Optakt: 6. etape af Tour of Turkey

Ruten

Beslutningen om at flytte hele løbet mod nord betyder, at der ikke er plads til megen genbrug af de velkendte finaler. Der er dog én mulighed, da løbet igen i år slutter i Istanbul, og her har man ikke fundet grund til at ændre den afslutning, vi kender. Siden løbets opgradering i 2008 har det været en tradition, at det hele enten er startet eller sluttet i storbyen Istanbul. I de første år agerede den startby, men mellem 2012 og 2015 blev den store finale afviklet i landets største by. I 2016 lagde man igen asfalt til åbningen, men siden dengang har det altid været afslutningen, der har været henlagt til byen.

Det sker på en etape, hvor man vil genbruge den ekstremt tekniske og meget spektakulære finale, der har været brugt i de senere år, og som byder på en lille brostensbakke til allersidst, en bakke, der nu flere gange har snydt sprinterne. Etapen er også speciel, fordi det er det eneste større cykelløb, der finder sted i hele to kontinenter, idet man undervejs krydser Bosporus-strædet og således afvikler dele af etapen på både europæisk og asiatisk jord.

Med en distance på 172,4 km er der tale om en længere etape end vanligt, og det skyldes, at man ligesom sidste år ikke har henlagt hele etapen til Istanbul og omegn. I stedet går starten længere mod øst i byen Sakarya, hvorfra man kører igennem fladt terræn mod syd ud til kysten. Her rammer man den flade kystvej, og den følges herfra mod vest med retning mod Istanbul forbi dagens indlagte spurt, der kommer efter 28,7 km. Omkring byen Izmit skærer man kortvarigt igennem landet og forlader kysten, hvorfor man skal op over en kategori 3-stigning (2,9 km, 4,9%), der har top efter 57,9 km. Kort efter rammer man imidlertid igen kystvejen, hvorefter det går igennem fladlandet frem til byen Dilovasi i udkanten af Istanbul.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Her forlader man vandet for at køre op over en lille bakke mod nordvest, inden det igen flader ud, når man kører ind mod Istanbuls centrum. Her drejer man mod vest, hvorefter det falder ned mod kysten. For andet år i træk passerer man denne gang Bosporus-strædet og kører ind i Europa via Eurasia-tunnelen, der leder helt ned 97 m under havets overflade, inden en stejl bakke leder tilbage mod jordoverfladen. Her fortsætter man via den flade kystvej mod vest ud til et vendepunkt, hvor man vender rundt for at køre tilbage mod øst langs kysten til dagens Turkish Beauty Sprint, der kommer efter 158,9 km. Derfra går det videre langs kysten mod nord og nordvest, inden man kortvarigt kører ind i byens centrum.

Her vender man atter rundt for at køre hele vejen tilbage ad kystvejen frem mod den spændende finale. Man drejer væk fra kystvejen med 1400 m igen, hvor man rammer den spektakulære brostensbakke, der i bunden stiger med 7% og herefter med 3-4%, indtil man når toppen med 800 m igen. Herefter flader det ud og stiger kun ganske lidt frem til stregen i en teknisk finale, der byder på hele fire skarpe sving på de sidste 800 m, hvoraf de to sidste kommer med ca. 200 m igen.

Etapen byder på i alt 1410 højdemeter.

Brostensbakken i finalen er blevet benyttet i 2018, 2017, 2016 og 2015. Sidste år kørte Sam Bennett fra alt og alle og sejrede med 5 sekunder ned til en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Eduard Prades, der via bonussekunder derved sikrede sig den samlede sejr. I 2017 år kørte Matteo Pelucchi, Bennett og Edward Theuns væk, men bedst som det lignede en 5. sejr til ireren, styrtede han, hvorefter Theuns sejrede foran Pelucchi.  I 2016 år lykkedes det højst overraskende Przemyslaw Niemiec at holde hjem fra det tidlige udbrud og nå mål 11 sekunder inden Jose Goncalves, der havde angrebet fra feltet og distanceret hurtigste sprinter Marco Zanotti med fem sekunder. I 2015 angreb Lluis Mas fra bunden af bakken, og det lykkedes ham akkurat at holde feltet bag sig og sejre foran Mark Cavendish og Carlos Barbero.

I 2014 vandt Cavendish en mere traditionel massespurt på sidste etape foran Elia Viviani og Andrea Guardini, og det samme gjorde Marcel Kittel ved at slå Guardini og Andrew Fenn året inden. I 2012 var det Theo Bos, der var hurtigst og besejrede Fenn og Stefan Van Dijk, mens Guardini åbnede løbet ved at vinde 1. etape i Istanbul foran Tyler Farrar og Kenny Van Hummel i 2011. I 2010 vandt André Greipel en spektakulær prolog foran Tejay van Garderen og Maciej Bodnar, mens Mauro Finetto sejrede med 2 sekunder ned til et splittet felt på 1. etape i 2009. I 2008 indledte man løbet med et kriterium i Istanbul, der ikke talte med i den samlede stilling, og her viste Gregory Rast sig som den stærkeste i et udbrud.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret                                                                                                          

Efter dagens forfærdelige regn- og snevejr kan rytterne se frem til mere almindelige tyrkiske betingelser, når der søndag venter en solrig dag med kun enkelte skyer om eftermiddagen. Med en temperatur på 14 grader vil det dog stadig være relativt køligt, og der vil være en let til jævn vind fra nord. Det giver efter et stykke med medvind hovedsageligt side- og senere sidemodvind på turen ind mod Istanbul. Her kommer vinder fra alle mulige retninger i den kringlede finale, men man vil drejer ind i sidemedvind på brostensbakken. Efter tredjesidste sving får man sidemodvind og derefter igen sidemedvind på den 200 m lange opløbsstrækning.

Analyse af 5. etape

Cykelsportens mest interessante mandskaber er ofte dem, der formår at begå sig i alle sportens mange forskellige discipliner. Desværre er det ofte meget vanskeligt at sammensætte en trup, der kan være med i front i det vide spænd fra massespurter over både brostens- og kuperede klassikere til klassementer i grand tours. Derfor er det fleste hold også tvunget til at fravælge visse discipliner og specialisere sig på bestemte områder. Mest tydeligt er det hos Deceninck-Quick Step, der er det førende klassiker- og sprinterhold, men som aldrig har haft nær samme betydning i etapeløbene, samt Team Sky, der har siddet tungt på etapeløbstronen, men har haft det betydeligt svære i endagsløbene og i dag er nærmest ikke-eksisterende på sprinterscenen.

Sådan var det også Bora, da det tyske mandskab hev den store pengepung og besluttede at bygge holdet op omkring Peter Sagan. Ganske vist blev der også investeret i Rafal Majka og Leopold König som et par stærke kandidater til etapeløbene, men det var først og fremmest en nebengesjæft i en trup, hvor det meste var gearet mod klassikere og massespurter. Med Sam Bennetts vilde udvikling i de senere og Pascal Ackermanns kometagtige gennembrud sidste år er den betoning blot blevet endnu tydeligere, ikke mindst fordi Majkas mange forsøg som klassementsrytter i grand tours alle er slået fejl.

Nu er der imidlertid ved at ske noget. I de seneste uger, hvor Sagan har været bemærkelsesværdigt tam i klassikerne, har holdet nemlig oplevet stor succes. Bevares, meget af det skyldes da, at Bennett igen har været flyvende i Tour of Turkey, hvor han på de første fire etaper har sikret sig to sejre samt hhv. en 2. og en 3. plads, men også på stigningerne har holdet gjort et indtog, som ville have været helt utænkeligt for blot 12 måneder siden.

Emanuel Buchmann og Maximilian Schachmann havde allerede lagt flyvende fra land, men det var i sidste uge i Baskerlandet, at holdet for første gang virkelig satte sig på tronen i et stort et etapeløb. Det skete, da holdet vandt ikke færre end fire af de seks etaper med hhv. tre til Schachmann og en enkelt til Buchmann og samtidig var overordentligt tæt på også at løbe med den samlede sejr. Faktisk var holdet så stærkt, at de kunne være endt med tre mand helt i front, hvis ikke Schachmann og Patrick Konrad på sidste etape havde været tvunget til at ofre egne chancer i forsvaret af Buchmanns gule trøje.

Fra sidelinjen har Felix Grossschartner helt sikkert set lidt misundeligt til. Østrigeren har været lidt overskud, selvom han sammen med Gregor Mühlberger også er en del af den unge klatrekvintet, der udgør en for mandskabet meget spændende tysktalende fremtid i etapeløbene. Ganske vist har han undervejs givet prøver på sit talent, både med en top 10 i Paris-Nice og ikke mindst en samlet 2. plads i sidste års Tour of Guangxi, men i de store etapeløb i Europa har han endnu sit helt store gennembrud til gode, og det har gjort ham til den lille fisk i den meget lovende talentdam på Bora-holdet.

Måske var det holdkammeraternes succes, der skulle bruges som motivation til at gå efter sejren i denne uges Tour of Turkey. Ganske vist er der tale om et betydeligt svagere besat løb, end man normalt ser det på WorldTouren, men løbet har ofte været en rugekasse for unge talenter, der her har givet prøver på deres format. Derfor var det naturligt for Grossschartner, at han efter den lovende kørsel i Guangxi sidste år her atter fik chancen for at køre som kaptajn med fuld opbakning fra sit hold.

Med sin 2. plads i spurten på 2. etape havde østrigeren også vist, at formen var, hvor den skulle være, men alligevel var der tvivl om, hvorvidt han kunne leve op til tilliden på dagens dramatiske kongeetape, hvor noget så sjældent som tyrkisk aprilsne tvang arrangørerne til at forkorte etapen og straks ændre de storslåede pr-planer og i stedet promovere landet som skination snarere end et land med badestrande og swimmingpools. Den usædvanligt vanskelige Kartepe-stigning var nemlig så stejl, at man nok kunne have sine overvejelser om, hvorvidt den relativt store østriger kunne matche bjerggederne på de stejle procenter.

Grosschartner gjorde imidlertid alle skeptikerne til skamme. Med en kørsel, der ikke blot var imponerende i kraft af den bagvedliggende fysik, men is særlig grad skilte sig ud for at være præget af en klogskab, der ikke bar præg af, at der var tale om en 25-årig ungersvend i en af sine første store kaptajnroller, lykkedes det ham at tage karrierens første sejr og det endda på WorldTouren. Mens hans lod alle sine rivaler fyre alle deres skud af langt fra mål, bevarede Grossschartner ruten og benyttede sine tempoegenskaber til at trække først Valerio Conti, siden Remco Evenepoel og til slut Merhawi Kudus ind, inden han med en kraftfuld, men effektiv forcering til slut viste, hvem der var dagens stærkeste og klogeste.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Dermed ser det nu ud til, at Grossschartner skal blive den første Bora-rytter, der sejrer i et etapeløb på WorldTouren, efter at det akkurat mislykkedes for Buchmann i sidste uge. Det var der trods alt næppe mange, der have spået, da han skrev kontrakt med holdet forud for sidste sæson, men det er blot det seneste bevis på, at det tyske mandskab har gjort et eller andet rigtigt i deres udvikling af deres spændende klatretalenter. Og samtidig kommer det i et løb, hvor Bennett med muligvis hele tre etapesejre - han ligner nemlig favoritten til at gentage sidste års sejr i Istanbul - samtidig har bevist, at holdet også er tro mod deres DNA.

Længe så det ellers ud til, at det skulle blive det ustoppelige Astana-hold, der nok engang skulle løbe med en sejr i et etapeløb. Merhawi Kudus så nemlig ud til at have snøret sækken, da han med legende lethed dansede væk fra Grossschartner i finalen. Desværre fik eritreeren åbnet en anelse for tidligt, og dermed kunne han ikke fortsætte holdkammeraternes enorme succes ved at sikre et hattrick i den seneste måneds WorldTour-etapeløb. Alligevel må han kunne se tilbage på præstationen med en vis tilfredshed, for efter den flotte kørsel på kongeetapen i Catalonien fik han i dag bevist, at den stilstand - og måske endda recession - han havde oplevet i tiden på Dimension Data, efter skiftet til den kasakhiske succesmaskine er vendt til fremgang, og han ligner efterhånden en mand, der er klar til at indfri det potentiale, han viste i en meget ung alder.

Når vi taler om potentiale, er det umuligt ikke med det samme at tænke på Remco Evenepoel. En hel cykelverden må have glædet sig til netop denne dag, hvor vi endelig fik chancen for at se, hvor stærk belgieren var, når han blev givet en kaptajnrolle i et WorldTour-løb. Kortvarigt så det også ud til, at det 19-årige fænomen skulle levere endnu en sensation, da han tidligt på stigningen kørte fra alt og alle. Desværre måtte han endnu engang konstatere, at hans ekstreme overlegenhed i juniorklassen ikke har været specielt befordrende for udviklingen af løbsnæse og taktisk sans. Som det var tilfældet på enkeltstarten i San Juan og med sin lidt for offensive kørsel på 2. etape i onsdags, hvor det endte med at koste ham nogle sekunder, fik han nemlig åbnet alt for tidligt og dermed også endnu en påmindelse om, at niveauet på WorldTouren altså er højere end juniorerne.

Den ungdommelige iver skal han imidlertid nok for lagt fra sig, og dagens præstation er uanset fejlene ekstremt lovende for fremtiden. Det er ikke mange 19-årige, der er i stand til at køre med om sejren i et WorldTour-løb, og det kunne endda være blevet endnu bedre, hvis han havde kørt en anelse mere med hovedet. Når skuffelsen har lagt sig, kan han derfor se tilbage på løbet med en bevidsthed om, at fremtiden vitterligt ser ufatteligt lys ud for belgiernes nye vidunderbarn.

Løbet blev også en succes for UAE, der fik begge deres kaptajner i top 6. Lidt overraskende var det Valerio Conti, der viste sig som den stærkeste, for den lille italiener har hidtil mest gjort sig i eksplosivt terræn. Efter en lidt svært tid viste han imidlertid i dag, at han også kan klatre på lange stigninger, og dermed fortsætter han den ganske succesrige start for det arabiske storhold, der virkelig har fået vendt bøtten efter den helt igennem fejlslagne 2018-sæson. Med sin 6. plads fik Jan Polanc også fulgt fint op på en lovende sæsonstart, og det ser ud til, at mandskabet selv uden Fabio Aru måske alligevel kan jagte en etapesejr i bjergene i Giroen, når det om et par uger går løs i Italien.

I det hele taget blev løbet en fin understregning af, hvem der har succes, og hvem der ikke har. Således endte det i endnu en fiasko for Dimension Data, der faldt helt sammen, selvom de fra bunden af stigningen gav Ben O’Connor fuld tillid og tog kontrol med flot arbejde af Scott Davies og unge Stefan De Bod. Så snart der blev trådt an, forsvandt den ellers så lovende australske klatrer imidlertid som dug for solen, og dermed blev det altså heller ikke i denne uge, at der skulle være lys for enden af den efterhånden kulsort sydafrikanske tunnel. Og endnu værre var det, at O’Connor fik sig en ordentlig mavepuster med bare få uger til en Giro, hvor han ellers skulle forsøge at gentage den flotte kørsel, der sidste år burde have indbragt ham en top 10, hvis det ikke havde været for et dumt styrt.

Derudover blev det en etape, der understregede, at Rally virkelig har taget et stort skridt på den europæiske scene, efter at de fik begge deres kaptajner, Kyle Murphy og Rob Britton, i top 10 bare et par uger efter Brandon McNultys store sejr på Sicilien. W52 opnåede med en 5. plads til Edgar Pinto også deres første store resultat på højeste niveau, selvom det ikke lykkedes kaptajnen, Raul Alarcon, at vise, hvorfor han i de senere år har været så suveræn i Portugal. Og Mauro Finetto, der ellers mest er kendt som puncheur, fik bekræftet den fornemme form, han har stillet til skue, siden han tog sin flotte sejr i Coppi e Bartali for nogle uger siden.

Alle sammen var de dog statister i det, der i alt væsentligt var et fornemt Grossschartner-show, som i morgen formentlig belønnes med den samlede sejr i det tyrkiske etapeløb. Og lykkes det for Bennett at gentage sidste års sejr i Istanbul, vil Bora endda for andet etapeløb i træk kunne tage hjem med fire ud af seks mulige etapesejre. Det er der for så vidt ikke noget meget usædvanligt i. Det nye er bare, at det ligesom i Baskerlandet ikke kun var i spurterne, at holdet satte sig igennem, og at det heller ikke denne gang var Peter Sagan, der var stjernen i svøb. Det er i sandhed nye tider på Bora-hansgrohe!

Favoritterne

Der har været tradition for, at den afsluttende etape i Istanbul aldrig spiller en rolle i kampen om den samlede sejr, men det ændrede sig i sidste års store drama, hvor Eduard Prades via bonussekunder med det yderste af neglene frarøvede Alexey Lutsenko den samlede sejr. Den slags drama skal vi ikke forvente i år, hvor de større tidsforskelle betyder, at det er en etape, der for favoritterne først og fremmest skal overleves. Det betyder dog ikke, at den ikke bliver hektisk, for positionskampen i den yderst tekniske finale giver altid anledning til enormt stress og meget også ofte adskillige huller i feltet.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapesejren er imidlertid et anliggende for andre folk, og der er i hvert fald to ryttere, der har set sig lune på denne finale. Det gælder Sam Bennett, der sidste år vandt med sit fornemme angreb fra bunden af bakken, og som med 99% sikkerhed havde været dobbelt vinder, hvis ikke han efter en lignende forcering i 2017 var styrtet i sidste sving. Samtidig har Caleb Ewan med sejren i fredags i den grad fået tanket selvtillid, og han drømmer om at slutte løbet af med endnu en sejr i en finale, der ikke burde være dårlig for ham.

Det betyder også, at vi bør kunne glemme alt om en udbrudssejr. Vi har på de foregående etaper set, hvordan feltet let har kunnet holde snor i de ofte ret svage udbrud, og vi venter os heller ikke den store dramatik på det, der i alt væsentligt er endnu en flad hovedvejsetape. Det er sidste chance for at slås om de sekundære klassementer, og derfor kan der nok være lidt kamp om at ramme udbruddet, men derefter burde løbet finde sin velkendte og rolige rytme. Sidevinden er ikke stærk nok til at spille en rolle, og derfor regner vi med en rolig dag, hvor Bora og Lotto måske med hjælp fra Deceuninck langsomt vil trække udbruddet ind og sikre, at feltet skal afgøre det inde i selve hjertet af Istanbul.

Det er femte år i træk, at samme finale blev benyttet, og hver gang er det lykkedes for en eller flere ryttere at undslippe på bakken. Sidste år kørte kørte Bennett fra alt og alle, og i 2017 stak Edward Theuns, Sam Bennett og Matteo Pelucchi af, mens det begge de to foregående gange var Caja Rural, der angreb fra bunden med hhv. Lluis Mas og Jose Goncalves. Hver gang lykkedes det dem at holde feltet bag sig (idet det skal bemærkes, at Goncalves ikke vandt etapen, da Przemyslaw Niemiec stadig var foran efter et langt udbrud). Det viser, at det er en etape, der sagtens kan bruges af en stærk puncheur til at gøre en forskel, og det er langtfra givet, at der skal spurtes om sejren.

De tidligere resultater viser også, at man i spurten finder en blanding af sprintere og puncheurs, og både Cavendish og langt mere hårdføre typer har været med fremme. Samtidig betyder de mange sving, bakken og de smalle veje, at der altid opstår huller i finalen, og derfor kan klassementet måske visse steder ændres, ikke kun som følge af bonussekunder.

Det helt afgørende moment er svinget ind på brostensbakken med 1400 m igen. Sidder man for langt tilbage her, kan man opgive alt om at vinde etapen, for vejen er så smal, at det er meget svært at gå forbi. Evner i positionskampen og ikke mindst et stærkt hold til at bringe kaptajnen frem er derfor mindst lige så vigtig som individuel styrke. Tekniske egenskaber i den meget kringlede finale er samtidig helt afgørende. Det kan Bennett i hvert fald skrive under på, efter at han smed en sikker sejr væk for to år siden

Med en historik, der burde have gjort ham til dobbelt vinder, er det svært at komme udenom, at Sam Bennett er favorit. Ireren har været i langt bedre form end ventet, og selvom han nu er blevet besejret i to spurter, har han vist, at benene så rigeligt rækker til at køre på bakker af denne karakter. Faktisk viste han med sin eksplosion på den sidste lille rampe på 2. etape, at der vel ikke er nogen, der kan matche hans antrit, hvis han ligesom sidste år åbner for gassen fra bunden af bakken.

Det kunne han meget vel finde på igen. I positionskampen står han og Bora nemlig stærkt med et af de bedste mandskaber. Tabet af den sygdomsramte Lukas Pöstlberger kan ganske vist ikke undervurderes, men det er stadig et hold, der bør kunne aflevere Bennett helt fremme. Lykkes det igen, vil han enten kunne bruge sit eminente punch til atter at køre væk eller vente til en spurt. I begge tilfælde vil han være manden, der skal slås, da han som bekendt også er løbets hurtigste i en flad spurt, ikke mindst på toppen af en bakke, hvor hans værste rival, Fabio Jakobsen, vil være ganske mærket. Derfor peger meget på, at Bennett kan vinde etapen igen i år, og han er derfor vores klare favorit.

Manden, der har størst chance for at slå Bennett i en direkte duel, er Caleb Ewan. I en klassisk spurt har han ikke længere samme fart som sin irske rival, men han har i år vist, at han er blevet en eminent puncheur. Her kommer målstregen ganske vist 800 m efter toppen af bakken, men efter en så svær finale bør styrkeforholdet mellem Ewan og Bennett være mere jævnt, som vi så det på 4. etape, hvor selve spurten også var relativt flad og kom efter en dog noget længere stigning. Ewans udfordring er ikke så meget spurten, men snarere positionskampen inden bakken. Vi har nemlig set, at Lotto slet ikke har kunnet begå sig i massespurterne, og reelt har det kun været Roger Kluge, der har kunnet være der for den lille australier. Vi frygter, at det kan koste ham chancen for at vinde allerede inden bakken, men sidder han først godt i bunden, står han med fine chancer for at tage sin anden sejr.

Forud for løbet ville vi ikke have tilskrevet Fabio Jakobsen mange chancer i denne finale. Hollænderen er ikke kendt som nogen klatrer, men efter den flotte 5. plads på 4. etape har han vist, at han i den grad skal tages seriøst. Jakobsen har trods alt vundet Nokere Koerse, der slutter med en spurt på brostensbelagte Nokereberg, og derfor er afslutningen måske slet ikke så ringe. Han har måske ikke punchet til at gå med Bennett, hvis ireren igen åbner fra bunden, men ender det i en spurt på toppen, burde han stå godt, også selvom han formentlig vil være mere mærket end folk som Ewan og Bennett. Hans bedste våben er det eminente mandskab, der formentlig kan vinde positionskampen frem mod bunden, og rammer de bakken først, har Jakobsen fået de bedste forudsætninger for at havne i en position, hvor han kan spurte om sejren.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Etapen her er også den bedste chance for Simone Consonni. Det er præcis en hård klassikeragtig finale som denne, der er italienerens speciale, for hvor han ikke er specielt hurtig i en klassisk boulevardspurt, har han senest med 4. pladsen på 4. etape vist sine evner som afslutter i hårde finaler. Samtidig elsker han at manøvrere i kaos, og hans evner i positionskampen burde være et fantastisk våben i så teknisk en finale som denne. Holdet er med sine bare fem mand svækket betydeligt, men kan det alligevel via Consonnis egne evner lykkes at sidde fremme, er det i en afslutning som denne, hvor tekniske evner er væsentlige, ar han vil kunne slå de hurtigere folk, i hvert fald hvis ikke han er for mærket af den lille forkølelse, der har ramt ham.

UAE har også en stærk alternativ kandidat i Juan Sebastian Molano. Colombianeren blev sat lidt tilbage af et styrt tidligt i løbet, men er stille og roligt ved at finde benene. Det viste han særligt med 6. pladsen på den hårde 4. etape, hvor vi også så, at han og Consonni tilsyneladende kører hver deres spurt. Det vil de sikkert også gøre denne gang, og som en holdbar sprinter, der blandt andet i Alentejo har vist sine evner i stigende finaler, burde Molano kunne lide denne afslutning. Han er ikke så erfaren og agil som Consonni i positionskampen, men kan han holde sig til sin holdkammerat, burde han vel egentlig i teorien være den hurtigste efter et efterår, hvor han var ganske dominerende i de asiatiske spurter, og efter sejren i Colombia, hvor han sejrede efter en knaldhård dag.

Vi har været ganske overraskede over at se, hvor godt Eduard Grosu har været kørende. På 4. etape var det endda ham, der førte an på det meste af den sidste kilometer, og det er ganske uvant for en mand, der bestemt ikke er kendt for sin holdbarhed. Når han har denne form, er han faktisk ganske stærk i disse afslutninger, hvilket i så med 3. pladsen på sidste etape i Kroatien i 2018, hvor de ligeledes skulle op over en lille bakke i en meget teknisk finale. Grosus store force er hans forrygende evner i positionskampen, hvilket trods et svagt hold giver ham gode chancer for at ramme bakken i en god position. Allerstærkest kan han dog vise sig at være i svingene på toppen af selve bakken, hvor hans kamikazeagtige kørsel giver ham en forrygende chance for at slå de normalt hurtigere folk.

Efter skuffelsen på 2. etape viste Jon Aberasturi på 4. etape, at han altså er ganske glimrende i stigende spurter. Det burde han nu også kunne, for han kommer til løbet med en frisk top 10 fra en knaldhård spurt i Baskerlandet. Derfor burde dette også være en finale efter hans smag. Han har tidligere i løb som Getxo og Burgos nemlig vist, at han som bakkesprinter er ganske stærk, og han plejer også at gøre det godt i positionskampen. Det bør han også kunne her, hvor Caja Rural har et af løbets bedste tog, og hvor han derfor burde have en fin chance for at ramme bakken i en god position. Herefter er det op til ham selv at vise, at han har benene til at slå de stærkeste. Finalen er for hård for Caja Rurals Matteo Malucelli, men det kan ikke udelukkes, at den ganske holdbare Nelson Soto måske også kan lave et resultat i en teknisk finale, der burde passe ham. Og holdets klassementsrytter Gonzalo Serrano har også vist sig ganske stærk i disse eksplosive finaler.

Egentlig ville vi gerne placere Juan Jose Lobato højt på vores favoritliste. Spanieren viste nemlig på 4. etape, at han er på vej tilbage, og vi ved alle, at han er en eminent puncheur. Han havde foretrukket, at mål havde været på toppen af bakken, men også i en flad spurt er han ganske hurtig, som vi så det i fredags, hvor selve afslutningen også var flad. Til gengæld har Lobato altid haft en nærmest lammende akilleshæl: hans forfærdelige evner i positionskampen. Derfor er denne kringlede afslutning slet ikke for ham, og vi frygter, at han aldrig kommer i position til at vise sin hurtighed. Det kræver i hvert fald held inden bakken. Har han det, så vi til gengæld på 4. etape, at han i finaler som disse har farten til at true også de allerbedste.

En positiv oplevelse i dette løb har været Christophe Noppe, der har overrasket ved at vise en helt ny form for holdbarhed. Han skuffede lidt på 4. etape, men særligt 12. pladsen på 2. etape, hvor han var næstbedste sprinter bag Bennett vidner om gode ben på bakkerne. Han viste med 5. pladsen på 3. etape også, at han har god fart i en mere klassisk massespurt, og derfor burde denne afslutning med en lille bakke og en flad spurt være fin for ham. Samtidig har han i det seneste års tid vist, at han mestrer positionskampen betydeligt bedre end sidste år, og det giver ham gode chancer for endnu et topresultat.

En mand, der kan overraske, er Luca Pacioni. Han er egentlig kendt som en relativt klassisk sprinter, men han viste sidste år i GP Kanton Aargau , at han er mere holdbar end som så. Vi ved, at han har en topfart, der kan matche de fleste, men han har et voldsomt problem i positionskampen. Det er naturligvis en særlig udfordring i denne kringlede finale, og derfor frygter vi, at han heller aldrig på denne etape for alvor får chancen for at vise, hvor hurtig han egentlig er.

Løbets store skuffelse har været Ryan Gibbons. Efter en helt forrygende sæsonstart har han her slet ikke kunnet gøre sig gældende i de stigende spurter på 2. og 4. etape, der ellers burde have passet ham, og hvr han fik god støtte fra holdet. Da han også skuffede i Catalonien, er det svært at være alt for optimistisk, ikke mindst fordi Dimension Data også har fejlet i positionskampen, hvor de ofte har ramt fronten for tidligt. Alligevel burde det ikke være umuligt for Gibbons at rejse sig. Som en holdbar sprinter, der i år har klatret som en drøm, burde han nemlig være god i en afslutning som denne, og på papiret har Dimension Data et af de bedste tog til positionskampen. Timer de det hele lidt bedre denne gang, kan det sagtens være her, at Gibbons rejser, selvom han nok ikke har farten til at vinde. Mark Cavendish har tidligere været tæt på at vinde i denne finale, men trods den stigende formkurve tror vi stadig ikke, at benene rækker til en hård afslutning som denne - heller ikke selvom det med de fine ben, han har vist på 2. og 4. etape ikke helt udelukker, at han kan være med.

En anden af løbets skuffelser har været Enrique Sanz . Han kom til løbet med hele tre sejre i stigende spurter fra Alentejo i bagagen, men ligesom i Baskerlandet har han skuffet. Han rejste sig lidt med en top 10 i fredags, men desværre synes han ikke længere at have den form, han havde for et par uger siden. Afslutningen er dog ikke sværere, end at han med lidt held i positionskampen bør være med fremme, ikke mindst fordi han også i Andalusien viste, at han efterhånden har gjort spurter i hårde finaler til lidt af et speciale.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Vi glæder os også til at se unge Giovanni Lonardi i denne afslutning. Den talentfulde italienske sprinter har haft en drømmestart på karrieren med flere sejre i Asien, og han er samtidig en relativt holdbar fyr, der stille og roligt udvikler sin råstyrke. At han er kommet langt, vidner 9. pladsen på 4. etape om, og derfor burde han stå endnu bedre i denne lettere finale, der burde passe ham bedre. Formentlig satser Nippo på Lobato, men som i fredags kan han måske få lov at køre sin egen spurt. Problemet er, at han som ung fyr mangler erfaring i positionskampen, og han kan måske få nok at gøre med at se efter positioneringssvage Lobato, der har meget svært ved at holde sig til.

Endelig vil vi pege på Yevgeniy Gidich . Den talentfulde, men yderst svingende kasak har ikke sat verden i brand i år, hvor han har været yderst skuffende. Han har heller ikke imponeret på 2. og 4. etape, men angiveligt skyldes den dårlige placering i går, at han og resten af holdet skulle redde Merhawi Kudus, der var blevet ramt af uheld. Derfor kunne han sagtens ende med at have bedre ben, end man skulle tro, og dette burde være en finale, der passer ham. Desværre frygter vi, at han kommer til kort i positionskampen.

En anden kandidat kunne være Ahmet Örken, der dog har været skuffende hidtil, samt Onur Balkan, der virker velkørende. Samuel Caldeira vil sikkert forsøge sig for W52, og så vil vi ikke helt udelukke, at Maximiliano Richeze måske kan få chancen, hvis Jakobsen melder om sårlige ben. De øvrige sprintere ventes at være for tunge eller for langsomme, mens hurtige klassementsryttere som Jhonatan Restrepo, Mauro Finetto, Gonzalo Serrano, Valerio Conti, Felix Grossschartner, Jan Polanc og Edgar Pinto ikke burde kunne slå sprinterne i denne finale.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Fabio Jakobsen

Outsidere: Simone Consonni, Juan Sebastian Molano, Eduard Grosu, Jon Aberasturi, Juan Jose Lobato,

Jokers: Christophe Noppe, Luca Pacioni, Ryan Gibbons, Enrique Sanz, Nelson Soto, Giovanni Lonardi, Mark Cavendish, Yevgeniy Gidich, Maximiliano Richeze

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Sam Bennetts sejr fra 2018, Edward Theuns’ dramatiske sejr fra 2017, Przemyslaw Niemiecs sejr fra 2016 og Lluis Mas’ sejr fra 2015.