Optakt: 6. etape af Paris-Nice

Ruten

Efter nogle dage, hvor klatreudfordringerne har været moderate, er det nu endelig tid til for alvor at teste benene på de første sværere stigninger og den første af de tre kuperede etaper, der vil afgøre løbet. Der lægges dog relativt blødt ud med en småkuperet sag uden længere stigninger, hvor det i stedet er de eksplosive folk, der ser ud til at kunne boltre sig. Der er i hvert fald næppe tvivl om, at Julian Alaphilippe jubler over udsigten til en lille mur med top 2,5 km fra mål, hvor han vil kunne jagte sæsonens første sejr, hvis det lykkes at holde snor i udbruddet på en kuperet dag, der kan blive relativt krævende at kontrollere.

Etapen er nok engang en transportetape, der fortsætter rejsen mod solkysten ved at føre feltet over 161,5 km mellem Sorgues og Apt på en tur, hvor man kører videre mod sydøst, men samtidig snor sig rundt i områdets mange bakker. Starten er dog ganske let, idet det er helt fladt, når man kører mod sydøst, nordøst, syd og til slut øst væk fra startbyen. Herefter indleds udfordringerne, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Saumane-de-Vaucluse (4,2 km, 5,1%), hvis top rundes efter 28,5 km efter en helt jævn opkørsel. En nedkørsel fører videre mod nord, inden man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Col de Murs (10,4 km, 4,3%), der også er helt regulær, og hvis top passeres efter 47,5 km.

Herefter bliver det atter lidt lettere, når en nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man drejer mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote de Gordes (2,3 km, 6,5%), hvis top passeres efter 68,0 km. En nedkørsel fører herfra mod syd, inden det går mod øst igennem småkuperet terræn. Nu drejer man mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Col du Pointu (3,5 km, 5,4%), hvis top passeres efter 100,5 km, hvorefter let stigende terræn og siden en skarp nedkørsel leder mod øst og nordøst ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes med 52,5 km igen i byen Saignon.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

På rundstrækningen kører man først mod nordvest op til målbyen Apt, hvor man for første gang kører mod nord op ad en stejl mur (1,2 km, 8,2%), på hvis top den første spurt kommer efter 114,5 km. I stedet for at køre ned til stregen kører man imidlertid en hel omgang på den 44,0 km lange rundstrækning, der er placeret øst for byen. Fra start går det via en nedkørsel mod sydøst, inden en flad vej leder mod øst ud til kategori 2-stigningen Cote de Caseneuve (5,1 km, 5,4%), hvis top passeres efter 124,5 km. Herfra fortsætter man mod nordvest ad et let stigende stykke, inden det falder let mod først øst og siden sydvest, syd og vest.

Næste udfordring er kategori 2-stigningen Cote d’Auribeau (4,5 km, 5,8%), hvis top rundes med bare 13,0 km igen. De indledes med en teknisk ukompliceret nedkørsel, som fører mod nordvest ned til Apt. Her skal man atter mod nord op ad den lille mur (1,2 km, 8,2%), på hvis top den sidste spurt kommer med bare 2,5 km igen. Nu drejer man skarpt til venstre og forlader rundstrækningen for at køre mod vest, syd og sydøst ind gennem Apt, idet det forsætter med stige, indtil de sidste 2 km er faldende, dog med en fladere sidste kilometer. Samtidig er finalen uhyre kringlet med adskillige skarpe sving på nedkørslen, inden man rammer den 350 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2863 højdemeter.

For klassementsryttere, der har brug for at varme klatrebenene lidt op, er fredagen en ganske god anledning. Der venter næsten 3000 højdemeter over en kort distance, men alle stigningerne er jævne og regulære. Det er derfor mere opslidende terræn end terræn til angreb, men forskelle kan der dog gøres i den eksplosive finale, hvor de eksplosive folk med Julian Alaphilippe vil forsøge at stjæle nogle sekunder inden den halsbrækkende og hektiske nedkørsel og måske få en sejr, hvis det altså er lykkedes at køre udbruddet ind på en dag, hvor tidsforskellene fra enkeltstarten måske kan give plads til en lykkeridder i terræn, der er svært at holde styr på.

Apt har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Vejret

2020 bliver et af de år, hvor Løbet mod Solen lever op til sit navn. Efter den regnfulde og blæsende start er rytterne kommet ned til det gode vejr, hvor fredag kun byder på få skyer og en temperatur på 18 grader. Til gengæld vil det faktisk være relativt blæsende med en jævn til frisk vind (20 km/t) fra nordvest. Det giver primært med- og sidemedvind på turen frem til rundstrækningen, selvom der er enkelte sidemodvindsstykker undervejs også. På rundstrækningen vil der være sidemedvind frem til kort før bunden af Auribeau og derefter sidemod- og primært modvind hele vejen frem til de sidste 3km, hvor der vil være en kombination af sidemed- og medvind.

Analyse af 5. etape

Italien har en stolt sprintertradition. To af de absolut bedste sprintere i nyere tid, Mario Cipollini og Alessandro Petacchi, kom begge fra støvlelandet, og bare i de seneste sæsoner har Elia Viviani været blandt de allermest vindende. Faktisk vil man hurtigt bemærke, at der er en chokerende klar overrepræsentation fra landet, hvis man oplister sprinterne bare fra dette årtusinde, og selvom nationens fans stadig mest drømmer om at finde ryttere, der kan vinde deres elskede Giro d’Italia, er det åbenlyst, at man syd for Alperne kan et eller andet, når det handler om at skabe hurtige afsluttere.

Medaljen har dog også en bagside. Det er nemlig langt fra alle landets talenter, der er blevet den nye Petacchi eller Cipollini. Tværtimod har de seneste sæsoner snarere været historien om mange uhyre lovende og ekstremt hurtige sprintere, der efter en lovende karrierebegyndelse hurtigt er endt på historiens mødding.

Det mest slående eksempel er vel nok Andrea Guardini, der hurtigt blev kaldt Den Nye Petacchi, da han begyndte at vinde etaper i Tour de Langkawi i samme takt, som der i disse dage bliver sagt ”coronavirus” på TV2 News. Det så da også lovende ud, da hans imponerende topfart gav ham en stor skalp på sin hjemmebane i Giroen, hvor han besejrede en vis Mark Cavendish. Siden gik han imidlertid helt i stå, og efter adskillige forsøg på at genrejse karrieren lever han i dag en anonym tilværelse på kontinentalniveau.

Listen er dog meget længere. Jakub Mareczko lignede en kommende sejrsmaskine, da han tre gange endte som nr. 2 på Giro-etaper, selvom hans elendige positionering på forhånd havde dømt ham ude af slaget. Riccardo Minali lignede også ”the real deal”, da han med det samme blandede sig med verdens topsprintere, og mange husker sikkert også, hvordan Matteo Pelucchi lynhurtigt vandt tre massespurter på WorldTour-niveau for siden at henfalde til anonymitetens glemsel.

Meget tydede på, at Niccolo Bonifazio ville ende samme sted. Tilbage i 2016 havde han nemlig verden for sine fødder, da han gennem det meste af en sæson viste en imponerende topfart, særligt da han i Romandiet var meget tæt på at slå Marcel Kittel midt i dennes storhedstid. Senere tog han en stor skalp ved at vinde i det altid stærke sprinterfelt i Polen, og mod slutningen af året stillede han til start i Vueltaen som den sprinter, de fleste anså som den dominerende - ganske vist i et felt, der ikke talte virkelige topsprintere.

Desværre endte løbet efter bare 7 etaper, hvor han mest gjorde sig bemærket ved at lide i varmen og blive sat som en af de første. Uheldigvis har det også været hovedfortællingen om Bonifazio, der i hovedparten af sin karriere har haft lange perioder, hvor han har været skræmmende dårlig. Og efter 2017-sæsonen blev disse perioder bare længere og længere, selvom han blev hentet fra Trek til Bahrain som arabernes første store sprintersatning - en satsning, de efter to elendige sæsoner hurtigt opgav.

Derfor lignede Bonifazio endnu en mand på listen over fallerede italienske sprintertalenter, da han forsøgte at genrejse karrieren hos Direct Energie, præcis som Guardini forsøgte det hos UAE og Bardiani. Heldigvis er det på lidt mere end et år lykkedes den lille italiener at gøre forudsigelserne til skamme og sparke liv i karrieren igen.

Det startede allerede i det allerførste løb, hvor han lagde ud med at tage tre etapesejre og den samlede triumf i Tropicale Amissa Bongo. Siden faldt han ned i et af sine mange afgrundsdybe huller, som varede ved helt frem til midtvejs gennem Touren, hvor han pludselig fandt sig selv igen og kørte nogle meget lovende spurter, blandt andet i Paris. Den form tog han med sig til Belgien, hvor han i en gylden weekend vandt to løb på to dage - lige indtil sygdom igen sendte ham ned i de huller, han graver alt for tit.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Helbredet er i høj grad forklaringen. I år kom han nemlig også uhyre lovende fra start med en dybt imponerende etapesejr i Saudi Tour, hvor han spurtede fra alt og alle med et stærkt angreb på en bakke op mod mål på 2. etape. Siden blev han imidlertid igen syg, og da han tilbragte de første dage i årets Paris-Nice langt fra fronten, så det ud til, at der igen havde været gang i det italienske gravearbejde.

Heldigvis var hullet ikke så dybt denne gang. I dag stillede Bonifazio nemlig sit store potentiale til skue nok engang, da han tog karrierens anden WorldTour-sejr og utvivlsomt den største på en lang og udmarvende dag i Paris-Nices bakker. Ikke blot krydsede han stregen først, han gjorde det også med en suverænitet, der må få selv den i forgårs så overlegne Ivan Garcia Cortina til at se misundelig til.

Sejren vidner om, at Bonifazios potentiale stadig er intakt, selvom det alt for sjældent kommer til udtryk. Hans stærke positionering kombineres med et eminent antrit, og særligt førstnævnte gør ham med det samme forskellig fra folk som Guardini, Mareczko og Minali, der mildt sagt optræder som elefanter i en glasbutik i positionskampen.

Det er dog ikke det eneste, der gør, at Bonifazio ikke vil lide samme triste skæbne. Han er nemlig som type en helt anden end de tre landsmænd, for hvem en motorvejsbro automatisk er lig med syrebad og puls 220. Sådan er det ikke for Bonifazio, der i en alder af bare 21 blev nr. 5 i Milano-Sanremo kort efter, at han havde taget en stor sejr i GP Lugano, der har rigeligt med højdemeter at give af. Derfor er det i virkeligheden også helt forkert at sammenligne ham med de mange faldne italienske sprintertalenter, der alle har været karakteriseret som helt rene, lynhurtige, men uhyre uholdbare afsluttere. Desværre kan coronavirussen betyde, at han igen får god tid til at grave et af sine mange huller, men uanset hvad kan Total Direct Energie nu tage på eventuel coronaferie med en gigantisk gevinst efter nogle år, hvor de ellers så ambitiøse franskmænd stort set kun har været statister på WorldTouren.

Sådan er det ikke for Caleb Ewan, Sam Bennett og Pascal Ackermann, men faktisk kan man, hvis man ser bort fra Ackermanns 2. plads i mandags, med en vis ret sige, at løbets tre supersprintere alle endte årets Paris-Nice, der nok engang blev et bevis på, at flade etaper slet ikke altid betyder sprinterterræn i Løbet mod Solen, som netop statister. Bennett havde to usynlige dage i sidevinden, inden han blev sendt på sandsynlig coronapause som en frustreret mand efter tirsdagens styrt. Og Ackermann led den tort at blive slået af Giacomo Nizzolo på en dag, hvor sejren ellers lignede et allerede givet faktum, inden han i dag måtte rejse hjem med de maveproblemer, der også kostede Oliver Naesen deltagelsen i løbet.

Mindst lige så frustreret må Ewan være efter et Paris-Nice, der var mindst lige uheldigt som sidste år, hvor han også styrtede i forbindelse med en stor chance på 6. etape. I år har Løbet mod Solen fortsat sin forbandelse af ham, da han på 1. etape faldt fra i sidevinden, på 2. etape punkterede, akkurat som feltet splittedes, på 3. etape blev sendt til tælling, da han skulle agere hesteryg for Hugo Hofstetter, og i dag måtte se alt Lottos arbejde gå fløjten, da han punkterede få kilometer fra stregen. Særligt stor er frustrationen naturligvis, når det skete på en dag, hvor han med Ackermanns exit havde sikret sig status som tårnhøj favorit.

I det hele taget blev det vel løbet, hvor alle løbets sprinterstjerner i hvert fald ikke fik deres markedsværdi til at stige. Elia Vivianis bratte fald fra tinderne efter det modige skifte væk fra Patrick Lefevere er blot blevet endnu mere åbenlys i et løb, hvor den engang så stabile italiener var nærmest usynlig og rundede festen af med en for ham sjælden svag 8. plads - sjælden i tiden hos Deceuninck i hvert fald. Meget bedre blev det ikke for Peter Sagan, for selvom han i dag kørte en bedre spurt end forleden og således sikrede sig en pæn 3. plads, er det for den slovakiske stjerne uvant at skulle se sig ydmyget af Bonifazio og kæmpe for at gå forbi Garcia Cortina, der ikke just er nogen supersprinter på flad vej. Det er Sagan bestemt heller ikke, men efter hans skuffende spurt på 2. etape og hans fejlslagne 1. etape har løbet her bestemt ikke bidraget til at fjerne tvivlen om Sagans aktuelle niveau efter et 2019, der kun havde VM som et virkeligt lyspunkt.

Listen er i virkeligheden længere. Nacer Bouhanni kom til løbet med håbet om at bevise sit comeback, men trods en 5. plads i forgårs og en 4. plads i dag, står det vist klart, at han trods alt ikke er den sejrsmaskine, han var i sin storhedstid, selvom han er en helt anden rytter end for et år siden, hvor han faldt for tidsgrænsen under Tirrenos holdløb. Bedre var det ikke for den anden franske stjerne, Bryan Coquard, der fulgte en helt igennem uheldig sæsonstart på med en 9. plads i dag som dokumentation for, at han er en skygge af den sejsmaskine, han engang var. Den franske sprinterfiasko fuldendtes af, at Marc Sarreau måtte kæmpe på egen hånd i finalerne, og af at den så formstærke Rudy Barbier havde et mareridtsløb med styrt på 1. og 2. etape og i dag en sen defekt og efterfølgende ødelæggende opkørsel.

Heldigvis har løbet også sine opmuntringer blandt sprinterne. Det gælder naturligvis mest åbenlyst Bonifazio og den genfødte Giacomo Nizzolo, der dog desværre i dag nok engang må sande, at han er alt, alt for alene på et NTT-hold, der ikke kan hjælpe ham meget i finalen. Det gælder åbenlyst også Garcia Cortina, der i dag leverede sit vel nok bedste resultat i en flad, klassisk massespurt, selvom klassikertalentet naturligvis var hjulpet af det høje tempo og den lange distance. Det gælder for Andrea Pasqualon, der ligeledes er kommet hjem med bedre resultater i dette selskab. Det gælder Hugo Hofstetter, der fik ødelagt sin spurt af rideturen i tirsdags, men efter sejren i Le Samyn med dagens fine 5. plads bekræftede, at den ikke specielt hurtige, men meget positioneringsstærke sprinter er en af de mange, der har haft godt af at komme til Israel SUN. Og endelig gælder det for Cees Bol, der i dag nok engang måtte sande, at hans positionering stadig har mangler, men som generelt har virket uhyre overbevisende i sidevinden som en positiv opfølgning på den flotte sejr i Algarve.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

I virkeligheden er den rigtige helt dog en anden. Hvis Bonifazio er historien om en ustabil rytter, er Jan Tratnik i sandhed det samme. Sloveneren, der var så lovende, men blev sat helt i stå af en spiseforstyrrelse for siden at genrejse sig selv hos CCC, har ikke vist meget hos Bahrain, men på sine få gode dage har han vist sit potentiale. Det gjorde han, da han vandt prologen i Romandiet eller var ganske tæt på at vinde Tourens 9. etape. Og det gjorde han med sit fabelagtige ridt i dag, hvor han ene mand var ved at knække giganter som Thomas de Gendt, Victor Campenaerts, Philippe Gilbert, Søren Kragh og Nikias Arndt. Den præstation havde fortjent en bedre skæbne, men akkurat som det skete for Tony Martin i Vueltaen eller Jack Bauer i Touren fik det hele den mest hjerteskærende afslutning.

Det gjorde det ikke for Maximilian Schachmann. Tyskeren kom sikkert igennem endnu en dag, hvor han nok engang dokumenterede sin overlegne styrke, da han med en gigantisk forcering på nul komma fem lukkede et hul til Julian Alaphilippe og Garcia Cortina og i samme ombæring rev feltet i stykker. Det er imidlertid først nu, at den virkelige test kommer, når han rammer det kuperede terræn, vi har nærmest os siden starten i søndags. Heldigvis får han tid til at varme benene op på fredagens Schachmann-etape, inden den store eksamen venter lørdag på Colmiane.

Desværre har eksaminer det med at blive aflyst i disse coronatider, og når Emmanuel Macron har holdt tale til nationen torsdag aften, kan det være, at det samme bliver tilfældet for Schachmanns store test. Men så kan han da i det mindste tage på coronaferie med sin første store etapeløbssejr i ryggen. Det luner alt sammen, præcis som det gør for Bonifazio, at han i dag fik bevist, at han altså ikke er nogen ny Guardini.

Favoritterne

Paris-Nice kaldes ikke uden grund Løbet mod Solen, og er en del af cykelsportens Superliga WorldTouren, men det kunne lige så vel kaldes Løbet mod Bjergene. Lige så markant overgangen fra regn og blæst til sol og forår ofte er det, lige så markant er overgangen fra det flade Nordfrankrig over gradvist mere kuperet terræn til stigningerne i terrænet omkring Nice og udkanten af Alperne. Den transition er gradvist blevet indledt de seneste dage, men det er først fra fredag, at det er blevet så vanskeligt, at klassementsrytterne for alvor kan udnytte det.

Klatrerne må dog vente et døgns tid endnu, inden deres virkelige terræn kommer på lørdagens kongeetape. Forinden kan klatrebenene varmes op på en 6. etape, der snarere har karakter af en lille ardennerklassiker end en stor bjergetape. Derfor er det heller ikke i morgen, at man vinder eller taber løbet, men det er en dag, hvor den eksplosive finale kan benyttes til at vinde sekunder, både i kraft af reelle forskelle og i kraft af bonussekunder.

Det er den slags terræn, der indbyder til angreb, og udbrudssejre er da også en relativt hyppig ting i Paris-Nice. Efter at sidevinden flåede feltet i stumper og stykker, er afstandene også så store, at det reelt kan lade sig gøre for det rette udbrud at få den frihed, der skal til for at kæmpe om sejren, uden at det nødvendigvis skal bekymre løbets klassementsryttere.

Derfor er det også en reel mulighed, at et udbrud kan holde hjem. Vi så i dag, hvor svært det kan være at jagte, og i morgen er terrænet endnu mere gunstigt til at snyde et felt. Alligevel vil jeg tro, at det bliver samlet, og det skyldes i høj grad Deceuninck. Det belgiske supermandskab har fået bemærkelsesværdigt lidt ud af løbet endnu, og derfor må det ligge til deres højreben at gå efter en etapesejr til Julian Alaphilippe på en rute, han selv kunne have designet. Holdet har imidlertid også så meget klasse, at de sagtens kunne forsøge at gå efter en udbrudssejr med Bob Jungels, Kasper Asgreen og måske endda Zdenek Stybar, både ved at sende dem i offensiven tidligt eller ved at angribe på rundstrækningen.

Meget vil derfor afhænge af, om der står mere end bare ”Alaphilippe” i taktikbogen, når holdet ruller til start fredag middag. Holdets problem kan være, at Bora næppe tillader belgierne at gå i udbrud - ikke mindst fordi Asgreen og Stybar begge er en rimelig trussel mod trøjen - og tyskerne er så stærke, at de formentlig kan undgå, at det sker. Det kan de i hvert fald i den flade indledning, men da der formentlig vil blive angrebet i stor stil fra start, kan det sagtens ske, at udbruddet først kører på en af de to første stigninger. I det tilfælde kan vi sagtens få et stort og stærkt udbrud med masser af klasse, og selvom Deceuninck formentlig altid vil have en Bora-mand på hjul, kan det sagtens ske, at der således kører et udbrud, hvor begge hold er repræsenteret.

I det tilfælde vil Bora kunne sidde på hjul foran, men de vil samtidig skulle jagte bagfra. Ideelt set for tyskerne vil udbruddet derfor ikke have deltagelse fra Deceuninck, da de så bliver en sikker allieret i jagten. Uanset hvad burde de dog kunne få hjælp fra EF. Ganske vist løber de en risiko ved at køre udbruddet ind, da Schachmann har lige så god chance for at vinde etapen som Higuita, men colombianeren er så langt bagud, at han næsten er nødt til at se, om ikke han kan sikre sig lidt bonus på denne etape også.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

På den baggrund vil jeg tro, at der vil være to eller tre hold til at jagte, afhængig af om Deceuninck får en mand i udbrud eller ej. Bahrain er også en sandsynlig allieret, da de kan have ideer med Dylan Teuns, men de vil formentlig også gerne have en af deres mange klatrestærke ryttere i udbrud. Samlet set bør Bora dog kunne mandsopdække Deceuninck så godt, at der vil være nok hold til at skabe samling. Vinden er i princippet også en trussel, men i regionen er der stort set altid læ, og det bliver derfor næppe et tema.

Den sidste rundstrækning er som skabt til angreb, og det vil vi utvivlsomt også se. Igen bliver det derfor afgørende, om Deceuninck kører offensivt eller defensivt, men uanset hvad kan det blive svært at køre væk. Der vil nemlig være en ret kraftig modvind på rundstrækningens anden del, og hvis man ser på en Bora-trup, der tæller navne som Peter Sagan, Patrick Konrad og Felix Grossschartner til at jagte, vil jeg tro, at det vil være en ganske vist ret kraftigt decimeret favoritgruppe, der rammer den sidste lille mur inde i Apt. Bakkerne i området er nemlig heller ikke stejle, men derimod lange, jævne og relativt bløde opkørsler.

Muren i sig selv er ikke skræmmende, men den er relativt stejl, og den kommer efter flere ganske hårde stigninger og næsten 3000 højdemeter. Derfor kan en eksplosiv puncheur sagtens gøre forskelle, som Dylan Teuns og Schachmann gjorde på søndagens brostensbakke, der var lettere end denne. Modvinden kan gøre det sværere, og jeg tvivler på, at vi vil se en enlig mand køre hjem, men vi kan sagtens se en spurt i stil med den, vi så på 1. etape. Det kan dog også blive en større gruppe. Slutteligt venter en ret kringlet nedkørsel, men den sidste kilometer er stort set helt flad, og derfor vil spurtstyrke meget vel kunne komme i spil.

Det får mig til at pege på Maximilian Schachmann. Tyskeren ligner lige nu feltets måske stærkeste rytter. Ikke blot kørte han stærkt i Algarve, i sidevinden og på enkeltstarten, i dag spillede han i den grad også med musklerne, da han på ingen tid kørte Ivan Garcia Cortina og Alaphilippe ind igen, samtidig med at han rev feltet i stykker bag sig. Nok har Schachmann begrænsninger på lange stigninger, men dette terræn volder ikke problemer for en mand, der kørte i top 5 i alle ardennerløbene sidste år. Hans power på korte bakker er enorm, han er en glimrende nedkører, og i en spurt på flad vej er han ganske hurtig. Måske har en mand som Julian Alaphilippe en højere topfart, men Schachmann synes at have en formmæssigt overskud i forhold til næsten alle andre. Det vil efter en hård dag formentlig kunne give sig udslag i en spurt, og i et felt af 2-3 relativt hurtige afsluttere er der ingen, han ikke kan slå. Derfor tror jeg, at han sikrer sig sin anden sejr i løbet.

Hans værste rival er i mine øjne Sergio Higuita. Den lille colombianer kan være svær at vurdere, fordi vi endnu ikke har set ham folde sig ud på stigningerne, men hans kørsel i sidevinden og på enkeltstarten har langt overgået forventningerne. Det tyder på storform fra manden, der allerede med sine tidlige sejre i Colombia tydeligt har vist, at han er klar til sit definitive gennembrud (hvis det ikke allerede kom med Vuelta-etapesejren). Disse eksplosive bakker er som skabt til Higuita, der har masser af punch, og som nok savner Tejay van Garderen, der begge blev revet ud af løbet af Donald Trump, og samt de skadede Lawson Craddock og Michael Woods, men stadig har formstærke Tanel Kangert til at hjælpe sig til slut. Han er samtidig lynhurtig på flad vej, som han viste i massespurterne i Californien, da han overspurtede blandt andre Valverde i sidste års Vuelta, og senest slog Alaphilippe i Colombia. Det er stadig svært at vurdere præcist, hvor hurtig han er i forhold til Schachmann og Alaphilippe, men intet taler for, at han ikke kan slå dem.

Forud for løbet lignede denne etape en gave til Julian Alaphilippe. Franskmanden fik sig imidlertid lidt af en lussing i Drome-Ardeche, og selvom han på 1. etape viste, at formen slet ikke er så ringe endda, viste enkeltstarten tydeligt, at han ikke er på toppen. Det har han da også selv indrømmet, og derfor kan man have sin tvivl om, hvorvidt Alaphilippe kan vinde. På den anden side var han uhyre tæt på at vinde i søndags, og det viser blot, at Alaphilippe selv på 80% er en trussel i denne slags terræn. Hans hold er sublimt, og hans punch på den sidste mur er en klasse bedre end alle andres. Hans nedkørsel nærmer sig det eminente, og i en flad spurt er han hurtig. Til gengæld ved vi også, at hans spurt kan gå helt i stykker, når han er træt, og spørgsmålet er, om han i sin nuværende form enten kan komme af med Schachmann eller besejre ham på stregen.

Løbets fjerde ardennerspecialist er Dylan Teuns. Belgieren havde et skuffende Omloop, men i dette løb har han til fulde bekræftet superformen fra Andalusien. Den blev særligt tydelig, da han og Schachmann kørte fra alt og alle i søndags, og han vil elske denne form for eksplosiv finale. Lige nu er det svært at se, hvem der kan køre fra ham på bakken, men til gengæld er en flad spurt heller ikke hans spidskompetence. Han kørte dog en flot, men lidt for lang spurt på 1. etape, og i dag fik han ram på Higuita i en indlagt spurt, hvor det kun steg en anelse. Derfor kan man ikke udelukke, at han faktisk kan sejre i et opgør med de tre ovennævnte, og som minimum bør han i hvert fald være med i kampen om sejren,

Løbets joker er Benoit Cosnefroy. Den franske komet synes allerede at have udviklet sg til en af verdens bedste puncheurs, og ser man alene på finalen, burde det være sandt guf for ham. Problemet er, at årets første løb også har vist hans begrænsninger på hårde dage, som vi senest så det i Ardeche, og spørgsmålet er, om ikke der er lidt for mange lange stigninger for ham. Intet er dog umuligt for supertalentet, der var ganske tæt på at vinde GP Montreal med mere end 4000 højdemeter. Udfordringen kan også være, at han er mere puncheur end sprinter, og selvom sejren i Marseille viser, at han kan spurte, er i hvert fald de tre førstnævnte nok hurtigere på flad vej.

Bahrain kan også spille et andet kort i Pello Bilbao. Baskeren manglede en del i Andalusien, men både hans kørsel på 1. etape og ikke mindst på enkeltstarten indikerer, at han har fundet nogle flere procent siden dengang. En eksplosiv afslutning med en teknisk nedkørsel burde passe ham, og i gamle dage var han endda så hurtig, at han kunne vinde en spansk massespurt. Desværre spurter han kun sjældent, og han synes ikke at have fordums topfart, men med sin stærke afslutning på 3. etape i Andalusien viste han, at han stadig har en afslutning, der gør ham til kandidat på en etape som denne, især fordi Bahrain måske kan udnytte et overtal i en taktisk finale.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Afslutningen er heller ikke dum for Tiesj Benoot , der med sit livs enkeltstart igen viste, at han som altid er kommet flyvende ned fra højderne. Desværre bliver han i stigende grad diesel mere end puncheur, og selvom han stadig har et vist punch, er det svært at se ham køre fra alle andre. Lægger man dertil, at han engang så gode spurt synes forduftet helt, er det svært at se ham slå de andre på stregen. Til gengæld viste hans angreb i finalen på 1. etape også, at han har næse for at forsøge at snyde de hurtigere folk, hvis de kigger lidt for meget på hinanden.

Man er også nødt til at nævne Thibaut Pinot . Ganske viste understregede enkeltstarten atter, at formen altså er et stykke fra toppen, og det gør han da heller intet selv for at skjule. Til gengæld har vi også i årets første løb vist, at han stadig er konkurrencedygtig, og han har et glimrende punch i denne slags finaler. Det så vi særligt, da han fulgte Alaphilippe på 8. etape i sidste års Tour, og samtidig ved vi også, at han er en ganske hurtig afslutter, også på flad vej. Alligevel er det svært at se ham vinde en spurt, men til gengæld vil han måske kunne udnytte sit tidstab til at snige sig væk i en taktisk finale.

Det kunne Guillaume Martin også forsøge. Den lille franskmand er kommet til løbet i sin måske bedste forfatning nogensinde. I hvert fald virkede han uhyre overbevisende på bakkerne i Drome-Ardeche, og det ødelægges ikke af, at han aldrig har kunnet køre i sidevind. Tværtimod viste enkeltstarten, som han slet ikke magter, at formen er fin, og han har et ganske godt punch, særligt når det har været langt og hårdt forinden. I en flad spurt er han ikke specielt hurtig, men til gengæld har han tabt tid og kan køre taktisk.

Det er også det, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana skal forsøge, men de har begge den ulempe, at de ikke kan vente sig samme frihed som Martin. Punch har de heller ikke, og derfor handler det for dem i første omgang om bare at følge de bedste på muren. Hvis den går i stå efter toppen, kan meget dog ske, og vi ved, at Nibali er meget snu til at lure momentet. Samme evne viste Quintana, da han vandt 2. etape i Vueltaen sidste år, og det nummer kan han forsøge at gentage.

En joker er naturligvis Michael Matthews. Australieren er blevet nr. 4 i Liege, og dermed er dette terræn ikke i sig selv for svært. Det er dog på grænsen, ikke mindst efter et 2019, hvor han klatrede skuffende, og med tanke på, at han ikke imponerende de første dage i sæsondebuten, tvivler jeg på, at formen rækker. På den anden side kørte han en god enkeltstart, og da modvinden samtidig vil hjælpe ham, kan han ikke afvises.

Det er også derfor, jeg nævner Ivan Garcia. Al logik siger, at det må være for svært, men lige nu synes han altså at kunne det meste. Sidste år kørte han i en tid med Hirschi og Wellens på ardenneretapen i Ardennerne, og han blev nr. 3 på de 4000 højdemeter i Montreal. Det viser, at han har et potentiale, især med den form, han har stillet til skue. Alligevel er stigningerne her meget længere end i de nævnte løb, og han vil formentlig blive slidt op forinden.

Afslutningen er også god for Patrick Konrad og Felix Grossschartner samt også for Peter Sagan, selvom jeg tvivler på hans form. De vil dog formentlig alle skulle ofre sig 100%, når Schachmann skal kontrollere løbet. Romain Bardet viste fremgang i Haut-Var, men jeg har svært ved at se niveauet række til at vinde en finale, der ikke rigtigt passer ham. Lilian Calmejane er stadig ikke blevet god nok endnu, og bakkerne bliver nok trods alt også for hårde for Søren Kragh, selvom han er i storform. Jonathan Hivert er stadig en skygge af sig selv, og selvom Rudy Molard, Nicolas Edet, Nans Peters, Aurelien Paret-Peintre og Krists Neilands synes i fornem form, bliver det svært at vinde i dette selskab. Tanel Kangert flyver, men skal hjælpe Higuita, og Xandro Meurisse og Pierre Latour er stadig meget formsvage. Endelig synes Philippe Gilbert stadig at mangle for meget til at køre denne slags finale, og terrænet må være for svært for Julien Simon og Anthony Perez samt for Alberto Bettiol, der ikke synes på toppen efter sin sygdom

Skal man pege på ryttere, der kan vinde fra et udbrud, enten tidligt eller på rundstrækningen, vil jeg fremhæve Richie Porte, Thomas de Gendt, Benoit Cosnefroy, Guillaume Martin, Nicolas Edet, Damiano Caruso, Kasper Asgreen, Bob Jungels, Zdenek Stybar, Aurelien Paret Peintre og Philippe Gilbert.

Feltet.dks vinderbud: Maximilian Schachmann

Øvrige vinderkandidater: Sergio Higuita, Julian Alaphilippe

Outsidere: Dylan Teuns, Benoit Cosnefroy, Pello Bilbao, Tiesj Benoot, Thibaut Pinot

Jokers: Guillaume Martin, Vincenzo Nibali, Nairo Quintana, Michael Matthews, Ivan Garcia, Thomas de Gendt, Richie Porte, Nicolas Edet