Peter Sagan vist slet ikke formen til at begå sig, selvom det på papiret burde være en perfekt etape for ham, og det samme synes at gælde for Jose Goncalves, der ellers normalt kan køre en etape som denne. Zdenek Stybar vil formentlig skulle koncentrere sig om at køre for Asgreen, selvom finalen burde passe ham.

Som sagt tror vi, at vinden udelukker en udbrudssejr, men er der mere læ end ventet, kan det ikke udelukkes. I givet fald vil vi fremhæve Zdenek Stybar, Brandon McNulty, Toms Skujins, Magnus Cort, Keegan Swirbul, Remi Cavagna, Simon Geschke, Diego Rosa, Nathan Haas, Jose Goncalves, Evan Huffman og Ivan Garcia som ryttere, der har tabt tilstrækkeligt med tid og kan gøre det færdigt.

Feltet.dks vinderbud: Kasper Asgreen

Øvrige vinderkandidater: Maximilian Schachmann, Gianni Moscon

Outsidere: Rohan Dennis, Felix Grossschartner, Davide Ballerini, Nathan Haas, Sergio Higuita

Jokers: Rigoberto Uran, Tadej Pogacar, Tom Skujins, Magnus Cort, Travis McCabe, Edwin Avila

Kandidater til et udbrud: Zdenek Stybar, Brandon McNulty, Toms Skujins, Magnus Cort, Keegan Swirbul, Remi Cavagna, Simon Geschke, Diego Rosa, Nathan Haas, Jose Goncalves, Evan Huffman, Ivan Garcia