Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 6. etape af Giro d’Italia

Optakt: 6. etape af Giro d’Italia

09. maj 2018 19:19LaPresse - Di Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Enrico Battaglin bekræftede for anden dag i træk, at han efter års nedtur endelig er klar til at indfri det talent, der gjorde ham til et af de mest attraktive unge navne for efterhånden mange år siden, på en dag, hvor Miguel Angel Lopez atter mistede dumme sekunder. De øvrige favoritter kom alle helskindet igennem og kan nu se frem til det første helt store slag, når det torsdag gælder det imødesete brag på den frygtede vulkan Etna.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

Lige siden ruten blev offentliggjort i efteråret, har et af de store temaer været, at man i år ikke kan tillade sig at møde op til starten uden at være tæt på 100%. Forklaringen er, at arrangørerne ligesom sidste år har valgt at lægge en bjergafslutning ind allerede i løbet af de første fem dage, og ligesom i 2017 er det den grusomme vulkan Etna, der vil lægge asfalt til det første seriøse klatreslag mellem løbets favoritter. Det er ganske vist ikke usædvanligt, at Giroen allerede i den første uge byder på afslutninger også på relativt lange stigninger, men typisk har der været tale om relativt nemme finaler, hvor forskellene har været minimale. Det er bestemt ikke tilfældet i 2018, hvor vulkanen, der sidste år ikke gjorde den store skade, skal bestiges fra en ny og vanskeligere side. Ligesom i 2017 kan den kraftige vind på den nøgne vulkan lægge en dæmper på festlighederne, men står vinden ”rigtigt”, kan den skabe de første seriøse forskelle mellem favoritterne. Er man kommet ind i løbet på bare 90%, kan man allerede efter ganske få dage miste så meget tid, at podiet i Rom pludselig er meget fjernt.

 

I alt skal rytterne bevæge sig 167 km fra Caltanissetta til observatoriet på Etna, og den første del af etapen består af det kuperede terræn og snoede veje, der også var hovedtemaet på de første to sicilianske etaper. Modsat de foregående etaper har 6. etape ikke start ved kysten, men indledes dybt ind i øens indre, hvorfra man bevæger sig mod nordøst, først via en 10 km lang nedkørsel og derefter via en 18 km lang opkørsel, der fører frem til den første spurt i byen Enna efter 28,7 km. Herfra sættes kursen mod sydøst, idet man bevæger sig på et kuperet plateau med mange mindre bakker og meget lidt fladt terræn lang snoede veje med mange sving.

 

Efter 60,2 km, når man etapens sydligste punkt ved den sidste spurt, hvorfra man atter sætter kursen mod nordøst med retning mod Etna. En længere nedkørsel fører ned fra plateauet, og derefter venter der en lille bakke, inden etapens eneste flade del fører frem mod Paterno. Fem kilometer inden byen begynder det at stige let, og det fortsætter med at gå opad frem til Belpasso med 24,6 km igen.

 

Læs også
Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

 

Her sætter man kursen mod nord og vulkanens top via en lille nedkørsel, indtil det atter begynder at stige frem mod stigningens officielle start i byen Rafalina. Herfra stiger kategori 1-bjerget med 6,5% i gennemsnit over 15,0 km og når undervejs et maksimum på 15%. De første 4,5 km er relativt jævne med et gennemsnit på 6,4%, inden en kort 1 km lang rampe med 9,0% leder frem til den lette midterfase, hvor den gennemsnitlige stigningsprocent er blot 5,2. Med 5,2 km igen snævres den brede vej ind, og stigningen tager fat med en kort rampe, der når et maksimum på 12% som indledning på et 3,7 km langt stykke, der stiger med 8,0% i snit. De sidste 1500 m er lettere med et gennemsnit på bare 4,7%. På de sidste 3 km er der ingen skarpe sving på den bugtende vej, der retter sig ud med 150 m igen, hvor stigningsprocenten på den 6 m brede vej er 6%.

 

Etapen har i alt 3360 højdemeter.

 

Etna blev senest besøgt sidste år, hvor Jan Polanc tog karrierens anden etapesejr, da det efter et langt udbrud akkurat lykkedes at holde favoritterne bag sig. I 2011 slog Alberto Contador Jose Rujano i en spændende duel, men den sejr har han siden fået frataget grundet sin clenbuterol-dom, og derfor er Rujano i dag officielt noteret som vinder. I 1967 sejrede Bitossi ved det første besøg, mens portugisiske Da Silva vandt i 1989, hvor man sluttede et andet sted på bjerget end ved de tre øvrige besøg.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Sidste år lagde vinden i den grad en dæmper på festlighederne på Etna, og derfor vil alle have blikket stift rettet mod vejrudsigten i aften. Rytterne kan se frem til en flot dag med kun enkelte skuer og en temperatur i bunden af stigningen på 25 grader. Der vil være en jævn vind fra sydøst og øst, hvilket giver en lang dag med mod- og sidemodvind stort set hele dagen. På målstigningen vil der være sidevind og sidemedvind på de første 10 km og derefter modvind på de sidste 5 km frem til opløbsstrækningen, hvor man får sidemedvind.

 

Læs også
Tobias Lund vinder for anden dag i træk

 

Analyse af 5. etape

Kan I huske Giroen i 2013? Det var dengang en helt ung Enrico Battaglin pludselig bragede frem i en stigende spurt på 4. etape af det italienske etapeløb og med en stor sejr tog et hav af kommentatorer totalt på sengen. På dansk tv blev han af kommentatorer bare omtalt som ”Bardiani-rytteren” og senere af Rolf Sørensen konsekvent omtalt som ”vinderen fra den anden dag” efter at have opnået et stort, men for mange uventet gennembrud.

 

Uventet var det nu ikke. Allerede i årene forinden havde han været udskreget til et af Italiens allerstørste puncheurtalenter og allerede vundet semiklassikeren Coppa Sabatini som stagiaire! Faktisk var det helt uforståeligt, at det var det lille Bardiani-hold, der fik fingrene i det italienske fænomen, der i de tidlige år blot gik fra succes til succes. Året efter vandt han sågar en bjergetape på Oropa-stigningen, og vejen til en glorværdig karriere var banet.

 

Siden da er intet imidlertid gået som ventet. Battaglin mistede i de kommende år nærmest alle sine spidskompetencer. Holdbarheden aftog, hans punch på stigningerne forsvandt, og han spurtede slet ikke så godt som tidligere. Heller ikke en chance på WorldTouren hos LottoNL, der ellers hentede ham til holdet som et bud på succes i ardennerklassikerne, bragte ham meget videre, og i de senere år har han i alt væsentligt kun ageret hjælperytter for hollænderne. Ser man bort fra et par top 10-resultat i et par spurter af og til, er resultatlisten temmelig blank, og faktisk var det kun i Giroen for to år siden, hvor han kortvarigt som hjælper for Steven Kruijswijk virkelig imponerede, at han genfandt fordums styrke.

 

I år har der bestemt heller ikke været meget at komme efter, og derfor gik han da også ind til denne Giro som hjælperytter for George Bennett i bjergene og for Danny Van Poppel i spurterne. Derfor kommer det også bag på de fleste - også holdets ledelse - at italieneren ud af det blå har genfundet de ben, der gjorde ham til et af sportens supertalenter. Dem har han imidlertid for alvor genopdaget i et omfang, som næsten synes ufatteligt.

 

Allerede i går blev det afsløret, da han umiddelbart lignede stærkeste mand i en finale, som ellers burde have været for svær for en relativt stor fyr som ham. I dag bekræftede han så, at der ingenlunde var tale om et engangstilfælde, da han med overlegen klasse spurtede sig til sin først sejr, siden han senest krydsede stregen først i Giroen for nu hele fire år siden. Alene den lange sejrstørke vidner om, at der er sket noget dramatisk i de seneste måneder. Men for alle de mange cykelfans, der frustreredes over at se et stort cykeltalent gå til spilde, må det varme om hjertet at se Battaglin være tilbage.

 

Til gengæld må man have ondt af stakkels Giovanni Visconti. På den sicilianske hjemmebane havde han drømt om at krydse stregen først, og derfor må det have gjort ekstra ondt, at et styrt i finalen tvang ham til at brænde sine tændstikker på at hente Domenico Pozzovivo tilbage til feltet. Da han kun med det yderste af neglene fik klemt sig med over den sidste bakke i finalen, var der da heller intet, der tydede på, at Visconti ville være at finde fremme til sidst.

 

En pludselig stilstand betød imidlertid, at der pludselig var plads til at komme frem igen, og den chance greb den lokale helt. Med fremragende tekniske egenskaber udnyttede han de sene sving til at slå et hul, der normalt ville have været nok til at gøre arbejdet færdigt. Problemet var bare, at han havde den allerværste mand på hjul, og det krævede herefter ikke mange pedaltråd for Battaglin at knuse den drøm for Visconti, der få kilometer forinden allerede havde set ud til at være meget langt væk.

 

Det var i det hele taget et styrt, der fik ganske store konsekvenser. Ikke blot sendte det en af dagens favoritter, Matej Mohoric, ud af spillet om etapesejren, det kostede også afgørende tid for Jan Hirt, en af de tre klassementsryttere på det skræmmende stærke Astana-mandskab. Og netop Astana oplevede en mareridtsdag på de sicilianske landeveje. I år er alt ellers gået efter bogen for kasakkerne, men siden starten har de været ramt af uheld. Først styrtede Miguel Angel Lopez inden enkeltstarten, hvor han tabte uventet meget tid, i går kostede dårligt positionering ham mere tid, og i dag var det så endnu et styrt, der blev dyr for den lille colombianer.

 

Desværre kan man ikke bare afskrive det som uheld. Det er ingenlunde tilfældigt, at Lopez har tilbragt store dele af sin korte karriere i sygesengen. Hans klatreevner er gudsbenådede, men hans evner til at holde sig på cyklen lader til gengæld meget tilbage at ønske. For to år siden styrtede af ud af sin første grand tour, og siden da har han været slemt i asfalten to gange tidligere. I dag gik det galt igen, og det bliver således efterhånden mere og mere klart, at Lopez har behov for at gøre ganske markante fremskridt, hvis han nogensinde skal indfri det potentiale, som hans sublime klatreben rækker til.

 

Læs også
Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

 

De klatreben får han nu endnu mere brug for, efterhånden som hans tidstab vokser og vokser, og han er bestemt ikke alene om at have dem. Det bliver nemlig efterhånden mere og mere klart, at Domenico Pozzovivo er i sit livs form. Den lille italiener med det store intellekt måtte som sagt bruge betydelig energi på at jagte feltet i slutfasen, men det stoppede ham tilsyneladende ikke. På den sidste bakke var han totalt dominerende og dansede let på pedalerne, inden han spurtede sig til en 9. plads i en afslutning, der slet ikke passede ham. Allerede hans præstationer i Tour of the Alps og Liege vidnede om kongeform, men efter en sensationel enkeltstart og to fremragende præstationer på Sicilien synes der ikke længere at være tvivl: Pozzovivo er feltets mest formstærke klatrer!

 

Han er dog ikke alene om at have gode ben. Maximilan Schachmann, der i går leverede et af moderne Giro-histories mest vanvittige comebacks efter et sent styrt, gjorde det igen i dag. Det tyske supertalent blev igen sat tilbage af et styrt, men efter en lang jagt havde han alligevel overskud til at spurte sig til en 4. plads! 8. pladsen i Fleche Wallonne efter et langt udbrud sprængte allerede grænserne for det formodede potentiale, men i denne Giro har han for alvor fået sit gennembrud. Nu mangler vi bare at se, om han også kan begå sig i de høje bjerge. Konventionel logik siger nej, men hvem tør afvise ham efter de seneste dage?

 

Også Simon Yates fik med endnu en glimrende spurt bekræftet sin forrygende form, men for ham har det hele tiden været indlysende, at de første etaper passer ham. Det er i den tredje uge og på de lange stigninger, at Yates for alvor skal stå sin prøve - og derfor får vi allerede de første svar på eventuelle forbedringer i de høje bjerge allerede på Etna i morgen.

 

Tom Dumoulin kan også være fint tilfreds med sikkert at overleve endnu en dag, og dagens etape bekræftede klart, at det vitterligt var på grund af uheld, at hans resultat i går var relativt pauvert. Også Rohan Dennis kan glæde sig over, at han har forsvaret sin trøje så længe som håbet - men nu ender eventyret formentlig også, når Etna toner sig op i horisonten i morgen!

 

Og Etna bliver mere og mere skræmmende for en vis brite. I går prøvede Chris Froome at afskrive den svage præstation som et udtryk for en dårlig position, men den forklaring klinger mere og mere hult. Løbets storfavorit er slemt mærket af sit styrt, og efter at han i dag kun hang på allerbagerst i gruppen på sidste stigning, kan det ikke længere skjules: Froome er et såret dyr, og den stank af blod, der i går bredte sig over hele Italien, bliver efterhånden mere og mere intens. Rundt om ham venter et hav af gribbe, der alle har set det samme og er klar til at slå til. Måske er det på Hawaii, man i øjeblikket kæmper med lava fra verdens mest aktive vulkan, men for Froome er det en anden vulkan, der er langt, langt mere frygtindgydende. Åske vil den kræve endnu et stort offer torsdag eftermiddag.

 

Favoritterne

Sidste år var forventningerne til Etna-etapen kolossale, men det endte som den helt store fuser. Kraftig modvind på den nøgne vulkan betød, at det var helt umuligt at gøre en forskel, og kun en snu og lidt heldig Ilnur Zakarin kunne med et sent angreb stjæle et par sekunder. Derfor har der også været megen tvivl om, hvad vi skal forvente af gensynet med vulkanen, og denne gang har forventningerne da også være mere beherskede.

 

Der er dog en væsentlig forskel. I år skal stigningen bestiges fra en ny side, der ikke blot er sværere, men også foregår på mindre veje med mere læ. Dertil kommer, at vinden oftest er gunstig fra denne retning, og etapen har derfor gode muligheder for at blive betydeligt mere underholdende end sidste år.

 

Desværre er vejrguderne os ikke mildt stemt. Netop i morgen vil vinden være i øst, og det betyder, at der vil være direkte modvind på de sidste 5 km. Desværre er det også ført her, at stigningen bliver svær, mens de første 10 km næppe er stejle nok til at gøre en forskel. Da de sidste 1500 m samtidig er ganske lette, kan man frygte en gentagelse af sidste års pauvre udkomme.

 

Det betyder dog ikke, at der ikke er lagt op til drama. Chris Froome har som nævnt vist så markante svaghedstegn de seneste to dage, at alle rivalerne lugter blod. Der er derfor ingen tvivl om, at stort set alle favoritholdene går ind til etapen med en klar mission om én gang for alle at tilføje Froome et banesår, som han næppe kan komme sig over, selv hvis han finder benene i den tredje uge.

 

Læs også
Se Tobias Lunds anden store sejr

 

Sidste år lykkedes det lidt overraskende udbruddet at holde hjem, men det synes usandsynligt, at det vil ske igen. For Rohan Dennis og BMC vil det egentlig være fint, hvis et ufarligt udbrud kunne løbe med bonussekunderne, men for andre forholder det sig anderledes. Domenico Pozzovivo må være sprængfyldt med selvtillid efter sin vanvidsstart, Simon Yates har bestemt heller ikke just fået knækket sin tro på sig selv de seneste dage, Thibaut Pinot regner med at have et formmæssigt overskud i starten, og Miguel Angel Lopez er efterhånden så langt efter, at han næsten er nødt til at gå efter bonussekunderne. Også Fabio Aru vil med stor sandsynlighed meget gerne vise sig frem for sine italienske fans, og det giver i hvert fald fem hold, der alle kan tænkes at jagte.

 

Derfor regner vi også med, at det hele bliver samlet til et slag på sidste stigning. Efter sidste års udbrudssucces vil vi sikkert se mange indledende angreb, men BMC vil kunne sikre sig, at en ufarlig gruppe kommer afsted. Herefter regner vi med, at et eller flere af de ovennævnte hold vil tage kontrol og sikre, at vi får samling til en afgørelse mellem favoritterne.

 

På stigningen skal Froome sættes under pres, og derfor forventet vi, at Astana og Mitchelton-Scott, der har veritable superhold, vil gå til stålet fra start. De vil formentlig sætte et dræbertempo fra start, men det vil gøre det svært at angribe. Midterdelen er så let, at de afgørende fremstød skal sættes ind på de sidste 5 km - og her rammer de en kraftig modvind. Derfor tvivler vi på, at der vil komme den helt store udskilning.

 

Det betyder dog ikke, at der ikke kan gøres forskelle. Froome har virket så svag de seneste to dage, at han sagtens kan tabe tid alligevel - og det vil blot øge incitamentet for de øvrige ryttere til at samarbejde. Det vil dog sandsynligvis hovedsageligt være udskilning bagfra og i mindre omfang succesfulde angreb - med mindre altså det hele bliver så taktisk, at det vil være muligt at gentage Zakarins nummer fra sidste år og med et angreb fra en rytter, der ikke er at regne som topfavorit, at snige sig væk til slut.

 

Egentlig havde vi bestemt os for at gøre den flyvende Domenico Pozzovivo til favorit, men desværre vil modvinden nok gøre det svært for italieneren at gøre en forskel. Mest sandsynligt er det, at en lille gruppe skal spurte om sejren, og det får os til at pege på Tom Dumoulin som favorit. I går herskede der kortvarigt lidt tvivl om hans form efter en svag præstation på sidste stigning, men det viste sig hurtigt, at det skyldtes, at han måtte bremse op 500 m fra stregen. I dag lignede han da også atter sig selv, og hans sejr på enkeltstarten vidner om, at formen er i top. Han er som bekendt brølstærk i en stigende spurt, og den kun let stigende finale passer perfekt til et muskelbundt som Dumoulin. Hans enkeltstart efterlod så megen tro på hans form, at vi tror, at den forsvarende vinder spurter sig til sejr på toppen.

 

Hans værste rival kunne være Michael Woods. Canadieren viste sine fantastiske evner som afslutter i stigende finaler i går, og der er ingen tvivl om, at han er blandt de hurtigste klassementsryttere. Andenpladsen i Liege vidner om storform, men det store spørgsmål er, hvor han står på en lang stigning. Han er nemlig ikke ren klatrer, og sidste år overgik han egne forventninger, da han sad med i bjergene i Vueltaen. Dengang havde han imidlertid forberedt sig i højderne, mens han denne gang har forberedt sig i klassikerne. Han regner derfor selv med at have mere punch end slidstyrke, og Etna kan derfor vise sig at være for lang. Modvinden vil dog være en hjælper, og sidder han der til slut, vil han være en af favoritterne i en spurt.

 

Det samme vil Thibaut Pinot, der siden sidste års Tour of the Alps har været en fremragende afslutter. Det viste han senest i årets udgave af alpeløbet, og selvom han kom til kort på 4. etape, vil han være en af favoritterne i en spurt på Etna. Franskmanden er nemlig en dieselmotor, der er langt bedre til at spurte efter en lang stigning end efter en hektisk finale med mange sving. Derfor er der al mulig grund til at tro, at den meget formstærke Pinot vil kunne køre med om sejren på toppen af Etna.

 

Det samme kan Simon Yates, der i teorien er den måske allerhurtigste i denne form for 5%-spurt. Når vi alligevel har ham relativt langt nede på vores liste, skyldes det stigningens længde. Yates er nemlig puncheur og ikke klatrer, og han har altid haft det sværere på lange stigninger, hvor han hovedsageligt har været i defensiven. Formen synes imidlertid i top, og da modvinden vil komme ham til gavn, vil han bestemt have en god chance for at være hurtigste mand på toppen.

 

Som sagt er Domenico Pozzovivo umiddelbart stærkeste mand på stigningerne, men som sagt er modvinden dræbende for italieneren. Det bliver bestemt ikke lettere af, at de sidste 1500 m er relativt lette, og det bliver derfor ikke let for Pozzovivo at vinde. Alligevel kan det ikke udelukkes. Er der en rytter, der kan gøre forskellen på det stejle, er det formentlig ham, og med den nuværende form kan han faktisk heller ikke afskrives i en spurt - bare se på resultaterne de seneste dage.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

Sidste år viste Miguel Angel Lopez skræmmende styrke, da han dag efter dag tørrede gulv med verdens bedste klatrere i Vueltaen. Han har imidlertid fået en kedelig start på dette løb med to styrt og dumme tidstab. Vi aner derfor ikke meget om, hvor han står formmæssigt - specielt fordi tidstabet i går formentlig skyldes de ringe positioneringsevner. Er Lopez i form, er han sammen med Pozzovivo manden, der kan gøre forskellen - og han har den fordel, at hans relativt store tidstab vil give ham lidt mere frihed end først antaget.

 

Også Davide Formolo viste med en overraskende god præstation på 4. etape, at han har taget sin superform fra Liege med sig til Sicilien. Italieneren har i år endelig indfriet sit potentiale, og der er grund til at have store forventninger. Desværre er han ikke specielt hurtig i en spurt, og ligesom Pozzovivo har han derfor modvinden som modstander. Som 4. etape viste, kan han med den gode form imidlertid godt afslutte, og derfor er der måske endnu en overraskelse i vente - hvis da ikke han har udnyttet sin underdogstatus til at lave ”en Zakarin”.

 

Det er lidt svært at blive klog på Esteban Chaves. Han havde ikke diamanter i benene i går, men han burde være langt mere komfortabel på denne etape. Han er på papiret en af løbets allerskarpeste på en stigning som denne, men han vinder ikke en spurt. Til gengæld har han den fordel, at Mitchelton-Scott formentlig vil sidde i overtal, og i det, der meget vel kan være en taktisk finale, kan det udnyttes til at angribe på skift for Chaves og Yates, efter at formstærke Roman Kreuziger, Mikel Nieve og Jack Haig har kørt rivalerne møre.

 

Et andet godt bud på et sent angreb er George Bennett. Newzealænderen har forbedret sig kolossalt i de seneste to år og i denne sæson været en af de skarpeste på stigningerne. Mest markant er det, at han har haft ret god næse for at angribe til slut, og han lader aldrig en chance for et fremstød gå sin næse forbi. Det kan måske lade sig gøre for ham i en ret taktisk finale, hvor han næppe vil være den mest overvågede ryttere.

 

Egentlig er Tim Wellens her ikke for at køre klassement, men med udsigt til måske at kunne tage trøjen vil han helt sikkert forsøge at holde sig til på denne etape. Egentlig er stigningen for lang for ham, men i Paris-Nice viste han stor fremgang på længere stigninger. Modvinden vil give ham en reel chance for at hænge på, og sidder han der til en afsluttende spurt, bliver han farlig.

 

Kan Maximilan Schachmann gøre det igen? Han har imponeret vanvittigt de seneste to dage, men han har aldrig tidligere klatret med de bedste på så lang en stigning. Formentlig kommer han da også til kort, men efter de seneste vanvidspræstationer kan der være endnu en overraskelse i vente. Og til slut vil han både kunne spurt eller udnytte sin frihed til at angribe.

 

Etapen er også en stor test af, om Carlos Betancur vitterligt er på vej tilbage. Hans prolog indikerer i hvert fald noget lovende, selvom han ikke just så stærk ud på den sidste stigning i dag. Formentlig er han stadig lidt for tung, men modvinden betyder, at han måske alligevel vil kunne sætte sig igennem i en spurt.

 

Endelig vil vi pege på talenterne Richard Carapaz og Giulio Ciccone . Begge er de blandt tidens allermest lovende klatrere, og begge har de vist storform forud for løbet. En lang stigning som denne passer dem, men de kan under ingen omstændigheder vinde en spurt. Til gengæld har de den store fordel, at ingen regner dem for det store, og derfor er det måske dem, der kan lave ”en Zakarin.”

 

Det skal bemærkes, at Fabio Aru, Ben O’Connor og Louis Meintjes formentlig også vil være fremme, men de er næppe i stand til at vinde. Spurtstærke Rohan Dennis og Patrick Konrad vil blive hjulpet af modvinden, men vi regner med, at etapen bliver en anelse for hård.

 

Feltet.dks vinderbud: Tom Dumoulin

Øvrige vinderkandidater: Michael Woods, Thibaut Pinot

Outsidere: Simon Yates, Domenico Pozzovivo, Miguel Angel Lopez, Davide Formolo, Esteban Chaves

Jokers: George Bennett, Tim Wellens, Maximilan Schachmann, Carlos Betancur, Richard Carapaz, Giulio Ciccone

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?