Optakt: 5. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Vueltaen er kendt for allerede at byde på bjergetaper meget tidligt i løbet, og det er også tilfældet i år, hvor man skal bare fem dage ind i løbet, inden den første store bjergafslutning venter. Her kommer Vueltaen hang til at finde nye spektakulære bjerge til udtryk, for det første store klassementsslag skal slås på den spritnye Javalambre-stigning, der lever op til Vueltaens ry for at byde på stejle finaler. Selvom der ikke er tale om en af de mure, som løbet elsker at opsøge, er der ingen tvivl om, at den første bjergetape vil give en relativt klar ide om, hvem der har taget de gode ben med sig til Spanien.

I alt skal der tilbagelægges 170,7 km, som fører feltet fra L’Eliana til målet ved Observatorio Astrofisico de Javalambre. Startbyen liger i den nordvestlige udkant af Valencia, hvorfra man følger en lang, lige og let stigende vej mod nordvest frem til bunden af kategori 2-stigningen Puerto de Alcublas (5,9 km, 4,7%), der aldrig bliver stejl og har top efter 31,7 km. Herfra fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod nord, inden en nedkørsel leder ned til Bejis. Herefter stiger det atter let, inden en lang, lige og flad vej leder videre mod nord forbi forplejningen og frem til en rundstrækning.

Her kører man en hel omgang ved først at køre mod nordøst via en lille nedkørsel, inden man drejer mod nord for at passere kategori 3-stigningen Alto Fuente de Rubielos (4,8 km, 5,7%), der har top efter 98,6 km, og som ikke er helt let, da den byder på en første kilometer med 9,5%, inden den bliver betydeligt lettere. På toppen følger man et fladt plateau mod vest og sydvest ned til rundstrækningens udgangspunkt. Her rammer man en lang, relativt lige og flad vej, der fører mod sydvest forbi dagens spurt, der kommer efter 135,0 km. Herefter begynder det at stige let, inden det falder det sidste stykke ned mod Arcos de las Salinas, der ligger i bunden af kategori 1-stigningen Alto de Javalambre, der bestiges fra syd.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Over 11,1 km stiger den med 7,8%, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 3 km er nemlig lette med ca. 5%, men derefter tager den fat med stigningsprocenter på mellem 10 og 12 det meste af vejen. Efter 5 km er der et lille plateau, inden den tager fat igen, og først over den sidste kilometer, der stiger med knap 9%, bliver den en anelse lettere. Stigningen følger en let bugtende vej med enkelte hårnålesving, det sidste med 2 km igen. Herefter bugter vejen sig let, men der venter en skarp kurve med 335 m igen og til slut næsten en U-vending, inden man bugter sig ind på den 200 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3667 højdemeter.

Alto de Javalambre har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Vejret

Efter en dag, hvor rytterne frygtede skybrud, vender det stabile vejr tilbage. Onsdag vil være tør med få skyer, og med en temperatur på 25 grader i bunden af stigningen vil det ikke være for varmt. Der vil bar være en svag til let vind fra sydøst. Det giver med- og sidemedvind hele vejen frem til rundstrækningen, hvor vinden vil komme fra alle retninger. Sidevind leder nu frem til bunden af stigningen, hvor der vil være sidemedvind næsten hele vejen op, indtil man får sidevind med 5 km igen og til slut modvind på de sidste 2 km.

Analyse af 4. etape

Vueltaen har altid haft ry for at være det bedste sted for unge ryttere at smage på deres første grand tour. Løbet har en langt mere afslappet og stressende atmosfære end Tourens hektiske cirkus, og den kommer på en tid af året, hvor talenterne har haft det meste af en sæson til at blive mere komfortable med den høje fart i WorldTouren. I gamle dage var løbet heller ikke alt for vanskeligt, og de mange flade motorvejsetaper langs den spanske højslette gav flere relativt lette dage at komme igennem.

Det betød også, at løbet bød på relativt mange sprinteretaper, og derfor var det et godt sted for unge sprintere at teste sig selv over tre uger. Marcel Kittel og Peter Sagan var blandt de ryttere, der akkurat nåede med på bølgen, inden løbet ændrede karakter i 2012, og det var også her, at André Greipel i magtkampen med Mark Cavendish endelig fik lov at forsøge sig, og alle havde de succes med at komme hjem fra løbet med succes i bagagen.

Men så tog Fanden ved løbsdirektør Javier Guillen. I 2012 forvandlede han løbet til et bjergvanvid, hvor helt op mod halvdelen af etaperne havde mål på en stigning. Samtidig indførte han det mantra, at næsten alle etaper skulle have et element, der kunne skabe krydderi i finalen. Dermed blev den meget afslappede og relativt lette grand tour med ét til det af de tre store løb, som byder på flest højdemeter, og samtidig sørgede ubarmhjertige Guillen for, at der selv på de lette dage som regel var én for de hurtige folk uoverskuelig forhindring.

Det har også gjort det spanske løb til lidt af en ilddåb, som man skal tænke sig om en ekstra gang, inden man kaster unge ryttere ud i. Problemet er bare, at løbet nu endnu mere end tidligere fremstår som den grand tour, talentfulde sprintere kan få lov at forsøge sig. Den meget bjergrige rute har nemlig fået de store sprintere til at få kvalme bare ordet ”Vuelta” nævnes på et planlægningsmøde, og derfor har de i stigende grad rettet fokus mod Giroen og Touren. Det har i udpræget grad gjort Vueltaen til stedet, hvor de unge sprintere skal dyppe tæerne, men også til lidt af en lidelsesaffære, som kan knække moralen på selv den mest lovende afsluttertype. Ganske vist er det alligevel lykkedes unge sprintere som Caleb Ewan, Danny van Poppel, Kristian Sbaragli og Jasper Stuyven i en tidlig alder at vinde en første grand tour-etape, ganske enkelt fordi sprinteretaperne i Vueltaen nu om dage kan være temmelig billigt til salg, men som særligt Sbaragli og Stuyven viser, skal man gerne være en temmelig holdbar type, hvis man skal have spurtsucces på de spanske landeveje.

Derfor var det nok også med blandede følelser, da Deceuninck-ledelsen sidste vinter foreslog deres sprinterguldfugl, Fabio Jakobsen, at kaste sig ud i den spanske grand tour. Der er ingen tvivl om, at den hurtige hollænder langt heller havde taget kampen op i Giroen, hvor antallet af lette etaper altid er betydeligt større, men sådan kunne det ikke være på et hold, hvor holdets førstevalg, Elia Viviani, naturligvis var udset til kaptajnrollen i Touren og i kraft af sit italienske pas også lagde beslag på sprinterjobbet i Giroen.

Det efterlod Jakobsen med Vueltaen som eneste mulighed, og det har nok været med lidt bekymrede miner, at holdet sendte deres supertalent til Spanien. Nok har Jakobsen flere gange vist en topfart, der muligvis har bragt ham i top 3 over verdens hurtigste - blandt andet slog han ganske regulært Sam Bennett i Tour of Turkey, ligesom han i det nylige Tour de Pologne viste sig langt hurtigere end Pascal Ackermann - men løbsbogen ville næppe gå ind på top 10 over hollænderens foretrukne godnatlæsning. Således byder de tre ugers bjergvanvid blot på tre etaper for rene sprintertyper som Jakobsen, og selv den tredje uge, der ellers for klassementsrytterne er relativt let, har kun finalen i Madrid som en dag, hvor de tunge folk med sikkerhed kan være med.

Derfor vidste Deceuninck også, at det var knald eller fald i begyndelsen af denne uge. Havde Jakobsen ikke opnået succes på 3. eller 4. etape, ville risikoen for, at han skulle vente til Madrid på igen at få chancen, være enorm. Med tanke på de lidelser, der venter mellem Valencia og den spanske hovedstad, kunne man meget vel forestille sig, at det kunne have knækket moralen på den unge hollænder gevaldigt, hvis han skulle igennem en mur af bjergetaper uden at kunne ane bare den mindste lille gulerod i nærmeste fremtid. Og nervøsiteten blev bestemt ikke mindre af, at Jakobsen i går atter åbenbarede sine ringe positioneringsevner og dermed smed den første af de to muligheder væk uden overhovedet at kunne køre en spurt.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Presset på unge Jakobsen var derfor gigantisk, da han i dag rullede ud på løbets vel nok næstletteste etape, men udsigten til succes var bare ikke specielt god. Der var i hvert fald ikke tale om straffespark uden målmand, men snarere tale om et frispark fra en position ude ved hjørneflaget. Et sådant kan være overordentligt vanskeligt at omsætte til en scoring, og Jakobsen må have følt opgaven lige så svær, da han i dag skulle forsøge at slå den i øjeblikket så uovervindelige Sam Bennett.

Heldigvis har enhver Deceuninck-sprinter et våben, som de færreste har - i hvert fald ikke Bennett, som i sin desavouering på Bora-mandskabet er blevet frarøvet samarbejdet med Rudiger Selig, som ellers var nøglen bag en stor del af hans succes i 2017 og 2018 - nemlig toget. Det var præcis holdets kollektive styrke, der gjorde det muligt for Jakobsens sprinterkollega og holdkammerat Alvaro Hodeg at bryde Bennetts sejrsstime i BinckBank Tour. Og i dag var det også det sublime Deceuninck-tog, der gjorde det muligt at gøre præcis, som Hodeg gjorde i Venray for halvanden uge siden, nemlig at udnytte en bedre position til at slå Bennett med det alleryderste af neglene.

Jakobsens positioneringsproblemer taget i betragtning lå det ellers ikke i kortene, at han nødvendigvis ville komme igennem Valencia rundkørselshelvede i en god position. Modsat i går lykkedes det ham imidlertid at holde sig til Zdenek Stybar og Maximilano Richeze, som allerede i går havde vist, at de meget vel kunne have løbets bedste tog. Dengang måtte de imidlertid bremse op, fordi de havde tabt kaptajnen i sprintermylderet, men det måtte de ikke i dag, da Stybar åbnede for gassen kort efter den røde flamme.

Herefter stod der Deceuninck på det hele. Den teknisk sublime Stybar havde ingen problemer med at navigere mylderet af rundkørsler, og derefter gjorde Richeze det, som kun de færreste kan gøre lige så godt ham. Verdens måske bedste lead-out man serverede det hele på et sølvfad for Jakobsen, der herefter som en tro kopi af Hodeg akkurat kunne holde Bennett bag og med sin første grand tour-etapesejr understrege, at han har kurs mod måske at kunne blive verdens bedste sprinter.

Spurten viste imidlertid også, at han ikke er der endnu. I Tour of Turkey i april så vi, at han var ganske tæt på at kunne matche Bennett på topfart, og med den overlegne kørsel, han leverede, da han gav Ackermann bøllebank i Zabrze i begyndelsen af måneden, kunne man have fået fornemmelsen af, at Jakobsen faktisk nu havde lukket til ireren og Dylan Groenewegen, der vel lige nu fremstår som verdens to hurtigste sprintere. I dag fik vi imidlertid tydeligt at se, at der stadig skal fyldes lidt mere jord på, inden hullet endegyldigt er fyldt op, for selvom man kan argumentere for, at Jakobsen i dag lå længere tid i modvinden, kom Bennett til slut med en fart, som Jakobsen ikke var i nærheden af at matche.

Alligevel blev det ikke til sejr for Bennett, der må sande, at han trods alt ikke ufejlbarlig. Det indtryk har man ellers kunnet få, når han med en træfsikkerhed på tæt på 100% i år næsten altid har kunnet finde hjulet på den sprinter, som får det bedste lead-out. Sådan gik det imidlertid ikke i dag, for her begik en tilsyneladende ikke alt for velforberedt Bennett en gigantisk brøler ved i næstsidste rundkørsel i sidste øjeblik at skifte mening og sammen med Phil Bauhaus tage den lange vej rundt. Dermed gled han fra en glimrende position helt ned som nr. 13, og da hans holdkammerat Shane Archbold intet anede om miseren og således fortsatte med at trække feltet ud lige foran Deceuninck-toget så det ud til, at det var game over for supersprinteren.

På den baggrund er det et lille mirakel, at det alligevel lykkedes Bennett næsten at vinde etapen. Det må i hvert fald have kostet enormt mange kræfter at genvinde positionen, for da Archbold slog ud sørgede Stybar, Nikias Arndt og til sidst Richeze for, at farten aldrig faldt. Med tanke på at Bennett som altid var helt på egen hånd, kan man kun kaste sig på gulvet i næsegrus beundring over den enorme power, som alligevel indbragte en 2. plads på en dag, hvor han havde det langt vanskeligere end hovedparten af rivalerne. Men det viste os, at Bennetts så vellykkedes ”jeg-sætter-mig-på-det-bedste-tog”-strategi trods alt ikke er helt skudsikker. Det har både Jakobsen og Hodeg nu vist på knap to uger.

Bennetts styrke blev sat i relief, at Bauhaus led samme triste skæbne i rundkørslen, og modsat Bennett havde tyskeren endda en holdkammerat, nemlig Heinrich Haussler, til at bringe sig tilbage. Det kostede imidlertid så mange kræfter, at det blot blev til en 14. plads for tyskeren, der modsat Bennett altså smed sin måske næstsidste chance på gulvet som følge af en forkert beslutning fra en åbenbart ikke velforberedt Haussler. Og dermed risikerer han nu at skulle vente til Madrid med atter at få chancen.

Det bør i hvert fald være tilfældet for tonstunge Max Walscheid, der vel må regnes som feltets mindst holdbare sprinter. Han kan imidlertid tage fra Valencia med en vis succes i bagagen. Ligesom i går viste Arndt sig nemlig som en af feltets absolut bedste lead-out men, og for en gangs skyld lykkedes det for store Walscheid at holde sig til sin landsmand. Desværre viste spurten også, at Walscheid altså aldrig bliver helt så hurtig, som man ellers fornemmede i karrierens første år, men en 3. plads er en pæn succes, som nok vil gøre det lidt lettere at slæbe de knap 2 meter og godt 90 kg op ad de knap 30% på Alto Mas de la Costa og Los Machucos i de kommende uger.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Etapen gav også lidt opmuntring til den forslåede Fernando Gaviria, der kun kan ærgre sig over, at hans engang så sublime positionering er gået fløjten. Det lykkedes ham nemlig ikke at holde sig til Juan Sebastian Molano, som ellers havde leveret lidt af et svendestykke ved at vinde kampen om Jakobsens eftertragtede hjul, og det betød, at han måtte starte sin spurt fra en håbløs position. Via Bennetts slipstrøm lukkedes det alligevel for ham at kæmpe sig frem til en 4. plads, og selvom han ikke var i nærheden af blot at prøve at gå forbi sin irske rival, må det trods alt give lidt moral og et håb om, at han kan komme sig så meget, at han kan være med på de sværere etaper og ikke skal vente helt til Madrid for igen at få chancen. Molano viste i hvert fald, at han har positioneringsevnerne til måske at kunne sætte Gaviria op til sejr.

Etapen blev også endnu en understregning af, at Luka Mezgec ganske enkelt ikke er hurtig nok til begå sig i flade finaler. Denne gang klarede han ellers positioneringen fint - måske fordi Dion Smith denne gang ikke var punkteret og således kunne hjælpe - men fra en position bag Molano blev han klart overspurtet af Gaviria, Bennett og Walscheid. Det er dog ingen katastrofe, for vi har hele tiden vidst, at formstærke Mezgec skal slå til på de hårdere etaper, som endnu udestår, og at gårsdagens fine flade spurt nok snarere skyldtes, at etapen havde været hård, end at Mezgec pludselig er blevet lynhurtig.

Ud over Bauhaus var den store taber naturligvis Trek. Det i går så suveræne tog fejlede totalt, da i dag skulle forsøge at sætte John Degenkolb op til at forbedre Edward Theuns’ 2. plads. Om det skyldtes tyskerens ærgerlige defekt på et kritisk tidspunkt i bunden af stigningen og en lang og hård jagt eller hans altid ringe positioneringsevne, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at Trek aldrig fik sat sig igennem. Det er lidt af en bet for et hold, der primært er her for spurterne, men heldigvis er Degenkolb en holdbar type, der nok skulle kunne få chancer igen senere i løbet.

Om der bliver sådanne inden Madrid til Marc Sarreau, er mere tvivlsomt, men franskmanden kan alligevel tage fra disse dage med hævet pande. Nok kunne han heller ikke i dag finde en alt for lovende position, men han viste til gengæld lidt af den fart, som har givet ham mange sejre i franske løb. Det store gennembrud på WorldTouren udestår stadig, men det kunne være interessant at se ham få en chance for at vise sin reelle fart på en etape, hvor positioneringen ikke allerede har kostet dyrt.

Derudover bød etapen på endnu et lovende resultat til Szymon Sajnok, der efter den flotte 2. plads i Vallonien synes at have taget et stort skridt op efter sommerpausen, ligesom Edvald Boasson Hagen fik lidt tiltrængt succes, selvom spurten også tydeligt understregede, at han ikke er i nærheden af sin gamle fart. Den engang så positioneringsstærke Clement Venturini fortsætter med at klokke i det i den positionskamp, der tidligere var hans styrke, og Jon Aberasturi viste, at det ikke er hver dag, han kan så heldig en hånd med at finde det rette hjul, som han havde i går. Og Tosh van der Sande, Viacheslav Kuznetsov, Cyril Barthe og Damien Touze må sande, at farten i flade spurter bare ikke er høj nok.

For klassementsrytterne blev det så let en dag, som man kan få dem i Vueltaen, og bortset fra at Pierre Latour viste årvågenhed ved at samle et bonussekund op, skete der ikke meget. Det gjorde der dog uden for kameraets fokus, da Steven Kruijswijk tidligt blev et offer for de knæskader, en defekt svømmepøl påførte ham i lørdags. Det er et gigantisk tilbageslag for Primoz Roglic, der ellers så ud til denne gang at have holdet som en styrke og ikke som i Giroen en svaghed og gøre det muligt for ham at køre mere kalkuleret og køligt, end han har for vane. Heldigvis er George Bennett åbenlyst flyvende, men betaler newzealænderen senere en regning for Touren - han har før haft problemer med at holde formen i længere perioder - og slår de temmelig svingende Sepp Kuss og Neilson Powless og den i Polen så skuffende Robert Gesink ikke til, kan Roglic pludselig alligevel blive lidt alene sidst i løbet, som han også var det i Giroen. I hvert fald har han ikke længere den garanti, som den skræmmende stabile Kruijswijk kunne levere.

I morgen er det dog først og fremmest op til Roglic selv. Efter to lette dage er det tid til at få den første helt klare indikation på, hvem der kan vinde årets Vuelta. Den vil ubønhørligt blive afsløret på den stejle Javalambre-stigning, som synes at være endnu en uopdyrket perle, som løbsdirektør Guillen har opfundet. Her er det benene og ikke holdet, der taler, og har Roglic ikke dem, kan tabet af Kruijswijk være helt lige meget. Alt det er vi meget klogere på om 24 timer.

Og Jakobsen? Ja, for ham virker Javalambre og resten af Vueltaens bjerge nok ikke længere helt så stejle. På falderebet leverede han og Deceunincks supertog nemlig lidt af en feberredning, der sikrer, at den unge hollænder kan se tre ugers lidelser frem mod massespurten i Madrid i møde med den tilfredshed, som kun den første af sikkert mange grand tour-etapesejre kan give en ung og lovende sprinter.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af denne analyse er det blevet klart, at Max Walscheid og Juan Sebasian Molano er blevet deklasseret

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Favoritterne

De første to dage skabte nogle forskelle, de færreste havde forventet, og derfor er klassementsrytterne blevet testet mere end vanligt allerede i den første weekend. Særligt 2. etape gav os en god chance for i hvert fald at fornemme, hvem der har taget klatrebenene med sig til Spanien, men det er alligevel først onsdag eftermiddag, at vi får de første helt klare svar. Og i en Vuelta, der har en historisk vanskelig første uge og med stor sandsynlighed afgøres i løbet af de første 16 etaper, handler det mere end normalt om at være knivskarp fra start. Der er i hvert fald ikke tid til at finde benene, for når vi på søndag bringer første uge til ende, har rytterne allerede været kastet ud i fire bjergfinaler, hvoraf de tre er knaldhårde.

At det handler om at være skarp fra dag 1 - eller i hvert fald fra dag 5 - kommer på glimrende vis til udtryk onsdag. Ofte ser man ellers, at de første bjergetaper er relativt lette, da arrangørerne søger at bevare spændingen så længe som muligt. Det plejer Vueltaen da også at gøre, da første stigende finale som regel enten er ganske kort eller ganske let, som vi så det på 4. etape sidste år, hvor procenterne var så moderate, at det var taktik og ikke ben, der gav Simon Yates lidt uventet tid.

Sådan er det ikke i en Vuelta, hvor mantraet er, at det skal eksplodere fra start. Javalambre-stigningen er ny, men det er en sand perle, arrangørerne har fundet i det uudtømmelige reservoir af interessante bjerge, der er spredt ud over det meste af Spanien. Nok er stigningen ikke verdens længste, da den svære del blot er 7-8 km lang, men hvad den ikke har i længde, har den i stejlhed. Måske er 16% som maksimum ikke meget i sammenligning med de mure, der venter senere, men til gengæld er stigningsprocenten næsten tocifret hele vejen til toppen, og vindretning vil endda være gunstig de indtil de sidste 2 km, hvor det dels bliver lidt lettere, og hvor man dels får modvind.

Med andre ord er der lagt op til store forskelle, og selvom man altid ser en lidt mere afventende kørsel på den første bjergetape - især fordi det er den første af fire svære etaper på bare fem dage - er det uundgåeligt, at den vil give ganske klare svar. En mellemlang og ganske regulær stigning med tocifrede procenter vil gøre ondt, og med udsigt til, at man ikke behøver at være superskarp i den tredje uge, kan man håbe, at der denne gang også tages lidt mere initiativ, end man tit ser på det første bjergetape.

Det store spørgsmål er imidlertid, om favoritterne overhovedet skal køre om etapesejren. Som regel holder et udbrud hjem på første bjergetape i Vueltaen, hvor udfordringerne er så mange, at holdene ofte er meget varsomme med at bruge alt for mange kræfter. Det vil de helt sikkert også være på denne etape, hvor der altså venter mange svære stigninger over de kommende fem dage. Derfor er det ikke helt oplagt, hvem der skal påtage sig ansvaret for at køre udbruddet ind.

Havde trøjen siddet på en af favoritterne, havde vi også været temmelig overbeviste om en udbrudssejr. Der er imidlertid ikke megen tvivl om, at Sunweb vil gøre alt for at forsvare trøjen, også selvom det bliver svært for Nicolas Roche at tage kampen på med de bedste til sidst. Problemet for tyskerne er bare, at deres hold ikke just er et bjerghold. Max Walscheid vejer knap 100 kg, og Casper Pedersen er ikke nogen stor klatrer. Nikias Arndt kører fint opad, men bjergrytter er han ikke, og Robert Power virker til at være helt, helt fra snøvsen, som vi desværre ofte ser det med ham. Michael Storer har haft det svært på WorldTouren, og Wilco Kelderman og Roche skal beskyttes. Det efterlader holdet med Martijn Tusveld som det eneste lidt mere stabile kort, men heller ikke han er en typisk klatrer.

Dertil kommer, at starten er brutal. De første 50 km er alle stigende, og da alle kender til udbrudshistorikken i Vueltaens bjerge, er der garanti for, at et hav af ryttere øjner chancen for at vinde fra et udbrud. Dermed er der lagt op til en vild og voldsom begyndelse, og med så svær en indledning burde der være garanti for, at udbruddet bliver både stort og stærkt. Forskellen er så små, at Sunweb formentlig vil være tvunget til at holde dem i snor for at forsvare trøjen. Spørgsmålet er bare, om de magter den opgave på en dag med mere end 3500 højdemeter og meget lidt fladt terræn.

Det er formentlig ikke tilfældet, og derfor skal de have hjælp. Jumbo er med tanke på enkeltstarten ikke i en position, hvor de skal i offensiven, og dermed peger pilen nok primært på Movistar og Astana. Movistar kører ofte meget defensivt i Vueltaen, hvor de overraskende sjældent tager initiativ, og spørgsmålet er, om Astana har lyst til at gå i offensiven allerede nu, specielt fordi Lopez ofte er rusten i starten af løbet.

Et alternativ kunne være EF, der på 2. etape tydeligt viste, at de er kommet til løbet for at køre cykelløb. Problemet er bare, at Rigoberto Uran i dag var i asfalten, og selvom han ikke slog sig nævneværdigt, er det måske alligevel optimistisk nok at kaste sig ud i en stor offensiv 24 timer efter et styrt. Fabio Aru og Esteban Chaves skal først finde ud af, hvor de står, Ineos er ude af billedet, og Bora skal næppe tage initiativ med deres outsidere.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Med andre ord hold udbruddet næsten med sikkerhed hjem, hvis ikke Sunweb får hjælp fra enten Astana, Movistar eller EF. Vi har skiftet mening så mange gange, at vi har meget svært ved at træffe en endelig beslutning, men vi er efter moden overvejelse nået frem til, at vi tror på et opgør mellem favoritterne. Det skyldes, at Sunweb automatisk vil sikre, at afstanden ikke vokser til 10 minutter, men holdes nede, og det burde få enten Astana eller Movistar til at lugte blod, specielt fordi de skal bruge bonussekunder inden enkeltstarten. Alene det pres, der vil blive lagt af et af de to hold på den ikke-kategoriserede stigning efter spurten samt på selve målbjerget, vil koste dyrt, og derfor er det formentlig kun meget stærke bjergryttere, som kan gøre arbejdet færdigt. Vi hælder derfor til en favoritsejr, men historien viser, at det sagtens kan ende med en udbrudssejr også.

I et favoritopgør peger vi på Primoz Roglic som vores favorit. Nok var han i asfalten under holdløbet, men modsat uheldige Steven Kruijswijk synes han ikke at have slået sig. Tværtimod efterlod han et meget overbevisende indtryk i søndags, hvor han uden problemer kørte op til George Bennett, Davide Formolo og Pierre Latour, da de var kørt væk - i øvrigt sammen med Alejandro Valverde, Miguel Angel Lopez, Nairo Quintana og Sergio Higuita - og han kørte som en motorcykel på det flade til sidst. Ikke mindst da han på de sidste 2 km lukkede op for posen og næsten ene mand kørte Quintana ind igen, viste han, at han er kommet knivskarp til Spanien, og han gav da også udtryk for stor tilfredshed med benene efter etapen.

Den primære grund til, at vi tror på Roglic, er dog hans historik. Som han viste i foråret, har han en fabelagtig evne til at træne sig i form, og faktisk var han nærmest som et monster, da han kom flyvende ned fra højderne og kørte sine første løb. Det mønster gentog sig, da han kørte Tour de Romandie efter endnu en pause, og der er derfor al mulig grund til at tro, at det slovenske monster er blevet genfødt. I Giroen så vi, at han kan være lidt begrænset i de højeste bjerge, men denne relativt korte, stejle stigning burde passe ham glimrende. Lægger man dertil, at han kan tillade sig at køre defensivt og er hurtig på stregen, tror vi, at Roglic cementerer sin favoritstatus ved at vinde etapen.

Normalt skal man aldrig pege på Miguel Angel Lopez i uge 1 af en grand tour. Colombianeren har nemlig for vane at være temmelig rusten i starten og først finde benene til den tredje uge. Noget tyder imidlertid på, at det forholder sig anderledes denne gang, for Lopez har efterladt et meget overbevisende indtryk. Først kørte han så stærkt sidst på holdløbet, at han måtte vente på sine holdkammerater, og på søndagens mur var han en af de fem ovennævnte, der viste sig som de stærkeste. Nok sov han i timen, da Roglic og co. kørte væk, men da han opdagede fejlen, holdt han med kun meget begrænset hjælp fra Formolo alligevel seks samarbejdende mand i snor.

Særligt sidstnævnte var så imponerende, at Lopez må formodes at være flyvende. Er han det, bliver han ikke let at slå på en stigning, der er lang nok til at passe ham, og som er stejl nok til at gøre forskelle. Målet i knap 2000 m højder passer ham også glimrende, og han er endda en glimrende afslutter på toppen af et bjerg. Derfor kan det meget vel være, at en formstærk Lopez fuldender en stor Astana-offensiv med at vinde.

I de senere år har Nairo Quintana måttet sande, at hans stjerne er dalet kraftigt. Noget kunne imidlertid tyde på, at mønsteret fra 2018 gentager sig. Her kom han nemlig også flyvende ind til Vueltaen, hvor han i de første to uger måske samlet set var bedste mand i bjergene, indtil han faldt sammen i den sidste tredjedel. Også denne gang virker han knivskarp, efter at han først sammen med Roglic, Lopez, Higuita og Valverde kørte væk på søndagens mur og siden var årvågen nok til to gange at angribe på flad vej. Med tanke på, at Quintana altid starter Vueltaen som lyn og torden, er der al mulig grund til at tro, at han vil være knivskarp på en stigning, der med sin stejlhed er svær nok til, at han kan tage den solosejr, som er nødvendig, hvis han skal vinde. Naturligvis betyder Quintanas enorme udsving i de senere år, at han sagtens kan ende med at falde helt igennem igen, men rammer han samme styrke, som han havde på Galibier i juli, vil Quintana meget vel kunne fortsætte en succesrig start med at køre sig til etapesejr og førertrøje.

Den rytter, der på 2. etape efterlod det måske mest positive indtryk, var Alejandro Valverde. Den spanske veteran var virkelig i hopla med sine mange angreb, og særligt hans forcering henover toppen, hvor han lignede en motionist på søndagstur, virkede overlegen. I forvejen ved vi, at Valverde altid er knivskarp i Vueltaen, som han også var det sidste år, hvor han trods en meget svær Tour kørte så stærkt i Spanien, at han efter 18 etaper stadig lignede en meget sandsynlig vinder.

Spørgsmålet er bare, om stigningen her ikke er lidt for lang og jævn. De stejle procenter passer Valverde, men som vi så under sidste års Vuelta, hvor han fløj op ad murene, har han det svært på de længere bjerge. Javalambre er lidt et mellemtilfælde med sine 8 svære kilometer, og det er derfor ikke en uoverstigelig udfordring for verdensmesteren, der som bekendt var bedste mand på Balcon de Bizkaia sidste år, som på visse stræk kan sammenlignes med denne. Samtidig så vi i Touren lidt af en renæssance af Valverde som bjergrytter, ikke mindst på 20. etape. Denne stigning passer ham langt bedre end Val Thorens, og derfor er det bestemt ikke umuligt, at Valverde tager endnu en Vuelta-etapesejr med tanke på den overlegne kørsel, han leverede i forgårs.

Den sidste af de fem, som kørte væk på Puig Llorenca, var Sergio Higuita. Meldingen fra EF var ellers, at vidunderbarnet skulle tage den med ro undervejs, men det er der nu ikke meget, som tyder på. Tværtimod har han været så ærgerrig, at han endda er kørt efter bonussekunder, og det tyder på, at han måske alligevel vil holde sig til så længe som muligt. I søndags viste han i hvert fald, at han klatrer godt nok til at matche de bedste, som han i øvrigt har gjort i alle de løb, han har kørt i år, først hos Euskadi og hos EF i både Tour of California og Tour de Pologne. I Californien var han flyvende på Mount Baldy, der på mange måder kan minde lidt om Javalambre, og han har dermed vist, at han kan klare længere stigninger og - naturligvis - højder. Lægger man dertil, at han er så hurtig, at han sågar kan true Valverde i en spurt, og at han er en underdog, som måske kan snige sig væk, skal man bestemt ikke udelukke endnu en sensationel bedrift af det colombianske supertalent, der heldigvis ikke rigtigt ramte asfalten i dagens styrt.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Et andet supertalent er Tadej Pogacar. Sloveneren har været lidt svingende i sin første sæson, men på sine store dage har han været i stand til at matche verdens bedste. Han slog Higuita, Richie Porte, Rigoberto Uran og George Bennett i Californien, og han klatrede med de allerbedste i Baskerlandet. I søndags kom han ikke med de fem bedste, men han lignede stadig en af de bedre på den sidste stigning. Noget tyder på, at han ikke har en af sine dårlige perioder, men at han er toptændt og helt klar. Også han er en underdog, der har frihed, og med sin hæderlige spurt kan han også tage kampen op på stregen.

Hans kaptajn, Fabio Aru, er også et glimrende bud. Forud for løbet var der stor usikkerhed om, hvorvidt arterieoperationen havde løst hans problemer, men noget tyder på, at missionen er lykkedes. I hvert fald var det ganske imponerende at se ham køre alene op til de undslupne i finalen på 2. etapen, og han kunn da også efterfølgende erklære sig svært tilfreds med resultatet, der gav ham masser af selvtillid. Aru er en gigantisk joker, for vi ved alle, hvor god ”den rigtige Aru” er, især på en stigning, der som denne burde passe ham glimrende. Den minder i hvert fald meget om La Planche des Belles Filles, hvor han før har givet Chris Froome bøllebank på første bjergetape i Touren. Hvis han vitterligt er tilbage, kan han måske atter vinde den første bjergetape i en grand tour.

En anden rytter, som efterlod et meget positivt indtryk i søndags, var Wilco Kelderman. Det var således hollænderen, der fik lukket hullet, da bedste fem var kørt væk, og for en mand, der foretrækker at holde sig eget tempo på stigningerne frem for at gå med i rykkene, var det en ganske lovende præstation. Kelderman har haft nogle styrtplagede år, men vi skal ikke glemme, at det bare er to år siden, at han blev nr. 4 i Vueltaen. Dengang var han en af de allerbedste i bjergene i den anden uge, og kan han nærme sig det niveau igen, kan han blive farlig, ikke mindst fordi også han er en underdog, som næppe vil være alt for overvåget i favoritternes interne magtspil.

Sammen med Aru, er Esteban Chaves den store joker. Alle ved, hvor god ”den rigtige Chaves” er, men alle ved også, at han ikke har eksisteret siden begyndelsen af Vueltaen i 2017. Foreløbig har han ikke vist, at han er sig selv igen efter kyssesygen, men han efterlod nu et ganske hæderligt indtryk i søndags, selvom han ikke gik med de bedste. Forud for løbet gik der rygter om, at han angiveligt var i superform, og det nægtede han at afkræfte på pressemødet før løbet. Viser hans tal sig at være lige så gode som i gamle dage, er han naturligvis i stand til at vinde på en stejl stigning, der burde passe ham glimrende. Søndagens etape gav ikke indtryk af, at han var blandt de allerbedste, men vi lader os gerne overraske af Den Smilende Dræber, der ikke uden grund har ”arvet” Ivan Bassos kælenavn.

I søndags var Davide Formolo en af de mest overbevisende. Sammen med George Bennett og Valverde syntes han at være med i alt, hvad der rørte sig, og det tyder på, at han er kommet til løbet i fremragende form. I forvejen har Formolo i år nået nye højder med sin 2. plads i Liege og sine skræmmende soloridt i Catalonien og ved de italienske mesterskaber. Desværre viste Giroen også, at han stadig er begrænset på lange stigninger, og at han over tre uger er yderst ustabil. Derfor kan man frygte dels, at den sidste stigning er for svær, dels at han har en af sine berømte dårlige dage. Denne gang er der dog kun tale om 8 km reel stigning, og med de ben, han havde i søndags, burde det være noget, han kan klare.

En anden rytter, der i søndags var meget overbevisende, var George Bennett. Newzealænderen var med i det meste på stigningerne og synes at have fundet det tårnhøje topniveau, han ellers har svær ved at finde til grand tours. Problemet er selvfølgelig, at han er på hold med Roglic, men det kan faktisk vise sig at være en fordel. Vi forventer nemlig, at det er Astana og Movistar, der vil lægge tryk på, og Bennett skal derfor i første omgang formentlig ikke brændes af. Tværtimod så vi i søndags, at holdet var ganske villige til at bruge ham offensivt og ikke defensivt. Gør de det igen, synes Bennett at være skarp nok til også at kunne vinde etapen.

Det var lidt svært at blive klog på Rafal Majka forleden. Polakken så ikke knivskarp ud, hverken på stigningen eller i den efterfølgende fase. Omvendt har han haft et 2019, der har bragt ham tilbage på sporet, og i Giroen så vi den bedste Majka, vi har set i mange år. Også i Polen så han ganske glimrende ud, og han bør således som minimum være med fremme. Skal han vinde, skal han snige sig væk i et taktisk spil, men noget sådant er også muligt på en etape, hvor mange favoritter vil have øjne på hinanden.

Mikel Nieve er her egentlig som hjælper for Chaves, men man skal ikke tage fejl af baskeren. Er han i form, klatrer han på verdensklasseniveau, og det gjorde han også på søndagens mur, som bestemt ikke passede til dieselmotoren Nieve. Han vil være langt mere komfortabel på en længere og mere regulær stigning, og faktisk burde en etape med 3600 højdemeter og en vanskelig finalestigning passe ganske ideelt til slidstærke Nieve. For ham gælder også, at han skal snige sig væk for at vinde, men han har den fordel, at ingen regner som nogen stor trussel på sigt.

Vi har ikke de store forventninger til Rigoberto Uran i et løb, hvor han må formodes at være mærket af en hård Tour, og hvor han tillige kommer som afslutning på to sæsoner, hvor han ikke har vist meget. Han så da bestemt heller ikke skræmmende ud i søndags, og bedre er det ikke blevet af, at han i dag røg i asfalten. Skal han vinde etapen, skal det formentlig ske via et taktisk spil, men det vil ligne Uran ufatteligt dårligt at forsøge sig med en offensiv på en finalestigning, hvor han plejer at være fint tilfreds med at følge med. Det vil han nok også være denne gang, og alene den opgave kan blive svær nok i sig selv.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Endelig vil vi pege på Pierre Latour. Franskmanden ser ud til at være kommet sig over sin lange skadespause og virkede virkelig i hopla i søndags, hvor han var meget offensiv på stigningen. Desværre har vi også set, at den relativt store Latour har det svært i de høje bjerge, især når det bliver stejlt, og den vanskelige Javalambre synes ikke just skabt til en stor præstation af Latour. Formen synes så god, at han sikkert vil gøre det bedre end normalt, men vi har lidt svært ved at se ham vinde etapen.

Blandt de øvrige virkede også Ion Izagirre stærk i søndags, men nu hvor han har mistet tid, må han formodes at være reduceret til en hjælperrolle. Det samme gør Hugh Carthy og Daniel Martinez, og Victor de la Parte er trods god form ikke i stand til at vinde. Stigningen er for svær for Alex Aranburu, og David de la Cruz har ikke vist tilstrækkeligt til at give det store håb. Wout Poels og Tao Geoghegan Hart ventes at tage den med ro, hvis de misser udbruddet. Endelig virker Nicolas Roche egentlig til at være blandt de allerbedste, men han er trods alt ikke god nok til at vinde i en situation, hvor han næppe får lov at køre væk, og hvor stigningen trods alt nok er lidt for svær til Roche 2.0.

Som sagt er der ganske gode chance for, at et udbrud kan holde hjem og endda løbe med førertrøjen. I den sammenhæng er vores bedste bud Dylan Teuns, der virkede ganske stærk, da han forsøgte at gå med favoritterne forleden, og som i Touren vandt på La Planche des Belles Filles, som minder om denne stigning. Også Jesus Herrada virker formstærk, men vil måske finde stigningen en anelse stejl. Tao Geoghegan Hart kan blive livsfarlig, hvis han stadig har Polen-formen, og søndag bare var en dårlig dag, og stigningen passer helt perfekt til Wout Poels, hvis den svingende hollænder blot skulle bruge et par dage til at komme i gang igen. Vi håber meget, at EF vil spille særligt den yderst velkørende Hugh Carthy ud, mens etapen nok kommer for tidligt til Daniel Martinez. Nicolas Edet så knivskarp ud i Polen og kunne passende som vores favorit til bjergtrøjen indlede jagten på prikkerne for anden gang i karrieren ved at vinde denne etape. Det kunne også være herligt, hvis Mark Padun, der er ret offensiv, havde modet til at satse, selvom at det er hans første grand tour, og at også James Knox vil gøre forsøget. Fra et udbrud vil Alex Aranburu med sin gode form måske også kunne gøre det færdigt, og Oscar Rodriguez og Amaunel Ghebreigzabhier kunne med deres gode form fra Burgos være ganske interessante. Hvis han er kommet sig efter styrtet i Giroen, vil Daniel Navarro også have en fin chance. Gianluca Brambilla er også et bud, men vil nok finde stigningen lige svær nok. Endelig kan man håbe, at Niklas Eg og Jesper Hansen kan komme afsted, men sammensætningen skal være rigtig, hvis de skal have en chance.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Miguel Angel Lopez, Nairo Quintana

Outsidere: Alejandro Valverde, Sergio Higuita, Tadej Pogacar, Fabio Aru, Wilco Kelderman

Jokers: Esteban Chaves, Davide Formolo, George Bennett, Rafal Majka, Mike Nieve, Rigoberto Uran, Pierre Latour

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Dylan Teuns, Hugh Carthy, Tao Geoghegan Hart, Wout Poels, Oscar Rodriguez, Jesus Herrada, Nicolas Edet, Mark Padun, James Knox, Alex Aranburu

Tour du Poitou-Charentes

Som lovet bringer vi hver dag nederst i Vuelta-optakterne et bud på den kommende dags vinder i Poitou-Charentes. Her ligner også 2. etape en massespurt i en kringlet finale - perfekt for Christophe Laporte, der igen er vores bud. Det er også en god afslutning for Davide Cimolai, der i dag blev sat tilbage af et styrt. Matteo Maluecelli bekræftede sit potentiale i dag, og Pierre Barbier er også god i tekniske finale. Lorrenzo Manzin og Thomas Boudat er blandt de hurtigste, men kan få det svært i positionskampen.

Feltet.dks vinderbud: Christophe Laporte

Øvrige vinderkandidater: Davide Cimolai, Matteo Malucelli

Outsidere: Pierre Barbier, Lorrenzo Manzin, Thomas Boudat, Bram Welten, Emils Liepins

Jokers: Boris Vallee, Rudy Barbier, Marco Benfatto, Ziga Jerman, Andrea Guardini, Andrea Pasqualon