Optakt: 7. etape af Tour de France

Ruten

Normalt er Touren kendetegnet ved, at etaperne kommer i blokke bestående af enten flade eller bjergrige dage. Sådan er det ikke i år, hvor mulighederne i Sydfrankrig er rigere, og faktisk består den første uge skiftevis af etaper for klatrere og lidt tungere folk. Det er således sidstnævnte, der håber at få chancen igen på 7. etape, men ligesom på 1., 3. og 5. etape er det en god ide ikke at være alt for tung. Etapen minder nemlig meget om 3. etape i den forstand, at første halvdel er meget kuperet, inden det flader ud mod slutningen. Interessen i en spurt vil dog være stor, og mange hold er derfor organiserede, men farerne er mange. Således skal man også frygte vinden, der altid kan være farlig i en af Frankrigs mest blæsende regioner.

I alt skal der tilbagelægges 168,0 km, der fører feltet fra Millau til Lavaur, og kan karakteriseres som transport frem mod Pyrenæerne. Starten går, hvor 6. etape sluttede, dvs. i det kuperede Massif Central, og det afspejles i indledningen med hele tre stigninger inden for mindre end 25 km. Fra start kører man således mod sydvest nærmest direkte ind på den ikke-kategoriserede stigning Viaduc de Millau (1,6 km, 6,9%), der er en jævn og stejl stigning med top efter bare 1,6 km. Efter en kort nedkørsel gælder det så kategori 3-stigningen Cote de Saint-Geirges-de-Luzencon (3,1 km, 6,1%), der omvendt er en meget ujævn stigning, hvis 500 m-segmenter skiftevis er stejle og lette, inden man runder toppen efter 12,0 km. Nu venter endnu en kort nedkørsel inden en ikke-kategoriseret stigning (2,5 km, 4,0%), hvis top nås efter 23,0 km knaldhårde kilometer.

Nu bliver det endelig lidt lettere. En let nedkørsel fører mod syd og sydvest ned til Saint-Afrique, hvorfra man kører igennem fladt terræn mod sydvest. Kort efter drejer man mod vest for at passere en ikke-kategoriseret stigning (4,7 km, 3,4%) med top efter 51,0 km samt en efterfølgende let nedkørsel, der leder frem til Saint-Sernin-sur-Rance, hvor dagens spurt kommer bare 1 km efter nedkørslen efter i alt 58,0 km for enden af en langm lige vej. Her drejer man mod syd ind på dagens hovedmenu, kategori 3-stigningen Col de Peyronnenc (14,5 km, 3,9%), der er en lang, jævn opkørsel, som aldrig bliver stejl.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Toppen rundes efter 73,5 km, og herefter bliver det meget lettere. De næste knap 50 km er nemlig alle let faldende og fører mod sydvest ned mod fladlandet. Her drejer man mod syd for at køre op ad den lille kategori 3-stigning Cote de Paulhe (1,1 km, 7,0%) med top efter 97,5 km og derefter ned til storbyen Castres, der passeres efter 124,5 km. Den ligger i et område, der er stort set helt fladt, og herfra kører man mod nordvest ad en flad og næsten lige vej, der leder direkte ind til Lavaur. Eneste lille forhindring er en bakke (1,0 km, 2,5%) med top 5,5 km fra mål, men derudover er der ingen vanskeligheder. Finalen er også enkel, da en lige vej kun afbrydes af et helt blødt sving med 2,2 km igen og en rundkørsel ved den røde flamme, hvorefter vejen bugter ind på den 450 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2007 højdemeter.

Lavaur har to gange i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb, og begge gange var det endda Tour de France. I 2011 spurtede Mark Cavendish sig til endnu en etapesejr ved nærmest at slå André Greipel og Tyler Farrar, og i 2001 lykkedes det Rik Verbrugghe og Marco Pinotti at køre væk fra et stort udbrud, inden belgieren slog italieneren i spurten.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

Vejret

Hvis nogen havde drømt om, at september ikke kunne byde på varme, må de tro om. Vi når en af Frankrigs varmeste egne, der byder velkommen med en skyfri himmel og en temperatur på hele 33 grader. Området er også kendt for sin vind, og det vil også være ganske blæsende med en frisk vind (20-25 km/t) fra sydøst. Det giver nærmest konstant sidevind på hele den første del af etapen, indtil man drejer ind i medvind efter nedkørslen med 33,5 km igen. Det varer ved hele vejen frem til mål, hvorfor der også er direkte medvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 6. etape

Egentlig har der været tale om lidt af et fald fra tinderne. For et par år siden var Kasakhstan ved at udvikle sig til lidt af en stormagt inden for cykelsporten. Med landets talisman, Alexandre Vinokourov, som den store leder omgivet af særligt Andrey Kashechkin og Maxim Iglinskiy blev nationen en magtfaktor, der trods et beskedent antal ryttere endte som nr. 7 på ProTour-ranglisten i 2006. Vinokourov blev nr. 3 i Touren, vandt Vueltaen, klassikere og ugelange etapeløb samt sågar OL-guld, Kashechkin kørte på podiet i Vueltaen, og Iglinskiy knuste sin senere holdkammerat Vincenzo Nibalis drømme om at vinde Liege-Bastogne-Liege. Vinokourov gjorde sig selv nationalhelt i et land, hvor cykelsporten pludselig blev stor - endda så stor, at selve nationen kom Vinokourov til undsætning og reddede hans hold, da Liberty Seguros knustes af Operacion Puerto.

Dengang var det svært ikke at blive imponeret over, at det arealmæssigt gigantiske land kunne hævde sig så voldsomt i en sport, der traditionelt har været domineret af folk fra Vesteuropa, især fordi ryttergrundlaget var så spinkelt. Astanas sponsorat skulle endda vise sig at blive et forbillede for andre nationer som Emiraterne og Bahrain, der siden også har skabt statssponsorerede hold. Ja, fremtiden så vitterligt lys ud, og da Vinokourov stillede til start som forhåndsfavoritten til Touren i 2007, så det ud til, at kronen på værket lå lige forude.

Men så ramlede korthuset. Vinokourovs blod viste sig ikke helt at være hans eget, og Kashechkin havde også lige lånt et par liter hos en god ven. Iglinskiy havde fingrene en anelse for langt nede i EPO-krukken, og selvom Vinokourov kom tilbage og i sin karrieres efterår sikrede sig to af karrierens største endagssejre - selvom i hvert fald Liege-triumfen i 2010 stadig er omgærdet af nogen tvivl om dens sportslige værdi - blev Kasakhstan pludselig til enmandshæren Vino, hvorfor de styrtdykkede på de internationale ranglister.

Vinokourovs indflydelse har angiveligt stadig været enorm. I hvert fald blev der aldrig lukket for de kasakhiske olie- og gasmillioner i Astana-projektet, der efterhånden har udviklet sig til et fast element i det internationale cykelfelt. Desværre blev det nationale element lynhurtigt en byrde for Vinos tropper, da den hjemlige talentmasse var så pauver, at en stor del af holdet udgjordes af ligegyldigt kasakhisk fyld, som altid skulle have en plads i de store løb, men som reelt ikke havde den store sportslige berettigelse.

Der er dog én undtagelse. Knap var Vinokourov trådt ned fra OL-podiet i London, og knap var cyklen sat i garagen, før efterfølgende pludselig dukkede op, da Alexey Lutsenko blæste ud af feltet ved U23-rytternes VM på toppen af Cauberg i 2012 og akkurat forhindrede Bryan Coquard og Tom van Asbroeck i at erobre regnbuetrøjen. Siden dengang har Lutsenko båret en hel cykelgals nations åg på sine skuldre, og han har været manden, der skulle retfærdiggøre, at Vinokourov år efter år kunne forsvare at have snablen dybt nede i oliemillionerne.

Desværre blev Lutsenko i international sammenhæng hurtigt til det stagnerede talent. Resultaterne var få - nej, en enkeltstartssejr i Danmark Rundt har ikke meget vægt i det kasakhiske sportsministerium - og han gik hurtigt i glemmebogen. Klassen var der imidlertid stadig, for midt i de mange pauvre resultater leverede han tre gange nogle vilde bedrifter. I Tour de Suisse 2015 kørte han et klasseudbrud midt over og tog karrierens første store sejr, og året efter kørte han slet og ret fra et helt felt med et gigantisk soloridt i Paris-Nice. Det hele kulminerede i 2017, da han hev drømmebenene op af hatten og vandt en Vuelta-etape, hvor han blandt andre fik has på en vis Julian Alaphilippe i et udbrud.

Og så var pludselig hul igennem. I de senere år er det blevet kutyme, at Lutsenko er kommet blæsende ned fra Teide på Tenerife, hvor han altid tilbringer sine vinterperioder, og han har været et regulært uhyre i februar måned. To gange har han vundet Tour of Oman - den ene gang endda ved at vinde tre af de seks etaper undervejs - men desværre var tendensen altid den samme. Så snart vi ramte de store løb i Europa, var Lutsenkos form lige så fjern, som Rigoberto Urans blik, da læremester Vino åbnede spurtede ved OL-løbet i London i 2012.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Der var lidt håb sidste år, hvor Lutsenko faktisk holdt ud helt frem til et Tirreno-Adriatico, hvor han og Jakob Fuglsang drev gæk med rivalerne, og kasakken vandt en højdramatisk etape, hvor et styrt nær havde ødelagt det hele. Da de store mål i klassikerne kom, havde Lutsenko imidlertid nok engang sendt de gode ben tilbage til Kasakhstan, og det var efterhånden svært at tro på, at det også kunne gå stærkt efter marts måned.

Men det kunne det. Sidste år blev Lutsenko pludselig til klatrer, da han som hjælper for Fuglsang blev nr. 7 i Dauphiné. En måned senere var han snublende nær en sejr på Tourens kongeetape, selvom han trods alt måtte se sig slået af letvægterne Nairo Quintana og Romain Bardet, og i efteråret kørte han så vanvittigt i de italienske klassikere - blandt andet med et voldsomt soloridt i Coppa Sabatini - at han pludselig var et af de varmeste navne til et VM, hvor han dog som mange andre endte forfrossen og forkommen i en bus, mens Mads P. og Matteo Trentin spurtede om sejren.

I år har det bare været endnu bedre. Pludselig kunne Lutsenko køre fra bjergrytterne på Mont Ventoux i Provence, da han nok engang var flyvende i en februar måned, hvor han også kørte på podiet i Emiraternes bjerge foran mange etablerede grand tour-ryttere. Og efter at han nu har vist, at hans sæson ikke stopper den 1. april, har det ligget i kortene, at Vinos projekt ville få sin Tour-etapesejr før eller siden.

I dag kom så den triumf, der måtte komme før eller siden. En svag start på den genstartede sæson samt et tidstab på 4. etape havde ellers skabt tvivl om formen, men da kasakken åbnede for gassen  på Col de la Lusette for et par timer siden, blev det helt åbenbart, at tidstabet i tirsdags var en helt bevidst handling med det mål at få den frihed, der skulle til for at vinde en etape, der med sit design var skræddersyet til en mand, der har power på det flade, klatrer habilt og er en glimrende puncheur. Og Lutsenko har modsat snart sagt alle på Astana-mandskabet den luksus, at han altid får den plads, han skal bruge. Enhver på holdet ved, at Miguel Angel Lopez må affinde sig med, at alt ikke handler om ham. Og brokker han sig, viser Lutsenko ham bare sit kasakhiske pas og giver ham Vinokourovs telefonnummer.

Heldigvis er den frihed nu efterhånden også berettiget. Med dagens sejr er det nu kun Giro-sejren, der mangler, inden Lutsenko kan melde sig ind i den fine klub af ryttere, der har vundet i alle grand tours. Det udestående er stadig det uundgåelige klassikergennembrud, og at han lever op til forventningerne ved VM og OL, som de stolte kasakhere tillægger så stor vægt og så inderligt drømmer om, at Vinos arvtager kan erobre. Og i mellemtiden kan Lopez så glæde sig over, at der nu er sat flueben ud for Lutsenkos etapesejr, så han nu har en hjælperytter, de færreste kan drømme om.

Der manglede ellers ikke kvalitet i det udbrud, der slap fri efter en vanvittig hurtig indledning på dagens etape i Provences fladland. Lutsenko kunne eksempelvis iagttage den gyldne hjelm, han håber at stjæle fra klassikerkongen Greg van Avermaet, eller han kunne dele sine erfaringer med Vuelta-etapesejre med Jesus Herrada, Nicolas Roche og Remi Cavagna. Han kunne spørge Edvald Boasson Hagen om, hvordan det føles at vinde adskillige Tour-etaper, tale med Neilson Powless om, hvordan det er at blive udråbt til den næste store rytter fra sit hjemland, eller spørge Daniel Oss, hvordan det er at køre på podiet og top 5 i de største brostensklassikere.

Den slags ryttere får ikke lov til at gå i udbrud. De tager sig den. Og det gjorde de med så stor kraft, at ingen kunne hente dem, da kørte væk, nærmest inden Christian Prudhomme havde fået trukket hovedet til sig efter at have viftet løbet i gang. Og dermed sendte de stakkels Sam Bewley, Christopher Juul og Jack Bauer på så hårdt arbejde for at holde Van Avermaet, der var en solid trussel mod Adam Yates’ nyerhvervede trøje, at etapen blev kørt i et tempo, der sprængte alle tidsrammer.

Det var den kaliber af rivaler, Lutsenko satte til vægs, og derfor er der heller ingen skam i at blive nr. 2. Alligevel må Herrada græde snot på hotellet i disse timer, for trods en mildt sagt ikke overbevisende indledning på Lusette-stigningen kom han uhyggeligt tæt på at bryde den Cofidis-sejrstørke, der i Tour-sammenhæng strækker sig helt tilbage til Samuel Dumoulins overraskende udbrudssejr i Nantes på 3. etape i 2008. Desværre var den stærke spanier denne gang ikke oppe mod en rytter med blik på førertrøjen, som han var, da han for et år siden snød Dylan Teuns for en Vuelta-etapesejr, og i stedet måtte han for anden gang på kort tid se sig slået af en Astana-rytter efter det uheldige nederlag til Luis Leon Sanchez ved et spansk mesterskab, hvor han nærmede sig verdensrekorden i dårligt timet defekt.

Det blev heller ikke i dag, at Van Avermaet erobrede førertrøjen for tredje gang i karrieren. Det var ellers hans erklærede mission, og selvom alle vidste, at Yates ikke uden kamp ville afgive en trøje, der kan redde Mitcheltons Tour, var det i dag, at hans hårde arbejde for at holde sig til de foregående dage skulle bringe ham tilbage i gult for tredje gang på seks år. Desværre lå det i kortene på forhånd, at det ville blive meget svært i så vanskelig en finale, og nu ser det desværre ud til, at Van Avermaet må se sin stime med gule trøjer hvert andet år brudt.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

Den havde Nicolas Roche allerede droppet. I går aftes tweetede han, at man nogle gange må træffe et valg, og det havde han gjort ved at sidde op i den ellers flade finale på 5. etape for at sikre sig muligheden for at vinde i dag. Desværre kom ireren for 117. gang til kort trods en ellers lovende start på løbet, og efter nu utallige gange at have fejlet fra sine udbrud begynder det at se stramt ud, hvis den 35-årige stjernesøn skal have den etapesejr, der ville passe fint på et CV, der ellers primært er fyldt med topresultater i yndlingsløbet Vueltaen.

Powless’ CV er stadig betydeligt kortere, men nu er der håb om, at det kan blive længere. Amerikanerne troede helt sikkert, at det skulle blive alenlangt, da han betog en hel cykelverden med i en alder af blot 19 at køre på med de allerbedste i Tour of California. Desværre skulle han blive en af de få, der gik i stå efter et skifte til Jumbo, og meget bedre har det ikke set ud efter skiftet til EF - altså lige indtil i dag, hvor han i sin første Tour viste, at der måske alligevel er grund til, at amerikanerne holder liv i håbet lidt endnu.

Håb er der også hos Yates. Hans tid i førertrøjen er allerede meget længere end i 2016, hvor han kun bare den i minutter, inden det blev besluttet, at Chris Froome trods alt var uden skyld i motorcykelstyrtet på Mont Ventoux, og at hans maratonløb mod toppen skulle belønnes med længere tid i gult. Frygten for, at altid ambitiøse Tadej Pogacar - der nu har lært, at man også skal spare på de kræfter, der blev brugt lidt for flittigt i sidste års Vuelta - ville gribe en stor chance for at overtage føringen via bonussekunder, viste sig at være ubegrundet, og da det var klart, var det indlysende, at ingen andre havde interesse i at køre udbruddet ind, slet ikke Mitchelton, der helst gerne så bonussekunderne ekspederet hele vejen til Kasakhstan.

Der endte de så også, og derfor endte det i våbenhvile mellem favoritterne. Mange har været skuffede over det manglende initiativ, men det lå i kortene, at det ville gå sådan. Ingen i denne verden har skyggen af interesse i at servere yderligere 10 bonussekunder til Primoz Roglic, og da Jumbo-drengene selv skal passe på sig selv i et løb, hvor det ligner et spørgsmål om tid, inden den gule trøje er deres, var det svært at få øje på, hvem der skulle lægge det pres, mange cykelfans lidt naivt drømte om.

Det så ellers kortvarigt ud til, at der var opstået et mentalt sammenbrud i Ineos-sportsdirektørbilen, da briterne tog kontrol og lignede et hold, der havde intentioner om at køre udbruddet ind. Det viste sig dog at være det rene ingenting og kan vel snarere læses som et lidt desperat krisetegn. Den nu afdøde, men meget kløgtige sportsdirektør Nicolas Portal havde næppe tilladt, at et i forvejen svækket mandskab - Pavel Sivakov ligner ikke just en mand, der er tæt på at genfinde Dauphiné-benene efter sit styrt - skulle bruge unødvendige kræfter, men alligevel tog man kontrol i noget, der mest af alt lignede et forsøg på at minde om, hvem der plejer at bestemme i en Tour, hvor alle ellers kan se, at de nye herskere kommer fra Holland. Nej, faktisk endte de med at udstille deres egen svaghed, da de to sydamerikanske kaptajner lynhurtigt sad omgivet af bare Jonathan Castroviejo og Michal Kwiatkowski, der jo ikke just er topklatrere, mens Primoz Roglic og Tom Dumoulin kunne sende bjerggederne George Bennett og Sepp Kuss ned efter vand.

Det blev derfor højdepunktet på en dag, hvor våbenhvilekontrakten kun kunne blive brudt, hvis UAE havde bragt etapesejren i spil, eller hvis det var sket via en indebrændt Julian Alaphilippe, der kunne have været opsat på revanche og etapesejr. Det valgte han dog klogelig at lade være med på en dag, hvor Lusette kunne have knækket ham, og i stedet blev det bare til en demonstrativ spurt til sidst for lige at minde hele forsamlingen om, at han skam ikke er rejst hjem endnu, selvom trøjen ikke er helt så gul, som den var for 2r timer siden.

Den er nu ganske ordinær og anonym. Det er den til gengæld ikke for Lutsenko, der nærmest har gjort den kasakhiske mestertrøje til så fast en ejendom, at man næsten fornemmer, at Vinokourov forud for de nationale mesterskaber beder om, hvem der skal vinde. Den slags aftaler kunne han dog ikke lave i dag, og derfor måtte Lutsenko selv vise, at han også har klassen til at løfte Vino-arven. Det vidste vi allerede godt, at han kunne, og at det bare var et spørgsmål om tid, inden Tour-triumfen ville falde. I dag kom så den uundgåelige sejr, Vino og hele Kasakhstan har betalt deres mange oliemillioner for.

Favoritterne

Den usædvanlige yoyokørsel, hvor de normalt meget bastante blokke af bjerg- og sprinteretaper fortsætter. Besøget i Massif-Central var i denne omgang kort - bare rolig, vi kommer tilbage senere til et noget mere ubehageligt besøg - og fredag skal rejsen fra Alperne til Pyrenæerne så fuldendes med en klassisk transportetape, der får sprinterne til at lugte blod.

Etapen er imidlertid ikke helt så enkel endda. For det første minder den i sin struktur meget om 3. etape i den forstand, at starten i Massif-Central gør indledningen til en ubehagelig affære. Denne gang når vi ganske vist kun på 2000 højdemeter, men de kommer næsten alle i løbet af de første 73,5 km.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

For det andet er der vinden. Fraværet af Nordfrankrig betyder, at vi i år kun i begrænset omfang besøger de blæsende regioner, men to etaper skiller sig ud. Det gælder den spektakulære 10. etape med start og mål på to øer i det vestfranske marsklandskab, og det gælder morgendagens tur ned til fladlandet nord for Pyrenæerne, hvor det kan være ganske blæsende.

Det vil det også være i morgen. Vi taler ikke om nogen orkan, men vi taler om vindstyrker i samme lag - faktisk lidt kraftigere - som på den dramatiske 10. etape sidste år, hvor Thibaut Pinot, Jakob Fuglsang, Rigoberto Uran og Mikel Landa fik sig lidt af en lussing. Det vidner om, at styrken har potentiale, hvis retningen er den rette, og hvis der ikke er for meget skov.

Massif-Central er ellers ikke kendt for sin vind, men faktisk vil det være blæsende lige fra start. Der er som regel masser af træer i det uvejsomme terræn, der sjældent er eksponeret, og derfor kan man tvivle lidt på, at der vil være muligheder i indledningen. Efterhånden som vi kommer ud af bakkerne, er der imidlertid gode chancer for, at det åbner sig op, og da vinden står mere eller mindre direkte i siden fra km 0 til km 124,5 km, er der potentiale for drama.

Det gode er, at der herefter er medvind på de sidste 43,5 km. Det er klart, at det er en lang distance at skulle fastholde en eventuel splittelse, men i medvind kan det lade sig gøre. I den forstand minder etapen meget om den højdramatiske 17. etape i Vueltaen, hvor en gigantisk blunder formentlig havde kostet Primoz Roglic sejren, hvis ikke Astana var kommet her til undsætning. Her kørte de som bekendt vildt sidevindsræs fra km 0 på en historisk hurtig etape, og der blev ikke lagt en dæmper på begivenhederne, selvom man havde direkte medvind på den sidste halvdel. Med en solid blæst i ryggen tager det trods alt betydeligt under en time for et felt at tilbagelægge det sidste flade stykke, hvis der er gang i et godt sidevindsræs.

Får vi så det drama? Det er altid svært at spå om. Retningen og styrken er i hvert fald rigtig, men det afhænger af to ting. Dels skal terrænet være åbent nok på de første to tredjedele til, at det kan lade sig gøre. Dels skal der være væsentlige ryttere, der er sat af, hvis ikke det skal gå i stå igen, når de rammer medvinden.

Uanset hvad vil det være meget nervøst. Vi så allerede desperationen i går, hvor der ellers var for meget modvind til, at det var rigtigt farligt. Samtidig så vi også i går, at ingen gider at gå i udbrud på en dag, hvor det alligevel bliver en massespurt, og derfor skulle det ikke undre mig, om vi får endnu en dag helt uden udbrud. Det kan godt være, at der kortvarigt får lov at køre et par franskmænd fra de små hold, hvis ASO har fået dem overtalt til at skabe lidt liv for at undgå gårsdagens fuser, men meget taler for, at vinden vil gøre det hele så nervøst, at de næsten kommer tilbage af sig selv.

Jeg kunne derfor godt forestille mig en lang etape, der minder om en, vi så for et par år siden (det er desværre ikke lykkedes mig at erindre hvilken). Her var det så blæsende og nervøst fra start, at et udbrud knap kom afsted, før det blev kørt ind. Herefter ventede en hel dag med bred front, stress og højt tempo. Dengang skete der ingenting, og det kan sagtens ske, at der heller ikke gør det denne gang, men jeg tror, at der venter en uhyre nervøs dag, hvor der ikke bliver behov for nogen decideret jagt, men hvor stressniveauet vil presse farten i vejret. Og der vil først falde ro på, når vi drejer ind i medvinden - og det sker kun, hvis det ikke er splittet forinden.

Uanset hvad ender det i en eller anden form for spurt. Man kunne ellers godt bruge den kuperede start til noget, men på en dag, hvor der står sidevindsangst malet i ansigtet på alle, sker det næppe - slet ikke fordi alle ved, at Lotto og Deceuninck vil gå efter en stensikker massespurt, hvis ikke det er åbent nok til at køre sidevind. Spørgsmålet er bare, om vi får en fuld massespurt, eller om det bliver en mindre gruppe efter sidevind.

Det er som sagt svært at sige, men uanset hvad venter der en sand powerspurt i pivende medvind. Eneste lille forhindring er rundkørslen ved den røde flamme, men der er masser af plads til at åbne op for farten, og denne gang gør medvinden, at det kan gøres tidligt uden samme frygt for at gå kold, som vi har set i de foregående modvindsspurter. Endelig vil det med stor sandsynlighed blive en hurtig, stressende og relativt hård dag med mange stigninger, og derfor vil det være mærkede folk.

Læs også

Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour

Jeg peger - som sædvanlig fristes man til at sige - på Sam Bennett. På 3. etape åbnede han for tidligt, og på 5. etape sad han for langt tilbage, men ireren ligner vitterligt 2019-udgaven af sig selv. Han var skræmmende stærk med sin spurt i modvinden i Sisteron, og han vinder de indlagte spurter med samme lethed, som Primoz Roglic har vundet cykelløb efter pausen. I forvejen ved vi, at 2019-Bennett er den hurtigste i dette felt, og denne gang betyder medvinden, at han kan åbne tidligt, og at Caleb Ewan ikke ha den fordel, han tidligere har haft i modvind, hvor han har kunnet komme bagfra fra en dårlig position.

Sidevind taler også for Bennett. Han var et monster på sidevindsetapen i Vueltaen, hvor han dog var oppe mod 144 Deceuninck-ryttere, der endte med at sende Philippe Gilbert i offensiven mod den ensomme irer, der alligevel holdt alt og alle bag sig, selvom han var ene om at sætte efter belgieren. Og det er ikke nogen tilfældighed, at der var 144 Deceuninck-ryttere den dag, for belgierne er som bekendt konger af sidevind. Sandsynligheden for, at det er dem, der tager initiativ, er stor, og modsat mange andre hold har Bennett ikke klassementsryttere at tage hensyn til (Julian Alaphilippes klassement er næppe vigtigere end etapesejr og grøn trøje, og franskmanden er selv god til sidevind). Og i et lille felt er der mindre risiko for, at han lukkes inde, nu hvor hans tog med kun Michael Mørkøv viste sig for spinkelt til at få ham frem forleden. Alt sammen får det mig til at sige, at det bliver i morgen, at Bennett melder sig ind i klubben over ryttere med sejre i alle grand tours.

Sidevinden får mig også til at pege på Cees Bol. Hollænderen har i det højdramatiske Gent-Wevelgem sidste år, hvor han nærmest sensationelt var med til at sende Deceuninck momentant til tælling, og senest i Paris-Nice vist, at han mestrer den kunst som få. Faktisk var han en af kun tre sprintere, der klarede sidevinden på 1. etape, som han havde vundet, hvis ikke fire stjerner var kørt væk på bakkerne. Hele holdet er også uhyre robust i netop den disciplin, og han burde derfor kunne få god støtte til sidst af et hold, der ikke tænker klassement overhovedet. Samtidig så vi i går, at Sunweb-toget med Joris Nieuwenhuis, Nikias Arndt og Casper Pedersen lige nu ligner det stærkeste, så også i en klassisk massespurt står han fremragende, hvis de hurtigere folk, Bennett og Ewan, lukkes inde. Derfor kunne det godt være nu, at Sunweb får den etapesejr, de har som formålet med deltagelsen.

Sidevinden gør også, at vi kan drømme dansk. Mads Pedersen har flere gange i år vist - i Paris-Nice og Omloop Het Nieuwsblad - at han er brølstærk i den disciplin. Det samme er særligt Jasper Stuyven, men også Edward Theuns, og Trek kan meget vel ende med at være et dominerende mandskab med overtal. Pedersen er denne gang blevet lovet, at han må køre spurten, og for ham er det bare bedre, at det har været hårdt undervejs. Jo flere sprintere, de kan komme af med, jo bedre, og samtidig kan han ende med at have et fremragende tog i en lille gruppe. På fart er han klart overmatchet af Bennett og Ewan, men vi så i Polen og på 1. etape, at han kan true de andre, især hvis Trek sætter ham godt op. Gør de det, og lukkes de hurtigste inde, kan han vinde en klassisk massespurt, men særligt hvis det bliver benhårdt, står Pedersen stærkt. Falder han fra, kan Stuyven også komme i spil, mens det nok er sværere at se et scenarium, hvor Theuns er til stede, men ikke Pedersen. En udfordring er Richie Porte, der er uhyre svag i disciplinen, og man risikerer, at hele Trek-armadaen skal beskytte ham. Til gengæld kan Bauke Mollema godt finde ud af disciplinen (han er vel hollænder!).

Sidevinden får mig også til at pege på Giacomo Nizzolo. Italieneren viste i Paris-Nice, at han mestrer den kunst, men problemet var, at han som altid var mutters alene. I dette løb kan man dog håbe, at folk som Edvald Boasson Hagen, Max Walscheid og Michael Valgren kan hjælpe ham hæderligt og sørge for, at han kommer med på rette vifte. Formen er i hvert fald fremragende, som vi så ved EM - også selvom han har virket mere rusten de sidste par dage. Samtidig er hans speciale spurter efter hårde løb, som vi netop så ved de to mesterskaber, han netop har vundet, da han vandt i Paris-Nice, og da han slog Kristoff i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Hans positionering gør efterhånden, at det er svært at se ham vinde en klassisk massespurt, selvom han er en af de hurtigste, men i et sidevindsræs er han et ganske sandsynligt vinderbud.

Så er der Caleb Ewan. Han har traditionelt været langsommere end Bennett, og hans sejr på 3. etape skal primært tilskrives modvinden, men det er klart, at han er manden, der kan slå Bennett på ren fart. Det vil dog formentlig kræve en mere klassisk massespurt, for den lille australier er bestemt ikke nogen ørn i sidevinden. Han klarede sig sidste år, hvor gruppen dog var relativt stor, og det viser, at han ikke kan afskrives, men han er skrøbelig, ikke mindst fordi hans svækkede hold ikke har samme styrke som flere af de andre. Sidder han med til sidst, er han også hæmmet af et tog, der nu flere gange har afleveret ham alt for langt tilbage, og som gjorde, at held var nøglekomponenten i sejren på 3. etape. Den slags er der ikke råd til igen, hvor modvind ikke vil sagtne de sprintere, der åbner fra fronten. Derfor kan det blive en svær etape for Ewan trods hans åbenlyse fart.

Sidevind kan også være chancen for Peter Sagan. Ganske vist gjorde det næsten ondt at se ham blive sat - vel for første gang i verdenshistorien - i sidevinden i Paris-Nice, men selvom han er faldet gevaldigt af på den, må man formode, at han i Tour-form vil være lige så sikker på første vifte, som han plejer. Det er klart, at Emanuel Buchmann kan lægge begrænsninger på ham, men mon ikke man kan få andre, herunder Daniel Oss og Lukas Pöstlberger til at hjælper tyskeren, der i øvrigt selv er ganske god i disciplinen. Det står lysende klart, at Sagan lige nu er milevidt fra at kunne true Bennett, Ewan, Nizzolo og Bol i en spurt, men efter et sidevindsræs er det muligt at sejre, hvis blot gruppen er den rette. Det har han trods alt gjort før, blandt andet da han og Chris Froome spurtede om sejren i Montpellier i 2016.

En rytter, der aspirerer til at have overtaget Sagans rolle som kongen af sidevind, er Matteo Trentin. Italieneren var vel sammen med en anden sidevindskonge, Luke Rowe, der havde Egan Bernal på bagsmækken, den eneste, der klarede alle split i 2018-udgaven af Paris-Nice, hvor vinden skabte drama nærmest hver eneste dag. Denne gang er han endda på hold med Greg van Avermaet, så de til sammen udgør en kongeduo, der kan skabe rav i den. Det er klart, at han ikke har farten - og heller ikke længere positioneringen - til at vinde fra et fuldt felt, men i en lille gruppe kan det ske. Trentin er nemlig hurtig efter et hårdt løb, som han viste, da han som purung spurtede sig til etapesejr i netop dette løb i en reduceret massespurt.

Sidevinden gør også, at vi må nævne Wout van Aert. Bliver det en klassisk spurt, er jeg ret sikker på, at holdet beder ham ikke tage risici, nu hvor etapesejren er hjemme. Hvis til gengæld det splitter, kan han komme i spil. Som Jumbos vigtigste sidevindshjælper er der stor risiko for, at han kommer til at arbejde for meget, men i finalen kan det være, at han får lov at spare sig. Som vi så forleden, er han hurtig nok til at slå selv en rigtig sprinter som Bol på ren fart, særligt hvis det har været hårdt. Det skal flaske sig, hvis han skal have chancen, men hvis man husker, hvem der vandt sidste års sidevindsetape, er det en god ide at holde øje med Van Aert.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det er lidt en overraskelse, men Alexander Kristoff har historisk aldrig været god til sidevind. Det bliver bestemt ikke bedre af, at han her primært skal hjælpe Tadej Pogacar, og hvis det blæser, bliver han hjælper. På den anden side står han stærkt, hvis han faktisk skulle sidde med til slut, uanset om det er en ren massespurt eller et sidevindsræs. I sidstnævnte tilfælde er Kristoff nemlig uhyggelig, når alle er trætte - husk hvem der knuste al modstand i sidste års blæsende Gent-Wevelgem - og i førstnævnte tilfælde vil powerspurten passe ham, præcis som vi så på 1. etape. Udfordringen er, at han har været meget formsvag, både på stigningerne og i de sidste to spurter. Han ligner ikke en mand, der umiddelbart har en etapesejr i benene, men vi så på 1. etape, at farten stadig er der.

Måske kunne dette også være en chance for André Greipel. Tyskeren har været sat tilbage af sit knæ, men har set ok ud i bjergene de sidste dage. Han viste i januar og februar, at han kan være på vej til at genfinde et fornuftigt niveau, og sidevind har Greipel altid kunnet finde ud af. Powerspurten passer ham også, og hvis gruppen er lille, lider han heller ikke under sin positionering. Farten rækker nok ikke helt til at vinde, selvom den så fin ud i januar, men dette kunne være Greipels chance for et resultat. Alternativt har holdet jo Hugo Hofstetter, men den spinkle franskmand er sårbar i sidevinden, og selvom han spurtede flot i mandags, mangler han trods sin fornemme positionering fart til at vinde. Det kan heller ikke helt udelukkes, at Tom van Asbroeck sidder med som eneste hurtige mand fra Israel SUN, og så kan han spurte sig til top 10, da han er ganske fin i sidevind.

Måske er det også chancen for Elia Viviani. Italieneren er nemlig god til sidevind, som vi så i Deceuninck-tiden. Problemet er, at det samme ikke gælder for lille Guillaume Martin, der ligner en mulig taber på denne etape, og der er ingen tvivl om, at hans klassement er vigtigere end en spurt. Viviani risikerer at måtte ofre sig selv, men får han frit spil, er dette måske dagen til at tanke selvtillid. Farten på 1. etape så fin ud, men det har knebet med positioneringen. Da Christophe Laporte også er god i sidevind, kan det måske løses i en lille gruppe, især hvis Simone Consonni også kommer med. Sidder Laporte der alene, kan han også spurte selv, men han er ikke hurtig nok til at vinde.

Bryan Coquard er sårbar i sidevinden, men vi har før set ham gøre det hæderligt. Faktisk kan det være hans chance, at feltet reduceres lidt. Dels er han en holdbar herre, der har glæde af lidt træthed, dels løser det problemet med hans ringe positionering. Farten rækker åbenlyst ikke mod de bedste, men her har han chancen for at levere et bedre resultat, hvis ikke han blæser væk i vinden.

Endelig er der Oliver Naesen. Mens Ag2r’s sprinter Clement Venturini historisk har været skidt i sidevinden og slet ikke passer til en lang powerspurt i medvind, kunne det være Naesens chance. Det kræver et knaldhårdt løb, og at han har Romain Bardet, der heldigvis godt kan køre sidevind, på bagsmækken, men får han det, kan han køre en god spurt. Han vinder ikke, men man skal huske, hvem der overspurtede adskillige sprintere og kørte sig på podiet i det omtalte vindblæste Gent-Wevelgem.

Luka Mezgec er naturligvis god efter en hård dag og kan godt køre sidevind, men vinder ikke en klassisk spurt, og han bliver livsvigtig for Adam Yates, der er sårbar på denne etape. Sonny Colbrelli må leve med, at han får nok at gøre med at passe på Mikel Landa, og sidevind rimer slet ikke på formsvage Niccolo Bonifazio, der nok mest kan håbe, at Anthony Turgis kan sidde med og spurte sig i top 10.

Endelig skal man altid åbne muligheden for, at en enkelt rytter kan køre i finalen af et benhårdt sideræs, hvis gruppen er lille. Det gjorde Philippe Gilbert på sidevindsetapen i Vueltaen sidste år, men det er ret usandsynligt i en pandekageflad finale, hvor der i givet fald vil være hold, der holder farten høj af hensyn til muligheden for at vinde tid i klassementet, især fordi et Deceuninck-hold i overtal vil køre spurt for Bennett. Et bud kunne være Greg van Avermaet, Jasper Stuyven, Oliver Naesen, Alberto Bettiol eller måske Julian Alaphilippe, som Deceuninck kunne sende afsted i et forsøg på at generobre den gule trøje - og hvorfor ikke monsteret selv, Primoz Roglic?

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Cees Bol, Mads Pedersen

Outsidere: Giacomo Nizzolo, Caleb Ewan, Peter Sagan, Matteo Trentin, Wout van Aert

Jokers: Jasper Stuyven, Alexander Kristoff, André Greipel, Elia Viviani, Bryan Coquard, Hugo Hofstetter, Oliver Naesen