Optakt: 6. etape af Tour of Turkey

Ruten

Siden løbets opgradering i 2008 har det været en tradition, at det hele enten er startet eller sluttet i storbyen Istanbul. I de første år agerede den startby, men mellem 2012 og 2015 blev den store finale afviklet i landets største by. I 2016 lagde man igen asfalt til åbningen, men i 2017 og 2018 er det afslutningen, der er henlagt til Istanbul. Det sker på en etape, hvor man vil genbruge den ekstremt tekniske og meget spektakulære finale, der har været brugt i de senere år, og som byder på en lille brostensbakke til allersidst, en bakke, der nu flere gange har snydt sprinterne. Etapen er også speciel, fordi det er det eneste større cykelløb, der finder sted i hele to kontinenter, idet man undervejs krydser Bosporus-strædet og således afvikler dele af etapen på både europæisk og asiatisk jord.

Med en distance på 166,7 km er der tale om en længere etape end vanligt, og det skyldes, at man denne gang ikke har henlagt hele etapen til Istanbul og omegn. I stedet går starten længere mod syd i byen Bursa, hvorfra man kører igennem fladt terræn mod nord, inden man drejer mod nordøst for at køre op over en lille bakke, der efter en nedkørsel efterfølges af en 1 km lang rampe, der stiger med 7,05% i gennemsnit. Herefter fortsætter man mod nordøst gennem let kuperet terræn frem til bunden af løbets sidste kategori 3-stigning, der over 1 km stiger med 5,8% og har top efter 55,1 km. En nedkørsel leder derfra mod nordøst ned til en bakke, der over 1,15 km stiger med 7,9%, inden man fortsætter igennem fladlandet mod nordøst ud mod kysten.

Efter godt 80 km venter et imponerende øjeblik, når man skal over en af Europas største broer, hvorpå dagens indlagte spurt er placeret efter 83,7 km. Efter passagen går det igennem fladlandet mod nordvest med retning mod Istanbul, hvis udkant nås efter knap 140 km. Herfra går det direkte mod vest via den spektakulære passage af Bosporus-strædet, der denne gang går via Eurasia-tunnelen, hvor dagens Turkish Beauty Sprint kommer efter 150,7 km.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Herfra fortsætter man mod vest langs kysten frem til en U-vending, hvorefter man følger kysten hele vejen rundt mod øst, nord og nordvest, inden man kortvarigt kører ind i byens centrum. Her vender man atter rundt for at køre hele vejen tilbage ad kystvejen frem mod den spændende finale. Man drejer væk fra kystvejen med 1400 m igen. Her rammer man den spektakulære brostensbakke, der i bunden stiger med 7% og herefter med 3-4%, indtil man når toppen med 800 m igen. Herefter flader det ud og stiger kun ganske lidt frem til stregen i en teknisk finale, der byder på hele fire skarpe sving på de sidste 800 m, hvoraf de to sidste kommer med ca. 200 m igen.

Etapen byder på i alt 1757 højdemeter.

Brostensbakken i finalen er blevet benyttet i 2017, 2016 og 2015. Sidste år kørte Matteo Pelucchi, Sam Bennett og Edward Theuns væk, men bedst som det lignede en 5. sejr til ireren, styrtede Bennett, hvorefter Theuns sejrede foran Pelucchi. I 2016 år lykkedes det højst overraskende Przemyslaw Niemiec at holde hjem fra det tidlige udbrud og nå mål 11 sekunder inden Jose Goncalves, der havde angrebet fra feltet og distanceret hurtigste sprinter Marco Zanotti med fem sekunder. I 2015 angreb Lluis Mas fra bunden af bakken, og det lykkedes ham akkurat at holde feltet bag sig og sejre foran Mark Cavendish og Carlos Barbero. I 2014 vandt Cavendish en mere traditionel massespurt på sidste etape foran Elia Viviani og Andrea Guardini, og det samme gjorde Marcel Kittel ved at slå Guardini og Andrew Fenn året inden. I 2012 var det Theo Bos, der var hurtigst og besejrede Fenn og Stefan Van Dijk, mens Guardini åbnede løbet ved at vinde 1. etape i Istanbul foran Tyler Farrar og Kenny Van Hummel i 2011. I 2010 vandt André Greipel en spektakulær prolog foran Tejay van Garderen og Maciej Bodnar, mens Mauro Finetto sejrede med 2 sekunder ned til et splittet felt på 1. etape i 2009. I 2008 indledte man løbet med et kriterium i Istanbul, der ikke talte med i den samlede stilling, og her viste Gregory Rast sig som den stærkeste i et udbrud.

Vejret

Rytterne vil kunne mærke, at de har forladt den tyrkiske solkyst, for Istanbul vil ikke vise sig fra sin pæneste side. Tværtimod vil der være overskyet med byger, og selvom det burde holde tørt i den sidste time til halvanden, kan mere regn ikke udelukkes. Temperaturen vil være 21 grader, og samtidig vil det være meget blæsende med en frisk til hård vind fra nord. Det giver en lang dag med mod- og sidemodvind, og man får først for alvor sidevind i udkanten af Istanbul. Her vil man have modvind på den første del af kystvejen frem til vendepunktet og derefter medvind. Når man drejer ind på bakken, vil man primærtk have modvnd på de sidste 1400 m.

Analyse af 5. etape

Skru tiden tilbage til torsdag d. 18. januar 2018. Efter en skuffende indledning på løbet lykkedes det endelig Elia Viviani at ramme rigtigt, da han på 3. etape i Tour Down under spurtede sig til sin første sejr i Quick-Step-trøjen. Dermed var der som så ofte før tidligt på sæsonen åbnet for den traditionelle sejrsstime til det belgiske storhold, der igen lignede en favorit til at blive årets mest vindende. Denne gang var der dog mere skepsis end vanligt, for det var svært at tro, at belgierne efter tabene af stjerner som Dan Martin og Marcel Kittel kunne blive helt lige så succesfulde som i tidligere jubelsæsoner.

Skru så tiden frem til lørdag d. 13. oktober 2018. 268 dage efter at Viviani havde sat Phil Bauhaus og Caleb Ewan til vægs i udkanten af Adelaide, spurtede en anden af holdets nyerhvervelser, sprintertalentet Alvaro Hodeg, sig til sæsonens fjerde - endda den tredje på WorldTouren - da han overvandt alle odds og slog den ellers så usårlige Sam Bennett på dennes legeplads i Tour of Turkey. Mellem de to i sig selv ikke specielt mindeværdige sejre står i løbet af de altså bare godt 250 dage ikke være end yderligere 69 triumfer, der betyder, at Quick-Step med godt en uge tilbage af deres sæson står med hele 71 sejre.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Når tallet 71 er specielt, skyldes det, at manager Patrick Lefevere mod Vueltaens slutning turde udråbe det som en erklæret ambition at tangere det magiske antal sejre, som holdets forgængere, Mapei, havde vundet i begyndelsen af årtusindet. Forud for sæsonen var det ellers ikke noget, der taltes om, men efterhånden som Quick-Step fortsatte med at vinde med samme takt, som vi andre skifter underbuksen, stod det snart klart for Lefevere, at den ellers så urealistiske score ikke var helt så urealistisk endda.

På sin vis er der noget smukt i, at det netop er Hodeg, der sikrer, at holdet når rekorden. For det første er det nemlig passende, at sejr nr. 71 kom i en massespurt, for med navne som Viviani, Gaviria, Fabio Jakobsen og Hodeg er det især i spurterne, at holdet har lagt grunden til deres høst. For det andet er det symptomatisk, at det er en nyprofessionel, der når rekorden, for der findes intet hold, der som Quick-Step kan forvandle unge opkomlinge til serievindere, nærmest inden de har gennemført deres første WorldTour-løb. Og endelig er det helt symptomatisk, at Hodeg slet ikke var tiltænkt rollen som kaptajn, men kun kom i rampelyset, da holdets oprindelige førstemand, Fernando Gaviria, brækkede kravebenet. Intet andet hold har nemlig en bredde, der som hos Quick-Step betyder, at man altid har en kapabel plan B, selv når stjernerne er fraværende.

I tirsdags ville jeg ellers have forsvoret, at det blev i Tyrkiet, at Quick-Step nåede den magiske 71. sejr. Ganske vist fik de en uventet triumf med Maximilano Richezes geniale nummer på 1. etape, men med udsigten til konkurrence fra en næsten overmenneskelig Sam Bennett lignede Hodeg en overmatchet mand. Særligt de bøllebank, han modtog i spurten på 2. etape, gav ikke megen grund til at tro, at der senere i løbet ville kunne vendes op og ned på styrkeforholdet.

Det var der da heller intet, der tydede på, da feltet i dag efter endnu en let og begivenhedsfattig etape bragede ind mod centrum af den helt nye målby, Manisa. Bennett har som sagt så ofte før nemlig fundet opskriften på at besejre Qiick-Step, og han fulgte da også sin vanlige plan, da han i finalen limede sig fast til Hodegs baghjul. Herfra lignede det ”business as usual”: et perfekt lead-out fra Richeze, inden Bennett ville gå forbi Hodeg med tilsyneladende lethed.

Denne gang var der imidlertid grus i maskineriet. Quick-Step viste igen deres tårnhøje klasse, da Iljo Keisse og Zdenek Stybar med imponerende autoritet satte alle andre sprintertog til vægs og afleverede deres sydamerikanske duo helt perfekt med 500 m igen. Herefter trådte Richeze med stor styrke an, så Hodeg atter kunne starte sin spurt fra den perfekte position.

Herefter var det bare at vente på, at Bennett gik forbi, men det skete aldrig. Der så ellers ikke ud til at være noget til hinder for den stærke irer, der ganske enkelt lignede en mand helt uden ben. Da han åbnede op, nærmede han sig end ikke colombianeren og måtte endda lide den tort af blive sat klart til vægs af John Degenkolb og Nathan Haas.

Nu er det naturligvis altid let at være bagklog, for jeg har om nogen rost Bennett i de seneste dage. I bakspejlet er det imidlertid svært ikke at huske på hans overraskende lille sejrsmargin på 3. etape, hvor han ellers burde have været ret suveræn. Bennett har ganske vist været relativt suveræn ved mange lejligheder og især været meget stærk i positionskampen, men selve spurterne har faktisk været en smule under niveau i et felt, hvor han burde være i særklasse. Noget kunne i hvert fald tyde på, at han efter endnu et svært efterår ikke helt har de ben, han havde i Italien i maj. Heldigvis har han så stor klasse, at han i et relativt svagt felt som dette alligevel har kunnet ligne et altædende monster.

Hodeg fik med sejren vist, at han måske ikke er feltets allerhurtigste, men at han med gode lead-outs er god nok til at slå selv de bedste. Han åbnede sin konto med sejren i Handzame Classic, og siden har han taget WorldTour-sejre i Catalonien, Polen og nu Tyrkiet, ligesom han har en etapesejr i Tyskland Rundt. Det er en næsten uhørt score for en nyprofessionel, og sammen med Jakobsen og Viviani vil han sikre, at Quick-Step ikke er helt på spanden, hvis Gaviria virkelig vil sælge en lovende karriere for ussel mammon og forlade verdens bedste sprinterhold til fordel for en meget usikker fremtid på UAE.

Dagens anden helt store vinder var John Degenkolb. Ganske vist blev det ikke til sejr, men tyskeren var ganske tæt på faktisk at gå forbi Hodeg. Dermed viser han, at det vitterligt var forkølelsen, der satte ham tilbage i de første dage, og at han fortsætter den genrejsning som sprinter, han vel startede ved de tyske mesterskaber og har fortsat i Touren, Hamburg, Münster og nu her. En mand til rene spurter som disse bliver han aldrig, men der er dog håb om, at han kan nærme sig niveauet fra før det grimme træningsstyrt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det blev ellers ikke en god dag for WorldTour-sprinterne. Jempy Drucker, der ellers har virket så stærk, sad godt placeret, men blev lukket inde i selve spurten. Simone Consonni brugte vist lidt for mange kræfter i den positionskamp, han ellers mestrer så godt, og stod nærmest stille, da der først blev trådt an. Edward Theuns var trods en god position fortsat en skygge af den rytter, der kæmpede mod Bennett på de tyrkiske veje sidste år, mens Interpol har udsendt en efterlysning efter Ivan Garcia, der aldrig blev spottet i spurten. I stedet var det de lovende Christophe Noppe og Szmyon Sajnok, som vi også fremhævede i går, der viste, at de har et vist potentiale med et par ganske gode resultater.

Intet kan dog matche Nathan Haas. Efter en gennemført elendig sæson, hvor sygdom har lagt alt i ruiner allerede siden yndlingsløbet Amstel Gold Race, ser det ud til, at australieren kan tage på ferie med en vis fred i sindet og tro på fremtiden. Efter en delvis genrejsning i Canada kom han til Tyrkiet med håb om succes, selvom kongeetapen på papiret lignede en lidt for svær sag. Den kraftige modvind, der betød, at det i går helt uhørt endte i en form for massespurt betød imidlertid, at han undgik at tabe anden tid end bonussekunder, og da han i dag overraskede stort ved at spurte sig til en tredjeplads på en let etape, der bestemt ikke lå til hans højreben, og tillige sikrede sig to bonussekunder i den indlagte spurt, har han nu løftet sig selv op på en samlet andenplads, nu bare fire sekunder efter Alexey Lutsenko.

Og dermed er der pludselig åbnet op for en helt ny spænding. Morgendagens finale i Istanbuls smalle gader burde nemlig passe glimrende til Haas, der kan drømme om at spurte sig til endnu flere bonussekunder i landets største by. Afslutningen passer imidlertid også fremragende til Lutsenko, og dermed er nu lagt op til en decideret kamp om den samlede sejr i morgendagens spektakulære finale. Det var der næppe mange, der havde ventet, men er kun en udvikling, cykelfans kan bifalde efter et løb, der mildt sagt har været halvkedeligt indtil nu.

Der er derfor grund til at glæde sig til den store finale i morgen, Og hvem ved? Måske bliver det allerede her, at Quick-Step overgår Mapeis magiske 71 sejre. Måske har de ikke etapens favorit, men det vil ligne dem dårligt ikke at blande sig igen 269 dage og yderligere 70 sejre efter årets første triumf den 18. januar i Australien.

Favoritterne

Der har været tradition for, at den afsluttende etape i Istanbul aldrig spiller en rolle i kampen om den samlede sejr, og de fleste havde da også ventet, at det igen i år atter alene ville være kongeetapen, der ville bestemme udfaldet af det tyrkiske løb. Som sagt har dagens udvikling imidlertid åbnet op for en helt ny spænding, og selvom Alexey Lutsenko fortsat står med de klart bedste kort på hånden, er der ikke den store tvivl om, at Nathan Haas vil gå efter chancen for faktisk at stjæle det hele fra kasakken.

Det kræver ”blot” en placering i top 3, og at han slår sin kasakhiske rival, og det er bestemt ikke umuligt i en finale, der ligger ganske godt til dem begge. Også Diego Ulissi, Eduard Prades og Fabio Felline burde kunne lugte en vis form for blod på brostensbakken i Istanbul, og da det samtidig er en finale, der før har været god ved de holdbare sprintere, er der pludselig lagt i kakkelovnen til en spændende og yderst uforudsigelig finale med mange mulige vinderkandidater og med både etapegevinst og samlet sejr på spil.

Det vil også sætte sit præg på løbets indledende fase. For Astana vil det være ideelt, hvis bonussekunderne forsvinder langt ud i horisonten, og derfor skal vi ikke vente os den store aktivitet fra Astana. Det kan vi til gengæld fra Katusha, der altså helt sikkert kommer til Istanbul med store ambitioner. Det samme gær Trek, da etapen er den bedste chance for John Degenkolb, ligesom Felline altså kan jagte klassementet, og også Euskadi, UAE og Bora kan tænkes at tage en vis form for ansvar. Quick-Step vil sikkert tage sin en sjælden slapper, men med udsigt til, at der er enormt meget på spil og mange interesser i en samlet afgørelse, ligner det, at et udbrud vil være dødsdømt.

Det betyder ikke, at der ikke vil blive forsøgt i det, der sikkert vil være endnu en aggressiv start, hvor det atter vil tage nogen tid at få udbruddet etableret. Alligevel vil den indlagte spurt og dermed bonussekunder næppe komme i spil, som det var tilfældet i dag. For Katusha er der nemlig ikke meget at vinde, da Haas alligevel skal slå Lutsenko i Istanbul, hvis han vil vinde, og det er svært at se andre tage det initiativ, der skal til for at samle feltet efter mere end 80 km. Derfor regner vi med, at etapen vil falde til ro i den ret hårde modvind, mens de ovennævnte hold vil sørge for at holde udbruddet i snor.

I udkanten af Istanbul vil rytterne få en ret kraftig sidevind, men da det først sker i byzonen, vil der formentlig være så meget læ, at den næppe vil komme i spil. Derfor regner vi med ganske megen fred og ro, mens udbruddet køres ind, og at det til slut er et samlet felt, der skal slås om sejren i den spektakulære finale i Istanbul.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Det er fjerde år i træk, at samme finale blev benyttet, og hver gang er det lykkedes for en eller flere ryttere at undslippe på bakken. Sidste år kørte Edward Theuns, Sam Bennett og Matteo Pelucchi væk, mens det begge de to foregående gange var Caja Rural, der angreb fra bunden med hhv. Lluis Mas og Jose Goncalves. Hver gang lykkedes det dem at holde feltet bag sig (idet det skal bemærkes, at Goncalves ikke vandt etapen, da Przemyslaw Niemiec stadig var foran efter et langt udbrud). Det viser, at det er en etape, der sagtens kan bruges af en stærk puncheur til at gøre en forskel, og det er langtfra givet, at der skal spurtes om sejren.

De tidligere resultater viser også, at man i spurten finder en blanding af sprintere og puncheurs, og både Cavendish og langt mere hårdføre typer har været med fremme. Samtidig betyder de mange sving, bakken og de smalle veje, at der altid opstår huller i finalen, og derfor kan klassementet meget vel ændres, ikke kun som følge af bonussekunder.

Det helt afgørende moment er svinget ind på brostensbakken med 1400 m igen. Sidder man for langt tilbage her, kan man opgive alt om at vinde etapen, for vejen er så smal, at det er meget svært at gå forbi. Evner i positionskampen og ikke mindst et stærkt hold til at bringe kaptajnen frem er derfor mindst lige så vigtig som individuel styrke. Tekniske egenskaber i den meget kringlede finale er samtidig helt afgørende, ikke mindst denne gang, hvor vejene ventes at være våde. Nu må vi blot håbe, at det ikke som sidste år giver anledning til styrt, som da Bennett altså væltede i finalen sidste år.

Som sagt er listen over potentielle vindere ganske lang, og det er derfor med nogen usikkerhed, at vi peger på Sam Bennett som vores favorit. Ireren er nemlig slet ikke i samme særklasse i en finale som denne, som han har været på de foregående sprinteretaper. Omvendt viste han sidste år stor styrke på bakken, og havde det ikke været for det dumme styrt, havde han utvivlsomt taget sejren. I år hsr han forbedret sin holdbarhed enormt, og hans chancer burde derfor være endnu bedre i 2018.10.13

Når vi alligevel tøver, skyldes det, at han som skrevet i analysen jo faktisk nu to gange i træk har kørt halvsvage spurter. Noget kunne tyde på, at han alligevel ikke er i den superform, det så ud til på de to første meget lette etaper. Omvendt klatrede han med stor autoritet på 3. etape, og det bør give et vist grundlag for optimisme. Først og fremmest har han imidlertid været i særklasse i positionskampen, og selvom han næppe kan matche Quick-Step frem mod bakken, har han ikke mindst i Lukas Pöstlberger en nøglemand til at sikre, at han ligesom sidste år vil være helt fremme. Lykkes det, er det trods alt svært at se, at han kan slås. Bakken er i sig selv overkommelig, og på stregen burde han være den klart hurtigste. Der er en reel risiko for, at han fanges i positionskampen, eller at han ikke har benene efter en hård finale, men vi vil alligevel tro, at han tager revanche for sidste års skuffelse.

Som sagt har det været opløftende at se, at John Degenkolb har rejst sig efter den sygdom, der satte ham tilbage i starten af løbet. I dag var han meget tæt på at vinde en flad og let spurt, der bestemt ikke passede ham, og det burde gøre ham optimistisk forud for en afslutning, der ligger til højrebenet for en mand, der specialiserer sig i brostensklassikere og stigende spurter. Der er næppe tvivl om, at Degenkolb både er en af de bedste på bakker som disse og vil være en af de hurtigste på stregen. Samtidig synes formen altså at være i fremgang for Degenkolb, for hvem truslen i stedet er positionskampen. Det har nemlig aldrig været hans helt store styrke, slet ikke på våde veje. Omvendt er han trods alt klassikerrytter, og i dag viste Trek endelig, at de har et af de stærkeste mandskaber til at køre deres kaptajn frem. Rammer Degenkolb bakken i en nogenlunde position, vil han blive meget svær at slå, også for Bennett.

En anden meget formstærk sprinter, som vi gang på gang har rost, er Jempy Drucker. Luxembourgeren imponerede allerede i de to første flade spurter, der ellers ikke passede ham, men siden har han været ramt af uheld, først med kædeproblemer på 3. etape og i dag ved at blive lukket ind. Allerede inden dette løb viste han imidlertid storform, ikke mindst da han i den meget tilsvarende finale i Binche kørte med om sejren. Med andre ord burde dette være en glimrende chance for en holdbar sprinter som Drucker, der samtidig er god i positionskampen og i tekniske finaler. Vi frygter lidt, at BMC mangler det allersidste for inden bakken at matche de bedste, men kan Patrick Bevin få ham frem, burde Drucker have en fremragende chance.

Logikken siger, at finalen vil være for hård for Alvaro Hodeg, men det betyder ikke, at Quick-Step er uden chance. Maximiliano Richeze er ikke just kendt som bakkesprinter, og faktisk har han næsten ingen resultater i stigende spurter. Det er derfor langt fra hans spidskompetence, men han har én stor styrke: sit hold. Hvis Quick-Step vil, kan de ramme bakken i første position, og det vil give Richeze gode chancer for at komme til toppen i en relativt god position. Flader det først ud, burde han have ganske gode muligheder for at lade sin fart tale, ikke mindst fordi han i torsdags kørte sin bedste spurt længe og var ganske tæt på at slå selveste Bennett. Spørgsnålet er alene, hvor mange kræfter bakken vil have kostet.

Quick-Step har en livsfarlig joker i Zdenek Stybar, der formentlig er kommet til løbet alene med denne etape for øje. Han har vist fremragende form i de seneste måneder, senest i Binche, hvor han var meget tæt på at køre alene hjem, og i samme løb, som han tidligere har vundet, har vi set, at han elsker brostensbakker med sving i finalen. Han mangler nok topfarten til at slå de hurtige folk i en finale, der trods alt ikke er voldsomt hård, men til gengæld ligger det næsten i kortene, at han skal forsøge at lave ”en Mas”. Det vil ikke være overraskende, at Quick-Step vil forsøge at ramme bakken først og derefter hakke bremsen i, så Stybar kan køre væk. Lykkes det ham at få et hul, bliver den tjekkiske crossvidunder ikke let at hente i en kringlet finale som denne.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Alexey Lutsenko føler sig truet af Nathan Haas, men faktisk kan han ende med at fuldende den totale triumf ved faktisk også at vinde etapen. Stigende spurter er nemlig ganske glimrende for kasakken, der i Oman i år blev nr. 3 bag blandt andre Van Avermaet i en ganske vist lidt hårdere puncheurafslutning. Brosten har han også tidligere gjort det godt på, og først og fremmest har han vist, at haner i forrygende form. Den helt store udfordring bliver positionskampen, der ikke synes at være hans største styrke. Klarer han den, synes hans form og gode ben at kunne bringe ham rigtigt langt.

Manden, der truer ham, er Nathan Haas. For at vinde skal australieren som sagt slå Lutsenko og samtidig køre på podiet, men han kan faktisk også ende med at vinde etapen. Hans speciale er nemlig netop puncheurspurter som denne, og den eneste ulempe for Haas er vel, at den flader ud til sidst. I år har han imidlertid også kørt fremragende spurter på flad vej, og derfor burde han vise sig som en af de allerstærkeste i en afslutning som denne. For ham er det i høj grad positionskampen, der for et ikke alt for stærkt Katusha-hold kan vise sig som en hurdle, men klarer han den, burde han have en reel mulighed for at vinde etapen.

Positionskampen er til gengæld den store force for Simone Consonni, hvis store stabilitet i årets massespurter netop er opnået i kraft af sine evner til at håndtere de hektiske finaler. Samtidig burde en afslutning som denne, der minder om den, der i Richmond gav ha U23-sølv ved VM, være god for en holdbar fyr som ham, ikke mindst efter det, han også viste på 5. etape i Polen. Det taler samtidig til hans fordel i forhold til de nævnte puncheurs, at den flader ud til sidst, og dette ligner derfor hans store chance for endelig at slå de hurtigere folk. Usikkerheden skyldes ikke evnerne, men snarere formen efter en svag spurt i dag og ikke mindst det forhold, at han kan ende som hjælper for Diego Ulissi, der har et samlet topresultat at køre for.

Drucker ligner det bedste bud for BMC, men holdet har i Patrick Bevin en glimrende plan B. Newzealænderen har haft et fantastisk efterår, hvor han var i top 10 på næsten alle etaper i Tour Britain og kørte sig til en top 10 ved VM i enkeltstart. Han viste sin hurtighed både i England og på 3. etape her, hvor han efter Druckers defekt spurtede sig til en 4. plads. Ha skuffede på kongeetapen, men burde nok kunne vise sig frem i en finale som denne. Den passer ham i hvert fald perfekt, hvis ikke han skal hjælpe Drucker og Nicolas Roche, der af hensyn til klassementet skal køre finale, men som ikke kan vinde.

Af hensyn til klassementet burde Fabio Felline også få sin chance. Trek vil formentlig satse på Degenkolb, men da Felline har kurs mod en samlet top 5, skal han undgå at tabe tid i de huller, der helt sikkert opstår. Han er på vej tilbage efter sin sygdomsperiode, og selvom han ikke helt er der endnu, viste han i går, at han nærmer sig. Han viste sidste år sit potentiale i brostensklassikerne, så det burde være en god afslutning for ham, ikke mindst fordi hans speciale er en flad spurt efter et hårdt løb og er teknisk fremragende. Spørgsmålet er, om han er hurtig nok til at slå de hurtigste og kan klare sig i positionskampen.

Sidste år vandt Edward Theuns denne etape, og det drømmer han om at gøre igen. Desværre har de seneste dage blot bekræftet, at han efter skiftet til Sunweb er faldet ned i et sort hul, som der ikke umiddelbart er en vej ud af. Han blev sat på 3. etape, og i spurterne har han slet ikke haft fordums styrke. Heldigvis er bakken her kortere, og han har et stærkt hold til at køre sig frem. Finalen kunne ikke passe ham bedre, men det er tvivlsomt, om niveauet rækker til at vinde- Gør det ikke, har holdet formstærke Mike Teunissen og Nikias Arndt som plan B, men de vil formentlig skulle bruge kræfterne på at holde Theuns fremme i den vilde positionskamp.

Sidste års vinder Diego Ulissi kunne i dag se den samlede andenplads glide sig af hænde, og dermed har han nu kurs mod en store skuffelse. Heldigvis kan han drømme om at levere et resultat i Istanbul, for som puncheur er det ikke en helt dårlig afslutning for ham. Desværre har han i de senere år ikke været sp hurtig i flade spurter som tidligere, ligesom han altid har været for lille og spinkel til brosten. Bakken her er nok for kort og flad til, at Ulissi for alvor kan blande sig, men helt afskrives kan han ikke.

Eduard Prades har haft en fantastisk sæson, hvor han i den grad har skilt sig ud som puncheur. Det har vi set i Vueltaen og Yorkshire og igen i går på kongeetapen. Han har stadig til gode at vise sig frem på brosten, og bakken her er nok også lidt for kort til at passe ham. Til gengæld har han vist, at formen er fremragende, og den største trussel mod et topresultat er nok i virkeligheden det svage hold i positionskampen.

For to år siden blev Mauro Finetto nr. 4 på denne etape, og det viser, at han er ganske god i denne slags finaler. Desværre har han i de senere år slet ikke været så hurtig som tidligere, og især i år har det knebet, når han har skullet afslutte. Derfor virker det også usandsynligt, at han kan køre med om sejren, ikke mindst fordi positionering ikke er hans store styrke. Omvendt har han i både dette og de foregående løb vist, at han er i bedre form, end han har været meget længe.

Andre kandidater til et fint resultat er Grega Bole , Alex Kirsch, Ahmet Örken, Heinrich Haussler, Ruben Guerreiro, Delio Fernandez, Szmyon Sajnok, Thomas Sprengers, Kevin Deltombe, Dimitri Peyskens, Eliot Lietaer og Jay McCarthy, der dog ventes at skulle arbejde for Bennett.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: John Degenkolb, Jempy Drucker

Outsidere: Maximilano Richeze, Zdenek Stybar, Alexey Lutsenko, Nathan Haas, Simone Consonni

Jokers: Patrick Bevin, Fabio Felline, Edward Theuns, Diego Ulissi, Eduard Prades, Mauro Finetto, Mike Teunissen, Nikias Arndt

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Edward Theuns’ dramatiske sejr fra 2017, Przemyslaw Niemiecs sejr fra 2016 og Lluis Mas’ sejr fra 2015.