Optakt: 5. etape af UAE Tour

Ruten

Efter et par dage med sande klassikere venter der nye udfordringer for feltet på 5. og 6. etape, der sender rytterne ud i for dem ukendt terræn. Den første af disse kan blive både en dreng og en pige, da der på torsdagens rute bydes på en tur tværs gennem Emiraternes ørken, hvor sidevinden har potentiale til at skabe drama. Mest sandsynligt er det dog, at sprinterne får deres anden af tre ventede muligheder, når en dag i relativt fladt terræn afsluttes med det, der meget vel kan blive endnu en massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 181,0 km mellem Sharjah og Khor Fakkan, og de består i alt væsentligt af en tur tværs gennem ørkenen fra Emiraternes vest- til østkyst. Fra starten ved vandet bevæger man sig straks mod sydøst væk fra havet for kort efter at sno sig rundt i Sharjahs centrum, hvor den første spurt er placeret allerede efter 20,2 km. Herfra bevæger man sig det sidste stykke ud i ørkenen, hvor man fortætter mod sydøst ad en lang, lige og kun ganske let stigende vej. Kort inden forplejningszonen sætter man kursen mod vest for at passere igennem lidt mere ujævnt og lidt mere stigende terræn, indtil man efter godt 100 km når frem til etapens højeste punkt midt ude i ørkenen.

Efter toppunktet venter en længere nedkørsel, der fører mod øst og siden sydøst og langsomt flader ud, som man nærmer sig østkysten. Kort forinden drejer man skarpt mod vest for igennem fladt terræn at køre ud til vandet, hvor den sidste spurt venter efter 136,8 km. Herefter består den resterende del af etapen af en tur mod nord op langs den flade kystvej, som man kun afviger fra kort inden målbyen. Her venter der med 5 km igen en ganske lille bakke efterfulgt af en lille nedkørsel, inden de sidste 3 km er enten ganske svagt faldende eller flade. Der er tre rundkørsler på de sidste 4 km, den sidst med 1700 m igen, hvorefter man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Etapen byder på i alt 1194 højdemeter.

Khor Fakkan har aldrig tidligere været målby for et stort cykelløb.

Vejret

Mange af rytterne er taget til Mellemøsten for at nyde godt vejr, men selv ikke ørkenen er solsikker. Torsdag bliver nemlig en overskyet dag, hvor det sågar vil regne om morgenen, men hvor det dog burde være tørt under selve etapen. Temperaturen vil dog alligevel nå 26 grader, og med bare en let til jævn vind fra nordøst og øst vil det ikke være blæsende. Det giver mod- og sidemodvind på turen gennem ørkenen, inden man får side- og sidemodvind efter sidste spurt. Det varer ved helt frem til mål.

Analyse af 4. etape

Det er sjovt at iagttage, hvordan historien i cykelsporten påfaldende ofte gentager sig selv. Det er i hvert fald ikke sjældent, at man efterlades med en følelse af deja-vu efter at have overværet et cykelløb. Det var tilfældet så sent som i får, hvor Alejandro Valverde med klinisk præcision nærmest leverede en kopi af det, han havde gjort 12 måneder forinden og med udgangspunkt i et angreb præcis samme sted som 12 måneder forinden tog sin anden sejr i træk på Jebel Hafeet-stigningen i den arabiske ørken.

En lignende gentagelse var vi naturligvis afskåret fra, da feltet i dag vendte tilbage til UAE Tours anden store klassiker, den frygtede mur op til Hatta Dam. De tidligere vindere, John Degenkolb, Juan Jose Lobato og Sonny Colbrelli, var nemlig alle fraværende, og dermed var det på forhånd givet, at der skulle kunne krones en ny vinder af løbets måske mest ikoniske og unikke etape.

Alligevel må mange sidde med en fornemmelse af, at vi har oplevet det hele før, efter at Caleb Ewan i dag endelig brød tørken efter en mildt sagt frustrerende start på karrieren hos Lotto Soudal. Det skyldes ikke, at den lille australier tidligere har gjort det godt i netop denne afslutning, som han stiftede bekendtskab med for første gang, men derimod at sejren måske afspejler et mønster, der er ved at tegne sig for ”The Pocket Rocket”, der er på revanchejagt efter en forfærdelig 2018-sæson, der endte med en meget bitter skilsmisse med landsmændene fra Mitchelton-Scott.

For præcis 12 måneder siden var det nemlig en dybt frustreret Ewan, der i Tour Down Under flere gange måtte sande, at han tilsyneladende slet ikke havde den hurtighed, der i 2017 havde gjort ham til Giroens vel nok hurtigste mand. Gang på gang kunne han se folk som Elia Viviani og André Greipel give ham baghjul, og dermed vandt han for første gang i umindelige tider ikke en klassiske massespurt i sit hjemmebaneløb. Og denne gang skyldtes det ikke problemer i positionskampen eller andre vanskeligheder. Her var det simpelthen farten, det kneb med.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det skulle vise sig at sætte tonen for resten af sæsonen. Ewan vandt måske nok Clasica de Almeria og en etape i Tour of Britain, men et gennemgående tema gennem hele året var, at han slet ikke havde fordums fart. Særligt markant var det, da Fernando Gaviria flere gange kørte ham midt over i Tour of California, og da Adam Yates samtidig kørte som en motorcykel, kan man egentlig ikke fortænke Mitchelton i, at de traf det kontroversielle valg at lade deres sprinter blive hjemme fra Touren.

Alt var dog ikke trist for Ewan. Måske kneb det i de klassiske massespurter, men til gengæld viste han helt nye sider af sit talent. Igennem hele sæsonen klatrede Ewan nemlig langt bedre end tidligere - en tone, han allerede slog an ved de nationale mesterskaber i begyndelsen af januar - og det blev særligt tydeligt, da det kun var den snu Vincenzo Nibali, der forhindrede Ewan i at tage en ganske overraskende sejr i Milano-Sanremo. Senere på sæsonen leverede han en fabelagtig præstation i en langt sværere finale på 3. etape i Californien, hvor han efter en regulær mur overspurtede Peter Sagan i en lille gruppe bag et stærkt udbrud.

Og så er vi tilbage ved følelsen af deja-vu. I Tour Down Under sidste år kom Ewan nemlig til kort i massespurterne, men han overraskede både sig selv og sit hold, da han ganske uventet vandt den knaldhårde puncheurspurt i Stirling. Dermed forlod han ikke sit hjemmebaneløb sejrsløs, men triumfen var kommet, hvor han slet ikke havde ventet det.

Efter den ulykkelige afsked med Mitchelton forsøger Ewan som bekendt at genrejse karrieren på Lotto Soudal, hvor han er hentet ind som den helt store stjerne og har en stor del af holdet dedikeret til sin jagt på spurtsejre. Håbet var, at han ville lægge ud som lyn og torden Down Under, hvor han har en endeløs stribe af triumfer. Det gjorde han for så vidt også, da han sejrede i det indledende gadeløb, men i selve UCI-løbet blev han slået på alle løbets sprinteretaper. Ganske vist var det en deklassering, der kostede ham sejren på 5. etape, men bottom line var alligevel, at Ewan forlod sit hjemland med et rundt 0 på UCI-kontoen, efter at han akkurat var blevet spurtbesejret af Viviani også i Cadel Evans Great Ocean Road Race.

Håbet var, at nullet kunne slettes i denne uges UAE Tour, men heller ikke her kom Ewan optimalt fra start. I hvert fald blev han i den indledende massespurt kun nr. 3, og selvom han i selve spurten blev hindret af Alexander Kristoff, var han ikke i nærheden af at true Fernando Gaviria og Viviani. Derfor var symbolikken også så tyk, da han i dag i knusende overlegen stil som i sidste års Tour Down Under slog til på en etape, hvor han mere var outsider end reel favorit og atter altså tog sin sejr i en langt hårdere finale, end han tidligere har excelleret i.

Netop fordi han klatrede så flot i 2018 og også med 2. plads i Evans’ løb, der altid har været for svært for ham atter havde bekræftet sin nye holdbarhed, var Ewans sejr i dag ikke noget stort chok, men det afspejler alligevel, at vi skal til at tage ham endnu mere seriøst i hårde løb. Egentlig er det slet ikke unaturligt, for allerede i U23-tiden viste han sig som en særdeles holdbar herre. Her var han eksempelvis tæt på at blive verdensmester på klatreruten i Firenze i 2013, og hans første store sejr i Europa kom som bekendt i Vueltaen, hvor han på en ret stejl bakke overspurtede specialister som Peter Sagan og John Degenkolb for nu snart fire år siden.

Sejren er særligt opløftende, fordi den kommer med blot få uger til Milano-Sanremo, som efter sidste års 2. plads er Ewans helt store forårsmål. Han havde ellers meldt om halvdårlig form, efter at en visdomstand måtte fjernes for et par uger siden, men i dag viste han, at der ingen grund er til bekymring. Med de klatreben, han viste i dag, er der al mulig grund til at regne ”The Pocket Rocket” som en af topfavoritterne til den ventede spurt på Via Roma, hvor han har den helt store chance for at takke Lotto Soudal, der i den grad jagter succes i klassikerne, for tilliden på den smukkest tænkelige måde.

Bedre bliver det af, at Ewan faktisk også i selve spurterne har lignet sig selv igen. I hvert fald lignede han hurtigste mand i Tour Down Under og Cadel Evans Great Ocean Road Race, og fraværet af sejre skyldes snarere holdet end Ewan selv. Det nye tog har efter den gode start i gadeløbet i Adelaide været alt andet end imponerende, men set i det lys er det opløftende, at Ewan i mandags på egen hånd fandt Vivianis hjul og i dag ramte Muren i den perfekte position. I fremtiden kan han blive endnu mere afhængig af egne positioneringsevner, når han ikke længere har Luka Mezgec ved sin side, men den udfordring er han måske på vej til at løse.

Naturligvis var det Ewan, der løb med al opmærksomheden, men faktisk burde vi måske i virkeligheden i endnu højere grad zoome ind på dagens nr. 2. Enhver, der har fulgt ham i 2018, vil vide, at Matteo Moschetti efter sine præstationer i Vuelta a Burgos, hvor han vandt i et felt med WorldTour-ryttere, og i Tour du Poitou-Charentes, hvor han gav Arnaud Demare kam til sit hår, vil vide, at vi her taler om den næste italienske supersprinter. Hidtil har han imidlertid haft ry for at være en ren sprintertype, der ikke kan overvinde mange bakker, men måske er der brug for en revurdering.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Moschetti har nemlig fået den smukkeste start på sin WorldTour-karriere hos Trek og det endda i uventet terræn. Først imponerede han stort ved at køre fabelagtigt i et udbrud på den hårde 3. etape af Tour La Provence, og som jeg skrev i mandags, var det beundringsværdigt at se, hvordan en ensom Moschetti kæmpede stenhårdt i den hårde modvind på 2. etape af dette løb og alligevel næsten endte i top 10. I dag overgik han så alle forventninger ved at blive nr. 2 i en finale, der egentlig slet ikke burde være noget for en ren sprintertype som ham, men måske er det blot et resultat af, at han slet ikke er så begrænset som først antaget. I hvert fald tyder meget på, at Moschetti er mere end en ny Jakub Mareczko, og han er i den grad værd at holde øje med allerede i år.

Desværre blev finalen i den grad skæmmet af det store styrt, som reelt ødelagde det opgør, vi alle havde set frem til. Alejandro Valverde, Fernando Gaviria og Gianni Moscon nåede ganske vist alle tilbage inden selve spurten, men formentlig har den hårde opkørsel kostet for meget for dem alle. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt at se, hvordan Quentin Jauregui, der imponerede stort med en uventet 4. plads, blæste fordi en næsten stillestående Valverde, der faktisk havde ramt selve Muren i en hæderlig position. Naturligvis var det hele tiden et åbent spørgsmål, om Valverde kunne matche sprintere som Ewan på denne meget eksplosive rampe, men trods al respekt for Jauregui var det meget uvant at se verdensmesteren i den grad blive sat til vægs af en solid, men anonym hjælper.

Desværre betød Valverdes nedtur også, at løbet nu reelt er afgjort. Primoz Roglic udnyttede nemlig rivalernes uheld til at styrke sin position i toppen af stillingen, da han ikke helt uventet igen viste, at han har en del punch på stejle ramper. Som han gjorde det i sidste års Tirreno, blæste han op ad de stejle procenter, og havde han haft lidt mere held i sprøjten, var han sågar blevet nr. 2 på etapen. Dermed kunne han i sidste ende sætte hele 9 sekunder ind på kontoen i forhold til Valverde, og det kan vise sig at være udslagsgivende.

I går skrev vi, at Valverde formentlig var tvunget til at hente tid på Roglic i dag for at bevare sejrschancerne, og dermed kunne løbet se ud til at være en ”done deal”. Valverde har imidlertid fået uventet hjælp af vejrguderne, der helt uventet har sendt regn og skyer ind over ørkenen og samtidig ændret vindretningen. Det betyder, at der i skrivende stund er udsigt til med- og ikke som forventet modvind på Jebel Jais på fredag, og dermed er der faktisk en reel chance for, at der også her kan gøres forskelle.

Alligevel virker det næsten umuligt at knække Roglic. Både i dag og i går har han nemlig virket brølstærk, og medvinden har faktisk den fordel for sloveneren, at han ikke i samme grad kan blive udmanøvreret i et taktisk spil, hvor hans svage Jumbo-hold kunne være blevet en udfordring. Med vinden i ryggen kan han selv sætte sig igennem på ren styrke uden at frygte, at rivalerne sidder på hjul, og som han har set ud hidtil, ligner han ikke en mand, som kan knækkes, heller ikke af Valverde.

Valverde kan dog glæde sig over, at podiechancerne er intakte, for etapen i dag kunne være endt som den regulære katastrofe. Også Emanuel Buchmann, Gianni Moscon og David Gaudu, der alle var uheldige at blive fanget bag styrtet blev reddet af Valverdes Movistar-tog - Gaudu fordi han efter en sen defekt fik noteret samme tid som feltet - men så heldige var alle ikke.

Særligt ærgerligt var det at se den ellers genfødte Ilnur Zakarin, der i går havde lignet 2017-udgaven af sig selv, atter blive ramt af uheld og dermed fortsætte den kedelige stime for resultatfattige Katusha. Helt uden skyld er han dog ikke, for det er velkendt, at netop Zakarin ikke just er positionskampens ukronede konge. Derfor var det ikke helt tilfældigt, at det netop var ham, der blev sat tilbage - nøjagtigt som det ikke var tilfældigt, at det på flad vej så stærke Jumbo-mandskab sikrede, at Roglic aldrig på noget tidspunkt har været i problemer i sidevind eller positionskamp. Andre uheldige folk var Gorka Izagirre, Vincenzo Nibali og Damiano Caruso, der dog reelt allerede var ude af klassementet, men heldigvis kom alle andre topnavne sikkert med feltet hjem.

Mere ærgerligt var det, at vi gik glip af chancen for at se flere af favoritterne og outsiderne til etapen i aktion. Udover Valverde var også Gaviria og Moscon formentlig for mærkede efter opkørslen, og formstærke Simon Clarke samt jokeren Sam Bennett måtte også alle give fortabt allerede inden finalen. Her kan Tom Dumoulin måske også ærgre sig lidt over, at hans modige, men også lidt naive angreb i finalen efterlod ham uden de store chancer, for den ret kraftfulde hollænder kunne måske have matchet Roglic og vundet lidt tid, hvis han havde sparet sig til afslutningen.

Her viste hans holdkammerat Wilco Kelderman til gengæld god styrke efter gårsdagens nedtur, og også Buchmann, Bauke Mollema og James Knox, der bestemt ikke bryder sig om finaler som disse, berkæftede den gode form. Til gengæld var det påfaldende, at Michal Kwiatkowski slet ikke kunne omsætte en god position til et resultat, men som nævnt flere gange er det ikke hel uventet, at polakken i år har startet sin sæson roligt, efter at han i 2018 brændte sammen allerede inden klassikerne. Og så måtte Alexander Kristoff, der fik et drømme-lead-out af Rui Costa atter indse, at Hatta Dam altså er lidt for stejl for ham, hvormed han gik glip af en chance for at bevise, at han altså også fortjener lidt spillerum på et hold, hvor Gaviria i øjeblikket stjæler al fokus.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den chance får han nok ikke i morgen. Her er der nemlig lagt op til sprinterfest, og dermed må den store nordmand atter affinde sig med den lead-out-rolle, som han så smukt mestrede i mandags.  Den frygtede sidevind ser i hvert fald ikke ud til at komme i spil, og dermed lægger Gaviria op til revanche for dagens nedtur i et sprinterfelt, der er et Tour de France værdigt.

Og netop derfor er etapen også så vigtig for Ewan. I dag slog han igen til i noget, der var alt andet end en klassisk massespurt, men det er trods alt som sprinter, han er hentet til Lotto. Derfor vil en sejr på de flade veje i Khor Fakkan i morgen i den grad lune inden sommerens helt store sprinteropgør på de franske landeveje. Det kan godt være, at sæsonstarten har været lidt af et deja-vu i forhold til rædselsåret 2018, men Ewan håber helt sikkert ikke, at tendensen fortsætter!

Favoritterne

De arabiske løb er kendt for deres meget store antal helt flade sprinteretaper, men det nye UAE Tour er slet ikke så gavmildt ved de hurtige folk som forgængerne i Abu Dhabi og Dubai. Således er der mildt sagt usædvanligt for et løb på disse kanter, at vi efter fire dage kun har haft én klassisk sprinteretape. Heldigvis kan de hurtige folk nu glæde sig over en anden halvdel, der med to muligheder er dem langt venligere stemt, og den første af de resterende chancer ventes at komme torsdag.

På papiret er etapen dog ikke helt enkel. Ganske vist er terrænet relativt fladt, men der er ikke tale om en storbyetape som dem, vi kender fra både Abu Dhabi og Dubai. Tværtimod består ruten tværs gennem ørkenen, og som vi så det så som i dag, er der her altid en risiko for drama og sidevind.

Heldigvis kan de sårbare klassementsryttere som Dan Martin, der også i dag lod sig fange kortvarigt, ånde lettet op. Vinden har lagt sig ganske betydeligt, og samtidig har der meldt sig et uventet omslag i vejret, så ikke blot giver skyer og endda lidt morgenregn, men også har fået bugt med den kraftige nordvestenvind. I stedet kommer der nu blot en let til jævn fra øst og nordøst, og det giver modvind på hele det lange ørkenstykke.

Derfor venter der os nok desværre en yderst kedsommelig etape. Kun Novo Nordisk og Gazprom kan se et formål i at kaste sig ud i en udflugt i ørkenmodvind, og dermed venter vi os igen, at etbufarligt udbrud kører med det samme. Der er en lille chance for, at Movistar vil forsøge at holde det samlet frem mod den tidlige spurt, hvor Valverde kan sikre sig bonussekunder, men efter at han nu ikke længere kan vinde løbet alene på tidsbonus, regner vi ikke med, at det sker. I stedet bliver det nok en helt fredsommelig start, hvor Jumbo lader udbruddet sejle væk, inden UAE, Deceuninck og måske Lotto Soudal overtager ansvaret for jagten. Derefter venter der os en langgaber af en tur gennem ørkenen.

Der kan opstå drama, når feltet rammer kystvejen. Her får de en blanding af side- og sidemodvind, og afhængig af den præcise retning kan det godt skabe noget kaos i finalen. Der vil i hvert fald helt sikkert være en markant positionskamp frem mod retningsskiftet, men vi regner med, at nervøsiteten hurtigt vil aftage. Vinden virker ikke til at være stærk nok, og da der samtidig stadig er et element af modvind over forholdene, regner vi med, at et nervøst, men kontrolleret felt vil rulle op mod målbyen, hvor det hele skal afgøres i en massespurt.

Selve spurten er helt enkel. Det sidste sving kommer med mere end 3 km til mål, og derefter er der bare en rundkørsel med ca. 1700 m igen. Derefter er det en stor, hele 8 m bred kystboulevard, der er som skabt til de store powersprintere med høj topfart, og det er således en finale, hvor et godt lead-out ikke er altafgørende.

Alligevel er det lead-outet, der får os til at pege på Fernando Gaviria som vores favorit. 2. etape viste os nemlig, at Alexander Kristoff helt som forventet er skabt til rollen som lead-out man, og allerede nu synes han at aspirere til titlen som verdens bedste. Han er eminent i positionskampen, og i et opløb som dette kan han med sin enorme power skrue farten op til et tårnhøjt niveau, som han kan holde i en evighed. Det er der næppe andre, der kan matche, og dermed kan Gaviria atter se frem til at kunne starte sin spurt fra den perfekte position.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Heldigvis er Gaviria også selv brølstærk. Han imponerede virkelig i starten af løbet, først på holdløbet og siden på 2. etape. Her var han nemlig ganske suveræn i selve spurten, hvor han trods en knaldhård modvind ikke havde problemer med at holde Elia Viviani bag sig. Italieneren var også helt ærlig, da han indrømmede, at colombianeren havde været dagens bedste mand, og dermed er det formentlig kun Marcel Kittel, der på topfart kan true UAE-holdets helt. I forhold til tyskeren er formstærke Gaviria imidlertid bakket op af et langt bedre lead-out, og derfor tror vi, at det bliver endnu en sejr til hjemmebaneholdet.

Som sagt er det nok kun Marcel Kittel, der er hurtigere end Gaviria, men for at han kan vise det, skal han have betydeligt mere held. Han har ganske vist været i forrygende form fra sæsonstart, hvor han har klatret og spurtet sublimt og vist, at det hårde træningsregime over vinteren i den grad har båret frygt. Til gengæld er han stærkt hæmmet af det tidlige tab af Rick Zabel, og 2. etape viste os tydeligt, at toget med Alex Dowsett og Marco Haller ikke har skyggen af chance mod de bedste hold. Kittel er heller ikke selv spor god i positionskampen, og derfor er der en meget stor risiko for, at han også denne gang vil være alt for langt tilbage.

Alligevel er chancerne måske bedre end i mandags. Denne gang er finalen endnu mindre kompliceret, og vejen er tillige enormt bred. Risikoen for, at tyskeren bliver lukket inde, er derfor mindre, og denne gang er han heller ikke bremset af hård modvind, hvis han skal køre en af de lange spurter, han tidligere har leveret i finaler som disse. Opstår der en åbning, tager han forhåbentlig chancen også selvom han er langt tilbage, og så må tiden vise, om han vitterligt stadig er verdens hurtigste.

Som sagt var Elia Viviani meget ærlig, da han i mandags indrømmede, at han havde fået regulære klø af Gaviria på 2. etape. Han led hans tog med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini endda den tort at blive sat klart til vægs af Kristoff, da nordmanden lancerede Gaviria, og dermed er vi i den sjældne situation, at Viviani ikke længere har det bedste tog. Samtidig er det velkendt, at Viviani ikke tidligere har haft Gavirias, Bennetts og Kittels topfart, og derfor er han afhængig af sin gode næse for positionering og sit hold for at vinde. Heldigvis er han stadig i en god position, for hans tog er ubetinget løbets næstbedste, og de har i hvert fald mere erfaring duoen med Kristoff og Gaviria. Samtidig er Viviani en mester i at læse spurterne på egen hånd, og derfor er det bestemt ikke utænkeligt, at det kan blive til endnu en sejr til tidens ukronede sejrskonge.

Ligesom Kittel er Sam Bennett lynhurtig, men svag i positionskampen. Det så vi i mandags, hvor han mistede hjulet på Erik Baska, og selvom han kørte en flot spurt, var det allerede alt for sent at nå frem. Det mønster så vi også i San Juan, og derfor er Bennett ganske afhængig af lidt held, hvis han skal vinde etapen. Omvendt ved vi fra Giroen, at han er hurtigere end i hvert fald Viviani, og det har den første del af sæsonen bestemt ikke gjort noget for at ændre. Tværtimod virker Bennett til at være knivskarp, og netop i et ukompliceret opløb på en bred vej er der håb om, at han kan sætte sig igennem på topfart, især hvis Baska kan gøre det lige så godt i positionskampen som i mandags, og Bennett denne gang kan holde sig til.

Som skrevet i analysen har det været påfaldende, hvordan Caleb Ewan har imponeret i hårde finaler og haft det svært i klassiske massespurter. I mandags fik han sig da også en klar lussing af Gaviria og Viviani, der satte ham til vægs i spurten. Omvendt blev australieren også hæmmet af den tilbagefaldende Kristoff, og derfor spurtede han aldrig på lige vilkår med rivalerne. Faktisk har spurterne i Australien givet et indtryk af, at Ewan efter et svagt 2018 i spurterne måske nærmer sig sin gamle topfart. Samtidig har han både på 2. og 4. etape klaret positionskampen, der ellers før har været et problem, ganske godt. Toget med Roger Kluge og Adam Blythe er stadig ikke på niveau med de bedstes, men Ewan burde have en rimelig chance for at være fornuftigt placeret. Herfra er det op til ham selv at vise, at han igen har farten til at slå Gaviria, som havde det i Giroen for to år siden.

Det var en skam, at vi i mandags ikke fik chancen for at se Max Walscheid i aktion. Den store tysker kunne se sit Sunweb-hold mistime det hele i modvinden, og da de erfarne tog skød frem, havde de allerede brugt alle kræfterne. Derfor kom Walscheid aldrig til at spurte, men det gør han forhåbentlig i morgen. Han har nemlig i blandt andet Tour of California og Tour of Guangxi vist, at han som ren sprinter tilhører den absolutte verdenselite, og denne powerspurt burde være skabt til et muskelbundt som ham, ikke mindst fordi han synes at være i glimrende form. Toget med Nikias Arndt og Cees Bol burde også kunne gøre det hæderligt. Lykkes det, vil Walscheid formentlig vise, at han er en af verdens allerhurtigste.

Skal Jakub Mareczko have et resultat med hjem fra dette løb, er det nu. Den polske italiener er som bekendt lynhurtig, hvilket han viste på 1. etape af Tour Down Under og senest i mandag, hvor han trods en håbløs position blæste forbi et hav af sprintere. Som altid er positioneringen den helt stor udfordring, og det vil det helt sikkert også være i morgen. Denne gang er finalen dog så bred og ukompliceret samt den samlede modvindsetape så let, at der står skrevet Mareczko med fed skrift ud over det hele. Formentlig er han atter for langt tilbage inden selve spurten, men åbner vejen sig, ved vi fra Giroen, at han er hurtig nok til true selv de skarpeste.

I analysen har vi allerede reflekteret over stortalentet Matteo Moschetti, der altså har vist, at han er meget mere end bare en klassisk sprinter. Specielt hans heroiske kamp i modvinden på 2. etape var fornem, men desværre kostede det alt for mange kræfter inden spurten, og derfor var hans placering uden for top 10 faktisk dybt imponerende. Der er næppe tvivl om, at Moschetti har både fart og form til et abolsut topresultat også i dette felt, men et svagt tog bestående af Kiel Reijnen kan desværre blive det, der gør, at vi ikke for alvor for at se, hvad han kan i dette selskab.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Bahrain-Merida oplevede det samme som Sunweb i mandags. De brændte nemlig også krudtet af for tidligt, og derfor kom Phil Bauhaus aldrig til at spurte. Det var lidt overraskende at se erfarne Marcel Sieberg begå en sådan fejltagelse, men forhåbentlig har de taget ved lære af miseren. I hvert fald burde Sieberg og Henrich Haussler kunne gøre det ganske godt, og Bauhaus er også selv god i positionskampen. Han er ,åske langsommere end alle de ovennævnte, men han slog trods alt de fleste af giganterne i dette løb for et år siden. Med lidt held er Bauhaus hurtig nok til også at vinde på dette niveau.

Det var opløftende at se Kristoffer Halvorsen i mandags. Den unge nordmand har haft det svært i sin første sæson hos Sky, men nu er han måske ved endelig at indfri talentet. Han vandt i det svagt besatte Herald Sun Tour, og på 2. etape manøvrerede han flot i positionskampen, hvor han dog også måtte sande, at han manglede farten til at matche eliten. Han er stadig lidt for alene i finalerne, ligesom han ikke helt har den fornødne topfart, men klarer han sig lige så fint som i mandags, burde han kunne levere endnu et topresultat.

Endelig vil vi pege på Marc Sarreau. Den unge franskmand rundede Etoile de Besseges af med en fuldstændig suveræn sejr, der indikerer, at han har taget endnu et skridt. Det skal blive meget interessant at se, hvad han kan i dette felt, ikke mindst fordi 2. etape var lovende. Her startede FDJ nemlig for tidligt, men fra en skidt position gjorde Sarreau det faktisk hæderligt. Toget med Mickael Delage og Anthony Roux kan måske ikke matche de bedste, ligesom Sarreau heller ikke selv er en ørn til positionering, men hans fart synes at kunne give ham et fint resultat.

Dan McLay burde egentlig kunne gøre det godt i en spurt som denne, men vi frygter, at han igen ender som lead-out for Sacha Modolo, der ikke er hurtig nok til at vinde. Det er de øvrige sprintere Luka Mezgec, Samuel Dumoulin, Alexander Porsev, Andrea Peron og Mehdi Benhamouda heller ikke. Og desværre har vi tabt illusionen om, at Mark Cavendish kan være med helt i front - selvom vi naturligvis meget gerne lader os overraske.

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Marcel Kittel, Elia Viviani

Outsidere: Sam Bennett, Caleb Ewan, Max Walscheid, Jakub Mareczko

Jokers: Matteo Moschetti, Phil Bauhaus, Kristoffer Halvorsen, Marc Sarreau