Optakt: 7. etape af Paris-Nice

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Ruten

På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne imidlertid at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hver eneste gang siden 2015, altid om lørdagen. I starten var de relativt lette, men i de senere år har man opdyrket nogle vanskeligere bjerge, og nu synes man endda at have fundet tre målbjerge, der skiftevis bruges igen og igen. Efter at Col de Turini var programmet i 2019 og 2022, mens man besøgte Valdeblore La Colmiane i 2018, 2020 og 2021, vender man i år tilbage til Col de la Couillole, der første gang blev besøgt i 2017, og som med sine 1678 m endda er det højeste bjerg, Paris-Nice nogensinde har besteget. For seks år siden var vi vidner til et herlig slag, hvor forhåndsfavoritten Richie Porte, der havde smidt sit klassement i sidevinden, kørte fra alt og alle, hvor Alberto Contador kørte fra alle sine klassementsrivaler, og hvor Sergio Henao knækkede Julian Alpahilippe og overtog førertrøjen, og baseret på de meget store tidsforskelle, vi så dengang, er der lagt op til et herligt og helt afgørende slag igen i 2023, hvor man atter udfordrer højder, man normalt ikke tør røre på denne tid af året.

Arrangørerne har for vane at gøre denne kongeetape relativt kort, og det er også tilfældet i år, hvor der skal tilbagelægges bare 142,8 km. Man har også indledt en tradition med at starte etapen i Nice og herfra køre frem til en af de tre nævnte alpetinder igennem terræn, der forinden ikke er alt for vanskeligt, og i år er det altså på toppen af Col de la Couillole, at det hele slutter. Starten går altså helt nede ved kysten, hvorfra man kører mod nord ad en let stigende vej langs Var-floden. Den forlader man efter små 10 km, når man drejer mod nordvest for at køre op ad en bakke (4,4 km, 4,4%), der leder op til Gattières, som passeres efter 14,0 km. Herfra går det igen mod nord ad en let stigende vej, inden en lidt kringlet nedkørsel leder videre mod nord tilbage til dalen og Var-floden.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den forlader man imidlertid med det samme, når man kører mod nord og nordvest op ad kategori 1-stigningen Cote de Tourette-du-Chateau (17,8 km, 4,6%), der er en næsten helt jævn stigning med stigningsprocenter på 4-6 det meste af vejen. Toppen rundes efter 48,9 km, hvorefter det forsætter med at stige let, mens man kører videre mod nordvest frem til byen Ascros, der nås efter 63,4 km. Her rammer man en relativt let nedkørsel, der fører videre nordvest tilbage til dalen, som nås efter 83,6 km.

Her drejer man mod øst for at køre ad en lige og let faldende vej, indtil en lille bakke (2,3 km, 6,3%) leder op til dagens spurt, som kommer efter 98,8 km. Derfra går det mod nordøst ad et let stigende stykke, inden man drejer mod nord for at følge en kort nedkørsel og dernæst en lige og ganske let stigende vej, som leder frem til byen Saint-Sauveur-sur-Tinée, der nås efter 126,1 km og ligger for foden af målbjerget, kategori 1-stigningen Col de la Couillole (15,7 km, 7,1%).

Her drejer man mod vest for at køre op ad bjerget, der er en meget jævn stigning, som stiger med 6-8% hele vejen op, dog med en enkelt kilometer på 8,5% på den nedre del. Mod slutningen har vi den vanskeligste del, da de sidste 1700 m stiger med ca. 8%. Den nedre del går mest ad en relativt lige vej, hvorefter der følger flere hårnålesving, det sidste med 900 m igen, men derfra bugter vejen sig kun ganske let.

Etapen byder på i alt 3537 højdemeter.

Col de la Couillole har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2017, hvor Richie Porte, der grundet sidevind havde smidt sit klassement, tog en suveræn solosejr med 21 sekunder ned til Alberto Contador og 32 sekunder ned til Dan Martin og Sergio Henao, som overtog førertrøjen fra Julian Alaphilippe, der som nr. 14 tabte 2.40 til Porte.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Vejret                                

Efter dagens blæsevejr kan rytterne glæde sig over, at vinden lægger sig, men det vil stadig være meget blæsende. Rejsen mod solen er tilendebragt, og der venter en flot dag med kun få skyer. Ved starten vil temperaturen være hele 20 grader, mens den vil være 19 grader for bunden af målbjerget. Fra starten vil styrken være 21-22 km/t for den vestlige vind, der vil dreje mod nordvest og tiltage til en styrke på 28-29 km/t i finalen. Det giver generelt sidevind frem til toppen af første stigning, hvorefter der vil være først sidemodvind og siden medvind frem til kort efter spurten. Der vil være sidemodvind frem til sidste stigning, hvor der vil være sidemod- og modvind hele vejen op.

Analyse af 5. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan det blev det "forkerte" sprintertalent, der endte med at stjæle rampelyset i Paris-Nice.

Favoritterne

Dagens aflysning efterlod en stor gruppe ryttere meget skuffede. Det var nemlig den helt store chance for alle de ryttere, der ikke kunne drømme om at vinde en massespurt, et holdløb eller en etape med væsentlige stigninger. Til gengæld var det godt nyt for alle, der stadig måtte drømme om at slå Tadej Pogacar, for den eneste forskel etapen reelt kunne gøre i klassementet, var at forsyne sloveneren med måske endda helt op til 16 bonussekunder.

Nu er alt imidlertid status quo inden kongeetapen. Det er blevet fast kutyme, at lørdagen byder på en stor bjergfinale, og som nævnt ovenfor synes man nu at skiftes med tre stigninger. I det lys har klatrerne grund til at være svært godt tilfredse med det valg, der er truffet i år. Blandt de tre bjerge skal Col de la Couillole måske slås med Turini-stigningen om at være den sværeste, men den er i hvert fald langt vanskeligere end den ret bløde Colmiane-stigning, der blev benyttet i 2018, 2020 og 2021. Det er ikke kun højden, der som gør den til højeste stigning i løbets historie og derfor stikker ud. Det er bestemt også et relativt vanskeligt bjerg, først og fremmest, fordi det er langt.

Det er imidlertid kun blevet besøgt én gang, så vi har ikke de store referencerammer. Vi kender afslutningen fra besøget i 2017, og hvis vi kan bruge det besøg som pejlemærke, kan der skabes store forskelle. Dengang var der således blot fem mand inden for et minut af den sejrende Richie Porte og bare 10 mand inden for 1.30. Dengang var den i hvert fald nok til at koste Julian Alaphilippe den samlede sejr, og havde han ikke smidt det hele i sidevinden, havde den sikkert også sikret Porte endnu en samlet triumf i hans yndlingsetapeløb.

Problemet er, at det også er en klassisk fransk alpestigning. De er altid lange og jævne og uden alt for stejle procenter, og det gør dem pokkers følsomme over for vinden. Og så har vi balladen igen. Vinden har heldigvis langt sig efter fredagens orkan, men den er stadig meget kraftig sidst på etapen. Desværre for alle, der drømmer om at vinde tid, står den direkte i ansigtet næsten hele vejen op, og dermed ligner det lidt en gentagelse af det, vi netop har set i Tirreno-Adriatico, nemlig at det bliver pokkers svært at gøre forskelle.

Det er ikke helt så blæsende i Nice, men der vil stadig være en pæn vestenvind fra start. De lægger ud med et længere sidevindsstykke, og det bør kunne skabe noget nervøsitet. Vi kommer dog hurtigt ind i bakkerne, hvor der formentlig vil være for megen læ, og i forbindelse med første stigning får vi hurtigt modvind. Der kommer så lidt sidemedvind frem mod spurten, men derefter vil der være benhård sidemodvind  på den lange, lige vej frem til målbjerget, og dermed bør sidevindskørsel ikke blive et tema.

Kan et udbrud så holde hjem? Det kan man aldrig helt udelukke - glem ikke, hvordan Gino Mäder for nogle år siden var pokkers tæt på at ”snyde” en meget glubsk Primoz Roglic for sejren på kongeetapen - men det vil undre. I teorien skal UAE lade udbruddet holde hjem og fjerne bonussekunderne, men mon ikke Pogacar føler sig så selvsikker, at han gerne vil vinde. Selv hvis araberne lader udbruddet holde, må man forvente, at Jumbo tager initiativ. Det kan godt være, at det ser næsten umuligt ud for Jonas Vingegaard at vinde løbet, men det vil være en falliterklæring, hvis de kaster håndklædet i ringen, hvad danskeren også har lovet ikke at gøre. Som minimum skal de i hvert fald gå efter etapesejren, og dette er den eneste etape, der passer danskeren nogenlunde godt.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Vi får dog formentlig en kamp om at ramme udbruddet, men når udbruddet er kørt, forventer jeg, at Jumbo og måske UAE tager kontrol. Jeg tør heller ikke udelukke, at også FDJ går ind i kampen, for med den kraftige modvind kan de måske drømme om en spurtsejr til David Gaudu og dermed en mulig førertrøje i kraft af bonussekunder. Det er svært, men nu blev Pogacar jo lukket inde i den indlagte spurt i går, og det kan jo ske igen. Hvis ikke man prøver, vinder man ikke, og Gaudus vej til sejr synes at gå gennem bonussekunder. Endelig anser jeg det som sandsynligt, at Romain Bardet går efter sejren, for han kender stigningen fremragende, da den ligger i hans hjemregion, ligesom man næsten altid skal forvente, at Ineos går efter sejren på en bjergetape. Og har Simon Yates ikke givet op, kan Jayco måske blande sig, men det vil ligne dem dårligt, også fordi Yates nok satser mere på søndagsetapen, som han elsker.

Jeg vil derfor forvente, at udbruddet bliver hentet. Det bliver meget svært i den kraftige modvind på den lange, lige vej frem til stigningen. Derefter skal det hele afgøres på sidste bjerg, og det vil formentlig være et relativt friskt felt. Dels fik de jo en hviledag i dag, dels vil etapen være kort, dels er første del af etapen ret let, og dels vil modvinden betyde, at man kommer let igennem, hvis man sidder midt i feltet.

Hvad sker der så på stigningen? Ligesom i Tirreno i dag vil den orkanagtige modvind formentlig betyde, at vi skal vente meget længe, inden ballet åbnes. Jumbo skal skabe det hårde løb og kan meget vel lægge presset, men deres tunge hold kan ikke gøre det voldsomt hårdt. De kan måske få lidt hjælp af FDJ, der også er nødt til at prøve, samt Ineos, Jayco og DSM, men det er også muligt, at det bliver det stærke UAE-hold, der forcerer.

Trods modvinden skal Vingegaard forsøge før eller siden, men det ligner en umulig opgave. Med den overlegenhed, Pogacar havde i onsdags, ville det i medvind ligne en svær opgave, og med en orkan i ansigtet ligner det en umulighed for danskeren. Jeg vil forvente, at Pogacar før eller siden prøver selv, særligt hvis han er isoleret, men selvom han er skræmmende, kan selv han få svært ved at komme væk, når modvinden er så hård.

Det åbner til gengæld perspektiver for andre. Tim Wellens virkede ikke flyvende i forgårs, hvor han blev brugt tidligt. Felix Grossschartner var god i finalen, men hans potentiale som klatrer er begrænset. Isoleres Pogacar til sidst, er bedste forsvar et angreb, men hvis ikke han kan køre væk i modvinden, kan det godt blive meget taktisk mod en ensom Pogacar. Så vil døren være åben for, at man kan snige sig væk, og dermed betyder vinden faktisk, at chancen for en overraskelse er større end normalt. I medvind havde Pogacar bare kunnet gøre det færdigt selv, men det er slet ikke sikkert, at han kan det.

Jeg ser umiddelbart fire mulige scenarier. Det er muligt, at Pogacar leverer en magtdemonstration og kører alene - modvind eller ej. En anden mulighed er, at vi som i Tirreno får en spurt i en relativt stor gruppe, hvilket er relativt sandsynligt med så voldsom en vind. Det tredje scenarium er, at Pogacar isoleres, ikke kan køre væk i vinden, og at en outsider kører væk i en taktisk finale. Endelig er det fjerde scenarium, at Pogacar og Vingegaard i modvinden godt kan køre fra de andre, men ikke fra hinanden. Da kan de have en interesse i at samarbejde, så Vingegaard kan gå efter etapesejren og i hvert fald den samlede 2. plads, mens Pogacar kan vinde etapen. I den situation kunne man så drømme om, at Pogacar gav sejren til Vingegaard, men det sker næppe. Her vil de nok skulle spurte på toppen.

På den baggrund peger jeg på Tadej Pogacar, hvilket næppe er noget stort chok. Sloveneren vil formentlig vinde i tre ud af de fire scenarier, der er oplistet. En solosejr er trods modvinden en option, og hvis ikke han lukkes inde, er det meget svært at se, hvem der skal slå ham i en spurt i en større gruppe. Ender det i en spurt mellem ham og Vingegaard, vinder han også 999 ud af 1000 gange - særligt når det er ham, der har det formmæssige overskud lige nu - og dermed ser det ud til, at han kun kan slås på én måde, nemlig via taktik. Det er til gengæld også en reel mulighed, for hvis Wellens og Grossschartner fejler, og han isoleres, er der trods alt måske grænser for, hvad selv han kan med en orkan i ansigtet. Med denne modvind er der en bedre chance for at slå ham, men der kan ikke være tvivl om, at han er den store favorit.

Jeg vil forvente, at Vingegaard er næstbedste mand, når stigningen passer ham bedre, og han formentlig kører anderledes end i onsdags, hvor han angreb meget tidligt og siden eksploderede i et forsøg på at følge Pogacar, og jeg vil forvente, at Gaudu er tredjestærkeste mand. Jeg har bare meget svært ved at se dem vinde, for de får ingen frihed af Pogacar. Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, vil jeg derfor lede efter ryttere, der har den frihed, der skal til.

Her går jeg med Daniel Martinez. Colombianeren er så hurtig, at han vil være en podiekandidat i en spurt, men det er svært at se ham slå Pogacar. Hans vej til sejr går via taktik, og her er det en fordel, at Ineos tabte så megen tid på holdløbet. Det giver ham en sjældent stor frihed, og så er spørgsmålet, om han er stærk nok til at bruge den. Det er helt tydeligt, at han stadig er et stykke fra sit 2021-niveau, men han var trods alt en af de bedste i torsdags. På papiret er han en af de bedste klatrere i dette felt, og da han også er hurtig, kan han slå de fleste, hvis han får selskab undervejs. Sidste år var han god i eksplosivt terræn, men på en længere stigning står han i dette felt endnu stærkere, og derfor ligner han det bedste bud på ”en taktisk vinder.” Ineos har også Pavel Sivakov . Man kan ikke udelukke, at han rejser sig, for han er ret ustabil, men han har i år ikke vist noget, der gør mig optimistisk. Det tredje bud er Jhonatan Narvaez, der klatrer storartet lige nu. Grundet modvinden kan han måske komme med hjem til en spurt, og så er han pludselig kandidat til et topresultat, men han slår næppe Pogacar, og stigningen bliver nok også lidt for lang. En tredje spurtkandidat er formstærke Omar Fraile, men han bør ende som ren hjælper.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Mit næste bud er Romain Bardet. Som sagt er han på hjemmebane, og han vil formentlig satse stort på at vinde denne etape. Det er også helt oplagt, at han ikke er helt på toppen, men han mente faktisk, at hans ben i onsdags var til mere, og at han alene dummede sig i det taktiske spil. Han står vel også stærkere på en længere stigning, og han har den opportunisme, der skal til for at række ud efter lykken. Hans store tidstab giver ham en frihed, og ligesom Martinez kan han slå de fleste følgesvende i en spurt. Også i en større spurt er han podiekandidat, men der ødelægges festen af en slovener. Han vil også være alene, da Chris Hamilton er formsvag, og stigningen er for lang for Kevin Vermaerke.

Hvad så med Gino Mäder? Schweizeren synes genfødt lige nu, og vi ved, at den bedste Mäder er en af de bedste klatrere i dette felt. Han befinder sig lidt i et grænseland, hvor han måske ikke får frihed af Vingegaard, da han truer podiet, men omvendt er han heller ikke nogen helt umiddelbar trussel. Han har også det problem, at han slet ikke kan spurte, og derfor er han ikke med fremme i en stor spurt, og han skal alene hjem for at vinde. Det kan han heldigvis også komme i det taktiske spil, hvis han får den frihed, han ikke kan være helt sikker på. Bahrain har også et alternativ i deres forhåndskaptajn Jack Haig, men på baggrund af hans kørsel i onsdags og Andalusien ser det svært ud, selvom stigningen her passer ham bedre. Han skal nemlig også alene hjem for at vinde. Holdets eneste relativt hurtige mand til en stor spurt er Wout Poels , og han ligner et bedre bud end Haig, som han slæbte til stregen i onsdags. Han kan slå de rette følgesvende i en spurt, men selvom han ikke er helt formsvag, regner jeg ikke med at se ham blandt de bedste.

Jeg glæder mig enormt meget til at se Kevin Vauquelin. Det er nu, vi skal se, hvad han kan på et rigtigt bjerg. Jeg kan godt være bange for, at stigningen bliver for lang, men med modvind bliver det alligevel så eksplosiv og sen en åbning, at det burde passe ham. Han har udviklet sig enormt sidste år og lignede en af de stærkeste i onsdags. Han er også herligt aggressiv, og han vil i kraft af Arkeas holdløb have masser af frihed. Endelig kan han slå de fleste på stregen, og dermed er han også topkandidat til en spurt i en stor gruppe, selvom han her ikke slår Pogacar. Til gengæld ved vi nu med sikkerhed, at Clement Champoussin fortsat er formsvag, mens Michel Ries er overmatchet i dette felt.

En af sæsonens positive overraskelser har været Aurelien Paret-Peintre. Indtil nu har han været for begrænset i bjergene, og derfor frygter jeg, at denne stigning bliver for svær, men modvinden vil hjælpe. Ag2r’s holdløb giver ham masser af frihed, og han er også en opportunistisk rytter, som han var i onsdags, hvor han og Vauquelin sneg sig væk i det taktiske spil, da den fladede ud til sidst. Han har i år også spurtet så godt, at han har en chance mod de rette følgesvende, og han er bestemt også en solid top 10-kandidat i en stor spurt. Han skal bare bevise, at han nu virkelig har forbedret sig også på lange stigninger. Han ledsages af Clement Berthet, men han har manglet lidt for meget i denne sæson.

Jeg kan ikke helt finde ud af Mattias Skjelmose. Han fik ødelagt onsdagens etape af defekt, men allerede forinden lignede han en lidt presset mand. I forvejen er dette hans store test, for indtil nu har han haft det svært på lange stigninger, ligesom han synes at tabe niveau igennem et etapeløb. Nu fik han heldigvis en hviledag, og modvinden vil også gøre det hele mere eksplosivt. Det passer ham i hvert fald glimrende, og hans defekt betyder nu, at han har masser af frihed. Han er også en af de allerhurtigste i en spurt og vil være en solid podiekandidat i en stor spurt, og det stiller ham ganske godt, hvis han får en følgesvend med undervejs. Han ledsages af formstærke Julien Bernard, der dog må være hjælper.

En anden rytter, der skal bevise sig selv på lange stigninger, er Matteo Jorgenson, der hidtil har haft mangler i bjergene. Sejren i Oman viste klar fremgang, men vi har også set, at niveauet i Oman ikke var skræmmende. Heldigvis hjælpes han her af modvinden, og han har efter holdløbet masser af frihed. Han er heller ikke langsom i en spurt, men de fleste af de ovennævnte er hurtigere. Vejen til sejr er derfor ikke helt så enkel, ligesom han nok kun er kandidat til en yderlig top 10 i en større spurt. Først og fremmest skal han dog bevise, at han nu klatrer godt nok til så lange en stigning. Han ledsages af en delvist genrejst Gregor Mühlberger, der dog stadig mangler for meget til at kunne være med helt i front.

Så er der Jonas Vingegaard. Som nævnt regner jeg med, at han er næststærkest, og da han også er en glimrende afslutter, kan han meget vel ende som nr. 2 i alle mine fire scenarier. Problemet er bare, at han får meget svært ved at vinde. Pogacar frygter ham stadig og giver ham ikke en lillefinger, og skulle han have en chance for at køre væk, skulle det som minimum have krævet medvind - og i hvert fald ikke en orkan i ansigtet. Det ligner en svær mission, men er der en mand, der kan sætte Pogacar, er det naturligvis Vingegaard. Denne stigning passer ham trods alt langt bedre end onsdagens, men det er et problem for ham, at resten af etapen er let, særligt i modvinden, og dagens hviledag hjalp heller ikke en mand, der bare bliver bedre og bedre, når trætheden melder sig. Måske er hans største chance, at han og Pogacar indgår en alliance, og at sloveneren højst usandsynligt giver ham sejren, eller at det i en større spurt ender med, at Pogacar lukkes inde.

Det samme kan siges om David Gaudu. Han har endnu mindre frihed end Vingegaard, og selvom han formentlig er tredjestærkest, var årsagen til onsdagens 2. plads jo mere, at han udnyttede sin frihed, end at han var stærkere end danskeren. Vejen til sejr er derfor svær at få øje på, for han er tvunget til enten at køre fra Pogacar, hvad der virker helt umuligt, eller at slå sloveneren i en spurt. Sidstnævnte er svært, men det er trods alt ikke helt umuligt. Vi så i går, da Pogacar blev lukket inde, at det lykkedes, og den slags kan altid ske i den ret store gruppe, modvinden kan føre til, særligt hvis Pogacar har brugt mange kræfter på at kontrollere. Gaudu er nemlig så hurtig i denne slags spurter, at han bestemt vil være et godt bud på en 2. plads, selv hvis Pogacar kan spurte frit, for vi så jo, hvordan han slog Wout van Aert på 3. etape i Dauphié sidste år. Han ledsages af den uhyre formstærke Kevin Geniets, der dog finder stigningen lidt for lang, som også Stefan Küng gør det, da han ikke har sine Schweiz Rundt-klatreben, mens Rudy Molard tilsyneladende slet ikke er på toppen.

Hvad så med Simon Yates? Briten var en af skuffelserne i onsdags, og da denne stigning passer ham ringere, er jeg ikke alt for optimistisk. Vi har nemlig slet ikke set den bedste Yates siden dette løb for et år siden, og jeg begynder at blive en smule bekymret. Hans problem er også, at Vingegaard ikke giver ham skyggen af frihed, og derfor skal han være stærkere end danskeren. Det er han næppe, men der kan være en åbning, hvis danskeren igen bruger for meget krudt undervejs. Falmer han, som han gjorde i onsdags, vil den snu Yates være klar til at udnytte det. Han har også en fart, der gør ham til en top 10-kandidat i en spurt, men her ser jeg ham ikke på podiet med de ben, han har nu. Holdet har også Chris Harper og Matteo Sobrero, der begge kørte fremragende i onsdags, hvor de endda førte en del undervejs. De har masser af frihed i det taktiske spil, men er formentlig igen hjælpere, og de bør nok også være en anelse overmatchede, Sobrero på grund af stigningens længde.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Vi så igen forleden, at Ion Izagirre er et stykke fra sit bedste, og da han heller ikke er hurtig, får han svært ved at vinde. Han var dog ikke langt væk, og i det taktiske spil på en stigning med så megen modvind kan han komme i spil. Hans problem er, at han formentlig skal alene væk, men den slags lader sig også gøre, selvom han bare synes at tabe lidt niveau fra løb til løb, efterhånden som alderen vokser. Jeg vil også forvente at se Ruben Fernandez længere fremme i morgen, hvis ikke de igen brænder ham af tidligt, men hans kørsel i Galicien tilsiger ikke, at han kan vinde i dette felt, og stigningen er lidt for svær for Simon Geschke.

En stor vinder på modvinden er Pierre Latour. Franskmanden har nemlig gentagne gange vist, at han er fremragende på eksplosive stigninger, men har det svært på lange stigninger. Derfor er modvinden her en gave, for nu har han en god chance for at sidde med. Hans fart gør ham til en god kandidat til et topresultat i en stor spurt, men skal han vinde, skal det ske i en taktisk finale. Her er han herligt aggressiv, men jeg synes også, at han har manglet så meget, at det ligner en svær opgave.

Hos Astana er David De La Cruz og Luis Leon Sanchez stadig for formsvage, selvom De La Cruz vil have det bedre med denne stigning. Hos Bora klatrer Bob Jungels næppe heller helt godt nok til at vinde her, også fordi han ikke er verdens hurtigste, hvis han har selskab. Jeg håber på en genrejsning af Neilson Powless , men selvom han hjælpes af vinden, har disse stigninger altid været for lange, og trods modvinden er der trods alt grænser for, hvad Magnus Cort kan på et bjerg som dette. Hos Alpecin synes Søren Kragh ikke at have den form, der kunne bringe ham langt på et modvindsbjerg som dette, og hos Intermarché mangler både Kobe Goossens og Lilian Calmejane for meget. En joker kunne være Nick Schultz, der jo er ret hurtig og viste form i Andalusien, men efter en dag i gruppettoen synes den australske lottokupon at være en nitte, mens Stephen Williams og Hugo Houle er for formsvage. Hos Soudal var Remi Cavagna svært imponerende i onsdags, og jeg er spændt på at se ham, når han hjælpes af modvinden, men han vinder trods alt ikke på et bjerg som dette, og Kasper Asgreen har stadig ikke sine bedste klatreben. Endelig kan Anthon Charmig hos Uno-X køre en god spurt, hvis modvinden hjælper ham med at overleve, men jeg tror på baggrund af hans kørsel lige nu, at det bliver en svær opgave.

BEMÆRK: Jeg rangerer som altid efter vinderpotentiale, hvilket er helt afgørende for rangeringen af Jonas Vingegaard, som jeg venter, vil være næststærkest, og David Gaudu, der med nogen sandsynlighed vil være nr. 3.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Daniel Martinez, Romain Bardet

Outsidere: Gino Mäder, Kevin Vauquelin, Aurelien Paret-Peintre, Mattias Skjelmose, Matteo Jorgenson

Jokers: Wout Poels, Jack Haig, Pavel Sivakov, Jonas Vingegaard, David Gaudu, Simon Yates, Ion Izagirre, Jhonatan Narvaez, Chris Harper, Pierre Latour

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Richie Portes sejr fra 2017.

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+