Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 7. etape af Criterium du Dauphiné

Optakt: 7. etape af Criterium du Dauphiné

08. juni 2024 13:28Foto: Sirotti

Primoz Roglic cementerede sit comeback med en suveræn sejr på den første bjergetape, men i Dauphiné er intet afgjort, før den fede dame har sunget. Weekenden er nemlig igen ganske brutal, og som altid venter kongeetapen lørdag, hvor der for anden dag i træk bydes på en for de franske alper meget stejl målstigning, nemlig det spritnye bjerg Samoëns 2000, der vil give os en helt klar ide om, hvem der vil vinde løbet.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE

 

Ruten

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og selvom årets tre bjergetaper kan minde meget om hinanden og alle har svære målbjerge, gælder det også i år. Her venter nemlig et stort slag i Alperne, hvor man ganske vist kører uden om de mest berømte bjerge, men stadig skal over tre bjergpas, inden det hele slutter på det spritnye bjerg Samoëns 2000. Akkurat som på fredagens etape er der tale om et langt vanskeligere bjerg, end man normalt ser i de franske alper, og da det byder på hele 4 km med tocifrede stigningsprocenter, burde det trods udsigten til endnu en bjergetape søndag være stensikkert, at vi denne lørdag også i år har en ret god ide om, hvem der vil vinde løbet, når de 4500 højdemeter er tilbagelagt.

 

I de seneste år har begge de to alpeetaper i weekenden været korte, og det gælder også i år, hvor man om lørdagen blot skal køre 155,3 km, der fører feltet fra Albertville til toppen af Samoëns 2000. Startbyen ligger i dalen midt i Alperne, og man lægger ud med at køre mod nordøst ad lange, lige og stigende dalveje. Efter 16,4 km drejer man mod nord for at køre op ad en stigning (4,2 km, 6,3%), der har top efter 22 km, inden det går videre mod nordøst ad et kort plateau.

 

 

Nu går det for alvor løs, når man kører mod sydvest og nordvest op ad kategori 1-stigningen Col des Saisies (9,4 km, 6,6%), der stiger jævnt med 6-9% over de første 6 km - dog med en næsten flad kilometer 2 - inden den stiger jævnt med 6-7 over de næste 3 km frem mod de sidste 600 m, der stiger med 4,0% hen mod toppen, som rundes efter 33,3 km.

 

En ikke alt for svær nedkørsel leder nu mod nord ned til dalen, idet den undervejs afbrydes af en bakke (700 m, 12,2%) med top efter 41,5 km, inden man kører mod nordøst ad lange, lige og let stigende veje. Kort efter byen Megève, der passeres efter 52,7 km, drejer man mod nord for at køre ad en let nedkørsel ned til byen Sallanches, der passeres efter 66,7 km, hvorefter det går mod nord ad en lang, lige og kun ganske let faldende dalvej.

 

Etapen tager fat igen, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote d’Araches (6,1 km, 7,1%), der efter en let første kilometer stiger med 8-10% over 3 km, inden den stiger med 6.8% over de sidste 3,1 km frem mod toppen, som rundes efter 85,9 km. En let nedkørsel leder nu mod nordvest ned til dalen, hvor man i byen Taninges, der nås efter 96,8 km, rammer en 37,8 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

 

Den indledes med, at man kører mod nordvest ad en lige og flad dalvej, inden man kører mod nordvest og øst op ad kategori 1-stigningen Col de la Ramaz (13,9 km, 7,1%), der er relativt ujævn. Efter en første kilometer med 8,4% stiger de næste 5 km stiger således hovedsageligt med 6-7%, inden der venter 3 km med 8-12%. Herefter bliver den igen lettere, når de sidste 3,9 km stiger med 5-8% frem mod toppen, som rundes efter 118,1 km. Herfra resterer fortsat 37,2 km, der indledes med en for det meste let, men midtvejs meget teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest og syd ned til dalen, hvor rundstrækningen afsluttes.

 

Efter denne rundtur kører man mod sydøst ad en helt lige og let stigende dalvej, idet man undervejs kører dagens spurt efter 135,5 km. Den leder direkte frem til byen Samoëns, hvorfra man kører mod sydvest, sydøst og igen sydvest op ad målbjerget Samoëns 2000 (10,0 km, 9,3%), der er uden for kategori. Den starter let med 2 km med hhv. 3,3% og 7,3%, men derefter venter fire kilometer med 10-13%. Nu bliver den en smule lettere med 3 km med 8-9%, inden den flader lidt ud med 7,6% over den sidste kilometer. Stigningen har en del hårnålesving, de sidste med 2000 m, 1700 m, 1100 m og 1000 m igen, men derefter bugter den 6 m brede vej sig kun ganske let ind på den 100 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4497 højdemeter.

 

Samoëns 2000 har ikke tidligere i dette årtusinde været bugt som mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

I dag holdt det tørt, og det gør det formentlig også lørdag. Henter venter en overskyet dag med en temperatur på 23 grader ved starten, op til 26 grader undervejs og 24 grader i bunden af målbjerget. Der vil være en bygerisiko på 10-15%, men til slut vil der være en risiko for 35% for kraftige tordenbyger. Der vil bare være en svag til let vind (4-7 km/t), som vil start i østnordøst, men dreje over øst, sydøst og syd til sydvest. Det giver generet modvind frem til Saisies, hvor man får medvind. Herefter vil der være forskellige former for medvind frem til toppen af Ramaz. Derefter vil der være sidemodvind på nedkørslen, indtil man får sidevind i dalen. På målbjerget vil der først være modvind, derefter sidevind og slutteligt næsten direkte modvind over de sidste ca. 6 km.

 

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Primoz Roglic med sin sejr på den første bjergetape viste, at monsteret er tilbage - sådan nogenlunde da.

 

Favoritterne

Det er først nu, vi plejer at skulle have de første alvorlige svar. Siden ASO overtog ansvaret, har normen været, at den første seriøse bjergetape har været kongeetapen, der i langt de fleste tilfælde er kommet om lørdagen. Det gør den også i år, men i denne brutale udgave har dagens første bjergetape allerede givet os langt, langt flere svar, end vi er vant til at have fået på dette tidspunkt.

 

 

Alligevel er det en noget anden udfordring, der venter lørdag. Ligheden mellem de to etaper er målbjergene. De minder faktisk utroligt meget om hinanden både i forhold til længde og stejlhed og er begge kendetegnet ved at være betydeligt vanskeligere, end man typisk ser det i Alperne. Begge er præget af at være relativt korte, men også byde på nogle solide procenter. I kampen mellem dem er det dog morgendagens spritnye bjerg, der vinder kamp. Det er ret voldsomt i dette løb at byde på hele 4 km, der hver især har en gennemsnitlig stigningsprocent i det tocifrede område, og selvom den flader ud på den øvre del, giver den aldrig slip.

 

Der er derfor al mulig grund til at forvente endnu et brag af en bjergetape, der vil gøre stor skade, selv hvis man bare var kørt op ad målbjerget. Den væsentlige forskel til i dag er naturligvis, at vi nu har en ”rigtig” bjergetape med flere bjergpas og mange højdemeter. Det passer dieselklatrerne langt bedre end dagens ret eksplosive affære, og samtidig er det jo nu andendagen, hvor holdbarhed og restitution også testes på en anden måde.

 

En konsekvens af dagens etape er jo, at forskellene nu er store. Der er ikke mange, der for alvor truer Primoz Roglics trøje, og spiller han den safe, lader han et udbrud stjæle bonussekunderne. Helt så enkelt er det dog ikke. Starten er benhård, og derfor er der lagt op til angrebsfest på den første stigning. Alle de slagne franskmænd som David Gaudu og Guillaume Martin har intet at miste ved at køre offensivt, og det samme gælder for UAE, der lige nu bare har udsigt til en 15. plads. Dertil kan føjes den slagne Santiago Buitrago, og meget taler derfor for, at vi efter Saisies har et udbrud, som Bora er nødt til at holde i rimelig stram snor.

 

Det betyder dog ikke, at de bliver hentet. Et stærkt udbrud er selvsagt svært at hente, selv når klassementskampen bryder ud, og derfor kræver det nok en aktiv beslutning fra Roglic, hvis han vil være sikker på at kunne vinde etapen. Vil han så det? Det logiske vil være nej, men vi ved også, at monsteret er umætteligt, når det er sultent - og det er det efter så lang en sejrstørke. Ja, han virkede uhyre lettet over i dag endelig at få sin sejr, og derfor vil jeg bestemt ikke afvise, at han aktivt vil gå efter endnu en sejr.

 

Det er der imidlertid også andre, der kan finde på. Der er vel to kandidater, nemlig Ineos og Lidl. Giulio Ciccone viste stor selvtillid i dag, og dagens resultat har jo ikke givet ham grund til at dæmpe den. Det amerikanske hold er ikke stærkt nok til selv at hente udbruddet, medmindre Tao Geoghegan Hart pludselig finder sig selv, men briten kan sammen med Carlos Verona og Toms Skujins godt holde et udbrud nogenlunde i snor.

 

Det andet hold er Ineos. Det er ikke sikkert, at de vil føre for at vinde etapen. Det gjorde de nemlig ikke i dag, men det vil næsten ligne dem dårligt ikke at lægge det samme pres, som de gjorde i dag. Det kunne de meget vel finde på at gøre fra Ramaz og frem, for Carlos Rodriguez skal jo vinde løbet via sin dieselmotor og holdbarhed. De har al interesse i at gøre løbet hårdt, og i dag viste de, at de har styrken til det. Selvom de ikke går efter etapen, vil et Ineos-pres komme langt i forhold til at hente et udbrud, som Bora formentlig ikke kan give meget mere end 3 minutter, hvis de vil forsvare trøjen.

 

Derfor hælder jeg til, at vi får samling. Jeg er meget usikker på, om Roglic aktivt vil gå efter sejren - og hælder nok til, at skulderen er nok til, at han ikke gør det - men kombinationen af et farligt udbrud, der skal holdes i snor, mulige ambitioner fra Ciccone og et sandsynligt Ineos-pres til sidst, gør det sandsynligt, at favoritterne ender med at køre om det. Kommer vi først ind på målbjerget, og har Roglic gode ben, bliver han formentlig også sulten, og hvis først Jai Hindley og Aleksandr Vlasov går i gang, skal man stramme sig an for at holde sig fri, særligt fordi modvinden på målbjerget vil være en hæmsko for ethvert udbrud. Den kan også lægge en dæmper for forskellene i feltet, men når vi taler om disse procenter og svag vind, bør vi se pæne forskelle alligevel.

 

Der er altså en god chance for, at et udbrud holder stand, men jeg hælder til et favoritopgør. Det skal udspille sig på målbjerget. Det kan ikke udelukkes, at der vil blive angrebet på Ramaz, men det vil være fra folk, der smed en del tid i dag. Der er lidt for meget dal mellem de to bjerge, Bora er lidt for stærke, og udsigten til en søndagsetape vil gøre det mere oplagt at vente med at tage chancer til løbets sidste etape.

 

På målbjerget bør vi få et ret ærligt løb. Det sikrer procenterne, og der bør ikke være alt for meget taktik. Som udgangspunkt er det Ineos, der skal skabe det hårde løb, men hvis benene er der, kan det sagtens ende med, at Bora sætter så dræbende et tempo med Hindley og Vlasov, at det bare bliver udskilning bagfra, indtil Roglic selv gør det færdigt på den sidste kilometer, som han har gjort 117 gange tidligere i sin karriere.

 

 

Jeg vælger da også at gå med Primoz Roglic igen. Som beskrevet i analysen var der et stykke til den bedste udgave af sloveneren, men stærkeste mand var han stadig. Han fik samtidig set, at han er i besiddelse af det klart stærkeste hold, og dermed har han alle forudsætninger for at vinde denne etape. Denne slags korte, meget stejle målbjerge passer ham som fod i hose, og med så stærkt et hold kan han gå efter sejren uden at skulle tage chancer. Han kan lave et forrygende bjergtog, som han gjorde, da han og Pogacar dominerede i Touren i 2020, og herefter kan han gøre forskellen på den sidste kilometer, hvor han har et punch, ingen i dette felt kan matche.

 

Det siger i hvert fald sig selv, at han ikke bliver slået, hvis styrkeforholdet er som i dag. Alligevel er der lidt usikkerhed. Det første er naturligvis skulderen. Han er jo altså forslået, og vi kan ikke med sikkerhed vide, om han er 100% igen. Den anden usikkerhed handler om, at han ikke har været stabil på sine gamle dage. Mange husker særligt hans kollaps i Paris-Nice 24 timer efter sejren på kongeetapen, og sidste år havde han jo en meget dårlig dag på Monte Bondone under Giroen. Derfor kan det ikke udelukkes, at han vil være anderledes svag i morgen, men normalt holder han jo glimrende niveau - og med så stærkt et hold tror jeg, at monsteret til slut griber ud efter sejren, så det kan få stillet sin sult.

 

Jeg vil også holde fast i, at Carlos Rodriguez er Boras værste rival. Det var han ikke i dag, men det kunne han godt være i morgen. Denne etape passer i hvert fald bedre til hans dieselmotor, og han er også en mand, der typisk har god fordel af, at vi kommer et stykke hen i løbet. På papiret er han i hvert fald sammen med Evenepoel, Sepp Kuss og Geoghegan Hart (inden styrtet), der har det højeste topniveau, og selvom han ikke helt ramte det i dag, vil jeg tro, at han kommer tættere på i morgen. Problemet er selvfølgelig, at han ikke har specielt meget frihed, men hvis Bora er så stærke, som de var det i dag, vinder man også kun etapen, hvis man er stærkeste mand. Hvis ikke det er Roglic, vil jeg forvente, at Rodriguez meget vel kan være det, når vi taler om en stor bjergetape som denne.

 

Jeg må hellere rangere Giulio Ciccone som nr. 3. I dag var han jo en klar nr. 2, og vi ved fra hans sejr på kongeetapen i Giroen i 2019, at han er meget stærk på meget stejle stigninger. Det er også en relativt kort stigning, der passer godt til hans eksplosive karakter, og i dag viste han, at han er tilbage på det vilde niveau, han fandt sidste forår. Problemet er bare, at det forår også viste hans svaghed, nemlig hans holdbarhed. Han startede Catalonien som lyn og torden, men allerede på anden bjergetape, hvor højdemeterne også var mange flere, var han helt anderledes menneskelig. De spor skræmmer og gør, at jeg frygter, at han har en knap så god dag i morgen. Omvendt husker vi også Giroen i 2021, hvor han for første gang viste sit eminente topniveau, og her holdt det med visse udsving ganske langt, indtil han styrtede ud af løbet. Har han de ben, han havde i dag, skal Roglic ikke vise megen svaghed, før han vinder.

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE

 

Jeg tror faktisk, at jeg vil placere Aleksandr Vlasov som den næste. Det er klart, at han har en ret bunden opgave, men jeg kan se to veje til sejr. For det første var han i dag så godt kørende, at det virker ganske sandsynligt, at han og Roglic kan køre fra alt og alle, og sker det, vil Roglic give sejren til sin holdkammerat, som han gjorde, da Vingegaard vandt sidste etape i 2022. Den anden variant er, at Vlasov bliver sendt i offensiven, som han gjorde det i dag. Det er klart, at han ikke får lov at køre væk sammen med hvem som helst, men hvis Laurens De Plus angriber igen, kunne man sagtens lade ham gribe ud efter etapesejr og samlet podieplads. Det er klart, at det kræver, at han er stærk nok, og det er også årsagen til, at jeg ikke har ham som nr. 2 på listen. Russeren er enormt ustabil, og da han senest startede et etapeløb stærkt, nemlig i Catalonien, faldt han hurtigt sammen. Den bekymring har jeg altid for ham, særligt fordi denne større bjergetape passer ham dårligere. Omvendt betyder tilstedeværelsen af Jai Hindley, at han måske kan få lidt mere frihed af Roglic, end han ville have gjort, hvis han var eneste mand hos chefen dybt inde i finalen.

 

Jeg er også nødt til at rangere Derek Gee højt. Det er klart, at der kun er spørgsmål ved hans evne til at bakke dagens præstation op med et lignende ridt, og logikken tilsiger, at en stor fyr som ham, der aldrig har klatret på det niveau tidligere, skal få det svært på en bjergetape som denne og med stejlere procenter til sidst. Alligevel har han et våben. Hvis der var én ting, vi lærte i Giroen, var det, at han er holdbar som ingen anden. Han var her, der og alle vegne, og selv når han erklærede sig træt, var han minsandten med i kampen om etapesejren dagen efter igen. Det taler for, at han har motoren til måske endda at blive bedre og bedre. Spørgsmålet er så, om det kan opveje, at denne etape er voldsommere for en type som ham. Det finder vi ud af i morgen.

 

Jeg vil også igen rangere Mikel Landa højt. Han får kun frihed, hvis Evenepoel kollapser så meget, at de med det samme kan se, at 2. pladsen ikke kan forsvares, men det virker bestemt ikke usandsynligt, at det sker. Hvis der er noget, vi kender Evenepoel for, er det spektakulære kriser tidligt på etaperne, og rammes han af en sådan, vil Landa kunne få frihed. Som beskrevet i analysen var det lidt svært at se, hvor meget han forsøgte at følge de bedste, inden han ventede på Evenepoel, men det er uomtvisteligt, at han var en af de klart stærkeste. Denne større etape passer ham endda bedre, og vi ved, at han elsker stejle procenter. Han er i hvert fald en af de ryttere, der har topniveauet til at vinde, og han har endda også mere frihed end mange andre.

 

Inden løbet havde jeg ret store forventninger til Laurens De Plus, men de blev klart overgået i dag. Det bedste af det hele er, at vi ved, at han passer bedre til en stor bjergetape og typisk bliver bedre og bedre, som vi så i Touren i 2019 og Giroen i 2023. Han har samtidig den store fordel, at han og Rodriguez meget vel kan udgøre en duo i finalen, og her vil det være ham, der har mest frihed. Det er stadig et stort skridt i forhold til tidligere, hvis han vitterligt skal vinde, men efter i dag virker det ikke umuligt, når han også har gode taktiske kort på hånden.

 

 

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, ryger Matteo Jorgenson igen lidt ned på listen. Han klarede dagens etape med bravur, men denne etape bliver vanskeligere. Der er flere højdemeter, og stigningen er stejlere - alt sammen til ugunst for en stor dyr som ham. Vi kender stadig heller ikke meget til hans holdbarhed over flere dage i bjergene, og der er en solid risiko for, at han vil tabe niveau. Da han gennemførte Touren i 2022, klarede han dog den tredje uge ganske fint. Hans problem i forhold til at vinde etapen, er naturligvis, at han slet ikke har frihed, og han vinder derfor kun, hvis han er stærkeste mand. Det har jeg lidt svært ved at forestille sig, men hvis man ser på alle de spørgsmål, der er ved de folk, der slog ham i dag, kan det bestemt heller ikke udelukkes.

 

En anden spændende rytter er Jack Haig. Som beskrevet i analysen var hans genrejsning en af dagens positive oplevelser, og det gode ved ham er, at vi ved, at han er holdbar. Ellers ender man ikke som nr. 3 i Vueltaen. Vi ved også, at han passer godt til en stor bjergetape som denne, og dermed har han hele pakken, der skal til for at gøre det bedre, end han gjorde det i dag. Det kan dog stadig være ret svært at se ham vinde i dette skrappe selskab, men han har jo i hvert fald fordel af, at han har lidt ekstra frihed - også fordi ingen kan huske, hvornår de sidst så ham fremme i et cykelløb.

 

Ligesom Vlasov har Jai Hindley en ret bunden opgave, og der er ingen tvivl om, hvem der er nederst i deres hierarki. Derfor er det svært usandsynligt, at han får sin chance, men omvendt er afstandene så store, at det ikke helt kan udelukkes, at der kan leges lidt kreativt ved også at lade Hindley gå med i angreb. Problemet er, at fjerdemanden, Bob Jungels, ikke var med længe i dag, og det virker usandsynligt, at Hindley kan spares tilstrækkeligt længe, og derudover må endnu en podieplads til Vlasov have større prioritet end at lade Hindley lege. Hvis muligheden opstår, kan han til gengæld godt gøre det færdigt. Han plejer at blive bedre og bedre, og denne etape passer ham langt bedre end den forrige. I dag var han 10. bedst, men jeg vil forvente, at han ligger højere på rangstigen i morgen. Kommer han afsted med den rette, har han niveauet til at vinde, selvom han stadig er et stykke fra sit bedste.

 

Det er sjældent at rangere Remco Evenepoel så lavt, men det er godt nok svært at se ham vinde denne etape. Tværtimod plejer han jo sjældent at blive bedre i løbet af et etapeløb, og jeg anser det derfor som ganske sandsynligt, at han går ned. Han har heller ikke skyggen af frihed, og derfor vinder han kun, hvis han er løbets stærkeste mand. Han har den fordel, at han er en af de få, der kan slå Roglic i en spurt, og vi taler trods alt om et af sportens fænomener, der aldrig helt kan afskrives. Tværtimod har vi jo set, at han i et etapeløb kan være enormt svingende, og selvom hans forberedelse gør det usandsynligt, at det går fremad, er chancen til stede. Jeg tror, han får det vanskeligere end i dag, men man må aldrig afskrive et fænomen som ham.

 

Igen i dag fik Louis Meintjes bevist, at han altid finder et fint niveau til dette løb. Det var dog heller ikke helt så godts, om man kunne have håbet, men til gengæld taler alt for, at han bliver bedre og bedre. Det plejer han nemlig at blive, og denne rigtige bjergetape passer ham også langt bedre. Selvfølgelig vil det være ret sensationelt, hvis han vinder, men jeg forventer at se ham længere fremme end i dag, og han har jo i hvert fald den fordel, at han har frihed.

 

Ayusos exit betyder, at vi er i den sjældne situation, at UAE er elimineret fra kampen om den samlede sejr. Pavel Sivakov har hele tiden været en ubekendt, og i dag stod det klart, at det faldt ud til den negative side. Problemet med ham er, at det er sjældent, at han forbedrer sig undervejs. Enten er han god, eller også er han knap så god. Derfor er det svært at tro, at han pludselig skulle vise sig mærkbart bedre i morgen. På den anden side er der mange folk foran ham, der formentlig vil få det vanskeligere i morgen, hvor etapen passer godt til Sivakovs dieselmotor - og vi ved fra efteråret, at hans topniveau er højt.

 

Det er ret voldsomt at skulle nævne Callum Scotson til en bjergetape i Dauphiné, men helt ud af det blå kommer det ikke. Vi så jo sidste år, at han klatrede ganske pænt, og hvis jeg ikke husker helt galt, gav jeg ham selvstændig omtale i optakten til Tour de Suisse. Det ændrer dog ikke på, at hans præstation her er langt over det, vi tidligere har set og langt over det, vi så i Ungarn. Han er en stor ubekendt, men sidste år i Schweiz blev han bedre og bedre, og han var bedst på kongeetapen med mange højdemeter og mange bjerge. Det indikerer, at vi måske kan se en endnu bedre Scotson i morgen.

 

En anden af dagens positive overraskelser er Javier Romo. Også han er en rytter, der har gjort stor fremgang, som vi så fra sæsonstart, men som i dag viste helt uhørt gode takter. Her er jeg dog mere bekymret for stabiliteten. Han har altid været lidt en hovedpine for mig, fordi han har været enormt svingende, og derfor tør jeg ikke love, at han ikke kollapser i morgen. Omvendt så vi også i Galicien, at han var bedst på kongeetapen, der kom til sidst, og da han er så ubeskrevet i denne sammenhæng, kan man ikke udelukke, at han vil være endnu bedre i morgen.

 

Som ventet havde David Gaudu det svært i dag, men han var heldigvis meget bedre end frygtet. Min forventning vil være, at det går fremad, for han var allerede langt bedre end i sidste uge. Vi ved også, at dette målbjerg passer ham godt, og at han passer bedre til denne form for bjergetape. Det er fuldstændig udelukket, at han vinder - og han kan også som så ofte før kollapse - men jeg vil nok tro, at vi ser en lidt bedre Gaudu i morgen.

 

 

Anderledes er det med Cristian Rodriguez. Han bekræftede i dag, at hans topniveau er blevet ganske højt, men vi husker også fra Catalonien i år og Vueltaen sidste år, at han ret hurtigt tabte niveau. For ham kan formkurven derfor let gå den anden vej. Heldigvis er vi også stadig kun syv dage henne, og i går var jo næsten en hviledag. Holdbarheden bør derfor ikke nødvendigvis være et problem, men til gengæld synes jeg også, at han har været bedre på etaper med færre højdemeter end denne.

 

En rytter, der plejer at skulle have varmet motoren lidt op, er Marc Soler . Det kunne tale for, at han vil være i fremgang, men det plejer nu at tage ham noget længere tid at finde formen. Vi fik i Vueltaen bekræftet, at den bedste Soler er en overraskende god klatrer, men dette er en voldsom etape og nogle voldsomme procenter for ham. Jeg kan godt frygte, at han får det sværere end i dag, men han er også så sv svingende, at man aldrig helt ved, hvor man har ham.

 

Mindre svingende er Guillaume Martin - desværre. Han fortsætter med at skuffe, som han gjorde det i dag. Til gengæld er han holdbar, og han plejer at blive bedre og bedre. Han er også en type, der bør være god på en stor bjergetape som denne. Det synes givet, at han vil gribe ud efter lykken i udbruddet, og derfor kan han sagtens ende med at smide alt, hvis de bliver hentet, men jeg vil hælde til, at vi ser en bedre Martin i morgen. I dag rækker hans niveau bare ikke langt nok.

 

Jeg skal vel også nævne Santiago Buitrago. Dagens resultat bekræftede, at han er puncheur mere end klatrer, og derfor passer denne etape ham endnu ringere. Også han er som Martin en mand, der formentlig griber ud efter sejren via udbrud, men der er også en chance for, at han vil være bedre i morgen. Det var i hvert fald mønsteret i både Giroen og Vueltaen sidste år, og i det spanske løb endte han endda med at klare bjergene ret godt. Lad os se, om han kan klare morgendagens etape lidt bedre.

 

Endelig skal jeg vel nævne Sepp Kuss. Amerikaneren faldt helt igennem i dag, og i lyset af hans generelle niveau i år er det svært at se ham vende det på hovedet. På den anden side så vi Catalonien, at han efter en svag første bjergetape, var meget bedre dagen efter, og selvom dagens nedtur var betydeligt større end dengang, kan man vel håbe på, at han vender tingene. Han er jo kendt for sine offdays, selvom de er blevet færre, og han plejer at blive bedre og bedre. Han får dog kun frihed til at jagte sejren, hvis Jorgenson kollapser helt eller udgår.

 

I dag var Oier Lazkano vild, men jeg har svært ved at se ham gentage dagens bedrift på denne store bjergetape. Vi så i hvert fald sidste år i Schweiz, at han kunne forsvare sig på lettere bjergetaper, men havde det svært på de store. På samme måde ser jeg ikke Neilson Powless og Bruno Armirail komme længere på denne etape. Harold Tejada var god i dag, men topniveauet rækker næppe meget længere en det, vi så i dag, og det samme gælder for folk som Kenny Elissonde, Clement Berhet, Eduardo Sepulveda, Gregor Mühlberger og Jakob Fuglsang. Santiago Umba viste i dag endelig sit potentiale, men det er svært at se ham være meget længere fremme end i dag, og stigningerne er for svære for Andreas Leknessund, der kun synes at klatre godt sent i en grand tour. Michael Kwiakotwski, Jonathan Castroviejo og Omar Fraile er rene hjælpere, og det er svært at se et lys for enden af tunnelen for Warren Barguil, men terrænet er lidt for svært for Romain Gregoire, Krists Neilands og Dylan Teuns. Lorenzo Fortunato virker træt efter Giroen, og Valentin Madouas og Georg Zimmermann er stadig for formsvage, mens unge Darren Rafferty og tilsyneladende også Bart Lemmen mangler for meget til dette niveau. Endelig så Ivan Ramiro Sosa meget forslået ud i dag.

 

Som sagt har et udbrud en ganske god chance, og den hårde start gør, at det vil være de gode bjergryttere, der kører væk. Derfor er antallet af potentielle vindere også ret lavt, og vi skal se i retning af ryttere, der er villige til at satse, som Bora lader køre, og som kan gøre det færdigt efter en stor dag i bjergene. Mit bedste bud er Louis Meintjes, efterfulgt af Pavel Sivakov, David Gaudu, Marc Soler, Guillaume Martin, Cristian Rodriguez, Javier Romo, Santiago Buitrago, Harold Tejada, Clement Berthet og Santiago Umba.

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Carlos Rodriguez, Giulio Ciccone

Outsidere: Aleksandr Vlasov, Derek Gee, Mikel Landa, Laurens De Plus, Matteo Jorgenson

Jokers: Jack Haig, Jai Hindley, Remco Evenepoel, Louis Meintjes, Pavel Sivakov, Callum Scotson, Javier Romo, David Gaudu, Cristian Rodriguez, Marc Soler, Guillaume Martin, Santiago Buitrago, Sepp Kuss

 

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Louis Meintjes, Pavel Sivakov, David Gaudu, Marc Soler, Guillaume Martin, Cristian Rodriguez, Javier Romo, Santiago Buitrago, Harold Tejada, Clement Berthet, Santiago Umba

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Primoz Roglic
Carlos Rodriguez, Giulio Ciccone
Aleksandr Vlasov, Derek Gee, Mikel Landa, Laurens De Plus, Matteo Jorgenson
Jack Haig, Jai Hindley, Remco Evenepoel, Louis Meintjes, Pavel Sivakov, Callum Scotson, Javier Romo, David Gaudu, Cristian Rodriguez, Marc Soler, Guillaume Martin, Santiago Buitrago, Sepp Kuss
Harold Tejada, Clement Berthet, Santiago Umba, Oier Lazkano, Neilson Powless, Bruno Armirail, Kenny Elissonde, Eduardo Sepulveda, Gregor Mühlberger, Jakob Fuglsang. Santiago Umba, Andreas Leknessund, Michael Kwiakotwski, Jonathan Castroviejo, Omar Fraile, Warren Barguil, Romain Gregoire, Krists Neilands, Dylan Teuns, Lorenzo Fortunato, Valentin Madouas, Georg Zimmermann, Darren Rafferty, Bart Lemmen, Ivan Ramiro Sosa
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Criterium du Dauphine
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Bizkaikoloreak(2.NCUPJW) 20/07-21/07

Vuelta a Castilla y Leon(2.1) 23/07-24/07

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 24/07-04/08

Prueba Villafranca(1.1) 25/07

Czech Tour(2.1) 25/07-28/07

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Red Bull - BORA - hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger