Optakt: 7. etape af BinckBank Tour

Ruten

Intet vil være afgjort før til allersidst, for som så ofte før har arrangørerne gemt en af de to hårdeste etaper til sidstedagen. Da den samtidig byder på den eneste afslutning på en stigning, er det en stor chance for rytterne til at skabe tidsforskelle. Den mulighed kommer på det, der nu er en nyklassiker. Naturligvis har et klassikerløb som dette som regel haft en etape i De Flamske Ardenner, men i 2012 besluttede man at gøre den langt hårdere ved at inkludere en finale på den berømte Muur van Geraardsbergen. Da det blev meddelt, at den berømte stigning ikke længere skulle udgøre en del af Flandern Rundt, lavede byen Geraardsbergen en aftale med folkene bag etapeløbet om, at løbet i de kommende år skulle inkludere en etape med mål halvvejs oppe af Muren. Etapen har alle år været en stor succes, og aftalen er derfor blevet forlænget, således at den samme finale i år er med for ottende år i træk. Kun i 2014 fandt den ikke sted på sidste etape, men i årene 2012, 2013, 2015, 2016, 2017 og 2018 har den hver eneste gang været scenen for det afgørende slag mellem favoritterne, og flere gange har førertrøjen skiftet ejermand. Derfor er intet aldrig afgjort før til allersidst, og det vil det heller ikke være i 2019.

Arrangørerne har varieret den første del af etapen lidt fra år til år, og distancen har ikke altid været den samme, men finalen er blevet udgjort at samme rundstrækning. Nogle år har vi endda nærmest os klassikerdistance, men det gælder ikke i år, hvor der skal tilbagelægges bare 177,9 km med start i Sint Pieters Leeuw og mål på Muren i Geraardsbergen. Etapen byder på alt det, vi kender fra de flamske endagsløb. Rytterne skal op over flere af de berømte hellingen i De Flamske Ardenner, og mange af dem er på programmet flere gange på en dag, hvor det går op og ned meget af dagen.

Etapen indledes som så ofte før med en omgang på en flad rundstrækning omkring startbyen. Denne gang er den placeret vest for startområdet, og den er i alt 13,6 km lang, hvoraf de første 2,9 km er neutraliserede. Rundstrækningen afsluttes med den første Checkpoint-spurt, der kommer efter 10,3 km, hvorefter man begiver sig mod vest igennem helt fladt terræn med retning mod De Flamske Ardenner. Undervejs slår man et lille smut mod syd for at køre over den 1650 m lange pavé Schavolliestraat efter 27,6 km, inden man kort efter kørt mod nord op til Meerbeke og Ninove, der er kendt som målbyer for den gamle Flandern Rundt-finale.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I Ninove drejer man mod sydvest, men i første omgang holder man sig væk fra bakkerne. Det ændrer sig i Deftinge, hvor man drejer mod nordvest for kort efter at ramme den berømte Eikenmolen (610 m, 5,9%), der passeres efter 62,4 km. Kort efter når man det nordligste punkt, hvorefter man snor sig tilbage mod sydøst, idet man undervejs kringler sig rundt for at ramme de velkendte stigninger Berendries (900 m, 7%), Valkenberg (750 m, 6%) og Tenbosse (500 m, 7%) efter hhv. 71,9 km, 77,4 km og 83,8 km. Herefter flader det ud, mens man kører mod sydøst og øst ind til Geraardsbergen, hvor man efter 92,6 km rammer den afsluttende rundstrækning

Efter 95,1 km skal man første gang over den brostensbelagte Denderoordberg (700 m, 8%), hvorefter det går frem til Muren (1100 m, 8,7%), der bestiges for første gang efter 100,5 km. 600 m oppe ad bakken passeres målstregen, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den klassiske 25,6 km lange runde (mod blot to i 2017, men tre i både 2016 og 2018). Efter Muren venter den kendte og brostensbelagte Bosberg (1000 m, 6%) med 21,2 km igen, og den vil være rammen om Den Gyldne Kilometer på tredje og sidste omgang. Herefter flader terrænet lidt ud, inden man rammer Onkerzelestraat (1500 m, 3%), som passeres med 12,9 km igen, og senere Denderoordberg (700 m, 8%), der kommer med 6,1 km igen. Til slut venter Muren igen, hvor de 600 m op til stregen stiger med 7,6% i gennemsnit. Rytterne drejer skarpt med 2800 m, 2700 m, 2000 m, 1100 m og 900 m igen, og derefter skal man igennem tre sving på den nedre del af de 600 m af Muren, som leder op til mål. Den anden og sidste Checkpoint-spurt kommer helt oppe på toppen af Muren ved anden passage med 50,6 km igen.

Etapen byder på i alt 1704 højdemeter, hvilket trods en betydeligt kortere distance er stort set det samme som sidste år.

Som sagt blev samme finale benyttet i de seneste syv udgaver, og derfor ved vi nu, hvad vi skal forvente. I den første udgave eksploderede feltet på Muren, og til slut viste Alessandro Ballan og Lars Boom sig som de stærkeste. Italieneren tog etapesejren, mens hollænderen vandt nok tid på Svein Tuft til at tage en samlet sejr. I 2013 stjal Zdenek Stybar førertrøjen fra Tom Dumoulin ved et flot holdarbejde, hvor Sylvain Chavanel først havde sat Dumoulin under pres, inden Stybar på Denderoordberg kørte op til Ian Stannard fra det tidlige udbrud, et angreb, der gav båd etapegevinst og samlet sejr. I 2014 vandt Greg Van Avermaet en spurt på Muren i en relativt stor gruppe ved at gå forbi Pavel Brutt, der havde forsøgt at snyde favoritterne. Han vandt med 1 sekund ned til Dumoulin, Brutt, Matti Breschel og Lars Boom, der mistede trøjen til Dumoulin pga. bonussekunder. I 2015 holdt udbruddet hjem, da Manuel Quinziato tog en sjælden sejr ved at sætte Bjorn Leukemans i finalen. Van Avermaet slog Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot i feltets spurt på en dag, hvor hele 19 mand sluttede inden for 19 sekunder af den olympiske mester.

I 2016 gik det helt anderledes, da episk regnvejr og et styrt til Rohan Dennis i førertrøjen vendte løbet på hovedet efter et sandt udskilningsløb. Niki Terpstra, Oliver Naesen og Edvald Boasson Hagen angreb langt udefra, og trods hårdt arbejde fra Peter Sagan og Van Avermaet kunne de ikke hentes. Boasson Hagen vandt spurten på Muren, mens Terpstra tog den samlede sejr. I 2017 skulle en 35 mand stor gruppe køre om det må Muren, men det lykkedes forinden Jasper Stuyven at stikke af, så han kunne vinde med 1 sekund ned til Philippe Gilbert og Tom Dumoulin, der var de hurtigste blandt de 12 mand, der sluttede i samme tid. Sidste år forsøgte alle at angribe Matej Mohoric, og det så ud til, at det skulle lykkes for Oliver Naesen og Tim Wellens at køre væk, men til slut blev det alligevel samlet til en spurt på Muren i en gruppe på godt 30 mand. Her var Michael Matthews hurtigst og sejrede med 1 sekund ned til Van Avermaet og 3 sekunder ned til syv ryttere, der første an af Stybar på etapens 3. plads, mens Mohoric med et tab på 13 sekunder til Matthews som nr. 13 kunne sikre sig den samlede sejr.

Vejret

Efter en dag i tørvejr vender regnen tilbage, men rytterne kan håbe, at de slipper for det værste. Det vil regne massivt hele morgenen, men vil langsomt tage af, så der fra først på eftermiddagen kun vil være byger. Fra kl. 15 burde det være tørt, og etapen ventes således at slutte i tørvejr. Temperaturen vil nå 21 grader, og der vil være en let til jævn, lidt tiltagende vind fra sydvest. Det giver sidemodvind på turen frem mod De Flamske Ardenner, hvor der venter et lille sidevindsstykke i forbindelse med den første stigning, inden man atter får sidemodvind. Der vil være sidevind på stykket frem til rundstrækningen, hvor der vil være medvind på første del, blandt andet på Bosberg, men derefter modvind, indtil man drejer ind i sidemodvind kort inden Denderoordberg. På toppen får man medvind og sidemedvind ned mod bunden af Muren, hvor der vil være sidemed- og medvind hele vejen op.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Analyse af 6. etape

Der er stor forskel på, hvor stor prestige de nationale mesterskabstrøjer har. Der er formentlig ikke mange, der tillægger det den store betydning, om det er den ene eller den anden Sagan, der kører rundt i den slovakiske trikot, og der er formentlig heller ikke mange, der løfter et øjenbryn, når Alexey Lutsenko sikrer sig endnu et år i den kasakhiske trøje. Der er imidlertid også trøjer, der er så prestigiøse, at mange ryttere har det som et karrieremål at erobre den. Det gælder vel først og fremmest de belgiske, italienske og franske trøjer, der altid i cykelsporten har stået som noget særligt.

Den italienske tricolore er således en af sportens vigtigste symboler, men faktisk kan den også være temmelig billigt til salg. Er man italiener, og kører man en hæderlig enkeltstart, har man i mange år uden al for megen konkurrence kunne sikre sig et år i trøjen på tidskørslerne. Nok er støvlelandet en af sportens gigantnationer med store stjerner i klassikere, massespurter og grand tours, men på temposiden har det i mange år knebet. Man havde kortvarigt et lille fænomen på vej i form af Adriano Malori, der var meget tæt på at blive verdensmester i Richmond i 2015, men hvis karriere jo desværre fik et tragisk endeligt som følge af et grimt styrt i Argentina. Ser man bort fra Malori-æraen, har det i den grad knebet på den italienske temposcene.

Nu er der imidlertid grøde i den hos de stolte italienere. I de senere år har multitalentet Gianni Moscon også udviklet sig omfattende repertoire til at inkludere tidskørsler, hvilket indbragte en 6. plads ved VM for to år siden, men landet har også nogle mere rendyrkede specialister på vej. Samtidig med at landet er blomstret op som banenation med et af de førende 4 km-hold, har Filippo Ganna og Edoardo Affini igennem U23-tiden etableret sig som tempogiganter i deres egen generation. Ganna var først i rækken og blev blandt andet nr. 2 ved U23-rytternes EM, og sidste år gjorde Affini det endnu bedre ved at erobre de unge rytteres stjernetrikot i disciplinen.

Nu ser det ud til, at de to tempomaskiner kan genrejse Italien som en stor temponation på eliteniveau også. I de første år hos UAE så det ellers ud til, at Ganna skulle føjes til den nærmest endeløse liste over lovende temporyttere, der efter en fantastisk ungdomstid faldt igennem på højeste niveau. An bliver altid overrasket over at se, hvordan listen over U23-verdensmestre tæller navne som Jack Bobridge, Luke Durbridge, Anton Vorobyev, Damien Howson, Mads Würtz og Marco Mathias, der alle som professionel er endt som temmelig ordinære enkeltstartsryttere. Gannas første år som professionel tydede længe på, at han ville slutte sig til det kedelige selskab, og faktisk skuffede han så ofte, at han i en periode nærmest ikke var værd at nævne som kandidat til de store enkeltstarter.

Men som bekendt betyder holdet og den støtte og det materiel, der kan tilbydes, enormt meget i den meget specialiserede disciplin. Er man i tvivl, skal man blot se på, hvad der er sket med Rohan Dennis og Stefan Küng, efter at de forlod BMCs holdløbskonger til fordel for mandskaber med en begrænset historik på tidskørsler. Helt omvendt er det med ryttere, der skifter til særligt Jumbo, der på det seneste har haft for vane at kunne forvandle hvem som helst til noget, som minder om en specialist.

Ineos har længe haft samme rygte. Under Sky-tiden var det en slet skjult hemmelighed, at man som regel vandt et par procent på enkeltstartscyklen ved at blive en del af det britiske holds superteam af specialister, der har kunnet give rytterne de bedste forudsætninger for at forbedre sig i disciplinen. Det har ikke været sjældent, at briterne har haft adskillige ryttere i top 10 på enkeltstarter også på meget højt niveau, og man skal såmænd bare kaste et blik ned over den nuværende trup for at se, hvor mange tempospecialister holdet enten har hentet eller opfostret.

2019-sæsonen har imidlertid brudt trenden. Samtlige holdets specialister har kørt skuffende enkeltstarter gennem hele sæsonen med én enkelt og meget markant undtagelse, nemlig Ganna. På den baggrund virker det nærmest til, at UAE-mandskabet har holdt hans tempotalent nede, for der skulle åbenbart bare et skifte væk fra araberne til for at forvandle ham til en af verdens førende temporyttere - og det endda i et år, hvor det som sagt slet ikke har fungeret for briternes øvrige specialister. Måske siger det mere, om UAE-mandskabets fokus på disciplinen end om Ineos, og det skulle Mikkel Bjerg og Brandon McNulty måske tænke på, nu hvor de har sluttet sig til araberne…

Ganna er i hvert fald blomstret op efter skiftet. Han kom flyvende fra start ved allerede at vinde i første forsøg på første løbsdag i Provence i februar, og siden er han gået fra succes til succes. Der har været mindre gode præstationer undervejs for den stadig svingende italiener, men særligt 3. plads i det meget stærkt besatte Tour de Romandie på en rute, der ikke passede ham ideelt, understregede potentialet. Og i dag kom det så fuldt til udtryk, da han i overlegen stil vandt enkeltstarten i BinckBank Tour, der har for vane at være en af de mere prestigiøse som følge af et ofte meget stærkt felt.

Ganna ikke blot vandt etapen, han gjorde det også i suveræn stil. Flere har spekuleret i, om det blæste op til sidst og gav ham en fordel i forhold til de sidst startende, men det er svært at finde belæg for den påstand. Tværtimod tydede det forhold, at både Søren Kragh og Marc Hirschi lagde langsomt ud, men kørte meget stærkt hjem i modvinden, ligesom den sent starten Laurens De Plus ligeledes kørte stærkere hjem end flere på papiret bedre temporyttere på, at forholdene næppe var til fordel for den ene eller den anden gruppe - og vejrudsigten burde sågar have tale for, at Ganna havde vanskeligere forhold end klassementsrytterne. Alt tyder således på, at italieneren var på en anden planet, ikke mindst fordi han nærmest knuste Affini og Jos van Emden, der startede stort set på samme tid.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Det er nu heller ikke den helt store overraskelse. Som flerfoldig verdensmester i forfølgelsesløb på banen er han skabt til korte enkeltstarter, og med den fremgang, han har gjort i år, kunne man godt have luret, at han ville kunne sætte alle til vægs på en rute som denne. Nok skuffede han ved EM, men det løb viser sammen med de italienske mesterskaber blot, at han fortsat har begrænsninger over lange distancer. På de korte skal vi fremover til at regne ham som en af giganterne.

Det skal vi formentlig også med Affini. Lidt overraskende har Mitchelton givet ham et løbsprogram nærmest uden enkeltstarter, og da han skuffede fælt ved den eneste i første halvdel af sæsonen tilbage i februar ved Ruta del Sol, sad man længe med fornemmelsen af, at han nok ville ende som en mulig kandidat til den ovenfor omtalte lange liste af fallerede temporyttere. Den antagelse fik han rettet op på med den højst overraskende bronzemedalje ved det stærkt besatte EM, hvor slog blandt andre Ganna, og i dag bekræftede han det med en fabelagtig 2. plads i et skrapt felt. Og modsat Ganne synes Affini endda at være bedst over længere distancer, og dermed ser det pludselig ud til, at det engang så temposvage støvleland pludselig er ved at udvikle sig til en førende temponation.

Det har Holland længe været, og en af grundene til det er Jos van Emden. Hollænderen har i nu mange år været lidt af et fænomen på disse korte, flade enkeltstarter, hvor det vel længe kun har været Rohan Dennis, som har været bedre end ham. Desværre har australieren betydet, at det er blevet til alt for få sejre - blandt andet er han to gange blevet nr. 2 bag Dennis på den meget specialiserede enkeltstart i Tirreno - og nu kan han frygte, at den nye generation vil forhindre ham i at udnytte Dennis’ fald fra tinderne til at tage de sejre, han egentlig har fortjent. I dag var det i hvert fald to unge italienere, der knuste drømmen om med den hollandske mesterskabstrøje at vinde i den hollandske regeringsby Den Haag. Og desværre for stakkels Van Emden var det ikke en lille margin, der forhindrede ham i at vinde løbets enkeltstart for anden gang i karrieren.

I det hele taget har Van Emden al mulig grund til at være lidt bekymret, når han kaster et blik på top 5. Her finder man nemlig også Harry Tanfield, der med sin 5. plads var dagens største overraskelse. Det er nu ikke, fordi vi ikke vidste, at han kunne køre enkeltstart - manden blev trods alt nr. 2 bag en Geraint Thomas i sit livs form ved sidste års britiske mesterskaber - men som professionel har han haft det meget svært. I dette løb har man imidlertid fornemmet, at han for første gang har kunnet andet og mere end bare at overleve, og noget tyder på, at han efterhånden har vænnet sig til det højere niveau. Det tyder dagens eminente resultat i hvert fald på, og dermed fremstår Tanfield som en mand, der skal holdes øje med.

Et andet talent, der benyttede etapen til at rejse sig, var Mads Pedersen. Danskeren har haft et skidt år, men hans kørsel både som suveræn lead-out man og i Ardennerne har vist, at han endelig har fundet de ben, han har ledt efter hele året. Det bekræftede han med dagens fine 7. plads, men etapen afslørede også en lille skavank, Pedersen skal have fod på. Som i Tirreno lagde han nemlig alt for hårdt ud med dagens bedste mellemtid, inden han faldt sammen i modvinden, og noget tyder på, at der er et disponeringsarbejde, som Pedersen skal arbejde med til de kommende opgaver.

Den slags disponering er ikke et problem for Bob Jungels, der altid pacer sig selv godt. Luxembourgeren var med sin 6. plads en af dagens positive overraskelser. Hans mildt sagt mindre heldige kørsel i Polen og problemer i sidevinden på 1. etape tydede nemlig på, at formen slet ikke er, hvor den skal være. Efter at Brian Holm har afsløret, at hans ringe kørsel i Ardennerne skyldtes en defekt cykel, kunne dagens fine præstation tyde på, at benene slet ikke er så ringe endda. Faktisk er det vel hans bedste enkeltstart af denne type, han overhovedet har kørt i sin tid som professionel.

Årets felt tæller lidt færre specialister end vanligt, og derfor er resten af top 20 stort set kun udgjort af klassementsryttere, hvis man ser bort fra særligt Miles Scotson og Tom Bohli, der også begge lider under skiftet væk fra BMC, samt en delvist genrejst Jasha Sütterlin og en overraskende stærk Casper Pedersen. Af disse er der dog også to førende specialister, og det var således helt efter bogen, at Stefan Küng og Søren Kragh endte som klassementskampens vindere.

Begge har dog grund til at være skuffede. Nok blev Küng en fin nr. 4, men han var ikke i nærheden af at røre Ganna. Med tanke på, hvor suveræn han var sidste år, blev dagens etape således blot endnu en understregning af, at skiftet til BMC altså har gjort uoprettelig skade. Nok var dagens enkeltstart en af de bedste i år, men det var stadig ikke Küng, som vi kender ham. Og i lyset af, at han åbenlyst er i fabelagtig form, er det særligt bekymrende, at han er så langt fra at røre Ganna.

Endnu værre gik det for Kragh, der kørte sin ringeste enkeltstart i løbet i tre år. Noget tyder imidlertid på, at Sunweb overvurderede modvinden en anelse. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, at både Kragh og Marc Hirschi lagde langsomt ud, men faktisk kørte ganske stærkt i modvinden. Nok havde Kragh aldrig været i nærheden af Ganna under nogen omstændigheder, men det kunne måske være blevet til lidt mere, hvis Sunweb havde anlagt en knap så konservativ pacingstrategi. I hvert fald fik Kragh nu kun et relativt lille udbytte af den etape, der var hans vigtigste våben.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Mest interesse var der naturligvis om kampen om den samlede sejr, og her bekræftede Tim Wellens, Laurens De Plus og Marc Hirschi alle, at de er i fremragende form. Den store vinder var naturligvis Wellens, for selvom hans enkeltstart ikke var på højde med den overraskende sejr foran Campenaerts og Evenepoel i Belgium Tour, var det vel hans bedste enkeltstart i løbet hidtil. Og selvom han tabte to sekunder til Laurens De Plus, der på forhånd lignede hans største rival på denne etape, kan han føle sig rimelig tryg ved, at den alt andet end eksplosive belgier ikke vil gå forbi ham på brostensetapen i morgen, hvor han har begrænset erfaring og mangler de rette egenskaber.

Til gengæld står det også klart, at De Plus er i eminent form. Det viste han i torsdags, hvor det var ham, der splittede feltet til atomer, og det bekræftede han i dag, hvor han kørte en fremragende enkeltstart på en rute, der slet, slet ikke passede ham. Desværre rakte det ikke til at hente nok tid på Wellens, og nu kan det se ud til, at han må tage til takke med den samlede 3. plads.

Efter i dag er det nemlig Hirschi, der fremstår som truslen mod Wellens. Den unge schweizer er bestemt ikke specialist og kørte i det lys vel nok sit livs bedste enkeltstart. Det lignede ellers en lille katastrofe, da han ligesom Kragh lagde svagt ud, men med stor power fløj han gennem modvinden til sidst og holdt sig i spil til den samlede sejr. Nok er han mere komfortabel i Ardennerne end på brostenene, men med sit punch og en 10. plads i E3 som en solid bagage må han - især fordi han og Kragh udgør en stærk duo - være manden, Wellens og hans ikke alt for stærke Lotto-hold skal frygte.

Derudover var det de forventede folk, der kørte stærkt. Fabio Felline er stadig ikke som før sygdommen, men dagens 12. plads var endnu et skridt i den rigtige retning. Med en 11. plads bekræftede Mike Teunissen også både sin form og sine evner på korte, tekniske enkeltstarter, og dermed sikrede han, at Jumbo har to stærke kort at spille, når Wellens i morgen skal sættes under pres.

Blandt de øvrige vindere finder vi især Ivan Garcia, der på forhånd lignede den måske største taber i toppen, men som i stedet endte som en stor vinder med endnu en overraskende præstation i et løb, hvor han vel har været overraskelse nr. 1. Sep Vanmarcke bekræftede det gode indtryk fra Ardennerne, og Greg Van Avermaet kørte også en for ham hæderlig enkeltstart. Simon Clarke rider videre på EF-bølgen som endnu en rytter, der har gjort stor fremgang i disciplinen, og temposvage Zdenek Stybar gjorde det bedre end ventet. Til gengæld leverede Philippe Gilbert endnu en skidt, skidt præstation i et løb, hvor han har været i overraskende god form, og selvom han gjorde det hæderligt, må Michael Valgren stadig sande, at enkeltstarter ikke er hans kop te. Og det er det slet ikke for Oliver Naesen, der helt som forventet fik sig en lille lussing.

Heldigvis må de også alle kunne øjne muligheder. Wellens’ sejr i hvert fald ikke i banken endnu, for ved indgangen til morgendagens etape er han nærmest den eneste, der ikke har nået at vinde. Langt de fleste af løbets stjerner har allerede tabt så meget tid, at deres taktik vel kortfattet kan sammenfattes i ordet ”Angreb”. Og kaster man et blik på Lotto-mandskabet, kan man godt forstå, hvis Wellens ikke sover helt roligt i nat.

Det gør Ganna til gengæld. Nok er Ineos’ løb endt som lidt af en skuffelse, efter at Dylan van Baarle har indset, at han efterhånden er ved at være træt, men alligevel har italieneren sikret, at det britiske storhold får noget med hjem. Og med tanke på hans dominans er det næppe sidste gang, at han har vundet en stor enkeltstart på WorldTour-niveau. Måske kan Italien ligefrem drømme om igen at blive en magtfaktor i den specielle disciplin. Ganna og Affini har i hvert fald givet støvlelandet grund til at drømme stort igen.

Favoritterne

Som det - med en enkelt undtagelse i 2014 - har været tilfældet siden 2012, har arrangørerne gemt det måske bedste til sidst. Siden aftalen med Geraardsbergen blev indgået for syv år siden, er løbet syv gange sluttet med den nu helt velkendte rundstrækning med mål halvvejs oppe ad byens berømte Mur. Og som Svein Tuft, Tom Dumoulin og Rohan Dennis alle kan bevidne, er finalen svær nok til, at man kan tabe løbet til allersidst - og som Lars Boom, Zdenek Stybar og Niki Terpstra kan bevidne, kan man altså vinde det hele med et veltimet angreb på i noget af sportens mest berømte terræn.

Det er imidlertid også ret forskelligt, hvordan etapen er forløbet. Stybars og Booms sene angreb samt vanvidsudgaven i 2016, hvor Terpstra udnyttede horribelt vejr til at sprænge klassementet til atomer, er undtagelserne, for i de fleste tilfælde er forskellene mellem de bedste alene blevet skabt af de små huller, der kan opstå i en spurt op ad Muren. Etapen er trods alt ikke så svær, at et stærkt hold ikke kan kontrollere det, og selvom man ofte har set, at manden i førertrøjen har været presset, særligt næstsidste gang op ad Muren, har den sidste del af rundstrækningen været så let, at der som regel er sket samling. Boom vandt således kun løbet, fordi Tuft ganske enkelt var for tung til Muren, og Terpstras sejr var så speciel, at man ikke skal forvente noget lignende, hvis ikke vejret igen bliver lige så slemt. Stybar er undtagelsen, der med sit angreb allerede på Denderoordberg kunne køre væk i den absolutte finale. I alle andre tilfælde har favoritterne været samlet i bunden af Muren.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Det mest lysende eksempel er naturligvis sidste år. Matej Mohoric havde ingen erfaring på brosten overhovedet, og hans hold var blandt de absolut svageste. Han var oppe mod meget stærke hold fra Quick-Step, Lotto, BMC og Sunweb, men alligevel lykkedes det ham at vinde. Gang på gang blev han sat af, men der var altid tid til at komme tilbage. Og da Tim Wellens og Oliver Naesen kørte væk på Muren, inden sidstnævnte kørte alene væk på Bosberg, var der alligevel til slut så mange, der ville vinde etapen, at Mohoric blev fragtet tilbage til de forreste.

Det kan Wellens finde en vis trøst i. Hans hold hører bestemt ikke til løbets stærkeste - han ville nok ønske, at Tiesj Benoot ikke havde valgt at skippe løbet - og logikken siger, at Deceuninck med deres fire mulige vindere Stybar, Philippe Gilbert, Bob Jungels og Florian Senechal, Sunweb med Søren Kragh, Marc Hirschi og Martijn Tusveld, EF med Simon Clarke og Sep Vanmarcke og Jumbo med Mike Teunissen og Laurens De Plus samt Dimension Data med Michael Valgren og Reinardt van Rensburg alle skal udnytte, at de har flere kort at spille og derfor angribe i øst og vest. Wellens’ redning kan til gengæld være, at de fleste hold også må sande, at klassementssejren er ret langt væk, og derfor vil etapesejren altid være en god gulerod at gå efter, hvis andre skulle køre væk. Det betyder også, at Wellens meget vel kan få mange allierede undervejs, som vi så det for Mohoric sidste år, hvor det i høj grad var Sunweb, der bidrog til at skabe samling, så Matthews kunne vinde etapen.

Et aggressivt løb bliver det dog utvivlsomt. Som sagt er der mange hold, der ikke har meget at miste ved at spille ud, og vi formoder derfor, at det som altid ender i en forrygende indledning med et hav af angreb. Før eller siden vil elastikken knække, men desværre for Wellens bliver det svært at forhindre, at gruppen ikke indeholder en i hvert fald moderate trussel mod hans trøje. Derfor vil Lotto formentlig skulle holde udbruddet i relativ kort snor.

Spørgsmålet er, om de får hjælp. Det vil afhænge af udbruddets sammensætning, men der er nok ikke tvivl om, at i hvert fald Ag2r, CCC, Deceuninck og måske også EF har etapesejren som et meget stort mål. Sunweb skal vel også bringe bonussekunder i spil, og det samme skal Jumbo, for hvem Laurens De Plus tillige har brug for, at løbet bliver så hårdt som muligt. Der bør derfor være interesse i at sikre, at vi ikke får en gentagelse af Manuel Quinziatos udbrudssejr fra 2015.

I år har arrangørerne gjort indløbet til rundstrækningen hårdere. De fire tidlige stigninger kommer dog nok stadig så tidligt, at vi først for alvor kan forvente, at løbet åbnes op, når vi rammer rundstrækningen. Derudover vil hårdhedsgraden blive bestemt af, hvorvidt det når at blive tørt. Vejene vil nok stadig være våde, men en stor del af etapen vil nok hverken være våd eller kold. Vinden vil desværre også lægge sig, og selvom der faktisk er et lidt farligt sidevindsstykke på strækningen frem mod rundstrækningen, kommer det nok for tidligt til at kunne udnyttes. Og på selve rundstrækningen vil der desværre næsten udelukkende være med- eller modvind og desværre et meget langt modvindsstykke mellem Bosberg og Denderoordberg, hvilket kan gøre det svært for de ryttere, der måtte være kommet væk på næstsidste passage af Muren eller sidste passage af Bosberg, der er de to eneste virkelig vanskelige stigninger.

På rundstrækningen skal der imidlertid nok komme angreb - også langt udefra. Deceuninck vil formentlig åbent tidligt med først Jungels, der er specialist i lange ridt, og Senechal og senere med Gilbert, mens Stybar nok skal gemmes til finalen. Mads Pedersen, Dylan van Baarle, Simon Clakre og måske Michael Valgren er andre ryttere, der kan tænkes at prøve tidligt. Og Sunweb skal vel spille Søren Kragh relativt tidligt ud for at lægge pres på en - for dem forhåbentlig - isoleret Wellens.

Samlet set forventer vi således en ret hård udgave af etapen, hvor det ikke er givet, at Wellens kan holde trøjen. Han har før haft problemer på brostenene, der ikke passer ham så godt som Ardennerne, men omvendt så vi også sidste år, at det faktisk var ham og Naesen, der var de stærkeste og kunne køre væk. Hvis ikke han isoleres for tidligt, vil han således formentlig kunne klare sig - især fordi det er sandsynligt, at han vil kunne finde allierede hos ikke mindst CCC og EF, der har en spurtsejr på Muren som et af dagens vigtigste mål.

Historien samt det lange modvindsstykke tilsiger, at det igen bliver en decimeret favoritgruppe, der skal spurte på Muren, men løbet kan også glide Wellens af hænde. Sker det, vil det være muligt for ryttere, der måske ikke er hans mest oplagte rivaler, at køre væk og gøre det færdigt. Og endelig kan det ikke udelukkes, at flere af de mere udprægede brostensspecialister faktisk kan køre fra ham på Muren eller Bosberg og derefter afgøre det mellem sig sidste gang op ad Muren. Med andre ord er det et yderst åbent løb, der kan vindes af et hav af forskellige ryttere.

Det er således også med megen usikkerhed, at vi peger på Sep Vanmarcke som vores favorit. Efter i år at have skippet Touren virker belgieren imidlertid bedre i dette løb, end han har for vane at være. Han klarede Ardennerne ganske fortrinligt for en stor fyr som ham, og hans enkeltstart i dag var bestemt heller ikke ringe. Han har ellers for vane ikke at køre alt for stærkt i efteråret, men i år virker han altså skarpere end tidligere.

Læs også

Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne

Samtidig er Vanmarcke måske den i feltet, der har det allerbedste punch på de belgiske hellingen. Det er i hvert fald ham, der gang på gang har revet det hele i stykker i de flamske klassikere, og selvom hans seneste forår har været ødelagt af styrt og sygdom, viste han i år sin tårnhøje klasse, da han i halvskadet tilstand kørte med om sejren i Paris-Roubaix - og endda mente, at han måske kunne have vundet, hvis det ikke havde været for en defekt cykel. I virkeligheden passer de flamske klassikere ham måske endda endnu bedre, for hans punch på brostensbakkerne er virkelig eminent. I dette løb kan han og Simon Clarke, der selv nok er for let til brostenene, udgøre en solid duo, og Vanmarcke har tabt så meget tid, at han ikke er Wellens’ værste trussel. Er han på sit bedste, kan han både køre væk tidligt og gøre det færdigt på Muren, og derfor er han vores favorit.

Sidste år var Oliver Naesen bedste mand på denne etape. Han havde ellers skuffet på den foregående etape i Limburg, men da de ramte ”hans” terræn, var formen der alligevel. Naesen har i de senere år vist, at han er en af verdens absolut bedste på brostensstigninger, og havde han ikke været martret af en byge af uheld, havde hans generalieblad været langt, langt flottere. I år mistimede han formen en anelse og var lidt for god for tidligt, men forinden var han skræmmende stærk, ikke mindst i Paris-Nice og Milano-Sanremo.

Naesen har altid for vane at komme stærkt ud af Touren. Således har han nu vundet Plouay to gange, ligesom han altså sidste år kørte fra alt og alle på Muren og Bosberg, inden han trods de spildte kræfter spurtede sig til en 4. plads på Muren. Hans form synes igen i år at være god, da han faktisk endte som en af vinderne på en ardenneretape, hvor stigningerne viste sig at være lidt for stejle for store Naesen i kamp mod letvægterne. Hans ringe enkeltstart har sat ham tilbage og kan give ham frihed. Han er desværre lidt alene i finalerne, men han kan både vinde i en spurt på Muren med det ekstra punch, han har udviklet i et år, hvor han har spurtet eminent, og ved at køre offensivt, som han gjorde det sidste år.

Greg van Avermaet er skabt til denne finale. Det er ikke uden grund, at han én gang har vundet etapen, i 2015 vandt favoritternes kamp bag udbruddet og sidste år blev nr. 2 bag Matthews. Desværre viste ardenneretapen også, at Van Avermaet efterhånden er ved at være lidt slidt efter en lang sæson, og at han nok trænger til en lille pause. Det gjorde han imidlertid også sidste år, og alligevel endte han etapen som nr. 2.

Dengang var han ikke god nok til bare at køre væk, og det ligner han heller ikke en mand, der vil være i år. Hans største problem er, at vi så sent som i torsdags igen så, at han har tabt en del af sin hurtighed, og at han slet ikke er så hurtig som i gamle dage. Det kan koste lidt i denne spurt, ikke mindst fordi han formentlig også skal bruge ekstra kræfter som isoleret i finalen. Omvendt er Van Avermaet så fremragende en puncheur, at han naturligvis sagtens kan ende med at vinde igen, som sidste års 2. plads tydeligt viste.

Zdenek Stybar kunne ikke sidde med de bedste i Ardennerne, men det er nu ikke nødvendigvis udtryk for dårlig form. Nogen klatrer har han nemlig aldrig været, og derfor var det ret sandsynligt, at 4. etape ville være for hård i kamp mod folk som Wellens, De Plus og Hirschi. Hans enkeltstart i dag var til gengæld bedre end ventet, og det tyder på, at benene slet ikke er så ringe endda. Måske er han ikke som i foråret, hvor han havde sit livs bedste klassikersæson, men mindre kan også gøre det, når man er på et hold, der kan angribe på skift. Tidstabet giver ham endda lidt ekstra frihed, og Stybar har altid været en af de mest eksplosive på hellingen. Også han kan angribe og spurte, som vi så det, da han sidste år endte som nr. 3 på denne etape.

Sunweb har to kandidater, og det er nok Søren Kragh, der har den bedste chance. Dels får han langt mere frihed end Hirschi, dels er han mere skabt til dette terræn. Hans enkeltstart i dag var halvskuffende, men det var hans kørsel i Ardennerne bestemt ikke. Her lignede han i hvert fald en af de absolut stærkeste i forfølgergruppen, indtil han blev lidt slidt til sidst. Denne etape burde passe ham langt bedre, og i teorien har han alle de egenskaber, der skal til for at spurte stærkt op ad Muren. Han er i hvert fald en fremragende puncheur, som særligt den flotte sejr i Oman viste, men han har bare ikke haft mange chancer for at vise det på et hold, der tæller Matthews. Her burde han kunne få sin chance, og nu skal han vise, at han er en glimrende brostenspuncheur. Også han kan således forsøge sig både i en spurt og med offensiv kørsel.

Naturligvis har Jumbo først og fremmest blikket rettet mod Laurens De Plus, men han har hverken erfaring, punch eller statur til en brostensetape som denne. Jumbo vil sikkert forsøge at gøre det hårdt og knap så eksplosivt, men skal de vinde etapen, skal det være med Mike Teunissen. Hollænderen synes at være i fabelagtig form, efter at han klarede Ardennerne så fornemt, og også i dag kørte han en smuk enkeltstart. Han har stadig sit store brostensgennembrud til gode, men særligt sidste år viste han evnerne i Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt. Med den hurtighed, han har vist i år, ikke mindst med sejren i Touren, har han skilt sig ud som en fremragende afslutter. Han har stadig til gode at bevise, at han kan blande sig med de bedste på en brostensbakker som denne, men al logik siger, at han har evnerne til at gøre det. Og måske kan han udnytte De Plus til at køre offensivt også.

Tim Wellens har som hovedmål at forsvare trøjen, og derfor får han nok svært ved at vinde etapen. I forvejen har han altid haft det lidt svært på brostenene, selv i de år, hvor han har været allerbedst. Omvendt var han som sagt sammen med Naesen den bedste sidste år, og det kan bestemt ikke udelukkes, at han vil være det igen. En brostensspurt passer ham ikke ideelt, men ser man alene på Murens stejlhed burde det være en god afslutning for en stærk puncheur som Wellens. Det bliver svært at slå specialisterne på brostensunderlag, men efter hans kørsel på Muren sidste år og i årets Omloop kan det ikke udelukkes - hvis han altså ikke skal bruge for mange kræfter på at lukke huller undervejs.

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

I Deceunincks ligning indgår også Bob Jungels. Som skrevet i analysen ovenfor så luxembourgeren mildt sagt tam ud i Polen og på det første etaper, men hans enkeltstart i dag indikerede, at han er ved at være der, især fordi hans problemer i Ardennerne angiveligt skyldtes en defekt. Jungels har den gigantiske fordel, at han er helt ude af klassementet, og hans strategi vil være at udnytte den frihed til at angribe tidligt som første trin i holdets raket. Vi så i Kuurne, Dwars door Vlaanderen og E3, at han kan være helt umulig at hente, når først han er kørt væk i dette terræn. Indtil i dag så det ikke ud til, at han havde formen, men nu ligner han måske alligevel manden, der kan lave det store soloridt.

Mitchelton har Dion Smith, der lurer som en meget spændende outsider. I de seneste to år er han blevet hhv. nr. 7 og 9 på denne etape, og det vidner om, at han har et lidt overset talent for at spurte op ad en mur som denne. Hans kørsel i torsdags var hans hidtil mest overbevisende, og alt tyder på, at han er bedre end nogensinde. Nu har han to gange været tæt på, og logikken siger, at han skulle være endnu tættere på denne gang. Naturligvis er der et skridt til en sejr, men en umulighed synes det ikke at være for den formstærke newzealænder.

Ivan Garcia har været løbets helt store oplevelse med overraskende god kørsel i Ardennerne og på enkeltstarten. Formen har aldrig været bedre, og nu kommer vi endda til den etape, der passer ham allerbedst. Desværre har vi også i klassikerne set, at han fortsat har nogen vej at gå, og selvom formen tilsiger, at han vil være betydeligt bedre nu, er det måske lidt svært at se ham vinde. Han ligger nemlig en anelse for godt i klassementet, og selvom han er kendt som sprinter, har han stadig til gode at vise et tilstrækkeligt punch på en bakke, der er så stejl som denne.

Løbet har bestemt ikke været godt for Philippe Gilbert, der åbenlyst mangler sin bedste form. Sådan så det imidlertid også ud for to år siden, og her endte han alligevel med at vinde favoritternes spurt bag Stuyven, der var stukket af forinden. Også i Roubaix i år viste han, at formen af og til kan komme ud af det blå, og man skal derfor aldrig afskrive den snu veteran. I år har han måske ikke benene til at vinde spurten, men til gengæld er han del af et Deceuninck-hold, der kan angribe Wellens på skift.

Deceunincks fjerde bud er Florian Senechal. Ligesom Jungels har han den fordel, at han umiddelbart ikke udgør nogen stor trussel i klassementet, og det kan give ham den frihed, han skal bruge. Han er i hvert fald ikke længere låst som hjælper, for holdets hovedmål må nu være at vinde etapen. Senechal har stadig sit store gennembrud i de flamske klassikere til gode, men det er bare et spørgsmål om tid. Han viste i Roubaix, at han er en fremragende brostensrytter, og han har både punch og spurtstyrke på bakker. Med andre ord burde etapen her passe ham fremragende.

Det har været godt at se Michael Valgren rejse sig igen. Måske er han endnu ikke som i 2018, men han begynder at nærme sig. Han mangler desværre punch og spurtstyrke til at blande sig med favoritterne på Muren, men til gengæld er han en herlig opportunist, der ikke er bange for at tage chancer og også har næsen for at time det rigtigt. Han har tabt lidt tid i klassementet, og har han nu fundet benene, ved vi, at han har en fantastisk evne til at udse sig det rette moment til at udnytte favoritternes interne magtkamp.

Danmark har endda et tredje bud. Ligesom Valgren har Mads Pedersen udnyttet etapen til at rejse sig. Han har kørt lead-outs som en anden Richeze, har angrebet på alt for stejle stigninger i Ardennerne og kørt en glimrende enkeltstart. Nu kommer den etape, der passer ham allerbedst, og med Felline ude af podiekampen burde han have frihed til at gå efter etapen. Pedersen har vist, at han ikke har punch til at gå med de bedste, og derfor skal han i stedet gøre som i sidste års Flandern Rundt, nemlig angribe tidligt. Gør han det - måske sammen med en mand fra Deceuninck - ligner han en mand, der er stærk nok til at gøre det færdigt.

Endelig skal Marc Hirschi naturligvis nævnes. Schweizeren mestrer det meste, og med 10. pladsen i E3 har han vist, at han kan køre på brosten. Det skete dog via et tidligt udbrud, og man må nok tvivle på, om han har den rette tyngde til at blande sig med de tungere folk, når der skal spurtes på brostensbakkerne. Han har masser af punch, men det er svært at se ham overspurte folk som Van Avermaet, Naesen og Vanmarcke, og da han ikke får den mindste frihed, skal han nok snarere se, om ikke han kan sætte Wellens end forsøge at vinde etapen.

Laurens De Plus er måske løbets stærkeste rytter, men han er uden punch, har ingen frihed og er for spinkel til brosten, hvorfor det bliver næsten umuligt for ham at vinde etapen. Fabio Felline er nok hurtig, men har også til gode for alvor at slå igennem med sit punch på disse bakker, der synes for stejle. På samme vis er Simon Clarke, Ruben Guerreiro, Jay McCarthy og Kevin Geniets for lette. Reinardt van Rensburg er i form og hurtig, men mangler styrke til at køre væk og er for tung til at vinde på så stejle bakker. Dylan van Baarle er en oplagt kandidat til at angribe tidligt, men han virker lidt for træt til at kunne gøre det færdigt. Jasper Philipsen mangler nok fortsat holdbarheden, og det bliver også for svært for Arnaud Demare, Jurgen Roelandts, Sam Bennett, Edward Theuns, Jasha Sütterlin, Jempy Drucker og en skuffende formsvag Davide Ballerini at vinde - enten fordi formen mangler, eller fordi de er lidt for tunge. Formstærke Timo Roosen og Martijn Tusveld er nok låst som hjælpere, og det er svært at se Stefan Küng få lov at køre væk, og på stigningerne er han for tung til at gøre andet end at overleve. Til gengæld kan man måske håbe, at en velkørende Lukas Pöstlberger kan forsøge fra distancen.

Feltet.dks vinderbud: Sep Vanmarcke

Øvrige vinderkandidater: Oliver Naesen, Greg van Avermaet

Outsidere: Zdenek Stybar, Søren Kragh, Mike Teunissen, Tim Wellens, Bob Jungels

Jokers: Dion Smith, Ivan Garcia, Philippe Gilbert, Florian Senechal, Michael Valgren, Mads Pedersen, Marc Hirschi

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michael Matthews’ sejr fra 2018, Jasper Stuyvens sejr fra 2017, Edvald Boasson Hagens sejr fra 2016, Manuel Quinziatos sejr fra 2015, Greg Van Avermaets sejr fra 2014, Zdenek Stybars sejr fra 2013 samt Alessandro Ballans sejr fra 2012.