Optakt: 6. etape af Tirreno-Adriatico

Ruten

Efter den brutale 2013-udgave af løbet besluttede arrangørerne at give sprinterne et mål i den anden halvdel ved at lægge en relativt flad etape ind på næstsidste dag. Den model har man fastholdt lige siden, og igen i år har man givet sprinterne et ekstra incitament til at grave dybt på stigningerne i weekenden. Tendensen har dog været, at man har gjort den første del af etapen relativt hård, og det forhindrede i både 2015 og 2016 de rene sprintere i at komme til fadet. Den model har man fastholdt i år, hvor en ganske kuperet indledning måske kan bringe de hurtige folk i vanskeligheder inden den helt flade afslutning tæt på Adriaterhavskysten.

Etapen er med sine 195,0 km endnu en relativt lang sag, der fører feltet fra Matelica til Jesi. Startbyen ligger i det kuperede område i Appenninerne, og der lægges derfor hårdt ud ved, at man kører mod nord og sydøst for at kaste sig ud i en hård indledende stigning, der har top efter 12,8 km. Herfra falder det imidlertid let, mens man fortsætter mod sydøst og øst, indtil man drejer mod nord for at bestige dagens eneste kategoriserede stigning, Valico di Pietra Rossa (9,6 km, 3,9%, max. 9%), der har top efter 52,9 km. Herfra går det mod vest via en teknisk nedkørsel, inden man kører mod nord via en hård bakke, der efterfølges af en længere nedkørsel afbrudt af to korte bakker. I forbindelse med forplejningszonen kører man mod nordvest via et længere let stigende stykke, inden man efter 100,7 km afslutter den sværeste del.

Herfra begynder det nemlig at falde let, mens man kører ud mod havet mod nordøst, inden man kortvarigt kører mod syd for at tackle en lille bakke, inden det går mod øst og nordøst gennem fladt terræn frem til den første spurt, der kommer efter 137,6 km. Herfra går det videre gennem fladlandet mod øst og sydvest, indtil man når målbyen, hvor målstregen krydses for første gang efter 157,1 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 12,6 km lange runde, der er stor set helt flad. Fra start er der et par sving, mens man kører mod sydvest ud af byen, men derefter bliver det ukompliceret, når man kører videre mod sydvest og siden syd, nordøst og til slut nordvest. Der er skarpe sving med 3,5 og 2,2 km igen, inden man til slut ved den røde flamme drejer ind på den hele 8,5 m brede opløbsstrækning, der stiger let med 2,1%.

Etapen byder på i alt 2257 højdemeter.

Jesi har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Tirreno-Adriatico er kendt for at have bedre vejr end Paris-Nice, men desværre får de fine betingelser nu en ende. Mandag morgen vil ganske vist være solrig, men fra middag slår vejret om. Der kommer kraftig regn, og temperaturen falder fra 17 til bare 12 grader. Det vil dog ikke være blæsende med blot en let vind fra nord og nordvest. Det giver primært modvind i den første del, indtil man får sidevind omkring den første spurt og sidemedvind på turen frem til rundstrækningen. Her vil der primært være modvind på sidste halvdel, indtil man med 1 km igen drejer ind i sidemedvind på den brede opløbsstrækning.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Analyse af 5. etape

Det står på side 1 i cykelsportens ABC, at et stærkt kollektiv kan få skovlen under selv den bedste rytter. Er man i tvivl om sandheden i det udsagn, skal man blot se, hvordan Quick-Step sidste år gang på gang drev gæk med rivalerne i brostensklassikerne, hvor de med en tidlig forcering isolerede de fleste af deres rivaler, hvorefter de med et kollektivt overtal kunne angribe på skift og herved få skovlen under ryttere, der i hvert fald i nogle løb var stærkere end belgiernes kaptajner.

Den opskrift er lige så velkendt og gennemprøvet, som den er effektiv, og det belgiske supermandskab er langt fra de eneste, der har gjort brug af modellen. Allerede da rytterne samledes til denne uges Tirreno-Adriatico stod det da også klart, at vi formentlig ville blive vidner til mere af det samme, for på forhånd stod det klart, at weekendens vanskelige etaper kunne blive vanskelige at kontrollere Primoz Roglic - løbets store favorit - og hans Jumbo-hold, der ventedes at sikre sig et forspring til de fleste på holdløbet. Oppe mod stærke kollektiver fra Sky, Lotto og Astana, der alle havde flere end én klassementsrytter, var det oplagt, at vejen til at knække løbets formodet stærkeste mand skulle gå gennem en sand angrebsbyge mod en isoleret Roglic.

Skys kollektive sammenbrud og Tim Wellens’ pludselige formdyk haft efterladt Astana som det eneste hold, der for alvor har kunnet drage fordel af at have mere end et kort at spille, men det har de til gengæld udnyttet drønhamrende effektivt. I går gav de første gang en illustration af den gamle taktiks effektivitet, da de på 4. etape hurtigt fik Roglic og Adam Yates isoleret, og da Jakob Fuglsang først havde skabt en indledende udskilning, kunne Alexey Lutsenko igangsætte en storslået offensiv, der som bekendt efter nogen dramatik blev belønnet med en storslået sejr.

På den baggrund krævede det ikke den store doktorgrad i cykeltaktik at vide, hvad der ville være på menuen på dagens kongeetape. En langt hårdere finale gjorde det nemlig endnu lettere at bringe Jumbo- og Mitchelton-holdene på glatis tidligt på etapen, ikke mindst fordi Roglics vigtigste hjælper, Laurens De Plus, var mærket af gårsdagens, og australierne ikke just er kommet til Italien med deres skarpeste klatremandskab. Løbets to førende ryttere kunne således være helt forvisset om, at de ville se en hær af lyseblå Astana-trøjer på den afsluttende rundstrækning, og at de mod slutningen kunne forvente endnu en byge af angreb fra Lutsenko og Fuglsang, når først silken var slidt af deres hjælpere.

Som sagt, så gjort. Da feltet havde tilbagelagt en enkelt omgang på rundstrækningen, samlede hele det kasakhiske superhold sig i front, og på ingen tid lykkedes det en overraskende stærk Dario Cataldo at sprænge feltet til atomer. Italienerens styrke tog tilsyneladende de fleste på sengen, for hans føring var så heftig, at selv Fuglsang kortvarigt måtte se sig fanget bag et split, ligesom også blandt andre Julian Alaphilippe, Tom Dumoulin og Wout Poels måtte bruge dyrebare kræfter på at genvinde kontakten med Cataldos tog. Og strategien var knaldhamrende effektiv, for da Cataldo langt om længe sagde ”Tak for i dag” måtte Roglic spejde langt efter både Robert Gesink og De Plus, mens Yates kun havde en stærkt lidende Damien Howson ved sin side.

Derefter var motorvejen åben for Fuglsang, der kun tøvede kortvarigt, inden han udnyttede stilstanden til at iværksætte et angreb. Den isolerede Roglic turde naturligvis ikke sætte alt på ét bræt så langt fra mål, og før han havde set sig om, var den danske fugl fløjet uden for synsvidde og op til resterne af det tidligere udbrud.

Derefter var der ingen vej tilbage. Som i en gennemført kopi af gårsdagens mesterstykke opbyggede brølstærke Fuglsang sig et forspring, som ingen kunne lukke. Og modsat overmodige Lutsenko holdt han hovedet koldt og undgik at tage unødige chancer på de mange nedkørsler, inden han med en sand magtdemonstration kunne tage en knusende overlegen sejr, der sikrede Astana det smukkest tænkelige udbytte af weekendens to etaper, der således blev vundet af holdets to kaptajner.

Triumfen var imidlertid ikke bare et udtryk for kollektiv styrke. Fuglsang kørte nemlig selv så stærkt, at han sammen med Yates lignede dagens stærkeste rytter, og det er slet ikke utænkeligt, at han kunne have taget kampen op mod briten, hvis ikke han havde kunnet drage fordel af den ekstra frihed og sit holds flotte arbejde til at angribe tidligt. Sandt var det i hvert fald, at Roglic og Yates ikke kørte ind på danskeren på stykket frem mod sidste stigning, og selv her tabte han kun langsomt tid, selv da Yates gentagne gange forcerede og satte Roglic under pres.

Naturligvis blev en stor del af grundstenen til sejen lagt af Cataldos fornemme arbejde - italieneren var uden tvivl dagens ”Most Valuable Player” - meget kunne måske også have været anderledes, hvis De Plus havde været ved fuld styrke og sikret, at Fuglsangs forspring ikke var blevet så stort. Det kan dog ingenlunde slette indtrykket af, at Fuglsang sammen med Yates og Roglic har været de klart bedste i løbet, og at den danske fugl næppe nogensinde har fløjet hurtigere, end han gør i netop disse dage.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det har nu været klart længe, at Fuglsang havde kurs mod noget stort. Hans forrygende hjælpearbejde i debutløbet i Murcia viste i hvert fald allerede, at han var i skræmmende form, og det indtryk er bare blevet underbygget ved enhver tænkelig lejlighed. Først vandt han på flot vis Ruta del Sol, og siden blev han nr. 2 i et Strade Bianche, hvor han i alt andet end ideelt terræn lignede løbets stærkeste rytter. Og i denne uge har han blot slået fast med syvtommersøm, at han vel næppe har været bedre tidligere.

Folk, der har fulgte mine liveopdateringer, vil også vide, at jeg har været kritisk over for en sæsonplanlægning, der har sendt Fuglsang til Tirreno på bekostning af Paris-Nice og Volta a Catalunya, der begge har ruter, som er langt mere efter danskerens smag. Det indledende holdløb har da også som frygtet vist sig at umuliggøre en samlet Fuglsang-sejr - det blev naturligvis heller ikke lettere af, at Astana var uheldige med vejret - men alligevel er det nu lykkedes ham at køre så stærkt, at han trods rutens beskaffenhed har kurs mod en samlet podieplads. Det gør i virkeligheden indsatsen endnu mere imponerende, at han på stejle mure har kunnet tage kampen op med specialister som Roglic og Yates, og selvom han måske kunne have opnået et endnu bedre samlet resultat i et af de to andre storløb, må det vække en vis stolthed, at han uden uheld ender som en ganske sikker nr. 3 i netop dette løb.

Dermed fortsatte Astana også den drømmestart på sæsonen, som jeg allerede brugte en del kræfter på rose i gårsdagens analyse, og for at det ikke skulle være løgn, krydsede Ion Izagirre i stort set samme sekund som Fuglsang også stregen som vinder af sidste etape i Paris-Nice. Set i det lys er det nærmest kun af anekdotisk karakter, at vi også i dag så, at der er grænser for, hvad Lutsenko kan i det hårdeste terræn. Kasakken måtte mod slutningen slippe løbets virkelige klatrere og gled således ud af den samlede top 10. At han stadig har disse begrænsninger, drypper en smule malurt i Astana-bægeret, men var vel forventeligt o kan ikke slette indtrykket af, at den kasakhiske mester endelig indfrier sit store talent også på sportens største scene.

Træerne vokser heller ikke ind i himlen for Astana. Fuglsang kunne trods alt ikke vinde tilstrækkeligt med tid til at slette det store tidstab fra i onsdags, og derfor bliver det kun til en samlet 3. plads. Kampen om den samlede sejr står i stedet mellem to af forhåndsfavoritterne, Yates og Roglic, men den fik et helt uventet twist i dagens drama, som fik et udfald, de færreste vel havde ventet.

Lige siden det allerførste pedaltråd i Emiraterne for et par uger siden har Roglic nemlig været på en anden planet og været klart stærkeste mand i alle sine starter. Det var da også tilfældet i finalerne på både 2. og 4. etape, og særligt i får var det tydeligt, at han var ganske tæt på at få skovlen under både Fuglsang og Yates, der begge blev reddet af gongongen på toppen af den stejle Capuccini-mur i udkanten af Fossombrone.

Derfor så det også ud til, at det kun var det taktiske spil og De Plus’ uheld, der måske kunne koste Roglic den samlede sejr. Sådan gik det imidlertid ikke, for allerede med en tidlig forcering viste Yates sig i stand til at presse sin slovenske rival. I første omgang lykkedes det den tidligere skihopper at afblæse alarmen, men da Yates gentagne gange rykkede på den sidste mur, stod det hurtigt klart, at elastikken blev mere og mere spændt. Til sidst blev det bristepunkt, der hidtil ikke havde eksisteret for sloveneren, nået, og dermed blev afstanden i klassementet pludselig øget fra 7 til 25 sekunder.

Om Yates vinder løbet, er stadig uklart, men alligevel er briten allerede nu en af løbets sejrherrer. Sidste forår kørte han endnu bedre end sin bror, og igennem hele den første del af karrieren var det ham, der lignede den mest lovende af de to tvillinger. Det ændrede sig imidlertid i løbet af et 2018, hvor Simon fik sit store gennembrud, og hvor et hoftebrud fra Catalonien Rundt satte Adam så meget tilbage, at han kunne gå på vinterferie i skyggen af sin bror, der langt havde overstrålet ham og cementeret sin status som en af sportens superstjerner.

Præcis for et år siden var Adam imidlertid bedste mand på netop disse mure i Tirreno, hvor han vandt den ene af de to mur-etaper og havde lavet the double, hvis ikke han på den første af disse havde ladet Roglic, der efter et styrt var ude af klassementet, overraske med et tidligt angreb. I denne uge har han så understreget sin klasse i netop dette terræn, og præstationen får kun ekstra valør af, at det var den hidtil så uovervindelige Roglic, han knækkede. Nu mangler han blot at vise, at han også kan nå sin brors niveau i de rigtige bjerge, men på alle områder deler karakteristika, er der ingen grund til at antage, at Adam også kan lave ”en Simon” måske allerede i år.

Roglic måtte til gengæld sande, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, og det må også være kommet bag på ham selv. Jumbo viste nemlig tidligt deres intention om at vinde etapen, for havde det alene handlet om den samlede sejr, ville det være i slovenerens interesse, at et udbrud løb med bonussekunderne. Det skete imidlertid ikke, blandt andet som følge af hollændernes eget arbejde, og den strategi kan nu give bagslag, fordi det gav Yates 2 ekstra sekunder i det, der utvivlsomt bliver et knivskarpt opgør på tirsdag. Og måske er det også en lærestreg til Roglic om, at han fremover skal økonomisere lidt mere med kræfterne. Selvom han er en diesel, der bare bliver bedre og bedre, som dagene går, så vi på Tourens sidste enkeltstart i 2018, at der altså kan være en pris at betale, når den slovenske supermand spiller lidt for meget med musklerne, som han gjorde det med sine gentagne angreb på det franske løbs sidste bjergetape. Det kan være en vigtig lektie at skrive sig bag øret, inden han til maj skal i kamp med Dumoulin, Bernal og Simon Yates i kampen om Giro-sejren.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Er 25 sekunder så nok for Yates? Tja, sidste år slog Roglic briten med 36 sekunder på præcis samme enkeltstart, og der er ingen grund til at antage, at sloveneren denne gang vil køre endnu stærkere. Ikke blot er han denne gang mere formstærk, han har også mere på spil end i 2018, hvor han allerede var ude af klassementet. Det var Yates ikke, men på den anden side har han som sin bror arbejdet stenhårdt på sine tempoevner. I torsdags fik vi set, at Simon har forbedret sig mærkbart, og har Adam gjort det samme, er 25 sekunder måske alligevel nok til at holde den slovenske specialist bag sig.

Fuglsangs 3. plads er til gengæld stensikker. Selvom han jagtes af selveste Tom Dumoulin, er 1.20 rigeligt til at holde fast i podiet på så kort en etape. Det må derfor gøre temmelig ondt på hollænderen at misse podiet i et løb, der på forhånd syntes at passe ham glimrende, men han kan alligevel tage videre til sin Milano-Sanremo og derefter en højdetræningslejr med bevidstheden om, at formen nok skal komme. Ligesom i Emiraterne rejste han sig nemlig efter en indledende skuffelse med en stærk afslutning på den sidste svære etape, og da han endelig fik varmet motoren op, kørte han faktisk ganske stærkt på den sidste mur og sikrede sig derved en 4. plads. Måske har han ikke kunnet matche rivalen Roglic her, men han står stadig bedre end for 12 måneder siden, hvor han som bekendt kørte med om sejren i Giroen. Det vil han utvivlsomt også gøre denne gang.

Dumoulin var ikke den eneste, der rejste sig fra de døde. En sygdomssvækket Thibaut Pinot kan rejse videre til Volta a Catalunya med bevidstheden om, at den gode form er tilbage, efter at den franske fighter kæmpede sig til en 5. plads i terræn, der ikke var hans. Alt andet ville da også være mærkeligt, for Pinot er kendt som stabiliteten selv i forårets ugelange etapeløb, og der måtte derfor være en naturlig forklaring på gårsdagens halvsløje indsats. Nu ligner han en mand, vi skal tage seriøst på de længere stigninger i Spanien om en uges tid.

Der er utvivlsomt også lidt større tilfredshed i Sky-lejren, efter at et katastrofeløb fik lidt glans med en godkendt indsats af Wout Poels. Der er naturligvis langt til at indfri de ambitioner, en trup med hollænderen, Geraint Thomas og Gianni Moscon burde berettige til, men en kombination af sygdom til briten og et styrt til italieneren har efterladt dem med Poels, der som bekendt altid er lidt af en lottokupon. Det har han også været i dette løb, der af en eller anden grund bare synes altid at servere en hel stribe uheld for det britiske hold - modsat Paris-Nice, som de i dag vandt for sjette gang på otte år.

Listen over vindere er længere. Det var også herligt at se Alexis Vuillermoz, der i går blev sat ud af spillet af et styrt, igen vise, at han efter sit svære 2018 er tilbage på sit meget opløftende 2017-niveau. Endnu mere imponerende var Simon Clarke, der trods en hel serie af uheld endte som nr. 10 på en etape, der egentlig burde havde været for svær. Dermed er australieren fortsat en af sæsonens helt store oplevelser og et bevis på, at det altid er for sent at træde ud af rollen som anonym hjælper. Endelig viste også Rui Costa endelig lidt livstegn efter nogle svære sæsoner, mens Tiesj Benoot fortsætter det meget lovende indtryk, der gør ham til en af favoritterne i årets brostensklassikere.

Weekenden har til gengæld været en lille nedtur for Julian Alaphilippe, der for en uge siden så helt usårlig ud, men som atter i dag måtte sande, at han ikke kunne matche de bedste. Modsat tidligere etapeløb, hvor han er eksploderet totalt efter nogle dage, undgik han imidlertid det helt store sammenbrud, og selvom han var kommet til løbet for at vinde, må han trods alt kunne finde en vis trøst i her at have udvist lidt mere stabilitet. Mere skuffede har Davide Formolo og Richard Carapaz grund til at være, efter at de højst overraskende ikke kunne følge op på de fine takter fra tidligere, ligesom også terrænet helt som forventet blev for hårdt for Alberto Bettiol, der dog kan tage hjem med bevidstheden om, at han endelig er på vej til at indfri det klassikerpotentiale, vi ved, at han har.

Og lad os så slutte med at kippe lidt med hatten for dagens udbrydere. Set med danske briller var det nemlig yderst opløftende at se Mads Pedersen hænge på til en 7. plads og dermed endelig vise den gode form inden klassikerne. Der var lidt Flandern Rundt over hans stædige insisteren og fight, selvom al logik sagde, at han var oppe mod overmagten, og det viser blot igen, at hans motor og evne til at æde sig selv er enorm. Det kan godt være, at han ikke har samme stabilitet som Søren Kragh og Michael Valgren, men hans potentiale er stadig kolossalt. Det samme er tilfældet for nyprofessionelle Davide Gabburo, der sled og slæbte for kaptajnerne Edoardo Zardini og Giovanni Visconti, men alligevel endte som den bedste af udbruddets tre Neri Sottoli-ryttere, og med en 13. plads viste, at hans navn skal stå på enhver liste over ryttere, der skal holdes øje med.

Det er der dog ikke grund til i resten af dette løb. Nu ændrer terrænet nemlig totalt karakter, og i morgen gælder det den sidste Sanremo-test for Elia Viviani, Fernando Gaviria og Peter Sagan, inde Yates og Roglic går ind til en af årets mest spændende dueller på den sidste enkeltstart. Dermed er det også slut for Astana-succesen i denne omgang, men med tanke på deres succes i 2019 er det formentlig kun for en kort bemærkning. De har i hvert fald fundet en formel, der fungerer, og en sådan er der som bekendt ingen grund til at ændre.

Favoritterne

Efter dagens drama kommer vi ned på jorden igen på mandagens etape. Den kan måske synes som et halvkedeligt intermezzo, men for mange ryttere er den helt afgørende. Løbets sprintere, i første række Elia Viviani, Fernando Gaviria og Peter Sagan, ser det nemlig som en sidste vigtig test inden lørdagens Milano-Sanremo, og resultatet vil betyde meget for den følelse, med hvilken de drager til årets første monument. Der er derfor grund til at holde et knivskarpt øje med udfaldet af morgendagens spurt, der vil give den sidste ide om, hvem der er klar til lørdagens store opgør. Og forhåbentlig går det ikke som i 2018, hvor uheldige Gaviria røg i asfalten på netop denne etape og herved kunne skyde en hvid pind efter hele klassikersæsonen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det har været nogle hårde dage for hele feltet, og derfor venter der formentlig en relativt fredsommelig dag. Vi har ellers tidligere set, hvordan netop denne etape med en hård indledning og en flad finale har givet anledning til offensiv kørsel tidligt, som vi eksempelvis så det, da Peter Sagan for et par år siden på en regnvåd dag sejrede ved at komme af med sprinterne tidligt. Denne etapes profil giver egentlig et lignende potentiale, for de første mere end 100 km er ganske hårde. Det er dog helt utænkeligt, at vi vil se lignende action denne gang, for løbets to supersprintere, Gaviria og Viviani, er ikke sådan at ryste af i dette terræn.

Derfor bliver det formentlig en kopi af fredagens etape, der havde en tilsvarende profil. Et tidligt udbrud vil hurtigt komme fri - lur mig om ikke Mirco MaestrI skal på jagt efter point til pointtrøjen - men der kan godt være lidt tidlig kamp om at komme afsted. Klassementet er sat, og holdenes hjælpere har derfor lidt mere frihed til at gå i udbrud og måske vise sig frem eller arbejde på formen frem mod klassikerne. Starten er også hård, men det er dog sikkert, at Deceuninck og UAE vil sikre, at udbruddet hverken bliver for stort eller farligt.

Herefter venter en fredsommelig dag, hvor Tom Bohli og Kasper Asgreen sikkert igen skal tilbringe det meste af etapen forrest i feltet. Udbruddet skal holdes i snor på den kuperede del, og derefter skal de køres ind i den flade finale. Begge hold er stærke nok til at sikre, at det sker, og det vil derfor være en sensation, hvis ikke det ender i en massespurt.

I forhold til den seneste spurt er der tre forskelle. For det første er der det elendige vejr, der vil give regnvåde veje, og det er ganske tænkeligt, at folk vil være mindre risikovillige bare fem dage inden Milano-Sanremo. For det andet er spurten langt mere enkel end i fredags, hvor de mange sving betød, at det handlede langt mere om position end fart. Her er der ganske vist også flere sving på de sidste 3 km, men den sidste kilometer er helt lige, og da vejen samtidig er enormt bred, er der plads til at lade benene tale. Det handler derfor i langt højere grad om fart. Endelig er hele den sidste kilometer let stigende med 2,1%, hvilket naturligvis også spiller en væsentlig rolle.

Igen ligner det naturligvis et stor opgør mellem Elia Viviani og Fernando Gaviria, og denne gang tror vi på colombiansk sejr. Viviani overraskede ellers i fredags ved at slå Gaviria på ren topfart, selvom vi ellers i Emiraterne tydeligt så, at colombianeren er den hurtigste af de to tidligere holdkammerater. Det betyder også, at opgøret er mere lige, end vi egentlig havde troet, men denne finale bør giver Gaviria bedre chancer. For det første er selve spurten mindre kompliceret, og Viviani har derfor mindre glæde af sit eminente tog. For det andet er det altid til Gavirias fordel, at det er let stigende, for det er særligt i sådanne opløb, at han excellerer.

Gaviria er naturligvis stadig på bagkant på grund af holdet, men vi så i Argentina, at Simone Consonni faktisk overgik Deceuninck ved flere lejligheder. I denne finale skal han og Gaviria blot holde sig til i sidste sving, og herefter har Consonni - især når det stiger - farten til at gå forbi både Michael Mørkøv og Maximilano Richeze. Derfor burde der være chance for, at Gaviria i denne type opløb afleveres bedst. Da han samtidig er den på papiret hurtigste, tror vi, at han får sin revanche.

Det kan dog også sagtens blive Elia Viviani igen. Italieneren overraskede som sagt ved regulært at slå sin tidligere holdkammerat på topfart, og det viser, at det kan lade sig gøre. Dertil kommer, at Deceuninck-toget er det langt stærkeste, og hvor Gaviria kun har Consonni, kan Vivians tropper styre hele finalen. Kan de trække feltet ud i de sidste sving, kan UAE-drengene let blive fanget så langt tilbage, at de ikke kan skyde frem i tide, mens Viviani formentlig kan se frem til at blive afleveret smukt af Richeze, der er eminent i sin position som sidste mand. Viviani er også glimrende i stigende spurter, som han viste, da han tog sin første Giro-sejr i Genoa for mange år siden, og med den form, han viste i fredags, kan det sagtens ende med endnu en sejr.

Peter Sagan er løbets tredjehurtigste, men han er også klart langsommere end begge de to favoritter. Alligevel har han nærmest sig i de seneste år, hvilket vi blandt andet så i Touren sidste år, og det stigende opløb vil altid favorisere en fyr som Sagan, der vandt en lignende spurt i sidste års Tour. Han viste i fredags, at han trods den manglende form sagtens kan fyre en pæn spurt af, men til gengæld kan han denne gang ikke lukrere på de mange sving og sin positionering. Han skal nok sørge for at sidde perfekt placeret formentlig i Vivianis hjul, men for at vinde skal han have styrken til selv at gå forbi. Det er svært, men når det stiger med 2%, har han i det mindste en reel chance.

Med Nizzolos exit er Phil Bauhaus den eneste tilbageværende sprinter med vinderpotentiale. En stigende spurt er dog ikke ideel for den store tysker, der er en mere klassisk sprinter end de tre topnavne. Samtidig har hans tog ikke fungeret optimalt, hverken her eller i Emiraterne. Heldigvis er finalen her mindre kompliceret, så han burde i det mindste kunne få lov til denne gang rent faktisk at åbne op og vise, hvor hurtig han faktisk er. Det så vi, da han slog alle giganterne i Emiraterne sidste år, og toget med Marcel Sieberg og Matej Mohoric er altså på papiret glimrende i dette felt. Det stigende opløb gør det svært, men Bauhaus burde have farten til at sikre et topresultat.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Vi glæder os meget til at se Luca Pacioni i denne spurt. Den unge italiener viste i Argentina en imponerende hurtighed, og det gentog sig i fredags, hvor han trods en håbløs position endte som nr. 10. Han er stadig hæmmet af et svagt hold, men lige netop i denne lidt enklere finale med en bred opløbsstrækning er der plads til, at benene kan tale. Vi så i GP Kanton Aargau sidste år, at han også kan håndtere et stigende opløb. Derfor glæder vi os til at se, hvor langt farten rækker mod topnavnene. Potentialet er i hvert fald stort.

Kan I huske, da Davide Cimolai for nogle år siden satte hele verdenseliten til vægs i en stigende spurt i Paris-Nice? Det viser, at den erfarne italiener har potentiale i denne slags finaler, og efter en lovende spurt i fredags må han være motiveret. Det ser ud til, at det er ham og ikke den ellers formstærke Tom Van Asbroeck, der er holdets mand til spurterne, sandsynligvis fordi det foregår i Italien. Van Asbroeck burde være god i rollen som lead-out man, og de er begge gode til at positionere sig. Den kombination burde give Cimolai mulighed for endelig at vise sine evner på et hold, hvor han har mere frihed end på FDJ.

Det stigende opløb gør også Clement Venturini interessant. Franskmanden er netop bedst i disse spurter, som han viste, da han vandt en etape i Route l’Occitanie sidste år. Det samme så vi med 3. pladsen i den hårde finale på 4. etape i Oman. Han er slet ikke hurtig nok til flade spurter, men her burde han kunne gøre det godt, ikke mindst fordi han som bekendt er en mester i positionskampen.

Det stigende opløb burde også tiltale Jasper Stuyven. Belgieren er ikke hurtig nok i en flad spurt, men på bakker har han en bedre chance. Det så vi blandt andet med podiepladsen i Brussels Cycling Classic sidste år, og i det hele taget kørte han nogle flotte spurter igennem det meste af efteråret. Samtidig har han med Mads Pedersen og Toms Skujins ganske stærke støtte, og den kombination burde kunne sikre ham i hvert fald et hæderligt resultat.

3. etape endte som endnu en frustrerende oplevelse for Sacha Modolo, der er faldet ned i et dybt, dybt hul. Italieneren jagter nu oprejsning, og han burde vel egentlig have bedre chancer i denne finale. Han er normalt god i stigende opløb, og hans tog med Taylor Phinney, Alberto Bettiol, Simon Clarke og ikke mindst Sep Vanmarcke har altså en vis muskelkraft. Sidste år fik han trods alt en podieplads i en WorldTour-spurt i Polen, så farten er ikke helt forsvundet. Dette kunne være en chance for at rejse sig.

Det stigende opløb kunne også give Davide Ballerini en chance. Astana-rytteren er alt andet end en klassisk sprinter, men i år har han kørt nogle hæderlige spurter, både her og i Oman. Desværre er Astana ikke specielt gode til at støtte ham i finalerne, og han skal derfor manøvrere på egen hånd. Det synes han ikke at være specielt god til, men i en ikke specielt teknisk finale burde han i et stigende opløb kunne sætte sig igennem med sin enorme power.

Med Nizzolos exit er Reinardt van Rensburg nu Dimension Datas sprinter. Sydafrikaneren viste stor styrke ved at dominere i finalen i fredags, og han er generelt ganske stærk i positionskampen. I det hele taget har han vist fin form i år, og som tidligere vinder af Binche-Chimay-Binche er han også god i stigende finaler. Havde det været en flad spurt, havde han ikke kunnet begå sig, men i et stigende opløb kan han måske overraske.

Endelig vil vi fremhæve Søren Kragh Andersen, Jens Keukeleire og Enrico Battaglin. Ingen af dem er klassiske sprintere, men de burde alle forsøge sig i et stigende opløb, der i hvert fald giver dem en chance for at opnå et resultat. Kragh kan vælge at spare sig til tirsdagens enkeltstart, men alle har de en chance for top 5 på en dag, hvor det stiger mod slutningen, også selvom de ikke har farten til at matche de bedste.

Også Jose Joaquin Rojas, Jasha Sütterlin, Alexander Porsev, Benjamin Thomas, Kenneth Vanbilsen og Paolo Simion samt måske endda Greg Van Avermaet (det stiger trods alt lidt) kan forsøge sig, men de kan ikke vinde.

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Peter Sagan

Outsidere: Phil Bauhaus, Luca Pacioni, Davide Cimolai, Clement Venturini

Jokers: Jasper Stuyven, Sacha Modolo, Davide Ballerini, Reinardt van Rensburg