Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 5. etape af Vuelta a Andalucia

Optakt: 5. etape af Vuelta a Andalucia

19. februar 2023 12:48Foto: Sirotti

Tadej Pogacar fortsatte UAEs suveræne dominans med en fjerde etapesejr, og spørgsmålet er nu, om araberne kan gøre rent bord. Skal det lykkes, skal de slå til på en meget speciel sidste etape, der byder på en benhård start med et stort bjerg undervejs, men også på løbets eneste flade finale og en let sidst del - et design, der lægger op til flere forskellige udfaldsmuligheder.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM VUELTA A ANDALUCIA, VOLTA AO ALGARVE OG TOUR DU VAR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

De fleste etapeløb gemmer de mest afgørende etaper til sidst, men de andalusiske arrangører har aldrig været konventionelle. Tværtimod slutter de årets løb med den letteste etape og den eneste, hvor det virker usandsynligt, at der kan gøres forskelle i klassementet. Det betyder ikke, at der venter en let etape, når der skal klatres små 3000 højdemeter, herunder på et næsten 20 km langt bjerg, men denne gang kommer stigningerne tidligt, da det hele slutter med et længere fladt stykke. Det kunne lugte af en udbrudssejr, men der er også et par hurtige folk, der måske vil forsøge at skabe samling på en dag, der ikke er let at kontrollere - og så blæses der sikkert også til klassementskamp undervejs på en dag, hvor der ikke længere er grund til at spare sig, men hvor angreb næppe vil føre til noget.

 

Med en distance på 184,3 km er der tale om løbets længste etape, der fører feltet fra Otura til Alhaurin de la Torre. Startbyen er en forstad til Granada, hvorfra man kører mod nordvest igennem let faldende terræn og derefter mod sydvest igennem let stigende terræn. Kort efter går det videre mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Alto El Cerrajon (7,9 km, 3,4%), der er en let og jævn opkørsel uden stejle procenter. Toppen rundes efter 25,6 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod sydvest og vest, inden man snor sig mod syd, sydvest og nordvest igennem let kuperet terræn. Dernæst går det igen mod sydvest, når man kører op ad kategori 3-stigningen Alto del Navazo (6,3 km, 4,1%), der er en jævn opkørsel uden stejle procenter.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Toppen rundes efter 56,9 km, hvorfra det falder let mod sydvest og vest frem til dagens eneste spurt, som er placeret efter 69,8 km. Her drejer man mod syd for at køre ad en meget lang og ganske teknisk nedkørsel ned til Puente de Don Manuel, hvor man med det samme drejer mod nordvest for at tage hul på dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen Puerto del Sol (17,3 km, 4,9%), der skal deles i fire dele. De første 2 km er lette med 3-4%, hvorefter der følger 3 km med 6-7% efterfulgt af et 5 km langt og let plateau. Derefter tager den fat, da de sidste 7,3 km stiger jævnt med 6,5% i snit frem mod toppen, som rundes efter 99,5 km.

 

Herfra resterer fortsat 84,9 km, der indledes med en kort nedkørsel, som fører mod nordvest og vest, inden det går mod sydvest ad et fladt plateau og videre ad en længere og lidt kringlet nedkørsel. Senere drejer man mod vest, hvorefter man skal op ad en bakke (1,2 km, 8,5%), der har top efter 138 km, inden det igen begynder at falde mod først vest, siden sydvest og slutteligt syd, idet det mod slutningen bliver ganske teknisk.

 

Nu venter løbets sidste stigning, når man med det samme kører mod sydvest og sydøst op ad kategori 3-stigningen Alto de Los Nunez (4,5 km, 5,9%), hvis data snyder. De to første kilometer stiger således jævnt med 10-11%, hvorefter de næste små to kilometer er let faldende, inden de sidste 600 m stiger med 13,5%.

 

Toppen rundes efter 153,2 km, hvorfra der resterer 31,1 km. De indledes med en relativt let nedkørsel, der fører mod syd, hvorefter det bliver helt fladt, når man mod sydvest, syd, vest og slutteligt sydøst ad lige veje ind til målbyen, hvor de sidste 5 km er let stigende, stejlest over den sidste kilometer, der stiger med 4,4% i snit. Man skal igennem rundkørsler med 3800 m, 2900 m, 2200 m og 1500 m igen, hvorefter man med 900 m igen drejer til venstre. Herefter venter yderligere tre rundkørsler med hhv. 800 m, 500 m og 300 m igen, inden der er et skarpt sving bare 100 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2910 højdemeter.

 

 

Alhaurin de la Torre var senest mål for løbet i 2019, hvor Matteo Trentin vandt sidste etape i en reduceret massespurt foran Carlos Barbero og Tosh van der Sande. I 2016 var byen vært for løbets enkeltstart, der blev vundet af Tejay van Garderen foran Wilco Kelderman og Jerome Coppel, og i 2015 sluttede løbet også med en stigende massespurt i byen, hvor Juan Jose Lobato tog sin anden sejr, endda med to sekunder ned til John Degenkolb og Sylvain Chavanel samt resten af første del af feltet. I 2018 var Vueltaen forbi, og her vandt Elia Viviani løbets første massespurt foran Giacomo Nizzolo og Peter Sagan.

 

 

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

 

 

 

 

 

STREAM VUELTA A ANDALUCIA, VOLTA AO ALGARVE OG TOUR DU VAR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Løbet slutter med en knap så flot søndag. Det vil mest være skyet med kun lidt sol, men det vil være lunt, når temperaturen under etapen vokser fra 11 til 17 grader. Vinden vil fra start kun være helt svag (4 km/t) og komme fra skiftende retninger, men i finalen vil det være mere blæsende fra øst (17-18 km/t). Det gør det lidt svært at sige, hvor vinden kommer fra undervejs, men der bør være direkte medvind på den lange stigning og derefter med- og sidemedvind. Kort inden sidste stigning får man sidevind, som varer ved næsten hele vejen, indtil man i udkanten af målbyen får først medvind, så sidemodvind og slutteligt sidemedvind frem til de sidste 900 m, hvor de vil være sidevind og slutteligt sidemedvind over de sidste 100 m.                                                                                                            

 

Favoritterne

Det er ganske specielt for et løb at have fire etaper med gode muligheder for at gøre forskelle og herefter slutte med en etape, der er den mindst egnede til at ændre på tingene. Det er ikke desto mindre tilfældet i dette løb, for løbet slutter med en ganske specielt designet etape. For første gang i løbet har vi nemlig en sidste del, der kan betragtes som let.

 

Det gælder dog ikke for etapen som helhed. Den lange stigning slutter med en ret stejl del, og den er rigeligt svær til at køre klassement. Det må man også forvente, at der vil blive. Jeg vil tro, at Bahrain er fint tilfredse med at have 2. og 3. pladsen, så i morgen kunne de meget vel holde sig i skindet. Hverken Ineos eller Enric Mas har dog noget at miste ved at forsøge at se, om de kan gå efter podiet.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

 

Etapen minder i sit design utroligt meget om sidste års 4. etape, der vendte hele løbet på hovedet. Dengang eksploderede det hele også på et tidligt bjerg, hvorefter en lille gruppe af favoritter kæmpede om sejren i en taktisk og flad finale. Forskellen fra dengang er imidlertid, at det var løbets eneste rigtigt svære stigning og dermed var alle nødt til at komme i offensiven for at komme af med Alessandro Covi, der førte løbet.

 

Helt anderledes er det i år. Tadej Pogacar har lagt løbet i et jerngreb og har et meget, meget stærkt hold. Det virker derfor svært usandsynligt, at det vil lykkes for Mas eller Ineos at skabe varig ravage i morgen. Jeg ser kun, at det kan ske, hvis Mas og Pogacar igen kører fra alt og alle, og hvis Pogacar så er vanvittig nok til at indlede et 85 km langt ridt med sin rival. Den slags kan man aldrig udelukke, men selv hvis de to forsøgte at køre hele vejen til mål sammen, ville der formentlig komme så meget regruppering bag dem, at de ville blive hentet, som de jo også gjorde i dag, hvor Pogacar virkede lidt mere menneskelig end hidtil.

 

Dernæst er der endnu en chance på den sene mur. Her er afstanden til mål kortere, og her ville Mas og Pogacar have lettere ved at lave et vildt ridt. Igen kan man ikke udelukke det, men stigningen er trods alt kort, og særligt Bahrain er meget stærke. Skal der ske noget i klassementet, vil jeg tro, at det kun kan ske ved, at Mas og Pogacar sammen kører fra alt og alle på en af de to stigninger, men mit gæt er, at alle angreb løber ud i sandet.

 

Spørgsmålet er så, om vi får en spurt eller en udbrudssejr. Der er skam hurtige folk i feltet. Movistar, Alpecin, Bahrain, Intermarché, Caja Rural, Lotto og Total har alle ryttere, der kan kaldes sprintere, og UAE og Ineos har også hurtige folk. Jeg tvivler bare på, at de vil gå efter en spurt. Starten er hård, og for tredje dag i træk bliver det en angrebsfest. Det er svært at tro, at vi ikke får et både stort og stærkt udbrud, og alle vil prøve at få en mand med her - også UAE.

 

Kan de så blive hentet alligevel? Ja, det kan de. De vil formentlig tabe tid, når der køres klassement på den lange stigning, og når vi når toppen, og vi har fået lidt regruppering, vil alle gøre status. Sidder der nogle hold, der ikke har folk med i front, vil det være oplagt at indlede en jagt. Jeg tror ikke, at der er hold, der går ind med den plan, men har man misset udbruddet, har man ikke noget at miste ved at jagte. Indtil nu er der jo kun ét hold, der har vundet, og dermed er der mange, der er sultne.

 

Det vil dog kræve nogle stærke hold at hente et formentlig ret stort og stærkt udbrud, så det vil formentlig kun lykkes, hvis Bahrain, Ineos eller Movistar misser det. Hvis UAE kikser, vil jeg tro, at de lader udbruddet sejle hjem, men de tre andre store hold har ikke råd til at lade deres sidste chance sejle. Meget vil derfor være bestemt af, hvilke hold der rammer udbruddet. Misser de vigtige hold, kan vi få samling, men så regner jeg med, at det bliver et ret hårdt og selektiv løb, hvis de skal hente et stærkt udbrud.

 

Alle de store hold vil dog også gøre alt for at få en mand med, og derfor vil de formentlig hurtigt jagte, hvis de misser den. Derfor vil det undre mig, hvis ikke de stærke hold alle er foran, og jeg tror derfor mest på en udbrudssejr, men det er ikke givet. Det kan blive en spurt, hvis nøglehold misser ud, og hvis udbruddet indeholder så farlige ryttere, at UAE og Bahrain er nødt til at holde dem i kort snor.

 

Jeg tror dog mest på en udbrudssejr, men det bliver lidt et lotteri. Starten er bestemt hård, hvorfor man skal være stærk for at komme væk, men det er bløde bakker. Man skal ikke være bjergrytter for at komme afsted, men man skal være stærk, for det bliver en hurtig start. Man skal klatre godt nok til at overleve den lange stigning, men her kommer det næppe til at gå rasende stærkt. Heller ikke her skal man altså være bjergrytter. Den største test af klatreevnerne kommer på den sidste mur, men her vil der også være lidt tid til at indhente tabt terræn. Til slut kan afslutningen i den flade og derefter let stigende finale blive afgjort i en spurt, men det vil også være en angrebsfest og dermed meget taktisk, hvor en snu rytter kan snige sig væk.

 

Jeg vælger at gå med Matej Mohoric. Sloveneren imponerede mig stort i dag og synes i fabelagtig form. Vi så i dag, at han ikke bare kan bestille et udbrud, men han plejer at være god til at ramme dem. Med de ben, han har nu, er han ikke let at sætte på disse stigninger, og der vil også være tid til og nedkørsler til at komme tilbage på. Blandt potentielle udbrydere er han blandt de allerhurtigste, og han plejer at være ret god i taktiske finaler. Han har det problem, at mange vil kigge på ham, men med den styrke, han viser, og den fart, han har, er han mit bedste bud på en udbrudsvinder. Derudover vil han være en af de store favoritter, hvis det samles til en spurt, for denne 4%-finale er lige ham. Med andre ord kan han vinde på begge måder.

 

Læs også
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

 

Bahrain har også Andrea Pasqualon. Jeg tror, at finalen bliver for hård for ham, hvis han rammer udbruddet, for han har ikke klatret godt de seneste sæsoner. Det er dog ikke en helt uoverkommelig etape for ham, og med sin gode spurt kan han gøre det færdigt, hvis han kommer tilbage efter muren. Han vil også være manden, der skal spurte, hvis han er med til sidst, og i dette stigende opløb har han en god chance for at vinde, særligt med Mohoric som lead-out man i en teknisk finale med et sent sving. Hvis der bliver samling, tror jeg dog, at han vil være sat af. Holdet har også Edoardo Zambanini til udbrud, og da han faktisk er ganske hurtig, kan han med det rette held godt gøre det færdigt. Han har i hvert fald vist evner til at ramme det, nu to dage i træk.

 

Det andet oplagte bud er vel Tim Wellens . Belgieren har ikke været bedre i mange, mange år, hvad han dokumenterede igen i dag, hvor han blandede sig med klatrerne. Han må være den foretrukne mand for UAE til at ramme udbruddet, og det plejer han at være god til. Han er både snu i taktiske finaler og samtidig hurtig nok til at slå de fleste i en spurt, der stiger så meget som denne. Det andet oplagte UAE-bud er Alessandro Covi. Hans store arbejde i dette løb indikerer, at han endelig er ved at være i form. Han har en god chance for at ramme udbruddet på bakkerne i starten, og han har tid til at komme tilbage, hvis han sættes efter muren. I dette stigende opløb vil han kunne slå alle i dette felt, og dermed er også han et godt bud. Det vil han også være i en samlet spurt, hvor han vil være en af favoritterne, men det er tvivlsomt, om han overlever, hvis han har arbejdet meget undervejs. Falder han fra, vil jeg tro, at holdet kører spurten for Tadej Pogacar, hvis ikke Wellens skal have lov, og det er klart, at sloveneren sagtens kan vinde en 4%-spurt mod de fleste i dette felt - særligt, når det har været så hårdt, at Covi er faldet fra. Endelig har holdet Sjoerd Bax, der også er hurtig, som en oplagt tredje udbrudskandidat, for han har ført allermest i dette løb og synes endelig at have fundet formen.

 

Ineos har også nogle oplagte udbrudskandidater. Det bedste er Omar Fraile, der meget passende kunne genstarte sin rolle som udbryderkonge. Han virker i dette løb bedre, end han var i hele sit skuffende 2022, og han er en mester i at gøre det færdigt i denne slags grupper, også fordi han er lynhurtig i stigende finaler. Det samme er Jhonatan Narvaez, der har imponeret mig enormt i dette løb. Han er skabt til denne afslutning, men til gengæld er han så tæt på i klassementet, at han næppe får friheden. Det er i hvert fald på grænsen. I en spurt vil de køre for enten Fraile eller Narvaez, og selvom jeg tror, at de får det svært mod folk som Covi og Mohoric, er det bestemt ikke umuligt, da de vil elske dette stigende opløb. Fraile viste sine puncheurevner så sent som i England sidste år. Holdets sidste udbryderkandidat er Connor Swift, der viste fornem form i går. Han kan dog få svært ved at overleve muren, og selvom han er hurtig, vil han formentlig være oppe mod hurtigere folk.

 

Alpecin har en topkandidat i Axel Laurance. Hans kørsel i dag vidner om, at han virkelig er kommet i form. Vi så på 2. etape, at han formentlig vil blive sat på muren, men han har god tid til at komme tilbage. I en spurt er han en af de allerhurtigste i dette felt, og dermed kan han gøre det færdigt. I en spurt i et samlet felt vil han også være en absolut topkandidat, men vi har til gode at se, hvor god han er i en spurt, der stiger så meget som denne. Holdets anden kandidat er Stefano Oldani, der jo også er lynhurtig, men efter hans lidt skuffende kørsel i går, er jeg ikke helt sikker på, at formen rækker. I en samlet spurt vil de køre for Laurance.

 

Hos Movistar har man også mange kandidater. Bedste bud er nok Ruben Guerreiro, der viste livstegn i dag. Denne etape passer ham ganske glimrende, for her kan sagtens vinde, selvom han ikke er helt på toppen. I spurten har han også gode chancer, når det stiger så pænt, hvis ikke modstanderne er de allerhurtigste. Endnu hurtigere er Gonzalo Serrano, der er specialist i spurter som disse, men han er ikke flyvende, som han bekræftede i dag og kan blive sat på muren. I en spurt i et felt vil han i denne afslutning dog være reel vinderkandidat. Holdets tredje mulige udbrudsvinder er en velkørende Gorka Izagirre, der også kan afslutte på en bakke, men formentlig vil være oppe mod hurtigere folk. Til en spurt drømmer de om Ivan Garcia Cortina, der vil elske denne 4%-spurt, men som han har klatret, tvivler jeg på, at han klarer den. Hvis han gør, har han dog en god chance for at vinde, og ellers må de køre for Serrano. Nelson Oliveira er meget formstærk, men en usandsynlig vinder.

 

Israel-PT har to gode kandidater i Nick Schultz og Dylan Teuns. Begge er skabt til denne finale, da de er hurtige. Teuns er måske ikke hurtig på flad vej, men på 4% kan han godt vinde i det rette selskab. Han er også det bedste bud, for Schultz er nok for tæt på top 10 i klassementet til, at han for alvor får lov. Teuns skuffede lidt i dag, men han er bestemt velkørende nok til at vinde fra et udbrud på en rute, hvor han vil elske den sidste stejle mur. Finalen bør til gengæld være for svær for Sep Vanmarcke. Han vil måske have en lille chance for at overleve til en spurt, hvor han vil være en udmærket kandidat, men det er stærkt tvivlsomt, og Schultz og Teuns er nok ikke helt hurtige nok til at vinde fra et større felt.

 

Intermarché har en åbenlys kandidat i Georg Zimmermann. Han har smidt meget tid de seneste dage, men det virker ganske bevidst. Denne stigende spurt er lige ham, og ender han ikke med at være oppe mod alt for hurtige rivaler, kan han gøre det færdigt til sidst. Holdet har også Dion Smith, der var afsted i dag og en skarp afslutter, men jeg tror, at finalen bliver en anelse for hård, når han skal med over muren. Laurenz Rex overraskede forleden, men disse stigninger bør være for hårde, og Lorenzo Rota får næppe lov. Til en samlet spurt håber de på en ret formstærke Niccolo Bonifazio, men selvom han har imponeret mig i dette løb bør det blive for svært undervejs. Mere sandsynligt er det, at de spurter med Smith, men selvom han er bedst i stigende finaler, vinder han næppe. Falder han fra, vil de prøve med Rota eller Zimmermann, men de vil også være oppe mod hurtigere folk.

 

Total har igen Pierre Latour. Han er bestemt et stykke fra sit bedste, men han blev trods alt nr. 2 i går. Rammer han udbruddet, bør han stadig have en chance, for han kan slå mange i denne stigende spurt. Holdets alternativ er Edvald Boason Hagen, der virker i fin form, men jeg vil tro, at han får svært ved at komme tilbage efter muren. Han vil også være manden til en samlet spurt, men efter at have set hans stigende spurt i Valencia, tror jeg, at han får svært ved at vinde på 4%, ligesom hans overlevelse er tvivlsom.

 

Lotto har den meget formstærke Pascal Eenkhoorn, der var med fremme igen i dag. Muren er for svær for ham, men han vil have tid til at komme tilbage. Han vil kunne slå alle i denne stigende spurt, men det kan blive svært at komme tilbage efter stigningen, hvis han er oppe mod for stærke klatrere. I en spurt er han til gengæld en reel vinderkandidat i dette felt. Falder han fra, vil de spurte med Andreas Kron, der er hurtig i denne slags finaler, men han får svært ved at vinde. Enten bliver løbet for let, og hvis det bliver hårdt, skal han slå Pogacar, hvad han næppe gør, og danskeren får næppe lov at gå i udbrud Holdets sprinter er Milan Menten , der har imponeret ikke mindst i Murcia, og derfor kan man ikke helt afskrive ham. Det vil dog undre mig, hvis han overlever, og det vil også undre mig, hvis han vinder. Brent Van Moer er godt kørende, men en usandsynlig vinder.

 

Læs også
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

 

Jaycos bedste bud er Matteo Sobrero, der var afsted i dag. Han har ikke klatret bedre i lang tid, og dette er er en glimrende finale for ham. Han er nemlig også ganske hurtig, men han vil formentlig være oppe mod hurtigere folk. Tsgabu Grmay er i storform, men han får svært ved at gøre det færdigt.

 

Astana har Samuele Battistella , der efter sin sygdom i går viste, at han har fundet noget form. Dette er en fin etape for ham, for han har tid til at komme tilbage efter muren, hvis formen ikke helt rækker endnu, og han er også ganske hurtig. I en samlet spurt kan han også prøve, men her vinder han ikke. Holdets alternativ til et udbrud er Luis Leon Sanchez. Han er udbryderkonge, men har skuffet i dette løb og er ikke så hurtig som i gamle dage. Jeg er ikke overbevistom ham med den nuværende form. Formsvage Fabio Felline kommer næppe med hjem til en spurt.

 

Burgos kan håbe på de hurtige Cyril Barthe og Jesus Ezquerra i begge scenarier, men jeg tror, at etapen bliver for hård, og hverken Jose Manuel Diaz eller Andres Ardila har stor chance for at gøre det færdigt. Kern Pharma skal håbe på et udbrud med formstærke Jefferson Cepeda , der godt kan afslutte, men er en usandsynlig vinder, og til en spurt er det svært at tro, at Orluis Aular overlever med sin nuværende form, selvom han ikke helt kan afskrives. Hos Eolo begynder de halvhurtige Erik Fetter og Davide Bais at vise form, men det skal flaske sig, hvis de skal vinde mod stærkere folk, og Kern Pharma har ikke ryttere, der kan gøre det færdigt. Hos Euskaltel burde hurtige Gotzon Martin være et ret godt bud, men han synes mere fokuseret på bjergtrøjen, der vil koste mange kræfter undervejs. Flanders har en velkørende Vito Braet, der godt kan spurte, men det vil trods alt være overraskende, hvis han vinder.

 

BEMÆRK: Som det fremgår ovenfor, tror jeg mere på et udbrud end en spurt, men da kandidaterne til de to scenarier i vidt omfang er de samme, har jeg blandet dem lidt i rangeringen nedenfor.

 

Feltet.dks vinderbud: Matej Mohoric

Øvrige vinderkandidater: Tim Wellens, Axel Laurance

Outsidere: Omar Fraile, Ruben Guerreiro, Alessandro Covi, Dylan Teuns, Tadej Pogacar,

Jokers: Georg Zimmermann, Gonzalo Serrano, Pierre Latour, Pascal Eenkhoorn, Andrea Pasqualon, Jhonatan Narvaez, Nick Schultz, Ivan Garcia Cortina, Edvald Boasson Hagen, Niccolo Bonifazio, Matteo Sobrero, Samuele Battistella

 

STREAM VUELTA A ANDALUCIA, VOLTA AO ALGARVE OG TOUR DU VAR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Matej Mohoric
Tim Wellens, Axel Laurance
Omar Fraile, Ruben Guerreiro, Alessandro Covi, Dylan Teuns, Tadej Pogacar
Georg Zimmermann, Gonzalo Serrano, Pierre Latour, Pascal Eenkhoorn, Andrea Pasqualon, Jhonatan Narvaez, Nick Schultz, Ivan Garcia Cortina, Edvald Boasson Hagen, Niccolo Bonifazio, Matteo Sobrero, Samuele Battistella
Gorka Izagirre, Sjoerd Bax, Luis Leon Sanchez, Milan Menten, Gotzon Martin, Andreas Kron, Dion Smith, Stefano Oldani, Lorenzo Rota, Sep Vanmarcke, Orluis Aular, Edoardo Zambanini, Vito Braet, Davide Bais, Jefferson Cepeda, Tsgabu Grmay, Erik Fetter, Nelson Oliveira, Brent Van Moer, Jose Manuel Diaz, Jesus Ezquerra, Cyril Barthe
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a Andalucia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?