Optakt: 7. etape af Paris-Nice

Ruten

På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Enkelte gange har man dog brudt trenden og sendt feltet op ad længere stigninger med den risiko for sne, som det altid indebærer på denne tid af året.

Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hvert eneste år siden 2015. I de første to år var stigningerne relativt lette, men i 2017 bød man med målbjerget Col de la Couille på den sværeste bjergafslutning i mange år. Sidste års Valdeblote la Colmiane var heller ikke nogen stor udfordring, men i år kan klatrerne virkelig slikke sig om munden, når der for første gang i løbets historie skal afsluttes på den ganske stejle Col de Turini, der som mål for kongeetapen vil være den helt store chance for at genvinde tabt terræn efter enkeltstarten.

I alt skal rytterne tilbagelægge 181,5 km, der til toppen af Col de Turini, der er placeret i det stærkt kuperede terræn i den sydvestlige udkant af Alperne. Man synes at have gjort det til en tradition at indlede lørdagens kongeetape i Nice, og det vil være tilfældet for fjerde gang i træk i 2019. Starten er ganske hård, idet man kører mod nord væk fra vandet og derfor med det samme skal op ad kategori 2-stigningen Cote de Gattieres (4,5 km, 4,8%), der er jævn og regulær og har top efter 10,5 km. Herfra drejer man mod sydvest for igennem fladt terræn at passere gennem Vence, inden en nedkørsel leder ned til bunden af kategori 2-stigningen Cote de Giurdon (7,7 km, 4,2%), der bestiges fra syd og har top efter 47,5 km, og som er en meget let opkørsel. Derfra fortsætter man mod nord igennem let kuperet terræn, inden man drejer mod øst for at tage hul på kategori 2-stigningen Cote de Coursegoules (7,8 km, 5%), hvis top i næsten 1000 m højde passeres efter 70 km. Bare 2,5 km senere venter dagens første spurt.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Efter den hårde første del bliver det betydeligt lettere, når man i den følgende fase snor sig mod nordøst, vest og til sidst igen øst igennem terræn, der er fladt eller let faldende. Den nemme fase afbrydes kortvarigt af kategori 3-stigningen Cote de Gillette (2 km, 5,6%), der har top efter 126 km, inden der venter en teknisk nedkørsel, der fører mod syd. Herfra går det mod nordøst med retning mod bjergene via en lang, let stigende vej, der leder frem til finalen.

Den indledes, når man rammer kategori 1-stigningen Cote de Pelasque (5,7 km, 6,2%), der er endnu en meget jævn stigning på 6-7%, indtil den flader ud nær toppen, der passeres med 21 km igen. Derefter er det kun en kort og ikke specielt svær nedkørsel, der fører mod nordøst, indtil en let stigende vej leder frem til den sidste spurt, der kommer i byen La Bollene-Vesubie efter 169,5 km. Den ligger lige i bunden af den afsluttende udfordring, kategori 1-bjerget Col de Turini, der over 14,9 km stiger med 7,3% i gennemsnit, og som bestiges fra den vestlige side. Der er tale om en yderst irregulær stigning, hvor den 5. 7. og 11. km alle stiger med mere end 10%, men hvor der også undervejs er enkelte strækninger, der er lettere. Efter den svære 11. km, der stiger med 10,8%, stiger det med hhv. 7%, 6%, 9% og 6,2% over de sidste kilometer. Samtidig er der tale om en kringlet stigning med et hav af hårnålesving. Det sidste af disse kommer med knap 3 km igen, men derefter snor vejen sig konstant, indtil man rammer den bare 50 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4318 højdemeter.

Col de Turini har ikke tidligere været målbjerg i et stort cykelløb, men er for tre gange tidligere blevet besteget midtvejs på en Tour-etape, senest i 1973.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Vejret

Årets Paris-Nice har vejrmæssigt været en udfordring, men modsat sidste år vil det i det mindste leve op til sit tilnavn, Løbet mod Solen. Der er nemlig lagt op til en smuk weekend, der indledes med en perfekt lørdag. En skyfri himmel vil sikre, at temperaturen kravler helt op på 20 grader, og vinden vil endelig lægge sig, så der bare er en let vind fra syd. Det giver primært med- og sidemedvind gennem dagen, afbrudt af enkelte stykker med sidevind. Særligt vil der være sidemedvind på stykket fra kategori 3-stigningen til bunden af Col de Turini. Her vil der være sidevind afbrudt af et modvindsstykke over ca. 3 km, der ender med 3 km igen. Herefter vil der være side- og sidemodvind.

Analyse af 6. etape

Af og til bliver ryttere puttet i de forkerte kasser. Et enkelt resultat tidligt i karrieren kan meget hurtigt betyde, at et ungt talent drages i en bestemt retning og af cykelfans kategoriseres som værende en bestemt type. Meget ofte skal man imidlertid passe på med drage for hurtige konklusioner, for ganske ofte kan de mest talentfulde meget mere, end man tror.

Vi har allerede set ét eksempel tidligere i denne uge, da Dylan Groenewegen med fornem sidevindskørsel tog de fleste på sengen og viste, at han er mere end blot en tung sprinter. Og i dag blev vi så atter mindet om, at Sam Bennett er andet end blot en klassisk afslutter, da han med stor autoritet tog sin anden sejr i årets udgave af Løbet mod Solen og allerede sin fjerde triumf i en fremragende start på 2019-sæsonen.

I de tidlige år var der ellers mange, der anså Bennett som en helt klassisk sprinter. Formentlig skyldes det, at hans store gennembrud kom, da han som helt ung slog flere af verdens allerbedste sprintere på den helt flade sidste etape i Tour of Qatar. Faktisk har ireren selv sagt, at netop det resultat fik han til at arbejde i retning af at blive klassisk sprinter, men det var slet ikke på det område, at han excellerede i sine unge dage.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Bennetts første store resultat kom faktisk, da han i 2013 som kontinentalrytter vandt en puncheurspurt på en knaldhård etape i Tour of Britain, og dengang var der ikke meget, der tydede på, at han skulle slås med de allerhurtigste. Det ændrede sig imidlertid med sejren i Qatar, der fik ham til at glide ind i en rolle som NetApps førstesprinter, men trods en del fine resultater kneb det med at slå afgørende igennem, ikke mindst fordi han manglede stabilitet og havde det svært i positionskampen.

Efter en lidt skuffende 2016-sæson fik det ham frem mod 2017 til igen at tabe vægt og gå i retning af de hårdere løb, der var kernen i den tidlige del af hans karriere. Tilsyneladende var det præcis det, han manglede, for fra 2017 og frem har han været på et helt nyt niveau. Og sjovt nok har det ikke blot givet ham en betydeligt forøget holdbarhed, det har også gjort ham til en langt hurtigere herre.

I Giroen i 2017 stod det nemlig klart, at Bennett nu havde topfarten til at true de allerbedste, og det endelige bevis kom i sidste års Giro, hvor han vandt hele tre etaper og gang på gang gav Elia Viviani baghjul. Men samtidig med, at han beseglede sin position i toppen af det internationale sprinterhierarki, viste han også, at han måske nok har en topfart, der bringer ham op i nærheden af Groenewegen- og Kittel-niveau, men modsat de to tunge folk er han også en yderst klatrestærk fyr. Det blev tydeligt dokumenteret, da han sidste år sad med dybt inde i finalen på den knaldhårde Montjuic-etape i Catalonien, og det er ligeledes svært at glemme, hvordan han i sidste års Giro endda var i angreb sammen med klatrerne på en regnvåd og knaldhård etape.

Bennett er med andre ord alt andet end en klassisk sprinter, og derfor var det kun naturligt, at han udså sig dagens kuperede etape som et mål. Intet var ganske vist sikkert på en dag, hvor enhver vidste, at Mitcheltons superhold havde planer om at gøre det svært for sprinterne, men efter at han på 3. etape havde fundet benene igen trods en tung og skuffende start, kunne den ellers ikke altid så stabile Bennett gøre sig forhåbninger om at sikre sig en sejr nr. 2.

Som sagt, så gjort. Bennett viste igjen, at han er en glimrende klatrer, for mens folk som Groenewegen, André Greipel og Fabio Jakobsen ikke uventet blev kørt agterud, lignede han aldrig en mand i vanskeligheder. Tværtimod havde han snarere fordel af den store udskilning, men selv da udfordringerne var overvundet ventede stadig en udfordring. Positionskampen har nemlig altid været en irsk akilleshæl, og han kunne derfor få vanskeligheder i den tekniske finale.

Endnu sværere blev det, da det stod klart, at også Jacopo Guarnieri havde klaret strabadserne. Dermed stod det nemlig klart, at Arnaud Demare havde selskab af en af feltets allerbedste lead-out man, og hans betydning kunne slet ikke overvurderes i den kringlede afslutning. Det var da også helt forventeligt, at FDJs supertog var totalt dominerende på den sidste kilometer, og da først italieneren slog ud, fik den franske stjernesprinter som så ofte før serveret det hele på et sølvfad af sin uvurderlige holdkammerat.

I de seneste løb har Bennett imidlertid vist, at han er blevet langt stærkere i positionskampen. Allerede i Emiraterne vandt han på begge de to sidste sprinteretaper kampen om Gaviria eftertragtede baghjul, og også i forbindelse med sejren i tirsdags, manøvrerede han eminent, da han mod slutningen sprang ind på hjulet af Mike Teunissen. I dag viste han det så for tredje gang, da han med stor autoritet sad limet til Demares baghjul ved passagen af den røde flamme.

Desværre manglede han den sidste aggression i de sene sving, og det så kortvarigt ud til, at sejren var gledet ham af hænde, da han måtte lade Matteo Trentin og John Degenkolb smutte forbi. Derfor havde Demare pludselig et anseeligt forspring, da han fra den perfekte position kunne åbne sin spurt, men til franskmandens store fortrydelse var han bare oppe mod en langt hurtigere mand. Trods de tabte positioner viste Bennett nemlig atter, at han tilhører den helt tunge sprinterelite, da han med lethed gav alle baghjul og viste, at han i det overlevende felt var i særklasse.

Præstationen er imidlertid blot endnu et vidnesbyrd om, at Bennett må se at komme væk fra Bora. Én ting er, at han i grand tours er kørt ud på et sidespor, noget andet er, at klassikerne er lukket land. Med sin nuværende form burde han ellers være en af de tunge favoritter til Milano-Sanremo, men selvom han i år faktisk får lov at stille til start, må man formode, at han atter skal underordne sig Peter Sagan. Man kan imidlertid håbe, at Bora-ledelsen besinder sig, for ender det hele i en spurt på Via Roma ligner formstærke Bennett faktisk det tyske hold bedste bud på en vinder.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

For Demare var nederlaget naturligvis frustrerende, da Guarnieris overraskende tilstedeværelse gav ham meget favorable kort i den tekniske finale. Han måtte imidlertid sande, at Bennett stadig er langt hurtigere. På den anden side var det ikke en nyhed, og i stedet kan han forhåbentlig se det positive i, at han viser klare tegn på fremgang, efter at den berømte Algarve-virus efterlod ham svækket i de første dage. Demare er ellers kendt for at falde helt sammen efter et par dage i et etapeløb, og at han kunne klare dagens udskilning, var naturligvis yderst opløftende.

For Matteo Trentin og Sonny Colbrelli må frustrationen være endnu større. Begge havde øjnet dagens etape som en stor chance, ikke mindst da den kraftige vind truede med at skabe kaos. Det skulle imidlertid hurtigt vise sig, at de mange træer i regionen reducerede vindens betydning til nærmest ingenting, og derfor måtte de bruge stigningerne til at gøre forskellen. De gjorde da også begge alt, hvad der kunne ønskes med hårde forceringer fra ikke mindst Mitcheltons mange klatrere, men i sidste ende stod det ikke helt uventet klart, at det altså krævede vind at skille sig af med de mindre holdbare folk. Stigningerne i sig selv var for lette, og da der ovenikøbet var kraftig modvind på den sidste lette bakke, var slaget reelt tabt allerede med 40 km igen. Selvom Trentin drog fordel af de sene sving til at sikre sig en 3. plads, måtte de nemlig begge atter sande, at deres topfart ikke rækker mod de bedste, og Colbrelli fik endda samtidig stillet til skue, at han har meget at arbejde med, hvad positionering angår. Derfor var det 4. etape, der var den forspildte mulighed, for her havde de deres livs chance, men her betød det dumme styrt til Mikel Nieve og Jack Bauer formentlig, at det hele gled dem af hænde.

De mest uheldige var dog hverken Trentin eller Colbrelli, der bare blev slået af hurtigere folk. Langt, langt værre var det for Caleb Ewan og Alexander Kristoff, der begge var ramt af sort uheld. Begge havde ellers konfirmeret deres glimrende form frem mod Sanremo ved sikkert at klare stigningerne, men i finalen slog lynet ned. Stakkels Ewan blev brutalt revet i asfalten, og Kristoffs uendelige serie af kulsort uheld fortsatte, da han blev fanget bag et tidligere styrt og måtte bruge så mange kræfter på at komme tilbage, at han for tredje gang uden egen skyld missede en chance for at gøre krav på kaptajnrollen i Sanremo på bekostning af Fernando Gaviria ved at levere et topresultat. Dermed er det nu meget svært for nordmanden at undslå sig en rolle som lead-out man på Via Roma næste lørdag, ikke mindst fordi han har vist, at han mestrer den opgave bedre end nogen anden. For Ewan var det en forspildt mulighed, men også han havde formentlig alligevel fået svært ved at slå suveræne Bennett. Til gengæld kan han finde trøst i, at han igen dokumenterede sin holdbarhed ved at klare stigningerne.

Det gjorde John Degenkolb også, men det havde været en mindre katastrofe, hvis ikke tyskeren havde klaret sig på en etape, hvor langt mindre klatrestærke folk sad med. Det var til gengæld ganske lovende, at han spurtede sig til en 4. plads i en teknisk finale, der bestemt ikke er hans kop te. Selvom han i onsdags stadig viste, at han ikke er sig selv endnu, ser han ud til at være skarpere frem mod klassikerne, end han ellers har været siden sit grimme uheld.

Også Bryan Coquard fortjener applaus for atter at bekræfte de klare tegn på fremgang, han har vist gennem hele året, og han kan kun ærgre sig over, at han i en så teknisk finale reelt var chanceløs. Selve spurten var imidlertid atter ganske overbevisende, og det står efterhånden klart, at han både, hvad holdbarhed og topfart angår, nærmer sig 2016-niveauet. Der er et stykke vej endnu, men der i hvert fald lys for enden af tunnelen for den ellers fallerede franske topsprinter.

Det blev til gengæld ikke en god dag for Groenewegen, Jakobsen og Greipel. Selvom førstnævnte gjorde det glimrende, måtte han trods alt sande, at han stadig har markante begrænsninger på stigningerne. Det samme er tilfældet for Jakobsen, der dog aldrig var tilskrevet den store chance for at klare sig. Mest frustrerende må det være for Greipel, der i gamle dage ville have haft en chance på en etape som denne, men som i dag altså ikke kunne skyde skylden på det svage Arkea-hold, der ellers har svigtet ham talrige gange i år.

Den manglende eksponering for vinden betød, at klassementet aldrig kom i spil, og alle var tydeligvis tilfredse med at spare på kræfterne frem mod de to afgørende etaper i weekenden. Luis Leon Sanchez og Michal Kwiatkowski viste ganske vist atter årvågenhed ved at sikre sig bonussekunder, men i et løb, hvor forskellene er større, end man kunne have ventet, er det nu næppe på marginaler, at løbet skal afgøres. Sanchez får det under alle omstændigheder svært på morgendagens kongeetape, og for Kwiatkowski er det formentlig enten-eller, om han kan undgå at eksplodere, når klatrerne åbner op.

Om han kan det, ved vi i morgen. Hidtil har det været sidevind og en helt flad enkeltstart, der har skabt forskellene, men fra nu af starter et helt nyt løb. Det er nu Kwiatkowski skal vise, at han også klatrer godt nok til faktisk at vinde Løbet mod Solen, når han utvivlsomt kommer under angreb fra især Nairo Quintana på Col du Turini lørdag eftermiddag.

Et nyt persongalleri vil nu tage over, og også Bennett vil igen skulle træde i baggrunden, når det lette kavaleri skyder frem. Der er nemlig stadig grænser for den hurtige irer -  trods alt.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Favoritterne

Den første del af Paris-Nice har budt på færre stigninger, end man ofte ser det, og med den ret lette menu i Massif-Central har det fra start været givet, at det var i weekenden, at klatrerne skulle rejse sig igen efter enkeltstarten. Her har de imidlertid også fået bedre vilkår end tidligere, da årets kongeetape er sværere, end man har set det længe, og vi ved alle fra de seneste tre udgaver, at også sidste etape omkring Nice kan være ganske dramatisk.

Mange havde forventet, at lørdagens kongeetape skulle blive et fascinerende slag mellem de mange klatrere, der skulle genvinde tabt terræn efter enkeltstarten, samt de mere alsidige, knap så klatrestærke typer. Sådan er det imidlertid nu kun i mindre grad, efter at sidevinden effektivt eliminerede et hav af ryttere fra kampen om sejren. Det giver en helt anden dynamik til etapen, at nogle af de allerbedste klatrere, særligt Miguel Angel Lopez og Simon Yates, er helt ude af billedet i klassementet, og vi kan derfor må en helt særlig taktisk situation, hvor de vil have en vis frihed til at gå efter etapesejren, mens særligt Sky, Ag2r, Movistar, Sunweb, Deceuninck og Bora skal slås om klassementet.

Den ekstra frihed betyder, at det bliver sværere for en klassementsrytter at vinde etapen. Skys supermandskab med klatrerne Ivan Sosa og Tao Geoghegan Hart til at bakke op om Egan Bernal og Michal Kwiatkowski vil nemlig have skarpt blik for rivalerne til den samlede sejr. Til gengæld vil de bekymre sig mindre om Lopez, Yates og co., da etapesejren er en rar bonus, men næppe en topprioritet for briterne. Derfor vil de næppe gøre det store, når de ufarlige folk som forventet rører på sig.

Det forhold, at klassementet er et lukket kapitel for nogle af de bedste klatrere, betyder imidlertid også, at vi reelt kan glemme alt om en udbrudssejr. Ganske vist vil Sky være fint tilfredse med at lade et ufarligt udbrud stjæle bonussekunder, men Yates og Lopez vil utvivlsomt vinde. Starten er som bekendt knaldhård, og derfor burde der være garanti for, at vi får et brølstærkt udbrud som på 4. etape - formentlig efter en aggressiv og aktiv start, der kan tage nogen tid - men belært af erfaringerne vil Mitchelton og Astana vide, at der ikke skal tages chancer. Sammen med Sky har de endda de to klart stærkeste hold, og derfor burde de sammen være tilstrækkeligt stærke til at holde snor i udbruddet. En kombination af medvind og et stærkt udbrud betyder imidlertid, at det kan blive en hård og hurtig etape, hvor feltet dog kan drage fordel af det lette stykke frem mod de to sidste stigninger til at lukke en stor del af hullet. Derfor burde selv folk som De Marchi og De Gendt denne gang komme til kort, ikke mindst fordi finalen med to stigninger er så knaldhård.

Løbet ventes for alvor at blive indledt i bunden af Pelasque, hvor vi forventer at se Mitcheltons og Astanas klatrere træde i karakter. De kan sagtens lægge pres på for at skabe udskilning, men det kan også tænkes, at de overlader kontrollen til Sky. Sker det, kan vi se tidlige angreb fra folk som Lilian Calmejane og Valentin Madouas, der er aggressive, har tabt lidt tid og finder den sidste stigning for svær, men en tidlig offensiv har ikke mange chancer mod de stærke hold fra Mitchelton og Astana.

Det store slag skal slås på Turini, der efter en etape med mere end 4000 højdemeter bliver knaldhård, især fordi der er tale om en ganske vanskelig stigning. Formentlig vil Mitchelton eller Astana lægge pres på, men sker det ikke, vil det igen være op til Sky med deres superhold at holde et stabilt, men ikke alt for højt tempo. Ganske vist har Egan Bernal brug for et hårdt løb, men med deres luksusposition i klassementet er det ikke længe nødvendigt. Kan Michal Kwiatkowski ikke følge med, er det nemlig alligevel Bernal, der overtager førertrøjen, og derfor kan de sagtens tage den med ro og lade polakken få det, som han vil af det, samtidig med at Bernal sidder klar i sulkyen, hvis det går galt for manden i førertrøjen.

Til gengæld bliver der også lagt begrænsninger på Bernal. Han vil utvivlsomt ikke få lov at angribe sin holdkammerat, og det er også usandsynligt, at han får lov at gå med folk som Lopez og Yates. Til gengæld skal han sikkert svare, hvis farlige folk som især Nairo Quintana går i offensiven, og det er derfor formentlig kun, hvis Movistar-stjernen eller en anden klassementsrytter knækker Kwiatkowski, at Bernal også kan få frihed til faktisk at gå efter etapen. Meldingen er i hvert fald, at der er en polsk plan A og en colombiansk plan B.

Den taktiske situation giver en kolossal fordel til Miguel Angel Lopez og Simon Yates, og derfor tror vi på, at det er blandt dem, vi skal finde vinderen. Her er vi til gengæld i syv sind, for begge synes at være i storform, og det er derfor med nogen tøven, at vi peger på colombianeren som vores favorit. Det er ellers ikke meget, vi har set til den lille klatrer, men det skyldes ikke manglende form. I stedet har han bare været ramt af et terræn, der slet ikke passede ham, og det var allerede fra start klart, at han var et oplagt offer i sidevinden. Det er først nu, at han får mulighed for at vise, hvad han kan, og der er god grund til at have tiltro til den colombianske stjerne.

Lopez var nemlig i skræmmende form i Colombia 2.1, hvor han var løbets bedste klatrer i et felt, der også talte folk som Bernal, Quintana og Sosa. Især hans præstation på 5. etape, hvor han kørte alene op til en brølstærk frontgruppe var imponerende, og det viser, at han ligesom i 2018 er knivskarp fra start. Dengang udkæmpede han en mindeværdig duel med Valverde i Abu Dhabi, og med de ben, han har vist hidtil, er der grund til at tro på ham på morgendagens stigning, der er langt sværere end den, han sidste år måtte tage til takke med i Mellemøsten. En hæderlig enkeltstart i går var en bekræftelse på den gode form, og Lopez har endda fordel af at have taget den med ro de sidste mange dage, der har været stressende. På papiret er han sammen med Yates og Bernal den bedste klatrer, og han vil have den fordel, at han kan koncentrere sig 100% om etapesejren. Det bliver ikke let at slå Yates, men vi tror, at stigningen er hård nok til, at Lopez, der også er ganske hurtig i en spurt på toppen, vil kunne tage sæsonens anden sejr.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Hans værste rival må være Simon Yates. Også han så sine sejrsdrømme forlise i den nordfranske sidevind, men med choksejren på gårsdagens enkeltstart fik han til fulde dokumenteret, at han formentlig havde vundet, hvis blot han havde holdt sig til. Formen må i hvert fald være fremragende, og det gør ham livsfarlig på en etape, hvor han ligesom Lopez kan koncentrere sig om etapesejren og vil have fuld frihed. I gamle dage var han imidlertid lidt begrænset på de lange stigninger og dage med mange højdemeter, og selvom han synes at have overvundet den udfordring, må etapens sværhedsgrad alligevel tale til Lopez’ fordel. Til gengæld har Yates modsat Lopez også helt for nylig dokumenteret, at formen er knivskarp, og selvom Lopez er hurtig, er briten formentlig den hurtigste af de to. Samtidig er han enormt snu og en mester i at time sine berømte slangehug, og derfor kan det meget vel blive til endnu en sejr til Yates i en forrygende start på sæsonen.

Løbets tredje superklatrer er Egan Bernal. Colombianeren viste i drømmesæsonen 2018, at han allerede nu tilhører den absolutte elite, og efter en lidt haltende start i Colombia, hvor han måtte sande, at Lopez havde overhånden, har han i dette løb været dybt imponerende. Han har overrasket både i sidevind og på enkeltstart og dermed til fulde dokumenteret, at formen er i top, og at han er langt mere end bare endnu en colombianske bjergged. Hans problem er, at han som udgangspunkt kun er Skys plan B, og han får utvivlsomt ikke lov til selv at angribe Kwiatkowski. Det er også tvivlsomt, om han får mulighed for at gå med Yates og Lopez, for det må trods alt være vigtigt for Sky at sikre de to første pladser i klassementet. Hans chance er, at især Quintana kan køre fra den polske førstemand, for sker det, må det være givet, at Bernal vil få frihed til at gå med. Sker det, vil han endda have lov til bare at sidde på hjul, og dermed bliver han meget svær at slå til sidst. Han er ikke blot en forrygende klatrer, han er nemlig også hurtig. Derfor er Bernal en sandsynlig vinder, men det kræver, at Kwiatkowski ikke kan følge de andre klassementsrivaler.

Hidtil er George Bennett fløjet under radaren, men det vil være hovedløst at glemme newzealænderen. Sidste år viste han nemlig især i Tour de Pologne og Tour of the Alps, at han hører til i den helt tunge klatreelite, men desværre mistimede han formen til begge sine grand tours. Derfor er der mange, der glemmer, hvor god han egentlig er, men vi fik endnu et bevis i Tour Down Under, hvor han fulgte de langt mere eksplosive Michael Woods, Wout Poels og Richie Porte på den stejle Corkscrew-stigning. Siden har han ikke kørt, men han har gjort det så godt i sidevinden, at formen hos den i øvrigt altid konkurrencedygtige Bennett må være god. Vi forventer i hvert fald at se ham helt i front, og da han som forventet tabte tid på enkeltstarten, kan han få den nødvendige frihed

Med overbevisende kørsel i sidevinden og en overraskende god enkeltstart har Nairo Quintana gjort meget for at vise, at han nærmer sig sit gamle niveau. Nu venter den store test på Turini, hvor han skal dokumentere, at det også gælder i bjergene. Meget tyder i hvert fald på, at han er i storform, og med tanke på det, han viste i sidste års Tour de Suisse, ved vi, at klassen stadig er der. Problemet er bare, at han er største trussel mod en samlet Sky-sejr, og derfor vil han formentlig have Bernal limet til sit baghjul gennem hele etapen. Han er ikke hurtig, og derfor skal han køre fra sin landsmand for faktisk at vinde. Det ser svært ud, men hvis han vitterligt nærmer sig sit gamle niveau, er det ikke umuligt.

Helt som forventet fik Romain Bardet klø på enkeltstarten, men han gjorde det faktisk langt bedre end ventet. Også i sidevinden har han været stærk, og det står dermed klart, at franskmanden er i fin form. Det har han nu været gennem hele sæsonen, og han synes at have timet det fint frem mod sit første store mål. Han ligger desværre stadig til i klassementet, og derfor får han ikke samme frihed som Lopez og Yates, og det er meget tænkeligt, at han vil have Bernal i nakken, hvis han forsøger at køre væk. Derfor er det lidt svært at se, hvordan han skal vinde etapen, for på papiret er der flere, der klatrer bedre end ham. Meget kunne således tyde på, at det bliver til endnu et topresultat, men ikke en sejr til den ret konsistente franskmand.

Domenico Pozzovivo er utvivlsomt en af løbets bedste klatrere efter et 2018, hvor han var bedre end nogensinde. Desværre er han kommet haltende fra start i år, hvor han skuffede fælt på kongeetapen i Oman, som han med al respekt for Lutsenko på så stejl en stigning burde have vundet. Heller ikke i dette løb har han vist megen fightervilje, men omvendt har han heller aldrig været en mand til sidevinden. Har han vitterligt god form, klatrer han godt nok til at vinde på så svært et bjerg, især fordi han har frihed til ayt gå 100% efter etapen.

Løbets mest uforudsigelige skikkelse er Ilnur Zakarin . På kongeetapen i Emiraterne så han ud til at nærme sig sit gamle niveau, men kort efter blev han desværre syg. Derfor var forventningerne ikke store til dette løb, men ganske overraskende klarede han sidevinden, der ellers er hans måske største akilleshæl. I går kom han så ned på jorden igen, da han kørte en katastrofal enkeltstart, og derfor er hans form helt uforudsigelig. Vi tror desværre, at sygdommen har taget det sidste ud af ham, men kan han finde takterne fra Abu Dhabi burde han stå ganske stærkt på så knaldhård en etape, hvor også hans dieselmotor kan komme i gang. For tre år siden vandt han kongeetapen, og det kan måske gentage sig, da han efter enkeltstarten også har lidt frihed.

Vi glæder os meget til at se Giulio Ciccone på denne etape. Det italienske supertalent er endelig kommet op WorldTouren og lagde ud som lyn og torden ved at besejre Bardet og Pinot på den hårde 2. etape i Haut-Var. Lidt overraskende faldt han sammen på kongeetapen, og det gør det svært at vide, hvad man skal forvente. 3. pladsen på den hårde 4. etape vidner om fin form, og han har i Giroen i både 2016 og 2018 vist, at han klatrer godt nok til at blande sig med de bedste. Den svære Turini-stigning burde være perfekt for en ren klatrer som ham, og han har masser af frihed. Nu skal han bare vise, at han også har taget det sidste skridt på i eliten.

Det samme gælder for to andre talenter, Daniel Martinez og Jack Haig. Begge er meget lovende grand tour-ryttere, men de har stadig til gode at være med helt i front på den store WorldTour-scene. Begge har imidlertid vist storform fra sæsonstart, især Martinez, der kørte en bragende flot enkeltstart. Han har samtidig masser af frihed efter at være blevet slået i sidevinden, men for at vinde skal han stadig hæve sit niveau i forhold til Colombia 2.1, hvor han manglede en del. Haig bliver stadig bedre og bedre, men har også manglet de sidste procent i både Valencia og Andalusien og skal forbedre sig yderligere for at være med helt i front. Potentialet er dog enormt.

Endelig skal Michal Kwiatkowski og Wilco Kelderman nævnes. Kwiatkowski kan sagtens ende med at forsvare trøjen, men mest sandsynligt er det, at Quintana knækker ham. Under alle omstændigheder får han svært ved at vinde etapen på så svær en stigning. Kelderman skal nok være med i front, men da Bernal ikke lader ham køre, bliver det næsten umuligt at vinde etapen. Dylan Teuns bør gøre det hæderligt, men stigningen er nok for svær. Det samme er den for store folk som Bob Jungels, Felix Grossschartner og Luis Leon Sanchez. Ivan Sosa, Ion Izagirre og Marc Soler skal arbejde for deres hold, og Amaro Antunes mangler stadig det sidste. Turini er også for lang for Valentin Madouas, Rudy Molard og Lilian Calmejane, Tejay van Garderen klatrer ikke længere godt nok, og hverken Tony Gallopin eller Patrick Konrad synes at være i topform.

Feltet.dks vinderbud: Miguel Angel Lopez

Øvrige vinderkandidater: Simon Yates, Egan Bernal

Outsidere: George Bennett, Nairo Quintana, Romain Bardet

Jokers: Domenico Pozzovivo, Ilnur Zakarin, Giulio Ciccone, Daniel Martinez, Jack Haig