Optakt: 6. etape af Giro d’Italia

Ruten

Hvis rytterne syntes at 4. etape var lang og udmarvende, bliver de slemt skuffede over, at der venter en endnu længere og bestemt ikke lettere etape allerede to dage senere. Med sine 238 km er 6. etape løbets næstlængste, og den byder endda på løbets første længere stigning i den absolutte finale. Efter et maraton igennem let kuperet terræn får klassementsrytterne lov til at varme klatrebenene op på Coppa Casarinelle, der dog har top med mere end 15 km til mål, og med et fladt indløb til stregen er etapen snarere en chance for at føle hinanden lidt an end rammen om et stort klassementsslag, ligesom det ligner den hidtil mest oplagte udbrudsetape i løbet.

I alt byder etapen altså på 238,0 km, der fører feltet mellem Cassino og San Giovanni Rodondo. Den første del af løbet har budt på en rejse mod syd ned langs den italienske vestkyst gennem den italienske støvle, og nu er det tid til at vende rundt, kort inden man når Napoli. Etapen består derfor af en tur mod øst tværs gennem den kuperede italienske støvle ud til østkysten, hvor rejsen mod nord indledes fredag.

Fra start kører man mod øst op over en lille bakke, inden et længere stigende stykke fører mod nordøst. Herfra falder det mod sydøst ned til den første spurt, der kommer efter 70,3 km, inden det går via en lille bakke videre mod sydøst. Herefter drejer man mod nordøst og øst for via et længere faldende stykke at køre ned til forplejningen, der efterfølges af en længere og mod toppen ganske stejl stigning. Derfra går det via en nedkørsel mod øst ned i fladlandet, hvor en lige, flad vej leder til byen Foggia.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I Foggia drejer man mod nord og siden nordøst for igennem fladt terræn at køre frem til finalen. Den indledes, når man rammer kategori 2-stigningen Coppa Casarinelle (15,0 km, 4,4%, max. 9%), der er en lang, meget jævn stigning, som stiger med 3-5% hele vejen op til toppen, der rundes med 17,9 km igen. Derefter går det mod nordøst via en lille nedkørsel til dagens sidste spurt, der kommer 12,9 km fra stregen. Derefter venter en 2,6 km lang bakke (5,4%), og det fortsætter med at stige, indtil der resterer 6 km. Herfra falder det let mod øst. Den næste kilometer er faldende, hvorefter det stiger, indtil man med 3,2 km drejer mod nord. Herefter venter et relativt fladt stykke, inden man drejer mod vest med 2 km ind på en nedkørsel, der leder ned til den røde flamme. Her rammer man den 1200 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning, der stiger med 2-3%.

Etapen byder på i alt 2841 højdemeter.

San Giovanni Rotondo har aldrig tidligere været målby for Giroen og heller ikke for et andet stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Onsdag var en drivvåd dag, og det bliver bestemt ikke bedre torsdag. Her vil det regne ved etapestarten, men langsomt vil det aftage i intensitet, så der til slut ”blot” er en bygerisiko på 30%. Det vil være koldt med en temperatur i målområdet på bare 10 grader, men det vil ikke være blæsende med blot en let vind fra nord. Det giver sidevind det meste af vejen frem til Foggia, hvorefter man drejer ind i mod- og sidemodvind, der varer ved helt frem til toppen af stigningen. Herefter drejer man ind i sidevind, der vare ved, indtil der venter en kilometer med modvind med 3 km igen. Til slut er der igen sidevind på den 1200 m lange opløbsstrækning.

Analyse af 5. etape

Det er ikke en hemmelighed, at dopingspøgelset vel har slået hårdest mod cykelsporten i Tyskland, hvor vores kære sportsgren har været ildeset siden først Jan Ullrichs falde under Operacion Puerto og siden Patrik Sinkewitz’ uheldige exit fra Touren i 2007. Siden da har sporten været betragtet som en paria, der har været bandlyst fra de nationale medier og været ude af stand til at tiltrække sponsorer. Som en konsekvens er den fine tyske løbsscene bombet tilbage til stenalderen, og en kort overgang havde landet ikke ét eneste WorldTour-hold.

Heldigvis er det siden gået fremad. Touren startede i Tyskland i 2017, Deutschland Tour genopstod sidste år, og Bora og Sunweb er nu begge tyske mandskaber på allerhøjeste niveau. Gennem hele krisen har det imidlertid slet ikke haltet på ryttersiden, for landet har i den grad draget fordel af det cykelboom, Ullrich skabte i 90erne. Mange af de drenge, der lod sig inspirere af det tyske kraftværk til at sætte sig på cyklen, opnåede stor anerkendelse alle andre steder end i udlandet, og selvom landet måske har manglet en klassementsrytter på højeste niveau, er det blevet til monumentsejre med John Degenkolb og et hav af verdensmesterskaber med Tony Martin.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Intet andet sted har landet dog haft så megen gennemslagskraft, som de har haft på sprintersiden. Efter at Erik Zabel i 90erne satte sig tungt på rekorden over fleste grønne trøjer i Tour de France og i en karriere, der bød på hele 137 sejre også vandt blandt andet Milano-Sanremo fire gange og i alt 20 grand tour-etaper, har det i dette årtusinde først været André Greipel, der har givet landet en af verdens absolut bedste sprintere, inden Marcel Kittel i de senere år med sine mange Tour-sejre suverænt satte sig på tronen som den allerhurtigste.

Mens de to giganter har siddet blandet sig på højeste niveau, er landet endda fortsat med at fostre lovende sprintere. Degenkolb har været der i mange år, og selvom han nok mere er klassikerrytter end rigtig sprinter, har han dog alligevel et hav af spurtsejre fra Vueltaen på sit cv. Dertil kommer nye helt rene sprintere som Max Walscheid og Phil Bauhaus, der begge har vist, at de har farten til at blande sig på højeste niveau, og sidste år viste Max Kanter, der i år er nyprofessionel, men sat tilbage af en skade, at han har potentialet til at blive en af de helt store.

Det er dog en helt anden, der lige nu fremstår som det varmeste bud på den næste tyske superstjerne. Det holdt ellers hårdt for Pascal Ackermann i sin første sæson som professionel, og faktisk tilbragte han næsten halvandet år i feltet, inden han endelig fik karrierens første sejr. Da først han havde fået hul på bylden på sidste etape i Romandiet Rundt sidste år, gik det imidlertid stærkt. Herefter fugte nemlig en mageløs sommer og et fantastisk efterår, hvor han allerede den 5. august kunne tage sin 6. sejr, og de seks første triumfer var de fem på WorldTouren og den sidste det tyske mesterskab. Siden blev det til yderligere to semiklassikersejre og en WorldTour-sejr i Kina, og efter to mindre sejre først på året kom han til sin første grand tour ved denne Giro med endnu en stor WorldTour-triumf i bagagen, da han vandt et af sit hjemlands to WorldTour-løb, Eschborn-Frankfurt, kun godt en uge inden starten i Bologna.

Alligevel herskede der lidt usikkerhed om hans chancer, for 2019 har ikke været lige så imponerende som hans 2018. Faktisk skuffede han fælt i årets første måneder, og det var faktisk først med sejren i Frankfurt, at man fik fornemmelsen af, at han nærmede sig det forrygende niveau, han havde sidste år. Efter fem dage i Giroen kan vi imidlertid glemme alt om skepsis og tvivl, for efter at han i dag to sin anden sejr i et løb, hvor han også er blevet nr. 3 og 4, har han vist, at det var helt velbegrundet, at mange efter sidste sæson anså ham som en af verdens kommende supersprintere.

Sejren i dag var måske endda kærkommen. Ganske vist virkede ham skræmmende stærk, da han åbnede kontoen med triumfen på 2. etape, men i søndags var det lidt ærgerlige, at løbets på papiret hurtigste, Fernando Gaviria, tilsyneladende manglede løbsrytme og derfor var en skygge af sig selv. Vel var Ackermanns sejr flot - han slog jo trods alt en vis Elia Viviani i et direkte opgør - men den havde haft lidt mere valør, hvis også han på mere regulær vis havde fået Gavirias skalp.

Den fik han heldigvis i dag, da de 140 drivvåde kilometer sluttede med den ventede massespurt i Terracina, hvor den 1500 m lange og helt brede boulevard lagde op til en ren udmåling på topfart mellem løbets sprintergiganter. Og det var præcis, hvad vi fik, i en ganske rodet spurt, hvor intet tog havde styrke til at tage kontrol. Det fik Gaviria til at åbne en lang spurt, da først Fabio Sabatini og siden Jacopo Guarnieri havde kørt lead-outs for hhv. Viviani og Arnaud Demare, og med en fornem afslutning fik colombianeren, der også havde været den klart hurtigste på 3. etape og dermed signaleret, at de gode ben var kommet tilbage, atter vist, at han er sig selv og lige så skarp, som han var, da han vandt etaper i Giroen og Touren i hhv. 2017 og 2018.

Desværre var det ikke nok til at slå Ackermann. Modsat i mandags, hvor den unge tysker lidt for overmodigt kørte en alt for lang spurt i den knaldhårde modvind, gjorde han nemlig alt rigtigt i det regnvåde kaos på de spejlglatte syditalienske landeveje. I stedet for at lade Rudiger Selig træde den hjem for ham lod han sin landsmand holde ham i en perfekt position, og da Gaviria åbnede fra distance, reagerede han årvågent ved at springe ind på hjulet af den lynhurtige colombianer. Her brugte han et par sekunder i slipstrømmen, inden han lukkede op for den enorme power, der allerede havde givet ham sejren i søndags, og med det, der lignede et vist overskud, gik han klart forbi den colombianske supersprinter.

Sejren bekræfter således blot det indtryk, man allerede sad med efter magtdemonstrationen i søndags, nemlig at Ackermann lige i øjeblikket er feltets hurtigste. Samtidig har han nu lagt pointkonkurrencen i et sådant jerngreb, at alle rivalerne nærmest allerede nu er ude af kampen. Ewan og Gaviria ventes at rejse hjem inden Verona, og det er også meget tænkeligt, at Deceuninck overtaler Viviani til det samme, efter at mandagens deklassering sendte ham ud af kampen om den cyclamenfarvede trøjede. Demare er nu den eneste trussel mod tyskeren, men da han i dag for første gang undlod at gå efter point i den indlagte spurt, ser det ud til, at også franskmanden allerede nu har kastet håndklædet i ringen mod den tyske overmagt, som ganske vist stadig skal vise sin holdbarhed i den tredje uge, men som er så robust, at han burde have gode chancer for at komme hele vejen til Verona.

For Gaviria blev det ikke til den ”rigtige” triumf, som han stadig drømmer om efter mandagens skrivebordssejr, men han kan i det mindste glæde sig over, at han efter den pauvre start har fundet sine bedste ben. Desværre har de seneste etaper også vist, at han i den grad savner et tog, der kan yde ham den nødvendige støtte, for ligesom i mandags var han denne gang nødt til at starte sin spurt fra en fjern position, hvorimod Ackermann med støtte fra eminente Selig konstant sad i lå i forreste del af feltet. Gaviria ligner dog en mand, der bare bliver bedre og bedre, og med tre potentielle massespurter, inden han ventes at rejse hjem, er der heldigvis muligheder nok at tage af.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Dagens store taber var naturligvis Viviani. Allerede tidligt fornemmede man, at den italienske mester måske ikke havde diamanter i benene, da han med bare 5 km til mål sad bagerst i det lille felt, der var tilbage, efter at neutraliseringen havde fået hovedparten af rytterne til at sidde op. Det lykkedes dog Florian Senechal og Fabio Sabatini at føre ham frem inden den røde flamme, og for første gang i årets løb kørte det belgiske supertog et decideret lead-out. Desværre havde kaptajnen slet ikke benene til at gøre det færdigt, og efter at han end ikke havde kunnet holde sin position, blev han siddende i sadlen, da alle hans værste rivaler åbnede spurten.

Det er ganske sjældent, at den ellers så stabile Viviani ikke ender i top 10 i en massespurt, men helt uset er det ikke. Vi er sikkert mange, der kan huske, hvordan en totalt udkørt Viviani tidligt blev sat af på den regnvåde etape til Imola sidste år. Også den dag var han helt tømt for kræfter, men bare 24 timer senere rejste han sig ved at spurte sig til sin tredje etapesejr. Måske er Viviani bare ikke en regnvejrsrytter? Han viste i hvert fald ganske fin form på de første etaper og har da heldigvis også tre yderligere chancer, inden hans hold muligvis beder ham rette fokus mod Touren.

Etapen blev også endnu en understregning af, at Caleb Ewan og Arnaud Demare ikke helt har topfarten til at matche de bedste i dette felt. Deres tog gjorde det ellers igen ganske glimrende, også selvom de ikke kunne tage den kontrol, de ellers gjorde på hhv. 2. og 3. etape, og sørgede da også for, at begge kaptajner var i en god position inden spurten. Her var de imidlertid klart overmatchet af både Ackermann og Gaviria, der var i en helt anden liga, men det var slet ikke uventet i en boulevardspurt som denne. Heldigvis kan de se frem til en betydeligt mere opslidende etape på lørdag, hvor de begge burde have betydeligt bedre chancer for at gøre sig gældende, inden de igen formentlig kommer til kort på de to helt flade etaper i den anden uge.

Derudover fik Matteo Moschetti med en fin 5. plads atter vist, at han har et stort potentiale, især fordi han modsat de fleste andre sprintere nærmest er helt uden støtte i finalerne. Det er en skam, at Trek ikke har taget et par lidt tungere folk med for at hjælpe ham, for det kunne være meget interessant at se ham måle sig med topsprinterne i en situation, hvor han ikke skal bruge alt for mange kræfter på at holde sig i position. Til gengæld måtte Jakub Mareczko atter sande, at hans positionering er helt til hundene, og på en dag, hvor han ellers virkelig havde chance for at vise sin topfart, kom han aldrig frem, selvom Francisco Ventoso gjorde sit bedste for at støtte sin skrøbelige kaptajn.

En anden ung italiener, der fik vist sig frem, er den meget spændende Giovanni Lonardi, der med sin flotte debut og mange sejre i Asien lidt overraskende allerede i sit første år har sikret sig en plads i Giroen. De første dage har været hårde for den hurtige italiener, men på dagens korte, lette etape kunne han med en 9. plads få lejlighed til at vise, hvorfor Nippo har taget ham med som deres kommende topsprinter, der her skal indhøste vigtig erfaring. Og endelig fik det skræmmende svage Bardiani-hold lidt tiltrængt succes, da deres sprinter, Paolo Simion, som ellers har været i asfalten tidligere i løbet, med en 6. plads viste, at det ikke er helt uden grund, at han har skubbet Andrea Guardini væk fra pladsen som holdets hurtige mand i Giroen.

For klassementsrytterne lykkedes det at komme sikkert igennem en dag, der potentielt set kunne have været ganske farlig. Arrangørerne tog nemlig den nok ganske kloge beslutning om at neutralisere den sidste omgang, og dermed undgik de at sætte liv og lemmer på spil i den syndflod, der forvandlede Terracina til et andet Lalandia. Ganske vist er positionering i massespurter en del af det at køre en grand tour, men på dagen, hvor vi som forventet definitivt måtte vinke farvel til Tom Dumoulin, havde ingen været tjent med, at løbet havde mistet endnu en favorit som følge af et styrt på en ligegyldig etape. Rytterne skal nok få lejlighed til at vise deres evner i positionskampen senere, men der var ingen grund til, at det skulle ske med livet som indsats.

Derfor er det også Primoz Roglic, der fortsat er i front, men spørgsmålet er, hvor længe det varer. Han og Jumbo har i hvert fald med deres kørsel signaleret, at de ikke har til sinds at gøre meget for et trøjeforsvar, og med to oplagte udbrudsetaper de kommende dage, kunne man meget vel forestille sig, at en ny mand sover i lyserødt om 24 timers tid. Til gengæld sidder den cyclamenfarvede pointtrøje stensikkert på Pascal Ackermanns brede skuldre, og der bliver den formentlig siddende helt frem til afslutningen i Verona. Noget tyder nemlig på, at tyskerne igen har produceret en sand topsprinter, der på meget symbolsk vis har fået sit store grand tour-gennembrud mindre end en uge efter, at Kong Kittel abdicerede.

Favoritterne

Efter fire dage, hvor i hvert fald nogle af sprinterne hver eneste gang har kunnet have et vist håb om succes, venter der nu et sceneskifte i de kommende to dage. For første gang har vi nemlig nu over to etaper så vanskelige finaler, at de hurtige folk ikke har noget at komme efter, og derfor er det tid til et sceneskifte, hvor nye aktører tager over.

Det er imidlertid ikke klassementsrytterne, der skal i aktion. For dem handler de første 12 etaper i alt væsentlig om at køre stærkt på de to enkeltstarter og derudover at overleve uden væsentlige tidstab. Det sidste gælder også for morgendagens etape, for ganske vist er Coppa Casarinelle er lang, men det er en ganske let stigning, der slet ikke kan skabe udskilning i klassementskampen. 4-5% har aldrig kunnet ryste verdens bedste klatrere, og da der endda er modvind på stigningen, er der ingen chance for, at den kan bruges til noget som helt i kampen om den samlede sejr. I stedet er det en chance for klassementsfolkene til at varme klatrebenene lidt op, men det virker helt usandsynligt og som det rene spild af kræfter, hvis nogen skulle få den ide at forsøge sig med en offensiv.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Der er imidlertid heller ikke andre, der kan se det store potentiale i denne finale. Stigningen er måske nok let, men den er trodd alt så lang, at sprinterne er ude af spillet, og det er helt udelukket, at de skulle bede deres hold kontrollere en 238 km, hvor risikoen for, at de falder fra inden en eventuel spurt er langt større, end den er for overlevelse. Der er heller ikke mange andre, der tør bede deres hold tage et stort ansvar, for selvom folk som Diego Ulissi, Enrico Battaglin, Valentin Madouas, Tony Gallopin, Enrico Gasparotto og måske endda Francesco Gavazzi, Marco Canola og Andrea Vendrame måske kunne have en chance i en spurt, vil de enten risikere at falde fra på stigningen eller blive slået i den relativt flade finale, der ikke passer de mest holdbare af dem ideelt. Og da det kræver en jætteindsats at kontrollere 238 km, hvor halvdelen af feltet gerne vil i udbrud, synes det helt usandsynligt, at de vil bede deres hold tage ansvar.

Samtidig er man ikke sit sportsdirektørjob voksent, hvis ikke man så, hvordan Jumbo reagerede, da sprinterholdene i går kortvarigt stoppede med at føre. Her lod hollænderne på ingen tid et i forvejen stort forspring vokse med et par minutter, og dermed blev det også temmelig tydeligt, at hollænderne ikke vil gøre meget for at forsvare trøjen. Heller ikke for dem er det gratis at føre i seks timer i hårdt terræn, og de vil formentlig hellere sikre sig lidt hjælp de kommende dage ved at give en udbryder et par dage i rampelyset.

Med andre ord er der i den grad langt op til udbrudssejr og endda muligheden for at få en føretrøje, og det bør alle hold have luret. Særligt UAE, der i Diego Ulissi, Valerio Conti og Jan Polanc har hele tre gode klatrere, som klassementsholdene sikkert gerne vil give lidt tid, må have udset sig denne etape som dagen, hvor de skal gå efter både førertrøje og etapesejr. Det samme må gælde for Androni med Mattia Cattaneo, der stadig er velplaceret, og Ag2r skal næsten også forsøge at få Tony Gallopin og Alexis Vuillermoz afsted, selvom det er lidt mere usikkert, hvor meget frihed de vil få.

Med andre ord er der lagt op til den første seriøse angrebsfest fra start, og det kan meget vel tage over en time, inden udbruddet etableres. Samtidig er de første mere end 50 km nærmest konstant stigende, og det gør det til en ret hård start, hvor de stærke folk har bedre chancer for faktisk at ramme udbruddet. Det betyder formentlig, at vi får en ganske potent gruppe, og herefter er det meget svært at forestille sig, at andre vil tage initiativ til at køre dem ind på den lange etape. Jumbo skal føre og beslutte sig for, hvor meget tid de tør give, men de vil formentlig lade dem køre hjem. Og da vi som sagt ikke venter en klassementskamp til sidst, vil det nok blive en udramatisk dag i feltet, når først udbruddet efter en hård start er sluppet væk.

Hvad kan forhindre en udbrudssejr? Ikke meget. En mulighed er, at Jumbo vil gøre mere for et trøjeforsvare end venter, men det er usandsynligt. Den største trussel er nok snarere, at et hold som UAE misser udbruddet og derefter sætter sig for at jagte, men da også den kommende etape er god for et udbrud, vil de nok hellere spare kræfterne til fredag. Med andre ord vil vi blive svært overraskede, hvis ikke udbruddet kører hjem.

Hvem kan så vinde fra et udbrud? Man skal i hvert fald være en hæderlig klatrer, for selvom den sidste stigning som sagt er ret let, kommer man ikke helt gratis til toppen, og man skal også overleve den efterfølgende, endnu stejlere bakke. Modvinden og de lette procenter betyder dog, at det heller ikke er en dag for rene klaterere, og det er snarere en etape for klatrestærke klassikerforlk, der også kan gøre det færdigt i en spurt i den kun let stigende finale. Dertil kommer, at Jumbos forventede villighed til at afgive trøjen, betyder, at også ryttere, der ligger til i klassementet, kan have en chance.

Det får os til at pege på Diego Ulissi som vores favorit. Italieneren ligger ganske vist nr. 5 i klassementet, men det tror vi som sagt ikke er en ulempe. Klassementsholdene er næppe heller alt for bange for at give ham nogle minutter, og UAE vil formentlig gøre alt for at få ham afsted, gerne flankeret af eksempelvis Valerio Conti og Jan Polanc. Finalen burde passe ham ideelt, da stigningen ikke er for svær for en klassikerfyr som ham, og da han samtidig er lynhurtig på stregen, ikke mindst i en let stigende finale. Hans 3. plads i Fleche Wallonne samt den hæderlige enkeltstart vidner om form, og selvom han før har haft det svært med lange distancer, burde han nok kunne klare en etape som denne. Det er klart, at han i sidste ende kan få svækket sine chancer, hvis førertrøjen og et stort tidsforspring bliver vigtigere end etapesejren, men får han et par folk med til at gøre det beskidte arbejde, har han overskud til at køre finale. Med sin hurtighed tror vi, at Ulissi sikrer sig både etapesejr og førertrøje.

En anden oplagt kandidater stortalentet Valentin Madouas. Franskmanden har hidtil været uheldig i sin grand tour-debut, men han meldes at have gode ben. På enkeltstarten lod han sig rive med at begejstring og lægge alt for hårdt ud på det flade, og i går styrtede han inden den stigende spurt, der ellers passede ham ideelt, men meldingen er, at han er i form. Det viste han da også med sin flotte kørsel i Ardennerne, hvor hans top 10 i Amstel Gold Race viste, at han trods sin unge alder ingen problemer har med lange distancer. Ligesom Ulissi er han ikke ren klatrer, men han burde nok kunne klare den relativt lette stigning i finalen. Dertil kommer, at han så sent som i Baskerlandet viste sine spurtevner, endda i stigende finaler, og det gør ham som skabt til denne etape. FDJ har ikke samme bredde som UAE til at dække angreb i starten, men rammer han udbruddet, har han alle muligheder for at gøre det færdigt.

En anden oplagt kandidat er naturligvis Thomas De Gendt . Belgieren er feltets ubestridte udbryderkonge, og han har allerede én gang i år kørt alle sønder og sammen, da han vandt 1. etape i Catalonien. Selvom han aldrig kom i udbrud i Romandiet, hvor ingen turde lade ham køre, viste han fornem form med flot kørsel på stigningerne, og han ligner en mand, der kunne have ramt sit skræmmende høje topniveau. Han er bestemt ikke klatrer, men en 5%-stigning passer ham ganske fint, og med sin brutale råstyrke rammer han ofte udbruddene, især når det er hårdt fra start. Samtidig er han en glimrende afslutter, og han har derfor ingredienserne til at gøre det færdigt. Den største udfordring for ham bliver at spare på kræfterne over de 238 km, for det er velkendt, at De Gendt ofte kører lidt mere med benene end med hovedet, og det er der nok ikke råd til på så lang en etape, hvor han kan være oppe mod stærkere klatrere.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

UAE har mange kort at spille. Lykkes det ikke med Ulissi, kan de i stedet prøve med Valerio Conti. Den lille italiener ser efter nogle svære år ud til at have genfundet formen, efter at han imponerede stort på kongeetapen i Tyrkiet. Han leverede også et fint arbejde for Ulissi i gårsdagens finale, og vi ved alle, at den tidligere Vuelta-etapevinder er en god udbryder. Desværre er han også meget svingende i sine præstationer, og man ved derfor aldrig helt, hvor man har ham. Heller ikke han er ren klatrer, men finalen her burde passe ham, og med sin gode spurt kan han gøre det færdigt.

I 2016 var Gianluca Brambilla en sand udbryderkonge, men desværre er det gået nedad bakke siden da. Italieneren har været en skygge af sig selv i 2017 og 2018, men han er dog stadig en god cykelrytter, der senest er blevet nr. 20 på kongeetapen i Romandiet. Der er ingen tvivl om, at han har udset sig denne etape som en stor chance, og finalen burde passe ham ganske fint. Stigningen er nemlig slet ikke for svær, og han har den fine spurt, der gør det muligt at gøre det færdigt. Nu skal han bare vise, at han kan nærme sig det fornemme niveau, der for tre år siden gav ham etapesejre i både Giroen og Vueltaen.

En anden spændende kandidat kunne være Jay McCarthy. Australieren blev fanget i styrtet på gårsdagens etape, der ellers passede ham, men her får han chance for at tage revanche. Den sidste stigning er måske lige lang nok for en eksplosiv fyr som ham, men den er dog ikke sværere, end at en mand, der netop er kørt i top 15 i Liege, burde have en chance for at klare den. Af de hidtil nævnte er han samtidig den allerhurtigste i en relativt flad spurt som denne, og det gør ham til en livsfarlig mand at slæbe med til stregen. Nu skal han bare vise, at han også kan overleve en 15 km lang stigning - og så skal Bora naturligvis give ham lov i et løb, hvor der ikke er mange folk til at passe på Formolo og Majka.

Den frihed burde Enrico Gasparotto med sikkerhed få, og han må være meget ivrig efter at tage den Giro-etapesejr, der mangler på hans fine cv. Sæsonen har ikke været optimal, men han blev trods alt en hæderlig nr. 10 i Fleche Wallonne, og ligesom mange af de ovennævnte er han revanchelysten, efter at styrtet ruinerede hans chancer i går. Stigningen er lidt lang for en fyr som ham, men på 5% burde han have en chance for at klare den. Samtidig er han som bekendt ganske hurtig på stregen, ikke mindst i en let stigende finale, og en klassikerspecialist med to etapesejre i Amstel Gold Race vil naturligvis elske en 238 km lang etape som denne.

Tony Gallopin har ikke tænkt sig helt at slippe klassementet, men han er først og fremmest kommet til Italien for tage den Giro-sejr, der sammen med sejrene i Touren og Vueltaen skal gøre hans samling komplet. Samtidig ved han fra Touren, at man med et smart udbrud kan få sig en dag i førertrøjen, og derfor ser han sikkert chancen for at slå to fluer med et smæk. Med de forbedrede klatreevner, han viste i sidste års Vuelta, burde han kunne klare denne ret lette stigning, og selvom han ikke har samme fart som tidligere, er han stadig en god afslutter, ikke mindst når det stiger. Hans største udfordring er, at han blev nr. 11 i sidste års Vuelta, og derfor kan der være lidt større tøven i forhold til at lade ham blive en del af udbruddet.

En anden kandidat er Giulio Ciccone . Med sin enorme angrebslyst de første dage har han vist fremragende form, og da han i dag lod sig falde tilbage fra udbruddet var det helt sikkert for at spare sig til de kommende to etaper. Han er en eminent klatrer, men spørgsmålet er, om denne etape alligevel ikke er lidt for let. Det kan i hvert fald blive svært at køre alene hjem, og selvom han i Haut-Var har vist en vis evne som puncheur, er denne finale nok for flad til, at han kan blive meget farlig i en spurt.

Det problem har Enrico Battaglin til gengæld ikke, men som vi også skrev i optakten til 4. etape, er det stadig meget uklart, hvor den italienske lottokupon står formmæssigt. Bedre er det ikke blevet af, at han styrtede på 3. etape, og i går forhindrede styrtene os i at se, hvor god han er. I forvejen kan stigningen være lige vel lang for en fyr som Battaglin, men da han tidligere har vundet en decideret bjergetape i løbet, ved vi også, at en formstærk Battaglin sagtens kan klare den slags udfordringer. I en spurt er der ingen, der slår ham, og derfor handler det om at vise, at han kan nærme sig det enormt høje niveau, han havde sidste år. Hidtil har han ikke været tæt på, men med ustabile Battaglin kan de gode ben komme når som helst.

Androni har to gode kandidater i Mattia Cattaneo og Fausto Masnada. De to klatrere var helt ustyrlige i Tour of the Alps og Giro dell’Appennino, hvor de tog i alt tre sejre. Formen sidder med andre ord lige i skabet, og de vil helt sikkert gå efter et udbrud, hvor Cattaneo endda kan køre sig i førertrøjen. Finalen måtte til gengæld gerne have været betydeligt hårdere, for da ingen af dem er specielt spurtstærke, skal de formentlig alene hjem for at vinde. Det kan blive ganske svært, og derfor ligner det måske mere et godt resultat end en etapesejr.

En spændende outsider er stortalentet Eddie Dunbar. Skader satte ham tilbage igennem hele foråret, men hans flotte kørsel i Tour de Yorkshire viste fremgang og sikrede ham en billet til dette løb, da Moscon og Bernal meldte afbud. Det kan meget vel tænkes, at Ineos passer på ham og ikke sender ham i udbrud allerede nu, men får han frihed, er det en ganske fin etape for ham. Han klatrer i hvert fald godt nok, hvis han kan klare distancen. Til gengæld mangler han måske hurtigheden til at kunne vinde.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Deceuninck-Quick Step har et par kandidater i James Knox og Pieter Serry. Begge er ganske gode klatrere, og begge har også en hæderlig afslutning, især Serry i en relativt flad finale som denne. Knox er til gengæld den bedste klatrer af de to, og han vil have den bedste chance for at klare stigningen. Desværre er Knox også styrtet to gange på to dage, og det kan have kostet lidt af den fine form, han ellers viste på enkeltstarten. På Deceuninck burde der være frihed til at gå i offensiven, og det kan de forhåbentlig udnytte.

UAE har en tredje kandidat i Jan Polanc, men kommer han i udbrud er det meget tænkeligt, at han vil have førertrøjen som det vigtigste mål. Selvom han kan spurte til husbehov, er han heller ikke verdens hurtigste, og det er derfor ikke den perfekte etape for den dobbelte etapevinder i løbet. Til gengæld har han efter et svært 2018 været ganske velkørende i år, og han synes at have benene til at kunne gøre sig gældende.

Endelig vil vi pege på Andrea Vendrame. Vi tror, at stigninger bliver lidt for lang for ham, men det er svært at skjule begejstringen for en mand, der har kørt som en motorcykel i de franske løb. Han er stadig meget uprøvet på dette niveau, men han har helt sikkert potentialet til at komme langt. Kommer han først over stigningen, er han i hvert fald næsten umulig at slå på stregen, og han kommer til løbet med storform efter de seneste opvisninger i Frankrig, hvor han har vundet både puncheur- og grusvejsløb. Til gengæld tror vi, at bakken er lidt for hård for holdkammeraten Francesco Gavazzi, der ikke har samme klatrestyrke som tidligere.

En anden kandidat er Alexis Vuillermoz, men han meldes ikke at være i topform endnu. Matteo Montaguti er hurtig, men klatrer måske ikke helt godt nok længere, og stigningen er nok også for lang for den hurtige Marco Canola. Derudover har Sunweb en stribe gode klatrere, der nu har masser af frihed, særligt Sam Oomen, Robert Power, Chris Hamilton og Jan Bakelants, men de er nok ikke hurtige nok til at vinde. Tanel Kangert kunne være en kandidat, men spørgsmålet er, hvor meget tid hans rivaler tør give ham. Israel Cycling Academy har Ruben Plaza og Krists Neilands, men vi tvivler på, at de har hurtigheden til at vinde. Endelig kunne Davide Villella været et fint bud, men vi er lidt usikre på, hvor mange kræfter Astana vil bruge på dette tidlige tidspunkt i løbet.

Som sagt tror vi slet ikke på, at udbruddet vil blive kørt ind, men skulle det alligevel ske, vil vi i prioriteret rækkefølge pege på Diego Ulissi, Valentin Madouas, Jay McCarthy, Enrico Battaglin, Enrico Gasparotto, Tony Gallopin, Primoz Roglic, Gianluca Brambilla og Andrea Vendrame som ryttere, der kan vinde en etape som denne i en spurt.

Feltet.dks vinderbud: Diego Ulissi (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Valentin Madouas, Thomas De Gendt (begge fra et udbrud)

Outsidere: Valerio Conti, Gianluca Brambilla, Jay McCarthy, Enrico Gasparotto, Tony Gallopin (alle fra et udbrud)

Jokers: Giulio Ciccone, Enrico Battaglin, Mattia Cattaneo, Fausto Masnada, Eddie Dunbar, James Knox, Pieter Serry, Jan Polanc, Andrea Vendrame (alle fra et udbrud)

Kandidater til en spurt: Diego Ulissi, Valentin Madouas, Jay McCarthy, Enrico Battaglin, Enrico Gasparotto, Tony Gallopin, Gianluca Brambilla, Primoz Roglic, Andrea Vendrame