Optakt: 7. etape af Paris-Nice

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Ruten

På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Enkelte gange har man dog brudt trenden og sendt feltet op ad længere stigninger med den risiko for sne, som det altid indebærer på denne tid af året.

Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hvert eneste år siden 2015. I de første to år var stigningerne relativt lette, men i 2017 og 2019 bød man med målbjergerne Col de la Couille og Col de Turini på de sværeste bjergafslutninger i mange år. I tre af de seneste fire år har det været den lettere Valdeblore La Colmiane, der har været rammen om kongeetapen, men i år vender Col de Turini efter to års fravær tilbage. Her var vi i 2019 vidner til en overraskende udbrudssejr til Daniel Martinez og en herlig colombiansk duel mellem Egan Bernal og Nairo Quintana, der knuste Michal Kwiatkowkis drømme om at vinde løbet, og dermed er der lagt op til et forrygende og helt afgørende slag på en stigning, der er svær nok til at gøre betydelige forskelle.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Med en distance på bare 155,2 km er der tale om en kort etape, der trods sine mere end 3500 højdemeter ikke byder på alt for mange tidlige udfordringer. Igen i år går starten i Nice, da rejsen mod solen er overstået, og herfra går det en tur ind i Alperne til en afslutning på Col de Turini. Fra start kører man helt fladt mod nord væk fra Middelhavet, inden man drejer mod sydvest væk fra floden Le Var for at følge et let stigende stykke frem til Tourettes-sur-Loup, som nås efter 29,1 km. En kort nedkørsel leder videre mod sydvest, inden det går mod nord igennem let stigende terræn. Mod slutningen bliver det stejlere, når an drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Coursegoules (8,1 km, 4,9%), der har to kilometer med hhv. 7,4% og 6,3%, men ellers primært stiger med 4-6% frem mod toppen, som rundes efter 55,0 km.

Herfra bliver det lettere. Umiddelbart efter bjergspurten går det ned og op ad en lille bakke frem til dagens første spurt, som kommer allerede efter 57,4 km. Nu venter en kringlet nedkørsel, der fører mod nordøst, inden man følger et fladt plateau mod vest for siden at køre ad endnu en svær nedkørsel mod nordvest ned til floden L’Esteron. Den følges nu mod øst og sydøst ad en meget snoet vej, der er helt flad, idet den dog stiger let op mod byen Gilette, som nås efter 108,3 km. Endnu en svær nedkørsel leder mod sydøst ned til etapens laveste punkt siden starten ved vandet.

Herfra begynder det at stige ganske let, når man følger en snoet ved mod nordøst langs floden La Vesubie, indtil man i byen Lantosque, der nås efter 138,0 km, er oppe i 482 m højde. Man fortsætter kortvarigt videre mod nordøst gennem byen, men kort efter går det løs, når man drejer mod øst for at køre op ad målbjerget Col de Turini (14,9 km, 7,3%), der er i kategori 1. Der er tale om en meget ujævn stigning, som er ganske let over de første 3 km frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 144,1 km, men derefter følger 3 km med 9-11%. Nu bliver den igen lettere med 4-7% over 3 km, inden den vanskeligste kilometer med 10,8% melder sig. Herfra stiger de følgende 3 km igen ujævnt med hhv. 7%, 6% og 9%, inden de sidste 900 m stiger med mere beskedne 6,2%. Stigningen er meget kringlet med mange hårnålesving på den nedre og midterste del, men det sidste kommer med 2,7 km igen, hvorefter vejen dog fortsat snor sig kraftigt hele vejen frem til stregen, indtil man rammer den 50 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3564 højdemeter.

Col du Turini har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2019, hvor et stjernesat udbrud af sidevindsramte klatrere snød feltet, inden Daniel Martinez med en sidste acceleration sejrede foran Miguel Angel Lopez, Nicolas Edet og Simon Yates. Længere tilbage tabte Michal Kwiatkowski førertrøjen til holdkammeraten Egan Bernal, der sammen med Nairo Quintana kørte fra alt og alle og næsten hentede Philippe Gilbert, der undervejs havde været tæt på at overtage den samlede føring via udbruddet.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Vejret

Paris-Nice kaldes Løbet mod Solen, men sådan er det bestemt ikke i år. Faktisk har der i lang tid været frygt for, at sne kunne få indflydelse på kongeetapen, men vejrudsigten har rettet sig i sidste øjeblik. Nu ligner det bare en overskyet dag med en temperatur på 12 grader ved starten i Nice og på 9 grader ved den indlagte spurt på den nedre del af målbjerget. Det burde være tørt på etapens første del, men over den sidste del er der en nedbørsrisiko på 25%. Ved starten i Nice vil det være meget blæsende (29 km/t) fra nordøst, men når man kommer ind i landet, vil vinden aftage og til slut vil den bare have en styrke på 12-13 km/t. Det giver først sidemodvind og derefter kortvarigt medvind, men derefter vil der være mod- eller sidemodvind stort set hele vejen frem til stigningen. Her vil der være sidemodvind hele vejen op.

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af den taktik, der måske kostede Mads Pedersen sejren på 6. etape.

Favoritterne

Siden Paris-Nice for nogle år siden begyndte at gøre det til en fast tradition faktisk at bevæge sig op i de høje bjerge om lørdagen, har den store bjergfinale altid været den på papiret vigtigste etape. Alligevel betyder det forhold, at Paris-Nice med særligt sin start i sidevinden faktisk kun ganske sjældent er blevet vundet af den rytter, der har vundet kongeetapen. Siden 2015 har man haft en bjergfinale hvert eneste år, men det er kun Richie Porte, der har mestret kunsten at vinde både samlet og på løbets store dag i bjergene. Man kan dog med nogen ret hævde, at Egan Bernal formentlig havde gentaget kunststykket i 2019, hvis ikke et udbrud havde holdt hjem, og at Primoz Roglic jo sidste år kun var to styrt fra at fuldføre bedriften.

Kongeetapens målbjerge har været af varierende sværhedsgrad. Colmiane-stigningen, der er blevet brugt i tre af de seneste fire udgaver er en relativt blød sag, hvor det var vanskeligt at gøre det helt store forskelle, men Turini er en langt mere alvorlig sag. Det så vi ved besøget i 2019. Bag det sejrende udbrud kørte Egan Bernal og Nairo Quintana fra alle andre, og kun Jack Haig, Maxime Monfort, Domenico Pozzovivo, Romain Bardet og George Bennett tabte mindre end et minut til de to colombianere. Forudsætningerne for, at klatrerne kan vinde tid, er derfor gode, selvom de nok havde foretrukket, at den øvrige del af etapen var vanskeligere. I det mindste får vi lov at køre op ad bjerget, nu hvor vejrudsigten aflyser det snevejr, som ellers længe har luret som en farlig trussel mod etapens afvikling.

Den samlede etape er nemlig ikke voldsomt svær, og det betyder også, at vi formentlig ikke får en gentagelse af udbrudssejren fra 2019. Jeg vil stadig tro, at der bliver kamp om at ramme udbruddet, når vi allerede én gang har set Jumbo lade et udbrud sejle hjem, og når Gino Mäder var uendeligt tæt på at tage en udbrudssejr sidste år. Den første del er dog til at kontrollere, og der burde være flere hold, der vil forsøge at sikre, at udbruddet ikke bliver for stærkt. Det gælder Arkea, der med statsgaranti vil gå efter at vinde med Nairo Quintana, men jeg vil også tro, at både BikeExchange og Ineos er klar til at jagte etapesejren. Det er klart, at de risikerer at skyde sig selv i foden ved at give Roglic bonussekunder inden søndagens etape, hvor han er mere sårbar, men de er også så langt efter, at de er nødt til at løbe risikoen. Egentlig tror jeg også, at Bora og Bahrain kunne være interesserede, men da deres hold er nærmest ikkeeksisterende, er det nok begrænset, hvor meget de vil hjælpe.

Jeg er mere usikker på, hvad Jumbo vil. Gårsdagens etape viste en overraskende svaghed, og da Wout van Aert helst undgår at grave for dybt, tror jeg faktisk, at de kan overtale Roglic til at stille sin sult for en etapesejr. Hvis ikke de andre tager initiativ til at hente udbruddet, vil jeg tro, at Jumbo kan lade dem køre hjem, men jeg anser det som så usandsynligt, at mindst to af de tre nævnte hold ikke går ind i jagten, at det ligner en favoritafgørelse. En hel dag i modvind gør det heller ikke lettere for de forreste.

Jeg regner altså med et slag mellem favoritterne, og som sagt er det en stigning, der kan gøre stor skade. Der vil dog også være modvind hele vejen op, og det kan lægge en begrænsning på forskellene, og hvor tidligt der kan åbnes. Derfor kan en del af stigningen godt blive kørt ret defensivt. Ineos, Arkea og BikeExchange vil helt sikkert gerne lægge et pres, men når man ser på, hvordan deres ryttere har klatret i dette løb - Ineos og BikeExchange har nogle meget formsvage ryttere - er der grænser for, hvor meget de kan levere. Det kan betyde, at Jumbo får lov at kontrollere en stor del af stigningen.

Kampen skal dog nok blive åbnet, og jeg tror også, at Quintana vil tøve med at vente alt for længe, da han har meget tid at hente. Det kan dog også hurtigt være, at han prioriterer etapesejr over klassementet, hvor han står skidt, og det kan føre til en mere defensiv indstilling. Roglic derimod forventer jeg at se køre helt defensivt. Hans altoverskyggende mål er at få den sejr, han ikke fik sidste år, og han har absolut ingen grund til at tage skyggen af risiko eller bruge unødige kræfter inden sidste etape, der kan være tricky.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Alligevel peger jeg på Primoz Roglic som favorit. På papiret er han løbets bedste klatrer, og den usikkerhed, hans kørsel i Drome-Ardeche måske kunne have efterladt, er blevet fjernet af hans kørsel hidtil. Han har virket akkurat lige så flyvende, som han plejer, hvad særligt hans enkeltstart var vidnesbyrd om, og i går virkede han i total kontrol, da han med en enkelt forcering på ingen tid brugte den sidste bakke til at lukke det potentielt farlige hul til Daniel Martinez.

Samtidig har han som sagt den luksus, at han kan køre etapen defensivt. Han skal ”bare” følge med, og her hjælpes han af modvinden. Vi så i går, at hans hold er sårbart - selvom Van Aert har indikeret, at han ikke nødvendigvis tager fridage i weekenden - og den største trussel er, at han bliver isoleret i en gruppe, hvor de vil angribe ham på skift. Den trussel er også reel, men hvis blot han er opmærksom og undgår at komme i en uheldig defensiv, hvor han skal jagte, tror jeg, at han er stærk nok til at løse den situation. Ellers kan han også vise sig så stærk, at han alligevel vælger at løse en kritisk situation, vil selv at køre fra alt og alle. Han synes stærk nok til det, selvom modvinden her er en mod- og ikke en medspiller. Mest af alt tror jeg dog på et defensivt løb, hvor han gør, som han plejer, nemlig åbner for gassen nær toppen, og her har han et punch, som ingen i dette felt kan matche. Derfor tror jeg, at han gentager sidste års sejr - og denne gang går det ikke ud over Gino Mäder.

Jeg anser fortsat Adam Yates som hans værste rival. Ganske vist skuffede han på enkeltstarten, men vi så i UAE Tour, hvor flyvende han var. Når han kan presse Tadej Pogacar så meget, at Tour-kongen selv indrømmer, at han var på sin grænse, bør han også kunne sætte Roglic under et betydeligt pres. Modvinden er en ulempe, som den var det i Emiraterne, men den kan også blive en ven. Hvis Roglic isoleres og grundet vinden ender i en lidt større gruppe, hvor han bliver angrebet i øst og vest, kan hans forsvar være det, som trætter ham så meget, at Yates kan gøre forskellen. Derudover betyder hans enkeltstart, at Roglic bekymrer sig mere om hans bror, og med et forspring på 1.11 til Adam kan han godt tillade sig at give briten en smule frihed. Derfor betragter jeg ham som bedste bud på en mand, der kan slå Pogacar.

Dernæst peger jeg på Jack Haig. Australieren har været på udebane i sidevind og på enkeltstart, og derfor er hans niveau ret svært at vurdere. Han var dog uhyggeligt overbevisende sidste år i Dauphiné, Touren og Vueltaen, og jeg tror, at han går en fremragende sæson i møde. Han efterlod et meget positivt indtryk i Andalusien, hvor ruten passede ham uendeligt dårligt, men det gør dette svære bjerg ikke. Han er ikke vild med kulde, men heldigvis bliver vejret tilforladeligt, og indtrykket i går var også opløftende. Det vil undre mig, hvis han er stærkest, og blandt favoritterne er han også den mindst eksplosive. Han har imidlertid den store fordel, at han er 1.35 efter Roglic. Den isolerede slovener vil ikke have meget imod at give Haig frihed, hvis det bliver nødvendigt.

Det er også derfor, at jeg rangerer Nairo Quintana. som den næste. Vi har set, hvor flyvende colombianeren har været hidtil, men det er også klart, at han her er oppe mod betydeligt vanskeligere modstandere, end han har været hidtil. Jeg regner ikke med, at Quintana bare kører fra alt og alle, og jeg er langt fra overbevist om, at han er en af allerbedste. Jeg regner dog stadig med at se ham langt fremme, og nu kommer hans tidstab ham pludselig til gode. En isoleret Roglic vil ikke have de store problemer med at lade Quintana smutte væk, og det gør, at han er en ganske god vinderkandidat, også selvom han måtte vise sig igen at mangle lidt i forhold til de allerbedste.

Daniel Martinez har gode minder fra dette bjerg, hvor han tog sin hidtil eneste bjergetapesejr i Europa. Dengang var det fra et udbrud, men han kan også gøre det fra en favoritgruppe. Hans topniveau i Giroens sidste år var tårnhøjt, og han har igen i år imponeret meget fra sæsonstart. Alene det forhold, at han næsten vandt på Malhao i kamp med meget mere eksplosive ryttere vidner om fremragende form, og det er alene hans begrænsede løbskalender grundet sygdom, der i 2021 forhindrede ham i at konfirmere sit Giro-potentiale. Modsat de ovennævnte har han dog det problem, at han ikke får helt så meget frihed. Alligevel er han ikke uden chance. Ineos vil sidde med to mand, og det vil altid være en fordel. Derudover er han trods alt 56 sekunder efter, og derfor er det ikke verdens undergang for Roglic at lade ham smutte væk.

Det ser lidt vanskeligere ud for Simon Yates. Hans kørsel i Andalusien og ikke mindst på enkeltstarten for mig til at tro, at han godt kan vise sig som næstbedste mand bag Roglic, men han er også manden, der får mindst frihed. Skal han vinde løbet, skal han være stærkeste mand, og det tvivler jeg trods alt på, at vi vil se. Vi har i hvert fald ikke set den allerbedste Yates siden Vueltaen 2018, heller ikke i Giroen sidste år, hvor han ellers havde en fin sidste uge. Omvendt har vi heller ikke set ham starte så stærkt siden netop 2018. Genfinder han niveauet fra dengang, er han sammen med sin bror manden, der måske kan vise sig stærkere end Roglic. Det er bare også hans eneste vej til sejr.

Løbets joker er Aleksandr Vlasov. Ser vi Valencia-udgaven af russeren, vil han være en af de stærkeste, men ser vi UAE-udgaven kommer han ikke langt. Det har desværre været mønsteret for ham i 2021, at han har manglet en stabilitet, men sidste år havde han heller ikke et højt topniveau. Det vil han forhåbentlig vise sig at have i år, og her tjener Valencia til at skabe noget optimisme. Han har ikke samme frihed som de Quintana og Haig, men ligesom det gælder for Ineos-duoen, er han en rytter, som godt kan få en smule tid. Måske er det faktisk en fordel for ham, at han ikke kører for briterne, som Roglic nok på søndag frygter mere end et Bora-hold med én klatrer og tre tunge folk. Det kræver bare, at han kører som i Valencia, og det er jeg bestemt ikke sikker på, at han gør.

Guillaume Martin står heller ikke med ringe kort på hånden. Franskmanden har kørt fremragende i alle sæsonens løb hidtil, og alene det forhold, at han indtil sin punktering sad på første vifte i sidevinden, siger alt, når man betænker hans evner i positionskampen. Vi så dog også i Var, at han ikke var på Quintanas niveau, men omvendt så han endnu bedre ud i Drome-Ardeche, hvor han næsten fik hentet Jonas Vingegaard til sidst om søndagen. I dette felt er han ikke stærkest, men mindre kan også gøre det, når man har tabt så meget tid, som han har. Roglic frygter ham ikke, og der er i hvert fald én ting, der er sikkert. Hvis han overhovedet kan, angriber han!

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Joao Almeida er en svær størrelse at blive klog på. Han var tydeligvis ikke på toppen i UAE Tour, men han var konkurrencedygtig. I dette løb kørte han en katastrofal enkeltstart, men i går så han pludselig ganske velkørende ud. Hans enkeltstart får mig til at tro, at han kommer til kort i morgen, men jeg tør ikke udelukke, at han pludselig rejser sig. Han plejer at blive bedre og bedre, og han har to fordele. Han er manden, der måske kan true Roglic i en spurt, men mest af alt har han tabt så meget tid, at han er ganske, ganske ufarlig.

UAE har flere kort at spille. Jeg vil tro, at Brandon McNulty sparer sig til et stort soloridt igen på søndag, men vælger han at køre finale, er han i spil. Han har kørt som en motorcykel gennem hele sæsonen, og ii går viste han, at han har rejst sig efter sit styrt. Han har dog altid haft sine begrænsninger i bjergene, og selvom han gjorde det overraskende godt til OL og har forbedret sig meget her, er der et niveau, han skal vise. Det er dog også muligt, at han har opnået det nu, og han har den fordel, at han har mere frihed end alle andre.

Løbets store joker er vel David Gaudu. Franskmanden skulle jo have været en af de tunge favoritter, men det har hans styrt forpurret. Han blev sat tidligt i går, og selvom det meget vel kan have været bevidst, har han de seneste dage lignet en mand, der har lidt. FDJ siger også her til aften, at han ikke er helt klar endnu, og den primære mission er også at ramme udbruddet. Skulle det mislykkes, vil han dog måske forsøge sig, hvis ikke han sparer sig til et udbrud søndag. Gør han det, ved vi, at hans topniveau er tårnhøjt, og at han havde vist form i optakten. Frihed har han ufatteligt meget af - mere end nogen anden favorit.

Jeg nævner også Wout Poels. Også han er helt ude af klassementet, og efter sejren i Andalusien har han igen set godt ud her. Han arbejdede i hvert fald stenhårdt for Haig i går, og selvom taktikken var spøjs og uforklarlig, vidner det om, at de gode ben fra Spanien er fulgt med. Hans primære opgave er dog at støtte Haig, og jeg tvivler på, at han får megen plads til at køre sit eget løb, ligesom han ikke i nu flere år har været med de bedste i en svær bjergfinale som denne. Hvis Bahrain alligevel sidder med to mand til sidst, kan man ikke udelukke, at han kan få lov at gå efter en etapesejr, og han er i hvert fald helt ufarlig.

Farlig er Mauri Vansevenant heller ikke, og det er hans store chance. Han er den helt lille underdog, ingen frygter, men han har endnu aldrig begået sig på dette niveau. Noget tyder dog på, at han har taget endnu et skridt. Han var god i Andalusien, og selvom han blev slået af først Brandon McNulty og siden Jonas Vingegaard, var det opløftende at se. Til gengæld har vi heller aldrig set ham begå sig på så svær en bjergafslutning, og jeg vil da også tro, at han kommer til kort. Han har dog været så lovende, at han har potentiale til at overraske.

Pierre Latour har i dette løb fortsat de flyvende takter, men vi har også lært ham at kende. Sidste år i Asturien vandt han en etape, men da det gjaldt de rigtige bjerge, kom han til kort. Samme mønster så vi i Provence, hvor han havde kurs mod podiet, men fejlede på kongeetapen. Denne stigning er formentlig for svær for Latour, og han havde stået bedre med den gamle Colmiane-stigning. Han er dog også så velkørende, at han fortjener at blive nævnt, og selvom han ligger helt fremme i klassementet, har han også tabt så meget tid, at Roglic godt kan give ham lidt snor.

Endelig er der Ion Izagirre og Bauke Mollema . På papiret er de blandt de bedre klatrere, men i de senere år har de været et stykke fra de bedste. Denne gang har de endda præsteret meget skuffende i optakten - Izagirre i Galicien og Mollema i Var og Laigueglia - og derfor er mine forventninger begrænsede. De har dog haft tid til at forbedre sig, og de klarede gårsdagens etape fint. Derfor har de potentiale til at overraske, og frihed har de i hvert fald en del af.

Aurelien Paret-Peintre sad med i går, men stigningen er lidt for svær, ligesom han ikke har vist storfom i optakten. Quentin Pacher er flyvende lige nu, men denne stigning er for lang. David de la Cruz bør gøre det bedre på denne etape end de foregående, men med det, han viste i går og i UAE Tour, er det svært at se ham helt fremme. Matteo Jorgenson skal bekræfte sin klatring fra Provence, men vi så i går, at han havde begrænsninger, hvad han særligt bør have på så lang og svær en stigning som denne. Andreas Leknessund, Gregor Mühlberger og Finn Fisher-Black gjorde det alle godt i går, men det er svært at se dem blande sig helt fremme i dette selskab, som det også gælder for en ellers formstærk Alexis Vuillermoz, der finder den for lang, og Steff Cras.

Som sagt giver jeg ikke et udbrud mange chancer, men skal det lykkes, skal det være en meget god klatrer med et stort tidstab. Det gør Brandon McNulty til mit bedste bud efterfulgt af Wout Poels, David Gaudu, Gregor Mühlberger, Alexis Vuillermoz, Quentin Pacher, Finn Fischer-Black, Steff Cras, Franck Bonnamour og Harm Vanhoucke.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

BEMÆRK: Husk, at det er en rangering efter vinderpotentiale - ikke forventet styrkeforhold.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Adam Yates, Jack Haig

Outsidere: Nairo Quintana, Daniel Martinez, Simon Yates, Aleksandr Vlasov, Guillaume Martin

Jokers: Joao Almeida, Brandon McNulty, David Gaudu, Wout Poels, Mauri Vansevenant, Pierre Latour, Ion Izagirre, Bauke Mollema

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Brandon McNulty, Wout Poels, David Gaudu, Gregor Mühlberger, Alexis Vuillermoz, Quentin Pacher, Finn Fischer-Black, Steff Cras, Franck Bonnamour, Harm Vanhoucke

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Daniel Martinez’ sejr fra 2019.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris