Optakt: 7. etape af Tour de France

Ruten

Efter fire dage i næsten helt fladt terræn bliver det igen mere kuperet, når rejsen mod Alperne fortsætter med en klassisk transportetape, der endda er den længste Tour-etape i 21 år. Næsten 250 km skal tilbagelægges på en dag, der mest af alt går igennem det nordfranske fladland, men hvis sidste tredjedel går igennem det kuperede Massif Central. Her bydes der på ikke færre end fem stigninger - herunder løbets første kategori 2-stigning og en sand mur med top bare 18,1 km fra mål - og dermed er der lagt op til en både lang og uforudsigelig dag, der på papiret lægger op til udbrud, men som afhængig af truslen mod førertrøjen og ambitionerne hos folk som Michael Matthews, Mathieu van der Poel, Sonny Colbrelli og Julian Alaphilippe sagtens kan ende med samling og en åben finale, hvor der både kan blive angrebet fra murspecialisten Alaphilippe og spurtet i en ikke kraftigt stigende puncheurfinale.

Med en distance på gigantiske 249,1 km er der tale om den længste etape, siden man den 15. juli 2000 også tilbagelagde 249 km. Dengang kørte man mellem Drauignan og Briancon, mens det denne gang går mellem Vierzon og Le Creusot, og der er tale om en helt klassisk transportetape, der med sin længde bringer rytterne et godt stykke mod Alperne. Således kører man mod sydøst og øst stort set hele dagen, og det er først til sidste, at man krøller sig lidt rundt, når man endelig ramme Massif Central og nogle længere bakker.

Dem er der ingen af i starten. Her er det pandekagefladt, når man kører ad en lige vej mod sydøst ned til Bourges, hvor man kortvarigt drejer mod øst efter 25,8 km. Efter 47,1 km drejer man igen mod sydøst, og nu venter et meget langt og fladt stykke, hvor retningen er helt uforandret, indtil man efter 91,8 km når frem til den store by Neves. Her drejer man igen mod øst for at køre igennem fladlandet frem til Saint-Benin-d’Azy, hvor dagens spurt kommer efter 115,4 km på en helt flad og lige vej. Her sætter man kortvarigt kursen mod nordøst, inden man efter 136,6 km atter drejer mod øst for at køre den sidste del af det flade stykke.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Efter 153,2 meget nemme kilometer når man frem til byen Dommartin, der ligger i Massif Central, og her ændrer etapen helt karakter. Nu drejer man nemlig mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote de Chateau-Cinon (3,2 km, 5,3%), der er helt jævn og har top efter 165,2 km. En kort nedkørsel leder mod syd, inden det går mod sydøst ad et langt stigende stykke, der ender med kategori 4-stignngen Cote de Glux-en-Gienne (2,6 km, 4,1%), der er meget irregulær med en kilometer med 5-6%, en næsten flad kilometer og slutteligt 600 m med 6,0% frem mod toppen, der rundes efter 178,2 km i 739 m højde.

Nu bliver det igen lettere, når en snoet nedkørsel leder mod sydøst, inden man kører mod øst op ad den lille Col du Rebout (1,7 km, 3,9%). Herefter går det mod nordøst og øst ad et lige og let faldende stykke, der efter 206,3 km leder frem til Autun. Her tager etapen igen fat, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Cote de la Croix de la Liberation (4,6 km, 5,3%), der kommer i to hug. Den første kilometer stiger med 9,2%, inden den næste kilometer falder let, hvorefter de sidste 2,5 km stiger relativt jævnt med 7,3% i snit frem mod toppen, som rundes efter 213,8 km. En let nedkørsel leder nu mod sydvest ned til Mesvres, der nås efter 222,4 km.

Her indledes finalen, når man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Signal d’Uchon (5,7 km, 5,7%), der ligeledes kommer i to hug. De første knap 3 km stiger relativt jævnt med 5-6%, inden der venter 500 flade meter og en 1000 m lang nedkørsel. Herefter tager stigningen for alvor fat med en 1,6 km lang mur, der stiger med i alt 11,3%, herunder med 13,1% over de sidste 700 m, hvor den når et maksimum på 18%.

På toppen efter 231,0 km er der placeret en bonusspurt, og derefter indledes de sidste 18,1 km med en ikke specielt svær nedkørsel, som fører mod øst. I bunden kører man med det samme mod øst op ad den lille kategori 4-stigning Cote de la Gourloye (2,5 km, 5,1%), der er helt jævn og har top efter 241,2 km. Derfra resterer 7,9 km, der først falder mod sydøst ad en relativt lige vej, inden det stiger kortvarigt lige efter 5 km-mærket. Herefter venter en 1500 m lang nedkørsel, der indledes med et skarpt sving og derudover blot har et sving i en rundkørsel med 4,3 km igen. Med 3 km stiger det kortvarigt, inden det falder let gennem et blødt sving med 2,5 km igen, hvorefter man med 1600 m igen vender næsten 180 grader i dagens sidste sving. Herefter bugter den 7 m brede sig kun let, mens det begynder at stige - den sidste kilometer med 3,4%

Etapen byder på i alt 3111 højdemeter.

Le Creusot har kun en gang tidligere i de seneste 25 år været mål for et stort cykelløb. Det var også i Tour de France helt tilbage i 1998, hvor Jan Ullrich rejste sig lidt ved efter nedturen i Alperne ved at vinde den afsluttende enkeltstart med 1.01 ned til Bobby Julich og 2.35 ned til Marco Pantani, der med en 3. plads sikrede sig Tour-sejren i overraskende flot stil.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Lige nu tyder meget på, at rytterne vil få sig en våd weekend i Alperne, men de kan i det mindste se frem til en fredag i tørvejr. Der burde nemlig ikke være skyggen af risiko for nedbør, men i løbet af dagen vil mærke det vejromslag, der er på vej. Mens starten således ventes at gå i næsten fuldt solskin, vil det gradvist sky til, og de sidste par timer ventes primært at være overskyede med kun enkelte solstrejf. Temperaturen ventes på den første del at kunne nå helt op på 27 grader, men i bakkerne mod slut vil det være en anelse køligere med 25 grader i målbyen. Vinden vil nærmeste være ikkeeksisterende med bare en svag brise (6-8 km/t) fra sydøst og øst. Det giver sidemod- og modvind på den lange rejse igennem fladlandet og også i hovedparten af finalen. Man får dog sidevind fra bunden tredjesidste stigning og sidemodvind på muren, hvorefter der vil være direkte modvind ind til Le Creusot. Der vil slutteligt være sidemedvind over de sidste 1600 m.

Analyse af 6. etape

Da jeg som barn var en - temmelig elendig - fodboldspiller, var det ofte en diskussion, om vi skulle socialt eller ej. Personligt var jeg glad for, at vi valgte den sociale tilgang, da det nok var min eneste vej til spilletid, men det var bestemt ikke alle, der traf det valg. Det har vel alle dage været den evige diskussion i diverse ungdomsklubber, om man skal vælge det ene eller det andet.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Indenfor elitesport er det dog anderledes - eller burde i hvert fald være det. Her handler det i første række om resultater, og det er bedste kort, der spilles. Sådan er det også inden for cykelsport, hvor det skam bestemt er meget normalt at fordele opgaverne og chancerne igennem året, men når det virkelig gælder, er det A-kæden, der satses på. Og der hvor det virkelig gælder, er i Tour de France!

Derfor burde det være verdens letteste opgave at være Alpecin-sportsdirektør. Man skal ikke have set mange af Tim Merliers spurter de seneste to sæsoner for at vide, at han er en af verdens allerhurtigste sprintere. Det er ikke uden grund, at han i Giroen blev en af de få, der vandt karrierens første grand tour-massespurt, og forleden tillige blev en af de endnu færre, der vinder karrierens allerførste Tour-massespurt. Det er ganske få, der besidder så tårnhøj en klasse, at de kan brage ind på scenen med en sådan kraft, og derfor burde taktikmødet hos Alpecin kunne klares på et halvt minut med ordene: ”Alle mand for Tim!”

Sådan er det nemlig inden for elitesport - eller burde være det! Tilsyneladende opererer Roodhoft-brødrene, der ellers med stor succes har stået i spidsen for verdens bedste ProTeam, bare efter en logik, der ellers burde høre til i alverdens ungdomsklubber. Her fordeler man tilsyneladende opgaven, så alle får deres chance, og når nu Merlier allerede har vundet, må det altså være Jasper Philipsens tur nu.

Jeg anerkender, at holdet er i en penibel situation. Forud for sæsonen var der lagt op til, at Merlier skulle satse på Giroen, og at Touren kun var en eftertanke, og at Philipsen sammen med Mathieu van der Poel skulle være hovedmanden i Touren. I det lys er det måske ikke uventet, at Philipsen mildt sagt virkede mere skuffet end glad, da han i mandags fik berøvet sin chance på den første sprinteretape, hvor han fornemt afleverede sin hurtigere holdkammerat til sejr.

På den baggrund kunne det måske nok forsvares at køre tirsdagens spurt for Philipsen - om ikke andet for harmoniens skyld. Det let stigende opløb på en smal vej, hvor positionering var afgørende, lå bestemt ikke ringe til belgieren, der sidste år tog to store sejre, nemlig i en teknisk finale i BinckBank Tour, hvor han udnyttede sine eminente placeringsevner, og i en stigende finale i Vueltaen, hvor han udnyttede sine evner til at spurte op ad bakke. Da det efterfølgende stod helt klart, at Mark Cavendish var ham klart overlegen - et faktum, der syntes ret klart allerede efter årets spurter i Tyrkiet og Belgium Tour - burde det dog være ret enkelt at forklare den gode Philipsen, at det nu måtte være Merliers tur igen - i hvert fald så længe den ikke specielt holdbare supersprinter stadig har den friskhed, han ikke nødvendigvis har i den tredje uge.

Logikken så ud til at råde, da Van der Poel forud for etapen erklærede, at det skam var Merliers kort, der skulle spilles i dag. Det burde heller ikke kunne være anderledes. Én ting er hans overlegne fart. Noget andet er, at han vil næsten kunne mistænkes for selv at have designet dagens finale i Chateauroux. Det lange, brede opløb med medvind var designet til en sand powersprinter og stillede ikke specielt store krav til positioneringen, særligt da ikke hvis man havde et tog i den klasse, vi har set fra det hidtil altdominerende Alpecin-hold. Merlier har vist sig som en sand konge af disse alenlange powerspurter, og det lignede på forhånd faktisk en umulighed at se ham tabe, hvis Alpecin-maskinen fungerede så eminent, som den gjorde det på 3. og 4. etape.

Det lignede altså det nærmeste, man kommer en sikker sejr i det kaos, der kendetegner massespurt - i hvert fald indtil lilleputmentaliteten igen tog over. Det er i skrivende stund ikke lykkedes mig at finde en reaktion fra hverken Merlier eller Philipsen, men det bliver meget interessant at få afklaret, hvad der sket i tidsrummet mellem Van der Poels udmelding om, at Merlier var kaptajnen, og det øjeblik, hvor Merlier på opløbsstrækningen i Chateauroux for anden gang på tre dage trådte an for at aflevere sin langsommere holdkammerat. Havde Merlier meldt om dårlige ben? Kastede Van der Poel røgslør ud over hele cykelverdenen? Var Philipsen igen blevet sur? Eller er der hold i rygterne om, at et muligt holdskifte fra Merliers side allerede har sendt ham permanent ned i hierarkiet? Det bliver meget interessant at blive klogere på, når engang de belgiske medier får de to belgiere i tale.

Det gik ellers helt, som jeg havde forudset i gårsdagens optakt, da den korte, hurtige og befriende ustressede etape nåede sin konklusion på den lange, lige vej i Chateauroux. De to på papiret stærkeste tog, Alpecin og Deceuninck, var altdominerende og involveret i et drag race, hvor det i sidste ende blev afgørende, at Alpecin som ventet kunne drage fordel af deres større antal. Mathieu van der Poel førte belgierne frem på siden det blå tog, der heller ikke var hjulet af, at et stærkt udbrud med Greg van Avermaet og Roger Kluge havde tvunget dem til at brænde Kasper Asgreen af lidt for tidligt, og selvom Davide Ballerini er brølstærk og tog en vanvidsføring, løb han naturligvis tør for kræfter, da Van der Poel slog ud og overlod ansvaret til en frisk Jonas Rickaert. Michael Mørkøv måtte tage over en anelse for tidligt, hvis Deceuninck-drengene ikke skulle løbes over ende, og dermed blev vi for tredje gang i træk vidner til en opvisning i flot lead-out fra Alpecin, der nok engang dominerede.

Da Rickaert slog ud, var det, at Philipsen skulle have afleveret Merlier til den sikre sejr, men sådan gik det altså ikke. I stedet var det for anden gang på tre dage Merlier, der serverede etapen på et sølvfad til sin langsommere holdkammerat, og desværre blev de beslutning lige så dyr, som den var blevet det 48 timer forinden. Cavendish havde nemlig været snu og hurtig nok - den gamle næse, som ellers syntes at være forduftet, er ikke helt væk endnu - til at springe fra Mørkøvs hjul og sikre sig lidt mere læ bag sine rivaler. Derefter blev det igen et opgør mellem Philipsen og Cavendish, som det var det i forgårs og i Tyrkiet tidligere i år. Og igen blev udkommet, som det oftest har været det, nemlig at briten viste sig som den klart hurtigste.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Man kan sagtens argumentere for, at Cavendish burde være deklasseret. Han holdt hvert fald ikke sin linje, og det kan virke en anelse uforståeligt, at han slap nådigt fra juryens hårde dom - især i lyset af den fokus, der på det seneste har været på netop det aspekt af massespurterne. Det ændrer dog ikke på, at Philipsen for længst var blevet passeret af briten, og at sejren utvivlsomt gik til den bedste af de sprintere, der deltog i spurten.

I virkeligheden er det en skam. Vi så i Belgium Tour et af de mest fantastiske spurtopgør mellem Cavendish og Merlier, der spurtede side om side i en evighed, indtil briten akkurat trak det længste strå - dog formentlig fordi det den dag var ham og ikke Merlier, der havde det bedste tog. Det vidner om, at vi kunne have fået et herligt opgør mellem løbets to på papiret hurtigste, hvis blot Alpecin havde spillet det kort, der burde være det logiske. Selvfølgelig kan det belgiske ProTeam argumentere for, at en deklassering måske skulle have givet dem sejren, men det er vel ikke på den måde, man ønsker at vinde, når rivalen åbenlyst er hurtigere? I hvert fald ikke hvis man kører konkurrence og ikke socialt cykelløb.

Det skal absolut intet tage fra Cavendish, der blot gjorde det mindeværdige comeback endnu smukkere ved at tage sin tredje sejr i præcis det opløb, hvor han helt tilbage i 2008 tog den første af de 32 Tour-etapesejre. Igen i dag viste han, at hans fart atter hører til blandt de allerhøjeste i feltet, og i dag viste hans Deceuninck-tog, at de med Ballerini, som ødelagde hjulet og manglede i forgårs, bestemt har styrken til at udfordre Alpecin, selvom de antalsmæssigt er i undertal. Det fortjener i den grad en sejr.

Nu begynder den Merckx-rekord, han helst ikke snakker om, også at blive mere og mere realistisk for Cavendish, selvom man for nogle uger ville have slået en hånlatter op hver gang, de 34. etapesejr blev nævnt. Med tanke på hans klatring og holdbarhed i de seneste sæsoner har jeg stadig meget svært ved at se ham gennemføre løbet - han var ikke just tæt på at følge med gruppettoen i Andalusien tidligere i år, og da han sidst kørte Touren i 2018, faldt han prompte for tidsgrænsen - men kan han bare få rumpen med op over Alperne, får han tre chancer i løbet af den anden uge. Det er i teorien nok til at bringe ham op på 35, i hvert fald hvis Alpecins gavehumør rækker hele vejen til Paris, eller Merlier bliver lige så hurtigt træt, som han gjorde i Giroen, hvor han allerede tidligt begyndte at melde om aftagende power i spurterne.

Det kan blive endnu bedre end det. Kommer han også igennem Pyrenæerne, må han være den store favorit til at vinde den grønne trøje. Med Merlier frivilligt ude af billedet er der ingen, der nærmer sig hans topfart - i hvert fald ingen, der også har to så gode lead-out men som Ballerini og altid sublime Mørkøv - og det ser derfor ikke ud til, at det er spurterne, der står i vejen for hans anden pointtrøje. Det er derimod bjergene.

Hvem kan true ham? Philipsen har efterhånden scoret så mange point, at den grønne trøje bliver hans bedste argument for, at de også skal satse på ham, når der næste gang skal spurtes på tirsdag. Nu kan det vel ikke længere udelukkes, at pointkonkurrencen bliver endnu en stopklods for Merliers chancer, men det kan til gengæld heller ikke udelukkes, at Philipsen i givet fald ender med trøjen. Forsvinder Cavendish fra billedet, har Philipsen i hvert fald toget til at sikre sig den stabilitet, der er nøglen til enhver grøn trøje.

Mange pile peger til gengæld også på Nacer Bouhanni. Det var der ikke meget, der tydede på inden løbet, men som jeg har bemærket flere gange, kunne man allerede inden løbet se, at den iltre franskmand var uhyre velforberedt. Med den altid upåklagelige positionering og en i dag igen konkurrencedygtig Dan McLay, der er kommet sig så meget, at han afleverede sin kaptajn fornemt, har Bouhanni alle remedier til at sikre sig den grønne trøje - også selvom han måske ikke nødvendigvis vinder en etape. Farten rækker i hvert fald langt, selvom det modsat i tirsdags denne gang akkurat ikke lykkedes ham gå forbi Philipsen, der kunne lukrere på sit sublime tog.

Det lykkedes dog også for Peter Sagan at holde sig fornuftigt inde i billedet. Som altid havde positioneringskongen nemlig fundet hjulet på det bedste tog, og han sad helt perfekt placeret bag Philipsen, der meget vel kunne have trukket ham frem til en sikker podieplads. Denne gang tabte han dog højst usædvanligt en boksekamp - måske fordi han stadig er mærket af sine skader - og lod Bouhanni puffe sig væk, da McLay afleverede franskmanden helt fremme. Det kostede nogle dumme point i en finale, hvor han stadig ikke har farten til at vinde, men han synes lige nu at spurte ganske fornuftigt og stadig besidde evnen til at finde det bedste hjul. Med tanke på, at han altid bliver bedre og bedre, og fremtiden for folk som Merlier og Cavendish er tvivlsom, ser endnu en grøn trøje ikke umulig ud, selvom han lige nu i bogstaveligste forstand er bagud på point.

Det er Arnaud Demare også, men selvom en 4. plads ikke er målet for franskmanden, er han faktisk en af dagens vindere. I forvejen har FDJ nærmest ødelagt hans chancer ved at lade Ramon Sinkeldam blive hjemme, og da hans vigtigste mand, Jacopo Guarnieri, styrtede i finalen, var positioneringssvage Demare reelt prisgivet længe inden selve spurten. Derfor var det helt efter bogen, at han skulle starte sin spurt alt for langt tilbage, men han nåede heldigvis at vise, at farten rækker til mere end det pauvre udbytte, vi har set hidtil. Nu må vi til gengæld se, hvor længe det holder, da Demare ikke er kendt for sin restitutionsevne, selvom det har bedret sig markant med årene.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Det er Michael Matthews, men igen i dag måtte australieren sande, at det trods hans gode placering i pointkonkurrencen bliver svært for ham at vinde. Han mangler ganske enkelt for meget i de klassiske massespurter, både hvad angår spurt og positionering. Det samme gælder for den ellers så formstærke Sonny Colbrelli, der altid har haft det svært i positionskampen og heller ikke i dag lykkedes med at komme frem i en spurt, der nu også passede ham urimeligt dårligt.

Så havde Wout van Aert større chancer. Han har trods alt én gang tidligere i år slået Caleb Ewan. Ikke på fart, men fordi han er så god i positionskampen, og da Jumbo endda lidt overraskende stillede Mike Teunissen til rådighed for ham, så det faktisk kortvarigt lovende ud. Denne gang lykkedes det ham dog slet ikke at komme frem, og da det samtidig igen blev tydeligt, at der altså er bedre boulevardsprintere end ham, blev det ikke til det stærke gensvar på den megen uheld, Jumbo havde drømt om.

I det hele taget forløb spurten på mange måder, som man kunne vente. Igen kunne både Cees Bol og Mads Pedersen lukrere på deres stærke tog til at starte deres spurt relativt langt fremme, men også denne gang blev det tydeligt, at der er hurtigere folk end dem. De kan stadig finde trøst i, at deres hold er blandt de stærkeste, og hvis Bol, der var syg i optakten, og Pedersen, der altid bliver bedre og bedre, forbedrer sig igennem løbet, kan de måske lukrere på deres gode tog til at rejse sig senere i løbet, hvor de hurtigste vil være mærket af træthed. Allerede i den næste sandsynlige spurt på tirsdag er det i hvert fald ganske sandsynligt, at hierarkiet kan have forskudt sig.

Det kræver dog, at det overhovedet bliver en spurt. For anden gang på tre dage fik en normalt dødkedelig sprinteretape et anderledes nervepirrende forløb end ventet. Selvom vi savner Caleb Ewan og er ærgerlige over, at Ben O’Connor har tabt tid, er det faktisk en gave for løbet, at Lotto og Ag2r nu hverken har de helt store klassements- eller sprinterambitioner. Da der er meget få udbrudsetaper i dette løb, betyder det, at de er friske på at gribe sprinteretaperne offensivt an, og deres fælles angreb fra start skabte en meget interessant situation, der endda kunne have kostet Mathieu van der Poel den gule trøje.

Alpecin spillede nemlig højt spil. Det var ganske logisk at sende Rickaert med i det brølstærke udbrud, der hurtigt etableredes, da han kunne agere forstyrrende kontrollant, men det var et sats, at de alene overlod det til Arkea, Qhubeka og FDJ at jagte. Udbruddet havde så megen muskelkraft, at de sagtens kunne have lånt lidt ud til værdigt trængende, uden at det havde kunnet mærkes synderligt, og derfor var der al mulig grund til at tro, at de kunne have knækket de tre jagtende sprinterhold, der nok havde nogle motorer, men slet ikke så mange som udbruddet. Hvis først de tre hold havde kastet håndklædet i ringen, havde er ikke været andre sprinterhold til at jagte, og så var Alpecin formentlig kommet til kort, hvis de mod det uhyggelige klasseudbrud alene skulle have forhindret Asgreen i at tage trøjen.

Desværre var samarbejdet for ringe, og chancen blev spildt. Ifølge Thomas de Gendt havde både Asgreen og Politt kun lov at føre af halv kraft - formentlig fordi de mest af alt tænkte på Cavendish og Sagan - og Kragh skulle åbenbart følge den lidt tvivlsomme taktik at beskytte Bol. Da Rickaert af åbenlyse grunde heller intet skulle, var det kun De Gendt, Toms Skujins, Greg van Avermaet og Georg Zimmermann, der for alvor ville det, og dermed blev chancen for en uventet udvikling på etapen forspildt. I stedet endte Van Avermaet i et nok ikke helt gennemtænkt udbrud, der kostede et hav af kræfter dagen inden en af de få etaper, han rent faktisk kan vinde.

I det mindste gjorde han forsøget, og da han først blev hentet 2,5 km fra stregen, var det et behjertet et af slagsen. Det samme kan ikke på samme siges om Alpecin. Bevares, de gik skam efter at vinde etapen, men kun på samme måde, som når lilleputholdet skifter den bedste angriber ud, fordi det nu er de andres tur. Normalt spiller man ellers ikke socialt i elitesport, men hos det belgiske hold forholder det sig åbenbart anderledes.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen har Van der Poel bekræftet, at han endda i selve finalen stadig troede, at han var i gang med at køre lead-out for Merlier!!! Jeg afventer stadig en reaktion fra de to sprintere selv.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Favoritterne

En af grundene til, at årets Tour er så sprintervenlig, er, at man kun i begrænset omfang gør brug af Massif Central, der ellers er en af de få muligheder for i Frankrig at finde lidt mere spændende terræn. Den kuperede og ofte glohede region kommer heldigvis i spil igen i år, men det bliver via et ganske kort besøg denne fredag. På turen mellem Alperne og Pyrenæerne i den anden uge kører man nemlig helt uden om området - en sand gave for sprinterne og en kilde til stor ærgrelse for udbryderne.

Netop udbryderne er et forfulgt folkefærd i årets Tour, der er endnu fattigere på klassiske udbrudsetape, end vi plejer at se det. Faktisk er der kun tre dage, der på forhånd ligner oplagte udbrudsdage - udover naturligvis bjergetaperne, der ofte vindes fra udbrud. Det gælder de to mellemetaper i Pyrenæerne på dag 14 og 16, hvor der dog også er relativt svære bjerge på programmet, samt denne alenlange tur mod Alperne med stop i Massif Centrals bakker.

På papiret lugter etapen langt væk af udbrud. Arrangørerne bryder med den moderne trend, der tilsiger, at kort er godt, og dropper ideen om at gøre etaperne kortere og kortere. Med den længste distance siden år 2000 er det en af den slags dage, man helst vil undgå at skulle kontrollere et udbrud gennem adskillige timer. I en grand tour handler det om at spare på kræfterne, og derfor tilsiger distancen samt den kuperede finale umiddelbart, at et udbrud burde holde hjem.

Etapen er imidlertid også et eksempel på, at et udbruds chancer afhænger af mere end bare ruten. De afhænger også af etapens placering i løbet af de tre uger samt af designet af de øvrige etaper. Inddrager man de to faktorer, ser det pludselig slet ikke så lyst ud for udbryderne endda.

Først er der placeringen. Etapen kommer så tidligt i løbet, at holdene stadig er relativt friske, og ikke mindst så tidligt, at den gule trøje stadig er et tema. Det ligner en meget svær opgave, men det vil ligne Julian Alaphilippe meget dårligt ikke at drømme om at generobre den gule trøje, inden det efter Alperne formentlig er for sent. Skal det lykkes, skal han formentlig bringe bonussekunder både i bonusspurten og på stregen i spil.

For det andet er etapen én af kun meget få chancer for holdbare afsluttere. Hvis Michael Matthews, Sonny Colbrelli og Peter Sagan drømmer om at vinde etaper i et løb, der mest er designet til klassiske sprintere, er det faktisk svært at se, hvornår de skal gøre det, hvis ikke det skal være i morgen. Spørgsmålet er bare, om de har modet til at sætte deres hold til at arbejde i seks timer, når de til slut mødes af en finale, der kan vise sig både umulig at kontrollere og for hård til, at de kan overleve.

Det er i hvert fald helt givet, at der findes tæt på 23 hold, der lugter udbrudsblod. De første to dage havde vi lidt kamp om at komme afsted, fordi der var en bjergtrøje på spil. Det er der også igen denne gang, hvor Ide Schelling efter al sandsynlighed mister trøjen, hvis ikke han rammer morgenhugget, men denne gang vil der først og fremmest blive angrebet for etapesejren. Derfor kan vi se frem til den første virkelige angrebsfest i årets Tour, og vi vil formentlig opleve, at det for første gang kan tage op mod og måske endda mere end en time, inden elastikken knækker.

Den flade start komplicerer dog tingene for udbruddene. Dels bliver det et totalt lotteri at komme afsted, og mange af de klatrestærke typer, der kan gøre det færdigt til sidst, skal være heldige for at ramme rigtigt. For det andet betyder den flade start også, at det er langt lettere for hold med en kontrollerende strategi at sikre, at udbruddet hverken bliver for stort eller stærkt. Her bliver det med det samme meget interessant at se, om Bahrain, BikeExchange og Deceuninck selv deltager i udbrudsforsøgene eller i stedet leger politibetjente, hvis formål er at lukke alle større udbrud ned med det samme. Allerede på de allerførste kilometer får vi en fornemmelse af, hvad vej vinden blæser.

Særligt etapens længde gør, at det bestemt er muligt, at et udbrud får lov at sejle væk. Det er godt nok en lang dag at skulle arbejde, når der venter en helt afgørende weekend forude, og det er derfor slet ikke umuligt, at vi får et relativt stort udbrud, der får lov at holde hele vejen, mens Alpecin fører feltet hen over fladlandet med en elastik, der er så stram, at Mathieu van der Poels trøje under ingen omstændigheder trues. Det er klart, at hollænderen ikke afgiver trøjen frivilligt, og derfor har et udbrud kun en chance, hvis truslen mod trøjen er så begrænset, at de kan få lov at sejle hjem.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Jeg tror dog, at ambitionerne hos Bahrain, Deceuninck og/eller BikeExchange er større. Det vil ligne Alaphilippe meget dårligt ikke at gå efter gult og endnu en etapesejr. Det er klart, at Deceuninck allerede har arbejdet meget, men belgierne er også de mest arbejdsivrige i feltet. Det er sjældent, at de lader en chance gå fra sig. Jeg vil tro, at de vil være fint tilfredse, hvis de får sendt Kasper Asgreen afsted i udbruddet, da denne kan køre sig i gult, men er Bahrain og BikeExchange opmærksomme, vil de aldrig lade danskeren komme væk.

Helt anderledes føringspassive er BikeExchange, der er kendt for deres fedtspil, og derfor er det langt mere sandsynligt, at de lader udbruddet sejle. Hvis ikke han skal gå efter denne etape, kan Michael Matthews imidlertid næsten godt skyde en hvid pind efter at vinde en etape - i hvert fald så længe den grønne trøje låser hans udbrudschancer - og det samme gælder for Sonny Colbrelli. Ingen af de to har fået nogen god start i klassementskampen, og de kan derfor tillade sig at satse endnu mere på etapesejre, end de måske i første omgang havde tænkt sig. Skal de holde liv i deres grønne ambitioner, er der heller ingen vej uden om at satse på denne etape, der dog ikke har fuldt pointantal.

Til gengæld tvivler jeg mere på, at Bora vil jagte for Peter Sagan, der klatrede skidt i weekenden og nu tillige er forslået. Det er dog ikke udelukket. Sagan skal bare lugte en halv chance, inden han sætter sit hold frem for at føre, og lidt skrammer plejer ikke at skræmme ham væk. En option er også Astana, der i Alex Aranburu har en god kandidat til denne finale, men jeg tvivler på, at kasakkerne tror nok på ham mod de bedste i dette felt.

Derudover er der naturligvis Alpecin. Det bliver Van der Poels sidste chance for at vinde i den gule trøje - medmindre han laver ”en Van Avermaet” og går i udbrud på lørdag - og spørgsmålet er, om det er en ambition. Der findes ikke senere etaper, der passer ham bedre end denne, og det vil derfor være helt oplagt, at Alpecin skal gå efter den. Det indebærer bare også den risiko, at bonussekunder kan koste ham trøjen.

Samlet set er der fem hold, der kan tænkes at jagte, og mens jeg nok tvivler på, at vi vil se det helt store initiativ fra Bora, Astana og Alpecin, vil jeg tro, at BikeExchange, Deceuninck og/eller Bahrain er klar på at gå efter det. En eller anden form for hjælp fra Alpecin vil de også få. Afstandene har nemlig ikke en størrelse, så et udbrud næppe kan sejle væk med 10 minutter, og hvis belgierne har holdt dem i snor en god del af dagen, vil incitamentet for de øvrige hold til at lukke det i finalen være større. Med en flad start burde det være muligt at sikre et så lille udbrud, at det kan hentes, og jeg vælger derfor at tro, at vi får samling, selvom det kan kompliceres, hvis BikeExchange og Bahrain sover i timen og lader Asgreen køre, hvad der i en flad start burde kunne undgås. I det tilfælde vil Alpecin dog jagte hårdt for at forsvare trøjen.

Hvordan bliver finalen så kørt? De første tre stigninger er bare opvarmning, men skal Alaphilippe tilbage i gult, skal løbet være hårdt. Det vil derfor ikke undre, om Deceuninck lægger pres på, særligt på tredjesidste stigning, hvor vi måske også kan se tidlige angreb fra opportunistiske outsidere. Generelt blivr det dog næsten umuligt at komme væk. Alle taler om, at det er små og kringlede veje, og derfor bliver det endnu et stresshelvede med stor risiko for styrt.

Det store slag skal slås på muren, der er så vigtig, at vi vil se en gigantisk positionskamp frem mod bunden. Herefter regner jeg med, at Deceuninck som altid skal bruge Mattia Cattaneo og særligt Dries Devenyns som affyringsramper, der skal lægge det pres, som skal sætte det store Alaphilippe-angreb i scene på de stejle 1700 m til sidst.

Stigningen skriger på Alaphilippe. Modsat stigningerne i weekenden - også Mur-de-Bretagne, der er en mur mere af navn end af gavn - er det den første rigtige mur i årets løb, og på den slags stigninger har Alaphilippe som regel en overhånd, i hvert fald i forhold til alle andre end den svækkede Primoz Roglic samt Tadej Pogacar og i mindre omfang Michael Woods og Alejandro Valverde. Mathieu van der Poel er betydeligt mindre komfortabel på disse procenter, som vi så i Tirreno sidste år og på 2. etape i Tour de Suisse, hvor han heller ikke kunne matche Alaphilippes angreb, men måtte trække sig selv tilbage med den kloge, afmålte kørsel, han ofte bruger i finaler, der er for hårde.

Alaphilippes drømmescenarium er, at han igen kan køre fra alt og alle, som han gjorde det i lørdags. Det er heller ikke umuligt. Han har allerede én gang haft en stor dag, og vi ved, at den svingende Alaphilippe trods nogle dårlige dage søndag og onsdag pludselig kan rejse sig igen. Lige nu virker det bare usandsynligt. Hans kørsel har de seneste dage ikke været overbevisende, og dertil skal lægges, at Pogacar allerede nu har vist, at han som altid bare bliver bedre og bedre. Jeg har i hvert fald svært ved at se verdensmesteren sætte Tour-kongen.

Læs også

EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen

Hvad så med Van der Poel? Med den suveræne form, han har nu, tror jeg heller ikke, at de slipper af med ham. Det kan godt være, at han må slippe lidt på den stejleste del, men fra toppen er der stadig langt hjem - endda med modvind hele vejen. Terrænmæssigt passer den sidste del storartet til hollænderen, der nok havde en offday lørdag - angiveligt mest grundet nervøsitet - men lige nu synes at være i noget, der minder om hans livs form. Så bliver han svær at have med at gøre! Hvis ikke Alaphilippe tager initiativet - måske på grund af dårlige ben - vil det ligne Van der Poel meget dårligt ikke at angribe selv, også selvom det måske ikke bliver på det stejleste stykke.

Mit scenarium er, at vi vil se en gruppe med en eller af Alaphilippe, Van der Poel og Pogacar køre væk. Jokeren er selvfølgelig Primoz Roglic, der er svær at spå om, men det vil trods alt undre mig, hvis han er stærk nok til at svare igen. Nok forsvarede han sig godt i går, men det var tydeligt, at han ikke var på toppen. Til gengæld kunne Jumbo forsøge at sende Jonas Vingegaard. Det er et longshot at tro, at han kan gå med de bedste puncheurs, men det er forsøget værd. Skulle han komme med, vil han sætte sig på hjul, præcis som da han på 4. etape i Baskerlandet gik i udbrud for at beskytte Roglic. Den sidste rytter, der måske kunne have punchet til at svare, er vel Michael Woods, der er en mester på disse mure og er kommet sig godt efter lørdagens styrt. Normalt vil man også pege på Wout van Aert og Richard Carapaz, men ingen af de to synes at være flyvende nu, og Van Aert indrømmer endda selv, at han ikke er det.

Hvordan bliver scenariet herefter? Det er muligt, at en sådan gruppe slet ikke kommer afsted, måske fordi de neutraliserer hinanden, men der er gode chancer for, at vi får et forfølgelsesløb. Ser man på den ovenfor nævnte navne, vil de alle - med undtagelse af Vingegaard og Roglic, der nok kører et defensivt løb - have en interesse i at arbejde i en sådan gruppe. Bagude er det så nærliggende, at vi kan se enten Jumbo eller Ineos være på bagkant og jagte sammen med andre klassements- og ikke mindst sprinterhold, først og fremmest Bahrain og BikeExchange, der vil arbejde for en spurt med hhv. Sonny Colbrelli og Michael Matthews, der begge har en fair chance for at overleve stigningerne.

Jeg ser altså tre scenarier. Mest af alt tror jeg på fænomenernes scenarium, hvor en gruppe i stil med den ovennævnte vil holde hjem. Ganske vist er der modvind, men de nævnte navne har urimeligt meget muskelkraft, særligt Van der Poel og Pogacar, der begge synes skræmmende stærke lige nu. Det andet scenarium er spurtscenariet, hvor det samles til en spurt. Det tredje er naturligvis udbrudsscenariet, hvor de lader et udbrud sejle hjem - et scenarium, der bliver langt mere sandsynligt, hvis Deceuninck (læs Asgreen), Bahrain og BikeExchange rammer gruppen.

Som sagt tror jeg mest på fænomenernes scenarium, og derfor peger jeg på Mathieu van der Poel. Ganske vist har hollænderen betaget os mange gange, men noget tyder på, at han er i sit livs form. Det er ikke mange, der kan køre væk fra Pogacar og Roglic på Mur-de-Bretagne eller blive nr. 5 på en Tour-enkeltstart uden nogensinde at træne på en enkeltstartscykel, og det siger alt om, hvor skræmmende han er lige nu. De stejle procenter er som sagt ikke hans spidskompetence, men han kan forsvare sig og som minimum kæmpe sig tilbage, som han gjorde på 2. etape i Schweiz. Hvis ikke andre tager initiativet, vil han sikkert selv gøre det, for han lever efter mantraet, at bedste forsvar er et angreb. Faktisk har han allerede sagt, at han håber, at vi får en dag, hvor de bedste klassikerryttere kører finale fra distancen, og det er utvivlsomt en sådan finale, han drømmer om her, hvor vi har en rigtig klassiker, både i forhold til terræn og distance.

Faktisk er Van der Poel så stærk, at jeg anser en solosejr som ganske sandsynlig. Hvis ikke han kører på muren, der er stejl, kan han gøre det på en af de blødere bakker - måske den sidste - eller på det flade, som han gjorde i finalen på 2. etape i Schweiz. Derudover er han i en flad spurt den hurtigste af de oplagte klassikerstjerner - i hvert fald hvis Van Aert er fraværende - og faktisk er han efter et hårdt løb så god, at han i UAE Tour overspurtede Elia Viviani. I en stigende spurt på 3-4% er der måske ingen, der er bedre end ham Med andre ord kan Van der Poel formentlig kun slås, hvis de vitterligt kører fra ham, eller hvis det bliver en spurt i en lidt større gruppe - og selv i sidstnævnte scenarium vil han være mit bedste bud. Derfor er han min favorit.

Jeg vil heller ikke udelukke en sejr til Tadej Pogacar. Med to bjergetaper forud er hans udgangspunkt nok defensivt, men han vil utvivlsomt heller ikke lade nogen køre væk. Kører han væk sammen med eksempelvis Van der Poel og/eller Alaphilippe, vil han formentlig gribe chancen, og selvom hans primære mål vil være at vinde tid, skal man aldrig udelukke ham i en spurt. Ja, Van der Poel er på papiret hurtigere, men Pogacar slog altså Alaphilippe i Liege. Og hvad hvis Van der Poel har en dårlig dag igen eller lider på de stejle procenter? Vi ved jo, at Pogacar i hvert fald kan slå Alaphilippe på stregen, og i en stigende spurt vil han måske også kunne slå Van der Poel, der næppe kommer helt så frisk igennem over den stejle mur. Pogacar er sikkert så stærk, at han måske kunne køre fra alt og alle, men det undlader han nok at gøre på dette tidspunkt i løbet. Det betyder god ikke, at han ikke kan vinde i fænomenernes scenarium. Dertil er han både hurtig og stærk nok.

I spurtscenariet har jeg Van der Poel som favorit, men jeg bliver ikke sport overrasket, hvis sejren går til Sonny Colbrelli. Allerede efter hans Dauphiné og sejr ved de italienske mesterskaber vidste vi, at han nok var i sit livs form, men det var alligevel fabelagtigt at se ham i angreb på Mur-de-Bretagne. Han skuffede lidt på 1. etape, men her kostede hans hårde opkørsel efter ”Omi-Opi-styrtet” ham åbenbart mere end første antaget, og det var i søndags, vi så, hvor god han virkelig er. Muren er for stejl til, at han kan andet end at overleve, men med sin nuværende form burde det være muligt. Chancen for en spurt er bestemt ikke ringe, også fordi Bahrain er stærke og vil have folk til at jagte. I en spurt på 3,4% er der ikke mange i denne verden, der kan slå Colbrelli, en af verdens allerbedste puncheurs. Faktisk får Colbrelli næppe nogensinde en bedre chance for at vinde en Tour-etape end denne. Hans form fortjener, at det lykkes.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Jeg er mere i tvivl om Julian Alaphilippe. Havde han været i VM-form, ville han være manden, der skulle matches på muren til sidst, og så skulle selv Pogacar stå tidligt op for at følge med - særligt fordi sloveneren ikke har verdensmesterens punch. Han klagede dog over dårlige ben både søndag og onsdag, og han synes ikke på toppen. Vi ved dog også, hvor svingende han er, og efter en let dag torsdag er det ikke umuligt, at han i morgen har 1. etapes ben igen. I det tilfælde vil det være ham, der tager initiativet på det stejle stykke, og så er spørgsmålet, om han også kan gøre det færdigt. Det kan blive svært mod Van der Poel og Pogacar, hvoraf førstnævnte er hurtigere i en 3%-spurt, og sidstnævnte kan være det, men i denne form for opløb vil det mellem de tre oplagte favoritter være meget jævnbyrdigt. Det er i hvert fald en spurt, der passer Alaphilippe, selvom han foretrækker dem stejlere. Den er også stejl nok til, at han vil have en chance, hvis en større gruppe skal afgøre det, selvom han på 3% nok er overmatchet af lidt mere kraftfulde folk som Van der Poel, Van Aert, Colbrelli og Matthews.

Hvad så med Wout van Aert? Belgieren mangler eksplosivitet, og ligesom Van der Poel vil hans opgave på de stejle procenter være at overleve. Selv erkender han åbent, at han mangler nogle procent for at finde topformen, og det taler for, at han ikke kan gå med, når de mest eksplosive åbner op. Hans chance er en spurt, men her er han til gengæld også åbenlyst en oplagt vinderkandidat. Faktisk er en ikke-teknisk powerspurt på 3% vel noget nær perfekt for Van Aerts dieselmotor.

Hvorfor ender han så et stykke nede på listen, endda under Colbrelli, der klatrer dårligere end ham? Fordi Roglic er svækket. Risikoen for, at Jumbo skal jagte Pogacar i finalen er stor, og så må Van Aert ofre sine egne chancer. Jeg anser det i hvert fald for ganske sandsynligt, at Van Aert må brændes i et forsøg på at sikre, at Pogacar ikke vinder mere tid, end han allerede har. Det vil koste afgørende kræfter inden en spurt - kræfter, han vil mangle mod folk som Colbrelli og Matthews, der vil sidde på hjul. Hvis til gengæld der er samling tidligt - eller Roglic slet ikke kommer på bagkant - er der al mulig grund til at tro, at Van Aert kan vinde en spurt, også selvom han ikke er flyvende.

Sammen med Van der Poel og Colbrelli tilskriver jeg Michael Matthews gode chancer i en spurt, men jeg er lidt bange for, at det bliver for hårdt. Han klatrer ikke, som han gjorde, da han kørte i top 5 i Liege og Fleche, og vi så senest på 2. etape i Schweiz, at en lignende finale var for hård. Han lagde solidt ud på 1. etape, men på Mur-de-Bretagne kom han igen til kort, og i denne finale er terrænet sværere. Til gengæld kommer stigningen også længere fra mål, og der er tale om en ren modvindsfinale. Det er derfor bestemt inden for hans rækkevidde at sidde med hjem, og i denne 3%-spurt er han utvivlsomt en af favoritterne. Han kører altid nogle af sine bedste spurter i Sanremo, og det viser, at han er særligt god efter 250 km. Spurter han, som han gjorde på de samme procenter i lørdags, er han en oplagt vinderkandidat - men det kræver, at han overlever muren.

Astana vil satse på Alex Aranburu. Hidtil har han manglet en anelse i de to puncheurfinaler, og der er bestemt heller ingen garanti for, at han overlever. Han er dog ikke i ringe form, og det vil undre mig, hvis ikke han sidder der til sidst. Denne gang er finalen lettere end de foregående dage, og derfor handler det mere om fart end om fysik. Her er der umiddelbart folk, der er hurtigere end Aranburu i en spurt på 3%, men det er bestemt ikke en finale, der er uden for hans rækkevidde. I Dauphiné blev han en klar nr. 2 bag Colbrelli på 5-6%, og det vidner om, at han kan begå sig. Denne gang er procenterne mere moderate, men til gengæld er finalen generelt betydeligt hårdere, end den var i sidste måned.

Som sagt er Primoz Roglic etapens joker. Den stejle mur passer ham som fod i hose, og var han på toppen, ville det være svært at se, at Pogacar skulle kunne køre fra ham i finalen. Nu er det imidlertid meget sandsynligt, at han kommer på bagkant, men han overraskede os trods alt ganske positivt i går. Det virker ikke helt ved siden af at tro, at han faktisk kan sidde med de bedste, og i det tilfælde skal man aldrig sige aldrig. I en spurt på 3% er han ganske hurtige, som vi så i den bløde finale på 1. etape, hvor han faktisk var hurtigst af alle og formentlig havde vundet med en bedre position. Det er klart, at han ikke kan ventes at være i samme forfatning nu, men når det gik så godt i går, er det i hvert fald dumt at afskrive ham i en finale, der passer ham ganske fremragende.

Nu er dette en beskrivelse af vinderpotentiale, og derfor har jeg faktisk Magnus Cort som næste mand. Der er nemlig ikke mange, der kan tænkes at slå de ovennævnte i en spurt, men Cort er i hvert fald en af dem. Danskeren har hidtil arbejdet loyalt for Rigoberto Uran, og derfor er det svært at bruge hans hidtidige resultater som udtryk for formen, men vi så med sejren i Occitanie og på enkeltstarten, at han er uhyre velkørende. Hans opgave er utvivlsomt igen at passe på Uran, men kommer han med over muren, vil han få lov at køre spurten. Denne gang er finalen slet ikke teknisk, og i et lille felt vil han ikke lide så voldsomt under sin positionering. Han har endda Sergio Higuita til at køre sig frem, og en powerspurt på 3% lugter altså rigtig meget af Cort. Jeg vil nok blive overrasket, hvis han overlever - særligt fordi Uran skal bruge ham i positionskampen frem mod bakkerne - men sidder han der til sidst, er det altså ikke helt uden for skiven at tro, at han kan vinde - heller ikke selvom der er folk, der på papiret er hurtigere end ham.

Af samme grund er jeg nødt til at nævne Peter Sagan her. Allerede inden sit styrt klatrede han meget skidt i weekenden, og han indrømmede selv, at han havde forventet meget mere. Nu er han endda forslået, og derfor virker det ikke sandsynligt, at han kommer med hjem. Faktisk vil det overraske mig ganske meget, men efter en uges tid i en grand tour skal man aldrig undervurdere Sagan. Dette er ikke terræn, der er uden for hans rækkevidde, og i sin storhedstid havde han slet ikke haft problemer. Modvinden vil hjælpe ham, og har før set, at han har rejst sig, når det har set sort ud - eksempelvis med hans vanvidsridt på murene i Giroen sidste år. Sidder han der først til sidst, kan han helt sikkert vinde denne 3%-spurt, der passer ham ganske perfekt. Han positionerer sig bedre end nogen anden, og mens det måske har knebet lidt med holdbarheden i år, har han haft masser af fart. Særligt har han virket uhyre overbevisende i let stigende spurter, eksempelvis på 7. etape i Giroen, hvor han var uheldig, og i tirsdags, hvor han kom i meget høj fart til sidst. Udfordringen bliver at overleve. Det gør han sikkert ikke, men hvis han gør, er han livsfarlig.

Hvor god er Alejandro Valverde? Ingen ved det. Han styrtede i lørdags og sad alt for langt tilbage på Mur-de-Bretagne. Det er dog svært ikke at bemærke, at han synes mere trimmet end måske nogensinde - endda så meget, at medierne i dag spurgte ham til hans næsten skeletagtige udseende. Hans primære opgave er at forsvare Enric Mas og Miguel Angel Lopez, og derfor tror jeg ikke, at han får lov at gå med i angreb - og det vil han formentlig heller ikke kunne grundet ringe positionering - men bliver det en meget selektiv finale, hvilket bestemt ikke er usandsynligt, vil han forhåbentlig kunne tage sin chance i en spurt. Finalen er teknisk ukompliceret, og derfor kan han i et lille felt køre spurten uden at tage alt for store risici. Vi så i Liege igen, at farten ikke er som i gamle dage, men vi så til gengæld også i Dauphiné, at han stadig er en ganske, ganske habil puncheur, når han for en sjælden gangs skyld ikke fanges i positionskampen. Lad os håbe, at han denne gang faktisk får chancen for at spurte fra en ordentlig position. I givet fald burde han stadig kunne blande sig.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime

Astanas plan A er Aranburu, og derfor ofrer evigt loyale Omar Fraile sig sikkert igen, som han gjorde det på 1. og 2. etape. Aranburu er dog også en svingende størrelse, og har han en offday, ville jeg elske at se Fraile køre denne let stigende spurt. Den minder meget om den, han vandt ved de spanske mesterskaber, hvor han i sit lead-out slet og ret kørte Aranburu ud af hjulet, og det vidner både om hans form og hans afslutning. Hans enkeltstart var endnu et vidne om, at han er på toppen lige nu, men at bruge formen kræver, at han ikke igen ofrer sig for holdet. Hans chance er derfor formentlig en offday til Aranburu.

Som alternativ til Cort har EF Sergio Higuita, der kan køre spurten, hvis Cort falder fra. På papiret er nogle af de mere kraftfulde folk bedre end ham i denne 3%-finale, men hvis det bliver for hårdt for folk som Colbrelli og Matthews, kan han måske blande sig - særligt hvis Van der Poel har brændt sig af i et angreb, og Van Aert har brændt sig at for at hjælpe Roglic. Vi skal ikke glemme, at Higuita tidligere i år blev nr. 4 bag Van der Poel, Van Aert og Davide Ballerini i en lignende spurt i Tirreno, og denne etape passer ham meget bedre, da terrænet er hårdere. Han er ikke god nok til at gå med de bedste, men i en spurt kan han på en god dag måske skabe overraskelsen.

Jeg glæder mig meget til at se Michael Woods på muren. Som bekendt er han en af verdens førende murspecialister, og hvis han ikke fanges i positionskampen, der er hans store svaghed, har han en reel chance for at gå med de bedste, når der angribes. Han styrtede på 1. etape, men allerede dagen efter følte han sig stærkt kørende, og han er utvivlsomt kun blevet mere frisk siden dengang. Med det tårnhøje niveau, han har vist i år, er det bestemt sandsynligt, at han kan være med i en offensiv finale. Udfordringen er, at der desværre er folk, der er hurtigere end ham i et opløb, som ikke er stejlere end dette, og det er lidt svært at se ham overspurte folk som Van der Poel, Pogacar og Alaphilippe. Til gengæld er han også den store underdog, der har tabt tid og derfor er helt ufarlig i klassementet. Den frihed kan han måske udnytte, som han så smukt gjorde, da han vandt en Vuelta-etape sidste år. Hans niveau i år rækker i hvert fald til at vinde en etape i denne finale.

Wilco Kelderman kørte en skuffende enkeltstart, men det viste sig efterfølgende, at hans skader på albuen betød, at han havde måttet justere på sin position. Forinden viste han som bekendt storform, og det er præcis i dette eksplosive terræn, at han i disse tider er allerbedst. Jeg har måske stadig lidt svært ved at se ham køre med de allerbedste og derefter slå dem i en spurt, men det er svært ikke at være imponeret over hans kørsel hidtil. På Mur-de-Bretagne var det ham, der i finalen med sit angreb trak fra sammen med de to slovenere, og det viser, at han lige nu har et uhyre overbevisende punch. Det skal stadig flaske sig utroligt meget, hvis han faktisk skal vinde etapen, men han synes at være konkurrencedygtig i begge de to første scenarier. Med lidt held kan det vel lykkes for den velkørende Kelderman.

Er Benoit Cosnefroy kommet sig tilstrækkeligt til at køre finale? Det tillader jeg mig at tvivle på. Han var i hvert fald ganske hæmmet af styrtene i søndags, men jeg bemærkede også, at han faktisk kørte en ganske god enkeltstart forleden - en disciplin, han normalt slet ikke mestrer. Ganske vist har han i år endnu ikke fundet sin bedste form - først og fremmest grundet knæproblemer - men han så ved de franske mesterskaber ud til at være på rette vej. En formstærk Cosnefroy er en af verdens allerbedste puncheurs, som vi så i Fleche Wallonne og Brabantse Pijl sidste år, og derfor vil han være i sit es i dette terræn. I Schweiz var han allerede tæt på de bedste på murene på 2. etape, og derfor må man åbne døren på klem for ham, hvis han er kommet sig. Desværre kan han få svært ved at gøre det færdigt, for selvom han er hurtig, er 3% en anelse for lidt til, at han kan drage fordel af sine punceurevner mod hurtigere og tungere folk.

Det har været en fornøjelse at se David Gaudu starte løbet så stærkt. Lige nu har han kurs mod at være en af de bedste i bjergene, og i går talte han endda om en meget god fornemmelse på enkeltstarten. Der er mere eksplosive folk end ham, men Gaudu er glimrende på stejle mure, og jeg anser det bestemt ikke som udelukket, at han kan gå med de bedste i fænomenernes scenarium. I en 3%-spurt er han heller ikke langsom, men der er desværre folk, der er hurtigere end ham. Derfor skal han nok være lidt kreativ for at vinde, men i en lille gruppe, der kan være svær at kontrollere, kan meget ske, hvis man har billet til finalen. Den billet synes Gaudu at have benene til at kunne sikre sig.

Som sagt kan Jonas Vingegaard måske komme til at spille en taktisk interessant rolle. Danskeren skal forsøge at gå med de bedste, hvis Roglic ikke er på toppen. Det virker ikke sandsynligt, at det lykkes, men som han er kørende lige nu, er det heller ikke umuligt. I det tilfælde kan vi få en gentagelse af scenariet fra 4. etape i Baskerlandet, hvor et udbrud slæbte ham hele vejen til stregen. Dengang blev han dog alligevel slået i en spurt af Ion Izagirre, der ikke just er kendt som en supersprinter, og mod folk som Van der Poel, Pogacar og Alaphilippe er det svært at se ham gøre det færdigt. Til gengæld vil han så måske kunne snige sig væk i en taktisk finale, hvis han har siddet på hjul fra muren og frem til mål. Benene synes i hvert fald at række meget langt lige nu.

Det er svært ikke at notere sig, at Pierre Latour lige nu er genfødt. Franskmanden har ikke været bedre i meget lang tid, og dette terræn er netop det, der passer ham allerbedst. Han er tillige en ganske hurtig afslutter i et stigende opløb som dette, og han vil derfor kunne deltage og gøre det godt i en spurt. Den vinder han dog nok trods alt ikke, men til gengæld er han med sin superform et godt bud på en mand, der kan udnytte lidt mangel på kontrol til at angribe i finalen. Han er hvert fald upåagtet nok til at få lidt frihed, og han har det rette offensive mindset til at gribe ud efter lykken.

Det samme har Alexey Lutsenko. Kasakken synes at have samme superform som i Dauphiné, og han vil derfor kunne være en offensiv karakter. Falder Aranburu og Fraile fra, kan han sagtens køre en fornuftig spurt også, men den vil han aldrig kunne vinde. Skal han vinde etapen, skal han udnytte lidt mangel på kontrol til at køre offensivt, men det er bestemt også muligt for en af feltets angribere, der er perfekt i dette terræn, i storform og også kan gøre det færdigt på stregen.

Endelig er jeg nødt til at pege på Christophe Laporte, men det er med meget lille overbevisning. Det vil undre mig meget, hvis han kan sidde med i dette terræn, men hvis det skulle blive mindre selektivt end antaget, må vi hellere åbne døren ganske, ganske let på klem. Han har været fremragende kørende i år, men desværre synes han lige nu ikke at have forårets superform. Selv med den ville det være svært for ham at overleve, men skulle det lykkes, vil han have en reel chance for at vinde en let stigende spurt, der ikke kunne passe ham meget bedre.

Ineos får formentlig en dag i defensiven. Richard Carapaz kan måske rejse sig og gå med de bedste, men det er svært at se ham vinde etapen, og Geraint Thomas har ikke længere farten til at vinde en spurt. Deres bedste afsluttere er Tao Geoghegan Hart og Michal Kwiatkowski, men de er hjælpere, præcis som den forslåede Marc Hirschi og Rui Costa er det på UAE.  Det er en god finale for Dan Martin, men Mur-de-Bretagne viste, at han ikke er på toppen. Bauke Mollema er en formstærk og god afslutter, der meget vel kan gå i top 10, men det er svært at se ham vinde etapen. Man kunne ønske sig, at Kasper Asgreen kunne angribe på et af de flade stykker i finalen, men jeg tror, at han får det for svært og må ende som ren hjælper for Alaphilippe. Det kunne være interessant at se Ivan Garcia Cortina køre denne finale, men han er åbenbart med som ren hjælper, og det samme gælder for de to puncheurs Patrick Konrad og Ide Schelling samt for Valentin Madouas. Det er slet ikke en ringe finale for Greg van Avermaet, men med den hurtighed, han har vist i år, er det svært at se ham vinde en spurt, og terrænet er for svært til, at han kan gøre andet end at overleve. Det ligner ikke mere end en top 10 - også fordi hans styrt svækkede ham meget på Mur-de-Bretagne. Jesus Herrada er stadig forslået og ikke den puncheur, han var engang. Finalen synes for hård for Søren Kragh, der ikke synes i storform, og Tiesj Benoot er heller ikke flyvende, ligesom han mangler punch. Philippe Gilbert synes stadig ikke konkurrencedygtig, slet ikke med sin håndskade, og Dylan Teuns, Wout Poels, Matej Mohoric og Pello Bilbao må være hjælpere for Colbrelli. Det kunne være en god spurt for Julien Simon¸ men han fortsætter de triste takter fra resten af sæsonen, og finalen er formentlig for hård for Anthony Turgis. Hos Intermarché er Georg Zimmermann og Lorenzo Rota forslåede, og Loic Vliegen synes formsvag. Endelig vil B&B måske prøve i spurten med Quentin Pacher, men det er svært at se ham sikre sig andet end maksimalt en yderlig top 10.

Som sagt er der også gode chancer for et udbrud, men det vil formentlig kræve, at det ikke truer trøjen (medmindre Deceuninck sender Kasper Asgreen afsted, og det lykkes for ham at knække Alpecin, der så ikke vil få hjælp af Alaphilippes hold), ligesom dets chancer styrkes, hvis der er repræsentanter for Bahrain og Bike Exchange. Det gør det naturligt at pege på Matej Mohoric, der klatrede godt i Slovenien og er god i denne slags terræn, samt Dylan Teuns. Udbruddets chancer styrkes også med deltagelse af Astana, der i Omar Fraile og Alex Aranburu har to helt oplagte kandidater. Jeg vil også fremhæve Magnus Cort, hvis gode form jeg allerede har fremhævet, og som burde have en god chance for at gøre det færdigt i denne finale. Man kunne også pege på Michael Woods og Dan Martin, men jeg vil tro, at de sparer sig til bjergene. I stedet er Benoit Cosnefroy i lyset af ovenstående en oplagt kandidat, ligesom det også er en fin finale for Greg van Avermaet, der dog brugte mange kræfter i dag. Hvis han er kommet sig efter styrtet, passer afslutningen godt til formstærke Jesus Herrada, og selvom han ikke synes helt på toppen, må Tiesj Benoot også anses som kandidat, ligesom den umiddelbart heller ikke helt formstærke og nyligt coronaramte Elie Gesbert må være det. Vores bjergtrøjehelte Anthony Perez og Ide Schelling kan også vinde i denne type finale, hvis ikke de bruger for mange kræfter på prikkerne, ligesom det er muligt for Valentin Madouas, der dog nok er låst af Gaudu. Søren Kragh og Michael Valgren har også gode chancer for at sidde der, men jeg har lidt sværere ved at se dem gøre det færdigt - Kragh, fordi jeg er usikker på hans form, og fordi hans placering i klassementet kan gøre det svært at få den nødvendige frihed. Finalen er heller ikke helt uden for rækkevidde for Jasper Stuyven, men det vil kræve, at gruppen ikke for klatrestærk, mens Thomas de Gendt stadig er hæmmet af sine nylige knæproblemer. Endelig vil kandidaterne til den grønne trøje låse hinanden så meget, at de ikke får mulighed for at gå i udbrud.

BEMÆRK: På en etape som denne er det igen vigtigt at understrege, at de er rangeret efter vinderpotentiale. Der er mange af de ovennævnte, som får svært ved at overleve, men som til gengæld kan vinde, hvis det lykkes. Uddybning findes i teksten.

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Sonny Colbrelli, Tadej Pogacar

Outsidere: Julian Alaphilippe, Wout van Aert, Michael Matthews, Alex Aranburu, Primoz Roglic

Jokers: Magnus Cort, Peter Sagan, Alejandro Valverde, Omar Fraile, Sergio Higuita, Michael Woods, Wilco Kelderman, Benoit Cosnefroy, David Gaudu, Jonas Vingegaard, Pierre Latour, Alexey Lutsenko, Christophe Laporte

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Omar Fraile, Alex Aranburu, Benoit Cosnefroy, Matej Mohoric, Magnus Cort, Dylan Teuns, Kasper Asgreen, Jesus Herrada, Greg van Avermaet, Tiesj Benoot, Anthony Perez, Ide Schelling, Søren Kragh, Michael Valgren

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+