Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 6. etape af Tour Down Under
19. januar 2019 19:39 af Emil AxelgaardFoto: Siirotti

En meget nervøs dag med konstant risiko for sidevind endte på dramatisk vis med en deklassering af Caleb Ewan og ikke mindst et grimt styrt for Patrick Bevin, der måske nok gennemførte etapen, men fortsat er en tvivlsom starter søndag. Uheldet kunne ikke komme på et værre tidspunkt lige inden det helt afgørende slag på kongeetapen til Willunga Hill, hvor Richie Porte drømmer om at vinde for 6. gang i træk, og hvor vinderen af årets første WorldTour-løb på spektakulær vis skal kåres.

Ruten

Arrangørerne har måske nok eksperimenteret med forskellige etapeafslutninger over årene, men én ting har altid været fast. Løbets afgørende weekend har budt på lørdagens kongeetape med Willunga Hill og et afsluttende gadeløb i Adelaide, men den tradition afsluttes i år. Denne gang venter løbets ikoniske nøgleetape nemlig som den helt store finale om søndagen, og derfor vil alt være i spil helt frem til allersidste pedaltråd. Igen vil det være den berømte bakke, der vil være løbets afgørende slagmark. Mens stigningen har været på programmet hvert år siden 2002, blev en ekstra passage tilføjet i 2010, og siden 2012 har løbets afgørende etape sluttet på toppen af den frygtede stigning. Det vil igen i år være tilfældet på kongeetapen, der er en identisk kopi af den, der har været benyttet i de foregående syv udgaver.

 

De 151,5 km starter i McLaren Vale, og herfra påbegynder rytterne en 39,7 km lang rundstrækning, der fører dem ud til kysten og tilbage til startbyen. Terrænet er stort set helt fladt og uden mange tekniske udfordringer. Den skal tilbagelægges tre gange, hvorefter rytterne endda påbegynder en 4. omgang. Undervejs vil de dyste om bonussekunder i de indlagte spurter efter henholdsvis 63,4 og 103,4 km.

 

Når de passerer igennem byen Willunga for fjerde gang, drejer feltet imidlertid til venstre mod sydøst og rammer stigningen for første gang. Efter bjergspurten forbliver de på et plateau, der leder mod nordøst i ca. 10 km, inden de rammer den hurtige nedkørsel, der fører dem mod nordvest og vest tilbage til den oprindelige rundstrækning. Herfra kører de mod syd tilbage til Willunga, hvor de påbegynder stigningen for anden og sidste gang. Alt i alt er den sidste rundstrækning 22,4 km lang.

 

Kategori 1-stigningen har en længde på 2,9 km og en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,3%. Den er stejlest i bunden, hvor det stiger med hhv. 6,7% og 9,4% på de to første 500 m-segmenter. Herefter følger tre 500 m lange stykke med stigningsprocenter på hhv. 7,4%, 6,8% og 7,8%, inden det flader ud med 5,4% over de sidste 400 m. Stigningen byder ikke på et eneste sving, før man rammer en ganske blød venstrekurve med 100 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1802 højdemeter.

 

Hvert eneste år er etapen blevet afgjort i et slag mellem favoritterne på stigningen. I 2012 slog Alejandro Valverde Simon Gerrans i en knivskarp afslutning, mens australieren fik revanche året efter ved at slå den senere vinder Tom-Jelte Slagter. I 2014, 2015, 2016, 2017 og 2018 er det imidlertid Richie Porte, der har etableret sig som Kongen af Willunga ved at sikre sig solosejre, mest imponerende i 2017, hvor han knuste konkurrenterne og sejrede med hele 20 sekunder ned til sine fire nærmeste forfølgere.

 

 

 

 

 

Vejret

Løbets klatrere har i mange dage holdt et skarpt øje med vejrudsigten, denne gang ikke på grund af varmen, men på grund af vindretningen på Willunga. Desværre for de lette folk er der dårligt nyt, idet der ventes en frisk vind fra sydøst. Det giver primært sidemedvind på første del af den indledende rundstrækning, dernæst sidevind og til slut sidemodvind. Vigtigst er det, at der vil være direkte modvind på Willunga Hill, sidevind på plateauet, sidemedvind på nedkørslen og sidemodvind på det flade indløb mod bunden. Efter e kølig dag vil det igen være varmere på en solrig dag med kun enkelte skyer, men termometeret vil trods alt holde sig på de menneskelige 30 grader.

 

Analyse af 5. etape

Det har ikke været nogle nemme måneder for Caleb Ewan. Siden det stod klart, at Mitchelton-Scotts stadig stigende fokus på klassementsryttere gjorde det soleklart for enhver, at det måtte ende i en skilsmisse mellem den lille sprinter og hans hjemlands største cykelmandskab, har navnet Ewan været mere knyttet til kontrovers end til succes på cyklen. Et temmelig sløjt forår blev fulgt op af den dramatiske og kontroversielle beslutning om at holde ham hjemme fra Tour de France, og selvom det hele endte smukt med en sejr i det allersidste løb for holdet, blev også efteråret, hvor han knap fik lov at køre løb, en udstilling af det elendige forhold mellem de to parter.

 

Heldigvis har det hele fået en lykkelig udgang for Ewan, der med skiftet til Lotto Soudal tilsyneladende er havnet på sin rette hylde. Her er han nemlig endt på det eneste WorldTour-hold, der ikke har én eneste klassementsrytter i grand tours, og som har haft tradition for med Robbie McEwen og André Greipel at have en supersprinter. Ewan er hos belgierne tiltænkt rollen som det store flagskib, der skal tage over, hvor Greipel slap, og han har fået ikke blot et tog stillet til sin rådighed, men også stort set frit spil i designet af sin kalender for sæsonen.

 

En sådan mulighed er imidlertid ikke gratis. Den kommer også med et kolossalt pres, og selvom det ikke er blevet sagt meget tydeligt fra ledelsens side, har der sikkert implicit ligget en forventning om, at Ewan hurtigt kunne få åbnet sejrskontoen, som Greipel har haft for vane at gøre det. Ikke mindst fordi sæsonstarten finder sted i Tour Down Under, hvor Ewan igennem de seneste år har været den altdominerende sprinter med hele syv etapesejre fordelt over de seneste tre udgaver, og ambitionen blev understreget af, at Ewan på hjemmebanen har fået hele holdet bygget op om sig.

 

Starten kunne heller ikke have været bedre, da Ewan i søndags efter et drømme-lead-out fra Roger Kluge suverænt sejrede i Down Under Classic. Én ting er imidlertid det indledende gadeløb, der ikke er en del af UCI-kalenderen, noget andet er selve etapeløbet, der ikke blot tæller i de officielle statistikker, men som en del af WorldTouren har både masser af prestige og point på spil. Derfor var søndagens sejr da også hurtigt glemt allerede tirsdag, hvor et totalt kikset lead-out hev Ewan og co. ned på jorden igen og mindede dem om, at det slet ikke er så let at bygge et nyt tog op fra grunden.

 

Siden da er presset kun vokset, efter at Ewan trods en forrygende flot spurt måtte se sig slået af den overraskende stærke Patrick Bevin på onsdagens 2. etape, og dermed stod det allerede efter to dage klart, at nattens 5. etape var sidste chance, hvis Ewan skulle indfri de forventninger, han, holdet og det meste af cykelverdenen havde til ham. Måske var det derfor, at det nattens drama endte så trist. I hvert faldt kogte The Pocket Rocket en anelse over i den hektiske finale, og med en ”Renshawsk” skalle mod Jasper Philipsen indkasserede en deklassering, der kostede ham den forløsende første officielle sejr i sit nye dress.

 

Der har været mange diskussioner om, hvorvidt Ewan manøvre reelt berettigede end deklassering, og faktisk synes den almene konsensus vel egentlig at være, at kommissærerne overreagerede. Selv Philipsen selv, der både var offer for skallen og den største vinder ved juryens beslutning virkede til at finde beslutningen for hård, men alligevel er det svært ikke at se Ewans reaktionsmønster som et udtryk for det pres, han lægger på sig selv. Den lille australier er nemlig ikke just kendt for svinske metoder i den ofte benhårde positionskamp - han er hverken Peter Sagan eller Nacer Bouhanni - og det var derfor meget uvant at se ham i den form for fysisk nærkamp.

 

I stedet endte det hele i endnu en overraskelse i det australske løb, der ellers i de senere år har været kendt for sine mange favoritsejre, ikke mindst i 2017, hvor Ewan og Richie Porte fordelte samtlige seks etaper mellem sig. Det har måske nok stået klart, at Philipsen er et af sportens allermest lysende talenter - det er ikke uden grund, at man i Belgien allerede ser en ny Tom Boonen i den hurtige klassikerspecialist - men at han ligefrem efter fem dage som WorldTour-rytter skulle stå med sin første sejr på højeste niveau, var der næppe mange, der havde ventet.

 

Ufortjent er det imidlertid ikke. Vi vidste måske nok, at Philipsen var både stærk og hurtig nok til at tage kampen op med WorldTour-sprintere, efter at han i 2018 vandt en etape i Tour of Utah og ikke mindst blev nr. 3 bag Elia Viviani og Pascal Ackermann i 3 Dage ved Panne. I sin WorldTour-debut i Australien har han imidlertid ikke blot imponeret med sin fart, det har været langt mere imponerende at se, hvordan han har begået sig i positionskampen.

 

Her har han været stort set på egen hold på et UAE-mandskab, der med Diego Ulissi, Jan Polanc og Tadej Pogacar har hele tre klassementsryttere at tage sig af, men alligevel er det med top 6-placeringer på de to første etaper lykkedes ham at holde sig helt i front i finaler, der har været alt andet end lette at manøvrere i. Det samme gjorde han i nat, hvor han altså endte i infight med Ewan om Peter Sagans hjul, og hvor han måske nok måtte bøje sig for australieren både i slåskampen og i den efterfølgende spurt, men hvor han trods alt kunne starte sin spurt så velplaceret, at han med en glimrende afslutning faktisk var ganske tæt på at vinde etapen på helt reel og regulær vis ved næsten at gå forbi australieren til sidst.

 

Sejren er ikke blot et varsel om, at Philipsen som sprinter og sikkert også som brostensrytter er et lysende talent, det er også en kæmpe forløsning for det pengestærke UAE-mandskab. Sidste sæsons millioninvesteringer i en stribe stjernenavne endte nemlig som en dundrende fiasko, hvor man først i juni langsomt begyndte at opnå resultater, der tilnærmelsesvis var truppen værdig. Nu står man efter fem dage allerede med den første store sejr og har endda tre mand med helt fremme i klassementet, ligesom man fører holdkonkurrencen. Og sikrer Fernando Gaviria sig som ventet et par triumfer i Sydamerika i de kommende uger, kan der være startet et momentum, der endelig gør det muligt at tro på araberne som en dominerende faktor i en sæson, der skal bringe dem på sporet mod den placering i den absolutte top, som de stræber efter.

 

Her vil de skulle slås med Sagan, der efter en lidt tøvende start de første to dage har gjort ganske store fremskridt i løbet af denne uge. Først overraskede han sit eget hold ved trods begrænset form at vinde den hårde 3. etape, og i går var han faktisk ikke langt fra at sidde med de bedste på den stejle Corkscrew-stigning. I dag var det så ”Sagan Classic”, da han med imponerende cykelekvilibrisme naturligvis vandt kampen om Elia Vivianis hjul og således var fremragende placeret, da Ewan åbnede dysten mellem de bedste sprintere. Faktisk kan man slet ikke udelukke, at den tidligere verdensmester havde vundet, hvis ikke han havde mistet et tråd, da Fabio Sabatini gled tilbage efter sit lead-out. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Sagan forlade Australien i en bedre forfatning, end han ankom.

 

Langt mindre optimisme er der grund til i Deceuninck-Quick Step-lejren. Efter nogle temmelig skuffende præstationer på de to første etaper lykkedes det ellers endelig for det fænomenale belgiske tog med Michael Mørkøv og Sabatini at sætte sig igennem i den tekniske finale og på fuldstændig suveræn vis vinde kampen om de forreste positioner i de helt afgørende sving til allersidst. Viviani kunne derfor også starte sin spurt i den helt optimale position, men da der skulle trædes an, var det svært at se, at det var italieneren, der i tirsdags havde givet hele feltet en sprinterlektion. I hvert fald gik det kun den forkerte vej for sidste sæsons sejrsmaskine, der måtte se sig overspurtet af adskillige ryttere. Dermed må han nu forlade løbe med blot en enkelt triumf og kan langt fra være tilfreds med en uge, hvor han måske nok imponerede en enkelt gang, men hvor han så temmelig pauver i to ud af tre spurter.

 

Måske er der noget forklaring at finde i etapens generelle forløb. Den kraftige sidevind betød nemlig, at det blev en ganske hård og stressende dag, hvor der blev kørt stærkt først i forbindelse med Mitchelton-Scotts jagt på bonussekunder i de indlagte spurter og siden i den nervøse kystfase, hvor Jumbo-Visma, Sky og Bora-hansgrohe alle forsøgte at splitte feltet. Alle var så opmærksomme, at splittelserne ikke kunne opretholdes, men det efterlod nogle trætte ben i finalen. Derfor var det slet ikke så mærkeligt, at spurten blev domineret af navne som Philipsen og Sagan, der er kendt som klassikerryttere, og at også de hårdføre Danny Van Poppel og Jens Debusschere var med helt i front.

 

Særligt for sidstnævnte må der være grund til glæde. Nathan Haas’ skræmmende ringe form har nemlig givet Katusha-Alpecin en sæsonstart, der til fulde står mål med det elendige 2018, og derfor var det yderst tiltrængt, at det ellers så pengestærke storhold endelig fik lidt oprejsning. En 4. plads i en massespurt er måske hurtigt glemt, men ikke for Debusschere, der er hentet til holdet som andensprinter bag Marcel Kittel og en af holdets kaptajner i klassikerne, var det vigtigt at se, at han fortsat kan være med fremme efter nogle år, hvor der har været meget langt imellem snapsene for ham i massespurterne.

 

Der går dog noget tid, inden han får mulighed for at bygge videre på det momentum. For sprinterne sluttede Tour Down Under nemlig reelt i nat, og tilbage udestår nu blot en enkelt etape. Det er til gengæld også den bedste af dem alle, for i nat bliver vi atter vidne til det altid så spændingsmættede opgør på Richie Portes elskede Willunga Hill, og her vil de hurtige folk intet have at sige.

 

Og der er i den grad lagt op til endnu et drama. Nattens etape blev nemlig slet ikke det fredelige intermezzo, som mange havde håbet på. Ganske vist blev det ikke som ventet sidevinden, der skabte forskydninger i favoritvurderingen. Det gjorde i stedet to begivenheder, hvor særligt Patrick Bevins styrt skiller sig ud som nattens vel nok største drama.

 

Det er svært ikke at have enorm medlidenhed med den stakkels newzealænder. Efter en gennemført overbevisende præstation, hvor både fysik og hoved havde bragt ham i en aldeles favorabel position, der endda fik alle forhåndsfavoritterne til at betegne ham som manden, som skulle slås, betød nattens tur i asfalten, at alle drømme om sejr meget vel kan være blevet knust. Forspringet er ganske vist stadig intakt, men selvom han intet har brækket, var det tydeligt at se, at han i finalen var mærket af store smerter. I forvejen var der lagt op til en knivskarp kamp om sekunder, når han på Willunga Hill skal forsøge at begrænse sit tab til klatrerne, og den opgave kan vise sig for svær nu, hvor fysikken ikke længere er i top - hvis han da overhovedet kommer til start og ikke må opgive som følge af den test for hjernerystelse, der vil følge i morgentimerne.

 

Endnu mere ærgerligt er det i lyset af nattens øvrige begivenheder. Bevin var nemlig den store vinder, da Mitchelton-Scott som nævnt i gårsdagens optakt valgte at gå efter bonussekunderne i de indlagte spurter. Her lykkedes det ham nemlig både at undgå yderligere tab til Daryl Impey og samtidig øge afstanden ned til klatrerne med 5 sekunder, så han nu har 16 sekunder at give af - husk på at etapevinderen får 10 sekunder - når det hele skal afgøres på løbets ikoniske nøglestigning.

 

Er Bevin ikke på toppen, kan bolden pludselig blive spillet til Impey, som jeg ellers i går afskrev som samlet vinder. Det var nemlig meget svært at se, hvordan sydafrikaneren skulle finde de manglende 7 sekunder på den indtil nu bedre klatrende Bevin, men nu er det pludselig ham, der er i pole position, hvis smerterne sætter løbets nuværende førstemand ud af spillet. Dagens vellykkede satsning indbragte ham 5 værdifulde bonussekunder. Impey har ganske vist kun 9 sekunder at give af, men det er faktisk et mere, end han havde sidste år, hvor det som bekendt akkurat lykkedes ham med en 2. plads at holde Richie Porte bag sig. Og med tanke på, at der igen er varslet hård modvind på bakken, og at der hurtigt kan gå taktik i den imellem de fire bedste klatrere Porte, Michael Woods, George Bennett og Wout Poels, hvis de ikke kan gøre forskelle på hinanden, er chancerne for, at Impey kan skrive historie og blive den første til at vinde løbet to gange i træk blevet kraftigt styrket.

 

Scenariet er derfor det samme som sidste år. Kongen af Willunga, Porte, der har vundet etapen fem gange i træk er ligesom de tre øvrige superklatrere bagud på point, og der er derfor lagt op til det helt klassiske opgør mellem klatrerne, der skal forsøge at vinde tilstrækkeligt med tid, og de hurtige folk, der skal forsvare det forspring, de har opbygget hidtil. Historien viser, at det oftest går sidstnævntes vej, som det ses af en vinderliste, der domineres af Simon Gerrans, og kun en enkelt gang er det lykkedes den ellers så suveræne Porte at omsætte sejr på kongeetapen til samlet triumf.

 

Skal det lykkes igen denne gang? Man må for Porte håbe, at det lykkes. Udebliver resultaterne, vil presset nemlig hurtigt stige. Han er jo som bekendt ikke den eneste australske stjerne, der henover vinteren er blevet hentet til et nyt hold som den helt store kaptajn. Og vi så i nat, at det ikke altid er helt let at håndtere de forventninger, der kan følge med et sådant skifte.

 

Favoritterne

Mens de øvrige etaper varierer fra år til år, er der ingen overraskelser i vente i nat. Ganske vist er det en nyskabelse, at kongeetapen er flyttet til søndag, men det er også det eneste nye ved en etape, der er fuldstændig uændret i forhold til de seneste mange udgaver. Ruten er som sagt den samme, som har været benyttet, siden man i 2012 for første gang sluttede på toppen af Willunga Hill, og langt hovedparten af feltet kender derfor hver en meter til hudløshed, ikke mindst fordi etapens rundstrækningsformat betyder, at de samme veje bliver besøgt igen og igen.

 

Som nævnt i analysen er scenariet også stort set det samme som i tidligere år. Denne gang er der lidt flere topklatrere, end der har været i hvert fald i de seneste par år, og denne gang er der to sprintertyper, der i kraft af deres forspring med et godt forsvar på bakken har en reel chance for at vinde samlet, men grundlæggende er det samme situation som tidligere. Det er klatrerne mod de hurtige allrounders, der skal forsøge at begrænse deres tidstab.

 

Som altid kan vi vente et knivskarpt opgør på sekunder, og det betyder også, at klatrerne på ingen måde kn lade et udbrud stjæle bonussekunder. For Patrick Bevin og Daryl Impey vil det naturligvis være helt perfekt, hvis et par ufarlige folk skulle ende med at køre om etapesejren, men det vil Richie Porte, Michael Woods og Wout Poels naturligvis aldrig lade ske. Samtidig ved de, at den samlede sejr måske kan blive svær at opnå, og som minimum vil de i hvert fald have mulighed for at vinde den mest prestigiøse etape.

 

Derfor er det tidlige udbrud også reelt dødsdømt. Ofte har vi set lidt mere kamp om at komme afsted på denne etape, og det kan godt tage lidt længere tid at få udbruddet etableret, end vi har set de foregående dage, men derefter vil etapen hurtigt finde ind i et klassisk forløb. CCC og Mitchelton-Scott vil intet gøre for at køre dem ind, men det vil Trek, EF og Sky, der kan ventes at kontrollere etapen og sikre, at det hele samles til allersidst.

 

Det vil igen være ganske blæsende med flere sidevindsstykker på den flade rundstrækning, men det vil næppe være nok til at splitte feltet. Nervøsitet vil det måske skabe, men ikke mere end det. Da alle kræfter skal gemmes til finalen, vil det også være uventet, hvis der er interesse i at gå efter de indlagte spurter, som begge er placeret for langt fra både start og mål.

 

Løbet vil for alvor starte ved første passage af Willunga Hill. Her har vi meget ofte set tidlige angreb, men det er tvivlsomt, om det vil ske i år, hvor den hårde modvind vil gøre det svært. I stedet vil vi formentlig se Trek, EF, Sky og/eller Jumbo-Visma, der alle har brug for et hårdt løb, lægge et hårdt pres og skabe den første udskilning.

 

På toppen skal man være på vagt. Her venter nemlig et fladt stykke i direkte sidevind, og vi har tidligere set, at feltet her er blevet splittet. Man kan bestemt ikke udelukke, at det vil ske igen, og vi kan sagtens ende med, at et par uopmærksomme klatrere falder fra her og sættes ud af spillet allerede inden bakken.

 

I sidste ende er der dog lagt op til, at det skal afgøres i det klassiske opgør på den sidste opkørsel. Igen vil vi formentlig se et af de fire ovennævnte lægge det tidlige pres, og herefter vil det være op til Richie Porte, Michael Woods, Wout Poels og George Bennett at åbne ballet. Portes strategi kender vi, for den femdobbelte vinder af etapen har for vane altid at angribe det samme sted kort inden kilometerporten, og det er formentlig atter her, at det afgørende slag åbnes.

 

Nøglekomponenten er igen den benhårde modvind, som vi også havde sidste år. Her så vi, hvordan en ganske suveræn Porte alligevel kunne komme fri og til slut også knække sin eneste følgesvend, Jay McCarthy, der gik all-in i forsøget på at matche løbets bedste klatrer og siden eksploderede totalt. Modvinden betød imidlertid også, at Porte døde ganske meget mod slutningen, og samtidig kunne store Impey lukrere på blæsten, sidde gemt på hjul af forfølgerne og til slut med en flot spurt i den fladere finale akkurat begrænse sit tab så meget, at han kunne vinde etapen.

 

Det store spørgsmål er, om Porte også kan gøre forskellen denne gang. Forholdene er nogenlunde de samme, men modstanden langt skrappere. Denne gang er han nemlig oppe mod Poels, Woods og Bennett, og det bliver langt sværere for Trek-kaptajnen at komme af med dem, ikke mindst i modvind. Lykkes det ingen af de fire at komme fri, kan det meget vel blive alt for taktisk på den sidste kilometer, og så kan man slet ikke udelukke, at der faktisk skabes samling, og at hele ender i en spurt i en gruppe, som vi sidste år så det i opgøret om de sekundære placeringer bag Porte.

 

Der er med andre ord umiddelbart tre scenarier. Enten lykkes det en enkelt rytter at køre alene hjem, som Porte har gjort det fem år i træk. En anden mulighed er, at et par klatrere kører væk, som vi så det på Corkscrew og til slut skal spurte om sejren på toppen. Endelig er der som sagt en chance for, at det hele samles til en spurt i en usædvanligt stor gruppe.

 

Kombinationen af modvind og et stærkere felt gør det hele langt mere åbent end tidligere, men vi vil alligevel med megen forsigtighed pege på Richie Porte som vores favorit. Fem sejre taler trods alt sit helt tydelige sprog, og det er bestemt ikke første gang, at Porte har skullet overvinde modvind på bakken. Selvom han ikke just er en sprinter, har han gang på gang vist, at hans punch på korte stigninger er ganske fremragende - senest, da han kørte fra alt og alle på en lille bakke på 6. etape af sidste års Tour de Suisse. Willunga Hill kender han samtidig til hudløshed, og han ved præcis, hvordan opgaven skal gribes an.

 

Porte har ikke vist meget i løbet hidtil, men han synes at være ganske velkørende. Selvom han kørte meget passivt, beskrev han i hvert fald mødet med Corkscrew som lettere end ventet, og han lignede da heller aldrig en mand, der var i nærheden af at være presset. I stedet var han bange for at blotte sig, men det vil han ikke være i nat. Her vil han give sig fuldt ud i sit klassiske angreb, og herefter er det blot et spørgsmål, om de andre kan hænge på. Det bliver ikke let, men vi tror, at Porte, der i topform er verdens måske allerbedste i ugelange etapeløb, kan gøre, som han plejer. Derfor peger vi på ham som vores favorit.

 

Den værste rival må utvivlsomt være Michael Woods. Canadieren har virket flyvende hidtil, først med angrebet i finalen på 3. etape, og siden med meget overbevisende og aktiv kørsel på Corkscrew. På papiret er han løbets måske bedste puncheur, ikke mindst efter de fremskridt, han gjorde mod slutningen af 2018, og formen synes samtidig at være god. Woods har mere punch end de fleste, og han ligner næstefter Porte det bedste bud på en rytter, der kan køre alene hjem. Hans største force er imidlertid, at han blandt de fire topklatrere er den hurtigste og derfor i teorien blot skal følge med især Porte. Lykkes det, og bliver de ikke hentet af de endnu hurtigere folk i et efterfølgende taktisk spil, burde Woods have farten til at sætte sig igennem i en spurt og derved sikre sig sæsonens første sejr.

 

I en spurt kan Porte ikke true Woods, men det er måske muligt for Wout Poels. Hollænderen er på papiret løbets tredje superspecialist på korte stigninger, og selvom han ikke just er sprinter, har han særligt i stigende finaler en rimelig spurt. Det er trods alt ikke uden grund at slog ellers lynhurtige Michael Albasini, da han i 2016 sejrede i Liege-Bastogne-Liege, og han burde således have en reel chance for at sætte også Woods til vægs på Willunga Hill. Ligesom Porte kørte også han relativt passivt på Corkscrew, hvor det måske nok var ham, der åbnede ballet blandet favoritterne, men hvor han også lignede den svageste blandt de fire bedste. Omvendt udtrykte han selv efterfølgende stor tilfredshed med benene, og han kan meget vel have bluffet. Måske er det svært at se ham køre alene hjem, men det betyder ikke, at Poels ikke har ganske gode chancer for at vinde etapen.

 

Som sagt betyder modvinden og jævnbyrdigheden blandt favoritterne, at det måske kan ende i en spurt i en halvstor gruppe. Sker det, kunne Luis Leon Sanchez ligne et meget godt bud på en vinder. Den store spanier synes i hvert fald som altid at være i fremragende form fra sæsonstart, og han viste på både 3. og 4. etape ganske stor styrke. Han kom ganske vist til kort på den meget stejle Corkscrew-stigningen, men burde være langt mere komfortabel på den lettere Willunga-stigning. Samtidig har han i dette løb atter vist den spurtstyrke, han ellers syntes at have mistet, og det giver ham nærmest perfekte kort, hvis det samles til slut. Kombinationen af form og fart giver Sanchez ganske gode chancer på denne etape.

 

For et år siden ville vi have forsvoret, at Daryl Impey kunne vinde denne etape. Det er imidlertid ikke længere udelukket, efter at han sidste år blev en overraskende nr. 2. Uden modvind ville det være helt umuligt, men i disse betingelser kan han gøre sig gældende. For ham handler det ligesom sidste år alene om at gemme sig i læ hos forfølgerne, når klatrerne går i angreb, og dernæst er der blot at håbe, at det alligevel samles til en spurt. Gør det det, viste Impey sidste år, at hans fart gør ham til en potentiel etapevinder.

 

På Corkscew var der fire mand, der kørte væk. Indtil nu har vi ikke nævnt George Bennett, og det er der desværre en grund til. Ganske vist så han fremragende ud på bakken, hvor han sammen med Woods var den mest aktive, men det er alligevel lidt svært at se ham vinde etapen. Han har forbedret sit punch betydeligt, men denne afslutning passer stadig ikke til en dieselklatrer som ham. I en spurt kan han måske nok tage kampen op mod Porte, men mod Woods og Poels er han reelt chanceløs. Bennett så så velkørende ud i går, at han stadig er en potentiel etapevinder, ikke mindst hvis det hele bliver lidt taktisk, men da han formentlig skal alene til stregen, er han trods sin store styrke kun en outsider.

 

Samles det til en spurt, er det også værd at holde skarpt øje med Diego Ulissi. Hidtil er det ikke meget, vi har set til den hurtige italiener, og han har bestemt ikke lignet en mand, der har været helt oppe på pedalerne. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke kan vinde etapen, hvor han tidligere er blevet nr. 2, 4, 4 og 7. Følge de bedste klatrere kan han næppe, men hans speciale har altid været stigende spurter. Betyder modvind og taktik, at der skal spurtes om sejren, er Ulissi en af de klassementsryttere, der har farten til at gøre arbejdet færdigt.

 

Efter en meget overbevisende klatrepræstation havde Patrick Bevin fortjent en position som en favoritterne. Han rundede Corkscrew helt fremme i forfølgergruppen og efterlod et indtryk af at have holdt lidt igen, så han havde overskud til jagten på nedkørslen. I morgen kan han give alt på bakken, og selvom han næppe kan matche Porte og co., burde han sagtens kunne sidde med forfølgerne og derefter bruge den superspurt, der gav ham sejren på 2. etape, til at tage endnu en sejr. Efter nattens styrt ser det hele imidlertid meget sværere ud, og det er derfor svært at være alt for optimistisk på hans vegne. Det virker i hvert fald svært at tro, at han vil være helt på toppen. Usikkerheden om hans tilstand bringer tvivl, men kommer han sig henover natten, kan han i kraft af sin spurt trods alt ikke afskrives.

 

Det kan Rohan Dennis heller ikke. Den tidligere vinder viste på Corkscrew bedre form end ventet, og han var blandt de første til at runde toppen. Det kan gøre ham ganske farlig på denne etape. Han er måske nok kendt som tempospecialist, men han er også lynhurtig, ikke mindst i stigende spurter. Det så vi blandt andet, da han sejrede i en bakkespurt i Giro del Trentino for to år siden, og derfor bør han være blandt favoritterne, hvis det samles til en spurt. Hans form synes i hvert fald at være god nok til, at han kan sidde med, og herefter vil han være en vinderkandidat, hvis der skabes samling.

 

Vi har været ganske imponerede over Tadej Pogacar, der både på 3. og 4. etape var blandt de stærkeste på stigningerne. Samtidig har han blandet sig fint i spurterne og dermed vist, at han også er ganske hurtig. Nu venter endda endelig en bakkespurt, der i teorien burde passe ham bedre end de flade finaler, og dette er derfor hans klart bedste chance. Køre med de bedste kan han næppe, og i en spurt vil han også være oppe mod hurtigere folk. Der er derfor meget, der skal flaske sig, hvis han faktisk skal vinde, men et topresultat burde i den grad være inden for rækkevidde.

 

Det burde det også for Chris Hamilton, der har været dybt imponerende hidtil. På Corkscrew var han femte mand på toppen, fanget på mellemhånd mellem de fire forreste og forfølgerne. Var han ikke punkteret inden stigningen, kunne han måske endda have siddet med helt i front. Dermed er der ikke den store tvivl, om han vil være blandt de allerbedste på Willunga, men desværre bliver det svært for ham at vinde etapen. Selvom han har forsøgt i spurterne i dette løb, er han nemlig slet ikke hurtig, og derfor er det svært at se den ellers formstærke australier blive belønnet for sin gode form med andet et flot sekundært resultat.

 

Bedre chancer har Dries Devenyns måske. Belgieren, der sidste år sluttede i top 5, viste i hvert fald med sit angreb på 3. etape og overbevisende kørsel på Corkscrew ganske glimrende form, og han har hidtil lignet en af de stærkeste. Derfor burde han også atter sidde med de bedste, og samtidig er han en ganske glimrende afslutter. Desværre vil der formentlig være hurtigere folk end den belgiske veteran, men med tanke på det, vi har set hidtil, er han ikke helt uden chance.

 

Ruben Fernandez og Domenico Pozzovivo fortjener også at blive nævnt. Begge var nemlig blandt de bedste på Corkscrew, men da de både var ude af stand til at følge de bedste og heller ikke er hurtige, er det svært at se dem for alvor blande sig i kampen om sejren. Ruben Guerreiro er relativt hurtig, men har set lidt for mærket ud på stigninger til at ligne en vinder. En overraskelse kunne være Dylan Van Baarle, der var første mand på toppen i forfølgergruppen på Corkscrew, og som også kan afslutte, men som trods alt burde være for tung til faktisk at vinde etapen. Lucas Hamilton ligner en af feltets allerbedste, men skal alene arbejde for Impey. Og endelig kunne Ryan Gibbons være det helt frække bud efter hans chokerende gode klatring hidtil, men trods hans spurtstyrke vil det trods alt være en sensation, hvis han rent faktisk ender med at spurte fra alle favoritterne, selvom han reelt har en chance for faktisk at sidde med til toppen.

 

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Michael Woods, Wout Poels

Outsidere: Luis Leon Sanchez, Daryl Impey, George Bennett, Diego Ulissi

Jokers: Patrick Bevin, Rohan Dennis, Tadej Pogacar, Chris Hamilton, Dries Devenyns

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Richie Portes sejre fra 2018, 2017, 2016, 2015 og 2014, Simon Gerrans’ sejr fra 2013 og Alejandro Valverdes sejr fra 2012.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

PostNord Danmark Rundt(2.HC) 21/08-25/08

GP Stad Zottegem(1.1) 20/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 21/08

Tour de Indonesia(2.1) 19/08-23/08

Tour du Limousin(2.1) 21/08-24/08

GP Stad Zottegem(1.1) 20/08

PostNord Danmark Rundt(2.HC) 21/08-25/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 21/08

Tour du Limousin(2.1) 21/08-24/08

Ladies Tour of Norway - TTT(2.WWT) 22/08-25/08

Colorado Classic(2.HC) 22/08-25/08

Vuelta a España(2.UWT) 24/08-15/09

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 28/08

Deutschland Tour(2.HC) 29/08-01/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger