Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 6. etape af Volta a Catalunya

29. marts 2019 20:10Foto: Vincent Riemersma / Team Sunweb

Maximilian Schachmann bekræftede sin superform ved for andet år i træk at vinde en etape i Volta a Catalunya, og dermed måtte sprinterne for anden gang i løbet se sig snydt af en brølstærk udbryder. Nu har de blot en enkelt chance tilbage, når det i morgen gælder en tilsvarende etape, der med en kuperet indledning igen kan give anledning til en spændende kamp mellem udbrydere og felt.

Ruten

Der er en grund til, at Volta a Catalunya kun i begrænset omfang tiltrækker sprintere, og at der ikke er mange ugelange etapeløb, som giver udbrud så gode chancer som den spanske begivenhed. Det er 6. etape nemlig også et ganske godt eksempel på, for ligesom på den foregående etape venter en dag med en flad finale, der kunne lægge op til en massespurt. Det er da også det mest sandsynlige scenarium, men undervejs skal der i første del klatres så meget, at det næsten lige så godt kan ende med en dag for et udbrud. Og heller ikke på denne etape skal man glemme, at vinden i regionen før har splittet feltet til atomer.

 

I alt skal der tilbagelægges 174,1 mellem afdøde Xavier Tondos hjemby, Valls, og Vila-Seca, der ligger helt ude ved kysten nær Barcelona. Startbyen befinder sig blot et par kilometer mod nord for målet, men den indledende del af etapen består af en stor sløjfe ind i det kuperede terræn nord for havet. De første mere end 50 km er således alle let stigende og fører feltet mod nordvest og sydvest, inden man endelig rammer en længere nedkørsel, der fører mod syd og sydøst med retning mod havet. Undervejs afbrydes den imidlertid af de to kategori 3-stigninger Coll d’Albarca (5,5 km, 3,1%, max. 7%) og Coll d’Alforja (4,2 km, 4,6%, max. 6%), der har top efter hhv. 64,4 og 80,0 km.

 

Herefter får det imidlertid endelig rigtigt nedad mod sydøst og syd forbi den første spurt, der kommer efter 97,8 km, inden en lille kontrabakke efterfølges af den sidste del af nedkørslen, der leder ned til kystbyen Cambrils, der ligger på den afsluttende rundstrækning. Herfra følges den flade kystvej mod nordøst og sydøst, indtil man kører mod nordvest ind i centrum af målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 131,5 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 42,6 km lange rundstrækning, der først fører igennem let stigende terræn mod nordvest og sydvest, inden en nedkørsel leder mod sydøst ned til Cambrils, hvor den sidste spurt kommer med 18,8 km igen. Derefter venter igen den flade kystvej, indtil man til sidst gennem let stigende terræn kører mod nordvest indtil mål. Med 2 km igen er der en lille bakke, hvorefter de sidste 1500 m er flade. En lige vej leder frem til en rundkørsel ved den røde flamme, hvorefter der med 500 m igen venter to skarpe sving lige i rap, inden man rammer opløbsstrækningen.

 

Etapen byder på i alt 1848 højdemeter.

 

Vila-Seca var senest mål for det indledende holdløb i 2003, hvor ONCE sejrede foran US Postal. I 2001 kørte Oscar Laguna hjem til en solosejr fra et udbrud, og i 2000 var ONCE igen de hurtigste på et indledende holdløb. I 1999 åbnede løbet med en prolog i byen, hvor Angel Casero sejrede foran Andrea Peron og Abraham Olano.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Der vil være mange nervøse miner inden en etape i et område, hvor vinden før har spillet en rolle, men det kommer den næppe til denne lørdag. Vi kan nemlig se frem til en flot dag med kun enkelte skyer og en temperatur på 17 grader. Der vil blot være en let til jævn vind fra sydøst, hvilket giver medvind i den indledende fase, inden der venter et længere stykke med sidemodvind, der varer ved helt frem til de sidste knap 10 km. Herefter får man med- og sidemedvind, hvilket fortsætter helt frem til stregen.

 

Analyse af 5. etape

Der er helt sikkert mange managere, der misundeligt skæver til Deceuninck-Quick Step i et forsøg på at greje, hvad i alverden det er, de gør så godt, og hvorfor de har udviklet sig til en ustoppelig vindermaskine. Listen over forklaringer er lang, men en af de væsentligste er utvivlsomt deres fantastiske evne til at spotte og udvikle talenter. Bare i deres nuværende trup finder man navne som Julian Alaphilippe, Enric Mas, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg, der alle er blevet spottet af manager Patrick Lefevere, og som alle enten allerede er eller er på vej til at live verdensstjerner.

 

Lefeveres evige problem er bare også, at det er så pokkers svært at holde på guldet. Det varer ikke mange minutter, inden en af hans guldfugle er slået igennem, før de første tilbud begynder at vælte ind. Op til denne sæson mistede han Fernando Gaviria, Jhonatan Narvaez og Laurens De Plus, der alle var blevet professionelle under hans vinger, og tidligere også hjemmeavl som Matteo Trentin og Michal Kwiatkowski (der ganske vist have et kort ophold hos Caja Rural forinden) blevet lokket væk af flere muligheder og/eller en federe løncheck.

 

På årets tabsliste er det Niki Terpstra og Gaviria, der har tiltrukket sig den største opmærksomhed, men måske er det igen noget af Lefeveres eget opdræt, han ærgrer sig mest over at have mistet. Ganske vist markerede Maximilian Schachmann sig i sine unge år først og fremmest som tempospecialist, og da han i 2017 blev professionel, skabte han heller ikke som en anden Gaviria, Alaphilippe, Mas eller Jakobsen store overskrifter med det samme. Det krævede imidlertid blot et enkelt år i det professionelle felt, inden fremskridtene begyndte at komme, og derfor gjorde det utvivlsomt også ondt på Lefevere, at han ikke kunne overtale den lovende tysker til ikke at hoppe på vognen, da et af de to tyske hold tilbød ham en rolle som en af deres fremtidige stjerner.

 

Allerede sidste år gav Schachmann prøver på sit talent, da han vandt en stor bjergetape i Giroen, var mindre end 500 m fra at vinde Fleche Wallonne, vandt bronze ved EM i enkeltstart, blev nr. 4 i BinckBank Tour og vandt en etape på hjemmebanen i Deutschland Tour. Det hele startede imidlertid på en regnvåd dag i Catalonien, hvor unge Schachmann tog hele feltet på sengen og snød dem på en ellers stensikker sprinteretape, hvorefter han overspurtede Diego Rubio og sikrede sig karrierens første sejr endda i et løb på WorldTouren.

 

På den måde var det også ganske passende, at Schachmann i dag konfirmerede sit enorme potentiale ved at gentage bedriften bare 12 måneder efter, at han sidst havde løftet armene i triumf på de catalanske landeveje. I en næsten tro kopi af sidste års kunststykke snød han igen et hungrende sprinterfelt, der stadig ikke er kommet sig over at være blevet snydt af Thomas De Gendt i mandags, og den eneste forskel var denne gang, at den tyske motorcykel denne gang kørte så stærkt, at hans følgesvende Andrey Amador, Tejay van Garderen og Bert-Jan Lindeman end ikke kunne følge med ham, selvom han i kraft af sin spurt ingenlunde havde nogen grund til at køre fra dem. I den sammenhæng skal det bemærkes, at benævnte trio tilsammen har ikke færre end tre top 5-placeringer i grand tours, og alle tre også har vundet etaper i de tre uger lange etapeløb, hvilket siger alt om, hvor forrygende Schachmann kører i øjeblikket.

 

Det krævede da heller ikke den store spåkugle at forudse, at han ville blive en nøglespiller på dagens etape. Den unge tysker er nemlig kommet blæsende ind til sæsonen, og vi kan stadig kun ærgre os over, at vi aldrig fik at se, om han kunne have taget kampen op mod en vis Alaphilippe på Strade Bianches grusveje, hvor en uheldig punktering satte ham ud af spillet på et tidspunkt, hvor han lignede en mand i suverænt overskud. Dagen efter tog han sin revanche ved at sætte alle til vægs i GP Industria, og i denne uge har han i løbet af de første fire dage angrebet i tide og utide, ligesom han har vist sine afslutterevner med en 4. plads i tirsdagens puncheurfinale.

 

Derfor var det også så oplagt, at Schachmann skulle forsøge sig med et angreb på en etape, der med sin hårde start indbød til offensiv kørsel. Det lykkedes ellers overraskende godt for sprinterne at holde styr på tingene i den meget aggressive indledning, og det kom som lidt af en overraskelse, at det lykkedes dem at lukke for angrebsfesten, da en lille gruppe på blot fire mand var kørt væk. Samtidig viste Michael Matthews og André Greipel lynhurtigt deres intentioner ved at sende deres respektive mandskaber frem for at føre, og lige pludselig lignede den oplagte udbryderetape alligevel en sag for sprinterne. Billedet stod kun endnu klarere, da også Phil Bauhaus og Ryan Gibbons sendte deres folk til fronten.

 

Sådan var det utvivlsomt også gået, hvis det altså ikke lige var netop Schachmann de havde ladet slippe væk. Den unge tysker kan ganske enkelt ikke stoppes i disse dage, og da først han havde sagt farvel og tak til sine følgesvende, stod det hurtigt klart, at heller ikke feltet ville se ham igen. Det kan godt være, at ugens løb har bekræftet, at han nok aldrig bliver en rigtig klatrer, men når bare han slipper for de længste stigninger, synes der ikke at være meget den alsidige tysker ikke mestrer. Nu kan man blot håbe, at han ikke bare ender som slagtekvæg for en vis slovakisk eksverdensmester, når han om et par uger stiller til start i Ardennerne, der er hans helt store mål.

 

Dermed blev det for anden gang en supermand, der snød sprinterne for en chance i det ugelange løb på WorldTouren, der altid giver aggressive ryttere de bedste chancer. Mest grund til ærgrelse har naturligvis Matthews, der endte med at vinde feltets spurt, men han kan i det mindste trøste sig med, at denne uge kun har bekræftet, at hans form efter det dumme uheld i Paris-Nice synes så god, at han nok skal blive en faktor i klassikerne. Derfor ærgrer Sunweb sig utvivlsomt mere over, at evigt uheldige Wilco Kelderman, der ellers endelig var ved at komme sig ovenpå den sygdom, der slog ham ud i Paris-Nice, for tredje år i træk er sendt til tælling i kraft af et styrt i marts. Forhåbentlig er konsekvenserne denne gang ikke så vidtrækkende, at Tom Dumoulin må undvære sin løjtnant i årets Giro.

 

Det var nu ikke så underligt, at Matthews vandt spurten. Helt som forventet viste terrænet sig nemlig at være knaldhårdt, og det skulle vise sig at være for svært for mange sprintere. Alvaro Hodeg forlod da også hurtigt løbet i erkendelse af, at årets rute slet ikke passer til den tunge colombianer, og heller ikke Hugo Hofstetter eller Mikel Aristi kunne sidde med. Mest grund til ærgrelse har stakkels André Greipel, der ligesom på 1. etape tog et flot initiativ til at stå for jagten, vel vidende at stigningerne kunne blive for svære. Det blev de desværre også, og den ellers ganske formstærke tysker måtte sande, at han heller ikke denne gang fik mulighed for at spurte sig til en forløsende sejr efter en svær start på sæsonen.

 

Derfor er det heller ikke mærkeligt at se folk som Matthews, Ryan Gibbos, Patrick Bevin, Daryl Impey og Jay McCarthy dominere spurten. De er nemlig alle af den holdbare type, som altid har elsket det kuperede catalanske terræn. Der er dog ét navn i dagens top 10, der skiller sig markant ud, nemlig Phil Bauhaus. Den store tysker hører normalt til blandt feltets tungeste sprintere, og det må betegnes som et mindre mirakel, at han klarede dagens stigninger. I sidste endte rakte benene ikke til, at han kunne sætte sin sædvanlige hurtighed igennem efter så hård en etape, men det må betegnes som lidt et gennembrud, at han overhovedet kom så langt.

 

Det gjorde Gibbons også, og han fik dermed lidt oprejsning ovenpå et løb, der ikke er gået som håbet. Den unge sydafrikaner har ellers været en af årets åbenbaringer efter en sæsonstart, der har overrumplet både ham selv og holdets ledelse, og han kom derfor til Catalonien med store forhåbninger. En defekt på 1. etape blev desværre fulgt op af en overraskende skidt præstation i den stigende spurt i tirsdags, men dagens flotte spurt giver forhåbninger om, at han måske kan gå efter sejren i morgen. Det ville i givet være stærkt tiltrængt for et Dimension Data-hold, der igen i år synes på sammenbruddets rand og godt kunne bruge noget andet at tænke på, efter at de i eftermiddag desværre også var helt usynlige på de belgiske brosten, hvor de ellers har haft store planer om at spille en væsentlig rolle.

 

For klassementsrytterne blev det ikke en let dag, da Schachmanns stædighed betød, at der skulle køres stærkt igennem hele dagen. Forskydninger i klassementet blev det imidlertid ikke til, og dermed er det status quo inden de to sidste etaper. Det vil det formentlig også være efter lørdagens etape, der ikke ser ud til at skulle blive martret af den frygtede catalanske sidevind, og det er derfor i Barcelona på søndag, at det store slag skal slås. Her er der i hvert fald lagt op til, at klassementsrytterne igen skal indtage en hovedrolle.

 

Spørgsmålet er bare, om ikke de også her skal slås med en vis hr. Schachmann. Det er i hvert fald næppe det sidste, vi har set til den tyske komet i denne uge, og det gør nok alligevel lidt ondt i Lefeveres hjerte at se guldfuglen betage cykelverdenen i nye klæder.

 

Favoritterne

Sprinterne måtte se sig snydt i dag, og dermed har de nu kun ét skud tilbage i en bøsse, der i forvejen ikke var specielt veludrustet, da de ankom til Catalonien i mandags. Skal de have deres spurt, skal det ske lørdag, hvor profilen på mange måder minder om det, de blev udsat for i dag. Det synes dog at være klart, at det er deres ubetinget bedste chance.

 

Etapens opbygning er den samme som i dag. Der lægges nemlig hårdt ud med en svær første halvdel, inden der sluttes af med en generelt faldende sidste tredjedel. Denne gang er der dog færre højdemeter på menuen, og derudover er der flere andre elementer, der taler til sprinternes fordel. For det første er der denne gang ikke tale om et bjerg lige fra start, og selvom det stiger over de første 30 km, er indledningen lettere, end den var i dag. For det andet er heller ikke midtersektionen helt så svær som vi så det i dag, og generelt er der tale om lange, jævne opkørsler og ikke den savtakkede og langt vanskeligere profil, vi så i dag.

 

Det betyder dog ikke, at det bliver nogen enkel sag at sikre en massespurt. Udbrud har nu holdt hjem to dage, og meget ofte er sprinterne blevet snydt på netop lørdagsetapen, hvor klassementet har sat sig, og hvor alle er ganske mærkede. Den hårde start lægger igen op til en knaldhård indledning med et hav af angreb, og det betyder, at vi meget vel igen kan se en angrebsfest, der varer mere end en time, og som næsten uundgåeligt vil føre til dannelsen af et formentlig stort og i hvert fald ganske potent udbrud.

 

Det betyder også, at det kræver stenhårdt arbejde at skabe samling, og der vil skulle køres stærkt igennem hele det, der formentlig bliver en lynhurtig etape. Til forskel fra i dag må man imidlertid formode, at der er flere sprinterhold, der har en tro på sejr, for der er i hvert adskillige mandskaber, der efter i dag med en vis rimelighed kan tage del i jagten. Dertil kommer, at arbejdet denne gang kan indledes med det samme, da den knap så hårde start betyder, at man ikke først skal afvente en regruppering, når udbruddet er kørt. I morgen bør arbejdshestene kunne sættes frem så hurtigt, at forspringet aldrig bliver stort.

 

I dag var det primært Arkea og Sunweb, der stod for det tidlige arbejde, inden også Bahrain-Merida og Dimension Data satte sig frem. I morgen forventer vi, at de alle fire vil tage initiativ med det samme, og skulle det lykkes at undgå at sende en Bora-mand med i udbruddet, kan tyskerne tænkes også at give en hånd med. Det samme er tilfældet for CCC og måske også Euskadi-Murias og Cofidis, og der bør derfor være så meget muskelkraft, at udbruddet kan hentes. Let bliver det ikke, men vi hælder til, at vi vil se samling.

 

Det er dog langtfra givet, at alle sprinterne vil komme med hjem. Midterstykket er igen ganske hårdt, og det er meget tænkeligt, at folk her vil falde fra. Det er i hvert fald tilfældet for en mand som Hugo Hofstetter, og også André Greipel og Phil Bauhaus kan komme til kort. Selvom vi tror på en spurt, er det altså langtfra givet, at det vil være i et specielt stort felt, og uanset hvad vil det være nogle mærkede folk, der skal afgøre det på stregen.

 

Selve spurten er heller ikke helt enkel. Der venter en sej lille bakke med 2 km igen, og den vil gøre ondt på de trætte sprinterlår. Derudover er der i en ellers ukompliceret finale to grimme sving på den sidste kilometer, og de kommer så tæt på mål, at man her skal være i en rimelig position, hvis man vil have en chance.

 

Det får os til at pege på Michael Matthews, men det er ikke med nogen stor overbevisning. Australieren er nemlig ikke den helt store fan af flade spurter som disse, og det er i hvert fald givet, at både Greipel og Bauhaus har en højere topfart end ham. Til gengæld er han en betydeligt bedre klatrer, og han vil utvivlsomt være mere frisk, når det hele skal afgøres. Især den lille bakke i finalen kan meget vel tage det sidste ud af benene på de mere klassiske sprintere, og blandt de hårdføre folk er Matthews på papiret den hurtigste, som han også viste det i dag. Han er også glimrende i positionskampen og har derfor glæde af de sene sving. Derfor tror vi, at australieren tager sin anden sejr i løbet.

 

Vi er dog på nippet til at pege på André Greipel i stedet. Tyskeren er utvivlsomt hurtigere end Matthews, men han har endnu ikke kunnet vise det. I mandags blev han lukket inde, og i dag kom han som nævnt ikke med over de sidste bakker. I morgen har han imidlertid en betydeligt bedre chance for at klare sig, og i et felt uden mange topsprintere har han det også nemmere i positionskampen. Problemet er den lille bakke, der meget vel kan sende ham lidt tilbage i feltet inden de sene sving, og spørgsmålet er, om han kan nå at rette op på det. Det er i hvert fald en lidt teknisk finale, der ikke just tiltaler tyskeren. Det ændrer dog ikke på, at han burde være hurtigst, hvis det lykkes ham at sidde i en fornuftig position, når de rammer opløbsstrækningen.

 

Som nævnt i analysen var dagens overraskelse Phil Bauhaus. Det var en mindre sensation, at den store tysker klarede dagens bakker, og dermed burde han også have gode muligheder for at gøre det på morgendagens lettere etape. Nogen garanti er der ikke, for han har utvivlsomt gravet meget dybt i dag, og det kan der være en pris at betale for. Også den sidste lille bakke kan vise sig at blive en udfordring. Til gengæld er han sammen med Greipel utvivlsomt feltets hurtigste, og havde han ikke kørt en alt, alt for lang spurt i dag, var han da sikkert også blevet nr. 2. I Grega Bole har han en fremragende lead-out man, og det kan være nøglen til at sikre ham en god position igennem svingene.

 

Som nævnt i analysen var det godt at se Ryan Gibbons rejse sig igen, og han må derfor være meget motiveret efter at gå efter en sejr i morgen. Ruten burde også passe en hårdfør type som ham, og modsat Greipel og Bauhaus får han ingen problemer med at komme med hjem eller holde sig fremme på bakken. I dag var han faktisk også en anelse hurtige end Matthews i selve spurten, og det er derfor langtfra utænkeligt, at han kan slå australieren. Det kræver dog en god position igennem svingene, og her kommer han til at savne den sygdomsramte Enrico Gasparotto. I Danilo Wyss har han dog stadig en god støtte, der forhåbentlig kan sikre ham end bedre position end i dag. Lykkes det, står han med gode muligheder.

 

For tredje gang i årets løb lykkedes det ikke Patrick Bevin at finde en ordentlig position i spurten. Han kom ellers med god fart til sidst, men det blev altså ikke til mere end en plads som nr. 4 i kampen om 2. pladsen. Han ligner ellers en mand, der har farten til måske at true Matthews, men han er hæmmet af et svagt hold, der ikke har meget at komme med i de hurtige finaler. Normalt er han ellers god til at positionere sig, og skulle det lykkes ham at ramme svingene rigtigt, er det bestemt muligt, at han kan få skovlen under de mere klassiske sprintere.

 

I dag måtte Daryl Impey igen sande, at han altså ikke helt har samme fart som sin tidligere holdkammerat Matthews. Derfor bliver det også svært at vinde, men morgendagens spurt giver ham dog en bedre chance. Her betyder de sene sving nemlig, at positionering spiller en større rolle, og her burde Impey kunne drage fordel af, at han i Dion Smith har en af feltets bedste lead-out men. Lykkes det newzealænderen at komme først igennem de sidste kurver, er det ikke umuligt, at Impey kan få en position, der kan give ham sejren over normalt hurtigere folk.

 

Meget af det samme kan siges om Jay McCarthy. Den lille australier har ikke helt samme topfart som sprinterne, men til gengæld vil han i morgen sikkert have Schachmann som lead-out man. Det er som bekendt ikke nogen dårlig mand at have i en teknisk finale, og med den form, tyskeren har vist, er det tænkeligt, at de to Bora-ryttere kan komme først igennem sidste sving. Lykkes det har McCarthy vist, at han kan gøre det færdigt, som vi så det i Baskerlandet sidste år.

 

Skulle det blive for hårdt for Bauhaus, har Bahrain-Merida en plan B i erfarne Grega Bole. Sloveneren overspurtede som bekendt Matthews i mandags, og det må giver ham en tro på, at han kan gøre det igen. Det er ellers ikke meget, han har spurtet i de senere år, men mandagens spurt viser, at han i et felt som dette stadig kan gøre sig gældende. Positionering har aldrig været hans styrke, men i et felt uden mange sprintere, kan han forhåbentlig overvinde den udfordring.

 

Nelson Soto er kendt som en tung sprinter, og derfor var det en overraskelse, at han sad med feltet hjem på 1. etape. I dag manglede han det sidste, men han burde have en betydeligt bedre chance i morgen. Det er stadig ganske sandsynligt, at det bliver for hårdt for den ikke specielt klatrestærke colombianer, og også den sidste bakke kan blive et problem. Vi ved dog, at han er hurtig og god til at positionere sig, og han har derfor en reel chance, hvis han kommer så langt.

 

Lidt forventeligt har løbet været for hårdt for Hugo Hofstetter. I dag var han dog ikke specielt langt fra at komme med hjem, og han har derfor en reel chance i morgen. Hans positioneringsevne hører til blandt de bedste, og derfor vil han elske de sene sving. Til gengæld ved vi også, at hans topfart betyder, at han stort set aldrig vinder. Derfor bliver det næppe til mere endnu en sekundær placering, hvis han får chancen for at spurte.

 

Endelig vil vi pege på Mikel Aristi. Baskeren lagde stærkt ud på 1. etape, men lidt uventet har han haft problemer siden da. I dag var han således ikke i nærheden af at sidde med, og vi tror derfor, at han er så mærket, at han heller ikke i morgen klarer ærterne. Gør han, har han dog på 1. etape vist, at han har en fart, der gør ham konkurrencedygtig, selvom det kniber lidt med positioneringen.

 

Andre ryttere, der kan tænkes at blande sig i en spurt, er Alexandr Riabushenko, Bjorg Lambrecht, Matthias De Witte, Nick van der Lijke, Odd Christian Eiking og Fabio Sabatini, hvis han mod forventning klarer ærterne. Vi tror ikke, at Alejandro Valverde vil tage de nødvendige risici.

 

Skulle et udbrud holde - og de er som nævnt ganske sandsynligt - vil vi igen holde særligt øje med Thomas De Gendt. Andre kandidater kunne være Damiano Caruso, Odd Chrisian Eiking, Tony Gallopin, Jesus Herrada, Warren Barguil, Floris De Tier, Maurits Lammertink, Dries Devenyns og Bjorg Lambrecht, der alle også har en hæderlig spurt.

 

OPDATERING: Her til morgen har André Greipel besluttet sig for at tage hjem og restituere frem mod Scheldeprijs og Paris-Roubaix.

 

Feltet.dks vinderbud: Michael Matthews

Øvrige vinderkandidater: Phil Bauhaus, Ryan Gibbons

Outsidere: Patrick Bevin, Daryl Impey, Jay McCarthy, Grega Bole

Jokers: Nelson Soto, Hugo Hofstetter, Mikel Aristi, Alexandr Riabushenko

Kandidater til et udbrud: Thomas De Gendt, Dries Devenyns, Bjorg Lambrecht, Odd Chrisian Eiking, Tony Gallopin, Jesus Herrada, Warren Barguil, Floris De Tier, Maurits Lammertink, Damiano Caruso

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Volta a Catalunya
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SPAR 7.200 PÅ LÆKKER PINARELLO CYKEL