Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 5. etape af Tour of Oman

Optakt: 5. etape af Tour of Oman

14. februar 2023 23:59Foto: BORA - hansgrohe

Diego Ulissi viste lidt af tidligere tiders puncheurevner og tog en fornem sejr på løbets puncheuretape, og dermed sikrede han sig vigtige bonussekunder i kampen om den samlede sejr. De kan imidlertid hurtigt blive ligegyldige og meget små, når løbet onsdag slutter med sit helt store klimaks på ikoniske Green Mountain, hvor vinderen i langt de fleste tilfælde også er endt med den samlede sejr - og som noget helt nyt er det også her, den endelige vinder faktisk vil modtage sin hyldest og sit trofæ.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM VUELTA A ANDALUCIA OG VOLTA AO ALGARVE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Lige siden den anden udgave af løbet i 2011 har Green Mountain - eller Jabal al Akhdar, som de lokale kalder det - været rammen om afslutningen på kongeetapen og dermed været scene for et af de første store bjergslag mellem verdens bedste grand tour-ryttere. Det har været en stor succes, og arrangørerne har ikke set nogen grund til ikke at vende tilbage til løbets mest ikoniske stigning, der således for 11. udgave i træk vil være scene for kongeetapen. I langt de fleste tilfælde er den kommet som næstsidste etape inden den store sprinterfinale i Muscat, men som noget helt nyt vil man vente med afgørelsen til allersidst. Dermed er det løbets mest ikoniske og vigtigste etape, der får lov at runde festen af og ikke blot reelt, men også formelt kåre vinderen af Omans cykelstolthed. Eksperimentet fra 2016 med et mål endnu længere oppe ad stigningen gentages heller ikke i år, og man vil igen slutte, hvor man traditionelt har gjort det. Samtidig er distancen ligesom i de seneste fire udgaver blevet betydeligt afkortet, og faktisk er der tale om en etape, der med helt marginale undtagelser er helt uforandret i forhold til de fire udgaver.

 

Den bare 152,2 km lange etape starter i Sama’il for foden af de store bjerge, hvilket er en markant ændring i forhold til tidligere år, hvor man begyndte etapen langt tættere på kysten. Herfra bevæger rytterne sig ad en lang, let stigende ørkenvej mod sydvest og sydøst, indtil de drejer mod øst for at slå en lille sløjfe i det hovedsageligt flade terræn øst for Green Mountain. Undervejs dyster de om point i den første indlagte spurt efter 89,5 km, hvorefter de sætter kurs mod sydvest og vest med retning mod det mægtige bjerg igennem terræn, der i alt væsentligt er fladt. Efter at have passeret gennem byen Izki, når de frem til Birkat al Mouz for foden af stigningen, hvor den sidste indlagte spurt er placeret efter 141,0 km, dvs. bare 11,2 km fra stregen. Yderligere et par let stigende kilometer leder feltet ud af byen mod nord, hvorefter de rammer bjerget.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

I 2016 klatrede de længere op mod toppen, i alt 7,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,7%. I år slutter de, hvor de har gjort det i alle andre udgaver, hvilket gør det til en 5,7 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 10,5%. De første 2 km stiger med 10%, hvorefter den næste kilometer stiger med hele 12%. Midtvejs bliver det lidt nemmere med en kilometer med kun 6%, men det er kun en chance for kortvarigt at få luften. De sidste knap 1,5 km har således en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 13,5%. De sidste 3 km følger en stort set lige vej med kun et par bløde sving, men inden for den sidste kilometer er der et 90-graders sving og to hårnålesving, inden man rammer den 60 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1968 højdemeter.

 

Afslutningen på Green Mountain gjorde debut i 2011, hvor Robert Gesink distancerede sin nærmeste rival, Edvald Boasson Hagen, med hele 47 sekunder. Året efter slog Vincenzo Nibali den senere vinder Peter Velits, men missede akkurat førertrøjen med bare et sekund. I 2013 var bjerget scenen for et fantastisk slag mellem Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez med kontante angreb og ryttere, der faldt fra for siden at komme tilbage. Rodriguez udnyttede, at han allerede havde tabt tid tidligere i løbet, til at snige sig væk og tage en sejr, mens Froome med et sent angreb blev nummer 2 og tog den samlede føring.

 

I 2014 sendte Sky Sergio Henao i offensiven, og da han blev hentet, leverede Froome en sand magtdemonstration og sikrede sig en solosejr. I 2015 undervurderede Tejay van Garderen upåagtede Rafael Valls, der højst overraskende satte stjernerne til vægs ved at sætte amerikaneren i finalen. I 2016 slog Nibali en velkørende Romain Bardet, mens Jakob Fuglsang blev en flot nummer 3, og i 2017 var det en overraskende stærk Ben Hermans, der sejrede med 3 sekunder ned til Fabio Aru og yderligere 8 sekunder ned til Rui Costa.

 

I 2018 leverede Astana en magtdemonstration, da Miguel Angel Lopez og Alexey Lutsenko kørte fra alt og alle, inden de fordelte rovet mellem sig, så Lopez kunne tage etapesejren og Lutsenko førertrøjen. I 2019 var vi meget tæt på at få en udbrudssejr til Fabien Grellier, men den stakkels franskmand blev hentet lige inden stregen af suveræne Lutsenko, der tog sin 3. etapesejr i løbet med 7 sekunder ned Grellier og 11 sekunder ned til Domenico Pozzovivo. Helt anderledes var det sidste år, hvor vi så en af de mest markante magtdemonstrationer, da Jan Hirt sejrede med hele 39 sekunder ned overraskelsen Kevin Vauquelin og 48 sekunder ned til dennes kaptajn, Elie Gesbert.

 

 

 

 

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

 

STREAM VUELTA A ANDALUCIA OG VOLTA AO ALGARVE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret                                                                                                             

Det er gradvist blevet varmere gennem løbet, og det kulminerer til den store finale. Også onsdagen vil være helt skyfri, og temperaturen ude i ørkenen vil toppe på 34 grader, naturligvis med køligere temperaturer på bjerget. Vinden vil bare være let (5-14 km/t) og komme fra syd. Det giver sidemodvind i den indledende fase, mens der primært vil være sidevind i det sidste lange stykke frem mod sidste spurt. Der vil være medvind på det sidste stykke frem til bjerget, hvor der vil være sidemedvind hele vejen op.

 

Favoritterne

Det lykkedes for Diego Ulissi at vise lidt af sit gamle punch og tage en af de sejre, der bliver mere og mere sjældne, og med de tilhørende 10 bonussekunder avancerede han endda til den samlede 2. plads. Det var imidlertid også eneste forskydning på 4. etape, og alt andet er status quo inden løbets mest afgørende slag.

 

Beslutningen om at inkludere Jabal Haat i går har betydet, at vi har større forskelle end vanligt forud for den klassiske kongeetape, men alt er stadig åbent. Green Mountain er i særklasse løbets sværeste stigning, og selvom også den er relativt kort, er det den eneste, der ikke hovedsageligt baseres på eksplosivitet. Her taler vi om små seks kilometer, der er ganske ubønhørlige med næsten konstante tocifrede procenter, og stigningen plejer at gøre så stor skade, at de forskelle, vi har set mellem de bedste hidtil, med en vis sandsynlighed ikke vil blive afgørende. I langt de fleste tilfælde er vinderen på Green Mountain også sendt som den samlede vinder, og det kan meget vel ske igen.

 

Stigningen er kort, og derfor har vi set nogle lidt tungere folk som Edvald Boasson Hagen dengang, han var bedst, Jesus Herrada og Alexey Lutsenko enten være med helt fremme eller vinde etapen, men den er svær nok til, at også de rene klatrere kan sejre. Jan Hirt er kendt for alt andet end punch, men han var ganske suveræn sidste år, hvor han sejrede med en sjældent stor margin, dog i et felt, der er betydeligt svagere end årets. Det vidner om, at dieselklatrerne også kan vinde, og vi bør se et lidt andet billede, end vi har set hidtil.

 

Der bør ikke være tvivl om, at favoritterne skal køre om det. Det bliver en ganske stille dag, og da de endda kører tidligt på dagen, vil vinden være endnu svagere, end den vil være midt på eftermiddagen. Derfor er der ingen risiko for sidevindskørsel. Til gengæld så vi i dag, at der var en alenlang kamp om at ramme udbruddet, og det vil vi formentlig se igen, som man ofte gør det på sidste etape. Forskellene er relativt store, og Movistar vil elske, hvis et udbrud kunne løbe med bonussekunderne.

 

Det var faktisk meget tæt på at ske i 2019, hvor Fabien Grellier blev hentet af Alexey Lutsenko bare få meter fra stregen og endda endte etapen som nr. 2, men det sker næppe i morgen. Movistar håber, at udbruddet er ufarligt, men jeg vil forvente, at de hold, der tro på den samlede sejr, vil tage ansvaret. Det gælder i første række Soudal og Bora, men også Arkea, Astana, Intermarché, Lotto og UAE kan ventes at give en hånd med, hvis det bliver nødvendigt. Chancen for en udbrudssejr er derfor meget lille.

 

Jeg regner derefter med et opgør mellem favoritterne, og jeg kunne sagtens forestille mig, at det vil være Bora, der vil lægge presset fra bunden. De har i hvert fald holdet til det, men det kunne også være det stærke Soudal-hold. Med medvind hele vejen op tror jeg imidlertid, at det meget tidligt bliver mand mod mand, og med så gunstige vindbetingelser på så stejl en stigning bør det blive et meget ærligt opgør uden alt for meget taktik.

 

Selvom vi har haft to meget eksplosive bjergfinaler, synes jeg fortsat, at hierarkiet er ret mudret, men jeg prøver at pege på Cian Uijtdebroeks. Belgieren kom en anelse til kort i den eksplosive finale forleden, men han tankede megen selvtillid. Benene var gode, og han så godt ud i forbindelse med Matteo Jorgensons angreb. Desværre for ham gik den efterfølgende i stå, og i en spurt vil han altid være slået. I morgen får vi et mere ærligt opgør blandt klatrerne, og her plejer bedste bjergrytter at vinde. Stigningen måtte gerne være længere, men blandt de ryttere, der så stærke ud i går, er Uijtdebroeks formentlig den, der er mest komfortabel, når det kommer til ”rigtig” klatring. Med det lovende indtryk, han efterlod både i går og på Mallorca, tror jeg på, at supertalentet endelig tager sin første professionelle sejr.

 

Læs også
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

 

Bora har naturligvis også andre kort at spille. Stærkest virker Ben Zwiehoff, men han er blevet brugt som ren hjælper hidtil, og det kan meget vel være ham, der skal lægge det tidlige pres. I går brugte de også Emanuel Buchmann som hjælper, og det bør de gøre igen i morgen. Man må tro, at hans dieselegenskaber vil bringe ham længere frem i morgen, men heller ikke i år synes at have det niveau, der skal til for at vinde her.

 

Det kan imidlertid også sagtens blive Matteo Jorgenson igen. Jeg var overrasket over, hvor godt amerikaneren klarede de meget stejle procenter, og der var ingen tvivl om, at han var den i særklasse stærkeste i går. Morgendagens udfordring handler dog mere om rigtig klatring end rent punch, og her har han stadig til gode at bevise, at han kan blande sig med de allerbedste i et felt som dette. Det er omvendt også klart, at han er meget bedre end tidligere, og han sagde endda i går, at han generelt føler sig mere komfortabel på længere stigninger. Han har den luksus, at han ”bare” skal følge med, og han har nu bevist, at han er fremragende til at spurte, også på stejle procenter. Jeg er stadig bekymret for, om ikke denne stigning er for svær for ham, men efter hans måde at tæmme procenterne på i går er jeg efterhånden nødt til at gemme min skepsis lidt væk - stort korpus eller ej. Forud for løbet havde jeg også ret store forventninger til Carlos Verona, og det har jeg for så vidt stadig, for denne stigning passer ham langt bedre. Han kunne dog ikke være med helt i front i går, og i morgen må han derfor være ren hjælper, som det også gælder for formsvage Ivan Ramiro Sosa, der i går endelig viste bare en smule takter.

 

Det har været en fornøjelse at se Cristian Rodriguez, der igen i år starter meget stærkt og måske er bedre end nogensinde. For ham har det været meget opløftende, at han har klaret de eksplosive finaler så godt, for det burde være på denne etape, at han for alvor vil være i sit es. Han så i hvert fald overbevisende ud i forbindelse med Jorgensons angreb i går, og han kørte også en for ham ganske god spurt. Nu kommer vi til en etape, der virkelig passer ham, og det virker ikke helt usandsynligt, at han vil vise sig som løbets bedste klatrer. Han støttes af Michel Ries, der gjorde det godt i går, men som må antages at være hjælper, selvom denne stigning vil passe ham bedre. Det gælder også for Nicolas Edet, men han mangler for meget, og den er lidt for svær for ellers formstærke Anthony Delaplace.

 

En anden positiv overraskelse i går var Geoffrey Bouchard, der slet ikke var skabt til den eksplosive finale. Derfor var hans 3. plads temmelig overraskende, og det må give en solid optimisme inden en afslutning, der passer en ren klatrer langt bedre. Det er særligt overraskende, fordi han generelt skuffede i 2022, og generelt har vi stadig til gode at se ham køre med om sejrene i bjergfinaler som disse. Jeg har stadig lidt svært ved at se ham slå klatrerne i dette felt, men hans overbevisende kørsel i går gør det bestemt ikke umuligt. Hans dieselegenskaber passer i hvert fald til stigningen, for i går var det ret bemærkelsesværdigt, at han blev sat ved Jorgensons angreb, men alligevel kæmpede sig tilbage og blev nr. 3 i spurten. Også Jaakko Hänninen viser stigende form, men helt fremme kan han ikke være, og stigningen er for svær for den ellers meget imponerende Stan Dewulf.

 

Ikke helt uventet er det Mauri Vansevenant, der har vist sig som den formstærke Soudal-klatrer, og han må kunne lugte den samlede sejr. Han er dog en af de ryttere, der har haft en fordel af de eksplosive stigninger hidtil, og han vil nok være mere på udebane på denne stigning. Stigningen er dog stadig meget baskisk, og det er netop på den slags stigninger, han har gjort det bedst. Han har ikke vist mange svaghedstegn indtil nu, og han har den fordel, at han med sit punch kan slå de fleste, hvis der skal spurtes til sidst. Han ledsages af sidste års vinder, Jan Hirt, der med en 15. plads i går burde være top 10-kandidat på denne stigning, men formen rækker ikke til en gentagelse. Fausto Masnada er desværre helt formsvag og vil som Hirt primært være hjælper.

 

Astana kom for at køre for Alexey Lutsenko, men selvom han var i offensiven i dag, er det klart, at han er langt fra sin bedste form. Når han har det svært i de eksplosive finaler, bør han have det endnu sværere på Green Mountain, men det betyder ikke, at Astana er ude af billedet. I dette løb har vi nemlig set den bedste Harold Tejada siden Touren i 2020, og han må endelig nu have lov til at køre sin egen chance. Han så meget stærk ud i går, hvor han førte det meste af den sidste kilometer - og derved satte sin egen kaptajn - og nu kommer vi til en stigning, der er langt bedre for en ren klatrer. Med tanke på det, han har vist de seneste år, kan det være lidt svært at tro på ham som vinder, men gårsdagens præstation gør det bestemt realistisk.

 

Forud for løbet havde jeg store forventninger til de klatreevner, Rein Taaramae genfandt i Vueltaen, og han har bekræftet dem i dette løb. Han var aggressiv med sin forcering på sidste kilometer og har lignet en af de stærkeste hidtil. I teorien passer denne stigning bedre til en fyr som ham, men det er godt nok også en stejl sag for en mand, der de seneste år ikke har kunnet kaldes klatrer. Derfor vil det være lidt overraskende, hvis han vinder, men han har i hvert fald en bedre chance, end han havde i går, hvor han alligevel var tæt på. Også Louis Meintjes vil være bedre på denne stigning, men han har ikke i år helt haft et niveau, der gør ham til mere end en top 10-kandidat. Simone Petilli kan gøre det pænt, men ikke være med helt fremme.

 

Maxim Van Gils virkede meget stærk de første dage, men hans formkurve har været aftagende. Han var i offensiven i dag, men i spurten skuffede han, og han skuffede også i går. Her brokkede han sig med maveproblemer, og det kan meget vel være forklaringen på det aftagende niveau. Hidtil er det primært i eksplosive finaler, han har gjort sig gældende, og på den baggrund vil jeg tro, at han får det vanskeligere, end han havde i går. Det kan selvfølgelig ændre sig, hvis han er helt rask igen, for han så meget stærk ud i indledningen, men jeg tvivler på, at han vinder i denne finale, selvom han gjorde det fint på muren i Saudi Tour sidste år. Hans holdkammerat Sylvain Moniquet bør klare sig bedre i morgen end i går, men han har ikke vist et niveau, der gør ham til en sandsynlig vinder.

 

En spændende dark horse er Remy Rochas. Franskmanden endte langt tilbage i går, men vi så jo ikke, hvad der skete bag de bedste. Den førende Jesus Herrada blev sat, og det er meget sandsynligt, at franskmanden forsøgte at pace sin kaptajn tilbage. Det kan forklare hans tidstab, og derfor åbner jeg døren på klem for, at han kan overraske. Denne stigning passer ham i hvert fald, og han så godt ud på 2. etape. Til gengæld er stigningen utvivlsomt for svær for Herrada, når han allerede var i vanskeligheder i går. Endelig bliver det spændende at se, hvor langt Harrison Wood kommer i denne finale.

 

Burgos har været en af årets positive overraskelser, og i dette løb er det Victor Langellotti, der er braget ind på scenen. Han har mere end bekræftet de lovende takter, han viste, inden han styrtede ud af Vueltaen, og i går så han så godt ud, at vi ikke længere helt kan udelukke, at det lille hold tager en choksejr. Det vil stadig være overraskende, men denne stigning bør vel passe ham lidt bedre. Lad os se, om han kan overraske igen. Til gengæld er Pelayo Sanchez slet ikke den rytter, han var på Mallorca, og en ellers velkørende Mario Aparicio er overmatchet i dette selskab.

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

UAE har Diego Ulissi, men trods dagens sejr bør han få det for svært. Han var tydeligvis på sin grænse i går, og det endte ellers som en meget eksplosiv sag efter hans smag. I morgen handler det om ren klatring, og her bør han komme til kort. Han er heldigvis en mester i at forsvare sig flot i denne slags svære finaler, og det gør han sikkert igen, men en sejr virker slet ikke realistisk. Faktisk er chancerne vel større for Davide Formolo, for han viste jo i Saudi Tour, at formen slet ikke er dårlig. Denne stigning burde passe ham fint, men da han har tabt en bondegård, må han formodes at være hjælper for Ulissi. Var i går bare en dårlig dag, og får han lov til at køre sin chance, bør han imidlertid kunne være med meget langt fremme.

 

Det bliver også spændende med Niklas Eg. Danskeren har vist sig langt mere formstærk, end vi fornemmede i Valencia, og selvom han røg af ved Jorgensons angreb i går, kom han ganske stærkt tilbage. Morgendagens længere stigning bør være bedre for en ren klatrer som ham, men det er også klart, at han næppe finder så mange procent, at han vinder etapen. En top 10 virker imidlertid ikke helt urealistisk. Han ledsages af Magnus Kulset og Frederik Dversnes, men de kan ikke være med helt fremme.

 

Hos Bingoal kan Lennert Teugels og Floris De Tier gøre det pænt, mens det hos Kern Pharma er Giovanni Carboni, de er mest formstærk, hvorimod Roger Adria fortsætter med at skuffe. Hos Human Powered Health har Embret Svestad-Bårdseng tilsyneladende mistet al den saudiske form, mens Ukyo skal håbe på lidt bedre ben fra Benjamin Prades, der har skuffet, som det også gælder for Jambaljamts Sainbayar hos Terengganu

 

Feltet.dks vinderbud: Cian Uijtdebroeks

Øvrige vinderkandidater: Matteo Jorgenson, Cristian Rodriguez

Outsidere: Geoffrey Bouchard, Mauri Vansevenant, Harold Tejada, Rein Taaramae, Maxim Van Gils

Jokers: Remy Rochas, Victor Langellotti, Carlos Verona, Jan Hirt, Alexey Lutsenko, Davide Formolo, Louis Meintjes, Niklas Eg, Diego Ulissi, Jesus Herrada, Ben Zwiehoff, Emanuel Buchmann, Sylvain Moniquet

  

Tidligere udgaver af etapen

 

Du kan gense Jan Hirts sejr fra 2022, Alexey Lutsenkos sejr fra 2019, Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2018, Ben Hermans’ sejr fra 2017, Vincenzo Nibalis sejre fra 2016 og 2012, Rafael Valls’ sejr fra 2015, Chris Froomes sejr fra 2014, Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2013 samt Robert Gesinks sejr fra 2011.

 

 

STREAM VUELTA A ANDALUCIA OG VOLTA AO ALGARVE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Cian uijtdebroeks
Matteo Jorgenson, Cristian Rodriguez
Geoffrey Bouchard, Mauri Vansevenant, Harold Tejada, Rein Taaramae, Maxim Van Gils
Remy Rochas, Victor Langellotti, Carlos Verona, Jan Hirt, Alexey Lutsenko, Davide Formolo, Louis Meintjes, Niklas Eg, Diego Ulissi, Jesus Herrada, Ben Zwiehoff, Emanuel Buchmann, Sylvain Moniquet
Michel Ries, Jaakko Hänninen, Fausto Masnada, Ivan Ramiro Sosa, Giovanni Carboni, Lennert Teugels, Floris De Tier, Simone Petilli, Nicolas Edet, Pelayo Sanchez, Stan Dewulf, Mario Aparicio, Roger Adria, Embret Svestad-Bårdseng, Ide Schelling, Benjamin Prades, Jambaljamts Sainbayar, Pablo Castrillo, Magnus Kulset, Frederik Dversnes, Masaki Yamamoto
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour of Oman
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?