Optakt: 5. etape af Vuelta a San Juan

Ruten

Efter en velfortjent hviledag og en onsdag, hvor man fik testet klatrebenene lidt undervejs, er det tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Vuelta a San Juan, når det går løs på årets kongeetape, der også er den eneste bjergetape. Som i 2017, 2018 og 2019 er der mål på toppen af Alto Colorado i 2565 m højde, og der er tale om en næsten tro kopi af den etape, der i de seneste år er blevet vundet af Winner Anacona, den ikke helt rene Gonzalo Najar og Rui Costa. Stigningen er imidlertid langt mere skræmmende på profilen end i virkeligheden, og selvom det er klatrernes eneste chance for at gøre en forskel, skal man ikke forvente den helt store udskilning på den sidste klassementsetape i årets løb.

Etapen er med sine 169,5 km en af de længste i løbet og bringer feltet fra starten i San Martin til toppen af Alto Colorado. Startbyen ligger øst for San Juan, og her lægger man ud med at køre en omgang på en flad rundstrækning. Herfra kører man mod nord igennem fladlandet frem til den første spurt, der kommer efter 30,7 km lidt nord for regionens største by. Derefter kører man videre mod vest igennem fladlandet, inden etapen ændrer karakter, når man langsomt begynder at klatre på kategori 3-stigningen Alto de Villicum (17,8 km, 2,3%), der fører mod nordvest og nord, inden toppen rundes efter 63,4 km. Herefter venter ingen nedkørsel, men derimod et længere fladt stykke, der atter går mod nord og fører frem til den sidste indlagte spurt efter 87,8 km.

Etapens hårde del indledes umiddelbart herefter, når man igennem let stigende terræn kører mod nordvest frem til bunden af en lang stigning, der officielt er inddelt i to kategori 2-stigninger, Banos de Talacasto (7,3 km, 3,0%) med top efter 107,1 km og Alto de la Crucelita (10,7 km, 2,3%) med top efter 121,8 km. Samlet set stiger det over 33,6 km med 2,4% i gennemsnit, og der er tale om en meget let stigning, hvor stigningsprocenten ligger på 1-3 stort set hele vejen.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Heller ikke efter denne stigning er der en nedkørsel. I stedet går det mod nordvest og nord ad et fladt og meget åbent plateau, der leder frem til bunden af den afsluttende kategori 1-stigning Alto Colorado, som bestiges fra sydøst. Her er der tale om en 18,8 km lang opkørsel, hvis stigningsprocent er blot 4,4, og den bliver aldrig for alvor stejl. På den nedre halvdel ligger stigningsprocenten næsten konstant på 3-4, inden den over de sidste knap 8 km stiger til 5-6. Den vanskeligste passage er 1 km med 7,2% i gennemsnit, inden det stiger med 3,9% over de sidste 800 m. Finalen er teknisk ukompliceret med to bløde kurver på de sidste 3 km.

Etapen byder på i alt 2828 højdemeter.

De seneste udgaver af etapen kan give en ide om, hvad vi skal forvente. I 2017 viste det sig ikke uventet, at det var svært at gør en forskel, og selv en stor mand som Ramunas Navardauskas kunne sikre sig en 12. plads. Til slut endte hele otte mand inden for bare 21 sekunder af vindertiden, og det hele blev afgjort i en spurt mellem Rodolfo Torres og Rui Costa, der sejrede 3 sekunder foran den colombianske klatrer og 7 sekunder foran Daniel Escuela. Bauke Mollema gjorde et stort arbejde for at kontrollere løbet, og med en 5. plads 12 sekunder bag Costa sikrede han sig reelt sejren. I 2018 viste den desværre ikke helt rene Gonzalo Najar sig at være i absolut særklasse, da han leverede et stort soloridt fra bund til top og sejrede med næsten 2 minutter ned til sine to nærmeste forfølgere. Efter hans positive dopingtest er det dog i dag i stedet Oscar Sevilla, der efter at have slået Rodolfo Torres i spurten står opført som etapevinder. Sidste år blev det hele en taktisk affære, hvor Winner Anacona udnyttede Movistars overtal til at køre tidligt væk fra et svækket Deceuninck-hold, og han kunne til slut slå Cesar Paredes og Christhian Montoya i en tremandsspurt. En relativt stor favoritgruppe splittedes først i selve spurten, hvor forskellene alene var få sekunder.

Vejret

Efter nogle ustabile dage og endda en halvkølig onsdag er der lagt op til bageovn for resten af løbet. Fredag byder på bagende sol fra en skyfri himmel, og temperaturen nede i San Juan vil nå helt op på 36 grader. Vind vil der heller ikke være meget af med blot en let vind fra nordøst. Det giver en kombination af sidemod- og sidevind hele dagen, primært med sidemodvind på de første stigninger. På Alto Colorado vil der være sidevind det meste af vejen, men på de sidste kilometer drejer man mere over i sidemodvind.

Favoritterne

Som ventet kunne sprinterne heller ikke i år snydes på den lange rejse til Villa San Agustin, men det betød ikke, at det var en udramatisk etape. Faktisk blev der for alvor kørt cykelløb i den indledende fase, hvor både Nelson Oliveira og Filippo Ganna undervejs satte Deceuninck under pres ved at gå i udbrud. Senere splittede Cofidis feltet på de sværeste stigninger, inden Guillaume Martin forcerede og rundede toppen som første mand. Remco Evenepoel lignede dog en mand med stort overskud og kunne problemfrit køre over som nr. 2 med Brandon McNulty i sit hjul, og herefter var der alt for langt til mål til, at en regruppering kunne undgås.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Selvom forceringen ikke gjorde nogen skade, og det i sidste ende var et næsten fuldt felt, der spurtede om sejren, gav det os en lidt bedre fornemmelse af, hvem der har fået klatrebenene skruet ordentlig på. Indtil nu er vi nemlig temmelig meget på bar bund i et løb, hvor vores eneste referenceramme er en enkeltstart, der ingenlunde kan sammenlignes med fredagens kongeetape. I januar måned er formniveauet et åbent spørgsmål, og derfor ser man stort set altid store overraskelser i de argentinske bjerge, hvor selv relativt klatresvage folk pludselig kan være med i front i de høje bjerge.

Det skyldes ikke mindst etapens karakter. Colorado er et langt og højt bjerg, men svært er det slet ikke. Det er først med 3 km igen, at det bliver en anelse stejlt, og derfor er det en stigning også ret tunge folk kan komme fint opad alene ved at sidde på hjul. Særligt hvis der er modvind, kan det være meget svært at gøre forskelle, og her er det først og fremmest den iltfattige luft, der kan skabe udskilning bagfra, mere end det er offensiv kørsel i front, som skaber forskelle.

Et så let bjerg er ofte også ganske taktisk. Det så vi sidste år, hvor Julian Alaphilippe og Remco Evenepoel hurtigt var isolerede i forsøget på at forsvare franskmandens føring. Evenepoel havde fået til opgave at forhindre løjtnanterne i at gå i angreb, men begik en gigantisk brøler ved at lade Winner Anacona køre væk. Herefter blev den unge belgier sendt til fronten, men da var det allerede for sent. Dengang var Evenepoel nemlig endnu ikke god nok til at køre Anacona ind igen, og på en dag med modvind kunne Alaphilippe ikke selv stille meget op. Forskelle kunne han nemlig ikke gøre på den lette stigning, og hvis han satte sig frem for at føre, ville han blive alt for sårbar over for nye angreb på et bjerg, hvor der i modvind er alt for let at sidde på hjul, og hvor man derfor bliver meget sårbar, hvis man selv skal føre.

Det er også taktikken, der skal give rivalerne håb. Evenepoel er der næppe nogen, der sætter på ren råstyrke, men efter tabet af Alaphilippe er Deceuninck nede på fem mand. Heldigvis kan de så glæde sig over, at de modsat sidste år faktisk har flere klatrestærke folk med. Zdenek Stybar og Pieter Serry kan i hvert komme relativt langt op ad bjerget - særligt Serry, der virker meget velkørende - og hvis først Evenepoel kan vente til de sidste kilometer med at skulle træde i karakter, bør han ikke få problemer.

Som sagt spiller vindretningen en afgørende rolle på Colorado. For et par dage siden var der udsigt til modvind, men nu bliver det i stedet en kombination af sidemod- og sidevind. Det er for så vidt dårligt nyt for alle, der vil gøre forskelle, men det er også dårligt nyt for Evenepol, der bliver mere sårbar, hvis han selv skal frem for at føre. I medvind ville han langt lettere kunne køre de andre ud af hjulet, men nu skal han også bruge hovedet.

En anden faktor er sidevinden på de åbne plateauer mellem stigningerne. Her er feltet splittet de seneste to år, men det er er tvivlsomt, om det sker i år. De farlige stykker kommer lige efter den sidste spurt og lige efter den næstsidste bjergspurt, hvor der er nogle sidevindstykker, men derefter får man atter sidemodvind. På en dag, hvor vinden vil være ganske svag, er det næppe betingelser, der gør det farligt.

I teorien burde et udbrud have en hæderlig chance, for Evenepoel kørte så stærkt på enkeltstarten, at mange ryttere ikke er den store trussel. Derfor er der lagt op til endnu en meget aggressiv start, og vi kan sagtens ende med at få et stort udbrud med deltagelse af også flere af de professionelle hold. Sidste år så vi, at nogle af rytterne fra udbruddet endte som nr. 2 og 3 på etapen efter at være blevet hentet af Anacona, og det viser, at udbrydere kan komme langt.

Alligevel tvivler jeg på, at det vil lykkes. Deceuninck er nok fint tilfredse med at kontrollere de værste rivaler, men mod ikke særligt Guillaume Martin gerne vil vinde. Vi så et meget aktivt Cofidis på 4. etape, og det tyder på, at franskmanden føler sig velkørende. Også Oscar Sevilla har helt sikkert blikket rettet på etapesejren, og hans Medellin-hold er slet ikke ringe. Lægger man dertil, at Movistar næsten også skal gå efter sejren på en af de få dage, hvor de har lidt at byde ind med, burde der være flere hold til at føre undervejs, og derfor tror jeg, at favoritterne skal slås om det. Et udbrud kan dog ikke helt udelukkes.

Ligesom på enkeltstarten vil jeg pege på Remco Evenepoel som favorit, men denne gang bliver det langt mere kompliceret. Vidunderbarnet var i særklasse på tidskørslen, hvor han vandt med en uhørt stor margin, og der er vel næppe nogen tvivl om, at han er stærkeste mand. Han oser da også af selvtillid og virkede som nævnt i totalt overskud i forbindelse med Martins angreb onsdag, og han bliver derfor overordentligt svær at ryste på Colorado.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Alligevel er han sårbar. Isoleres han tidligt, bliver hovedopgaven at kontrollere de vigtigste rivaler, og så kan han blive tvunget til at lade andre køre. Alaphilippe kan i hvert fald skrive under på, at stærkeste mand ikke altid vinder på den lette stigning, og modvinden gør det ikke nemmere for Evenepoel. Heldigvis for ham er holdet stærkere, feltet svagere og modvinden knap så voldsom. Kan Serry holde ud i et fornuftigt tidsrum, så Evenepoel kan vente længe med at åbne for gassen, tror jeg ikke, at der er nogen, der kan holde hjul på det belgiske fænomen. Der er lidt usikkerhed om, hvordan han håndterer højderne, ligesom han indtil nu har manglet lidt i de høje bjerge, men han virker allerede nu til at have taget endnu et skridt siden sidste efterår. Efter magtdemonstrationen tirsdag virker han så suveræn, at han sikkert vinde igen.

Den rytter, der hidtil har efterladt det næstmest positive indtryk, er Brandon McNulty. Amerikaneren kørte enkeltstarten på et tidspunkt, hvor det allerede var blæst op, og alligevel var han med helt i front. På 4. etape sad han limet til Evenepoel på stigningerne, inden han til slut tog en gigantføring for Gaviria, hvor han ene mand satte farten i et par kilometer i den absolutte finale frem mod den røde flamme. Han er vant til højderne fra de amerikanske løb, og han viste med den samlede sejr på Sicilien, at han klatrer godt i de høje bjerge. Udfordringen er, at han er en trussel mod Evenepoel, der næppe giver ham meget luft, men bliver belgieren tvunget til at svare på mange angreb, ligner McNulty den næststærkeste og dermed manden, der måske kan køre væk fra fænomenet.

En anden rytter, der virkelig imponerede på enkeltstarten, var Oscar Sevilla, som Evenepoel selv regner som rival nr. 1. Veteranen viste, at han ikke er blevet meget ringere siden sidste år, og hans placeringer som nr. 4, 1 (efter Najars diskvalifikation) og 5 viser, at han altid er med fremme på Colorado. Som bosiddende i Colombia er han vant til højderne, og modsat Evenepoel og McNulty har han også en hæderlig spurt, hvilket er vigtigt på en let stigning som denne. Som Evenepoels værste rival er det måske svært at se ham køre alene hjem, men i en spurt mellem de bedste på toppen ligner en formstærk Sevilla en mand, der vil have en glimrende chance.

Som ventet tabte Guillaume Martin en bondegård på enkeltstarten, og derfor er hans eneste reelle mål nu at vinde denne etape. Han testede med sit angreb på 4. etape, og her virkede han ganske stærk. Sidste år kørte han også stærkt på Mallorca, og han har altså tradition for at være i form fra start. Modsat McNulty og Sevilla er han ikke vant til højderne, men han klarede dem fint i sidste års Tour. Stigningen er desværre lidt for let for den lille Martin, men han har to esser i ærmet. Dels har han punch til en spurt, hvor han sagtens kan vinde, dels betyder hans tidstab, at han har mere frihed end mange andre. Dermed kan han vinde etapen på to måder, og det gør ham til en solid vinderkandidat. Han bakkes op af Fernando Barcelo og Luis Angel Mate, der begge i dette felt kan gøre det godt - særligt Barcelo har potentiale til gøre det fremragende - men de kan meget vel blive brugt til at lægge pres på, da Martin skal bruge et hårdt løb.

Den måske største overraskelse på enkeltstarten var Matteo Fabbro. Den ranglede italiener er ellers ingenlunde nogen tempomaskine, og det tyder på, at han er kommet til Argentina i god form. Han gik ellers lidt i stå hos Katusha, men som U23-rytter var han en lovende klatrer. De fleste tager et skridt frem ved at skifte til Bora, og noget tyder på, at Fabbro lever op til den tradition. Han ligger lidt for tæt på i klassementet til at få meget frihed, men han er omvendt ikke Evenepoels værste rival. Det kan formstærke Fabbro formentlig udnytte konstruktivt, især hvis han i finalen kan få hjælp af en ganske velkørende Pawel Poljanski .

Lokale Eduardo Sepulveda kørte en ganske hæderlig enkeltstart efter sin nye standard, og det tyder på, at han igen i år er i form til sit hjemmebaneløb. Han er slet ikke så stærk som i gamle dage, men han oplevede en lille renæssance i Østrig sidste år, hvor han var med helt i front i bjergene. Han er så svingende, at der ingen garantier er, men på hjemmebanen er han heldigvis mere stabil end ellers. Han bør som Movistars bedste kort i hvert fald være med helt fremme. Til gengæld handler det for Nelson Oliveira nok om at begrænse tabet, selvom han helt sikkert vil gøre det glimrende, og etapesejren er nok ikke en option. Der er det heller ikke for humlebien Carlos Betancur, der stadig er ca. 2 måneder fra det tidspunkt, han plejer at vise lidt form.

Israel Start-Up Nation har haft et fremragende løb, og nu er det tid for Patrick Schelling at tage over fra sprinterne. Han kørte ikke verdens bedste enkeltstart, men det er heller ikke hans specialitet. Til gengæld viste han sidste år, særligt med 11. pladsen i Tour de Suisse, at han er en glimrende klatrer, og i det schweiziske løb begik han sig også i højderne. Formen er stadig temmelig usikker, men ser man alene på rytternes evner i bjergene, bør han være med fremme.

Rallys mange klatrere har ikke for vane at være i form fra sæsonstart, og derfor overraskede de positivt på enkeltstarten. Holdets to tempospecialister, Gavin Mannion og Rob Britton, var begge med helt fremme, og de har i de amerikanske løb vist, at de mestrer kunsten at klatre med de bedste på dette niveau. Højderne har de heller ikke problemer med, da Mannion har vundet Colorado Classic, og Britton har sejret i Tour of Utah, og den regulære stigning passer dem. Alligevel er det nok lidt for tidligt til, at man for alvor kan tro på sejren. Holdet har også klatreren Kyle Murphy, der kørte en fornuftig enkeltstart efter egen standard, samt den tidligere EF-rytter Nate Brown, der skuffede på tidskørslen, men stadig er en fornuftig klatrer.

En joker naturligvis Ricardo E                          scuela, der endte som nr. 3 på denne etape i 2017, og som i 2018 lagde forrygende ud, indtil han styrtede ud af løbet. Sidste år var den 36-årige argentiner imidlertid slet ikke på samme niveau, og da han ikke har kørt UCI-løb siden dengang, er det svært ikke at frygte, at alderen er ved at indhente ham. Hans enkeltstart er svær at vurdere, da det ikke er en kunst, han mestrer, men han er helt sikkert en rytter med potentiale til at være med i front, hvis han finder benene fra tidligere.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Androni har et meget spændende hold med hele fire klatrere. Størst forventninger har jeg måske til Mattia Bais, der har virket ganske stærk i sin kamp for bjergpoint de seneste dage, men han kan meget vel ende med at gå i tidligt udbrud, netop fordi han jagter bjergtrøjen. Miguel Edoardo Florez vil helt sikkert gøre det hæderligt, men han mangler at vise, at han kan være med helt i front. Simon Pellaud virker velkørende, men er måske lidt for begrænset på så lang en stigning. Mest lovende er Simone Ravanelli, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt han har formen, da han formmæssigt kan være uhyre svingende.

Blandt de sydamerikanske ryttere er det værd at holde øje med Omar Mendoza, der kørte i top 10 for to år siden. Han synes ikke helt at være lige så stærk længere, men hans enkeltstart var lovende. Det var den bestemt også for holdkammeraten Diego Camargo, der ligeledes bør være med fremme. Veteranenrne Daniel Diaz og Laureano Rosas skal sikkert gøre det fint, men de har nok ikke længere niveauet til at være med helt i front. Og så skal det naturligvis blive uhyre interessant at se, om Jose Rujano kun har sine store drømme i munden, men der er nu ikke meget, der tyder på, at han kan være med helt i front efter et 2019, hvor han ikke imponerede i sine tre UCI-løb.

Filippo Ganna skal naturligvis også nævnes, for han forsvarede sig overraskende godt i 2018. Det kan han sikkert gøre igen, men sejren er næppe et tema for den store italiener. Atum-mandskabet har klatreren Federico Figueiredo og Alejandro Marque, der dog begge formentlig er for formsvage, men også Alexander Grigoryev, der dog skuffede fælt på enkeltstarten. Andrea Garosio kan gøre det hæderligt, og det samme kan Unai Cuadrado, mens Filippo Zaccanti til gengæld virker formsvag.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Brandon McNulty, Oscar Sevilla

Outsidere: Guillaume Martin, Matteo Fabbro, Eduardo Sepulveda, Patrick Schelling, Rob Britton

Jokers: Gavin Mannion, Kyle Murphy, Ricardo Escuela, Mattia Bais, Miguel Edoardo Florez, Simone Ravanelli, Omar Mendoza

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Winner Anaconas sejr fra 2019, Gonzalo Najars soloridt fra 2018 og Rui Costas sejr fra 2017.