Optakt: 7. etape af Paris-Nice

Ruten

På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Enkelte gange har man dog brudt trenden og sendt feltet op ad længere stigninger med den risiko for sne, som det altid indebærer på denne tid af året.

Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hvert eneste år siden 2015. I de første to år var stigningerne relativt lette, men i 2017 og 2019 bød man med målbjergerne Col de la Couille og Col de Turini på de sværeste bjergafslutninger i mange år. Midt imellem sluttede den nu efterhånden traditionelle kongeetape om lørdagen på Valdeblore La Colmiane, der i år vender tilbage to år efter Simon Yates’ solosejr, og som også skal bestiges på 2. etape af årets Tour de France. Der er ikke tale om historiens sværeste stigning, men med en længde på 16,3 km og en lidt hårdere sidste del vil den nok kunne skabe tidsforskelle på en lørdag, der med aflysningen af sidste etape bliver klatrernes eneste chance for at vinde løbet.

I alt skal rytterne tilbagelægge 166,5 km, der ender på toppen af Valdeblore La Colmiane, som er placeret i det stærkt kuperede terræn i den sydvestlige udkant af Alperne. Man synes at have gjort det til en tradition at indlede lørdagens kongeetape i Nice, og det vil være tilfældet for femte gang i træk i 2020. Starten er ganske hård, idet man kører mod nord væk fra vandet og derfor efter et kort, fladt stykke skal op ad den ikke-kategoriserede stigning Cote de Gattieres (4,4 km, 4,8%), der er jævn og regulær og har top efter 15,0 km. Herfra drejer man mod sydvest for igennem fladt terræn at passere gennem Vence, hvor man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de Vence (9,7 km, 6,6%), hvis top rundes efter 34,5 km efter en meget jævn opkørsel.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Herefter bliver det lettere. Et kort, fladt stykke fører videre mod nordvest, inden en nedkørsel leder mod nordøst ned til Bouyon. Herfra går det mod nord og vest via en flad strækning, inden en lidt teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Col de la Sigale (6,6 km, 4,9%), der er en regulær stigning med top efter 79,5 km. Der er ingen nedkørsel, men kun et kort plateau, der fører mod nord, inden man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Saint-Antonin (6,2 km, 5,3%), hvis top passeres efter 92,0 km.

Nu bliver det atter lettere, idet man tager hul på en til sidst ret teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest. Her rammer man dalen, hvor man følger en flad vej mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at følge en småkuperet og meget snoet vej, der indledes med en bakke (2,1 km, 6,4%) og slutter med dagens første spurt efter 134,5 km. Herfra kører man mod nord via en nedkørsel og derefter flad vej, der leder direkte frem til bunden af kategori 1-bjerget Valdeblore La Colmiane, som afslutter etapen.

Den stiger med 6,3% over 16,3 km og indledes med det stejleste stykke med 2 km på 8,0%. Herefter stiger den med 6-7% afbrudt af nogle lettere kilometer med 3-5%, indtil man når frem til dagens anden spurt, der kommer med 5,5 km til toppen. Herfra tager stigningen fat igen med en meget stabil stigningsprocent på 6,5-7,0% resten af vejen. Stigningen har et teknisk stykke ca. en tredjedel oppe, men derudover er det en relativt lige vej med enkelte hårnålesving, hvor de sidste to kommer lige efter hinanden med ca. 2 km igen. Opløbsstrækningen er 100 m lang og 6 m bred.

Etapen byder på i alt 3952 højdemeter.

Valdeblore La Colminane blev første gang brugt på kongeetapen i 2018, hvor Simon Yates kørte alene hjem med 8 sekunder ned til Dylan Teuns og Ion Izagirre.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Vejret

Løbet mod Solen kunne være blevet til Løbet mod Regnen, men heldigvis slutter etapen allerede midt på eftermiddagen. Dermed undgår de formentlig de sene byger og kan se frem til en flot dag med kun få skyer og til slut en bygerisiko på 15-20%. Temperaturen i dalen vil være beherskede 11 grader, men der vil kun være en let vind fra syd. Det giver skiftevis side-, sidemed- og medvind hele dagen. Der vil være direkte medvind mellem sidste spurt og sidste stigning, mens der på stigningen først vil være sidemedvind og derefter sidevind fra kort før spurten og frem til mål.

Analyse af 6. etape

Der er formentlig meget, meget mørkt på Sunwebs direktionsgange i disse dage. Coronavirus pløjer lige nu gennem rejsebranchen med en hidtil uset kraft og truer med konkurser og kaos. Derfor bløder den hollandske rejsegigant sikkert også, og det er utvivlsomt svært at finde bare ét eneste lille lyspunkt i en tid, hvor verden på ingen tid er blevet lagt ned.

Midt i det hele befinder der sig imidlertid en lille oase, der af helt uforståelige årsager fortsat lever, som om intet var hændt. ASOs tilsyneladende ubegrænsede magt ikke bare i cykelsporten, men tilsyneladende også i det franske samfund som helhed har tilsyneladende givet Paris-Nice lov til at leve sit eget liv som et surrealistisk misfoster i en virkelighed, der ikke længere burde handle om cykelløb. Midt i den farce kan man i det mindste håbe, at Sunweb-ledelsen havde overskud til at tænde for tv på de øde kontorer denne fredag eftermiddag, for her var der i hvert grund til at finde en lillebitte smule opmuntring, selvom det naturligvis i det overordnede billede er en total ligegyldighed.

Næsten lige så hurtigt, som coronavirus har forvandlet verden, lige så hurtigt har Sunweb-mandskabet nemlig rejst sig fra graven. Ser man bort fra Marcel Kittels katastrofesæson i 2014, har holdet, der engang startede som et lille hollandsk foretagende nemlig oplevet en nærmest uafbrudt succeshistorie, siden det kæmpede sig op gennem rækkerne, indtil det hele foreløbig kulminerede med Tom Dumoulins Giro-sejr for tre år siden. Og selvom holdet undergik en transformation fra sprintermandskab med verdens hurtigste sprinter over klassikerhold med John Degenkolbs to monumentsejre til en grand tour-fokuseret trup, der fulgte Giro-sejren op med to 2. pladser i Giroen og Touren i 2018, er alt, Iwan Spekenbrink og co. har rørt, stort set blevet forvandlet til guld.

Sådan var det imidlertid ikke i et 2019, der for Spekenbrink og co. endte som et større mareridt. Vi kender alle historien om Dumoulins triste Giro-styrt og efterfølgende komplicerede og utidige skilsmisse med sin arbejdsgiver, og bedre blev det heller ikke af, at holdets øvrige kaptajner alle fejlede. Michael Matthews var en skygge af sig selv gennem hele året, Søren Kragh kom sig aldrig over forårets sygdom, Sam Oomen stoppede allerede sin sæson efter en arterieoperation i maj, og Wilco Kelderman var nok engang stamgæst på Hollands hospitaler. Havde det ikke været for Marc Hirschis flotte gennembrud, havde det været lige så svært at finde sportslige lyspunkter, som det lige nu er for rejsebureauet at finde lyspunkter i al almindelighed.

I 2020 har alt imidlertid været forandret. Dumoulins exit har tilsyneladende fået dem alle til at steppe op, og holdet har gennem hele den korte sæson været noget helt andet, end de var for et år siden. Det startede allerede i Australien, hvor Jai Hindley og Alberto Dainese i beskedne omgivelser gav Mitchelton prygl på deres egen hjemmebane i Sun Tour, og siden er holdet fortsat med at imponere. Cees Bol tog en stor sprinterskalp i Algarve, en genfødt Kragh kørte på podiet i Omloop, Kelderman har set bedre ud end i flere år, og Oomen er kommet godt i gang efter sin skade.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Det er dog særligt i Paris-Nice, at holdet for alvor er blomstret op. Benoot skød festen i gang med fremragende kørsel på den indledende sidevindsetape, hvor det mere end nogen anden var tyskerne, der svingede taktstokken, og selvom holdet fik sig en lille dukkert 24 timer senere, hvor Benoot på et kritisk tidspunkt måtte bremse og derfor endte i anden gruppe på 2. etape, rejste de sig hurtigt igen med Kraghs overlegne sejr på enkeltstarten, hvor Matthews også viste, at han er på vej tilbage, og Benoot bekræftede sin storform med sit livs enkeltstart.

De tre kaptajner havde således alle givet indikationer på form, men det var i dag, at det for alvor blev smukt, da holdet leverede en fejende fornem indsats på en 6. etape, der totalt tilhørte de røde og sorte fra Tyskland. På forhånd så det ellers svært ud for Benoot at vinde en etape, hvor både hans punch og spurt kom til kort mod de sande puncheurs, og skulle han sejre, krævede det derfor en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det overmenneskeligt stærke Deceuninck-mandskab, der hurtigt viste sig at sætte alt ind på Julian Alaphilippe skulle køres møre, så modige og stærke opportunister kunne angribe på skift, når hjælperne var kørt i sænk.

Det var med den mission, Sunweb tog starten, og de gennemførte tilsyneladende planen med så stor præcision, at Egon Olsen må se til med misundelse fra Vridsløselille Statsfængsel. Fra start fik de hjælp af en vanvittig start, hvor der blev angrebet i ét væk, indtil et brølstærkt udbrud med motorer som Mads Pedersen, Stefan Küng og Alexis Gougeard gjorde følgeskab med stærke klatrere som Romain Bardet og Nicolas Edet. Det tvang både Deceuninck og Bora, der vel frygtede at bringe Bardet tilbage i klassementet, til at jagte hårdt, og herved blev de ellers imponerende stærke Yves Lampaert og Michael Mørkøv brændt op.

Herefter trådte Sunweb selv i karakter. Først sendte de Nikias Arndt, der har kørt på et helt andet niveau siden den seneste Vuelta, hvor han vandt en etape, i offensiven, inden de satte Bora under pres med forceringen fra den ustoppelige Kragh, der nok engang viste, at han endelig er i stand til at vise det enorme potentiale, man har, når man som helt unge vinder en stjernebesat puncheurspurt i Tour of Oman og senere dominerer en stor klassiker som Paris-Tours. I en kopi af det attentat, der næsten lykkedes mod Tadej Pogacar i sidste års Volta ao Algarve, angreb danskeren tidligt, inden Arndt skød ham af og sendte ham direkte op til Bardet og Edet.

På papiret lignede det en svær opgave at hamle op med to klart bedre klatrere, men i øjeblikket er ingen opgaver for svære for Kragh. Trods den benhårde modvind, der formentlig var bidragende til, at projektet mislykkedes, sled han først Edet og siden selveste Bardet op, og havde det ikke været for Deceuninck, havde det skuffende Bora-mandskab, der ellers på papiret var så stærkt, formentlig været i store vanskeligheder.

Deceuninck levede imidlertid op til den styrke, de besad på papiret, og derfor måtte Kragh til sidst give op. Det lykkedes ham imidlertid undervejs at slide både Kasper Asgreen og Tim Declercq helt ned, og dermed var vejen pludselig banet for Benoot, der fik præcis den situation, han kunne have drømt om.

Tredje trin i raketten var derfor at sende den belgiske kaptajn afsted, og selvom Bob Jungels gav alt i jagten, var ingen i stand til at stoppe den belgiske klassikerjuvel, der i lang tid ellers var kendt som stortalentet, der aldrig vandt. Når han endelig gør, er det imidlertid altid smukt, uanset om det er i et episk og regnvådt Strade Bianche, med en flot offensive på en sprinteretape i PostNord Danmark Rundt eller på en knaldhård og brutal dag i Paris-Nices mest klassiske terræn. At holde favoritterne bag i den hårde vind, var blot endnu et udtryk for den superform, han har vist lige siden debuten i Omloop, hvor han lignede en potentiel vinder af løbet, hvis ikke Kraghs deltagelse i frontgruppen havde fastlåst ham i en uheldig situation.

Naturligvis blev det hele bare endnu bedre af, at Matthews med 2. pladsen signalerede et comeback. Det var nemlig meget småt med lyspunkterne i et 2019, hvor han aldrig fandt formen til klassikerne, Touren eller VM og lignede en mand, der var i tilbagegang. I dag leverede han imidlertid det, der vel kan betegnes som den bedste klatrepræstation siden de flotte top 5-placeringer i Liege og Fleche, og dermed fik Sunweb også deres sidste kaptajn godt i gang, efter at han som sidste mand først gjorde debut i dette løb.

Benoot kan nu endda også drømme om en samlet Paris-Nice-sejr. Ganske vist er heller ikke han nogen ørn på lange stigninger, men han har en bedre historik end Schachmann, der aldrig har været med de bedste i de høje bjerge. Den usikkerhed er der ikke i forhold til Benoot, og selvom tyskeren igen i dag bekræftede sin enorme styrke, hersker der mere sikkerhed om, at Benoot nok skal præstere på Colmiane. Og der er altså ikke plads til megen offday hos Schachmann, før den samlede sejr forsvinder.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

Naturligvis er han stadig i pole position, og selvom han begik en lille brøler, som heldigvis for ham blev reddet af 3 km-reglen, viste han, at han stadig har masser af overskud. Til gengæld må han være bekymret over det overraskende svage Bora-mandskab. Patrick Konrad arbejdede som et æsel hele dagen, og holdet udnyttede Felix Grossschartners klassementsplacering klogt ved at sende ham med Jungels i finalen, så de derved slap for at jagte, men etapen blev endnu et vidnesbyrd om, at Peter Sagan desværre er helt fra snøvsen i øjeblikket. Med tanke på, at holdet er nede på bare seks mand, og at Deceuninck, Ag2r og måske også FDJ formentlig kommer blæsende derudad på kongeetapen, skal Schachmann ikke sove alt for roligt efter en etape, hvor det var Deceuninck og ikke Bora, der reddede hans førertrøje.

Samtidig er der stadig en tredje aktør, der bestemt ikke skal undervurderes. Sergio Higuita var som den eneste aktive rytter hovedfiguren på den sidste mur, hvor ved han dokumenterede, at klatrebenene er lige så gode som sidevindsbenene. Finalen var for let til at gøre forskelle, men i morgen er det ham, der er på hjemmebane, og Schachmann og Benoot, der er på udebane. Og selvom afstanden er stor, er det ikke noget, der ikke kan hentes af den lille colombianer, som dog er stærkt hæmmet af den kombination af sygdom, styrt og sære Donald Trump-beslutninger, der har reduceret EF til bare fem mand.

En anden, der lugter blod i dag, er utvivlsomt Vincenzo Nibali. Ganske vist var det endnu et vidnesbyrd om, at formen ikke er på 100%, at Benoot kørte fra ham på næstsidste stigning, men med meget aktivitet i finalen fik Hajen rejst sig efter nedturen på enkeltstarten. Den samlede sejr virker langt væk - det kræver nemlig, at han kører fra Higuita - men hvis Schachmann og Benoot vitterligt eksploderer, er podiet bestemt ikke uden for rækkevidde.

Listen over vindere tæller naturligvis også Guillaume Martin, der synes at bevise over for Elia Viviani, at et skifte til Cofidis ikke nødvendigvis er dårligt, og han ligner en mand, der vil kunne spille en større rolle på Colmiane lørdag. Derudover var det også fantastisk at se Bob Jungels rejse efter en lang, svær tid, hvor han har været ved siden af sig selv lige siden sidste års E3. Og endelig virkede Nairo Quintana lige så overskudsagtig som ventet i en eksplosiv finale, der slet ikke passede ham, og som bare skulle overleves.

Desværre for Jungels var hans og Deceunincks flotte kørsel ikke nok. Etapen blev nemlig også et bevis på, at Alaphilippe anno 2020 ikke er Alaphilippe anno 2019. Franskmandens gentagne forceringer var nemlig menneskelige og medgørlige, hvilket bestemt ikke var tilfældet for et år siden, hvor alt eksploderede, når det lette antrit blev åbenbaret. Bedre blev det naturligvis ikke af et mindre taktisk sammenbrud, hvor Jungels’ sene angreb kun bidrog til Benoots sejr og ikke tjente noget formål overhovedet, men selv hvis taktikbogen havde været velskrevet, havde Alaphilippes ben næppe rakt til det store. Det ligner desværre en coronapause med tvivl for franskmanden.

Det gør det også for de to øvrige franske stjerner. Efter sine pauvre præstationer i Provence og Haut-Var fik Thibaut Pinot endnu en syngende lussing, der må efterlade ham temmelig groggy. Naturligvis lykkedes det ham at ende med de bedste, men den stærkt lidende Pinot kan kun glæde sig over, at modvinden formentlig lagde så meget dæmper på angrebslysten, at han med god hjælp fra stærke Rudy Molard kunne komme tilbage. Kender man lidt til Pinots skrøbelige psyke, kan man godt frygte, at det bliver en svær coronapause for den ellers så sympatiske franske stjerne.

Det gør det nok også for den anden franske etapeløbsgigant, Romain Bardet. Kørslen i Haut-Var, særligt på Mont Faron, gav ellers håb om en genrejsning, men det er blevet slukket igen i dette løb. Nu skal man naturligvis altid være varsom med at basere for meget på en etape, hvor han havde slidt sig selv ned i et udbrud, men det må alligevel føles som en gigantisk dukkert at se store Kragh sætte magre Bardet på blød modvindsstigning. Ligesom Pinot kan han håbe på revanche i morgen, men noget tyder på, at han kan sendes på coronapause med samme triste indstilling, som da han tog på tidlig vinterferie sidste sommer.

Hos Sunweb bliver indstillingen en anden. Uanset hvordan det går Benoot på Colmiane, vil tyskerne kunne køre cyklen i garagen med bevidstheden om, at de er tilbage på sporet. Derfor er det også kun ekstra surt for dem, at sæsonen skal afbrydes netop, som de har genfundet momentum. Desværre er det nok den mindste bekymring, der lige nu optager sindene hos hovedsponsoren. I disse dage er det nemlig en lille virus, der overskygger alt - også den smukkeste cykelforestilling, der havde fortjent at være meget mere end bare en farceagtig parentes i den dystre gyser, der lige nu udspiller sig for øjnene af hele verden.

Favoritterne

Med beslutningen om ikke at afvikle 8. etape bliver kongeetapen nu sidste chance for at frarøve Maximilian Schachmann den samlede sejr, men i lyset af den lettere rute til søndagens tur omkring Nice, havde udfaldet formentlig ikke været væsentligt anderledes, hvis løbet var blevet kørt til ende. Til gengæld vil det kun øge motivationen, at løbet bliver det sidste i al overskuelig fremtid, og dermed bliver lørdagen sidste mulighed for at tage på coronapause med en god fornemmelse i maven.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X’s Tour de France-bruttotrup

Som sagt er det relativt usædvanligt at møde et 16 km langt bjerg i det franske etapeløb, der normalt har været kendetegnet af relativt korte stigninger, men det er nu blevet reglen snarere end undtagelse. Colmiane-stigningen er et typisk alpebjerg, da det er langt, men relativt regulært, og på den slags stigninger spiller vindretningen altid en stor rolle. Da Simon Yates vandt i bjerget debut for to år siden, så vi dog overraskende store forskelle, og det viser, at klatrerne under de rette omstændigheder her har betingelserne for at vinde noget af den tid, de har tabt på enkeltstarten og i sidevinden.

Som skrevet i analysen ligner den samlede sejr et opgør mellem Maximilian Schachmann, Tiesj Benoot og Sergio Higuita - med Vincenzo Nibali som en farlig outsider - men derudover er der en meget prestigiøs etapesejr at gå efter. Særligt for Nairo Quintana, hvis drømme om den samlede sejr blev knust ved mandagens styrt, vil naturligvis sætte alt på at vinde den eneste etape, hvor han kan få noget ud af sin suveræne form.

Det er imidlertid langt fra givet, at han får chancen. I dag var det kun Deceuninck, der forhindrede udbruddet i at holde, men i morgen bliver belgierne en helt anden og mere offensiv kraft. I dag var det dem, der kontrollerede, men lørdag vil de formentlig angribe i øst, vest, nord og syd med deres mange stærke folk, og dermed er der lagt op til en brutal start. De første 34,5 km er stort set alle stigende, og derfor kan det ligesom i dag blive lidt af et blodbad allerede på allerførste bjerg.

Det vil i sidste ende føre til dannelsen af et meget stærkt udbrud, og da afstandene er relativt store, vil Bora - medmindre en rytter fra top 15 kører væk - kunne lade gruppen få masser af snor. Faktisk vil det være til tyskernes fordel at sende bonussekunderne til månen, og derfor vil det være op til andre at jagte.

Her peger pilen naturligvis i første omgang på Arkea og EF, der helt sikkert vil gøre alt for at kontrollere. Arkea har imidlertid mistet deres to vigtigste hjælpere, Warren Barguil og Diego Rosa, og EF er nede på bare fem mand, hvoraf kun Tanel Kangert (i lyset af Alberto Bettiols form) er klatrestærk. Hvis det alene er de to hold, der skal kontrollere, tror jeg, at udbruddet holder hjem

Da jeg tvivler på, at FDJ vil satse på at jagte, når Pinot er formsvag, er det Trek og Sunweb, der bestemmer. Egentlig troede jeg, at Richie Porte skulle ud i en stor offensiv i dag, men efter hans svage kørsel i dag må planen vel være, at Vincenzo Nibali skal sætte alt ind på podiet. Det kræver et hårdt løb og gerne også bonussekunder, og selvom holdet ikke er det bedste på stigningerne, kan Jasper Stuyven, Kenny Elissonde, Richie Porte og tidligt på etapen også Mads Pedersen bidrage med en del muskelkraft.

Muskelkraft har Sunweb især. Spørgsmålet er bare, om de vil forsøge at sætte Bora under pres ved at gå i offensiven med Michael Matthews og Søren Kragh, der begge ligger til i klassementet, eller i stedet satse alt på, at Benoot skal vinde løbet. At jagte bagfra og bringe bonussekunderne i spil øger chancen for samlet sejr, men det øger også risikoen for, at Higuita og Nibali kører ham helt ud af podiet. Det er spørgsmålet, hvor meget tyskerne tror på sejren.

Samlet set hælder jeg dog til, at udbruddet kan hentes. Jeg tror, at Nibali lugter blod, og sammen med EF og Arkea har Trek en vis styrke. Kan de også forhindre Sunweb i at få en mand med i det tidlige udbrud, burde der i hvert fald være nok til at jagte, også selvom Deceuninck formentlig kommer blæsende ud over rampen.

Uanset hvad skal favoritterne vente til sidste stigning. De andre stigninger kommer for tidligt, og derfor er det på målbjerget, at slaget skal slås. Her havde en medvind været at foretrække for dem, der gerne vil gøre forskelle, men nu må de nøjes med en kombination af let sidemed- og medvind. Vigtigst er det dog, at der ikke er modvind, hvilket kunne være dræbende på en stigning som denne. Og da vi samtidig må formode, at feltet rammer bjerget efter en lynhurtig og knaldhård jagt på Deceuninck, vil det formentlig blive en ganske selektiv etape, bjergets lette karakter til trods.

Læs også

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

Derfor peger jeg også på Nairo Quintana som favorit. Ganske vist er Colmiane-stigningen på papiret lidt for let, men med magtdemonstrationen på den meget lettere Col d’Eze i Haut-Var viste Quintana tydeligt, at han lige nu befinder sig i en helt anden liga end alle andre. Her gav han navne som Porte, Bardet og Pinot en regulær lektion som opfølgning på magtdemonstrationen på Ventoux tidligere. Quintana har ikke bare haft ét, men to-tre gear mere end alle andre, og Pinot har da også forud for løbet sagt, at han anser colombianeren som tårnhøj favorit, efter at han to gange er kørt i sænk af colombianeren.

Hidtil har Quintana også bekræftet sin gode form med flot kørsel i sidevinden, en pæn enkeltstart og en 6. etape, hvor han uden problemer fulgte med i en finale, der ikke passede ham. I morgen rammer vi endelig hans terræn, og selvom stigningen er let, vil jeg tro, at Quintana efter en hård dag og 6 hårde etaper stadig har et niveau, de andre ikke kan matche. Derfor tror jeg på endnu en sejr til den formstærke Arkea-kaptajn.

Hans værste rival er naturligvis Sergio Higuita. Sidevind og enkeltstart har bekræftet den flyvende form, han allerede viste på hjemmebanen i Colombia, og i dag var han også den eneste, der havde overskud til at angribe på den sidste mur, der dog var for let til, at forskelle kunne gøres. I morgen passer terrænet ham endnu bedre, og modsat Quintana har han endda det våben, at han kan slå de fleste i en spurt på toppen. Den fordel kan naturligvis ryge, hvis han skal føre som et æsel for at vinde tid i klassementet, men som udgangspunkt har han et ekstra kort at spille, hvis han kan følge Quintana. Vi så dog også i Colombia, at han stadig har sine begrænsninger mod de bedste i de høje bjerge, og derfor vil jeg stadig tro, at han få svært ved at følge sin landsmand, der tillige har den fordel, at han kun har etapesejren af fokusere på. Det ændrer dog ikke på, at Higuita er så velkørende, at han ligner den største trussel mod Quintana-sejr.

Efter den skuffende enkeltstart rejste Vincenzo Nibali sig i dag. Han blev kørt agterud af Benoot, men kørte med overskud på den sidste mur, og i morgen kommer vi til terræn, der passer ham bedre. Samtidig er det kun til hans fordel, at der er udsigt til en lang og opslidende etape, hvor hans dieselmotor kan komme til sin ret, især efter seks hårde dage. Til gengæld er stigningen også for let til, at man kan forvente, at han kan gøre store forskelle, og det vil i hvert blive en udfordring at sætte den hurtigere Higuita. Til gengæld burde han nok kunne true Quintana i en spurt på toppen. Forinden har han dog den udfordring, at han skal følge den formstærke colombianer, og det synes i øjeblikket at være en meget vanskelig opgave.

Efter dagens etape må man også regne Tiesj Benoot som en seriøs kandidat. Ganske vist er belgieren ikke klatrer, men han har i Tour de Suisse og Tirreno-Adriatico vist, at han kan blande sig med de bedste. Lige nu synes han måske endda stærkere end nogensinde, og skulle man designe en Benoot-stigning, kommer man tæt på Colmiane, der er lang, jævn og ikke stejl. Udsigten til en lang, hård dag er også til fordel for den belgiske klassikerspecialist, der samtidig i dette selskab er en udmærket afslutter på toppen. Han har stadig lidt at bevise mod de bedste i de høje bjerge, men det synes han at være klar til at gøre nu.

Det samme har Maximilian Schachmann. Hidtil har han end ikke været tæt på de bedste på så lang en stigning, men ligesom Benoot synes han at have et gear, han ikke tidligere har haft. Også han kan drage fordel af, at stigningen her ikke er specielt vanskelig, og en stor fyr som Schachmann kan komme langt alene på sin enorme power. Samtidig har han naturligvis den fordel, at det som udgangspunkt kun er Higuita (og naturligvis formsvage Alaphilippe), han skal frygte i en spurt, ligesom han i princippet bare skal følge med og ikke selv tvinges i offensiven. Jeg vil stadig tro, at han fortsat mangler for meget på så lang en stigning, men hans form er så god, at han ikke længere kan afskrives.

Jokeren er Richie Porte, der er ufatteligt svær at læse. I dag var han langt væk, men det er slet ikke umuligt, at han alene sparede sig til denne etape, der hele tiden har været hans store mål. Haut-Var og enkeltstarten viste, at han er konkurrencedygtig, ikke mindst da han fulgte Quintana på Mont Faron, men på den anden side viste enkeltstarten også, at det ikke er Porte som i gamle dage. Han findes nemlig ikke længere, og der er stadig ikke meget, der peger på, at han nogensinde genopstår. Porte er så svingende, at dagens resultat sagtens kan være udtryk for decideret kollaps, men er der en rytter, der kan snyde de fem favoritter, enten via et langt udbrud eller i en decideret finale, må det være den lille australier.

Thibaut Pinot skal også nævnes, men det er mere grundet hans klasse end hans form. I hvert eneste løb i år har han nemlig skuffet gigantisk, som han senest gjorde det i dag, hvor han kun i sidste øjeblik fik kæmpet sig tilbage. Listen over skuffelser er så lang, at han er en usandsynlig vinder, men han har stadig én chance. Stigningen er nemlig så let, at det godt kan blive en taktisk affære, og bliver det tilfældet, vil Pinot måske kunne snige sig væk eller bringe sin ganske gode spurt i spil. Sandsynligt er det ikke, men klasseryttere kan ofte levere ud af det blå.

Det er på samme måde, Guillaume Martin skal vinde. Den lille franskmand var måske ikke helt så stærk som spået efter den flotte kørsel i Drome-Ardeche, men han var stadig med til sidst.  Morgendagens etape passer langt bedre til hans dieselmotor, og ligesom Porte betyder hans tidstab, at han har to chancer for at vinde. Dels kan han forsøge at ramme udbruddet, dels kan han forsøge at udnytte et taktisk spil i finalen til at snige sig væk. Udfordringen er, at han ofte er en langsom starter, og derfor rammer han formentlig gørst udbruddet, hvis gruppen kører sent.

Læs også

Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

I dag fik Romain Bardet sig en dukkert, men han er også en ukuelig fighter. Det vil ligne ham dårligt ikke at forsøge igen i morgen, og han må trods alt tilskrives en bedre chance for at gøre det færdigt lørdag. Her passer terrænet ham langt bedre, og vi så sidste år på Galibier-etapen i Touren, at selv en formsvag Bardet alene på sin klasse kan levere i bjergene. Ligesom Porte fulgte han også Quintana på Faron, og selvom fødslen af Angus Bardet næppe har gavnet formen, så vi i Drome, at den ikke er helt væk. Han vinder ikke mod favoritterne, men fra et udbrud er han farlig.

I den sammenhæng skal Julian Alaphilippe naturligvis også nævnes. Med de ben, han har nu, virker det helt utopisk at tro, at han kan blande sig med de bedste på en stigning, der med Touren som eneste undtagelse altid har været for lang for ham. Til gengæld er han også en ukuelig optimist, der intet har at miste ved at gå i offensiven tidligt. Lige nu er det måske lidt svært at se, at Alaphilippe, der ofte eksploderer med et gigantisk brag, er stærk nok til faktisk at gøre det færdigt, men udelukkes kan det ikke, som vi så da en heller ikke alt for formstærk Alaphilippe vandt en bjergetape i sidste års Dauphiné.

Den store udbryderkonge er naturligvis Thomas de Gendt . Efter stor usikkerhed om formen har han virkelig imponeret med sin enkeltstart og ikke mindst sin 17. plads i dag. Som udgangspunkt er stigningerne her for lange for De Gendt, men det værste for ham er stejle bakker. Dem slipper han på her, og han klatrer på sine store dage så godt, at han sågar har vundet på Ventoux. Som udgangspunkt risikerer han let at være oppe mod bedre klatrere i et udbrud, der etableres på en stigning, men lige nu synes han at have formen til måske at ramme en af sine feberdage.

En af dagens positive oplevelser var som sagt at se Bob Jungels køre sit bedste løb siden sidste års klassikere. Heller ikke Jungels er klatrer, men han er trods alt to gange kørt i top 10 i Giroen og vil ligesom De Gendt, Benoot og Schachmann glæde sig over, at dette er en power- mere end en klatrestigning. Med det, han har vist i den seneste tid, skal man altid holde døren åben for endnu en skuffende præstation, men efter i dag ligner han en af de ryttere, der kan gøre det færdigt fra et udbrud på en dag, hvor hans motor også når at blive varm.

Jeg vil også pege på Lilian Calmejane. Franskmanden er stadig ikke som i sin storhedstid, men han har i år været markant bedre end i det meste af 2019. Han er helt ude af klassementet og kan dermed køre offensivt. Også han vil som udgangspunkt finde stigningerne for lange, men ligesom flere andre har han fordel af, at det aldrig bliver alt for stejlt. Calmejane har tidligere vundet på lignende stigninger i både Touren og Vueltaen, og selvom han ikke har samme styrke nu, har han en form, der gør ham til en reel kandidat.

Det har også Aurelien Paret-Peintre. Efter et skadesramt 2019 har den unge franskmand i år endelig vist sit potentiale. Særligt i Provence og Besseges var han god, men han har siden kunnet se sine begrænsninger. Som ren klatrer er det dog først nu, at han kommer til sin ret i dette løb, og han ligner en mand, Ag2r meget vel kunne sende i udbrud. Klatrer han som i Provence, burde han have en chance for at gøre det færdigt.

Endelig er jeg naturligvis også nødt til at pege på Søren Kragh. Al historik siger, at terrænet er for svært, men efter hans kørsel de seneste dage synes intet længere at være umuligt. Ligesom de ovennævnte ”store” drenge kan også han være med på stigninger, der ikke er alt for stejle. Det er klart, at Sunwebs primære opgave er Benoot, men som nævnt kunne en plan også være at sætte Bora under angreb. Her ligner Kragh med sit reelle, men beskedne tidstab det bedste bud på at kunne gøre netop det. Det er klart, Michael Matthews også er en option, men han vil formentlig blive kontrolleret hårdt af Bora, ligesom han altid har haft begrænsninger på lange stigninger som denne.

Jeg tvivler på Rudy Molard får lov til et udbrud, og Felix Grossschartner og Patrick Konrad er bundet af arbejde for Schachmann. Jeg tror stadig ikke, at Xandro Meurisse, Philippe Gilbert og Michael Valgren har formen til dette terræn, hvor stigningerne er lange, og Fabien Doubey vil stadig finde niveauet for højt. Formstærke Tanel Kangert ville egentlig være farlig, men må skulle mandsopdække Higuita. Nicolas Edet kunne være en kandidat, men brugte mange kræfter i dag, og Nans Peters mangler for meget efter kyssesygen. Endelig vil jeg tro, at det trods alt bliver for svært for Kasper Asgreen at vinde i dette terræn, da han ikke synes at have klatrebenene fra Californien, og terrænet må også være for svært for Zdenek Stybar.

Feltet.dks vinderbud: Nairo Quintana

Øvrige vinderkandidater: Sergio Higuita, Vincenzo Nibali

Outsidere: Tiesj Benoot, Maximilian Schachmann, Richie Porte, Thibaut Pinot, Guillaume Martin

Jokers: Romain Bardet, Julian Alaphilippe, Thomas de Gendt, Bob Jungels, Lilian Calmejane, Aurelien Paret-Peintre, Søren Kragh

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Simon Yates’ sejr fra 2018.