Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 7. etape af Criterium du Dauphiné

Optakt: 7. etape af Criterium du Dauphiné

05. juni 2021 13:19Foto: Sirotti

Alejandro Valverde viste os igen, at ordet ”alder” ikke indgår i hans ordbog, da han med samme autoritet som i sine bedste år suverænt vandt den første bjergetape og brød mere end halvandet års tørke på WorldTouren. Til gengæld kom der ingen forskelle mellem favoritterne, og derfor er alt åbent, når det lørdag går løs med kongeetapen og en tilbagevenden til skisportsbyen La Plagne, der ikke er blevet besøgt af et stort cykelløb siden Touren i 2002.

Annonce

 

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

 

Ruten

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og det synes også at være tilfældet i år. Ganske viste venter den vanskelige Col du Joux Plane om søndagen, men lørdag bydes der på den eneste store bjergafslutning, når skisportsbyen La Plagne for første gang siden Touren i 2002 besøges af et stort cykelløb. Forinden bliver der mulighed for at varme op til Tourens 9. etapens med dobbeltstigningen Col du Pré-Cormet de Roselend, der til juli besøges på vej mod en bjergafslutning i en anden skisportsby, Tignes, men denne gang sluttes der med et brag af et bjergslag på opkørslen til La Plagne, hvor klatrerne får deres måske bedste chance for at vinde tid efter enkeltstarten.

 

I alt skal der tilbagelægges 171,1 km, der fører feltet fra Saint-Martin-le-Vinoux til La Plagne. Startbyen ligger egentlig midt i Alperne, men arrangørerne er nådige. Således kører man igennem hele etapens første halvdel ad en flad dalvej mod nordøst, idet der kun er en lille bakke, når man efter 32,6 km når op til byen Allevard. Herefter bliver det igen helt fladt, indtil man når frem til Albertville, hvor dagens spurt kommer efter 78,3 lette kilometer.

 

Her siger man farvel til dalvejen, når man drejer mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Venthon (2,5 km, 4,8%), der stiger med 5-6% det meste af vejen, dog med et fladere plateau midtvejs. Toppen rundes efter 81,2 km og leder op til en let stigende vej, der følges mod nordøst og øst frem til byen Beaufort, der nås efter 96,4 km.

 

Her tager etapen for alvor fat, når man drejer mod syd for at bestige Col du Pré (12,6 km, 7,7%), der er uden for kategori. Der er tale om en led stigning, som er relativt let over de første 5 km, men derefter stiger med 9-10% det meste af vejen, endda med to kilometer med hhv. 10,1% og 11,3%, inden den flader ud med 4,5% over den sidste kilometer frem til toppen, der rundes efter 110,2 km. Kun en ultrakort og teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til Roselend-søen, hvis flade bred følges mod nordøst, inden man drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cormet de Roselend (5,7 km, 6,5%), der er en meget jævn stigning på ca. 7%, inden den flader ud med 4-6% over de sidste 2 km.

 

Toppen i 1968 m højde rundes efter 122,5 km og efterfølges af en generelt let, men midtvejs meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og syd ned til Bourg-Saint-Maurice, som nås efter 141,0 km. Her kører man mod sydvest hen langs Isére-floden ad en let faldende dalvej, indtil man når frem til byen Macot-La-Plagne.

 

Nu drejer man mod syd ind på målbjerget (17,1 km, 7,5%), der er uden for kategori og leder op til La Plagne. Der er tale om en meget jævn, klassisk alpestigning, der dog kan deles i to. De først 7 km stiger hovedsageligt med 8-9%, men herefter er det ret jævnt med 7% frem til de sidste 2,1 km, der stiger med ca. 6%. Vejen har en hel serie af hårnålesving, også inde i byen til sidst, hvor der er hele fire af slagsen med hhv. 1400 m, 1100 m, 700 m og 300 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4163 højdemeter.

 

La Plagne har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Touren i 2002, hvor Michael Boogerd sejrede fra et udbrud. Bag ham angreb Carlos Sastre tidligt, inden han fik selskab af suveræne Lance Armstrong, og de to krydsede stregen som hhv. nr. 2 og 3, 37 sekunder foran Joseba Beloki og Raimondas Rumsas, der var de nærmeste forfølgere.

 

 

 

 

 

 

 

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

 

Vejret

I dag havde rytterne held til at undslippe regnen, men spørgsmålet er, om de har samme held lørdag. Der vil i hvert fald passere et rigtigt regnvejr i løbet af natten og morgentimerne, og når de tager starten ved 10-tiden, er der stadig 80% risiko for regn. Den vil dog aftage gennem hele etapen, og til de sidste to timer ventes endda enkelte solstrejf og bare 25% risiko for nedbør. Det vil dog være betydeligt køligere end de seneste dage med bare 20 grader ved start og i bonden af sidste stigning. Vinden vil bare være svag og desværre fra skiftende retninger, der kan være svære at forudsige. Der meldes om nordenvind (7-9 km/t) ved start, men sydvestenvind (6-8 km/t) til slut. Det kan give sidemodvind på det første flade stykke, mens det bør give sidemodvind- og modvind efter toppen af Roselend, ligesom der bør være sidemodvind hele vejen op til La Plagne

 

Analyse af 6. etape

For efterhånden en del år siden fik jeg tilsendt et manipuleret billede af Alejandro Valverde. Der var ingen anden ledsagende tekst end noget i stil med ordene ”Valverde 2044”. Det var samme dag, som Valverde netop havde vundet Vuelta-etape nr. 117 mod rivaler så unge, at de med lidt god vilje næsten kunne være hans børn, og billedet var derfor en manipuleret udgave af sejrsfotoet, hvor en nu pludselig temmelig gammel, skaldet og rynket Valverde krydsede stregen med armene i vejret.

 

Allerede dengang var det altså en hel cykelverden, der rystede på hovedet af forbløffelse over, hvordan den spanske evighedsmaskine bare kunne blive ved og ved. Det var endda dengang, det stadig var helt almindeligt, at løbene blev domineret af ryttere i 30erne og før den vidunderbørnenes tidsalder, der har reduceret gennemsnitsalderen for vindere til noget, man tidligere ville have fundet helt umuligt.

 

Selv dengang - jeg husker ikke det præcise årstal, men det er vel fire-fem år siden - var der nok alligevel ingen, der for alvor troede, at Valverde ville kunne vinde på højeste niveau et stykke inde i fyrrerne. Måske kunne han som en anden Oscar Sevilla eller Davide Rebellin levere pæne resultater også i større løb end de to endnu ældre veteraner, men mon ikke selv de mest ukuelige Valverde-fans dengang ville have udelukket, at Valverde i en alder af 41 år den 4. juni 2021 skulle vinde et WorldTour-løb. Og ikke bare et hvilket som helst WorldTour-løb! Criterium du Dauphiné er kendt som det hårdeste af alle WorldTourens ugelange etapeløb, ganske enkelt fordi det køres på en tid af året, hvor 99% af feltet er meget tæt på deres topform.

 

Det burde Valverde faktisk ikke være. Modsat alle de andre klassementsryttere i årets udgave af det franske løb, har han nemlig slet ikke kurs mod Tour de France. Flere magre år i det franske løb, hvor han ikke har vundet en etape siden 2012 og ikke opnået de største resultater siden den store livsdrøm om podiet blev indfriet af en meget berørt Valverde i 2015, har nemlig betydet, at han slet ikke har nydt løbet de seneste gange. Derfor har det længe været hans ønske at skippe løbet, og i år har han endelig fået lov til at satse 110% på karrierens sidste store og uindfriede mål, OL-guld.

 

Den gyldne drøm så imidlertid ikke spor realistisk ud for bare tre måneder siden. Dengang var manden med det ellers så tårnhøje bundniveau bare rent fyld i et ellers ikke stærkt besat UAE Tour. Det kom efter et 2020, hvor vindermaskinen ikke vandt ét eneste cykelløb, hvor han ikke var nogen væsentlig faktor i et VM-løb, der lå til hans højreben, og hvor han kun med det yderste af neglene kunne klemme sig ind i top 10 i den Vuelta, hvor hans historik ellers er så skræmmende, at man ved første øjekast har lidt svært ved at tro på den.

 

Dengang lå forklaringen jo lige til højrebenet. Selv Valverde kan ikke løbe fra biologien, og når dåbsattesten siger 40 år, er man bare handicappet, når man er oppe mod vidunderbørn i deres bedste alder. Jeg var vel næppe den eneste, der ærgrede mig lidt over, at den spanske legende ville få en lidt uværdige sortie, som det i den grad så ud til, da han endte som nr. 40 i Emiraterne og en uge senere blev nr. 47 i det Strade Bianche, han engang ellers altid var en nøgleaktør i. Dagen efter var han med i kampen om sejren i det noget svagere besatte GP Industria, og jeg husker, at jeg den dag tænkte, at det måske var en af de få tilbageværende chancer for at vinde et større cykelløb, han smed væk, da han endte på løbets 8. plads.

 

Intet kunne være mere forkert. I løbet af de 15 dage, der gik mellem løbet i Italien og starten på Catalonien, tog Valverde hjem på sit kontor, fandt dåbsattesten frem og smed den direkte i makulatoren. Da han herefter stillede til start i Movistars hjemmebaneløb var der ikke just noget, der tydede på, at han skulle pynte væsentligt på den ellers pæne statistik - for nu at sige det mildt - der fortalte om tre samlede sejre, ni etapesejre og to bjergtrøjer samt ikke færre end 32 top 15-placeringer på etaper igennem årene siden debuten i 2004.

 

Men det gjorde han. Nok vandt han hverken etape eller klassement, men det blev til en samlet 4. plads og yderligere fem top 15-placeringer, og det blev det helt usandsynlige vendepunkt for den dengang ”kun” 40-årige spanier. Få dage senere brød han halvandet års sejrstørke i GP Miguel Indurain, inden han blev nr. 7 i Baskerlandet, nr. 5 i Amstel, nr. 3 i Fleche Wallonne og minsandten spurtede med om sejren i et Liege, der kunne have sikret ham en udligning af Eddy Merckxs sejrsrekord på sin 41-års fødselsdag!

 

Drømmescenariet udeblev, men Valverdes comeback var cementeret. Nu var så bare det store spørgsmål, om der var tale om sidste gylden formperiode, eller om Valverde virkelig efter en pause endnu éngang kunne presse sin krop op på så tårnhøjt et niveau, at han kunne vinde de største cykelløb.

 

Svaret var ja! Drømmen om at vinde på hjemmebanen i Murcia for små to uger siden gik ganske vist i vasken, da Valverdes foragt for regnvejr førte til en tidlig DNF på en drivvåd dag i det sydspanske, men lige fra starten af denne uges løb i Dauphiné har Valverde set lige så skarp ud som i foråret. Nok kørte han igen en forfærdelig enkeltstart - det var den evne, han først tabte igen, og den synes aldrig at komme tilbage - men derudover har han været her, der og alle vegne. Han har blandet sig i de spurter, han ellers stort set har negligeret i de seneste år, og på 2. etape forleden virkede han totalt i hopla, da Guillaume Martin iværksatte det første lille angreb i favoritgruppen.

 

Allerede der var det klart, at den første WorldTour-sejr siden triumfen på Mas De La Costa i Vueltaen i 2019 kunne være under opsejling denne fredag i Alperne. Den første bløde opvarmningsetape i den alpetrilogi, der afslutter det franske etapeløb, havde med sin puncheuragtige målstigning nemlig skrevet Valverdes navn med flammeskrift ud over sig. I et løb uden Julian Alaphilippe og Marc Hirschi skilte Valverde sig ud som den eneste rigtige bjergpuncheur, og han var derfor den åbenlyse favorit til at vinde etapen.

 

Det har han dog været et hav af gange tidligere, og det har ikke forhindret Movistar i at lade mulighederne sejle. Man har ofte revet sig i håret, når man har set det spanske hold smide den ene oplagte Valverde-etape væk, uanset om det har været i Vueltaen, Catalonien eller Baskerlandet. Sådan har det også være i år, ikke mindst i Baskerlandet, hvor de blåklædte undlod at kontrollere i hvert fald to oplagte Valverde-etaper, selvom veteranen åbenlyst var i hopla i det løb. Belært af erfaringen kunne man derfor frygte, at det ville gentage sig igen i dag - også fordi Movistar mildt sagt var passive i mandags, hvor 2. etape ellers lignede an anden gylden mulighed.

 

Hvor insisterende de havde været, hvis arbejdet var blevet overladt til dem, finder vi aldrig ud af. Da elastikken knækkede efter en vanvidsstart, hvor der blev kørt med mere end 50 km i timen, blev der nemlig etableret et 14-mandsudbrud, der egentlig burde have en fair chance for at holde, men alligevel blev holdt forbavsende kort snor af Bora. I front var ganske vist Greg van Avermaet, der var bare 2.40 efter, men det var trods alt en margin, der kunne arbejdes med, og det lå ikke i kortene, at Bora i øvrigt ville gøre specielt meget for at forsvare en trøje, der alligevel syntes tabt på forhånd.

 

Dermed kunne Movistar sætte sig i sulkyen de første 130 km af dagens etape, inden de ramte Col de Porte, hvor forspringet allerede var så lille, at selv Movistar nok kunne overskue at lægge lidt kræfter i en Valverde-sejr. Passiviteten fortsatte dog næsten hele vejen op ad bjerget, indtil Astana alligevel blev lidt bekymrede over det lave tempo. Lukas Pöstlberger sad nemlig stadig komfortabelt med, og nu begyndte den ellers så stensikre førertrøje til Alexey Lutsenko pludselig ikke at se helt så stensikker ud alligevel.

 

Det krævede dog bare, at Alex Aranburu og Oscar Rodriguez rystede træet en enkelt gang, inden det overmodne østrigske æble faldt pladask til jorden. Pöstlbergers trøje var lynhurtigt en saga blot, og dermed var det ”Mission Accomplished” for Astana, der i øvrigt også var kørt tynde med kun Rodriguez som støtte til Lutsenko og kaptajnen Ion Izagirre. Herefter var der kun ét hold, der kunne forventes at gå efter etapen, og det var Movistar.

 

Heldigvis var spanierne friske på at give deres veteran chancen for at bryde den WorldTour-tørke, som de ellers ikke skænkede megen tanke i Baskerlandet og Catalonien tidligere på året. Denne gang tog de endelig initiativet, og med et solidt føringsarbejde fra Carlos Verona blev feltet reduceret kraftigt og den heroisk kæmpende Lawson Craddock hentet. Her så alt ud til at være på sporet til, at Valverde kunne tage den sejr, der virkede så usandsynlig for nogle måneder siden.

 

Problemet var bare, at for mange kokke ofte fordærver maden, og da klassementsrytterne begyndte at angribe hinanden, brugte Verona hurtigt sine sidste kræfter. Tilbage var bare de tre kaptajner, Valverde, Miguel Angel Lopez og Enric Mas, og hvem skulle nu styre den byge af angreb, der logisk nok ville følge?

 

I den situation er det bedste forsvare ofte et angreb, og derfor blev det Lopez, der selv åbnede ballet. Det igangsatte dog en angrebsfest, der ikke just var i Movistars interesse, og til sidst måtte der træffes et valg. Lidt overraskende var det Lopez, der som bekendt kørte en god enkeltstart, og ikke den i onsdags så skuffende Mas, der blev ofret, men et valg var i hvert fald nødvendigt, da Michal Kwiatkowski også var forsvundet fra gruppen som den sidste af Ineos’ hjælpere.

 

Herefter lå den til Valverdes højreben, indtil der pludselig opstod uventet modstand. Den modstand kom fra Tao Geoghegan Hart. Det er nu ikke uvant at se hurtige Geoghegan Hart i den slags finaler, der faktisk passer ham ganske storartet, men det vil være synd at sige, at han har imponeret i et for ham elendigt 2021. Heller ikke i dette løb har han virket spor overbevisende, hverken på 2. etape eller den enkeltstart, der gik ham temmelig elendigt.

 

Men som Valverde viste os, er tempo- og bjergevner ikke det samme for ryttere, der ikke er naturlige temporyttere, og med ét var det Geoghegan Hart, der lignede Ineos’ stærkeste mand. Med ét slog han et lovende hul, der skulle vise sig som stort nok til ganske klart at distance 18 af de øvrige 19 ryttere, der stadig var tilbage i kampen af sejren.

 

Der var bare én undtagelse. Den 41-årige veteran har altid været en nydelse at studere i denne slags finaler, hvor hans timing og bevidsthed om egne evner altid har været i særklasse. Det har vi bare set alt for lidt til i nu mange år, for Valverdes seneste puncheuragtige sejr ligger helt tilbage til Route d’Occitanie i sommeren 2019. Heldigvis forsvinder instinkt ikke så let, og da Valverde med uforlignelig præcision åbnede sin spurt i rette øjeblik og herefter med relativ lethed fik forbi den 15 år yngre brite, kunne vi lige så godt have skrevet 2009 i vores kalender, som vi kunne have skrevet 2021.

 

Faktisk var det på alle måder symbolsk, at Valverde slog Geoghegan Hart, og at Movistar slog Ineos. Det blev nemlig det spanske hold, der blev den helt store vinder, og briterne, der blev den mest oplagte taber. I den spanske lejr virkede Valverde, Lopez og mere overraskende den normalt så langsomt startende Mas alle helt oven på pedalerne. Lopez var både aktiv i angreb og upåklagelig i sin føring, og Mas endte som nr. 5 i en puncheurspurt, der ikke kunne have passet ham meget ringere.

 

Så var billedet helt anderledes hos Ineos. Ganske vist kan de glæde sig over, at Geoghegan Hart synes fuldt ud tilbage, men det kan næppe helt overstråle de bekymrende tendenser, vi så fra både Geraint Thomas og Richie Porte. Australieren så kortvarigt ud til at ofre sig for sin kaptajn, men lignede bestemt ikke en mand med Tour-ben, da han hurtigt gled ned midt i gruppen. Og endnu værre var det næsten med Thomas, der efter sin ringe enkeltstart i dag kun gled baglæns i en spurt, hvor han normalt burde være én af de allerbedste. Efter nogle mildt sagt moderate enkeltstarter af de to veteraner må det i den grad vække bekymring hos et hold, der altid gør en dyd ud af at præstere i Dauphiné.

 

Bedre blev det ikke af, at en af deres store rivaler til Touren, Jumbo, var ganske overbevisende. Selvfølgelig var det ærgerligt, at Jonas Vingegaard eksploderede, men det var i lyset af forberedelsen ikke svært uventet. Langt mere opløftende var det at se en Sepp Kuss, der for første gang i år for alvor virkede i hopla, og ikke mindst det første tegn på, at Steven Kruijswijk ikke er helt pensionsmoden endnu efter et forår, der har været på grænsen til det katastrofale. Hollænderne kan endda glæde sig over, at Tadej Pogacars nøglehjælper Brando McNulty vel nu definitivt kan siges at være kommet fra USA i temmelig formsvag udgave - gode spurter eller ej.

 

Også Bora kan være tilfredse, og selvom det stadig virker lidt uforståeligt, at de arbejdede så hårdt for at jagte udbruddet, fik både Wilco Kelderman og Patrick Konrad bekræftet det uhyre positive indtryk, de har efterladt fra dag 1. Til gengæld har de stadig mere at bevise end de fleste af de ovennævnte, for som udgangspunkt er de langt bedre i puncheurafslutninger end folk som Mas, Kuss, Kruijswijk og Lopez, og derfor var det slet ingen overraskelse, at de kørte med om sejren.

 

Astana kan også glæde sig over, at de fik den forventede førertrøje, men helt glade kan de næppe være. Alexey Lutsenko kom nemlig ned på jorden igen efter sin sejr forleden og kørte en ringere spurt, end man kunne have ventet, og Ion Izagirre lignede desværre stadig den rustne klatrer, han har været i det meste af de seneste sæsoner. Bedre var det heller ikke for Guillaume Martin, der var helt uvant passiv og lignede en mand, der led betydeligt - måske grundet styrtet forleden. Og helt galt gik det for Ag2r, der ikke uventet kunne se Aurelien Paret-Peintre tabe tid, men som så overraskende svaghedstegn hos Ben O’Connor, der ellers havde kørt så god en enkeltstart.

 

Det gjorde Jack Haig også, og han ligner i stigende grad en mand, der kan køre med om sejren i dette løb. Jeg har flere gange nævnt, hvor skræmmende stærk han har virket i sit arbejde for Colbrelli, og i dag lignede han en mand, der var helt ovenpå pedalerne i en finale, der slet ikke var hans. Kombineret med dne gode enkeltstart ser det ud til, at han endelig kan komme tilbage på det spor, han gled væk fra efter coronapausen. Også Ben Hermans bekræftede den overraskende gode enkeltstart med det, der ligner hans klart højeste niveau længe efter en tid, hvor han har set pensionsmoden ud.

 

Pensionsmoden er David Gaudu ikke, men han virker heldigvis ganske skarp, og dermed er det for første gang lykkedes ham at komme ud af forårspausen uden at floppe i Dauphiné. Det lover godt for fortsættelsen, som det også gør for Louis Meintjes, der med offensiv kørsel bekræftede det lovende indtryk fra foråret. Mere mudret var billedet med Nairo Quintana, der virkede som en af de stærkere, men måske ikke med den flyvende form, men kunne have drømt om. Damien Howson fortsatte den gode kørsel fra Ungarn, og Ilan van Wilder viste igen sit uhyre store potentiale, selvom han lignede en mand, der kan have været hæmmet af gårsdagens styrt. Og så er der grund til at applaudere Mattias Skjelmose, der bare bliver ved med at bekræfte sit enorme potentiale, nu i et af de sværeste løb overhovedet.

 

At tro, at vi nu kender Dauphiné-vinderen, er dog en klar overdrivelse. Dagens puncheuragtige finale er noget helt andet end det, der venter de kommende to dage, hvor det er de rigtige klatreres terræn. Billedet kan sagtens være helt anderledes i La Plagne i morgen, og i hvert fald er løbet langt mere åbent, end det var i søndags, hvor de nu temmelig rustne Porte og Thomas lignede de to klare favoritter.

 

Måske er der endda en spansk veteran, der kan komme i spil til en tredje samlet sejr i et løb, han ikke har vundet i 12 år? Ganske vist er morgendagens terræn knap så velegnet for ham, men når han igen ligner 2009-udgaven af sig selv, synes intet længere umuligt. Om han så også stadig vinder i 2044, er nok trods alt mere tvivlsomt - selvom det vel aldrig bliver for sent med det OL-guld, hvis det skulle kikse i år!

 

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

 

Favoritterne

Det kan godt være, at der er blevet vendt lidt rundt på formatet i de senere år, men én ting ligger altid fast. Kongeetapen kommer om lørdagen, og det gør den også i år. Den har dog haft ret varierende sværhedsgrad, og dens betydning har også været forskellig. Eksempelvis var den i 2019 uhyre afgørende, fordi søndagsetapen var dårligt designet og alt for let, og sådan så det også ud til at være i 2020, hvor Primoz Roglics pludselige exit dog kastede alt så meget op i luften, at det blev et festfyrværkeri af en afslutningsetape.

 

I år er det anderledes. Her er søndagsetapen så svær, at det sagtens kan ende med, at 8. etape kommer til at gøre større forskelle end 7. etape. Det skyldes dog mere sværhedsgraden af søndagen og slet ikke, at kongeetapen er let. Tværtimod er der tale om en ganske svær sag.

 

På sin vis er der noget dejligt nostalgisk over denne etape. I de senere år har vi set flere korte, stejlere stigninger samt kortere distancer, også i Dauphiné. Denne etape er meget mere old school i den forstand, at den har en rimelig distance og består af nogle lange, solide alpepas, der som regel er kendetegnet ved at være lange, men ikke alt for stejle. Måske er det meget symbolsk, at etapen slutter i La Plagne, der ikke er blevet besøgt af et stort cykelløb siden Touren i 2002, når nu etapen har så klassisk et design, som den har

 

La Plagne er altså ikke blevet besøgt i de seneste år, og end ikke Alejandro Valverde har kørt op af den i konkurrence (selvom det havde været muligt, hvis Kelme havde udtaget ham til Touren for 19 år siden!). Den er på alle måder en helt klassisk alpestigning, fordi den er både lang, jævn og høj. Den slags stigninger kan af og til være lidt svære at læse, fordi procenterne egentlig er for moderate til at skabe den helt store separation, men længden og højden gør det ofte sværere end som så. På disse tårnhøje alpepas med mål på den åbne side af trægrænsen betyder vinden dog ofte uhyre meget, og det vil formentlig også gøre sig gældende her, hvor stigningen slutter med fire relativt lette kilometer, mens den er klart stejlest i bunden. Tour-etapen fra 2002 viser heldigvis, at det er ganske muligt at gøre forskelle, for Lance Armstrong vandt 37 sekunder på Joseba Beloki. Til gengæld var forskellene mellem Beloki på 4. pladsen og Roberto Heras på 10. pladsen bare 23 sekunder, og det fortæller nok historien om, at det sagtens kan blive mere udskilning bagfra end forfra.

 

Desværre er vinden slet ikke let at læse. Den synes at have forskellige retninger, afhængig af hvilken af de nærliggende byer man vælger på diverse vejrtjeneste. Bedste bud synes dog at være, at der vil være sydvestenvind i finalen. Det taler for, at forskellene vil være mindre, end nogle vil ønske. Til gengæld er vejrudsigten tilsyneladende også så usikker, at det sagtens kan ende med at være anderledes i morgen eftermiddag. Kraftig vil vinden i hvert fald ikke være. Det ser også ud til, at rytterne får tørvejr til sidst, selvom alt peger på, at de vil starte i regnvejr. Samtidig er det værd at bemærke, at rytterne slipper for den trykkende hede, flere har klaget over de seneste dage, selvom temperaturen ”kun” har ligget omkring 27 grader.

 

Med udsigt til regnvejr kun i starten bliver regnen formentlig ikke et tema. Det vil den nok kun være i indledningen, hvor det bliver meget interessant at se, hvad der vil ske i fladlandet. På bjergetaper har udbrud altid gode muligheder, og det gælder særligt, når det er den første af to svære etaper. I det tilfælde vil mange gerne spare lidt på kræfterne til søndagen, og det øger sandsynligheden for en udbrudssejr.

 

Det kan bestemt heller ikke udelukkes, at vi skal have den tredje af slagsen. Der vil i hvert fald være lagt op til angrebsfest fra start, og det er en dag, hvor mange vil forsøge sig, også klassementshold, som har brug for mulig hjælp, hvis der er krise mellem de to sidste stigninger. Jeg forventer derfor endnu en kamp for at ramme udbruddet, selvom regnen som regel har det med at tage modet fra en del af feltet. Starten er igen flad, og som vi så i dag, betyder det, at det bliver et lotteri at ramme rigtigt, og at de gode klatrere absolut ingen garanti har for at have det rette held i sprøjten.

 

Når udbruddet er kørt, bliver det interessant at se, hvem der vil noget. Astana vil helt sikkert forsvare trøjen med næb og kløer, og hvis udbruddet er en trussel mod den gule trøje, bør de derfor være chanceløse. Dertil er det for let for Astana at holde elastikken stram i fladlandet. Hvis til gengæld udbruddet ikke truer Alexey Lutsenko, vil det være storartet for Astana, at bonussekunderne forsvandt, og da vil det være op til andre at jagte.

 

Hvem kan det være? Der er flere kandidater. Normalt vil øjne jo være rettet mod Ineos, men efter de relativt pauvre præstationer af Geraint Thomas og Richie Porte tror jeg ikke, at vi vil se briterne gå målrettet efter etapen. De står også stadig så fornuftigt i klassementet, at det ikke nødvendigvis er dem, der har mest glæde af bonussekunderne.

 

Til gengæld er der mange andre. Ineos’ svaghedstegn må give ideer til de mange andre kandidater, og i hvert fald Sepp Kuss og David Gaudu bør have tanket selvtillid i dag. Det vil også ligne Nairo Quintana dårligt ikke at tro på sig selv på den første store bjergetape, og det giver i hvert fald tre hold, der kan påtage sig ansvaret. Som nævnt i analysen må Movistar også boble af selvtillid efter i dag, men vi ved også, at de alt for ofte afstår fra at føre. Med tre kaptajner at beskytte kan de sagtens tænkes at spare lidt på holdet inden søndag. Derudover tror jeg, at Bora og Bahrain, der også har grund til optimisme, nok vil mene, at de har ført så meget i den første del af løbet, at det ikke er deres opgave at hente udbrud - Bora også fordi Wilco Kelderman vil have det fint, hvis bonussekunderne er væk.

 

Det giver dog fire gode kandidater til at holde udbruddet i snor i fladlandet, nemlig Movistar, FDJ, Jumbo og Arkea, og samtidig er der mulig hjælp fra Astana, hvis udbruddet truer trøjen. Mon ikke der vil være mindst ét af de hold, der vil sørge for, at udbruddet ikke sejler helt væk på det flade? Det vil jeg tro.

 

Det spændende bliver herefter, hvad der sker på dobbeltstigningen frem til toppen af Roselend. Det er stadig for tidligt i løbet at satse tidligt - også fordi målbjerget er svært nok i sig selv - og der bliver derfor næppe angreb fra andre end Pierre Rolland-typerne, som alligevel ikke er så relevante i kampen om den samlede sejr. Normalt vil man forvente, at Ineos kontrollerer, men efter i dag vil de nok overlade arbejdet til Astana, der heller ikke har interesse i et hårdt løb. Det har derimod Movistar, Arkea, Jumbo og FDJ, og skal det være hårdt, er det nok herfra, vi vil se det. Arkea har ikke det bedste hold, og hverken Movistar eller FDJ har den største bredde af klatrere (Movistar fordi de har tre ryttere at beskytte). Det er ikke nødvendigvis dem, der gør det alt for hårdt. Her har Jumbo måske lidt mere, men heller ikke de er skræmmende i bjergene. Den relative svaghed af de hold, der vil vinde etapen, gør, at et udbrud ikke kan afskrives, også fordi de måske kan øge lidt på nedkørslen, der dog mest af alt er meget let bortset fra to tekniske passager undervejs.

 

Alligevel tror jeg, at de bliver hentet. Målbjerget er alenlangt og formentlig med modvind, og samtidig vil de gode klatrere, der kan gøre det færdigt, næsten alle have tabt så lidt tid, at Astana vil være tvunget til at holde snoren for stram. Mit bedste bud er derfor, at favoritterne skal køre om det, men et udbrud kan ikke afvises, hvis vi taler om ryttere med et vist tidstab.

 

På målbjerget vil Astana nok hurtigt løbe tør for kræfter, og det kan sagtens blive Ineos, der sætter et stabilt og kontrollerende tempo en del af vejen. Det er dog også tænkeligt, at Carlos Verona igen bliver sat frem for at accelerere voldsomt frem mod et angreb fra Movistar-kaptajnerne, eller at Warren Barguil gør det for Nairo Quintana eller Jonas Vingegaard for Jumbo-kaptajnerne (hvis han har benene). Herefter regner jeg med, at kampen mellem de bedste åbnes relativt tidligt, fordi den øvre del er relativt let, og fordi der er mange, der har megen tid at vinde.

 

Det kan også blive et meget taktisk bjerg. Bliver det svært at gøre forskelle i den sandsynlige modvind, vil der være meget få hjælpere til at kontrollere. I den situation kan et veltimet angreb føre til meget. Den lette finale og modvinden gør det også muligt, at vi får en eller anden form for spurt på toppen. Endelig kan jeg sagtens se et scenarium, hvor tre-fire af de bedste klatrere kommer relativt tidligt væk og herefter samarbejder ganske fint om at vinde tid, fordi mange af de potentielt stærkeste har tabt en del tid på enkeltstarten. I det tilfælde kan forskellene blive ganske store, hvis det tidligt udvikler sig til et forfølgelsesløb mellem et par mindre grupper.

 

Det giver relativt mange vinderkandidater, også fordi det stadig er ret uklart, hvordan hierarkiet er. Vi blev lidt klogere i dag, men finalestigningen i morgen er af en helt anden længere, højere og stejlere type. Det er langt mere for klatrere end dagens puncheurfinale.

 

Derfor er det heller ikke med den største sikkerhed, at jeg peger på Sepp Kuss. Allerede inden løbet havde jeg dog en mistanke om, at han kunne være stærkest i bjergene. Meldingerne fra Jumbo var, at han var uhyre velkørende på træningslejren, og vi ved fra 2020, at hans topniveau er skræmmende godt. I dag virkede han mildt sagt overbevisende, da han fra en håbløs position midt i feltet pludselig sad helt fremme hos David Gaudu, Tao Geoghegan Hart, Miguel Angel Lopez og Steven Kruijswijk, og siden kom han med et solidt soloangreb. Også hans spurt var ganske god for en fyr som ham, og han lignede generelt en mand, der bare var helt oven på pedalerne. Modvinden er måske et problem, også fordi Kuss ikke er verdens allerhurtigste, men som han viste i dag, kan godt afslutte på en stigning. Ellers må han bare køre alene hjem, og da han i dag efterlod det stærkeste indtryk hos mig, peger jeg på ham som min favorit.

 

En anden rytter, der virkede flyvende, er Miguel Angel Lopez. Forud for løbet var jeg som bekendt skeptisk over for hans form efter en ikke alt for overbevisende sejr i Andalusien, men han har i den grad vist sig stærkt kørende. Hans enkeltstart var ganske fremragende, og i dag var han uhyre aktiv ved først at angribe, siden køre op til Geoghegan Hart, Gaudu og Kruijswijk, dernæst lukke til Kuss og slutteligt sætte Valverde i scene til spurten. I forvejen er Lopez vel løbets bedste klatrer på et langt og højt bjergpas. I hvert fald skabte han miraklet på Col de la Loze sidste sommer, hvor han slet og ret slog de to slovenere. Det er dog ret sikkert, at han ikke har helt samme niveau endnu. Dels kommer løbet for tidligt, og dels var der for meget at indhente i maj. Til gengæld er han meget, meget bedre end i dette løb sidste år. Ligesom Kuss er han ikke en stor afslutter, men han kan sagtens spurte op ad en bakke, hvor han har et fint punch. Et problem kan det dog være, at han blandt de ryttere, der kørte godt i dag, havde en af de bedste enkeltstarter, og derfor kan han sagtens havne i en situation, hvor det er ham, der kan gå i trøjen og derfor vælger at sælge etapen.

 

Dagens største positive overraskelse var Tao Geoghegan Hart. Der var intet i dette løb eller foråret, der indikerede, at han var i specielt god form, men det er han i sandhed. Med både aktiv og offensiv kørsel samt ikke mindst en god spurt var han klart en af de stærkeste i dag, og han har endda flere gode taktiske kort på hånden. For det første er han i en spurt hurtigere end langt de fleste, og for det andet vil han meget vel kunne sætte sig på hjul og bruge Geraint Thomas som alibi. Det giver ham en ganske god chance for at vinde etapen, særligt på en modvindsstigning, der flader ud. Også i en spurt i en lidt større gruppe vil han være en af favoritterne. Til gengæld har han stadig til gode at køre med de allerbedste i et stort løb, hvor feltet er stærkere, end det var i sidste års Giro. Det præcise topniveau er stadig så uklart, at der er spørgsmålstegn ved ham.

 

Jeg havde lidt svært ved at vurdere David Gaudu i dag. Han kom med et ganske stærkt angreb, men blev også relativt hurtigt trukket ind igen, ligesom hans spurt var skuffende. Alligevel var han også med, da Lopez kørte Kuss ind, og der er ingen tvivl om, at han i hvert fald var en af de stærkeste. Han er mere komfortabel på morgendagens etape, og efter det ringe 2020 viste han i Baskerlandet og Liege, at han er tilbage som en af verdens allerbedste klatrere, når han har sit højeste niveau. Om den svingende franskman har det nu, er ikke helt let at sige, men han meldte i hvert fald om sin hidtil bedste følelse på en enkeltstart i onsdags. Spørgsmålet er, om det er helt godt nok til at vinde. Til gengæld har han den fordel, at han slet ikke er nogen ringe afslutter.

 

Den rytter, der har imponeret mig mest de seneste dage, er Jack Haig. Australieren har været et uhyre i sit arbejde for Colbrelli, og hans enkeltstart var karrierens hidtil bedste. I dag var han meget passiv i forbindelse med angrebene, men han kørte en fremragende spurt for en dieselklatrer som ham. Nu kommer vi til gengæld til en etape, der med lange, seje stigninger næppe kunne passe ham meget bedre, og efter nu mere end et år nede i en bølgedal skal vi huske på, hvor fremragende han var i efteråret 2019 og begyndelsen af 2020. Han mangler stadig at køre med de allerbedste i et løb som dette, men i de første dage har han lignet en mand, der kan det - også fordi hans potentiale altid har været så stort. Som spurtsvag får han måske svært ved at vinde, men til gengæld er han stadig lidt en nobody, der har meget mere frihed i et taktisk modvindsspil end de mere etablerede navne.

 

Hvad så med veteranen? En næsten 20 km lang stigning i 2000 m højde er ikke skabt til Alejandro Valverde, men han har før vundet etaper som denne. Han synes at være blevet bedre i højderne, hvor han var kendt for at have det svært, og det er blot to år siden, at han var tæt på at vinde Tour-etapen på toppen af den alenlange alpestigning til Val Thorens. Det viser, at han godt kan vinde etaper som disse, og han er i hvert fald hjulpet af sandsynlig modvind, fravær af regn og lette procenter til sidst. Som vi så i dag, er han stadig i særklasse i en spurt, og Movistar har endda det stærkeste hold til at sætte en sådan i scene, hvis muligheden opstår på de sidste 1-2 km. Om han vitterligt i en alder af 41 kan vinde en etape som denne, kan man måske stadig tvivle en anelse på, men hans kørsel i Pyrenæerne i marts gør det i hvert fald langt fra udelukket med den flyvende fode form, han synes at have.

 

Movistars tredje bud er Enric Mas, der vel sammen med Geoghegan Hart var den største positive overraskelse i dag. Hans ringe enkeltstart indikerede nemlig, at han nok engang skule være en ultralangsom starter, men hans ambition om for en gangs skyld ikke at starte alt for rustent kan være ved at bære frugt. I dag var han i hvert fald meget overbevisende på stigningen og ikke mindst i en spurt, der ikke passer ham. Denne store bjergetape passer ham aldeles glimrende, og han mindede os til sidst om, at det ikke er noget tilfælde, at han i 2018 spurtede sig til en 2. plads bag Diego Ulissi i en puncheurspurt. Det er vel heller ikke helt tilfældigt, at det var Lopez og ikke Mas, der blev ofret til sidst. Det vil måske stadig undre mig, hvis han efter så få løbsdage pludselig er den bedste, men hans store fordel er det suveræne hold, der meget vel kan sidde i et overtal, hvor de kan angribe på skift.

 

Jeg havde lidt svært ved at blive alt for klog på Nairo Quintana i dag. Han viste tænder en enkelt gang, men var ellers for ham sjældent passiv. Det kan dog også være en klog disposition i en afslutning, der ikke var for ham. Det er lørdagens etape til gengæld helt entydigt, for Quintana vil elske både lange stigninger og iltfattig luft. Også han kan være hæmmet af modvind og aftagende procenter, især fordi han er en af de mest spurtsvage, men stigningen er også svær nok til, at en flyvende Quintana kan vinde. Spørgsmålet er bare, hvor flyvende han er efter et forår, hvor han aldrig helt fandt melodien. Det skyldtes dog i vidt omfang den langvarige knæskade, og vi så som bekendt sidste forår, at han i hvert fald dengang stadig havde et skræmmende højt niveau. Desværre har han i nu mange år haft ret svært ved at finde det om sommeren, og dagens etape var ikke entydigt opmuntrende.

 

En anden rytter, der rejste sig i dag, var Steven Kruijswijk. Jeg har mildt sagt været bekymret for hans niveau efter den ringe kørsel siden Touren i 2019, hvilket altid er urovækkende for en mand i hans alder. I dag så vi imidlertid igen lovende takter og det endda i et ugelangt løb, hvor han sjældent er alt for overbevisende, når dieselmotoren ikke er varm. Disse alenlange og jævne alpepas er Kruijswijks favoritter, og han kunne næppe designe en etape, der var meget bedre end denne. Kruijswijks problem er bare, at han er alt andet end en vinder - der er en grund til, at han kun har to sejre som professionel og den sidste helt tilbage i 2014 - og som spurtsvag rytter skal han alene hjem for at vinde. Her er det dog en fordel, at han og Kuss kan sidde i overtal, og vi så i dag, at han var dejligt offensiv. Nu skal han bare vise, at han er helt tilbage på noget, der minder om niveauet fra 2019.

 

Det var svært at få fornemmelsen af, at Richie Porte var flyvende i dag. Det eneste, vi så til ham, var situationen, hvor han iførte sig arbejdsdragten og førte for Geraint Thomas, inden han atter gled ned midt i gruppen. Her sad han dog ganske fint med, og han holdt sig også så fint til i spurten, at det var opløftende for en fyr som ham. Han lignede umiddelbart næststærkeste Ineos-mand - et indtryk, man også kan få af enkeltstarten, hvor han slog Thomas - men flyvende så han ikke ud. Det er ikke mit indtryk, at han lige nu er stærk nok til at vinde, men han efterlod heller ikke et indtryk, der gør det udelukket. Ineos har i hvert fald stadig så mange taktiske kort at spille, at det kan være en vej til sejr for Porte. Det kræver dog, at han ikke bare bliver bedt føre for Thomas, som han blev det i dag.

 

Netop Geraint Thomas sender konstant bekymrende tendenser. Enkeltstarten var ringe, og i dag så han mildt sagt ikke overbevisende ud i spurten til sidst. Udover at lukke et hul undervejs var han bemærkelsesværdigt passiv, og det er svært ikke at sidde tilbage med det indtryk, at han ikke er på toppen. Når det er sagt, viste Thomas i Dauphiné og Touren i 2018, at han elsker disse lange, jævne alpepas, som er hans største styrke. Han er berømt for med sin enorme power at forcere voldsomt omkring kilometerporten, og det indbyder de lidt moderate procenter mod slutningen virkelig til, at en kraftkarl som Thomas kan gøre. Hurtig er han også, men det kræver, at han ser bedre ud, end han gjorde i dag.

 

Der er ingen tvivl om, at Wilco Kelderman er i fremragende form. Det så vi både på enkeltstarten og i dag, men spørgsmålet er, om han klatrer godt nok til at vinde en bjergetape som denne. Vi så trods alt i den svagt besatte Giro, at han har sine begrænsninger, og der er en grund til, at han aldrig har vundet andet end enkeltstarter og det samlede klassement i Danmark Rundt. Kelderman er en god klatrer, men ikke en af de allerbedste, og derfor er han mere top 10- end vinderkandidat. På den anden side ved vi fra Vueltaen i 2017, at han dengang var i stand til at kæmpe med helt fremme, og modvinden og de bløde procenter hjælper ham. Hans vigtigste våben er den spurt, der gør ham i stand til at slå de fleste på stregen.

 

En rytter, der har imponeret mig i den første del af løbet, er Ben Hermans. Jeg skal blankt indrømme, at jeg var ved at afskrive veteranen, der var langt under niveau i foråret, men som er kommet stærkt tilbage i dette løb. han kørte sin bedste enkeltstart i mange år, var overbevisende i mandags og kørte stærkt igen i dag. I gamle dage ville man have regnet denne etape som værende for svær, men han har med alderen udviklet sig fra puncheur til klatrer med samlede sejre i bjergløbene i Utah og Østrig. Niveauet her er et helt andet, men Hermans har virket så god i den første del, at han formentlig vil være det godt i morgen også.

 

Det har været opløftende at se Ion Izagirre i dette løb. Baskeren har ellers været i konstant nedgang siden foråret 2019, men i dette forår har der været enkelte gode momenter, blandt andet Paris-Nice og kongeetapen i Romandiet. Særligt sidstnævnte viste, at han stadig klatrer ganske pænt, og hans enkeltstart viste, at han er i storform. Izagirre har dog altid været mere komfortabel i knap så voldsomt terræn, og disse lange bjergpas er ikke hans spidskompetence. Modsat i Romandiet er han denne gang heller ikke hjulpet af sit elskede regnvejr, og kombinerer man det med hans generelt dalende niveau, er det svært at se ham være med helt fremme. Omvendt synes han lige nu at være i sin bedste form i meget lang tid.

 

Gennem hele foråret har man kunnet fornemme, at Louis Meintjes var bedre end længe, men desværre betød lidt sygdom i Catalonien, at han blev sat tilbage. Nu synes han imidlertid at være klar til at vise sit lille comeback. I hvert fald har han virket meget overbevisende i dette løb, og det kulminerede alt sammen med et angreb i dagens finale, der slet ikke passede ham. Det gør morgendagens etape, for de lange stigninger er skabt til Meintjes’ dieselstil. Faktisk er det svært at finde en finale, der kunne have passet ham bedre, så det er nu, han skal vise, hvor langt tæt han er kommet på at være den rytter, der to gange sluttede i top 10 i Touren, og som i 2017 var skræmmende god på stigningerne i dette løb.

 

En anden rytter, der har overrasket mig positivt, er Patrick Konrad. Rigtig klatrer har han aldrig været, og bjergetaper har for ham mest handlet om forsvar. I dette forår var han endda så langt fra sit niveau, at det var svært at have megen optimisme inden dette løb, men han har virket mere overbevisende på stigningerne end længe. I forvejen nåede han sit vel nok højeste niveau i bjergene i Giroen sidste efterår, og med modvind burde en lidt tungere fyr som ham kunne forsvare sig godt og måske herefter bruge sin gode spurt.

 

Alexey Lutsenko har den store fordel, at han kan gribe løbet defensivt an, men klatrer han virkelig godt nok til at vinde så stor en bjergetape? Det var udelukket indtil for få år siden, men han har nu flere gange imponeret også i bjerge tidligt på sæsonen, blandt andet i Oman og Provence. Når alle har været i topform, har han dog manglet en del, også selvom han i dette løb for to år siden viste, at han er kommet langt. Dagens præstation i en puncheurfinale var måske en anelse bekymrende uden at være katastrofal. Hans form er jo åbenlyst ganske fremragende, og han hjælpes af både modvind, let afslutning og sin ganske gode spurt.

 

Egentlig skulle Guillaume Martin være en af favoritterne til denne etape, men det ser ud til, at styrtet har hæmmet ham voldsomt. I dag var han slet ikke sit vanlige aggressive jeg, og efter etapen var han også meget ærlig, da han konstaterede, at han ”uden bedre ben ikke kommer til at påvirke etapen meget i morgen.” Selvfølgelig kan man håbe, at det ændrer sig natten over, men dagens kørsel var alt andet end lovende. Heldigvis er Martin også så god og var så formstærk i Mercan’Tour Classic, at han ikke kan afskrives i et løb, der passer ham, men lige nu er han mere outsider end favorit.

 

Det så virkelig lovende ud for Ilan van Wilder efter enkeltstarten, men nu ser det måske lidt sværere ud. Den lille belgier styrtede nemlig i går og indrømmede efter dagens etape, at det havde været svært at komme i gang, og at benene ikke var de bedste. Det lykkedes ham stadig at komme med de bedste hjem, men det er et setback inden hans store test i bjergene. Som udgangspunkt passer denne etape ham bedre, og han viste også lovende klatretakter i Baskerlandet, men vi så også, at han havde det svært i Romandiets bjerge og på kongeetapen i Baskerlandet. Derfor har han stadig lidt at bevise på dette niveau, og styrtet har ikke gjort det nemmere.

 

Endelig er der Ben O’Connor. Forud for løbet var jeg meget optimistisk på hans vegne, og da han angreb på 2. etape og kørte sit livs enkeltstart, var jeg endnu mere spændt på at se ham. Derfor var det også dybt skuffende at se ham i dag, men helt uventet er det ikke for en mand, der mildt sagt er svingende og har stor forskel på top- og bundniveau. Netop fordi han er så svingende, skal vi dog også holde døren åben for en genrejsning, især fordi denne etape passer ham uendelig meget bedre end dagens. Kommer han tæt på benene fra kongeetapen i Romandiet, bør han i hvert fald komme ganske langt.

 

Jeg tror, at Damien Howson og Aurelien Paret-Peintre er overmatchede på så svære stigninger i dette selskab. Kenny Elissonde og Fabio Aru bør gøre det bedre end i dag, men næppe godt nok til at være med helt fremme. Det bliver spændende at følge Mattias Skjelmose samt Felix Gall, men de kan ikke vinde i dette selskab. Rene klatrere som Andrey Zeits og Joe Dombrowski bør gøre det bedre, end de gjorde det i dag, mens Carlos Rodriguez, Carlos Verona og de to knap så formstærke Warren Barguil og Jonas Vingegaard er rene hjælpere. Pierre Rolland smed tid for at gå i udbrud, og det vil han sikkert gør igen, hvis han ikke ender med at ramme den rette gruppe.

 

Som sagt kan et udbrud ikke afskrives, men det er kun en option for ryttere, der har tabt tid. Af dem er der ikke mange, der kan vinde så svær en bjergetape, men der er et par enkelte. Mest oplagte er nok Pierre Rolland, der i dag lignede en mand, der smed tid med vilje, og som elsker disse lange alpepas, samt Warren Barguil, der føler sig i fremgang og allerede har erklæret, at han vil i udbrud, efter at det kiksede i dag. Også Tim Wellens er et god bud, men etapen kan være lidt for voldsom. Joe Dombrowski vil også elske disse stigninger og har efterhånden tabt tilstrækkeligt med tid, ligesom Steff Cras var velkørende i starten og måske smed tid med vilje i dag. Brandon McNulty er åbenlyst ikke på toppen, men har klatreevnerne til at gøre det færdigt, hvis han finder sig selv, og jeg kunne også godt tænke mig at se dieselmotoren Andrey Zeits i udbrud på denne etape, selvom han er på vej tilbage fra en skade. Også de unge klatrere Mark Padun og Santiago Buitrago kunne være bud. Endelig kunne det efter dagens præstation være ret sjovt at se, hvor langt Chris Froome kan komme fra et udbrud.

 

Feltet.dks vinderbud: Sepp Kuss

Øvrige vinderkandidater: Miguel Angel Lopez, Tao Geoghegan Hart

Outsidere: David Gaudu, Jack Haig, Alejandro Valverde, Enric Mas, Nairo Quintana

Jokers: Steven Kruijswijk, Richie Porte, Geraint Thomas, Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Ben Hermans, Louis Meintjes, Patrick Konrad, Alexey Lutsenko, Guillaume Martin, Ilan van Wilder, Ben O’Connor

 

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Pierre Rolland, Warren Barguil, Joe Dombrowski, Tim Wellens, Brandon McNulty, Steff Cras, Andrey Zeits, Santago Buitragi, Mark Padun, Chris Froome

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michael Boogerds Tour-etapesejr fra 2002.

 

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Sepp Kuss
Miguel Angel Lopez, Tao Geoghegan Hart
David Gaudu, Jack Haig, Alejandro Valverde, Enric Mas, Nairo Quintana
Steven Kruijswijk, Richie Porte, Geraint Thomas, Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Ben Hermans, Louis Meintjes, Patrick Konrad, Alexey Lutsenko, Guillaume Martin, Ilan van Wilder, Ben O’Connor
Pierre Rolland, Warren Barguil, Joe Dombrowski, Tim Wellens, Brandon McNulty, Steff Cras, Andrey Zeits, Santago Buitragi, Mark Padun, Chris Froome, Aurelien Paret-Peintre, Damien Howson, Kenny Elissonde, Fabio Aru, Mattias Skjelmose

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Criterium du Dauphine
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Giro dell'Appennino(1.1) 24/06

Giro di Basilicata(2.1) 24/06-27/06

Acht van Bladel(2.1) 25/06-27/06

Tour de France(2.UWT) 26/06-18/07

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 27/06

Axion SWISS Bank Gran Pre...(1.1) 27/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR