Optakt: 5. etape af Vuelta a San Juan

STREAM CHALLENGE MALLORCA OG VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Efter en velfortjent hviledag og en onsdag, hvor man fik testet klatrebenene lidt undervejs, er det tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Vuelta a San Juan, når det går løs på årets kongeetape, der også er den eneste rigtige bjergetape. Som i de foregående fire udgaver er der mål på toppen af Alto Colorado i 2565 m højde, og der er tale om en næsten tro kopi af den etape, der i de seneste år er blevet vundet af Miguel Edoardo Florez, Winner Anacona, den ikke helt rene Gonzalo Najar og Rui Costa. Stigningen er imidlertid langt mere skræmmende på profilen end i virkeligheden, og selvom det er klatrernes eneste chance for at gøre en forskel, skal man ikke forvente den helt store udskilning på den eneste rigtige klassementsetape i årets løb, hvor vinden til gengæld lurer som en farlig joker, som den gjorde det ved seneste besøg i 2020.

Etapen byder på i alt 173,7 km og bringer feltet fra starten i Chimbas til toppen af Alto Colorado. Startbyen er en nordlig forstad til San Juan, hvorfra man lægger ud med at køre mod sydvest og syd ned mod storbyens centrum. Inden man når så langt, drejer man dog væk for at køre ad en lige og let stigende vej mod vest, inden det går mod sydvest ned til det sydligste punkt. Her vender man rundt for at køre mod nordøst og nord ad let faldende veje, inden man følger samme vej som tidligere, denne gang i den modsatte retning mod øst, igennem let faldende terræn tilbage mod San Juan. Her drejer man mod nord for at køre frem til dagens første spurt, som er placeret efter 41,1 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter spurten går turen mod bjergene, og herfra er der tale om præcis den etape, vi kender fra de seneste fire udgaver. Således er det først fladt, mens man kører mod nord og nordvest, inden man langsomt begynder at klatre på kategori 3-stigningen Alto de Villicum (13,4 km, 2,7%), der fører mod nordvest og nord og er helt jævn og let, inden toppen rundes efter 66,5 km. Herefter venter ingen nedkørsel, men derimod et længere fladt stykke, der atter går mod nord og fører frem til den sidste indlagte spurt, der er placeret efter 91,9 km.

Etapens hårde del indledes umiddelbart herefter, når man igennem let stigende terræn kører mod nordvest frem til bunden af en lang stigning, der officielt er inddelt i to kategori 2-stigninger, Banos de Talacasto (5,3 km, 3,8%) med top efter 106,1 km og Alto de la Crucelita (18,1 km, 2,5%) med top efter 126,2 km. Samlet set stiger det over 33,6 km med 2,4% i gennemsnit, og der er tale om en meget let stigning, hvor stigningsprocenten ligger på 1-3 stort set hele vejen.

Heller ikke efter denne stigning er der en nedkørsel. I stedet går det mod nordvest og nord ad et fladt og meget åbent plateau, der leder frem til bunden af den afsluttende kategori 1-stigning Alto Colorado, som bestiges fra sydøst. Her er der tale om en 18,8 km lang opkørsel, hvis stigningsprocent blot er 4,4, og den bliver aldrig for alvor stejl. På den nedre halvdel ligger stigningsprocenten næsten konstant på 3-4, inden den over de sidste knap 8 km stiger til 5-6. Den vanskeligste passage er 1 km med 7,1% i gennemsnit, inden det stiger med 3,5% over de sidste 800 m. Finalen er teknisk ukompliceret med blot to bløde kurver på de sidste 3 km.

Etapen byder på i alt 2569 højdemeter.

De seneste udgaver af etapen kan give en ide om, hvad vi skal forvente. I 2017 viste det sig ikke uventet, at det var svært at gør en forskel, og selv en stor mand som Ramunas Navardauskas kunne sikre sig en 12. plads. Til slut endte hele otte mand inden for bare 21 sekunder af vindertiden, og det hele blev afgjort i en spurt mellem Rodolfo Torres og Rui Costa, der sejrede 3 sekunder foran den colombianske klatrer og 7 sekunder foran Daniel Escuela. Bauke Mollema gjorde et stort arbejde for at kontrollere løbet, og med en 5. plads 12 sekunder bag Costa sikrede han sig reelt sejren. I 2018 viste den desværre ikke helt rene Gonzalo Najar sig at være i absolut særklasse, da han leverede et stort soloridt fra bund til top og sejrede med næsten 2 minutter ned til sine to nærmeste forfølgere. Efter hans positive dopingtest er det dog i dag i stedet Oscar Sevilla, der efter at have slået Rodolfo Torres i spurten, står opført som etapevinder. I 2019 blev det hele en taktisk affære, hvor Winner Anacona udnyttede Movistars overtal til at køre tidligt væk fra et svækket Deceuninck-hold, og han kunne til slut slå Cesar Paredes og Christhian Montoya i en tremandsspurt. En relativt stor favoritgruppe splittedes først i selve spurten, hvor forskellene alene var få sekunder. Ved seneste udgave i 2020 var den førende Remco Evenepoel i den grad på bagkant, da feltet splittede i sidevinden på plateauet, men med en jætteindsats kom han tilbage. Det hele endte som et gradvist udskilningsløb, inden seks mand spurtede til sidst, og Edoardo Miguel Florez sejrede med 2 sekunder ned til Oscar Sevilla og Brandon McNulty samt 4 sekunder ned til Guillaume Martin, Evenepoel og en overraskende stærk Filippo Ganna.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

STREAM CHALLENGE MALLORCA OG VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Efter nogle meget varme dage sker der noget markant med vejret. En front med regn rammer området natten til fredag, og det giver markant lavere temperaturer. Fredag vil der stadig kun være få skyer, men temperaturen nede i San Juan vil kun være beskedne 29 grader. Samtidig vil det være meget blæsende med en frisk til hård vind (25-26 km/t) fra syd. Efter den indledende rundstrækning i San Juan giver det skiftevis med- og sidemedvind hele dagen. Der er medvind på næstsidste stigning, hvorefter der er et stykke med sidemedvind og så igen med medvind, inden der vil være sidemedvind på stort set hele målbjerget, dog me med ren medvind de sidste par kilometer.

Favoritterne

Den første bjergetape fik alligevel skabt nogen udskilning, da Egan Bernal følte et behov for at teste nogle ben, der ikke for alvor er blevet testet siden Vueltaen i 2021, og selvom det naturligvis ikke førte til det store, var det - kombineret med Movistars og Totals ønske om et hårdt løb - nok til at sikre, at vi fik ganske megen udskilning. I klassementet var det dog kun enkelte bonussekunder, der kan ventes at spille en langsigtet rolle, og reelt er alt status quo, når rytterne torsdag holder en for et ugelangt løb sjælden hviledag.

Det vil ændre sig fredag, hvor vi endelig skal have løbet afgjort og brudt den lidt monotone stime af sprinteretaper med kongeetapen til Alto Colorado. Hvor Tour de San Luis udpræget var et løb for klatrerne, forholder det sig imidlertid anderledes med Vuelta a San Juan. Ganske vist er det en stor bjergetape, men Alto Colorado er slet ikke sammenlignelig med de stigninger, vi kender fra naboregionen. Her nåede stigningsprocenterne af og til over de 20, mens udfordringen i San Juan er en lang, moderat stigning, der kun stiger med 4,4% i gennemsnit. Det er således meget sigende, at Filippo Ganna, der bestemt ikke er kendt som en klatrer, i 2018 endte som nr. 6 og endda toppede det med en 2. plads i 2020, hvor han sad med de allerbedste hele vejen til toppen af stigningen, og at den ligeledes relativt store Tiesj Benoot endte endnu længere fremme som nr. 4, inden han var blevet så god til at klatre, som han i dag er.

Det betyder ikke, at etapen ikke bliver udfordrende. Hvis samme etape kom midt i den europæiske højsæson, ville stigningen næppe skabe den store udskilning, og en gruppe på 10-15 ryttere ville med stor sandsynlighed skulle spurte om sejren. Nu kommer den imidlertid på et tidspunkt, hvor stjernerne er langt fra topformen, og da niveauet i feltet samtidig er meget spredt, kan der forventes større forskelle. Tillige er det værd at bemærke, at etapen afsluttes i højderne, og det vil utvivlsomt spille en stor rolle samt gøre etapen langt mere selektiv, som også varmen normalt kan gøre det, men sidstnævnte forsvinder helt efter en frontpassage natten til fredag, hvilket vil give helt kølige temperaturer når de kommer op i bjergene.

I første omgang kan der ikke være tvivl om, at favoritterne skal køre om sejren. Vi vil helt sikkert igen se stor kamp om at ramme udbruddet, som vi har set de foregående dage, men når det er kørt, vil jeg forvente, at Soudal, Ineos, Bora og Movistar alle bidrager til arbejdet. Nu har klatrerne ventet i næsten en uge på denne etape, og den lader de naturligvis ikke gå til spilde. Udbruddet bør derfor ikke have en chance.

Alle er helt bevidste om, at dette ikke er noget Monte Zoncolan, og derfor vil jeg tro, at særligt Ineos, men også Soudal har en interesse i at gøre løbet så hårdt som muligt. Jeg vil derfor forvente, at de to hold vil begynde at lægge et pres allerede på de første stigninger, og da der venter en hel dag med uafbrudt medvind, vil vi formentlig se en relativt stor udskilning tidligt. Stigningerne er dog bløde, og for favoritterne giver det kun mening at vente til sidste stigning.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Den første trussel er det sidevindsstykke, der kommer umiddelbart efter toppen af næstsidste stigning. Her blev Remco Evenepoel fanget, da han sov i timen for tre år siden, men det ved alle nu. Fredagen bliver ganske blæsende, og chancen for sidevindskørsel i denne fase derfor ganske stor. Jeg vil tro, at det er noget, både Soudal og ikke mindst Ineos, der vil sidde med formentlig fire mand, vil forsøge at udnytte. Alle har dog lært lektien nu, og da der er meget få store hold i dette løb, tvivler jeg på, at nøglerytterne lader sig fange denne gang. Vi kan sagtens få varig splittelse, hvis en eller flere vigtige favoritter bliver sat af, men det er nok kun Miguel Angel Lopez, der for alvor kan virke lidt sårbar. Hvis alle favoritterne sidder med, vil den formentlig få i stå igen, fordi holdene er små, og der skal gemmes hjælpere til at gøre det hårdt på Colorado.

Her vil jeg forvente, at Ineos og Soudal med hhv. Filippo Ganna og Brandon Rivera samt Jan Hirt og Pieter Serry lægger pres fra bunden, hvor procenterne er ret bløde. Vi så i 2019, at det hele blev meget taktisk, fordi den førende Julian Alaphilippes hold trods tilstedeværelsen af debutanten Evenepoel ikke kunne kontrollere etapen, og det kan det blive igen. Særligt Ineos har et overtal med to klatrere, og det vil de gerne udnytte. Med Hirt ved sin side bør Soudal dog være for stærke til, at vi kan se så tidlig en åbning som dengang, og mit gæt vil være, at vi skal frem til de sidste 8 km, hvor stigningen endelig bliver en smule stejlere, inden vi ser de første angreb fra briterne. Det kan også være Evenepoel selv, der åbner ballet, for hvis han er ved at blive isoleret, fordi han har brugt Hirt op, handler det om for ham at reducerede antaller af konkurrenter og ikke blive alt for sårbar.

Ineos vil glæde sig over udsigten til medvind på Alto Colorado. I modvind er det praktisk talt umuligt at gøre forskelle, men nu er der en chance. Vi vil stadig tale om ganske beskedne afstande, for procenterne er virkelig bløde, og klatrerfeltet er i år vel nærmest historisk stærkt. Vi har før set større forskelle, da den ikke helt rene Gonzalo Najar sagtens kunne køre feltet sønder og sammen og overvinde et stort tab på enkeltstarten i 2018. Generelt har vi dog kun set ganske stor udskilning bagude, mens forskellen mellem de allerbedste - Najar undtaget - har været begrænsede, og store folk har som sagt også kunnet holde sig fint til de lettere folk, før mindre huller er opstået på den lidt stejlere del til allersidst, hvor vi senest så en spurt mellem seks mand i 2020, herunder altså Ganna, selvom vinden var gunstig.

Mit gæt vil i lyset af vinden og en tidlig åbning fra Ineos være, at det bliver relativt selektivt, men eliten af klatrere er stadig så stærk, at det bliver svært at gentage Najars nummer. Jeg regner med, at det bliver en relativt taktisk finale, og det er bestemt ikke usandsynligt, at stærkeste mand ikke vinder. Dertil kan det blive for taktisk, og hvis alle kigger på en isoleret Evenepoel, der ikke selv kan gøre forskellen på denne bløde stigning, kan det blive en meget ukontrollerbar angrebsfest, hvor det også kan blive lidt tilfældigt, også fordi den rytter, der har mest interesse i en spurt, Sergio Higuita, vil være alene.

Løb i januar måned er altid ekstremt vanskelige at forudsige. For næsten alle ryttere er der tale om sæsondebut, da det denne gang ikke har kunnet kombineres med det mindre Vuelta al Tachira, selvom enkelte har kørt Giro del Sol, og derfor har vi ingen forudgående indikationer af form, da de foregående fire etaper intet har fortalt. Tingene kompliceres af, at de bedste ryttere samtidig er langt fra deres højeste niveau, og man kan derfor ingenlunde bruge de sædvanlige referencer til at vurdere det indbyrdes styrkeforhold. I stedet er man nødt til at benytte sig af de kommentarer, som rytterne har givet forud for løbet, samt deres historik i løb tidligt på sæsonen. Situationen kompliceres samtidig af, at det er sæsonhøjdepunktet for mange af de lokale ryttere, der derfor altid kan levere en stor overraskelse. Det ser det dog ikke ud til i år, hvor der ikke synes at være noget uventet i vente i dette meget stærke felt.

Da vi som sagt ikke er blevet spor klogere de foregående dage, bliver min favoritvurdering nedenfor i alt væsentligt en gentagelse af det, jeg skrev i den store optakt, dog med enkelte modifikationer.

Jeg vælger at pege på Remco Evenepoel, men det er godt nok med stor tøven denne gang. Det bliver bestemt ikke let bare at køre væk i dette vanvittigt skarpe felt af klatrere. Heldigvis ved vi, at han er blevet langt, langt mere eksplosiv, som han viste, da han sågar vandt en flad spurt i Norge og ikke mindst, da han vandt sin bjergetape i Vueltaen, men problemet er, at han er oppe mod en superafslutter som Sergio Higuita, der utvivlsomt er mere eksplosiv end Evenepoel.

Ender det i en ren spurt på toppen, som det oftest gør, kan Evenepoel få svært ved at slå særligt den lynhurtige Bora-rytter, men heldigvis er der en fælles interesse mellem det stærke Ineos-hold og hans eget Soudal-hold, der har Pieter Serry og ikke mindst Jan Hirt til at gøre finalen hård. Vi ved, at Evenepoel altid starter uhyggeligt stærkt, og sidste år leverede han en sand magtdemonstration, da han kørte fra alt og alle på sin allerførste løbsdag. Han melder også om god form - bedre end vanligt, da han skal toppe allerede i maj - og vi har set både her og i Vueltaen, at han kan klare både højderne og varmen, der som sagt ikke bliver udtalt.

Han var så suveræn sidste efterår og kan meget vel have hævet sit niveau yderligere af at have gennemført sin første grand tour, at jeg ganske ikke tør gå imod ham. Han vil formentlig være så stærk, at han på Colorado efter forarbejde fra Hirt alligevel kan slå til, men denne gang bliver det bestemt ikke let. I sidevinden er jeg denne gang helt tryg, for her lader han sig ikke fange to gange - slet ikke med det hold, han har til rådighed. Hvis Hirt, der var kendt som en langsom starter, lægger ud, som han gjorde i 2022, hvor han sejrede samlet i Oman, vil også han kunne ende langt fremme, men da han skal lægge presset for Evenepoel og helt bevidst har smidt tid, må han ligesom Serry være ren hjælper - og så er han et sandsynligt offer i sidevinden. Han skal være vaks vil havelågen, så Evenepoel ikke isoleres inden stigningen, men hvis han er flyvende som i Oman, tror jeg på, at verdensmesteren får så megen hjælp, at han kan overvinde en taktisk ugunstig situation og tage sæsonens første sejr, selvom det bestemt ikke er givet denne gang.

Som det fremgår, kan det også meget, meget vel ende med samlet sejr til Sergio Higuita. Mod snart sagt alle andre end Evenepoel, Tadej Pogacar og Primoz Roglic havde jeg haft ham som favorit til denne rute. Han er nemlig en sublim afslutter og klart den hurtigste af klassementsrytterne her, og han er endda som colombianer klart favoriseret af højderne. Vi ved også, at han altid starter som lyn og torden, for han plejer at vinde colombianske mesterskaber, ligesom han også har vundet Tour Colombia og sidste år kongeetapen i Algarve - i øvrigt foran Evenepoel - i februar, og meldingerne fra Colombia er også bekymrende for hans rivaler. Han har nemlig netop slået Egan Bernals rekord på et af landets mest berømte træningsbjerge, og han er derfor utvivlsomt i fremragende form igen.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Han har det problem, at hans hold er svagt besat i bjergene, men heldigvis for ham har han en allieret i Soudal, når Ineos begynder at lege med overtallet. Hans sprinterhold er også brølstærkt i sidevinden, men hvis den splitter samme sted som i 2020, vil han være sårbar, da han her meget vel kan have mistet sine tunge bodyguards. Han kan blive slået på taktik, men han bliver svær at sætte. På så let en stigning i højderne taler meget for, at Higuita kan få skovlen under Evenepoel. Hans mission er nemlig enkel: hold dig til belgieren på de bløde procenter og slå ham i en spurt. Holdet har også den spændende Florian Lipowitz, der sidste år blev nr. 25 i Tour of the Alps, men der er grænser for, hvor langt han kommer i dette selskab, også fordi han er ren hjælper og har ført uafbrudt de seneste dage.

Ineos kommer med det klart stærkeste mandskab, og deres bedste bud må være Daniel Martinez. Vi så, hvor fremragende han var sidste år, og vi ved, at også han plejer at starte som lyn og torden. Det har han gjort ved de colombianske mesterskaber, og da Higuita vandt Tour Colombia, var det altså Martinez, der vandt kongeetapen, ligesom han var uhyre stærk i Algarve for et år siden. Også han vil have stor fordel af højderne, og vi så sidste år, hvor eksplosiv han er blevet, ikke mindst da han vandt en spurt i Baskerlandet og ikke var alt for langt fra at slå Higuita, da de to spurtede om sejren på toppen af Malhao-stigningen i Algarve. Han får dog svært ved at slå sin landsmand, hvis der skal spurtes direkte, men kan Ineos og Soudal gøre det hårdt, og er formen god, står han bestemt ikke uden chancer.

Det er dog overtallet og taktik, der er deres bedste vej til sejr, hvis de kan angribe Evenepoel og Higuita på skift. Holdets andet kort er Egan Bernal, der jo er det helt store spørgsmålstegn. Sidste år brugte han alene til at komme i gang igen, men nu siger han, at han er klar til at jagte resultater. Han har meldt meget optimistisk ud og siger, at hans tal er meget gode - lige så gode som i en normal januar - og det indikerer sammen med dgens angreb, at vi måske for første gang vil se en flyvende Bernal igen. Selvom der er medvind, bliver det dog et meget svært løb for ham at vinde, for selvom han er eksplosiv og en udmærket afslutter, slår han næppe Higuita, Martinez eller den mere kraftfulde Evenepoel på disse procenter. Skal han vinde, skal Ineos formentlig udnytte deres overtal, men det er bestemt heller ikke umuligt, at Bernal og Martinez kan fange Higuita og Evenepoel i en sandwich på Colorado, hvis de får gjort det tilstrækkeligt hårdt.

Holdet har også Filippo Ganna, der jo som nævnt er blevet både nr. 2 og 6 i løbet og sidst nåede med de bedste hele vejen til toppen af Colorado. Som han klatrede sidste år, kan han helt sikkert ende langt fremme igen, da han frem mod EM på bane er i form, men på et hold med Bernal og Martinez vil jeg tro, at det er hans opgave at gøre det hårdt, og hvis endelig han kører sin chance, vil det handle om ren overlevelse, som det gjorde det i 2020. Brandon Rivera, der kørte flot i efteråret, må også være hjælper.

Den rytter, der allermest motiveret, må være Miguel Angel Lopez, der gør debut for Medellin. Colombianeren drømmer stadig om, at der er et hold, der i sidste øjeblik alligevel giver ham chancen i Europa, og dette er hans helt store chance for at vise sig frem på den store scene og gøre sig attraktiv. Han synes da også i fremragende form, for han har netop vundet et colombiansk løb foran Andres Ardila og Oscar Sevilla i ganske suveræn stil, og han har sagt, at han allerede har slået Higuitas omtalte rekord i Colombia, men desværre for ham er dette ikke rigtigt et løb for ham. Han er vel den mindst eksplosive afslutter af de hidtil nævnte favoritter, og stigningen er ikke svær nok til, at han kører alene i dette selskab, selvom vi ved, hvor vanvittigt god han er i højderne. Til gengæld kan finalen som sagt godt blive taktisk, og hvis de store hold kigger for meget på hinanden, synes han at have formen til at køre væk til sidst - hvis altså ikke han og hans hold er blevet fanget i sidevinden. Holdet har også Sevilla, der som sagt er endt på podiet alle fire gange, men siden løbet sidst blev kørt i 2020, har vi set, at hans niveau er aftaget så meget, at det er svært at se ham helt fremme i dette selskab. Så var den tidligere U23-verdensmester Fabio Duarte egentlig mere farlig, da han vandt Vuelta a Colombia sidste år, men han har generelt skuffet meget, siden han vendte hjem til Colombia, og da han blev sat onsdag, er han ude af billedet.

Movistar kommer med Einer Rubio, der bestemt bliver spændende at følge. Vi så i efteråret 2021, at han nu var ganske tæt på at kunne blande sig helt fremme med de bedste, men netop som han skulle bekræfte i 2022, endte han med at tilbringe det meste af året i sygesengen. Han var dog heller ikke alt for overbevisende, da han kom tilbage i efteråret, og da han tillige heller ikke har tradition for at starte sæsonen særligt stærk, er jeg ikke alt for optimistisk. Han er heller ikke specielt eksplosiv, og han ser sårbar ud i vinden. Hans potentiale er dog utvivlsomt stort, og hvis han er i topform fra start, kan han måske udnytte det taktiske spil, hvis de store navne kigger for meget på hinanden. Han ledsages af Abner Gonzalez, der dog endnu har til gode, at han kan være med helt fremme på dette niveau. Måske kan den lidt store Oier Lazkano også holde sig lidt til på en stigning som denne, men det vil undre mig, hvis han er i form.

Trek kommer til løbet i en outsiderrolle, men de har et par spændende jokers. Faktisk er jeg mest spændt på at se Quinn Simmons. Den store amerikaner er jo slet ikke klatrer, men han har forbedret sig voldsomt i bjergene. På denne form for stigning har vi jo med Ganna set, at store Simmons-typer godt kan holde sig til, men det vil handle om ren overlevelse mod de mere klatrestærke folk. Formen er også usikker, fordi han har trænet mindre intensivt i løbet af vinteren og derfor næppe er på toppen, men tirsdagens sejr var lovende, og nu har han sagt, at han vil forsøge at køre klassement - så meget, at han endda jagtede bonus onsdag. Jokeren er Antwan Tolhoek, der fik ødelagt sit første år hos Trek af en endeløs serie af helbredsproblemer, og som har et meget lavt bundniveau. Han startede imidlertid meget stærkt på den første bjergetape i Valencia, hvor Evenepoel vandt, og har han udnyttet god motivation til at træne lige så godt denne gang, kan han komme ret langt i dette felt - men han kan også falde helt igennem. Endelig har holdet den meget talentfulde Mathias Vacek, der senest i Veneto Classic viste, at han slet ikke klatrer så skidt. Store folk som ham kan godt være med på denne form for stigning, men jeg tvivler på, at han har formen til at være med helt i front.

Hos Total stiller man med nyerhvervelsen Steff Cras, der er skiftet til holdet for at kunne køre sin egen chance. Der er grund til en vis optimisme efter et 2022, hvor han forbedrede sig ganske markant og endte i top 15 i stort set alle sine etapeløb, også på WorldTouren. Han startede også stærkt, og jeg vil næsten tro, at skiftet til Total har motiveret ham meget gennem vinteren. Han er også ret eksplosiv, og det er derfor slet ikke et dårligt løb for ham, hvis han er komfortabel i højderne. Han har også et meget stærkt hold til vinden, men han vinder ikke i dette selskab. Holdet har også Alan Jousseaume, men han har ikke klatret godt nok til at kunne være med helt fremme på dette niveau.

Astana stiller med Harold Tejada, der jo desværre er gået helt i stå. Han har slet ikke kunnet leve op til det potentiale, vi så i Touren i 2020, og derfor er det svært at være alt for optimistisk. Man kan dog håbe, at det vender nu, og han vil i hvert fald være glad for højderne. Har han trænet stærkt i løbet af vinteren, kan han måske overraske, men det skal være via taktik, for han er helt uden punch og tillige meget sårbar i sidevinden. Han ledsages af veteranen Andrey Zeits, der flere gange i 2022 - senest i et flot Langkawi i oktober - viste, at han stadig kan køre i top 10 i et løb som dette. Det vil dog være overraskende, hvis formen rækker til at matche de mange colombianere, og også han er sårbar i vinden. Endelig har de den unge ecuadorianer Harold Martin Lopez, der blev nr. 12 i l’Avenir, men selv hvis han er i topform og vil kunne lide højderne, er han overmatchet i dette selskab. Han smed også tid i et styrt tidligere på ugen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

DSM stiller med Marco Brenner, der i Vueltaen, hvor han ikke var langt fra at vinde en bjergetape, endelig begyndte at vise det store potentiale, vi så som junior. Der er grund til at have pæne forventninger til ham i denne sæson, hvor han kan tage næste skridt, særligt med en grand tour i benene, men det vil være sært, hvis han er flyvende allerede nu - i hvert fald i forhold til colombianerne, der også har fordel af højderne. Han har til gengæld et fint hold i sidevinden, men det er nok top 10, han skal stræbe efter. Holdet har også den meget svingende Kevin Vermaerke, der i 2022 gjorde ganske pæne fremskridt. Han er dog næppe i storform og har da også smidt tid som hjælper de første dage, og han er tillige mere puncheur end klatrer, hvorfor det da også er Brenner, der er nævnt som holdets eneste klassementsrytter. Han kan sagtens være med på en stigning som denne og er jo faktisk ret eksplosiv, men han ender ikke helt i front, når hans kørsel hidtil indikerer, at han er uden ambitioner.

Corratec kører sit første løb som professionelt hold, og det gør de med lokale German Nicolas Tivani. Han endte som samlet nr. 11 for tre år siden, hvor han blev nr. 9 på kongeetapen, og det vidner om, at han kan være pænt med, hvis han er i form. En top 10 i dette skrappere selskab virker dog ikke realistisk, men meget kunne tale for, at han igen formtopper til et stort løb på hjemmebanen. Hans niveau er også lidt usikkert, da han ikke har kørt i Europa siden 2019, men han kom nu stærkt tilbage efter en pause i 2022, hvor han vandt to UCI-etapeløb i Argentina. Hans spurter i starten af løbet har været overbevisende.

Israel-PT har mistet en formsvag og syg Stephen Williams og satser nu på den helt unge Matthew Riccitello, der gjorde det ganske pænt i Burgos sidste år, hvor han kom med et flot angreb i på Picon Blanco, men han er overmatchet her og styrede endda også onsdag. Den anden kandidat er Marco Frigo, der ikke er klassisk klatrer, men sagtens kan køre opad, særligt på en stigning som denne. Holdet nævner dog ikke, at han skal køre klassement, så det kunne indikere, at han ikke er flyvende.

Det er svært at tro på de sidste professionelle hold. Eolo vil fosøge med Erik Fetter, der skuffede meget i 2022, og Davide Bais, der pludselig klatrede fornemt i efteråret, men som har lidt meget i varmen i dette løb og tillige har smidt tid i et styrt. Særligt Bais kan nok gøre det pænt, da varmen nu vil, aftage, men de får begge svært ved at være med helt fremme. Bardiani har den ganske talentfulde klatrer Mattia Petrucci, men dette er hans allerførste professionelle løb, ligesom de har Filippo Magli, der trods en 4. plads i U23-Lombardiet næppe klatrer godt nok.

Blandt kontinentalholdene er det formentlig kun Medellin, der kan begå sig denne gang. Potentielle klassementsryttere som Alexander Gil, Delio Fernandez, Javier Melivilo, Wilson Haro, Christian Montoya og Ricardo Escuela har allerede vist markante svaghedstegn De relevante potentielle overraskelser er derfor få. Laureano Rosas vandt det flere gange, inden det blev UCI-løb, men siden 6. pladsen i 2017 har han slet ikke kunnet være med fremme. Et andet af de mest interessante navne er Cesar Paredes, der længe har været en af de bedre colombianske etapeløbsryttere. Han endte som nr. 7 i 2019 og nr. 8 i 2020, men han har slet ikke været på samme niveau de seneste sæsoner, selvom han fortsat blot er 30 år. Han er på hold med veteranen Juan Pablo Dotti, der blev nr. 10 i 2020, men heller ikke den 38-årige argentiner synes på toppen længere. Veteranen Leandro Messineo er tidligere kørt i top 10 i San Luis, men han er slet ikke på samme niveau længere.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket særligt er vigtigt i forhold til en mand som Hirt, der jf. ovenstående må regnes som ren hjælper og derfor næppe vinder, selvom han kan ende langt fremme.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Sergio Higuita, Daniel Martinez

Outsidere: Egan Bernal, Miguel Angel Lopez, Einer Rubio, Steff Cras, Antwan Tolhoek

Jokers: Quinn Simmons, Filippo Ganna, Harold Tejada, Marco Brenner, Andrey Zeits, Oscar Sevilla, Jan Hirt, Kevin Vermaerke, Matthew Ricitello, German Nicolas Tivani, Mathias Vacek, Florian Lipowitz

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Miguel Edoardo Florez’ sejr fra 2020, Winner Anaconas sejr fra 2019, Gonzalo Najars soloridt fra 2018 og Rui Costas sejr fra 2017.

STREAM CHALLENGE MALLORCA OG VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE