Optakt: 6. etape af Tirreno-Adriatico

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Ruten

Det er blevet en tradition, at løbets to sværeste etaper kommer i weekenden, hvor der som regel har været både en bjergafslutning og en ”mur-etape” med mange af de stejle ramper, der kendetegner regionen tæt på Adriaterhavet. I år betyder den ændrede kalender, at kun én af de to etaper kan afvikles i weekenden, og det bliver kongeetapen, der får lov til at afgøre årets løb inden den afsluttende sprinteretape. Siden man i 2012 begyndte at gøre brug af høje bjerge, har kongeetapen med en enkelt undtagelse altid haft mål på toppen af et bjerg, men sådan bliver det ikke i år. Det betyder dog ikke, at klatrerne ikke vil slikke sig om munden, for de får lov til to gange at køre op ad Marco Pantanis meget stejle træningsbjerg Monte Carpegna. Da der efter sidste passage blot venter en kort, men også meget teknisk nedkørsel, er der al mulig grund til at tro, at den bedste klatrer kan sætte sig igennem og måske cementere den samlede sejr.

Med en distance på hele 215,0 km er der tale om en meget lang kongeetape, der fører fra Apecchio til Carpegna, men den er for langt hovedpartens vedkommende en relativt let sag. Startbyen ligger ved et højdedrag umiddelbart syd for målbyen, og første del af etapen består af en tur mod kysten og tilbage igen. Indledningsvis falder det let, når man kører mod nordøst væk fra højdedraget, indtil man efter 23,9 km drejer mod nord for at køre op og ned ad en lille bakke (3,6 km, 4,5%). Herefter følger man igen en let faldende vej, der leder mod først sydøst og siden nordøst hen langs floden Fiume Metauro.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Den forlader man, når man drejer mod nord for at køre op ad en bakke (5,8 km, 3,4%), hvis top passeres efter 68,4 km, inden en nedkørsel leder mod sydøst tilbage til floden, som kortvarigt følges mod nordøst. Derefter drejer man mod vest for at køre ad en let stigende vej tilbage mod højderne, hvor man fortsætter mod vest op ad den kategoriserede stigning Mombaroccio (4,7 km, 3,4%), der bare er en jævn og let opkørsel med top efter 88,2 km. Efter en teknisk nedkørsel, som leder mod nord, fortsætter man mod vest op ad endnu en bakke (3,9 km, 5,3%), som har top efter 101,4 km.

Nu bliver det igen lettere. En svær nedkørsel leder mod nordvest, inden man rammer en let stigende vej, som fører mod sydvest ned mod byen Urbino. Mod slutningen begynder det at stige kraftigere med 4,3% over de sidste 5,4 km, inden man i Urbino kører dagens spurt efter 125,7 km. Derfra fører en teknisk nedkørsel mod nord ned til floden Foglia, som man nu følger i ganske lang tid, først mod vest og siden sydvest ad en vej, der er let stigende. I byen Lunano, der nås efter 162,6 km, forlader man floden for at køre mod nordvest ad en let stigende vej hele vejen frem til målbyen Carpegna, hvor man rammer rundstrækningen med 39,5 km igen, umiddelbart inden stregen krydses for første gang efter 177,0 km, idet de sidste 6,2 km frem hertil stiger kraftigere med 5,3% i snit.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 19,0 km lange rundstrækning, der er meget enkel. Umiddelbart efter stregen kører man mod nordvest op ad Monte Carpegna, der over 6,0 km stiger med hele 9,9% i snit. De første 850 m er med 7,2% de letteste, men derefter stiger den relativt jævnt med 10,4% i snit, herunder med et stejleste stykke på 15% ca. 1 km oppe ad stigningen. Toppen rundes efter hhv. 183,9 km og 203,0 km i forbindelse med to superbjergspurter, hvorefter de sidste 12,0 km indledes med en meget teknisk nedkørsel, som fører mod sydvest og sydøst tilbage til Capegna, idet den sidste del af nedkørslen er lettere. Den slutter med 2 km igen, hvorefter det begynder at stige let med 2-4%, inden de sidste 400 m er flade. Over de sidste 3 km går det ad en let bugtende vej frem til et sving med 1400 m igen, hvorefter den 7 m brede vej kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 3809 højdemeter.

Carpegna har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Baby-Giroen i 2009, hvor Egor Silin tog en suveræn solosejr foran unge udgaver af Damiano Caruso og Gianluca Brambilla.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Vejret

Det meget kolde og solrige vejr fortsætter. Lørdagen byder på en temperatur på bare 4 grader ved starten, mens den i løbet af etapen undervejs vil nå op på 7 grader, inden den i målbyen i højderne bare vil være 3 grader. Der vil kun være få skyer, og der vil være en let vind (11-13 km/t) fra først nordøst og siden øst. Det giver mod- og sidemodvind frem til kort inden Mombaroccio-stigningen, hvorefter der hovedsageligt vil være sidemed- eller medvind frem til rundstrækningen. Her vil der være sidevind på stigningens første halvdel og sidemedvind på anden halvdel, mens der på første del af nedkørslen vil være sidemedvind og derefter mod- og sidemodvind på den lette del. Over de sidste 1400 m vil der være sidemedvind.

Analyse af 5. etape

Her kan du læse min analyse af 5. etapes drama, der grundet en dum fejl hurtigt fusede ud.

Favoritterne

Med den ærgerlige våbenhvile, som dagens fejltagelse skabte, bliver det alene kongeetapen, der sammen med enkeltstarten i alt væsentligt kommer til at forme klassementet. Siden man i 2012 begyndte at bruge bjergfinaler i løbet, har den også i mange tilfælde været afgørende. Enkeltstarten og muretapen har før skabt forskydninger, men i 2012 (Vincenzo Nibali), 2014 (Alberto Contador), 2015 (Nairo Quintana), 2017 (Nairo Quintana), 2020 (Simon Yates) og 2021 (Tadej Pogacar) endte vinderen af bjergetapen også med at stå øverst på podiet på sidstedagen.

Den mulighed er også ganske stor denne gang, men det er klart, at det ændrer kompleksiteten, at der ikke er mål på toppen. Monte Carpegna er dog en led, led karl, og med vinden i ryggen er der al mulig grund til at tro, at det vil eksplodere til atomer, også selvom den begrænsede længde gør, at det ikke er den ideelle stigning til at skabe gigantiske forskelle, og heller ikke er specielt god for de sande dieselklatrere. Bedste mand har en god chance for at holde hjem, hvis han slår hullet, men nedkørslen er også uhyggeligt svær. Der er al mulig grund til at tro, at en god nedkører kan vinde noget tid på den vanskelige del, inden den bliver mere enkel i modvinden til sidst, hvor der skal bruges noget mere power. Uden gode nedkørselsevner står man i hvert fald betydeligt dårligere, end hvis der havde været mål på toppen.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Derudover er der jo altid i sådanne situationer en tendens til en regruppering, måske særligt på den sidste, mere enkle del, hvis en lille frontgruppe får ødelagt samarbejdet og begynder at tænke finale. Det betyder også, at en god spurt pludselig kan blive et våben, men i virkeligheden kan alle, der sidder med i den gruppe, der måtte være etableret efter nedkørslen, vinde. Det kan nemlig sagtens blive taktisk ukontrollerbart, da alt taler for, at alle rytterne vil være isolerede.

Med andre ord: det kan forandre løbets dynamik, at der ikke er mål på toppen, men grundet stigningens sværhedsgrad, er det bestemt ikke usandsynligt, at vi får et resultat, der er meget tæt på det klatrehierarki, der er etableret på toppen.

Jeg vil også tro, at vi får en favoritafgørelse. Det meste af etapen er ganske let, og det er en etape, man kan kontrollere med de tunge drenge. Hverken Jonas Vingegaard eller Remco Evenepoel har noget at miste ved at gå efter etapesejren, da det er dagen, hvor løbet afgøres, og derfor vil det undre mig, hvis ikke Quick-Step og Jumbo tager kontrol. Som nævnt i analysen lignede Vingegaard i dag en mand, der har satset hele butikken på kun denne etape. Det er også muligt, at de får hjælp. Her tænker jeg på Movistar med en velkørende Enric Mas og måske også Ineos med Richie Porte. Om UAE vil hente udbruddet, er jeg mere i tvivl om, men faktisk tror jeg gerne, at Tadej Pogacar vil vinde igen, også selvom det indebærer en risiko at bringe bonussekunder i spil.

Vi har de seneste to dage set uhyre aggressive starter, og der er ingen grund til, at det skulle blive anderledes denne gang. Det kan sagtens igen tage mere end en time at få udbruddet etableret, men med den flade start kan de nævnte hold sørge for, at gruppen ikke bliver for stor og stærk. Herefter regner jeg med, at Quick-Step og Jumbo vil bruge deres tunge folk til at kontrollere, sandsynligvis med hjælp fra UAE og måske endda fra Ineos og Movistar.

Jeg regner derfor med, at udbruddet vil være dødsdømt, og det næste spørgsmål er derfor, hvordan stigningen bliver kørt første gang. Jeg ser kun to ryttere, der kan finde på at køre tidligt, nemlig Evenepoel og Pogacar. Evenepoel forsøgte det allerede i går, og hans aggressive natur tilsiger, at han kunne finde på at gøre det igen, også for at isolere Pogacar tidligt. Han regner dog også denne etape som hans første store test i de virkelige bjerge på WorldTour-niveau (hvis man fraregner hans fejlslagne Giro), og vi har i løbet set, at han har været god til at lægge en dæmper på sig selv.

Det tror jeg, at han vil gøre igen. For Pogacar vil det være hovedløst at angribe tidligt, men det var også hovedløst at angribe med 50 km til mål i Strade Bianche. Som han har kørt i dette løb, tør jeg ikke udelukke, at han slet og ret kører fra alt og alle ved første opkørsel - særlig hvis Evenepoel åbner ballet. Mest af alt tror jeg dog, at vi vil se UAE kontrollere eller Jumbo og/eller Quick-Step lægge pres på, og at det skal afgøres på sidste stigning. Jeg tvivler også på, at der er nogen, der vil udnytte nedkørslen offensivt, men skulle jeg pege på en kandidat kunne det være Bahrain og/eller DSM, da Damiano Caruso, Pello Bilbao og Romain Bardet er gode nedkørere og brugte den manøvre i Giroen. UAE er dog så stærke, at de vil kunne kontrollere det efter nedkørslen, også selvom de ikke tager så store chancer.

Nej, jeg tror mest på, at et betydeligt reduceret felt rammer Carpegna sidste gang, og så er det svært ikke at pege på Tadej Pogacar. Sloveneren er på papiret den bedste klatrer, og med det overlegne overskud han kørte i Strade Bianche og i dette løb, hvor han har været her, der og alle vegne og ikke sparet sig ét sekund, sidder man med fornemmelsen af, at han har et par gear mere end alle andre. På Carpegna vil der i medvind ikke være meget taktik, og Pogacar vil formentlig åbne ballet ret tidligt, som han plejer og også gjorde sidste år. Han er heller ikke en ringe nedkører, og det er derfor ikke en stor ulempe, at der ikke er mål på toppen, selvom sidstnævnte havde været at foretrække. Selv hvis han ikke kommer væk, har han den fordel, at der ikke er nogen af favoritterne, der kommer i nærheden af ham i en spurt, og derfor vil han med stor sandsynlighed vinde, selvom han får en mand eller to med sig efter toppen. Den største trussel mod Pogacar-sejr synes at være, at han ender i en gruppe på mere end to mand efter nedkørslen, hvor han i isoleret tilstand kan få svært ved at svare på alle, men mit bedste bud er, at han sætter alle til vægs med endnu en magtdemonstration - formentlig på sidste stigning, men måske allerede ved første opkørsel.

Jeg tror, at han skal frygte Jonas Vingegaard mest. Sammen med Primoz Roglic og Miguel Angel Lopez er han den eneste, der i de seneste år har kunnet køre fra en formstærk Pogacar på et bjerg, og det giver håb. Han har lignet en mand med stort overskud i dette løb, ikke mindst med sit stærke comeback bag Pogacar, da denne havde lanceret sit dødbringende kick i går. I morgen er det et rigtigt bjerg og ikke et spørgsmål om eksplosivitet, og her må Vingegaard have en betydeligt bedre chance for at byde Pogacar trods. Er der en rytter, der kan køre fra Pogacar på Carpegna, er det Vingegaard, og selvom det ser umuligt ud med det niveau, Pogacar har, har danskeren virkede så overbevisende, at det ikke kan udelukkes. Mere sandsynligt er det dog nok, at han skal vinde fra en lille gruppe efter nedkørslen, og her har han den fordel, at han har  tabt tid og får mere frihed end i hvert fald Evenepoel.

Netop fordi Evenepoel ikke får frihed, peger jeg på Enric Mas som nr. 3. Spanieren ser ud til siden sidste ås Vuelta at have nået helt nye højder. Allerede dengang var han markant bede end nogensinde tidligere, og den tendens er gået igen i år. Han var god i Valencia, og han så ganske overbevisende ud i går, hvor han først gled tilbage, da selve spurten blev lanceret. Nu kommer vi til den etape, der virkelig passer ham, og selvom han ikke nødvendigvis kan gå med de bedste, har han med den faldende finale en chance for at komme tilbage. Han er en fin nedkører, og sidder han først i en gruppe til sidst, har han betydeligt mere frihed end de tre favoritter, der vil lure meget på hinanden.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Det var nedslående for Pello Bilbao at miste tid i dag, men det var ikke helt uventet. Baskeren har nemlig udviklet sig fra at være semisprinter til at være dieselklatrer, og i dag er han helt uden punch. Til gengæld kører han alle stigninger som en enkeltstart, og det er denne meget stejle opkørsel velegnet til. Vi har i UAE Tour og Strade Bianche set, at han lige nu nok er bedre end nogensinde, og derfor vil han ikke tabe meget på stigningen, selvom han helt sikkert ikke kan følge de bedste. Hans nedkørsel er blandt de bedste i dette felt, og det var præcis det våben, han brugte, da han vandt i en næsten identisk finale i Tour of the Alps sidste år. Han kender altså opskriften, og med sit tidstab har han den frihed, han skal bruge til at angribe til sidst.

Helt omvendt er det med Richie Porte. For ham er den afsluttende nedkørsel en sand katastrofe. Så sent som i Laigueglia blev han sat på en sådan, og selv hvis han følger de bedste, kan det med nogen sandsynlighed ske igen. Til gengæld var det meget opløftende at se ham i dag, og jeg tror, at han sammen med Mas er den rytter, der har den største chance for at følge de tre favoritter. Heldigvis er det ikke altid, at han bliver sat nedad, og han vil formentlig tage flere risici i et løb, der er et stort mål, end i Laigueglia, der bare var opvarmning. Selv hvis han skulle tabe nogle sekunder, kan det jo faktisk af og til være en fordel at komme blæsende bagfra, mens de forreste kigger på hinanden. Det har Jan Polanc netop vist os i Laigueglia, og det er utvivlsomt også Portes vej til sejr, da også han har lidt mere frihed end de tre favoritter.

Så er det Remco Evenepoel selv. I går var jeg bekymret for, om han ville være med helt fremme, men efter i dag er jeg mere fortrøstningsfuld. Han skal bevise, at han kan klare sig på så svær en stigning i dette selskab, men han har tidligere vundet på Picon Blanco, der minder om denne, i meget skrapt selskab. Han skuffede i Valencia og Algarve, men formen synes bedre nu i det, der er det første store mål, og han lignede en mand med overskud, da han i dag trods sit tidstab kom til toppen med de bedste. Hans store problem er bare, at han har pokkers svært ved at vinde etapen, fordi Pogacar ikke giver ham en lillefinger. Nedkørslen er heller ikke en fordel, men han har på det seneste vist, at han har forbedret sig markant. Hans vej til sejr må være enten at køre fra alt og alle, og det må trods alt anses som usandsynligt, når vi ser på hans generelle præstationer i bjergene, eller at fange Pogacar i en blunder på det flade til sidst. Det bliver svært, men Evenepoel har en ufattelig god evne til at komme væk, selvom alle burde kigge på ham.

Det er svært at forstå, at Mikel Landa i onsdags blev sat på en lille bakke, når han de seneste dage har siddet med de bedste. Det tyder altså på, at baskeren endelig har fundet noget form, selvom han inden løbet havde erklæret, at han ikke var flyvende. Grundet hans optræden i optakten kan han sagtens ende med at falde igennem, men hans kørsel de seneste dage giver mig en tro på, at han vil sidde med langt fremme. Hans topniveau er i hvert fald blandt de højeste i dette løb, men vi har bare ikke set det siden Giroen sidste år. Han skal formentlig tilbage efter nedkørslen, men lykkes det, kommer hans elendige enkeltstart og store tidstab ham voldsomt til gode.

En anden positiv overraskelse er Jai Hindley . Australieren har været meget skuffende i årets første løb, men han har også kørt mange af dem. Noget tyder på, at det har hjulpet på formen. I hvert fald var han overraskende god både i dag og i går, og det vidner også om overskud, at han var med, da Tadej Pogacar, Remco Evenepoel og Filippo Ganna i går kørte væk på første tur op ad stigningen. Trods de spildte kræfter endte han alligevel langt fremme, og noget tyder altså på, at han er en af de mest formstærke klatrere. Selvom feltet her er af en anden kaliber end i Giroen i 2020, viste han dengang et betydeligt potentiale, og måske kommer det til udfoldelse nu. Også han skal dog udnytte sin frihed til at snige sig væk, hvis han skal vinde.

En af dagens skuffelser var Giulio Ciccone , og det er bekymrende, når han heller ikke efterlod et lovende indtryk i Laigueglia. I går så han dog meget overbevisende ud, og her talte han også om et stort selvtillidsboost. Vi har før set, at han kan være meget svingende, senest i Valencia, hvor han efter den indledende skuffelse kørte en stor kongeetape. Hans topniveau er blandt de højeste, hvis han genfinder benene fra sidste års Giro, og selvom det kan være lidt sværere at tro på efter i dag, gør Valencia og hans kørsel i går mig alligevel lidt optimistisk.
 

Damiano Caruso er helt klart ikke på Giro-niveauet, men han er bedre på denne tid af året, end han plejer. Han mistede lidt tid de første dage, men det var at forvente, da hans gamle punch er blevet forvandlet til en dieselmotor, og i dag afskyede han de stejle procenter. Morgendagens stigning er derfor også for stejl til at være ideel, men han viste talrige gange i Giroen, at han sagtens kan køre på stigninger som denne. Han har også en forrygende nedkørsel, som han senest viste i Giroen. Nu skal han bare vise, at han er tæt på det niveau, og jeg tvivler nok lidt på, at han er tæt nok på.

En rytter, der ligesom Caruso skal være begejstret for nedkørslen, er Romain Bardet. Franskmanden er en af de ryttere, der har den bedste chance for at komme tilbage, hvis han falder fra på stigningen. Det vil han utvivlsomt gøre, men efter sin svage start i UAE Tour og den efterfølgende sygdom viste han i dag, at han er klar fremgang, selvom det gik helt galt i går. Hvis den tendens fortsætter, er det måske alligevel til at tro, at han kan være så tæt på, at han med sin gode nedkørsel kan komme tilbage. Hans generelle niveau og hans dårlige forberedelse gør dog, at det er lidt svært for alvor at tro på det.

Den måske største skuffelse har været Miguel Angel Lopez. Hans enkeltstart var så løfterig, at hans tidstab i går kunne affejes med en finale, der passede ham dårligt, og hans mange angreb. Efter i dag må det stå klart, at han ikke er flyvende, men man skal altid passe på med at afskrive Lopez. Stabilitet har ikke altid været hans kendetegn, og han viste trods alt et lovende niveau i indledningen af Valencia. Siden dengang har det dog været lutter skuffelser, og det er derfor mest grundet hans potentiale, at han rangeres her - også fordi nedkørslen ikke er til hans fordel.

Jeg må også nævne Marc Soler og Rafal Majka . Denne gang tror jeg, at de får svært ved at være med helt fremme, hvis UAE skal kontrollere meget, men lykkes det dem at komme igennem dagen uden alt for meget arbejde, kommer de langt. Majka var flyvende i UAE Tour, og selvom han har været mindre overbevisende her, har han stadig set ganske fremragende ud. Soler har været her, der og alle vegne og er slet og ret flyvende. Stigningen passer til gengæld bedst til Majka, mens de stejle procenter ikke er ideelle for Soler. Kommer de tilbage efter nedkørslen, er det dem, der har allermest frihed af alle!!!

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nedkørslen er bestemt heller ikke god for Thibaut Pinot , der omvendt har været en af de store overraskelser. Franskmanden er pludselig konkurrencedygtig igen, og derfor bliver det uhyre interessant at se ham på et bjerg. Mit bedste bud er, at det vil gå ringere end de foregående dage, hvor han blev slået af ryttere, der er betydeligt mindre eksplosive end ham, men vi skal åbne døren for, at han kan lave et godt resultat igen. Hans nedkørsel er også blevet så god, at den ikke er nogen stor ulempe længere.

En anden overraskelse har været Thymen Arensman . Han skuffede i hele 2021, og hans start i UAE Tour var ikke løfterig. Nu har han imidlertid både kørt en fremragende enkeltstart og været med fremme i eksplosive finaler, der slet ikke passede ham. Nu kommer vi til et længere bjerg, der burde passe ham bedre, men er det for stejlt til den store hollænder? Den frygt kan jeg have, men når han er så god i de eksplosive afslutninger, er det svært ikke at have ganske fine forventninger her.

Jeg er også spændt på at se Domenico Pozzovivo . I de seneste år har billedet været, at han er blevet ringere og ringere gennem etapeløb, og at han er bedre i eksplosive finaler end på bjerge. Det taler for, at han vil klare sig ringere her, men omvendt har hans bedste stigninger altid været meget stejle, men ikke alt for lange bjerge - præcis som Carpegna. Han viste inden sit styrt i Burgos, at han i hvert fald i august havde et højt topniveau, og hans lovende start giver håb for, at han kan vise det igen. Til gengæld skal han skrives på listen over ryttere, der får et problem med nedkørslen - særligt nu hvor hans mange styrt ikke just kan få ham til at tage flere risici.

Endelig vil jeg nævne Rigoberto Uran og Lorenzo Fortunato. Begge har været så langt fra de bedste, at de ikke vinder etapen, men det har en chance for at gøre det bedre end i dag. Uran er med alderen blevet mere dieselagtig, og derfor vil jeg tro, at denne finale passer ham bedre, også fordi han er en god nedkører. Fortunato er i hvert fald entydigt bedre på et bjerg end i eksplosive finaler, men han skal til gengæld også have forbedret sig meget i forhold til det, vi så fra ham senest i Laigueglia.

Når de ikke kan være fremme i eksplosive finaler, ser jeg ikke Wilco Kelderman eller Tao Geoghegan Hart med helt fremme på længere stigninger, og stigningen er nok for lang for både Victor Lafay og Lorenzo Rota. Warren Barguil vandt i dag, men generelt har han klatret skuffende i år, og det samme gælder for Emanuel Buchmann, selvom han burde passe bedre til denne stigning. Det gør Cristian Rodriguez også, men efter den lovende start i Andalusien har han kun skuffet her. Det samme gælder for Geoffrey Bouchard og Harold Tejada, der ellers begge har gjort det godt i optakten. Og Julian Alaphilippe og Sepp Kuss er åbenlyst langt fra sit bedste niveau.

Som sagt tror jeg ikke på et udbrud, men potentielle kandidater skal findes blandt klatrere, der har tabt tid. Dem er der ikke mange af, da folk som Kuss, Majka, Alaphilippe og Davide Formolo er låst af deres hold, men kandidater kunne være Tim Wellens, Jakob Fuglsang, Maxime Bouet, Jefferson Cepeda, Harold Tejada, Davide Villella og måske endda Quinn Simmons, selvom stigningen utvivlsomt er alt for svært ofr ham.

BEMÆRK: Dette er en rangering af vinderpotentiale - ikke styrkeforhold. Det uddybes i beskrivelserne ovenfor.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Jonas Vingegaard, Enric Mas

Outsidere: Pello Bilbao, Richie Porte, Remco Evenepoel, Mikel Landa, Jai Hindley

Jokers: Giulio Ciccone, Damiano Caruso, Romain Bardet, Miguel Angel Lopez, Marc Sole, Rafal Majka, Thibaut Pinot, Thymen Arensman, Domenico Pozzovivo, Rigoberto Uran, Lorenzo Fortunato

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Tim Wellens, Jakob Fuglsang, Maxime Bouet, Jefferson Cepeda, Harold Tejada, Davide Villella, Quinn Simmons

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris