Optakt: 6. etape af Tour of Guangxi

Ruten

Oftest sluttede Tour of Beijing som mange andre store etapeløb med en flad sprinteretape, men den model har man ikke valgt at følge i Guangxi, hvor man har gemt en af de tre sværeste etaper til løbets sidste dag. Til årets sidste kamp om WorldTour-point har man designet en rute, der på mange måder minder om den foregående, idet der også denne gang venter stigninger i løbets anden halvdel. Igen afsluttes dagens dog med et længere fladt stykke, og da distancen samtidig er kortere og etapen overordnet set nemmere end den foregående, vil det formentlig ende i endnu en massespurt, som det var tilfældet, da samme etape gjorde sin debut sidste år.

I alt skal der tilbagelægges 169,0 km med start og mål i lørdagens målby Guilin, og ligesom på den foregående etape er stort set alle højdemeter koncentreret på de to kategoriserede stigninger i løbets anden halvdel. Rundstrækningen ligger i det småkuperede område syd for byen, og etapen består i alt væsentligt af en tur mod syd ned til et vendepunkt og herefter en tilbagerejse. På udturen holder man sig imidlertid i fladlandet, mens man på vej hjem skærer igennem de kuperede områder.

Fra start bevæger man sig mod sydøst gennem fladt terræn forbi dagens første spurt, der kommer efter 23,8 km. Kort efter den anden spurt, der er placeret efter 63,8 km vender man rundt og sætter igen kursen mod nord. Denne gang kører man dog igennem den mere kuperede del, idet man holder en nordlig og nordvestlig retning i den resterende del af etapen. Første del af relativt flad, men herefter venter en kategori 3- (3,5 km, 4,1%) og en kategori 2-stigning (5,0 km, 3,8%), der kun er adskilt af et kort, småkuperet stykke og har top med henholdsvis 53,2 og 41,2 km til mål. Herefter venter en længer nedkørsel, der slutter med ca. 20 km igen, hvorefter man fortsætter mod nordvest igennem helt fladt terræn forbi den sidste spurt, der kommer med 18,7 km til stregen. Den næstsidste km stiger ganske let, og der er skarpe sving med 2,1, 1,5 og bare 0,4 km til stregen.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Etapen byder på i alt 969 højdemeter.

Da etapen gjorde debut sidste år, endte det som sagt i en stor massespurt, der blev vundet af Fernando Gaviria foran Niccolo Bonifazio og Dylan Groenewegen.

Vejret

Efter endnu en dag i forfærdeligt regnvejr håber mange i feltet helt sikkert på bedre betingelser til søndagens sidste etape. Det burde regne af i løbet af morgentimerne, men risikoen for regn vil igennem hele etapen være ca. 25% på en generelt skyet dag. Temperaturen vil nå 21 grader, og der vil bare være en svag vind fra sydøst. Det giver modvind på turen ud til vendepunktet og medvind hele vejen hjem til Guilin, herunder på stigningerne. Først efter det sidste sving med 400 m igen får man sidemodvind.

Analyse af 5. etape

Kan I huske sidste efterår? Det var dengang, Matteo Trentin gik fra at være en solid rytter på et stærkt Quick-Step-mandskab, hvor han hovedsageligt var henvist til rollen som lead-out man i spurterne eller andenviolin i klassikerne til pludselig at være et altædende monster, der klart satte sig på titlen som efterårets mest succesfulde rytter.

Det var der ellers ikke meget, der tydede på efter Touren. Hans position på holdet betød nemlig, at han nok havde vundet etaper i både Touren og Giroen, men det hørte til sjældenhederne, at han fik mulighed for at jagte personlig succes. Det var nu heller ikke ubegrundet, at han først og fremmest måtte agere hjælper, for han manglede topfarten til at blande sig i de store spurter og styrken til i klassikerne at sidde med, når der for alvor blev åbnet op.

Det ændrede sig imidlertid i løbet af nogle magiske måneder i august, september og oktober, hvor Trentin var her, der og alle vegne. En sjælden chance for at agere førstesprinter blev i et historisk svagt sprinterfelt i Vueltaen omsat til hele tre etapesejre, hvoraf den ene kom fra et udbrud i knaldhårdt terræn, og senere fortsatte han med at sikre sig en 4. plads ved VM. Også Søren Kragh fik ørerne i Trentin-maskinen, da han fik kærligheden af føle mod den italienske supermand i Paris-Tours, hvor han sejrede for anden gang, denne gang foran danskere, og helt absurd blev det i Primus Classic, hvor han på en ret nem rute kørte fra alt og alle og endda satte Jempy Drucker på en lille bro. Endnu mere kunne det endda være blevet til, hvis ikke Trentins overlegne styrke fik ham til at spille så meget med musklerne i Binchi-Chimay-Binche, at han smed en ellers sikker sejr væk til Jasper De Buyst.

De mange resultater burde naturligvis have glædet Quick-Step-manager Patrick Lefevere, men allermest tilfreds var nok i virkeligheden Matt White hos Mitchelton-Scott. Australieren havde nemlig alle inden den gyldne drømmeperiode hentet Trentin til det australske hold med det mål, at han i 2018 skulle give holdet det, de hidtil havde manglet på brostenene, hvor man trods Mathew Haymans choksejr i Paris-Roubaix altid har været et sekundært hold. Trentins ubegrænsede succes betød, at det med ét gik fra at være en spændende nyerhvervelse til at være et decideret guldfund, der formentlig var sikret til en helt anden pris, end det havde været tilfældet, hvis kontrakten var blevet underskrevet sidst i oktober.

Desværre blev den første sæson i australsk tjeneste aldrig det, Trentin og White havde håbet på. Allerede i januar gik det galt, da et træningsstyrt efterlod ham med brækkede ribben og en lang kamp for at finde formen i tide frem mod klassikerne. Det lykkedes aldrig, for selvom Trentin var solid, var han slet ikke samme rytter som i de jubelstunder sidste efterår. Helt galt fik det i Paris-Roubaix, hvor et slemt styrt med et brud i ryggen som konsekvens betød, at han også kunne skyde en hvid pind efter Amstel Gold Race og Tour de France.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Trentin gjorde herefter EM og Vueltaen til de nye mål, og da han på en regnvåd dag i Glasgow iført den italienske landsholdtrøje sikrede sig titlen som Europas bedste, så det ud til, at han havde kurs direkte mod en gentagelse af sidste års store efterår. Det skulle imidlertid i Spanien vise sig, at en overraskende svag Trentin fortsat var en skygge af sig selv, og da han endelig fandt benene i den sidste uge, var holdkammeraten Simon Yates i så god en position i front for løbet, at europamesteren måtte se sig reduceret til en rolle som trækdyr forrest i feltet. Her viste han imidlertid i løbets døende dage så gode ben, at det lå i kortene, at han ville blive en faktor i sæsonens sidste løb.

Det har han da også været, men desværre har Mitcheltons løbsprogram ikke just været en gave for en fyr som ham. Således skippede de alle de nordeuropæiske løb, og i hjemlandet Italien var det kun GP Beghelli, der i rækken af efterårsklassikere kunne tiltale en fyr som ham. Her angreb han da også i et væk på de sidste stigninger og bekræftede derved sin gode form, men i sidste ende var løbet for let for iatlieneren.

Heldigvis tjener denne uges Tour of Guangxi især et formål. For mange ryttere, der har haft en skidt sæson, er det nemlig en chance for på falderebet at kunne sikre sig lidt moral og succes at tage med sig ind i den mærke vinter. Det var da også med den mission, at Trentin drog mod Fjernøsten, men desværre var den sprintervenlige rute heller ikke her just en gave til en mand, der skal bruge betydeligt flere stigninger for at kunne gøre sig gældende.

De første etaper blev da også en udstilling af, at Trentin selv ikke med sin nuværende superform er blot u nærheden af at kunne matche feltets mere rene sprintertyper. Gang på gang har han fået et fremragende lead-out af det stærke tog med Roger Kluge og Luka Mezgec, men hver eneste gang har han måtte se sig klart overspurtet af hurtigere folk.

Reelt var der derfor kun én chance. Dagens mere end 200 km lange maraton med et par sene stigninger skulle endda afvikles i forfærdeligt regnvejr, og det gav Trentin et begrundet håb om, at det ville kunne lade sig gøre at komme af med de tunge folk inden finalen. Skulle han vinde en etape, var lørdag dagen at slå til.

Det kendetegner klasseryttere, at de kender deres besøgelsestid, og da Trentin efter en hektisk reduceret massespurt kunne krydse stregen som første mand, havde han vist, at han er netop det. Den silende regn, stigningerne og tågen på de regnvåde nedkørsler havde gjort det af med især Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, og i spurten kunne han atter lukrere på et fremragende lead-out fra Mezgec. Selvom han igen var oppe mod den på papiret hurtigere Pascal Ackermann, var styrkeforholdet langt mere jævnt efter så svær en etape, hvor Trentin endda havde været med i den gruppe på færre end 20 mand, der havde udskilt sig efter sidste stigning, og selvom Ackermann og mange andre efterfølgende kom tilbage, havde Trentin den friskhed, der gjorde det muligt for ham endelig at tage sin første sejr som Mitchelton-Scott-rytter.

Sejrens betydning kan næppe overvurderes. Det er ikke svært at forestille sig, at Trentin kunne have imødeset en svær vinter, hvis ikke det var lykkedes ham at betale sit hold tilbage for tilliden med en sejr. Når man bliver givet så stor en chance for at have fuld opbakning i alle sine favoritløb, kan det slide på selvtilliden ikke at slå til. Tour of Guangxi er måske ikke Flandern Rundt, men det forhold, at han kan drage på ferie med bevidstheden om, at han stadig kan slå mange af de bedste giver en berettiget tro på, at Trentin måske næste år kan genfinde drømmebenene fra 2017, hvad der trods alt aldrig lykkedes i år trods den stærke sæsonafslutning.

Særligt tilfredsstillende må det være, at han denne gang fik ram på kometen Ackermann. Al logik siger ellers, at den tyske mester burde være sin italienske rival overlegen i en spurt, men denne gang måtte han overraskende se sig slået. Sammenstødet med Mezgec, der forårsagede det store styrt, har formentlig kostet ham det momentum, han skulle bruge, og når den første skuffelse, har han al mulig grund til at se tilbage på dagens resultat med optimisme. Ackermann var nemlig modsat sine største sprinterrivaler i stand til at klare stigningerne, og det bekræfter blot, hvad vi allerede så i Dauphiné og Polen tidligere i år. Det er ikke kun som sprinter, at han i år har fået sit store gennembrud, han har også vist en holdbarhed, der giver ham langt brede perspektiver. Godt nok blev han slået i dag, men fremover bliver Ackermann en drabelig herre også på hårde dage med flade finaler.

Det er en rolle, Arnaud Demare som klassikerspecialist allerede har, og derfor var det da heller ikke helt overraskende, at den franske stjerne sad med feltet hjem i den kinesiske regn. Ganske vist har man kunnet stille spørgsmålstegn ved form og motivation, men dagens præstation bekræfter, at det var sandt, når FDJ insisterede på, at de faktisk er kommet til Kina for at jagte resultater. Desværre var Demare det store offer i det grimme styrt til sidst, og selvom det i skrivende stund er uklart, om han har slået sig, er det formentlig nok i disse stunder, at han fortryder den sene beslutning om alligevel at rejse øst på. Forhåbentlig for det ikke konsekvenser for forberedelserne frem mod næste års klassikere, der ser ud til at blive det helt stor mål i 2019.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Her vil han skulle op mod Jasper Stuyven, der i dag ligesom Trentin udnyttede den eneste klassikeragtige etape til at få lidt med hjem fra Guangxi. Som skrevet i gårsdagens optakt var det især ham og Trentin, der havde en interesse i et hårdt løb, og ligesom sin italienske rival kunne han i den grad glæde sig over, at regnen gjorde det hele mere selektivt. Normalt er heller ikke han god nok til at blande sig i flade spurter på så højt et niveau, men efter 210 km i regnvejr og med et par stigninger er det hele bare lidt anderledes. Det gav Stuyven en fin tredjeplads som afslutning på et generelt fremragende efterår, hvor han i den grad har skabt store forventninger frem mod næste års klassikere.

Det var da også de holdbare sprintere, der dominerede toppen af resultatlisten. Carlos Barbero, der som skrevet i går havde vist så fremragende form i GP Beghelli, hvor han vandt feltets spurt, satte sammen med Ackermann sine holdkammerater frem for at forhindre Groenewegen og Jakobsen i at komme tilbage efter stigningen. Den mission lykkedes, og i sidste ende blev Barbero, der slet ikke er hurtig nok til at begår sig som WorldTour-sprinter, belønnet med en 4. plads, hvad der må være et af de bedste resultater på højeste niveau. Også Clement Venturini bekræftede den gode form, der også blev fremhævet i gårsdagens optakt og er generelt sluttet flot af i Kina, ligesom Lawrence Naesen med sin anden top 5 til slut har vendt et skadesplaget 2018 til noget positivt og vist, at han fortsat har fortjent at få en chance for at gå i bror Olivers ellers meget store fodspor.

Det var ikke overraskende, at Groenewegen og Jakobsen kom til kort. Som skrevet i går var der al mulig grund til at tro, at de to ikke alt for holdbare folk ville blive sat på stigningerne, og at der ligesom sidste år måtte en jagt til for at bringe dem tilbage. Den mission fik Bora og Movistar effektivt spoleret, og de må derfor begge atter indse, at der er ting at arbejde med, hvis de skal udvikle en alsidighed, der gør dem konkurrencedygtige også i hårdere løb.

Det burde dagens sensation, Max Walscheid, slet ikke være. Den store tysker er blandt feltets allertungeste og plejer at falde fra på selv den mindst motorvejsbro. Derfor var det en mindre sensation, at han i dag overlevede stigningerne og endda havde en chance for at ende som en meget usandsynlig vinder af etapen. Det blev i sidste ende spoleret af styrtet, men betydningen af dagens præstation kan næppe overvurderes. Det har allerede siden sejren i sidevindsløbet i Münster været klart, at Vueltaen har bragt Walscheid til et helt nyt niveau, og det bekræftede han i den grad i dag. Det skal blive meget interessant at se, hvad han kan drive det til i det kommende år, hvor han umiddelbart med Phil Bauhaus’ exit kan se frem til sammen med Michael Matthews at være den ledende sprinter på Sunweb.

For Gianni Moscon og Sky endte det hele ganske fredsommeligt. Briterne måtte ganske vist arbejde stenhårdt hele dagen for at hente det meget potente udbrud med Tony Martin, Ryan Mullen, Silvan Dillier og Pascal Eenkhorn, men det klarede de til UG med kryds og slange. Da det stærke Astana-mandskab måske mere af pligt end af overbevisning om succes angreb på stigningerne, svarede den italienske kaptajn let igen og havde i den lille gruppe på toppen også fortsat selskab af sin stærke hjælper, Eddie DunBAR. Efter regrupperingen spurtede han sig endda til en 7. plads, og dermed har han nu taget det næstvigtigste skridt i jagten på karrierens første samlede sejr i et WorldTour-etapeløb, og det er vist kun Indurains berømte kat, der i morgen kan forhindre ham i at gøre arbejdet færdigt.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er lagt op til et godt show. Sidste år vandt Fernando Gaviria fire af de fem massespurter, men i år har vi i de fire første spurtopgør haft fire forskellige vindere. I morgen venter en etape, der minder om dagens, men er betydeligt nemmere, og al logik tilsiger, at de hurtige folk igen skal i aktion. Måske er der atter en af dem, der kan redde sin sæson ved at sejre i allersidste øjeblik. Trentin kan i hvert fald berette om, hvor stor forskel det gør at kunne tage på ferie med en frisk sejr i bagagen.

Hvis du er til sportsbetting? Så prøv sitet www.apexbettingsites.co.uk

Favoritterne

Ligesom det var tilfældet med dagens etape, var der også forud for sidste års udgave af afslutningsetapen en del usikkerhed om, hvad man skulle forvente. Med undtagelse af Meiyin Wang befandt hele feltet sig nemlig i ukendt terræn, og da løbsbogen mildt sagt ikke var specielt informativ, vidste ingen rigtigt, hvor slemme stigningerne i udkanten af Guilin var.

Det skulle imidlertid hurtigt vise sig, at de ikke var noget at skrive hjem om. Hvor bakkerne på 5. etape både sidste år og i år skabte en del udskilning, var de i 2017 slet ikke i stand til at spille nogen væsentlig rolle. Ikke blot kom de længere fra mål end dagens udfordringer, selve opkørslerne var også betydeligt lettere. Derfor endte det da også i en stor massespurt, hvor næsten alle mand sad med hjem, herunder en stor fyr som Max Walscheid.

Derfor peger alt da også på, at vi også denne gang skal slutte løbet af med en massespurt. Der er så mange sprintere i feltet, at der er al mulig interesse i at skabe samling, og modsat i dag vil de alle være relativt sikre på, at de også kan overvinde stigningerne. Derfor ligner det endnu et helt klassisk sprinterforløb, hvor det eneste store spørgsmål er, om det denne gang vil kunne lade sig gøre at komme af med nogle af de helt tunge folk inden spurten.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Starten kan nu godt blive ganske begivenhedsrig. Angrebslysten på sidste etape af et ugelangt etapeløb er ofte ganske stor, og det vil særligt være tilfældet her, hvor der venter ferie umiddelbart på den anden side af målstregen. Da der samtidig kommer en tidlig indlagt spurt, der af mange klassementsryttere kan bruges til at avancere ikke uvæsentligt i klassementet, er der lagt op til en aggressiv start, hvor der meget vel kunne være interesse i at skabe samling inden spurten.

Når bonussekunderne er fordelt, er det nærliggende, at et udbrud vil køre, hvorefter Sky vil tage kontrol. Afhængig af sammensætningen skal briterne holde dem i kortere eller længere snor, men det synes givet, a de kan se frem til hjælp fra LottoNL, Bora, Quick-Step og måske også Sunweb. Derfor burde det tidlige udbrud ikke have mange chancer, heller ikke selvom sprinterholdene skal passe på med at tage risici i en finale, der byder på direkte medvind det meste af vejen.

På bakkerne skal vi næppe forvente angreb fra klassementsrytterne, men det er nærliggende at tro, at Mitchelton-Scott, Movistar og Trek har en interesse i at forsøge at sætte sprinterne under pres. Denne gang tvivler vi imidlertid på, at det kan lade sig gøre, og skulle der falde en mand eller to fra, vil der være så lang tid til at skabe samling igen, at vi tror, at det ender i en massespurt i et næsten fuldt felt. Eneste forskel i forhold til de første tre etaper er, at distancen og stigningerne vil have slidt mere på de hurtige folk, men slet ikke i samme omfang som i dag, hvor vi så en klar ændring af sprinterhierarkiet.

Den helt store nyskabelse i forhold til tidligere er selve spurten. De øvrige sprinteretaper har været præget af nærmest endeløst lange og brede opløbsstrækninger, der har gjort det til et stort slag på topfart. I morgen er der et sent sving bare 400 m fra stregen, og det stiller helt andre krav til positionering og lead-outs. For første gang er det derfor en spurt, hvor et godt tog virkelig kan gøre en forskel, og det kan ændre det hierarki, vi hidtil har set.

Derfor vil vi også pege på Pascal Ackermann som vores favorit. På papiret har Bora-hansgrohe nemlig det bedste tog, ikke mindst med Rudiger Selig, der aspirerer til titlen som verdens bedste lead-out man. Holdet har ikke altid kunnet få timingen til at fungere, især ikke på 1. etape, men samlet set har de været det stærkeste hold i finalerne. Det er da al mulig grund til at antage, at de vil være igen i morgen, og Ackermann har samtidig vist, at han har farten til at slå alle i dette felt. I dag blev han ganske vist slået, men det skyldtes dels kontakten med Mezgec i selve spurten, dels den forudgående hårdere etape. I morgen vil det være en mere klassisk spurt, og her har Ackermann vist, at han nu om dage skal regnes som en af verdens allerhurtigste. Først og fremmest er det dog hans fremragende tog, der er hans vigtigste våben, og det tror vi vil være nok til at give ham sin anden sejr i løbet.

Hidtil har det været en lidt frustrerende oplevelse for Dylan Groenewegen, der kom til Kina som manden, der skulle slås i massespurterne. Hidtil er det imidlertid blot blevet til sejr på åbningsetapen, efter at han på både 2. og 3. etape åbnede sin spurt alt for tidligt. Det viser, at Groenewegen ikke er i den særklasse, man måske kunne have troet, og heller ikke for ham er der plads til fejltagelser. Hans tidlige spurter skyldes i høj grad, at hans tog ikke har kunnet matche de bedste, og derfor passer morgendagens meget tekniske spurt ham heller ikke specielt godt. Omvendt har toget med Amund Grøndahl Jansen og Timo Roosen gjort det ganske glimrende ud fra deres forudsætninger, og på papiret hører de da også til de mere kraftfulde. Groenewegen er samtidig selv god til at positionere sig, og han burde fortsat være hurtigst, hvis han denne gang undlader at spille for meget med musklerne. Derfor ligner han umiddelbart Ackermanns værste rival.

Begge skal de imidlertid tage sig i agt for Fabio Jakobsen, der har været på podiet i de tre spurter, han har kørt. Han har lidt overraskende vist, at han på topfart synes at være fuldt ud på højde med de to ovennævnte, hvilket han ikke har været tidligere i år. Det vidner om, at han har taget yderligere et stort skridt i sin udvikling, og han har derfor al mulig grund til at tro på, at han i morgen kan tage sin anden sejr. Desværre har Quick-Step her ikke et tog, der kan matche LottoNL og Bora, og selvom Davide Martinelli har gjort det forbilledligt på de første etaper, er manglen på støtte en større hæmsko i denne finale. Det ændrer dog ikke på, at det hver gang er lykkedes for Jakobsen at kunne starte sin spurt i en god position, og lykkes det igen, skal Ackermann og Groenwegen ikke gøre meget forkert, før de igen bliver overspurtet af den flyvende hollænder.

Som skrevet i analysen var dagens positive overraskelse, at det lykkedes Max Walscheid at overleve stigningerne. Det vidner som sagt om, at han efter Vueltaen har nået et helt nyt niveau, og det var blot en skam, at styrtet betød, at han blev frarøvet muligheden for at spurte. Heldigvis røg han ikke selv i asfalten, og han er derfor klar til at jagte den sejr, han med sin gode form har fortjent. På de foregående etaper har han igen vist, at han har en skræmmende topfart, der gør ham i stand til at sætte alle til vægs, men det er også blevet udstillet, at han er blevet hæmmet af en dårlig position. Desværre er risikoen for, at han bliver fanget for langt tilbage endnu større i denne mere tekniske finale, og derfor er det ikke den ideelle finale for den ellers så formstærke tysker. Ingen kan imidlertid betvivle, at han har farten til at vinde, og alt afhænger af, hvor han sidder i sidste sving.

I dag fik Matteo Trentin sin store triumf, men desværre er det for ham svært at håbe på, at han igen i morgen kan slide så meget på sprinterne, at han kan slå dem i en massespurt. Heldigvis har han et andet våben, der i netop denne finale er vigtig. Ikke uventet har hans tog med Roger Kluge og Luka Mezgec vist sig som et af de stærkeste, og kan de ramme svinget først, er det ikke umuligt, at Trentin faktisk atter kan holde de hurtigere folk bag sig. Det bliver betydeligt sværere end i dag, men det kan lade sig gøre. Helt afgørende er det dog, at Mezgec, som intet har brækket, ikke er for mærket efter dagens styrt.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I dag spurtede Jasper Stuyven sig til en podieplads, og dermed fik han et pænt udbytte af den etape, der passede ham bedst. Morgendagens etape passer ham langt dårligere, da han her kan forvente et langt friskere sprinterfelt. I den situation er han ikke hurtig nok til at matche de bedste, og det virker derfor stærkt usandsynligt, at det vil blive til sejr. Stuyvens form er imidlertid fremragende, og han har altid været god i positionskampen. Derfor kan måske udnytte det sene sving til at sikre sig endnu et topresultat i kamp med ellers hurtigere folk.

Det har været en fornøjelse at se Clement Venturini rejse sig efter en svær sæson. Han er sammen med Ackermann den eneste rytter, der har været i top 10 på alle fire sprinteretaper, og han ahr dermed bekræftet, at han fortsat har den gode form, han også viste i Paris-Tours. Spurterne har ganske vist vist, at han slet ikke har farten til at tage kampen op med de hurtigste, men hans stabilitet har atter understreget, at han er en mester i positionskampen. Det burde komme ham til gode i særlig grad i morgen, hvor han kan lukrere på det sene sving til at komme endnu længere frem. Det er helt sikkert ikke nok til at vinde, men han burde her have sin hidtil bedste chance for at sikre sig et topresultat.

Vi vil også pege på to jokere, der begge er lynhurtige, men som har det meget svært i positionskampen og derfor er i stor risiko for at slutte helt uden for top 10 i en finale med et sent sving. Det gælder i første række Riccardo Minali , der ellers i de italienske løb viste, at han er kommet til Kina i god form. Desværre har han som så ofte før tabt stort på sin positionering, og derfor er han fortsat helt uden resultater. Det bliver bestemt ikke lettere i morgendagens tekniske finale, men han er stadig i en situation, hvor han har farten til faktisk at blande sig, hvis det endelig skulle lykkes ham at være velplaceret.

Det samme gælder for Dan McLay, der på mange måder minder om Minali. Begge har de før med deres topfart været i top 3 i WorldTour-spurter, men begge har de også altid kæmpet hårdt med deres positionering. Lidt overraskende har McLay været helt væk i to ud af tre spurter, for i dette løb har han faktisk i Sep Vanmarcke en god mad til at køre sig frem. I lyset af de hidtidige problemer er det svært at være alt for optimistisk, men også for ham gælder, at han kan overraske, hvis han endelig får den rette position.

Endelig vil vi pege på Ramon Sinkeldam. FDJ har bekræftet, at Arnaud Demare efter dagens styrt intet har brækket, men at han ikke stiller til start i morgen. Det burde give mulighed for, at Sinkeldam kan få en meget sjælden chance for at køre for sig selv. Han er ikke hurtig nok til at vinde og kæmpede i tiden på Sunweb med sin positionering, men med opbakning fra af resten af Demares tog skal det blive interessant at se, hvad det kan blive til, når han får en sjælden mulighed.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Matteo Trentin

Outsidere: Max Walscheid, Matteo Trentin, Jasper Stuyven

Jokers: Clement Venturini, Riccardo Minali, Dan McLay, Ramon Sinkeldam

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Fernando Gavirias sejr på samme etape i 2017.