Optakt: 6. etape af Tour de France

Ruten

En af gaverne ved den ellers ikke alt for spændende franske geografi er, at man på rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne ikke skal langt mod nord for at passere igennem det kuperede Massif Central, hvor man kan gøre en ellers flad transportfase langt mere interessant. Det er langt fra altid, at man rammer det vanskelige område, og mange sprintere ville nok mene, at man på årets meget kuperede rute nok kunne have sparet sig turen, men sådan bliver det ikke. Allerede på 6. etape venter nemlig den anden bjergafslutning i løbet, når der skal sluttes på Mont Aigoual. Selve målbakken er dog ganske let, men forinden venter den vanskelige Col de la Lusette, der sagtens kan skabe ravage. Man vinder derfor ikke Touren på denne torsdag, men har man en dårlig dag, kan man sagtens få sig et ubehageligt nyrestød i Massif Central.

Med en distance på 191,0 km er der tale om en relativt lang etape, som fører feltet fra Le Teil til Mont Aigoual. Det meste af etapen er uhyre let og foregår i Provences fladland, der leder frem mod Massif Central. Fra starten i udkanten af Montelimar kører man dog mod nordvest op ad en bakke (3,3 km, 3,2%), inden det fortsætter med at stige let frem til det nordligste punkt. Her drejer man mod sydvest, hvorefter det falder let ned til Saint-Maurice-d’Ardeche, men herefter bliver det helt fladt, mens man fortsætter mod sydvest.

Først efter 60 km venter der atter en lille bakke, der leder op til Saint-Paul-le-Jeune, inden man snor sig mod syd igennem småkuperet terræn, men derefter går det atter mod sydvest igennem helt fladt terræn, der er kendt fra Etoile de Besseges. Blandt andet passerer man efter 88,0 km igennem Alés, inden man efter 125,5 km når frem til dagens spurt, hvis 2 sidste kilometer er flade med et skarpt sving 1 km fra stregen. Det flade terræn fortsætter, selvom man kort efter drejer mod vest for at køre frem til Sumene, der nås efter 142,5 km med meget få højdemeter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Her ændrer etapen karakter, når man drejer mod nord for at passere den lille kategori 3-stigning Col de Cap de Coste (2,1 km, 7,3%), der byder på en kilometer midtvejs med 8-9%. Toppen rundes efter 146,0 km, hvorefter en kringlet nedkørsel leder mod nordvest, inden man kører mod vest ind til Le Vigan, hvor finalen indledes, idet det stort set stiger resten af vejen. Det sker, når man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Col des Mourezes (6,1 km, 4,8%), der er en jævn, let stigning.

Fra toppen resterer 28,0 km, som indledes med et lille plateau, der fører mod nordøst, inden man drejer mod nord for at køre op ad dagens hovedudfordring, Col de la Lusette. Den stiger med 7,3% i snit over 11,7 km og indledes med 5 km med stigningsprocenter på 5-8, inden der venter fem vanskelige kilometer, der stiger med hhv. 8,9%, 8,9%, 11,0%, 10,9% og 7,9% i snit. Det flader ud på de sidste kilometer frem mod toppen, der rundes med 13,5 km og er rammen om en bonusspurt.

En helt lige vej, der først falder og siden er flad fører nu frem til byen L’Esperou, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad Mont Aigoual. Der er tale om en ret let stigning, der over 8,3 km stiger med beskedne 4,0% i snit og er vanskeligst over de første fire kilometer, der stiger med 4-5%, inden den blot stiger med 2-3% frem mod de sidste knap 2 kilometer, der atter stiger med 4% og 5,5% over de sidste par hundrede meter. Vejen bugter sig konstant med kun få skarpe sving, men et sådant kommer med 1100 m igen, hvorefter vejen bugter sig let ind i en U-kurve bare 100 m fra mål på den 5 m brede vej.

Etapen byder på i alt 2087 højdemeter.

Mont Aigoual har kun én gang i dette årtusinde været vært for et større cykelløb. Det var i 2002-udgaven af det nu hedengangne Midi Lbire, hvor Laurent Paumier tog en overraskende solosejr ved at holde sig fri af en gruppe på 10 mand med navne som Christophe Moreau, Lance Armstrong og Denis Menchov. Det lille Tour du Gevaudan Languedoc-Roussillon var forbi i 2013 og 2010 med sejre til hhv. Yoann Bagot (i en tomandsspurt mod Stephane Rossetto) og Guillaume Levarlet (med sejr i en tomandsspurt mod Jerome Coppel).

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Vejret

Massif-Central er kendt for sin varme, og selvom det ikke bliver så varmt som om sommeren, bliver det lunere end de foregående dage. Således venter en skyfri dag med en temperatur i dalen på 28 grader. Vinden vil være let til jævn (15 km/t) og komme fra sydøst. Det vil give side- og sidemodvind hele vejen ned til spurten, hvorefter man får sidemedvind stort set resten af vejen. Der vil være medvind på Lusette og det efterfølgende stykke, indtil man med 5 km igen får sidemodvind, der bliver til sidemedvind på den sidste kilometer.

Analyse af 5. etape

For et par dage siden indledte jeg min favoritanalyse af Primoz Roglic med at konstatere, at han egentlig burde leve i total anonymitet som en ukendt slovensk skihopper på vej mod OL i Beijing. Sådan havde det i hvert fald været, hvis ikke han havde truffet det kloge karrierevalg at skifte hest og satse på en cykelsport, der nu i stedet har gjort ham til hovedfokus i verdens største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed.

Tilsyneladende kan de det med at få fingre i folk med smag for kloge karrierevalg. Præcis som Roglic kunne Wout van Aert nemlig i dag have haft en helt anden tilværelse. Nok var der slet ikke udsigt til at skulle leve et anonymt liv som middelmådig skihopper, men det er alligevel lidt af en drejning, belgierens liv har taget. I cykelcrossens moderland var han allerede nationalhelt efter sine mange VM-titler, og han tjente allerede kassen i en sport, der i netop Belgien nyder enorm bevågenhed.

Det gør den bare ikke i udlandet, og derfor havde Van Aert i dag næppe været kendt udenfor Belgien og relativt snævre cykelsportskredse, hvis ikke også han havde skiftet hest. Ligesom de fleste andre crossryttere brugte han nemlig sommeren til at køre nogle landevejsløb, og det stod hurtigt klart for ham, at han havde et vist potentiale for netop det. Faktisk må det allerede tidligt have været en nærliggende tanke, at den store motor, der allerede i crossløbene var hans store force, måske også kunne bringe ham langt cykelsportens kongedisciplin, der som den eneste er en sportsgren med bred international interesse.

Flotte præstationer i mange mindre belgiske endagsløb og en choksejr på enkeltstarten i Belgium Tour var de første bevis på, at der kunne være mere i vente, men måske var hans karriereskifte ikke så meget fremskyndet af de lovende bedrifter på asfalten. Nej, snarere blev han måske ansporet af, at crosstilværelsen i stigende grad havde kurs mod en ørkesløs tilværelse som den evige nr. 2 bag ærkerivalen Mathieu van der Poel, som han længe kunne regne som sin ligemand, men som i de senere år har gjort den tredobbelte verdensmester til noget nær statist.

Begejstringen var derfor også stor, da Van Aert i sin første klassikerkampagne i 2018 med en 3. plads i Strade Bianche fik en flyvende start, der med det samme katapulterede ham ind som en kommende endagsstjerne. Problemet var bare, at hans bedrifter totalt blev overskygget af ham den for Van Aert så trælse hollænder, der i sin første klassikersæson i 2019 leverede vanvidsridt i Flandern Rundt og ikke mindst Amstel Gold Race, så en hel cykelverden sad mundlamme tilbage. Og selvom Van Aert efter karrierens første højdetræningslejr kom blæsende ud til sidste sommer, hvor han vandt to etaper og pointtrøjen i Dauphiné, blev belgisk enkeltstartsmester og slog alle sprinterne på sidevindsetapen til Albi i sin allerførste Tour, inden det hele kom til en brat ende med det voldsomme styrt på samme Tours enkeltstart, gik de fleste ind til vinteren med fornemmelsen af, at Van der Poel var klar til at skabe sin helt egen klassikeræra.

Sådan kan det stadig sagtens gå. Van der Poel har måske mistimet formen i år, hvilket ikke er mærkeligt i en sæson, hvor alt har været vendt på hovedet, men hans bedrifter i 2019 var stadig så vanvittige, at de ikke er set lige i klassikerne i lang tid, heller ikke hos Van Aert i år. Alligevel må man efter en måneds cykelsæson konstatere, at de kommende års klassikerdueller mellem de to ærkerivaler ser ud til at blive langt mere medrivende og ligeværdige end deres i de senere år meget lidt ophidsende opgør i deres gamle yndlingsdisciplin om vinteren.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Egentlig kunne vi allerede fornemme det sidste år. Van Aert kørte et fornemt forår, hvor særligt hans usædvanligt uheldsramte Paris-Roubaix kunne have indbragt ham den store sejr, som måske havde skubbet Van der Poel i baggrunden. Alligevel var det først efter omtalte højdetræningslejr, at det store skridt blev taget, og efter at han tilsyneladende har brugt corona-pausen på andet end at gøre sig selv til kommende far, har han været ustoppelig, siden han den 1. august satte et nummer på ryggen.

Først vandt han i suveræn stil det Strade Bianche, han to gange var kommet så tæt på. Så viste han tårnhøj topfart ved at spurte sig på podiet mod alle supersprinterne i det helt flade Milano-Torino. Få dage senere kunne han så kalde sig monumentvinder efter at have slået en vis lille franskmand i Milano-Sanremo. Og minsandten om ikke han også slog til på den eneste Dauphiné-etape, der passede de lidt tungere folk, inden han leverede en hjælperindsats i bjergene, så de fleste måtte tro, at hans vægt var fejlindstillet, når den angiveligt viser 78 kg.

Og pludselig var han en stjerne. Der var ellers indgået en klar aftale om, at Van Aert i Touren var ren hjælper, og at der kun måske kunne blive tale om en enkelt personlig mulighed eller to, men i dagene efter sin vanvittige start var det en stadig mere selvbevidst Van Aert, der insisterede på, at hans chancer nok skulle komme. Og selv Jumbo-ledelsen kunne få svært ved at sige nej til manden, der mere end nogen anden har været hovedtemaet i 2020-sæsonen, så da belgieren bad om at spurte i dagens lidt halvhårde finale, måtte man jo give efter for en mand, man næppe ser skifte til et andet hold.

Alligevel vidste Van Aert, at han var under pres. Fra nu af bliver der næppe mange muligheder, og derfor skulle der leveres, da en lang og næsten urimeligt begivenhedsfattig dag endelig kulminerede. Egentlig var det slet ikke gået Van Aerts vej, da han om nogen havde brug for at slide de rene sprintere, og da han samtidig var helt på egen hånd, så det måske lidt vanskeligt ud at sejre i et felt omgivet af ryttere med deciderede tog til at sætte sig op.

Lidt held har der nok været involveret, for ingen kunne vide sig sikre på, at det netop var Sunweb, der ville dominere finalen, men Van Aerts altid upåklagelige positioneringsevne kom til sin ret, da han satte en krog i bagdelen på Cees Bol allerede tidligt i forløbet og dermed slap for at skulle bevæge sig rundt i vinden, som man kunne frygte for en isoleret rytter. Herefter lod han sig fragt sikkert frem af et Sunweb-tog, der leverede et lead-out, som må have gjort selv historiens allerbedste af slagsen misundelige, inden han ved at slå sprinteren Bol viste, at det ikke var uden grund, at han var ligemand med Arnaud Demare og Caleb Ewan i udkanten af Torino for en lille måneds tid siden.

Nej, Van Aert er vitterligt et landevejsfænomen langt mere end en crossstjerne. Det er de færreste, der vinder en massespurt 24 timer, efter at de har ført på en stor del af målbjerget i Tourens første bjergfinale. Og mest imponerende er det, at han slår til i én af sine eneste chancer i hele løbet. Den evne til at håndtere pres, som også har været åbenbar i cross, hvor det oftest har været ham, der har sejret i årets vigtigste løb, mens ærkerivalen Van der Poel alt for ofte er knækket på den dag, der betyder mest, er i høj grad det, der både skaber en god sprinter og en mand, der kan gøre det færdigt i de nervepirrende finaler af de største klassikere.

Samtidig er Van Aerts sejr en gave til Jumbo. Nu er der med sikkerhed ro på bagsmækken, og Van Aert går ikke længere rundt som en selvbevidst løve, der insisterer på at bryde ud af det snærende bur, Richard Plugge og co. har lukket ham inde i. Hans kørsel på 2. og 4. etape vidner om, at loyaliteten næppe har fejlet noget, men måske vil Van Aert allerede i morgen kunne finde de sidste procent, når Primoz Roglic og Tom Dumoulin skal have en hånd.

Til gengæld må man græde snot i Sunweb-lejren. Det er ingen hemmelighed, at mange har været uhyre kritiske over for en beslutning om at satse på Cees Bol og ikke Michael Matthews i en Tour så kuperet som denne, men i dag var Bol blot få centimeter fra med ét at gøre alle kritikerne til skamme. Ikke så meget på grund af Bol selv, for det må føles som en gigantisk nedtur for hollænderen at blive slået af en mand, der trods alt ikke kan kaldes sprinter, efter et så fornemt forarbejde.

Nej, det var togets præstation, der for alvor skabte håb i den tyske lejr. På forhånd var der tvivl om, hvem der havde det bedste lead-out i en generelt på det område svagt besat Tour. Alle kunne se, at Sunweb havde masser af power, men den unge, urutinerede gruppe havde ikke megen erfaring i at samarbejde.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det kunne man imidlertid ikke se i dag. Først var det Søren Kragh, der tog en vanvidsføring, inden endnu en crossrytter, Joris Nieuwenhuis, imponerede med stort arbejde under den røde flamme. Vejkaptajnen Nikias Arndt styrede derefter Casper Pedersen smukt frem mod finalen, inden danskeren leverede et lead-out, der var lige så sublimt som det, der satte Bol op til sejr foran blandt andre en vis Fabio Jakobsen i Algarve tidligere i år. Det kan Bol og co. forhåbentlig se et lyspunkt i, når den værste skuffelse har lagt sig, for gentager de det på de kommende sprinteretaper, er der al mulig grund til at tro, at Bol faktisk kan vinde en etape.

Det står nemlig i stigende grad klart, at feltets to supersprintere vitterligt er ringe udrustede i år. Tabet af de skadede Zdenek Stybar og Yves Lampaert er på Deceuninck-mandskabet kolossalt, for selvom Michael Mørkøv gør det godt, er belgierne ikke i stand til at kontrollere finalerne. På 1. etape var de heldige med, at Trek havde tabt Mads Pedersen, gik i stå og lod dem redde deres ringe position, og på 3. etape måtte Bennett starte sin spurt for tidligt.

I dag gik det så galt igen. Bennett sad hæderligt, men mod en velsmurt Sunweb-maskine havde Mørkøv ikke mange chancer. Og selvom ireren igen understregede, at han lige nu er feltets hurtigste og i stigende grad ligner årets vinder af den grønne trøje, var hans høje fart ikke nok til at bringe ham tilbage til fronten i tide. Og det er en bekymring, at han nu tre gange i træk har skudt forbi, når han allerede forinden frygtede at ende som Quick-Step-sprinteren, der ikke vandt en etape. Forhåbentlig kan den grønne trøje, som holdet ikke har kunnet fravriste Peter Sagan - Marcel Kittel havde dog vundet i 2017, hvis ikke han var styrtet - forsikre Bennett om, at han altså er ganske velkørende lige nu.

Endnu mere alarm er der i Lotto-lejren. Selvfølgelig har de deres på det tørre med en etapesejr, men det er meget bekymrende, hvor håbløst toget med Roger Kluge og Jasper de Buyst har fungeret. På 1. etape sad australieren så langt tilbage, at han måtte skulderskubbe med Tadej Pogacar, og 3. etape kunne være endt som en fiasko, hvis ikke vejen på mirakuløs vis havde åbnet sig, så han kunne zigzagge sig til fronten fra en håbløs position. Og i dag var positionen præcis lige så håbløs, så dagen endte i en stor skuffelse for den lille australier, der således oplevede, at han faktisk kan tabe en massespurt efter have vundet den første - noget, der ikke skete i 2019-debuten.

I det hele taget er positionering det store tema i årets massespurter, hvor det kniber med imponerende tog. Giacomo Nizzolo måtte nok engang sande, at han har tabt sin engang så fine næse for placering, og at NTT-drengene ikke hjælper ham meget med at kompensere for det. Bryan Coquard har altid haft det svært på det område og kom igen for sent, og Matteo Trentin måtte igen sande, at hans fine evne til at finde den rette plads, stadig er forsvundet som dug for solen.

Det er den ikke for Peter Sagan, der nok engang sad, hvor han skulle på bagsmækken af Van Aert. Desværre måtte han nok engang sande, at positioneringsevnen er det eneste, der er tilbage hos det engang så sublime fænomen. Farten var atter væk, og selvom en 4. plads og den store stabilitet stadig holder ham dybt inde i konkurrencen, ser det i stigende grad sandsynligt ud, at den grønne trøje skal til den grønne ø og ikke til Slovakiet i år.

Positionering var også nøglen for Jasper Stuyven, der længe havde udset sig denne etape. Det stærke Trek-tog med Edward Theuns og Mads Pedersen kom nok til kort mod Sunweb-drengene, men de kunne i det mindste levere belgieren bedre end mange af de andre sprintere, så han kunne kompensere for sin manglende fart ved at sikre en top 5. Og tilsvarende så vi to andre sprintere, Clement Venturini og Hugo Hofstetter, der netop er kendt for deres egne til at finde den rette plads, akkurat klemme sig i top 10 bag en Luka Mezgec, der endelig kom frem i tide, men nok engang må sande, at han aldrig bliver en sprinter til disse lettere etaper.

Endnu mindre fart var der dog hos Alexander Kristoff. Det er sjovt at se, hvordan nordmanden kunne virke så overbevisende i Nice for siden at falde totalt sammen. Selvfølgelig er det svært med den begrænsede støtte, han har, men efter at have trådt firkantet på 3. etape og være blevet sat som en af de første i går kom den ellers så positioneringsstærke Kristoff slet ikke frem i en finale, der ellers var designet til ham. Heldigvis har han sine point i banken, og har han ret i, at det hele for ham handler om klassikerforberedelse, er det ikke nogen katastrofe for et UAE-hold, der med Tadej Pogacar formentlig har kurs mod noget stort.

Det har Cofidis også med Guillaume Martin, men ikke med holdets anden kaptajn. Elia Viviani tog endnu et spadestik til det hul, der bare bliver dybere og dybere, efter at den engang så positioneringsstærke italiener nok engang missede helt ud, så mand nr. 3 i toget, Christophe Laporte, igen som bedste mand. Om det er presset af at være hentet ind som talisman for et helt hold, er svært at sige, men end ikke de største skeptikere kunne have forudset, at manden, der sidste år vandt mange WorldTour-løb og blev europamester, skulle ende på denne triste måde.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Heldigvis er det nok lettere at overvinde tristesse hos Deceuninck, der trods alt har deres på det tørre. Alligevel er det smerteligt at se Julian Alaphilippes gule eventyr ende på en så brat og dum måde, at det nu bliver svært for franskmanden at generobre trikoten, som han ellers gjorde for et år siden efter have tabt den til Giulio Ciccone. Regler er regler - også for franskmænd i Tour de France - men det virker sært, at hverken rytter eller soigneur på et af sportens største hold har styr på en regel, der er kendt af langt de fleste cykelfans.

Dermed kom Primoz Roglic pludselig ét skridt tættere på at overtage en trikot, han formentlig helst vil undgå lige nu, men det kan næppe lægge en dæmper på sportens nye superhold, der med to sejre i træk har fortsat en dominans, vi har set siden 1. august. Og når der i aften bliver skænket champagne og serveret lagkage, må man formode, at Roglic glæder sig over ikke at have travlt med at hoppe ud fra et iskoldt bjerg, ligesom Van Aert jubler over, at hans vigtigste opgave ikke længere er at begrave sig i mudder i Belgien i dagene omkring jul og nytår.

Favoritterne

Man føler sig nok engang hensat til Vueltaen, når man allerede forud for dag 6 gør sig klar til at skrive optakt til løbets tredje bjergetape. Mange sprintere ville utvivlsomt have foretrukket, at man havde taget den direkte vej fra Alperne til Pyrenæerne, men i et år, hvor stigninger er dagens orden næsten hver eneste dag, skulle man naturligvis lige et smut omkring Massif-Central, selvom vi også skal besøge den varme og uvejsomme region i den anden uge, endda i et langt voldsommere format.

Det er dog ikke helt klassisk Vuelta. Spanierne er sjældent bange for også at have ret voldsomme bjergafslutninger i den første del. Det tør Touren ikke af frygt for tidligt at kvæle al spænding. Nok er der hele fem bjergetaper i løbet af de første ni dage, men bakkerne omkring Nice er bløde, Alperne berørte man kun let, og Pyrenæerne fås i år i det der ligner en historisk blød lightudgave.

Heller ikke dette besøg i Massif-Central er voldsomt. I hvert fald er der tale om en yderst blød målstigning, der aldrig kan adskille en eneste favorit fra en anden - slet ikke, når der som i morgen vil være modvind. Til gengæld er Lusette en led Satan, der som målbjerg kunne have givet anledning til et rigtigt opgør mellem løbets favoritter.

Det kan det næppe nu. Fra toppen resterer 13,5 km meget lette kilometer, og der er næppe nogen ved deres fulde fem, der tror, at man både kan sætte Primoz Roglic på stigningen og siden holde det ustoppeligt Jumbo-tog tilbage på de sidste 13,5 km, hvoraf de sidste er i modvind. Det ligner en umulig selvmordsmission, og der er derfor ingen tvivl om, at Ineos i hvert fald vil holde sig til strategien om at komme så let frem til løbets anden halvdel som muligt.

Nej, det tegner ikke til, at Lusette bliver brugt offensivt. Vi kender utilregnelige Mikel Landa, og man kan aldrig vide, om hans Bahrain-tropper kunne finde på at lægge lidt pres på undervejs, ligesom Arkea og Astana måske også kunne have en interesse i at distancere en Emanuel Buchmann, der er en farlig podiekandidat, men i kraft af sine skader lige nu ligner et oplagt bytte. Angreb skal vi dog næppe forvente, og meget taler for, at det nok engang bliver Jumbo-toget, der kommer til at svinge taktstokken, at vi får udskilning bagfra, og at en favoritgruppe sammen vil spurte på toppen. Heller ikke denne gang vil vi blive meget klogere på, hvem der vinder, men snarere på, hvem der ikke gør.

Det store spørgsmål er naturligvis, om det bliver en dag for et udbrud. For bare en time siden var jeg ret sikker på, at det ville blive tilfældet. Deceuninck havde klart indikeret, at de ikke ville kontrollere hver dag, og hvorfor skulle de risikere at miste trøjen til Roglic i kraft af bonussekunder? Og selvom Jumbo da gerne vil vinde etapen, hvis de får muligheden, er de så bevidste om det store billede og den tredje uge, at det ikke bliver dem, der kører et udbrud ind.

Nu er løbets dynamik imidlertid ændret. Mitchelton er i gult, og den vil de formentlig gøre meget for at forsvare. Usikkerheden om Yates’ klassement er så stor, at de formentlig vil maksimere, mens tid er, og derfor må man formode, at de kæmper med næb og kløer.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

For dem er det naturligvis klart, at bonussekunderne helst skal sendes til Månen. Både Roglic og Pogacar kan med en spurtsejr til slut gå forbi den lille brite, så Mitcheltons mål må være at sikre, at udbruddet ikke udgør en trussel, hvorefter de kan lade dem sejle langt væk. Det burde nok kunne lade sig gøre på en etape med en meget let indledning.

Denne gang bør vi få noget kamp om at ramme udbruddet. Forleden havde Deceuninck angiveligt sendt det klare signal i feltet, at de ville vinde med Alaphilippe, og derfor kom udbruddet afsted med det samme. Denne gang er det meget åbent, hvem der skal jagte, og udbrud har derfor gode chancer. Det bør give den første virkelige kamp fra start, indtil en gruppe er kommet fri.

Hvis ikke Mitchelton dummer sig gevaldigt, bliver det en gruppe, der er helt ufarlig. Derefter vil de kunne lade dem få det forspring, der ikke bringer trøjen i fare, og så må vi se, om andre har lyst til at give sig i kast med en jagt. Vinden bør i hvert fald ikke være et tema nede i fladlandet, hvor det ellers kan blæse ret kraftigt, heller ikke selvom den kommer fra siden meget af vejen. Og det bliver ikke i morgen, at sprinterne går i udbrud for at få point i den indlagte spurt, for med en flad start er det let for Deceuninck at sikre, at Peter Sagan ikke kommer fri og formentlig må se sig slået af Sam Bennett, når der senere skal køres en spurt, som man på en dag som denne kan køre for fuld knald.

Nej, vi skal have et hold til at iværksætte en jagt, hvis udbruddet skal hente. Ineos og Jumbo skal ikke, og finalen passer slet ikke til Miguel Angel Lopez, Mikel Landa eller Nairo Quintana. Guillaume Martin er stadig en lille fisk, der næppe sætter Cofidis i offensiven, og Thibaut Pinot og Emanuel Buchmann slikker stadig sårene.

I stedet peger pilen på to hold. Én mulighed er, at en indebrændt Alaphilippe vil slå tilbage ved at vinde etapen. Faktisk kan han køre sig tilbage i gult ved både at vinde bonusspurten og selve etapen, men det er svært usandsynligt, at det vil lykkes, når han også skal vinde megen tid på særligt Roglic. I lyset af at Deceuninck har arbejdet meget, og Lusette i forvejen risikerer at være for svær for Alaphilippe, der ikke synes at have samme form som sidste år, er det nok usandsynligt.

I stedet er det formentlig UAE, der sidder med nøglen. Tadej Pogacar har en reel chance for at gå i gult. Selvfølgelig bliver det svært at slå Roglic i finalen, men umuligt er det ikke. Og er han smart og gå efter de 8 bonussekunder på Lusette, som Roglic næppe vil være alt for interesserede i, kan han måske endda bringe sig i en position, hvor en 2. plads bag landsmanden er nok til at gå i gult.

Tør han gå efter det? UAE er meget bevidste om ikke at lægge pres på deres unge talent, men vi ved også, at Pogacar tidligere har haft tendens til at tro meget på sig selv. I dag talte han allerede om muligheden for at angribe den gule trøje, og det kunne indikere, at han selv er varm på ideen.

Jeg er langt fra stensikker, men jeg hælder til at tro, at UAE og Pogacar har mod på opgaven. Med en flad etape er det relativt let at køre et udbrud ind, hvorefter de så kan lade Jumbo køre tog på Lusette, som de formentlig vil gøre, uanset om der er udbrud eller ej. Med mindre Deceuninck og Alaphilippe overrasker mig, tror jeg, at UAE bestemmer, om vi får udbrudssejr eller ej, og jeg tror, at de satser på samling.

Mit bedste bud er derfor, at UAE holder udbruddet i snor, at Jumbo kører tog på Lusette med udskilning bagfra, og at de gør det samme på målbjerget, der er så let, at det ikke vil gøre forskelle. Det kunne derfor ligne endnu en favoritspurt, men denne gang en anderledes én af slagsen. Sidste gang var målbjerget ret stejlt til sidst, mens det denne gang er langt blødere, hvor det handler mere om spurtstyrke og mindre om klatreevner.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

I det lys vælger jeg igen at pege på Primoz Roglic. Sloveneren viste forleden nok engang, at han er uhyre svær at slå i denne slags spurter, som vi også så det i både Ain og Dauphiné, og han har samtidig det eminente tog, der kan sørge for, at det er ham, der holder sig til helt i front og kan starte spurten, som han gerne vil. Det er klart, at den blødere målbakke gør det betydeligt sværere at slå specielt Alaphilippe, da han ikke længere i samme grad kan lukrere på sin overlegenhed som klatrer. Det er på grænsen til at være en stigning, der tipper balancen i retning af franskmanden, der normalt vil være hurtigst i denne slags finale. Den kommer imidlertid efter et svært bjerg, der kan være for svært for og i hvert fald vil mærke Alaphilippe. Derfor tror jeg, at Roglic laver hattrick for Jumbo.

Den rytter, der har størst chance for at slå ham, er Julian Alaphilippe. Som sagt vil han normalt nok være hurtigere end Roglic i denne slags spurt, men Lusette er en udfordring for ham. Sidste år lærte han kunsten at køre disse bjerge, men i år synes hans niveau at være ringere. I hvert fald havde 2019-Alaphilippe ikke trådt firkantet i tirsdagens spurt, og derfor er der en reel sandsynlighed for, at en klassisk Alaphilippe-eksplosion sender ham til tælling på løbets hidtil sværeste stigning. Hvis han klarer den, står han stærkt som den hurtigste, men han risikerer også at være så mærket, at han alligevel bliver slået af en med sikkerhed mere frisk Roglic. Som altid med Alaphilippe kan det blive både et totalt sammenbrud eller etapesejr, og det gør ham til løbets store spørgsmålstegn.

Det var godt at se Tadej Pogacar fra start vise, at han denne gang ikke er rusten. Lige nu ligner han manden, der er største trussel mod en Ineos-Jumbo-sejr, fordi han altid bliver bedre og bedre undervejs. Desværre så vi i går ikke, hvor meget han kunne have truet Roglic, da en dårlig position kostede ham dyrt, men han fik bekræftet, at han er en glimrende puncheur. Det så vi allerede med sejrene i Emiraterne og Valencia tidligere i år, og særligt sejren i ørkenen, hvor selve spurten var relativt let, viser, at han også kan være med i en finale som denne. Det ser svært ud at slå Roglic, men det så også svært ud at slå Valverde i Valencia eller Lutsenko i Emiraterne. Sidder han denne gang rigtigt, er han i hvert fald ikke uden chance.

En anden kandidat er Thibaut Pinot. Skaderne mærker tydeligvis franskmanden, der i går slet ikke kørte en spurt af vanlig standard, men man må formode, at han er i bedring. Dertil kommer, at denne finale handler mere om fart end om form, og fart har Pinot masser af. Det så vi senest i hans to spurter mod Roglic i Dauphiné, hvor det desværre var dårlig position, der forhindrede ham i at se, hvor tæt på sloveneren han egentlig var. Det er igen en udfordring for franskmanden, der næppe har den helt store støtte til sidst, men normalt skulle Pinot være i stand til at køre med om sejren, hvis han sidder fornuftigt frem mod spurten.

Det er også tid til igen at nævne Alejandro Valverde . Spanieren ligner i stigende grad en træt, gammel mand, og man kan derfor have en lumsk mistanke om, at Lusette bliver for svær. Det er imidlertid slet ikke givet, for han var trods alt ikke alt for langt væk forleden. Kommer han med over, er det en spurt, der burde passe ham. Han har ganske vist også spurtet skuffende i år, men 2. pladsen i Valencia, hvor han var uhyre formsvag, vidner om, at han skal tages seriøst, ligesom vi så med 4. pladsen på 1. etape i Dauphiné. Kommer han over Lusette, er det ikke umuligt, at den aldrende spanier alligevel kommer hjem med noget.

Af præcis samme grund vil jeg nævne Sergio Higuita. Den lille colombianer kom ikke uventet til kort på Orcieres-Merlette, men kommer han over Lusette, er han en forrygende puncheur. Vi så hans hurtighed på flad vej på 2. etape, og en stigende spurt som denne burde også passe ham. Det er klart, at han kan få det svært på Lusette, der er endnu sværere end gårsdagens stigning, men sidder han der til sidst, er han i en blødere afslutning som denne en reel vinderkandidat

Jeg vil også nævne Bauke Mollema . Hollænderen er ingenlunde podiekandidat, men en finale som denne kan han køre. Vi så senest puncheurevnerne på 4. etape i Occitanie, hvor han var bedst bag Benoit Cosnefroy, og han burde passe fint til denne finale. Han hang lidt på 4. etape, hvilket var forventet, men han burde nok kunne klare Lusette. Gør han det, handler denne finale mere om fart, og her vil han kunne gøre det ganske hæderligt.

Endelig vil jeg nævne Tom Dumoulin. Den store hollænder er som frygtet ikke helt oppe på sit gamle niveau, hvilket frustrerer ham, og han ligner ikke den vinderkandidat, han var forud for løbet. Han kommer dog med over Lusette, og en spurt som denne kan han sagtens køre. Det har han blandt andet vist med et topresultat i GP Quebec, hvis finale minder meget om denne. Det er klart, at Roglic er nr. 1, men Dumoulin skal alligevel spurte for ikke at tabe tid. Han vinder ikke, men han burde kunne ende langt fremme.

Det samme gælder for Guillaume Martin, der igen i går viste, at han er en god puncheur, men denne er nok så let, at han vil ende længere tilbage. Adam Yates ender også langt fremme, men den bør være for let til, at han kan køre med om sejren. Rigoberto Uran var engang hurtig, men spurter stort set aldrig længere. Egan Bernal, Miguel Angel Lopez, Richard Carapaz og Esteban Chaves kan godt køre en sådan spurt, men i dette selskab går de ikke på podiet. Og Emanuel Buchmann, Richie Porte, Mikel Landa, Romain Bardet, Nairo Quintana og Enric Mas skal bare holde sig til og ikke tabe tid. Et par jokere er Pierre Latour, Marc Hirschi, Maximilian Schachmann og Alexey Lutsenko, der på selve målbakken ville være farlige, men det er svært at se, at de skulle klare Lusette, og hurtige Michal Kwiatkowski er ren hjælper.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Jeg ser ikke andre vindere end de nævnte, hvis de ender i en spurt. Hvis UAE beslutter sig for, at vi skal have en udbrudssejr, skal vi med stor sandsynlighed se i retning af folk, der har tabt så meget tid, at Mitchelton vil lade dem køre. Det lægger betydelige begrænsninger. Dertil kommer, at man skal være meget heldig for at ramme rigtigt i den flade indledning, og endelig skal man klatre godt for at vinde i en finale med så svær en stigning som Lusette.

Jeg er endt på at pege på Lennard Kämna som mit bedste bud. Hans hovedopgave er at passe på Buchmann, men på denne etape er der en god point i at sende en mand i forkøbet, så der er hjælp efter Lusette. Den opgave fik han i Dauphiné, hvor han udnyttede det til at tage en etapesejr, og det kunne ske igen. Han klatrer efterhånden så godt, at han er svær at sætte på Lusette, og han passer faktisk også godt til målbakken. Han har power på det flade i den hektiske indledning, og derfor har han alle egenskaberne. Det kræver, at han får lov, men gør han det, er han en god kandidat.

Det samme er Nicolas Roche. Ireren var snu nok til at smide tid i dag, og han har set overraskende god ud på 2. og 4. etape. Sunweb har ingen klassementsinteresser og vil med sikkerhed forsøge at få folk i udbrud. Roche burde passe fint til denne finale, da han klatrer godt nok til at klare Lusette, og selvom han sjældent sprinter, har han stadig lidt af sin gamle hurtighed til den bløde målbakke.

Jeg er også nødt til at nævne Alexey Lutsenko. Som kasak får han sine chancer, og dette kunne være en sådan, da han som Kämna kan være nyttig for Lopez efter Lusette. Han synes at have fundet den form, han manglede i sæsonstarten, også selvom han skuffede lidt i går. Han klatrer efterhånden så suverænt, at Lusette kan klares, og målbakken passer perfekt til en puncheur som ham. Min bekymring er, om et tidstab på 5.50 er nok til, at han kan få lov at køre. Det har jeg min tvivl om.

Vil Bora have en mand i front, kan Maximilian Schachmann komme i spil. Hans niveau har i år været tårnhøjt, og han synes ikke at være videre mærket af kravebensbruddet. Lusette er svær for en stor fyr som ham, men er gruppen den rette, kan han i hvert begrænse tabet så meget, at han er i spil. Den sidste målbakke er skabt til lynhurtige Schachmann, der kan slå næsten hvem som helst i en spurt. Jeg vil heller ikke helt udelukke, at Bora kan bruge Gregor Mühlberger og Felix Grossschartner, der begge passer til finalen, som forposter, men særligt sidstnævnte virker så formsvag, at det bliver svært at gøre færdig.

Jeg fremhævede tidligere Alessandro de Marchi, og det gør jeg igen. Han viste storform ved de italienske mesterskaber og er en mester i at ramme udbrud, også på flad vej. Til gengæld frygter jeg, at Lusette er for svær og stejl for store De Marchi, der ligeledes har den ulempe, at han skal alene hjem. I en spurt slår han ingen, og man kan tvivle på, om ikke Lusette bliver lidt for meget overlevelse til, at han kan køre alene. Det kræver i hvert fald den rigtige gruppe.

Jeg har også kig på Jesus Herrada. Lusette er svær for ham, men i den rette gruppe burde han med den fine form og de forbedrede klatreevner, han har vist, kunne klare den. Han er ikke så hurtig længere, men som vi så i Vueltaen sidste år, kan han stadig spurte på en bakke som Aigoual. Mit problem er, at han ikke har tabt voldsomt meget tid, og et klatresvagt Cofidis-hold vil formentlig kræve, at han bliver hos Martin. Nicolas Edet er nok et bedre bud til at blive sendt afsted, men han virker for formsvag til at gøre det færdigt.

Sunweb har også Tiesj Benoot . Det er stadig usikkert, om rygproblemerne er for voldsomme, men han var trods alt i udbrud i går. Her styrtede han og slog sin hånd, der var til røntgen, og derfor frygter jeg, at han vælger at holde sig i ro. Hvis ikke burde etapen her passe ham fornemt, da han efterhånden er så god opad, at han kan overvinde Lusette, har masser af power på det flade og stadig godt kan køre en hæderlig spurt, selvom han har tabt fart.

Endelig vil jeg pege på Dan Martin, Ilnur Zakarin og Ben Hermans. Alle er klart under niveau - Martin og Hermans som følge af skader - men i hvert fald Martin og Zakarin klarede sig hæderligt i går. Det er et problem for særligt Martin at ramme et udbrud på flad vej, men lykkes det, burde de alle kunne gøre det færdigt i denne slags finale. Martin har endda sin spurt at lukrere på, og Hermans kan også afslutte lidt. Til gengæld skal Zakarin alene hjem. Israel SUN har også Krists Neilands, der i går rejste sig efter en anonym tid, men han får nok svært ved at vinde.

Formstærke Hugh Carthy og Marc Hirschi er begge outsidere, men de har nok tabt for lidt tid, ligesom Pierre Latour har det. Alexis Vuillermoz kunne være en kandidat, men synes for formsvag til at gøre det færdigt. Thomas de Gendt ser endelig bedre ud, men ikke god nok til at vinde en etape med så svær en stigning. Ion og Gorka Izagirre kunne komme i spil, hvis Astana vil have en forpost, men jeg tror, at de skal blive hos Lopez, ligesom Ion virker formsvag, og Lusette er lidt svær for Gorka. Endelig virker også Simon Geschke stadig lige formsvag efter pausen.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at der er tale om en vurdering af vinderpotentiale - ikke top 10-potentiale - hvilket særligt gør sig gældende for Julian Alaphilippe, Sergio Higuita og Alejandro Valverde. Dernæst vil jeg understrege det taktiske element, hvor det formentlig er UAE, der bestemmer, om vi får en udbrudssejr eller ej. Chancen for udbrudssejr er - som det fremgår - meget stor.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Julian Alaphilippe, Tadej Pogacar

Outsidere: Thibaut Pinot, Alejandro Valverde, Sergio Higuita, Bauke Mollema, Tom Dumoulin

Jokers: Lennard Kämna, Nicolas Roche, Alexey Lutsenko, Maximilian Schachmann, Alessandro de Marchi, Jesus Herrada, Tiesj Benoot, Dan Martin, Ilnur Zakarin, Ben Hermans (alle fra udbrud)