Optakt: 6. etape af Paris-Nice

Ruten

Efter den lange rejse mod syd har man endelig nået bakkerne omkring Nice, og der er tradition for, at der rundes af med tre hårde dage i det vanskelige og ofte solbeskinnede terræn. Som regel har de to weekendetaper været de vanskeligste, mens fredagsetapen mere har været for puncheurs og måske endda lykkeriddere, og sådan vil det også være denne gang. Løbets 6. etape byder ganske vist på et decideret bjerg midtvejs på etapen, men efter en lang nedkørsel slutter det hele med nogle småbakker omkring målbyen Biot. Slutteligt venter der en lille 2 km lang puncheurfinale, hvor de eksplosive afsluttere vil drømme om at spurte sig til sejr, som Tom-Jelte Slagter gjorde ved seneste besøg i 2014.

Med en distance på 202,4 km er der tale om en lang sag, der fører feltet fra Brignoles til Biot i udkanten af storbyen Cannes og meget tæt på det endelige mål i Nice. Rytterne har igen ”snydt” og ladet sig transportere det sidste stykke ned mod sydkysten, og etapen består nu af en rejse mod nordøst ind mod Nice og Cannes. Det sker via det kuperede terræn nord for de to byer, men startbyen ligger i det betydeligt fladere terræn længere mod vest. Derfor er første del af etapen ganske let, når man i relativt fladt terræn kører mod nordøst. Det ændrer sig ikke, når man senere drejer mod øst for at køre frem til Draguignan, der nås efter 45,7 lette kilometer.

Nu bliver det kortvarigt lidt vanskeligere, når man drejer mod nordøst for at passere kategori 2-stigingen Cote des Tuilèries (2,2 km, 7,8%), der er en relativt stejl og jævn sag med top efter 52,0 km. Nu går det igennem fladt terræn videre mod nordøst frem til kategori 3-stigningen Cote de Mont-Meaulx (1,5 km, 4,3%), der er en jævn stigning med top efter 67,4 km. Nu bliver det igen relativt fladt, mens man kører det sidste stykke mod nordøst frem til udkanten af byen Grasse, der ligger midt i Nices berømte bakker.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Det får rytterne at mærke på den hårde måde efter 91,0 km. Inden de når Grasse, drejer de nemlig mod nord for at passere kategori 1-stigningen Cote de Cabris (7,6 km, 5,8%), der er en relativt jævn stigning, hvis stigningsprocent dog falder en anelse undervejs frem til toppen, der rundes efter 102,5 km. Der er ingen nedkørsel, men kun et kort, fladt stykke, inden man fortsætter mod nord op ad kategori 2-stigningen Col du Ferrier (4,3 km, 6,8%), der er relativt jævn, men har en kilometer med 8,1% undervejs.

Toppen ligger i hele 1041 m højde og leder op til et fladt plateau, der følger mod nord, inden det gennem et enkelt hårnålesving begynder at falde ad en lige vej mod øst. Nedkørslen afbrydes dog af en bakke (3,1 km, 5,3%), der leder op til dagens første spurt, som kommer efter 145,5 km. Her drejer man mod syd ind på en mere teknisk nedkørsel, inden man rammer kategori 3-stigningen Cot de Gourdon (4,3 km, 4,1%), der fra den modsatte side blev besteget på 1. etape af Tour du Var, og som er en let stigning uden stejle procenter.

Toppen rundes efter 156,2 km, hvorefter der venter en mere teknisk nedkørsel, der leder mod først syd og siden nord, inden man følger en lige, let faldende vej mod sydøst. Nu drejer man mod sydvest for at køre op ad en bakke (2,0 km, 6,8%), der har top knap 2 km inden dagens anden spurt, som kommer efter 184,8 km. Da leder et fladt plateau mod syd ned til Valbonne, hvor man drejer mod sydøst for at følge en temmelig snoet og let faldende vej ned mod kysten og målbyen Biot.

Med 4 km er der en 1 km lang bakke, inden man med 3 km igen drejer skarpt ind på en nedkørsel, der byder på et hårnålesving. Nu falder det let, indtil man med 2,0 km rammer målbakken, der stiger med 5,3% i snit fordelt med 5,6% over den første kilometer og 4,9% over den anden kilometer. Man drejer i en rundkørsel med 1,8 km igen, hvorefter en bugtende vej leder frem til et hårnålesving lige ved den røde flamme, inden en bugtende vej kun afbrydes af en rundkørsel, der leder ind på den bare 100 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3181 højdemeter.

Biot blev senest besøgt i 2014, hvor Tom-Jelte Slagter i præcis samme finale spurtede sig til sejr foran Rui Costa og den førende Carlos Betancur fra en gruppe på ca. 30 mand, hvoraf de 19 blev noteret for vindertiden. I 2011 var det forfærdeligt regnvejr, hvilket en drivvåd Remy di Gregorio udnyttede til akkurat fra et udbrud at holde favoritterne bag sig og sejre med 5 sekunder ned til Samuel Sanchez og Rigoberto Uran på en dag, hvor det dårlige vejr betød, at der opstod flere huller i favoritgruppen, der var adskilt af en del sekunder, men hvor den førende Tony Martin kun tabte 2 sekunder til Sanchez og Uran.

Etapen er en næsten tro kopi af etapen fra 2014, og eneste forskel er, at man dengang sluttede etapen af med at køre en omgang på en småkuperet rundstrækning. I 2011 var etapen dog anderledes trods den identiske finale, og den bød således på hele 3928 højdemeter.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Vejret

Efter dagens knap så gode vej lever løbet op til sit tilnavn. Rytterne er nemlig nået ned til både bakker og sol, og der venter en smuk fredag med kun få skyer og en temperatur i mål på hele 20 grader. Ril gengæld vil det være meget blæsende med en frisk til hård vind (25-28 km/t) fra vest. Det giver med- og sidemedvind frem til bunden af Cabris, hvor man får sidevind. Et kort medvindsstykke leder frem til, spurten, og derefter får man atter sidevind. Kort inden anden spurt får man medvind det meste af den resterende del af etapen, dog afbrudt af et sidevindsstykke efter anden spurt. Medvinden slutter med 3 km igen, hvor man atter får sidevind og slutteligt sidemod- og modvind på den sidste kilometer.

Analyse af 5. etape

Jeg kan huske, at jeg forud for 2020-sæsonen tænkte, at det egentlig var lidt synd at sætte Sam Bennett bag på Deceuninck-mandskabets supertog. På sin vis var det nemlig spild af godt lead-out at bruge så velsmurt en maskine på at iscenesætte ireren. I sin suveræne 2019-sæson var Bennett nemlig så eminent i positionskampen, at han på et Bora-hold, der ikke fandt det værd at give ham den store støtte, altid sad præcis, hvor han skulle, og derfor med en usvigelig træfsikkerhed vandt stort set alle sine massespurter, selvom det i vidt omfang var udtryk for en enmandspræstation.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Det er klart, at Bennetts chancer for succes ikke blev ringere af, at han rent faktisk havde et hold - endda verdens måske bedste i disciplinen - til at sætte sig i scene, men der var mange andre sprintere, der kunne få større gavn af det sublime lead-out end en mand, der jo egentlig klarede det meget godt på egen hånd. Derfor var det også lidt overraskende i 2020 at se, hvor sjældent Deceuninck-toget faktisk tog det initiativ, vi ellers havde vænnet os til at se, da sprinterne hed Elia Viviani og Fernando Gaviria, og lidt for ofte endte Bennett med enten at blive lukket inde eller at starte sin spurt alt for tidligt.

I år så det dog ud til, at det skulle være anderledes. I de to sidste af de tre spurter i UAE Tour kørte det sublime tog, der ved den lejlighed bestod af Shane Archbold og ikke mindst Michael Mørkøv, der ved den lejlighed igen viste sin høje klasse, to fabelagtige lead-outs, hvor Bennett blev afleveret på den måde, han kun kunne drømme om, da han var Boras succesrige enmandshær. I det lys var det forventeligt, at toget, der i dette Paris-Nice med Archbold udskiftet med Yves Lampaert og Florian Senechal faktisk var i endnu stærkere formation, ville fortsætte den dominerende linje i denne uge i Frankrig, også selvom de denne gang skulle op mod sportens to øvrige supertog fra hhv. Trek og FDJ.

Derfor var det også lidt overraskende at se passiviteten. På 1. etape vendte Bennett tilbage til Bora-tiden, da han lod Mørkøv aflevere sig på et godt hjul under kilometerporten, hvorefter han med velkendt træfsikkerhed gjorde arbejdet færdigt. Med tanke på Bennetts høje succesrate med netop den taktik er det på sin vis forståeligt, men den passive taktik har også sin risici. Det lærte Bennett på den hårde måde i 2. etapes tekniske finale, hvor han aldrig nåede frem og dermed ikke fik udnytte af en topfart, der syntes næsten dobbelt så høj som rivalerne.

Man nåede næsten at komme i tvivl om, hvorvidt der var et eller andet galt med Senechal og Lampaert, når Mørkøv og Bennett var så muttes alene i de foregående finaler. Heldigvis viste det sig ikke at være tilfældet, og formentlig som følge af mandagens bitre erfaringer valgte supertoget at gribe situationen helt anderledes an, da der i dag var lagt op til et sidste sprinteropgør efter en højst kedsommelig og yderst særpræget modvindsetape, der for store deles vedkommende mest havde karakter af søndagstur i et tempo, mangen en fedladen dansk motionist kunne være med i.

Motionisttempoet var dog for længst fortid, da Lampaert, Senechal, Mørkøv og Bennett med sublim timing skød frem nær den røde flamme. De var der ellers alle, de tre supertog, på de sidste kilometer. Alex Kirsch førte an for Trek foran Edward Theuns, Jasper Stuyven og Mads Pedersen, og Miles Scotson havde helt styr på Ramon Sinkeldam, Jacopo Guarnieri og Arnaud Demare for FDJ. Men da slaget skulle slås, viste Deceuninck-drengene sig helt overlegne, og da først Lampaert, Senechal og til sidst Mørkøv havde gjort arbejdet færdigt, lå sejren serveret så meget på et sølvfad, at han slet ikke behøvede at være feltets hurtigste for faktisk at gøre det færdigt.

Nu er Bennett tilfældigvis den hurtigste i dette felt - og det endda med afstand - og derfor var der naturligvis ingen, der blot kom i nærheden af ireren. Faktisk kunne man roligt have slukket for sit tv med knap en kilometer igen, for da først Deceuninck havde sendt både FDJ og Trek til tælling og fået anbragt Bennett eminent, var det kun uheld, der på nogen måde kunne true den irske fartkanonen, der pligtskyldigt gjorde arbejdet færdigt. Dermed kan han nu rejse fra sit andet etapeløb med samme score som i UAE Tour, nemlig to ud af tre og altså en træfsikkerhed på næsten 67%. Med tanke på at han undervejs har været oppe mod hovedparten af de lige nu aktive supersprintere, er det en score, der til fulde vidner om, at Bennett godt kan tillade sig at stræbe efter den magiske grænse på 20 gevinster i år.

Til gengæld blev Paris-Nice en stor fiasko for feltets anden supersprinter, Demare. Franskmanden, der i 2020 knap kunne sætte et nummer på ryggen uden også at krydse stregen først, kom lige så tomhændet ud af dette løb, som han gjorde af det første i Provence. Og ligesom i det første løb måtte han sande, at det i 2020 så fabelagtige tog ikke helt har været oppe at ringe, for da Scotson og siden Sinkeldam skød frem, måtte de denne gang sande, at de blå belgiere ganske enkelt var stærkere, og Demare og Guarnieri endte med at blive lukket inde. At det hele så endte med en deklassering var blot at gnide salt i såret for franskmanden, hvis karriere har været præget af skiftevis fremragende og dårlige sæsoner og nu kan frygte, at 2020 følges op af en af de lidt for mange kedelige år, hans karriere har været præget af.

Det blev heller ikke til noget for løbets tredje supertog. Trek gjorde det jo ellers så sublimt i mandags, men der har været en tendens til, at Kirsch har lanceret toget for tidligt. I mandags tøvede Stuyven heldigvis så længe, at han med god timing alligevel kunne aflevere Pedersen sublimt, men da Kirsch igen i dag fik åbnet for tidligt, var der intet at stille op for Stuyven, som denne gang skulle slås med et Deceuninck-tog, hvis timing sad helt anderledes i skabet. Resultatet blev, at Pedersen blev lukket inde og dermed slet ikke fik lejlighed til at teste sin fart sammenlignet med rivalerne i denne helt klassiske boulevardspurt.

Det gjorde Nacer Bouhanni til gengæld endelig. Den i dette løb så uheldige franskmand, der to gange er blevet elimineret af styrt, fik i sidste forsøg lov at vise sin gode form. Det skete efter et sublimt forarbejde fra Dan McLay, der har vist sig som en overraskende god lead-out man, og som med et flot fremstød fik afleveret sin kaptajn på bagsmækken af Bennett, selvom han ikke havde farten til at vinde kampen mod Mørkøv. Til gengæld måtte Bouhanni sande, at han ikke længere har samme fart som de allerhurtigste, for han måtte kæmpe hårdt for blot at holde hjul på sin irske rival, hvilket i øvrigt heller ikke er nogen skam.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Bouhanni fik nemlig vist, at han er hurtig. For en gangs skyld havde Phil Bauhaus, der ellers har kæmpet med sin positionering, nemlig fået anbragt sig godt, men da han i dag endelig fik mulighed for at måle sig med de bedste på direkte fart, måtte han sande, at både Bennett og Bouhanni var hurtigere, men et lille svag og et mistet tråd gjorde det hellere ikke nemmere. Til gengæld kostede det ham pladsen som bedste tysker, da Pascal Ackermann fik klemt sig forbi efter en pæn spurt, der dog nok engang cementerede, at tyskeren vel ikke længere kan kalde sig en af feltets absolutte topsprintere. I hvert fald er han efter nu seks massespurter stadig uden sejr, og faktisk har han end ikke været tæt på. Det må vække nogen bekymring hos det Bora-mandskab, der som bekendt valgte Ackermann fremfor Bennett, da de havde valget.

Etapen var generelt dagen, der bød på oprejsning. Ikke blot Bouhanni, men også Giacomo Nizzolo og Alexander Kristoff fik endelig vist sig lidt frem. Denne gang lykkedes det endelig for italieneren at vise den positionering, han er bedst til, og faktisk kørte han også en langt bedre spurt, end vi så i Emiraterne, hvor han var overraskende langsom. Det lover godt forud for en klassikersæson, der er hans store mål.

Endnu bedre var det næsten at se Kristoff fremme. Nordmanden har nemlig virket decideret formsvag i den første del af dette løb, men i dag fik han med god hjælp fra Matteo Trentin endelig anbragt sig fornuftigt, så man fik fornemmelsen af, hvorfor han engang var så eminent til positionering. Til gengæld manglede der åbenlyst fart, men det var vel forventeligt på så let en dag. Kristoff vinder som bekendt sjældent, hvis ikke det har været lidt hårdt undervejs.

Danny van Poppel fik også lidt oprejsning efter sin mærkelige formkrise i starten af løbet, men ellers var også meget ved det gamle. Christophe Laporte og Bryan Coquard mangler stadig farten til at matche de bedste, Magnus Cort sad igen for langt tilbage til reelt at kunne spurte, Cees Bol, der ellers har positioneret sig så flot i år, kom aldrig frem, og en ellers sjældent velplaceret John Degenkolb havde vist brugt for mange kræfter på af egen kraft at finde forreste del af feltet. Eneste lille overraskelse var vel, at Jasper Philipsen igen fejlede med sin positionering, men det har desværre været mønstret i hele løbet.

Desværre får hverken Philipsen eller de andre mulighed for at rette op på fejlene. Fra nu af handler resten af løbet nemlig om træning, mens klassementsrytterne afgør løbet imellem sig. De fik sig en tiltrængt halv hviledag, hvor kun den sidste del blev temmelig stressende, og det uhyre passive forløb, der blev forårsaget af den hårde modvind, betød endda, at Maximilian Schachmann, Ion Izagirre og Tiesj Benoot kunne tage for sig af de bonussekunder, som den ellers hurtige Primoz Roglic tilsyneladende føler sig sikker nok til at negligere.

Måske får han også brug for lidt af det overskud de kommende dage. Det var i hvert fald lidt af en bet at skulle sige farvel til Tony Martin, der ene mand plejer at kontrollere de første to tredjedele af etaperne i alle terræner. Med tanke på det i går ikke specielt overbevisende Jumbo-mandskab kan det blive et ganske betydeligt tab, når særligt den svære sidste etape omkring Nice skal kontrolleres - en opgave, der som bekendt har voldt mange andre hold store problemer de senere år.

Hold betyder nemlig noget i cykelsporten. Er man i tvivl, kan man passende gense dagens massespurt, hvor Deceunincks supertog endelig viste den tårnhøje klasse, de har. Naturligvis er Bennett så god en sprinter, at han sagtens kan vinde med en mere passiv strategi, som han gjorde i søndags, men når man nu har ressourcerne, er der jo ingen grund til at løbe den risiko, som passiviteten indebærer. Det betalte de dyre lærepenge for i mandags, men i dag viste de jo, at de sagtens kan!

Favoritterne

Med dagens mildt sagt fredsommelige forløb er det en kendsgerning, at 2021-udgaven af Paris-Nice bliver den blot anden ud af de seneste fem, hvor sidevinden ikke blev en afgørende faktor på mindst en af de flade etaper. Alle de spinkle klatrere er sikkert kommet ned til solen, varmen og stigningerne, hvor løbet traditionelt afgøres, og de ganske store forskelle, der allerede er gjort, er alene gjort af de to traditionelle etapeløbskomponenter, nemlig enkeltstarts- og klatreevnerne.

Det er som altid de sidstnævnte, der bliver brug for, når løbet helt efter traditionen afgøres med tre dage i bakkerne omkring om Nice. Det er ligeledes traditionen, at den første af de tre etaper er den letteste, og sådan er det også i år. Nok er der 3000 højdemeter på fredagens 6. etape, men de er alle koncentreret så langt fra mål, at det ikke er i morgen, at vi skal se det store klassementsslag.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Faktisk har vi endda den luksus, at etapen stort set har været kørt før. For syv år siden var 7. etape en tro kopi af denne, og eneste lille ændring var, at man rundede af med at køre en omgang på en småkuperet rundstrækning, hvilket gjorde etapen en anelse længere og gav lidt flere højdemeter. Dengang var forskellene ganske begrænsede, da 42 mand sluttede inden for et minut af vinderen, og hele 19 mand blev noteret for vindertiden. Det endte i en helt klassisk puncheurspurt på bakken i Biot, hvor den uhyre formstærke Tom-Jelte Slagter sejrede foran Rui Costa og Carlos Betancur, men hvor også lidt tungere folk som Jose Joaquin Rojas og Zdenek Stybar var i top 10.

Det vidner om, at der er grænser for, hvor selektiv etapen er. Nok er stigningerne lange, men de kommer så langt fra mål, at mange kan overleve, hvis de køres tilstrækkeligt gelinde. Etapens sværhedsgrad afhænger således langt mere af måden, den gribes an på, end alene af ruten, der byder på både svære og lette elementer.

Den første faktor, man skal tage sig i agt for, er en lidt overraskende en af slagsen. Fredagen bliver sjældent blæsende med en kraftig sydvestenvind. Min erfaring fra bakkerne omkring Nice er dog, at terrænet generelt er alt for lukket til, at selv kraftig vind kan give splittelse, men den første del af etapen afvikles i et område, der er kendt for, at Mistralen kan spille en rolle. Derfor kan man ikke helt udelukke, at etapen starter med en gang sidevindsræs, men jeg tror det ikke. Der er formentlig for meget ren medvind, og derudover kommer man hurtigt ind i et område, der plejer at være mere tillukket.

Det ændrer dog næppe på, at starten kan blive aggressiv. Der er efterhånden store tidsforskelle, og derfor er chancerne for en udbrudssejr slet ikke ringe. Naturligvis er det en god finale for Primoz Roglic, men efter dagens tab af Tony Martin vil jeg tro, at Jumbo gerne vil spare så meget på krudtet som muligt inden weekenden. Jeg tror derfor kun, at Jumbo fører i det omfang, udbruddets sammensætning kræver, at de forsvarer trøjen.

Det betyder også, at jeg forventer en meget aggressiv start, hvor det vil tage tid at komme væk. Heldigvis for de hold, der vil have samling, er indledningen let, og det øger chancen for, at udbruddet ikke bliver for stærkt. Således forventer jeg, at i hvert fald BikeExchange og Bora vil arbejde målrettet på, at en ikke alt for stærk gruppe kommer væk.

Når udbruddet er kørt, vil jeg tro, at de to nævnte hold påtager sig ansvaret for at jagte. De vil også for hjælp af Jumbo, men som nævnt vil hollænderne formentlig kun føre igennem, hvis udbruddet truer den gule trøje. Til gengæld gør Bora og BikeExchange nok klogt i at sikre, at Lotto ikke får en mand med i udbruddet. Lykkes det, kunne det belgiske mandskab nemlig godt blive en allieret.

Jeg er ret spændt på, hvad der sker på stigningerne midtvejs. Hvis ikke de har en mand i front, vil jeg tro, at Ineos og Deceuninck, der ikke har de store chancer i klassementet, vil køre et meget aggressivt løb. I hvert fald synes det næsten givet, at Remi Cavagna angriber på et eller andet tidspunkt. Samtidig kunne jeg sagtens forestille mig, at Astana sender Luis Leon Sanchez, der er ganske velplaceret i klassementet, i en tidlig offensiv. Han holder nemlig ikke hele vejen, og skal han bruges til at presse Jumbo inden weekenden, skal det ske, inden han har tabt for megen tid.

Det kan sagtens være, at der bliver kørt relativt passivt, og sker det, kan det tidlige udbrud sagtens hold. Hverken BikeExchange eller Bora har meget at skyde med på stigningerne, og de to hold kan næppe skabe samling uden hjælp. Bedre bliver det, hvis de får Lotto til hjælp, men heldigvis kan der ofte findes allierede fra hold, der måtte have misset udbruddet. I det lys vil jeg bestemt ikke udelukke en sejr til det tidlige udbrud, men det vil kræve, at det ikke truer Roglic. Ellers er Jumbo trods alt for stærke.

Jeg tror dog mest af alt på, at vi får en meget animeret sektion midtvejs. Jeg er lidt lun på ideen om en tidlig Sanchez-offensiv, som vi så forleden, og den vil i den grad sætte Jumbo under pres. I den situation tror jeg - trods de vanskeligheder, der havde forleden - at de med hjælp fra BikeExchange og Bora alligevel kan skabe samling, men det vil formentlig også skabe et knaldhårdt og ret selektivt løb. Det kan også åbne døren for nye angreb på rundstrækningen, ikke mindst på bakken op til spurten, der kunne ligne en oplagt affyringsrampe for den altid aggressive Tiesj Benoot. Her kan holdene sagtens være kørt så tynde, at en offensiv kan lykkes. Roglic har nemlig så solidt en forspring, at han sagtens kan lade relativt mange køre væk.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det efterlader mig med tre mulige scenarier. Den mest oplagte er, at det samles til en puncheurspurt, men som sagt vil det formentlig ske efter en ret selektiv dag. Den anden mulighed er en sejr til det tidlige udbrud, og den sidste er en succesrig senere offensiv enten midtvejs fra eller - mere sandsynligt - på den sidste bakke op til spurten.

Jeg anser alle scenarier som sandsynlige, men jeg hælder nok mest til det første. Det får mig til at pege på Primoz Roglic som min favorit. Bakken er i alt væsentligt en kopi af den puncheurfinale i Suances, hvor det slovenske monster gav rivalerne bøllebank i Vueltaen, og det vidner om, hvor fremragende en afslutter han efterhånden er. Dengang var han endda åbenlyst træt og under niveau, men det er han ikke i dette løb, hvor han tværtimod er flyvende.

Da jeg tror på et hårdt løb undervejs, vil de 3000 højdemeter formentlig give ham et overskud i forhold til andre knap så holdbare typer, og det kan gøre forskellen efter en lang og svær dag. Som sagt tror jeg ikke, at Jumbo vil arbejde for at skabe samling, hvis ikke det er nødvendigt, men hvis andre gør arbejdet, som de gjorde i Spanien i november, er monsteret sultent nok til at slå til. Derfor tror jeg, at den formstærke slovener slår til igen.

Jeg var dog meget tæt på at pege på Michael Matthews. Australieren har i de senere år været knap så klatrestærk, men noget tyder på, at han kan have lagt de trængsler bag sig. I hvert fald var han uhyre overbevisende på 4. etape, hvor han klart overgik mine forventninger og måske kunne have lavet et resultat, hvis ikke han havde været så loyal over for Lucas Hamilton.

På papiret er Matthews vel at regne som feltets bedste puncheur, og den sidste bakke passer ham fint, da den ikke er alt for stejl. En udfordring bliver det at holde det samlet og at holde position i et felt, hvor han formentlig kun vil have Hamilton ved sin side. Samtidig skal han bevare friskheden, hvilket kan blive en udfordring, som det var i 2014, hvor han endte uden for top 10 i præcis denne spurt. Min bekymring er måske mest, at han i Giroen ikke var specielt overbevisende som puncheur, da han særligt skuffede på 2. etape, og noget tyder på, at han måske har tabt den sidste eksplosivitet. Det ændrer dog ikke på, at Matthews har vundet så mange af denne finaler, at det vil være alt andet end overraskende, hvis han gør det igen, særligt fordi modvinden vil hjælpe ham mod de lettere folk.

Bora vil formentlig arbejde stenhårdt for Maximilian Schachmann. Det er en glimrende finale for den tyske puncheur, der i blandt andet Baskerlandet, Fleche Wallonne og Algarve har vist, hvor god en afslutter han er på bakker. Denne er heller ikke så stejl, at han ikke kan true Roglic, og efter hans lidt skuffende enkeltstart fik han på 4. etape vist, at formen er mindst lige så god som ventet. Bora-holdet er svagt, men man kan håbe, at han får hjælp af den desværre formsvage Felix Grossschartner, der jo ellers selv kunne have kørt denne afslutning, men nu må regnes som hjælper. Lykkes det at holde samling, er Schachmann formstærk nok til at true Roglic og Matthews, særligt hvis det har været lidt hårdt undervejs.

Dylan Teuns skuffede lidt på 4. etape, men formen burde altså ikke være så ringe. Det så vi i Kuurne, hvor han virkede meget overbevisende, og i hvert fald burde den række til, at han kan sidde med på en etape som denne. Teuns er først og fremmest murspecialist, men som vi så på 2. etape i Provence, kan han også køre denne lidt blødere finale. Faktisk er han også blevet nr. 2 bag Michal Kwiatkowski netop i en 5%-spurt i Polen Rundt, og det vidner om, at han skal tages seriøst. For at han skal have en chance, skal vi have et selektivt løb, men så burde ardennerspecialisten være klar til at slå til.

I gamle dage havde der stået Philippe Gilbert med flammeskrift på denne afslutning, men det gør der ikke længere. Det er efterhånden længe side, at Gilbert sidst har kørt en sådan finale, og faktisk har han jo reelt været ude af konkurrence i et års tid. Til gengæld var han helt fremme i en puncheurfinale i Toledo i slutningen af Vueltaen i 2019, og det viser, at han stadig kunne for godt et år siden. Han var uheldig i Provence, men han var fremme på bakkerne i Besseges, hvor finalerne dog var en anelse for lette, og han var alt for formsvag. Jeg er stadig lidt usikker på, om formen rækker, men det ser efterhånden mere lovende ud. Han burde nok kunne komme med hjem, og så må han vise, hvor eksplosiv han stadig er, og om han har friskheden efter en lang og svær dag. Jeg ville egentlig også gerne se, hvor langt Stefano Oldani, Florian Vermeersch eller måske endda den formstærke John Degenkolb kunne komme, men der er næppe tvivl om, at der satses på Gilbert.

Hvor god er Matteo Jorgenson i denne slags finaler? Al logik tilsiger, at det er guf for den eksplosive og klatrestærke amerikaner, men desværre betød et styrt, at vi aldrig fik set ham folde sig ud på 2. etape i Provence. Formen er dog ganske fremragende, som vi senest så på bjergetapen, hvor stigningen dog var for svær, men dette burde være en rigtig lækkerbisken for ham. Da han er helt uerfaren, aner vi ikke, hvor langt potentialet rækker, men lige netop derfor er han også manden, der kan overraske. Movistar har også Jose Joaquin Rojas, der blev nr. 4 for syv år siden, men denne gang må det være alle for Jorgenson, da veteranen næppe længere er god nok.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

En meget stor joker er Magnus Cort. Samlet set er etapen lidt svær for danskeren, men stigningerne kommer så langt fra mål, at han bør have en fair chance for at overleve. Den sidste bakke er heller ikke uden for rækkevidde, som vi så med 10. pladsen i Suances under Vueltaen, og i en ukompliceret finale vil han ikke lide så meget under sin positionering. Hans form er lidt svær at blive klog på efter en god start i Var, men en skuffelse i Drome, men hans enkeltstart var i hvert fald ganske lovende. Formen synes ikke helt oppe at ringe, og jeg tror nok, at den samlede etape bliver for hård til, at han kan vinde på en 2 km lang stigning, men særligt i lyset af modvinden er han i spil. Og da dette er en vurdering af vinderpotentiale, skal han stå stærkt.

David Gaudu bekræftede sin storform i går, hvor han trods den hårde opkørsel var langt fremme til sidst. Det taler for, at han også vil gøre det glimrende på denne etape. Han er nemlig en god puncheur, som vi senest så i Var, og som vi så, da han vandt en etape i Romandiet for et par år siden. Desværre er denne bakke nok ikke stejl nok til, at han kan vinde, men hvis det har været hårdt nok, kommer han langt. I hvert fald bør hans gode form sikre, at han ender langt fremme uanset hvad.

Den største overraskelse på 4. etape var vel, at Pierre Latour pludselig var i form. Det gør ham meget interessant på denne etape, for franskmanden er en glimrende afslutter. Det har han særligt vist med ens serie topresultater i puncheurspurter i Polen, og dette burde være en god finale for ham med den fine form, han har vist. Han er svingende og kan sagtens skuffe, men jeg vil forvente at se ham fremme. Total har også den velkørende Anthony Turgis, der vil kunne lide selve målbakken. Han er dog ikke nogen stor klatrer, og jeg tror, at han får det for svært undervejs.

Rui Costa blev nr. 2 i denne finale for syv år siden, men det var dengang, han kørte rundt i regnbuetrøjen. I dag er han slet ikke samme rytter, og samtidig er han kommet utroligt dårligt fra start. Hans kørsel på 4. etape vidner dog om, at formen stille og roligt er i bedring, og den burde være god nok til, at han kan køre denne finale. Han viste senest puncheurevnerne, da han vandt i Saudi Tour sidste år, men spørgsmålet er, om formen rækker i dette stærke felt.

UAE har også Matteo Trentin. Italieneren klatrer fremragende og synes i storform, og han bør næsten kunne sidde med hjem på denne etape. Spørgsmålet er bare, om han kan gøre det færdigt. Trentin har nemlig overraskende dårlige resultater som puncheur, og i det hele taget har han været en skuffende afslutter i de seneste sæsoner. Jeg tror, at bakken bliver for svær til, at han kan slå de lettere folk, men modvinden giver ham i hvert fald en bedre chance.

Tør jeg nævne Jonathan Hivert? I gamle dage var feltet lottokupon par excellence en mester i denne slags afslutninger, men i dag ser vi det desværre for sjældent. Samtidig er han jo uhyre svingende, men noget tyder på, at han er ved at være i form. Han blev nr. 9 det knaldhårde løb i Ardeche, og senest blev han nr. 28 på første bjergetape. Det er ganske godt for en mand, der ikke er klatrer. Nu skal han bare vise, at han stadig har den hurtighed, han har vist for lidt på det sidste. B&B har også den uhyre formstærke Quentin Pacher, der godt kan køre en god finale, men ikke vinde. Til gengæld må det være for hårdt for den ellers lige nu ganske godt klatrende Bryan Coquard, der også har skuffet som puncheur i år.

Man er vel også nødt til at nævne Alexey Lutsenko. Ganske vist er det åbenlyst, at kasakken stadig er langt fra formen, men han bør dog kunne sidde hjem til denne spurt. Egentlig har han overraskende få resultater i denne slags finaler, men det er dog en kunst, han mestrer glimrende. Han har punch og hurtighed, og bakken bør ikke være så svær, at formsvage Lutsenko ikke kan lave et resultat, slet ikke når der er modvind. Om formen så rækker til at vinde, er en anden sag. Faktisk vil jeg gerne se Omar Fraile, der kørte en fremragende enkeltstart, give den et forsøg, men den loyale basker vil formentlig hjælpe Lutsenko, og det samme vil Luis Leon Sanchez, der nok snarere skal spilles offensivt ud. Skulle Lutsenko falde fra, vil man nok snarere satse på Ion Izagirre, der ikke er kendt som puncheur, men i dag chokerede ved at slå Schachmann i den indlagte spurt på en bakke. Det vidner om, at baskeren i hvert fald kan lave et resultat, selvom han næppe vinder.

Tiesj Benoot er ikke vanvittigt eksplosiv, men hans punch på bakker er faktisk slet ikke så ringe. Det har vi blandt andet set i de stigende indlagte spurter i dette løb, og hans storform kom til udtryk i går. Han har tid at hente, og derfor tror jeg, at han kører en ganske aggressiv finale, men samles det til en spurt, vil han utvivlsomt gøre forsøget. Det er måske svært at se ham vinde mod de mere eksplosive folk, men lige nu virker Benoot så skarp, at han i hvert fald bør ende langt fremme.

Etapens superjoker er vel Christophe Laporte. Franskmanden er som bekendt uhyre formstærk, og han har kørt nogle eminente puncheurfinaler i Besseges og ikke mindst i Var, hvor han chokerede på Mur de Fayence, der burde have været alt for stejl. Til gengæld så vi også på 1. etape i samme løb, at han altså slet ikke er klatrer. Den dag faldt han nemlig fra, selvom finalen burde passe ham. Jeg tror derfor, at denne etape samlet set bliver for svær og målbakken måske også for lang, men med hans superform tør jeg ikke afskrive ham.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Cofidis har dog også en efterhånden velkørende Guillaume Martin. Den lille franskmand er slet ikke en ringe puncheur, og han vil - særligt hvis det bliver hårdt - være en solid top 10-kandidat. For at vinde etapen skal han dog nok køre offensivt, men hans tidstab betyder, at han er et ret oplagt bud på en mand, der kan angribe på bakken op til spurten. Faktisk har Cofidis også Anthony Perez og Simon Geschke, der kan køre denne finale, men de vil næsten med sikkerhed agere hjælpere.

En stærk kandidat er den i år så uhyre velkørende Dorian Godon . Franskmanden har imponeret stort med en 6. plads i første puncheurspurt i Var og top 6-placeringer i begge løb i Drome og Ardeche. Med den form burde han klare stigningerne her, og da finalebakken ikke er stejl, kan store Godon være med, som han var det i Var. Jeg frygter lidt, at han ikke har farten til at vinde, men han er i hvert fald et glimrende top 10-bud. Ag2r har også Oliver Naesen, men jeg mindes ikke at se ham være med i en puncheurspurt på så lang en bakke, slet ikke efter så mange højdemeter, og den bør også blive for hård for Stan Dewulf og Damien Touzé.

Man bør også nævne Sergio Henao. Colombianeren er på vej mod en lille genfødsel efter Vueltaen, og han viste glimrende form med 15. pladsen forleden. I sin storhedstid var han murspecialist, men han burde også være udmærket på en lidt blødere bakke som denne. Det nuværende niveau rækker ikke til at vinde, men han kan gøre det fornuftigt.

Jasper Stuyven falder lidt i samme kategori som Laporte, Trentin og Cort. Formentlig er højdemeterne for mange og etapen for svær, men man kan ikke helt udelukke belgieren. Desværre var hans åbningsweekend ikke så overbevisende, og jeg er lidt i tvivl om formen. Dertil skal lægges, at den sidste bakke kan være lidt for lang. Stuyven har dog overrasket mig før i en puncheurspurt i Touren, og derfor åbner jeg en dør på klem.

Det kan Odd Christian Eiking også. Nordmanden har i både Giro di Sicilia og Catalonien vist sine puncheurevner, men desværre er den meget svingende Eikings form helt umulig at blive klog på. Han lagde ud som lyn og torden i Marseille, men skuffede lidt Drome-Ardeche. Han var dog ikke længere væk, end han burde kunne køre denne finale. Om han så vinder er en anden sag.

Endelig er der Kristian Sbaragli. Italieneren er efterhånden blevet uhyre holdbar og chokerede i 2019 med sin top 10 i GP Montreal med de mere end 4000 højdemeter. Senere har han ikke fundet helt samme klatreform, men han er stadig en mand, der burde have en fair chance for at sidde med her. Formen var ikke lovende i Drome-Ardeche, men hans kørsel på 4. etape går mig til at give ham en chance.’

Man kunne også nævne Ben Swift, men den ellers klatrestærke brite har virket formsvag og er ikke en specielt stærk puncheur trods sin uhyggelige holdbarhed. Patrick Bevin har ikke vist en klatrestyrke, der giver ham den store chance nu om dage, og højdemeterne er også for mange for Sep Vanmarcke. Trods den gode spurt i Marseille taler intet for, at Aurelien Paret-Peintre har punch nok. Warren Barguil er en hæderlig afslutter, men ikke nok til at vinde, og det samme gælder om Krists Neilands. Endelig kunne Sam Bennett måske nok klare finalebakken, men den samlede etape må trods alt være for svær.

Skulle man pege på en vinder fra et udbrud, er Thomas de Gendt og Remi Cavagna de oplagte valg, selvom førstnævntes form kan være lidt tvivlsom. Matteo Trentin vil også kunne vinde fra en gruppe, ligesom Sander Armee måske kunne. Den strategi kunne også være vejen til et nyt resultat for Jose Joaquin Rojas, ligesom Odd Christian Eiking også kan gribe etapen offensivt an. Ineos skal næsten ramme udbruddet med enten Laurens de Plus, Rohan Dennis eller Ben Swift, og Dorian Godon, Oliver Naesen, Magnus Cort, Kristian Sbaragli og Anthony Perez kunne også gribe ud efter lykken via udbrud

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Michael Matthews, Maximilian Schachmann

Outsidere: Dylan Teuns, Philippe Gilbert, Matteo Jorgenson, Magnus Cort, David Gaudu

Jokers: Pierre Latour, Rui Costa, Jonathan Hivert, Matteo Trentin, Alexey Lutsenko, Tiesj Benoot, Ion Izagirre, Christophe Laporte, Dorian Godon, Guillaume Martin, Sergio Henao, Jasper Stuyven, Odd Christian Eiking, Kristian Sbaragli

Kandidater til et udbrud: Remi Cavagna, Thomas de Gendt, Matteo Trentin, Laurens de Plus, Dorian Godon, Magnus Cort, Anthony Perez, Sander Armee, Ben Swift, Jose Joaquin Rojas

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tom-Jelte Slagters sejr fra 2014 og Remy di Gregorios sejr fra 2011.