Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Efter to dage med flade finaler rundes den tredje uge af med tre potentielle klassementsetaper, og der lægges ud med løbets anden bjergetape. På løbets første fredag venter et sandt maraton med mere end 4100 højdemeter over 218 km på løbets næstlængste etape, og den kulminerer med den første tur op i mere end 2000 m højde, når der skal sluttes med den mere end 45 km lange klatretur op til Gran Sasso, hele 2153 m over havets overflade. Det er dog kun de sidste 6,3 km, som er relativt stejle, og det er derfor ikke denne fredag, man vinder løbet. Ved seneste besøg i 2018 endte det i en spurt i en lille gruppe favoritter, og det er igen et sandsynligt scenarium på en dag, hvor man nok har mere at tabe end at vinde - medmindre man da er en af de udbrydere, der måske kan drømme om at gå efter etapesejren.

Med en distance på 218,0 km er der tale om den ene af de to længste etaper i løbet, og den fører fra Capua til toppen af Gran Sasso d’Italia. Startbyen ligger lige nord for Napoli, og etapen indleder rejsen mod nord. Således kører man mod nord og nordvest hele dagen, men da det foregår dybt inde i det indre af den italienske støvle, venter der en stærkt kuperet tur ind gennem Appenninerne. Starten er dog ganske fredsommelig, for selvom man med det samme bevæger sig væk fra havet ved at køre mod nord ind mod det indre af støvlen, er det indledningsvis kun let stigende. Efter byen Variano Scalo, der nås efter 25,9 km, bliver det endda helt fladt, mens man snor sig mod nord, inden det efter byen Venafro, der passeres efter 46,4 km, atter begynder at stige ganske let.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det lette terræn får imidlertid en brat ende, når man har nået Appenninerne. Det har man, når man efter 67,4 km fortsætter mod nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (14,4 km, 4,6%), der har top efter 81,5 km. Herefter leder en kort og let nedkørsel vider mod nord ned til et kort, let faldende stykke, som ender med dagens første spurt efter 91,1 km, inden man fortsætter mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Roccaraso (6,9 km, 6,5%, max. 12%), der efter en nem første kilometer stiger jævnt med 7-9% over fire kilometer, inden den flader ud nær toppen, som i 1254 m højde rundes efter 100,5 km. Den leder op til et plateau, som kortvarigt følges mod nordvest frem til det foreløbigt højeste punkt, Pian delle Cinque Miglia, der nås efter 108,4 km hele 1261 m over havets overflade.

Herefter er de første vanskeligheder overstået. En nedkørsel, der generelt er meget let og kun har én teknisk passage, leder mod nordvest, inden man kører ad først let faldende veje videre mod nordvest frem til Popoli, som passeres efter 153,9 km. Herfra fortsætter man mod nordvest, idet det nu i stedet er let stigende, mens man kører forbi dagens anden spurt, som kommer efter 160,6 km, og frem mod finalen.

Den indledes efter 171,1 km, hvor man drejer mod nordvest væk fra dalen for at køre op ad kategori 2-stigningen Calascio (13,5 km, 6,0%, max. 10%), hvorfra de sidste 46,9 km stort set alle er stigende. Der er tale om en uhyre jævn stigning nærmest uden udsving, og hvis top rundes efter 185,8 km. Herfra resterer 32,2 km, som indledes med et ganske kort og let stigende plateau, som fører mod nordvest, inden det går mod nord og nordvest op ad den afsluttende stigning, Gran Sasso d’Italia (26,4 km, 3,4%, max. 13%), der er i kategori 1.

Det meste af stigningen er ganske let, idet de første 10,0 km stiger jævnt med 4,0%, hvorefter der venter 8,9 km, der skiftevis er let stigende og let faldende. Med 7,45 km igen begynder det igen at stige kraftigere, da de følgende 2,6 km stiger jævnt med 4,1% i snit, inden den for alvor tager fat med 8,2% over de sidste 4,45 km, hvor det stiger relativt jævnt. Den nedre del af stigningen har et hav af hårnålesving, hvorefter det er en næsten lige og 7 m bred vej, som leder frem til en kringlet afslutning med fem hårnålesving over de sidste 1800 m, inden der venter to skarpe kurver med hhv. 400 m og 120 m til stregen.

Etapen byder på i alt 4119 højdemeter.

Gran Sasso har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, nemlig i dette løb i 2018, hvor Simon Yates iført førertrøjen vandt en spurt foran Thibaut Pinot og Esteban Chaves. Giroen har haft mål der i alt fire gange, også i 1999, hvor Marco Pantani kørte hjem til en solosejr med 23 sekunder ned til Jose Maria Jimenez og 26 sekunder ned til Alex Zülle, i 1989, hvor danske John Carlsen såmænd vandt, og i 1971, hvor sejren gik til Vicente Lopez-Carril.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Efter de våde dage er det heldigvis meget bedre, men helt uden regn slipper rytterne ikke. Det skal nemlig regne massivt i Capua hele morgenen, og ved starten er der fortsat en nedbørsrisiko på ca. 75% samt en temperatur på 18-19 grader. Den risiko består på den første del af etapen, men når de har nået toppen af den ikke-kategoriserede stigning og er nået frem til første spurt, ventes solrigt vejr med kun få skyer, dog med en varierende bygerisiko på 10-50%. Temperaturen vil i bunden af sidste stigning være 16 grader, og der vil være en let til jævn vind (9-15 km/t), kraftigst til slut, der gennem dagen vil dreje fra syd over sydvest til vestsydvest i finalen. Det giver med- og sidemedvind hele dagen, men efter første stigning vil det mere have karakter af sidevind og gradvist mere og mere sidemodvind. På næstsidste stigning vil der være sidemodvind, mens der på sidste stigning vil være sidemedvind på den nedre del, men over de sidste 12 km sidemodvind og næsten ren modvind over de sidste 7 km.

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan en perfekt etapeudvikling var med til at sikre, at Jesper Skibby nu har selskab i den såkaldte Skibby-klub.

Favoritterne

Grundet den mere varierede italienske geografi byder Giroen ofte på bjergetaper langt tidligere, end man ser det i Italien. Typisk ligger den første i løbet af de første fire dage, men det er alligevel langt fra hver gang, at man har to bjergetaper allerede inden for de første syv dage.

Sådan er det imidlertid i år, og det kunne sagtens give det indtryk, at årets rute har en meget hård begyndelse. Det er imidlertid ingenlunde tilfældet. Tværtimod er det sjældent, at ruten er så bagtung, som det er tilfældet i år, for arrangørerne har denne gang i særlig grad sørget for ikke at stramme vanskelighederne for voldsomt. Det så vi jo allerede på den første bjergetape i tirsdags, og det ser vi igen, når det i morgen går løs igen.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Etapen kan ellers virke voldsom. Det er jo en voldsom distance og et gigantisk målbjerg, der har både længe og højde. Hvad det til gengæld mangler, er stejlhed. Det er kun de sidste 4,25 km, der er stejle, og ellers er der tale om helt, helt bløde procenter, der slet ikke kan gøre en forskel. Paradoksalt nok betyder det, at løbets klart længste målbjerg er det, der passer klatrerne dårligst- Det er i langt højere grad for eksplosive folk, der har punchet til de sidste 4,25 km, der byder på pæne, men ikke skræmmende procenter.

Heldigvis er vi ikke på bar bund i forhold til, hvad vi skal forvente. Vi kender nemlig bjerget fra besøget i 2018. Her endte det netop i den eksplosive afslutning og i en spurt, hvor 9 mand sluttede inden for 12 sekunder, hvor top 3 fik samme tid. Simon Yates var i sin vanvidssæson ikke overraskende hurtigst foran eksplosive Thibaut Pinot og Esteban Chaves. Alligevel var stigningen ikke helt udramatisk. Længere tilbage var afstandene faktisk overraskende store, og man fik slidt gruppen så meget ned, at kun top 15 var inden for et minut af Yates. Mest markant var det, at den senere vinder, Chris Froome, der var styrtet og forslået af to styrt, tabte hele 1.07.

Det vidner imidlertid meget godt om, hvad det er for en dag. Det er en dag, hvor løbet kan tabes, hvis man som Froome er forslået eller har en dårlig dag - selvom han jo altså ikke tabte løbet dengang - men det er ikke en dag, hvor man vinder løbet. Eksplosive folk kan sagtens vinde tid, særligt hvis visse to ryttere er i særklasse, men det vil være i småtingsafdelingen, og chancen for, at der skal spurtes på toppen, er stor. Graden af selektion vil i høj grad afhænge af, hvor stort et pres der lægges fra bunden, for det er en dag, hvor rytterne skal slides ned. Det lader sig til gengæld også gøre over den lange distance og de mange højdemeter, men det er noget, man aktivt skal sikre. Da bjerget blev benyttet i 1999 var forskellen eksempelvis større, og Marco Pantani vandt relativt suverænt, men det vil virke kræve en opslidende dag, hvis man skal se noget lignende.

Hvordan vil etapen så blive kørt? Som vi fik bekræftet i tirsdags, er der ingen, der har løjet, når de har sagt, at respekten for tredje uge er så stor, at første del af løbet skal gribes defensivt an. Der blev kørt akkurat lige så passivt som varslet, og der er en betydelig risiko for, at det vil gentage sig i morgen. Denne gang lurer enkeltstarten også som en latent trussel, og da det er en helt afgørende nøgledag, der er langt vigtigere end denne fredag, taler endnu mere for, at der skal spares på kræfterne.

Det gør vinden i den grad også. Der vil stå en ganske pæn modvind på den stejle del, og det vil gøre det endnu vanskeligere at gøre forskelle. Med andre ord er risikoen for, at det hele ender som spild af kræfter, meget, meget stor.

Til gengæld er der også noget, der taler imod det, nemlig Remco Evenepoels styrt. Det vil være nærliggende at teste, om belgieren vitterligt er mærket, og vi så jo forleden, at Ineos alligevel valgte at lægge et pres, også selvom deres melding var, at de ville køre afventende, indtil Geraint Thomas forhåbentlig er på toppen. Det virker ganske sandsynligt, at briterne igen kunne finde på at køre tempo på bjerget - næppe for at angribe, men snarere for at se, om der er svaghedstegn at spore. Og er der det, giver angreb jo pludselig mening.

Det andet hold, der kunne finde på at tage initiativ, er naturligvis Jumbo. For dem ville det også give glimrende mening at teste Evenepoel, men de er jo desværre lidt i samme både. Det lyder til, at Primoz Roglics styrt var ganske udramatisk, og at han er noget mere uskadt end belgieren, men man fortæller jo aldrig omverdenen, hvis man har voldsomt ondt. Styrtet kan i hvert fald sagtens betyde, at Jumbo er passive. Hvis til gengæld han er fuldt på toppen, er finalen så skræddersyet til Roglic, at det måske endda kunne give mening at gå efter etapesejren.

Det er nemlig også det næste spørgsmål. Skal et udbrud vinde igen? I forhold til sidst er der den væsentlige fordel, at det er DSM, der har trøjen, og selvom det bliver endog meget svært for Andreas Leknessund at begrænse tabet til Evenepoel til 28 sekunder, selvom modvinden vil hjælpe, og det kan ændre sig, hvis belgieren er helt forslået, vil de kæmpe med næb og kløer for, at det skal lykkes. Til gengæld har de også et meget svagt hold, der mest udgøres af tunge folk, og der er grænser for, hvad de kan stille op på stigningerne.

De hjælpes heldigvis af, at forskellene efterhånden er store, og at starten er flad. Det øger sandsynligheden for, at vi vil få et udbrud, som de ikke skal hente, men bare holde i snor. Det er jo drømmescenariet, for deres chancer for at holde trøjen er meget støre, hvis bonussekunderne er ude af ligningen. Med en flad start får klatrerne det svært, og så burde de kunne sikre det for dem perfekte udbrud.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Problemet er, at vi kan se frem til endnu en vild angrebsfest, fordi alle ved, at en udbrudssejr er sandsynlig, og går det som i tirsdags, kan udbruddet ende med først at køre på første stigning. Sker det, er det langt vanskeligere for DSM, og så risikerer vi at få et problematisk udbrud, som de kan være tvunget til at jagte hårdt. De risikerer til gengæld også, at de mister de hjælpere, der skal holde udbruddet i snor i fladlandet efter stigningerne, og så kan de få svært ved at hente dem, selvom de gerne vil.

Derfor bliver det næppe DSM, der henter udbruddet. Hvis ikke de sover i timen i fladlandet i starten, får vi et udbrud, de kan lade sejle hjem. Alternativt får vi et udbrud, der er så stærkt, at de næppe er stærke nok til at hente det - også fordi holdet så kan være sprængt til atomer i en vild start. Derfor taler meget for, at udbruddet kun hentes, hvis Jumbo eller Ineos tager initiativ. Enten fordi de vil gå efter etapen med Roglic eller Tao Geoghegan Hart, der er skabt til denne finale og måske kan lugte blod, hvis de to favoritter er sårbare, eller fordi DSM er nødt til at holde dem så meget i snor, at udbruddet kommer tilbage af sig selv, hvis de lægger presset fra bunden af den alenlange finalestigning, hvor den ugunstige vind på bløde procenter i åbent terræn over trægrænsen bestemt ikke er til udbruddets fordel.

Det hele afhænger altså af, om man tror, at Jumbo og/eller Ineos vil teste Evenepoel meget og/eller om de kan lugte en etapesejr. Jeg har skiftet holdning flere gange, men jeg hælder mere og mere til at tro, at et af de to hold - eller begge to - vil teste Evenepoel. Det er kynisk, men det vil være dumt ikke at udnytte svagheden, mens den måtte være der, og alibiet er jo glimrende, når etapen er skræddersyet til både Tao Geoghegan Hart og Roglic. Jeg er blevet mere overbevist af det initiativ, Ineos har taget både tirsdag og i dag. Det ligner et hold, der tror på sig selv, og som er klar til at vise noget, også selvom den første udmelding var, at de ville afvente den tredje uge, mens Geraint Thomas finder formen. Det gjorde de i hvert fald ikke, da de satte tempo i tirsdags, hvor deres arbejde jo i virkeligheden var en hjælp til de isolerede Roglic.

Jeg føler mig derfor ret sikker på, at Ineos vil lægge pres på, når vi rammer den lange stigning, og der er også en god chance for, at Jumbo vil gøre det. Særligt hvis Ineos-maskinen går i gang, kommer det til at gå stærkt, mens Jumbos styrke er betydeligt mindre skræmmende. Det er klart, at det også kan gøres, selvom udbruddet løber med sejren, og derfor er chancen for en udbrudssejr stadig god.

Det kan være afgørende, om DSM får sendt et ufarligt udbrud afsted i fladlandet i starten. Lykkes det, skal Ineos og Jumbo formentlig aktivt ville vinde etapen, hvis de skal hente det. Hvis til gengæld det er et udbrud, der skal holdes i snor - og her er chancen klart størst, hvis udbruddet først kører på stigningen - er der en god chance for, at det kommer tilbage af sig selv. Hvis Ineos-maskinen kører stærkt hele vejen op ad det alenlange målbjerg, hvor modvinden over de sidste 12 km vil være dårligt nyt for udbryderne og inspirere til taktisk stop-go-kørsel, og at man sparer sig, vil selv et stærkt udbrud få svært ved at holde - særligt hvis Sepp Kuss trykket til mod slutningen, hvis Evenepoel skal testes.

Det kan altså gå begge veje, og jeg er meget i tvivl, men jeg tror faktisk, at vi får samling. I går morges var jeg stensikker på en udbrudssejr, men Evenepoels styrt og Ineos’ meget selvtillidsfulde kørsel de seneste dage har fået mig til at skifte holdning. Jeg tror, at der er en god chance for, at udbruddet enten kommer tilbage af sig selv, eller at særligt Ineos, men måske også Jumbo aktivt vil jagte etapen.

Hvis feltet skal køre om det, tror jeg, at det bliver en spurt. Det er en ganske kraftig modvind, der er på de 4,5 stejle kilometer, og da vi kan forvente helt passiv kørsel fra Evenepoel, er det Roglic, der skal gøre forskellen. Ineos vil formentlig gå efter en spurt med Geoghegan Hart og vil sætte tempo, og modvinden vil afholde folk fra at angribe - særligt med tanke på enkeltstarten. Det vil blive nedslidning bagfra, og herefter vil jeg forvente, at Kuss kører lead-out med en vild forcering til allersidst, hvorefter vi får en spurt i stil med den, Yates vandt i 2018. Jeg vil forvente samme scenarium, hvis udbruddet holder, for motiverne er de samme. Der vil ganske vist ikke være bonussekunder at gå efter, men den afventende kørsel af hensyn til enkeltstarten og modvinden, men også lysten til at teste Evenepoel vil formentlig føre til et forløb i stil med dette.

Hvem kan så vinde? Hvis det ender i en spurt, er der vel tre vinderkandidater, hvoraf jeg går med Primoz Roglic. Det havde jeg formentlig gjort selv med en frisk Evenepoel, for i denne slags finaler bør sloveneren have en overhånd. Selvom Evenepoel har udviklet sit punch, bør Roglic være den mest eksplosive, og i modvind vil det formentlig være punchet, der er altafgørende. Her er Roglic en af de allerbedste, og selvom vi i Catalonien både med den stærke afslutning på 1. etape, og hans spurter på 2. og 3. etape så, at Evenepoel har en chance, er Roglic så skarp i denne slags afslutninger, at Evenepoel nok skulle bruge medvind for at slå ham - særligt fordi sloveneren må antages at have forbedret sig markant siden Catalonien.

Det er klart, at det er en ubekendt, at Roglic kan bluffe, når han siger, at han sluppet uskadt igennem styrtet, men han virkede oprigtigt afslappet i går og slet ikke bekymret. Med tanke på, at Evenepoel, hvis vi kan tro meldingerne, er den klart mest forslåede af de to, og at Roglic som udgangspunkt er stærkest i denne slags finaler, vil jeg tro, at Kuss sætter ham i scene til endnu en af de spurtsejre, han har så mange af.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Jeg rangerer naturligvis Remco Evenepoel som nr. 2. Særligt hans vilde afslutning fra en ringe position på 1. etape i Catalonien, indikerer, at han i dag er så eksplosiv, at han har en god chance for at slå Roglic. Han gjorde det jo i en spurt på 3. etape, men dengang skyldtes det, at han havde slidt sloveneren så meget ned at sidstnævnte slet ikke spurtede. Det vil næppe ske i morgen, hvor Evenepoel må antages at være lige så defensiv, som han har lovet at være i de første to uger, særligt nu hvor han er forslået, og derfor vil han formentlig skulle vinde på rent punch fra Roglics hjul.

Det bliver vanskeligere med den hårde modvind, fordi det gør løbet lettere og mere eksplosivt, men 1. etape af Catalonien indikerer, at det kan lade sig gøre, særligt hvis Roglic undervurderer modvinden, der kan gøre det til en fordel at komme fra hjul. Evenepoels vilde enkeltstart indikerer også, at han starter Vueltaen i mindst samme sublime form som i Vueltaen, og jeg tror, at Evenepoel på 110% i dag er bedre end Roglic på 110%, og at han derfor vil have en overhånd på styrke i den første uge, indtil trætheden melder sig. Den store ubekendte er naturligvis hans helbred, som ingen har skyggen af chance for at vurdere. Meldingerne i går var pessimistiske, men i dag var de mere optimistiske. Hvor meget der er bluff, og hvor meget der er reelt, aner vi ikke, og derfor famler alle i blinde, men skal Roglic slås, er det naturligvis Evenepoel, der har den bedste chance - under forudsætning af at kroppen ikke er for mærket.

Den tredje vinderkandidat er Tao Geoghegan Hart. Som vi har set flere gange i år, både i Valencia, Tirreno og Alperne, er briten fremragende i denne slags finaler, der passer ham som fod i hose. Hans suveræne enkeltstart, der var hans livs bedste, og ikke mindst hans stærke kørsel på bakken indikerer, at han lige nu kan være bedre end nogensinde. Til gengæld er det bekymrende, at han i Tirreno i alle tre spurter blev slået af Roglic, der var langt fra topformen, men han brokkede sig også efterfølgende over nogle dumme fejl. Han mente særligt på 4. etape, at han havde haft en reel chance for at vinde. Jeg vil også tro, at Kuss og Jumbo sætter Roglic i scene til allersidst, og i en modvindsspurt kan det være en fordel at komme bagfra, ligesom Roglic og Evenepoel jo altså kan være mærkede. Derfor er det ikke urealistisk, at briten kan slå de to favoritter

Jeg har svært ved at se andre vinde en spurt, men Aleksandr Vlasov , Damiano Caruso, Santuago Buitrago og Thibaut Pinot samt til dels Eddie Dunbar er gode puncheurs, ligesom jeg vil tro, at den i dag ikke særligt eksplosive Joao Almeida i kraft af sin superform kan køre en god spurt med tanke på det punch, han havde i gamle dage. Normalt er Geraint Thomas også i besiddelse af et godt punch, men i kraft af hans nuværende form, som understregedes af enkeltstarten, handler det om at holde sig til. For Jack Haig, Hugh Carthy, den Rigoberto Uran , vi kender i dag, formentlig også stadig Jay Vine, Lennard Kämna, Aurelien Paret-Peintre, Andreas Leknessund, Einer Rubio, den forslåede Domenico Pozzovivo og Lorenzo Fortunato handler det også bare om at undgå dumme tab, mens Pavel Sivakov og Thymen Arensman formentlig skal indgå i Ineos-toget. Skal jeg prøve at rangere dem, vil jeg tro, at Roglic kan vinde foran Evenepoel, Geoghegan Hart, Almeida, Vlasov, Vine, Haig, Pinot, Caruso, Carthy og Dunbar, mens Thomas kan være svær at placere, fordi jeg stadig er meget usikker på, hvor han står, ligesom Vlasov også kan være et mere usikkert kort, da han styrtede i går - ganske vist angiveligt uden konsekvenser.

Skal vi pege på andre, der kan vinde fra favoritgruppen, skal vi imidlertid se på, hvem der har frihed, hvis det alligevel skulle mislykkes for Ineos og Jumbo at styre det, selvom det er usandsynligt i den hårde modvind. Her er det nærliggende at pege på Jay Vine, der er løbets helt store joker. Hans fornemme enkeltstart indikerer, at han kan have kurs mod at starte løbet med det tårnhøje topniveau, han havde i Vueltaen, og måske har hans udvikling endda gjort ham endnu stærkere. Hans tvivlsomme forberedelse og manglende stabilitet gør ham til et usikkert kort, men han kan til gengæld også vise sig som skræmmende stærk. Hans tidstab i går giver ham i hvert fald den frihed, han skal bruge, til måske at snige sig væk.

En anden rytter kunne være Jack Haig. Australieren skal stadig bekræfte, at han nærmer sig sit gamle niveau, og det var måske ikke helt opløftende, at han inden løbet sagde, at han stadig ikke er så god, som da han styrtede ud af Touren i 2021. Mindre kan imidlertid også gøre det, og hans meget stærke kørsel på bakken i lørdags indikerer, at han kan nærme sig. Han smed jo en del tid på enkeltstarten, og derfor vil han næppe være den mest overvågede.

Hvad så med Thibaut Pinot? Franskmanden har uden at bruge kræfter sikret sig bjergtrøjen, men det er klassementet, der er målet. Her får han nogle svar i morgen, og desværre frygter jeg, at han griber det defensivt an grundet usikkerhed om niveauet. I Romandiet så vi imidlertid den bedste Pinot længe, og han plejer ikke at være bange for at angribe. Denne alenlange stigning efter en dag med mange højdemeter efterfulgt af en eksplosiv afslutning på toppen burde faktisk passe ham ganske ideelt. Han er helt sikkert ikke den stærkeste, og han har skuffet så meget de seneste år, at han sagtens kan ende med at floppe, men jeg ser en chance for, at han måske er god nok til bruge den frihed, han har.

Af samme grund skal vi vel pege på Hugh Carthy. Som skrevet i optakten inden løbet har briten i år virket stærkere end meget længe, men i Alperne blev jeg ikke fuldt overbevist om, at han er der. Faktisk er jeg igen blevet en smule pessimistisk efter en enkeltstart, der kunne have været bedre, men han er stadig en ubekendt, hvis topniveau bør række langt. I hvert fald er han en af de ryttere, der har den tilstrækkelige frihed, og han er også generelt meget aggressiv. Desværre har han også sagt, at han vil gribe den første uge helt passivt an.

Den sidste rytter, der måske kan udnytte friheden, er Lorenzo Fortunato. Finalen passer ham slet ikke ideelt, og jeg vil også tro, at han er overmatchet i dette selskab. Han har imidlertid været bedre end nogensinde i Alperne og Asturien, og nu ved vi, at tirsdagens krise ikke handlede om dårlige ben, men om et styrt. Han er i hvert fald en rytter, de slet ikke frygter, og han er aldrig bange for at angribe. Det vil dog trods alt være overraskende, hvis han er stærk nok til at holde alle favoritterne bag sig.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Han er dog også et af de allerbedste udbrudsbud. Egentlig ville jeg havde ham som min udbrudsfavorit, indtil jeg for nylig blev gjort opmærksom på, at han inden løbet havde sagt, at han ville gribe løbet passivt an i den første uge. Det ændrer dog ikke på, at det er en etape, der passer ham, for selvom han ikke har punch, vil han med sin superform være meget svær at slå på de stejle procenter til sidst, selvom modvinden ikke hjælper. Gårsdagens tidstab betyder også, at han har lidt mere frihed, men jeg tror desværre, at han har tabt så lidt, at DSM vil holde ham i for kort snor. Han skal formentlig også væk på stigningen, for fladlandet hjælper ham ikke, men lykkes det, er DSM også så svage, at han sagtens kan vinde, hvis Ineos og Jumbo ikke går efter etapen.

Mit bedste udbrudsbud er i lyset af ovenstående forbehold dog Ben Healy. Ireren er en ubekendt på så langt et bjerg, men hans angrebsvanvid i starten af tirsdagens etape indikerer i hvert fald, at han stadig er i skræmmende god form. Han har nu tabt al den nødvendige tid, og hans power i fladlandet betyder, at han har en god chance for at komme afsted både på stigningen og tidligere. Vi så også i tirsdags, at hans styrke giver ham mange skud i bøssen, hvad der styrker hans chancer yderligere. Spørgsmålet er så, om han kan gøre det færdigt på så langt et bjerg, men det er trods alt en nedre del, der passer hans power, og en ardenneragtig finale på toppen. Modvinden er et problem, fordi han ikke er hurtig, men i denne form for spurt vinder stærkeste mand ofte.

Et andet godt bud er Brandon McNulty. Vi fik i tirsdags bekræftet, at han har smidt tid for at kunne vinde en etape, og hans angrebsraseri viste, at han nærmest er besat af ideen. Hans form kan være svær at vurdere, men enkeltstarten var i hvert fald opløftende. Ligesom Healy er han også en kraftfuld fyr i fladlandet, og det øger hans chance for at ramme udbruddet, uanset hvornår det kører. Modsat Healy ved vi, at han kan begå sig på lange stigninger, og vi ved også, at han til denne form for finale har et punch, ireren ikke har. Derfor er modvinden til hans fordel, og på mange måder passer han bedre til denne etape. Jeg var bare mere overbevist af Healy i tirsdags, og derfor vender min rangering omvendt af, hvad den måske burde.

EF har også et stærkt kort i Jefferson Cepeda . Vi så i tirsdags, at han måske ikke helt er i den form, han havde i Alperne, men han viste sig stadig som en af de allerbedste klatrere, ligesom han nok betalte en pris for sit indledende angrebsraseri. Han er som bekendt ekstremt svingende og har været meget skidt kørende efter få dage i sine første grand tours, men i tirsdags var han stadig frisk. Vi ved nu, at han vil jagte udbruddet alt det, han kan, men vi kan have helt samme forbehold, som vi havde for Fortunato. Kan han komme væk i fladlandet? Og har han tabt nok tid til, at han kan få den snor af DSM, der skal bruges til, at han ikke kommer tilbage af sig selv?

Hvad var der galt med Matthew Riccitello i dag? Han kører sin første grand tour og an derfor meget vel være træt, men det er også muligt, at han helt frivilligt smed tid for at få frihed på og spare kræfter til denne etape. Vi ås i Alperne, at han allerede kan klatre med de bedste, og det bekræftede han i tirsdags, hvor han sad med de bedste hjem. Nu har han i hvert fald friheden, men til gengæld er han i den grad på udebane i fladlandet. Han skal formentlig afsted på stigningen, men lykkes det, bliver han med tirsdagens ben svær at slå. Det kræver bare, at han stadig har dem.

Vi ved, at Bora gav Patrick Konrad lov til at jagte udbrud i tirsdags, og med tanke på Boras kørsel sidste år har han formentlig den frihed igen. Problemet er, at han i dag slet ikke er den klatrer, han engang var, og i dag er han langt mere puncheur. Han så ikke godt ud i tirsdags, men nogen katastrofe var det ikke, og vi så, hvor god han var i Liege. Denne stigning er i dag stadig for lang, men med modvind i den ret eksplosive finale passer den ham ikke helt elendigt. Han kan slå de fleste i denne slags spurt, hvis han er frisk, og han har power til at komme afsted i fladlandet. Problemet er bare hans meget lille tidstab og det ikke helt forrygende indtryk, han efterlod i tirsdags.

Det var opløftende at se Harm Vanhoucke i tirsdags. Sammen med Andreas Leknessund var han her, der og alle vegne i de tidlige angreb, og det kunne indikere, at han endelig har fundet nogle af de takter, vi så, da han var allerbedst og et stort talent. Alligevel sidder man tilbage med stor skepsis, for han har været milevidt fra noget som helst i lang tid og har tillige skuffet stort i år. Det har Leknessund imidlertid også, og begge de to DSM-ryttere virkede i indledningen som forvandlede i tirsdags. Leknessund viste sig også at være det. Måske er Vanhoucke det også.

Jeg var meget overrasket over Simone Petilli i tirsdags. Italieneren angreb uafbrudt i indledningen og fulgte det op med en ganske stærk finale. Det er klart, at det vil være et helt nyt niveau, hvis han skulle vise sig i stand til at vinde denne etape, men da han var yngre, så jeg faktisk et relativt stort potentiale i ham. Måske kan han genfinde de takter? Han har ikke været bedre i mange år, men det er også klart, at han skal ende i den rette gruppe for at vinde. Det er heldigvis også muligt, når starten er flad.

Jeg har lidt svært ved at vurdere Filippo Zana. Han var ganske god, men ikke prangende i Romandiet, og i mandags arbejdede han flot for Matthews. Han virkede til gengæld ikke flyvende i tirsdags, og med tanke på det, han viste i et skuffende 2022, er optimismen måske afdæmpet. Omvendt har han klart hævet sit niveau hos Jayco, og han vil i hvert fald forsøge at komme afsted. Finalen passer ham ikke dårligt, men han skal nok være oppe mod ikke alt for gode klatrere for at vinde, hvad der dog også er muligt med den flade start.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Tirsdagens etape var endnu en skuffelse for Joe Dombrowski, men amerikaneren er heldigvis betydeligt bedre nu end tidligere i år. Han var ikke milevidt fra fronten, og hans form må formodes at være i fremgang. Den flade start er en ulempe, men han plejer at være overraskende god til at ramme udbruddene. Det var han dog ikke i tirsdags, hvor han var meget passiv, hvilket også indikerer den knap så gode form. Han er tillige ikke skabt til denne eksplosive finale med modvind, og derfor er optimismen begrænset. Den svingende amerikaner hiver imidlertid af og til pludselig noget uventet op, og hans topniveau må fortsat antages at være ret højt.

Lidt af det samme kan siges om Bauke Mollema . Hans meget skuffende Giro-præstationer i både 2021 og 2022 giver slet ikke optimisme, når han så meget skidt ud både på enkeltstarten og i tirsdags. Han har skuffet i alle de udbrud, han har ramt de seneste år, og lige nu ligner han ikke en mand, der kan vende den trend. På den anden side ved vi også, at han stadig i udvalgte endagsløb, senest San Sebastian og Lombardiet, pludselig finder sit gamle niveau. Det er ikke sket i grand tours i nogen tid, men her hjælpes han i det mindste af sin evne til at ramme udbrud, en flad start, der kan give et svagere udbrud, modvind og en eksplosiv finale, der passer ham storartet.

Jeg har været ret imponeret over Callum Scotson, der i år har klatret på et helt nyt niveau. Senest bekræftede han sin gode form i mandags, hvor han var helt afgørende i Matthews’ sejr. Det er imidlertid også klart, at denne voldsomme etape er en stor mundfuld for en fyr som ham, og han har endda heller ikke punchet til den eksplosive modvindsfinale. Den flade start, hvor han har power, hjælper dog, for skaber den en lidt tungere gruppe virker det slet ikke umuligt, at han vil stå tilbage som den stærkeste klatrer. Han angreb i hvert fald i ét væk i tirsdags, hvor han så godt ud.

I tirsdags leverede Laurens Huys vel også sit livs klatrepræstation. Belgieren er stille og roligt blevet bedre og bedre de seneste år, men det er klart, at det vil være et spring at se ham i front på en bjergetape som denne. Den burde imidlertid passe en ren klatrer som ham ganske hæderligt. Det gør den flade start til gengæld ikke, men hjælper den ham med at ende i en knap så stærk gruppe, så niveauet fra i tirsdags ud til at gøre ham til en reel vinderkandidat.

Endelig vil jeg nævne Oscar Rodriguez, men det er ikke med nogen stor optimisme. Spanieren har ikke været på sit niveau igennem 2022 eller 2023, men i tirsdags var der i det mindste en lille smule livstegn. Det er næppe nok til at vinde, men også han hjælpes af den flade start. Skaber den en svagere gruppe, kan man måske håbe, at den tidligere Vuelta-etapevinder kan vise lidt af de ben, han gjorde dengang.

Santiago Buitrago, Will Barta og Einer Rubio var oplagt kandidater, men jeg tror ikke, at de får friheden. Jeg er dybt imponeret over formen hos både Simone Velasco, Lars van den Berg Toms Skujins og Vincenzo Albanese, men trods modvind bør det blive for svært, ligesom de to sidstnævnte mangler frihed. Lorenzo Rota skuffede stort i tirsdags, hvor han var usynlig i angrebene og blev sat tidligt, og det samme gælder om Rein Taaramae . Carlos Verona og Davide Formolo virker helt fra den, Warren Barguil mangler åbenlyst for meget efter sin sygdom, og Rudy Molard er for forslået. Hverken Nicola Conci, Vadim Pronskiy, Cristian Scaroni, Samuele Battistella, Luis Leon Sanchez, Edoardo Zambanini, Jonathan Lastra, Alberto Bettiol, Stefan De Bod, Luca Covili, Stephen Williams, Sebastian Bervick, Alessandro Verre, Michel Ries, Alessandro De Marchi, Amanuel Ghebreigzabhier, Natnael Tesfatsion, Diego Ulissi eller Alessandro Covi har vist et niveau, der gør en etapesejr sandsynlig. Ineos, Jumbo og Soudal ventes at holde sig passive.

BEMÆRK: Som altid understreger jeg, at rytterne er rangeret efter vinderpotentiale, hvilket er vigtigt for klassementsrytterne. Jeg uddyber ovenfor, hvor jeg også har rangeret rytterne efter forventet styrkeforhold i den ventede spurt.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Remco Evenepoel, Tao Geoghegan Hart

Outsidere: Jay Vine, Jack Haig, Thibaut Pinot, Hugh Carthy, Ben Healy

Jokers: Brandon McNulty, Lorenzo Fortunato, Jefferson Cepeda, Matthew Riccitello, Patrick Konrad, Harm Vanhoucke, Simone Petilli, Filippo Zana, Callum Scotson, Joe Dombrowski, Bauke Mollema, Laurens Huys, Oscar Rodriguez

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Simon Yates’ sejr fra 2018.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE