Optakt: 7. etape af Criterium du Dauphiné

Ruten

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og det synes også at være tilfældet i år. Samtidig synes ASOs kærlighed til korte bjergetaper at have ført til en tradition om at have to intense og ultrakorte dage i bjergene til sidst. Det gælder også i år, hvor weekenden indledes med en bare 133,5 km lang etape, der med hele fire store stigninger og løbets vanskeligste stigning som målbjerg vil være rammen om den vigtigste kamp om sejren i årets udgave af det franske bjergløb.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 133,5 km, der fører feltet fra Aint-Genix-les-Villages til toppen af Les Sept Laux-Pipay (Montee de Pipay). Startbyen er placeret umiddelbart vest for Alperne, og rytterne skal nyde det flade terræn, det giver anledning til. Første del er nemlig ganske let, når feltet snor sig mod sydøst, syd, øst og til sidst nord for at runde en sø, inden man kommer frem til dagens spurt, der er placeret efter 34,5 km.

Efter den flade indledning tager etapen for alvor fat, når man drejer mod øst op ad kategori 1-stigninge Col de l’Epine (7,6 km, 7,2%), hvor top passeres efter 43 km. Herefter går det via en teknisk relativt kompliceret nedkørsel mod sydøst og øst ned i dalen med retning mod storbyen Chambery, der nås efter 56 km. Her drejer man mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Col du Granier (12 km, 5,8%), der har top efter 72,5 km, hvorefter endnu en relativt teknisk nedkørsel fører mod øst ned i dalen.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Nede i fladlandet venter der et kort dalstykke, der fører mod sydvest langs en flod ned til bunden af kategori 1-stigningen Col de Marcieu (10,4 km, 6,1%), hvis top passeres efter 100,5 km. Derfra resterer 33 km, der først består af en vanskelig nedkørsel, som fører mod sydvest og sydøst tilbage til dalen. Her kører man direkte over floden og ind på løbets eneste kategori HC-stigning Les Sept Laux-Pipay (Montee de Pipay), der fører mod øst, syd og til slut igen øst. Den stiger med 6,9% over 19 km og er ganske varierende undervejs med enkelte stejle kilometer på 8-9%, men også lettere strækning med 4-6%. Den sidste svære kilometer på 8,5% ender med 3 km til toppen, hvorefter det stiger med ca. 7% det sidste stykke. Den sidste del af stigningen byder på en endeløs serie af hårnålesving, herunder syv på de sidste 5 km. Det næstsidste kommer med 1600 m igen og det sidste med 400 m til stregen, inden vejen bugter sig ind på den 60 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3715 højdemeter.

Les Sept Laux-Pipay (Montee de Pipay) har ikke tidligere været brugt som målstigning for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Vejret

Efter dagens solrige finale vender det ustabile vejr tilbage. Efter en regnfuld morgen vil der gennem hele etapen være 90% risiko for tordenbyger, og det virker usandsynligt, at feltet vil komme tørskoede hjem. Temperaturen i bunden af målbjerget vil være 26 grader, og der vil være en let vind fra vest og nordvest. Det vil give sidemed- og medvind på stort set hele etapen. På målbjerget vil der også være med- eller sidemedvind hele vejen op.

Analyse af 6. etape

Man skal altid passe på med at skrue forventninger for højt op forud for den første bjergetape i et etapeløb, hvor der venter vanskeligere udfordringer senere. Alt for ofte ender det nemlig i en skuffelse, når feltets favoritter vælger at spare kræfterne til senere opgaver og alene føle hinanden an. Der findes heldigvis mange eksempler på det modsatte, men særligt hvis bjergetapen er lidt blød, ender det ofte som en fuser.

Det gjorde dagens 6. etape af Dauphiné også, for det skulle hurtigt vise sig, at der ikke var én eneste rytter, der havde lyst til at se, hvor meget skade den relativt lette Col de Beaune i udkanten af Saint-Michel-de-Maurienne kunne gøre. I stedet blev vi vidner til en kedelig våbenhvile, hvor vi som så ofte før kunne se Ineos-toget tage kontrol og fragte feltet sikkert frem til mål, uden at vi blev spor klogere på, hvem der har noget af skyde med i årets løb.

Det er arrangørerne helt sikkert ikke tilfredse med. Dagens langgaber gjorde i hvert fald ikke meget for at skabe interesse for cykelsporten eller leve op til Dauphinés rygte som et af årets mest underholdende løb. ASO og ruteplanlæggerne er imidlertid i høj grad selv ude om det. Det krævede nemlig ikke den helt store omtanke at indse, at en kollektiv fredsslutning var en oplagt risiko med den finale, de havde designet.

Ikke blot var Col de Beaune nemlig en så let stigning, at man skulle være meget stærk for at gøre en forskel, den efterfølgende nedkørsel var også så vanskelig, at det ikke var forsøget værd. Var det lykkedes at slå et beskedent hul, havde det krævet en tegning af en solid livsforsikring, hvis man ville forsvare det på den halsbrækkende tur ned mod målet. Den risiko var der naturligvis ingen, der vil tage i et løb, der trods alt først og fremmest er forberedelse til Tour de France, og det burde ASO nok kunne have luret, da de planlagde etapen. Håbet var vel, at enkeltstarten ville have skabt så store forskelle, at risikovilligheden ville være større, men det var for fromt et ønske, der altså ikke havde hold i virkeligheden.

Det var også derfor, at udbruddet fik lov at holde hele vejen hjem. I gårsdagens optakt anså jeg det ellers for sandsynligt, at hold som EF eller UAE, der i Michael Woods og Dan Martin har et par hurtige afsluttere, ville gå efter sejren, ikke mindst fordi EF og Woods havde vist stort initiativ på de første mellemhårde etaper. Heller ikke de havde imidlertid lyst til at føre over 230 km i den hårde modvind, der prægede dalen, og derfor kastede alle med det samme håndklædet i ringen, da først det i klassementssammenhæng ufarlige udbrud var etableret. Herfra blev det en dødkedelig march frem mod Alperne, hvor det kun var den kraftige vind og risikoen for splittelser samt den beskedne trussel, Alaphilippe på et tidspunkt udgjorde mod førertrøjen, der forhindrede løbet i at gå helt i stå.

Derfor er vi også præcis lige så kloge, som vi var i går. Det er stadig kun 2. etape, der har vist os noget om styrkeforholdet på stigningerne, og det kan endda have ændret sig over fire dage, der har givet folk chance for at genfinde løbsrytmen efter den lange løbspause. Der var således ikke én eneste bare af outsiderne, der undervejs faldt fra, og i det store billede blev dagens etape så godt som neutraliseret.

Den eneste information kom fra Ineos. Briterne viste tydeligt, at de ikke har i sinde at ændre taktik, bare fordi kaptajnen hedder Wout Poels og ikke Chris Froome. Sandsynligvis med henblik på Touren kørte holdet præcis som de plejer, og med Gianni Moscon, Dylan Van Baarle og Michal Kwiatkowski sendte de med et solidt tempo et klart signal til alle rivaler om, at det ville være nytteløst at få gode ideer. Det kan naturligvis tolkes som et tegn på, at Poels stadig tror, at han kan vinde løbet - og han melder om en god følelse på stigningerne, ligesom han så fremragende ud på 2. etape - men først og fremmest var det vel træning frem mod Touren, hvor det meste af truppen fra dette løb vil skulle udføre samme opgave, bare med Geraint Thomas og Egan Bernal bagerst i toget.

Derudover var det dramatiske højdepunkt naturligvis Jakob Fuglsangs ærgerlige styrt, men heldigvis gik det ikke nær så slemt, som det gjorde for stakkels Froome. Danskeren så ud til at være helt upåvirket, og selvom man naturligvis ikke kan vurdere meget ud fra en etape, der blev kørt roligt og defensivt, ligner det ikke umiddelbart et uheld, der vil få langsigtede konsekvenser.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Heldigvis var der tre mand, der sørgede for, at det ikke blev helt kedeligt. Julian Alaphilippe, Gregor Mühlberger og Alessandro De Marchi leverede et flot opgør om etapesejren, da først det stod klart, at sejren var deres. Det var endda fuldt fortjent. Langt hovedparten af holdene havde nemlig luret, at en udbrudssejr var en stor sandsynlighed på denne etape, og derfor blev der også gået til stålet i den indledende fase.

I det lys kan man undre sig over, at bare tre mand kom fri. Normalt ser man i sådanne situationer langt større grupper, fordi små grupper altid vil blive jagtet af de mange hold, der har misset ud. Sådan var det da også, da de tre mand langt om længe kom fri, men trioen var bare så stærk, at den knækkede de andre hold et efter et, og da Sunweb som det sidste mandskab gav op, stod det hurtigt klart, at ingen kunne køre den brølstærke gruppe ind.

Og ikke overraskende blev det Julian Alaphilippe, der løb med sejren. Man ved ellers aldrig med det franske fænomen, der særligt sidst i etapeløbene kan være yderst svingende på lange stigninger, men i dag var han i stand til at gøre arbejdet færdigt.

Han fik dog formentlig mere modstand, end han havde ventet. I hvert fald lignede hans første angreb et forsøg på at sætte alle rivalerne effektivt til vægs med et af sine berømte slangehug, men det fik Mühlberger lynhurtigt neutraliseret. Herefter indså franskmanden hurtigt, at østrigeren nok var stærkere end som så, og han adopterede i stedet en defensiv taktik. Flere gange måtte han også grave dybt for at svare på østrigerens stærke forceringer.

Da først de havde rundet toppen, lignede det til gengæld barnemad for den spurtstærke Alaphilippe at gøre arbejdet færdigt, men sådan skulle det ikke gå. Selvom franskmanden er kendt som en af feltets bedste nedkørere, fortsatte østrigeren med at presse sin rival, og i spurten var han sågar så stærk, at en tilsyneladende mærket Alaphilippe kun med det yderste af neglene kom forbi.

Det betød også, at det var Alaphilippe, der stjal alle overskrifter, men egentlig er det Mühlberger, der fortjener applausen. Naturligvis siger det meget om Deceuninck-stjernens klasse, at han alligevel kan vinde, selvom han åbenlyst mangler en del procent, inden har nået Tour-formen, men i dag var det altså nok østrigeren, der var stærkeste mand.

Det er herligt at se, for desværre har Mühlbergers karriere hidtil været præget af manglende stabilitet. Han har vist momentvist potentiale på kongeetapen i Baskerlandet sidste år, på den sidste bjergetape i Tour de Suisse sidste år, i sidste års Strade Bianche og på sidste års kongeetape i Tour de Suisse, men i år har han været alenlangt fra sit bedste niveau. Allerede med sit angreb på 1. etape indikerede han imidlertid, at noget var forandret, og i dag fik han dokumenteret, at det ikke kun er Patrick Konrad og til dels Maximilian Schachmann, der vil kunne yde Emanuel Buchmann støtte i bjergene under sommerens Tour de France.

Til gengæld blev det ikke til sejr til udbryderkongen Alessandro De Marchi, men man kan alligevel ikke lade være med at lette på hatten for italieneren. Så sent som for 24 timer var han således bare få kilometer fra at snyde sprinterne, og alligevel var han i stand til at gå med igen i dag, hvor det som sagt krævede stor råstyrke at knække feltet i den indledende fase. I det hele taget er De Marchi virkelig havnet på sin rette hylde på det profilfattige CCC-hold, hvor han nærmest i hvert eneste løb har fuld frihed til at køre offensivt, og det har han i den grad udnyttet i et forår, hvor han var en af feltets mest synlige ryttere. Det vil han med garanti også blive, når verdens største cykelløb løber af stablen om en måneds tid.

Måske skal han også på den igen i morgen. Det vil i hvert fald ligne De Marchi dårligt ikke også at forsøge sig på lørdagens kongeetape, hvor et udbrud igen har en chance for at gøre det færdigt. Det er dog tvivlsomt, om det bliver muligt at tage revanche, for der må være en favorit eller to, der efterhånden har lidt kløe i benene. Og da dagens mulighed i dag blev forspildt, er der ikke længere råd til at vente længere.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Heldigvis gør morgendagens kongeetape det også muligt at køre offensivt uden at skulle sætte liv og lemmer på spil. Våbenhvilen udløber kl. 12.55 i morgen, og Adam Yates har nok ikke held til en genforhandling.

Favoritterne

Som sagt bliver der ikke en gentagelse af fredagens langgaber på lørdagens kongeetape. Søndagens sidste etape har nemlig en relativt blød finale, som et stærkt hold kan kontrollere, og derfor er det i morgen, at det helt store slag skal slås, i hvert fald hvis et af løbets stærkeste hold bringer sig i førertrøjen lørdag eftermiddag. I dag blev der i den grad samlet kræfter, og med tanke på de forskelle, enkeltstarten gjorde, er det ikke svært at pege på de ryttere, der kan ventes at ville i offensiven.

Det betyder også, at chancen for en favoritafgørelse er stor. Ganske vist er det en knaldhård etape med fire bjergpas, og den slags er aldrig lette at kontrollere. Dette er imidlertid også den helt store chance for flere af favoritterne til at vinde en etape, og samtidig har flere af dem også brug for at bringe bonussekunderne i spil. Derfor er det kun de stærkeste udbrydere, der vil kunne gøre arbejdet færdigt.

Vi kan dog også regne med, at udbruddet bliver stærkt. Ganske vist indledes etapen let, men da de fleste hold gerne vil have en mand i front, er det tænkeligt, at udbruddet først kommer fri på den første stigning. Sker det, vil det som regel være de gode klatrere, der bare kører væk, og så ender man ofte med et udbrud, der er både stort, potent og klatrestærkt. Særlig burde det være næsten så sikkert som amen i kirken, at Julian Alaphilippe i så tilfælde vil ende i gruppen, ikke mindst fordi han nu har fået smag for bjergtrøjen.

En sådan situation vil også øge sandsynligheden for, at udbruddet vil udgøre en trussel mod førertrøjen. Folk som Nicolas Edet, Bjorg Lambrecht og Guillaume Martin er alle mindre end tre minutter fra trøjen, men har tabt så meget tid, at de sikkert gerne vil tage chancer fra distancen. Selvom Yates vil elske at se bonussekunder forsvinde, vil det tvinge ham til at sende sit hold frem og holde udbruddet i snor.

Heldigvis kan han regne med hjælp. Thibaut Pinot ligner en mand, der er i hopla, og han omgives endda af et skræmmende stærkt hold, der har styrken til at kontrollere en etape som denne. Romain Bardet og Ag2r er nødt til at vise sig frem på hjemmebanen, hvis ikke de rammer udbruddet, og Nairo Quintana må være meget sulten efter en sejr. Læg dertil, at Emanuel Buchmann også ligner en mand i storform, at Ineos i dag kørte med deres vanlige kontrol og har brug for tid, at Jakob Fuglsang måske også vil gå efter etapen, og at EF har arbejdet stenhårdt for at vinde med Michael Woods, og det bliver klart, at der burde være masser af hold med interesse i at skabe samling.

Derfor peger det meste også på, at vi får et opgør mellem favoritterne, selvom man ikke kan udelukke, at en stærk klatrer kan gøre det færdigt, især hvis vejene som forventet er våde og risikovilligheden i feltet lille. Spørgsmålet er så, om slaget skal indledes på en af de tidlige stigninger, eller om alle venter til den sidste.

Det kan sagtens tænkes, at der forsøges fra distancen. Særligt Romain Bardet, der godt ved, at formen ikke er helt i top, er aldrig bange for at tage en chance, og skal han vinde, kan han formentlig ikke vente til sidste bjerg. Woods er heller aldrig bange for at tage risici, og Quintana kunne være meget interesseret i at forsøge at gentage det store nummer fra Tour de Suisse sidste år. Det kan således sagtens ske, at vi får favoritangreb allerede på Marcieu, og hvis vejene er våde, kan særligt en fyr som Bardet godt blive en trussel fra distancen. Omvendt er Ineos, FDJ og Mitchelton (dvs. Jack Haig) også så stærke, at det mest sandsynlige, er, at det alligevel ender i et opgør på den sidste stigning, hvor vi forventer, at FDJ og Ineos vil lægge pres på, inden favoritterne skal slås om det.

Målbjerget er nyt og ikke cykelsportens sværeste. Det er er til gengæld et rigtigt klassisk alpepas, der er langt og byder på relativt moderate stigningsprocenter. 19 km og uafbrudt klatring i en times tid er altså ganske seriøst, og undervejs er der passager, der er stejle nok til, at der kan gøres forskelle. Heldigvis vil vinden også være gunstig og ikke neutralisere angrebene, som man ellers ofte ser det på denne type stigninger.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Favoritfeltet er meget åbent, og der er ret mange, der synes at have en reel chance for at vinde. Vi vil dog pege på Thibaut Pinot som vores favorit. Franskmanden lignede en mand i hopla i mandags, hvor det var ham og Woods, der angreb så stærkt, at det i første omgang kun var Froome, der alene kunne lukke hullet. Efterfølgende sagde briten endda, at Pinot havde lignet stærkeste mand, og det er bestemt ikke usandsynligt. Allerede sidste efterår, hvor han sejrede i Il Lombardia, viste han nemlig, at han har nået et nyt niveau, og han var selv meget ked af, at sæsonen var slut på et tidspunkt, hvor han ifølge sig selv aldrig havde været bedre. I år har han satset alt på at toppe til Touren, og hans knusende sejr i Tour de l’Ain viser, at han er helt på rette vej. Han elsker disse lange alpepas, der passer til en dieselklatrer som ham, og han har et fremragende hold, også selvom David Gaudu i dag skuffede fælt. Lægger man dertil, at han i en spurt er en af de hurtigste, ligner Pinot et godt bud på en vinder, og derfor er han vores favorit.

Jakob Fuglsang har som bekendt tradition for at være stærk i juni måned. Det er ikke noget tilfælde, at han to år i træk er kørt i top 2 i sit forberedelsesløb, og med tanke på det forår, han har været igennem, er der grund til at have endnu højere forventninger denne gang. Han så også solid ud på 2. etape, selvom det tog lidt tid for ham at komme tilbage til Pinot, Woods og Froome, og hans enkeltstart, der ellers ikke er hans spidskompetence, dokumenterede også den gode form. Desværre styrtede han som bekendt i dag, og det kan naturligvis have kostet en anelse, selvom meldingerne i første omgang er positive. Til gengæld er denne lange dieselstigning glimrende for danskeren, der dog desværre skal af med de fleste for at tage en sejr. Det er bestemt heller ikke umuligt for en rytter, der har været skræmmende stærk i alle de løb, han har kørt i år, og som i ugelange etapeløb plejer at være uhyre stabil.

Vi har en grum mistanke om, at Emanuel Buchmann viser sig at være brølstærk. Korte etaper er ganske vist ikke hans spidskompetence, men heldigvis har denne etape så mange højdemeter, at også hans motor kan nå at blive varm. I år har han været dybt imponerende, uanset om han har været til start på Mallorca eller i Emiraterne eller Baskerlandet, og hele to gange i år har han leveret knusende overlegne soloridt. I mandags dummede han sig ved at gå i udbrud, men alligevel var han den eneste, der alligevel kunne holde sig til i klassementet, og onsdag kørte han sit livs enkeltstart. Uden udbruddet havde han formentlig været i gult, og det siger alt om hans styrke. Han er i sit es på et langt alpepas, og det gør formstærke Buchmann livsfarlig i denne finale, der vel er den i år, som har passet ham allerbedst.

Sidste år leverede Nairo Quintana et suverænt soloridt på kongeetapen i Tour de Suisse, hvor han med et tidligt angreb kørte folk som Richie Porte og Fuglsang midt over. Det var desværre et af få højdepunkter i en generelt trist sæson, men i år ser han heldigvis ud til at være tilbage på sporet. I foråret var han i hvert fald fuldt på højde med Egan Bernal i både Paris-Nice og Volta a Catalunya, hvor han også virkerede stærkere end Adam Yates, der grundet den colombianske rivalisering alligevel vandt kongeetapen. Det borger godt for en stor Tour, og Quintana har nu chancen for at vise, at han vitterligt er tilbage. Den lange stigning burde passe en ren klatrer som ham, men alligevel har vi en fornemmelse af, at han ikke er helt lige så stærk som i sidste års Tour de Suisse. Han måtte i hvert fald slippe Froomes hjul i mandags. På den anden side så vi det samme på en eksplosiv stigning i Schweiz sidste år, og 24 timer senere knuste han al modstand, da løbet endelig ramte de rigtige bjerge. Har han samme ben denne gang, bliver han livsfarlig.

Adam Yates kørte sit livs enkeltstart og har derved bragt sig selv i pole position. Det betyder imidlertid også, at det er ham, der i første omgang skal svare på angrebene, og da Haig er på vej tilbage efter en skade og derfor endnu ikke helt på toppen, kan han havde i en situation, hvor han må ofre etapesejren for det samlede klassement. Det betyder dog ikke, at han ikke kan vinde, for Yates har i år været en af årets helt store oplevelser og vist, hvorfor det i første omgang var ham og ikke Simon, der var den bedste Yates-bror. Samtidig har han sit slangehug på toppen af en stigning som et meget vigtigt våben, hvis det skulle blive nødvendigt at spurte, og hans enkeltstart viser, at formen er god. Når vi alligevel har lidt skepsis, skyldes det, at ingen af Yates-brødrene er helt komfortable på disse lange, udmarvende stigninger, hvor deres punch er knap så meget bevendt. Omvendt vandt Yates i Catalonien på en tilsvarende stigning, og det viser, at han sagtens kan sejre også på en bjergetape af denne type.

Med Froome ude er det nu Wout Poels, der skal holde Ineos-arven i live i et løb, de næsten har ejet siden 2012. Det bliver ikke let efter den skuffende enkeltstart, men Poels melder faktisk selv om en god følelse på stigningerne. Sandheden er da også, at han i mandags så ganske stærk ud, da han trods tidligt arbejde for Froome alligevel sad med de bedste, selvom folk som Porte og Steven Kruijswijk blev sendt til tælling. Vi ved fra hans formidable hjælperindsats for Froome på nogle af de største bjergetaper, at en formstærk Poels er en af verdens allerbedste i bjergene, og i flere perioder har han momentvist set bedre ud end sin kaptajn. Som regel skal han bruge en del tid på at finde sin form, men denne gang ser han faktisk skarp ud fra start. Han har en god finish på toppen af en stigning, og endelig har han tabt så meget tid, at han har lidt frihed.

Det samme har Michael Woods, og han er vel i virkeligheden etapens joker. Canadieren har virket voldsomt stærk hidtil, ikke mindst med det flotte angreb i mandags. Samtidig ved vi fra sidste års VM, hvor han lignede stærkeste mand, at en formstærk Woods i dag skal regnes om en af verdens bedste. Til gengæld er hans speciale også de korte, ekstremt stejle stigninger, og et langt alpepas som dette er ikke umiddelbart hans kop te. Omvendt har han i Vueltaen vist, at han med den rette træning sagtens kan klatre i bjerge, g den træning har han leveret forud for Touren. Måske er han ikke rigtig klatrer, men med kombinationen af fremgang, tidstab og en god spurt har han gode forudsætninger for at vinde alligevel.

Hvor står Richie Porte? Dette løb har desværre vist, at han stadig ikke har fundet sit suveræne topniveau, som han senest havde, inden han styrtede i sidste års Tour. Det skaber altid nogen tvivl om, hvorvidt en ”ældre herre” som Porte allerede er i tilbagegang, men i dette løb er han trods alt bedre, end han har været hidtil. Han lignede bedste mand i anden gruppe i mandags, og hans enkeltstart var ikke den totale katastrofe, som det af og til kan være, når Porte ikke er på toppen. Samtidig betyder hans formmæssigt ringe udgangspunkt, at han har masser af rum til forbedring, og han er formentlig en rytter, der vil blive bedre fra dag til dag. Vi ved alle, at en formstærk Porte i perioder har været verdens formentlig allerbedste klatrer, og selvom han ikke har vist det længe, skal man altid tage sig i agt for en rytter af Portes kaliber, ikke mindst fordi hans tidstab giver ham en vis frihed.

Tidstab til Dan Martin er som regel en garanti for angreb. Ireren lader aldrig en mulighed gå til spilde, og der findes vel ikke ét eneste nyligt Dauphiné, hvor han ikke har været i offensiven før eller siden. Til gengæld skuffede han fælt i mandags, hvor en formstærk Martin burde have været i sit es på de eksplosive stigninger, og det er svært ikke at have fornemmelsen af, at Martin, der heller ikke havde sit bedste forår, ikke helt har ramt rigtigt denne gang. Til gengæld er han en rytter, der ikke er bange for at tage chancer og udnytte favoritternes interne kamp, og han vil altid have sin spurt som et fremragende våben.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Steven Kruijswijk skuffede fælt i mandags, men det var nu ikke helt uventet. Således var den hollandske dieselmotor slet ikke blevet varm efter bare to dage, og det eksplosive terræn passede ham slet ikke. Nu har han endelig fået gang i motoren og har ramt de lange, opslidende stigninger, hvor han virkelig trives. Den fremragende enkeltstart viser, at han er i ganske god form, og vi forventer at se en langt bedre Kruijswijk denne gang. Problemet er bare, at han ligger nr. 5 i klassementet og hører til blandt de mest spurtsvage ryttere. Frihed får han således ikke meget af, og han skal alene hjem for at vinde. Trods den fine enkeltstart har vi lidt svært ved at se, at hollænderen vitterligt bare skulle ende med at køre fra alle andre.

Romain Bardet har været meget ærlig i sin vurdering af egen form og sagt, at han ikke er på toppen. Det gør det svært at tro på, at han kan vinde denne etape, men lige netop med ham skal man altid tage sine forbehold. Både i dette løb og i Touren har Bardet nemlig vundet en etape ved at angribe på næstsidste stigning og herefter udnytte en nedkørsel samt foranliggende holdkammerater til sin fordel. Det er meget tænkeligt, at han vil prøve det samme denne gang, og da han har tabt næsten halvandet minut, vil rivalerne nok ikke reagere prompte. Bardet har før vist, at man altid skal tage sig i agt, når han angriber fra distancen.

Endelig vil vi pege på Guillaume Martin. Den lille franske klatrer var den eneste, der forsøgte sig i dag, men han kunne intet stille op mod Ineos-maskinen. Til gengæld viste han både her og i mandags, at formen er ganske fin, og igennem foråret har han lignet en mand, der er klar til at tage næste skridt. Han har nok ikke niveauet til at sætte favoritterne, men ligesom Bardet er han end mand, der kan forsøge sig fra distancen.

Som sagt kan det ikke helt udelukkes, at en udbryder kan gøre arbejdet færdigt, men det vil kun være en mulighed for meget stærke klatrere, da mange favorithold har en interesse. Mest oplagt er Tom Dumoulin, der i dag så ud til at tage den med ro og meget vel kunne se et bjergtogt som en god gang Tour-træning, Julian Alaphilippe, der skal forsvare bjergtrøjen, men vil finde stigningerne lige lange nok, David Gaudu, hvis dagens resultat vitterligt bare var en offday, og Pinot giver ham lov, Gregor Mühlberger¸hvis han allerede er frisk igen, Warren Barguil, der har haft en hel serie af skader i år, men undervejs har vist glimt af sit gamle jeg, den lovende Carl Fredrik Hagen, samt Bjorg Lambrecht og Nicolas Edet, der dog begge er så tæt på i klassementet, at deres frihed kan være begrænset

Feltet.dks vinderbud: Thibaut Pinot

Øvrige vinderkandidater: Jakob Fuglsang, Emanuel Buchmann

Outsidere: Nairo Quintana, Adam Yates, Wout Poels, Michael Woods

Jokers: Richie Porte, Dan Martin, Steven Kruijswijk, Romain Bardet, Guillaume Martin

Kandidater til et udbrud: Tom Dumoulin, Julian Alaphilippe, David Gaudu, Warren Barguil, Carl Fredrik Hagen, Bjorg Lambrecht, Nicolas Edet