Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 6. etape af Tour de France
10. juli 2019 21:02 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Peter Sagan udnyttede en overraskende passivitet til at spurte sig til sejr på et begivenhedsfattigt første møde med Vogeserne, men nu er det slut med at blive skuffet. Torsdag venter nemlig den med spænding imødesete etape til La Planche des Belles Filles, hvor en usædvanligt hård rute og en ny rampe til sidst med sikkerhed vil give de første klare indikationer på, hvem der kan vinde årets Tour de France.

TOUR-FEBER: SPAR 50% PÅ LARS BAK OG MICHAEL VALGRENS BOG

Ruten

Et af de forhold, der vakte en del begejstring ved rutepræsentation i oktober, var det, at det første bjergslag allerede venter på 6. etape. Det vil nemlig skabe en tidlig udskilning og reducere stressniveauet i en normalt ellers meget hektisk første uge. For fjerde gang på bare otte år er det en nyklassiker i form af den korte, men uhyre stejle La Planche des Belles Filles, der vil levere de første svar på, hvem der kan vinde årets Tour de France, og denne gang skal der endda klatres endnu længere op end tidligere. Samtidig kommer stigningen efter en usædvanligt svær vogeseretape med 4000 højdemeter på bare 160 km, og dermed er der skabt basis for, at stigningen kan blive endnu mere selektiv end tidligere.

 

I alt skal der tilbagelægges 160,5 km, der fører feltet fra Mulhouse til toppen af La Planche des Belles Filles. Etapen skærer tværs gennem Vogeserne, men der lægges let ud, når man følger den helt flade dal mod nord og nordvest. Efter de første 20 km begynder det at stige let frem mod dagens spurt, der kommer efter 29 km for enden af en lang lige vej, hvor den sidste kilometer stiger med 3,8%. Herefter drejer man mod sydøst for at køre op ad en af Vogesernes mest kendte stigninger Le Grand Ballon, der her er inddelt i to. Først gælder det løbets første kategori 1-stigning Le Markstein (10,8 km, 5,4%), der har top efter 43,5 km, og hvis data snyder, da der undervejs er 4 km med 7-9%, inden et lille plateau leder frem til de sidste 3 km, der stiger med 5-8%. Herefter flader det kortvarigt ud over 6 km, inden man kører op ad kategori 3-stigningen Le Grand Ballon (1,3 km, 9%), hvis top i 1336 m højde passeres efter 50,5 km.

 

Efter stigningen venter en lang og på den øvre del ganske teknisk nedkørsel, der fører mod sydøst, sydvest og syd direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen Col du Hundsruck (5,3 km, 6,9%), hvis top passeres efter 74 km, og som er en relativt jævn stigning. En teknisk nedkørsel leder herfra videre mod sydvest, inden man via et let stigende dalstykke kører mod nordvest forbi forplejningen efter 89,5 km og frem til bunden af Vogesernes vel nok mest kendte bjerg, kategori 1-stigningen Ballon d’Alsace (11 km, 5,8%), der kan inddeles i to dele med 7 km med stigningsprocenter på mellem 6 og 10 og herefter en let afslutning med stigningsprocenter på 3-4.

 

Fra toppen resterer endnu 55,5 km, som indledes med en halvteknisk nedkørsel, der fører mod nordvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Col des Croix (3,3 km, 6,1%), der ligeledes er relativt regulær og har top med 37 km til mål. En lettere nedkørsel fører nu videre mod sydvest, inden man kører mod øst via et let stigende dalstykke frem til bunden af kategori 2-stigningen Col des Chevreres (3,5 km, 9,5%), der er en modbydeligt stejl sag, hvis tredje kilometer stiger med ikke mindre end 14,9%, inden den flader ud med 3% over de sidste 500 m. På toppen er der placeret en af de særlige bonusspurter, hvor der er bonussekunder på spil.

 

Fra toppen mangler bare 19 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod syd til Planche-les-Mines, hvor man drejer mod nordøst for at køre via et let stigende stykke frem til bunden af kategori 1-stigningen Le Planche des Belles Filles. Som sagt skal man denne gang længere op end vanligt, så der i alt er tale om en 7 km lang stigning, der stiger med 8,7% i gennemsnit. De første 5 km stiger relativt jævnt med 8-10%, inden et kort fladt stykke leder frem til den velkendte 20%-rampe, som fører op til det gamle mål. Denne gang fortsætter man imidlertid via endnu et lille plateau frem til en ny 900 m lang rampe, der stiger med 10,4% og når op på 24% lige inden stregen, og som endda er på grusvej. På de sidste 5 km er der en hel serie hårnålesving, det sidste med 1500 m igen, inden der på de sidste 300 m skal drejes to gange, hvorefter man rammer den 100 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3944 højdemeter.

 

La Planche des Belles Filles gjorde Tour-debut i 2012, hvor hjælperytteren Chris Froome spurtbesejrede Cadel Evans og kaptajn Bradley Wiggins, der kørte sig i førertrøjen, mens Vincenzo Nibali tog en knusende solosejr i jubelåret 2014. Senest blev stigningen besøgt i 2017, hvor Fabio Aru kørte fra alt og alle og tog en suveræn sejr i løbets første bjergslag. I de seneste to år har Tour Alsace besøgt stigningen med sejre til Markus Hoelgaard og Geoffrey Bouchard i hhv. 2017 og 2018.

 

 

image

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Hidtil har det været solrigt, men det slutter nu. Heldigvis ser det ud til at holde tørt, men torsdag vil være en skyet dag, hvor solen kun til allersidst kan kigge frem. Temperaturen vil være 24 grader, og der vil kun være en svag vind, først fra øst, men i finalen fra vest. Det burde give en afvekslende og ret svag vind gennem det meste af etapen, primært med medvind i starten. Vinden bør vende inden finalen, hvor der derfor bør være mod- og sidemodvind på stigningen.

 

Analyse af 5. etape

Det hører til en grand tour, at etaper ender som fusere. Over tre uger er det ganske enkelt umuligt for et felt at køre fuld gas dag ud og dag ind, og derfor er det næsten uundgåeligt, at der undervejs er dage, hvor der indgås en kollektiv overenskomst om, at et træt og mærket felt skal have lov til at komme sig.

 

Alligevel må man blive forbløffet over, at der i dag var et nærmest helt felt, der havde lyst til at forære Peter Sagan et straffespark uden målmand. Da Tour-ruten blev præsenteret i oktober, kunne de mange klassikerryttere nemlig slet ikke være i sig selv af bare glæde over, at de for en gangs skyld kunne se frem til en Tour-rute, hvor deres ryttertype ville have flere muligheder end vanligt. Med besøg i både Vogeserne og Massif-Central var der nemlig udsigt til en første uge med hele tre af de oplagte udbryderetaper, der ikke er bjergrige nok til favoritterne og for hårde til sprinterne.

 

Derfor skal man bruge adskillige hænder for at tælle de ryttere, der havde udset sig dagens 5. etape som et af de store mål. Ganske vist betød det tætte klassement, at det hele var en anelse mere kompliceret, end hvis etapen var kommet senere i løbet, men med et klatresvagt Deceuninck-hold uden mange muligheder for på egen hånd at forsvare Julian Alaphilippes førertrøje var der endda mange, der måske kunne øjne en chance for at få en dag i sportens måske mest prestigiøse trøje.

 

Den mulighed blev imidlertid i den grad forspildt på en dag, hvor Michael Matthews, Sagan og Alaphilippe tilsyneladende havde magt til at få alle til på forhånd at overgive sig. I hvert fald udeblev den byge af angreb, som den ganske hårde finale kunne have ansporet til, og i stedet valgte feltet som en folk lemminger at vade i Sagans fodspor helt frem til det, der med 20 km igen fremstod som en helt oplagt spurtsejr for den tredobbelte verdensmester. Angrebene begrænsede sig til den indledende fase, og havde Xandro Meurisse ikke jagtet bjergpoint, og var Edvald Boasson Hagen ikke punkteret, ville der have lydt en kollektiv snorken ud over hele Frankrig, da rytterne kørte op ad den sidste stigning.

 

Hvordan i alverden kunne det gå så galt? At det lykkedes at kontrollere den indledende fase, er ikke i sig selv et mirakel. Modsat mine forventninger havde Bora og Sunweb så megen tiltro til Sagans og Matthews’ klatreben, at de tilsyneladende sammen med Deceuninck havde lavet en aftale om, at en gruppe kun måtte komme fri, hvis den var lille og ufarlig. Derfor sad der en rytter fra et af de tre hold i bagsmækken på enhver større gruppe i den indledende fase, og da hele første del af etapen var flad, var det ganske naturligt, at tre så stærke hold (til denne form for terræn) ville have ressourcerne til at sikre, at det tidlige udbrud ville være så lille, at det reelt var chanceløst.

 

Den mission lykkedes, da der blev etableret en gruppe, hvor kun Tim Wellens lignede en reel trussel, og chancerne blev endda reduceret til det rene ingenting, da Bora, Deceuninck og Sunweb klogelig valgte at maksimere udbyttet af de tunge folk Marcus Burghardt, Michael Mørkøv, Maximiliano Richeze og Cees Bol ved at lade denne kvartet holde frontkvartetten i ultrakort snor. Alligevel var der masser af plads til stikke en kæp i de tre holds velsmurte hjul på de sidste stigninger, hvor de ikke specielt klatrestærke Deceuninck- og Sunweb-mandskaber samt et Bora-hold, der har hele to klassementsryttere at beskytte, sagtens kunne bringes ud af fatning.

 

Det skete imidlertid altid, og Sunweb fik med Wilco Kelderman og Lennard Kämna lov til at diktere slagets gang hele vejen til toppen, så selv relativt store folk som Jasper Stuyven og Nils Politt akkurat fik bagdelen med over toppen og således fik mulighed for at deltage i en spurt, de nok ikke kunne have forventet at være aktører i. Da først toppen var passeret, var den røde løber rullet ud for Sagan, der måske nok var oppe mod hurtige folk som Matthews, Sonny Colbrelli, Matteo Trentin, Stuyven, Wout van Aert og Alaphilippe selv, men som på papiret var den klart hurtigste, især efter en etape, der slet ikke havde været så opslidende som de dage, hvor Sagan er blevet besejret af på papiret langsommere ryttere.

 

Formentlig er der to forklaringer på passiviteten. For det første var en stribe af de større hold indstillede på at spare maksimalt på kræfterne inden morgendagens nøgleetape, og de havde derfor ikke en interesse i at sætte dynamit i tingene, som man ellers så det i finalen på 3. etape, hvor folk som Alexey Lutsenko, Mikel Landa, Maximilian Schachmann og Michael Woods alle rørte på sig. For det andet har de tre kontrollerende hold formentlig virket så intimiderende, at mange har vurderet, at et angreb ville være skønne spildte kræfter.

 

Spørgsmålet er bare, om det også ville have været tilfældet. Da Rui Costa endelig tog initiativ i den flade finale, kunne han nemlig ene mand knække Kelderman, Kämna og Gregor Mühlberger, og Sunweb var til sidst nød til at brænde Nicolas Roche, som ellers var gemt til et lead-out, af. Sagan havde ganske vist stadig en frisk Maximilian Schachmann, men da hverken Emanuel Buchmann eller Patrick Konrad måtte arbejde, og Alaphilippe kun havde Dries Devenyns til en jagt, var de tre hold faktisk sårbare i finalen. Naturligvis var Costa som ensom rytter i modvinden helt prisgivet, men det er ikke sikkert, at det havde været helt så let at skabe samling, hvis forsøget var kommet allerede på stigningen. Her ville der formentlig være kommet en reaktion, som kunne have skabt en lidt større gruppe med en reel chance for at holde feltet bag sig. Det er trods alt ikke mere end to dage siden, at Alaphilippe ene mand havde held til at holde blandt andre et hårdt jagtende Sunweb-hold bag sig.

 

Det skete ikke, og derfor gik det hele efter den drejebog, Sagan havde skrevet fra morgenstunden. Dermed tog han ikke blot et stort skridt mod endnu en grøn trøje, han kan også drage et lettelsens suk over, at han ikke igen skal risikere at komme til Paris i grønt uden at have vundet en etape. Den frygt kunne man ellers godt have haft efter en indledning på løbet, hvor han ikke har virket specielt overbevisende, men klasserytteren Sagan kan naturligvis godt finde ud af at sætte straffesparket ind, når målmanden har forladt målet, og dommeren har fløjtet op.

 

Sagan var da også reelt uden konkurrence i spurten, men det skyldtes ikke kun hans egen topfart. Det skyldes også, at hans på papiret største rival, Colbrelli, endnu engang måtte sande, at hans positionering nærmer sig det katastrofale. I Matej Mohoric havde han ellers en eminent lead-out man i et felt, hvor støtten var begrænset, men da den slovenske multikunster skød frem, var Colbrelli præcis som i går blevet efterladt længere tilbage. Derfor var det allerede alt for sent, da spurten endelig blev lanceret, og selvom han faktisk kørte en glimrende spurt, selvom han havde brugt et hav af kræfter allerede forinden, var han aldrig i nærheden af at true Sagan, der som altid havde manøvreret helt perfekt i finalen. Noget tilsvarende skete, da han smed en stor chance væk på 1. etape i årets Dauphiné, ligesom han i mandags ramte målbakken i en håbløs position, og i lørdags var han tvunget til at starte sin spurt alt for tidligt og for langt tilbage. Det er en skam, for Colbrelli har siden de italienske mesterskaber vist, at hans form er eminent, men hvis ikke han får rettet op på den børnesygdom, bliver han aldrig den vinder, hans potentiale berettiger til.

 

Det har Wout van Aert til gengæld mulighed for. Belgieren viste med en 2. plads atter, at han på det seneste har udviklet sin hurtighed helt enormt, og at det ikke var noget tilfælde, at han vandt en decideret - dog ganske teknisk - massespurt i Dauphiné, hvor han også kom hjem med pointtrøjen. Nogen rigtig sprinter bliver han aldrig - han var jo ikke i nærheden af at true Sagan - men det er ikke en ringe skalp at få skovlen under folk som Colbrelli, Matthews og Matteo Trentin. Ikke mindst med tanke på næste års klassikere må han være yderst tilfreds med, at han fremover kan bruge spurten som et våben, og at han ikke skal frygte at slæbe sine rivaler med til stregen.

 

Størst ærgrelse er der naturligvis hos Sunweb. Er der ét hold, der bærer hovedansvaret for etapens kontrollerede udvikling, er det tyskerne, der lagde finalen i et jerngreb. Da Matthews skulle færdiggøre arbejdet, havde de imidlertid været tvunget til at brænde Roche af i jagten på Costa, og det kostede for Matthews, der ligesom Colbrelli aldrig har været en ørn i positionskampen. Den meget emotionelle australier var da også knust efter etapen, der var forløbet helt efter hans manuskript og på den baggrund kunne have været hans største chance for at vinde en etape i dette løb.

 

Lidt ærgrelse må der også være i Mitchelton-lejren. Holdet har ellers gjort det klart, at der ikke kan blive plads til at støtte Trentin i spurterne, men åbenbart så man her en chance, der var så god, at man ikke kunne lade den gå fra sig. I hvert fald Trentin stillet Daryl Impey til rådighed i finalen, og det betød, at han for en gangs skyld kunne starte sin spurt fra en god position. Desværre måtte vi igen sande det, der også var et mønster i hans ellers fantastiske forår, at han altså ikke helt synes at have den hurtighed, der tidligere har givet ham spurtsejre over netop Sagan både i dette løb og i Tour de Suisse.

 

Det samme gør sig gældende for Greg Van Avermaet, der gennem de seneste sæsoner åbenlyst har tabt sin gamle fart, og derfor måske var den, der overraskede mest med sin passivitet. På papiret var finalen en anelse for hård for ham, men med tanke på udviklingen af etapen kan man undre sig over, at han satsede alt på en spurt. Det kan godt være, at han tidligere har slået Sagan efter hårde dage, men efterfølgende indrømmede han åbent, at en 5. plads var det maksimale, han kunne håbe på i dette felt. Set i det lys kan man undre sig over, at han ikke udviste lidt større initiativlyst.

 

En anden rytter, der har grund til at ærgre sig, er Stuyven. Ligesom Trentin har han fået besked på at køre spurterne på egen hånd, men i dag fik han faktisk stillet Fabio Felline til rådighed. Italieneren leverede da også det helt ideelle lead-out, men da først spurten blev åbnet, gik det kun én vej for belgieren - og det var ikke den rigtige. Med tanke på at Stuyven kun akkurat fik klemt sig over stigningen som næstsidste mand foran Politt, er det dog ikke helt uventet, at det gik galt, for det har kostet dyrt at sidde med hjem på en dag, hvor man bestemt ikke kunne have ventet at se ham fremme.

 

Endnu mere grund til ærgrelse har Boasson Hagen dog. Dimension Data kommer ikke til at vade i muligheder i dette løb, og derfor må det gøre ondt, at nordmanden missede en af de største chancer. Sydafrikanerne synes imidlertid at være forfulgt af uheld, da Boasson Hagen punkterede på det værst tænkelige tidspunkt, og selvom han på dybt imponerende vis faktisk kæmpet sig tilbage, var det åbenlust, at han havde brugt så mange kræfter, at en god spurt lignede en umulighed. Sådan var det da også, og selvom han nok aldrig havde slået Sagan, kunne han måske have været i spil til podiet - et resultat, som Dimension Data skal prise sig lykkeligt for, hver eneste gang de opnår.

 

For klassementsrytterne blev dagen helt så udramatisk som forventet. Det lå i kortene, at ingen skulle forsøge noget overilet 24 timer inden de første to ugers absolut vigtigste - og eneste virkeligt vigtige - etape, og derfor blev det alene en stille opvarmning frem mod i morgen. Det er de fleste nok fint tilfredse med, men det betyder også, at det er begrænset, hvor god en fornemmelse de kan have af egne muligheder. I dag har de i hvert fald alle haft det relativt komfortabelt, og der er således ingen, der kan gå til køjs med en stensikker fornemmelse af, at formen sidder i skabet.

 

Derfor vil der også herske en meget speciel stemning i Mulhouse i morgen ved middagstid. Dagen for den første bjergafslutning er altid præget af en helt særlig nervøsitet, for det er her, at man som regel finder ud af, om måneders arbejde har en reel chance for at bære frugt. Naturligvis vindes Tourens i den tredje uge - og det gælder særligt på denne bagtunge rute - men får man sig en lussing på La Planche des Belles Filles, vil man næppe kunne rejse sig så meget, at det hele kan vendes rundt. Derfor bliver der sovet uroligt i Vogeserne i nat - og der er nok ingen, der skal gøre sig forhåbninger om, at feltet fortsat er i kollektivt gavehumør. Foræringer som den, Sagan fik i dag, hører trods alt til sjældenhederne i verdens største cykelløb.

 

Favoritterne

Der kan være private begivenheder, der overskygger den, men for feltets klassementsryttere er torsdag d. 11. juli set ud fra en sportslig synsvinkel formentlig årets vigtigste dag. Som sagt er det ikke i morgen, at løbet bliver vundet - det er det så langt fra - men det er her, det afklares, om klassementet fortsat er en realistisk ambition, eller om man allerede nu skal overveje at sætte sig nye mål. Selvom 6. etape ikke er løbets hårdeste - det er den slet ikke - er det alligevel den, der er blevet talt mest om i de seneste uger. Det er her, vi får det første klar svar på, hvem der kan vinde, og det er her, rytterne får den første afklaring af mulighederne

 

La Planche des Belles Filles er blevet lidt af en nyklassiker, og det er således allerede fjerde gang, at den skal bestiges, siden Chris Froome fik sit store gennembrud i Tour-sammenhæng ved i 2012 først at køre feltet sønder og sammen og siden bevare overskuddet til at overspurte Cadel Evans på den enormt stejle rampe til sidst. I forhold til de tidligere besøg er der dog den væsentlige forskel, at også resten af etapen er brutal, og det er ubetinget den vanskeligste vogeseretape, vi har haft i de seneste mange år. Ikke blot skal man over Le Grand Ballon og Ballon d’Alsace, bjergkædens to vel nok mest berømte bjerge, kort inden målstigningen skal man endda også over den lille Chevreres-stigning, der er en modbydelig sag, som næsten kun kan undervurderes. Dertil kommer, at man altså har forlænget målstigningen med den nye meget stejle grusvejsfinale, der med sine 24% vil gøre afslutningen endnu mere selektiv end tidligere.

 

Det vil utvivlsomt forandre etapen i forhold til tidligere. Én ting er, at vi naturligvis kan vente os større tidsforskelle på en længere stigning efter en hårdere dag, noget andet er, at det også tipper balancen en anelse. La Planche des Belles Filles er nemlig en kort, eksplosiv sag, der snarere tiltaler eksplosive folk end klassiske bjergryttere, men kombinationen af flere højdemeter og en længere målstigning vil gøre de mere udprægede bjergryttere mere konkurrencedygtige. Det er således til gunst for dieselmotorer som Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann, hvis manglende punch ellers ikke gør dem skabt til denne finale, samt for en rigtig klatrer som Nairo Quintana samt holdbare folk som Thibaut Pinot og Romain Bardet, men det er til ugunst for puncheurtyper som Alejandro Valverde, Michael Woods og Dan Martin.

 

Inden vi kommer til finalen, er der dog 150 km, der skal tilbagelægges, og de er så vanskelige, at det langt fra er givet, at favoritterne også skal køre om etapesejren. Det er ellers oftest mønsteret i Touren, hvor Froome i hvert fald tidligt i karrierens havde for vane at køre alle sønder og sammen med en sejr på det, der ofte blev kaldt ”Froome Day” - løbets første bjergafslutning - men denne gang er det ikke sikkert, at vi vil se en klassementsrytter øverst på podiet. Ineos vil formentlig gerne slippe for trøjen den kommende uges tid, og det vil således være i deres interesse at lade et udbrud holde. Samtidig lød Geraint Thomas en lille smule i tvivl om egne evner efter 3. etape, og det kan også anspore til lidt mere afventende kørsel, indtil han måtte have indhentet de løbskilometer, han mistede i optakten.

 

Deceuninck-Quick Step vil naturligvis gerne forsvare trøjen, men selvom stigningen er relativt kort og eksplosiv, er det nok alligevel for voldsomt for Julian Alaphilippe. Hans eneste reelle chance for at forsvare trøjen vil derfor være deltagelse i udbruddet, som Greg Van Avermaet så eminent praktiserede det sidste år, og det er bestemt ikke utænkeligt, at vi vil se den lille franskmand, der som bekendt også skal have gang i pointscoren i bjergkonkurrencen, i dagens udbrud, især hvis gruppen først etableres på Markstein-stigningen. Under alle omstændigheder har Deceuninck ikke styrken til at kontrollere etapen, og det bliver ikke dem, der henter udbruddet.

 

Hvem kunne så finde på at tage kontrol? Fraværet af en favorit i Froome-klassen gør det hele lidt åbent, for der er mange, der kan øjne en mulighed, men der er også mange, der kan sige, at pilen ikke peger på dem. Mitchelton har for vane at køre afventende, etapen kommer for tidligt for Jumbo og Kruijswijk, og Nibali skal først føle benene an. Porte er nok også stadig lidt i tvivl om formen, og derfor regner vi heller ikke med at se Trek i aktion.

 

Der er dog andre kandidater. Det gælder særligt tre hold. Thibaut Pinot synes virkelig at være i hopla, og han kommer fra Vogeserne og har set frem til denne etape i en evighed. FDJ har samtidig et meget potent hold, der med Rudy Molard, Sebastien Reichenbach og ikke mindst vidunderbarnet David Gaudu har ressourcerne til at kontrollere etapen. Det er også nærliggende at tro, at Michael Woods har haft julelys i øjnene, lige siden han så tallet 24%, og det vil ligne EF ganske udmærket at jagte hårdt for canadieren. Også de har et solidt hold med Tanel Kangert, Alberto Bettiol og Simon Clarke til at arbejde undervejs. Endelig er der UAE, der formentlig vil betegne denne etape som den, der passer Dan Martin bedst, og den lille irer plejer heller ikke at være blev for at bede sit hold tage ansvar.

 

Der er dog også andre hold, der kan bidrage. Havde Jakob Fuglsang med sikkerhed været på 100%, havde Astana meget vel kunne gøre det, og da danskeren faktisk virker ganske fortrøstningsfuld, er det bestemt ikke udelukket, at de vil gøre det alligevel. Movistar kører altid meget afventende i grand tours, men efter det ringe holdløb, er det ikke umuligt, at også de skal i aktion, specielt fordi Quintana som regel skal bruge et hårdt løb. Endelig har Romain Bardet også gavn af mange vanskeligheder, og også han kan tænkes at jagte lidt oprejsning efter holdløbet.

 

Det vil dog kræve en indsats at hente udbruddet. Alle ved, at et udbrud har en chance, og derfor er der lagt op til en angrebsfest fra start. Udbruddet kører formentlig først på Markstein, og det betyder, at det med stor sandsynlighed vil bestå af eminente klatrere. Etapens generelle hårdhed betyder, at der derfor skal køres meget stærkt for at hente dem, og der er derfor en ganske reel chance for, at etapevinderen bliver en udbryder, der måske endda kan tage trøjen - hvis altså ikke Alaphilippe selv vinder fra et udbrud.

 

Vi hælder dog til en favoritafgørelse. Der er ganske enkelt for mange hold, der i fraværet af en soleklar favorit kan øjne en mulig etapesejr, og et af flere af de ovennævnte hold vil formentlig tage kontrol, både for at jagte, men også for at gøre det hårdt. Særligt FDJ, EF og UAE vil som sagt være kandidater, men vi har også en forventning om, at Movistar vil lægge pres på - måske ikke tidligt, men i hvert fald sent. Til gengæld kommer etapen for tidligt til, at der skal tages de helt store risici, og det er derfor usandsynligt, at vi vil se angreb før til sidst. Næstsidste stigning er fremragende til at gøre løbet brutalt, så kun et ganske lille felt vil ramme sidste stigning, men angrebene skal nok vente hertil.

KØB PRO CYCLING MANAGER TIL KUN 228,95 

 

Det får os til at pege på Egan Bernal som vores favorit. Det er fortsat lidt uklart, hvor meget frihed han vil få, hvis Thomas fortsat er lidt rusten, men han vil i hvert fald have friheden til at følge alle rivalerne til dørs. Som bekendt er den lille colombianer vores favorit til den samlede sejr, og selvom meget af det skyldes han tilsyneladende store holdbarhed og karakteren af den sidste uge, skyldes det også, at vi forventer, at han er løbets bedste klatrer. I hvert fald er der ingen, der siden Romandiet Rundt sidste år har kørt fra Bernal i bjergene, når han har været i form og ikke været bundet af hjælperroller, og det er svært at se, at det skulle forholde sig anderledes i morgen.

 

Man kan naturligvis diskutere, hvor godt stigningen passer til Bernal, der fortsat er relativt grøn på højeste niveau. Vi har således stadig til gode at se ham folde sig ud på de stejleste procenter, men der er intet, der tilsiger, at han ikke skulle mestre den kunst også. Faktisk ved vi, at han har et glimrende punch - det så vi så sent på målbakken i mandags - og derfor er det formentlig en ganske glimrende afslutning for den eksplosive colombianer. Han bakkes fremragende op af feltets stærkeste hold, og især Wout Poels, der var i storform i Dauphiné og er kendt for sine evner på de allerstejleste stigninger, kan gøre det hele knaldhårdt, hvis han får lov og ikke har en af de dårlige dage, der præger hans første uger af grand tours. Det er usikkert, om Bernal vil køre voldsomt offensivt, men om ikke andet er han så eksplosiv, at han kan gøre det færdigt på den sidste rampe. Derfor er han vores favorit.

 

Forud for løbet havde vi store forventninger til Thibaut Pinot, men de er blevet mangedoblet de første dage. Franskmanden har nemlig efterladt et fornemt indtryk i en fase, der slet ikke har passet ham. På brostenene har han siddet med blandt de første 10, FDJ kørte et fremragende holdløb, og i mandags spurtede han sig til en 10. plads i en finale, hvor Thomas ikke kunne holde Bernals hjul. I forvejen virkede Pinot meget overbevisende i et Dauphiné, hvor han desværre havde en dårlig dag på kongeetapen, og i det hele taget tyder hans fantastiske efterår på, at han har taget et ekstra skridt. Motivationen fejler intet på denne hjemmebaneetape i Vogeserne, og han har som bekendt også et punch, der slår de flestes. Man kan diskutere, om ikke stigningen er lidt for stejl for en fyr som Pinot, men etapens generelle hårdhed taler til hans fordel. Han har i David Gaudu en sand guldfugl til at gøre løbet knaldhårdt, og han slipper endda for sol og varme, som han afskyr. Pinot har de første dage lignet en mand, der har timet sin form perfekt, og er den lige så god, som den var i Lombardiet sidste år, kan han blive svær at bide skeer med på denne etape.

 

Adam Yates har sine begrænsninger i bjergene, men på en etape som denne bør han være i sit es. Den lille brite har et punch, de færreste kan matche, og han har blandt andet vundet Clasica San Sebastian ved at køre fra alt og alle på en stejl mur. I år har han været stærkere end nogensinde og haft et forår, der gør ham til en af årets dominerende skikkelser, og hans fine generalprøve i Dauphiné viser, at han er på rette vej. Her kom han til kort på kongeetapen, men denne eksplosive finale passer ham langt bedre. I det hele taget ligner det den etape, der passer ham bedst, og den kommer endda så tidligt, at hans begrænsede holdbarhed endnu ikke er et tema. Brormand er måske ikke i form endnu, men Jack Haig er den eminente støtte i finalen og kan bidrage til at bringe Yates i position, så han med sit slangehug kan vise, hvorfor han kørte så fabelagtigt et forår, og at det ikke kun er Simon, der kan betage hele verdens i grand tour-sammenhæng.

 

Det er ingen hemmelighed, at vi har vores tvivl om den langsigtede holdbarhed for Jakob Fuglsang¸ men vi har hele tiden regnet ham som en af topfavoritterne til denne etape. Den kommer nemlig på et tidspunkt, hvor restitution endnu ikke er et væsentligt tema, og enhver har set, hvor stærk Fuglsang har været i en sæson, hvor kun meget få momentvist har kunne sætte ham til vægs i bjergene. Man kan naturligvis diskutere, om ikke denne stigning er lidt for eksplosiv og stejl, men etapen passer ham i hvert fald bedre end Fleche Wallonne, hvor han blev en overraskende nr. 2 bag Alaphilippe. Den eneste grund til, at Fuglsang ikke figurerer højere på vores favoritliste, er således, at der fortsat hersker en del usikkerhed om effekterne af styrtet. Heldigvis lyder han selv ganske fortrøstningsfuld, og han har da også set overbevisende ud, men det er klart, at det udgør et usikkerhedsmoment. Er han tilbage på 100%, burde Fuglsang med det niveau, han har haft i år, kunne køre med om sejren på en etape så tidligt i løbet.

 

Det kan godt være, at Michael Woods ikke er her for at køre klassement, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde den første klassementsetape. Canadieren elsker nemlig de stejleste af de stejle mure, hvilket han sidste år viste ved at vinde på en sådan i Vueltaen og ikke mindst ved det knaldhårde VM, hvor han var stærkeste mand på den brutale Höll-stigning i finalen. Det viser, at Woods hører til i den absolutte top på en rampe som denne, og han har endda lignet en mand i hopla hidtil. Allerede i Dauphiné så han fremragende ud, særligt på 2. etape, hvor han og Pinot splittede feltet, og i mandags var han så godt kørende, at han ærgrede sig over ikke at være gået med Alaphilippe. Han havde et styrt i går, men slap helt uden følger og burde være helt klar til den etape, der måske passer ham allerbedst. Stigningens længde og etapens samlede hårdhed taler i imod ham, men når han har trænet i højderne, klatrer Woods også glimrende på længere stigninger. Sidder han med frem til den sidste rampe, skal man i hvert fald ikke afskrive VM-løbets vel nok bedste mand.

 

En rytter, der ligeledes elsker stejle mure, er Dan Martin, der har adskillige podieplaceringer på Mur de Huy på samvittigheden. Der er derfor ingen tvivl om, at den lille irer har udset sig denne etape som et mål, og det er nærliggende at tro, at UAE også vil bidrage til at kontrollere. I gamle dage ville man måske nok have karakteriseret stigningen som værende en anelse for lang, men i de senere år har Martin forbedret sig ganske meget i de rigtige bjerge. Han har ikke helt samme punch som tidligere, men han er stadig en af de absolut mest eksplosive i en finale som denne, hvor han kan blive svær at slå, hvis han er med endnu i bunden af den sidste rampe. Til gengæld har Martin ikke haft sit bedste år, og han har konstant manglet lidt i forhold til de bedste. Det er fortsat uklart, om han har fundet de procent til Touren, men det plejer han at gøre. Denne gang er han endda sluppet for de vanlige styrt, og for en gangs skyld får vi derfor at se, hvad Martin kan i Touren, når han ikke kører rundt med en eller anden form for skavank.

 

Et af etapens store spørgsmål er, hvor megen frihed Alejandro Valverde får. Skal han vente, hvis Landa eller Quintana kommer i problemer, eller får han lov at gå efter en etape. Selv sagde han så sent som i går, at det alene handler om de to kaptajner, men det er vel svært ikke at give verdensmesteren chancen i en finale, der passer ham - især på en stigning, hvor der alligevel ikke er meget at vinde ved at have en hjælper hos sig. Valverde har i de seneste sæsoner tydeligt vist, at det er slut med at blande sig med de bedste på lange stigninger, men denne stigning minder meget om Balcon de Bizkaia i sidste års Vuelta, hvor han endte som bedste klassementsrytter sammen med Enric Mas. Etapens samlede hårdhed er ikke ideel for eksplosive Valverde, men han viste trods alt i Route d’Occitanie, at han stadig kan begå sig også i lidt sværere terræn. Det helt store spørgsmål er, om hans ringe forår skyldtes alderen, eller om Valverde stadig har det i sig. Historien viser, at dåbsattesten aldrig har bekymret ham, og nu får han chancen for at vise, at han stadig kan, og at det har haft en gavnlig effekt, at han har tabt sig markant frem mod årets Tour. Det burde alt andet lige komme ham til gavn på en etape med så mange højdemeter.

 

Naturligvis er vi også nødt til at nævne Richie Porte, der er etapens joker. Som vi skrev i optakterne inden løbet, er et af de mest åbne spørgsmål, om det ringe forår skyldtes en efterhånden temmelig høj alder, eller om det alene skyldtes sygdom. Hans ringe Dauphiné gør det svært at være alt for optimistisk, men det er heller ingen hemmelighed, at Porte vitterligt har været sat meget tilbage af sit helbred. Enhver, der har set hans knusende overlegenhed i årene 2016 og 2017, vil vide, at en Porte i topform er i den absolutte topklasse, også på korte eksplosive stigninger som denne. Han har bare til gode at vise, at han har samme tårnhøje niveau også i 2019. Det ved vi ikke, og dybest set er det et trosspørgsmål, om man har tillid til australierens egne forklaringer. Svaret får vi torsdag eftermiddag. ”Den gamle Porte” vil kunne knuse al modstand, men 2019-udgaven af Porte vil gå gedigne høvl.

 

Det kan godt være, at Geraint Thomas er forsvarende vinder, men han så altså ikke flyvende ud i mandags, hvor han ikke kunne holde Bernals hjul. Kommentaren ”Obviously today I wasn’t dancing up the climbs but I felt okay,” oser da heller ikke af den helt store tilfredshed med præstationen, især ikke fordi den ringe forberedelse har stillet visse tvivlsspørgsmål ved formen. I forvejen er de ekstremt stejle procenter ikke umiddelbart til gunst for den relativt store Thomas, og dette er ikke umiddelbart den etape, der passer ham allerbedst. Vi bliver bestemt ikke overraskede, hvis han alligevel viser sig som en af de absolut stærkeste, men han ligner ikke en sandsynlig vinder på den meget stejle rampe. Omvendt taler vi om en rytter, der sidste år aldrig for alvor var i krise, og det vil ligne Ineos meget dårlig ikke at have timet formen - ikke mindst fordi styrtet i Schweiz ikke satte ham langt tilbage. Generalprøven i mandags så halvsløj ud, men det er alt, alt for tidligt at afskrive den forsvarende mester.

 

Lidt af det samme kan siges om Nairo Quintana. Som skrevet i optakten inden løbet var der så opløftende tegn i foråret, at der er grund til at håbe, at colombianeren er tilbage. Omvendt var hans Dauphiné så skidt, at det lagde en lille dæmper på forventningerne, og det er derfor først i morgen, at vi får en fornemmelse af, præcis hvor langt han er kommet. Selv hvis han skulle være på sit topniveau, er denne finale dog ikke helt ideel for den lille colombianer. Ganske vist har han i Vueltaen ofte gjort det ganske fint på stejle, eksplosive stigninger - særligt magtdemonstrationen på La Camperona i 2016 er svær at glemme - men specialist i en sådan afslutning er han altså ikke. Det er ganske sandsynligt, at Quintana vil være med helt i front, men det er ikke en oplagt etape for ham at vinde.

 

Hans koldkammerat Mikel Landa er en af de store jokers. Egentlig har han i Baskerlandet vist, at han slet ikke er ringe i afslutninger som disse, men han har den enorme ulempe, at han kommer med Giroen i benene. Særligt i år, hvor det italienske løb var på grænsen til det brutale, er det bestemt ikke den ideelle optakt. Samtidig kom han til løbet helt uden løbsrytme, og han taler da også om, at han har noget rust, der skal bankes af. Angrebet i mandags viser dog også, at han ikke er helt væk, og Landa viste os trods alt i 2017, at han mestrer kunsten at køre de to løb. Særligt hvis Movistar kan udnytte deres overtal, står Landa stærkt, ikke mindst med sin offensive kørestil, men om han har friskheden, er ganske tvivlsomt.

 

Forud for løbet har vi ikke været specielt optimistiske på vegne af Romain Bardet. Ser man bort fra VM-løbet, har franskmanden nemlig ikke været på sit bedste siden 2017, og heller ikke i år har han vist meget. Tværtimod har han skuffet den ene gang efter den anden, og selvom han ikke er uden punch, er dette endda heller ikke hans bedste finale. Omvendt leverer Bardet altid på et rimeligt niveau i Touren, og det er alt for tidligt at udelukke ham, ikke mindst det flotte VM taget i betragtning. Spørgsmålet er måske snarere, om ikke denne etape kommer lidt for tidligt for en mand, der først og fremmest er kendt for evnerne i den tredje uge.

 

Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann fortjener også at blive nævnt. På baggrund af det, de har vist i 2018 og for Buchmanns vedkommende især i 2019, har vi som bekendt store forventninger til dem i dette løb. For dem begge gælder dog, at det er de lange stigninger i den tredje uge, der passer dem, og denne finale er slet ikke skabt for dem. Således ejer de ikke megen punch, og de stejle procenter er heller ikke just deres kop te. Formen synes glimrende for dem begge, men i morgen handler det først og fremmest om at holde sig til. Det er nok ikke her, at de tager deres etapesejr.

 

Endelig vil vi pege på George Bennett. Den lille newzealænder er havnet i en lidt tvivlsom rolle, hvor han har skullet arbejde for holdet, men hvor de også synes at holde ham lidt til som en plan B i klassementet. Under alle omstændigheder er der ingen grund til, at han ikke skulle få lov at holde sig til på denne etape, og det kan måske åbne muligheder, hvis Jumbo sidder med to mand til sidst. Bennett viste i 2018, at hans topniveau er tårnhøjt, men det lykkedes ham bare aldrig at time det til sine grand tours. Det håber han at have gjort denne gang, hvor han slet ikke har kørt løb i optakten. Har han ramt rigtigt kan han blive en stor overraskelse.

 

Blandt de øvrige klassementsryttere er der også stærke folk. Det gælder særligt Enric Mas, som vi som bekendt har store langsigtede forventninger til, men som er kendt som en langsom starter, og som ikke så brillant ud i mandags. For ham handler det formentlig bare om at holde sig til i morgen. Lidt af det samme gælder for Vincenzo Nibali¸ der ved de italienske mesterskaber så meget rusten ud og bestemt heller ikke virker specielt optimistisk. Han kan måske rejse sig senere, men lige nu ligner han ikke en vinder af en eksplosiv etape, der heller ikke passer ham. Rigoberto Uran har vist meget lidt siden 2017, og der er intet, der tyder på, at han har samme niveau som dengang. Vi vil slet ikke blive overraskede, hvis Wout Poels, der som sagt elsker stejle procenter, David Gaudu og Jack Haig kører i top 10, men da de alle er rene hjælperyttere, er det udelukket, at de vinder etapen. Warren Barguil ligner en mand, der er på vej tilbage, og går han ikke i udbrud, vil han sikkert teste benene. Han kan gøre det godt, men ikke vinde. Det samme gælder for en tilsyneladende ganske velkørende Guillaume Martin. Patrick Konrad bør være for begrænset til at vinde så svær en etape, og som sagt bør det trods alt blive for voldsomt for Julian Alaphilippe. Etapen kommer nok også for tidligt for 2017-vinderen Fabio Aru, der ellers ser ud til at være på rette vej tilbage. Endelig fik vi i dag med al tydelighed at se, at Wilco Kelderman ikke er her for at køre klassement.

 

Som sagt kan det bestemt ikke afvises, at et udbrud holder hjem, men man skal være en eminent klatrer for faktisk at gøre det færdigt. Julian Alaphilippe er naturligvis den mest oplagte kandidat, da det er hans eneste vej til at forsvare trøjen, og da han sidste år viste, at han sagtens kan vinde også ret svære bjergetaper, specielt med så eksplosiv en finale. Warren Barguil er ligeledes en oplagt kandidat, hvis han vitterligt er ved at genfinde sit gamle niveau. Tiesj Benoot sparede sig i dag, men han kan trods alt komme lidt til kort på stejle stigninger, også selvom han klatrede eminent i Schweiz. Xandro Meurisse synes at være i hopla, men om han som puncheur virkelig kan vinde her, er måske nok tvivlsomt. Lidt af det samme kan siges, om den ellers meget formstærke Jesus Herrada samt kometen Maximilian Schachmann, ligesom stigningerne heller ikke passer helt ideelt til den ellers meget velkørende Alessandro De Marchi. Man kan tvivle lidt på, om Alexis Vuillermoz er i form efter en ikke specielt overbevisende opvarmning og en skuffende Giro, og Fabio Aru anses trods alt nok som værende for farlig. De fleste andre gode klatrere kører på hold, der formentlig vil satse 100% på deres kaptajn i denne tidlige fase af løbet. Deres chance kan være, at de sendes afsted med henblik på at kunne hjælpe senere, og den slags udspil kan altid åbne muligheder, hvis udbruddet alligevel ikke bliver hentet.

 

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Adam Yates

Outsidere: Jakob Fuglsang, Michael Woods, Dan Martin, Alejandro Valverde, Richie Porte

Jokers: Geraint Thomas, Nairo Quintana, Mikel Landa, Romain Bardet, Steven Kruijswijk, Emanuel Buchmann, George Bennett

Kandidater til et udbrud: Julian Alaphilippe, Warren Barguil, Tiesj Benoot, Jesus Herrada, Alessandro De Marchi, Xandro Meurisse

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Fabio Arus sejr fra 2017, Vincenzo Nibalis sejr fra 2014 samt Chris Froomes sejr fra 2012.

SE ALT OM: TOUR DE FRANCE PÅ WWW.FELTET.DK/TOUR

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

Circuito de Getxo "Memori...(1.1) 31/07

Volta a Portugal Santander(2.1) 31/07-11/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

Vind en Garmin Edge 830 cykelcomputer - værdi af 3.199 kroner.