Optakt: 6. etape af Vuelta a Espana

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Ruten

Vueltaen har særligt i de senere år været kendt for sine afslutninger på korte, stejle mure, men i de seneste få udgaver har der faktisk været overraskende lidt at komme efter for de eksplosive puncheurs. Derfor vil de glæde sig stort til løbets 6. etape, der ellers efter vanlig Vuelta-standard er sjældent flad og mest består af en tur ned langs den spanske østkyst. Det hele slutter imidlertid på toppen af en lille mur i udkanten af byen Cullera, hvor Tadej Pogacar for halvandet år siden slog igennem som puncheur ved i Volta a la Comunitat Valenciana at spurtbesejre Alejandro Valverde, og det er præcis denne ryttertype, der kan ventes at slås om sejren - hvis altså ikke Movistar igen smider en Valverde-etape væk og et udbrud får lov at holde hele vejen.

Med en distance på bare 158,3 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Requena til toppen af Alto de la Montana de Cullera i udkanten af byen Cullera, der ligger på den spanske østkyst lige syd for Valencia. Startbyen ligger dog et stykke inde i landet, og derfor er det generelt let faldende, når man lægger ud med at køre mod syd. Hurtigt drejer man mod øst for at passere et ganske kuperet stykke med tre væsentlige bakker med toppe efter hhv. 21 km (3,9 km, 3,6%), 30 km (2,0 km, 5,4%) og 34 km (1,6 km, 4,6%), inden man efter 40,8 km når frem til Yatoba.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Herfra bliver det lettere, når man følger en helt lige og let faldende vej mod øst hele vejen ud til kysten, der nås efter 74,0 km i byen Picassent. Herfra kører man mod nordøst langs den brede og helt flade kystvej frem til udkanten af Valencia, der nås efter 93,0 km. Her kører man mod nordøst hen langs ringvejen, inden man drejer mod syd for at køre væk fra byen ad den helt flade kystvej. Undervejs passerer man dagens spurt, der kommer efter 98,3 km, men derudover er eneste væsentlighed, at retningen gradvist ændres og bliver sydvestlig.

Efter ca. 125 km når man frem til en rundstrækning omkring målbyen, hvor man lægger ud med at forlade vandet ved at dreje mod sydvest og derefter køre mod syd ned gennem fladlandet. Nu drejer man mod sydøst for at køre tilbage til vandet og følge kysten mod nordøst frem til centrum af Cullera. Denne gang køre man dog lige forbi målbakken og kører i stedet en hel omgang på rundstrækningen. Først går det mod nordøst og nordvest ad den helt flade kystvej frem til rundstrækningens udgangspunkt, hvor man igen forlader vandet for at køre samme del som tidligere, hvilket leder tilbage til centrum af Cullera.

Denne gang drejer man dog med 1900 m igen skarpt op mod et højdedrag midt i byen, og man kører direkte ind på Montaña de Cullera (1,9 km, 9,4%), der er i kategori 3. Der er tale om en helt jævn stigning, der stiger ufatteligt stabilt med ca. 9-10% hele vejen op. Der er sving med 1700 m og 1100 m igen, og derudover går det ad en meget snoet vej med hele seks hårnålesving, hvoraf det sidste kommer med 140 m igen, hvorefter der er en meget skarp kurve bare 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 901 højdemeter.

Målet på Alto de la Montaña de Cullera har kun været benyttet til et stort cykelløb én gang tidligere i dette årtusinde. Det var på 2. etape af Volta a la Comunitat Valenciana i 2020, hvor Tadej Pogacar spurtsejrede foran Alejandro Valverde og Dylan Teuns på en dag, hvor ni mand blev noteret for vindertiden, og 15 mand var inden for 10 sekunder heraf.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Vejret

Efter en meget varm dag letter trykket en anelse på en torsdag, der kun byder på få skyer og en temperatur, der topper på 29 grader. Til gengæld bliver det mere ustabilt og blæsende. I starten, hvor de er inde i landet, er der faktisk en bygerisiko for op til 40%, men ude ved kysten er den beskeden og bare knap 10%. Indledningsvist vil det ikke være blæsende med bare en let vind (11 km/t) fra østsydøst, men den vil tiltage gennem hele dagen til en styrke på 17 km/t ved 15-tiden og 22 km/t i finalen. Det giver kortvarigt sidevind fra start, men derefter modvind hele vejen ud til kysten. Efter ca. 80 km får man sidevind, og derefter burde man have sidemodvind hele vejen ned langs kysten. På rundstrækningen vil der være først sidevind, så sidemedvind, så sidemodvind og slutteligt sidevind med 3,5 km igen, indtil man får medvind op ad målstigningen, dog med hovedsagelig sidevind over den sidste lille kilometer.

Analyse af 5. etape

Du kan her læse analysen af 5. etape

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Favoritterne

Hvis der er noget, der skiller Vueltaen ud fra de øvrige grand tours, er det vel deres generelt store brug af puncheurfinaler. Med løbets forkærlighed for ekstreme procenter er det særligt murfinaler, der har været en hyppig ingrediens og særligt i årene mellem 2010, hvor Vueltaen for alvor indledte deres søgen efter vanvidsstigninger, og 2016 var der uhyre mange af denne slags afslutninger på korte, stejle stigninger. Stigninger som Mirador de Ezaro, Valdepeñas de Jaen, Cumbre del Sol og San Lorenzo de El Escorial har været elskede finalestigninger, som har været garanti for drama.

I de senere år er det dog tyndet kraftigt ud i denne slags finaler. Selvom trenden med mange afslutninger på stigninger er fortsat, har målstigningerne næsten alle været af længere karakter. En rigtig murfinale har vi vel ikke haft siden 2017, og også de lidt blødere puncheurfinaler har været sjældne gæster på det seneste.

Den trend brydes i år, hvor vi vender tilbage til fortiden med hele to lækkerbiskener for puncheurtyperne. Det er ganske vist kun næste onsdags med spænding imødesete tilbagevenden til Valdepeñas de Jaen, der kan betegnes som en murfinale, men selvom morgendagens afslutning i Cullera ikke når samme brutale procenter, som vi vil se om en uge, er det alligevel en ganske vanskelig afslutning, der venter i morgen eftermiddag.

Vi kender afslutningen Volta a la Comunitat Valenciana i 2020, hvor Tadej Pogacar beviste, at han - selvfølgelig fristes man til at sige - også er puncheur, da han slog Alejandro Valverde og Dylan Teuns i spurten, og det vidner om, at det er ardenner- og murspecialisterne, der vil slikke sig om munden. Stigningen er dog så kort, at vi også havde lidt tungere folk som Gianni Moscon, Greg van Avermaet og Matej Mohoric med fremme i top 12, men de kom alle til kort mod de lettere folk til sidst. Det er således ret sigende, at folk som Jack Haig, Ion Izagirre og Ruben Fernandez, der ikke er kendt som værende voldsomt eksplosive, slog alle de tre tungere puncheurs.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Med andre ord er det formentlig det lettere kavaleri og dermed de eksplosive klassementsryttere, der vil skulle slås om at være bedst i feltet, mens de lidt tungere folk sagtens kan gøre det godt, men næppe krydse stregen først. Til gengæld så vi også for halvandet år siden, at de første ni endte i samme tid, og at top 15 var adskilt af 8 sekunder. Nok kan man vinde nogle sekunder - løbets senere toer Wout Poels smed således 19 af slagsen - men det er ikke en dag, hvor der vil væsentlige forskelle mellem de bedste. Nok er stigningen stejl, men den er trods alt ganske kort.

Spørgsmålet er bare, om det overhovedet er relevant at diskutere, om de tungere folk kan matche klassementsrytterne. Der burde nemlig være ganske gode chancer for, at et udbrud skal køre om sejren. Det er i virkeligheden en skam, for når puncheurafslutninger nu er blevet så sjældne, vil det være rart at se de bedste af slagsen i et direkte opgør om sejren. Det tror jeg bare ikke, at vi kommer til.

Hvorfor ikke? Svaret er slovensk. Man kan diskutere, om Roglic eller Pogacar er den bedste puncheur, men sandt er det i hvert fald, at de begge er fremragende udgaver af denne specielle ryttertype. Når Pogacar vandt for halvandet år siden, er det ret sigende for det, vi formentlig vil se, hvis udbruddet bliver hentet. Det vil efter al sandsynlighed ende med en sejr til det slovenske monster.

Dermed fjerner det også med ét ethvert incitament for alle klassementshold - undtagen Jumbo naturligvis - til at jagte. Hvorfor i alverden skulle man lege nyttig idiot og servere 10 gratis bonussekunder til manden, der sidste år vandt løbet alene i kraft af tidsbonus? Det ville være hovedløst, og dermed siger det sig selv, at hverken Ineos, Bahrain eller EF har skyggen af interesse i at jagte. De krydser i stedet fingre for, at et udbrud holder hjem.

Lidt mere tricky er det for Movistar og Astana. Det er ikke noget tilfælde, at Valverde blev nr. 2 for halvandet år siden, for det er en finale, der passer ham helt perfekt. Problemet er bare, at Movistars primære mål ikke er at vinde etaper med Valverde. Det er at køre klassement med Enric Mas og Miguel Angel Lopez, og derfor vil det være kontraproduktivt at jagte - og hvis Valverde alligevel bliver slået af Roglic vil det decideret været skud direkte ned i egen fod.

Hos Astana kunne man overveje, om det var noget for Alex Aranburu. Deres prioritering er lidt mindre klar og deres fokus på klassementet ikke helt så entydig, og derfor kunne de nok lettere overtales til at jagte end Movistar. Problemet er bare, at stigningen formentlig er til den lange og svære side for baskeren, og selvom han synes i flyvende form, vil det undre mig meget, hvis han kan matche de eksplosive klassementsryttere her. Det virker i hvert fald til at være et ret stort sats at gå efter det.

Det er også værd at bemærke, at fredagens etape er meget vigtigere. Hvis Movistar og Astana skulle jagte, vil de bruge krudt, der er meget bedre brugt fredag og søndag, hvor Roglic i kraft af sit lige nu skrøbelige hold er meget mere sårbar. Det er endnu et væsentligt argument, der taler for, at det er Jumbo, der bestemmer, om udbruddet skal hentes eller ej.

Kan der slet ikke være andre? Det er svært at se. Med min fornemmelse af Michael Matthews’ tænkning tro jeg, at det er en finale, han vil kunne tro på, men jeg vil blive meget overrasket, hvis han kan blande sig på en næsten 2 km og stejl stigning. Det vil i hvert fald være et stort sats, og da han samtidig har brokket sig over dårlige ben de seneste dage, virker det usandsynligt, at han vil ofre sit hold på en mission, der i forvejen ligner halsløs gerning.

Mere sandsynligt er det nok, at Bora vil jagte for Maximilian Schachmann. Det er en reel mulighed, men jeg tvivler på, at det vil ske. Også Schachmann ved, at Roglic er svær at slå på en stigning, der er lige stejl og svær nok for tyskeren, og han vil nok snarere gå efter at ramme udbruddet. Det samme gælder for Andrea Bagioli, især fordi Deceuninck har brugt mange kræfter på at jagte på de flade etaper.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Nej, jeg kan ikke finde andre kandidater til at jagte end Jumbo. Vil de så gøre det? Det tvivler jeg på. Forleden smed de en bjergetapesejr væk, så hvorfor skulle de pludselig bruge kræfter på en etape som denne? Selvfølgelig er den let at kontrollere, men det gjaldt også i mandags, hvor de var helt passive. Også for dem gælder den logik, at fredagens og søndagens etaper er langt vigtigere, og da det vil være synd at sige, at holdet brillerede i mandags, er det måske ikke verdens bedste ide at slide på hjælperne dagen inden en nøgledag.

Det vil altså overraske mig, hvis Jumbo jagter, og dermed taler alt for en udbrudssejr. Er det så helt givet, at et udbrud holder hjem? Ikke helt. Jeg ser en potentiel trussel i vinden. I morgen bliver det nemlig for første gang rigtigt blæsende og over de sidste 80 km ved kysten, vil der være nærmest uafbrudt sidevind. Desværre tror jeg, at der er for meget sidemodvind på kystvejen til, at den kan splittes, men det vil som minimum blive meget nervøst.

Hvis samtidig udbruddet har en rytter, der ligger måske bare 3-4 minutter efter i klassementet, kan det blive farligt. I det tilfælde vil Trek holde dem i relativt kort snor. Deres interesse er klart, at udbruddet holder, for vinde Roglic etapen tager han trøjen. De vil derfor sikkert gøre meget for at sikre, at gruppen er helt ufarlig, men er de nødt til at holde snoren relativt stram, kan udbruddet komme tilbage af sig selv, når det bliver nervøst ned langs kysten. Og splitter den op, hvad jeg ikke helt tør udelukke, selvom retningen ikke er helt rigtig, er et udbrud formentlig dødsdømt. I det tilfælde vil de sidste 80 km nemlig gå med lynets hast.

Hvad bliver konklusionen? Jeg kan ikke se, at nogen vil jagte udbruddet, og derfor bliver det vinden, der bestemmer, om det skal hentes eller ej. Det ideelle for Trek vil være et udbrud, der er så ufarligt, at d hurtigt kan give dem 10 minutter. Får vi et sådant udbrud, bør de vinde nok tid til at holde. Indeholder gruppen farlige folk på 3-4 minutter, har de stadig en god chance, men det vil formentlig kræve, at vinden i sidste ende er ufarlig. Selvom Trek godt kan tillade sig at lade den slags folk køre og holde dem i snor, betyder vinden, at sådanne udbrud vil have ringere chancer, og at de bedste vinderkandidater derfor er ryttere, der har tabt så meget tid, at Trek kan give helt slip.

Jeg ender med at tro mest på en udbrudssejr, men det kan som sagt gå begge vej, selvom ingen gider at jagte. Starten er ikke alt for svær, og hvis Trek er snu, sørger de for, at de kan give mere slip. Samtidig tror jeg, at der akkurat er så meget modvind ved kysten, at det bliver mere nervøst end aggressivt. Er det tilfældet, vil et udbrud også med lidt mere farlige ryttere formentlig holde hjem.

Hvem kan så vinde fra et udbrud? Det er desværre ikke let at spå om. Starten er meget let, og derfor bliver det et lotteri at komme afsted. Heldigvis er der formentlig lagt op til en stor angrebsfest, og det vil derfor tage nogen tid at få elastikken til at knække. Faldende vej i modvind er næsten umulig at angribe på, og derfor taler meget for, at vi kommer frem til de fire bakker, inden elastikken kan knække. Det gør det hele lidt mindre tilfældigt, men da stigningerne er lette, er det langt fra sikkert, at en gruppe kører væk her.

Det bringer faktisk også et andet og mere spekulativt scenarium i spil, nemlig at vi slet ikke får et udbrud! Hvis det er umuligt at køre væk på en faldende vej i modvind, når vi ved til sidevinden efter næsten to timer, uden at en gruppe er kommet væk. Bliver det herefter nervøst, kan det vise sig helt umuligt overhovedet at komme væk. Det er ikke et umuligt scenarium, men det er en option, der skal holdes åben.

Hvis det lykkes at få et udbrud - og det tror jeg trods alt - skal man altså være temmelig heldig for at ramme rigtigt i den generelt lette start, og power i modvind på flad vej er en vigtig komponent, der ikke just gør det let for de små klatrere. Samtidig skal man klatre så godt, at man kan gøre det færdigt på en meget svær stigning til sidst. Finalen har dog en karakter, der gør, at også en tungere mand kan vinde. Stigningen er nemlig kort, og kan en tung mand få et forspring inden bakken, er det muligt at holde hele vejen. Afslutningen minder mig lidt om Giroens 8. etape, hvor Victor Campenaerts forsøgte netop den manøvre, dog uden held.

Med andre ord: listen over vinderkandidater er alenlang, og det bliver derfor lidt mavefornemmelse at gætte de rigtige navne. Jeg tror dog, at vi mest skal kigge i retning af mindre hold, da klassementshold vil have et ønske om at spare sig til fredag og skal bruge folk til sidevinden i finalen. Og at have tabt meget tid i klassementet er en fordel, fordi Trek så kan lade dem sejle til månen og fjerne den risiko, vinden udgør.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

I det lotteri peger jeg på Maximilian Schachmann. Tyskeren kørte måske nok en skuffende enkeltstart, men det siger nok mere om hans generelle temponiveau i år end om hans form. Han var i hvert fald ganske fremragende til OL, og den gode form kan næppe være forsvundet endnu. Ganske vist styrtede han på 2. etape, men alle meldinger går på, at det var ganske udramatisk og næppe noget, der sætter ham voldsomt tilbage.

Etapen burde passe ham glimrende. Han er en af de få klatrestærke folk, der har poweren til at ramme udbruddet, og han har formentlig et hold af sprintere, der vil hjælpe ham med at gøre det. Selve finalen burde passe ham fremragende, for selvom den nok er lidt for lang og stejl til, at han vil kunne slå Roglic i et favoritopgør, er der ikke mange udbryderkandidater, der kan matche ham her. Han var tæt på at udfordre Daniel Martinez på en lidt længere og lignende stigning i Touren sidste år, og han er tidligere kørt i top 5 på Mur de Huy, der kun er 600 m kortere. Den store udfordring bliver at ramme rigtigt i lotteriet, men lykkes det, bliver han svær at slå. Derfor er han min favorit.

Dernæst vil jeg pege på Michael Storer. Australieren er i skræmmende god form lige nu, som vi så med hans suveræne sejr i Tour de l’Ain, og i mandags var det ham, der slæbte en lidende Bardet op ad Picon Blanco med så stor friskhed, at han formentlig kunne have siddet meget tæt på de allerbedste. Med Bardets styrt skal DSM nu jagte etaper, og Storer har allerede smidt masser af tid. Han viste sidste år, at han er god til at ramme udbruddene, og han har faktisk også en vis power på flad vej til den flade start. Han er ikke eksplosiv, og finalen er derfor ikke skabt til ham, men den er svær nok til, at hans klatreevner bliver afgørende. Med sin rystende gode form står Storer fremragende, hvis han skulle have det fornødne held i lotteriet.

Jeg var faktisk meget tæt på at pege dansk. Der er ikke mange etaper, der passer Andreas Kron bedre end denne, og det ved Lotto. Det er ikke uden grund, at han kører med nr. 1 på ryggen, for han er udpeget som holdets bedste bud på en udbrudssejr. Derfor vil holdet formentlig gøre ganske meget for at få ham sendt afsted, og han har med sine to udbrudssejre i år vist, at han har næse for at ramme rigtigt. Jeg er en anelse bekymret for, om den sidste stigning bliver for lang og stejl, hvis han er oppe mod mere klatrestærke folk som eksempelvis Storer, der var ham ret overlegen i Ain, men det var trods alt heller ikke lette stigninger, han klarede ved sejren i Schweiz, selvom finalen ikke var svær. Han viste glimrende form i Ain, og han har vist, at har næse for at spille spillet til sidst. Dette ligner en af de bedste chancer for at få en dansk etapesejr.

Jeg nævner Odd Christian Eiking nu, men desværre tror jeg ikke så meget på det, som jeg ville have gjort under andre omstændigheder. Siden sommerpausen har nordmanden været flyvende i først Vallonien, hvor han var i særklasse, i San Sebastian og senest i Arctic Race, hvor det kun var Intermarchés hovedløse taktik, der kostede den samlede sejr. Med Rein Taaramae ude af trøjen for han pludselig en chance, der ellers så ud til at være forsvundet, men han har én udfordring. Han har ikke sørget for at tabe tid, og han ligger så tæt på, at hans udbrud næppe vil holde, hvis der bliver voldsom positionskamp på kystvejen. Han skal håbe, at det ikke blæser, og at han forinden har haft det held, som han skal bruge i kampen om at ramme et udbrud i en start, der passer ham dårligt. Sidder han i en gruppe, der kører om sejren, passer stigningen ham så perfekt, at det er meget svært at se, hvem der skal slå manden, der for to år siden knuste al modstand på den lignende Storheia-stigning i Arctic Race.

Det er også nærmest en perfekt afslutning for Andrea Bagioli, der er puncheur mere end klatrer. Desværre er han ikke helt kommet tilbage efter den grimme knæskade, og da Storer gav ham en overhaling i Ain, så vi, at han mangler noget. Han var dog slet ikke ringe i det løb og lignede stadig en af de bedste, ligesom hans enkeltstart var fremragende. Vi kom desværre ned på jorden med en skuffende præstation på bjergetapen, og han er generelt så svingende, at man skal være varsom med at satse for meget på ham. Han har også tabt en anelse for lidt tid til, at sidevind ikke kan ødelægge hans eventuelle udbrud, men lykkes det ham at holde hjem, vil der ikke være mange, der kan slå ham i denne form for finale.

En anden god kandidat er Nick Schultz. Ganske vist var jeg temmelig skuffet over, at han ikke vandt samlet i Tjekkiet, hvor han skuffede mig en anelse, men én bjergetapesejr er trods alt ikke ringe. I mandags så det også ud til, at han bar Lucas Hamilton til toppen, og derfor tror jeg, at hans form er ganske udmærket, selvom han først lige er kommet tilbage efter sit Giro-styrt. Som eksplosiv klatrer burde denne finale være ganske glimrende. I gamle dage havde den nok været for svær, men med det tårnhøje klatreniveau, han viste i Tour of the Alps og i Giroen, burde han nok kunne vinde her. Som sagt er jeg en anelse bekymret for, at han ikke har helt samme niveau nu, men i den rigtige gruppe kan mindre også gøre det.

Deceuninck har også Mauri Vansevenant, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvor jeg har stortalentet. Siden Amstel Gold Race har han nemlig været en skygge af sig, og særligt hans Tour de Suisse, der var et stort mål, var skuffende. Heller ikke i mandags imponerende han stort, men han var dog så god, at han i den rette gruppe vil være et glimrende vinderbud. Han er ikke specielt eksplosiv, og derfor er det ikke en ideel finale for ham, men min største frygt er nok, at han mangler den nødvendige power til at ramme udbruddet i den lette start. Lykkes det, burde han have en god chance, hvis ikke han fortsætter den lidt for triste trend, vi har set for nylig.

Guillaume Martin har også tabt så meget tid, at hans udbrud har en chance. Desværre frygter jeg, at det er for lidt, hvis vinden raser, og ligesom for Vansevenant gælder, at han står skidt, når udbruddet skal rammes i en let start. Han har dog imponeret mig ganske meget i sin evne til næsten altid at sidde der, og han er faktisk en ganske eksplosiv rytter, der burde elske denne afslutning. Desværre har han for vane at blive overmatchet af på papiret ringere ryttere, når han er i udbrud, og efter en lang dag på flad vej frygter jeg, at han vil have tabt så mange kræfter, at det sker igen, som vi så det ske for George Bennett i Giroen.

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

Egentlig burde Jesus Herrada stå ret højt på denne liste. Han er kraftfuld, har tabt tid og kan gøre det færdigt i finalen. Desværre så vi allerede sidste år, at hans niveau var dalende, og det har desværre også været tilfældet i år, hvor han kun havde en opblomstring i maj og juni, men senest kørte en nærmest katastrofal Tour. I forvejen er stigningen for stejl til at passe ham ideelt, og skal han vinde, skal han ikke være afsted med for klare klatretyper. Omvendt ser vi år efter år, at Herrada nærmest er bjergrytter i februar måned, og hvis han nærmer sig det niveau, han altid har her, bliver han en stærk kandidat.

Er det helt umuligt for unge Maxim van Gils? Det vil være et stort resultat, hvis det lykkes, men man kan ikke komme uden om hans gode form. Han imponerede mig meget på stigningerne i Vallonien, og en 12. plads i San Sebastian - nr. 8 blandt favoritterne - taler sit eget tydelige sprog. Allerede tidligere i år imponerende han mig i Catalonien, og han synes også at have så meget punch, at det er en god finale for ham. Til gengæld er han helt uerfaren, og den flade start gør det svært for ham at ramme udbruddet.

Vi så desværre på Picon Blanco, at Lucas Hamilton ikke er sig selv endnu efter styrtet i Touren. Til gengæld betyder det, at han har tabt tid, og stigningen er svær nok til, at en klatrer som ham kan vinde, selvomhan ikke er videre eksplosiv. Desværre er der ud over usikkerheden om formen et betydeligt spørgsmålstegn ved hans evne til at ramme udbruddet i en start, der mest af alt handler om power. Her tror jeg desværre, at han kan komme til kort, men lykkes det, vil han trods formen uundgåeligt være en af favoritterne.

Rammer han udbruddet, burde Jay Vine komme ganske langt, men udfordringen bliver at gøre netop det. Han er helt uden erfaring i den kunst, og han er tillige en ren klatrer, der ikke har megen power. Formen er til gengæld god, som vi så det med 5. pladsen i Burgos, hvor han netop viste sine evner på en stigning, der kan sammenlignes en anelse med denne, selvom den var vanskeligere. Hans ringe resultat i mandags skyldtes alene defekt, men til gengæld har han arbejdet som et æsel de seneste to dage, hvor han har ført for Philipsen. Derfor er der mange ting, der taler mod ham, men kommer han afsted, kan han vinde.

Hvad med Alex Aranburu? Den er nok for svær, men er gruppen den rette, er det ikke en umulig mission. Han er i storform, og han nåede et helt nyt niveau som klatrer i Baskerlandet - et niveau, vi dog intet så til i Touren. Han har også power til at ramme udbruddet, men desværre tror jeg ikke, at han får lov. Både Ion Izagirre og Omar Fraile slog sig i dag, og derfor er der grænser for, hvor offensivt Astana kan køre. Kan de undvære Aranburu i sidevinden? Det tvivler jeg lidt på, og derfor tror jeg slet ikke, at han får lov. Men hvis han gør, kan det i den rette gruppe lade sig gøre.

Hvad med Martijn Tusveld ? Logikken siger, at den er for svær, men logikken siger også, at han ikke kan blive nr. 17 på en bjergetape i Burgos. I det hele taget har han klatret ganske fremragende i år, hvor han også er blevet nr. 35 på en bjergetape i Dauphiné. Han har så megen power, at han har en god chance for at ramme udbruddet, og uden Bardet har han al den frihed, han skal bruge. Han vil formentlig være opppe mod bedre klatrere, men den udfordring kan jo løses ved at få et forspring inden stigningen. I givet fald bliver tempostærke Tusveld ikke den allernemmeste at hente.

Jeg ville gerne have Jonathan Lastra højt på listen, men desværre er min entusiasme dalet. Havde han haft benene fra april og maj, hvor han var her, der og alle vegne, havde dette været en glimrende afslutning for ham, også selvom den nok er lidt stejl. Desværre har vi ikke set den Lastra i lang tid, og hans optakt var kritisk dårlig. Heldigvis viste han bedre form på Picon Blanco, men det kan nu vise sig at være det problem, der gør ham helt irrelevant på denne etape. Han har nemlig tabt så lidt tid, at sidevinden kan dræbe et eventuelt udbrud.

Der er også Matteo Trentin. Nej, det er ingenlunde en indlysende finale for italieneren, men alligevel kan han vinde den. Han har alle forudsætninger for at ramme udbruddet i den flade start, og han vil elske at riste klatrerne med hårdt tempo i sidevinden ved kysten. Sørger han for at angribe fra distancen og sikre sig et forspring, klatrer den Trentin, der viste fornem form i Getxo, så godt, at han sagtens kan holde hjem, hvis han klatrer, som da han vandt i Touren i 2019. Spørgsmålet er bare, om David de la Cruz kan undvære ham i sidevinden.

Egentlig burde dette være en perfekt finale for Sergio Henao, der siden sidste års Vuelta har vist lidt livstegn igen. Desværre brækkede han hånden i Touren, og derfor er det ret imponerende, at han overhovedet er til start. Hans præstation på Picon Blanco tyder på, at han mangler en del, men det kan også handle om manglende løbsrytme. Som murspecialist vil han elske denne finale, og han er generelt god til at ramme udbruddene.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Endelig vil jeg pege på Harm Vanhoucke. Med sin flotte kørsel i Ain havde han kørt sig langt op på min liste til denne etape, men desværre styrtede han i dag - for anden gang i løbet. Han er blevet syet i albuen, og det kan måske lægge en dæmper på lysten til at gå i udbrud. I forvejen kan den flade start være et problem, men trodser han alle disse udfordringer, burde han med samme form som i Ain komme ganske, ganske langt.

Jeg kunne godt have Thymen Arensman og Chris Hamilton som kandidater, men jeg tvivler lidt på deres form. Omar Fraile og Ion Izagirre var indlysende kandidater, men efter dagens styrt virker det udelukket, ligesom jeg også tror, at det udelukker resten af Astana, fordi de nu skal bruge folkene omkring Vlasov i sidevinden. Her kan Hugh Carthy heller ikke undvære Magnus Cort, og det bør være udelukket, at Movistar, Ineos, Bahrain, Jumbo samt naturligvis Trek går i udbrud. Sidevinden gør det formentlig for svært for ryttere, der har tabt mindre end 3 minutter at holde hjem, og denne fladbanerute med en eksplosiv afslutning er ikke noget for de ellers formstærke Oscar Cabedo og Mikel Bizkarra. Formen rækker nok ikke helt for James Knox, der også mangler power på flad vej, og finalen er formentlig for svær for Matthew Holmes, der har skuffet fælt siden sejren i Down Under for snart to år siden. Det har knebet meget med klatringen for Robert Stannard i år, og FDJ har sagt, at deres hold er låst i den første uge, hvor alt handler om Demare. Remy Rochas og Joe Dombrowski er i form, men jeg tror, at de ligesom Bizkarra og Cabedo lider under etapens design, og Sylvain Moniquet klatret nok helt godt nok endnu. Finalen bør være for svær for Michael Matthews, der også melder om dårlige ben, og jeg tror ikke, at James Piccoli, Fernando Barcelo og Flories de Tier, der ellers har vist rimelig form i optakten, kan gøre det færdigt.

Som sagt tror jeg ikke, at udbruddet vil blive jagtet aktivt, men vinden gør, at de kan blive hentet alligevel. Sker det, er der én altoverskyggende favorit. Etapen er skræddersyet til Primoz Roglic , og i et felt uden mange andre gode puncheurs, bliver han urimeligt svær at slå. Hans hold har svigtet, og de er muligt, at de ikke kan kontrollere det, men jeg tror, at Bahrain vil lægge et pres fra bunden, så det ikke bliver for eksplosivt og ukontrollerbart for Mikel Landa. Derfor taler meget for, at det vil ende i en spurt, og her er der ingen, der bør komme i nærheden af Roglic.

Truslen er selvfølgelig Alejandro Valverde, der var skræmmende stærk i mandags. Han er imidlertid ikke så stærk i disse finaler som tidligere, og Roglic slog ham ganske klart i Fleche Wallonne. I formsvag tilstand var han dog tæt på at slå Pogacar for halvandet år siden, og med den nuværende form virker det ikke helt umuligt.

Dernæst er det Adam Yates, der både har farten og formen til at blande sig. Det er ikke en ringe finale for briten, men han har ikke samme fart og power som Roglic og Valverde på de sidste meter. Det burde også være en god finale for Egan Bernal, men hans plan om at opbygge form til den tredje uge gør, at han mangler noget punch. Giulio Ciccone er også en indlysende puncheur, og med den form han havde ved OL bør Maximilian Schachmann være en kandidat også hos favoritterne, selvom den nok er en anelse for svær. Med sin nuværende form tror jeg også, at Odd Christian Eiking kan blande sig helt fremme. Det er en god afslutning for Felix Grossschartner, men nok lidt for stejl, og han imponerede ikke just forleden. Det samme kan siges om Andrea Bagioli, hvis mandagens resultat bare var en offday, men som nævnte ovenfor er der usikkerhed om hans form. Også Nick Schultz kan køre den, men han har som sagt ikke vist sin allerbedste form i optakten, og måske kan Andreas Kron også gøre det ganske godt, hvis ha prøver. Enric Mas, Miguel Angel Lopez og Mikel Landa vil ende langt fremme, men de kan ikke vinde her, ligesom heller ikke den ellers uhyggeligt stærke Mark Padun kan det. Finalen er fin for Damiano Caruso, men han har ikke helt samme eksplosivitet som tidligere og synes at mangle lidt endnu, som også Jack Haig gør det. Endelig skal Wout Poels formentlig fører for Landa.

Feltet.dks vinderbud: Maximilian Schachmann

Øvrige vinderkandidater: Michael Storer, Andreas Kron

Outsidere: Odd Christian Eiking, Andrea Bagioli, Nick Schultz, Mauri Vansevenant, Guillaume Martin

Jokers: Jesus Herrada, Maxim van Gils, Lucas Hamilton, Jay Vine, Alex Aranburu, Martijn Tusveld, Jonathan Lastra, Matteo Trentin, Sergio Henao, Harm Vanhoucke

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Primoz Roglic, Alejandro Valverde, Adam Yates, Maximilian Schachmann, Egan Bernal, Giulio Ciccone, Odd Christian Eiking, Felix Grossschartner, Andrea Bagioli, Nick Schultz

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tadej Pogacars sejr fra Volta a la Comunitat Valenciana.

Radio4

Torsdag kl. 11.50 er jeg i Radio4, hvor jeg gør status på Vueltaen og samler op på Danmark Rundt.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-