Optakt: 7. etape af Paris-Nice

Ruten

På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Enkelte gange har man dog brudt trenden og sendt feltet op ad længere stigninger med den risiko for sne, som det altid indebærer på denne tid af året.

Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hvert eneste år siden 2015. I de første to år var stigningerne relativt lette, men i 2017 og 2019 bød man med målbjergerne Col de la Couille og Col de Turini på de sværeste bjergafslutninger i mange år. Midt imellem sluttede den nu efterhånden traditionelle kongeetape om lørdagen på Valdeblore La Colmiane, der to år efter Simon Yates’ solosejr vendte tilbage i 2020, hvor Nairo Quintana suverænt vandt det sidste cykelløb inden nedlukningen, og minsandten om bjerget ikke for tredje gang på fire år er rammen om kongeetapens finale - endda med en etape, der er en tro kopi af udgaven fra sidste år. Der er ikke tale om historiens sværeste stigning, men med en længde på 16,3 km og en lidt hårdere sidste del vil den nok kunne skabe tidsforskelle på en lørdag, der igen bliver klatrernes største chance for at vinde løbet.

Grundet de franske coronarestriktioner er den 166,5 km lange etape blevet forkortet fra 166,5 km til bare 119,2 km. Starten er nemlig flyttet fra Nice og til Le Broc, der ligger et par kilometer nord for storbyen, men det meste af etapen er uændret, og der skal stadig sluttes på toppen af Valdeblore La Colmiane, som er placeret i det stærkt kuperede terræn i den sydvestlige udkant af Alperne. Fra starten kører man mod nord og nordvest direkte op ad kategori 2-stigningen Cote de Gilette (6,6 km, 4,9%), der er en jævn stigning uden stejle procenter og med top efter 6,7 km. En kort nedkørsel leder mod nordvest, inden det går mod vest ad et fladt plateau frem til bunden af kategori 2-stigningen Col de la Sigale (6,6 km, 4,9%), hvor man rammer den oprindeligt planlagt rute - en stigning, der er regulær og har top efter 34,4 km. Der er ingen nedkørsel, men kun et kort plateau, der fører mod nord, inden man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Saint-Antonin (6,2 km, 5,3%), der er lidt mere ujævn med blandt andet 1500 m med 6,9% til sidst, men også meget lette stykker undervejs, inden toppen passeres efter 47,0 km.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Nu bliver det atter lettere, idet man tager hul på en til sidst ret teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest. Her rammer man dalen, hvor man følger en flad vej mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at følge en småkuperet og meget snoet vej, der indledes med en bakke (2,2 km, 6,3%) og slutter med dagens første spurt efter 88,7 km. Herfra kører man mod nord via en nedkørsel og derefter flad vej, der leder direkte frem til bunden af kategori 1-bjerget Valdeblore La Colmiane, der afslutter etapen.

Den stiger med 6,3% over 16,3 km og indledes med det stejleste stykker med 2 km på 8,0%. Herefter stiger den med 6-7% afbrudt af nogle lettere kilometer med 3-5%, indtil man når frem til dagens anden spurt, der kommer med 6,1 km til toppen. Herfra tager stigningen fat igen med en meget stabil stigningsprocent på 6,5-7,0% resten af vejen. Stigningen har et teknisk stykke ca. en tredjedel oppe, men derudover er det en relativt lige vej med enkelte hårnålesving, hvor de sidste to kommer lige efter hinanden med ca. 2 km igen, inden vejen bugter sig in på den 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3127 højdemeter mod 3952 på den oprindeligt planlagte rute.

Valdeblore La Colminane blev første gang brugt på kongeetapen i 2018, hvor Simon Yates kørte alene hjem med 8 sekunder ned til Dylan Teuns og Ion Izagirre på en dag, hvor 12 mand var inden for et minut af vindertiden. Sidste år kørte Nairo Quintana fra alt og alle og sejrede med 46 sekunder ned til Tiesj Benoot, der med et stort angreb forsøgte at fravriste Maximilian Schachmann førertrøjen, men i sidste ende fik han kun mellem 10 og 12 sekunder ned til en favoritgruppe på fire mand, der bestod af Thibaut Pinot, Sergio Higuita, Vincenzo Nibali og netop Schachmann.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

Vejret

Det er ikke altid, at Løbet mod Solen lever op til sit navn, men det gør det i år. Lørdag bliver en fantastisk dag med fuld knald på solen og en temperatur i målregionen på 13 grader. Vinden vil være svag til let (10-12 km/t) og komme fra vest. De giver indledende modvind frem til toppen af Sigale, inden man får sidemedvind på Saint-Antonin og modvind på nedkørslen. Da er der medvind frem til spurten og sidevind frem til bunden af sidste stigning, hvor der er sidemedvind frem til spurten og direkte medvind på den sidste del.

Analyse af 6. etape

Jeg kan huske, da vi i sin tid skulle lære at forholde os til navnet Primoz Roglic. Det var tilbage i 2015, hvor jeg forud for det års Tour de Slovenie havde megen fidus til ham den nye slovener, der året forinden havde vundet en etape i Tour d’Azerbaidjan, og som nu var rødglødende med en 2. plads i Tour of Croatia og en samlet i samme løb i Aserbajdsjan. Ham den nye overgik endda forventningerne ved at vinde løbet samlet og slå selveste storholdet Sky og Mikel Nieve, der ellers kom til løbet med Giroen i benene.

Dengang var vi mange, der spekulerede over, hvad han var for en størrelse. Tilsyneladende kunne han kun klatre. Han virkede i hvert fald ikke specielt hurtig, og hans 16. plads på løbets enkeltstart bag sprinteren Maximilian Richeze tydede jo ikke just på, at han var nogen tempomaskine.

Det skulle hurtigt vise sig at være en fejl at kategorisere ham som en endimensionel klatrer. Det var der nu mange, der gjorde, for da Jumbo kort efter annoncerede, at de havde skrevet kontrakt med kometen, var det med den begrundelse, at de skulle bruge en rytter til at støtte Steven Kruijswijk i bjergene. Hollænderen blev imidlertid lige så chokerede som alle andre - inklusiv Roglic selv - da han i den efterfølgende Giro pludselig fandt ud af, at han også kunne køre enkeltstart.

Derefter er repertoiret bare blevet bredere og bredere nærmest for hver eneste dag, og den engang så endimensionelle Roglic hører nu til i næsten samtlige cykelsportens kasser. Det varede nemlig heller ikke længe, inden vi fandt ud af, at han også kunne køre nedad og var lynhurtig, og sidstnævnte evne har han nu forfinet så meget, at han hører til blandt verdens bedste puncheurs.

I starten brugte han nu mest puncheurevnerne, når der skulle spurtes på toppen af de lange stigninger. Det så vi blandt andet sidste sommer, hvor han vandt et hav af den slags spurter i Tour de l’Ain, Dauphiné og Tour de France med en taktik, hvor Jumbo kørte tog hele vejen til toppen, indtil den eksplosive slovener gav rivalerne bøllebank. På det seneste har han imidlertid også vist, at han hører til i den absolutte verdenselite, når det er de kortere og lettere stigninger, hvor også de mest holdbare sprintere kan være med.

Det mest slående eksempel kom i sidste års Vuelta, hvor han var skræmmende overlegen, da han blæste fra alt og alle på den ellers temmelig uskyldige bakke i Suances på en dag, hvor mange ellers spekulerede på, om ikke det ville blive ny etapesejr til Sam Bennett. Det gjorde det slet, og det skyldtes ikke bare, at den nedslidte irer blev sat længe inden finalen, men også at det glubske slovenske monster slet og ret var i sin helt egen liga.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

Derfor lå det også i kortene, at Roglic måtte være manden, der skulle slås, da 6. etape af Paris-Nice i dag sluttede på en næsten identisk bakke i Biot i udkanten af Nice. Faktisk passede etapen ham endnu bedre, end den gjorde for et halvt års tid siden i Spanien, for denne gang kom spurten efter en ganske hård dag, hvor man skulle op i mere end 1000 m højde og forcere mere end 3000 højdemeter.

Alligevel fik etapen et lidt overraskende forløb. Der blev ellers gået til stålet på en dag, hvor alle viste, at et udbrud havde en hæderlig chance for at snyde de eksplosive puncheurs, og da røgen havde lagt sig efter mere end en times angreb, var det et klasseudbrud med Alexey Lutsenko, Kenny Elissonde, Victor Campenaerts, Anthony Perez, Jonathan Hivert og Julien EL Fares, der havde formet sig. Det tvang BikeExchange, der havde ambitioner med formstærke Michael Matthews, og Bahrain, der var på revanchejagt med en skuffet Dylan Teuns, til at jagte knaldhårdt hele dagen, så alle tidsplaner blev sprængt.

Alligevel var det et bemærkelsesværdigt stort felt, der var tilbage, da løbet nærmede sig Biot. De fleste sprintere var med endnu, og det var en helt anderledes stor gruppe, end da næsten præcis samme etape blev kørt for syv år siden, hvor Tom-Jelte Slagter havde spurtet sig til sejr i en lille gruppe hovedsageligt bestående af klassementsryttere. Faktisk var feltet så stort, at Bennett, som endelig synes at have fundet storformen til et Milano-Sanremo, bad sit Deceuninck-mandskab om at køre det fornemme sidste angrebsforsøg fra unge Jonas Rutch og den stadig overlevende Kenny Elissonde ind, så ireren kunne få en mulighed for en tredje etapesejr, han i går slet ikke havde regnet med.

Selve finalen var da også god for Bennett, der for to år siden i Toledo vandt en spurt på en endnu sværere stigning. Der er imidlertid forskel på at spurte på en bakke efter en let dag i fladt terræn og efter en lynhurtig dag over flere bjerge og 3000 højdemeter.

Det måtte Bennett da også sande, men man kan kun tage hatten for det heroiske forsøg og den eminente evne til at æde sig selv. Selvom han åbenlyst trådte mere og mere firkantet, troede han på det så længe, at han først gav op i det øjeblik, at der end ikke var ét pedaltråd tilbage i de trætte irske stænger. Resultatet af Deceunincks hårde arbejde blev desværre en eksplosion, som kunne høres helt til Irland, og som kun Bennett kan levere i samme spektakulære forstand.

Mens syren væltede ud af ørene på Bennett, var det vist ikke gået op for Florian Senechal, at kaptajnen var eksploderet. I hvert fald fortsatte franskmanden med at føre for et stadig mindre felt, og måske skulle han lige have kigget sig tilbage en ekstra gang. Da havde han nemlig stirret direkte ind i et slovensk monsterfjæs, hvor der formentlig var travlt med at blive pillet næse, mens det blev overvejet, om ikke de kunne dog kunne køre lidt stærkere.

Roglic sad nemlig limet til Senechals baghjul med en lethed, som sad han stadig kun 10 slag over hvilepulsen, og de lidende Christophe Laporte og Matthews, der skar ansigt i 3. og 4. position skal vist prise sig lykkelige for, at de ikke kunne se Roglics ubesværede grimasse. Den blev ikke spor mere anstrengt, da den stadig mere formstærke Guillaume Martin blæste ud af feltet med et angreb, der slet ikke var dumt tænkt. Med den benhårde modvind tvang han nemlig nu Roglic til at slide sig selv ned i vinden, mens Martins holdkammerat, Laporte, kunne køre på frihjul frem til spurten.

Desværre var en særdeles kraftig fransk sydvestenvind direkte ikke i et ubesværet slovensk ansigt ikke nok. Roglic havde intet besvær med at lukke til Martin og derefter køre en spurt, der vel egentlig burde være for lang, når man betænker, at vinden var imod ham. Alligevel havde Laporte og Matthews nok at gøre med bare at følge med, og i stedet for fransk eller australsk sejr endte det i endnu en lammende magtdemonstration, der nok kan få hvem som helst til allerede at koste håndklædet i ringen, inden vi har ramt den afgørende weekend.

På sin vis lignede det en lille ydmygelse, men med tanke på Roglics dominans i de senere år har de fleste af dagens bedst placerede egentlig grund til at være ganske stolte. Det gælder ikke mindst Laporte, der bekræftede den skræmmende form, han har stillet til skue siden begyndelsen i Besseges, og som i den grad har sparket liv i en karriere, der ellers i et trist 2020 så ud til at sygne hen. Tilsyneladende er der ingen tegn på træthed, selvom han nu har kørt som en motorcykel i en måned, og hvis tendensen fortsætter, bliver han et spændende bekendtskab på brostenene i de kommende uger.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Det gør Matthews også, men australieren må sande, at han ikke synes helt at have det kick, han havde engang. Formen fejlede jo intet i onsdags, men som vi også så i Giroen, synes han ikke helt at være den puncheur, der tidligere har vundet et hav af denne slags spurter. Det skal dog ikke slette indtrykket af, at Matthews i de seneste dage har leveret et overbevisende indtryk efter en tid, hvor man særligt i 2019 kunne spørge, om han var ved at gå i lidt tidligt forfald.

Det har man også længe kunnet med Bryan Coquard, men selvom han åbenlyst ikke er den sublime rytter, der engang blev nr. 4 i Amstel Gold Race, var dagens fine 7. plads endnu et vidnesbyrd om, at han har genfundet lidt af de klatreevner, der ellers var forsvundet. I det hele taget var det ret bemærkelsesværdigt, at det lille B&B-mandskab fik to mand i top 8, da også Quentin Pacher fortsatte de lovende takter, der har bragt ham til karrierens vel højeste niveau i disse dage.

Dylan Teuns rejste sig også fint efter onsdagens nedtur med en god spurt i en finale, der egentlig var en anelse for let for ham, og Aurelien Paret-Peintre fik vist, at han spurtsejren i Marseille kan være udtryk for en eksplosivitet, han hidtil har gemt godt. Sergio Henao fortsætter også sin stille renæssance, der blev indledt i Vueltaen, og store Dorian Godon er et stadig mere interessant bekendtskab efter en flyvende start på sæsonen. Endelig fortsætter Jasper Philipsen med at blive stadig mere holdbar og spændende som mere og andet end bare en sprinter. Måske er en 20. plads ikke meget, men på en dag, hvor det blev for hårdt for Philippe Gilbert, der synes i bekymrende form hans høje alder taget i betragtning, Matteo Trentin, Sep Vanmarcke, Anthony Turgis, Jasper Stuyven og Giazomo Nizzolo, som alle forsøgte at køre finalen og regnes som mere robuste klassikertyper, er det bestemt ikke noget dårligt udkomme.

Det er dog nok alligevel Lucas Hamilton, der er det mest behagelige bekendtskab i top 10. Den i 2019 så uhyre lovende klatrer er efter et temmelig skuffende 2020 nu endelig ved at folde sit enorme potentiale ud. I dette løb har han mildt sagt været overbevisende med flot kørsel på 4. etape, og når han nu også vinder bonussekunder i de indlagte spurter og bliver nr. 6 i en puncheurspurt, selvom han bestemt ikke er kendt for sin hurtighed, bliver han enormt interessant at følge både i weekenden og i en sæson, der byder på en chance som grand tour-kaptajn.

Mere overraskende var det at se den ellers så formstærke Maximilian Schachmann ende langt fra fronten på en finale, der ellers passede ham, efter en præstation, hvor det kneb bemærkelsesværdigt meget med positioneringen. Tilsvarende havde man ventet at se Tiesj Benoot og David Gaudu længere fremme, men belgieren brokkede sig over at skulle bremse to gange, og den ellers så formstærke franskmand var stiv efter styrtet forleden.

Alle undgik de dog tidstab, og det er mere, end man kan sige om Brandon McNulty. Desværre berøves vi nu chancen for at se, hvor meget han har forbedret sig i bjergene, da et styrt sendte den formstærke amerikaner hjem før tid. Heldigvis er han sluppet nådigt, hvorfor han fortsat kan rette fokus mod Giroen, men chancen for at se, om han stadig er begrænset på stigningerne, går vi glip af denne gang.

En etapesejr eller samlet triumf gik han dog nok ikke glip af. Mon ikke det alt sammen ender i Slovenien, for lige nu synes intet at kunne komme blot i nærheden af den uovervindelige slovener. Arrangørerne har nu været tvunget til at ændre ruten til sidste etape, men man sidder med fornemmelsen af, at de kunne have gjort hvad som helst med ruten, uden at det ville ændre udfaldet. Nærmest uanset terræn er Roglic efterhånden favorit. Og det var altså den slovener, der engang lignede en endimensional klatrer. Tænk, at vi var så dumme dengang…

Favoritterne

Det moderne Paris-Nice-format følger efterhånden et ganske fast mønster. Efter klatreopvarmningen om fredagen kulminerer det hele i den afgørende weekend, hvor der venter en kongeetape med bjergfinale lørdag og den underholdende og stærkt kuperede sidste etape omkring Nice. Desværre har coronarestriktionerne ført til en omlægning af finaleetapen, der nu fremstår i en betydeligt blødere og slet ikke selektiv udgave, men heldigvis bibeholdes bjergfinalen på Valdeblore La Colmiane, dog i forkortet format. Og med udvandingen af søndagsetapen fremstår den pludselig som altafgørende, for nu synes det helt givet, at vi kender vinderen af løbet og formentlig også de øvrige topplaceringer allerede lørdag eftermiddag ved 15-tiden.

Det efterlader mange klatrere skuffede, men de kan da i mindste glæde sig over, at lørdagsetapen stadig er svær. Nok er den blevet en ultrakort affære, men med 3000 højdemeter over bare knap 120 km er der tale om en ordentlig mundfuld, der nok skal kunne gøre nogle forskelle.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Til gengæld er finalebjerget ikke det vanskeligste. Der er tale om en klassiske alpestigning, som er uhyre jævn uden meget stejle passager. Alligevel har vi set, at vi har fået solosejre til Simon Yates og Nairo Quintana de foregående år, og det vidner om, at den sagtens kan udnyttes af klatrerne. Andenpladserne til Dylan Teuns og Tiesj Benoot samt Maximilian Schachmanns trøjeforsvar i 2020 vidner dog også om, at det er en stigning, hvor også ikke udprægede klatrere kan være med. Heldigvis for alle, der vil have underholdende cykelløb, får vi medvind på stigningen, og det er ret afgørende, når vi taler om et bjerg af denne moderate type.

Spørgsmålet er i første omgang, om favoritterne skal køre om det. Det er normalt givet på en kongeetape som denne, men her er det slet ikke så sikkert. Alle ved jo, at Primoz Roglic er næsten umulig at slå, og spørgsmålet er, hvem der vil føre blot for at sætte sloveneren i scene igen. For mange kan der være meget mere mening i at gå efter en udbrudssejr, hvor chancerne for triumf er større.

Derfor regner jeg også med en meget aggressiv start. Den er knaldhård med en indledende stigning, og allerede i dag så vi, at kørelysten er stor. Det vil tage tid at få en gruppe sendt afsted, og selvom der følger et fladere stykke efterfølgende, melder bakkerne sig så hurtigt, at vi sagtens kan se, at udbruddet først kører på de næste to stigninger. I det tilfælde bliver gruppen utvivlsomt stærk, og så kræver det en indsats at få dem hentet.

Alligevel hælder jeg til samling. Jumbo burde egentlig have fået nok, men kender vi monsteret ret, vil Roglic meget gerne vinde løbets største etape. Det vil derfor undre mig, hvis ikke Jumbo går efter endnu en sejr, og udbruddet kan også meget vel blive så farligt for trøjen, at de er tvunget til at jagte, som Kenny Elissonde tvang dem til i dag.

Men selv hvis de vælger den passive strategi, er der andre. Her tænker jeg først og fremmest på Astanas superhold, og de vil formentlig tage ansvar, hvis ikke de har fået sendt Alexey Lutsenko afsted i udbrud - en strategi, der formentlig er plan A. Der er også FDJ, der satser stort på at vinde med David Gaudu, og selvom deres hold er tungt, kan de sagtens føre på det lange, flade stykke efter de første tre stigninger. Jeg vil også tro, at en meget selvtillidsfuld Tiesj Benoot vil gå efter det, og dermed ser jeg i hvert fald tre mulige allierede til Jumbo. Derfor tror jeg mest på et favoritslag, men jeg udelukker ikke en udbrudssejr helt. Det vil dog formentlig kræve, at Astana har fået sendt Lutsenko afsted.

Jeg er lidt spændt på, hvordan stigningen bliver kørt. Jumbo kan i princippet køre tog hele vejen, men deres hold var overraskende svagt forleden. Derfor tror jeg snarere, at vi vil se Astana lægge pres, så de kan skabe den overtalssituation, hvor Aleksandr Vlasov og Ion Izagirre kan angribe Roglic på skift. Derfor tror jeg, at de vil sætte fart fra bunden og derefter begynde at angribe Roglic relativt tidligt. Lige nu ser det ud til, at han godt kan isoleres.

Som bekendt er det bedste forsvar dog et angreb, som vi så det på 4. etape, og derfor er det umuligt ikke at pege på Primoz Roglic som favorit. Sloveneren har hidtil været i sin egen liga på stigningerne i dette løb, og der er ingen grund til at tro, at det skulle være anderledes denne gang. Jeg tror for så vidt godt, at Astana kan isolere ham i en sandwich, men den bedste måde at komme ud af den knibe på er at angribe selv. Det gjorde han forleden, og med den generelle medvind vil jeg tro, at han vælger samme strategi igen. Lige nu er det svært at se, hvem der skal følge ham, og det kunne derfor godt ligne en solosejr i stil med det, vi har set fra Yates og Quintana.

Selv hvis han ikke kører fra distancen, er Roglic umulig at slå. Igen i dag så vi, at han er den bedste afslutter, og derfor er der ingen, der slår ham, hvis de kommer samlet til stregen. Umiddelbart kan man kun få skovlen under Roglic, hvis han isoleres, ikke kan kontrollere det hele og denne gang ikke bare har overskuddet til at køre fra alt og alle. Det virker svært at forestille sig, og derfor er Roglic klar favorit.

Hvem kan så slå ham? Som sagt skal det ske i en taktisk finale, og derfor peger jeg på David Gaudu. Jeg er lidt bekymret for hans styrt i onsdags, fordi han klagede over stivhed i dag, men han var i flyvende form inden løbet og kørte en fremragende 4. etape, hvor han var med i front, selvom han havde haft en hård opkørsel. Hans dårlige enkeltstart giver ham nu den frihed, han skal bruge, hvis han skal have skovlen under Roglic, og han er samtidig en god afslutter, hvis han skulle få selskab af en mand eller to. Er han ikke mærket af styrtet, er han sammen med Vlasov formentlig nærmeste mand til at true Roglic, og da han har tabt tid, er han manden med størst chance for at få den frihed, der kan give sejren.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørt præmiepenge i 2024

Et andet oplagt bud er Guillaume Martin. Jeg var bekymret for, om skaderne inden sæsonstarten havde sat ham for meget tilbage, men han er kommet hurtigt i form. Han virkede meget overbevisende både med dagens angreb og i onsdags, og samtidig er han på papiret en af de absolut skarpeste klatrere med det tårnhøje niveau, han havde i august sidste år. Hans håbløse enkeltstart har sat ham langt tilbage, og derfor er han en rytter, Roglic sagtens kan lade smutte væk. Han har også den rette aggressive natur og risikovillighed og kan afslutte, hvis han har selskab. Derfor er han slet ikke noget dårligt bud.

Man må også pege på Lucas Hamilton. Som skrevet i analysen er australieren efter sit skuffende 2020 endelig ved at vise sit enorme potentiale, og han har set uhyre overbevisende ud hidtil, først i onsdags og siden med overraskende punch i dag. Denne stigning burde passe ham endnu bedre end onsdagens, og han har stadig tabt så megen tid, at han ikke er den værste trussel mod Roglic. Samtidig er han stadig en underdog, ingen frygter, og han viste med sin sejr i Tirreno sidste år, at han mestrer kunsten at snige sig væk i en taktisk finale. Det er præcis den opskrift, han skal bruge her.

Jeg vælger også at nævne Aleksandr Vlasov her, men han får alligevel svært ved at vinde etapen. Hans placering og rygte gør ham nemlig til en mand, Roglic vil være meget opmærksom på, og derfor skal han slt og ret være bedre end sloveneren for at vinde. Det ligner en næsten umulig opgave, men i det mindste virker Vlasov til endelig for alvor at have fundet formen efter en lidt rusten start. Han var stærk i onsdags, og denne stigning passer ham langt, langt bedre. Han og Izagirre kan måske udnytte taktikken til deres fordel, og Vlasov har trods alt erfaring i at køre fra en ganske vist træt Roglic på Angliru sidste år. På papiret er han vel feltets næstbedste klatrer, og i mine øjne er det ham, Martin og Gaudu, der skal kæmpe om 2. pladsen. Russerens udfordring bliver at vinde etapen.

Jeg har faktisk også god tiltro til Tiesj Benoot, selvom stigningen er lidt lang for ham. Han virkede meget overbevisende i onsdags, og dagens resultat skyldtes angiveligt to opbremsninger undervejs. Sidste år viste han med sit flotte angreb, at han sagtens kan klare denne ikke specielt stejle stigning, og han har også tabt så meget tid, at det ikke er ham, Roglic reagerer først på. Samtidig er han ikke nogen ringe afslutter, hvis han skulle få selskab af de rette.

Pierre Latour var onsdagens positive overraskelse, hvor han fik bevist, at han er kommet sig over styrtet i Provence. Med sine talrige angreb lignede han en af de allerstærkeste, og denne ikke specielt stejle stigning burde ligge godt til ham. Som vi så forleden, er han en opportunistisk herre, der tør gribe ud efter lykken, og det er det, der skal til, hvis Roglic skal slås. Hans katastrofale enkeltstart er nu en fordel, der giver frihed, og med sine gode spurt kan han også afslutte.

Forud for løbet havde jeg store forventninger til Ben O’Connor, der var meget overbevisende i Var og lignede en mand på vej frem. Han skuffede mig lidt i onsdags, men den eksplosive stigning er heller ikke hans kop te. Dette rigtige bjerg passer ham langt bedre, og i forvejen ved vi, at O’Connor er en uhyre svingende herre. Med de fine takter fra februar og det niveau, han viste i Giroen, har han styrken til at udnytte sin frihed til at vinde etapen.

Det var også godt at se Jack Haig forleden. Australieren har været en gigantisk skuffelse i denne sæson, men nu sad han med de bedste på en stigning, der ikke passede ham. Denne etape er langt bedre for en ren klatrer som ham, og hans enkeltstart betyder, at han har tabt tid. Hans form er i klar fremgang, og han bør være bedre nu, hvor motoren er ved at være varm. Han skal alene hjem for at vinde, men han har i hvert fald frihed.

Warren Barguil er kendt som en langsom starter, men han bliver stille og roligt bedre dag for dag. Nu synes han at have et niveau, hvor han er konkurrencedygtig, og det er slet ikke en ringe stigning for franskmanden. Han har ikke niveauet til at slå de bedste endnu, men hans ringe tempoevner giver ham i hvert fald frihed. Den frihed vil altid aggressive Barguil være klar til at forsøge at udnytte.

Efter nogle sløje sæsoner har Ion Izagirre været genfødt i dette løb, hvor han i onsdags lignede en af de absolut skarpeste, selvom han betalte en lille pris for forsøget på at gå med Roglic. Desværre er han ligesom Vlasov i den ”uheldige” situation, at han ligger lidt for godt til i klassementet, og derfor får han ikke den store frihed. Han kører ikke fra Roglic på ren styrke, og derfor skal han vinde via en Astana-sandwich på sloveneren. Det bliver svært, og derfor ligner det mere et topresultat end en sejr til formstærke Izagirre.

Læs også

Soudal-QuickStep skriver med ny rytter

Harm Vanhoucke skuffede lidt i onsdags, hvor han ikke fulgte op på de gode takter fra Emiraterne. Vi ved dog også, at den lille belgier er uhyre svingende, og derfor kan han måske godt være kørende denne lørdag. Hans topniveau var i hvert fald temmelig højt på Jebel Hafeet, og denne rigtige bjergetape passer ham i hvert fald bedre end onsdagens eksplosive affære. Min bekymring er hans holdbarhed efter seks dage, for det har hidtil knebet, men han har frihed og topniveauet til måske at overraske.

Det ser også ud til, at Gino Mäder er ved at finde formen. Den talentfulde schweizer viste endelig potentialet med sin meget flotte sidste bjergetape i Vueltaen, og efter en lidt sløv start på 2021 nærmer han sig de bedste. Hvis tendensen fra Vueltaen fortsætter, bliver han bedre og bedre dag for dag, og måske kan han derfor være endnu bedre nu. Om det rækker til at vinde etapen, er nok tvivlsomt, men han bliver spædende at følge.

Louis Meintjes har haft godt af skiftet til Intermarché. Han synes i hvert fald ganske konkurrencedygtig på stigninger, der endnu ikke har passet ham. Denne etape er endelig noget for ham efter de eksplosive sager tidligere og i Emiraterne. Etapen er nok lidt kort til hans dieselmotor, men han bør være tættere på de bedste, end han var forleden. For at vinde skal han snige sig væk, men han er også en lagt mere angrebsivrig rytter, end hans rygte af en eller anden grund tilsiger.

Jeg er positivt overrasket over Aurelien Paret-Peintre i dette løb. Franskmanden har hidtil manglet det sidste på stigningerne, men i dette løb har han hidtil siddet med de bedste. Egentlig burde denne etape passe ham bedre end de foregående, og han har også tabt så megen tid, at han har frihed. Desværre frygter jeg, at han stadig er for begrænset i bjergene til at køre med de allerbedste, hvis ikke han overrasker mig igen.

Maximilian Schachmann gjorde det fornemt på 4. etape, hvor han bekræftede den gode form, men nu kommer han til sin store test. Colmiane er for lang for ham, og sidste år led som bare pokker for at følge med de bedste. Jeg tror egentlig, at han har forbedret sig yderligere, men det vil stadig være en dag, der handler om at overleve. Samtidig har han ikke skyggen af frihed, og derfor er hans eneste chance at slå Roglic i en spurt. Heldigvis er han en af de få, der burde have en minimal chance for at gøre det, men det er stadig meget svært at se Schachmann som vinder af etapen den gode form til trods.

Jeg har svært ved at se andre vindere. Formstærke folk som Quentin Pacher, Sergio Henao og Matteo Jorgenson bør bare skulle forsvare sig på en lang stigning, og det samme gælder for Krists Neilands, Simon Geschke og Jonathan Hivert. Jeg regner med at se en langt bedre Jai Hindley end i onsdags, hvor han slet ikke var så ringe, men formen rækker næppe til sejr. Kenny Elissonde vil også være bedre her, men næppe til at vinde, og det samme gælder for Fabio Aru , der i dag også har for vane at blive ringere gennem etapeløb. Jeg tror ikke, at Dylan Teuns klatrer til at gentage 2. pladsen fra 2018, og Mattia Cattaneo klatrer overraskende ringe i år. Dylan van Baarle skal bare forsvare sig, og jeg fornemmer ikke, at Neilson Powless har benene fra UAE Tour. Steven Kruijswijk og George Bennett er rene hjælpere, stigningen er for lang for Michael Matthews, og hverken David de la Cruz eller Rui Costa har formen.

Skal man pege på en udbrudsvinder, skal vi se på folk, der har tabt tid og kan klatre. Her er Alexey Lutsenko mit bedste bud i lyset af de taktiske overvejelser, der er nævnt ovenfor. Kenny Elissonde smed tid i dag, og er han frisk, har han formen. Også David de la Cruz og Laurens de Plus ligner klatrestærke folk, der har tabt tilstrækkeligt med tid uden at være i absolut katastrofal form. Måske kunne man også pege på en velkørende Jonathan Hivert og Bruno Armirail, men sidstnævnte må skulle sidde hos Gaudu.

HAR DU SAT DIT MANAGERHOLD TIL DE KOMMENDE KLASSIKERE?

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: David Gaudu, Guillaume Martin

Outsidere: Lucas Hamilton, Aleksandr Vlasov, Tiesj Benoot, Pierre Latour, Ben O’Connor

Jokers: Jack Haig, Warren Barguil, Ion Izagirre, Harm Vanhoucke, Gino Mäder, Louis Meintjes, Aurelien Paret-Peintre, Maximilian Schachmann

Kandidater til en udbrudssejr: Alexey Lutsenko, Kenny Elissonde, David de la Cruz, Laurens de Plus, Jonathan Hivert, Bruno Armirail

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Nairo Quintanas sejr fra 2020 og Simon Yates’ sejr fra 2018.