Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 7. etape af Tour de France

Optakt: 7. etape af Tour de France

11. juli 2019 23:59Foto: Sirotti

Geraint Thomas blev den store vinder på løbets første bjergetape, hvor den forsvarende mester viste, at der er en grund til, at det er ham, der kører med nr. 1 på ryggen, men meget kan være forandret, når klassementsfavoritterne igen skal i aktion næste fredag. Indtil da handler det for favoritterne om en overlevelseskamp, der indledes fredag med et alenlangt sprintermaraton, der for en gangs skyld giver de hurtige folk en chance for at kunne spurte uden også at skulle klatre nævneværdigt undervejs.

SPAR 50%: CAMELBAK DRIKKEDUNKE (6 stk), LARS BAK OG MICHAEL VALGRENS BOG

Ruten

Man forstår, hvis sprinterne var en anelse skuffede over den normalt så sprintervenlige første uge af Touren, men efter to svære dage i Vogeserne kan de heldigvis se frem til en af deres mest oplagte chancer. Ganske vist er etapen med sine 230 km alenlang og endda med en del højdemeter på den første del, men da den sidste halvdel er flad som et billardbord, bør intet kunne stå i vejen for det første rigtige sprinteropgør, hvor der denne gang hverken er et stigende opløb eller en bakke tæt på mål.

 

I alt skal der altså tilbagelægges intet mindre end 230 km, der fører feltet fra Belfort til Chalon-sur-Saône. Etapen er en klassisk transportetape, der har til formål at bringe feltet fra Vogeserne frem mod Pyrenæerne, hvor de næste store slag skal slås, og med sin lange distance tjener den sit formål. Startbyen er placeret i udkanten af Vogeserne, og derfor er den første del ikke helt let. Det går mod sydvest igennem let kuperet terræn frem til bunden af kategori 4-stigningen Cote de Fernère (2,7 km, 4,6%), hvis top rundes efter 37,5 km, og som leder op til et relativt fladt plateau, der følges mod sydvest. Der er en lille bakke (5,1 km, 3,6%) med top efter 68 km, inden mere fladt terræn og en nedkørsel fører syd om Besancon frem til kategori 3-stigningen Cote de Chassagne-Saint-Denis (4,3 km, 4,7%), hvis top passeres efter 95,5 km. Et plateau følges mod sydvest forbi forplejningen, der er placeret efter 105 km, inden en nedkørsel fører ned til bunden af kategori 4-stigningen Cote de Nans-sous-Sainte-Anne (3,5 km, 5,7%), der har top efter 119,5 km ca. midtvejs på etapen.

 

Herefter er det slut med udfordringer. En kort nedkørsel leder videre mod sydvest, og herfra er etapen stort set helt flad, mens man fortsætter mod sydvest. Den indlagte spurt kommer efter 196,5 km efter en sidste kilometer, der er flad, men som har et skarpt sving 700 m fra stregen. Derfra går det ind mod Nancy, hvor man med ca. 9 km drejer til højre ind mod centrum. En stor, let bugtende boulevard følges nu ind gennem byen, indtil man drejer skarpt med 2500 m igen. Der venter yderligere et sving 1600 m fra stregen, hvorefter det er helt fladt og vejen kun bugter sig let ind på den 500 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2367 højdemeter.

 

Chalon-sur-Saône har kun én gang været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2017-udgaven af Paris-Nice, hvor Sam Bennett vandt en massespurt i byen.

 

 

image

 

 

 

 

Vejret                    

Trods den megen sol har det indtil nu ikke været rigtigt varmt, men fredag begynder det at kunne mærkes. Her vil der kun være enkelte skyer, og temperaturen vil krybe op i underkanten af de 30 grader. Der vil være en let til jævn og tiltagende vind fra vest, hvilket giver sidemodvind stort set hele dagen, indtil man får direkte modvind på det sidste stykke ind mod målbyen. Her drejer man gradvist ind i sidevind, indetil man i svinget med 1600 m igen får sidemedvind.

 

Analyse af 6. etape

Man kunne næsten høre det helt til Danmark. I hvert fald føltes det sådan, da Geraint Thomas bragede over stregen på toppen af La Planche des Belles Filles med en sådan kraft, at der nærmest gjaldede et ”Shut Up” ud over hele Europa. Ganske vist udtalte waliseren aldrig ordene direkte, men det var svært ikke at få fornemmelsen af, at den forsvarende vinder havde lyst til at skrige de ord ind i hovedet på alle de kritikere, der havde betegnet sidste års Tour-sejr som et one-hit wonder.

 

Helt urimelig har kritikken og i hvert fald tvivlen nu ikke været, og det skyldes i høj grad Thomas selv. Da et efterår med lagkage og champagne langt om længe blev afsluttet ved et gadeløb i Kina i oktober, lignede Thomas nemlig mere den førende walisiske kuglestøder end en mand, der havde til hensigt at forsvare en Tour-sejr. Meget kønnere så han ikke ud på de officielle fotos, der blev udsendt i begyndelsen af januar eller ved sit første løb i Valencia ved indgangen til februar, og selvom sygdom i marts og et styrt i Baskerlandet bar en del af skylden, gjorde Thomas i løbet af foråret ikke just meget for at retfærdiggøre sin favoritstatus til årets Tour. Lidt lys var der for enden af tunnelen i Romandiet, men da det eneste, han nåede at levere i Tour de Suisse, inden et styrt satte yderligere en kæp i hjulet på forberedelserne, var en pauver enkeltstart, var det trods alt svært at kritisere kritikerne.

 

Der er imidlertid en grundregel, man lige så godt kan skrive sig bag øret før eller siden. Når Ineos kommer til Tour de France, hvis betydning for holdet slet ikke tåler sammenligning med noget andet, er kaptajnen altid knivskarp. Den trend indledte Bradley Wiggins i 2012, inden Chris Froome fulgte den op i de følgende fem år, og da træthed efter Giroen betød, at han ikke kunne forberede sig optimalt i 2018, stod Thomas klar i kulissen til at tage over. Og i dag viste Tour-kongen, at man trods overvægt, styrt og sygdom altid kan regne med ham, når det bliver alvor.

 

På den baggrund har skepsissen da også taget overhånd, for tager man i betragtning, at Thomas jo faktisk var helt på rette vej i Romandiet i begyndelsen af maj, og at han trods alt kun skuffede på en knap 10 km lang enkeltstart i Schweiz, var det jo egentlig ganske forventeligt, at Ineos’ perfekte forberedelsesmaskine naturligvis havde fungeret igen. Jeg var også selv slem til at ride med på bølgen, ikke mindst efter mandagens 3. etape, hvor han end ikke kunne holde Egan Bernals hjul, og hvor hans efterfølgende kommentarer bestemt ikke osede af selvtillid.

 

Nu skal man altid være meget varsom med at udråbe en Tour-vinder allerede på baggrund af den første bjergetape, for en grand tour vindes i den tredje og ikke i den første uge - og det gælder særligt på denne bagtunge rute. Thomas’ fine grand tour-historik taget i betragtning er der dog ingen grund til at antage, at han skulle blive ringere gennem løbet. Ikke blot kommer han yderst frisk til Frankrig, han viste med en sejr i den første grand tour, han gennemførte i en beskyttet rolle, at restitution er en af de væsentlige årsager til, at han trods sin store statur er så eminent en klassementsrytter.

 

Tidsgevinsten var så lille, at den reelt er negligerbar, og der var ingenlunde tale om en knusende magtdemonstration i stil med den, Froome tidligere havde for vane at levere på ”Froome Day”, dagen for Tourens første bjergetape. Det er særligt det moralske aspekt, der ikke skal undervurderes, for nu kan Thomas og Ineos rulle igennem den næste uge, hvor klassementskampen ventes at være neutraliseret, med den bevidsthed, at de formentlig har feltets stærkeste rytter i stalden. Og de mange rivaler, der havde øjnet Froomes fravær som en historisk chance for at vinde løbet, vil sidde med en nagende fornemmelse af, at Ineos bliver lige så svære at slå, som de plejer.

 

Thomas’ moral må især være styrket af det forhold, at finalen slet ikke passede ham. Nok har han et vist punch - han er jo ikke gammel E3-vinder for ingenting - men en 24%-mur er trods alt ikke guf for en rytter, der har betydeligt flere kilo at slæbe rundt på end alle letvægterne. Derfor kan konkurrenterne kun frygte, at Thomas vil være endnu stærkere, når han rammer de længere, mere moderate stigninger, hvor han har sin virkelige force.

 

På den anden side kan det forhold, at dagens finale var meget speciel, også tjene som motivation for rivalerne. De bjergetaper, der venter i Pyrenæerne og ikke mindst Alperne, er noget helt, helt andet - det vil Julian Alaphilippe eksempelvis nok blive nødt til at sande - og samtidig vil de forhold, at de først melder deres ankomst om mere end en uge betyde, at hierarkiet kan være dramatisk forandret til den tid. Man skal derfor være yderst varsom med at overfortolke dagens resultat, og i virkeligheden er Thomas’ enorme styrke vel en af de få lærer, man virkelig kan drage af en etape, der ikke skabte de forskelle, man kunne have ventet og/eller håbet.

 

De øvrige favoritter endte nemlig stort set i samme tid, og det blev derfor - som det ofte er tilfældet på den første bjergetape - mere et løb, hvor vi fandt ud af, hvem der i hvert fald ikke kan være med i front. På ét punkt kan rivalerne dog hente en vis inspiration, nemlig i det forhold, at Ineos som kollektiv slet ikke var så stærke, som de plejer.

 

Først og fremmest var det tydeligt, at Egan Bernal slet ikke havde den styrke, mange havde troet og ventet. Nu vil han helt sikkert også være bedre i de rigtige bjerge, men det var et nederlag, at den relativt eksplosive Bernal ikke kunne begå sig bedre i en finale som denne. Måske kan han finde lidt trøst i, at han stadig aldrig har kørt på meget stejle procenter, og at det kan være en hidtil ukendt svaghed, men han kan allerede nu meget vel risikere at måtte se egne chancer fordufte. Efter enkeltstarten må man nemlig antage, at Thomas ligger ganske klart i front af klassementsrytterne, og det kan fastlåse Bernal i en hjælperrolle, som kun en Thomas-nedtur kan frigøre ham fra.

 

Bedre blev det ikke af, at hjælperne fejlede. Særligt Wout Poels skuffede fælt, men det er nu velkendt, at den ustabile hollænder flopper i uge 1 og flyver i uge 3. Mere problematisk var det måske, at Gianni Moscon desværre fortsatte sin kedelige sæson, for der er ikke umiddelbart udsigt til, at han vil kunne rejse, når det ikke er sket på noget tidspunkt i år. Michal Kwiatkowski imponerede stort, og Dylan Van Baarle viste atter, at han har forbedret sin klatring enormt, men Ineos virker en tand mindre skræmmende end tidligere. Konkurrenternes problem er bare, at billedet pludselig bliver et helt andet, hvis Poels rejser sig - og det gør han som regel - og man pludselig regner Bernal som hjælper også. Sker det, og holder Thomas niveau, bliver Ineos altså stadig svære at slå.

 

Heldigvis for spændingen var der et hold, der viste sig mindst lige så stærke. Sidste år var Movistar skræmmende på papiret, men tamme på landevejen, men i år kunne noget tyde på, at de kan omsætte den teoretiske styrke til praktik. Spanierne var de eneste, der havde modet til at tage tyren ved hornene på en dag, hvor det hele udviklede sig til det afventede pokerspil, man kunne frygte i et løb uden en indlysende favorit. Spanierne har ellers ofte fået kritik for deres afventende kørsel i grand tours, men i dag viste de, at de ikke har tænkt sig at lægge sig ned uden kamp, selvom de kørte et forfærdeligt holdløb.

 

Først viste Marc Soler nogle af de bedste klatretakter, han har vist nogensinde - spanierens klatreevner er nemlig blevet stærkt overvurderet på baggrund af et Paris-Nice, der ellers primært blev vundet via en god enkeltstart - og siden viste Alejandro Valverde, at han er præcis lige så loyal, som han også var det i 2015, 2016 og 2018, hvor ingen kunne betvivle hans offervilje over for Nairo Quintana. Den lille colombianer selv var måske ikke den fantastiske bjergged, han var i sine bedste år, men i lyset af finalens karakter kan han være ganske fint tilfreds med udkommet. Nu skal han bare vise, at den overraskende ustabilitet, der har sneget sig ind i de senere år, er fortid, og at han atter er bedst i den tredje uge, som han plejer. Samtidig viste Mikel Landa, at han er præcis lige så risikovillig og offensiv, som han plejer, og den kørestil kan måske være nøglen til at dirke Ineos op, især hvis han ligesom i 2017 kommer endnu stærkere ud af Giroen, end han kom ind i den. Det kan man stadig betvivle, men både Landas og Quintanas takter i dag var i hvert fald aldeles lovende.

 

Det var de også for Thibaut Pinot, der bekræftede det enormt positive indtryk, som han har leveret fra det øjeblik, han på 1. etape legede brostensstjerne sammen med Sagans Bora-drenge. Allerede inden løbet havde jeg store forventninger til en mand, der så lovende ud i Dauphiné og sidste efterår nåede helt nye højder. Dagens finale var bestemt heller ikke ideel for Pinot - heller ikke selvom stigningen lå i hans baghave - og at han til sidste kunne gå forbi eksplosive Alaphilippe var bestemt ikke et dårligt tegn, inden vi rammer de bjerge, hvor han som regel er bedst. Samtidig viste David Gaudu endelig på den helt store scene, hvorfor franskmændene har grund til at have enorme forventninger til deres lille guldfugl, da han splittede feltet til atomer, og da Sebastien Reichenbach kunne ligne en mand, der kan genfinde niveauet fra sidste års Giro, kan Ineos nu måske se frem til at skulle slå to supermandskaber, der ikke blot har stærke kaptajner, men også fremragende hjælpere.

 

En anden vinder var Emanuel Buchmann. Man skal ikke have set meget til den store tysker i år for at vide, at han har potentialet til at blive en af løbets helt store oplevelser, og den antagelse bekræftede han til fulde i dag. Den store tyske dieselmotor var nemlig overhovedet ikke skabt til disse stejle procenter, og derfor var dagens 8. plads yderst lovende med tanke på fortsættelsen. Al logik siger nemlig, at hans dieselmotor burde gøre ham endnu stærkere, som løbet skrider frem, også selvom tendensen var den helt modsatte i sidste års Vuelta. At Patrick Konrad som forventet ikke kunne stå distancen, er ingen katastrofe i Bora-lejren, der vel aldrig reelt har troet på østrigeren på en rute, hvorpå Buchmanns navn står skrevet med fedt.

 

En anden vinder var Richie Porte. Ganske vist var australieren ikke den knusende overlegne skikkelse, han var i årene 2016 og 2017, men dagens 11. plads var det bedste, vi har set fra ham siden sidste års Tour. Den nærer i hvert fald en vis forhåbning om, at han måske endelig kan blive den faktor, som styrt har forhindret ham i at være i de senere år. Da Bauke Mollema og Giulio Ciccone samtidig viste glimrende form, kan Porte forhåbentlig endelig gennemføre en Tour, hvor han uden uheld kan se, hvor langt potentialet rækker - også selvom han nok stadig ikke er så stærk, som han var i sine bedste år.

 

Det kompliceres naturligvis af, at Ciccone kørte sig i førertrøjen. Det er kolossalt resultat for det alt andet end succesrige Trek-mandskab, men det mudrer også billedet lidt de kommende dage. Weekendens etaper er nogle af de værste at skulle kontrollere, og det kan næsten ikke undgå at virke kompromitterende på holdets friskhed mod løbets slutning. Det kan vise sig nødvendigt frivilligt at aflevere trøjen, men det er et hold, der generelt har haft et skidt år, nok ikke villige til. I forvejen var det lidt overraskende, at Ciccone fik lov at gå efter etapesejr samt bjergtrøje i et løb, hvor holdet havde meldt om fuld opbakning til Porte og endda ladet John Degenkolb blive hjemme af samme årsag, og selvom det er svært at være utilfreds med, at den satsning gav pote, stiller det i hvert fald holdet i et taktisk dilemma, når nu Porte viste, at han faktisk havde fortjent at få den opbakning, man forud for løbet kunne diskutere, om han var berettiget til.

 

Samtidig må man lette på hatten for Ciccone. Den lille italiener, der i hvert fald to mig med storm, da han i 2016 bragede ind på den professionelle scene fra sæsonstart og senere tog en stor etapesejr i sin allerførste Giro, blev ganske vist sat tilbage af problemer i 2017 og 2018, men siden skiftet til Trek har han genfundet takterne fra karrierestarten. Ikke blot kørte han en eminent Giro, der gav sejr på kongeetapen og bjergtrøje, han var også i stand til at genfinde formen til Touren. Ganske vist måtte han til sidst sande, at benene nok ikke er helt så gode som i Italien, men trods det intensive program er han langt bedre, end man kunne have frygtet.

 

Den danske interesse samlet sig naturligvis særligt om Jakob Fuglsang, men desværre er det svært ikke at regne ham som en lille taber. En 9. plads i en eksplosiv finale er jo egentlig ganske hæderligt for en dieselmotor som Fuglsang, men danskeren lignede trods alt ikke den magtfaktor, han gjorde i Ardennerne. Dengang kørte han trods alt lige op med selveste Alaphilippe på Mur de Huy, og da denne stigning passede ham langt bedre, burde ”Ardenner-Fuglsang” havde været i stand til i hvert fald at slå folk som Quintana og Buchmann. Naturligvis er det nærliggende at bruge styrtet som en del af forklaringen, men med tanke på den frygt for holdbarheden, som Fuglsangs grand tour-historik retfærdiggør, burde han have fået mere ud af denne etape.

 

Der er dog andre, det gik langt værre for. Netop når vi taler om holdbarhed, havde det også været vigtigt for Adam Yates at drage fordel af denne etape, ikke mindst fordi den passede ganske perfekt til den eksplosive brite. Det kedelige momentum, der blev startet med det katastrofale holdløb, blev imidlertid bekræftet, og da Yates i forvejen har det sværere på store bjergetaper med lange stigninger, særligt i den tredje uge, er det ikke just specielt opmuntrende, at han i dag blev nr. 13, med tanke på de udfordringer, der venter mod slutningen.

 

Det samme kan siges om Dan Martin. Han har måske ikke samme udfordringer med holdbarhed som Yates, men han burde have været en af vinderne i en eksplosiv finale som denne. Han led imidlertid hele vejen til toppen, og da den genfødsel af Fabio Aru, om de måske i deres stille sind håbede på, nu hvor hans helbredsproblemer er fortid, udeblev, endte dagen som en kedelig en for UAE. Ligesom Pinot har Martin imidlertid tendens til at blande gode og dårlige dage i en grand tour, og man kan derfor håbe på, at dette blot bar en af misserne.

 

Andre nedture var mere forventelige. Rigoberto Uran kørte hæderligt, men måtte igen sande, at han altså ikke har haft topniveauet siden 2017, og at den skepsis, jeg i hvert fald har haft gennem hele forløbet, har været berettiget. På samme facon har jeg også haft min tvivl om Romain Bardet, der med undtagelse af det fine VM sidste år, reelt ikke har haft sit bedste niveau siden også 2017-sæsonen, og frygten for, at han heller ikke i år kunne leve op til de tårnhøje franske forventninger, blev desværre i første omgang bekræftet. Endelig fik Enric Mas også tilføjet sig et lille nederlag, men det var helt forventeligt. Foreløbig følger han nøje mønsteret fra sidste års Vuelta, og holder den tendens stik, skal han nok vise sig flyvende i den tredje uge.

 

Den største overraskelse var vel nedturen for det hidtil så succesrige Jumbo-mandskab. Naturligvis var dette ikke en stigning for dieselmotoren Steven Kruijswijk, men med tanke på, at han også havde et skidt Dauphiné - også inden han blev syg - er dagens resultat ikke specielt opløftende. Netop med Kruijswijk skal man altid være varsom, for han er som regel flyvende i den tredje uge og især på lange stigninger, men selv i en eksplosiv finale burde han have været bedre. Han blev endda slået af George Bennett, der vel egentlig gjorde det hæderligt i en finale, der ikke passede ham, men som man trods alt ikke kan regne som nogen reel podiekandidat - heller ikke selvom jeg som bekendt havde ham på listen over de 15 største favoritter inden løbet.

 

Den allermest forventelige nedtur kom dog fra Vincenzo Nibali, der ved de italienske mesterskaber allerede havde vist, at det nok heller ikke blev i år, at han ville have succes med en Giro-Tour-double. Der var derfor ikke mange forventninger til Hajen fra Messina, og efter i dag står det vist klart, at han skal ty til plan B og jagte etapesejre.

 

Og på den baggrund kom Bahrain-Merida jo egentlig flyvende fra start, da Dylan Teuns med sin sejr sikrede, at dagen ikke har helt elendig for araberne - snarere tværtimod. Belgieren havde ellers med sin ringe præstation i mandags skruet helt ned for forventningerne, men noget tyder på, at han følger mønsteret fra sidste års Vuelta. Her kom han nemlig også skidt fra start, men endte med at køre så stærkt, at han via udbrud sikrede sig en 2., to 3., en 4. og en 5. plads. Det er svært at huske en rytter med så flot en udbrudsstatistisk i et og samme løb, og holder den tendens, er der grund til at satse stort på Teuns i resten af løbet. Og i dag fik han så den sejr, som Michael Woods snød ham for på Balcon de Bizkaia, der sjovt nok er en stigning, som er en næsten tro kopi af La Planche des Belles Filles. Der er en grund til, at Teuns er kendt som en konge af stejle procenter!

 

O nå ja… Så er der ham fænomenet. Jeg troede ellers, at jeg havde fået tanket lageret af superlativer tilstrækkeligt op, så jeg var klar til at lovprise Julian Alaphilippe igen, når han leverede det næste mirakel, men det kom nu før, end jeg anede. Ganske vist udelukkede jeg under dagens live-opdatering ikke, at franskmanden i en så eksplosiv finale ville kunne forsvare trøjen, men der var næppe mange, heller ikke Alaphilippe selv, der havde ventet, at han ligefrem på en dag med så lange stigninger ville kunne angribe favoritterne. Det var ikke desto mindre, hvad han gjorde, og derfor kan man kun føle medlidenhed med stakkels Alaphilippe, der på den ene side leverede en af sit livs smukkeste præstationer, men som samtidig måtte indse, at missionen mislykkedes, da hans hold som forventet viste sig for svagt til at holde ham i gult uden hjælp fra anden hånd.

 

Desværre bringer det også Alaphilippe i en kedelig situation. Hans restitution har alle dage viste sig som en meget stor mangel, og derfor kan han ikke på sigt regnes som en klassementstrussel, men har alligevel vist sig så stærk, at Ineos helt sikkert ikke tør give ham et forspring. Dermed kan han vinke farvel til mulige udbrud - og dermed også mulige bjergpoint - i Massif-Central, og det er endda en pris, han må betale uden at kunne køre rundt i den gule trøje. Med andre ord er han i den paradoksale situation, at han har kørt så godt, at hans løb kan være fastlåst hele vejen frem til Pyrenæerne. Heldigvis kan han så glæde sig over, at årets pointsystem er indrettet sådan, at langt de fleste bjergpoint er koncentreret på de tre sidste dage i Alperne. Så må han bare håbe, at han kan matche den genfødte Warren Barguil, der umiddelbart står betydeligt stærkere på de lange alpepas, der vil afgøres årets bjergkonkurrence.

 

Det er ikke kun den prikkede trøje, der vil finde sin ejermand i Alperne. Det vil også den gule, og efter i dag kunne meget pege på, at den vil ende præcis samme sted, som den gjorde sidste år. I hvert fald sover Geraint Thomas utvivlsomt betydeligt bedre den kommende uges tid, end han har gjort igennem den øvrige del af 2019. Og mens han vender sig en ekstra gang i sengen, kan hans kritikere forsøge at genvinde ørenlyden efter det ”Shut up!”, der stadig her to en halv time efter etapeafslutningen kan høres helt til Danmark.

 

Favoritterne

Efter en dramatisk dag i bjergene kommer vi i helt bogstavelig forstand ned på jorden igen til fredagens 7. etape, der ikke blot kan vise sig som en af de fladeste, men også en af de - i hvert fald for store deles vedkommende - kedeligste i årets Tour. Ikke blot kan man diskutere det viselige i, at en sprinteretape partout skal være 230 km lang, men vejrguderne har endda maget det sådan, at der vil være en relativt kraftig modvind hele dagen. Derfor må I hellere gå i gang med at brygge kaffe nu eller smutte en ekstra tur i kiosken for at tanke op i beholdningen af cola og andre koffeinholdige produkter, for 7. etape har desværre ordet langgaber skrevet med flammeskrift ud over det hele.

 

Man skal nemlig være have en ualmindelig trang til at pine sig selv, hvis man har lyst til at tilbringe 230 km i et modvindsudbrud, der ikke har skyggen af chance for at holde hjem. Naturligvis er der masser af tv-eksponering at hente - og den bliver temmelig massiv på så lang en dag - men derudover er der intet at vinde ved at kaste sig ud i et udbrud. Bjergtrøjen er i hvert fald ikke et tema, og at holde hjem kan man ikke gøre sig håb om på en modvindsetape, når to af de tre store sprinterhold endnu ikke har vundet og derfor ikke tager skyggen af chance.

 

Samtidig har de fleste hold en sprinter at beskytte, og derfor vil de fleste hold, også hold som Cofidis, Direct Energie og Arkea, med en vis sandsynlighed blive i feltet og i stedet spare på krudtet til finalen og de kommende to udbrudsetaper. Heldigvis har vi Wanty-drengene, der nok skal sørge for at komme afsted før eller siden, men det kunne godt blive en af de dage, hvor feltet ruller afsted i 10-20 km, inden der langt om længe er en enlig mand eller to, der sniger sig afsted. Herefter vil Trek skulle tage kontrol, inden Jumbo, Lotto og Deceuninck vil lægge løbet i et jerngreb, og herefter er der god tid til en lur på sofaen. Der vil måske blive kæmpet lidt om bjergpointene, ligesom Peter Sagan, Elia Viviani, Michael Matthews og Sonny Colbrelli skal holde sig lidt i den indlagte spurt uden at bruge alt for mange kræfter - især fordi den kommer bare 30 km fra mål, men derudover vil der ikke være megen drama, hvor vindretningen endda vil betyde, at feltet heller ikke vil være nervøst før til allersidst.

 

Det vil det til gengæld blive til sidst, hvor der er lagt op til massespurt. Egentlig burde de 230 km med 2500 højdemeter tiltale de lidt mere hårdføre typer, men etapen vil formentlig blive så langsom, at effekten heraf vil være begrænset. Det vil være et relativt frisk felt, der skal spurte, og dermed kan vi få et lidt andet hierarki end på 1. etape, hvor opløbsstrækningen var hård, og på 4. etape, hvor bakken til slut havde mærket mange. Denne gang handler det mere om topfart, også fordi de sidste 1600 m følger en relativt lige vej uden skarpe sving, hvor den eneste udfordring er, at den også er relativt smal, hvorfor man risikerer at blive lukket inde. Sidder man fornuftigt, er der imidlertid masser af plads til at lade benene tale.

 

Det får os til at pege på Dylan Groenewegen som vores favorit. Hollænderen måtte i tirsdags sande, at han fortsat ikke er 100% efter sit styrt, men set i det lys gjorde han det ganske fint. Ikke blot fik han bagdelen med over den sidste stigning, han kørte faktisk også en ganske hæderlig spurt. Problemet var bare, at Jumbo-toget gik helt i stykker, da Wout van Aert og Mike Teunissen tabte både Groenewegen og Amund Grøndahl Jansen, og derfor måtte sprinteren agere på helt egen hånd i finalen. Det betød, at han dels måtte bruge kræfter, dels starte sin spurt fra en ringe position, og da han ovenikøbet var mærket efter stigningen, som han kun havde overlevet med den ydre del af neglene, var resultatet ganske hæderligt.

 

Faktisk var der megen opmuntring at hente. Van Aert viste nemlig stor styrke ved at tage kontrol til sidst, og havde toget blot været organiseret, havde Jumbo måske kunnet true Deceuninck. Den spurt, Teunissen endte med at køre, viste i hvert fald, at han fortsat er skræmmende hurtig, og kombinerer man det med Van Aerts power og Grøndahl Jansens fart, ser det slet ikke ringe ud. Det er klart, at de formentlig kommer til kort mod Deceuninck, men Groenewegen burde kunne starte sin spurt fra en fornuftig position. I relativt frisk tilstand er han verdens hurtigste, og det bør komme til udtryk i denne ukomplicerede finale.

 

Hans værste rival er naturligvis Elia Viviani. Italieneren fik sin første Tour-etapesejr forleden, og han drømmer om at gentage det kunststykke denne gang. Det burde han have gode chancer for med det tog, der har sat alle på plads både på 1. og 4. etape. Havde han blot kunnet holde Richezes hjul i Bruxelles, var han to gang i træk blevet afleveret perfekt, og nu hvor Kasper Asgreen igen er arbejdsdygtig, vil hele kæden med Yves Lampaert-Michael Mørkøv-Maximiliano Richeze-Elia Vivani være samlet igen. Sandsynligheden for, at Viviani igen får det, som han vil have det, er i hvert fald stor.

 

Problemet er bare, at Viviani selv ikke kørte sin bedste spurt i tirsdags. Det var kun med det yderste af neglene, at fik skovlen under Alexander Kristoff, der normalt er langsommere end italieneren. Naturligvis taler det til nordmandens fordel, at finalen var ganske hård, men alligevel burde Viviani have været betydeligt hurtigere. Den mangel på topfart kan blive dyr, hvis modstanderen pludselig er Groenewegen. Det ændrer dog ikke på, at Groenewegen ikke skal være meget ude af position for, at supertoget fra Deceuninck atter vil levere Viviani til sejr.

 

Tirsdagens positive oplevelse var Alexander Kristoff. Ikke blot kørte nordmanden selv en af sine bedste spurter i år, hvor han kun akkurat blev slået af Viviani, han fik også et helt eminent lead-out af Jasper Philipsen, der atter viste, at han har positioneringsevner som få. Faktisk var Philipsen i stand til at måle sig med selveste Richeze, verdens måske bedste lead-out man, og det lover godt forud for denne etape. Resten af toget kan ikke matche Deceuninck, men kan Philipsen gentage bedriften fra forleden, ligner Kristoff en mand, der kan gøre det færdigt. Den lange powerspurt passer ham i hvert fald. Desværre er etapen denne gang ikke helt så hård, og det kan vise sig som et problem, men de 230 km og 2500 højdemeter kan forhåbentlig for nordmændene alligevel trætte rivalerne så meget, at Kristoff atter kan vise, at han er meget svært at slå efter mere end 220 km.

 

Peter Sagan kan ærgre sig over, at han i tirsdags helt usædvanligt lod Ewan skubbe sig væk fra Vivianis hjul. Slovakken kørte nemlig en ganske god spurt, som han også gjorde det på 1. etape, hvor han ellers lå længe i modvinden. Havde han ikke skullet den lange vej rundt om Kristoff, eller havde han haft Vivianis hjul fra start, virker det ikke usandsynligt, at han faktisk ville have haft farten til at vinde. Også hans spurt i går var ganske imponerende, så mens det måske kniber med den gamle råstyrke, synes farten intet at fejle. Denne gang må man formode, at Sagan ikke giver Vivianis hjul fra sig, og det vil formentlig være ham, der kan starte sin spurt bag italieneren, der ventes at få det bedste lead-out. Normalt er Viviani den hurtigste af de to, men tirsdagens spurt gør det realistisk at tro, at Sagan kan gå forbi.

 

På papiret burde det ikke være en helt ringe etape for Caleb Ewan. Måske har vi flere gange set, at han ikke længere har fordums topfart, men vi så så sent som på 11. etape i Giroen, at han er hurtig efter lange dage, også selvom terrænet ikke nødvendigvis har været hårdt. Problemet er bare, at Ewan mildt sagt ikke synes at have diamanter i benene. Faktisk er han blevet sat som en af de første de seneste dage, og særligt var det skuffende, at han faldt så tidligt fra i mandags, hvor han ellers havde store planer. Samtidig kørte han mildt sagt ikke nogen god spurt i tirsdags, hvor han kun kunne udnytte Vivianis slipstrøm til at sikre sig en 3. plads, men hvor han aldrig blot prøvede at udfordre italieneren. Med andre ord er der mange ting, der taler imod Ewan, ikke mindst fordi hans tog med Jens Keukeleire-Roger Kluge-Jasper De Buyst heller ikke har været i nærheden af at matche Deceuninck. På papiret er Ewan løbets tredjehurtigste, og vi vil bestemt ikke afskrive ham efter en lang etape, men lige nu peger pilen den forkerte vej for torsdagens fødselsdagsbarn.

 

Det var en skam, at Dimension Data mistimede deres lead-out i tirsdags. Her kom Reinardt van Rensburg og Edvald Boasson Hagen for tidligt frem, og det betød, at Giacomo Nizzolo mistede den fine position, han ellers havde tiltvunget sig. Selve spurten var ellers ganske glimrende og bekræftede det fine indtryk, italieneren også gav på 1. etape og i Slovenien. Han er stadig ikke på sit 2016-niveau - særligt synes hans tidligere så eminente positionering at være blevet en smule haltende - men han nærmer sig. Dengang var han sågar hurtigere end Viviani, og med den fine spurt, han kørte i Bruxelles, ligner han en mand, der med det rette held og den rette timing kan tage den grand tour-etapesejr, han paradoksalt nok stadig mangler.

 

Som vi skrev i gårsdagens analyse, bliver det mere og mere åbenlyst, at Sonny Colbrelli har alvorlige problemer med sin positionering. Det har kostet ham resultater på 1. etape i Dauphine samt på 3., 4. og 5. etape bare i den seneste måned. Også på 1. etape var han ude af position og måtte åbne tidligt, og i tirsdags tabte han hjulet på Ivan Garcia. Til gengæld viste Matej Mohoric og Garcia stor styrke, og det samme gjorde sloveneren i går, hvor Colbrelli igen tabte hans hjul. Holdet ser dermed ud til at have styrken til at være med fremme, og nu kan de måske endda få endnu mere power, nu hvor Vincenzo Nibali synes ude af klassementet. Kan han for en gangs skyld holde sig til sit hold, burde Colbrelli gøre det godt, også selvom flade spurter normalt ikke er hans kop te.

 

Det er de bestemt heller ikke for Michael Matthews, og det har været helt tydeligt de seneste dage. Denne ret lette finale er derfor bestemt ikke ideel for australieren, og med den fladbanefart, han har vist, er det svært at se ham vinde. Han har dog ét våben, der måske kan give ham chancen. På papiret er toget med Søren Kragh, Nikias Arndt og ikke mindst brøkstærke Cees Bol nemlig et af de mest slagkraftige. Nu skal de bare vise, at de denne gang både kan holde sig samlet og undgå at starte for tidligt. Lykkes det, burde de have muskelstyrken til at sikre Matthews så god en position, at det kan blive til et resultat.

 

Matteo Trentin er hæmmet af, at han ikke har megen støtte, men måske kan han få lidt mere denne gang. Han kørte nemlig en ganske fin spurt i går, og samtidig betyder Adam Yates’ lille nedtur i dag, at man måske kunne finde på at stille Daryl Impey til rådighed. Sydafrikaneren kørte et fremragende lead-out i går, og selvom det naturligvis er sværere i et fuldt felt, kan han måske sikre Trentin en hæderlig position. Europamesteren mangler farten til at vinde, men han burde kunne gøre det ganske pænt.

 

Værre ser det ud for Jasper Stuyven. Også han har måttet klare sig alene, og det skal han med sikkerhed nu, hvor også Giulio Ciccone skal beskyttes. Det gør det næsten umuligt at tro på en sejr, men med lidt held kan han måske alligevel finde et godt hjul. Stuyven er åbenlyst i fremragende form, og selvom han i går trods alt var for mærket efter med nød og næppe at have overlevet bakken, fik han vist, at benene er fremragende. Han vinder ikke en flad spurt, men han har formen til at gøre det hæderligt, hvis han har lidt held i positionskampen.

 

En rytter, der måske kan gøre det bedre end hidtil, er Niccolo Bonifazio. Den lille italiener hører i dag til blandt de tungere sprintere, men her burde han for en gangs skyld komme frisk frem til stregen. Han har altid været god i positionskampen, og vi så i sidste års Giro, at han har farten til at køre med om podiet i grand tours. Også i år har han spurtet hæderligt, og i Niki Terpstra og Anthony Turgis har han gode folk til at støtte sig. Han vinder ikke, men han kan overraske positivt.

 

Christophe Laporte har ikke samme topfart, men han har sin positionering som sin fordel. Toget er til gengæld relativt svagt, da han blot har Julien Simon og Pierre-Luc Perichon til at hjælpe sig, og kombinerer man det med den begrænsede fart, er det givet, at Laporte ikke vinder en flad spurt som denne. Hans positionering har heller ikke siddet helt i skabet i år, men stabile Laporte burde trods alt alligevel være garant for en top 10 i dette felt.

 

Derudover ventes Andrea Pasqualon, den fallerede André Greipel og Rick Zabel, der jo egentlig har et godt tog, men for ringe fart, at blande sig - i hvert fald hvis Jens Debusschere, der normalt er hurtigere, fortsat er formsvag. Måske vil Greg Van Avermaet, Alberto Bettiol og Oliver Naesen blande sig, men det er usandsynligt.

 

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Alexander Kristoff

Outsidere: Peter Sagan, Caleb Ewan, Giacomo Nizzolo, Sonny Colbrelli

Jokers: Michael Matthews, Matteo Trentin, Jasper Stuyven, Niccolo Bonifazio, Christophe Laporte
 

SPAR 50%: CAMELBAK DRIKKEDUNKE (6 stk), LARS BAK OG MICHAEL VALGRENS BOG
 

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SMART LYGTESÆT - BEDST I TEST! FØR 298 - NU KUN 156 KRONER