Optakt: 5. etape af Tour of Turkey

Ruten

Siden Selcuk-stigningen gjorde sin debut i 2013, er den næsten hver gang blevet efterfulgt af to flade etaper til to af Tyrkiets største byer, Izmir og Istanbul. Den model afviger man fra i år, hvor man flytter afslutningen i Izmir til fordel for en ny finale i den nærliggende by Manisa. Det ændrer imidlertid ikke på terrænets helt flade karakter, og derfor ventes sprinterne at skulle tilbage i rampelyset på løbets næstsidste dag.

Med en distance på bare 135,7 km er også 5. etape en yderst kort sag, der fører feltet fra den foregående dags målby, Selcuk, til den nye afslutning i Manisa. Starten kunne ikke være meget simplere, idet man snor sig mod nord igennem helt fladt terræn. Undervejs passerer man den indlagte spurt efter 27 km, inden man drejer mod nordøst for at forsætte igennem fladt terræn. Langsomt begynder det at stige jævnt, inden det efter 53,4 km kulminerer på toppen af en kategori 3-stigning (1,8 km, 7,15%). Herefter venter en skarp nedkørsel, der leder tilbage til fladlandet øst for Izmir.

Efter godt drejer man mod nord og nordøst langs en stor, flad hovedvej inden man kort efter drejer mod nordvest med retning direkte mod Manisa. Her kører man nord om byen for at slå en lille sløjfe i det flade terræn vest for byen, hvor dagens Turkish Beauty Sprint kommer efter 125,8 km i det vestligste punkt. Herefter kører man direkte mod øst med retning mod centrum af Manisa, hvor de sidste 3 km er flade og ukomplicerede. Således er der i løbet af de sidste 3 km kun to helt bløde kurver på den tredjesidste kilometer.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Etapen byder på i alt 779 højdemeter.

Manisa har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Vejret

Som det har været varslet hele ugen, kommer der ustabilt vejr til Tyrkiet i weekenden, men heldigvis betyder den tidlige start, at rytterne formentlig når i mål, inden de varslede tordenbyger ventes at melde deres ankomst. Således vil det igen være solrigt, selvom det vil sky til mod slutningen, og temperaturen vil nå hele 26 grader. Denne gang vil det dog for første gang være ret blæsende med en jævn til frisk vind fra nord. Det giver modvind hele vejen frem til bunden af nedkørslen, hvorefter der venter et kort sidevindsstykke. Sidemodvind leder nu frem til afslutningen, hvor der vil være sidevind de sidste 20 km.

Analyse af 4. etape

Kan I huske tilbage til 2012? Det var dengang et næsten sørgende Kasakhstan måtte sige farvel til en af landets store folkehelte, da Alexandre Vinokourov tog sin afsked på den smukkest tænkelige maner ved at erobre OL-guld i London. Det efterlod imidlertid den ellers så fremadstormende kasakhiske cykelsport i lidt af et tomrum, for selvom man på ryggen af Vinkourovs popularitet havde fået etableret et af verdens førende cykelhold, Astana, med landets gasmillioner i ryggen var der et gabende hul på ryttersiden, da man efter Andrey Kashechkins alt andet end glorværdige exit fra den store scene var helt uden en arvtager til kong Vino.

Det varede imidlertid blot mindre end to måneder. Allerede i september blev Kasakhstan atter hensat i cykelekstase, da en unge Alexey Lutsenko bragede ind på scene ved at spurte sig til en U23-sejr ved VM, hvor han i en spurt på toppen af Cauberg slog hurtige folk som Bryan Coquard og Tom Van Asbroeck. Med ét så det igen ud til, at den stolte nation alligevel havde en lys fremtid.

Om det var forventningspresset, skal vi lade være usagt, men Lutsenko havde i de første år svært ved at leve op til den status, han lynhurtigt fik i hjemlandet og på Astana, der allerede fra 2013-sæsonen hentede deres guldfugl til holdet. Det er nu heller ikke let at skulle leve op til Kong Vinos arv, men desværre kan man efter de første seks år som professionel konstatere, at Lutsenko aldrig bliver den stjerne, hans berømte landsmand var.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Alligevel er det ikke bare nationaliteten, der gør, at Lutsenko helt tydeligt har en særstatus på holdet. Når den kasakhiske mester rammer sin bedste form, er han nemlig en fabelagtig og brølstærk cykelrytter. På sine store dage kan han være næsten ustoppelig, og der er ikke mange, der kan prale af at have taget udbrudssejr i tre af sportens største løb, Vuelta a Espana, Tour de Suisse og Paris-Nice. Alle triumfer er blevet opnået på etaper, hvor Lutsenko har været i stand til næsten at køre sine rivaler midt over.

Desværre hører de præstationer til undtagelsen. Langt oftere har Lutsenko leveret skuffende præstationer, og det er snarere hans manglende stabilitet og alt for mange udfald end et lavt topniveau, der betyder, at han ”kun” har 16 sejre på sit cv. Især har det været frustrerende at se, at han aldrig har været i stand til at slå til i de klassikere, han ellers burde være skabt til.

I de sidste måneder har det imidlertid været klart, at Lutsenko har været i en af sine gode perioder. Året startede ellers med de velkendte udsving. Han lagde ud so lyn og torden, da han med en samlet sejr i Tour of Oman, hvor al logik ellers tilsagde, at Green Mountain ville være for svær en udfordring for en stor fyr som ham, og det skabte igen så kolossale forventninger til de store endagsløb. Klassikerne endte imidlertid igen som et brag af en nedtur, og det samme gjorde Giroen, hvor han slet ikke var i stand til hverken at udnytte den frihed, han som kasak altid har, eller hjælpe Miguel Angel Lopez meget undervejs.

Lidt overraskende har Lutsenko i efteråret valgt at satse alt på Asian Games, og derfor har han ikke kørt meget i Europa. Ganske vist viste han sin klasse ved at være en af de få, der faktisk kunne slå Bahrain og Givanni Visconti og erobre en etapesejr i Østrig Rundt, men derudover har alt været rettet mod begivenheden i Indonesien, hvor han da også gjorde rent bord med sejr både på enkeltstarten og i linjeløbet.

De triumfer skal man trods alt ikke lægge meget i, men det var hans VM, der for alvor viste, at der var noget i gærde. Kasakken kørte sig nemlig til en fremragende 13. plads på enkeltstarten - en disciplin, han siden sejren i Danmark Rundt for mange år siden slet ikke har brilleret i - og han gjorde det bedre end ventet på den knaldhårde bjergrute i linjeløbet. Dermed var det da også klart, at Lutsenko var klar til at gå efter noget stort i denne uges Tour of Turkey, hvor han står med chancen for at slå en smuk sløjfe ved at vinde årets sidste etapeløb, nøjagtigt som han vandt det første i Oman.

I går viste Lutsenko sig klar til opgaven, da han med relativ lethed lukkede hullet til Nicolas Roche og Diego Ulissi i deres angreb på sidste stigning. Det var imidlertid på dagens kongeetape til Selcuk, at den helt store test skulle bestås, for kunne han virkelig køre op mod den forsvarende vinder, Diego Ulissi, i en finale, der var skabt til den eksplosive italiener?

På forhånd kunne man have sin tvivl. Lutsenko er nemlig langt fra ren klatrer, og man kunne frygte, at den 5 km lange stigning trods alt ville være for hård for en stor fyr som ham. Alt fik imidlertid hans vej. En uventet modvind betød, at Selcuk-etapen endte som lidt af en fuser, der slet ikke stod mål med det show, vi tidligere har oplevet på rampen på den tyrkiske vestkyst. Tværtimod endte det hele i en tam afføre, hvor ingen kunne gøre den store forskel, og hurtigt måtte de alle indstille sig på det næsten absurde scenarium, at det skulle afgøres i en slags massespurt på toppen.

Det bekom naturligvis Lutsenko vel. Hvor et knaldhårdt udskilningsløb, kunne have været lidt for skrap kost, var en spurt perfekt for en mand, der er kendt som en glimrende puncheur. Under hele opkørslen lignede han da også en mand med overskud og tro på sig selv, og da Ulissi til slut åbnede spurten i et forsøg på at gentage sidste års magtdemonstration, måtte han se den hvide kasakhiske mestertrøje glide forbi og snyde ham for årets anden WorldTour-sejr.

Mens Lutsenko således med sin sejr fik bekræftet, at der fortsat er håb for den kasakhiske guldfugl, endte det hele som endnu en nedtur for Ulissi, der fortsætter sit fald fra stjernerne. Manden, der som dobbelt juniorverdensmester, lignede fremtiden helt store stjerne, da han blev professionel, men sådan er det aldrig gået. Ganske vist har han et cv, som de fleste misunder ham, men de store klassikersejre, som han var spået til, er det aldrig blevet til. Tværtimod har han i de senere år kunnet se sig selv glide længere og længere ned ad rangstigen, så han i år end ikke kunne finde plads på det italienske VM-hold, og efter i dag at være blevet sat til vægs o et løb, han ret beset burde vinde, kan vi konstatere, at det i år kun var i Tour de Suisse, at vi så glimt af den gamle Ulissi.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Langt større tilfredshed har Eduard Prades grund til at have. Ganske vist kunne han til slut ikke matche de to mere etablerede WorldTour-ryttere, men at slutte sæsonen af med en tredjeplads i et WorldTour-løb er en fantastisk kroning af et år, der også har budt på samlet sejr i Tour of Norway og en andenplads bag Greb Van Avermaet i Tour of Norway. Det er helt utroligt at tænke på, at han for et år siden blev vejet og fundet for let af Caja Rural, der nok i dag fortryder, at det ikke er dem, der med hans puncheuregenskaber kunne have vist sig så flot frem på den store scene. Det bliver spændende at følge fortsættelsen i de kommende år.

Det gør det også for James Knox. Den unge brite havde ellers lidt svært ved at slå til i det første halve år på Quick-Step, hvor han lignede en af de få nyprofessionelle, der faktisk havde problemer på den belgiske talentmaskine. Heldigvis har det ændret sig igennem et efterår, hvor han har kørt på et konstant tårnhøjt niveau. I dag var det bestemt ikke til hans fordel, at det endte i en spurt, og man kan kun spekulere over, hvad det var blevet til, hvis det faktisk var blevet hårdt. Og så kan ærgre sig over den skødesløshed på 1. etape, der som følge af et tidstab nu koster ham en samlet 4. plads i et etapeløb på sportens fineste kalender.

Nicolas Roche var en anden taber som følge af den passive kørsel. Ireren bekræftede med sin forcering på den sidste kilometer den gode form, han allerede viste i finalen i går, men i en spurt havde han aldrig en chance mod de mere eksplosive ryttere. Alligevel har han grund til at glæde sig over dette løb, der igen har vist, at Roche i september og oktober fortsat er en sand specialist i at sikre resultater, selvom 2018-sæsonen desværre har været den, der definitivt har streget ham fra listen over topryttere i de helt store løb.

Tour of Turkey har altid været talenternes holdeplads, og derfor var det kun passende, at nogle af de unge kometer viste sig flot frem. Det gjaldt naturligvis i særlig grad Knox, men også Matteo Fabbro, der ellers har skuffet ganske meget i sin første sæson som professionel, var med sit sene angreb helt tydeligvis en af de ryttere, der kunne have håbet på mere, hvis løbet havde været hårdere. Også lottokuponen Ruben Guerreiro, der ellers har været meget svingende i sin første tid som professionel, fik med en 6. plads vist, at der kan være håb om fremgang, når han næste pr slutter sig til Fabbro på Katusha. Til gengæld endte etapen som en stor nedtur for feltets måske største klatretalent, Mark Padun, der spillede med musklerne på den nedre del, men ender et generelt skuffende efterår med endnu en præstation under sit ellers tårnhøje niveau.

Der var også en række mere etablerede ryttere, der kunne være opmuntrede. Det gælder især Nathan Haas og Fabio Felline. Ganske vist var deres resultater ikke just spektakulære, men for ryttere, der har været igennem nogle meget svære sygdomsperioder skal man ikke undervurdere betydningen af, at de kan gå på vinterferie med bevidstheden om, at de i det mindst fortsat er konkurrencedygtige. Begge har tidligere vist, at deres potentiale er enormt, men en hel serie af helbredsproblemer har betydet, at de aldrig har indfriet det til fulde. Forhåbentlig er der ny lys for enden af tunnelen.

Det er der i hvert for Lutsenko, der nu står på tærsklen til karrierens første etapeløbssejr på WorldTouren. Selvom der resterer to dage, burde han ikke kunne trues. Den potentielle sidevind i morgen er ikke et problem for en tilsyneladende meget formstærk Lutsenko, og han kan med sin nuværende form endda køre med om sejren på bakken i Istanbul på søndag. Særligt i Tyrkiet skal man altid være på vagt for løse hunde - bare spørg Davide Rebellin, der for et par år siden mistede en podieplads som følge af en firbenet ven i Istanbul - men uden uheld burde årets næstsidste WorldTour-løb ende med kasakhisk sejr. Måske er det et varsel om, at han næste år kan komme lidt tættere på at udfylde de store sko, som Vino efterlod for seks år siden.

Favoritterne

Efter dagens kongeetape vender vi tilbage til den klassiske Tour of Turkey-rytme, hvor det er sprinterne, der tager rampelyset. Egentlig er det lidt ærgerligt, at arrangørerne har valgt at ændre ruten netop på dette punkt. I de senere år har man nemlig krydret Izmir-etapen med en sen stigning, der har kunnet skabe nogen udskilning og dermed skabt lidt mere show end de helt klassiske tyrkiske sprinteretaper. Med den nye afslutning i Manisa undgår man imidlertid stort set alle klatremæssige udfordringer, og da der samtidig er tale om endnu en meget kort etape, er der i stedet tale om en af de meget lette etaper, som det tyrkiske og mange andre asiatiske løb er så kendt for.

Det betyder også, at vi kan se frem til en dag, der minder om de ikke specielt spændende etaper, vi har været vidner til hidtil. Det forhold, at klassementet har sat sig, betyder, at der er lagt op til flere angreb fra start, men Bora og Quick-Step vil være så opsatte på en massespurt, at de uden problemer kan sikre, at udbruddet hverken bliver stort eller stærkt. Med hjælp fra Astana, der måske vil stå for det tidlige føringsarbejde, vil de to store sprinterhold derefter kontrollere etapen stramt og formentlig som på de foregående etaper holde gruppen i meget kort snor.

Den indledende modvind vil være dræbende for al initiativlyst og formentlig gøre det til en meget langsom og afventende etape, men der er denne gang håb om, at vi faktisk kan få en ret begivenhedsrig finale. Allerede det første sidevindsstykke omkring forplejningen vil skabe stress og nervøsitet, men efter endnu et modvindsstykke vil der sikkert atter falde ro på. I de sidste 20 km vil der imidlertid være direkte sidevind, og da det vil være ganske blæsende, er der lagt op til stress og positionskamp. Det hører til sjældenhederne, men det er før sket, at feltet har kunnet splittes på de ofte ret åbne tyrkiske veje.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Der er også ganske gode muligheder for, at vi kan se visse huller til slut, men den ret store niveauspredning betyder også, at de store hold formentlig vil klare sig godt. Der er ganske enkelt færre stærke mandskaber til at slås om de bedste positioner, og særligt de kraftfulde mandskaber fra Quick-Step og Bora står med gode forudsætninger for at klare splittelserne. Der er derfor grund til at antage, at i hvert fald sprinterne og klassementsrytterne fra de bedste hold vil sidde med i front, men klatrere og sprintere fra mindre hold kan sagtens være udsatte. Der er nemlig langt fra garanti for, at det bliver et fuldt felt, der skal spurte i Manisa.

En eller anden form for spurt synes imidlertid at være uundgåelig, og denne gang vil den komme efter en finale, der formentlig har været hårdere og mere nedslidende end på 1. og 2. etape. Det kan skabe en lidt anden dynamik og burde give grundlag for, at nogle af de lidt mere holdbare typer har bedre chancer. Selve spurten er for første gang teknisk helt ukompliceret, og her vil det i højere grad være topfart end position, der vil være afgørende.

Derfor er det også umuligt ikke at pege på Sam Bennett som soleklar favorit. Det kan godt være, at han i Marmaris torsdag blev en anelse overmodig og efter en lang spurt faktisk kom lidt under pres af Maximilano Richeze, men det ændrer ikke på, at han ikke uventet har vist sig som feltets i særklasse hurtigste. Især spurten på 2. etape viste, at han når det kommer til topfart er på en anden planet, og derfor bekommer det ham ganske vel, at denne finale er så ukompliceret. Egentlig har han klaret positionskampen til et 13-tal, men der er trods alt lidt mindre usikkerhed, når det først og fremmest handler om benene. Formentlig vil han igen vinde kampen om Alvaro Hodegs hjul så han atter kan lukrere på et fremragende Quick-Step-lead-out. Herefter vil det være op til Bennett selv at gøre arbejdet færdigt, og det burde han gøre med vanlig autoritet. Derfor er han den klare favorit.

Løbets næsthurtigste er ubetinget Alvaro Hodeg. Det så man tydeligt i den helt rene styrkeudmåling på 2. etape, hvor løbets to fartfænomener var i en klasse for sig. Samme etape viste imidlertid også, at Hodeg langt fra har Bennetts styrke, og det bliver derfor ikke alene på fart, at han slår sin irske rival. Til gengæld har han som altid stor fordel af det fabelagtige Quick-Step-tog, der med Maximilano Richeze som den perfekte sidste mand formentlig atter vil dominere finalen totalt. Håbet for Hodeg er, at han atter afleveres ideelt, og at det denne gang ikke lykkes for Bennett at fange hans hjul. Den ukomplicerede finale og det hårdere løb tjener ikke nødvendigvis hans interesser, men lykkes det ham endelig at fange Bennett ude af position, kan han håbe på at få ram på sin irske rival.

Det har ikke været et let løb for John Degenkolb, der kom til Tyrkiet med en lille forkølelse, der skulle overvindes. Den skulle han imidlertid efterhånden have rejst sig fra, og det er da også gået bedre og bedre indtil. Især 3. pladsen på 3. etape bør give grobund for en vis optimisme, men omvendt viste spurten i Marmaris også, at han selv efter et hårdt løb ikke er i nærheden af at kunne matche Bennett på topfart. Bedre er det ikke blevet af, at det ellers på papiret så stærke Trek-tog er faldet helt igennem, og en let etape som denne er ikke god for en mand, der er bedst efter 300 km. Omvendt taler sidevinden og den lange powerspurt til hans fordel, og man kan håbe, at løbet kan blive så hårdt, at Degenkolb faktisk med sin holdbarhed kan gøre en forskel.

Gårsdagens helt store taber var stakkels Simone Consonni, der havde sat sit hold frem for at føre hele dage for siden at blive ramt af en defekt i bunden af den sidste stigning. Det var naturligvis en stor skuffelse, men den selvtillidsfulde kørsel fra UAE tyder i det mindste på, at han føler sig velkørende. Det har han da også dokumenteret i de foregående spurter, særligt med 3. pladsen i Antalya, og han burde med sin holdbarhed tillige kunne drage fordel af sidevinden. Han har ikke topfarten til at true de to sprinterstjerner, men til gengæld har han en positioneringsevne, der gør ham til en næsten sikker mand helt fremme i klassementet.

Et hårdt løb er også til fordel for den meget formstærke Jempy Drucker, der i de første spurter er startet langt fra mål, men alligevel med den superform, han også viste i de belgiske klassikere, har sikret sig topplaceringer. Han havde også en stor chance i går, men her tabte han desværre kæden til slut på en af de to sprinteretaper, der passede ham bedst. Morgendagens etape er slet ikke ideel for ham, da den både er for let og for teknisk ukompliceret. Han skal håbe på en god gang sidevindstons, og at han til slut med sin gode form og positionering alligevel måske kan true de hurtigere folk.

Det er velkendt, at Ivan Garcia ikke er ren sprinter, og at hans topfart ikke rækker til at true de bedste. Det blev da også helt tydeligt i spurterne på de første tre etaper, men til gengæld ser han ud til at være i fremragende form. Det blev særligt tydeligt på stigningen på 3. etape, hvor han sågar gik med i angrebne til slut, og derfor taler det til hans fordel, at vi nu er fem dage henne, og at der er udsigt til sidevind. Som sagt er han næppe hurtig nok til at vinde, men med sin gode positioneringsevne kan han måske efter et hårdt løb alligevel køre sig til et godt resultat.

Det samme burde man forvente af Edward Theuns, der som klassikerspecialist burde være i sit es i sidevinden. Desværre har dette løb været endnu en nedtur for belgieren, der har haft et forfærdeligt første år hos Sunweb. Senest gik det galt i går, hvor han helt uvant ikke kunne følge de bedste på stigningen, og det er tydeligt, at han endnu ikke er i topform efter styrtet i Tour of Britain. Sunweb har imidlertid et godt hold, og han burde nok kunne klare sig i sidevinden. Samtidig har han i Nikias Arndt og Mike Teunissen et af feltets bedre tog, og man kan håbe, at han med tiden bliver mere konkurrencedygtig i takt med det øgede antal løbskilometer.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Trods vores manglende succes hidtil prøver vi igen at pege på talentfulde Szymon Sajnok. På 1. etape var han desværre ude af position, men på 2. etape viste han stor styrke i positionskampen, hvor han sad perfekt placeret, indtil han til allersidst fik problemer med kæden. Derfor fik vi aldrig at se, hvad farten rækker til, men hans mange gode resultater i mindre løb i år, tyder på, at banetalentet kan blande sig, hvilket han særligt gjorde med 2. pladsen i Köln. CCC har vist sig som et af de bedre folk i finalerne, og han burde kunne drage fordel af, at finalen denne gang ikke er helt så kompliceret. Da han i Münster samtidig viste evner for sidevindskørsel, burde han her endelig kunne få sin chance.

Forhåbninger har vi også til Luca Pacioni, der med to top 10-placeringer i dette løb har vist, at hans flotte resultater i mindre løb er velbegrundede. Han har i dette løb skuffet lidt på sin topfart, men har til gengæld vist sig god i positionskampen. Den evne får han måske mindre glæde af på denne etape, hvor vi også kan have en vis tvivl om, hvorvidt han kan klare sig i sidevinden. På papiret er han dog en af bedste sprintere på et af de mindre hold og har et af de bedste tog. Derfor burde det nok kunne blive til endnu et godt resultat.

En anden interessant fyr på denne etape er Christophe Noppe. Efter en ikke specielt lovende start på sin professionelle karriere har den unge belgier leveret flere gode resultater i dette efterår. Særligt har han gjort det godt i de mindre belgiske endagsløb, der med vind og positionskamp minder om dette løb. Han mangler topfarten til at være med helt fremme, men med lidt sidevind og en meget enkel final burde han have gode chancer for at sikre sig sin første top 10 i dette løb.

En af de mærkelige oplevelser hidtil har været at følge Enrique Sanz . Egentlig burde spanieren have draget fordel af torsdagens stigning, men have haft det svært i de mere klassiske spurter. Imidlertid er det gået lige omvendt, da Sanz faldt fra i går, men var i top 10 på de to første etaper. Det følger desværre et mønster fra det meste af sæsonen, hvor han synes at have tabt sin holdbarhed. Til gengæld har han vist sig som en af de mest positioneringsstærke sprintere, og det burde kunne bringe ham langt, selvom han slet ikke er hurtig nok til at vinde.

Hurtigere end Sanz er Brenton Jones, der viste sine evner på 1. etape. Desværre var han slet ikke fremme onsdag, hvor han som så ofte før kom til kort i positionskampen. Den bliver heldigvis mindre hektisk i den ukomplicerede finale, og derfor kan man håbe, at han her for alvor kan drage fordel af sin topfart. Til gengæld er han ikke en holdbar type, og han kan falde fra i sidevinden undervejs.

Endelig vil vi pege på Ahmet Örken. Den lokale helt havde det svært på de to flade første etaper, men som ventet viste han sin styrke, da det i går blev lidt hårdere. Derfor er det også dårligt nyt for ham, at morgendagens etape igen er flad, men udsigten til sidevind kan være en fordel for en mand, der har brug for et hårdt løb. Om han har erfaringen og holdet til faktisk at sidde med, hvis det splittes, er måske lidt usikkert, men er han med til slut, burde han kunne drage fordel af holdbarhed og en ukompliceret finaæe til igen at gøre sig gældende.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Alvaro Hodeg, John Degenkolb

Outsidere: Simone Consonni, Jempy Drucker, Ivan Garcia, Edward Theuns

Jokers: Szmyon Sajnok, Luca Pacioni, Christophe Noppe, Enrique Sanz, Brenton Jones, Ahmet Örken