Optakt: 6. etape af Giro d’Italia

Ruten

Noget af det, der adskiller Giroen og Vueltaen fra Touren er de meget mere varierede finaler, som har større appel til flere forskelle ryttertyper fremfor Tourens mange afslutninger, der enten er for sprintere eller klatrere. Det bliver udtalt på 6. etape, der fører feltet tilbage til Matera, der senest blev besøgt for syv år siden. Dengang spurtede John Degenkolb sig til sejr på en lang, sej bakke op mod målet i byen, der ligger på et højdedrag, og selvom der denne gang er tale om et lidt anderledes indløb, vil det igen være de stærke sprintere med appel til let stigende spurter, som ventes at skulle slås om sejren på løbets sjette dag.

I alt skal der tilbagelægges 188,0 km, som fører feltet fra Castrovillari til Matera. Starten er knaldhård, idet man lægger ud med at køre mod nordøst op ad den ikke-kategoriserede Valico di Campotenese (11,6 km, 4,8%, som efter et kort, fladt stykke efterfølges af en lille bakke (1,6 km, 5,8%) med top i 1081 m højde efter 20,1 hårde kilometer. Herefter går det videre mod nordvest og nord via en meget teknisk nedkørsel, inden man kører mod nordøst op ad endnu en ikke-kategoriseret stigning (8,4 km, 4,8%) med top efter 46,4 km, men faktisk fortsætter det med at stige let mod nordøst og nord helt frem til km 52,9. Nu går det mod sydøst via en kort nedkørsel, inden man kører mod nordvest op ad en lille bakke frem til dagens første spurt, som kommer efter 62,1 km.

Nu bliver etapen meget lettere. Først venter en teknisk nedkørsel, der fører mod nord, men derefter kører man mod nordøst ad en lang, lige og let faldende vej, der leder ned i fladlandet og frem til forplejningen, som nås efter 114,3 km. Nu går det mod nord via et let stigende og let faldende stykke frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 135,1 km, inden det bliver pandekagefladt, mens man fortsætter mod nordøst og nord.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Finalen indledes efter 156,3 km, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Millotta (4,7 km, 6,9%), som er en meget jævn stigning med top efter 162,3 km. Herfra resterer 25,7 km, som indledes med en let og hurtig nedkørsel, der fører mod nordøst, indtil et kort fladt stykke leder frem til de sidste godt 10 km, der stort set alle er stigende og fører mod nordøst og nord.

Først stiger det med 4,4% over 2,4 km, inden det med 8,2 km flader lidt ud, selvom det stadig stiger let med ca. 3%, herunder med 3,2% over de sidste 1450 frem til 4 km-mærket. Nu falder de næste 1250 m let med 2,0%, inden der venter 750 m med hele 6,3% og et maksimum på 12%. Ved 2 km-mærket falder de næste 750 m med 2,4%, inden de sidste 1250 m stiger jævnt med 2,6% i snit, stejlest med 3,3% over de sidste 500 m. Finalen er ganske teknisk, idet en lang, kun svagt bugtende vej afbrydes af et relativt skarpt sving på det stejleste stykke med 2500 m igen, hvorefter der er en række bløde kurver. Slutteligt er der skarpe sving med 1200 m, 800 m og 400 m igen.

Etapen byder på i alt 2799 højdemeter.

Matera blev senest besøgt i 2013, hvor John Degenkolb spurtede sig til sejr foran Angel Vicioso og Paul Martens. I 2003 var Fabio Baldato hurtigere end Gabriele Colombo, Giuliano Figueras og den førende Alessandro Petacchi, og i 2000 sejrede Mario Cipollini foran Dmitry Konyshev og Silvio Martinello i endnu en spurt.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Vejret

Efter nogle våde dage burde der være garanti for en flot torsdag. Solen vil skinne fra en skyfri himmel på en dag med temperaturer på 20 grader. Til gengæld vil det være uhyggeligt blæsende med en frisk til hård vind (30 km/t) fra nordvest. Efter indledende modvind følger et længere sidevindsstykke frem til forplejningen, men derfra vil der være sidemodvind stort set hele vejen, også på Millotta. Det varer ved, indtil man får sidemed- og medvind på de sidste 3,5 km.

Analyse af 5. etape

Når det er Tour-tid, og alverdens kommentatorer skal have tiden til at gå, er en af de faste anekdoter historien om Eros Poli og Mont Ventoux. Det er nemlig en knaldgod fortælling, at den 194 cm høje og 87 kg tunge italiener, der var vant til at regne på tidsgrænser i gruppettoen, med et mirakuløst soloridt ophævede tyngdekraften og sejrede på en 231 km lang etape, der gik hen over Det Skaldede Bjerg i Provence.

Måske er der et eller andet med Italien og tometermænd. Nok er Filippo Ganna med sine 193 cm heller ikke helt to meter, og med sin opgivne kampvægt på 82 kg er han jo faktisk lidt af en letvægter i forhold til Poli, men det var svært ikke at føle sit sat 26 år tilbage i tiden, da den store tempomaskine var lige så ligeglad med tyngdekraften, som landsmanden var det den julidag i 1994, og sejrede på det første af de fem bjergmaratoner i denne Bjergmaratonernes Giro.

Sensation er et stort ord, men vi nærmer os noget i den retning. Selvfølgelig havde Ganna to gange tidligere med sine to 2. pladser i Vuelta a San Juan vist, at han godt kan klatre, men der er altså forskel på et argentinsk opvarmningsløb i januar og verdens næststørste cykelløb. Dels er målbjerget i Argentina, Alto Colorado, kendt som en meget blød vare, der aldrig byder på stejle procenter, og som derfor passer godt til et muskelbundt som Ganna. Dels køres løbet på en tid af året, hvor banerytteren Ganna har et formmæssigt overskud i forhold til de ryttere, der først lige har spist den sidste risalamande og er hoppet op på cyklen igen.

Derfor var der næppe nogen, der satte kryds ud for Gannas navn, da otte ryttere slap afsted efter en times knaldhård kamp om at ramme udbruddet på løbets første rigtige udbrudsetape. Det havde de da heller ikke hos Ineos selv, for de bad muskelbundtet om at slide sig ihjel for holdkammeraten Salvatore Puccio, der måske heller ikke er en bjergged, men trods alt måtte regnes som mere klatrestærk end en af feltets tungeste ryttere. Derfor sled og slæbte Ganna hele dagen, for at udbruddet kunne få det forspring, som tilstedeværelsen af Carl Fredrik Hagen aldrig tillod at blive alt for stort.

Bookmakerne troede heller ikke på Ganna. En bruger skrev under dagens live-opdatering, at oddsene undervejs på etapen lå på 75, og alt pegede da også i retning af, at Ganna bare skulle føre sig ihjel hen til bunden af bjerget for derefter at sige tak for i dag og lade Puccio om resten. Men da Hector Carretero åbnede ballet i kampen om etapesejren, og udskilningen startede, var det den helt omvendte verden.

Det kom ikke som et chok, at Jhonatan Restrepo, der med alderen er blevet mere sprinter end puncheur, faldt hurtigt fra. At Puccio røg tidligt, kunne næppe heller ryste nogen, ligesom det ikke var uventet, at Jan Tratnik fik det svært. Det kunne det derimod, da de på papiret mest klatrestærke ryttere i den dog ret klatresvage gruppe, nemlig Hagen og Valerio Conti, måtte strække våben som de første. Og selvom Carretero, der jo ellers stort set aldrig viser noget, med sin kørsel sendte os tilbage til Mortirolo for et år siden, hvor han ud af det blå fandt nogle klatreben, han ellers ikke har vist siden, og den engang så lovende, men nu hensygnende klatrer Edoardo Zardini, der tidligere både har vundet kongeetape i England og bjergetape i Trentino, genfandt lidt af sine gamle ben, var der en 82 kg tung og næsten 2 m høj krop, der var meget svær at misse tilstedeværelsen af.

Det var i sig selv et mindre mirakel, men de fleste ville nok mene, at miraklernes tid var forbi, da Thomas De Gendt, som igen synes flyvende i sin anden grand tour og så ud til at have en af de dage, som alle frygter, og klatreren Einer Rubio, der sidste år kørte på podiet i Baby-Giroen, blæste op til fronten og sendte både Zardini og Carretero til tælling. Men selvom De Gendt sled og slæbte, vejede frontgruppen stadig 82 kg for meget, indtil al logik hørte helt op, da den mand, der havde slidt og slæbt for Puccio i mere end 100 km pludselig kørte fra de to friske folk, der havde gemt sig i feltet hele dagen, og som med deres hhv. 69 og bare 56 kg jo tilsammen kun vejede halvanden gange så meget som udbruddets gigant. Og sådan gik det til, at onsdag d. 7. oktober 2020 nu kan blive dagen, diverse tv-kommentatorer skal bruge, når det i det italienske etapeløb bliver anekdotetid, og der er en kedelig sprinteretape, der skal slås ihjel.

Det mest utrolig er næsten, at han ikke blot kørte væk, men også holdt feltet bag sig. Det, der lignede en stensikker udbrudsetape, blev næsten forvandlet til et opgør mellem favoritterne - ikke så meget som en bevidst handling, men snarere som en tilfældighed. Deceuninck-mandskabet kørte med uhyre stor sikkerhedsmargin i forhold til førertrøjen og tillod end ikke Hagen at komme inden for tre minutter af den lyserøde trikot, og da positionskampen frem mod de 117 nedkørsler hver eneste gang kostede et lille minut, som tørre veje gjorde det vanskeligt for det mere risikovillige udbrud at genvinde nedad, var gruppen næsten hentet i bunden af stigningen, selvom ingen egentlig havde planer om at gøre det.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Gannas sejr afspejler imidlertid andet og mere end blot hans egen styrke og udbruddets begrænsede klatrepotentiale. I lige så høj grad var det endnu et kapitel i historien om Giroen uden stærke hold. Med al respekt for Gannas og Jonathan Caicedos evner havde de aldrig overlevet, hvis vi havde talt Tour de France, og Jumbo-maskinen havde åbnet for gassen.

Den slags mandskaber har vi bare ikke i dette løb. Uanset om det var Sunweb, der lugtede muligheden for en lyserød oplevelse med Wilco Kelderman, eller Trek og Astana, der begge forsøgte at sætte deres kaptajner i scene til at vinde lidt tid på en stigning, der ellers var så let, at alle vidste, at det ville blive svært, kom de aldrig rigtigt tættere på Ganna. Helt galt gik det, da den store italiener åbnede for gassen, og slet og ret kørte fra et felt, der ellers blev anført af først Giulio Ciccone og siden Oscar Rodriguez - på papiret de to bedste hjælpere for hhv. Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang. Naturligvis kan man vente, at den coronaramte Ciccone bliver bedre undervejs, men det må være urovækkende, at nøglehjælperne har svært ved at køre en træt 82 kg tung italiensk tometermand ind på et næsten 25 km langt bjerg!

Det var nok også bidragende til, at etapen blev så lidt selektiv, som den gjorde. Vi vidste godt, at det ville blive svært at gøre forskelle, men at 22 mand ligefrem skulle sammen til mål, havde de færreste nok ventet. Derfor blev vi heller ikke meget klogere på hierarkiet i årets løb, andet end at Jakob Fuglsang og Domenico Pozzovivo, der også havde lignet de stærkeste på Etna, med deres forceringer i finalen fik bekræftet, at de lige nu har overhånden. Så fik vi set, at Simon Yates ikke bare havde en dårlig dag forleden, men kender man lidt til hans historik, ville man også have forventet, at det nok bliver en gentagelse af 2019 for den lille brite. Endnu værre gik det dog for den ellers genfødte Louis Meintjes, der stadig uden en officiel grund eksploderede totalt, hvorfor enhver, der har læst min forhåndsoptakt, vil vide, at jeg lige nu frygter meget for en perforeret mavesæk.

I stedet endte Joao Almeida vel som dagens vinder, da han dels fik fjernet truslen fra Caicedo, der næppe var regnet som en reel trussel alligevel, og dels fik spurtet sig til 4 bonussekunder. Alligevel var det urovækkende for portugiseren, at han virkede mærket på stigningen, hvor alle vidste, at man skulle runde toppen i front for ikke at risikere at ryge af på den regnvåde nedkørsel, hvor Nibali da også lige testede rivalerne. Det var utvivlsomt et svaghedstegn fra den førende rytter, der dog reddedes af, at nedkørslen ikke var så svær endda, og at selv Ilnur Zakarin fik slæbt sig sikkert ned ad de våde veje, og således i stedet endte med at sætte fire sekunder i banken -  4 sekunder, som Kelderman gevaldigt må ærgre sig over at have misset, efter at han ikke fik holdt hjul, da Sam Oomen og Jai Hindley ellers flot satte ham op.

Det er dog alt sammen småtteri, når det store regnskab gøres op om godt to uger i Milano. Til den tid vil 5. etape først og fremmest have tjent det formål, at de 225 km og 4600 højdemeter har bidraget til at mørne et felt i det, der med rutens karakter meget vel kan blive et løb, som handler om netop nedslidning. Og dagen vil blive husket for, at det blev den dag, tometermanden Ganna gik i sin landsmand Polis fodspor og ophævede tyngdekraften. I det lys må man næsten tro, at Hermann Pernsteiner, Domenico Pozzovivo og Louis Meintjes gør sig klar til at spurte om sejren de kommende to dage. Og mon så ikke Ganna har sat et fedt kryds ved de 208 km og 4500 højdemeter, der venter på søndag på løbets andet bjergmaraton? Han og Poli har jo vist, at logik ikke altid hører til i cykelsporten.

Favoritterne

Det er på en dag som i morgen, at man skal sende de tunge sprintere en venlig tanke. Torsdagens etape var nemlig slet ikke en del af de oprindelige planer, men da corona-virus førte til lukkede grænser, og Ungarn med det samme sagde nej tak til besøg, måtte man finde en erstatning for de to helt flade etaper i landet mod øst. Resultatet var bestemt ikke velkomment for de tunge folk, for mens den ene erstatning blev søndagens bjergmaraton, blev den anden det puncheurløb, der venter nu.

Det er dog ikke alle sprinterne, der begræder ændringen - tværtimod. Både Peter Sagan og Michael Matthews har utvivlsomt jublet, da de hørte om designet af 6. etape, der fra start må have været udset som en af deres allervigtigste dage. Mens de næppe havde vundet en flad ungarsk spurt, må de slikke sig om munden ved udsigten til at skulle spurte i Matera. Selvom finalen er en anden, er det ikke nemlig ikke overraskende, at John Degenkolb vandt en knaldhård spurt på dette bløde højdedrag i 2013, for det er præcis de bakkestærke sprintere, der elsker en afslutning som denne.

Ved første øjekast kan man sammenligne afslutningen med den første puncheurspurt i Agrigento i søndags, men de er nu temmelig forskellige. Denne er langt blødere og er man først kommet over de 750 stejle meter, er de sidste 2 km ganske medgørlige. Det her er mere en afslutning for sprintere, der kan overleve og spurte i en let stigende finale, end for puncheurs som Diego Ulissi, der sejrede på 2. etape.

Det betyder dog ikke, at Ulissi ikke har gjort etapen til et mål. Det har han utvivlsomt, for etapen byder på masser af potentiale for en fyr som ham. Millotta er nemlig en led sag, der er betydeligt stejlere end den stigning, der var på programmet i går, og den bliver betydeligt vanskeligere at overleve, hvis der gås til stålet. Dertil kommer, at også starten er knaldhård, og at der i alt er næsten 3000 højdemeter på programmet, og samlet set er det derfor en ganske opslidende sag.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Det første interessante spørgsmål er, om nogen er villige til at udnytte den vanskelige begyndelse. Bliver der gået til stålet, kan det blive uhyre vanskeligt at kontrollere, og med en sådan start kan man få et meget stærkt udbrud, som bliver svært at hente. Vi er dog stadig tidligt i løbet, og alle vil vide, at Bora og Sunweb samt måske UAE vil gå helt målrettet efter denne etape, og derfor kan det sagtens være, at mange vælger at spare sig til de bedre muligheder, der venter senere i løbet. Her er en særligt vigtig faktor også den usædvanligt kraftige modvind, der vil vare hele dagen, og som ikke just indbyder til at forsøge at snyde feltet.

Derfor tror jeg faktisk, at det bliver relativt fredsommeligt, og at udbruddet kommer afsted uden alt for mange sværdslag. Der er ingen garantier, og det kan godt ende med at blive aggressivt, men jeg tror, at Sunweb og Bora vil være så tydelige i deres signalgivning, at holdene hurtigt ruller om på skjoldet. Derfor regner jeg med et hurtigt etableret udbrud, som dog godt kan blive relativt stærkt, inden Deceuninck vil sætte sig frem for at kontrollere. Og så må man formode, at Bora, Sunweb og formentlig også UAE og FDJ hurtigt sender en mand frem.

Det specielle er naturligvis vinden. Giroen er kendt som løbet, hvor det aldrig blæser, men nu er det anden gang, at vi har meget kraftig blæst. Om det skyldes kalenderplaceringen, har jeg ikke meteorologisk nok indsigt til at sige, men lige netop det allersydligste Italien er mere blæsende end resten af landet. Og vind bliver der i hvert fald masser af.

Desværre er den i nordnordvest mere end nordvest, og derfor bliver selv det, der ligner et sidevindsstykke, nok snarere også bare kedelig kørsel i modvind. Derfor tror jeg, at der venter os en langsom langgaber, hvor et udbrud vil snegle sig afsted og blive kontrolleret af feltet, der kan spurte lidt om de tilbageværende point i den første spurt, mens der til gengæld næppe er flere bonussekunder at køre om i den anden, der denne gang kommer ret langt fra mål, og som derfor nok vil blive ”spist” af mindst tre mand fra udbruddet.

Det første nøglepunkt bliver derfor Millotta. Som sagt er det en ret svær stigning, som kan skabe stor udskilning, hvis der gås til stålet. Det er jeg ret spændt på, om der gør. På den ene side vil rytterne nok gerne sende Arnaud Demare til tælling, men det er også så svær en stigning, at i hvert fald Bora nok ikke vil riste Peter Sagan for meget. Det hold, der har den mest entydige interesse i at gøre det hårdt, er UAE, men jeg føler mig ikke helt overbevist om, at det sker.

Hvem kommer så med over? Matthews skal nok klare den, og med sin gode form bør Sagan også klare den. Jeg er mere spændt på Demare. Jeg er ikke i tvivl om, at de kan sætte ham, hvis de vil, men jeg er i tvivl om, hvorvidt UAE eller andre vil gøre det. Og Demare hjælpes i den grad af den hårde modvind, der vil gøre det meget mindre selektivt, end det kunne være blevet, og som tillige også øger muligheden for, at han kommer tilbage, når hele FDJ-holdet utvivlsomt har ventet på ham, hvis han falder af.

Det kan gå begge veje, men han burde have en i hvert fald fair chance for at komme tilbage mod slutningen, men spørgsmålet er, hvor meget skud i støvlerne der vil være tilbage. Og de sidste knap 15 km, der alle er stigende, kan blive ganske hårde, hvis UAE og måske også Sunweb lægger det pres, de vel bør gøre.

Uanset hvad bør det ende i en spurt. Jeg vil tro, at Ulissi igen sender Valerio Conti frem for at skyde den af på det stejleste stykke, hvor han hjælpes af, at feltet endelig er drejet ind i solid medvind. Det kan gøre finalen ganske selektiv og meget vel også for svær for Demare, selvom han skulle være kommet så langt. Selve bakken i sig er så kort, at Demares punch sagtens kan klare det, men spørgsmålet er, om friskheden rækker.

Derefter skal man være ret varsom over for angreb. Der vil næppe være mange hjælpere hos Sagan og Matthews, der hos sig hver har to klassementsfolk, som vil passe på sig selv. Muligheden for, at man kan overraske sprinterne og køre væk her, er i hvert fald til stede, særligt i medvind og i en halvteknisk finale. Mest af alt må man formode, at det ender i en spurt, men chancen for et smart angreb er bestemt til stede. Bora og Sunweb har dog så mange klatrestærke folk - og mon ikke Patrick Konrad og Jai Hindley kan overtales til at tage en føring, hvis de mod forventning skulle mangle Matteo Fabbro, Sam Oomen og Chris Hamilton - og derfor bør det blive de hurtige folk, der vinder.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Det får mig til at pege på Peter Sagan. At kalde ham den gamle Sagan vil være en stramning, men han er en helt anden rytter end den Sagan, der tog hul på sæsonen den 1. august. Det så vi særligt på 2. etape, hvor han endda var endnu mere holdbar end Matthews, og så må han være manden, der skal slås her. Med de ben klarer han Millotta i modvind, og den lille puncheurbakke i finalen klarer han også let. I en let stigende spurt som denne er der stadig ikke mange, der kan matche Sagan, som vi blandt andet så i den ærgerlige spurt i Poitiers under Touren, og denne stiger endda endnu mere og passer ham således endnu bedre. Man skal altid frygte, at Sagan kommer til at bruge lidt for mange kræfter, som han ofte har gjort i denne slags finaler, hvis der køres offensivt, men med nogle klatrestærke folk omkring sig, kan Bora forhåbentlig holde det samlet, så Sagan kan spare sig til at gøre det færdigt i en teknisk afslutning, der mere end nogen anden indbyder til en ende på den 15 måneder lange tørke.

Hans værste rival må være Michael Matthews. Det var en overraskelse at se den ved VM så flyvende australier skuffe så fælt forleden, hvor han ganske enkelt manglede benene til at gå med Ulissi og co. Den slags udfordringer får han dog ikke i denne lettere finale, og med mindre folk kører væk, spurter Matthews med garanti med om sejren. Samtidig er etapen længere og hårdere end den foregående, og det passer godt til en mand, der traditionelt kører sine bedste spurter, når alle er trætte. Modvinden er måske en ulempe, ligesom den tekniske finale er det for den ikke altid så positioneringsstærke australier, men ikke noget, der svækker ham væsentligt. Det stiger lidt for lidt til, at han vil kalde afslutningen helt perfekt, og på disse procenter vil Sagan normalt være den stærkeste, men vi har før set Matthews slå slovakken i en afslutning som denne, blandt andet i Tour de Suisse.

Den rytter, jeg har sværest ved at vurdere, er Arnaud Demare. Franskmanden har altid været tung på lange stigninger, og derfor var det lidt overraskende, at han i går sad med uden væsentlige problemer. Det taler for, at formen er god, og så burde han også have en fair chance for at overleve Milotta. Det er imidlertid ikke den eneste udfordring, for han vil utvivlsomt være mere ristet end de mere holdbare folk. Derfor tror jeg også, at den sidste bakke vil fylde ham med lidt for meget syre til, at han kan producere sin vanlige fart, for vi så i Agrigento trods alt ret klare begrænsninger. Heldigvis har han efterfølgende lidt tid til at komme sig, og han har før i Paris-Nice vundet en vanskeligere finale. Efter det, han viste ved de franske mesterskaber, er han i hvert fald svær at udelukke, og i en relativt flad finale må han regnes som en af topfavoritterne i en vurdering af vinderpotentiale, selvom han sagtens kan ende med at blive sendt til tælling allerede på Millotta.

Davide Ballerini har måske ikke den store historik i stigende spurter, men der er intet, der tilsiger, at denne etape ikke burde være guf for ham. Han har ikke helt samme holdbarhed som de to favoritter, men klatrer han som ved de italienske mesterskaber, burde han også klare både Millotta og rampen. Min bekymring er, at han i dag førte i 150 km, og han kan derfor være lidt for mærket. Heldigvis hjælper modvinden, og med den fart, han har vist i år, ikke mindst i går, burde han have en reel sejschance, hvis han er lige så god i en let stigende spurt, som logikken tilsiger. Det har han dog først til gode at bevise.

En af gårsdagens fornøjelser var at se Andrea Vendrame køre så flot en spurt. Den ellers så lovende italiener har nemlig været ret skuffende i år, senest på 2. etape. Det viste imidlertid masser af fart, og det er opløftende frem mod en etape, der handler mere om netop det end holdbarhed. Vendrame burde kunne klare både Millotta og den sidste lille bakke, og mens han mangler fart i flade spurter, er han lynhurtig, når det stiger. I lyset af det, han viste i går, burde han derfor stå ganske stærkt her, især fordi han utvivlsomt er mere frisk end mange andre. Ag2r har også Tony Gallopin, men den er for let til, at han bliver en reel kandidat.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Diego Ulissi, men jeg tror altså, at den bliver lidt for let til, at han kan vinde. På kun 3% bør han være overmatchet af mere kraftfulde folk, og denne gang er der formentlig for langt hjem fra det stejle til, at han bare kan køre væk. UAE gør sig selv en tjeneste, hvis de gør det hårdt undervejs, og hvis Conti kan skabe udskilning med en forcering på det stejle stykke, er det ikke umuligt. Ulissi har nemlig før overrasket ved at vinde en betydeligt lettere og let stigende spurt i netop dette løb.

Det var godt at se Giovanni Visconti rejse sig på Etna. Dermed var skuffelsen i Agrigento ikke udtryk for helt elendig form, selvom han har været langt fra fordums styrke i år. Med Etna-benene burde han nok kunne sidde med hjem, og så er han altså stadig ganske hurtig i en let stigende spurt. Det så vi senest i Saturnia i Tirreno, og man må formode, at han vil give den et skud i en afslutning, der burde ligge ganske godt til ham.

En joker er Enrico Battaglin, der kan blive både fugl og fisk. Han må stadig regnes som en af feltets hurtigste i et let stigende opløb, der faktisk minder om det, hvor han i 2013 fik sin første af sine tre etapesejre i løbet. Samme niveau har han slet ikke længere, og han er desværre formmæssigt svært utilregnelig. Agrigento var decideret kritisk, men hans kørsel i bjergene de seneste dage giver et realistisk håb. Sidder han der til sidst, burde han have farten til at kunne køre med om sejren. Falder han fra, har Bahrain Jan Tratnik som plan B, men han vinder næppe i dette selskab og kan ligeledes sagtens få det for hårdt. Og finalen er for let for Pello Bilbao.

Ineos har også et godt kort i Ben Swift. Briten styrtede som bekendt forleden, men i dag blev han nr. 36. Derfor kan han altså ikke være halvdød, men snarere spillevende, og så bliver han interessant på denne etape. Desværre har han aldrig været nogen supersprinter i stigende spurter og bedst i flade finaler efter hårde dage, men han blev dog nr. 3 i puncheurspurten i Polen sidste år. Hans form har været fremragende, og selvom han næppe vinder, vil han være med fremme, hvis ikke skaderne svækker ham, når han skal spurte og ikke klatre, og hvis han kan få et rigtigt hårdt løb.

Læs også

Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

Får Fabio Felline lov? Jeg tror det ikke, for Astana er decimerede og har kun Jakob Fuglsangs klassement som mål, men man kan håbe. Felline har lignet sit gamle jeg med sin flotte kørsel i bjergene, og med de ben burde dette være en finale skræddersyet til en mand, der kan klatre og elsker let stigende spurter. Han viste endda lidt af sin gamle hurtighed, da han vandt Memorial Marco Pantani foran nogle ganske hurtige folk. Om han har farten til at vinde, er nok tvivlsomt, men han kan komme tæt på - hvis han altså får lov ag det lille Astana-mandskab.

Gør det for ondt på Swift har Ineos en god plan B i Jhonatan Narvaez. Den ellers stagnerede ecuadorianer har været en fornøjelse at følge i år, først i Vallonien, hvor han var bedste mand på stigningerne, og siden i Italien, hvor han blandt andet via sin hurtighed og bonussekunder tog etapegevinst og samlet triumf. Desværre har hans kørsel i dette løb været stærkt bekymrende, og der er desværre stor forskel på hans top- og bundniveau, men er han frisk, kan han godt køre denne spurt, selvom den gerne måtte have været stejlere. Det kræver dog, at Swift ikke er frisk nok til at give den et skud.

Jeg tør ikke helt afskrive Davide Cimolai. Logikken siger, at Millotta bliver for hård, men overlever han her, er det ikke helt umuligt. Også den sidste bakke kan sende ham lidt for meget til tælling, men i går kom han fint med over den lange stigning. Selve den let stigende spurt passer ham i hvert fald næsten perfekt. Jeg vil se det, før jeg tror det, men Cimolai må have en god chance, hvis modvinden hjælper med at gøre løbet knap så vanskeligt. Israel SUN har også Rick Zabel, men han røg af på stigningen i går og kommer derfor næppe med hjem.

Vi er vel også derhenne, hvor vi må nævne Mikkel Honoré. Danskeren viste forleden atter, at han er en glimrende puncheur og endda en af de bedste i dette løb. Det er klart, at denne nok er for let til, at han kan matche Sagan og co., og Deceunincks udgangspunkt må derfor hedde Ballerini. Skulle italieneren falde fra, bør han dog få sin chance, og så skal det blive interessant at se ham på de lidt lettere procenter her.

EF har en god kandidat i Simon Clarke, men han virker formmæssigt til at være et stykke fra sit bedste. I forvejen er stigningen nok lidt for let til, at han synes, at det er forsøget værd. Omvendt har EF ikke andet end etaper at jagte, så hvorfor ikke give den et skud? Han vinder næppe, men med fremme kan han utvivlsomt være. Til gengæld er den nok lidt for let for Ruben Guerreiro.

En joker kunne være Matteo Sobrero. Han har ikke vist meget som sprinter, men jeg husker stadig hans højst overraskende 3. plads i Laigueglia sidste år. Han kørte sig fint i top 15 i Agrigento og viste også storform på enkeltstarten. Jeg tror, at spurten er for flad til at være ideel for ham, ligesom han også kan ryge af på Millotta, men måske han kan være med fremme igen.

Endelig vil jeg nævne Stefano Oldani. Jeg føler mig ret overbevist om, at han får det for svært, for som professionel har han været meget lidt holdbar. Som U23 klatrede han imidlertid fint med en 32. plads i Tour de l’Avenir, og så må han også tilskrives en chance her. Han viste sin fine fart forleden, og denne spurt passer ham endda endnu bedre. Det kræver dog, at han overlever begge bakker, og det tvivler jeg stærkt på.

De hurtige klassementsfolk som Wilco Kelderman, Joao Almeida, Pello Bilbao og Patrick Konrad har gode chancer for at gå i top 10, men sejren er ikke realistisk i så flad en finale. Med den klatring, han har vist i dette løb, må Simone Consonni også ventes at få det for svært, og det bør også blive for vanskeligt for den Elia Viviani, vi har kendt i 2020. I gamle dage havde Jhonatan Restrepo anset det som guf, men hans klatring i år - senest i Agrigento - giver ikke meget håb. Filippo Fiorelli kommer næppe med hjem heller, selvom han godt kan klatre lidt, og jeg har efterhånden totalt afskrevet Nathan Haas, der ellers i gamle dage ville have elsket denne afslutning. Josef Cerny vil måske give den et skud, men bør få det for hårdt, og finalen er for let for Simon Yates. Endelig skal Gianluca Brambilla arbejde for Nibali.

Skal man pege på ryttere, der kan komme med det nævnte sene angreb, vil jeg fremhæve Honoré igen, men også Gallopin, Visconti, Guerreiro, Clarke og Pieter Serry - og hvorfor ikke Filippo Ganna?

BEMÆRK: Lad mig som altid understrege, at dette er en vurdering af vinderpotentiale og ikke top 10-potentiale. Bruger man optakten til managerhold eller lignende, bør man derfor læse beskrivelserne. Ellers risikerer man sig en slem overraskelse.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Michael Matthews, Arnaud Demare

Outsidere: Davide Ballerini, Andrea Vendrame, Diego Ulissi, Giovanni Visconti, Enrico Battaglin

Jokers: Ben Swift, Fabio Felline, Jhonatan Narvaez, Davide Cimolai, Mikkel Honoré, Simon Clarke, Matteo Sobrero, Stefano Oldani

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense John Degenkolbs sejr i en lidt anderledes finale fra 2013.