Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 6. etape af Tour de Suisse

Optakt: 6. etape af Tour de Suisse

11. juni 2021 16:12Foto: A.S.O. / Fabien Boukla

Richard Carapaz levede op til sin status som løbets bedste bjergrytter og snød akkurat en genfødt Jakob Fuglsang for sejren på løbets første bjergetape. Dermed har ecuadorianeren kurs mod endnu en Ineos-sejr i løbet to år efter Egan Bernals triumf, men forinden venter tre hårde dage i bjergene, hvoraf den korte og intense fredag trods to af Schweiz’ største bjergpas mere ligner en dag for et udbrud end en dag for et stort klassementsslag.

Annonce

Ruten

Efter den første dag i bjergene venter de første rigtige bjergpas allerede 24 timer på en stor bjergetape, hvor man skal over det berømte Skt. Gotthardpas og Lukmanierpass. Førstnævnte kommer dog tidligt, og sidstnævnte er mere lang end stejl, og da der slutteligt venter næsten 30 km med nedkørsel og et let stigende stykke op til mål, ligner det ikke en afgørende dag i klassementet. Snarere kunne et udbrud få chancen, mens favoritterne forsøger at spare på kræfter frem mod weekendens to nøgleetaper.

 

I alt venter der bare 130,1 km, der fører feltet fra Andermatt til Disentis-Sedrun. Startbyen ligger i 1436 m højde halvvejs oppe ad det berømte Skt. Gotthardpas, og etapen indledes med, at man kører mod syd hele vejen op til toppen i 2106 m højde ad en kategori 1-stigning (8,5 km, 7,2%). Der er tale om en todelt opkørsel, hvor de første 4 km stiger med 5-7%, inden det går med ca. 8% resten af vejen frem til toppen, der nås efter 8,5 km. En i starten let, men siden meget teknisk nedkørsel fører nu mod syd ned til byen Airolo, der nås efter 22,6 km, hvorefter man rammer en lang, let faldende vej, der leder hele vejen ned til byen Biasca, der nås efter 60,5 km i etapens laveste punkt.

 

Her drejer man mod nord for nu at følge en let stigende dalvej, der leder op til byen Olivone, hvor dagens første spurt kommer efter 82,5 km. Nu drejer man med det samme mod vest og senere nordvest og nord for at passere det mægtige kategori 1-bjerg Lukmanierpass (18,0 km, 5,6%), der er en relativt jævn stigning uden stejle procenter. De første 12 km er de sværeste med hovedsageligt 6-7%, mens det herefter bliver lettere med 5-6% og slutteligt bare 2-5% over de sidste 4 km frem til toppen, der rundes efter 101,3 km.

 

Herfra resterer bare 28,8 km, som indledes med en teknisk meget ukompliceret nedkørsel, der leder mod nord og nordøst ned til byen Curaglia. Her fortsætter man mod nord op ad den lille kategori 3-stigning Via Lucmagn (1,2 km, 5,1%), der er sværest på den nedre del, hvor de første 500 m stiger med 6,8%, inden det stiger med 4,9% resten af vejen fem til toppen, der kommer efter 120,7 km i byen Disentis. Her drejer man mod sydvest for at følge en let stigende vej frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 122,8 km, inden det går videre ad en kun ganske let snoet og let stigende vej mod først sydvest og siden vest frem til målet i Sedrun. Stigningsprocenten over de sidste 8,9 km er beskeden med bare 3,0%, og den sidste kilometer er endda helt flad. Der er ingen sving, efter man med 8,9 km er drejet ind på den lange opkørsel, hvorefter vejen kun bugter sig let.

 

Etapen byder på i alt 2715 højdemeter.

 

Disentis-Sedrun har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Vejrudsigten ser heldigvis slet ikke så slem ud, som den gjorde inden løbet. Fredag ligner en dag med kun få skyer, men dog heller ikke helt risikofri i forhold til byger med en bygerisiko på 20-25% i den indledende fase og 40-45% midtvejs, inden den igen falder til 25% til finalen. Temperaturen i mål vil nå 19 grader, og der vil være en let vind (9-12 km/t) fra nord. Det giver medvind på Sankt Gotthard og nedkørslen, sidemedvind ned til det laveste punkt, modvind op gennem dalen, side- og sidemodvind på Lukmanierpasset og modvind på nedkørslen, inden der til sidst vil være sidemedvind på den første halvdel af målbakken og siden sidevind over de sidste små 5 km.

 

Analyse af 5. etape

Der var nok mange danske cykelfans, der i foråret sad med en følelse af, at en gylden dansk epoke nærmede sig sin afslutning. Efter to sæsoner, hvor han bare syntes at blive bedre og bedre og i en nærmest uhørt sen alder havde taget det sidste skridt ind i verdenstoppen, så det pludselig ud til, at gassen var ved at gå af Jakob Fuglsangs ballon. Danskeren havde nemlig et forår, der lige fra begyndelse i Tour du Var indtil afslutningen i Ardennerne - det helt store forårsmål - gik helt skævt. På intet tidspunkt var Fuglsang en afgørende faktor i løbene, uanset om det var i klassikerne eller i de ugelange etapeløb.

 

Gennem hele foråret kunne man ellers blive ved med at leve i håbet om, at det nok skulle komme. At Fuglsang havde ret, når han sagde, at det hele bare handlede om at formtoppe i Ardennerne. Problemet var bare, at det var svært for alvor at tro på den forklaring, når man kender Fuglsangs historik. Danskeren har nemlig aldrig været en Vincenzo Nibali, der kan henslæbe det meste af sæsonen i total anonymitet for siden at køre med om sejren i en grand tour. Den slags udsving har vi aldrig set fra Fuglsang, der har haft et af sportens største grader af stabilitet og ikke mindst et tårnhøjt bundniveau.

 

Stabiliteten var for så vidt bevaret gennem hele foråret, men det var bundniveauet ikke. Ganske rigtigt var Fuglsang lige så konsistent, som han plejer, men det var bare på det lige-ved-og-næsten-niveau, der prægede hele foråret. Den slags små kriser kunne man måske nok se igennem fingre med, men når han i samme periode rundede de 36 år, er det klart, at det var oplagt at drage sine konklusioner. Selv Fuglsang holder ikke evigt, og før eller siden vil han også mærke alderen trykke. Det dårlige forår kunne ligne afslutningen på en flot epoke i dansk cykelsport.

 

Alligevel var der måske lidt håb at hente. I sammenligning med Alejandro Valverde er Fuglsang jo at regne som et ungt stortalent, og danskeren kunne måske finde lidt inspiration i sin spanske veterankollega. Da Valverde i 2020 omsider begyndte at vise permanente og uoprettelige svaghedstegn, der gennem hele sæsonen gjorde ham til en skygge af manden, som altid har haft et endnu højere bundniveau end selv Fuglsang, var det svært ikke at tro, at selv Valverde måtte bukke under for biologien, da dåbsattesten viste, at han havde taget hul på livets femte årti. Da han samtidig startede sæsonen temmelig miserabelt, lignede det desværre historien om en stjerne, der var blevet ved en tand for længe.

 

Altså lige indtil kalenderen viste den 24. marts. Den dag opstod Valverde fra de døde, og siden fuldendte han et forår, som ikke var alt for meget ringere end de bedste, han havde haft. Ganske vist mislykkedes drømmen om en Liege-sejr på den 41. fødselsdag, men lige netop den dag stod det klart for enhver, at Valverde havde skabt det lille mirakel at genrejse sig selv i en alder, hvor biologien burde gøre det umuligt.

 

Om det var Valverde, der inspirerede Fuglsang på højdetræningen i maj, skal jeg lade være usagt, men det var svært ikke at føle en snert af ”valverdesk” genkomst over det ridt, Fuglsang i dag leverede, da Tour de Suisse efter fire dage endelig ramte de rigtige bjerge. Pludselig var der nemlig helt anderledes bid i og klasse over den danske veteran, da han leverede sin i særklasse bedste præstation siden sidste års flotte VM og den overbevisende første uge i Giroen.

 

Egentlig kunne man fornemme det allerede fra begyndelsen, da feltet efter en lang tur i dalen ramte den stejle Erschmatt, der måske er løbets allerhårdeste stigning. Allerede her havde løbet været ganske hårdt, da ukuelige Mathieu van der Poel var gået i offensiven og havde deltaget i så stærkt et udbrud, at Ineos, Deceuninck og Israel SUN, der fra start havde signaleret deres intentioner om at vinde etapen med hhv. Richard Carapaz, Julian Alaphilippe og Michael Woods, havde skullet nærmest spurte hele vejen gennem den flade schweiziske alpedal for at forhindre det hollandske fænomen og klatrerne Sergio Samitier og Hermann Pernsteiner i at stjæle etapesejren fra dem. I erkendelse af, at Carapaz meget vel kunne mangle terræn til at vinde den mod slutningen lidt for lette etape, havde Ineos også gjort det hårdt ved at sætte et hårdt tempo allerede på den første lille opvarmningsstigning og igen fra bunden af Erschmatt.

 

Det var her, man fornemmede, at Fuglsang havde en god dag. Han lod nemlig hverken Alaphilippe, Woods eller Maximilian Schachmann få pladsen som førsteudfordrer bag det Ineos-tog, der med først Rohan Dennis, som ikke helt har sine gode bjergben endnu, og den langt og længe genfødte Eddie Dunbar lagde det pres, der skulle gøre det muligt for Carapaz at gøre forskellen. Det var Fuglsang og ikke de øvrige favoritter, der på hele stigningen sad limet til det ecuadorianske baghjul, og han sad helt perfekt til at reagere på det angreb fra Carapaz, de fleste formentlig havde forventet. I lyset af den lette Leukerbad-stigning til sidst kunne ecuadorianeren nemlig langt fra vide sig sikker på, at han ville kunne komme af med de hurtigere folk her.

 

Det var formentlig det angreb, alle ventede på, men det kom aldrig. Til sidst besluttede Fuglsang, der var i præcis samme situation som Carapaz, hvis han skulle have skyggen af chance for at slå hurtige folk som Alaphilippe, Schachmann og Woods, at han i hvert fald ikke kunne have samme tålmodighed som ecuadorianeren. Da der ikke var råd til at vente længere, satte danskeren efter den altid aggressive Esteban Chaves, der forsøgte at gentage det storslåede nummer fra Catalonien med et langt soloridt, og pludselig lugtede det i den grad af dansk etapesejr.

 

Noget tydede nemlig på, at hverken Woods eller Carapaz, der vel måtte regnes som de på forhånd bedst egnede til den stejle Erschmatt-stigning, kunne gå med. Woods forsøgte ellers af al sin kraft, men det stod hurtigt klart, at canadieren ikke havde samme ben, som han havde i sit fantastiske forår, hvor han pludselig også kunne vinde i de allerhøjeste bjerge. Endnu værre var det næsten med Carapaz, der lignede en mand i defensiven og kun lidt haltende fik trukket sig tilbage til Woods og skabt samling i en lille favoritgruppe.

 

I mellemtiden fortsatte Fuglsang mod toppen og siden ned mod dalen, hvor han fik kontakt med Chaves, der dog også lige havde været på en smuttur hos et par lokale, som næppe havde regnet med at få prominent besøg af en tidligere grand tour-stjerne i deres indkørsel. Nu var udsigterne til dansk etapesejr pludselig ganske lovende, for alle de taktiske kort sad pludselig på den dansk-colombianske hånd og hverken på den ecuadorianske, den canadiske, den franske eller tyske.

 

Præcis som man kunne have frygtet, hvis ikke Carapaz fik gjort forskellen på Erschmatt, var antallet af hjælpere nemlig reduceret til det rene ingenting. Ecuadorianeren selv havde kun den ukuelige Dunbar, og derudover kunne Sam Oomen regne med den endelig lidt stabile og altid herligt offensive Antwan Tolhoek. Begge havde imidlertid allerede kørt sig halvt ihjel i modvinden på Erschmatt, Tolhoek med et angreb og Dunbar med sin føring, og det lå i kortene, at Fuglsang ikke ville få problemer med at holde dem stangen.

 

Det havde han da heller ikke. Afstanden voksede støt, selvom først Dunbar og siden Tolhoek brugte deres sidste rest af kræfter, og da Chaves hurtigt måtte sande, at han desværre ikke helt har fundet samme tårnhøje niveau, som han kortvarigt oplevede i en gylden uge i marts, begyndte det ikke kun at lugte af dansk etapesejr, men også måske en mulig samlet sejr.

 

Carapaz og de øvrige favoritter var nemlig i en ugunstig situation. Den lette modvindsstigning, der i 2018 stort set ingen forskel havde gjort, lignede det værste sted at være isoleret uden hjælpere. Da først Tolhoek slog ud, lå det i kortene, at favoritterne ville begynde at angribe hinanden, men da ingen næppe kunne gøre forskellen, var der udsigt til stop-go-kørsel, indtil en eller anden outsider måske kunne snige sig væk, mens de største navne kiggede på hinanden.

 

Sådan gik det da også - næsten! Woods angreb ellers igen og igen, men de bløde procenter var slet ikke svære nok til, at han kunne slå det hul, der enten gav en lille gruppe med mulighed for samarbejde eller et solofremstød. Heller ikke de øvrige angreb havde megen bid, og det så ud til, at manglen på samarbejde måske kunne give Fuglsang ikke bare sejren, men også en gigantisk tidsgevinst.

 

Desværre skete det, der ikke måtte ske. Carapaz havde åbenbart spillet skuespil på Erschmatt og gamblet på, at han ikke havde brug for den tidlige offensiv for at slå rivalerne. I hvert fald lignede han pludselig igen den uhyre overbevisende skikkelse, vi har set siden enkeltstarten i Frauenfeld, da han skød væk fra rivalerne på en stigning, der egentlig burde være alt for let.

 

Nu blev modvinden, der kort forinden havde været Fuglsangs ven, pludselig hans fjende. Da først Carapaz var alene, forsvandt alle former for taktik, og dermed handlede det pludselig bare om friskhed og gode ben. I det spil havde Fuglsang naturligvis allerede brugt for mange kræfter ved at køre alene på hovedparten af den åbne hovedvejsstigning, og den træthed kom desværre hurtigt til udtryk, da det næsten føltes som om, Carapaz lukkede et hul på 40 sekunder på ca. 40 sekunder.

 

Alligevel var heldet med Fuglsang. Kontakten blev etableret, netop som den lette stigning bare blev endnu lettere, og nu var der små 2 km til at forsøge at komme sig, mens ecuadorianeren kørte fuld gas for at maksimere sin tidsgevinst til rivalerne. Desværre var det ikke nok. Carapaz syntes alligevel at holde lidt igen på den sidste kilometer, og da Fuglsang måske overvurderede sine kræfter en anelse ved at åbne sin spurt temmelig tidligt, kunne den på papiret meget hurtigere ecuadorianer let reagere og akkurat sikre, at overskriften på etapen blev ecuadoriansk magtdemonstration snarere end dansk genfødsel.

 

En genfødsel var der nu tale om alligevel. Det kan godt være, at årets Tour de Suisse igen i år er en temmelig svagt besat affære, men i dag var Fuglsang i hvert fald næstbedste mand, og selvom det er ret åbenlyst, at antallet af reelle verdensklasseklatrere er alt andet end overbevisende, var det forløsende at se, at Fuglsang i hvert fald delvist har lavet en lille kopi af den Valverde-genrejsning, vi så i foråret.

 

Carapaz kunne han dog ikke matche, men det er ingen skam. Sidste sæson blev temmelig mudret for ecuadorianeren, der aldrig fik mulighed for at forberede sig ordentligt til et stort mål, men vi så i 2019, hvor fremragende han er, når han har gjort sig klar til en grand tour hjemme i Ecuador. Dengang kom han tilbage til Europa i så flyvende en form, at han vandt Giroen med den ene finger i næsen, og efter hans uhyre overbevisende start på løbet tyder alt efter i dag på, at han har kurs mod en gentagelse.

 

Selvom man ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt - og den trækker fortsat vejret gennem et par danske lunger - men det ser allerede ud til, at Carapaz godt kan lægge champagnen på køl til på søndag. Den taktiske stop-go-kørsel, der helt forventeligt materialiserede sig på den lette stigning, betød nemlig, at Carapaz og Fuglsang vandt så megen tid, at det skal gå slemt galt, hvis ikke løbets i særklasse bedste klatrer skal krones som vinder på søndag.

 

Det vil utvivlsomt vække glæde hos Dave Brailsford. Det er nemlig svært ikke at få lidt deja-vu til 2019, hvor holdet endelig brød forbandelsen i det schweiziske løb, der som et af de få etapeløb aldrig havde smilet til det britiske storhold. Dengang havde holdet en Tour-kaptajn, Chris Froome, der havde sat sig på Dauphiné, og derfor måtte Egan Bernal se sig henvist til at tage til Schweiz, mens det meste af Tour-truppen var med briten i Frankrig. Dengang vandt Bernal som bekendt i det lille alpeland, inden han gentog bedriften i Frankrig et par uger senere.

 

I år er parallellen ret tydelig, da Geraint Thomas satte sig tungt på Dauphiné med det meste af den øvrige Tour-trup, mens Carapaz måtte se sig henvist til Schweiz med det meste af holdets B-trup. Nu krydser briterne formentlig fingre for en gentagelse, efter at hverken Thomas eller Tao Geoghegan Hart ikke virkede spor overbevisende i Dauphiné, selvom de dog undgik samme triste skæbne, som overgik Froome for to år siden.

 

Også på andre områder er der oplagte ligheder. Heller ikke dengang var niveauet i Schweiz skræmmende, og det endte med, at Rohan Dennis og Patrick Konrad blev Bernals værste rivaler. I år er feltet stærkere, men i dag blev det ret tydeligt, at feltet mangler klatrere, der kan matche Carapaz’ klasse.

 

Det blev i hvert fald klart, at Julian Alaphilippe ganske rigtigt ikke er flyvende. Det fornemmede man allerede i mandags, og det stod helt klart i dag, hvor han lignede en mand, der havde rigeligt at gøre med at overleve og rundede af med at blive nærmest ydmyget i en spurt, han normalt ville kunne vinde med det ene ben spændt fast til styret. Det er dog ikke spor bekymringsvækkende frem mod Touren, for sammenligner man med hans normale niveau i Dauphiné, er han langt bedre i år.

 

Måske mere overraskende var det, at Maximilian Schachmann havde så store problemer efter hans meget overbevisende start på løbet. Heller ikke det kan dog være et stort chok, og det var snarere en påmindelse om det, vi allerede fik bekræftet i Baskerlandet, nemlig at den store tysker altså ikke er og aldrig bliver bjergrytter.

 

Det er Woods heller ikke, men modsat Schachmann nåede han i Romandiet og Catalonien at få en fornemmelse af, at han pludselig kan blande sig med de bedste på de største stigninger også. Det kunne han imidlertid ikke i samme grad i dag, hvor Fuglsang og Carapaz var synligt stærkere, og selvom han bestemt ikke kørte et dårligt løb, er det måske også en påmindelse om, at niveauet af bjergryttere i Romandiet heller ikke var, som det plejer - en observation, der måske er særligt relevant i lyset af Thomas’ knap så gode Dauphiné.

 

Det var dog ikke alle, der havde grund til at være skuffede. Rigoberto Uran beviste igen, at han ikke er færdig endnu, og når man husker på hans grimme gang covid-19 i foråret, er det ganske imponerende, at han allerede nu på dette niveau. Lucas Hamilton fortsætter også sin stabile og flotte sæson, og selvom han ikke er nogen Pogacar eller Evenepoel, er han stadig et ganske spændende etapeløbsnavn. Til gengæld må Chaves igen sande, at han nok aldrig bliver sig selv igen, for selvom dagens ridt var flot, er han stadig et stykke fra den rytter, der tidligere kørte med om grand tour-sejrene.

 

Mest glæde får man dog ved at se Domenico Pozzovivo. Allerede i mandags kunne man se, at han var kommet stærkt tilbage fra sit styrt i Giroen, da han kørte 45 sekunder fra alle de ryttere, der var blevet fanget på den regnvåde nedkørsel. I dag beviste han atter, at han stadig har et ganske flot niveau for en mand, der har haft så megen modgang, og han er i gang med at lave en lille kopi af 2020, hvor et styrt i Touren førte til en lille genrejsning med en fornem Giro.

 

Tilsvarende kan Sam Oomen glæde sig over, at han endelig begynder at være lidt konkurrencedygtig, selvom han stadig er langt fra niveauet fra tiden før arterieoperationen. Også holdkammeraten Antwan Tolhoek finder endelig noget stabilitet og det niveau, han viste i Andalusien, og som vi vidste, at han havde. Niklas Eg gjorde også sit bedste for at sikre sig en plads på Treks Tour-hold, også selvom det ligner en maget svær kamp.

 

En sådan kamp har Wout Poels ikke, og det er nok meget godt. Hollænderen må nemlig igen sande, at hans status som feltets ubetinget største lottokupon står uantastet, da han fulgte den flotte 2. etape op med en dybt skuffende første bjergetape. Det skulle ikke undre, om han pludselig er flyvende i weekenden, men dagens resultat er desværre igen det bedste eksempel på, hvorfor han aldrig var blevet grand tour-stjerne, selv hvis han havde været kaptajn i de år, hvor han var en af verdens bedste klatrere.

 

Andre havde det også svært. Marc Soler måtte sande, at der var grænser for, hvor stærkt han var kommet tilbage efter Giro-styrtet, og Rui Costa måtte igen erkende, at det nu også definitivt er slut med altid at køre med om sejren, når han rammer schweizisk territorium. Det gik dog bedre end for holdkammeraten Marc Hirschi, der trods den fine 2. etape er bekymrende langt fra sit topniveau, mens Tiesj Benoot fik endnu en påmindelse om, at det nok er en god ide at genoverveje det grand tour-projekt, der starter næste år. Tyngdekraften gælder trods alt også for belgiere. Pierre Latour er stadig langt fra det niveau, han havde inden de mange skader, og den genfødsel af Neilson Powless, man kunne have håbet på efter enkeltstarten, døde med den voldsomme eksplosion, han oplevede efter en ellers lovende start på etapen.

 

Heldigvis var der andre, der blev genfødt. Fuglsang fik i hvert fald bevist, at Valverde ikke er den eneste, der kan lave en sen veterangenkomst, og selvom vi stadig har til gode at se, hvordan han måler sig op mod et felt med flere af de bedre klatrere, vækker det i hvert fald begrundet håb om, at det måske alligevel er værd for danske cykelfans at holde sig vågen til natcykelløb fra Tokyo om et par uger. Mens Ineos og Carapaz drømmer stort om en gentagelse af deres sydamerikanske show fra 2019, kan Fuglsang drømme om en gentagelse af hans eget OL-show fra 2016. Og alle danskere kan i hvert fald tillade sig at tro på, at den gyldne Fuglsang-æra ikke er helt ovre endnu.

 

Favoritterne

Tour de Suisse-arrangørerne gransker formentlig deres hjerner for at finde en måde at vende den triste udvikling, der har ført til, at Dauphiné år efter år giver dem bank i kampen om at tiltrække de største stjerner. Meget af det har de svært ved at gøre noget ved. I moderne cykelsport foretrækker de fleste den ekstra uges hvile, som det franske løb giver, og da Dauphiné samtidig ofte giver mulighed for at stifte bekendtskab med dele af Tour-ruten, er det klart, at Tour de Suisse er bagud på point allerede fra start.

 

Noget af forklaringen er de imidlertid selv ude om. Udviklingen accelererede vel sidst i 00erne, hvor schweizerne også arrangerede nogle helt urimeligt lette ruter. Mest markant var det jo i 2009, hvor løbet nærmest syntes designet alene med det formål, at lokale Fabian Cancellara skulle vinde, men også i andre år var det svært at hidse sig voldsomt op over bjergudfordringerne. I 2010 var der bare én bjergetape, som end ikke havde mål på en stigning, og det er ikke noget tilfælde, at en stor fyr som Rui Costa med tre sejre kunne skrive sig ind i Tour de Suisse-historien.

 

Det er ellers ikke, fordi Schweiz mangler bjerge - tværtimod. De har også nogle gigantiske bjergpas, der ikke fås meget højere andre steder i Europa. Desværre lider landet lidt under, at deres stigninger ofte er lange og bløde hovedvejsstigninger, som slet ikke har de hidsige procenter, man finder i særligt Italien og Spanien. Derudover har man lidt for ofte haft store bjergetaper, der på papiret ser flotte ud, og som har et hav af højdemeter, men som med lange nedkørsler til sidst ofte har været uegnede til at gøre forskelle.

 

Begge tendenser kommer til udtryk på årets rute, der meget fint fortæller historien om Tour de Suisse. Ganske vist består halvdelen af løbet af bjergetaper, men to af de tre linjeløbsetaper byder trods mange højdemeter på høje bjerge, der er mere lange end stejle, og har lange nedkørsler til sidst, og den eneste etape med en bjergfinale endte med så blød en hovedvejsstigning, at den end ikke talte med i bjergkonkurrencen.

 

Fredagens etape er et perfekt eksempel på tendensen. Sankt Gotthardpasset og Lukmanierpasset er enorme bjerge med toppe i næsten 2000 m højde, men særligt sidstnævnte er ikke specielt stejlt. Dertil kommer, at etapen er designet perfekt til ikke at skabe drama i klassementet. Ikke blot venter der en lang og meget let nedkørsel efter sidstnævnte pas, arrangørerne har også valgt at slutte med en blød målbakke, der mest af alt øger risikoen for, at der skabes samling, og mindsker chancen for, at en stor offensiv kan gennemføres. Vi så præcis det samme på 8. etape i Dauphiné, hvor chancen for at knække Ineos havde været meget større, hvis der havde været mål nede i Morzine og ikke efter den bløde opkørsel til Les Gets, der kun kunne øge muligheden for at genvinde kontrollen, ifald Ineos skulle have haft problemer på Joux Plane.

 

Yderligere tre forhold mindsker sandsynligheden for, at 6. etape bliver dramatisk. For det første står vinden gennem hele denne uge helt forkert, da der vil være modvind på alle nøglestigninger. Det gælder også i morgen, hvor det i forvejen lidt for bløde Lukmanierpas vil blive præget af samme modvind, som vi så i dag, og det gør det ikke just oplagt at satse stort på en ressourcekrævende - heller ikke når der venter en modvindsnedkørsel helt uden tekniske udfordringer.

 

For det andet er det Carapaz, der fører løbet. Det betyder, at det er Ineos, der skal kontrollere, og dette er en etape, som et stærkt hold har gode muligheder for at kontrollere. Situationen havde været helt anderledes, hvis det var Michael Woods’ sprinterhold, der var i front, men nu skal Carapaz i alt væsentligt bare holde sig til Rohan Dennis og Eddie Dunbar og stole på, at de kan redde ham - præcis som Egan Bernal gjorde i sidste del af Giroen, og Porte gjorde i Dauphiné.

 

Endelig er der etapens placering. De to vigtigste etaper venter i weekenden, og derfor vil det være hovedløst at bruge mange kræfter på en offensiv, der meget vel kan ende som det rene spild af energi. Det er langt klogere at være helt frisk, når det lørdag gælder bjergenkeltstarten, som må regnes som løbets vigtigste etape.

 

Derfor peger meget på, at dette er en dag for et udbrud. Ineos har i hvert fald ikke skyggen af interesse i at give bonussekunder til de hurtige rivaler, og det er på ingen måde en finale for en langsom klatrer som Jakob Fuglsang. Michael Woods ved også, at han ikke slår Julian Alaphilippe eller Maximilian Schachmann i en flad spurt.

 

Der er imidlertid to hold, der kan true dagen for udbryderne: Bora og Deceuninck. Både Schachmann og Alaphilippe indså i dag, at det bliver svært at vinde løbet, og franskmanden insisterede efterfølgende på, at han ville prøve igen. Efter dagens præstation kan han få svært ved at vinde på søndag, og lørdagens bjergenkeltstart er også en gambling. Der er ingen tvivl om, at 6. etape er hans bedste chance, og det samme kan formentlig siges om Schachmann.

 

Derfor udelukker jeg ikke, at vi vil se de to hold jagte. Uanset hvad synes det givet, at vi får en vild start på Sankt Gotthardpasset, hvor feltet vil eksplodere til atomer, og vi meget vel kan få etableret et stort og stærkt udbrud af klatrere. Ineos har den luksus, at dagens etape gjorde større skade end ventet, og selv hvis Tiesj Benoot på 12. pladsen skulle angribe, har briterne så meget luft, at de sagtens kan give dem noget snor. Selvom den hårde start med store sandsynlighed fører til, at top 20 vil være repræsenteret i udbruddet, betyder ikke, at Ineos skal køre dem ind. De kan sagtens lade dem køre hjem med et par minutter - også uden at de begynder at true podiepladserne.

 

Der er også den mulighed, at udbruddet først kører efter bjerget. Det er trods alt kun 8,5 km langt, og kommer vi først over toppen, kan vi gå en flere timer lang angrebsfest, for det er ikke let at køre væk på en let faldende dalvej. I det tilfælde kan det sagtens være, at Bora og Deceuninck får sendt et lille udbrud afsted, og da etapen kun er 130 km lang, kan vi reelt opleve, at der først etableres et udbrud lige inden Lukmanierpass. I det tilfælde vil forspringet slet ikke nå at vokse, og det kan sagtens betale sig at indlede en jagt, der kan sikre samling mellem favoritterne.

 

Jeg ser derfor to scenarier. Enten kører der et stort og meget stærkt udbrud fra start. I det tilfælde tvivler jeg på, at Bora og Deceuninck vil prøve at hente dem. Nok imponerede belgierne i bjergene i dag, men Bora har et ret tungt hold, og jeg tvivler på, at de to hold kan lukke til et udbrud af nogle af verdens bedste klatrere. I det tilfælde tror jeg mest, at vi får et løb i to dele, hvor udbruddet kører om sejren, og hvor vi næppe får angreb i klassementet. Dertil er Lukmanierpasset for let, modvinden får kraftig og den sidste del af etapen for langt.

 

En mere dynamisk etape kan vi få, hvis udbruddet før kører sent. I det tilfælde kan det både blive meget mindre og meget svagere, og i det tilfælde vil det kunne betale sig for Bora og det stærke Deceuninck at jagte. I det tilfælde kan vi også få en meget mere animeret finale med angreb fra feltet, men jeg tror stadig, at favoritterne vil holde sig i ro. Ineos vil være for stærke til at kontrollere, og meget vil da tale for, at vi får en spurt i en lille favoritgruppe. Det kan dog ikke udelukkes, at en snu rytter vil kunne køre væk, enten på stigningen eller til sidst. Ineos vil have det fint med at lade bonussekunderne forsvinde, og det er meget muligt, at Alaphilippe og Schachmann vil være isolerede til sidst, hvis deres hold har skullet køre udbruddet ind også.

 

Mest af alt tror jeg dog på udbruddet. Forskellene er så store, at Ineos vil have det fint med, at en stor gruppe kører for start, og her er der gode chancer for, at Deceuninck og Bora begge vil have folk med også. I det tilfælde vil de formentlig foretrække at lade deres folk køre deres chance, og så kan Ineos lade udbruddet sejle væk.

 

Jeg tror altså mest på et udbrud, men det er ikke helt let at pege på favoritter. På den ene side skal man klatre så godt, at man kan køre afsted på Sankt Gotthard, men det er ikke en specielt god etape for rene klatrere. Jeg har i hvert fald lidt svært ved at se, at en spurtsvag klatrer kan køre alene hjem hele vejen fra toppen af passet, hvis han jagtes af en gruppe. Det er i hvert fald en modvindsnedkørsel, der er så enkel, at man kan have fordel af at sidde mere end én mand.

 

Derfor vælger jeg at pege på Rui Costa. Kongen af Tour de Suisse har vundet ikke færre end fem etaper og taget tre samlede sejre i løbet, men han har intet vundet siden 2014. I år er han faldet endnu mere af på den, og han har generelt været en skygge af sig selv. Hans form synes dog ganske god. Han har trænet specifikt frem mod dette løb, der er hans store sommermål, og han så godt ud i Aargau, hvor han blev nr. 2. Han fik ødelagt sit løb i mandags, da han styrtede i finalen, men i dag bekræftede han sin gode form med en 15. plads. Han var snu nok til at tabe lidt ekstra tid i tirsdags, og derfor er han nu hele 6.32 fra trøjen. Han har derfor masser af frihed, og på en modvindsopkørsel som denne har Costa gode muligheder for at overleve eller at komme tilbage på nedkørslen. Hans hurtighed kender vi, og hans evner som udbryder er også veldokumenterede, da han har vundet blandt andet Tour- og Dauphiné-etaper fra udbrud. UAE er helt ude af klassementet, og jeg tror på, at de kan redde deres løb ved at vinde med Costa.

 

Jeg har også fidus til Dries Devenyns. Udbruddets chancer for at holde øges meget, hvis Deceuninck får en mand afsted, og Alaphilippe vil formentlig have det fint med at give sin gode ven en chance. Devenyns er mere puncheur end klatrer, men han var dybt imponerende i dag, hvor han sad med favoritterne langt oppe ad det sværeste bjerg, længere end flere klassementsryttere. Jeg er lidt bekymret for, om Lukmanierpasset bliver for langt for en fyr som ham, men modvinden vil i hvert fald hjælpe ham, og han har tid til at komme tilbage. Hans hurtighed har før givet ham sejre, senest i Cadel Evans Great Ocean Road Race for under halvandet år siden, og det gør ham til en god kandidat.

 

En anden god kandidat er Pierre Latour. Franskmandens mange skader synes definitivt at have sent ham ned ad rangstigen over klassementsryttere, og forud for dette løb virkede han endda i bekymrende form. Han er dog kommet ganske stærkt tilbage med pæn kørsel i starten af dette løb, i hvert fald på et niveau, som bør gøre det muligt at køre med om sejren. Han er en herligt aggressiv rytter, der utvivlsomt vil forsøge at ramme udbruddet, og modsat flere af de ovennævnte er han også god på lange stigninger, som hans hvide trøje i Touren dokumenterer. Vigtigst af alt er han lynhurtig, som vi så med 3. pladsen på sidste etape i Paris-Nice i år, og han fik med sejren i Asturien bevist over for sig selv, at han stadig kan gøre det færdigt. Også han er lidt for svingende til, at man kan have garantier, men han har hele pakken til at vinde en etape som denne.

 

Hans holdkammerat Alexis Vuillermoz er også en kandidat. Franskmanden har haft nogle svære år med mange skader, og han er slet ikke så god som i gamle dage. Alligevel synes han langsomt at finde nogen form, og han kørte i dag en flot etape, ligesom han var i angreb på muren forleden. Jeg er lidt bekymret for, om hans beslutning om at fokusere mere på punch end på klatring kan koste på så langt et bjerg, men i sin storhedstid blev han trods alt nr. 11 i Giroen og nr. 13 i Touren. Klatre kan han altså godt, og hans hurtighed er velkendt, som da han spurtede sig til en 4. plads i Lombardiet i 2017 eller blandede sig i spurterne på 2. og 5. etape i dette løb. Han er så svingende, at han altid kan kollapse på så langt et bjerg, men hans form synes ganske lovende.

 

Man er også nødt til at nævne Marc Hirschi. Dagens kørsel var temmelig bekymrende, men det er umuligt at sige, om han sparede kræfter, da først han havde sluppet feltet. Han var trods alt ikke helt ringe på 2. etape, og selvom han ikke er klatrer, er det veldokumenteret, at han sagtens kan begå sig i bjergene. Han hjælpes i hvert fald af modvinden, og selvom han havde ønsket sig en teknisk nedkørsel, har han tid til at redde tabt terræn, hvis han bliver sat af undervejs. Der er ikke mange ryttere i dette felt, der han en chance, hvis de skal spurte mod Hirschi, og på mange måder er etapen derfor designet perfekt til ham. Det kræver bare, at han har den form, han ikke viste i dag.

 

En rytter, der har begejstret mig i dette løb, er Xandro Meurisse. Belgierens forår var så forfærdeligt, at jeg var bange for, at han var på vej mod et tidligt forfald, men i dette løb har han rejst sig med først stærkt arbejde for Van der Poel og i dag en flot bjergetape. Til gengæld er jeg alvorligt bange for, at bjergene her er for lange, men han har trods alt klatret så pænt, at han er blevet nr. 21 i Touren og nr. 14 i Dauphiné. Også han hjælpes af modvinden, og han er ganske hurtig på stregen. Det helt store spørgsmål er, om han stadig har den robusthed, han havde inden sin formkrise i 2020 og første del af 2021. Det er stadig et åbent spørgsmål.

 

Og når vi taler om Alpecin… Dette er ikke terræn for Mathieu van der Poel, men det var det heller ikke i dag. Alligevel kørte han med i et udbrud, der slap væk på den første stigning, og det virker ikke helt umuligt, at han kan køre med i et udbrud fra start igen i morgen. Van der Poels klatreevner rakte trods alt til en 10. plads i Lombardiet sidste år, hvor han slog folk som Richard Carapaz og Wilco Kelderman, og det vidner om, at man ikke skal undervurdere ham. Jeg tvivler på, at han kan følge alle mand til toppen af Lukmanierpasset, men herefter har han altså næsten 30 km til at bringe sig selv tilbage i spillet. Skal Van der Poel vinde en bjergetape, er denne rigtigt designet, og han viste i dag, at han kan være frisk på at gøre forsøget.

 

Er der en rytter, der skal køre alene, kunne Wout Poels være manden. Den hollandske lottokupon fejlede stort i dag, men det betyder ikke, at han ikke kan været tilbage igen i morgen. Vi ved, hvor store udsving han har, og vi ved særligt, at han har det svært med temperaturskift. I dag var der flere, der talte om problemer med varmen efter fire kolde dage, og det er bestemt ikke umuligt, at Poels vil have det fint i morgen, hvor temperaturen også vil være lavere fra start, hvor de befinder sig i højderne. Kommer han først med i udbruddet, bør han være den bedste klatrer, og han viste jo i mandags, at formen er ganske fin. Afslutningen passer ham ikke ideelt, men han er ikke helt langsom - han vandt trods alt Liege ved at overspurte en vis Michael Albasini i den let stigende finale i Ans -  og han må være manden, der har bedst chance for at lave det store soloridt.

 

En puncheur, der imponerede mig i dag, er Gonzalo Serrano. Spanieren klarede bjergene langt bedre, end man kunne have ventet, men jeg tror desværre stadig, at bjergene i morgen bliver for lange.  Vi så i hvert fald, at han havde visse begrænsninger på stigningerne i Andalusien, hvor han ellers vandt en etape, men som mange andre vil han blive hjulpet af modvinden og den lange nedkørsel. Hans spurt er veldokumenteret, og selvom han er mere puncheur end sprinter, så vi eksempelvis hans hurtighed i en flad spurt, da han blev nr. 3 i Murcia. For ham bliver udfordringen at begå sig i bjergene, der formentlig er lidt for svære.

 

En rytter, der måske har skuffet mig lidt i dette løb, er Omar Fraile. Jeg havde i hvert fald regnet med, at han ville være lidt længere fremme i mandags, og derfor er han længere nede på denne liste, end han burde være. Helt dårlig er han dog ikke, og Fraile har før overrasket i bjerge, der ellers burde være for lange. Også for ham gælder, at han formentlig vil være oppe mod bedre klatrere, men også han har tid til at komme tilbage og bruge den spurt, han allerede har vist flere gange i dette løb.

 

Der er også Tiesj Benoot og Mattia Cattaneo. De ligger begge en anelse for godt i klassementet til, at det er på grænsen, om Ineos vil lade dem få et forspring, men det synes ikke helt umuligt. Hvis udbruddet kører på passet, er chancen i hvert fald større, og de er ikke en akut trussel mod podiet. De har begge været relativt tæt på de bedste de seneste dage, og Benoot indikerede i dag, at han måske ville skifte hest og satse på etaper. Benoot mindede os på 3. etape også om, at han ikke var helt langsom tidligere i sin karriere, og mod andre klatrere er han ikke uden chance i en spurt. Det er Cattaneo heller ikke, efter at italieneren de seneste dage har været meget aktive i de indlagte spurter.

 

Hvis han rammer udbruddet - og det er der gode chancer for, at han gør - kan Antwan Tolhoek meget vel vise sig som den bedste på stigningerne. Problemet er bare, at det der også for ham gælder, at finalen formentlig er for let, og da han ikke slår mange mennesker i en flad spurt, skal han alene hjem for at vinde. På den anden side er der flere gode klatrere, der er spurtsvage, og kunne flere af disse lave en alliance, ser det måske ikke så dumt id endda. Tolhoek har i hvert fald formen. Spørgsmålet er, om den er god nok til at gøre de forskelle, der skal til, når etapen er designet på denne måde.

 

Præcis det samme kan siges om Gino Mäder, der utvivlsomt vil gøre alt for at ramme udbruddet, nu hvor Bahrain er ude af klassementet. Jeg er bare usikker på, om formen rækker. Han startede som bekendt som lyn og torden med to smukke etaper, men allerede tirsdag så vi svaghedstegn, da han smed tid på løbets på papiret letteste etape. I dag var han igen langt efter, og da han som bekendt kommer direkte fra en skade, tvivler jeg på, at formen rækker, når han i forvejen er så spurtsvag, at etapen ikke rigtigt passer ham, og vinden er imod ham. Mäder er dog så god en klatrer og virkede så overbevisende fra start, at han på ingen måde kan afskrives.

 

Jeg har flere gange nævnt Stephen Williams i dette løb, og det vil jeg gøre igen. Briten er i den grad kommet i gang efter sine mange knæproblemer, og i dag var det ham og ikke Mäder, der slæbte Poels til stregen. Vi finder aldrig ud af, hvor langt han kunne være kommet, hvis han havde kørt sin egen chance, men vi så allerede på 2. etape, at han var stærk. Som klatrer vil han kunne lide denne etape, og han bør nu få al den frihed, han vil. Han har endda som U23 indikeret, at han måske slet ikke er så langsom, selvom han slet ikke har dyrket sin spurt. Og ellers kan man vel sagtens forestille sig en spændende Bahrain-trio med Poels, Mäder og Williams i samme udbrud. Det giver i hvert fald nogle taktiske kort at spille.

 

Hvad med en dansk etapesejr? Andreas Kron er ikke bjergrytter, og han har hidtil haft sine begrænsninger i bjergene, men hans form er i hvert fald fremragende. Det så vi i mandags, og han er stadig så uprøvet på dette niveau i de rigtige bjerge, at han sagtens kan være bedre end som så. Han har i hvert fald al den frihed, han skal bruge, og ligesom de andre hurtige folk, hjælpes han af den kraftige modvind. Hans spurt er i hvert fald en af de bedste blandt de mulige udbrydere, og derfor står han stærkt, hvis han lykkes med at komme over stigningen med de bedste.

 

En mere bjergstærk skandinavisk Andreas er Andreas Leknessund. Efter en svær start på WorldTour-karrieren viste nordmanden i dag endelig, hvorfor han var så imponerende i 2020. DSMs klassement led et skud for boven i dag, og det taler for, at Leknessund kan få nogen frihed. Han klatrede længe med de bedste i dag, og angiveligt var det ham, der hjalp Benoot til at begrænse tabet på nedkørslen og det flade stykke frem mod sidste stigning. Han var altså stærkere, end resultatet antyder, og selvom han er en stor gut, kan han klatre. Hans problem er, at han aldrig rigtigt har vist skyggen af hurtighed.

 

En udbryderkonge er Nans Peters, der har vundet etapen i både Giroen og Touren. Dette burde være guf for franskmanden, der kan klatre og ikke er helt uden punch i en spurt. Problemet er, at han har været ude med covid-19 gennem det meste af sæsonen, og selvom han faktisk har været meget bedre end frygtet, er jeg usikker på, om formen rækker til at vinde en etape med så svære bjerge. Omvendt ved vi, at Peters altid præsterer 50% bedre end på tidligere etaper, når han rammer det rette udbrud.

 

Marc Soler burde også være et oplagt bud, men efter dagens eksplosion synes han ikke at have formen efter sin Giro-skade. Det synes James Piccoli, der også kan spurte, men da han er eneste bjerghjælper for Woods, er han formentlig låst. Bob Jungels er i klar bedring, men jeg tror stadig ikke, at han er god nok til at vinde en etape som denne. Neilson Powless er i form, men er ikke den oplagte mand til at gøre det færdigt. Jeg tror mere på Maxim van Gils og Nicola Conci, der både kan klatre og spurte, men jeg tvivler på, at formen rækker, særligt for Van Gils, der var hårdt ramt af covid-19 og havde 10 dage i sengen med slemme vejrtrækningsproblemer. Domenico Pozzovivo vil formentlig nu igen koncentrere sig om klassementet, og gode klatrere som Hermann Pernsteiner, Sergio Samitier, Matteo Badilatti, Niklas Eg, Victor de la Parte, Cristian Munox, Kilian Frankiny, Matteo Fabbro, Anton Palzer, Jonas Gregaard, Stefan de Bod, Gijs Leemreize, Hector Carretero og Ruben Fernandez har gode chance for at ramme udbruddet, men mindre chance for at gøre det færdigt. Det har hurtige Roland Thalmann, men han er nok trods alt overmatchet på dette niveau. Igen i dag er Tom Dumoulin en stor joker, men dagens etape viste nok, at han mangler lidt for meget. Thymen Arensman, David de la Cruz, Mark Donovan, Antonio Tiberi, Ben Tulett, Kobe Goossens og Mauri Vansevenant skuffede i dag for meget til, at man kan tro meget på dem.

 

Som sagt kan det ikke udelukkes, at det samles, hvis Deceuninck eller Bora går efter etapen. I det tilfælde tror jeg som sagt i en spurt i en favoritgruppe, og her må Julian Alaphilippe være favorit, selvom bjerget passer ham så dårligt, at en Alaphilippe-eksplosion synes ganske mulig. I en flad spurt har Maximilian Schachmann dog en god chance for at slå ham, og han virkede i hvert fald stærkere end verdensmesteren i dag. Sværere bliver det for Michael Woods, der skal håbe på, at stigningen mod forventning bliver for lang for både Alaphilippe og Schachmann, hvorefter han vil være den hurtigste, også på flad vej. I det tilfælde skal man heller ikke undervurdere, hvor hurtig Rigoberto Uran kan være. Modvinden betyder også, at jeg ikke vil udelukke, at hurtige folk som Rui Costa, Pierre Latour, Alexis Vuillermoz, Gonzalo Serrano, Xandro Meurisse og endda Marc Hirschi kan sidde med hjem. Endelig er der som nævnt en chance for, at Ineos vil lade folk køre væk til sidst i en ukontrollerbar finale. Det skal i givet fald være folk, der har tabt lidt tid, og her kunne Lucas Hamilton, der før har gjort det i Tirreno, Esteban Chaves, Sam Oomen, Antwain Tolhoek Domenico Pozzovivo og Tiesj Benoot være de mest oplagte kandidater. Til gengæld er det en etape, der synes at være helt umulig at vinde for Richard Carapaz, der ikke er specielt hurtig på flad vej, og Jakob Fuglsang, som Ineos aldrig vil lade køre.

 

Feltet.dks vinderbud: Rui Costa

Øvrige vinderkandidater: Dries Devenyns, Pierre Latour

Outsidere: Alexis Vuillermoz, Marc Hirschi, Xandro Meurisse, Mathieu van der Poel, Wout Poels

Jokers: Gonzalo Serrano, Omar Fraile, Tiesj Benoot, Mattia Cattaneo, Antwan Tolhoek, Gino Mäder, Stephen Williams, Andreas Kron, Andreas Leknessund, Nans Peters

 

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Julian Alaphilippe, Maximilian Schachmann, Michael Woods, Rigoberto Uran, Rui Costa, Pierre Latour, Alexis Vuillermoz, Xandro Meurisse, Gonzalo Serrano, Lucas Hamilton, Esteban Chaves, Tiesj Benoot

Rui Costa
Dries Devenyns, Pierre Latour
Alexis Vuillermoz, Marc Hirschi, Xandro Meurisse, Mathieu van der Poel, Wout Poels
Gonzalo Serrano, Omar Fraile, Tiesj Benoot, Mattia Cattaneo, Antwan Tolhoek, Gino Mäder, Stephen Williams, Andreas Kron, Andreas Leknessund, Nans Peters
Julian Alaphilippe, Maximilian Schachmann, Michael Woods, Rigoberto Uran, Lucas Hamilton, Esteban Chaves, Tiesj Benoot, Marc Soler, Bob Jungels, Neilson Powless, Nicola Conci, Maxim van Gils, Roland Thalmann

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Adriatica Ionica Race(2.1) 14/06-18/06

Adriatica Ionica Race(2.1) 14/06-18/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR