Optakt: 6. etape af BinckBank Tour

Ruten

Løbets vigtigste etape har traditionelt været enkeltstarten, og selv om den i de senere år i takt med indførelsen af hårdere ruter ikke længere er næsten altafgørende, som det tidligere var tilfældet, er det stadig en af løbets absolutte nøgleetaper - ikke mindst i år, hvor endnu en let rute kan gøre forskellene her meget væsentlige. I de senere år har man ellers gjort endnu mere for at reducere dens betydning, først og fremmest ved at reducere distancen. Langt de fleste år har den haft en længde på mellem 10 og 20 km, men i tre ud af de fem seneste udgaver har den været kortere end 10 km. Sidste år var den forlænget en anelse, men med en længde på i år bare 8,3 km vil der i 2019 være tale om den korteste enkeltstart, siden man gik væk fra prologerne fra de tidlige år, hvor der var hele to enkeltstarter på programmet. Dermed er årets rute den mest tempofattige nogensinde, og samtidig kommer tidskørslen som noget helt nyt efter den vanskelige etape i Ardennerne, hvilket afgørende kan ændre løbets dynamik for tempospecialisterne, som til gengæld kan glæde sig over, at der igen i år er tale om en sand tonserrute for de store maskiner.

I alt skal der altså denne gang tilbagelægges beskedne 8,3 km i den hollandske regeringsby Den Haag. Etapen bevæger sig mellem 0 og 1 m over havets overflade, og der kompenseres ikke for de manglende højdemeter med mange tekniske udfordringer. Tværtimod er der tale om en yderst enkel etape, der indledes med to tidlige sving efter hhv. 0,9 og 1,5 km, hvorefter man ad en lige vej kører mod nordøst ud til et vendepunkt, der nås efter 3,9 km. Her foretager man en U-vending, inden man følger samme vej tilbage mod sydvest, hvorefter man atter skal igennem de samme to sving som tidligere efter hhv. 6,3 og 6,9 km. Til slut kører man til gengæld ikke tilbage til start, men ender i stedet etapen med en meget teknisk afslutning, hvor man skal dreje ikke færre end fire gange efter hhv. 7,60 km, 7,65 km, 7,69 km og 8,14 km, inden man rammer den 160 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder i alt på bare 16 højdemeter.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Den Haag har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Der er ikke meget, der er mere ærgerligt end en enkeltstart ødelagt af dårligt vejr, men heldigvis ser det ud til, at vi bliver ”reddet”. Det vil nemlig regne hele formiddag, men forventningen er, at det skulle være tørt fra middagstid, og at det herefter skulle være ganske solrigt med en temperatur på 21 grader. Mest markant er det, at det vil være voldsomt blæsende med en sydvestlig vind på mere end 30 km/t, som ventes at aftage en anelse for de sidst startende. Det giver medvind stort set hele vejen ud til vendepunktet og derefter hovedsageligt direkte modvind på turen tilbage mod mål, begge gange dog afbrudt af korte sidevindsstykker.

Analyse af 5. etape

Egentlig burde det have givet sig selv, at Alvaro Hodeg skulle vinde den sidste sprinteretape i årets BinckBank Tour. Nok har colombianeren overhovedet ikke været tæt på noget som helst i de foregående tre spurter, men alligevel burde man have sagt sig selv, at det måtte gå godt, da han i dag fik sin sidste mulighed for at få noget med hjem fra det belgisk-hollandske løb.

Etapen kunne nemlig ligne den måske sidste store chance for, at Deceuninck-Quick Step skulle få en sejr. Hidtil har løbet, der som det største etapeløb på belgisk grund er et af de vigtigste i anden del af sæsonen for storholdet, ellers været en mindre katastrofe for de så succesrige blåklædte tropper. I første omgang kunne man måske leve med, at Hodeg ikke havde slået til i spurterne i et løb, hvor Sam Bennett havde vist sig at være i en klasse for sig, men helt galt gik det i går, hvor Zdenek Stybar og særligt Philippe Gilbert skuffede fælt og mistede muligheden for at vinde løbet samlet. Faktisk så det indtil for kort tid siden ud til, at løbet skulle ende som en dundrende fiasko for Patrick Lefeveres drenge, og selvom Gilbert og Stybar har en fin chance for at rejse sig på Muren på søndag, hvor terrænet burde passe dem lidt bedre, kan intet skjule, at gårsdagens etape må have føltes som lidt af en mavepuster - også selvom holdet i deres officielle pressemeddelelse berettede om, hvordan de to kaptajner havde foretaget ”a spectacular jump” i klassementet!

Naturligvis kunne det ikke gå så galt. Alene tanken om, at Deceuninck skulle køre et stort løb på hjemmebane uden at få en sejr, var næsten umulig at kapere. Og derfor var dagens sejr til Hodeg næsten også lige så selvfølgelig, som da holdets anden sprinterkomet, Fabio Jakobsen, for et år siden åbnede løbet med at tage en sejr i en udgave, der ellers heller ikke gik som håbet for den normalt ellers så uovervindelige storhold.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det var nu ikke bare et spørgsmål om en form for skæbne, der gjorde, at Hodeg i dag tog det, der vel må kaldes hans hidtil største spurtsejr, også selvom han i Catalonien og Tyrkiet allerede flere gange har vundet på WorldTouren. Allerede i gårsdagens optakt beskrev jeg denne 5. etape som hans vel nok bedste chance, for der var i hvert fald to ting, der pegede på, at han havde en god mulighed for at få sig en revanche.

Først og fremmest var finalen for første gang ikke specielt teknisk. De foregående etaper har tydeligt vist, at Hodeg ikke er den stærkeste i positionskampen, og da Deceunincks mange lead-out-specialister enten hviler efter Touren eller har kurs mod Vueltaen, har colombianeren i dette løb været efterladt med bare Florian Senechal hos sig i finalerne. Det har gjort det umuligt for ham at tilkæmpe sig en hæderlig position, og da han på 2. etape endelig sad rigtigt, var han uheldig at blive lukket inde, netop som han skulle træde an.

For det andet er der intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hidtil har Stybar og Gilbert været forskånet fra at skulle arbejde for holdets sprinter, men efter gårsdagens nedtur var der ændret på det forhold. I dag var Stybar tilbage i rollen som næstsidste mand foran Senechal og Hodeg, og den teknisk agile tjekke sørgede med vanlig præcision for at bringe sine to holdkammerater helt frem i selve spurten. Her blev Hodeg afleveret perfekt på hjulet af Edward Theuns, der nok engang blev afleveret ideelt af sit stadig mere sublime Trek-tog, og herfra fik kometen endelig chancen for at vise, hvor hurtig han er.

Sejren falder på et tørt sted for Hodeg, der nok har imponeret med sine mange WorldTour-sejre, men som også tidligt har måttet indse, at han ikke har Fabio Jakobsens topfart. Derfor har han udsigt til at blive den lille i det sprintertriumvirat, der i 2020 formentlig vil udgøres af de to unge navne samt Sam Bennett, der ventes at offentliggøre en kontrakt i den nærmeste fremtid. Det er da heller ikke tilfældigt, at det er Jakobsen og ikke Hodeg, der har udsigt til som den første at køre en grand tour i Vueltaen i de kommende uger, mens Hodeg må vente med sit første store etapeløb i nogen tid endnu.

I dag viste han imidlertid, at han godt kan. Faktisk ser det ud til, at det primært er en manglende stabilitet, der er problemet, for på sine gode dage er han lynhurtig. Således fik han også skovlen under Bennett på en etape i Tyrkiet sidste år, men desværre sker det også ofte, at han slet ikke kan nå den fart, han viste i dag, hvor han og Bennett var de i særklasse hurtigste. Det så vi tydeligt på 1. etape, hvor han kørte sin hidtil eneste rigtige spurt, men hvor han overhovedet ikke kom fremad, da han åbnede op.

Det gjorde han imidlertid i dag og det med en imponerende fart. Det var nemlig ikke hvem som helst, der endte som nr. 2, og det siger noget om Hodegs styrke, at han og Bennett endte langt, langt foran alle andre. Nok er han en meget tung sprinter uden den store holdbarhed, men når han - forhåbentlig - får mere af Deceunincks stærke lead-out stillet til rådighed bør der være flere sejre at hente i fremtiden, uagtet at han nok må indstille sig på rollen som tredjeviolin.

Sejren betød også, at der blev sat en stopper for Bennetts stime. Det kunne ellers have været fornemt, hvis han som den første i løbets historie havde gjort rent bord i massespurterne, for de kaotiske forhold i de kringlede finaler plejer at betyde, at spurtsejrene spredes godt ud i feltet. Denne gang svigtede Bennetts normalt så sublime positionering imidlertid, for han så ud til at have satset lidt for meget på Jumbo og Dylan Groenewegen. I hvert fald sad han bemærkelsesværdigt langt tilbage i finalen, og selvom det nærmest på mirakuløs vis alligevel lykkedes at finde Hodegs hjul til sidst, skete det så sent, at han mistede et par meter, da han skulle kringle sig rundt i det virvar af ryttere, som ofte udgør BinckBank Tours kaos. Og selvom han mod slutningen fik understreget, at han altså vitterligt er løbets hurtigste, havde han denne gang fået givet Hodeg et forspring, han ikke kunne hente. Det lever han dog nok med. Med tre etapesejre kan han i hvert fald drage til Vueltaen med en rygsæk fuld af selvtillid og cementeret, at han bliver den naturlige forhåndsfavorit til løbets første spurter, også selvom han er oppe mod folk som Jakobsen og Fernando Gaviria.

Til gengæld blev etapen også en trist afslutning på løbet for Dylan Groenewegen. Hollænderen har som forventet allerede annonceret, at denne etape blev hans sidste, og det er vist med god grund, at han nu rejser til Spanien på lidt tiltrængt ferie inden efterårets endagsløb. Gennem hele løbet har det nemlig været åbenlyst, at trætheden var sat ind, og derfor kommer det nok ikke som en overraskelse for mange, at dagens spurt endte som en fuser.

Det er dog i dette tilfælde ikke Groenewegens skyld. Tværtimod var det bemærkelsesværdigt, hvordan Jumbo-holdet gennem de sidste 5 km var spredt ud over feltet og nærmest gået i opløsning. Noget kunne tyde på, at de alligevel havde valgt at gabe over for meget i forsøget på både at køre fire massespurter for deres sprinter og samtidig være dem, der i går sprængte feltet til atomer på ardenneretapen, hvor Laurens De Plus blev sat op til et flot show. Alt sammen skete det endda med bare seks mand efter Maarten Wynants’ tidlige styrt, og det var formentlig årsagen til, at det i dag slet ikke gik som håbet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det gjorde det heller ikke for Trek, men selvom Edward Theuns kun kommer hjem med en 2. og en 3. plads, kan amerikanerne alligevel glæde sig over den forløbne uge. Nok måtte samme Theuns åbenlyst sande, at hans topfart altså ikke er den højeste i feltet og ikke, som da han for to år siden vandt en etape i løbet, men til gengæld har deres tog været eminent. Duoen bestående af Alex Kirsch og Mads Pedersen har ramt rigtigt hver eneste dag, og igen i dag var det også dem, der dominerede finalen totalt. Pedersen kunne heller ikke denne gang have afleveret sin kaptajn meget bedre, og han synes virkelig at have fundet en niche i rollen som sidste mand foran en sprinter. Nu mangler de bare at have en hurtigere mand til at gøre det færdigt, og kobler man i de kommende år Pedersen sammen med talentfulde Matteo Moschetti kunne der i den grad være noget at bygge på, når den unge italiener kommer ud af den lille krise, han lige nu befinder sig i.

Derudover bekræftede spurten stort set alt det, vi allerede vidste. Særligt var det godt for Timothy Dupont endelig at få lidt ud af den superform, han viste i tiden op til løbet. I onsdags var han dybt frustreret over, at hans superben blev spildt som følge af det sene styrt, der satte ham ud af spillet, men i dag kunne han endelig vise dem frem i en mindre kompliceret finale, hvor positionering betød mindre end ellers. Og her viste Dupont igen, at han på det seneste stille og roligt har nærmet sig niveauet fra 2016, hvor han var en af feltets største sejrmaskiner.

Det plejer Arnaud Demare også at være, men hvis man troede, at hans succes i de senere år har skyldtes ham selv, har dette løb ødelagt den antagelse. Tværtimod har vi set, at han slet ikke har samme styrke uden Jacopo Guarnieri. Det var nemlig først, da den suveræne italienske lead-out man blev hentet til holdet for et par år siden, at Demare fik bugt med sine positioneringsproblemer, og i denne uge, hvor Guarnieri har været ude med et brækket kraveben, er det afhængighedsforhold blevet understreget. I dag var finalen endelig lidt enklere, og derfor kunne Demare faktisk køre en fornem og ganske stærk spurt, men igen var han fanget alt for langt tilbage til at kunne spille en rolle i kampen om sejren.

Det kunne Kristoffer Halvorsen heller ikke, men løbet her har understreget hans store stabilitet, der har været et kendetegn gennem hele sæsonen. Selvom han har været stort set helt alene i positionskampen, har han siddet rigtigt næsten hver eneste gang. Desværre har det kostet for mange kræfter inden spurterne, men han har vist, at hans potentiale stadig er intakt. Spørgsmål er, om ikke det er på tide at komme til et hold, der vil ofre ham lidt større, og rygtet om, at han er på vej til EF, der har betydeligt flere lead-out-ressoucer, kan - hvis det bekræftes - måske være det, der skal til for at bringe ham det sidste stykke mod toppen af sprintereliten.

Den har Jasper Philipsen allerede etableret sig i efter et løb, hvor han har imponeret i hver eneste spurt. I hvert fald lige indtil i dag, hvor det desværre ikke lykkedes at holde successtimen kørende. Naturligvis er det en ærgerlig afslutning på en ellers god uge, men i det store billeder kan han være tilfreds. Så mange topplaceringer i et af de vanskeligste løb for en sprinter vidner om potentiale, og Philipsen har dokumenteret, at det fremover ikke kun er Gaviria og Kristoff, der skal støttes på UAE-mandskabet.

Der går imidlertid noget tid, inden han atter kan få lov at vise evnerne i en spurt. Årets BinckBank Tour er ellers usædvanligt sprintervenligt, men alting har trods alt en ende. I weekenden går der klassementskamp i den, først på enkeltstarten og siden på den klassiske Flandern Rundt-etape med mål på Muren i Geraardsbergen. Og da heller ikke dagens etape endte med at bringe hverken sidevind eller Den Gyldne Kilometer i spil, står det nu klart, at det bliver de tre på forhånd udpegede nøgleetaper, der ender med at afgøre løbet.

Efter gårsdagens skuffelse er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at Deceuninck vil kunne vinde på søndagens brosten, som ellers burde være ”deres” etape. Men som dagens etape viser, ender Lefeveres succesmaskine altid med at vinde et eller andet alligevel. Det skulle såmænd ikke undre, om også Stybar og Gilbert rejser sig til sidst. Faktisk ville det næsten ligne dem dårligt ikke at gøre det…

Favoritterne

I de første år, hvor Jose Ivan Gutierrez vandt løbet igen og igen, var enkeltstarten altid den suverænt vigtigste etape. Sådan er det ikke længere. I de senere år har man både gjort ruterne hårdere og enkeltstarterne kortere, og faktisk hører det nu til sjældenhederne, at løbets vinder også har været med helt i front på enkeltstarten. Siden Lars Booms sejr i 2012, hvor han blev nr. 3 på enkeltstarten, er det således kun Tom Dumoulin, der både har vundet løbet og været i top 3 på tidskørslen, som det skete for hollænderen for to år siden.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Den tendens bliver ikke brudt i år. Ardenneretapen gjorde så store forskelle, at det vil være overraskende, hvis ikke vi allerede kender det endelig podium, og det synes udelukket, at Tim Wellens, Marc Hirschi eller Laurens De Plus vil vinde en enkeltstart i et felt med så mange specialister. Det ændrer dog ikke på, at det stadig er en helt afgørende etape. Skal den ikke specielt eksplosive De Plus vinde løbet, skal han gerne køre sig i førertrøjen lørdag eftermiddag. Og umiddelbart ligner det en dag, hvor både De Plus og Wellens kan tage et stort skridt mod at sikre en belgisk dobbeltsejr i en disciplin, der ikke er her Hirschis favorit. Endelig er kampen om de øvrige top 10-placeringer også stadig knivskarp, og der er ingen tvivl om, at særlig Stefan Küng og Søren Kragh, men også Fabio Felline og Mike Teunissen, anser etapen som en stor chance for at avancere - også selvom Kragh må ærgre sig gul og grøn over i dag at have smidt 11 dumme sekunder som følge af et hul i feltet.

Som sagt har arrangørerne reduceret enkeltstartens betydning ved at designe den hidtil korteste rute - i hvert fald siden prologen forsvandt for nu efterhånden mange år siden. Det betyder naturligvis, at forskellene vil være betydeligt mindre, men som vi ved fra Tirreno, hvor man hvert år kører en lignende enkeltstart over en distance, der kun er marginalt længere, kan de store specialister vinde temmelig mange sekunder også over bare 8,2 km. Og det er netop specialisterne, der ventes at dominere, for bortset fra distancen er terrænet helt klassisk for løbet. Enkeltstarterne i BinckBank Tour er meget ofte helt flade, og det lever denne i den grad op til. Til gengæld er den teknisk ikke helt ukompliceret, for der er alligevel en del sving undervejs, særligt til sidst - et andet typisk kendetegn for enkeltstarterne i løbet. Grundlæggende er det dog en enkeltstart for de specialister, der særligt elsker korte, flade enkeltstarter - en tidskørselstype som er lidt af et speciale i sig selv, og som nogle ryttere er særligt gode til.

Vi har ofte set, hvordan vejret kan ødelægge en god enkeltstart, og der var da også længe en vis frygt for, at det kunne ske denne gang. Heldigvis ser det nu ud til, at det vil regne af i løbet af formiddagen. Det kan dog ikke helt udelukkes, at de først startende stadig vil have våde veje, og er det tilfældet, vil det blive umuligt at vinde på en rute med så mange sving. Dertil kommer, at den for første gang i år meget kraftige vind måske vil lægge sig en anelse til slut, hvilket vil være en yderligere fordel for de sidste startende. Det ser dog ud til, at denne faktor vil være relativt marginal, og at vi kan forvente nogenlunde ensartede vilkår, hvis det - og det burde det gøre - når at tørre op inden starten.

BinckBank Tour plejer at have et hav af specialister til en af årets mest prestigiøse enkeltstarter, men i år mangler der en del af de tunge drenge. Som altid er der nogle førende navne i et felt, hvor man skal være en eminent temporytter for at vinde, men der er færre, end der plejer. Denne gang kan listen over mulige vindere næsten tælles på én hånd, men til gengæld er løbets favoritter også alle så gode og for manges vedkommende formstærke, at det er en meget åben etape, der kan vindes af flere forskellige.

Det er derfor også med nogen tøven, at vi peger på Søren Kragh Andersen som vores favorit. Ganske vist har danskeren stadig til gode at vinde en stor enkeltstart, men han har været tæt på flere gange. I år blev han således nr. 4 på den korte og nr. 3 på den lange enkeltstart i Tour de Suisse, ligesom han sidste år blev nr. 2 på den lange enkeltstart i samme løb. Han blev nr. 5 på Tourens enkeltstart sidste år og nr. 2 i Algarve i år, men først og fremmest blev han i dette løb nr. 3 bag Stefan Küng og Victor Campenaerts sidste år og nr. 4 bag Küng, Maciej Bodnar og Dumoulin for to år siden. Sammen med resultatet fra Schweiz i år viser det, at han mestrer kunsten at køre på korte, flade ruter, og selvom hans bedste resultater er kommet over længere distancer, har han alle karakteristika til at gøre det godt over 8,3 km, hvor de mange sving heller ikke burde være ringe for en rytter med hans antrit.

Vigtigst er det, at han i går fik vist, at han er i form. Det kunne man ellers frygte, at han ikke var, nu hvor Touren blev ødelagt af et siddesår. I går var han imidlertid ganske imponerende i terræn, der var en anelse for stejlt for ham, og det vidner om blændende ben. Lægger man dertil, at han i forhold til mange andre specialister måske kan drage fordel af en sen starttid, tror vi, at det bliver dansk sejr denne lørdag eftermiddag i Holland.

Hans værste rival kunne være Jos van Emden. Ser man på de seneste år, er det vel kun Rohan Dennis, der har været bedre end hollænderen på korte, flade enkeltstarter, der er hans absolutte speciale. Det er således intet tilfælde, at han to gange er blevet nr. 2 bag netop Dennis på enkeltstarten i Tirreno, og derfor burde han virkelig elske denne rute. Heller ikke svingene er nogen ulempe for den teknisk dygtige hollænder, og med måde en sejr og en 2. plads i dette løb har han også dokumenteret, at han kan levere på sin hollandske hjemmebane i august måned.

Når Van Emden ikke er vores favorit skyldes det primært tre forhold. For det første var hans EM alt andet end imponerende, og det kunne tyde på, at formen ikke helt er i top. For det andet har han i år skuffet en anelse i sin favoritdisciplin, og han blev blandt andet ”kun” nr. 3 i Tirreno. Endelig starter han relativt tidligt, og det kan som sagt være til ugunst, hvis han har våde veje og kraftig vind. 3. pladsen i Tirreno viser dog, at Van Emden stadig er fremragende på enkeltstarter af netop denne type, og det gør ham oplagt til en af de tungeste favoritter.

Egentlig burde den status vel tilfalde Stefan Küng. Den schweiziske maskine har nemlig vundet enkeltstarten de seneste to år. Desværre var det, inden han forlod BMCs vidundercykel, og ligesom Dennis har han oplevet, hvordan et skifte til nyt materiel har kunnet have en dramatisk effekt på præstationerne. Således har Küng været en næsten kronisk skuffelse i alle sine enkeltstarter i år, og trods en tidlig sejr i Algarve, hvor han akkurat slog en ellers formstærk Kragh, blev det særligt med de ringe præstationer i Tour de Suisse og Tirreno-Adriatico tydeligt, at Küng slet ikke er som sidste år.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Heldigvis er der lys for enden af tunnelen. Ved EM kørte Küng vel årets hidtil bedste enkeltstart, og det var kun med små marginaler, at han missede en medalje. Hans kørsel i går vidner om fremragende form, og han har ligesom Kragh fordel af at starte sent. Til gengæld kan man frygte, at distancen både er for kort og for teknisk til at passe ham optimalt, og Küng er nok den største taber som følge af rutens forkortede længde. Det ændrer dog ikke på, at Küng efterhånden synes at have fundet en form, der gør ham i stand til at gå efter et hattrick.

Hos UAE forsvandt Filippo Ganna totalt fra radaren, men efter skiftet til Ineos har han vist, hvorfor han længe blev betragtet som et af de mest lovende tempotalenter. I år har han kørt nogle fremragende enkeltstarter, siden han lagde ud med at knuse al modstand i Provence i sit allerførste løb i år. Særligt hans 3. plads i det meget stærke felt i Romandiet var imponerende, men til gengæld har han også være svingende. Blandt andet blev han ”kun” nr. 10 i Tirreno, ligesom hans sejr ved de nationale mesterskaber kun var med det yderste af neglene trods den begrænsede modstand. Senest var hans 6. plads ved EM ikke specielt imponerende, men i den meget tætte kamp om medaljerne, var han bare 4 sekunder fra at løbe med sølvet. Dermed har han også vist, at formen bestemt ikke er ringe, og da han samtidig har vist, at han er bedst over kortere distancer - han er jo banespecialist - burde denne rute passe ham bedre. Han havde nok gerne være svingene foruden, ligesom man kan frygte, at han er lidt mærket af styrtet fra forleden, men kører han som i Romandiet, vil Ganna være svær at slå.

Løbets store joker er naturligvis Edoardo Affini. Det italienske talent var som U23-rytter en af specialisterne i disciplinen og blev blandt andet europamester, men hans første enkeltstart i år i februar var skuffende, ligesom han blot blev nr. 4 i et svagt felt ved de italienske mesterskaber. Til gengæld viste han for alvor klassen ved EM, hvor han løb med bronzemedaljen foran blandt andre Küng, Ganna og Van Emden, og det vidner om både potentiale og fremragende form. Desværre synes hans bedste resultater også at være kommet over længere distance, og vi sidder med fornemmelsen af, at han nok vil finde denne rute lidt for kort og teknisk. Omvendt er han åbenlyst et talent i rivende udvikling, og efter overraskelsen ved EM skal vi ikke blive forundrede, hvis han leverer endnu en denne lørdag i Den Haag.

2019 har været et år til skraldespanden for Mads Pedersen, men nu synes formen endelig at være der. Efter en ikke specielt imponerende præstation i Polen har han været flyvende i dette løb. Hans tre lead-outs har været i absolut verdensklasse, men særligt hans offensive kørsel i gårsdagens bakker, der var for svære og stejle for store Pedersen, viste, at han efterhånden er knivskarp. Desværre kan Pedersen være uhyggeligt svingende på sine enkeltstarter, men når han rammer dagen, kører han som en motorcykel. Således er han de seneste to år blevet hhv. nr. 4 og 6 i det ekstremt stærke felt i Tirreno på en lignende, dog mindre teknisk rute, og han har som bekendt vundet i både Danmark Rundt og Poitou-Charentes. Man skal altid være forsigtig med at spå om svingende Pedersen, men lige nu synes han at have formen til at levere en af sine bedste præstationer.

Tom Bohli er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at man altid bliver ringere af at forlade BMC. I år var han nemlig meget tæt på at vinde prologen i Romandiet, hvor det var mindre end et sekund, der skilte ham fra sejren. Desværre var den etape også så kort og teknisk, at den ikke rigtigt kan sammenlignes med denne, men Bohli har flere gange vist, at han er en eminent prologrytter. Denne etape er en anelse for lang og ”kraftfuld” til at være en rigtig prolog, men det burde være på en rute som denne, at Bohli kan gøre det godt. I hvert fald har han med blandt andet en tidlig sejr i Vestflandern og en 3. plads i De Panne vist, at han også kan gøre det godt på lidt længere og knap så tekniske ruter. Belært af erfaringerne skal man altid på en kort enkeltstart vente sig en lille overraskelse fra Bohli

Miles Scotson glider let under radaren, men man skal passe på med at undervurdere ham. På korte, flade enkeltstarter har han nemlig for vane at gøre det godt. Således blev han sidste år nr. 3 i et meget stærkt felt i UAE Tour, ligesom han nu to gange er blevet nr. 8 i dette løb, hvor han altid synes at præstere. Desværre er han ligesom Küng skiftet fra BMC til FDJ, og man kan frygte, at også han lider under det ringere materiel. I hvert fald var hans 19. plads i Tirreno ikke dybt imponerende, men omvendt var feltet der også langt stærkere. Her er der så få specialister, at en tilsyneladende velkørende Scotson burde være at finde i top 10 igen i år og dermed lave et lille hattrick.

Løbets joker er vel Tim Wellens. Belgieren har bestemt aldrig været tempospecialist, og selv i de år, hvor han har været i særklasse den bedste, har han i dette løb altid tabt en del tid på enkeltstarten. I år leverede han imidlertid en mindre sensation, da han besejrede Campenaerts og Evenepoel på den flade tonserenkeltstart i Belgium Tour, og det viser, at han måske har forbedret sig. Omvendt satte han med sin 7. plads ved de nationale mesterskaber ikke verden i brand, men på en kortere og relativt tekniskrute burde han være langt mere komfortabel. Det er nok for meget at håbe på en gentagelse af sejren fra maj, men endnu en god præstation kunne være i vente.

En spændende kandidat er Mike Teunissen, der med sin kørsel i Ardennerne har vist, at han er i fabelagtig form. Desværre har hollænderen, der ellers var specialist som ung, ikke kørt gode enkeltstarter som professionel. Undtagelsen er imidlertid tekniske prologer, hvor han har en imponerende rekordliste. Han har vundet i Tour de l’Ain, er blevet nr. 4 i Boucles de la Mayenne, og senest blev han nr. 2 bag Van Emden i ZLM Tour i juni. Efter skiftet til Jumbo bør han have forbedret sine tempoevner markant - det synes alle at gøre - og netop på en kort, teknisk rute har han vist evner. Denne kræver nok alligevel lidt for meget power til, at han kan være med helt fremme, men det bør blive til et godt resultat for formstærke Teunissen.

En anden rytter, der kan overraske, er Arnaud Demare. Nok er han kendt som sprinter, men han kan faktisk også køre enkeltstart. Sidste år knuste han al modstand i Poitou-Charentes, og han er tidligere blevet nr. 12 i Tirreno, nr. 17 i Tour de Suisse, nr. 6 i Algarve og nr. 4 i Route du Sud. I dette løb er hans bedste resultat kun en 21. plads, men særligt på en kort og teknisk rute burde en sprinter som ham have en fordel. Hans form er åbenlyst ikke i top, men dagens ret gode spurt viste, at den altså heller ikke er ringe. Om han går efter et resultat, er usikkert, men det burde være en rute, hvor han kan gøre det godt.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Josef Cerny er først i år blevet professionel, og desværre har han ikke helt kunnet leve op til forventningerne. Det gjorde han dog en enkelt gang, nemlig da han blev nr. 6 på den sidste enkeltstart i Giroen. Her var feltet ikke just skræmmende, for de store navne var åbenlyst trætte, men det viser, at hans flotte enkeltstarter fra 2018 ikke var noget tilfælde. Senest blev han nr. 6 på prologen i Østrig, men den var så kort, at den ikke kan bruges som sammenligningsgrundlag. Hans kørsel i udbruddet forledes viste en vis form, og derfor kan man håbe, at han kan gentage bedriften fra Giroen her.

I de seneste løb har Fabio Felline langsomt genfundet sig selv, og også i dette løb er han i spil til en topplacering. Til gengæld har han endnu ikke fundet melodien på enkeltstarterne, og her han stadig til gode at vise, at han kan nærme sig sin gamle klasse. Omvendt burde det netop være på en kort og særligt teknisk rute, at Felline kan slå til, for det er nemlig på ruter med mange sving, at han gør det bedst, som da han vandt prologen i Romandiet i sin storhedstid. Langsom bliver han bedre og bedre, og dette kunne være enkeltstarten, hvor han også begynder at præstere på tempocyklen igen.

Mitchelton-Scott har en outsider i Jack Bauer. Specielt er han ikke, men han er alligevel blevet nr. 7 på specialistenkeltstarten i Tirreno og nr. 11 på en enkeltstart i Touren. Det viser, at han på sine gode dage kan levere på ruter som denne. Desværre skuffer han oftere, end han imponerer, og hans kørsel i går tyder på, at han ikke er kommet flyvende ud af sommerpausen. Han er dog en af de ryttere, der har en historik, som gør ham i stand til at overraske.

Harry Tanfield var lidt af et talent som U23-rytter, hvor særligt hans 2. plads bag Geraint Thomas ved de britiske mesterskaber tydede på et vist potentiale. Til gengæld har han skuffet fælt som professionel, hvor han ikke har leveret, og særligt i landevejsløbene har han haft det svært. I dette løb har han dog endelig vist noget med meget offensiv og aktiv kørsel, og det kunne tyde på, at han efterhånden er ved at vænne sig til niveauet. Ruten her er nok for kort og teknisk til en powerrytter som ham, men det kunne være fint, hvis han endelig kunne levere et lille resultat.

Endelig vil vi pege på Laurens De Plus. Belgieren viste i går, at han er i storform, men desværre er dette ikke rigtigt hans etape. Den er for kort og teknisk for en rytter, der vel mest af alt er en dieselmotor. Omvendt har han vist, at han kan præstere over en kort distance, da han i år blev nr. 8 på 1. etape i Giroen, hvor en fjerdedel af etapen dog bestod af San Luca-stigningen, som gjorde det til en helt anden etape. I sidste års Vuelta blev han imidlertid også nr. 8 og det endda i fladt terræn. Desværre var det så over en længere distance. Det bliver sværere at gøre det godt på en etape, der er både kort og flad, men omvendt er han jo skiftet til Jumbo, og så plejer man at forbedre sine tempoevner betragteligt…

En anden kandidat kunne være en velkørende Lukasz Wisniowski , ligesom Sep Vanmarcke ofte gør det hæderligt på enkeltstarter af denne type. Simon Clarke er ikke specialist, men har redet lidt med på EF-bølgen. Callum Scotson har desværre skuffet på sine enkeltstarter i år, og Jasha Sütterlin, Lars Boom og Cameron Meyer er ikke, hvad de var engang. Bob Jungels er i håbløs form og vil foragte ruten, og Dylan van Baarle virker træt, ligesom han har kørt ringe enkeltstarter i år. Alex Kirsch overraskede i Belgium Tour, men slog sig i dagens styrt. Endelig kunne de unge Stan Dewulf og Martijn Tusveld gøre det hæderligt.

Feltet.dks vinderbud: Søren Kragh Andersen

Øvrige vinderkandidater: Jos van Emden, Stefan Küng

Outsidere: Filippo Ganna, Edoardo Affini, Mads Pedersen, Tom Bohli, Miles Scotson

Jokers: Tim Wellens, Mike Teunissen, Arnaud Demare, Josef Cerny, Fabio Felline, Jack Bauer, Harry Tanfield, Laurens De Plus