Optakt: 7. etape af Tirreno-Adriatico

Ruten

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den foreløbig sidste sprinter til at vinde i kystbyen.

De seneste otte udgaver af løbet er alle endt med en stort set identisk enkeltstart på den velkendte ud-og-hjem-rute langs Adriaterhavert i San Benedetto Del Tronto, og det vil igen være tilfældet i 2019. Dette års 10,05 km lange etape er en tro kopi af den, der er blevet benyttet siden 2015, og er fuldstændig flad og stort set uden tekniske udfordringer.

Rytterne starter ved havnefronten og tager hurtigt efter starten et venstresving ind på kystvejen. Herfra er det helt simpelt. Første del består af en tur med syd ned ad kystvejen, indtil man når et vendepunkt kort før 5 km-mærket. Undervejs passerer man mellemtiden, der tages efter 4,4 km. Rytterne foretager derefter en U-vending, og nu går det lige ud ad kystvejen hele vejen tilbage til mål med kun et ganske let sving undervejs. De sidste 3 km foregår ad lange, brede, flade veje. 2500 m fra stregen er der en blød dobbeltkurve, og derefter er det en lang, lige, 8 m bred vej til mål.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Etapen byder på i alt bare 8 højdemeter.

I det lys er det ingen overraskelse, at Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 er fortsat rekord. Den kunne Rohan Dennis ikke slå i 2017, hvor han i tiden 11.18 besejrede Jos Van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder, eller i 2018, hvor han vandt i 11.14 med 4 sekunder ned til Van Emden og 8 sekunder ned Jonathan Castroviejo.

Vejret

For et par dage siden så det ud til, at enkeltstarten ville blive en våd affære, men heldigvis ser det nu ud til at skulle regne af i løbet af natten. Efter en skyet morgen vil der endda komme en mindre opklaring midt på eftermiddagen, men med bare 12 grader vil det stadig være betydeligt køligere end tidligere på ugen. Samtidig vil det blæse lidt op på en blæsende dag, hvor der vil være en frisk til hård vind fra nordvest. Det giver medvind på turen ud til vendepunkt og modvind på hjemturen.

Analyse af 6. etape

Viviani eller Gaviria? Det var det spørgsmål, der var på alles læber denne morgen, da dagen for den store Milano-Sanremo-generalprøve var oprundet. Årets sprintervenlige Paris-Nice-rute havde nemlig med magnetisk tiltrækning hevet de fleste af verdens topsprintere til Frankrig og efterladt de to tidligere holdkammerater som de eneste rigtige sprintergiganter i et Tirreno-felt, der ikke har været fattigere på hurtige folk i mange år. Der var lidt spekulation om, hvorvidt det stigende opløb måske kunne give Peter Sagan en chance, men reelt var der ikke den store tvivl om, at alt var sat i scene til endnu en udmåling af, hvem der vitterligt var hurtigste mand på sidste års Quick-Step-hold.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sport ville imidlertid være så uendelig kedeligt, hvis det altid gik, som præsten prædikede, og der var vel heller ikke mange, der ikke blev taget på sengen, da Julian Alaphilippe pludselig bragede ud af Maximilano Richezes baghjul, hvor Viviani normalt burde have siddet, og herefter akkurat holdt de ”rigtige” sprintere bag sig, så han med en af årets mest uventede sejre kunne vise, hvorfor han aspirerer til titlen som verdens mest alsidige cykelrytter.

Det er nu ikke, fordi vi ikke ved, at Alaphilippe kan spurte. Faktisk har han i både Dauphiné og Vuelta a Burgos været på podiet i stigende spurter af denne type. I begge de tilfælde skete det imidlertid i løb, hvor han ikke var oppe mod sprintere af den kaliber, han i dag stod på startstregen sammen med. Og på et gold med en ambitiøs Viviani, der fra morgenstunden ikke havde lagt skjul på, at endnu en sejr skulle støve hans Sanremo-selvtillid yderligere af, burde er ikke være rum til den franske puncheur, der egentlig bare skulle spare på krudtet inden tirsdagens enkeltstart.

Man fornemmede imidlertid hurtigt, at noget var i gære, da det velorganiserede Deceuninck-tog som forventet tog den totale kontrol i finalen og dermed atter viste deres tårnhøje klasse. Bag Vivianis sædvanlige tog bestående af Michael Mørkøv og Richeze, der i dette løb lidt overraskende har overtaget Fabio Sabatinis position som sidste mand inden den italienske mester, kunne man nemlig ane en blå trøje foran den italienske tricolore. Det varede ikke længe, inden det stod klart, at det var Alaphilippe, der befandt sig i den lidt uvante position, og allerede der burde man have fornemmet, at noget kunne være under opsejling.

Det var nu ikke, fordi planen var at satse 100% på Alaphilippe, men det let stigende opløb havde åbenbart givet Deceuninck-ledelsen troen på, at det kunne give mening at spille på to heste, og således skulle Vivianis tog denne gang bruges til at sætte hele to mand i scene. Det er naturligvis kun en luksus, man kan tillade sig, hvis man vitterligt har et superhold, men som bekendt er der i massespurterne ingen, der kan matche belgierne. Til jagten på det tidlige udbrud skulle man nemlig kun bruge Yves Lampaert og en næsten skræmmende stærk Kasper Asgreen, der førte fra km 25, og indtil der manglede mindre end 4000 m, og til slut var Stybar, Mørkøv og Richeze så overlegne, at de kunne aflevere begge deres kaptajner suverænt.

Alaphilippe var nu heller ikke uheldig med udfaldet. I selve spurten stod det nemlig klart, at han trods alt ikke har farten til at matche de ”rigtige” sprintere i en finale, der blot stiger med 2%. Han kan imidlertid sende en venlig hilsen til Greg Van Avermaet, der åbenbart også så sit snit til at forsøge sig mod sprinterne, når nu det gik en anelse opad, for belgieren fik effektivt skubbet Viviani og andre hurtige folk væk i den benhårde positionskamp, der udspillede sig bag de suveræne Deceuninck-drenge. Mens den belgiske klassikerstjerne kun sakkede agterud, da der blev åbnet, gav det Alaphilippe de ekstra meter, han akkurat skulle bruge for at holde hurtigere folk bag sig og dermed sikre sig sæsonens 6. sejr i et år, der er startet mageløst for den franske tusindkunstner, der nu har vundet både spurter, enkeltstarter, bjergetaper, grusvejsløb og puncherløb i løbet af lidt mere end en måned. Det siger vist alt om alsidigheden og potentialet!

Således blev det også endnu en forrygende dag for ustoppelige Deceuninck, der nu kan se tilbage på tre sejre på bare seks dage i det italienske løb. Det må trods alt være en trøst for holdet, der ikke lagde skjul på, at de var kommet til Italien for at vinde samlet med Alaphilippe, men desværre har de seneste dage atter vist, at det kniber lidt for franskmanden at holde samme høje niveau konstant over et helt etapeløb. Det er dog også eneste malurt i et bæger, der som i de foregående år flyder over med champagne, og som kun har udsigt til at fortsætte måske allerede på lørdag i Milano-Sanremo.

Her har de nemlig i Alaphilippe og Viviani to af de tungeste favoritter, samtidig med at de i formstærke Philippe Gilbert og Zdenek Stybar har to stærke outsidere. Selvom han utvivlsomt ikke er helt tilfreds med ikke selv at vinde, kan Viviani nemlig også tage en del selvtillid med fra dagens etape. I selve spurten var han nemlig atter den hurtigste, som han også var det i fredags, og således er det ham, der er kommet klart stærkest ud af denne uges opgør med Gaviria, der på papiret ligner en af de værste konkurrenter, hvis det hele ender i en spurt på Via Roma om bare fem dage. I hvert fald havde han utvivlsomt vundet, hvis ikke han havde givet slip på Alaphilippes hjul til sidst.

Desværre gik vi glip af styrkeudmålingen mellem ham og feltets anden supersprinter. Allerede tidligt kunne man spejde forgæves efter UAE-toget, der var på bagkant fra start, og selvom de til slut skød frem med Simone Consonni foran Gaviria, var det allerede for sent. De to holdkammerater tabte kontakten med hinanden, og derefter så vi aldrig igen noget til colombianeren, mens en allerede træt Consonni, der havde brændt sig sammen i vinden, måtte forsøge at redde, hvad der reddes kunne.

I en spurt kan meget gå galt, og da det allerede fra løbets begyndelse var klart, at Gavirias tog ikke kunne matche Vivianis ditto, er det ikke i sig selv alarmerende, at UAE-kaptajnen kommer tomhændet fra løbet. Det var i virkeligheden værre, at han i fredags højst overraskende måtte se sig regulært slået af den ellers normalt en anelse langsommere italiener, men det må alligevel slide lidt på selvtilliden. Man sidder i hvert fald ikke med indtrykket af, at det er en Gaviria i storform, der nu rejser mod nord til Milano, og de seneste dage har i hvert fald ikke givet ham et slagkraftigt argument for, at Alexander Kristoff skal køre spurten for ham på Via Roma på lørdag. Den nød er stadig ikke knækket på et UAE-hold, hvor begge sprintere insisterer på at køre deres egen chance, og de seneste to store etapeløb har hverken fået pilen til at pege på en i Paris-Nice uheldig Kristoff eller en i Tirreno alt andet end imponerende Gaviria.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Også Sagan måtte se sig slået i en stigende spurt, hvor han ellers normalt burde have en bedre chance end i en flad finale. Den normalt ellers altid så positioneringssikre slovak kørte imidlertid en meget sær afslutning, hvor han fra en position mellem Mørkøv og Richeze alt for tidligt sad for langt fremme. Normalt er han ellers en mester i at udse sig det bedste hjul - i dette tilfælde normalt Vivianis - men denne gang var han bare et sært forstyrrende element, der i stedet måtte lade sig falde tilbage og derved tabe lidt momentum. I spurten måtte han da også se sig slået af italieneren, og selvom det ikke i sig selv er overraskende, havde han nok håbet på et lidt bedre resultat i en stigende finale som denne.

Dagens glædelige oplevelse var Davide Cimolai. Vi er helt sikkert stadig mange, der kan huske, hvordan han i Paris-Nice for nogle år siden som ung Lampre-rytter i en puncheurspurt satte hele sprintereliten til vægs, og vi har derfor længe vidst, at han er en glimrende afslutter på bakker. I tiden på FDJ var han imidlertid gledet ind i en anonym lead-out-rolle for Arnaud Demare, og selvom han med sejren i Catalonien i 2017 samt ikke mindst det fabelagtigt flotte EM sidste år har vist, at han stadig har tårnhøj klasse, har der været så langt mellem snapsene, at han er forsvundet fra radaren. Det var svært overraskende, at FDJ valgte ikke at forlænge hans kontrakt, men måske var det en beslutning, der i sidste ende bare kommer ham til gode. På Israel Cycling Academy er han nemlig én af flere sprintere, der alle burde få egne muligheder, og dagens 2. plads viser, at han er klar til at gribe dem. Måske han er klar til at overraske på lørdag i Sanremo, hvor han tidligere er blevet nr. 8? Det er i hvert fald en overvejelse værd, hvis det er ham og ikke en også meget formstærk Tom Van Asbroeck, der får tjansen som kaptajn for israelerne i årets første monument.

Spurten var også opløftende for Clement Venturini. Allerede i går fremhævede vi, at det var en perfekt afslutning for franskmanden, der er mere puncheur end klassisk sprinter. Det så vi med sejren i Route l’Occitanie sidste år og ikke mindst med den flotte 3. plads i knivskarpt selskab i den hårde spurt på 4. etape i Oman tidligere på året. Med tanke på den flotte form, han også har udvist på dette løbs stigninger, kunne det blive året, hvor Venturini tager næste skridt mod toppen af hierarkiet over bakkesprintere.

I det hele taget er det tydeligt at resultatlisten, at finalen slet ikke var så let. I front finder vi nemlig også hårdføre klassikertyper som Jens Keukeleire, Van Avermaert, Reinardt van Rensburg, Consonni og Jasper Stuyven, der alle har det svært i flade finaler, men specialiserer sig på bakker. Til gengæld kneb det for de mere klassiske sprintere som den ellers meget lovende Luca Pacioni og ikke mindst Phil Bauhaus, der i dette løbs svage sprinterfelt virkelig havde chancen for at måle sig mod Viviani og Gaviria, men som kommer hjem til Tyskland uden et eneste resultat, efter at han end ikke kunne side med feltet hjem i dag. Også Sacha Modolo fortsatte sin lange nedtur på et EF-hold, hvor han er en af de få skuffelser i en generelt fremragende åbning på 2019-sæsonen.

Med Alaphilippes sejr fik etapen også en lidt uventet effekt på klassementet, da de 10 bonussekunder kan blive vigtige for franskmanden i kampen mod Wout Poels og Thibaut Pinot om løbets 5. plads. For de øvrige favoritter handlede det bare om at komme sikkert til mål, og den opgave klarede de alle til perfektion.

Dermed er det nu tid til at finde ud af, hvem der skal vinde løbet. Den sidste enkeltstart har tidligere været en knivskarp affære, som da Vincenzo Nibali, Roman Kreuziger og Chris Horner kæmpede om sejren i 2012, eller Van Avermaet og Sagan gjorde det i 2016, hvor en aflyst kongeetape gav et helt uventet udfald.

Årets duel mellem Adam Yates og Primoz Roglic er i hvert fald lige så tæt og uforudsigelig. Sidste år vandt sloveneren på samme rute med 36 sekunder, hvilket er rigeligt til at sikre sejren. Dengang var forholdene imidlertid helt anderledes. Roglic var ude af klassementet, mens Yates til gengæld kæmpede for et topresultat. Omvendt startede sloveneren tidligt og drog fordel af bedre vejr på en dag, hvor det blæste op og begyndte at regne. Der er ingen tvivl om, at Roglic henter anseeligt med tid på briten, der ikke kunne have designet en meget værre rute, men kan han vise samme fremgang, som brormand gjorde det i Paris-Nice, bør 25 sekunder være nok.

It’s anyone’s guess. Det bliver i hvert fald helt tæt på en dag, hvor stort set hele verdens tempoelite skal slås om sejren på en af årets mest imødesete enkeltstarter, der vel nærmest har karakter af en slags VM på korte, flade ruter. Her vil én af sportens sande wattmonstre sejre - også selvom en vis franskmand gang på gang viser os, at han altså ikke har tænkt sig at respekter cykelsportens logik.

Favoritterne

Det sker desværre alt, alt for sjældent, at hele verdens tempoelite er samlet i ét felt. Selv ved VM er der ingen garanti for, at de store specialister er på startstregen, især fordi løbet kommer så sent på året, at nogle til den tid allerede er brændt sammen. Samtidig betyder de stærkt varierende ruter, at der ikke altid er tale om en styrkeudmåling på rene tempoevner, slet ikke i de seneste to år, hvor der har været anseeligt med klatring på ruterne.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Derfor er det også yderst sjældent, at en enkeltstart er så imødeset, som det er tilfældet med den, der venter i San Benedetto del Tronto tirsdag eftermiddag. Der er stadig grund til at begræde, at vi i undervejs har måttet sige farvel til en syg Geraint Thomas og en halvskadet Gianni Moscon, for var det ikke sket ville vi have haft alle verdens bedste på præcis denne type enkeltstart samlet i Italien. Måske kunne man også have ønsket sig deltagelse af Michal Kwiatkowski, men polakken ville trods alt være kommet til kort mod wattmonstrene på det østlige Italiens flade kystvej. Havde det ikke været for den træthedsfaktor, der uundgåeligt vil spille en rolle efter seks dage med knaldhårdt cykelløb, ville morgendagens etape være at betragte som et helt VM i præcis denne meget særlige type enkeltstart.

Der er nemlig noget helt specielt over den klassiske tidskørsel i San Benedetto del Tronto, som altså nu i næsten uændret format har været benyttet hvert eneste år siden 2011. Det er nemlig en udmåling af tempoevner i sin allerreneste form. Sving er der næsten ingen af, og bakker er en by i Rusland, så alt handler bare om at træde mange watt og holde den aerodynamiske position på den helt flade østitalienske kystvej. Man får ganske enkelt ikke en mere klar illustration af tempomaskinernes nuværende hierarki, end man gør på denne rute.

Korte, flade enkeltstarter som disse er en ganske særlig ting. Én ting er terrænet, der kræver enorm power, noget andet er distancen. Det tager ikke mere end godt 11 minutter at tilbagelægge ruten - Cancellaras rekord er som sagt 11.08 - og det kræver derfor en vis eksplosivitet at gøre sig gældende. Derfor skal vi ikke forvente at se andre klassementsryttere end specialisterne Dumoulin og Roglic helt fremme, for langt de fleste af disse mangler for det første power, og når for det andet kun sjældent at varme den motor, der er deres helt store styrke, op. Heller ikke for motorer som Tony Martin eller Stefan Küng er distancen helt ideel, og selvom de alene på ren muskelkraft før har vundet etaper som disse, er længden på etapen en meget væsentlig faktor at indregne på denne helt særlige rute, hvis lighed vi udover i dette løb ofte finder i BinckBank Tour, som er en ganske god afspejling af rytternes evner i lige netop en test som denne.

En faktor på enhver tidskørsel er naturligvis vejret - det blev helt tydeligt i sidste uges holdløb - men heldigvis har meteorologerne afblæst den regn, vi havde udsigt til. Alle burde have tørre betingelser, og den væsentligste faktor vil være vinden. Den burde være relativt konstant og ganske kraftig, men der kan være en tendens til, at det blæser op undervejs. Det kan være til ugunst for sene startere som Dumoulin og Roglic, der med en kraftigere medvind vil kunne sætte gode mellemtider, men som kan ende med at være hæmmet af en stærkere modvind på hjemturen.

Som sagt betyder feltets styrke, at det er en usædvanligt åben enkeltstart, men alligevel er det svært ikke at pege på Rohan Dennis som den klare favorit. Australieren har siden sin store sejr på 1. etape i Touren i 2015 været i særklasse den bedste på lige netop denne type enkeltstarter, og det er da også alt andet end tilfældigt, at han har vundet denne etape i de seneste to år. Sandheden er nemlig, at Dennis ikke er blevet besejret på en kort, flad enkeltstart af denne type - når han har tabt har det enten været teknisk eller kuperet - siden netop gennembruddet i 2015, og det siger alt om hans overlegenhed i denne helt særlige disciplin. Samtidig var hans overlegne VM-sejr sidste år et udtryk for, at han måske er trukket en smule fra rivalerne i et år, hvor han vandt alle sine enkeltstarter i både Giroen og Vueltaen, og Dennis’ overlegenhed i kampen mod uret i det sidste års tid har i hvert fald ikke været til diskussion.

Hvor han står formmæssigt, er uklart, men han ser skarp ud. Både her og i Emiraterne har han været fint tilfreds med at arbejde for holdet, og denne uge har alene handlet om de to tidskørsler. Hæderlige resultater på 2. og 5. etape vidner imidlertid om, at formen er fin, og han har arbejdet frem mod denne enkeltstart præcis som i Vueltaen sidste år, hvor han knuste al modstand i et ellers anonymt løb.

Når der alligevel er lidt usikkerhed om Dennis’ chancer, skyldes det holdskiftet. Det er en slet skjult hemmelighed, at et skifte fra BMC- til Merida-cykler ikke er en fordel, og hans choknederlag til Durbridge ved de australske mesterskaber var i hvert fald ildevarslende. Omvendt vil en perfektionist som Dennis aldrig skifte til et hold, hvor han ikke følte sig nogenlunde komfortabel med materiellet, og han har i de senere år været så suveræn, at han burde kunne vinde, selvom cyklen skulle koste ham et par sekunder. Holdskiftet gør det hele lidt mere åbent, men man kan ikke komme udenom, at Dennis må være at regne som etapens favorit.

Hans værste rival må også være Tom Dumoulin. Hollænderen foretrækker ganske vist længere og mere kuperede enkeltstarter, men han mestrer altså også etaper som denne. Det viste han senest i sidste års Abu Dhabi Tour, hvor han på en næsten identisk rute faktisk havde bedre mellemtid end selveste Dennis, indtil han blev ramt af en defekt. Samme etape viser også, at han er konkurrencedygtig selv med det nuværende formniveau, der i de seneste dage har været godt uden at være helt i top.  Man skal heller ikke glemme, at Dumoulin har vundet enkeltstarten i BinckBank/Eneco Tour, hvor han var oppe mod en stribe af de førende specialister, samt at han sejrede på den meget tilsvarende enkeltstart i Giroen i 2016. Dumoulins historik på denne type ruter er altså ikke helt på niveau med Dennis’, men det er ham, der i de senere år har været tættest på at true den australske maskine. Om han også er det i morgen, er måske en anelse usikkert - ikke mindst, hvis han får en anelse kraftigere vind end de først startende - men han ligner bedste bud på en mand, der kan forhindre Dennis i at score hattrick i San Benedetto del Tronto.

Vi glæder os afsindigt meget til at se Stefan Küng på denne etape. Den store schweizers motor egner sig ganske vist bedst til længere etaper, men han mestrer også denne kunst. Således blev han i 2017 nr. 2 bag Dennis på prologen i Schweiz og senere nr. 2 bag Geraint Thomas på Tourens korte, flade åbningsetape. Mest imponerende var dog hans præstation i sidste års BinchBank Tour, hvor han over bare 12 km slog folk som Victor Campenaerts, der netop havde vundet EM, samt Søren Kragh med ikke mindre end 14 sekunder. Samtidig viste han med sejren i Algarve, at formen er ganske glimrende, og at han hurtigt har fundet sig til rette på sin nye cykel efter skiftet til FDJ. Materielskiftet burde måske svække ham en anelse, men FDJ har tradition for at faktisk at forbedre sig på tempocyklen. Det sker nok ikke for en specialist, der kommer fra BMC, men der er ikke grund til at forudse et væsentligt niveaufald fra Küng. Kører han som i BinckBank Tour, er der i hvert fald grund til at tro, at han kan true Dennis.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Sidste år skrev Jos Van Emden på Twitter efter denne etape ganske kortfattet: ”I don’t like Rohan Dennis.” Det forstår man godt, for australieren har om nogen været stakkels Van Emdens onde ånd. Således er hollænderen nu to år i træk blevet nr. 2 bag Dennis på netop denne etape, ligesom han gjorde det på den korte, flade enkeltstart i Eneco Tour i 2016. Med andre ord er det i høj grad verdensmesteren, der har berøvet Van Emden et langt smukkere generalieblad, og derfor må han være mere end revanchelysten. At slå Dennis bliver svært, men det er ikke umuligt for hollænderen, der netop har disse korte, flade etaper som sit virkelige speciale. Sidste år var han trods alt kun 4 sekunder fra sejren, så måske det kan lykkes i år. Jumbos to fine holdløb i år tyder i hvert fald på fin form.

Vi har lidt på fornemmelsen, at Primoz Roglic kan ende med at køre som en motorcykel på denne etape. Sloveneren er ganske vist langt bedst over længere distancer og foretrækker også mere kuperede ruter, men man skal ikke glemme, at hans store enkeltstartsgennembrud kom, da han i Giroen i 2016 helt ud af det blå blev nr. 2 på en Giroens første etape, der var en enkeltstart af denne type, og hvor han blev slået af Dumoulin med mindre end et sekund. Siden dengang er han blevet uendelig meget bedre, og i år har han helt åbenlyst lagt endnu mere til i forhold til det allerede flotte 2018, hvor han vandt de fleste af sine enkeltstarter. Faktisk har han med undtagelse af i går været i en anden liga i alle sine starter, og derfor kunne man med rette have en mistanke om, at der venter et brag af en enkeltstart i morgen. Om det så er nok til faktisk at vinde på en rute af denne type, har vi til gode at se, og Roglic kan også være for hæmmet både af kraftigere vind samt mange dage med meget aggressiv og aktiv kørsel. Som han kører i øjeblikket, ser det bare ud til, at Roglic kan klare næsten alt og altså også vinde en etape som denne.

Hvis bare dette havde været 1. eller 2. etape, havde vi anset Victor Campenaerts som topkandidat til den samlede sejr. Nu hersker der imidlertid større usikkerhed, for belgieren har gang på gang vist, at han ikke kan præstere mod slutningen af etapeløb. Han er således en kronisk skuffelse i sene enkeltstarter i grand tours, og i sit hidtil eneste forsøg på denne enkeltstart sidste år blev han blot nr. 16. Med tanke på de vanvittigt hårde etaper, vi har haft i weekenden, er vi derfor bange for, at silken er slidt af VM-bronzevinderen, hvis intense forberedelse til timerekorden måske er god til selve enkeltstarten, men næppe til at komme igennem de seks hårde dage hidtil. Omvendt må man også erkende, at netop 3. plads ved VM sidste år viste, at han nærmer sig Dennis og Dumoulin, og man må heller ikke glemme, at på den korte 1. etape i Giroen sidste år blev en kneben nr. 3 bag netop Dumoulin og Dennis. Ruten passer ham også glimrende, og han har ikke lavet andet end at træne på sin enkeltstartscykel i Namibia den sidste måneds tid. Spørgsmålet er bare, om han er for træt. Det er vi bange for, at han er.

Forud for løbet var der grund til at frygte, at Søren Kragh Andersen var for mærket af sin nylige sygdom til at kunne præstere. Det siger imidlertid nu ikke ud til at være tilfældet, efter at danskeren i de seneste dage har gjort det flot i terræn, der ville være for svært for ham, selv hvis han var på toppen. Samtidig har han vist, at han har indtaget tempoeliten med sin 2. plads i Schweiz, 5. plads i Touren og 3. plads i BinckBank Tour sidste år. Senest blev han nr. 2 bag Küng i Algarve, og 3. pladsen bag Küng og Campenaerts i Holland sidste efterår viser, at han også mestrer en rute som denne. Nu skal han bare vise, at formen også er så god, at han kan matche de virkelige specialister.

Tony Martin er desværre ikke den tempokonge, han engang var. Alligevel er han stadig brølstærk, hvilket han senest viste med en 3. plads i Valencia, hvor den stejle bakke til slut slet ikke passede ham. Sidste år blev han også nr. 2 bag Dennis, men foran Dumoulin på Giroens lange enkeltstart, men det er desværre særligt over de lange distancer, at han stadig tilhører eliten. Det kniber betydeligt mere på kortere og mere eksplosive ruter, der i forvejen aldrig har passet ham, og som han kun mestrede i sin storhedstid, fordi han var så suveræn. Det er han ikke længere, og derfor er denne etape nok for kort til, at han kan vinde, især fordi han kan være mærket af lørdagens styrt. Omvendt burde han stadig være kraftfuld nok til at være med langt fremme.

Et af feltets mere usikre kort er Jonathan Castroviejo. Den spanske specialist tilhørte den absolutte verdenselite i 2016, hvor han blev nr. 2 i Vueltaen, nr. 3 til VM og nr. 4 til OL. I 2017 faldt han helt sammen, men efter skiftet til Sky var der momentvis opblomstring i 2018. Blandt andet blev han nr. 3 på denne etape samt nr. 2 bag Dennis på en lignende rute i Abu Dhabi, ligesom han var mindre end et sekund fra at blive europamester. Til gengæld skuffede han også fælt ved flere lejligheder, og derfor er han lidt af et wildcard. Ruten er heller ikke helt ideel for en rytter, der i de senere år har arbejdet meget på sin klatring, men til gengæld har han i weekenden vist, at han er i fabelagtig form, og havde det ikke været for en defekt i går, havde han ligget fint til i klassementet.

Stortalentet Filippo Ganna viste aldrig noget på tidskørslerne hos UAE, men efter skiftet til Sky synes han som så mange andre at have forbedret sig voldsomt. I hvert fald vandt han i overlegen stil prologen i Provence, der blev afviklet på en rute næsten identisk med denne. Som forfølgelsesrytter, der endda kommer direkte fra VM på bane, er han da også som skabt til denne etape, men vi frygter desværre, at han ligesom Campenaerts kan være lidt for slidt efter nogle hårde dage. Et VM på bane er nemlig ikke optimal forberedelse til et af sportens hårdeste etapeløb, og han er i forvejen ikke feltet mest holdbare mand. Omvendt viste han også i Provence, at hans potentiale er enormt. Derfor kan det blive rigtig godt, men det kan også ende i en stor skuffelse.

Vi har lidt fidus til Michael Hepburn. Australieren er ganske vist aldrig blevet til det store, men lige netop på denne etape gør han det altid godt. Han blev nr. 6 i 2018, nr. 3 i 2017 og nr. 6 i 2015, og med sin banebaggrund er han skabt til denne rute. Når Mitchelton kunne vinde holdløbet, må det skyldes en jætteindsats fra Hepburn, der også har gjort det godt i front for feltet de seneste dage. Derfor burde han igen være med i front.

Af samme grund er det værd at pege på Luke Durbridge. Vi var ellers holdt op med at tro på det tidligere tempofænomen, der havde en årrække, hvor han slet ikke kunne køre enkeltstart. Det har imidlertid ændret sig en anelse på det seneste. Blandt andet blev han nr. 8 på denne etape sidste år, men mest lovende var det, at han overraskende slog Dennis ved de australske mesterskaber i januar. Han er stadig bedst over længere distancer, men sidste års 8. plads vidner om et vist potentiale også på denne etape. Holdløbet må samtidig indikere god form, så derfor kan han måske igen i morgen tage endnu et skridt mod en vis genrejsning.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det var lidt trist at se, hvor ofte Yves Lampaert skuffede sidste år. Han rejste sig dog med en 4. plads ved EM, og i år har han lagt stærkt fra land med en 3. plads i Algarve og en 6. plads i Provence. Han virker i vanvittig form efter en overbevisende klatreindsats i Strade Bianche, men denne rute er nok stadig en anelse for kort for ham. Selvom han er hæderlig over kortere distancer, er det nemlig på de lange enkeltstarter, at motoren kommer til sin ret. Til gengæld ved vi, at benene er fremragende.

Miles Scotson flyver let under radaren, men australieren er virkelig stærk på etaper som denne. Det viste han særligt med 3. pladsen i Abu Dhabi sidste år, og han er også blevet nr. 8 i de sidste to udgaver af BinckBank Tour. Ligesom Küng er han skiftet fra BMC til FDJ, hvilket kan svække ham en smule, ligesom det næppe heller er ideelt for ham, at etapen kommer sent i et etapeløb. Til gengæld ved vi, at etapen er skræddersyet til en rytter med hans egenskaber.

På samme maner har vi lidt blik til Kasper Asgreen. Danskeren har ganske vist ikke gjort det alt for godt på tempocyklen efter skiftet til Deceuninck, men i Vueltaen var der endelig hul igennem. Han fulgte det fint på med en flot præstation i Provence, men samtidig må det konstateres, at han er langt bedre over længere distancer. Denne etape synes derfor ikke at passe ham ideelt. Når vi alligevel lurer på et muligt resultat, skyldes det den vanvittige form, han i dag stillede til skue, hvor han førte, indtil der manglede 4 km og alligevel nærmest ene mand sluttede af med at æde 15 sekunder med en monsterføring på de sidste kilometer. Med den ben kan han gøre det godt, også selvom ruten ikke er ideel.

Endelig vil vi pege på Mads Pedersen . Danskeren blev sidste år nr. 4 på denne etape, men selvom han har gjort det godt på enkeltstarter i Danmark Rundt og Poitou-Charentes, er det også hans eneste store resultat på dette niveau. Han har været en anelse for svingende på tidskørslerne og kan da heller ikke betegnes som klassisk specialist. På den anden side viste det store ridt på kongeetapen, at formen efterhånden er ved at være der, og sidste år dokumenterede han, at han på sine gode dage godt kan være med på dette niveau.

Listen over specialister er alenlang, så vi runder af med en kommentar til et par navne, der alle fortjener en kort omtale:

Maciej Bodnar: Polakken tilhørte den absolutte elite i årene til og med 2016, men ser man bort fra hans overraskende sejr på Tour-enkeltstarten i 2017, har han skuffet nærmest uafbrudt de seneste to år.

Tom Bohli: UAE-rytteren har kørt nogle fabelagtige prologer, ikke mindst i Romandiet sidste år, men han skuffede i San Juan og synes ikke at være i topform. Skiftet væk fra BMC har næppe hjulpet.

Nelson Oliveira: Senest ved VM viste han, at han er en af verdens bedste på lange distancer. Denne rute er dog både for flad og for kort.

Sebastian Langeveld: Han overraskede stort med 2. pladsen i Provence. Kan han gentage det her, bør han gøre det godt.

Julian Alaphilippe: Han er ikke specialist, men han vandt trods alt i det svagt besatte felt i San Juan. Det gør han ikke her, men en formstærk Alaphilippe vil altid gøre det hæderligt.

Jan Tratnik: Ruten er for flad til at passe ham ideelt.

Joey Rosskopf: Ruten er lidt for kort, men den stærke amerikanske mester overrasker af og til, som han senest gjorde det med 2. pladsen i Vueltaen.

Lukasz Wisniowski: Han er ikke specialist, men gør det ofte pænt på flade ruter.

Sep Vanmarcke: Belgieren kører af og til hæderligt, når han er i form. Det viser weekendens etaper, at han er.

Taylor Phinney: Efter sit benbrud har han slet ikke fordums styrke. På korte enkeltstarter er han dog stadig hæderlig.

Matthias Brändle: Østrigeren har med en enkelt undtagelse skuffet hver eneste gang i 2018 og 2019. Vi tror ikke længere på ham.

Jasha Sütterlin: Han kørte hæderligt i Provence, men han er aldrig blevet den tempospecialist, vi engang troede.

Jose Goncalves: Han overraskede i Giroen, men ruten her er for flad.

Alexey Lutsenko: Det er længe siden, at han vandt enkeltstarten i Danmark Rundt. Ruten her passer ham da heller ikke, men med den nuværende form, kan han måske overraske.

Benjamin Thomas: Den franske banerytter kan gøre det hæderligt, men det har knebet lidt med at omsætte poweren til landevejens tidskørsler.

Brent Bookwalter: Han er bedre på længere enkeltstarter, men en top 10 i Abu Dhabi sidste år viser, at han af og til gør det godt på ruter som denne.

Stephen CUmmings: Der har været tegn på bedring fra den gamle brite, men det er nok slut med at være med i front, også selvom han i gamle dage elskede ruter som denne.

Chad Haga: Amerikaneren har kørt flotte enkeltstarter på WorldTour-niveau, men ryten her er nok for kort.

Feltet.dks vinderbud: Rohan Dennis

Øvrige vinderkandidater: Tom Dumoulin, Stefan Küng

Outsidere: Jos Van Emden, Primoz Roglic, Victor Campenaerts, Søren Kragh Andersen, Tony Martin

Jokers: Jonathan Castroviejo, Filippo Ganna, Michael Hepburn, Luke Durbridge, Yves Lampaert, Miles Scotson, Kasper Asgreen, Mads Pedersen

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Rohan Dennis’ sejre fra 2018 og 2017 samt Fabian Cancellaras sejre i 2016 og 2015.